SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del Bilag 244
Offentligt

INDBLIK I PSYKIATRIEN OG

SOCIALE INDSATSER

ANALYSE

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Indhold

Indholdsfortegnelse

1. Indledning og hovedkonklusioner .............................................................................................................. 3

1.1 Afgrænsning af målgruppen ......................................................................................................................... 3

1.2 Analysens hovedresultater ........................................................................................................................... 5

2. Organisering af psykiatriske indsatser ...................................................................................................... 8

3. Patientsammenfald på tværs af områder ................................................................................................. 11

4. Det psykiatriske sygehusvæsen ............................................................................................................... 14

4.1 Regionale udgifter til psykiatriske sygehuse............................................................................................... 14

4.2 Sundhedsfagligt personale ansat på psykiatriske sygehuse ...................................................................... 16

4.3 Personaleforbrug pr. patient og antal sengepladser ................................................................................... 17

4.4 Aktivitet på psykiatriske sygehuse .............................................................................................................. 18

4.5 Få patienter har stort behandlingsbehov .................................................................................................... 26

4.6 Psykiatripatienters kontakter med almen praksis og somatiske sygehuse ................................................. 29

5. Behandling i praksissektoren ................................................................................................................... 31

5.1 Udgifter i praksissektoren til ydelser relateret til mennesker med psykisk sygdom .................................... 31

5.2 Antal patienter og kontakter i praksissektoren ............................................................................................ 33

6. Psykofarmaka ............................................................................................................................................. 36

6.1 Regionale tilskudsudgifter til psykofarmaka ............................................................................................... 36

6.2 Antal personer i behandling med psykofarmaka og det mængdemæssige forbrug .................................... 38

6.3 Sammenhæng mellem regionale tilskudsudgifter og antal personer i behandling ...................................... 39

7. Kommunale tilbud efter serviceloven....................................................................................................... 42

7.1 Målgrupperne på socialområdet ................................................................................................................. 42

7.2 Udgifter til sociale indsatser ....................................................................................................................... 43

7.3 Udsatte børn og unge................................................................................................................................. 44

7.4 Udsatte voksne og voksne med handicap .................................................................................................. 45

8. Metode og definitioner ............................................................................................................................... 49

8.1 Udgiftsbegreber anvendt i analysen ........................................................................................................... 49

8.2 Oversigt over psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser ............................................................. 50

8.3 Aktivitet i sygehusvæsenet og i praksissektoren ........................................................................................ 50

8.4 Psykofarmaka ............................................................................................................................................ 52

8.5 Opgørelse af modtagere af sociale indsatser og hovedmålgrupper ........................................................... 53

9. Litteratur ................................................................................................................................................... 55

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

1. Indledning og

hovedkonklusioner

Det fremgår af

Aftale mellem kommunerne og regionerne for 2018:

”Regeringen, Danske Regioner og KL er enige om at arbejde for ambitiøse anbefalinger med fokus på en

bedre sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer, bedre dataunderstøttelse på tværs af sektorer,

øget synlighed om resultater og bedre styring af økonomi, aktivitet og kvalitet i såvel psykiatrien som social-

psykiatrien”.

Til at understøtte dette arbejde udarbejdes der en række analyser omhandlende psykiatriske patienter.

Dette er den første analyse, hvor udvikling i patientpopulation, aktiviteten og udgifterne er beskrevet. Disse

faktorer er beskrevet for psykiatriske sygehuse, en række udvalgte områder i den primære sektor, medicin

til behandling af psykiske lidelser (psykofarmaka) og den sociale indsats i kommunerne. I analysen ses for så

vidt muligt på udvikling over perioden 2010-16 og de enkelte indikatorer er opgjort for hele landet. Forde-

lingen af opgørelserne på de enkelte kommuner og regioner kan læses i analysen

”Indblik i psykiatrien på

tværs af regioner og kommuner”.

Flere analyser af psykiatrien vil blive udarbejdet og offentliggjort i løbet af foråret 2018, herunder bl.a. ana-

lyser af patientsammenfald mellem den regionale sygehuspsykiatri og den sociale indsats i kommunerne,

socioøkonomisk karakteristik af patientpopulationen, sundheds- og samfundsøkonomiske konsekvenser af

psykisk sygdom og kortlægning af forskellige patientforløb.

Den indeværende analyse er udarbejdet af Sundheds- og Ældreministeriet og Børne- og Socialministeriet

med bistand fra Sundhedsdatastyrelsen og faglige bemærkninger fra Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrel-

sen, KL, Danske Regioner og Finansministeriet.

