Transport-, Bygnings- og Boligudvalget 2017-18
TRU Alm.del Bilag 179
Offentligt
[Skriv tekst]
Virum 14.02.18
Kære minister og trafik udvalg
Fra Pendlerrepræsentanten
Igennem 5 år har jeg fungeret som pendlerrepræsentant på S-banen. I de år har jeg sammen med andre
pendlerrepræsentanter dagligt - via Facebook og på mail - kommunikeret med pendlere om små og større
problemer. Ikke mindst i situationer hvor det hele bryder sammen på grund af et nedbrudt tog, signal fejl,
en person påkørsel etc. samtidigt med at trafikinformationen – næsten som en naturlov - heller ikke
fungerer, så har vi masser af pendlere på linjen. Rejsende der gerne vil vide, ”kommer der et tog, eller skal
jeg finde en anden rute”. Det kan ofte også bare være behov for at rase ud – og så komme videre. I sådanne
situationer har vi ofte et par tusinde på med-kig.
Også når togene kører upåklageligt, har vi mange spørgsmål og kommentarer fra pendlere, der meget
gerne fortæller om de ting, der generer dem, og ikke mindst takst Sjælland, som fortsat er et stort problem
for mange. Pendlerhverdagens små og store problemer kommer op til overfladen, og vi hjælper og vejleder,
så godt vi kan. Også DSB´s eget personale bruger vores service til at svare på spørgsmål..
Som pendler repræsentant på 5. år, ved man en hel del om, hvad det er der betyder noget for en pendlere.
Det er ikke det, pendlerne råber højest om, der betyder mest, det er derimod det, der ikke bliver talt så
meget om, der virkelig har betydning. Eller sagt med andre ord, det der virkelig kan få pendlere til at flytte
eller ændre adfærd er ikke så meget en sommer med togbusser eller over fyldte tog, men det betyder
noget, når transporten bliver et slid hver eneste dag, fx når den første morgen bus ikke længere passer med
toget, så man ikke når arbejdet til tiden, eller når ”alle zoner” forsvinder, så hver eneste togtur skal
planlægges en måned forud eller når toget ustandseligt bliver forsinket, og der så oven i købet ikke er plads
nok til cykler. Alle de der daglige irritationer, det er dem, der kan få pendlere til at flytte eller skifte
arbejdsplads/transportform. Skal man stille en top 5 op for hvad pendlere ønsker sig af den kollektive
transport, så vil listen se nogenlunde således ud i en ikke prioriteret rækkefølge.
1. Et billetsystem med langt større valgfrihed og kompensation ved reduceret togkørsel
2. Hurtigere forbindelser gerne med frekvens på ikke over 10 min. – gerne med plads til cykler
3. Bedre og mere forgrenet bus system med køreplans tilpasning til tog.
4. Større drifts sikkerhed og færre pludselige fejl af snart det ene og snart det andet
5. Langt bedre information i tilfælde af hændelser på transportnettet
Langs Ring3 kører en del busser i et lidt rodet trafikalt mønster, uden nogen egentlig differentiering af
trafikken, hvilket gør den unødig langsom. Her tilbyder I os så en del års vejarbejde, med alt hvad det
omfatter af ulemper og endnu mere kø. Når så det er overstået, får vi en letbane som belønning.!!!
Men undskyld mig…… hvilken gavn gør så den? – giver den os en billigere rejse? – kører den hurtigere end
busserne? – giver den os et mere forgrenet transport system? – er der mindre risiko for hændelser? – og
hvad med trafik informationen? – Nej ingen af delene, tværtimod.
