TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Bilag 454
Offentligt

RETTENS DOM (Sjette Afdeling)

19. september 2018

»Statsstøtte

–

støtte til den faste, kombinerede vej- og

jernbanetransportforbindelse over Øresund

–

den svenske regerings og den danske

regerings offentlige finansiering af infrastrukturprojektet vedrørende den faste

forbindelse over Øresund

–

statsgarantier

–

skattemæssig støtte

–

afgørelse om

ikke at gøre indsigelse

–

afgørelse, hvori det fastslås, at der ikke foreligger

statsstøtte

–

annullationssøgsmål

–

anfægtelig retsakt

–

formaliteten

–

ingen

indledning af den formelle undersøgelsesprocedure

–

alvorlige vanskeligheder

–

begrebet støtteordning

–

støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige

projekter af fælleseuropæisk interesse

–

vurdering af støtteelementet indeholdt i en

garanti

–

begrænset støtte i en garanti

–

proportionalitet

–

berettiget forventning«

I sag T-68/15,

HH Ferries I/S,

tidligere Scandlines Øresund I/S, Helsingør (Danmark),

HH Ferries Helsingør ApS,

Helsingør,

HH Ferries Helsingborg AB,

tidligere HH-Ferries Helsingborg AB, Helsingborg

(Sverige),

ved advokaterne M. Johansson, R. Azelius, P. Remnelid og L. Sandberg-Mørch,

sagsøgere,

mod

Europa-Kommissionen

ved L. Flynn, S. Noë, R. Sauer og L. Armati, som

befuldmægtigede,

sagsøgt,

støttet af:

* Processprog: engelsk.

Sml. (uddrag)

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Kongeriget Danmark

først ved C. Thorning, derefter ved J. Nymann-Lindegren,

som befuldmægtigede, bistået af advokat R. Holdgaard,

og af:

Kongeriget Sverige

først ved E. Karlsson, L. Swedenborg, A. Falk, C. Meyer-

Seitz, U. Persson og N. Otte Widgren, derefter ved A. Falk, C. Meyer-Seitz, L.

Zettergren og H. Shev, som befuldmægtigede,

intervenienter,

angående et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation

af Kommissionens afgørelse C(2014) 7358 final af 15. oktober 2014 om ikke at

kvalificere visse støtteforanstaltninger og om ikke at gøre indsigelse ved

afslutningen af den indledende undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108,

stk. 3, TEUF vedrørende statsstøtte SA.36558 (2014/NN) og SA.38371

(2014/NN)

–

Danmark, samt SA.36662 (2014/NN)

–

Sverige, om offentlig

finansiering af infrastrukturprojektet for den faste, kombinerede vej- og

jernbanetransportforbindelse over Øresund (EUT 2014, C 418, s. 1, og EUT 2014,

C 437, s. 1),

har

RETTEN (Sjette Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, G. Berardis, og dommerne D. Spielmann og Z.

Csehi (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig S. Spyropoulos,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. oktober 2017,

afsagt følgende

Dom

Tvistens baggrund

Sagsøgerne

HH Ferries I/S, tidligere Scandlines Øresund I/S, er et joint venture, hvoraf 50%

ejes af to private selskaber, nemlig det danske selskab HH Ferries Helsingør ApS

og det svenske selskab HH Ferries Helsingborg AB, tidligere HH - Ferries

Helsingborg AB (herefter samlet »sagsøgerne«). Siden ultimo januar 2015 har

–

Der gengives kun de præmisser i nærværende dom, som Retten finder det relevant at offentliggøre.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

First State European Diversified Infrastructure Fund FCP-SIF været eneejer af HH

Ferries Helsingør og HH Ferries Helsingborg og dermed eneejer af HH Ferries.

Sagsøgerne har i mere end 100 år varetaget transportforbindelsen over sundet

mellem Helsingør i Danmark og Helsingborg i Sverige, og de anvender færger til

korte afstande til at transportere tunge godskøretøjer, busser, private køretøjer og

personer.

Støttemodtageren

Øresundsbro Konsortiet (herefter »konsortiet«) ejes 50% af to selskaber med

begrænset ansvar: A/S Øresundsforbindelsen (herefter »A/S Øresund«), der i sig

selv ejes 100% af Sund & Bælt Holding A/S (herefter »Sund & Bælt«), som er

100% ejet af den danske stat, og Svensk-Danska Broförbindelsen AB (herefter

»SVEDAB«), som er 100% ejet af den svenske stat (herefter samlet »konsortiets

moderselskaber«).

Konsortiet ejer, projekterer, finansierer, anlægger og driver den 16 km lange

forbindelse over Øresund, som kombinerer jernbane og veje mellem Kastrup

(Danmark) og Limhamn (Sverige).

Den faste forbindelse, de indenlandske tilslutninger til baglandet og de

omhandlede foranstaltninger

Den faste Øresundsforbindelse udgøres af en 16 km lang betalingsbro, den

kunstige ø Peberholm (Danmark) og en delvis nedsunket tunnel til jernbane- og

vejtrafikken mellem den svenske kyst og den danske ø Amager (herefter »den

faste forbindelse«). Det er den længste bro i Europa med kombineret jernbane- og

vejtrafik. Den blev opført mellem 1995 og 2000 og er blevet benyttet siden den 1.

juli 2000. Dette projekt var et af de prioriterede projekter for det transeuropæiske

transportnet (TEN-T), som Det Europæiske Råd godkendte i 1994.

De juridiske og operationelle aspekter af anlæggelsen og driften af den faste

forbindelse er reguleret ved:

–

aftale af 23. marts 1991 mellem Danmarks regering og Sveriges regering om

en fast forbindelse over Øresund (herefter »regeringsaftalen«), som blev

ratificeret af Sverige den 8. august 1991 og af Danmark den 24. august 1994

aftale af 27. januar 1992 om dannelse af konsortiet, indgået mellem

konsortiets moderselskaber (herefter »konsortialaftalen«).

–

Regeringsaftalens artikel 10 foreskriver dannelsen af et konsortium, »som ejer og

for [moderselskabernes] fælles regning og som en enhed forestår projektering og

anden forberedelse samt finansiering, bygning og drift af [den faste forbindelse]«.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Regeringsaftalens artikel 14 og artikel 15, stk. 4, i tillægsprotokollen til

regeringsaftalen samt konsortialaftalens § 4, stk. 6, bestemmer i det væsentlige, at

de afgifter, som brugerne af den faste forbindelse skal opkræves, samt den årlige

jernbaneafgift, som skal betales for benyttelsen af jernbanen på den faste

forbindelse, skal dække omkostningerne ved projekteringen og anden forberedelse

samt anlæg og drift af den faste forbindelse samt omkostningerne ved anlæg af

indenlandske vej- og jernbanetilslutninger til baglandet. Afgifterne fastsættes af

konsortiet i overensstemmelse med de vilkår, som den svenske og den danske

regering har aftalt.

Regeringsaftalens artikel 12 bestemmer, at »[Kongeriget] Danmark og

[Kongeriget] Sverige

[…]

solidarisk [garanterer] for forpligtelser vedrørende

konsortiets lån og andre finansielle instrumenter, som benyttes i forbindelse med

finansieringen[, og at de to stater] er indbyrdes ansvarlige i lige forhold«. I denne

henseende præciseres det i konsortialaftalens § 4, stk. 3, at »[k]onsortiets

kapitalbehov til planlægning, projektering og anlæg af [den faste forbindelse],

herunder finansieringsomkostninger, samt til dækning af det kapitalbehov, der

opstår som følge af de negative regnskabsresultater, som forudsættes i et antal år

efter [den faste forbindelses ] åbning for trafik,

[…]

i henhold til

[r]egeringsaftalen [skal] opfyldes ved hjælp af lån eller udstedelse af finansielle

instrumenter på det åbne marked med sikkerhed i form af svensk og dansk

statsgaranti«.

I henhold til punkt 1 i tillægsprotokollen til regeringsaftalen skal der ikke

opkræves noget gebyr eller lignende af den danske eller svenske stat for »de to

staters garantiforpligtelser for konsortiets lån og andre finansielle instrumenter,

som benyttes i forbindelse med finansieringen«.

Ud over den faste forbindelse som sådan omfatter projektet ligeledes vej- og

jernbanelandanlæg, som forbinder den faste forbindelses yderpunkter med vej- og

jernbaneinfrastrukturen i det danske og det svenske bagland (herefter »de

indenlandske tilslutninger«). I henhold til regeringsaftalens artikel 8 påhviler det

staterne hver for sig i deres respektive stat at anlægge de indenlandske

tilslutninger. Konsortiets moderselskaber blev af deres respektive stater

overdraget opgaver vedrørende projektering, finansiering, anlæggelse og drift af

de indenlandske tilslutninger (jf. 25. betragtning til den anfægtede afgørelse). I

henhold til regeringsaftalens artikel 17 og konsortialaftalens § 2, stk. 5, er

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige enige om, at der ikke kan opkræves

afgifter for motorkøretøjers benyttelse af de indenlandske tilslutningsanlæg for

vejtrafik, såfremt motorkøretøjerne passerer den faste forbindelse.

Den administrative procedure

Ved skrivelse af 1. august 1995 oplyste konsortiet Europa-Kommissionen om, at

det var omfattet af en garanti, der var stillet solidarisk af den danske regering og

den svenske regering, og som dækkede de lån og andre finansielle instrumenter,

der var blevet indgået aftale om med henblik på at finansiere den faste forbindelse

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

(herefter »statsgarantierne«), og det anmodede Kommissionen om at bekræfte, at

disse garantier ikke udgjorde statsstøtte. Kommissionen besvarede henvendelsen

ved to identiske skrivelser af 27. oktober 1995, der var rettet til henholdsvis den

danske stat og den svenske stat, hvori den præciserede, at statsgarantierne var

knyttet til et infrastrukturprojekt af offentlig interesse, der skulle anses for et

offentligt gode, der forbedrede infrastrukturen for transportydelser i landene, og at

garantistillelse for investeringer i offentlige goder i princippet ikke skulle anses

for tildeling af statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Kommissionen konkluderede derfor, at statsgarantierne ikke skulle anmeldes til

Kommissionen.

Den danske og den svenske stat foretog aldrig nogen formel anmeldelse af

finansieringsmodellen for den faste forbindelse til Kommissionen.

Den 17. april 2013 indgav HH Ferries en klage til Kommissionen, idet selskabet

anførte, at statsgarantierne udgjorde ulovlig statsstøtte som omhandlet i artikel

107, stk. 1, TEUF og var uforenelige med det indre marked (sagerne blev

registreret med nummeret SA.36558 for Danmark og SA.36662 for Sverige).

[udelades]

Den 15. september 2014 rettede Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige en

fælles erklæring (herefter »tilsagnene«) til Kommissionen, hvori de præciserede

følgende:

–

Statsgarantierne er begrænset til formål, der angår dækning af den reelle

gæld, som konsortiet til enhver tid har pådraget sig.

Statsgarantierne og alle øvrige økonomiske fordele, herunder bl.a.

skattemæssige fordele, som konsortiet måtte modtage, er begrænset til den

faktiske gældsindfrielsesperiode, således at konsortiet ikke modtager nogen

fordele efter at have indfriet hele sin gæld.

Såfremt der opstår behov for, at konsortiet optager nye lån, som er dækket af

statsgarantierne, eller at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige tildeler

konsortiet nye økonomiske fordele efter 2040, påtager de sig at anmelde

sådanne foranstaltninger til Kommissionen i overensstemmelse med artikel

108, stk. 3, TEUF.

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige påtager sig årligt at oplyse

Kommissionen om status for konsortiets gældsindfrielse.

Den anfægtede afgørelse

–

Den 15. oktober 2014 vedtog Kommissionen afgørelse C(2014) 7358 final om

statsstøtte SA.36558 (2014/NN) og SA.38371 (2014/NN)

–

Danmark og

SA.36662 (2014/NN)

–

Sverige, om offentlig finansiering af infrastrukturprojektet

for den faste, kombinerede vej- og jernbanetransportforbindelse over Øresund

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

(EUT 2014, C 418, s. 1, og EUT 2014, C 437, s. 1) (herefter »den anfægtede

afgørelse«). Kommissionen begrænsede sin undersøgelse til følgende

foranstaltninger (50.-55. betragtning til den anfægtede afgørelse):

–

statsgarantier, som er indrømmet konsortiet for de lån, som det har optaget

med henblik på finansiering af anlæggelsen og driften af

infrastrukturprojektet for den faste Øresundsforbindelse

følgende danske skattemæssige foranstaltninger:

–

reglerne om fremførsel af tab, der finder anvendelse på konsortiet

reglerne om nedskrivning af aktiver, der finder anvendelse på

konsortiet

den fælles beskatningsordning

–

finansielle støtteforanstaltninger, der er tildelt konsortiets moderselskaber

med henblik på finansiering af projektering, anlæg og drift af de

indenlandske vej- og jernbanetilslutninger.

Kommissionen præciserede, at dens afgørelse ikke omfattede eventuelle andre

foranstaltninger, som Kongeriget Danmark eller Kongeriget Sverige måtte have

tildelt konsortiet, A/S Øresund, SVEDAB, Sund & Bælt eller ethvert andet hertil

knyttet selskab (56. betragtning til den anfægtede afgørelse).

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger statsstøtte som omhandlet i artikel

107, stk. 1, TEUF

[udelades]

For så vidt angår de statsgarantier og de danske skattemæssige foranstaltninger

om nedskrivning af aktiver og fremførsel af tab (herefter »den danske

skattemæssige støtte«), som konsortiet blev tildelt med henblik på anlæggelse og

drift af den faste forbindelse, vurderede Kommissionen, at disse udgjorde

statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF (107. betragtning til den

anfægtede afgørelse). Kommissionen fandt således, at der ubetinget blev tildelt to

statsgarantier den 27. januar 1992, hvilket var datoen for dannelsen af konsortiet

(52. betragtning til den anfægtede afgørelse). De danske foranstaltninger om

fremførsel af tab blev anset for at være selektive i perioden fra 1991 til udgangen

af 2001 og i perioden, der startede i 2013. De danske foranstaltninger om

nedskrivning af aktiver blev anset for at være selektive fra 1999 (92.-97. og 99.-

103. betragtning til den anfægtede afgørelse).

Kvalificering som ny eller eksisterende støtte

Kommissionen vurderede, at den danske garanti, som konsortiet blev indrømmet

med hensyn til sine lån, og den danske skattemæssige støtte til konsortiet udgjorde

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

ny støtte som omhandlet i artikel 1, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999

af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af [artikel 108 TEUF]

(EFT 1999, L 83, s. 1) (109. betragtning til den anfægtede afgørelse).