1.1 Afgrænsning af målgruppen

Mennesker med psykiske lidelser kan have behov for varierende behandling og støtte, alt efter sygdom-

mens sværhedsgrad. De forskellige indsatser kan foregå på forskellige specialiseringsniveauer, i flere sekto-

rer og blive udført af forskellige fagpersoner.

Selve

behandlingen

af sygdommen er en sundhedsfaglig indsats, som primært er forankret i regionerne –

enten i praksissektoren eller på sygehusene, mens den

forebyggende og rehabiliterende indsats

som oftest

sker i kommunerne og kan bestå af en socialfaglig, beskæftigelsesrettet og/eller uddannelsesfaglig indsats.

For visse mennesker med psykiske lidelser vil behandlingsforløbet være enkelt, mens forløbet for andre kan

bestå af flere aktører og forskellige tilbud på tværs af de forskellige indsatsområder. Fokus i indeværende

analyse er at beskrive udviklingen i udgifter, antal personer og aktivitet i forbindelse med behandlingen af

psykiatriske patienter i regionerne og den sociale indsats i kommunerne.

Der er datamæssige udfordringer i forbindelse med identificering af den relevante patientpopulation og

indsatserne for mennesker med psykiske lidelser. Det gælder dels selve den sundhedsfaglige behandling, og

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

dels indsatsen i socialpsykiatrien. Der er derfor foretaget en række afgrænsninger til selve patientpopulatio-

nen og de indsatser, som patienterne kan modtage.

Mennesker med psykiske lidelser, der har haft kontakt med psykiatriske sygehuse vil som oftest have en

sygdom karakteriseret ved middelsvære og svære tilstande, mens mennesker med de lette og moderate

psykiske lidelser som oftest behandles i praksissektoren,

jf. Regeringens udvalg om psykiatri (2013).

Patienterne med kontakt til psykiatriske sygehuse kan relativt let afgrænses ud fra nationale registre (pri-

mært Landspatientregisteret). Det er imidlertid noget mere vanskeligt at identificere mennesker med psyki-

ske lidelser, der behandles i praksissektoren, som fx i almen praksis. Det er vigtigt også at inkludere patien-

terne fra praksissektoren og kommunerne, idet analysen ellers vil indeholde en snæver og ikke repræsenta-

tiv patientpopulation.

Målgruppen for patientpopulationen, der er i behandling i det regionale sundhedsvæsen, er i denne analyse

afgrænset ved patienter:



Med kontakt til psykiatriske sygehuse (indlæggelser og ambulante besøg)

Med kontakt til speciallægepraksis i psykiatri og børnepsykiatri

Med kontakt til psykologordning med henvisningsårsagerne angst eller depression

Der modtager ydelsen samtaleterapi i almen praksis

Der indløser recept på udvalgte lægemidler til behandling af psykisk sygdom (psykofarmaka)

Det skal bemærkes, at den relevante målgruppe i virkeligheden er væsentligt bredere, med det er ikke mu-

ligt at opgøre alle patienter og kontakter relateret til psykisk sygdom. Udfordringen er bl.a. at opgøre alt

relevant behandling i praksissektoren og særligt i almen praksis. I nationale registre findes der kun oplysnin-

ger vedrørende patienternes aktivitet i praksissektoren, men ikke årsagen til henvendelsen. Analysens resul-

tater der omhandler behandlingen i praksissektoren skal derfor ses i lyset af, at der er foretaget en udvæl-

gelse af de dele af praksissektoren, som med størst sandsynlighed vedrører behandling af mennesker med

psykisk sygdom.

Afgrænsningen af socialpsykiatrien og patientforløb på tværs af sygehus- og socialpsykiatrien er ligeledes

vanskeligt. For det første findes der ikke en entydig definition af socialpsykiatrien. De fleste anvender begre-

bet ”socialpsykiatri” om de psykosociale og sociale indsatser (primært) i kommunerne til mennesker med

psykiske vanskeligheder. For det andet eksisterer der ikke data, som kan identificere borgere og aktiviteten

relateret til de sociale indsatser, der kun vedrører mennesker med psykiske lidelser. De sociale indsatser

hører under serviceloven, hvor modtagere af sociale indsatser kategoriseres i tre hovedkategorier



Voksne med handicap

Udsatte voksne

Udsatte børn og unge

På det sociale område er indsatserne ikke knyttet til bestemte diagnoser. Derfor kan disse indsatser ikke

entydigt afgrænses til mennesker med psykiske lidelser. Alle tre hovedgrupper

kan

i princippet omfatte

mennesker med psykisk sygdom, og i alle tre hovedgrupper

kan

der igangsættes indsatser, der kan kategori-

seres som socialpsykiatri. Men, det er vigtigt at understrege, at de omfatter også mennesker med alle andre

typer problemer og uden nødvendigvis at være knyttet til en bestemt diagnose.

