Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 08-05-2018
Enhed: JURPSYK
Sagsbeh.: DEPLBT
Sagsnr.: 1705314
Dok. nr.: 600722
Til Sundheds- og Ældreudvalget
Som bekendt offentliggjorde jeg i juli måned 2017 en national handlingsplan for
antibiotika til mennesker, som opstiller tre målbare mål for en reduktion af forbruget
af antibiotika til mennesker fra 2017-2020.
Det fremgår af handlingsplanen, at en arbejdsgruppe bestående af medlemmer fra
Det Nationale Antibiotikaråd skal bidrage til at følge og udbrede de nationale mål,
som monitoreres årligt. Derudover skal arbejdsgruppen følge udviklingen i den
samlede sygdomsbyrde.
./.
Med nærværende brev oversender jeg resultaterne fra den første monitorering af de
nationale mål for antibiotika til mennesker. Da jeg offentliggjorde handlingsplanen i
juli 2017, er det vigtigt at tage forbehold for, at monitoreringen kun afspejler
resultaterne af et halvt års arbejde med målene. Resultaterne fra monitoreringen af
udviklingen i den samlede sygdomsbyrde er ikke endeligt validerede, hvorfor jeg vil
fremsende dem til udvalget, så snart data foreligger.
Jeg vil gerne fremhæve, at det er glædeligt, at primærsektoren allerede er kommet
langt med at reducere antallet af indløste recepter på antibiotika. Når det er sagt, er
det naturligvis bekymrende og utilfredsstillende, at hospitalernes forbrug af de kritisk
vigtige antibiotika er steget. Jeg vil derfor bede regionerne om at redegøre for mulige
forklaringer på udviklingen. På baggrund af regionernes tilbagemelding, vil jeg på ny
orientere udvalget.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby