Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Bilag 367
Offentligt
1923189_0001.png
Center for Regional
Udvikling
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød
Til Transport-, Bygnings- og Boligminister
Ole Birk Olesen
Dato: 6. juli 2018
Cc:
Transport, Bygnings- og Boligudvalget
Bekymring for modellen for implementering af kvalitetstillægget ved metrorejser
Metroselskabet har sammen med Transport-, Bygnings- og Boligministeriet
udarbejdet en model for implementering af kvalitetstillægget ved metrorejser
gældende fra åbningen af Cityringen.
Trafikudvalget i Region Hovedstaden ønsker at udtrykke bekymring for modellen for
implementeringen af kvalitetstillægget.
Regionen gør opmærksom på, at der netop er gennemført en regionalt dækkende
takstreform på Sjælland og øerne, Takst Sjælland, som en reaktion på
Statsrevisorernes kritik af manglende harmonisering af taksterne. Statsrevisorerne
afgav beretning til Folketinget i august 2015 med bl.a. følgende bemærkning: ”Det
er
hensigten i lovgivningen, at en rejse med kollektiv trafik skal kunne foregå på én billet,
uanset om rejsen foretages med bus, metro eller tog, og at taksterne er ensartede og
overskuelige for passagererne”.
De konstaterede ligeledes, at den manglende
harmonisering har ”givet
utilfredse kunder, der oplever, at priser, billetprodukter og
rabatordninger er forskellige og uoverskuelige”.
Det er Region Hovedstadens trafikudvalgs klare vurdering, at kvalitetstillægget går
imod hensigten med takstharmoniseringen og vil gøre takstsystemet unødigt
komplekst. Det er højst usandsynligt, at brugerne af den kollektive trafik vil opfatte
tillægget som andet end en egentlig takststigning. Det er ligeledes vores bekymring, at
den øgede kompleksitet i billetsystemet, med bl.a. flere forskellige check-ind standere,
vil bidrage negativt til den kollektive trafiks omdømme og dermed i sidste ende til
passagertilslutningen.
Trafikudvalget vil derfor på det kraftigste opfordre Transport- Bygnings- og
Boligministeren til at genoverveje modellen for implementering af kvalitetstillægget.
Med venlig hilsen
Udvalgsformand Jens Mandrup
på vegne af Trafikudvalget i Region Hovedstaden