SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del Bilag 256
Offentligt

Afrapportering af serviceeftersyn af

magtanvendelsesreglerne (2018)

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og problemstilling ........................................................................................................................ 4

1.1. Om serviceeftersynet af magtanvendelsesreglerne............................................................................... 5

2. Gældende regler om magtanvendelse og omsorgspligt i serviceloven ........................................................ 6

2.1. Omsorgspligten....................................................................................................................................... 6

2.2. Grundlovens § 71.................................................................................................................................... 7

2.3. Samtykke ................................................................................................................................................ 8

2.4. Formålet med magtanvendelsesreglerne .............................................................................................. 8

2.5. Målgruppen for magtanvendelsesreglerne ............................................................................................ 9

2.6. De enkelte bestemmelser om magtanvendelse i serviceloven .............................................................. 9

2.6.1. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere ................................................................. 9

2.6.2. Fastholdelse m.v. ............................................................................................................................... 10

2.6.3. Tilbageholdelse i boligen ................................................................................................................... 10

2.6.4. Anvendelse af stofseler ..................................................................................................................... 10

2.6.5. Optagelse i botilbud uden samtykke ................................................................................................. 11

2.6.6. Registrering og indberetning af magtanvendelse ............................................................................. 11

2.6.7. Klageregler ......................................................................................................................................... 12

2.7. Nødret/nødværge................................................................................................................................. 12

2.8. Værgemål og fremtidsfuldmagter ........................................................................................................ 13

2.9. Anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile ........................................................ 13

3. Budskaber fra vidensindsamlingen og vidensseminaret ............................................................................. 14

4. Resultater fra Ankestyrelsens praksistjek af magtanvendelsesreglerne ..................................................... 16

4.1. Flytning uden samtykke ........................................................................................................................ 17

4.2. Tryghedsskabende velfærdsteknologier .............................................................................................. 17

4.3. Udfordringer med andre former for magt ........................................................................................... 18

4.4. Tværgående erfaringer og udfordringer .............................................................................................. 19

5. Overvejelser og anbefalinger....................................................................................................................... 19

5.1. Tydeliggørelse af omsorgspligten ......................................................................................................... 20

Overvejelser................................................................................................................................................. 20

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 22

5.2. Tydeliggørelse af formålet med magtanvendelsesreglerne ................................................................. 23

Overvejelser................................................................................................................................................. 23

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 23

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

5.3. Tryghedsskabende velfærdsteknologi som en del af omsorgen .......................................................... 24

Overvejelser................................................................................................................................................. 24

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 26

5.4. Hensynet til fællesskabet skal tydeligere frem .................................................................................... 26

Overvejelser................................................................................................................................................. 26

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 28

5.5. Mere fleksible flytteregler .................................................................................................................... 28

5.5.1 Flytning uden samtykke ...................................................................................................................... 28

Overvejelser................................................................................................................................................. 28

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 29

5.5.2. Klausulmodel og præcisering af reglerne for midlertidige botilbud ................................................. 30

Overvejelser................................................................................................................................................. 30

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 31

5.6. Forenkling af reglerne for revurdering, registreringer og indberetninger af magtanvendelse ........... 31

Overvejelser................................................................................................................................................. 31

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 32

5.7. Behov for uddannelse og kompetenceudvikling .................................................................................. 32

Overvejelser................................................................................................................................................. 32

Anbefalinger ................................................................................................................................................ 33

Bilag 1 – Beskrivelse af initiativ 11 i regeringens oplæg til Den Nationale Demenshandlingsplan 2025 ........ 34

Bilag 2 – Resumé af Ankestyrelsens evaluering af ”Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne

overfor borgere med demens” (2015) ............................................................................................................ 35

Bilag 3 – Lov om voksenansvar ........................................................................................................................ 37

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

1. Indledning og problemstilling

Som et initiativ i regeringens nationale demenshandlingsplan 2025 er der i 2017 gennemført et

serviceeftersyn af reglerne om magtanvendelse i serviceloven, som dagligt anvendes overfor voksne med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, herunder mennesker med demens.

Udgangspunktet for arbejdet har først og fremmest været at sikre, at reglerne om anvendelse af magt

understøtter og ikke modvirker, at personalet kan give borgere med nedsat psykisk funktionsevne en værdig

og omsorgsfuld pleje samtidig med, at retssikkerheden for den enkelte sikres. Et klart regelsæt skal sikre den

enkelte borgers retssikkerhed og samtidig understøtte, at personalet har de nødvendige redskaber til at sikre

borgerens trivsel, værdighed og udvikling.

Personalet på plejecentre og botilbud står hver dag overfor dilemmaer og udfordringer, når de skal drage

omsorg for voksne, der ikke er i stand til at tage vare på eget liv, fx på grund af demens, udviklingshæmning

eller andre kognitive handicap. På den ene side har personalet en pligt til at sikre plejen, omsorgen og en

værdig behandling af borgerne, mens de på den anden side kun må gribe ind i den enkelte borgers ret til

selvbestemmelse, når det er absolut påkrævet, og der er risiko for, at vedkommende eller andre vil lide

væsentlig personskade. I de daglige pleje- og omsorgssituationer kan der, når socialpædagogiske indsatser

ikke er tilstrækkelige, opstå et dilemma mellem på den ene side at være forpligtet til at sikre borgerens behov

for den nødvendige pleje, omsorg og værdighed og på den anden side ikke at anvende unødvendig eller

ulovlig magt for at sikre dette.

Ankestyrelsens undersøgelse af ”Kommunernes håndtering af magtanvendelsesreglerne for borgere med

demens” fra 2015 viser, at de gældende regler om anvendelse af magt er svære for personalet at forstå og

anvende i praksis. Plejepersonalet har vanskeligt ved at vurdere, hvor grænsen mellem omsorg og egentlig

magtanvendelse går, og hvorvidt konkrete handlinger som led i omsorgs- og plejeudøvelsen reelt er et

indgreb i selvbestemmelsesretten – og dermed magt.

Reglerne kan være svære at forstå og anvende for personalet, når de fx skal hjælpe og støtte borgeren i

dagligdagssituationer, hvor socialpædagogiske indsatser ikke er tilstrækkelige. Derudover møder

medarbejderne ofte frustrerede pårørende, der oplever, at der ikke bliver ydet den nødvendige pleje og

omsorg over for deres familiemedlem, hvis de fx ikke kommer i bad eller bliver barberet, fordi vedkommende

modsætter sig det. For at støtte medarbejderne i at yde den nødvendige omsorg og sikre en værdig pleje

bør reglerne om varetagelse af omsorg og anvendelse af magt være klare for medarbejderne og understøtte

medarbejderens fokus på at sikre borgerens behov. Som en del af retssikkerheden for den enkelte borger i

forbindelse med brug af magt i pleje- og omsorgssituationer er der i serviceloven fastsat en række krav til

indberetning og registrering i tilfælde af, at der anvendes magt. I praksis oplever personalet reglerne om

godkendelse af magtanvendelse og den efterfølgende registrering og indberetning som et omfattende, tungt

og bureaukratisk dokumentationsarbejde. Derfor viser Ankestyrelsens undersøgelse fra 2015 også, at det

ikke er alt magtanvendelse, der i praksis bliver registreret og indberettet. Reglerne om registrering og

magtanvendelse bør understøtte, at der sker indberetning og registrering i alle de tilfælde, hvor der

anvendes magt, og at indberetningen og registreringen anvendes som led i den efterfølgende refleksion hos

personalet.

Det er en grundlæggende forudsætning for de overvejelser og anbefalinger, der præsenteres i rapporten, at

udgangspunktet er at begrænse magtanvendelse og indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut

nødvendige, og at indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og en socialpædagogisk indsats. Personalet skal

altid gøre alt, hvad der er muligt for at opnå borgerens frivillige medvirken til en given handling. Fokus er

derfor først og fremmest på at arbejde socialpædagogisk med borgerne med henblik på at på at forebygge

og forhindre magt og indgreb i selvbestemmelsesretten. Omdrejningspunktet for at sikre omsorgen for

borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne på plejecentre og botilbud er det daglige

socialpædagogiske arbejde med borgeren, og at magt er den absolut sidste udvej for at sikre borgerens

omsorg og forhindre omsorgssvigt.

Hvis det er nødvendigt at anvende magt eller foretage indgreb i selvbestemmelsesretten for at sikre

borgerens omsorg, skal det altid ske så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

til den pågældende og andre tilstedeværende, så der ikke voldes unødig krænkelse eller ulempe. Endelig

skal anvendelse af magt og indgreb i selvbestemmelsesretten altid være proportionalt og stå i et rimeligt

forhold til det, der søges opnået. Hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal disse altid

anvendes.

1.1. Om serviceeftersynet af magtanvendelsesreglerne

Formålet med serviceeftersynet har været at få et mere nuanceret billede af de udfordringer og dilemmaer,

som personalet på plejecentre og botilbud oplever i deres daglige arbejde, når de socialpædagogiske

indsatser ikke er tilstrækkelige, og det derfor er nødvendigt at anvende magt over for en person med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne med det formål at undgå omsorgssvigt.

I serviceeftersynet er der taget udgangspunkt i alle reglerne om anvendelse af magt, samtidig med at der er

lagt et særligt fokus på behovet for tilpasning af reglerne bl.a. i forhold til den løbende udvikling i

tryghedsskabende velfærdsteknologi og på at tilpasse reglerne om optagelse i botilbud uden samtykke

(flytning uden samtykke), så reglerne imødekommer behovet i praksis.

Serviceeftersynet er også et led i opfølgningen på Ankestyrelsens undersøgelse af ”Kommunernes

håndtering af magtanvendelsesreglerne for borgere med demens” fra 2015.

Arbejdet med serviceeftersynet har været forankret i Børne- og Socialministeriet, der er ansvarligt

ministerium for magtanvendelsesreglerne i serviceloven. Der har været nedsat en arbejdsgruppe bestående

af repræsentanter fra Børne- og Socialministeriet (formand), Sundheds- og Ældreministeriet, Ankestyrelsen

og Socialstyrelsen/VISO (den nationale Videns- og Specialrådgivningsorganisation). Finansministeriet og

Transport-, Bygnings- og Boligministeriet har også deltaget i arbejdet. Arbejdsgruppen har mødtes en gang

om måneden. Som et led i vidensindsamlingen har arbejdsgruppen indhentet relevant viden fra forskere og

praktikere på området.

Derudover har der været nedsat en referencegruppe sammensat af repræsentanter fra følgende

organisationer: Socialpædagogerne, Socialrådgiverforeningen, FOA, KL, Danske Regioner, Ældre Sagen,

DH, LEV, Alzheimerforeningen, Demenskoordinatorerne i Danmark, Nationalt Videnscenter for Demens,

Institut for Menneskerettigheder, Danske Ældreråd, Danske Seniorer, Ergoterapeutforeningen, Dansk

Sygeplejeråd, Dansk Erhverv, Selveje Danmark og Dansk Industri. Referencegruppen har været inddraget

løbende i forløbet og har bidraget med viden og erfaringer på området.

Endelig har Ankestyrelsen som en del af serviceeftersynet gennemført et praksistjek af de udfordringer og

dilemmaer, som plejepersonalet oplever i det daglige arbejde, når de skal drage omsorg for målgruppen for

magtanvendelsesreglerne, herunder udfordringerne i praksis i forhold til at vurdere, hvornår der er tale om et

tvangsmæssigt indgreb. Praksistjekket har således afdækket, hvorledes reglerne håndteres i praksis på

plejecentre og botilbud, og hvordan hensynet til selvbestemmelsesretten og usikkerheden omkring hvilke

regler, der gælder, i praksis kan medføre situationer, der nærmer sig omsorgssvigt overfor borgeren.

Det samlede serviceeftersyn bestående af arbejdet i arbejdsgruppen og referencegruppen samt

praksistjekket har haft fokus på at opstille konkrete anbefalinger til mulige lovinitiativer og opfølgende

initiativer. Eftersynet har således haft til formål at danne grundlag for en vurdering af behov og muligheder

for at gøre reglerne på området mere forståelige og lettere at håndtere for administrative medarbejdere og

plejepersonalet og at tilpasse reglerne – bl.a. i forhold til den løbende udvikling i nye tryghedsbaserede

velfærdsteknologier og i forhold til muligheden for at lempe kravene til optagelse i særlige botilbud uden

samtykke (flytning uden samtykke).

Serviceeftersynet bidrager således med et fagligt og juridisk afsæt for politiske overvejelser om et eventuelt

kommende lovforslag om ændringer af servicelovens magtanvendelsesregler. Der henvises i øvrigt til bilag 1

om initiativbeskrivelse 11 i regeringens oplæg til Den Nationale Demenshandlingsplan 2025.

Denne rapport udgør arbejdsgruppens afrapportering af serviceeftersynet af magtanvendelsesreglerne og

indeholder en række overvejelser og anbefalinger til mulige ændringer af magtanvendelsesreglerne. I kapitel

2 beskrives de gældende regler om magtanvendelse og omsorgspligt i serviceloven. Kapitel 3 indeholder

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

budskaber fra vidensindsamlingen og vidensseminaret, mens resultaterne af Ankestyrelsens praksistjek

gennemgås i kapitel 4. Endelig præsenteres i kapitel 5 overvejelser og anbefalinger til ændring af

magtanvendelsesreglerne på baggrund af vidensindsamlingen i arbejdsgruppen, referencegruppen og

praksistjekket.

2. Gældende regler om magtanvendelse og omsorgspligt i serviceloven

I dette kapitel gennemgås de gældende regler om omsorg og magtanvendelse i serviceloven med henblik på

at tydeliggøre den juridiske ramme, der er gældende for den omsorg, der ydes af personalet på botilbud og

plejecentre. Kapitlet danner således baggrund for fortolkningen af resultaterne fra praksistjekket og de

overvejelser og anbefalinger, der opstilles, i de efterfølgende kapitler.

2.1. Omsorgspligten

Kommunalbestyrelsen har pligt til at påse, at der ydes hjælp efter serviceloven i overensstemmelse med de

formål, der er angivet i servicelovens § 81, til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, som

ikke kan tage vare på egne interesser.

Det fremgår af servicelovens § 82, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter serviceloven til personer

med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om

der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang.

Formålet med den indsats, der gives, er at forebygge, at problemerne hos den enkelte forværres, at forbedre

den enkeltes sociale og personlige funktionsevne samt funktionsmuligheder, at forbedre mulighederne for

den enkeltes livsudfoldelse bl.a. gennem omsorg og pleje og at yde en helhedsorienteret indsats.

For kommunalbestyrelsen gælder der således en pligt til aktivt at undgå omsorgssvigt. Omsorgspligten er

grundlaget for at yde den nødvendige pleje, omsorg og socialpædagogiske indsats over for borgere, der ikke

er i stand til at samtykke. Omsorgspligtens omfang og indhold over for den enkelte bygger således på en

afvejning af hensynene til den enkeltes behov for hjælp, støtte, selvbestemmelse, tryghed og værdighed.

Pligten er begrundet i, at personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne i flere tilfælde ikke vil være i

stand til at afgive det fornødne samtykke til tilbud efter serviceloven. Bestemmelsen giver dermed grundlag

for, at kommunalbestyrelsen kan sætte ind med en indsats, der tilgodeser, at målsætningen med indsatsen i

forhold til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne

interesser, kan opfyldes.

Omsorgspligten gælder, uanset om den pågældende samtykker, men bestemmelsen giver ikke hjemmel til at

anvende fysisk magt i de tilfælde, hvor borgeren modsætter sig en bestemt handling. Reglerne om

omsorgspligt er således nært forbundet med reglerne om magtanvendelse. Servicelovens § 82 udgør det

retlige grundlag for den generelle omsorgsforpligtelse overfor personer med betydelig nedsat psykisk

funktionsevne.

Hvis det er nødvendigt at anvende magt som led i udøvelsen af omsorgen over for en borger, så kræver det,

at der er klar lovhjemmel til at foretage indgrebet. Hjemlerne til at anvende magt findes i servicelovens

kapitel 24.

I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at der gælder en række principper for anvendelse af

magt, jf. nedenfor.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

2.2. Grundlovens § 71

Grundlovens § 71, stk. 1 og 2, indeholder generelle bestemmelser, der gælder enhver form for

frihedsberøvelse, dog er stk. 3-5 begrænset til alene at omfatte den form for frihedsberøvelse, der består af

anholdelse eller varetægtsfængsling. I stk. 6 og 7 er der fastsat et særligt parlamentarisk tilsyn med

frihedsberøvelser uden for strafferetsplejen, dvs. de såkaldte administrative frihedsberøvelser.

Grundlovens § 71, stk. 1, slår fast, at den personlige frihed er ukrænkelig, og at ingen dansk statsborger på

grund af sin politiske eller religiøse overbevisning eller sin afstamning kan underkastes nogen form for

frihedsberøvelse. Beskyttelsen omfatter efter bestemmelsen kun danske statsborgere (denne begrænsning

har dog næppe den store betydning, da det vil være i strid med bl.a. artikel 14 sammenholdt med artikel 5 i

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og artikel 26 i FN’s konvention af 16. december 1966 om

borgerlige og politiske rettigheder, hvis udlændinge i praksis tillægges en ringere beskyttelse end danske

statsborgere).

