Rammenotat til EU-udvalget og EU-procedure internt i regeringen om forslag
til kommissionsbeslutning om et sporings- og sikkerhedsmærkatsystem for
tobaksvarer, jf. henholdsvis artikel 15 og 16 i tobaksvaredirektivet (komitésag)
Udkast til KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESRETSAKTER om tekniske standarder vedrørende etablering og
drift af et sporings- og sikkerhedsmærkatsystem for tobaksvarer, jf. artikel 15 og 16 i Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2014/40/EU [KOM dok nr. fremgår ikke af udkastet].
1.
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakter om tekniske standarder vedrørende etablering og drift af
et sporings- og sikkerhedsfeaturesystem for tobaksvarer (komitésag).
Tobaksvaredirektivet af 19. maj 2014 fastsætter krav om indførelse af et sporings- og sikkerhedsfeaturesystem. Til at
gennemføre systemet giver tobaksvaredirektivet Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesretsakter til at
udvikle og fastsætte de tekniske standarder i forbindelse med etablering og drift af systemerne.
Forslag til retsakter vedr. henholdsvis sporingssystem og sikkerhedsfeature er fremsendt til medlemsstaterne i skriftlig
procedure den 15. november 2017. Fristen for medlemsstaternes afgivelse af stemme er den 29. november 2017.
Det samlede sporings- og sikkerhedsfeaturesystem, som følger af tobaksvaredirektivet, vil indebære væsentlige
økonomiske konsekvenser for branchen, da det er branchen selv, der skal udvikle systemet. Størrelsesordenen af de
økonomiske konsekvenser, der specifikt vil følge af gennemførelsesretsakternes tekniske standarder, er derimod mere
uklar. Forslaget vurderes overordnet set ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark- Eftersom forslaget vil værne
om kontrollen på tobaksområdet, kan det formentlig give afledte sundhedsmæssige gevinster.
For så vidt angår retsakten vedrørende sikkerhedsfeature vurderer regeringen, at det eksisterende danske
banderolesystem opfylder kravene heri, så Danmark kan stemme ja.
For så vidt angår retsakten vedrørende sporingssystemet finder regeringen det foreliggende beslutningsgrundlag
mangelfuldt og kan ikke tilslutte sig forslaget i den foreliggende form. Regeringen agter på den baggrund at afstå fra at
stemme for eller imod. Hvis videre sonderinger viser, at en væsentlig gruppe lande agter at stemme nej, vil regeringen
imidlertid overveje at tilslutte sig denne gruppe.
2. Baggrund
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakter er fremsendt til medlemsstaterne den 15. november 2017 i skriftlig
procedure. Fristen for medlemsstaternes afgivelse af stemme er den 29. november 2017.
Forslagets retsgrundlag er artikel 15 og 16 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/40/EU om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om fremstilling, præsentation og salg af tobak og
relaterede produkter og om ophævelse af direktiv 2001/37/EF (tobaksvaredirektivet).
I overensstemmelse med artikel 16, stk. 4 i Traktaten om Den Europæiske Union kræver vedtagelse af Kommissionens
forslag et kvalificeret flertal på mindst 55 % af Rådets medlemmer, der omfatter mindst 16 af disse og repræsenterer
medlemsstater med tilsammen mindst 65 % af Unionens befolkning.
3. Formål og indhold
I henhold til artikel 15 og 16 i direktiv 2014/40/EU skal der etableres henholdsvis et sporbarhedssystem og et
sikkerhedsfeaturesystem for tobaksvarer. Hensigten er at bekæmpe den illegale handel med tobaksprodukter, herunder
at værne om kontrollen på tobaksområdet.