Beder, den 3. marts 2018
Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.
E45:
LØSNINGEN PÅ TRÆNGSELSPROBLEMERNE OVER VEJLE FJORD ER EN
NY, KOMBINERET MOTORVEJS- OG JERNBANEBRO
Jeg tillader mig herved at henvende mig til Transport-, Bygnings- og Boligudvalget om en ny,
kombineret motorvejs- og jernbanebro, som, jeg mener, er løsningen på de helt kolossale
trængselsproblemer, som der sådan set allerede er over Vejle Fjord, men som der ikke mindst
vil komme i fremtiden.
Man kunne naturligvis godt bygge en bro, som alene er en motorvejsbro, men det vil, som
situationen foreligger, være meget uhensigtsmæssigt, idet det vil kræve et særskilt
gennembrud over Vejle Fjord. Det vil derfor være helt oplagt at kombinere en motorvejsbro
med den jernbanebro, som indgår i timemodellen, idet det herved kun bliver ét gennembrud
over Vejle Fjord.
Dette så meget mere, fordi jernbanebroen ligger helt og aldeles perfekt for at kunne lave et
kort stykke motorvej, som forbindes til E45 fra lidt syd for Skærup, via den nye bro og så
igen forbindes til E45 lidt vest for Hedensted. Og dertil kommer, at jernbanebroen over Vejle
Fjord, ligesom en motorvejsbro, også er en absolut nødvendighed for trafikafviklingen, så den
kan heller ikke undværes. En kombineret ny motorvejs- og jernbanebro er derfor ganske
enkelt den helt oplagte og nødvendige løsning på trængselsproblemerne. Den kan slet, slet
ikke undværes, og det gælder ikke alene for Østjylland, men tillige for hele Vestdanmark.
Denne problematik har jeg ved mail af 19. januar 2018 henvendt mig til transport-, bygnings-
og boligminister Ole Birk Olesen om med henblik på at få regeringen til at træffe beslutning
om at få realiseret en sådan ny, kombineret bro så hurtigt, som det er muligt.
Denne henvendelse har Ole Birk Olesen meget venligt besvaret ved mail af 14. februar 2018
til mig. I besvarelsen erkendes kapacitetsudfordringerne på den eksisterende Vejlefjordbro og
på E45 generelt, men til trods herfor var konklusionen beklageligvis, at regeringen ikke
prioriterer, at der skal bygges en ny bro.
Dette er jeg meget, meget ked af, for det er, som jeg har skitseret, nærmest desperat
nødvendigt med en ny bro over Vejle Fjord. Jeg tillader mig derfor, så stærkt som det
overhovedet er mig muligt, at anmode Udvalget om at tage sagen op og gøre alt, hvad det står
i Udvalgets magt for at få en sådan ny bro realiseret. Og da sagen jo altså haster, kunne dette
gerne ske ved at forsøge at få den nuværende regering overbevist om, at den absolut bør
ændre synspunkt på sagen, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, så at få sagen forberedt til en
kommende ny regering.
Afslutningsvis medsender jeg til Udvalgets orientering, og som yderligere belysning af sagen,
det materiale, som jeg fremsendte til Ministeren, nemlig mail af 19. januar 2018 samt tillige
mit debatindlæg af 30.09.17 til Jyllands-Posten.
Venlig hilsen
Preben Melgaard Kristensen