Grundlovens § 71, stk. 2, stiller krav om, at frihedsberøvelse skal ske med hjemmel i loven. Bestemmelsen

indebærer, at frihedsberøvelse som udgangspunkt kun kan ske med hjemmel i en af Folketinget vedtaget lov

eller en bekendtgørelse udstedt med hjemmel i en sådan lov. Grundlovens § 71, stk. 6, giver adgang til

domstolsprøvelse for den, der administrativt er berøvet sin frihed. Hverken forarbejderne til

grundlovsforslaget eller forfatningskommissionens betænkning indeholder nogen præcis beskrivelse af,

hvilke indgreb der udgør ”administrativ frihedsberøvelse” efter bestemmelsen. Under

rigsdagsforhandlingerne blev der imidlertid givet en række bidrag til fortolkningen af bestemmelsens

rækkevidde i denne henseende, idet flere rigsdagsmedlemmer fremhævede forskellige eksempler på

anvendelsesområdet, herunder navnlig indgreb inden for lovgivningen om sindssyge og åndssvage,

anbringelse af forsømmelige forsørgere og børns fjernelse fra hjemmet.

Der er en række momenter, der må tillægges væsentlig betydning ved fastlæggelsen af begrebets indhold. I

grundlovens begreb om frihedsberøvelse ligger således navnlig:

1. at indgrebet skal gå ud på en begrænsning af lokalfriheden, dvs. retten til selv at bestemme sit

opholdssted

2. at indgrebet enten skal ophæve lokalfriheden eller dog i væsentlig grad indskrænke den

3. at indgrebet enten skal kunne gennemtvinges ved umiddelbar magtanvendelse eller dog håndhæves

ved, at der i tilfælde af undvigelse kan idømmes frihedsstraf

4. at indgrebets umiddelbare formål ikke må være opfyldelsen af en almindelig lovbestemt handlepligt

5. at indgrebet ikke må være af ganske kortvarig karakter

Uden for grundlovens § 71, stk. 6, falder frihedsberøvelse inden for strafferetsplejen, frihedsberøvelse

besluttet af en dømmende myndighed samt frihedsberøvelse, der har hjemmel i lovgivningen om

udlændinge.

Efter grundlovens § 71, stk. 6, sker forelæggelsen for domstolene efter begæring af den frihedsberøvede

eller den, der handler på hans vegne. Den frihedsberøvede skal således ikke selv udtage stævning, men kan

blot over for vedkommende administrative myndighed fremsætte begæring om, at frihedsberøvelsens

lovlighed ønskes prøvet af domstolene. Nærmere regler herom fastsættes ved lov.

Den administrative myndighed har i så fald pligt til at foranstalte, at sagen indbringes for domstolene.

Adgangen til domstolsprøvelse efter § 71, stk. 6, adskiller sig herved fra den almindelige bestemmelse om

domstolskontrol med forvaltningen efter grundlovens § 63.

De nærmere regler om proceduren for domstolsprøvelsen fremgår af retsplejelovens kapitel 43 a, som finder

anvendelse ved frihedsberøvelse uden for strafferetsplejen, der ikke er besluttet af en dømmende

myndighed, når andet ikke er bestemt ved lov, jf. retsplejelovens § 468. Særlige bestemmelser om

domstolsprøvelsen er fastsat i servicelovens §§ 169-172.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Prøvelsens genstand efter § 71, stk. 6, er frihedsberøvelsens lovlighed, og domstolene prøver fuldt ud, om

de formelle og materielle betingelser for frihedsberøvelsens iværksættelse og opretholdelse er opfyldt. Med

grundlovens § 71, stk. 7, er der etableret et af Folketinget valgt tilsyn, hvortil de frihedsberøvede, som er

omfattet af stk. 6, har adgang til at rette henvendelse. Folketinget vælger ved begyndelsen af hver

folketingssamling 9 medlemmer til dette tilsyn, jf. Folketingets forretningsordens § 7, stk. 4.

2.3. Samtykke

Princippet om den personlige friheds ukrænkelighed indebærer, at hjælp efter serviceloven som

udgangspunkt forudsætter, at den pågældende er indforstået med at modtage hjælpen – altså giver

samtykke. Et samtykke er en udtrykkelig eller stiltiende tilkendegivelse om, at en handling godt må

foretages. Det mundtlige samtykke skal kunne dokumenteres og må ikke være opnået ved tvang.

Gyldigheden af et samtykke forudsætter således, at det foreligger, inden den handling eller undladelse, der

er givet samtykke til, udføres, og at vedkommende forstår, hvad samtykket indebærer. Der kan kun opstilles

meget overordnede retningslinjer for, hvornår den, der samtykker, kan siges at have forståelse for

samtykket, dvs. være habil i forhold til det, vedkommende har givet samtykke til. Vurderingen af den enkeltes

habilitet beror på en konkret vurdering af personens fysiske og psykiske tilstand og er også afhængig af

foranstaltningens karakter og intensitet.

Et gyldigt samtykke kan således foreligge i form af:

Et udtrykkeligt samtykke, hvor der klart gives udtryk for, at man er indforstået med den pågældende

handling. Samtykket kan ske skriftligt eller mundtligt.

Et stiltiende samtykke, hvor den enkeltes handlinger og opførsel klart tilkendegiver, at personen har

forstået konsekvenserne ved at give et samtykke, svarer til et udtrykkeligt skriftligt og mundtligt

samtykke. Der bør ikke være tvivl om, hvorvidt personen har forstået konsekvenserne af samtykke.

Der kan ikke lægges vægt på tolkninger af forståelsen af samtykket, heller ikke fra pårørende eller

andre, der kender personen. Ved et stiltiende samtykke, kan der lægges vægt på

fremtidsfuldmagter.

Samtykke kan ikke opnås ved passivitet. Passivitet må ikke forveksles med frivillig medvirken. Allerede når

den pågældende forholder sig passivt, er det derfor nødvendigt at være opmærksom på de særlige

betingelser for at iværksætte de enkelte foranstaltninger.

Selvom det i den konkrete situation må antages, at en borger ville have samtykket, hvis det havde været

muligt, vil der dog ikke være tale om et gyldigt samtykke, når borgeren ikke er i stand til at give udtryk for

sine ønsker, også selv om vedkommende ikke direkte modsætter sig foranstaltningen.

2.4. Formålet med magtanvendelsesreglerne

I servicelovens kapitel 24 er der fastsat regler om kommunernes mulighed for at anvende magt og andre

indgreb i selvbestemmelsesretten. Formålet med reglerne er at begrænse magtanvendelsen til det absolut

nødvendige og samtidig give klare hjemler for, hvornår der lovligt må foretages indgreb i

selvbestemmelsesretten.

Formålet med reglerne er at begrænse magtanvendelsen til det absolut nødvendige. Magtanvendelse skal

altid være undtagelsen og må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogiske indsatser. Forud for

enhver form for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal personalet gøre, hvad der

er muligt, for at borgeren medvirker frivilligt til en nødvendig foranstaltning. Endvidere skal anvendelse af

magt altid stå i rimeligt forhold til det, der søges opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger

tilstrækkelige, skal disse anvendes. Derudover skal magtanvendelse udøves så skånsomt og kortvarigt som

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedeværende, således at der ikke

forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

2.5. Målgruppen for magtanvendelsesreglerne

Målgruppen for reglerne er voksne med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, fx som følge af

demens, alvorlig hjerneskade og udviklingshæmning, der får personlig og praktisk hjælp, socialpædagogisk

bistand m.v., behandling eller aktiverende tilbud efter serviceloven, og som ikke samtykker i en foranstaltning

efter bestemmelserne om magtanvendelse, jf. servicelovens § 124 a. Det er endvidere en forudsætning for

reglernes anvendelse, at der foreligger den nødvendige faglige dokumentation for den nedsatte psykiske

funktionsevne.

2.6. De enkelte bestemmelser om magtanvendelse i serviceloven

Efter serviceloven kan der gives tilladelse til følgende former for magtanvendelse:

personlige alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere efter servicelovens § 125,

fastholdelse efter servicelovens § 126, og fastholdelse i forbindelse med personlig hygiejne efter

servicelovens § 126 a,

tilbageholdelse i boligen efter servicelovens § 127,

anvendelse af stofseler efter servicelovens § 128, og

flytning uden samtykke efter servicelovens §§ 129 og 129 a

Tilladelsen til at anvende magt gives som hovedregel for en tidsbegrænset periode.

Nedenfor beskrives de forskellige foranstaltninger efter magtanvendelsesreglerne i serviceloven.

2.6.1. Personlige alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer i en

afgrænset periode, når der er risiko for, at borgeren udsætter sig selv eller andre for at lide personskade, og

forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko (§ 125 i serviceloven).

Der gælder særlige regler om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer for borgere, hvor den

nedsatte psykiske funktionsevne er en erhvervet og fremadskridende mental svækkelse, fx demens. For

disse borgere kan anvendelsen af alarm- eller pejlesystemer, som fx GPS, besluttes som led i den faktiske

udførelse af plejen af plejepersonale eller leder på et plejecenter, medmindre den pågældende modsætter

sig dette. Brug af personlige alarm- eller pejlesystemer er i disse tilfælde ikke magtanvendelse.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere træffe afgørelse om at anvende særlige døråbnere i en afgrænset

periode, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet i forhold til at afværge, at en eller flere

borgere ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for væsentlig personskade.

Endvidere skal servicelovens øvrige muligheder forgæves have været forsøgt anvendt. Der må ikke

anvendes egentlige aflåsningssystemer. Alle, der ikke kan betjene de særlige døråbnere, skal have den

nødvendige hjælp til det, medmindre der er tale om en borger, hvor kommunalbestyrelsen har truffet

afgørelse om tilbageholdelse i boligen.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

2.6.2. Fastholdelse m.v.

Der kan anvendes fysisk magt i form af at fastholde en borger eller føre denne til et andet opholdsrum, når

der er nærliggende risiko for, at borgeren udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade, og

forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet (§ 126 i serviceloven).

En afgørelse om anvendelse af hjemlen til at fastholde vil i sagens natur altid skyldes en akut opstået

situation, hvorfor personalet i praksis vil træffe den konkrete afgørelse på kommunalbestyrelsens vegne. Et

lovligt indgreb i form af fastholdelse omfatter aldrig vold, såsom førergreb, slag og spark. Magtanvendelse i

form af at fastholde eller at føre en borger til et andet lokale skal altid kombineres med tryghedsskabende

initiativer.

Kommunalbestyrelsen kan endvidere undtagelsesvis for en afgrænset periode træffe afgørelse om at

anvende fysisk magt i form af at fastholde en borger, hvis dette må anses for en absolut nødvendighed for at

varetage omsorgspligten i nærmere bestemte hygiejnesituationer (§ 126 a i serviceloven). Fysisk magt i form

af fastholdelse vil efter § 126 a kan tillades i følgende hygiejnesituationer:

1) Tandbørstning.

2) Barbering.

3) Hårvask, badning og tøjskift.

4) Klipning af hår og negle.

5) Skiftning af bleer og bind.

6) Pleje af hud.

7) Fjernelse af madrester i kindpose og mundhule.

Der må ikke bruges hjælpemidler til fastholdelsen af borgeren, og der skal være proportionalitet mellem

karakteren af den fastholdelse, der udøves, og det, der søges opnået ved fastholdelsen. Fysisk magt i form

af fastholdelse i hygiejnesituationer kan tillades i en periode på indtil 3 måneder. Kommunalbestyrelsen kan

forlænge perioden i op til 6 måneder, idet andre metoder til at fremme hygiejneforholdene hos den

pågældende sideløbende skal udvikles. Hvis den nedsatte psykiske funktionsevne hos en person, for hvem

der tidligere er truffet afgørelse efter servicelovens § 126 a, nedsættes yderligere, vil der igen kunne træffes

afgørelse om tilladelse af fysisk magt i form af fastholdelse i hygiejnesituationer for en periode af indtil 3

måneder med mulighed for forlængelse i op til 6 måneder. Samtidig skal handleplanen efter § 141 i

serviceloven revurderes og gennemarbejdes efter de nye forhold.

2.6.3. Tilbageholdelse i boligen

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en borger for at

forhindre denne i at forlade boligen eller for at føre denne tilbage til boligen. Det kræver, at forholdene i det

enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet at anvende fysisk magt for at afværge, at borgeren ved at forlade

plejecentret eller botilbuddet udsætter sig selv eller andre for væsentlig personskade, samt at servicelovens

øvrige muligheder forgæves har været forsøgt (§ 127 i serviceloven).

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode tilbageholdelse i boligen kan anvendes,

og skal løbende vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

2.6.4. Anvendelse af stofseler

Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om anvendelse af fastspænding med stofseler til kørestol eller

andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald, når der foreligger en nærliggende risiko for, at

borgeren udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det

absolut påkrævet (§ 128 i serviceloven).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Stofseler kan alene bruges for at hindre fald og ikke med det formål at begrænse mobiliteten, når den

pågældende fx er utryg eller aggressiv.

Kommunalbestyrelsen skal træffe afgørelse om, for hvilken periode stofselerne kan anvendes og skal

løbende vurdere, om en mindre indgribende foranstaltning kan anvendes.

2.6.5. Optagelse i botilbud uden samtykke

Statsforvaltningen kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om at optage en borger i et

særligt botilbud uden samtykke, når det er absolut påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp,

hjælpen ikke kan gennemføres i borgerens hidtidige bolig, borgeren ikke kan overskue konsekvenserne af

sine handlinger og udsætter sig for væsentlig personskade, og det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning (§

129, stk.1, i serviceloven).

Betingelserne for flytning er lempeligere, for så vidt angår borgere, der ikke modsætter sig flytning, men som

mangler evnen til at give et informeret samtykke på grund af en erhvervet og fremadskridende mental

svækkelse, som fx demens. Kommunalbestyrelsen kan i forhold til disse borgere træffe afgørelse om

optagelse i et bestemt botilbud, hvis borgerens værge eller fremtidsfuldmægtig tiltræder

kommunalbestyrelsens indstilling, når ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at borgeren

kan få den nødvendige hjælp, og det i det konkrete tilfælde omsorgsmæssigt vurderes at være mest

hensigtsmæssigt for den pågældende (§ 129, stk. 2 og stk. 3, i serviceloven).

Endvidere er betingelserne for flytning af en borger fra et egnet botilbud til et andet egnet botilbud uden

borgerens samtykke lempet i særlige tilfælde. Kommunalbestyrelsen kan således indstille til

Statsforvaltningen at træffe afgørelse om flytning af en borger, hvis det skønnes at være i borgerens egen

interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den pågældende kan bevare tilknytning til sine

pårørende (§129, stk. 4, i serviceloven).

Endelig kan kommunalbestyrelsen indstille til Statsforvaltningen at træffe afgørelse om, at en person med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, som følge af en sindslidelse, i særlige tilfælde kan optages

i et bestemt botilbud, når den pågældende er til væsentlig fare for eller udviser en særligt truende eller en

særligt chikanerende adfærd over for øvrige beboere eller personale; når det er uforsvarligt over for øvrige

beboere og personalets sikkerhed ikke at sørge for flytning, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det

absolut påkrævet, og når det kan godtgøres, at det nye botilbud er bedre egnet til at imødekomme den

pågældendes støttebehov (§ 129 a i serviceloven).

2.6.6. Registrering og indberetning af magtanvendelse

Enhver form for magtanvendelse skal registreres og indberettes af plejecentret eller botilbuddet til

kommunalbestyrelsen i den kommune, der har ansvaret for borgerens ophold, og til kommunalbestyrelsen i

den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med plejecentret eller botilbuddet, jf. servicelovens §

136. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud, skal

tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere udarbejde en handleplan efter servicelovens § 141 for borgere, overfor

hvem der anvendes magt efter serviceloven.

Hver gang, der iværksættes indgreb i den personlige frihed, skal indgrebet registreres og indberettes. Både

optagelse i særlige botilbud efter § 129, lovligt iværksatte foranstaltninger efter §§ 125 - 128, nødværge og

nødret og endelig ulovlige indgreb skal registreres og indberettes. Indberetningen skal ske på de af

Socialstyrelsen udarbejdede skemaer. Det er dog muligt, jf. § 9, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1231 af 13.

november 2017 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne samt om

særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i boformer efter lov om social service (herefter

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

magtanvendelsesbekendtgørelsen), at den kommunalbestyrelse, der har ansvaret for borgerens ophold i

tilbuddet, selv kan udarbejde et indberetningsskema. På et sådant skema skal der som minimum indberettes

de samme oplysninger, som fremgår af Socialstyrelsens skemaer.