For så vidt angår den svenske garanti til konsortiet, som ifølge Kommissionen

blev tildelt, før Kongeriget Sverige tiltrådte Den Europæiske Union, og før aftalen

om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) (EFT 1994, L 1, s. 3)

trådte i kraft den 1. januar 1994, blev denne anset for at være eksisterende støtte

som omhandlet i artikel 1, litra b), nr. i), i forordning nr. 659/1999 (110.

betragtning til den anfægtede afgørelse).

Undersøgelse af statsstøttens forenelighed med det indre marked, henset til

artikel 107, stk. 3, TEUF

Kommissionen undersøgte, om statsgarantierne og den danske skattemæssige

støtte var forenelige med det indre marked, henset til artikel 107, stk. 3, litra b),

TEUF, hvorefter støtte, der kan fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af

fælleseuropæisk interesse, kan betragtes som forenelig med det indre marked.

Kommissionen fastslog i det væsentlige, at statsgarantierne og den danske

skattemæssige støtte til konsortiet ud fra en samlet vurdering var nødvendige og

forholdsmæssige med henblik på virkeliggørelsen af det mål af almen interesse,

der forfulgtes, bl.a. henset til de tilsagn, som Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige havde afgivet under den administrative procedure, hvoraf navnlig

fremgik, at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige, såfremt det blev

nødvendigt for konsortiet at optage nye lån, som var dækket af statsgarantierne,

eller at give konsortiet andre økonomiske fordele efter 2040, skulle anmelde disse

foranstaltninger til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 108, stk. 3,

TEUF (122.-137. betragtning til den anfægtede afgørelse). For så vidt angår den

danske skattemæssige støtte præciserede Kommissionen ligeledes, at hensigten

hermed var at bidrage til projektets levedygtighed ved at forkorte perioden for

tilbagebetaling af konsortiets lån og nedsætte den risiko, som var forbundet

hermed. Kommissionen var af den opfattelse, at den danske skattemæssige støtte

nedsatte den risiko, som var forbundet med statsgarantierne og følgelig med den

fordel, der udsprang heraf, og at den fordel, som var en følge af statsgarantierne,

og den fordel, som var en følge af den danske skattemæssige støtte, syntes at være

indbyrdes afhængige (133. betragtning til den anfægtede afgørelse).

Kommissionen konkluderede, at de statsgarantier, som Kongeriget Danmark og

Kongeriget Sverige havde indrømmet, samt den danske skattemæssige støtte var

forenelige med det indre marked på grundlag af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF,

og at der ikke var behov for, at den fremsatte forslag til passende foranstaltninger

over for Kongeriget Sverige (138. og 139. betragtning til den anfægtede

afgørelse).

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Berettiget forventning

I 138. og 140.-153. betragtning til den anfægtede afgørelse fastslog

Kommissionen, at selv såfremt de omhandlede støtteforanstaltninger skulle

betragtes som uforenelige med det indre marked, kunne de under alle

omstændigheder ikke være genstand for en tilbagesøgning fra Kongeriget

Danmarks og Kongeriget Sveriges side, eftersom en tilbagesøgning ville være i

strid med et generelt princip i EU-retten i henhold til artikel 14, stk. 1, i forordning

nr. 659/1999. Kommissionen fastslog i det væsentlige, at der i det foreliggende

tilfælde forelå helt særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at konsortiet

såvel som Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige kunne have en berettiget

forventning om, at de statsgarantier og de danske skattemæssige fordele, som

konsortiet var blevet indrømmet, ikke ville blive draget i tvivl. Kommissionen

anførte dernæst, at dens holdning i 1992 var, at anlæggelse og drift af

infrastrukturprojekter ikke udgjorde økonomisk virksomhed. Imidlertid har både

Kommissionens afgørelsespraksis og praksis fra Domstolen og Retten vedrørende

begrebet »økonomisk virksomhed« i forbindelse med finansiering af anlæggelse

og drift af infrastrukturprojekter udviklet sig siden dom af 12. december 2000,

Aéroports de Paris mod Kommissionen (T-128/98, EU:T:2000:290), af 17.

december 2008, Ryanair mod Kommissionen (T-196/04, EU:T:2008:585), og af

24. marts 2011, Freistaat Sachsen og Land Sachsen-Anhalt mod Kommissionen

(T-443/08 og T-455/08, EU:T:2011:117), idet sidstnævnte blev stadfæstet ved

dom af 19. december 2012, Mitteldeutsche Flughafen og Flughafen Leipzig-Halle

mod Kommissionen (C-288/11 P, EU:C:2012:821) (61.-66. betragtning til den

anfægtede afgørelse). Endvidere havde Kommissionens tjenestegrene i 1995

oplyst Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige om, at statsgarantierne ikke

udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF. Kommissionen var

af den opfattelse, at sidstnævnte konklusion, der fremgik af dens skrivelser af 27.

oktober 1995, som var rettet til henholdsvis Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige, også omfattede den danske skattemæssige støtte, for så vidt som den

vedrørte et infrastrukturprojekt, som på daværende tidspunkt ikke blev betragtet

som økonomisk virksomhed. Ifølge Kommissionen var det ikke nødvendigt at

fastslå, hvorvidt denne berettigede forventning også fandt anvendelse efter dom af

12. december 2000, Aéroports de Paris mod Kommissionen (T-128/98,

EU:T:2000:290), eftersom de omhandlede foranstaltninger under alle

omstændigheder var forenelige med det indre marked (153. betragtning til den

anfægtede afgørelse).

Konklusion

Kommissionen besluttede:

–

på grundlag af vurderingen af, om de omhandlede foranstaltninger var

forenelige med det indre marked, og henset til bl.a. de tilsagn, som

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige havde afgivet, ikke at gøre

indsigelse mod den danske skattemæssige støtte og de garantier, som

Kongeriget Danmark havde indrømmet konsortiet, med den begrundelse, at

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

denne statsstøtte skulle betragtes som forenelig med det indre marked i

henset til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF

–

at den garanti, som Kongeriget Sverige havde indrømmet konsortiet,

udgjorde eksisterende støtte, og at det, bl.a. henset til Kongeriget Danmarks

og Kongeriget Sveriges tilsagn, ikke var nødvendigt at indlede proceduren

for eksisterende støtteordninger

at den danske fælles beskatningsordning og de foranstaltninger, som var

indrømmet konsortiets moderselskaber med henblik på finansiering af de

indenlandske vej- og jernbanetilslutninger i Sverige og i Danmark, ikke

udgjorde statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF.

Retsforhandlinger og parternes påstande

–

II.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 12. februar 2015 har

sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 5. juni 2015 har Kongeriget

Sverige anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for

Kommissionens påstande.

Ved dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juni 2015 har

Kongeriget Danmark anmodet om tilladelse til at intervenere i sagen til støtte for

Kommissionens påstande.

Ved afgørelse af 13. juli 2015 har formanden for Rettens Niende Afdeling givet

tilladelse til disse interventioner. Kongeriget Sverige og Kongeriget Danmark har

indgivet deres interventionsindlæg den 28. september 2015.

Da sammensætningen af Rettens afdelinger er blevet ændret, er den refererende

dommer blevet tilknyttet Sjette Afdeling, og den foreliggende sag er følgelig

blevet henvist til denne afdeling den 26. september 2016.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

–

Den anfægtede afgørelse annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse.

Sagsøgerne tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Kongeriget Sverige og Kongeriget Danmark har nedlagt påstand om, at

Kommissionen frifindes.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

III.

Retlige bemærkninger

[udelades]

Realiteten

Til støtte for annullationspåstanden har sagsøgerne i det væsentlige fremsat fem

anbringender. Med det første anbringende er det blevet gældende, at

Kommissionen begik retlige fejl og anlagde åbenbart urigtige skøn, henset til

artikel 107, stk. 1, TEUF, for så vidt angår dels de foranstaltninger, som blev ydet

konsortiets moderselskaber med henblik på finansiering af de indenlandske vej-

og jernbanetilslutninger, dels de statsgarantier, som konsortiet blev tildelt med

henblik på finansiering af den faste forbindelse. Med det andet anbringende er det

blevet gjort gældende, at Kommissionen begik retlige fejl og anlagde urigtige

skøn med hensyn til de statsgarantier og den danske skattemæssige støtte, som

konsortiet blev ydet, henset til artikel 107, stk. 3, TEUF, og begik en fejl ved ikke

at kvalificere den danske fælles beskatningsordning som statsstøtte. Med det

tredje anbringende er det blevet gjort gældende, at Kommissionen begik retlige

fejl, da den konkluderede, at konsortiet såvel som Kongeriget Danmark og

Kongeriget Sverige, såfremt de statsgarantier og den danske skattemæssige støtte,

som konsortiet blev tildelt, ikke desto mindre skulle betragtes som uforenelige

med det indre marked, havde en berettiget forventning om, at denne støtte ikke

ville blive draget i tvivl i henhold til statsstøttereglerne, og at det ikke var

nødvendigt at fastslå, hvorvidt denne berettigede forventning også fandt

anvendelse efter dom af 12. december 2000, Aéroports de Paris mod

Kommissionen (T-128/98, EU:T:2000:290). Med det fjerde anbringende er det

blevet gjort gældende, at Kommissionen tilsidesatte sin forpligtelse til at indlede

den formelle undersøgelsesprocedure i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Med

det fjerde anbringende er det blevet gældende, at Kommissionen tilsidesatte

begrundelsespligten.

Det er Rettens opfattelse, at det er hensigtsmæssigt at undersøge disse

anbringender, for så vidt som de for det første vedrører de foranstaltninger, som

blev anset for at være statsstøtte, der er forenelig med det indre marked, dvs. de

statsgarantier og den danske skattemæssige støtte, som konsortiet blev ydet med

henblik på anlæggelse og drift af den faste forbindelse, og for det andet vedrører

de foranstaltninger, som ikke blev anset for at være statsstøtte, dvs. de finansielle

støtteforanstaltninger, som konsortiets moderselskaber blev indrømmet med

henblik på anlæg og drift af de indenlandske vej- og jernbanetilslutninger, og den

danske fælles beskatningsordning. For det tredje skal anbringenderne undersøges,

for så vidt som Kommissionen med disse anbringender foreholdes, at den ikke

begrundede og ikke tog hensyn til den kumulative virkning af samtlige de

støtteforanstaltninger, der blev indrømmet i forbindelse med projektet angående

den faste forbindelse. For det fjerde skal anbringenderne undersøges, for så vidt

som de indeholder en kritik af konstateringen om, at Kongeriget Danmark og

Kongeriget Sverige såvel som konsortiet, såfremt de støtteforanstaltninger, der er

ydet konsortiet, ikke desto mindre skal anses for at være uforenelige med det indre

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

marked, havde en berettiget forventning om, at de til konsortiet ydede

støtteforanstaltninger ikke ville blive draget i tvivl i henhold til statsstøttereglerne.

For så vidt angår de statsstøtteforanstaltninger, der blev anset for forenelige med

det indre marked ved afslutningen af den indledende undersøgelse, er det Rettens

opfattelse, at det er hensigtsmæssigt først at undersøge det fjerde anbringende, der

har til formål at godtgøre, at Kommissionen stødte på alvorlige vanskeligheder,

således at den burde have indledt den formelle undersøgelsesprocedure.

Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af de berørte parters

processuelle rettigheder, for så vidt som det angår de foranstaltninger, der

blev ydet konsortiet, og som blev kvalificeret som statsstøtte

I forbindelse med deres fjerde anbringende har sagsøgerne udtrykkeligt henvist til

de argumenter, som de har fremført i forbindelse med deres to første

anbringender, og som angår den omstændighed, at Kommissionens analyse af de

statsgarantier og den danske skattemæssige støtte, som konsortiet blev tildelt, var

behæftet med uoverensstemmelser og unøjagtigheder. Ifølge sagsøgerne begik

Kommissionen fejl dels i forbindelse med kvalificeringen af statsgarantierne

henset til artikel 107, stk. 1, TEUF, dels i forbindelse med undersøgelsen af

statsgarantiernes og den danske skattemæssige støttes forenelighed med det indre

marked. Kommissionens utilstrækkelige og ufuldstændige analyse er et indicium

for, at den indledende undersøgelse var forbundet med alvorlige vanskeligheder,

og for at der var »tvivl« hos Kommissionen med hensyn til kvalificeringen af de

anfægtede foranstaltninger og deres forenelighed med det indre marked.

Kommissionen har støttet af Kongeriget Danmark bestridt denne argumentation

og har bl.a. henvist til sine argumenter fremført i forbindelse med undersøgelsen

af det første og det andet anbringende.

Det følger af retspraksis, at hvis Kommissionen efter en første undersøgelse inden

for rammerne af den i artikel 108, stk. 3, TEUF fastsatte procedure ikke kan nå til

den opfattelse, at en statslig støtteforanstaltning ikke udgør »støtte« som

omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, eller hvis den kvalificeres som støtte, der er

forenelig med EUF-traktaten, eller når Kommissionen ved denne procedure ikke

har kunnet overvinde alle vanskelighederne ved bedømmelsen af, om den

omhandlede foranstaltning er forenelig med det indre marked, er Kommissionen

forpligtet til at indlede proceduren i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF uden at

have nogen skønsbeføjelse i denne henseende (jf. dom af 22.12.2008, British

Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 113 og den

deri nævnte retspraksis; jf. ligeledes i denne retning dom af 10.5.2005, Italien mod

Kommissionen, C-400/99, EU:C:2005:275, præmis 48). Denne forpligtelse

bekræftes endvidere udtrykkeligt af bestemmelsen i artikel 4, stk. 4, sammenholdt

med artikel 13, stk. 1, i forordning nr. 659/1999 (dom af 22.12.2008, British

Aggregates mod Kommissionen, C-487/06 P, EU:C:2008:757, præmis 113).

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Begrebet alvorlige vanskeligheder skal fastlægges objektivt. Både med

udgangspunkt i omstændighederne ved vedtagelsen af den anfægtede retsakt og i

dens indhold skal det undersøges, om der foreligger sådanne vanskeligheder, på et

objektivt grundlag ved at sammenholde afgørelsens begrundelse med de

oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, da den traf afgørelse om den

omtvistede støttes forenelighed med det indre marked (jf. dom af 28.3.2012,

Ryanair mod Kommissionen, T-123/09, EU:T:2012:164, præmis 77 og den deri

nævnte retspraksis). Det følger heraf, at den legalitetskontrol, som Retten

foretager af, om der foreligger alvorlige vanskeligheder, i sagens natur ikke kan

begrænse sig til en undersøgelse af, om der er anlagt et åbenbart urigtigt skøn (jf.

dom af 27.9.2011, 3F mod Kommissionen, T-30/03 RENV, EU:T:2011:534,

præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og af 10.7.2012, Smurfit Kappa Group

mod Kommissionen, T-304/08, EU:T:2012:351, præmis 80 og den deri nævnte

retspraksis). En afgørelse, som Kommissionen har vedtaget uden at indlede en

formel undersøgelsesfase, kan nemlig alene af denne årsag annulleres, fordi der

ikke er foretaget den kontradiktoriske og uddybende undersøgelse, der er fastsat i

EUF-traktaten, uanset om det ikke er godtgjort, at Kommissionens grundlæggende

vurderinger var behæftet med retlige eller faktiske fejl (jf. i denne retning dom af

9.9.2010, British Aggregates m.fl. mod Kommissionen, T-359/04,

EU:T:2010:366, præmis 58).

