Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: SUNDOK
Sagsbeh.: DEPMNH
Koordineret med:
Sagsnr.: 1803627
Dok. nr.: 601077
Dato: 14-05-2018
NOTAT
Status til SUU for kvalitetsfondsstøttede sygehusbyggerier, 1.
kvartal 2018
Indledning
Sundheds- og Ældreministeriet skal løbende orientere Sundheds- og Ældreudvalget
(kvartalsvist) og Finansudvalget (årligt) om status på de kvalitetsfondsstøttede
sygehusbyggerier,
jf. administrationsgrundlag vedr. Sundheds- og Ældreministeriets
kvalitetsfondsmidler til sygehusinvesteringer.
Baggrund
Det fremgår af økonomiaftalen med regionerne (ØA) for 2008, at målsætningen om et
tidssvarende og bæredygtigt sygehusvæsen kræver strukturændringer og investeringer i
nye bygninger og ny teknologi. Den daværende regering nedsatte derfor i 2007 et
ekspertpanel, der fik til opgave at vurdere konkrete anlægsprojekter fra regionerne i
forhold til en række i økonomiaftalen fastlagte principper vedrørende samling af enheder,
driftsøkonomisk rentabilitet, effektivitet og kvalitet.
Ekspertpanelet vurderede bl.a. ansøgningerne ud fra en forventning om, at der i 2020 ville
være 20 pct. færre senge og 50 pct. flere ambulante behandlinger end i 2007. Der var ikke
tale om et krav til regionerne, men om en beregningsforudsætning.
På baggrund af panelets anbefalinger blev den økonomiske ramme for projekterne lagt
fast i finansloven for 2009. Der er en samlet totalramme på 41,4 mia. kr. (09-pl). Heraf
bidrager staten via Kvalitetsfonden med 25 mia. kr. og regionerne med 16,4 mia. kr. Med
økonomiaftalen for 2013 fik regionerne desuden mulighed for at låne op til 1 mia. kr. til
energiinvesteringer i kvalitetsfondsprojekterne. Den samlede totalramme for projekterne
er 49 mia. kr. i 18-pl.
Der er meddelt endeligt regeringstilsagn til de i alt 16 projekter. Her er både tale om helt
nybyggede hospitaler og til- og ombygninger på eksisterende matrikler. Fælles for
projekterne er, at de alle spiller en vigtig rolle i samlingen af specialer på færre matrikler.
I regeringens tilsagn til det enkelte projekt er der fastsat en totalramme, som er den
maksimale udgift regionerne må bruge på at opføre et tidssvarende og fuldt
funktionsdygtigt hospital. Det er desuden en tilsagnsbetingelse, at en bestemt andel af
totalrammen reserveres til it, udstyr, apparatur mv. Totalrammen er gældende i hele
projektperioden. De ændringer, der eventuelt sker i projekterne, er prioriteringer og
omdisponeringer foretaget af regionen inden for totalrammen. Den økonomiske
totalramme sikrer, at der også er midler til øvrige regionale anlægsprojekter, som ikke er
støttet af Kvalitetsfonden, ligesom den fremmer omkostningseffektive og innovative
løsninger.