På skema 1 indberettes godkendt magtanvendelse efter §§ 125, 126 a, 127 og 128, dvs. alarm- og

pejlesystemer samt særlige døråbnere, fastholdelse i hygiejnesituationer, tilbageholdelse og

beskyttelsesmidler, hvor der forud for den konkrete magtanvendelse foreligger en godkendelse af, at der vil

kunne tages magtanvendelse i brug over for pågældende i nærmere angivet omfang. Efter

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 11 skal registreringen ske straks og senest dagen efter, at indgrebet

har fundet sted. Indberetning af iværksatte foranstaltninger skal ske en gang om måneden, jf.

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 2.

Registreringspligten for lovligt iværksatte foranstaltninger knytter sig til selve iværksættelsen af en godkendt

foranstaltning. Registreringen skal derfor ikke gentages for hver gang, der dagligt gøres brug af en godkendt

foranstaltning. Benyttes tilladelsen til magtanvendelse kontinuerligt på samme forhold over en periode kan

det i indberetningen nævnes, at tilladelsen har været benyttet i fx tandbørstningssituationer dagligt (evt. to

eller tre gange dagligt) i perioden fra dato x til dato y. Bliver der behov for at anvende tilladelsen til andre

hygiejnesituationer, omfattet af tilladelsen, skal dette ligeledes indberettes, herunder hvornår forholdet har

fundet sted.

På skema 2 indberettes magtanvendelse, som der ikke er givet tilladelse til. Det kan fx være tilfælde, hvor

der foretages indgreb, selv om kommunalbestyrelsen endnu ikke har truffet afgørelse efter §§ 125, 126 a,

127 og 128, eller det kan være indgreb foretaget i nødværge eller som led i nødret, akut iværksatte indgreb,

samt al anden magtanvendelse. På skema 2 registreres og indberettes også fastholdelse i medfør af

servicelovens § 126. Efter magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10 skal registrering ske straks og senest

dagen efter indgrebet. Disse indgreb skal indberettes straks og senest på 3. dagen efter iværksættelsen, jf.

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 10, stk. 2. For registreringer og indberetninger efter § 126 gælder dog,

at indberetning af iværksatte foranstaltninger skal ske en gang om måneden, jf.

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 11, stk. 2.

På skema 3 indberettes flytning iværksat i henhold til § 129. Det vil sige flytning uden samtykke fra borgeren.

Disse registreringer skal i henhold til magtanvendelsesbekendtgørelsens § 12 foretages senest med

udgangen af den måned, hvor flytningen er sat i værk. Registrerede flytninge r skal indberettes kvartalsvist,

jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens § 12, stk. 2.

Registreringen skal foretages af den person, der har iværksat indgrebet, eller af den, der har

instruktionsbeføjelsen over for det involverede personale, jf. magtanvendelsesbekendtgørelsens § 13, stk. 1.

2.6.7. Klageregler

Borgeren har mulighed for at klage over kommunalbestyrelsens afgørelser om magtanvendelse efter §§ 125,

126, 126 a, 127 og 128 til Ankestyrelsen. Borgeren eller kommunalbestyrelsen har mulighed for at klage til

Ankestyrelsen over Statsforvaltningens afgørelse om optagelse i særlige botilbud efter §§ 129 og 129 a. En

ægtefælle, en pårørende, en værge eller en anden repræsentant kan klage, når den person, som afgørelsen

vedrører, ikke selv er stand til det.

2.7. Nødret/nødværge

Handlinger, der har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende

uretmæssigt angreb, kan efter straffelovens § 13, stk. 1, være straffri. Det forudsætter dog, at

afværgehandlingen ikke åbenbart går ud over, hvad der er forsvarligt under hensyn til angrebets farlighed,

angriberens person og det angrebne retsgodes betydning.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Bestemmelsen beskriver forudsætningerne for straffrit at afværge et angreb på et retsgode. Det vil typisk

dreje sig om fysiske angreb på fx liv, legeme, personlig frihed og formuegenstande. Det kan fx være angreb i

form af vold, brandstiftelse og tingsbeskadigelse, men kan også være krænkelse af blufærdighed.

Der er indbygget et krav om forholdsmæssighed (proportionalitet) mellem angrebet og den handling, der

imødegår angrebet, således at ikke ethvert angreb kan gøre enhver handling straffri. Afværgehandlingen må

ikke gå åbenbart ud over, hvad der er forsvarligt. Straffrihed forudsætter, at handlingen aktuelt sker for at

afværge et angreb. Afværgehandlingen skal rettes mod angriberen selv, aldrig mod en tredje person.

Straffelovens § 14 om nødret er et udslag af en almindelig grundsætning om, at nød - til en vis grad - bryder

alle love. Nødret er i praksis kun aktuel, når nødværge ikke finder anvendelse. En ellers strafbar handling

kan være straffri, når den er nødvendig for at afværge truende skade på person eller gods, og

lovovertrædelsen må anses for at være af forholdsvis underordnet betydning. Der skal være tale om truende

integritetskrænkelser, legemsskade eller skade på fysiske genstande. Faren kan fx skyldes akut sygdom,

tekniske svigt i installationer og maskiner eller naturbegivenheder såsom tordenvejr, oversvømmelse og

selvantændelse. I modsætning til nødværgesituationerne kan handlinger i nødretssituationer rettes mod

andre end den, der angriber.

2.8. Værgemål og fremtidsfuldmagter

Det følger af servicelovens § 82, stk. 2, at det er en del af kommunalbestyrelsens omsorgspligt, at den i

forbindelse med behandlingen af en sag skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i

varetagelsen af interesserne for en person med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, herunder være

opmærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge efter

værgemålsloven. Det betyder, at kommunen i sin kontakt med en borger altid skal være opmærksom på, om

borgeren kan varetage egne interesser, herunder fx i forbindelse med, at en ung med nedsat psykisk

funktionsevne fylder 18 år.

Lov om fremtidsfuldmagter trådte i kraft den 1. september 2017, og ordningen er et enkelt alternativ til

almindelige fuldmagter og det offentligt fastsatte værgemål. Ved oprettelse af en fremtidsfuldmagt udpeger

man som fuldmagtsgiver én eller flere fuldmægtige, der i fremtiden kan repræsentere en i økonomiske

og/eller personlige forhold, hvis man på et fremtidigt tidspunkt ikke længere selv har evne til at varetage sine

egne forhold, som følge af sygdom, svækket mental funktion eller lignende.

I forhold til reglerne om optagelse i botilbud uden samtykke kan en fremtidsfuldmægtig på lige fod med en

værge tiltræde kommunalbestyrelsens afgørelse i forhold til personer, hvor den psykiske

funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, fx

demens. Udfordringen i forhold til lang ventetid på værgemål vil således på sigt kunne afhjælpes,

efterhånden som fremtidsfuldmagterne bliver taget i brug fx i forhold til flytning uden samtykke efter

servicelovens § 129.

2.9. Anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile

Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile personer finder anvendelse inden for

sundhedsvæsenet eller andre steder, hvor der udføres sundhedsfaglig virksomhed af sundhedspersoner ved

behandling af patienter, der er fyldt 15 år, og som varigt mangler evnen til at give informeret samtykke til

behandlingen. En læge eller tandlæge kan beslutte at tvangsbehandle en patient med samtykke fra

patientens nærmeste pårørende, værge eller fremtidsfuldmægtig, eller med tilslutning fra en anden læge

eller tandlæge med faglig indsigt på området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i

behandlingen af patienten. En beslutning om tvangsbehandling kan kun træffes under overholdelse af en

række principper, herunder at det efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten

at gennemføre behandlingen. Det kan fx være i forhold til medicinering og blodprøvetagning.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Loven indeholder ligeledes bestemmelser om tvangsindgreb, der kan besluttes med henblik på at

gennemføre en besluttet tvangsbehandling. Beslutninger om tvangsindgreb skal overholde en række

betingelser, herunder at tvangsindgrebet skal være nødvendigt for at gennemføre behandlingen. Derudover

er det en betingelse for beslutninger om tvangsindgreb, at patientens værge, nærmeste pårørende eller

fremtidsfuldmægtig giver samtykke hertil, eller at en anden læge eller tandlæge med faglig indsigt på

området, som ikke tidligere har deltaget i eller skal deltage i behandlingen af patienten, giver sin tilslutning

dertil. Endvidere er beslutninger om tvangsindgreb gyldige i den periode, der er nødvendig for at

gennemføre den tvangsbehandling, der er besluttet, dog højst i 4 måneder. Der kan træffes beslutning om

samtidig anvendelse af flere tvangsindgreb.

Ved sundhedsfaglig virksomhed, fx som led i hjemmesygepleje, skal anvendelse af tvang (tvangsbehandling

og tvangsindgreb med henblik på at gennemføre tvangsbehandling) således ske efter lov om anvendelse af

tvang ved somatisk behandling - og ikke efter magtanvendelsesbestemmelserne i serviceloven.

3. Budskaber fra vidensindsamlingen og vidensseminaret

For løbende at kvalificere arbejdet med serviceeftersynet er relevante faglige organisationer og

interesseorganisationer på ældre- og handicapområdet blevet inddraget til fælles drøftelser med

arbejdsgruppen om de udfordringer og dilemmaer, som de oplever, at deres medlemmer står med i praksis.

Derudover er der som et led i vidensindsamlingen også indhentet relevant viden fra forskere og praktikere på

området. I dette kapitel opsummeres budskaberne fra disse drøftelser.

Som et led i vidensindsamlingen er der bl.a. blevet afholdt et vidensseminar om magtanvendelsesreglerne.

Temaet for vidensseminaret var rammerne for magtanvendelsesreglerne i dag, herunder fx den svære

balance, der er mellem magt og omsorg, demensområdet og velfærdsteknologi.

På seminaret deltog referencegruppen, videnspersoner og praktikere fra kommunerne. Der var bl.a. oplæg

fra jurist, Susanne B. Holm, Paragraf&Praksis, seniorforsker, Eva Ersbøll, Institut for Menneskerettigheder,

Lone Gaedt, Teknologisk Institut, Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi og Ankestyrelsen. Derudover

blev der gennemført to workshops med fokus på hhv. anbefalinger til en bedre balance mellem magt og

omsorg og anbefalinger til brug af alarm- og pejlesystemer og andre former for velfærdsteknologi.

Som en del af vidensindsamlingen er der derudover hentet inspiration fra arbejdet i forbindelse med

udarbejdelse af lov om voksenansvar på børneområdet, da en række af de samme problemstillinger gør sig

gældende på både voksen- og børneområdet. I den forbindelse vurderes det også hensigtsmæssigt, at der

er en vis ensartethed i reglerne på tværs af voksen- og børneområdet i forhold til anvendelsen af magt og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten. Der har i den forbindelse været holdt oplæg for referencegruppen

om processen for og principperne bag lov om voksenansvar.

Formålet med lov om voksenansvar har først og fremmest været at skabe klarhed over reglerne om

voksenansvaret over for anbragte børn og unge og at styrke retssikkerheden for de anbragte børn og unge

samt for plejefamilier og personalet på anbringelsesstederne. Samtidig skal loven sikre, at plejefamilier og

personalet på anbringelsesstederne for børn og unge har de nødvendige redskaber til at sikre de anbragte

børns og unges trivsel og den nødvendige socialpædagogiske behandling.

Med lov om voksenansvar for anbragte børn og unge blev reglerne på området tydeliggjort ved at fastsætte

regler om indholdet af voksenansvaret og om adgangen til at foretage indgreb som led i den daglige omsorg

over for barnet eller den unge. Det er i den forbindelse antaget, at der i personalets eller plejefamiliens

ansvar over for et barn eller en ung er en vis adgang til at kunne foretage indgreb som led i den almindelige

omsorgspligt og for at sikre barnets eller den unges ret til omsorg. Barnet eller den unge kan ikke i alle

tilfælde overskue forskellige situationer eller handlinger, og det er derfor nødvendigt, at personalet griber ind,

når det er nødvendigt.

Magtanvendelse kræver klar lovhjemmel, men hvorvidt betingelserne for at anvende magt er opfyldt

afhænger i alle tilfælde af en konkret vurdering. Der er således tale om et skøn i hver enkelt situation, og det

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

er personalet på anbringelsesstedet, der skal foretage en afvejning af alle relevante hensyn. Hensynene kan

fx være barnets eller den unges rettigheder i forhold til formålet med indgrebet, hensynet til de øvrige

anbragte børn og unge samt personalet.

I lov om voksenansvar er de oprindelige regler i serviceloven og magtanvendelsesbekendtgørelsen blevet

videreført, men man har tydeliggjort og præciseret de enkelte bestemmelser. Derudover er der indført

enkelte nye indgrebsmuligheder, lige som adgangen til at anvende rusmiddeltest og fastsætte en husorden

er blevet lovfæstet (se bilag 3).

Vidensindsamlingen, vidensseminaret med praktikere og interesseorganisationerne i referencegruppen har

vist, at der er en række udfordringer med magtanvendelsesreglerne, som de ser ud i dag. Det drejer sig om

følgende:

Styrket fokus på forebyggelse og brug af socialpædagogiske metoder

På videnseminaret blev det understreget, at fokus altid først og fremmest skal være på at forebygge

magtanvendelse ved at arbejde på at opnå borgerens frivillige medvirken via en socialpædagogisk indsats.

Indgreb i selvbestemmelsesretten er absolut sidste udvej, når alt andet har været forsøgt. Budskabet var, at

man kan komme meget langt med at arbejde socialpædagogisk med borgeren, og at magt altid skal være

undtagelsen.

Tydeliggørelse af formålet med omsorgspligten og magtanvendelsesreglerne

På videnseminaret blev der bl.a. peget på, at reglerne i dag ikke er tilstrækkelige klare i forhold til, hvad

formålet er med magtanvendelse, hvornår noget er et indgreb i borgerens selvbestemmelsesret (magt), og

hvornår det er et led i omsorgspligten over for voksne med betydelig og varigt nedsat funktionsevne. Det

blev fremhævet på vidensseminaret, at fokus i magtanvendelsesreglerne bør være på, hvilket hensyn eller

formål man ønsker at opnå (formålsregulering), fremfor i forhold til konkrete situationer (detailregulering). Det

er afgørende, at reglerne fortsat har fokus på at undgå og begrænse brugen af magt (forebyggelse).

Magtanvendelsesreglerne har fokus på retten til selvbestemmelse, men det er blevet påpeget, at det er

ligeså vigtigt at have fokus på borgerens behov for omsorg og pleje. Det fremgår bl.a. af praksistjekket, at

medarbejderne i dag ofte oplever et modsætningsforhold mellem magt og omsorg. Udgangspunktet er, at

magt bruges for at opfylde omsorgspligten, når alle andre indsatser, herunder ikke mindst

socialpædagogiske indsatser, er udtømte, men som reglerne er i dag, kan personalet let komme til at bryde

magtanvendelsesreglerne for at varetage omsorgspligten. Der er derfor behov for at tydeliggøre indholdet af

omsorgspligten i servicelovens § 82.

Tidsløse regler frem for udtømmende lister

På vidensseminaret blev det bl.a. fremhævet, at reglerne i dag er præget af, at anvendelse af magt er en

udtømmende liste, hvor det er uklart, om det, der ikke er beskrevet i magtanvendelsesreglerne, er magt eller

omsorg. Da man ikke kan forudsige alle tænkelige situationer, er det uhensigtsmæssigt, at

indgrebsmulighederne fremgår af en udtømmende liste, hvor det er uklart, hvorvidt det, der ikke fremgår af

listen, er egentlig magt. Listen over personlige hygiejnesituationer, der fremgår af

magtanvendelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, fremhæves som et eksempel på dette.

Velfærdsteknologi opleves mindre indgribende og vil i nogle tilfælde ikke være magtanvendelse

På videnseminaret blev der bl.a. peget på, at reglerne i dag er både uklare og meget afgrænsede i forhold til

hvilken velfærdsteknologi, der kan anvendes. Det blev bl.a. fremhævet, at det kan være mindre indgribende

at bruge tryghedsskabende velfærdsteknologi til fx at holde øje med en person frem for personlig

overvågning i form af en fast vagt ved sengen. Det kan også være mindre indgribende med kodelåse/låste

døre ud fra et beskyttelses- og forebyggelseshensyn end fysisk at skulle fastholde/tilbageføre fx et

menneske med demens tilbage til boligen.

Den teknologiske udvikling betyder, at der hele tiden udvikles ny tryghedsskabende velfærdsteknologi. I

forlængelse af dette har vidensseminaret peget på, at begrebet overvågning bør defineres mere præcist og

tidssvarende.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

På vidensseminaret blev det samtidigt understreget, at det er afgørende, at brugen af tryghedsskabende

velfærdsteknologi ikke erstatter omsorg eller relevante socialpædagogiske indsatser, men at teknologien kan

yde beskyttelse, skabe tryghed og gøre hjælpen bedre, fx ved at personalet kan se, om borgeren er vågen

og dermed klar til at få hjælp.