Det fremgår også af retspraksis, at den utilstrækkelige eller ufuldstændige karakter

af Kommissionens undersøgelse under den indledende undersøgelsesprocedure

udgør et indicium for, at der foreligger alvorlige vanskeligheder (jf. dom af

9.12.2014, Netherlands Maritime Technology Association mod Kommissionen, T-

140/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:1029, præmis 49 og den deri nævnte

retspraksis).

Det er sagsøgerne, som skal løfte bevisbyrden for, at der foreligger alvorlige

vanskeligheder, hvilken de kan løfte på grundlag af en række samstemmende

indicier (jf. i denne retning dom af 17.3.2015, Pollmeier Massivholz mod

Kommissionen, T-89/09, EU:T:2015:153, præmis 51 og den deri nævnte

retspraksis).

Det er i lyset af denne retspraksis, at der skal foretages en undersøgelse af den i

forbindelse med det fjerde anbringende fremførte argumentation vedrørende de til

konsortiet indrømmede statsstøtteforanstaltninger, der er erklæret forenelige med

det indre marked. Argumentationen er opdelt i to, således at den angår dels den

utilstrækkelige og ufuldstændige undersøgelse af kvalificeringen af de

statsgarantier, som blev udstedt til konsortiet, henset til artikel 107, stk. 1, TEUF,

dels den utilstrækkelige og ufuldstændige undersøgelse af, om de til konsortiet

tildelte statsgarantier og danske skattemæssige støtte er forenelige med det indre

marked, henset til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

Det første led om den utilstrækkelige og ufuldstændige undersøgelse af

kvalificeringen af de statsgarantier, som blev udstedt til konsortiet, henset

til artikel 107, stk. 1, TEUF

I forbindelse med det fjerde anbringendes første led er sagsøgernes argumentation

opdelt i fire klagepunkter om den utilstrækkelige og ufuldstændige vurdering for

det første af den ubetingede karakter af indrømmelsen af statsgarantierne på

datoen for dannelsen af konsortiet, konsortiets juridisk bindende ret til at opnå en

finansiering, som Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige stillede garanti for

på denne dato, tredjemands mulighed for at påberåbe sig denne ret, når konsortiet

handlede inden for rammerne af sine beføjelser, og antallet af garantier, for det

andet af spørgsmålet om, hvorvidt statsgarantierne udgjorde individuel støtte eller

støtteordninger, for det tredje af spørgsmålet om, hvorvidt den svenske garanti

udgjorde ny eller eksisterende støtte, og for det fjerde af spørgsmålet om, hvorvidt

statsgarantierne var begrænset til finansieringen af den faste forbindelse.

Det er i lyset af den retspraksis, som er nævnt i præmis 60-63 ovenfor, at denne

argumentation skal undersøges.

Efter Rettens opfattelse skal der først foretages en undersøgelse af det første

klagepunkt vedrørende konstateringen om, at statsgarantierne er støtteordninger.

Med hensyn til støtteordninger kan Kommissionen indskrænke sig til at undersøge

den omhandlede støtteordnings generelle indhold uden at være forpligtet til at

undersøge hver eneste anvendelse af ordningen med henblik på at vurdere, om den

nævnte ordning indeholder støtteelementer (dom af 15.11.2011, Kommissionen og

Spanien mod Government of Gibraltar og Det Forenede Kongerige, C-106/09 P

og C-107/09 P, EU:C:2011:732, præmis 122). Således som sagsøgerne har gjort

gældende, finder forskellige regler endvidere anvendelse på individuel støtte og

støtteordninger i henhold til Kommissionens forskellige meddelelser om garantier,

herunder f.eks. om den måde, hvorpå støtteelementet skal beregnes.

Med dette klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, for det første, at der er

uoverensstemmelser i affattelsen af den anfægtede afgørelse, for det andet, at der

ikke er foretaget nogen analyse af statsgarantierne, henset til begrebet

»støtteordning«, og, for det tredje, at der er begået en retlig fejl, idet

statsgarantierne ikke er omfattet af nogen af de to definitioner af støtteordning,

som er fastsat i artikel 1, litra d), i forordning nr. 659/1999. Sådanne

utilstrækkeligheder og uoverensstemmelser er et indicium for, at Kommissionen

stødte på alvorlige vanskeligheder i forbindelse med sin kvalificering af

statsgarantierne som »støtteordninger«. Sagsøgerne er i det væsentlige af den

opfattelse, at statsgarantierne skulle have været analyseret således, at der var lige

så mange individuelle ad hoc-garantier, som der var lån og finansielle

instrumenter, som konsortiet havde indgået aftale om med henblik på anlæggelse

og drift af den faste forbindelse, og som var dækket af disse garantier.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Kommissionen har bestridt denne vurdering og er for det første af den opfattelse,

at det klart fremgår af den anfægtede afgørelses begrundelse, at statsgarantierne

blev analyseret som en støtteordning, og at enhver specifik lånegaranti, som

gennemførte den garantiordning, der endeligt blev indrømmet i 1992, udgjorde

individuel støtte, som var ydet i henhold til denne ordning, og ikke en individuel

ad hoc-støtte. For det andet har Kommissionen gjort gældende, at statsgarantierne

stemmer overens med den definition af støtteordning, som fremgår af artikel 1,

litra d), andet punktum, i forordning nr. 659/1999, med den begrundelse, at der er

tale om støtte, »der ikke er knyttet til et specifikt projekt«, idet garantierne dækker

både anlæggelse og drift af den faste forbindelse, og eftersom de blev udstedt for

en ubestemt periode til dækning af et ubestemt beløb, selv om de var begrænset til

den periode, som konsortiet havde behov for til at indfri sin gæld. I denne

forbindelse har Kommissionen forklaret, at Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige, da statsgarantierne blev indrømmet, ikke vidste, hvor lang tid der var

behov for til indfrielse af gælden, eller hvilken størrelse gælden ville antage, og at

den, såfremt statsgarantierne skulle fortolkes som knyttet til et »specifikt projekt«,

aldrig vil kunne stille spørgsmålstegn ved eventuelle støtteforanstaltninger, som er

ydet til generelle formål, hvilket undergraver den effektive virkning af

statsstøttereglerne.

Kongeriget Danmark har for sin del gjort gældende, at statsgarantierne skal anses

for at være en eller to individuelle støtter som omhandlet i artikel 1, litra e), i

forordning nr. 659/1999, som blev tildelt ubetinget i 1992, og ikke som en eller to

støtteordninger, eftersom hele den økonomiske fordel, der følger af garantierne,

blev indrømmet konsortiet på tidspunktet for tildelingen. Kongeriget Danmark har

i denne forbindelse anført, at statsgarantierne ud fra en beløbsmæssig og

tidsmæssig betragtning netop er knyttet til det specifikke projekt om den faste

forbindelse. Som svar på et spørgsmål fra Retten har Kongeriget Sverige givet

udtryk for samme holdning som Kongeriget Danmark og har givet udtryk for tvivl

med hensyn til kvalificeringen af statsgarantierne som »støtteordning« som

omhandlet i den definition, der er fastsat i artikel 1, litra d), andet punktum, i

forordning nr. 659/1999, idet garantierne alene angår et bestemt projekt.

Sagsøgerne er af den opfattelse, at det af Kongeriget Danmark fremførte

argument, som er nævnt i præmis 71 ovenfor, skal afvises, for så vidt som det går

imod Kommissionens holdning, og eftersom en intervenient skal begrænse sig til

helt eller delvist at støtte Kommissionens påstande og acceptere sagen for

indeværende og ikke kan fremsætte selvstændige anbringender.

Hvad for det første angår de uoverensstemmelser i affattelsen, som er blevet

påberåbt, skal det i lighed med, hvad sagsøgerne har anført, bemærkes, at den

anfægtede afgørelse både nævner »den garanti, som er udstedt af den danske stat«,

»den garanti, som er udstedt af den svenske stat« (109. og 110. betragtning),

»statsgarantierne« (33., 51., 88., 114., 123., 124., 130., 131., 134. og 135.

betragtning), »garantierne« (85. og 137. betragtning), »de to garantier« (34., 50.,

52. og 129. betragtning), »de garantier, som er udstedt af den danske stat«

(konklusionen, første afsnit), og endda »den garanti, som Sverige udstedte til

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

konsortiet« (konklusionen, andet afsnit). I 52. betragtning til den anfægtede

afgørelse anførte Kommissionen imidlertid, at der den 27. januar 1992, som var

den dag, hvor konsortiet blev dannet og fik en lovfæstet ret til finansiering ved

statsgarantier, blev udstedt to ubetingede garantier. I 53. betragtning til den

anfægtede afgørelse vurderede Kommissionen, at selv om Kongeriget Danmark

og Kongeriget Sverige indgik aftale om og udstedte individuelle garantier for hver

långiver, ændrer dette ikke ved den omstændighed, at disse medlemsstater

definitivt forpligtede sig til at stille garanti for de af konsortiets forpligtelser, som

vedrørte lån og andre finansielle instrumenter til finansiering af den faste

forbindelse. Kommissionen konkluderede ligeledes i den anfægtede afgørelses

konklusion, at det navnlig henset til de tilsagn, som Kongeriget Danmark og

Kongeriget Sverige havde afgivet, ikke var nødvendigt at iværksætte proceduren

vedrørende eksisterende »støtteordninger« med hensyn til den garanti, der var

udstedt af Sverige (konklusionen, andet afsnit). Endvidere fremgår det af 111.-

138. betragtning til den anfægtede afgørelse, at Kommissionen foretog en

vurdering af statsgarantiernes forenelighed med det indre marked, som om den

havde at gøre med en eller flere »støtteordninger«, idet Kommissionen

begrænsede sig til at vurdere egenskaberne ved og forenelighed med det indre

marked af garantierne som fastsat i regeringsaftalen og konsortialaftalen, uden at

foretage en vurdering fra sag til sag af hver garanti, der dækkede hvert af

konsortiets specifikke lån.

Selv om affattelsen af den anfægtede afgørelse ikke er helt præcis og

sammenhængende i denne henseende, følger det således af Kommissionens

generelle ræsonnement og af den anfægtede afgørelses konklusion, at

Kommissionen faktisk anså statsgarantierne for at være en eller flere

støtteordninger, som var blevet vedtaget endeligt i 1992, og behandlede de

garantier, der senere blev udstedt med hensyn til hvert af konsortiets lån, som

individuel støtte, der fulgte af de nævnte støtteordninger.

Hvad for det andet angår den omstændighed, at der ikke er blevet foretaget en

analyse af statsgarantierne, henset til begrebet »støtteordning«, må det konstateres,

at den anfægtede afgørelse ikke indeholder nogen redegørelse for årsagerne til, at

statsgarantierne skal anses for at være støtteordninger, hvilket afslører, at der

foreligger en utilstrækkelig og ufuldstændig undersøgelse.

Selv såfremt det for det tredje antages, at det, således som Kommissionen har

gjort gældende, kan udledes af den anfægtede afgørelse, at statsgarantierne

stemmer overens med den definition af støtteordning, som fremgår af artikel 1,

litra d), andet punktum, i forordning nr. 659/1999, dvs. »enhver retsakt på

grundlag af hvilken støtte, der ikke er knyttet til et specifikt projekt, kan ydes til

en eller flere virksomheder, uden at tidsrummet eller beløbet er nærmere fastsat«,

skal det blot bemærkes, at der i den anfægtede afgørelse i den foreliggende sag

ikke på nogen måde er redegjort for, hvorfor den støtte, som er indeholdt i

statsgarantierne, opfylder betingelsen om, at støtten ikke må være knyttet til et

specifikt projekt.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Regeringsaftalen, hvis artikel 12 bestemmer, at Kongeriget Danmark og

Kongeriget Sverige »solidarisk [garanterer] for forpligtelser vedrørende

konsortiets lån og andre finansielle instrumenter, som benyttes i forbindelse med

finansieringen«, har

overskriften »Aftale […] om en fast forbindelse

over

Øresund«. Det præciseres endvidere i konsortialaftalens § 4, stk. 3, at

statsgarantierne dækker »[k]onsortiets kapitalbehov til planlægning, projektering

og anlæg af Øresundsforbindelsen, herunder finansieringsomkostninger, samt til

dækning af det kapitalbehov, der opstår som følge af de negative

regnskabsresultater, som forudsættes i et antal år efter [den faste forbindelses]

åbning for trafik«. Endvidere fastsætter regeringsaftalens artikel 1 og 2 samt bilag

1 til aftalen netop den faste forbindelses geografiske placering og forbindelsens

tekniske specifikationer. Der kan således ikke være tale om garantier, der er

indrømmet med hensyn til en hvilken som helst bro.

Således som sagsøgerne har fremhævet, vurderede Kommissionen i forbindelse

med den vurdering af foreneligheden med det indre marked, som blev foretaget i

henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, i 115. og 116. betragtning til den

anfægtede afgørelse, at den faste Øresundsforbindelse er et »specifikt, præcist og

klart defineret« projekt. Kommissionen henviste heri til artikel 2 i bilag 1 til

regeringsaftalen, der viser, at der var tale om et meget specifikt og klart defineret

projekt for så vidt angik den geografiske placering såvel som den tekniske

udformning.

Den omstændighed, at det på den ene side ved kvalificeringen af statsgarantierne

hævdes, at der er tale om en eller to støtteordninger, fordi støtten fra disse

garantier ikke er knyttet til noget specifikt projekt, synes ikke at kunne forenes

med den omstændighed, at det på den anden side ved vurderingen af

foranstaltningernes forenelighed med det indre marked hævdes, at statsgarantierne

vedrører et projekt, som er »specifikt, præcist og klart defineret«. I modsætning

til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er der ikke her tale om forskellige

retlige begreber, men om en faktisk omstændighed, der er anført i 115. og 116.

betragtning til den anfægtede afgørelse, og som ikke kan variere fra den ene

retlige vurdering til den anden.

I denne forbindelse er det ligeledes med urette, at Kommissionen har gjort

gældende, at statsgarantierne ikke skal anses for at være knyttet til et »specifikt«

projekt, med den begrundelse, at den støtte, som er indeholdt i statsgarantierne,

både dækker anlæggelsesfasen og driftsfasen med hensyn til den faste forbindelse.

