IDA Byg Sjælland og IDA Rail
Sjælland på sporet 2
Konference om den sjællandske togtrafik
Torsdag den 1. november 2018 kl. 12.00
–
16.30
Sted: Restaurant Håndværkeren, Hersegade 9, Roskilde
I de næste mange år vil det sjællandske jernbanenet være under kraftig ombygning og
oprustning. Når det hele er færdigt i 2027 er der dobbeltspor til Rødby, eldrift til Kalundborg,
Nykøbing Falster og Køge-Næstved og der er helt nye eltog og ellokomotiver med
dobbeltdækkervogne.
Det skaber muligheder
for en helt ny trafikbetjening på Sjælland i midten af 2020’erne, der ikke
er set siden de faste minuttal blev indført i 1979.
I slutningen af 2017 udsendtes en plan for den statslige jernbane i høring. Høringen afstedkom
mange svar fra regioner og kommuner samt organisationer. Langt de fleste med en kritisk
tilgang.
Hvad har reaktionerne på høringssvarene været? En række utilfredse transportordførere har
haft Transportministeren i samråd.
På konferencen hører vi Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen fortælle om høringssvarene og hvad
de har betydet for trafikplanen.
DSB fortæller om hvilke muligheder der er for togbetjeningen med de besluttede tiltag og hvilke
udfordringer de giver.
Vi hører også hvad Region Sjælland og en enkelt af kommunerne, nemlig Holbæk, mener om
trafikplanen og hvad de har haft af bemærkninger til den.
Vi skal også høre hvad Regionen og Movia har af ønsker og idéer til jernbanetrafikken på
Sjælland. Herunder om mere samkørsel mellem den statslige og regionale togtrafik.
Så skal vi høre om hvordan man planlægger togtrafikken i Skåne, hvor al den lokale og
regionale jernbanetrafik hører hjemme i regionen og ikke under staten.
Og naturligvis hører vi om hvad kunderne rent faktisk ønsker sig af jernbanetrafikken på
Sjælland.
Det hele sluttes af med en paneldebat, hvor politiker og trafikselskaber kommer med bud på
hvordan togtrafikken på Sjælland bedst kan drives og få flere til at tage toget i fremtiden.