Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Bilag 38
Offentligt
Initiativer som opfølgning på Ernst & Youngs rapport om Niels Bohr Bygningen
For at styrke den fremadrettede håndtering af statens byggeprojekter gennemføres en midlertidig
overflytning af anlægsprojekter fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet.
Konsulentfirmaet Ernst & Young har for Transport-, Bygnings- og Boligministeriet gennemført en
granskning af Bygningsstyrelsens igangværende etablering af Niels Bohr Bygningen for Københavns
Universitet.
Læs rapporten her
Rapporten afdækker, at der i Bygningsstyrelsen ikke er reageret i tide på de udfordringer, som projektet
har været i. Projektet er således nu fordyret med i størrelsesordenen 1,3 mia.kr. i forhold til det
aktstykkegodkendte totalbudget på ca. 1,6 mia.kr.
Det er endvidere i den gennemførte granskning af Niels Bohr-projektet konkluderet, at der ikke i
Bygningsstyrelsen er tilvejebragt det nødvendige styringsmæssige grundlag for fremadrettet på
betryggende vis at kunne styre større byggeprojekter. Dette gælder både i forhold til Niels Bohr-
projektet og i forhold til andre projekter.
Uanset at Bygningsstyrelsen har iværksat en række tiltag, som vil forbedre den fremadrettede styring af
anlægsprojekter, vurderes der at være behov for at gennemføre yderligere tiltag, som på kort sigt skal
styrke gennemførelsen af Bygningsstyrelsens igangværende anlægsprojekter og samtidig på længere sigt
udvikle Bygningsstyrelsens projektstyringskompetencer.
Det er derfor besluttet at foretage en midlertidig overflytning af anlægsprojekter og udlån af relevante
medarbejdere fra Bygningsstyrelsen til Vejdirektoratet. Overflytningen betyder, at ansvaret for
projekternes gennemførelse overgår til Vejdirektoratets ledelse. Vejdirektoratets ansvar vil udelukkende
være gennemførelse af projekterne. Den efterfølgende drift varetages af Bygningsstyrelsen.
- Ernst & Youngs rapport er alvorlig læsning, og der er behov for en hurtig og resolut styrkelse af
styringen af statens byggeprojekter. Derfor overflyttes anlægsprojekter fra Bygningsstyrelsen til
Vejdirektoratet midlertidigt,
udtaler transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.
Vejdirektoratet har gennem en årrække udviklet erfaringer, kompetencer og en dokumenteret
arbejdsmetode inden for styring af anlægsprojekter. Disse erfaringer og kompetencer vurderes hurtigt
at kunne bringes i anvendelse på Bygningsstyrelsens igangværende anlægsprojekter sammen med
kompetencerne fra medarbejderne i Bygningsstyrelsen. Samtidig vil der ved gennemførelsen af
projekterne udvikles kompetencer og processer, der på sigt kan tilbageføres til Bygningsstyrelsen.
Bygningsstyrelsens direktør Gyrithe Saltorp er fratrådt sin stilling.