Idet adjektivet »specifik« betyder »som er særlig kendetegnende for noget«, må

den støtte, der vedrører statsgarantierne, således anses for at være knyttet til et

specifikt projekt, da den dækker konsortiets lån, som alene vedrører projektet for

den faste forbindelse, herunder driftsfasen, idet andre projekter og aktiviteter ikke

er omfattet. Den omstændighed, at driftsfasen, som Kommissionen har anført, er

»ubestemt«, angår strengt taget ikke projektets specifikke art, men vedrører reelt

set den vurdering af, hvorvidt statsgarantierne er begrænsede, som blev foretaget i

forbindelse med vurderingen af deres forenelighed med det indre marked. For så

vidt angår Kommissionens argument, hvorved det nærmere bestemt anføres, at

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

støtteforanstaltningerne i den foreliggende sag er tildelt »til generelle formål«,

synes dette ligeledes at være modstridende med 51. og 131. betragtning til den

anfægtede afgørelse, hvorefter statsgarantierne er begrænset til projekteringen,

anlæggelsen og driften af alene den faste forbindelse over Øresund, idet enhver

anden aktivitet er udelukket.

Det følger af det ovenstående, at Kommissionen i forbindelse med den indledende

undersøgelsesprocedure stødte på alvorlige vanskeligheder med hensyn til

statsgarantiernes kvalificering som »støtteordninger«.

De ved den foreliggende sag rejste spørgsmål om, hvorvidt garantierne udgør en

eller to støtteordninger, som blev vedtaget i 1992, en eller to individuelle ad hoc-

støtter, som blev tildelt ubetinget i 1992, eller lige så mange individuelle ad hoc-

støtter, som der forelå lån til konsortiet, som var dækket af statsgarantierne,

hænger uløseligt sammen med undersøgelsen af det første leds andet klagepunkt,

men også med det første klagepunkt, som vedrører fastsættelsen af, hvornår

statsgarantierne blev tildelt konsortiet ubetinget, og hvor mange garantier der blev

tildelt. De spørgsmål, som rejses ved det fjerde anbringendes første leds to første

klagepunkter, har endvidere, således som Kommissionen selv har anerkendt, også

konsekvenser for kvalificeringen af statsgarantierne, henset til begrebet

»eksisterende« støtte, som er defineret i artikel 1, litra b), nr. i) og iv), i forordning

nr. 659/1999, som omhandlet i det tredje klagepunkt.

Det fjerde anbringendes første leds andet klagepunkt og dermed anbringendets

første led i sin helhed skal således tiltrædes, uden at det er nødvendigt at tage

stilling til det første og det tredje klagepunkt eller til den af Kongeriget Danmark

fremførte argumentation, som er nævnt i præmis 71 ovenfor. Den anfægtede

afgørelse skal således annulleres, for så vidt som den kvalificerede statsstøtten

som »støtteordninger« uden at indlede den formelle undersøgelsesprocedure, og

hele analysen af, hvornår statsgarantierne blev tildelt, hvor mange der blev tildelt,

og om, hvorvidt der var tale om ny eller eksisterende støtte, skal hjemvises til

Kommissionen.

[udelades]

Det andet led om en utilstrækkelig og ufuldstændig undersøgelse af,

hvorvidt den til konsortiet ydede statsstøtte er forenelig med det indre

marked, henset til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF

I forbindelse med det fjerde anbringendes andet led har sagsøgerne gjort

gældende, at undersøgelsen af, hvorvidt statsgarantierne og den danske

skattemæssige støtte er forenelige med det indre marked, er utilstrækkelig og

ufuldstændig. De har i det væsentlige fremsat syv klagepunkter. For det første

undlod Kommissionen at kvantificere støtteelementet indeholdt i statsgarantierne.

For det andet undlod Kommissionen at undersøge, om der forelå betingelser for

udbetaling af statsgarantierne. For det tredje foretog Kommissionen en

utilstrækkelig og ufuldstændig analyse af sondringen mellem anlæggelsesfasen og

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

driftsfasen med hensyn til den faste forbindelse og undlod at undersøge, hvorvidt

statsgarantierne var forenelige med det indre marked i forhold til driftsfasen alene.

For det fjerde foretog Kommissionen en utilstrækkelig og ufuldstændig analyse

med hensyn til, hvorvidt statsgarantierne og den danske skattemæssige støtte var

beløbsmæssigt og tidsmæssigt begrænset. For det femte foretog Kommissionen en

utilstrækkelig og ufuldstændig analyse af, om statsgarantierne og den danske

skattemæssige støtte var nødvendige og forholdsmæssige. For det sjette

undersøgte Kommissionen ikke den nævnte støttes negative virkninger på

konkurrencen og samhandelen, og den undlod at anvende den såkaldte

»afvejningstest«. For det syvende foretog Kommissionen i det væsentlige en

utilstrækkelig og ufuldstændig analyse af forbindelsen mellem de skattemæssige

fordele og statsgarantierne.

Kommissionen har indledningsvis anført, at sagsøgernes generelle argumentation

udgør en opfordring til Retten om at efterprøve lovligheden af den anfægtede

afgørelse i lyset af den praksis og de retningslinjer, som var gældende på

tidspunktet for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse, i stedet for i lyset af den

praksis og de retningslinjer, som var gældende, da statsstøtten blev ydet, hvilket

vil være en retlig fejl. Kommissionen, som støttes heri af Kongeriget Danmark,

har gjort gældende, at støttens forenelighed med det indre marked i henhold til

Kommissionens meddelelse om fastlæggelse af reglerne for vurdering af ulovlig

statsstøtte af 22. maj 2002 (EFT 2002, C 119, s. 22) skal vurderes på grundlag af

de materielle regler i de gældende instrumenter på det tidspunkt, hvor støtten blev

ydet. Ifølge Kommissionen blev statsgarantierne imidlertid indrømmet i januar

1992, da konsortiet blev dannet.

[udelades]

Efter Rettens opfattelse skal der først foretages en undersøgelse af det andet, det

tredje og det fjerde klagepunkt, derefter en samlet undersøgelse af det første, det

femte og det sjette klagepunkt og endelig en undersøgelse af det syvende

klagepunkt.

Det andet klagepunkt om en manglende undersøgelse af, hvorvidt der forelå

betingelser for udbetaling af garantierne

Sagsøgerne har i det væsentlige henvist til de argumenter, som er blevet fremført i

forbindelse med anbringendet vedrørende en retlig fejl bestående i en manglende

undersøgelse af, om der forelå betingelser for udbetaling af statsgarantierne i

henhold til punkt 5.3 i Kommissionens meddelelse om anvendelsen af [artikel 107

TEUF] og [108 TEUF] på statsstøtte i form af garantier (EUT 2008, C 155, s. 10,

herefter »meddelelsen om garantier fra 2008«).

Kommissionen har ikke bestridt, at den ikke undersøgte, om disse betingelser for

udbetaling forelå. Kommissionen er imidlertid af den opfattelse, at betingelserne

ikke var nødvendige, eftersom meddelelsen om garantier fra 2008 ikke finder

anvendelse ratione temporis på en støtteordning fra 1992. Endvidere er det

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

Kommissionens opfattelse, at der i den foreliggende sag er tale om et ganske

særligt tilfælde, hvor et partnerskab mellem offentlige virksomheder blev dannet

med det specifikke formål at anlægge og drive den faste forbindelse og ikke en

juridisk person i henhold til dansk eller svensk ret, som kunne erklæres konkurs

ved retsinstanserne i disse medlemsstater. Kommissionen har fremhævet, at

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige udøver fuld strategisk og operationel

kontrol med konsortiet, hvilket medlemsstaterne sædvanligvis ikke gør med

hensyn til selvstændige private aktører, der har fået indrømmet en garanti.

Kommissionen har ligeledes anført, at sådanne betingelser for udbetaling under

alle omstændigheder sandsynligvis ville have været uforenelige med

regeringsaftalen.

Retten bemærker indledningsvis, at det ikke er nødvendigt at undersøge, om punkt

5.3 i meddelelsen om garantier fra 2008 fandt anvendelse på den foreliggende sag,

for så vidt som kravet om sådanne betingelserne for udbetaling, således som

Kommissionen selv har erkendt, allerede gjaldt i 1992, som i henhold til den

anfægtede afgørelse var det år, hvor garantierne blev udstedt. Således blev det

allerede i Kommissionens skrivelse til medlemsstaterne (SG(89) D/4328) af 5.

april 1989 nævnt, at »Kommissionen kun [ville acceptere] garantier, hvis deres

faktiske udbetaling [var] kontraktligt knyttet til bestemte betingelser, der kan gå så

vidt som tvungen konkurserklæring for den begunstigede virksomhed eller en

lignende procedure[, og at] disse betingelser [skulle] være aftalt ved den

indledende og eneste undersøgelse af den påtænkte statsgaranti inden for de

normale procedurer i artikel [108, stk. 3, TEUF] på det tidspunkt, hvor garantien

ydes«.

På det specifikke område for statsstøtte har Unionens retsinstanser tidligere haft

lejlighed til at fremhæve, at Kommissionen kan tilvejebringe vejledende

retningslinjer for udøvelsen af sit skøn, og at retningslinjerne heri, for så vidt som

de ikke fraviger reglerne i traktaten, er bindende for institutionen (jf. dom af

13.6.2002, Nederlandene mod Kommissionen, C-382/99, EU:C:2002:363, præmis

24 og den deri nævnte retspraksis). Det skal ligeledes bemærkes, at

Kommissionen med vedtagelsen af vejledende regler og med offentliggørelsen

heraf, hvorved det tilkendegives, at den fremover vil anvende dem på de af

reglerne omhandlede tilfælde, har pålagt sig selv en begrænsning i udøvelsen af

sin skønsbeføjelse og ikke kan fravige disse regler uden i givet fald at blive mødt

med en sanktion for en tilsidesættelse af almindelige retsgrundsætninger, såsom

ligebehandlingsprincippet eller princippet om beskyttelse af den berettigede

forventning, medmindre den i betragtning af disse principper giver en begrundelse

for, at den afviger fra sine egne regler (jf. i denne retning dom af 28.6.2005,

Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, C-189/02 P, C-202/02 P, C-

205/02 P-C-208/02 P og C-213/02 P, EU:C:2005:408, præmis 211, og af

11.9.2008, Tyskland m.fl. mod Kronofrance, C-75/05 P og C-80/05 P,

EU:C:2008:482, præmis 60).

I den foreliggende sag er det ubestridt, at der i den anfægtede afgørelse ikke er

nævnt ét ord om, hvorvidt der forelå betingelser for udbetaling af statsgarantierne.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Henset til præmis 93 og 94 ovenfor var det således med urette, at Kommissionen

undlod at undersøge, hvorvidt der forelå betingelser for udbetaling af

statsgarantierne. Det følger heraf, at undersøgelsen af statsgarantiernes

forenelighed med det indre marked var utilstrækkelig og ufuldstændig, hvilket i

henhold til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 62, er et indicium for, at

der forelå alvorlige vanskeligheder.

Med hensyn til Kommissionens begrundelse, som er nævnt i præmis 92 ovenfor,

skal det bemærkes, at Kommissionen ikke har redegjort for, hvorfor den

omstændighed, at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige udøver fuld

strategisk og operationel kontrol med konsortiet, udgør en sikkerhed for, at

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige ville gå så vidt som til at erklære

konsortiet konkurs, såfremt statsgarantierne skulle udbetales. Kommissionen har

ikke nævnt en eneste bestemmelse, som forpligter disse medlemsstater hertil.

Tværtimod har Kommissionen endog antydet, at det, henset til regeringsaftalen,

ville være retligt umuligt at erklære konsortiet konkurs.

Under alle omstændigheder må det konstateres, at disse overvejelser ikke kan

afhjælpe den omstændighed, at Kommissionen undlod at foretage en undersøgelse

vedrørende betingelserne for udbetaling af statsgarantierne.

Følgelig skal det andet klagepunkt om en utilstrækkelig og ufuldstændig

undersøgelse af, hvorvidt der forelå betingelser for udbetaling af statsgarantierne,

tiltrædes.

Det tredje klagepunkt om en utilstrækkelig og ufuldstændig vurdering af

sondringen mellem anlæggelsen af og driften af den faste forbindelse og om

en manglende vurdering af statsgarantiernes forenelighed med det indre

marked, henset til driften af den faste forbindelse og det første leds fjerde

klagepunkt om en utilstrækkelig og ufuldstændig vurdering af spørgsmålet

om, hvorvidt statsgarantierne var begrænset til finansieringen af den faste

forbindelse

I forbindelse med det tredje klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at der ved

analysen af statsgarantiernes forenelighed med det indre marked med urette ikke

blev sondret mellem fasen for anlæggelsen og fasen for driften af den faste

forbindelse. Ifølge sagsøgerne skulle Kommissionen have analyseret, hvorfor de

statsgarantier, som dækkede driftsfasen, skulle anses for at være forenelige med

det indre marked, idet de faktisk udgjorde driftsstøtte, som efter sin natur er

uforenelig med det indre marked.

[udelades]

101 Kommissionen har bestridt denne fortolkning og er af den opfattelse, at det

fremgår af den anfægtede afgørelse, at statsgarantierne og den danske

skattemæssige støtte faktisk vedrørte anlæggelsen og driften af den faste

forbindelse, og at dens undersøgelse af disses forenelighed med det indre marked

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

faktisk dækkede de to faser. Ifølge Kommissionen er det »logisk«, at den

anfægtede afgørelse har et større fokus på støtten til anlæggelsen af den faste

forbindelse

følgelig

på

støtten

til

investeringen,

eftersom

anlægsomkostningerne udgør den væsentligste del af omkostningerne.

Kommissionen har imidlertid bestridt enhver antagelse om, at der er tale om

driftsstøtte, med den begrundelse, at konsortiet indfrier sin gæld, hvilket

forudsætter, dels at indtægterne er tilstrækkelige til at finansiere

driftsomkostningerne, dels at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige har

forpligtet sig til at give Kommissionen meddelelse om ethvert nyt garanteret lån

og enhver ny fordel, som er tildelt efter 2040 (idet fristen for indfrielse af gælden

blev ansat til 30-43 år efter åbningen af den faste forbindelse i 2000). Endelig har

Kommissionen gjort gældende, at den i sin afgørelsespraksis med hensyn til

vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse ikke har fastsat nogen sondring

mellem anlæggelsen og driften af en infrastruktur.

[udelades]

103 Ifølge retspraksis er der tale om driftsstøtte, når støtten skal frigøre en virksomhed

for omkostninger, som den normalt skulle have båret inden for dens almindelige

drift eller dens sædvanlige aktiviteter (jf. i denne retning dom af 19.9.2000,

Tyskland mod Kommissionen, C-156/98, EU:C:2000:467, præmis 30 og den deri

nævnte retspraksis).

