Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del Bilag 248
Offentligt
Opråb
Om kort tid udfolder vanviddet sig i Nordvestjylland i form af igangsættelse af et enormt millionprojekt:
Nedlæggelse af Holstebro Sygehus. Katastroferne venter i horisonten! Først nedlagde man Lemvig Sygehus med
henvisning til specialisterne i Holstebro, og nu skal de så flyttes til Gødstrup. At Bent Hansens forståelse af
nordvestjyders betydning er meget lille, røbede han i store bogstaver lige før gennemtrumfningen af sin
besynderlige afstemning. Han sagde: ”Med henblik på at sikre borgerne i den nordvestlige del af regionen akut
lægebetjening døgnet rundt placeres en lægebetjent akutbil med udgangspunkt i Sundhedshuset i Lemvig”. Stik
imod at udvikle Nordvestjylland skabte østjyden Bent Hansen en effektiv kilde til affolkning af området.
Fremover ligger regionens sygehuse i Midt- og Østjylland. Og der er ingen garanti for, at der i en nødsituation i
nordvest er en ledig ambulance (eller helikopter). Det er fuldt forståeligt, at mange byboere ikke tør være med i
regeringens udflytningsplaner! Kan mon nogen forklare forståeligt, hvordan Hernings borgmester, Lars Krarup,
og daværende indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen kunne formå Bent Hansen (S), til at gennemtrumfe
Gødstrup i Midtjylland som hjemsted for Vestjyllands supersygehus, når COWI-undersøgelsen pegede på
Holstebro? Om aftenen efter afstemningen viste TV/Midt-Vest, Bent Hansen og Lars Krarup i Gødstrup mose,
hvor de gav hinanden en ordentlig krammer. Da en Holstebro-kvinde, der blødte efter knivstik, døde på operati-
onsbordet i Herning, anmeldte jeg den 07.03.10 Bent Hansen og hans støtter i regionsrådet til politiet for uagt-
somt manddrab, fordi de netop havde fjernet akutfunktionen fra Holstebro Sygehus. Politiadvokaten svarede
bl.a.: "Jeg har ... besluttet ikke at indlede efterforskning i sagen … Der foreligger ikke oplysning om forhold, at
De er klageberettiget.” Derpå afviste Statsadvokaten klagen med bl.a.: ”I den anledning anser jeg Dem ikke for
klageberettiget, men at jeg i øvrigt kan tiltræde Midt- og Vestjyllands Politis afgørelse med den anførte begrun-
delse … Min afgørelse er endelig og kan ikke og påklages.” Ombudsmanden argumenterede på nogenlunde
samme måde og sluttede med: ”Derfor har jeg besluttet ikke at gennemføre en egentlig undersøgelse i sagen.”
Hvis ikke nedbrydningen af Holstebro Sygehus bliver stoppet nu, må alle nordvestjyder fremover køre til
Viborg, Gødstrup, Skejby eller Aarhus for at blive undersøgt eller komme på hospitalsbesøg. Ældre ægtefæller
fra f.eks. Thyborøn vil pga. de 100 km let komme til at opleve den enes indlæggelse i Gødstrup som et ”livs-
farvel”. Bent Hansen sagde engang til ”Fælleslisten”s formand: ”Jeg er ligeglad med Vestjylland, jeg har stor
opbakning i den øvrige del af regionen!” (se min kronik i KD den 10.03.2010, ”Vestjyder træder man da bare
på”, eller min bog, DEMOGERI, s.18). Den mystiske Gødstrup-afstemning, som Bent Hansen kuppede igennem
i regionsrådet medførte straks protester, men dem kvalte han ved at servere en velforberedt løgn. Han sagde: Jeg
vil gerne citere fra Styrelsesloven: ”Vedtagelse
af et af flere sideordnede forslag, der udelukker hinanden, har
derimod den virkning, at de øvrige sideordnede forslag og eventuelle ændringsforslag til disse bortfalder.”
Citatet er ikke en lovparagraf i Styrelsesloven, men indgår i en kommentar til § 11, stk. 3 i ”Indenrigsministeriets
cirkulære nr. 129 af 27. juni 1969” og omhandler udelukkende sideordnede ændringsforslag og ændringsforslag
til ændringsforslag. Ved sin udspekulerede afstemningsrækkefølge, hvor alle, der stemte for, kunne blive sidden-
de, skånede han de af ham ”indpiskede” partifæller for at rejse sig og derved på videooptagelsen røbe, at de
stemte imod deres egen overbevisning. Da Bent Hansens gennemtrumfning af Gødstrup-placeringen umuligt kan
laves om, ville det være vidunderligt, om f.eks. vores sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, ville og kunne få
Folketinget til at indse det vanvittige i regionsrådets nedbrydningsplan! Hvis man tilslutter sig Pe Smes: ”Hwa
nø’t ær’ed te?” har Bent Hansen vundet sig en statue i regionens østlige del. Lad os nordvestjyder nu stå sammen
og bombardere politikerne på Christiansborg (se www.ft.dk/da/medlemmer) med bønner om at bevare vort
aldeles udmærkede Holstebro Sygehus, som i 2007 fik prisen som Danmarks bedste!
/Jens Kristian Lings, Fjaltring, 7620 Lemvig