GPS og anden tryghedsskabende velfærdsteknologi kan i visse situationer med fordel ses som redskaber til

at sikre borgerens bevægelsesfrihed, samtidig med at teknologierne også kan sikre en mere målrettet

omsorg og pleje og dermed mere tryghed og værdighed. Der kan med fordel opstilles nationale retningslinjer

for GPS og andre tryghedsskabende velfærdsteknologier med henblik på at tydeliggøre, i hvilke situationer

og med hvilket formål teknologierne bruges, herunder særligt når de kan bidrage til at give borgeren en

bedre omsorg og pleje. De nationale retningslinjer skal bidrage til at skabe en mere ensartet praksis på

tværs af kommunerne.

Hensynet til fællesskabet ønskes tydeligere frem

På vidensseminaret blev det også fremhævet, at reglerne i dag har fokus på at sikre den enkeltes

selvbestemmelsesret, men at de ikke tager tilstrækkeligt hensyn til fællesskabet og de andre beboere på

botilbuddet eller plejecentret og personalet. Det er vigtigt med et styrket fokus på kollektive rettigheder, fordi

én persons rettigheder kan betyde en indskrænkning i en anden persons rettigheder. Et centralt

fokusområde er i den forbindelse fx ordensregler i en husorden.

Reglerne for flytning uden samtykke opleves som administrativt tunge og ufleksible

På vidensseminaret blev der endeligt peget på, at reglerne om flytning uden samtykke efter servicelovens §

129, stk. 1, er strenge og ufleksible og indebærer lange processer. Derudover er der et behov for øget

mulighed for smidig, fleksibel, midlertidig brug af boliger under afklaring. Et forslag til mere fleksible

flytteregler kunne fx være, at kommunen skal kunne træffe afgørelse om flytning uden samtykke for alle

borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funkionsevne, i de tilfælde hvor værgen eller

fremtidsfuldmægtigen er enige.

4. Resultater fra Ankestyrelsens praksistjek af magtanvendelsesreglerne

Børne- og Socialministeriet har bedt Ankestyrelsen foretage et praksistjek i form af en kvalitativ

undersøgelse af brugen af magtanvendelsesreglerne i serviceloven, som anvendes overfor voksne med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, herunder mennesker med demens. Undersøgelsen er

også et led i opfølgningen på Ankestyrelsens evaluering af kommunernes håndtering af

magtanvendelsesreglerne overfor borgere med demens (nov. 2015), der viste, at magtanvendelsesreglerne

er svære for kommunerne at håndtere.

Praksistjekket er igangsat i 1. kvartal 2017 og afsluttet i 4. kvartal 2017. Formålet med praksistjekket er at

bidrage med et mere nuanceret billede af, hvordan magtanvendelsesreglerne håndteres i praksis på

plejecentre og botilbud samt i forbindelse med flytning uden samtykke, herunder de udfordringer og

dilemmaer, som ledere og medarbejdere på plejecentre eller botilbud samt teamledere i den kommunale

visitation oplever i deres daglige arbejde, når det er nødvendigt at anvende magt. Undersøgelsen bidrager

således med viden om erfaringer fra udføreleddet.

Undersøgelsen forholder sig til alle reglerne om magtanvendelse i serviceloven og til hele målgruppen, som

reglerne retter sig mod. I undersøgelsen er der bl.a. set på, hvilke former for tryghedsbaseret

velfærdsteknologi relateret til alarm- og pejlesystemer, der anvendes. Der er også set på erfaringer knyttet til

flytning af borgere fra eget hjem til plejebolig eller botilbud og fra en plejebolig eller botilbud til et andet uden

samtykke.

Der er tale om en rent kvalitativ undersøgelse bestående af 14 enkeltinterviews og 14 gruppeinterviews med

udføreleddet, 7 gruppeinterviews med den kommunale forvaltning samt 16 enkeltinterviews med pårørende i

syv kommuner, hvor den ene er en pilotkommune. Det vil sige i alt 51 interviews. Undersøgelsen har

deskriptiv karakter, og der foretages ikke vurderinger af kvaliteten eller lovmedholdeligheden af de

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

beskrevne erfaringer og praksisbeskrivelser, ligesom der heller ikke er taget stilling til lokale eller interne

retningslinjer, organisering eller ledelse i kommunerne.

I det følgende er de vigtigste konklusioner og udsagn fra kommunerne i Ankestyrelsens praksistjek

sammenfattet. Der henvises i øvrigt til Ankestyrelsens praksistjek af magtanvendelsesreglerne i serviceloven

(2017), som offentliggøres samtidig med denne afrapportering.

4.1. Flytning uden samtykke

Praksistjekket peger på, at personalet på plejecentre og botilbud oplever en række udfordringer i forhold til

reglerne om optagelse i botilbud uden samtykke (servicelovens § 129). De vigtigste konklusioner er

opsummeret i nedenstående.

Manglende ansvarsfordeling og opmærksomhed på reglerne for flytning uden samtykke

Det fremgår af praksistjekket, at enkelte kommuner tilkendegiver, at de ikke bruger servicelovens § 129 så

ofte, som de burde. Ifølge medarbejdere i nogle kommunale forvaltninger mangler der viden om loven og en

klar ansvarsfordeling. Det kan for eksempel være en mere klar ansvarsfordeling mellem demenskonsulenter

og visitationen til plejecentre.

Udfordringer med at vurdere om en borger kan give et informeret samtykke

Praksistjekket viser, at medarbejderne ofte har svært ved at afgøre, om borgeren kan give et informeret

samtykke til en flytning, fordi det kan være svært for borgeren at overskue samtlige konsekvenser ved en

flytning. Når der er tvivl om, hvorvidt borgeren kan give et informeret samtykke, støtter nogle medarbejdere

sig til borgernes tidligere udsagn om fremtiden. Medarbejderne har erfaring med, at en flytning forløber

nemmere, når borgeren på forhånd har etableret et kendskab til det kommende botilbud eller plejecenter.

Lang ventetid på værgemål er problematisk

Praksistjekket peger på, at medarbejderne og pårørende oplever, at der er lang ventetid på at få et

værgemål til en borger. De oplever denne ventetid som uhensigtsmæssig, da der typisk er tale om en akut

situation. I ventetiden opholder borgeren sig ofte i en aflastningsbolig over en længere periode, end hvad der

er godt for borgerens sygdomsforløb.

Krævende dokumentationsarbejde og manglende dialog

I praksistjekket konkluderes det, at forvaltningerne oplever, at det er vanskeligt at fremskaffe nok

dokumentation for, at en borger er til fare for sig selv, og at en flytning dermed er nødvendig. Medarbejderne

i forvaltningen oplever desuden manglende dialog med Statsforvaltningen ved afslag på flytning. Det er

medarbejdernes oplevelse, at afslag kan skyldes utilstrækkelig dokumentation.

Andre udfordringer med flytning

Det fremgår af praksistjekket, at det opleves som svært at flytte en borger fra et tilbud til et andet og mere

relevant tilbud, i situationer hvor det aktuelle tilbud kan varetage borgerens tarv, men hvor borgeren

modsætter sig flytningen eller ikke kan give informeret samtykke til den. Det opleves af medarbejderne i

forvaltningen som uhensigtsmæssigt i situationer, hvor et andet tilbud kunne være mere relevant for

borgeren. Desuden kræver det mange ressourcer at følge kravene i servicelovens § 129 ved nedrivning eller

renovering af et plejecenter.

4.2. Tryghedsskabende velfærdsteknologier

Praksistjekket viser, at personalet på plejecentre og botilbud oplever en række udfordringer i forhold til

brugen af tryghedsskabende velfærdsteknologier. De vigtigste pointer er opsummeret i det følgende.

Ønske om mulighed for at anvende flere former for velfærdsteknologier

Flere botilbud og plejecentre har behov for, at der etableres en udvidet hjemmel til at anvende

velfærdsteknologi i form af alarmer, dørlåse, særlige døråbnere, sensorer, GPS og personlige

alarmer/demensbrik. Formålet med brug af disse teknologier er bl.a. at sikre borgerens tryghed og sikkerhed,

samtidig med, at friheden til at bevæge sig rundt bevares mest muligt. De nuværende bestemmelser om

alarm- og pejlesystemer og særlige døråbnere dækker ikke den brede anvendelse af velfærdsteknologi, som

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

der ifølge praksistjekket er brug for i praksis.

Velfærdsteknologierne øger sikkerhed, tryghed og frihed

Praksistjekket viser, at medarbejdere på plejecentre, i botilbud og i kommunale forvaltninger oplever, at

velfærdsteknologierne giver bedre muligheder for at støtte og hjælpe borgeren, ligesom det giver en større

sikkerhed for borgeren. Velfærdsteknologierne giver desuden beboeren større frihed - til fx at færdes alene

rundt på plejecentret/botilbuddet eller i nærområdet. Ifølge ledere giver brugen af velfærdsteknologier også

en bedre mulighed for fordeling og prioritering af personaleressourcer.

Velfærdsteknologi erstatter ikke menneskelig kontakt og omsorg

Velfærdsteknologier, der har til formål at overvåge og afgive alarm eller viden om en borgers placering,

beskrives kun som positive, når der er personale til at følge op på alarmer. Det er en væsentlig pointe for

medarbejdere på plejecentre og i botilbud, at velfærdsteknologierne ikke bliver en erstatning for menneskelig

kontakt og omsorg, men bruges som et supplement.

Der er for lang godkendelsesproces, når kommunen skal træffe afgørelse og unødvendig registrering ved

brugen af velfærdsteknologier

Det fremgår også af praksistjekket, at medarbejdere i flere kommunale forvaltninger oplever, at der er for

høje krav til, hvornår der er mulighed for at bruge velfærdsteknologier. Medarbejderne i botilbud og på

plejecentre oplever, at ansøgningsprocessen til velfærdsteknologier er unødvendigt krævende. Herudover er

ventetiden for en godkendelse så lang, at det kan have negative konsekvenser for borgeren. Når en

velfærdsteknologi er godkendt, oplever personalet i botilbud og på plejecentre, at der er høje krav til

registrering af brugen af velfærdsteknologier. De oplever, at det er for tidskrævende og et udtryk for

manglende tillid.

Det fremgår ikke klart af praksistjekket, hvorvidt den lange ansøgningsproces er i forhold til ansøgning om

brug af velfærdsteknologier som magtanvendelse eller ansøgning om brug af velfærdsteknologier som

hjælpemidler, og/eller om det skyldes kommunalt fastsatte retningslinjer.

4.3. Udfordringer med andre former for magt

Praksistjekket har også afdækket hvilke andre udfordringer personalet på plejecentre og botilbud oplever i

de situationer, hvor det er nødvendigt at anvende magt. De vigtigste konklusioner er opsummeret i det

følgende.

Udfordringer med fastholdelse

Praksistjekket viser, at medarbejderne på plejecentre og i botilbud oplever, at det kan være svært at afgøre,

hvornår en handling er magt, og hvornår en situation berettiger til at anvende magt i form af fastholdelse. Når

medarbejderne har brugt fastholdelse uden, at der er truffet en afgørelse om dette, oplever de, at

indberetningen er ressourcekrævende. Nogle steder oplever de desuden, at det at bruge magt er tabubelagt.

Udfordringer med fastholdelse i personlige hygiejnesituationer

Praksistjekket har peget på, at medarbejderne på plejecentre og i botilbud oplever usikkerhed om, hvornår

fastholdelse i hygiejnesituationer er påkrævet. Når en godkendelse er givet, føler personalet sig heller ikke

altid klædt på til at vurdere, hvordan og hvornår de skal fastholde en borger i hygiejnesituationer.

Godkendelserne opleves som gældende for kort tid til at opnå den ønskede udvikling. Derfor foreslår flere, at

godkendelsesperioden bør afhænge af borgerens funktionsniveau. Medarbejderne oplever ikke

servicelovens liste over hygiejnesituationer, hvor fastholdelse kan tillades, som udtømmende i praksis – det

vil sige dækkende for de tilfælde, som personalet står overfor i de daglige hygiejnesituationer.

Der ansøges sjældent om godkendelse til tilbageførsel

Det fremgår af praksistjekket, at kommuner sjældent gør brug af servicelovens § 127, som regulerer

muligheden for at tilbageholde en borger og føre denne tilbage. De bruger i stedet socialpædagogiske midler

eller anser ikke tilbageførslen for at være magt.

Udfordringer med anvendelse af stofseler

Praksistjekket viser, at kravet om, at risikoen for personskade er nærliggende, er svær at dokumentere, uden

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

at der forekommer omsorgssvigt. Desuden er periodeangivelsen for brug af stofsele for kort, og registrering

opleves som formålsløs.

4.4. Tværgående erfaringer og udfordringer

Praksistjekket peger også på en række overordnede erfaringer og udfordringer for personalet på plejecentre

og botilbud i forhold til magtanvendelsesreglerne. De vigtige pointer er opsummeret i det følgende.

Behov for præcisering af reglerne om magtanvendelse

Praksistjekket viser, at flere medarbejdere på plejecentre og i botilbud oplever, at reglerne helt generelt kan

være svære at forstå.

Reglerne matcher ikke i tilstrækkeligt grad virkeligheden

Det fremgår af praksistjekket, at det er medarbejdernes opfattelse, at reglerne om magtanvendelse bør tage

højde for borgerens funktionsniveau. Der peges på, at flere ledere og medarbejdere på plejecentre og i

botilbud oplever, at reglerne ikke er tilstrækkeligt differentieret eller lempelige i forhold til den diversitet, der

er i målgruppen – særligt i forhold til de borgere, der har et funktionsniveau fx på niveau med en tre årig.

Brug for viden om magtanvendelsesreglerne til pårørende

Praksistjekket peger på, at der er behov for mere information til pårørende om, hvad medarbejderne på

plejecentre og i botilbud må og ikke må, så der er større forståelse for medarbejdernes handlinger.

Reglerne bidrager til at højne fagligheden blandt personalet

Praksistjekket viser, at reglerne om magtanvendelse fordrer, at medarbejderne på plejecentre og i botilbud

foretager faglige vurderinger af hvilke pædagogiske tiltag, de kan gøre brug af, for at undgå at anvende magt

i fremtiden.

5. Overvejelser og anbefalinger

I dette kapitel fremlægges arbejdsgruppens overvejelser og anbefalinger til reviderede regler om

magtanvendelse. Anbefalingerne bygger på den viden, der er indsamlet i arbejdsgruppen og via inddragelse

af praktikere og interesseorganisationer i referencegruppen, samt Ankestyrelsens praksistjek.

Der lægges op til følgende overordnede anbefalinger:



Tydeliggørelse af omsorgspligten

Tydeliggørelse af formålet med magtanvendelsesreglerne

Tryghedsskabende velfærdsteknologi som en del af omsorgen

Hensynet til fællesskabet skal tydeligere frem

Mere fleksible flytteregler

Forenkling af reglerne for revurdering, registreringer og indberetninger af magtanvendelse

Behov for uddannelse og kompetenceudvikling

Som beskrevet i afsnit 1, er det en grundlæggende forudsætning for de overvejelser og anbefalinger, der

præsenteres i det følgende, at udgangspunktet er at begrænse magtanvendelse og indgreb i

selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige, og at indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og en

socialpædagogisk indsats. Personalet skal altid gøre alt, hvad der er muligt for at opnå borgerens frivillige

medvirken. Fokus er først og fremmest på at arbejde socialpædagogisk med borgeren med henblik på at

forebygge og forhindre magt og indgreb i selvbestemmelsesretten.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

5.1. Tydeliggørelse af omsorgspligten

Overvejelser

Det fremgår af servicelovens § 82, at kommunalbestyrelsen skal yde hjælp efter serviceloven til personer

med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om

der foreligger samtykke fra den enkelte. Hjælpen kan dog ikke ydes ved brug af fysisk tvang. Formålet er at

forebygge, at problemerne hos den enkelte forværres, at forbedre den enkeltes sociale og personlige

funktion samt udviklingsmuligheder, at forbedre mulighederne for den enkeltes livsudfoldelse bl.a. gennem

omsorg og pleje og at yde en helhedsorienteret indsats.

Mennesker med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne har samme rettigheder som alle andre

mennesker. Det gælder også i forhold til at få dækket behovet for omsorg og pleje i de tilfælde, hvor

borgeren ikke er i stand til at tage vare på sig selv. I den daglige omsorg og pleje over for en borger med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne kan der i nogle tilfælde opstå uoverensstemmelse mellem

borgerens ønsker og personalets faglige vurdering af, hvad der er det bedste og mest værdige for den

pågældende i en konkret situation. Hvis det ikke er muligt ved hjælp af socialpædagogiske metoder og

indsatser at give borgeren den omsorg og pleje, der er nødvendig, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt

med et indgreb i den pågældendes selvbestemmelsesret for at sikre borgeren den nødvendige pleje og

omsorg og for at undgå omsorgssvigt. I sådanne situationer skal der ske en afvejning af borgerens ret til

med- og selvbestemmelse over for borgerens behov for omsorg og værdig pleje.