104 Det følger af retspraksis, at driftsstøtte i princippet ikke er omfattet af

anvendelsesområdet for artikel 107, stk. 3, TEUF. Ifølge retspraksis fordrejer

støtte af denne art i princippet konkurrencebetingelserne i de erhvervsgrene,

hvortil den ydes, og kan som sådan ikke fremme de formål, der er fastlagt i

ovennævnte undtagelsesbestemmelser (jf. i denne retning dom af 14.2.1990,

Frankrig mod Kommissionen, C-301/87, EU:C:1990:67, præmis 50, af 6.11.1990,

Italien mod Kommissionen, C-86/89, EU:C:1990:373, præmis 18, og af 8.6.1995,

Siemens mod Kommissionen, T-459/93, EU:T:1995:100, præmis 48). Der

foreligger således en formodning, hvorefter driftsstøtte i sig selv, som følge af

dens karakter, fordrejer konkurrencen (dom af 5.10.2000, Tyskland mod

Kommissionen, C-288/96, EU:C:2000:537, præmis 77) og ændrer

samhandelsbetingelserne på en måde, som strider mod den fælles interesse (dom

af 6.11.1990, Italien mod Kommissionen, C-86/89, EU:C:1990:373, præmis 18).

Sådan støtte er i princippet forbudt (jf. i denne retning dom af 19.9.2002, Spanien

mod Kommissionen, C-113/00, EU:C:2002:507, præmis 69-71, og af 20.10.2011,

Eridania Sadam mod Kommissionen, T-579/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:608,

præmis 41).

105 Af 32. og 33. betragtning til den anfægtede afgørelse fremgår det, at

statsgarantierne dækker »alle de lån og andre finansielle instrumenter, som

konsortiet benytter i forbindelse med finansieringen [af den faste forbindelse]«.

Dette fremgår ligeledes af regeringsaftalens artikel 12, hvorefter »[Kongeriget]

Danmark og [Kongeriget] Sverige

[…]solidarisk

[garanterer] for forpligtelser

vedrørende konsortiets lån og andre finansielle instrumenter, som benyttes i

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

forbindelse med finansieringen [af den faste forbindelse]«. I den del, der omfatter

analysen af, om støtten er nødvendig og forholdsmæssig, henvises der meget

generelt til »finansieringen« af den faste forbindelse (123., 124., 129. og 131.

betragtning).

106 I 126. betragtning til den anfægtede afgørelse angav Kommissionen alene det

oprindelige budgets anslåede beløb med hensyn til projekteringen og anlæggelsen

af den faste forbindelse, men den nævnte ingen steder det beløb, som konsortiet

skulle eller endnu skal låne for at dække driftsomkostningerne. I 130. betragtning

til den anfægtede afgørelse forklarede Kommissionen, at »det primære formål

med statsgarantierne var at sikre finansieringen af anlæggelsen af den faste

forbindelse og at sørge for, at konsortiet ikke kunne optage lån, der er dækket af

garantierne med henblik på at øge sine aktiviteter i et omfang, der går videre end

dette formål«.

107 Regeringsaftalens artikel 10, som indeholder en udtømmende opregning af

konsortiets opgaver, nævner ligeledes driften af den faste forbindelse.

Konsortialaftalens § 4, stk. 3, foreskriver ligeledes, at statsgarantierne vil dække

konsortiets kapitalbehov, »der opstår som følge af de negative regnskabsresultater,

som forudsættes i et antal år efter [den faste forbindelses] åbning for trafik«. I

denne henseende har hverken Kommissionen, Kongeriget Danmark eller

Kongeriget Sverige bestridt, at statsgarantierne ligeledes dækker lån, som er

optaget for at dække konsortiets driftsomkostninger, hvilket ligeledes er nævnt i

50. betragtning til den anfægtede afgørelse. Driftsomkostningerne er imidlertid de

omkostninger, som konsortiet normalt skulle have båret inden for rammerne af sin

almindelige drift eller sædvanlige aktiviteter.

108 Selv om det er ubestridt, at statsgarantierne dækker omkostningerne til både

anlæggelse og drift af den faste forbindelse, omfatter undersøgelsen af, om den

støtte, der er knyttet til statsgarantierne, er forenelig med det indre marked, og

navnlig om den er nødvendig og forholdsmæssig, ikke nogen sondring

–

eller ikke

en tilstrækkelig sondring

–

mellem støtten til anlæggelsen af og støtten til driften

af den faste forbindelse, og der er slet ikke foretaget nogen undersøgelse med

hensyn til selve driftsfasen. Den støtte, som dækker omkostningerne til driften af

den faste forbindelse, har således ikke været genstand for en særskilt analyse af,

om den er forenelig med det indre marked, selv om den kan udgøre driftsstøtte.

109 Ingen af Kommissionens argumenter, selv hvis de anskues i lyset af det fjerde

anbringende om forekomsten af alvorlige vanskeligheder, kan ændre ved denne

konstatering.

[udelades]

111 Hvad for det andet angår argumentet om, at enhver kvalificering som driftsstøtte

er udelukket, eftersom konsortiet regelmæssigt nedbringer sin gæld, bemærkes, at

konsortiets regelmæssige tilbagebetaling af sine lån ikke udelukker, at det har en

fordel i forhold til sine konkurrenter, idet konsortiet, uden at det opkræves en

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

modydelse herfor, er stillet garantier, der dækker 100% af de lån, som det optager,

herunder bl.a. lån til dækning af omkostninger, som konsortiet under normale

omstændigheder selv skulle have afholdt i forbindelse med sine normale

driftsaktiviteter, dvs. driftsomkostninger. Statsgarantierne giver således konsortiet

adgang til meget fordelagtige lånebetingelser. Endvidere skal det fremhæves, at

det ud fra en læsning af den anfægtede afgørelse ikke kan udelukkes, at

konsortiets regelmæssige tilbagebetaling af sine lån netop kan være foranlediget af

nye lån, som dækkes af garantierne, for så vidt som det fremgår af 131.

betragtning til den anfægtede afgørelse, at statsgarantierne dækker konsortiets

behov for finansiering eller refinansiering af gæld, og at der til og med 2040 kan

optages andre lån, som dækkes af garantierne, uden at disse skal anmeldes til

Kommissionen på forhånd.

112 For det tredje skal argumentet om, at kvalificeringen som driftsstøtte under alle

omstændigheder er udelukket, for så vidt som Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige har forpligtet sig til at anmelde ethvert nyt garanteret lån, som er optaget

efter 2040, og enhver ny fordel, som er givet efter dette år, til Kommissionen,

forkastes. Kommissionen har således hverken i den anfægtede afgørelse eller i

forbindelse med den foreliggende sag redegjort for, hvorfor enhver kvalificering

som driftsstøtte er udelukket med hensyn til garantier, der dækker lån, som er

optaget med henblik på at dække driftsomkostninger til og med 2040.

[udelades]

114 Det tredje klagepunkt om, at der i forbindelse med analysen af, om

statsgarantierne var forenelige med det indre marked, blev foretaget en

utilstrækkelig og ufuldstændig undersøgelse, idet der ikke blev sondret mellem

fasen for anlæggelsen og fasen for driften af den faste forbindelse, og om, at der

ikke blev foretaget nogen særskilt analyse af foreneligheden med det indre marked

af de garantier, der er knyttet til driften af den faste forbindelse, skal således

tiltrædes.

[udelades]

Det fjerde klagepunkt om en utilstrækkelig og ufuldstændig undersøgelse af

den tidsmæssige og beløbsmæssige begrænsning af de statsgarantier og den

danske skattemæssige støtte, som er tildelt konsortiet

118 I forbindelse med det andet leds fjerde klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende,

at den undersøgelse af statsgarantiernes tidsmæssige og beløbsmæssige

begrænsning, som blev foretaget i 131. betragtning til den anfægtede afgørelse, er

utilstrækkelig og ufuldstændig. Sagsøgerne har anført, at ubegrænset støtte i

princippet udgør statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked. De har

ligeledes gjort gældende, at der med hensyn til begrænsningen af den danske

skattemæssige støtte, som blev ydet konsortiet, blev foretaget en utilstrækkelig

vurdering.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

119 Kommissionen har bestridt denne argumentation og har forklaret, at den

omstændighed, at den gæld, som konsortiet har pådraget sig, ændrer sig over tid,

ikke har nogen indflydelse på det forhold, at statsgarantierne de facto er begrænset

til den gæld, som konsortiet til enhver til har pådraget sig, og som reelt skal

nedbringes fortløbende. Den omstændighed alene, at Kommissionen endnu ikke

ved, hvornår hele gælden er indfriet, påvirker ikke den omstændighed, at

statsgarantierne er begrænset til den tid, der er behov for til indfrielse af gælden.

Kommissionen har endvidere fremhævet, at de tilsagn, som Kongeriget Danmark

og Kongeriget Sverige foreslog, ligeledes udgør et væsentligt element i dens

vurdering af støttens begrænsede karakter, eftersom de gør det muligt for den at

handle i forhold til andre lån, som er dækket af statsgarantierne, og som er optaget

efter 2040, og i forhold til andre økonomiske fordele, som er tildelt efter dette

tidspunkt.

120 Ifølge retspraksis må det lægges til grund, at udstedelsen af en garanti på vilkår,

der ikke svarer til markedsvilkårene, såsom en ubegrænset garanti, der ydes uden

modydelse, generelt er en fordel for den person, der modtager den, idet den

medfører en forbedring af modtagerens økonomiske situation gennem en lettelse

af de byrder, der normalt belaster dennes budget. En ubegrænset statsgaranti giver

imidlertid bl.a. modtageren mulighed for at opnå gunstigere finansieringsvilkår

end dem, som denne kunne opnå alene på grund af sine egne fortjenester, og

dermed mulighed for at lette presset på sit budget (dom af 20.9.2012, Frankrig

mod Kommissionen, T-154/10, EU:T:2012:452, præmis 106 og 108).

121 I den foreliggende sag fremgår det af 127. betragtning til den anfægtede afgørelse,

at konsortiets nettogæld, inklusive påløbne renter, ved udgangen af 2000 udgjorde

19,4 mia. danske kroner (DKK), at den ved udgangen af 2003 var steget til 20,1

mia. DKK, mens den ved udgangen af 2013 var faldet til 16,6 mia. DKK, og at

konsortiet ikke forventer, at gælden vil øges til et højere niveau end 2013-

niveauet. I 128. betragtning til den anfægtede afgørelse fremhævede

Kommissionen, at tilbagebetalingsperioden for de investeringer, som konsortiet

foretog, i 1991 blev skønnet til at være 30 år fra 2000, men at dette skøn havde

svunget mellem 30 og 36 år, idet den forventede periode for konsortiets

tilbagebetaling blev beregnet årligt og offentliggjort i konsortiets årsberetninger. I

henhold til årsberetningen for 2013 forventedes gælden indfriet i 2034.

Beregningen af, hvor længe det ville tage at indfri konsortiets gæld, var baseret på

et vist antal prognoser for bl.a. udviklingen i indtægter fra trafikken,

driftsomkostningerne, reinvesteringsomkostninger, finansieringsomkostninger og

udbytteudbetalinger til konsortiets moderselskaber. Den væsentligste var

prognosen for de indtægter, der kunne genereres ved vejtrafikken, der udgjorde

75% af de samlede indtægter, og som havde ændret sig betydeligt over tid.

Kommissionen anførte ligeledes, at konsortiet, henset til usikkerheden omkring,

hvordan trafikken ville udvikle sig, havde opstillet tre mulige scenarier: et

basisscenarie med en tilbagebetalingsperiode på 34 år, et vækstscenarie med en

tilbagebetalingsperiode på 30 år og et stagnationsscenarie med en

tilbagebetalingsperiode på 43 år.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

122 I 129. betragtning til den anfægtede afgørelse nævnte Kommissionen, at

statsgarantierne dækkede 100% af konsortiets gæld. Herefter nævnte

Kommissionen i 130. betragtning til den anfægtede afgørelse, at hovedformålet

med statsgarantierne var at gøre det muligt for konsortiet at finansiere

anlæggelsen af den faste forbindelse, idet statsgarantierne ikke kunne omfatte

enhver form for udvidelse af konsortiets aktiviteter. På dette grundlag fastslog

Kommissionen i 131. betragtning til den anfægtede afgørelse, at statsgarantierne

var begrænset til, hvad der var nødvendigt for, at konsortiet kunne finansiere eller

refinansiere den samlede gæld, som den havde pådraget sig som følge af sine

opgaver med finansieringen af den faste forbindelse. Kommissionen præciserede

ligeledes, at statsgarantierne, eftersom de ikke kunne anvendes til andre formål

end finansiering af den faste forbindelse, faktisk var begrænset til at dække »den

samlede gæld, som konsortiet til enhver til har pådraget sig«. Endvidere fastslog

den under henvisning til 128. og 129. betragtning til den anfægtede afgørelse, at

statsgarantierne i praksis var tidsmæssigt begrænset, eftersom de ikke længere

ville være til rådighed for konsortiet, når dette havde indfriet hele sin gæld.

123 I 132. og 133. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte Kommissionen

ligeledes, at den fordel, som fulgte af statsgarantierne, og den, der udspringer af

den danske skattemæssige støtte, var indbyrdes afhængige.

124 I 134.-136. betragtning til den anfægtede afgørelse konkluderede Kommissionen,

at statsgarantierne og enhver anden økonomisk fordel, herunder de skattemæssige

fordele, som konsortiet måtte modtage, var begrænset til »den reelle

gældsindfrielsesperiode«, og at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige

havde forpligtet sig til, at konsortiet ikke ville modtage sådanne fordele, når det

»havde indfriet hele sin gæld«. I 135. betragtning til den anfægtede afgørelse tog

Kommissionen ligeledes hensyn til Kongeriget Danmarks og Kongeriget Sveriges

tilsagn om at anmelde ethvert nyt lån, der er dækket af statsgarantierne, og som er

optaget efter 2040, eller enhver ny økonomisk fordel, der er givet efter dette

tidspunkt, til Kommissionen og til at fremsende Kommissionen en årsberetning

om status for indfrielsen af konsortiets gæld.

125 For det første er det ikke bestridt, at statsgarantierne dækker 100% af de af

konsortiets lån, som er nødvendige for både anlæggelsen og driften af den faste

forbindelse. Det er ligeledes ubestridt, at Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige ikke fastsatte nogen grænse for statsgarantiernes størrelse eller varighed i

de aftaler, der regulerer dem, og som er nævnt i den anfægtede afgørelse.

