København 22.06.2018
Kære folketingsmedlem.
Vi er 10 tillidsrepræsentanter for de socialpædagoger i Københavns Kommune, der arbejder med psykisk
syge. For to år siden skrev vores fagforening LFS til alle folketingsmedlemmer og bad om hjælp, fordi en af
vores kollegaer var blevet dræbt
–
som den femte på fire år.
Det skortede ikke på varme svar og sympati. I dag står vi dog i en situation, der er værre, end den var i
foråret 2016. Antallet af psykisk syge i København er stadigt stigende. Og vi oplever, at de borgere, vi
arbejder med, er mere belastede og udsatte end nogensinde før. Mange har ikke bare én diagnose, men
flere - og mange af dem er også misbrugere og udadreagerende.
Alligevel står vi igen over for markante nedskæringer.
Automatsvaret fra Christiansborg er, at det er kommunens ansvar. Og så kunne vi komme med en bredside
mod vores ledelser, centerledelser og mod politikerne i Socialudvalget i Borgerrepræsentationen. Men det
ville være ren abekastning. For de kan faktisk ikke gøre det store ved situationen. Serviceloftet betyder, at
hele det sociale område i København er ekstremt trængt. Udpiningen forværres på grund af
udligningsreformen. København har flere psykisk syge, hjemløse og andre socialt udsatte end resten af
landet. Der fødes også flere babyer i København, end der gør i resten af Danmark, og antallet af gamle er
stærkt stigende. København har vedtaget en intern demografiregulering på vores område, men det ændrer
ikke grundlæggende på problemet: At den samlede pengekasse til de handicappede og sindslidende er alt,
alt for lille. Men vi må ikke bruge flere penge. Selv om de økonomiske vismænd netop har udtalt, at der er
et råderum på 20 milliarder om året til velfærd, hvis det var det, man valgte at prioritere.
Socialforvaltningen i København står år for år med kæmpe udfordringer med at få budgetterne til at gå op.
Oven i dette forventes der i 2018 bare på sindslidelsesområdet et merforbrug på mere end 40 millioner,
som skal spares hjem. Der er flere forklaringer på merforbruget, men det handler primært om øgede
udgifter til specialiserede pladser og et stigende støttebehov.
Mange af os har allerede fået at vide, hvad det kommer til at betyde for vores eget arbejdssted.
Et eksempel er de fire små botilbud, der fremover til sammen har en normering på fire personer til 100
borgere om aftenen og i weekenderne. De fire personer, der altid skal følges ad to og to, skal uddele
medicin, hjælpe enkelte med personlig pleje
–
og så i øvrigt forsøge at lave relationsarbejde med 100
borgere på fire adresser.
På et andet botilbud er aftennormeringen skåret fra fire til tre. Det er et af de botilbud, hvor
medarbejderne af sikkerhedsgrunde kun må bevæge sig rundt to og to. Derfor er medarbejdernes
rækkevidde stærkt begrænset, og borgerne er i vidt omfang tvunget til at ringe til kontoret for at få hjælp.
Men mange af borgerne er så syge, at de ikke har en telefon.
Flere botilbud i dskræ ker ”åb i gstider e”, forstået på de
åde, at perso alet går hje
to til fire ti er
tidligere end før. Dette sker på trods af, at en stor del af målgruppen er mest vågne og modtagelige for