Et eksempel kan være en personlig hygiejnesituation, hvor borgeren nægter at få skiftet sin ble, og hvor

personalet forgæves har forsøgt at opnå borgerens frivillige medvirken via en socialpædagogisk indsats. I

dag indebærer reglerne, at personalet udelukkende må fastholde en borger, når det anses som en absolut

nødvendighed for at varetage omsorgspligten. Hensynet til borgerens selvbestemmelsesret vægtes således

relativt højt i forhold til personalets ansvar for at sikre den nødvendige omsorg. Ofte vil også hensynet til

borgeren og dennes værdighed dog tale for, at der bør foretages indgreb i selvbestemmelsesretten frem for

eksempelvis at lade borgeren gå rundt med en fyldt ble med de gener, det kan give.

Praksistjekket viser, at der i dag er stor uklarhed blandt personalet om, hvad personalet må i forhold til at

varetage den daglige omsorg overfor borgeren. De gældende regler medfører, at personalet ofte er usikre og

bange for at gribe ind i forhold til fx bleskift, når det ikke er absolut nødvendigt for at varetage omsorgen for

borgeren. Usikkerheden omkring reglernes rækkevidde kan medføre en risiko for, at personalet af frygt for at

overskride deres beføjelser afstår fra at udøve den tilstrækkelige omsorg og pleje over for mennesker med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne. Omvendt kan usikkerheden også medføre risiko for, at

personalet går for langt og foretager uhjemlede og uproportionale indgreb i borgerens rettigheder og ret til

selvbestemmelse.

At varetage omsorgen for mennesker med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne indebærer

derfor, at personalet er opmærksomt på at sikre borgerens interesser, herunder at hjælpe borgeren i svære

situationer, hvor borgeren ikke kan overskue konsekvenserne af egne handlinger. Hvis den

socialpædagogiske indsats ikke er tilstrækkelig, kan der således være behov for, at personalet kan gribe ind

i en konkret situation og drage omsorg for, at borgeren ikke gør skade på sig selv, på andre eller på ting.

At drage omsorg for et menneske med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne kan også

indebære, at det i nogle tilfælde er nødvendigt at tage fat i borgeren og føre vedkommende til et andet rum,

men en sådan handling er efter gældende ret et indgreb i borgerens selvbestemmelsesret og dermed

magtanvendelse.

Praksistjekket viser, at der sjældent søges om godkendelse til tilbageførsel, men at kommunerne i stedet

bruger socialpædagogiske metoder, eller også anser de ikke tilbageførslen for at være egentlig magt. Fx

ledsager eller iagttager personalet dørsøgende borgere på afstand eller gør brug af afskærmning på

fællesarealerne eller flytter de omkringværende borgere, hvis der er tale om en udadreagerende borger.

Endelig gør de brug af særlige døråbnere og alarm- og pejlesystemer.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Praksistjekket viser også, at medarbejderne på plejecentre og i botilbud er usikre på, hvornår fastholdelse i

hygiejnesituationer er påkrævet. Når en godkendelse er givet, føler personalet sig heller ikke altid klædt på til

at vurdere, hvordan og hvornår de skal fastholde en borger i hygiejnesituationer. Godkendelserne opleves

som gældende for kort tid til at opnå den ønskede udvikling. Derfor foreslår flere, at godkendelsesperioden

bør afhænge af borgerens funktionsniveau. Medarbejderne oplever ikke servicelovens liste over

hygiejnesituationer, hvor fastholdelse kan tillades, som udtømmende i praksis – det vil sige dækkende for de

tilfælde, som personalet står overfor i de daglige hygiejnesituationer.

Dertil kommer, at praksistjekket viser, at de pårørende er enige i personalets brug af magt, og personalet

oplever ofte, at de pårørende stiller spørgsmålstegn ved eller er utilfredse med, at personalet undlader at

yde omsorg i de situationer, hvor borgeren modsætter sig, og situationen ikke berettiger til magtanvendelse.

Det bliver fx fremhævet, at de pårørende ønsker, at personalet vedligeholder beboerens hygiejne, selvom

beboeren modsætter sig det, og de pårørende stiller sig uforstående overfor, at personalet ikke sikrer den

personlige hygiejne.

Endelig viser praksistjekket i forhold til brugen af stofseler, at kravet om, at risikoen for personskade er

nærliggende, er svært at dokumentere, uden at der forekommer omsorgssvigt. Flere medarbejdere oplever

således, at borgerne i nogle tilfælde skal være kommet til skade, før risikoen kan dokumenteres. Desuden er

periodeangivelsen for brug af stofsele for kort, og registrering opleves som formålsløs.

Det vurderes på baggrund af ovenstående, at der er behov for at skabe klarhed over, hvornår handlinger kan

foretages som led i omsorgspligten, og hvornår der er tale om en handling, der kræver egentlig lovhjemmel.

Et klart regelsæt understøtter, at personalet har de nødvendige redskaber til at fremme borgerens trivsel,

værdighed og udvikling og understøtter, at personalet ikke overskrider deres beføjelser overfor mennesker

med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Det vil i den forbindelse kunne give mening at give mulighed for, at personalet som et led i omsorgspligten

kan bruge fysisk guidning – et begreb som også bruges på børneområdet i lov om voksenansvar. Fysisk

guidning er fx relevant i de situationer, hvor der er uoverensstemmelse mellem borgerens ageren og ønsker

og personalets faglige vurdering af, hvad der er det mest værdige for en pågældende. Behovet for fysisk

guidning opstår i en situation, hvor der akut skal gribes ind. Ved fysisk guidning forstås, at man ved fysisk

kontakt med borgeren angiver, fx ved at lægge en hånd på skulderen, at borgeren fx skal følge med eller

standse.

I den fysiske guidning ligger også, at man kortvarigt kan fastholde borgeren. Det er ikke muligt at definere en

øvre tidsgrænse for, hvad der anses som kortvarigt. Det vil bero på en individuel vurdering af de konkrete

omstændigheder og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. I den fysiske guidning er det også muligt

at bortvise borgeren fra fællesskabet, fx ved at borgeren vises bort fra en situation, før den eskalerer

yderligere. Det kan fx ske ved, at man kortvarigt lægger en arm om skulderen på borgeren, og på den måde

får vedkommende til at følge med væk fra episoden. Det generelle princip om proportionalitet skal iagttages.

Der skal endvidere være opmærksomhed på, at handlingen – den fysiske guidning – ikke får karakter af

ydmygende eller nedværdigende behandling.

Der er kun tale om fysisk guidning, så længe borgeren ikke gør fysisk modstand mod fx at blive ført et andet

sted hen, dvs. borgeren følger med uden modstand. Gør borgeren fysisk modstand mod den fysiske kontakt

og/eller det, personalet ønsker, at vedkommende skal gøre, skal den fysiske kontakt øjeblikkeligt ophøre,

medmindre situationens karakter ændrer sig, så der opstår fare for borgeren selv, andre beboere eller

personalet. I sådanne tilfælde vil der kunne anvendes egentlig fysisk magt efter magtanvendelsesreglerne,

hvis betingelserne herfor er opfyldt. Holdes der fast i borgeren, mens vedkommende gør modstand,

betragtes den fysiske kontakt således som fysisk magtanvendelse.

Som en del af tydeliggørelsen af omsorgspligten er der behov for en præcisering af eksisterende regler om

magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Anbefalinger

Det anbefales, at omsorgspligtens rækkevidde beskrives. Det bør i den forbindelse tydeliggøres og

præciseres, at udøvelsen af omsorgspligten tager udgangspunkt i borgerens behov for omsorg og

værdighed, og at den indsats, der gives, sker ud fra hensynet til at sikre borgerens bedste. Formålet

med omsorgen er at forebygge, at problemerne hos den enkelte forværres, at forbedre den enkeltes

sociale og personlige funktion samt udviklingsmuligheder og at forbedre mulighederne for den

enkeltes livsudfoldelse.

Det anbefales endvidere, at handlinger, der kan foretages som led i omsorgspligten udvides, således

at personalet som et led i den daglige omsorg kan foretage handlinger og indgreb i borgerens

selvbestemmelsesret, som er nødvendige for at sikre borgerens værdighed og trivsel, herunder at

borgerens fysiske og psykiske behov opfyldes. Vurderingen af, hvordan man bedst sikrer borgerens

bedste, afhænger af en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde. Hvis der gribes ind i borgerens

selvbestemmelsesret, skal handlingen være nødvendig og proportional. Det skal altid først være

forsøgt at opnå borgerens frivillige medvirken gennem en socialpædagogisk indsats.

Det anbefales, at personalet som en del af omsorgspligten kan foretage fysisk guidning af voksne

med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, når det vurderes at være nødvendigt af

hensyn til botilbuddets eller plejecentrets ansvar for at varetage den daglige omsorg eller hensyn til

tryghed og trivsel på botilbuddet eller plejecentret. Hvis borgeren ikke gør aktivt modstand, vil det

således ikke være magtanvendelse. Ved fysisk guidning forstås, at man ved fysisk kontakt med

borgeren angiver, fx ved at lægge en hånd på skulderen, at vedkommende skal følge med, eller

standse med en given handling. I den fysiske guidning vil man også kortvarigt kunne fastholde

borgeren. Det skal altid først være forsøgt at opnå borgerens frivillige medvirken gennem en

socialpædagogisk indsats.

Det anbefales, at personalet som en del af omsorgspligten kan anvende fysisk guidning i personlig

hygiejnesituationer, hvis det er nødvendigt for at varetage omsorgspligten og sikre borgerens

værdighed. Det er en forudsætning, at personalet har afsøgt alle muligheder for at opnå borgerens

frivillige medvirken. Hvis der anvendes fysisk guidning i forbindelse med skift af ble, vil det således

ikke være magtanvendelse. Gør borgeren modstand, vil der imidlertid fortsat være tale om

magtanvendelse.

Det anbefales, at personalet kan anvende relevante tryghedsskabende velfærdsteknologier, hvis det

er nødvendigt for at varetage omsorgspligten, og anvendelsen af teknologierne vil bidrage til at sikre

borgerens bevægelsesfrihed, sikkerhed, tryghed og værdighed, og borgeren ikke modsætter sig

dette. De tryghedsskabende velfærdsteknologier skal kunne anvendes som led i den omsorg, der

udøves over for borgere og bør derfor ikke kategoriseres som magtanvendelse i lovens forstand,

hvis borgeren ikke modsætter sig brugen heraf.

Det anbefales, at personalet, som en del af omsorgspligten, kan anvende beskyttelsesmidler som

seler til kørestol eller andet hjælpemiddel, seng, stol eller toilet for at hindre fald samt andre

beskyttelsesmidler, som fx sikkerhedsseler og sengeheste, hvis det er nødvendigt for at hindre

personskade. Hvis borgeren ikke gør aktivt modstand, vil det således ikke være magtanvendelse.

Der skal være tale om remedier, som udelukkende anvendes i beskyttelsesøjemed. Anvendelse af

beskyttelsesmidler må ikke anvendes med det formål at forhindre borgerens bevægelsesfrihed.

Personalet skal således være opmærksom på borgerens ønsker om at rejse sig for at gå et andet

bestemt sted hen.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

5.2. Tydeliggørelse af formålet med magtanvendelsesreglerne

Overvejelser

Det fremgår af de nuværende magtanvendelsesregler i servicelovens § 124, at formålet med

bestemmelserne i loven er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det

absolut nødvendige. Indgreb må aldrig erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Forud for enhver

form for magtanvendelse skal personalet foretage, hvad der er muligt for at opnå personens frivillige

medvirken til en nødvendig foranstaltning. Anvendelse af magt skal stå i rimeligt forhold til det, der søges

opnået. Er mindre indgribende foranstaltninger tilstrækkelige, skal de anvendes. Magtanvendelse skal

udøves så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst muligt hensyntagen til den pågældende og

andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Det følger af proportionalitetsprincippet, at magtanvendelse ikke må gennemføres, såfremt det efter

indgrebets formål og den krænkelse eller det ubehag, som indgrebet må antages at forvolde, ville være et

uforholdsmæssigt indgreb. Endvidere gælder et skånsomhedsprincip, hvorefter magtanvendelse skal

foretages så skånsomt, som omstændighederne tillader. Indgreb overfor mennesker med betydelig og varigt

nedsat psykisk funktionsevne skal således altid være proportionale, udføres skånsomt og udgøre den sidste

udvej i forsøget på at drage omsorg for borgeren.

De nuværende magtanvendelsesregler i serviceloven indeholder en række særskilte hjemler til at anvende

magt og foretage andre indgreb i selvbestemmelsesretten overfor voksne med betydelig og varigt nedsat

psykisk funktionsevne. Formålet er således at give personalet adgang til at anvende magt i de situationer,

hvor det er nødvendigt af hensyn til borgerens bedste. Det er i reglerne præciseret, at indgrebet skal ske

under hensyntagen til borgerens integritet og selvbestemmelse, og reglerne beskriver således i hvilke

konkrete situationer, der undtagelsesvist må anvendes magt.

Vidensindsamlingen har vist, at det kan være svært at forudsige alle tænkelige situationer, hvor der kan

være behov for at anvende magt for at sikre borgerens omsorg, værdighed og sikkerhed. De særskilte

konkrete hjemler i magtanvendelsesreglerne indebærer således, at det bliver uklart for personalet, hvorvidt

de konkrete situationer, som de står i, hvor der er behov for indgreb, er egentlig magtanvendelse eller en del

af varetagelsen af omsorgspligten overfor borgeren. Den udtømmende liste over personlige

hygiejnesituationer, der fremgår af magtanvendelsesbekendtgørelsens § 4, stk. 1, er et eksempel på

uhensigtsmæssigheden i at have en udtømmende liste, hvor det er tilladt at fastholde borgeren ved fx

tandbørstning, men ikke ved håndvask.

Dertil kommer, at praksistjekket bl.a. har vist, at medarbejdere på plejecentre og i botilbud oplever, at

reglerne helt generelt kan være svære at forstå. Medarbejderne på plejecentre og i botilbud oplever, at det

kan være svært at afgøre, hvornår en handling er magt, og hvornår en situation berettiger til anvendelse af

fysisk magt. Når medarbejderne har anvendt magt, oplever de ofte, at det er tabubelagt.

Det vurderes på den baggrund, at der er behov for at præcisere og tydeliggøre formålet med at anvende

magt. Formålet med at anvende magt er således at sikre borgerens omsorg, værdighed og sikkerhed, når

det ikke er muligt at motivere borgeren af frivillighedens vej ved hjælp af en socialpædagogisk indsats. Men

anvendelsen af magt skal altid balanceres over for hensynet til borgerens ret til frihed og selvbestemmelse.

Anbefalinger

Det anbefales i forlængelse af anbefalingen om tydeliggørelse af omsorgspligten, at fokus i

magtanvendelsesreglerne i højere grad skal være på at sikre borgerens omsorg balanceret overfor

hensynet til borgerens ret til frihed og selvbestemmelse. I forlængelse af dette anbefales det, at det

tydeliggøres direkte i loven, at formålet med magtanvendelse og andre indgreb i

selvbestemmelsesretten først og fremmest er at sikre borgerens omsorg i de tilfælde, hvor borgeren

ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og det ikke har været muligt at opnå borgerens frivillige

medvirken gennem en socialpædagogisk indsats.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Det anbefales i den forbindelse, at der gøres op med den udtømmende liste, der fremgår af

magtanvendelsesbekendtgørelsen over personlige hygiejnesituationer, da denne ikke er dækkende

for de tilfælde, som personalet står overfor i de daglige hygiejnesituationer. I de tilfælde, hvor

borgeren gør modstand i personlige hygiejnesituationer, og hvor de anses som absolut nødvendigt

for at varetage omsorgspligten at anvende fysisk magt, vil der kunne træffes afgørelse om at

anvende fysisk magt i den konkret beskrevne hygiejnesituation, hvor der vurderes at være behov for

at anvende magt for at undgå omsorgssvigt. Det er en forudsætning, at det ikke har været muligt at

opnå borgerens frivillige medvirken gennem en socialpædagogisk indsats.

Det anbefales, som også nævnt i punkt 5.1, at fysisk guidning, herunder i hygiejnesituationer, kan

anvendes som led i omsorgspligten, hvis det er nødvendigt for at sikre borgerens sikkerhed, tryghed

og værdighed, og borgeren ikke modsætter sig dette. Gør borgeren modstand, vil der skulle træffes

afgørelse efter magtanvendelsesreglerne om fastholdelse, som således udelukkende vil kunne

anvendes, når der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for at lide væsentlig

personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Det anbefales, som også nævnt i punkt 5.1, at tryghedsskabende velfærdsteknologi kan anvendes

som led i omsorgspligten, hvis det er nødvendigt for at sikre borgerens sikkerhed, tryghed og

værdighed, og borgeren ikke modsætter sig dette. Gør borgeren modstand, vil der skulle træffes

afgørelse efter magtanvendelsesreglerne, og velfærdsteknologi vil således udelukkende kunne

anvendes, når der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for at lide væsentlig

personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

Det anbefales, som også nævnt i punkt 5.1, at brugen af stofseler m.v. som beskyttelsesmiddel kan

anvendes som led i omsorgspligten, hvis det er nødvendigt for at sikre borgerens sikkerhed, tryghed

og værdighed, og borgeren ikke modsætter sig dette. Gør borgeren modstand, vil der skulle træffes

afgørelse efter magtanvendelsesreglerne, og stofseler vil således udelukkende kunne anvendes, når

der er nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv for at lide væsentlig personskade, og

forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet.

