Anmodning om foretræde for Folketingets Sundheds- og ældreudvalg
En ung læge blev i august 2017 ved Østre Landsret dømt for grov forsømmelighed efter autorisationslovens
§75.
Til grund for
dommen lå manglende journalføring af en mundtlig ordination til en sygeplejerske samt at lægen ikke efterfølgende sikrede, at
ordinationen blev udført.
Sagen er i medierne kendt som den s kaldte ”Svendborg-sag”.
Siden er en bevægelse opstået blandt sundhedspersonale under hashtagget #detkuhaværetmig. Bevægelsen har i skrivende
stund engageret over 5.500 læger og medicinstuderende med opbakning fra sygehusafdelinger over hele landet, ligesom Dansk
Sygeplejeråd, Psykologforeningen, Jordemoderforeningen, Danske Fysioterapeuter, Danske Lægesekretærer, HK og mange
andre officielt har erklæret deres støtte.
Til dato har over 13.500 skrevet under på en støtteerklæring mhp. at få Svendborg-sagen rejst i Højesteret, og samtidig vise
deres bekymring
for sundhedspersoners fremtidige retssikkerhed og arbejdsforhold.
Af underskriverne er næsten 5.000
læger, 2.000 medicinstuderende og 2.500 fra andre sundhedsfaglige grupper.
Svendborgsagen har således skabt et hidtil uset opråb fra alle dele af sundhedsvæsenet. Årsagen til dette er, at den dømte
læges handlinger ikke er usædvanlige i den kliniske hverdag. Den dømte læge kunne have været enhver af os. Dommen
ændrer dermed grundlæggende på vores arbejdsvilkår på en måde, som vi frygter vil få betydende konsekvenser for
sundhedsvæsnet:
A) Dommen pålægger læger et massivt øget fokus på dokumentation, som i forvejen er blevet betydeligt mere omfattende de
senere år. Dette er måske juridisk meningsfuldt, men i et travlt, dynamisk og uforudsigeligt arbejdsmiljø med syge mennesker,
er det urealistisk og uhensigtsmæssigt.
Implementering af hundrede procent korrekt og tidstro registrering vil medføre endnu flere lægetimer brugt foran skærmen og
mindre tid til patienterne. Det vil kræve langt flere ressourcer og medføre et betydeligt mindre effektivt sundhedsvæsen.
Desuden er der en risiko for at lægefagligt vigtige oplysninger drukner i journaler fyldt med lægefaglige selvfølgeligheder, og
journalen bliver derved et dårligere arbejdsredskab.
B) Dommen pålægger læger et uhensigtsmæssigt krav om personlig opfølgning på alle ordinationer. En sådan overvågning af
andre faggruppers arbejde vil ødelægge det tillidsfulde samarbejde og den respekt for hinandens faglighed, der eksisterer
mellem sundhedspersoner. Dette forhold er afgørende for sundhedsvæsenets effektivitet og fungerer også som vores
sikkerhedssystem i den kliniske hverdag i lige så høj grad som dokumentationen.
C) Dommen er et produkt af en bekymrende linje hos Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS). Initialt sås en stigning i antallet af
tilsynssager samt midlertidige fratagelser af autorisationer, og nu ser vi ind i en fremtid, hvor selv mindre og almindelige
forseelser politianmeldes og bringes for domstolene.
Det lærende sundhedsvæsen ofres til fordel for straf på enkeltpersoner, og denne politiske linje gør os særdeles utrygge. Vi er
bekymrede for, at fagpersoner i højere grad vil tie om deres fejl, i stedet for at indberette dem i UTH-systemet. Det vil forringe
patientsikkerheden fremadrettet, da vi vil gå glip af essentiel læring, der er med til at forebygge at lignende fejl opstår. Denne
bekymring har også de lægelige direktører givet udtryk for.
Således oplever vi, at hvis dommen skal efterleves, tvinges vi til at gå på kompromis med vores faglighed, ligesom det i praksis
bliver umuligt at efterleve lægeløftet. Vi kan ikke både
”anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine
medmenneskers gavn”,
og samtidig
”nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser”.
Og vi frygter at ovenstående medfører længere ventetider, behov for flere læger, et betydeligt mindre effektivt sundhedsvæsen,
samt personaleflugt med yderligere forværring af lægemanglen i Danmark. Sagen kan således få store konsekvenser for det