Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del Bilag 394
Offentligt
REGERINGEN
DANSK FOLKEPARTI
29. juni 2018
Aftale om placering af den fjerde akutlægehelikopter
Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti er enige om at
styrke akutberedskabet, så alle borgere kan være trygge ved, at der kommer den nødvendige hjælp, når
de kommer ud for en ulykke eller bliver akut syge. Akutlægehelikoptere, som kan bringe en læge ud og
hurtigt bringe patienten til et højt specialiseret behandlingssted, er et vigtigt supplement til det øvrige
præhospitale beredskab. Derfor blev der med finanslovsaftalen for 2018 afsat 45 mio. kr. årligt fra 2019
og frem til en fjerde akutlægehelikopter, der skulle have base i den nordlige del af Danmark.
Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at den fjerde akutlægehelikopter skal have base ved
Saltum i den nordlige del af Jammerbugt Kommune, så helikopteren både dækker et stort antal borgere,
der har lang afstand til nærmeste traumecenter, men også er med til at sikre hurtigere responstid og
tryghed på såvel Læsø som den nordligste del af Vendsyssel, som både har store erhvervsområder og
mange turister.
Den landsdækkende akutlægehelikopterordning består i dag af tre helikoptere, som har base i hhv.
Skive, Billund og Ringsted.
Placeringen af de nuværende tre akutlægehelikoptere betyder, at der særligt i den nordlige del af
Danmark er relativ lang responstid med de eksisterende akutlægehelikoptere. Regeringen og Dansk
Folkeparti har derfor ønsket, at den fjerde akutlægehelikopter placeres, så den giver en bedre dækning
til så stor en del af befolkningen i det nordlige Danmark som muligt.
Med en placering i Saltum området vil den nye akutlægehelikopter inden for 30 minutter kunne betjene
127.800 borgere, som har en transporttid i ambulance på mere end 40 minutter til et af landets fire
traumecentre.
For borgere i Skagen vil det fx betyde, at hvor akutlægehelikopteren fra Skive i dag kan nå frem på ca.
45 minutter, vil den nye helikopter med en placering i Saltum området kunne nå frem på knap 25
minutter, dvs. en forbedring på omkring 20 minutter. Tilsvarende vil borgere på Læsø opleve en
forbedring i helikopterens responstid fra mere end 40 minutter i dag til ca. 25 minutter.
De nuværende tre helikoptere var på vingerne mere end 3.500 gange i hhv. 2016 og 2017. I de første 4
måneder af 2018 har der været en yderligere aktivitetsstigning på 20 %. Der er derfor behov for, at den
fjerde akutlægehelikopter kan aflaste de eksisterende tre helikoptere, så de i større omfang kan betjene
det vestlige og sydlige Jylland og Fyn. Dette vil en placering i Saltum området kunne efterkomme.
Forsvaret har i dag en SAR helikopter placeret i Aalborg.
Der foregår i dag koordination af samarbejdet omkring indsættelsen af forsvarets SAR helikoptere og
akutlægehelikopterne, idet SAR helikopterne går ind og hjælper i det omfang, de har ledig kapacitet
hertil, og der er behov herfor. Dette forudsættes fortsat uændret med udvidelsen af den
landsdækkende akutlægehelikopterordning med en fjerde helikopter.
Regeringen og Dansk Folkeparti er samtidig enige om at se på, om det nuværende samarbejde kan
styrkes.
1
SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 394: Orientering om akutlægehelikopters placering, fra sundhedsministeren
Den fjerde akutlægehelikopter går i drift den 1. januar 2019 fra en midlertidig placering i Aalborg
Lufthavn. Det forventes, at helikopteren vil kunne flyve fra basen i Saltum området, så snart den er
anlagt.
Aftalepartierne er enige om, at der i forbindelse med finanslovsforhandlingerne gøres status på aftalen,
herunder den kommende udbudsproces.
Aftalepartierne er desuden enige om at afvente erfaringerne med den fjerde akutlægehelikopter,
herunder hvordan de fire helikoptere samlet set giver en god dækning af de områder af landet, hvor der
er lang afstand til nærmeste traumecenter, før der tages stilling til en eventuel flytning af de nuværende
helikopterbaser.
2