5.3. Tryghedsskabende velfærdsteknologi som en del af omsorgen

Overvejelser

Det fremgår af de nuværende magtanvendelsesregler, at der kan anvendes personlige alarm- eller

pejlesystemer i en afgrænset periode, når der er risiko for, at borgeren udsætter sig selv eller andre for at

lide personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko. Det er

imidlertid ikke lovligt uden samtykke at anvende systemer, som i kortere eller længere tid (fx om natten)

kontinuerligt overvåger den enkelte beboers bevægelser i eller uden for boligen, såsom videokameraer,

sensorgulve, -madrasser eller lignende. De nuværende magtanvendelsesregler indeholder fx heller ikke

hjemmel til brug af de såkaldte demensringe, som er kabler lagt ned i jorden omkring hele plejecentret, og

som afgiver alarm til personalets telefoner, hvis en beboer med demens, begiver sig uden for plejecentrets

område.

Det er en betingelse for anvendelse af alarm- eller pejlesystemer efter de nuværende regler, at der er tale

om personlige og personbårne systemer. Herved forstås, at systemerne kun må registrere den enkelte

beboers udgang fra eller færden uden for bo- eller dagtilbuddet. Det er ikke lovligt at anvende systemer, som

kortlægger samtlige beboeres færden.

For borgere med fx demens kan alarm- eller pejlesystemer efter de nuværende regler anvendes som led i

den faktiske udførelse af plejen, medmindre borgeren modsætter sig dette. Brug af personlige alarm- eller

pejlesystemer er i disse tilfælde ikke magtanvendelse.

Der fremgår derudover af de nuværende magtanvendelsesregler, at der kan anvendes særlige døråbnere i

en afgrænset periode, når forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet i forhold til at afværge,

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

at en eller flere borgere ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for væsentlig

personskade. Der må ikke anvendes egentlige aflåsningssystemer. Alle, der ikke kan betjene de særlige

døråbnere, skal have den nødvendige hjælp til det, medmindre der er tale om en borger, hvor

kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om tilbageholdelse i boligen.

De nuværende regler om brug af velfærdsteknologier er således relativt afgrænset til specifikke teknologier

og redskaber. Praksistjekket viser imidlertid, at der bliver brugt et bredt udvalg af velfærdsteknologier som fx

alarmer, dørlåse, særlige døråbnere, sensorer, demensringe omkring plejecentrets arealer, GPS og

personlige alarmer/demensbrikker på botilbud og plejecentre. Formålet med brug af disse teknologier er bl.a.

at kunne yde hjælp på det tidspunkt, hvor behovet opstår, samt at sikre borgerens tryghed, samtidig med at

muligheden for at kunne bevæge sig frit omkring bevares mest muligt.

Vidensindsamlingen har vist, at det er uhensigtsmæssigt, at de begrænsede muligheder i

magtanvendelsesreglerne ikke afspejler praksis, at reglerne ikke tager højde for, at teknologiområdet

løbende udvikler sig, og at udvalget af velfærdsteknologier hele tiden bliver større. Reglerne om brug af

velfærdsteknologier skal således være tilstrækkeligt rummelige i forhold til at sikre, at også fremtidige

relevante teknologier kan indeholdes.

Vidensindsamlingen og resultaterne af Ankestyrelsens praksistjek har vist, at brugen af de såkaldte

tryghedsskabende velfærdsteknologier i mange tilfælde kan være mindre indgribende i borgernes

selvbestemmelsesret, end hvis indgrebene foretages af personalet efter de nuværende

magtanvendelsesregler i form af fx fastholdelse eller tilbageførsel. Det kan fx være mindre indgribende at

bruge velfærdsteknologi som fx sensorgulve eller –måtter til at holde øje med en borgers bevægelser om

natten, fx om borgeren er faldet og ligger på gulvet, frem for personlig overvågning, fx fast vagt om natten

ved borgerens seng. Det kan også være mindre indgribende med kodelåse ved døre og særlige døråbnere

end fysisk at være nødt til at skulle fastholde eller tilbageføre fx et menneske med demens, selvom der

selvfølgelig skal tages højde for de konkrete og individuelle behov, herunder at det kan være forskelligt fra

borger til borger, hvad vedkommende oplever som mest indgribende.

Praksistjekket har bl.a. vist, at en række teknologier kan skabe tryghed og gøre hjælpen og indsatsen bedre

og mere målrettet, fx så personalet kan se, hvornår borgeren er vågen og klar til at få hjælp. Det fremgår

også af Teknologisk Institut, Center for Velfærds- og Interaktionsteknologi, evaluering af ”Værdien af

sensorgulve på plejecentre” (2017), at brugen af fx sensorgulve giver borgeren øget tryghed og privatliv.

Teknologien er usynlig og generer derfor ikke, og teknologien betyder, at borgeren fx undgår at blive

forstyrret om natten, hvor personalet kigger ind og ser til borgeren. Endelig kan personalet hurtigere opdage,

hvis en beboer er faldet på gulvet i egen bolig og hjælpe vedkommende. Personalet oplever også mere

tryghed og ro i sindet, når de får besked med det samme, når en borger er faldet som alternativ til at finde en

borger liggende på gulvet, hvor vedkommende måske har ligget i lang tid. Praksistjekket viste også, at de

pårørende oplever, at brugen af velfærdsteknologier giver dem øget tryghed og sikkerhed, fx at de ved, at

personalet kan finde deres pårørende, hvis de har forladt botilbuddet eller plejecentret. Endelig har

praksistjekket også vist eksempler på, at borgeren oplever det som positivt, at personalet kommer lige, når

de har brug for hjælp.

Tryghedsskabende velfærdsteknologier kan således understøtte borgerens bevægelsesfrihed, omsorg,

værdighed, tryghed og sikkerhed, og teknologierne kan dermed være et godt og tryghedsskabende

supplement til den menneskelige pleje og omsorg. Praksistjekket viser da også, at der fx skal være

personale til at reagere på alarmerne.

Det bemærkes i den forbindelse, at der gennemføres et frikommuneforsøg, hvor kommuner gives mulighed

for at træffe afgørelse om i en afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og

bevægelsesovervågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, hvis de

pågældende ikke modsætter sig dette, og det samlet set vurderes som det mest hensigtsmæssige middel til

at tilgodese hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse samt behovet for at drage omsorg for

borgeren. Det er desuden en forudsætning, at der indhentes samtykke fra borgerens nærmeste pårørende

eller fra en værge.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Endelig er det afgørende, at teknologierne skal kunne slås til og fra, fx sensorgulve, så botilbuddene og

plejecentrene kan rumme alle målgrupper, og teknologien kan tilpasses individuelt. Derudover skal der i det

konkrete tilfælde tages stilling til, om brugen af tryghedsskabende velfærdsteknologi understøtter borgerens

omsorg, værdighed, tryghed og sikkerhed, og ikke indebærer unødig og kontinuerlig overvågning af

borgeren.

I lyset af ovenstående finder arbejdsgruppen, at det bør være muligt at kunne anvende tryghedsskabende

velfærdsteknologi over for borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne som en del af

omsorgspligten i de tilfælde, hvor det vurderes at være til gavn for borgeren med henblik på at sikre dennes

tryghed og sikkerhed.

Anbefalinger

Det anbefales, som også nævnt i punkt 5.1 og 5.2, at muligheden for at anvende tryghedsskabende

velfærdsteknologi tydeliggøres i loven, og at det kan anvendes som led i omsorgspligten over for

borgeren med henblik på at sikre dennes bevægelsesfrihed, tryghed, værdighed og sikkerhed.

Tryghedsskabende velfærdsteknologier kan anvendes, hvis borgeren ikke modsætter sig dette. På

den måde sikres det, at der er lighed med de nuværende regler om brug af alarm- og pejlesystemer

over for borgere med demens. Brug af GPS og andre tryghedsskabende velfærdsteknologiske

redskaber vil således ikke være magtanvendelse. Der skal dog foretages en konkret og individuel

vurdering af den enkeltes borgers behov for tryghedsskabende velfærdsteknologi, og teknologien

må kun anvendes i de situationer, hvor den medvirker til at give borgeren en bedre omsorg og pleje.

Det anbefales, at der udarbejdes nationale retningslinjer for anvendelse af GPS og andre

tryghedsskabende velfærdsteknologier med henblik på at tydeliggøre i hvilke situationer og med

hvilket formål, de kan anvendes. De nationale retningslinjer skal bidrage til at skabe mere ensartet

praksis på tværs af kommunerne.

Det anbefales, at begrebet overvågning defineres mere præcist og tidssvarende i lovgivningen, fx så

personalet fremover får mulighed for at ”observere” og evt. ”følge” borgeren med henblik på at sikre

vedkommendes sikkerhed, tryghed og værdighed. Kontinuerlig overvågning skal fortsat ikke være

tilladt, ligesom indsamling og opbevaring af data om den enkelte borger heller ikke skal være tilladt.

5.4. Hensynet til fællesskabet skal tydeligere frem

Overvejelser

De nuværende magtanvendelsesregler bygger i høj grad på individuelle rettigheder, mens hensynet til

fællesskabet og de andre beboere fylder mindre i de eksisterende regler. Eneste undtagelse er muligheden

for regulering af besøgsrestriktioner, hvor besøgendes adgang til fællesarealer kan begrænses, hvis den

besøgende udøver vold eller truer med vold, i øvrigt udviser en adfærd, der er til fare for de øvrige beboere

eller personalet, generer eller udøver chikane, er stærkt generende eller skaber en generel utryghed ved at

opholde sig på fællesområderne eller vanskeliggør den nødvendige hjælp. Derudover kan personalet også

anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller føre denne til at andet opholdsrum, når der er

nærliggende risiko for, at personen udsætter sig selv eller andre for at lide væsentlig personskade.

Vidensindsamlingen har også peget på, at hensynet til fællesskabet skal tydeligere frem, og at reglerne i dag

ikke tager tilstrækkeligt hensyn til fællesskabet og de andre beboere. Der er ikke i de gældende regler

tilstrækkeligt fokus på kollektive rettigheder og på fællesskabet. Det er problematisk, fordi én persons ret til

selvbestemmelse kan betyde en indskrænkning i en anden persons rettigheder. Det kan derfor være

hensigtsmæssigt at udforme regler, der i højere grad giver mulighed for, at personalet kan anvende magt,

når en persons ret til selvbestemmelse påvirker de andre beboere eller fællesskabet negativt.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Dertil kommer, at det kan være hensigtsmæssigt, at de nuværende magtanvendelsesregler om fysisk

fastholdelse ikke kun gælder i de situationer, hvor der er nærliggende risiko for, at den pågældende borger

vil lide væsentlig personskade, men også i situationer, hvor en beboer fx udviser en adfærd, der er til fare for

de øvrige beboere eller personalet, eller fordi beboeren fx chikanerer eller skaber utryghed på

fællesområderne.

Det bør således være muligt at kunne foretage indgreb i borgerens selvbestemmelsesret, når hensynet til

fællesskabet vejer tungere, og det ikke har vist sig muligt ved hjælp af en socialpædagogisk indsats at

forebygge eller afværge situationen. Som et eksempel kan fx nævnes den situation, hvor en beboer i en

plejebolig skal beskyttes mod, at en anden beboer gentagende gange kommer ind borgerens egen private

bolig om natten og ikke vil forlade den frivilligt. I sådan en situation skal det være muligt for personalet at føre

den pågældende beboer ud fra rummet uanset, at denne gør modstand.

Der kan også være behov for at anvende fysisk magt for at afværge, at en borger beskadiger fysiske

genstande. I dag er det ikke muligt for personalet at gribe ind i de tilfælde, hvor en beboer er i færd med at

ødelægge egne eller andres ting i det pågældende tilbud. Efter de gældende regler er det ikke muligt at

anvende fysisk magt alene for at forhindre eller afværge en tingsskade, medmindre der er tale om så

ekstraordinær en situation, at der er tale om en straffrihedsgrund efter straffelovens regler om nødret og

nødværge.

Der kan således med fordel indføres en hjemmel til, at borgere, der ødelægger eller beskadiger ting af

betydelig økonomisk eller affektionsværdi, der tilhører en anden eller vedkommende selv, i særlige tilfælde

kan fastholdes eller føres til et andet opholdsrum, når det ikke har vist sig muligt ved hjælp af en

socialpædagogisk indsats at forebygge og afværge situationen. Der vil i den forbindelse skulle tages højde

for den økonomiske værdi eller affektionsværdien af det materielle gode, der er ved at blive ødelagt, lige

som indgrebet altid skal ske under iagttagelse af proportionalitetsprincippet. En fastholdelse skal således

være så kortvarig som muligt og må ikke være af mere indgribende karakter end nødvendigt for at forhindre

den skadevoldende handling. Endelig skal et indgreb være sidste udvej, når alle socialpædagogiske

indsatser har været forsøgt. Der er lavet en tilsvarende bestemmelse i voksenansvarslovens § 8 om

afværgehjælp i forhold til børn og unge, der er anbragt på et anbringelsessted efter servicelovens § 66, stk.

1, nr. 5 og 6, eller i en kommunal plejefamilie.

Endelig kan det af hensyn til fællesskabet være hensigtsmæssigt, at det tydeliggøres i lovgivningen, at der

kan fastsættes en husorden, der udstikker retningslinjer for den fælles dagligdag på det enkelte botilbud eller

plejecenter. Husordenen kan samtidig beskrive, hvad der er acceptabelt på fællesarealer samt på

botilbuddet eller plejecentret som helhed. En tilsvarende bestemmelse er indsat i voksenansvarsloven. En

husorden kan understøtte, at personalet kan varetage deres opgaver bedst muligt, ligesom opstilling af faste

og klare rammer kan forebygge konflikter og magtanvendelse og understøtte en socialpædagogisk indsats.

En husorden skal tage højde for mennesker med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevnes

udfordringer med at forstå og kunne leve op til en husorden, og det vil således være en forudsætning, at

husordenen understøttes af en socialpædagogisk indsats. En husorden kan også bidrage til at give de

pårørende information om retningslinjer på stedet og dermed bidrage til en generel forventningsafstemning

mellem pårørende og personalet. Dog gælder det, at de regler, der fastsættes i husordenen, og de

handlinger der udføres på baggrund heraf, fx ikke må indsnævre den personlige frihed eller privatlivets fred

uforholdsmæssigt eller på anden måde være byrdefulde, jf. proportionalitetsprincippet. Der kan heller ikke

ske frihedsberøvelse med hjemmel i husordenen.

Det bemærkes, at husorden er et kendt begreb i boliglovgivningen, og at der her allerede findes lovgivning

om fastsættelse af en husorden. Der er eksempelvis, for så vidt angår almene boliger, indsat en hjemmel i

almenboligloven til, at afdelingsmødet kan fastsætte en husorden for den pågældende afdeling. I

husordenen reguleres lejerens adfærd i ejendommen, herunder adfærd der er tilladelig og acceptabel, og

adfærd der ikke er tilladelig. Husordenen kan eksempelvis indeholde regler om husdyrhold, regler for

benyttelse af fællesfaciliteter, for aflåsning af hoveddør samt normerne for den personlige adfærd i

lejligheden og overfor de øvrige beboere. Reglerne i almenboligloven om husorden er således relativt klare,

men der kan være behov for at fastsætte lignende regler i serviceloven.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Anbefalinger

Det anbefales, at der gives hjemmel til at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person eller

føre denne til et andet opholdsrum, når personen udviser en adfærd, der er til fare for de øvrige

beboere eller personalet, eller hvis borgeren generer, udøver chikane eller skaber utryghed overfor

andre beboere, personalet eller andre der opholder sig det pågældende tilbud. Det er en

forudsætning, at personalet har gjort, hvad der er muligt for at opnå borgerens frivillige medvirken og

forsøgt at forebygge situationen ved hjælp af en socialpædagogisk indsats. Ved gentagen brug af

magtanvendelse i samme situationer, skal kommunen følge op og se på, om borgeren får den rette

hjælp, eller om det valgte botilbud er egnet.

Det anbefales, at personalet på botilbuddet eller plejecentret gives hjemmel til kortvarigt at kunne

fastholde eller føre borgeren væk fra en situation, når det er nødvendigt for at afværge, at borgeren

ødelægger eller beskadiger ting i et ikke ubetydeligt omfang. Det er en forudsætning, at personalet

har gjort, hvad der er muligt for at opnå borgerens frivillige medvirken og forsøgt at forebygge

situationen ved hjælp af en socialpædagogisk indsats. Ved gentagen brug af magtanvendelse i

samme situationer, skal kommunen følge op og se på, om borgeren får den rette hjælp, eller om det

valgte botilbud eller plejecenter er egnet.