126

Dette bekræftes i øvrigt ved 51. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter

»[d]et følger af [r]egeringsaftalens affattelse, at statsgarantierne ikke er

tidsbegrænsede«. Selv om det fremgår af konsortialaftalens § 4, stk. 3, at

statsgarantierne skal dække de af konsortiets kapitalbehov, »der opstår som følge

af de negative regnskabsresultater, som forudsættes i et antal år efter [den faste

forbindelses] åbning for trafik«, bemærkes, at udtrykket »i et antal år« er meget

vagt og ikke fastsætter nogen reel tids- eller beløbsgrænse med hensyn til

statsgarantiernes dækning i driftsfasen.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

127 Det skal ganske vist fremhæves, at de garanterede lån, som konsortiet allerede

havde optaget, da den anfægtede afgørelse blev vedtaget, utvivlsomt er begrænset

i henhold til betingelserne i den enkelte låneaftale, som fastsætter et beløb, der

skal tilbagebetales, og en frist for tilbagebetalingen. I den anfægtede afgørelse er

der dog ikke angivet noget nærmere med hensyn til, om størrelsen af det lån, som

statsgarantierne teoretisk set kan dække, eventuelt er begrænset. Som svar på et

skriftligt spørgsmål fra Retten har Kommissionen i øvrigt forklaret, at den ikke

engang kendte fristen for tilbagebetaling og størrelsen af de lån, som konsortiet

havde optaget fra projektets begyndelse, og at den hverken havde anmodet om

eller undersøgt konsortiets eksisterende låneaftaler.

128 Selv om Kommissionen i 128. betragtning til den anfægtede afgørelse for det

andet anførte, hvor lang tid det i henhold til en vurdering fra 2013 sandsynligvis

ville vare, førend konsortiets samlede gæld var indfriet, anførte den også, at denne

varighed allerede havde svunget fra 30 til 36 år, og at den fremover fortsat kan

ændre sig, idet der er opstillet forskellige tilbagebetalingsscenarier, som afhænger

af mange økonomiske faktorer. I punkt 93 i sit svarskrift har Kommissionen

ligeledes bekræftet, at det ikke vides, hvornår denne gæld præcis vil blive indfriet.

129 For det tredje kan den omstændighed, at de garanterede beløb eller fristen for

tilbagebetaling heraf ikke er begrænset, sammenholdt med den omstændighed, at

der kan optages nye lån, der dækkes 100% af statsgarantierne, mindst til og med

2040, således som sagsøgerne har gjort gældende, indebære en række forlængelser

af fristen for tilbagebetaling af konsortiets lån, og at det samlede gældsbeløb, der

dækkes af statsgarantierne, øges. I denne henseende fremgår det af den anfægtede

afgørelse og navnlig af 131. og 135. betragtning hertil, at konsortiet kan optage

nye garanterede lån og regelmæssigt foretage refinansiering til og med 2040 uden

at anmelde disse garanterede lån til Kommissionen. I denne henseende bemærkes,

at usikkerheden i den foreliggende sag hovedsageligt består i, at der ikke er fastsat

noget loft for, hvor stor en gæld konsortiet må optage, og som kan dækkes af

statsgarantierne til og med 2040. Det fremgår således ikke i tilstrækkelig grad af

den anfægtede afgørelse, at konsortiets gæld er tidsmæssigt og beløbsmæssigt

begrænset.

130 Det følger af det foregående, at konstateringen i 131. betragtning til den anfægtede

afgørelse, hvorefter »garantierne [er] begrænset til, hvad der [er] nødvendigt for,

at konsortiet [kan] (re)finansiere den gæld, som det [har] pådraget sig som følge af

sine opgaver med finansieringen af den faste forbindelse«, ikke i tilstrækkelig

grad godtgør, at der gælder en tidsmæssig eller beløbsmæssig begrænsning for

disse garantier, for så vidt som finansieringen af den faste forbindelse bl.a. dækker

driften heraf. Konstateringerne om, at »statsgarantierne, idet de udelukkende kan

anvendes til opgaver vedrørende finansiering af den faste [Øresunds]forbindelse

og ikke til andre formål, faktisk er begrænset til at dække den samlede gæld, som

konsortiet til enhver til har pådraget sig«, eller hvorefter »garantierne faktisk er

tidsmæssigt begrænset, idet konsortiet ikke kan få indrømmet en garanti, efter at

gælden er blevet indfriet«, hviler på et cirkulært ræsonnement og er

utilstrækkelige til at fastsætte præcis, hvad tidsfristen er for garantierne, og hvor

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

stort et beløb de dækker, idet konsortiets gæld i sig selv ikke synes at være

underlagt nogen begrænsning.

131 Ingen af Kommissionens argumenter kan anfægte denne konstatering.

[udelades]

134 Hvad for det tredje angår det tilsagn, som Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige fremlagde under den indledende undersøgelsesfase, om i henhold til

artikel 108, stk. 3, TEUF at anmelde ethvert nyt lån, der er dækket af

statsgarantierne, og som konsortiet optager efter 2040, til Kommissionen, har

Kommissionen som svar på et spørgsmål fra Retten anerkendt, at dette ikke

fastsatte nogen tidsfrist for selve statsgarantierne til og med 2040, for så vidt som

det kun fandt anvendelse på tildeling af nye lån, som var dækket af garantierne.

Dette tidspunkt udgør således blot den sidste frist for, hvornår Kongeriget

Danmark og Kongeriget Sverige kan stille nye lånegarantier uden at anmelde

disse til Kommissionen. Dette tidspunkt giver på ingen måde nogen indikationer

med hensyn til disse garantiers varighed, som er forbundet med fristen for

tilbagebetalingen af de lån, som garantierne dækker. Fristen for tilbagebetalingen

af lånene er imidlertid heller ikke begrænset af tilsagnene. Endvidere har

Kommissionen anerkendt, at den ikke har oplysninger om løbetiden med hensyn

til de lån, som konsortiet allerede har optaget. Det må således konstateres, at det af

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige afgivne tilsagn, som er nævnt i 13.

betragtning til den anfægtede afgørelse, ikke er til hinder for, at de statsgarantier,

som dækker allerede optagne lån eller nye lån, der optages til og med 2040, kan

forlænges til meget senere end 2040.

135 Således som det allerede er blevet bemærket i præmis 125 ovenfor, fastsætter

tilsagnene endvidere ikke nogen beløbsbegrænsning med hensyn til lånene eller

selve statsgarantierne. Nye lån optaget til og med 2040, der dækkes 100% af

garantierne, og for hvilke der ikke er fastsat nogen beløbsgrænse, kan således øge

konsortiets reelle gæld og dermed øge det støttebeløb, som er knyttet til

statsgarantierne.

136 Selv om Kommissionen med sin argumentation ønsker at gøre gældende, at det

omhandlede »tilsagn« teoretisk set begrænser statsgarantierne, for så vidt som der

i de låneaftaler, der indgås til og med 2040, selvsagt nævnes et beløb og en frist

for tilbagebetaling, og lånene vil være tilbagebetalt en dag, skal det blot

bemærkes, at statsgarantiernes faktiske varighed således kan forlænges ud over

2040 og for et ukendt maksimumsbeløb, der potentielt kan være højere end

konsortiets nuværende gæld, uden at den anfægtede afgørelse giver nogen

oplysninger om disse spørgsmål. Kommissionen havde derfor ikke præcise

oplysninger om varigheden og det maksimale beløb af den støtte, som er indeholdt

i statsgarantierne.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

137 Det må således konstateres, at Kommissionens undersøgelse af den tidsmæssige

og beløbsmæssige begrænsning af statsgarantierne og følgelig af den støtte, som

er indeholdt i garantierne, var utilstrækkelig og ufuldstændig.

138 For så vidt som Kommissionen i 134. betragtning til den anfægtede afgørelse

vurderede, at statsgarantierne og enhver anden økonomisk fordel, herunder de

skattemæssige fordele, som konsortiet måtte modtage, var begrænset til den reelle

gældsindfrielsesperiode, omfatter den utilstrækkelighed ved Kommissionens

undersøgelse, som bl.a. er konstateret i præmis 129 ovenfor, ligeledes den danske

skattemæssige støtte.

139 Disse utilstrækkeligheder er et yderligere indicium for, at Kommissionen stødte på

alvorlige vanskeligheder i forbindelse med analysen af statsgarantiernes

forenelighed med det indre marked, således at den var forpligtet til at indlede den

formelle undersøgelsesprocedure. Det fjerde klagepunkt må derfor tages til følge.

Det første, det femte og det sjette klagepunkt om en utilstrækkelig og

ufuldstændig undersøgelse af henholdsvis beregningen af støtteelementet

indeholdt i statsgarantierne, støtteforanstaltningernes nødvendighed og

forholdsmæssighed og endelig af den såkaldte »afvejningstest«

140 Det andet leds første klagepunkt vedrører den omstændighed, at Kommissionen

ikke eller ikke i tilstrækkelig grad kvantificerede den støtte, som er indeholdt i

statsgarantierne, selv om en sådan kvantificering er absolut nødvendig for

vurderingen af, om støtten er nødvendig og forholdsmæssig. Det femte klagepunkt

vedrører den omstændighed, at Kommissionen ikke foretog en tilstrækkelig

undersøgelse af statsgarantiernes og de skattemæssige fordeles nødvendighed og

forholdsmæssighed. Det sjette klagepunkt vedrører bl.a. den omstændighed, at

Kommissionen ikke foretog en »afvejning« af den omhandlede støttes positive

virkninger for virkeliggørelsen af et fælles mål mod dens negative virkninger for

konkurrencen og samhandelen. Disse fejl vedrører både statsgarantierne og den

danske skattemæssige støtte.

141 Det følger af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, at »støtte, der kan fremme

virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse, [kan betragtes

som forenelig med det indre marked]«.

142 Det bemærkes, at eftersom artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF er en undtagelse til

det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med det indre marked, som er

indeholdt i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal den fortolkes restriktivt (jf. dom af

9.4.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-150/12, ikke trykt i Sml.,

EU:T:2014:191, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

143 Det følger af retspraksis, at Kommissionen kun kan erklære støtte for at være i

overensstemmelse med artikel 107, stk. 3, TEUF, når den kan fastslå, at støtten

bidrager til virkeliggørelsen af et af de nævnte mål, som den virksomhed, der

modtager støtten, ikke kunne opnå ved egen kraft under normale markedsvilkår.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

Med andre ord kan det ikke tillades, at medlemsstaterne kan give ydelser, som

medfører en forbedring af den begunstigede virksomheds økonomiske situation,

uden at dette er nødvendigt for at nå de i artikel 107, stk. 3, TEUF nævnte mål (jf.

dom af 14.1.2009, Kronoply mod Kommissionen, T-162/06, EU:T:2009:2,

præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

144 Proportionalitetsprincippet indebærer et krav om, at de foranstaltninger, der

træffes i henhold til retsakter fra Unionens institutioner, er egnet til at gennemføre

det tilsigtede mål og ikke går videre end nødvendigt i dette øjemed (dom af

18.9.1986, Kommissionen mod Tyskland, 116/82, EU:C:1986:322, præmis 21).

Som et almindeligt EU-retligt princip udgør proportionalitetsprincippet imidlertid

et kriterium for lovligheden af enhver af EU-institutionernes retsakter, herunder

afgørelser vedtaget af Kommissionen i dens egenskab af konkurrencemyndighed

(jf. dom af 8.4.2014, ABN Amro Group mod Kommissionen, T-319/11,

EU:T:2014:186, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge retspraksis kan

det ikke tillades, at en støtte indebærer foranstaltninger, navnlig dens størrelse,

hvis restriktive virkninger går ud over, hvad der er nødvendigt for, at støtten kan

opfylde de mål, som EUF-traktaten tillader (jf. i denne retning dom af 14.1.2009,

Kronoply mod Kommissionen, T-162/06, EU:T:2009:2, præmis 66 og den deri

nævnte retspraksis).

Det første klagepunkt om fastsættelsen af det støtteelement, som er indeholdt

i statsgarantierne

145 I forbindelse med det første klagepunkt har sagsøgerne gjort gældende, at

Kommissionen skulle have kvantificeret det støtteelement, som følger af

statsgarantierne, i henhold til punkt 4.1 og 4.2 i meddelelsen om garantier fra

2008. Sagsøgerne er af den opfattelse, at kvantificeringen af støtteelementet i

statsgarantierne var en nødvendig forudsætning for at kunne vurdere, hvorvidt

garantierne var nødvendige og forholdsmæssige.

146 Kommissionen har anført, at meddelelsen om garantier fra 2008 ikke finder

anvendelse ratione temporis på den i den foreliggende sag omhandlede statsstøtte,

idet støtten ifølge Kommissionen blev tildelt i 1992. Efter Kommissionens

opfattelse er kvantificeringen af støtten ikke en nødvendig forudsætning for at

kunne analysere støttens nødvendighed og forholdsmæssighed, og eftersom

Kommissionen havde konkluderet, at støtten var nødvendig og forholdsmæssig

med henblik på virkeliggørelsen af målet om at skaffe finansiering til projektet

under de omstændigheder, der gjorde sig gældende på daværende tidspunkt, var

det ikke nødvendigt at kvantificere støttebeløbet med henblik på at undgå

overkompensation. Endvidere har Kommissionen gjort gældende, at

støtteelementet i henhold til selve meddelelsen om garantier fra 2008 skal

kvantificeres, for at det kan undersøges, om støtten skal anses for forenelig med

det indre marked i henhold til alene en bestemt undtagelse.

147 Det skal indledningsvis konstateres, at sagsøgerne med deres første klagepunkt

ikke har foreholdt Kommissionen, at den ikke foretog en endelig og præcis

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

opgørelse af det samlede støttebeløb, der fulgte af statsgarantierne, men at den

ikke eller i utilstrækkelig grad fastsatte støtteelementet som følge af

statsgarantierne, dvs. den metode, der blev fulgt til at beregne støtten indeholdt i

en garanti. Det skal således undersøges, om kvantificeringen af støtten indeholdt i

statsgarantierne, dvs. fastsættelsen af det støtteelement, der er knyttet til

garantierne, var nødvendig for at vurdere, om den var forenelig med det indre

marked, og i bekræftende fald efterprøves, om Kommissionen i tilstrækkelig grad

kvantificerede dette støtteelement i den anfægtede afgørelse.

148 Det skal ligeledes bemærkes, at det, for så vidt som navnlig artikel 107, stk. 3,

litra b), TEUF skal fortolkes restriktivt, påhvilede Kommissionen at efterprøve,

om støtten indeholdt i statsgarantierne og i den danske skattemæssige støtte var

nødvendig og stod i rimeligt forhold til det forfulgte mål, der i den foreliggende

sag er virkeliggørelsen af det vigtige projekt af fælleseuropæisk interesse, som den

faste forbindelse udgør. Dette er i øvrigt ikke blevet bestridt af Kommissionen.