Kære politikere, hvad er det egentlig I vil bruge 6,2 ++ mia. kr. til? – Dette her ligner mere en fornærmelse
end en forbedring. – Lige nu trænger vi til at få differentieret trafikken på Ring 3 med lyskryds, der tager
højde for mængden af trafik i hver eneste bane og med prioriterede baner til busser. Et system af
komfortable busser, der kører os så direkte som muligt til og fra vores arbejdspladser og i perioden mellem
TRU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 179: Henvendelse af 14/2-18 vedrørende Letbanen ved Ring 3, fra Lisa Sonessen, Virum
[Skriv tekst]
Virum 14.02.18
de to myldretider kan køre til indkøbssteder og turist attraktioner mv. – Det er fleksibilitet, hastighed og
pålidelighed vi gerne betaler for. Så giv os nu ikke en letbane med alle de ulemper det giver, det har vi
hverken fortjent eller brug for.
Fra geoteknikeren
Nu er det sådan, at jeg udover at være frivillig pendler repræsentant er uddannet ingeniør med geoteknik
som speciale, og med den baggrund har jeg gennemgået geologien og enkelte bygværker langs letbane
traceet. Her kan jeg hilse og sige, at der vil blive udfordringer af en ganske væsentlig karakter.
Ring 3 er anlagt i nogle af de områder, hvor byggeri er noget mere besværligt end vejanlæg, pga.
blødbundsområder. Man har måske overset, at det er betydelig mere enkelt, at bygge en vejbane end
anlægge en togbane hen over bløde jordbundsforhold. Svingninger og rystelser fra et 50 ton tung tog er
ikke ubetydelige, og det er min personlige vurdering, at letbanens passage gennem et dødis- og
smeltevandslandskab på grænsen mellem Lyngby og Gladsaxe, kan skabe endog betydelige problemer for
de bygninger, der ligger uden eller med begrænset fundament på en sandpude med høj grundvandstand.
Ikke mindst hvis letbanens svingninger kommer til at fungere som en vibrator af sandlaget, som jo ikke er
for komprimeret af is-tryk, men som vil kunne omlejres ved vibrationer. Det vil koste yderligere en anseelig
formue at sikre de særligt bevaringsværdige bygninger bare på den strækning. (Ansvarsområdet uklart)
Det siger nok sig selv, at som pendler repræsentant er jeg heller ikke vild begejstret ved planen om at køre
med s-tog over et geologisk meget svagt område, mens der udgraves ved Buddinge st. og bag jern-
banebroen i Lyngby. Det bliver som at vælge mellem pest eller kolera. Der er kun een rigtig og forsvarlig
måde at håndtere den slags blødbunds forhold på, og det er størst mulig ro under udgravningen. Derfor
ingen togkørsel i den periode hvor både vandtrykket er sænket og bue konstruktionen er svækket. Men så
kalder det på togbusser, og det er ikke lige, hvad der er brug for nu.
Det er bemærkelsesværdigt, at der i dette projekt er vilje til en ret betydelig grad af risici både med hensyn
til økonomi, organisationsforhold (kontrakt styring), skader på bygninger og konstruktioner samt de trafik
skader, der synes at være uundgåelige, hvor letbanen skal kunne indgå i kø kørsel og blandet trafik.
Konsulenter har bildt jer ind, at letbaner i sig selv skaber vækst, men logikken og virkeligheden siger, at der
skal mere til. Konsulenter har ligeledes beregnet, at der vil blive et pendler grundlag på mere end en 10-
dobling. Det er meget muligt at antallet af pendlere bliver øget, men de tal har ingen bund i virkeligheden.
Så kære politikere, gør os den tjeneste at vurdere vores reelle behov og brug pengene der, hvor behovet er
størst. Det tjener jeres funktion som politikere langt mere til ære end at anlægge et isbjerg, hvor 9/10 af
værdien lægges i jordarbejde. Vi får enorme skader og ærgrelser men ikke så meget som en eneste fordel.
Skab hellere et netværk af moderne transportteknologi, der på en gang er komfortabelt, fleksibelt og kan
indgå i den øvrige trafik. Vi har ikke brug for flere trafikskandaler og fejlinvesteringer, vi har brug for
nytænkning og helhedsvurdering.
Med venlig hilsen fra
Lisa Sonesson
Pendler repræsentant