Det anbefales, at det tydeliggøres i serviceloven, at fx lederen af et botilbud eller plejecenter kan

fastsætte en husorden, der angiver de nærmere regler og retningslinjer for ophold på botilbuddet

eller plejecentret, og at der i en vejledning gives eksempler på, hvordan den kan se ud.

5.5. Mere fleksible flytteregler

5.5.1 Flytning uden samtykke

Overvejelser

Udgangspunktet for serviceloven er, at bolig og service er adskilt, hvilket indebærer, at bolig og service

visiteres særskilt. Baggrunden herfor er et ønske om, at borgeren har sit eget hjem, fx en almen ældrebolig

eller et botilbud efter serviceloven, hvor servicen skal tilpasses borgeren uanset de fysiske rammer. I praksis

vil borgerne blive visiteret til boformer, som i vidt omfang vil være tilpasset de særlige behov, som

målgruppen for boformen har, og de kompetencer de ansatte medarbejdere besidder. Som følge af

ændringer i borgerens situation kan der dog opstå situationer, hvor kommunerne vurderer, at borgeren vil

have større gavn af eller behov for at bo i et andet botilbud eller i egen bolig.

Beboernes lejerrettigheder i forbindelse med ophold i en bolig efter almenboliglovens § 105 eller

lejerlignende rettigheder i længerevarende botilbud efter servicelovens § 108 betyder samtidig, at borgeren

som udgangspunkt ikke kan flyttes fra det tildelte botilbud eller bolig uden borgerens informerede samtykke. I

de nuværende magtanvendelsesregler kan Statsforvaltningen efter indstilling fra kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om at optage en borger i et særligt botilbud uden samtykke, når det er absolut påkrævet for,

at borgeren kan få den nødvendige hjælp, hjælpen ikke kan gennemføres i borgerens hidtidige bolig,

borgeren ikke kan overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætter sig for væsentlig personskade,

og det er uforsvarligt ikke at sørge for flytning, jf. servicelovens § 129.

Betingelserne for flytning er lempeligere, for så vidt angår borgere, der ikke modsætter sig flytning, men som

mangler evnen til at give et informeret samtykke på grund af en erhvervet og fremadskridende mental

svækkelse, fx demens. Kommunalbestyrelsen kan i forhold til disse borgere træffe afgørelse om optagelse i

et bestemt botilbud, hvis borgerens værge tiltræder kommunalbestyrelsens indstilling, når ophold i et

botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at borgeren kan få den nødvendige hjælp, og det i det

konkrete tilfælde omsorgsmæssigt vurderes at være mest hensigtsmæssigt for den pågældende.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Udgangspunktet for de nuværende flytteregler er, at det at flytte voksne med handicap uden deres samtykke

er noget af det mest indgribende, man kan gøre. Hensigten med bestemmelsen er således at beskytte

borgeren, og det er også baggrunden for, at der er opstillet strenge betingelser for at anvende reglen i

servicelovens § 129. Det gælder også for mennesker, der mangler evnen til at give et informeret samtykke,

dvs. mennesker, der ikke kan siges at have forståelse for samtykket, og hvad vedkommende har samtykket

Som reglerne er i dag, gælder bestemmelsen også i situationer, hvor en borger allerede er visiteret til et

botilbud, men efterfølgende får behov, der ikke kan dækkes her. Begrebet flytning omfatter derfor også

situationer, hvor der visiteres fra ét botilbud til et andet kommunalt eller regionalt botilbud. Det betyder, at en

borger kun kan flyttes, hvis betingelserne i servicelovens § 129, stk. 1, er opfyldt.

I dag vil en pårørende eller værge som udgangspunkt ikke alene kunne beslutte, hvad der efter værgens

opfattelse er bedst for den pågældende, fordi en flytning er så vidtgående en disposition, at foruden værgens

medvirken skal de strenge betingelser i serviceloven § 129 være opfyldt, for at en flytning uden samtykke

kan gennemføres. Værgens og de pårørendes bemærkninger til en flytning uden samtykke skal imidlertid

fremgå af kommunalbestyrelsens redegørelse i indstillingen til Statsforvaltningen.

Praksistjekket peger på, at kommunerne i en række tilfælde finder det uhensigtsmæssigt, at borgere ikke

uden samtykke kan flyttes til et andet botilbud, der ville kunne imødekomme borgerens behov bedre.

Kommunerne oplever således reglerne om flytning uden samtykke som en udfordring i forhold til at arbejde

rehabiliterende med borgerne og sikre, at boliger tilbydes de borgere, der har det største behov.

Af praksistjekket fremgår det også, at medarbejderne og pårørende oplever, at der er lang ventetid på at få

et værgemål til en borger i forbindelse med en flytning uden samtykke. Denne ventetid er uhensigtsmæssig,

da der typisk er tale om en akut situation. I ventetiden opholder borgeren sig ofte i en aflastningsbolig over

en længere periode, end hvad der er godt for borgerens sygdomsforløb.

Reglerne om flytning uden samtykke efter § 129, stk. 1, opfattes således generelt af kommunerne som for

strenge og ufleksible og med for lange processer – også til ugunst for borgerne. Det bemærkes dog, at det

ligger uden for rammerne af serviceeftersynet af magtanvendelsesreglerne at komme med anbefalinger til

ændring af værgemålslovgivningen samt sagsbehandlingstider i Statsforvaltningen i forhold til værgemål.

Med henblik på at understøtte mere fleksible flytteregler, er der også i forbindelse med den seneste

frikommunerunde givet tilladelse til et forsøg i et frikommunenetværk, der indebærer, at kommunerne kan

træffe afgørelse om flytning uden samtykke for alle borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk

funkionsevne, hvor værgen og de pårørende er enige. Og ikke som i dag udelukkende for borgere, hvor den

psykiske funktionsevne er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, som

fx demens.

På den baggrund finder arbejdsgruppen, at der er behov for mere fleksible flytteregler, samtidig med at der

er fokus på at sikre fortsat tryghed for den enkelte borger om vedkommendes boligsituation og på at sikre

borgerens retssikkerhed ved at opstille en række betingelser for i hvilke situationer, en borger vil kunne

revisiteres.

Anbefalinger

Det anbefales, at der gives hjemmel til, at kommunen kan træffe afgørelse om flytning uden

samtykke for alle borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funkionsevne, hvor værgen eller

fremtidsfuldmægtigen er enige, når ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at

borgeren kan få den nødvendige hjælp, og det i det konkrete tilfælde omsorgsmæssigt vurderes at

være mest hensigtsmæssigt for den pågældende. Kommunerne skal således ikke indstille til

Statsforvaltningen i disse sager, men kan træffe afgørelsen selv.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

5.5.2. Klausulmodel og præcisering af reglerne for midlertidige botilbud

Overvejelser

En række kommuner har i forbindelse med regeringens forhandlinger med KL om økonomiaftalen for 2018

peget på, at de nuværende regler for flytning begrænser deres muligheder for at give borgerne den fagligt

bedste indsats, herunder særligt mulighederne for at arbejde rehabiliterende med borgerne samt at tilpasse

indsatsen til den enkelte borgers ”livsfaser”.

Kommunerne peger på, at udfordringen gør sig gældende både i tilfælde, hvor borgerens funktionsevne er

forbedret, og hvor borgeren udvikler nye og anderledes behov, som begrunder, at vedkommende har behov

for en anden boform. Der kan fx være tale om en borger, som har boet i et specialiseret autismetilbud i en

større del af sit liv, og som har fået et ændret og større plejebehov som følge af sin alder, og at kommunen

derfor finder det ønskværdigt, at borgeren fraflytter - både af hensyn til borgeren selv og af hensyn til øvrige

borgere på ventelisten. Støttebehovet kan i den forbindelse ændre sig fra at være af pædagogisk karakter til

at være af mere somatisk art. Der kan også være borgere i botilbud for udviklingshæmmede, der har fået

intensiv botræning, og som led i deres udvikling ville have gavn af et mindre omfattende tilbud, eller som

måske kan flytte i egen bolig med bostøtte.

Disse konklusioner understøttes af resultaterne fra tidligere gennemførte analyser, herunder analysen af

billigere almene boliger, som blev gennemført i samarbejde mellem regeringen og KL i perioden januar 2016

til juli 2017. I forbindelse med analysearbejdet blev der gennemført en række interviews og workshops med

kommuner, hvoraf flere pegede på, at de i stigende grad oplever udfordringer med den manglende

fleksibilitet i udnyttelsen af de længerevarende boformer på handicapområdet til voksne mennesker med

nedsat psykisk eller fysisk funktionsevne.

Endelig har kommunerne i forbindelse med forhandlingerne om økonomiaftalen for 2018 peget på, at de

oplever, at muligheden for en fleksibel anvendelse af midlertidige botilbud efter servicelovens § 107 til fx

aflastnings- og afklaringsforløb i praksis er begrænset af bl.a. kritik fra socialtilsynet. Kommunerne

efterspørger adgang til en fleksibel og effektiv brug af boligerne. Der kan fx være tale om borgere, der

potentielt har behov for længerevarende forløb, og for hvem der er behov for en afklaring af omfanget og

karakteren af deres behov for hjælp og støtte, herunder i hvilken boligtype deres behov bedst tilgodeses,

samt for hvem der samtidig er behov for en botræningsindsats knyttet til afklaringen.

I aftalen om kommunernes økonomi for 2018 indgår der en række konkrete tiltag, der skal give mulighed for

en mere fleksibel anvendelse af boliger og botilbud for at understøtte den rehabiliterende indsats på

socialområdet via en øget faglig specialisering i de enkelte botilbud. Der er bl.a. forslag om en klausulmodel,

hvor der indføres hjemmel til, at kommunerne kan indskrive et krav i boligdokumenter/lejekontrakter for

længerevarende tilbud efter serviceloven og almenlejeloven om, at borgeren kan revisiteres til en ny bolig,

hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres eller forbedres. Det bemærkes, at ældre borgere ikke er

omfattet af forslaget i aftalen.

Forslaget om en klausulmodel tager udgangspunkt i det frikommuneforsøg, der i perioden medio 2013 til

medio 2017 er gennemført i fem kommuner. Med henblik på at understøtte mere fleksible flytteregler, blev

der i forbindelse med frikommuneforsøget givet tilladelse til at kommunerne i et frikommunenetværk kunne

træffe afgørelse om flytning uden samtykke for alle borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk

funkionsevne, hvor værgen og de pårørende er enige. Og ikke som i dag udelukkende for borgere med en

fremadskridende psykisk funktionsevne, som fx demens. En tilsvarende model indgår også i

frikommuneforsøg II.

I forlængelse af regeringens aftale med KL om kommunernes økonomi for 2018 lægges der derfor også op

til nedenstående anbefalinger til mere fleksible flytteregler.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Anbefalinger

Det anbefales, at der gives hjemmel til, at kommunerne kan indskrive en klausul i borgernes

lejekontrakt/boligdokument om, at borgeren kan revisiteres til en ny bolig, hvis borgerens plejebehov

betydeligt forværres eller forbedres. Målgruppen for klausulmodellen er alle nyvisiterede borgere på

længerevarende botilbud og almene ældre- og handicapboliger. Ældre borgere i plejeboliger m.v.

undtages fra målgruppen. Der skal i den forbindelse opstilles en række kriterier for, i hvilke

situationer en sådan klausul vil kunne anvendes med henblik på at sikre borgerens retssikkerhed.

Det anbefales, at de nuværende regler for midlertidige botilbud præciseres, så det bliver tydeligt,

hvornår kommunerne kan opsige eller revisitere borgere, der bor i midlertidige botilbud, og

kommunerne nemmere kan anvende tilbuddene til afklaringsforløb for borgere, der senere skal

visiteres til et længerevarende tilbud.

5.6. Forenkling af reglerne for revurdering, registreringer og indberetninger af

magtanvendelse

Overvejelser

Enhver form for magtanvendelse skal registreres og indberettes af plejecentret eller botilbuddet til

kommunalbestyrelsen i den kommune, der har ansvaret for borgerens ophold i plejecentret, og til

kommunalbestyrelsen i den kommune, der fører det driftsorienterede tilsyn med plejecentret eller

botilbuddet. Har den borger, som indberetningen vedrører, ophold i et regionalt eller et kommunalt botilbud,

skal tilbuddet desuden orientere den kommunale eller regionale driftsherre om magtanvendelsen.

Kommunalbestyrelsen skal endvidere udarbejde en handleplan efter servicelovens § 141 for borgere, overfor

hvem der anvendes magt efter serviceloven.

Baggrunden for reglerne om registrering og indberetning er at sikre borgerens retssikkerhed, når det har

været nødvendigt at iværksætte et indgreb i den personlige frihed, og sikre, at personalet reflekterer over

magtanvendelsen, og hvordan indgreb i borgerens selvbestemmelse fremadrettet kan forebygges eller

forhindres, fx ved hjælp af en socialpædagogisk indsats. Med henblik på at understøtte dette er det derfor

også en del af reglerne, at der skal udarbejdes en handleplan for borgeren.

De gældende regler om registrering og indberetning er både tidskrævende og komplicerede for personalet at

forstå og anvende. Det fremgår således af praksistjekket, at kommunerne oplever, at kravene til registrering

af fx velfærdsteknologi er høje, tidskrævende og udtryk for manglende tillid, mens registrering i forhold til

stofseler er formålsløs og unødig bureaukrati, der ikke bidrager med faglighed til personalet. Det fremgår

ikke klart af praksistjekket, hvorvidt den lange ansøgningsproces er i forhold til ansøgning om brug af

velfærdsteknologi som magtanvendelse eller hjælpemidler, og/eller om det skyldes kommunalt fastsatte

retningslinjer.

I overvejelserne og anbefalingerne under afsnittet om tydeliggørelsen af omsorgspligten og formålet med

magtanvendelsesreglerne og tryghedsskabende velfærdsteknologi lægges der op til, at personalet som et

led i den daglige omsorg kan foretage nødvendige indgreb i borgerens selvbestemmelsesret for at sikre

borgerens omsorg, værdighed og trivsel, herunder at borgerens fysiske og psykiske behov opfyldes, når det

ikke er muligt at opnå borgerens frivillige medvirken gennem en socialpædagogisk indsats. I forlængelse af

dette anbefales det, at personalet som et led i omsorgen kan anvende alarm- og pejlesystemer,

tryghedsskabende velfærdsteknologi, fysisk guidning, samt anvende stofseler m.v. som beskyttelsesmiddel,

når borgeren ikke modsætter sig dette.

Det indebærer, at disse indgreb i borgerens selvbestemmelsesret ikke vil skulle karakteriseres som

magtanvendelse, og der vil således heller ikke være tale om, at handlingen eller indgrebet skal registreres

og indberettes, ligesom der heller ikke skal træffes en afgørelse. Det vil indebære en betydelig administrativ

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

lettelse, da det netop er disse områder kommunerne i praksistjekket i høj grad peger på som bureaukratiske

i forhold til registrering og indberetning m.v.

Men i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at opnå borgerens frivillige medvirken gennem en socialpædagogisk

indsats, og borgeren aktivt gør modstand, og personalet er nødsaget til at anvende magt for at sikre

borgerens behov for omsorg, værdighed og sikkerhed, er det afgørende, at kravet om registrering og

indberetning opretholdes. Dette skal sikre borgerens retssikkerhed, og at personalet reflekterer over

magtanvendelsen, og hvordan indgreb i borgerens selvbestemmelse fremadrettet kan forebygges eller

forhindres fx ved hjælp af en socialpædagogisk indsats. Der er imidlertid i det gældende regelsæt en række

komplicerede regler om tidsfrister for henholdsvis revurdering, indberetning og registrering, der er forskellige

på tværs af de forskellige indgrebsmuligheder, som med fordel kan ensrettes mere med henblik på at gøre

reglerne lettere at forstå og håndtere for personalet.

Der gælder i dag vidt forskellige regler om tidsbegrænsninger og tidsfrister for henholdsvis afgørelser og

revurdering af forskellige former indgreb. Fx er tidsperioderne for afgørelser om fastholdelse i personlig

hygiejnesituationer på indtil 3 måneder med mulighed for forlængelse op til 6 måneder, mens der skal ske en

revurdering af afgørelser om fx personlige alarmsystemer- og pejlesystemer og tilbageholdelse i boligen

senest efter 8 måneder. Endelig skal afgørelser om stofseler revurderes efter 18 måneder. Reglerne er

unødigt komplekse og svære at forstå, og de nuværende regler om tidsbegrænsninger for afgørelser og for

tidsfrister for revurdering kan derfor med fordel forenkles

ligesom det kan overvejes, om der fremadrettet

skal være et krav om, at registrering af magtanvendelse sker på ét bestemt indberetningsskema, som

udarbejdes fra centralt hold. Formålet med dette vil først og fremmest være at sikre ensartethed i praksis i

indberetningen fra botilbud og plejeboliger, men det vil også styrke borgerens retssikkerhed.