149 Det skal for det første bemærkes, at uanset hvilke materielle regler der finder

anvendelse ratione temporis på den foreliggende sag, er kendskab til, hvordan

støtteelementet indeholdt i en garanti fastsættes, dvs. kendskab til metoden for

fastsættelse af støtteelementet, uden at der kræves en endelig, præcis opgørelse, og

i modsætning til hvad Kommissionen har gjort gældende, en nødvendig

forudsætning for at kunne vurdere, om støtten er nødvendig og forholdsmæssig.

150 I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 144 ovenfor,

indebærer vurderingen af, om en støtte er forholdsmæssig, at det skal efterprøves,

om støtten er begrænset til det niveau, der er nødvendigt for at nå målene med de

forskellige undtagelser, der er omhandlet i artikel 107, stk. 3, TEUF, hvilket

indebærer kendskab til, i hvor høj grad støtten er nødvendig for at nå det

omhandlede mål, og således et forudgående kendskab til, hvordan støtteelementet

beregnes.

151 Det skal bemærkes, at dette er i overensstemmelse med retspraksis, hvorefter

ingen bestemmelse i EU-retten kræver, at Kommissionen, når den fastslår, at en

støtte, som er erklæret uforenelig med det indre marked, skal tilbagebetales, skal

fastsætte den nøjagtige størrelse af det tilbagebetalingspligtige støttebeløb, og

hvorefter det i denne forbindelse er tilstrækkeligt, at Kommissionens afgørelse

indeholder anvisninger, hvorved afgørelsens adressat uden overdrevne

vanskeligheder selv kan fastslå beløbet (dom af 12.5.2005, Kommissionen mod

Grækenland, C-415/03, EU:C:2005:287, præmis 39, og af 18.10.2007,

Kommissionen mod Frankrig, C-441/06, EU:C:2007:616, præmis 29).

152 I denne forbindelse skal Kommissionens argument, hvorefter kvantificeringen

selv i henhold til punkt 4.1 i meddelelsen om garantier fra 2008 om »generelt«

vedrørende »garantier med et støtteelement« kun kan anvendes til at efterprøve,

om støtten er forenelig med det indre marked i henhold til en »bestemt

undtagelse«, men ikke i henhold til artikel 107, stk. 3, TEUF, forkastes, for så vidt

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

som udtrykket »bestemt undtagelse« henviser til undtagelserne i artikel 107,

stk. 3, litra a)-e), TEUF.

[udelades]

ii)

Det femte klagepunkt om statsstøttens nødvendighed og forholdsmæssighed

[udelades]

184 For det tredje har sagsøgerne i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen

ikke undersøgte, om det støttebeløb, der blev tildelt konsortiet, gik ud over, hvad

der var nødvendigt for at nå det forfulgte mål. I denne forbindelse er konklusionen

i 129. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter den støtte, der er knyttet

til statsgarantierne, som dækker 100% af konsortiets gæld, og til de skattemæssige

fordele, henset til projektet for den faste forbindelses art og størrelse, er

forholdsmæssig og begrænset til et nødvendigt niveau, ikke underbygget.

Sagsøgerne har ligeledes i det væsentlige gjort gældende, at punkt 30 i

meddelelsen om vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse er blevet tilsidesat.

185 Kommissionen har bestridt, at dens undersøgelse på nogen måde skulle være

utilstrækkelig, og har anført, at argumentationen herom efter dens opfattelse ikke

er underbygget. Kommissionen har først anført, at kvantificeringen af

støtteelementet ikke er en nødvendig del af vurderingen af, om støtten er

nødvendig og forholdsmæssig. Dernæst har den gjort gældende, at sagsøgerne

ikke har godtgjort, at en virksomhed ville have været i stand til at gennemføre et

infrastrukturprojekt som det, der er omhandlet i den foreliggende sag, uden

statsstøtte. Endvidere er der ikke noget element, som godtgør, at projektet kunne

være blevet virkeliggjort med mindre støtte. Valget af en statsgaranti sikrede

netop, at støtten blev meget mindre, end hvis Kongeriget Danmark og Kongeriget

Sverige havde ydet konsortiet tilskud eller lån. Endvidere indebærer den danske

regerings og den svenske regerings tilsagn, at det undgås, at garantierne bliver

unødvendige og uforholdsmæssige. Hvad endelig angår den omstændighed, at

punkt 30 i meddelelsen om vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse

angiveligt er blevet tilsidesat, har Kommissionen anført, at denne bestemmelse,

selv såfremt den fandt anvendelse

–

hvilket Kommissionen i øvrigt har bestridt

–

ikke indeholder et krav om, at det interne afkast skal beregnes i ethvert tilfælde. I

den foreliggende sag er usikkerheden af en sådan karakter, at detaljerede

beregninger ikke ville have sat Kommissionens vurdering i et andet lys.

186

I den foreliggende sag er det i 129. betragtning til den anfægtede afgørelse anført,

at den støtte, som er indeholdt i den valgte finansieringsstruktur, som omfatter to

statsgarantier, der dækker 100% af konsortiets gæld, og de skattemæssige fordele,

henset til den faste forbindelses art og størrelse, skal anses for at være

forholdsmæssig og begrænset til det nødvendige niveau. Kommissionen

fremhævede ligeledes i 129. betragtning til den anfægtede afgørelse, at »[e]nhver

anden måde at finansiere den faste forbindelse på, ville have resulteret i det

samme projekt, men med en betydelig risiko for højere finansieringsomkostninger

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

for [Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige]«, og at der, hvis »[de

sidstnævnte] f.eks. havde foretaget kapitaltilførsler eller ydet lån til konsortiet,

ville have været risiko for, at den samlede byrde for [deres] budgetter ville have

været større, og de samlede projektomkostninger ville dermed være blevet

forøget«. Kommissionen har ligeledes fremhævet, at der indtil da ikke var blevet

udbetalt nogen garantier, og at der ikke forelå oplysninger, som godtgjorde, at

konsortiet ikke ville være i stand til at opfylde sine forpligtelser i fremtiden.

187 Det fremgår først og fremmest af præmis 167, 114 og 137 ovenfor, at allerede den

omstændighed, at den støtte, der er knyttet til statsgarantierne, ikke blev

kvantificeret, at der ikke er blevet sondret mellem anlæggelsesfasen og driftsfasen,

og at den støtte, der er knyttet til statsgarantierne, ikke beløbsmæssigt og

tidsmæssigt blev begrænset tilstrækkelig præcist, godtgør, at analysen af

statsgarantiernes forenelighed med det indre marked var utilstrækkelig.

188 Herefter har sagsøgerne med rette gjort gældende, at Kommissionen heller ikke

undersøgte, om det samme resultat havde kunnet opnås ved at anmode om mindre

støtte, f.eks. ved at indføre en form for begrænset garantipræmie, ved at begrænse

garantierne således, at de dækkede mindre end 100% af hvert dækket lån, ved at

begrænse statsgarantiernes varighed eller ved at kontrollere, om støtteintensiteten

var begrænset til det nødvendige niveau. Der blev ikke foretaget nogen analyser af

en sådan art i den anfægtede afgørelse.

189 Konklusionen i 129. betragtning til den anfægtede afgørelse, hvorefter den støtte,

der er knyttet til statsgarantierne, som dækker 100% af konsortiets gæld, og til de

skattemæssige fordele, alene henset til projektet for den faste forbindelses art og

størrelse er forholdsmæssig og begrænset til et nødvendigt minimum, synes

utilstrækkelig og ikke underbygget. Det skal bemærkes imidlertid, at eftersom

artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF er en undtagelse til det generelle princip om

statsstøttes uforenelighed med det indre marked, som er indeholdt i artikel 107,

stk. 1, TEUF, skal den fortolkes restriktivt (jf. dom af 9.4.2014, Grækenland mod

Kommissionen, T-150/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:191, præmis 146 og den

deri nævnte retspraksis).

190 Kommissionen har ganske vist med rette anført, at det i punkt 30 i meddelelsen

om vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse anførte krav om beregning af et

internt afkast i mangel af et kontrafaktisk scenario, med henblik på at undersøge,

om støttebeløbet overstiger det niveau, der er nødvendigt, for at det

støttemodtagende projekt er tilstrækkeligt rentabelt, blot er angivet som et

»eksempel«. Pligten til at »undersøge, om støttebeløbet overstiger det niveau, der

er nødvendigt, for at det støttemodtagende projekt er tilstrækkeligt rentabelt«, er

imidlertid blot et udtryk for det generelle proportionalitetsprincip, som finder

anvendelse i den foreliggende sag. Det må således konstateres, at Kommissionen

ikke foretog en tilstrækkelig undersøgelse med henblik på at afklare, om den

støtte, der er knyttet til statsgarantierne, var begrænset til det nødvendige niveau.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

191 Endelig kan de begrundelser, som blev anført i 129. betragtning til den anfægtede

afgørelse, hvorefter anvendelsen af mere direkte måder at yde støtte på ville have

medført en større belastning af Kongeriget Danmarks og Kongeriget Sveriges

budget og dermed ville have øget de samlede projektomkostninger, og hvorefter

der indtil da ikke var blevet aktiveret nogen garanti, ikke fjerne tvivlen om,

hvorvidt det støtteelement, der er knyttet til statsgarantierne, blev begrænset til det

nødvendige niveau. For det første er »belastningen« af Kongeriget Danmarks og

Kongeriget Sveriges budget og »de samlede projektomkostninger« ikke

nødvendigvis lig med garantiernes støtteelement. For det andet er det ikke i

tilstrækkelig grad angivet i den anfægtede afgørelse, hvordan det støtteelement,

som er knyttet til garantierne, beregnes, og det følger af det foregående, at den

støtte, som er ydet konsortiet, ikke i tilstrækkelig grad er beløbsmæssigt og

tidsmæssigt begrænset, selv ikke når tilsagnene tages i betragtning. Selv om en

anvendelse af mere direkte måder at yde støtte på eventuelt ville kunne medføre,

at støtten blev større end garantierne, følger det ikke af den anfægtede afgørelse,

at den støtte, som er knyttet til statsgarantierne, er blevet begrænset til det niveau,

som var nødvendigt for at virkeliggøre det vigtige projekt af fælleseuropæisk

interesse, som den faste forbindelse består i. For det tredje bemærkes, at støtten

ydes på det tidspunkt, hvor garantien indrømmes, og ikke på det tidspunkt, hvor

garantien udbetales, eller på det tidspunkt, hvor den resulterer i betalinger. Den

omstændighed, at der indtil nu ikke er blevet aktiveret nogen garanti, er derfor

uden betydning for vurderingen af, hvorvidt den støtte, som er indeholdt i

garantierne, er blevet begrænset til det nødvendige niveau. Endvidere kan en

garanti ikke desto mindre aktiveres og medføre et større reelt tab af indtægter for

staten, så meget desto mere som garantierne i den foreliggende sag dækker 100%

af et lånebeløb, hvis grænse ikke kendes.

[udelades]

196 Det følger af det foregående, at sagsøgerne har godtgjort, at Kommissionen

foretog en utilstrækkelig og ufuldstændig undersøgelse af, om den omhandlede

støtte var nødvendig og forholdsmæssig, hvilket viser, at der forelå alvorlige

vanskeligheder, som burde have fået Kommissionen til at indlede en formel

undersøgelsesprocedure.

197 Det andet leds femte klagepunkt skal således tiltrædes.

[udelades]

iii)

Det sjette klagepunkt om, at Kommissionen undlod at undersøge, om den

støtte, som konsortiet blev ydet, havde negative virkninger med hensyn til

konkurrencefordrejning og med hensyn til påvirkningen af samhandelen

mellem medlemsstaterne, og om, at den undlod at afveje støttens positive

virkninger mod dens negative virkninger

200 I forbindelse med det sjette klagepunkt har sagsøgerne i det væsentlige fremført to

argumenter. For det første har de påberåbt sig, at Kommissionen slet ikke

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

undersøgte, om den statsstøtte, der blev ydet konsortiet, havde negative virkninger

på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne. For det andet har de

mere specifikt gjort gældende, at Kommissionen ikke afvejede støttens positive

virkninger for virkeliggørelsen af det omhandlede fælles mål mod støttens

negative virkninger for konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.

201 I 129. betragtning til den anfægtede afgørelse havde Kommissionen ifølge

sagsøgerne med urette alene fokus på, hvilke virkninger det ville medføre for

Kongeriget Danmarks og Kongeriget Sveriges budget, såfremt der blev anvendt

andre former for støtte, i stedet for at undersøge den omhandlede støttes

virkninger på konkurrencen og samhandelen mellem medlemsstaterne.

Sagsøgerne har fremhævet, at den såkaldte »test for afvejning« af støttens positive

virkninger for virkeliggørelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse

mod de negative virkninger for konkurrencen og samhandelen mellem

medlemsstaterne dog fandt anvendelse i den foreliggende sag, eftersom dette blev

fastslået af Retten i dom af 25. juni 1998, British Airways m.fl. mod

Kommissionen (T-371/94 og T-394/94, EU:T:1998:140, præmis 283), og er

medtaget i næsten alle de retningslinjer, som er udarbejdet siden da, herunder i

punkt 26 og 40-44 i meddelelsen om vigtige projekter af fælleseuropæisk

interesse.

202 Kommissionen har bestridt denne argumentation og har i det væsentlige gjort

gældende, at afvejningstesten tager udgangspunkt i ordlyden af artikel 107, stk. 3,

litra c), TEUF om støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller

økonomiske regioner, men ikke er en del af de sædvanlige kriterier for

undersøgelsen af foreneligheden med det indre marked i henhold til artikel 107,

stk. 3, litra b), TEUF. Selv om afvejningstesten er nævnt i meddelelsen om vigtige

projekter af fælleseuropæisk interesse, mener Kommissionen, at den ikke fandt

anvendelse ratione temporis på den foreliggende sag.

203 Sagsøgerne har med deres argumentation for det første foreholdt Kommissionen,

at den ikke i forbindelse med undersøgelsen af foreneligheden med det indre

marked analyserede den omhandlede støttes virkninger med hensyn til

konkurrencefordrejning og påvirkning af samhandelen i EU.

204 Det følger af retspraksis, at de økonomiske vurderinger i forbindelse med

anvendelsen af artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF, med hensyn til hvilke

Kommissionen er tillagt et vidt skøn, skal foretages i en EU-sammenhæng, hvilket

betyder, at der påhviler Kommissionen en forpligtelse til at undersøge støttens

betydning for konkurrencen og samhandelen inden for EU (jf. dom af 25.6.1998,

British Airways m.fl. mod Kommissionen, T-371/94 og T-394/94,

EU:T:1998:140, præmis 282 og den deri nævnte retspraksis).

