Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Bilag 324
Offentligt
1909482_0001.png
Borgmester
Til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Kopi til Transport- Bygnings- og Boligminister
Ole Birk Olesen
Dato
Torvegade 74, 6700 Esbjerg
12. juni 2018
Kære Udvalg
Borgmestrene i Esbjerg, Tønder og Varde kommuner anmodede den 22. december
2017 Transport- Bygnings- og Boligminister, Ole Birk Olesen, om at overveje en
opgradering af nogle af de mest benyttede jernbaneoverkørsler på Varde- Esbjerg-
Tønder strækningen i stedet for at lukke dem.
En af de overkørsler, som vi i Esbjerg Kommune henviste til, var den
signalregulerede overkørsel 26, Hillerup Markvej, som har direkte forbindelse til den
stærkt trafikerede hovedvej, Rute 11.
I Esbjerg Kommunes høringsbrev og senest på et fællesmøde den 1. februar 2018
med de 3 kommuner, Banedanmark og Vejdirektoratet gjorde vi opmærksom på, at
en lukning vil have følgende negative konsekvenser:
Omvejstrafik, herunder landbrugstrafik med store tunge køretøjer, i de
omkringliggende landsbyer Vilslev og Jedsted. Der er langs disse veje både
cyklende og gående trafik herunder skolevejstrafik.
Mere langsomkørende landbrugstrafik på den stærkt trafikerede Rute 11. Det
bemærkes at rute 11 ikke bliver aflastet for gennemkørende trafik, da projektet
med omfartsvejen vest om Ribe ikke blev valgt.
Endvidere vil cyklister og fodgængere fra ejendommene, som ligger mellem
jernbaneoverkørslen og Rute 11, skulle krydse den trafikerede Rute 11 hvor der
ikke er krydsningsheller.
Der er stor modstand mod lukningen både blandt beboere og ikke mindst fra
landbrug i området. De undrer sig over, at der ikke vælges en løsning med
bomanlæg således, at de uheldige gener undgås.
Jeg har fået oplyst, at det er nævnt, at opgradering med bomanlæg vil koste 5 mio.
kr. For mig lyder dette tal meget højt, og jeg håber ikke, at det er årsagen til, at
der ikke kan etableres en fornuftig løsning med bomanlæg.
Jeg skal derfor anmode Udvalget om, at overkørslen på Hillerup Markvej sikres med
et bomanlæg i stedet for en lukning. Denne løsning vil samtidig imødekomme
ønsket om forbedring af togførernes arbejdsmiljø, som vi naturligvis respekterer.
Venlig hilsen
Jesper Frost Rasmussen
Borgmester