Anbefalinger

Det anbefales, at det overordnede krav om registrering og indberetning af magtanvendelse

fastholdes, men at reglerne om registrering og indberetning af magtanvendelse forenkles i forhold til

tidsfristerne for registrering og indberetning med henblik på at gøre reglerne enklere for personalet at

håndtere.

Det anbefales, at de nuværende regler om tidsbegrænsninger for afgørelser om fx fastholdelse i

hygiejnesituationer, tilbageholdelse i boligen, anvendelsen af stofseler og tidsfrister for revurdering

forenkles.

Det anbefales, at nødvendige indgreb i borgerens selvbestemmelsesret, som et led i at sikre

borgerens omsorg, værdighed og trivsel, ved brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi, fysisk

guidning, herunder i personlige hygiejnesituationer samt brugen af stofseler som beskyttelsesmiddel,

ikke er magt, når borgeren ikke modsætter sig dette. Der skal dermed ikke træffes afgørelse eller

foretages registrering og indberetning af disse indgreb.

Endelig anbefales det, at magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten skal

registreres på et centralt udarbejdet indberetningsskema med det formål at sikre ensartethed i

praksis.

5.7. Behov for uddannelse og kompetenceudvikling

Overvejelser

Det fremgår af praksistjekket, at personalet på plejecentre og i botilbud oplever, at reglerne generelt kan

være svære at forstå og anvende i praksis. Plejepersonalet har vanskeligt ved at vurdere, hvor grænsen går

mellem omsorg og egentlig magtanvendelse, og hvorvidt konkrete handlinger som led i omsorgs- og

plejeudøvelsen reelt er et indgreb i selvbestemmelsesretten – og dermed magt – eller ikke. Der er således

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

behov for at klæde medarbejdere og ledere bedre på i forhold til kendskab til magtanvendelsesreglerne og

ikke mindst håndteringen af de dilemmaer, der ofte opstår mellem på den ene side at være forpligtet til at

sikre borgerens behov for den nødvendige pleje, omsorg og værdighed og på den anden side ikke at

anvende unødvendig eller ulovlig magt for at sikre dette. Her vil fokus på en socialpædagogisk indsats,

forebyggelse og alternativer til magtanvendelse fortsat være helt centralt.

Derudover fremgår det af praksistjekket, at der er behov for information til pårørende om, hvad

medarbejderne på plejecentre og botilbud må og ikke må, så der er større forståelse for medarbejdernes

handlinger. Dette gælder særligt i forhold til pårørende til beboere i de situationer, hvor personalet undlader

at yde omsorg, fordi borgeren modsætter sig, og situationen ikke berettiger anvendelse af magt. Det er en

generel oplevelse blandt medarbejderne, at de pårørende er enige i personalets brug af magt. Derimod

oplever personalet ofte, at de pårørende stiller spørgsmålstegn ved eller er utilfredse med, at personalet

undlader at yde omsorg og gribe ind i de situationer, hvor borgeren modsætter sig en given handling, og

betingelserne for at anvende magt ikke er opfyldt. Det bliver fx fremhævet, at de pårørende ønsker, at

personalet sikrer den pågældende borgers hygiejne, selvom vedkommende modsætter sig, og de pårørende

stiller sig uforstående over for, at personalet ikke sikrer den personlige hygiejne.

Også vidensindsamlingen i arbejdsgruppen og inddragelsen af referencegruppen har peget på, at der er

behov for undervisning og kompetenceudvikling til medarbejderne og en informationsindsats overfor

pårørende.

Anbefalinger

Det anbefales, at der gennemføres kompetenceudvikling af personalet på botilbud og plejecentre,

med henblik på at give personalet bedre forudsætninger for at sikre borgerens omsorg, værdighed

og sikkerhed gennem en socialpædagogisk indsats, hvor magtanvendelse er undtagelsen.

Det anbefales, at der udarbejdes informationsmateriale, såfremt magtanvendelsesreglerne

revideres, som stilles til rådighed for kommunerne, fx på Socialstyrelsens hjemmeside.

Det anbefales, at der i kompetenceudviklingen og informationsmaterialet lægges vægt på at

tydeliggøre fokus på ledelsens ansvar for at forebygge magtanvendelse, sikre, at der er de

nødvendige faglige kompetencer, herunder også socialpædagogiske kompetencer, etablere gode

rammer for personalets arbejde, supervisere personalet samt træffe beslutning om magtanvendelse

– fremfor at der lægges for meget ansvar på personalet.

Det anbefales, at der udarbejdes informationsmateriale om brugen af magt og tryghedsskabende

velfærdsteknologi til pårørende.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Bilag 1 – Beskrivelse af initiativ 11 i regeringens oplæg til Den Nationale

Demenshandlingsplan 2025

Serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne.

I et samarbejde med Social- og Indenrigsministeriet

gennemføres et serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne i serviceloven. Serviceeftersynet skal danne

grundlag for en vurdering af behov og muligheder for at gøre magtanvendelsesreglerne mere forståelige og

lettere at håndtere både for administrative medarbejdere og plejepersonalet. Samtidig skal serviceeftersynet

vurdere behovet og mulighederne for at tilpasse reglerne i forhold til den løbende udvikling af nye

tryghedsbaserede velfærdsteknologier samt muligheden for optagelse i særligt botilbud. Serviceeftersynet

skal også se på behov og muligheder for nationale retningslinjer for brug af alarm- og pejlesystemer. Initiativ

11.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Bilag 2 – Resumé af Ankestyrelsens evaluering af ”Kommunernes

håndtering af magtanvendelsesreglerne overfor borgere med demens”

(2015)

Serviceeftersynet er bl.a. et led i opfølgningen på Ankestyrelsens evaluering af ”Kommunernes håndtering af

magtanvendelsesreglerne over for borgere med demens” (nov. 2015) bestående af en sagsgennemgang og

en spørgeskemaundersøgelse.

Sagsgennemgangen omfattede en juridisk vurdering af 57 sager fra 13 udvalgte kommuner, hvor der er

indberettet anvendelse af magt overfor demente. Gennemgangen af de konkrete sager er fordelt på

forskellige former for magtanvendelse, nærmere bestemt fastholdelse efter § 126, tilbageholdelse i boligen

efter § 127 og anvendelse af stofseler efter § 128. Afgørelserne vedrører også magtanvendelse udenfor

serviceloven, eksempelvis efter sundhedslovens regler om informeret samtykke til behandling.

Spørgeskemaundersøgelsen vedrørte kommunens praksis og retningslinjer for brug af magtanvendelse efter

ovenstående bestemmelser samt alarm- og pejlesystemer efter § 125 og flytning uden samtykke efter § 129,

stk. 2 og 3. Spørgeskemaet blev udsendt til alle landets kommuner, hvoraf 86 kommuner har svaret på hele

eller dele af det.

Evalueringen viste, at magtanvendelsesreglerne er svære for kommunerne at anvende. Ankestyrelsen

anbefalede i den forbindelse:



At kommunerne i højere grad er opmærksomme på at påse, at tvangsmæssige indgreb anvendes

som en undtagelse, når alle andre muligheder, herunder pædagogiske tiltag, er udtømte, og at

betingelserne for det konkrete tvangsmæssige indgreb er opfyldt, særligt i forhold til om der er

nærliggende risiko for væsentlig personskade.

At kommunerne i højere grad skal påse og vejlede bostederne om pligten til at registrere og

indberette tilfælde af tvangsmæssige indgreb, herunder sikre vejledning af personalet i, hvornår der

er tale om et tvangsmæssigt indgreb. Kommunerne skal, særligt i tilfælde hvor der sker gentagne

indgreb over for den enkelte borger, følge op på årsagen hertil og søge løsninger, således at

fremtidige indgreb undgås.

At kommunerne ved behandlingen af indberetninger om magtanvendelse skal sikre sig, at sagen er

tilstrækkeligt oplyst og efter behov søge sagen yderligere oplyst. Kommunerne skal sikre sig, at

borgeren og værgen og evt. pårørende, i det omfang det er relevant, bliver orienteret om

beslutningen om et tvangsmæssigt indgreb og om muligheden for at klage over afgørelsen om

magtanvendelsen.



Af rapporten fremgår det også, at:



53 pct. af de trufne afgørelser, svarende til 30 ud af 57 sager, ikke var i overensstemmelse med

regler og praksis. Dette skyldes hovedsageligt et mangelfuldt oplysningsgrundlag. I en betydelig del

af de undersøgte sager (30 ud af 54) kunne kommunen efter Ankestyrelsens vurdering have peget

på pædagogiske tiltag som et alternativ til magtanvendelsen.

I 61 pct. af sagerne er der udarbejdet en lovpligtig handleplan efter servicelovens § 141, hvor der i

langt de fleste tilfælde (75 pct. af sagerne) i nogen eller i høj grad er beskrevet overvejelser og

pædagogiske metoder for at undgå magtanvendelse.

Næsten alle kommuner (82 ud af 84) har retningslinjer, som indeholder vejledning om brug af

magtanvendelse.



SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren



83 ud af 84 kommuner har retningslinjer for, hvem der registrerer konkrete magtanvendelsesindgreb

efter servicelovens §§ 125-128 (alarm- og pejlesystemer, døråbnere, døralarmer, fastholdelse,

tilbageholdelse og stofseler) og alle kommuner har retningslinjer for registrering af nødretslig

magtanvendelse på kommunernes plejecentre.

71 ud af 84 kommuner har retningslinjer for (forebyggende) alternativer til magtanvendelse, heraf har

43 kommuner skriftlige retningslinjer.

82 ud af 83 kommuner har én eller flere demenskoordinatorer/konsulenter. Herunder oplyser 76 ud

af 81 kommuner, at demenskoordinatorerne varetager uddannelse og rådgivning af medarbejderne.

Kendskabet til procedurer og retningslinjer for forebyggende tiltag og magtanvendelser indgår i de

fleste kommuner (62 ud af 81 kommuner) i oplæringen af nye medarbejdere og/eller i

kompetenceudviklingsaktiviteter for personalet.

De fleste kommuner (75 ud af 81 kommuner) oplyser, at de som hovedregel inddrager pårørende

eller værger, når der anvendes indgreb efter serviceloven, udover de tilfælde, hvor kommunen er

forpligtet hertil efter servicelovens § 130, nr. 4, samt § 129, stk. 1 og 2. De fleste kommuner (74 ud

af 80 kommuner) vurderer i den forbindelse, at pårørende og værger overvejende er enige, når de

bliver orienteret om konkrete magtanvendelsesindgreb over for deres pårørende.

Det fremgår samlet set af kommunernes besvarelser, at der er en stigning i indberettet

magtanvendelse fra 2012-2014, som afspejler mindre stigninger i blandt andet brugen af alarm- og

pejlesystemer, hvorimod der ses et fald i fastholdelse i hygiejnesituationen.



Derudover viste undersøgelsen, at kommunerne, og særligt medarbejderne, efterlyser mere viden om

magtanvendelse og forståelse for formålet, vigtigheden og konsekvensen af registreringen af

magtanvendelsen.

Flere kommuner peger i undersøgelsen på, at plejepersonalet har vanskeligt ved at vurdere, hvor grænsen

går mellem omsorg og magtanvendelse og derfor ikke indberetter alle tilfælde af magtanvendelser.

I forhold til spørgsmål om, hvorvidt der opleves tilbageholdenhed med at anvende magtanvendelsesindgreb

efter serviceloven, fremgår det, at kommunerne er særligt tilbageholdende med at bruge stofseler,

tilbageholdelse i boligen og fastholdelse i personlig hygiejne-situationer. De fleste kommuner uddyber

endvidere deres svar med, at de generelt er tilbageholdende med at anvende magt efter serviceloven.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren

Bilag 3 – Lov om voksenansvar

I 2013 blev der nedsat et magtanvendelsesudvalg med det formål at afklare reglerne for anvendelse af magt

mod anbragte børn og unge. Baggrunden var, at grænserne for, hvornår magt er påkrævet, er uklare, og at

reglerne derfor tolkes og anvendes forskelligt.

Magtanvendelsesudvalget fik til opgave at afklare de etiske, juridiske og praktiske grænsedragninger for

anvendelse af magt over for børn og unge i døgntilbud og i plejefamilier. Samtidig skulle udvalget beskrive

udfordringerne i relation til anvendelse af magt og komme med forslag til, hvordan et nyt regelsæt kan

udformes.

Udvalget har i sin betænkning anbefalet, at reglerne for brug af magt over for anbragte børn og unge gøres

klarere, og at det understreges i lovgivningen, at magtanvendelse er et indgreb i barnets eller den unges

rettigheder. Udvalget anbefaler også, at der i enkelte tilfælde skal være øget adgang til at anvende magt,

ligesom plejefamilier og personale på anbringelsessteder skal vide mere om, hvordan man undgår at havne i

situationer, hvor det er nødvendigt at bruge magt over for et barn eller en ung.

På baggrund af magtanvendelsesudvalgets anbefalinger vedtog Folketinget d. 31. maj 2016 L 162 om

voksenansvar for anbragte børn og unge (vedtaget ved lov nr. 619 af 8. juni 2016).

Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge udmønter sammen med forslag til lov om ændring af lov

om social service, lov om socialtilsyn og lov om folkeskolen (Konsekvensændringer som følge af lov om

voksenansvar over for anbragte børn og unge m.v.) aftalen om ”Klare rammerne for voksenansvar for

anbragte børn og unge”, som regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance,

Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik i november

2015.

Loven skal medvirke til at skabe klarhed over reglerne om voksenansvar over for anbragte børn og unge og

styrke retssikkerheden for de anbragte børn og unge samt for plejefamilier og personalet på

anbringelsesstederne. Samtidig skal ændringerne bidrage til, at plejefamilier og personale på

anbringelsesstederne har de nødvendige redskaber til at sikre de anbragte børns og unges trivsel og den

nødvendige socialpædagogiske behandling.

Med lov om voksenansvar for anbragte børn og unge tydeliggøres reglerne på området. Det sker ved at

fastsætte regler om voksenansvar og adgangen til at foretage indgreb som led i den daglige omsorg.

Desuden lovfæstes adgangen til at fastsætte en husorden. De eksisterende regler om magtanvendelse og

andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for anbragte børn og unge videreføres og præciseres.

Herudover tydeliggøres adgangen til at anvende rusmiddeltest med samtykke.

Med loven er der også sket visse udvidelser i adgangen til at anvende magt over for anbragte børn og unge.

Udvidelserne omfatter:



At personalet på interne skoler på anbringelsessteder, der udfører pædagogisk arbejde eller

undervisning, får adgang til at anvende de samme indgrebsmuligheder, som gælder på den øvrige

del af anbringelsesstedet.

At døgninstitutioner, opholdssteder og kommunale plejefamilier kortvarigt kan fastholde eller føre et

barn eller en ung til et andet rum for at forhindre eller afværge, at barnet eller den unge gør skade på

genstande.

At medarbejdere på anbringelsessteder kan tilbageføre et anbragt barn eller en ung, der stikker af

fra anbringelsesstedet, når tilbageførelsen sker som led i omsorgspligten, og hvor barnet eller den

unge udviser en adfærd, der medfører en risiko for skade på barnet eller den unge selv eller på

andre.

At den eksisterende adgang til tilbageholdelse i op til 14 dage kan forlænges med yderligere 14 dage

også undervejs i et anbringelsesforløb på opholdssteder og døgninstitutioner.



SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 256: Orientering on afrapportering af serviceeftersyn af magtanvendelsesreglerne, fra børne- og socialministeren



At den eksisterende adgang til undersøgelse af opholdsrum på sikrede døgninstitutioner udvides, så

der også kan ske undersøgelse af barnets eller den unges person i forbindelse med ankomst, fravær

og besøg, uden at der foreligger en konkret mistanke

I forlængelse af loven blev der fastsat nærmere regler i en bekendtgørelse om voksenansvar, og der blev

endvidere udarbejdet en uddybende vejledning, som samlet beskriver, hvad der er gældende ret på

området.

Endelig blev der afsat midler til aktiviteter, der skal medvirke til at understøtte implementeringen af det nye

regelsæt. Materialet består af undervisningsmateriale målrettet anbringelsessteder, kommuner og

socialtilsyn om, hvordan man iagttager børn og unges rettigheder, og hvordan magtanvendelse forebygges

og håndteres. Derudover er der udarbejdet informationsmateriale målrettet anbragte børn og unge samt

deres forældre om deres rettigheder i forbindelse med magtanvendelse.

Socialstyrelsens hjemmeside ”Omsorg og magt” formidler viden om metoder til forebyggelse af

magtanvendelse, bl.a. via filmklip, cases og andet materiale som kan understøtte anvendelsen af reglerne i

praksis. Desuden er der på hjemmesiden en række links til undervisningsmaterialer, eksempler på

husordener og indberetningsskemaer m.v.

Lov om voksenansvar skal evalueres to år efter lovens ikrafttræden.