205 Det skal bemærkes, at det følger af artikel 107, stk. 1, TEUF, at »[b]ortset fra de i

traktaterne hjemlede undtagelser] er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af

statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at

fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker

samhandelen mellem medlemsstaterne«. Eftersom artikel 107, stk. 3, litra b),

TEUF er en undtagelse til det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med

det indre marked, som er indeholdt i artikel 107, stk. 1, TEUF, skal den fortolkes

restriktivt (jf. dom af 9.4.2014, Grækenland mod Kommissionen, T-150/12, ikke

trykt i Sml., EU:T:2014:191, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis).

206 Det er imidlertid også blevet fastslået, at Kommissionen ved gennemførelsen af

artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF har et vidt skøn, udøvelsen af hvilket indebærer

vurderinger af økonomiske og sociale faktorer, der skal foretages i en EU-

sammenhæng (dom af 12.11.2014, Banco Privado Português og Massa Insolvente

do Banco Privado Português mod Kommissionen, T-487/11, EU:T:2014:1077,

præmis 83).

207 Kommissionen er derfor ligeledes forpligtet til ved sine økonomiske vurderinger i

henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF at undersøge støttens betydning for

konkurrencen og samhandelen inden for EU. Dette er i øvrigt i overensstemmelse

med fast retspraksis (jf. dom af 6.7.1995, AITEC m.fl. mod Kommissionen, T-

447/93

–

T-449/93, EU:T:1995:130, præmis 136, 137, 141 og 142 og den deri

nævnte retspraksis).

208 I den foreliggende sag er det ikke blevet bestridt, at Kommissionen ikke foretog

denne undersøgelse. I 129. betragtning til den anfægtede afgørelse bedømte

Kommissionen, hvilke eventuelle virkninger andre former for støtte

(kapitaltilførsler, statslån) ville kunne have på de samlede projektomkostninger og

på Kongeriget Danmarks og Kongeriget Sveriges budgetter, men den behandlede

på intet tidspunkt i forbindelse med analysen af foreneligheden med det indre

marked den omhandlede støttes virkninger på konkurrencesituationen eller

samhandelen i EU. Sagsøgerne synes dog navnlig at have anfægtet den

omstændighed, at den omhandlede støtte gjorde det muligt for konsortiet at

fastsætte afgiften for anvendelsen af den faste forbindelse kunstrigt lavt.

209 Det sjette klagepunkt skal således tiltrædes, for så vidt som det vedrører den

omstændighed, at Kommissionen undlod at undersøge den til konsortiet ydede

støttes virkninger på konkurrencen og påvirkning af samhandelen mellem

medlemsstaterne.

210 Hvad for det andet nærmere bestemt angår den manglende afvejning af støttens

positive virkninger mod dens negative virkninger har Domstolen i dom af 25. juni

1970, Frankrig mod Kommissionen (47/69, EU:C:1970:60, præmis 7), fastslået, at

det ved vurderingen af, om støtte ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der

strider mod den fælles interesse, er nødvendigt at tage hensyn til især, om der er et

misforhold mellem på den ene side de byrder, der er pålagt vedkommende

virksomheder, og på den anden side de fordele, der opnås ved ydelsen af den

pågældende støtte. Retten har på baggrund heraf konkluderet, at det påhviler

Kommissionen i forbindelse med dens vurdering af virkningerne af en statsstøtte

(hvilket den i øvrigt selv har udtalt i sin

Fjortende Beretning om

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Konkurrencepolitikken,

s. 133, punkt 202) at afveje støttens gunstige virkninger

og dens negative indvirkning på samhandelsvilkårene og med hensyn til en

ufordrejet konkurrence mod hinanden (dom af 25.6.1998, British Airways m.fl.

mod Kommissionen, T-371/94 og T-394/94, EU:T:1998:140, præmis 282 og 283).

211 Selv om afvejningen er blevet nævnt i forbindelse med en sag om artikel 107,

stk. 3, litra c), TEUF, skal det bemærkes, at nødvendigheden af en sådan

»afvejning« af støttens positive virkninger med hensyn til virkeliggørelsen af de

mål, som er omhandlet i artikel 107, stk. 3, litra a)-e), TEUF, mod støttens

negative virkninger med hensyn til konkurrencefordrejning og påvirkning af

samhandelen

mellem

medlemsstaterne

blot

udtryk

for

proportionalitetsprincippet og princippet om, at undtagelserne i artikel 107, stk. 3,

TEUF skal fortolkes restriktivt.

212 Således som Kommissionen har anført, ville det at lade afvejningen finde

anvendelse på visse undtagelser i artikel 107, stk. 3, TEUF, men ikke på andre,

endvidere svare til at anerkende, at en støtte ville kunne erklæres forenelig med

det indre marked vedrørende visse af målene i artikel 107, stk. 3, TEUF, selv om

dens positive virkninger med hensyn til virkeliggørelsen af de omhandlede mål

var mindre end dens negative virkninger med hensyn til konkurrencefordrejning

og påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne. En sådan fortolkning

ville kunne skabe en asymmetri i vurderingen af de forskellige undtagelser i

artikel 107, stk. 3, TEUF, hvilket ville være i strid med den effektive virkning af

statsstøttereglerne.

213 Det bemærkes for fuldstændighedens skyld, at den omstændighed, at

afvejningstesten nævnes i meddelelsen om vigtige projekter af fælleseuropæisk

interesse i dennes punkt 26 og punkt 4.2, der har overskriften »Forebyggelse af

urimelige konkurrencefordrejninger og afvejningstest«, påviser, at Kommissionen

selv anser testen for anvendelig ved den vurdering af foreneligheden med det

indre marked, der er foretaget i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Den

omstændighed, at meddelelsen om vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse

muligvis ikke finder anvendelse ratione temporis, har i modsætning til, hvad

Kommissionen har gjort gældende, ingen indflydelse på, om afvejningstesten

finder anvendelse ratione materiae på støtte, der skal fremme virkeliggørelsen af

et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse i henhold til artikel 107, stk. 3, litra

b), TEUF.

214 Kommissionens argument om, at afvejningstesten ikke finder anvendelse på

analyser foretaget i henhold til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF, må derfor

forkastes.

215 I den foreliggende sag har Kommissionen gjort gældende, at det er åbenbart, at

støttens negative virkninger på konkurrencen er begrænset til indførelsen af en

tjeneste, der erstatter den færgetjeneste, som oprindeligt sikrede overfarten over

Øresund, men at Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige var enige om, at det

var af fælles interesse for Unionen at have en bedre forbindelse, og at støttens

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

positive virkninger derfor utvivlsomt opvejede de negative virkninger. Det må

imidlertid konstateres, at dette ræsonnement på ingen måde fremgår af den

anfægtede afgørelse, hvilket viser, at Kommissionen ikke foretog nogen

undersøgelse i denne henseende.

216 Det andet leds sjette klagepunkt skal således tiltrædes, for så vidt som det vedrører

en manglende afvejning af den omhandlede støttes negative virkninger mod dens

positive virkninger, idet en sådan utilstrækkelighed viser, at der forelå alvorlige

vanskeligheder.

217 Selv uden at det er nødvendigt at tage stilling til, om meddelelsen om garantier fra

2008 og meddelelsen om vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse finder

anvendelse ratione temporis, følger det endelig af det fjerde anbringendes andet

led, at undersøgelsen af, om den statsstøtte, der blev ydet konsortiet, var forenelig

med det indre marked, var utilstrækkelig og ufuldstændig, for så vidt som

Kommissionen for det første undlod at undersøge, om der forelå betingelser for

udbetaling af statsgarantierne, for det andet ikke var i stand til efter sin indledende

undersøgelse at fastsætte det støtteelement, som er indeholdt i statsgarantierne, for

det tredje undlod at undersøge, om der foreligger driftsstøtte, som dækker

driftsomkostningerne, for det fjerde ikke kendte hverken den nøjagtige

beløbsgrænse eller tidsmæssige grænse for den omhandlede støtte, for det femte

ikke rådede over tilstrækkelige oplysninger for at godtgøre, at den støtte, der er

knyttet til statsgarantierne, og den støtte, der er knyttet til den danske

skattemæssige støtte, var begrænset til det niveau, som var nødvendigt for at

virkeliggøre et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse, og for det sjette

hverken undersøgte den omhandlede støttes virkninger på konkurrencen og

samhandelen mellem medlemsstaterne eller foretog en afvejning af støttens

negative virkninger mod dens positive virkninger. Det må derfor konstateres, at

Kommissionen stødte på alvorlige vanskeligheder i forbindelse med spørgsmålet

om den omhandlede støttes forenelighed med det indre marked, således at den var

forpligtet til at indlede den formelle undersøgelsesprocedure.

Konklusion vedrørende det fjerde anbringende om den statsstøtte, som

konsortiet blev ydet

218 Henset til det ovenstående og særligt til præmis 81-83 og 217 ovenfor må det

konkluderes, at der foreligger en række objektive og samstemmende indicier, som

godtgør, at Kommissionen ikke på det tidspunkt, hvor den anfægtede afgørelse

blev vedtaget, var i stand til at overkommealle de alvorlige vanskeligheder, som er

identificeret i den foreliggende sag (jf. i denne retning dom af 25.11.2014, Ryanair

mod Kommissionen, T-512/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2014:989, præmis 106).

219 Under disse omstændigheder påhvilede det Kommissionen at indlede den formelle

undersøgelsesprocedure for at indhente alle relevante oplysninger med henblik på

at efterprøve de bestridte forhold og at give sagsøgerne og andre interesserede

parter mulighed for at fremsætte deres synspunkter i forbindelse med proceduren.

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

220 På grundlag af det fjerde anbringende om tilsidesættelse af de berørte parters

processuelle rettigheder skal den anfægtede afgørelse dermed annulleres, idet der

heri ikke gøres indsigelse mod de statsgarantier, som Kongeriget Danmark og

Kongeriget Sverige havde indrømmet konsortiet, og den danske skattemæssige

støtte, som konsortiet var blevet ydet.

[udelades]

IV.

Sagsomkostninger

329 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at

betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Kommissionen har

i det væsentlige har tabt sagen og bør derfor pålægges at bære sine egne

omkostninger og at betale sagsøgernes omkostninger.

330 I overensstemmelse med procesreglementets artikel 138, stk. 1, bærer

medlemsstaterne endvidere som intervenienter deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Sjette Afdeling):

Kommissionens afgørelse C(2014) 7358 final af 15. oktober 2014

annulleres, for så vidt som Europa-Kommissionen heri traf afgørelse

om ikke at gøre indsigelse mod den skattemæssige støtte vedrørende

nedskrivning af aktiver og fremførelse af tab, som Kongeriget Danmark

havde tildelt Øresundsbro Konsortiet, og de garantier, som Kongeriget

Danmark og Kongeriget Sverige havde ydet Øresundsbro Konsortiet.

I øvrigt frifindes Kommissionen.

Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler de af HH

Ferries I/S, HH Ferries Helsingør ApS og HH Ferries Helsingborg AB

afholdte omkostninger.

Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige bærer hver deres egne

omkostninger.

Berardis

Spielmann

Csehi

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 19. september 2018.

Underskrifter

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

OM AF

19.9.2018

–

SAG

T-68/15

Indhold

Tvistens baggrund ............................................................................................ 2

Sagsøgerne ................................................................................................... 2

Støttemodtageren ......................................................................................... 3

C. Den faste forbindelse, de indenlandske tilslutninger til baglandet og de

omhandlede foranstaltninger................................................................................ 3

Den administrative procedure ...................................................................... 4

Den anfægtede afgørelse .............................................................................. 5

1. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger statsstøtte som omhandlet i

artikel 107, stk. 1, TEUF.................................................................................. 6

Kvalificering som ny eller eksisterende støtte ......................................... 6

3. Undersøgelse af statsstøttens forenelighed med det indre marked, henset

til artikel 107, stk. 3, TEUF ............................................................................. 7

II.

III.

Berettiget forventning .............................................................................. 8

Konklusion ............................................................................................... 8

Retlige bemærkninger ................................................................................ 10

Realiteten ................................................................................................... 10

1. Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af de berørte parters

processuelle rettigheder, for så vidt som det angår de foranstaltninger, der

blev ydet konsortiet, og som blev kvalificeret som statsstøtte ...................... 11

a) Det første led om den utilstrækkelige og ufuldstændige undersøgelse

af kvalificeringen af de statsgarantier, som blev udstedt til konsortiet,

henset til artikel 107, stk. 1, TEUF ............................................................ 13

b) Det andet led om en utilstrækkelig og ufuldstændig undersøgelse af,

hvorvidt den til konsortiet ydede statsstøtte er forenelig med det indre

marked, henset til artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF ................................. 17

1) Det andet klagepunkt om en manglende undersøgelse af, hvorvidt

der forelå betingelser for udbetaling af garantierne ............................... 18

2) Det tredje klagepunkt om en utilstrækkelig og ufuldstændig

vurdering af sondringen mellem anlæggelsen af og driften af den faste

forbindelse og om en manglende vurdering af statsgarantiernes

forenelighed med det indre marked, henset til driften af den faste

forbindelse og det første leds fjerde klagepunkt om en utilstrækkelig og

ufuldstændig vurdering af spørgsmålet om, hvorvidt statsgarantierne var

begrænset til finansieringen af den faste forbindelse ............................ 20

3) Det fjerde klagepunkt om en utilstrækkelig og ufuldstændig

undersøgelse af den tidsmæssige og beløbsmæssige begrænsning af de

Retsforhandlinger og parternes påstande ......................................................... 9

TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 454: Orientering vedrørende EU-rettens dom om statsstøtte og Øresundsforbindelsen, fra transport-, bygnings- og boligministeren

HH F

ERRIES M

MOD

OMMISSIONEN

statsgarantier og den danske skattemæssige støtte, som er tildelt

konsortiet ............................................................................................... 23

4) Det første, det femte og det sjette klagepunkt om en utilstrækkelig

og ufuldstændig undersøgelse af henholdsvis beregningen af

støtteelementet indeholdt i statsgarantierne, støtteforanstaltningernes

nødvendighed og forholdsmæssighed og endelig af den såkaldte

»afvejningstest« ..................................................................................... 28

i) Det første klagepunkt om fastsættelsen af det støtteelement, som

er indeholdt i statsgarantierne ............................................................ 29

ii) Det femte klagepunkt om statsstøttens nødvendighed og

forholdsmæssighed ............................................................................ 31

iii) Det sjette klagepunkt om, at Kommissionen undlod at

undersøge, om den støtte, som konsortiet blev ydet, havde negative

virkninger med hensyn til konkurrencefordrejning og med hensyn til

påvirkningen af samhandelen mellem medlemsstaterne, og om, at den

undlod at afveje støttens positive virkninger mod dens negative

virkninger ........................................................................................... 33

c) Konklusion vedrørende det fjerde anbringende om den statsstøtte,

som konsortiet blev ydet ............................................................................ 37

IV.

Sagsomkostninger ...................................................................................... 38