Notat
21.02.2018
Rundvisning af CBTC på Nordbanen og Trafiktårnet
Den 18. december 2017 blev der afholdt rundvisning for Folketingets Transport- Bygnings- og
Boligudvalg i Langå, hvor udvalget mødtes med Alstom, DSB og Banedanmark for at drøfte
fremdriften for installation af det nye signaludstyr i tog. I forbindelse med rundvisningen ytrede
Transport- Bygning- og Boligudvalget ønske om endnu et besøg, hvor Signalprogrammet er i fokus.
På den baggrund vil DSB og Banedanmark invitere udvalget på besøg d. xx.xx.xxxx, hvor udvalget vil
få en rundvisning på Nordbanen, for at få fremvist det gamle HKT- og det nye CBTC-system,
hvorefter besøget afsluttes med et besøg i Banedanmarks nye Trafiktårn Øst.
Baggrund for rundvisning af CBTC-systemet
I februar 2016 blev det nye signalsystem, CBTC, ibrugtaget på S-togsstrækningen mellem Jægersborg
og Hillerød, og det har siden maj 2017 været helt udrullet på strækningen. Efter en periode med
testkørsel gennemførte Banedanmark således i Kristi Himmelfartsferien 2017 en fuld overgang til det
nye signalsystem, hvor Hillerød station blev endeligt integreret, således at alle sporskifter til lokaltog
også blev ibrugtaget med det nye signalsystem. En række udestående fejlrettelser på strækningen vil
blive implementeret i forbindelse med DORF (Delivery of Remaining Functionality) senere på året.
Overgangen til det nye signalsystem på hele strækningen giver flere fordele for kunderne, men betød
samtidig et farvel til Kommandoposten i Hillerød, som siden Anden Verdenskrig har styret
togtrafikken i Hillerød med et sikringsanlæg udviklet i 1912.
Kommandoposten i Hillerød er den første af flere, som lukker i forbindelse med udrulningen af det
nye signalsystem. Forskellen mellem det gamle sikringsanlæg og den fuldt digitaliserede trafikstyring
i Trafiktårnet er et glimrende eksempel på det teknologiske kvantespring, som trafikstyringen i
Danmark tager, når vi går fra det eksisterende signalsystem til det nye. På vejen til Hillerød vil
udvalget også kunne opleve S-toget i fuld drift på det gamle og nye signalsystem. DSB vil opformere
en planlagt S-togs afgang uden for myldretiden således, at det vil være muligt for udvalget at have
forreste vogn for sig selv og komme ind i førerrummet, mens toget kører.
Forslag til eventuelt program
Mødested: København H.
Mødetidspunkt: Udenfor myldretid er en opfordring, således at kunderne generes mindst muligt. Med
henblik på at kunne nå frokost i Trafiktårnet er kl. 09:30 et godt bud.
Fra Banedanmark: Programdirektør for Signalprogrammet Jan Schneider-Tilli, Teknikdirektør Søren
Boysen, Trafikdirektør Peter Svendsen, Guide til kommandoposten i Hillerød, Guide til trafiktårnet.
Banedanmark
Direktionssekretariatet
Amerika Plads 15
2100 København Ø
Telefon
8234 0000
Version
banedanmark.dk
Journalnr.
Notatskabelon 1.0
Side 1(2)