Til:
Folketingets Energiudvalg og Folketingets Boligudvalg.
København den 1. februar 2018.
Vedr.: Energirenovering af bygninger skal med i den kommende energiaftale.
Det må være en klar tommelfingerregel, at når Danmark skal nå i mål med den grønne
omstilling i år 2050, så kommer vi lettest og billigst derhen, hvis vi undervejs bliver bedre til
at spare på vores energiforbrug. Desuden har vi siden 1973 tudet danskerne ørerne fulde
med, at der skal spares på energien.
Omkostningerne og udfordringerne ved den grønne omstilling, vil blive mindre, hvis vi
bliver bedre til at udnytte den eksisterende energi mere optimalt og bliver bedre til at spare
på energien. Det gælder ikke mindst i vores bygninger, som står for ca. 40% af det
samlede danske energiforbrug. De ældste bygninger og boliger er som oftest, dem der
sluger mest energi!
Det er derfor på tide, at den energipolitiske forligskreds sætter sig i førersædet for at sikre,
at energirenovering i den eksisterende bygningsmasse bliver en fast integreret og
betydelig del af en kommende energiaftale.
Det er i øvrigt også en af konklusionerne fra Realdanias rapport; ’Energirenovering af den
private boligmasse’ fra januar 2018. Her konkluderes: ”At det er af meget stor betydning
for alle aktører, der arbejder med eller træffer beslutning om energieffektivisering, at
politikkerne tager et klart ejerskab til, at man ser energieffektivisering som et område, som
man vil satse på i energipolitikken.”
Et andet område som er vigtigt at fokusere på i denne her forbindelse, er på rådgivningen
til bolig- og bygningsejere af alle slags. Vi ved, at rådgivning virker. Det er således vigtigt,
at vi kigger på alle de rådgivningsgreb, som kan skubbe positivt til udviklingen.
’Bedre boligordningen’, ’better home initiativet’, Bolius,
Teknologisk Instituts rådgivning og
kurser og ’project Zero’s’ energirådgivning
med fleres viser, at god rådgivning kan være en
afgørende faktor for bedre og mere hensigtsmæssig energirenovering.
Rådgivningsindsatsen og den håndværksmæssige udførelse af energirenoveringerne
understøttes på bedste måde af Videnscenter for Energibesparelser i Bygninger, som
naturligvis bør bevares.
Dertil skal der knyttes økonomiske incitamenter og/eller lånemuligheder, som gør
energirenoveringen attraktiv. Man kan eksempelvis forestille sig, at et lån til
energirenovering betales tilbage i samme takt, som den potentielle energibesparelse er
beregnet til.
1