Voksne med handicap kan enten have fysisk eller kognitivt handicap. Sociale indsatser for mennesker med

kognitivt handicap omhandler også mennesker med psykiatriske diagnoser såsom mental retardering og

ADHD. Indsatser til udsatte voksne kan bl.a. gives til mennesker med psykiske vanskeligheder, misbrug,

hjemløshed mv. Voksne med misbrug kan også have psykiske lidelser. Udsatte børn og unge er en mål-

gruppe som modtager en social foranstaltning som fx en anbringelse, uanset diagnose.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

I denne analyse er alle modtagere af kommunale indsatser beskrevet, hvilket er en væsentlig bredere mål-

gruppe end ’socialpsykiatrien’, som det var tiltænkt med

Aftale mellem kommunerne og regionerne for

2018.

Det er vigtigt at understrege, at analysens resultater vedr. kommunale tilbud efter serviceloven, dvs.

både udgifter og antal modtagere af indsatserne, vedrører

alle sociale indsatser.

Kun et vist andel af disse

udgifter og personer vedrører mennesker med psykiske lidelser og vanskeligheder.

I analysen er der ikke set på øvrige typer af kommunale indsatser, herunder indsatser, der for voksne især

relaterer sig til bl.a. beskæftigelsesområdet (jobcentrene), eller indsatser for børn og unge som Pædagogisk

Psykologisk Rådgivning (PPR), specialundervisning i undervisningsregi o.l. En del af personerne med psykiske

lidelser modtager disse typer indsatser, men det er ikke umiddelbart muligt datamæssigt at afgrænse disse

indsatser til mennesker med psykiske problemer og lidelser.

Ovenstående forbehold skal holdes for øje i de følgende analyser.

1.2 Analysens hovedresultater

Psykiske lidelser er en heterogen gruppe af sygdomme, der omfatter et spektrum af forskellige diagnoser og

den samme psykiske lidelse kan være af varierende kompleksitet og sværhedsgrad.

Analysen viser, at relativt få, primært voksne patienter, står for hovedparten af aktiviteten og udgifterne på

de psykiatriske sygehuse. Disse har vidt forskellige diagnoser – fra angst og depression til spiseforstyrrelse

og skizofreni.

Figur 1 skitserer antal personer i behandling på psykiatriske sygehuse og i praksissektoren i det regionale

sundhedsvæsen. Samlet set har omkring 148.500 personer modtaget behandling på psykiatriske sygehuse i

2016,

jf. tabel 4.

Det svarer til ca. 2,6 pct. af hele den danske befolkning. Ud af disse har hovedparten haft

ambulant besøg på sygehuset, mens omkring 24.500 personer, svarende til 0,4 pct. af befolkningen, har

haft en psykiatrisk indlæggelse,

jf. figur 1.

Der findes ikke et registerbaseret overblik over hvor mange patienter med psykiske problemer, der behand-

les i almen praksis. Hovedparten af befolkningen (ca. 85 pct.) kontakter almen praksis i løbet af et år,

jf.

Sundheds- og Ældreministeriet (2016).

En dansk auditundersøgelse har vist, at mindst 500.000 mennesker

årligt henvender sig hos deres praktiserende læge med psykiske problemer,

jf. Regeringens udvalg om psy-

kiatri (2013).

I 2016 har omkring 131.000 personer, svarende til ca. 2,3 pct. af befolkningen, modtaget ydelsen samtalete-

rapi i almen praksis, der bl.a. ydes til personer med psykiske problemer.

Under 1 pct. af befolkningen har været i kontakt med praktiserende psykolog (som følge af henvisningsårsa-

gerne angst og depression) og tilsvarende andel gælder antal personer med kontakt til speciallægepraksis.

Omkring ca. 690.300 personer, svarende til ca. 12 pct. af den danske befolkning, var i 2016 i medicinsk be-

handling med psykofarmaka, som her er afgrænset til fire lægemiddelgrupper: antidepressive- og antipsy-

kotiske lægemidler, ADHD-medicin og beroligende og sovemedicin.

Hertil kommer, at 168.000 personer modtager en indsats efter serviceloven i kommunalt regi. Tallet omfat-

ter ikke kun personer, der har psykiske problemer, men også eksempelvis udsatte børn og unge, der modta-

ger en foranstaltning eller er anbragte samt udsatte voksne og voksne med handicap.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 1

Antal personer og andel af befolkningen med kontakt til udvalgte områder i sundhedssektoren, 2016

Antal personer i behandling af psykiske lidelser fordelt efter de enkelte sektorer, 2016

Psykofarmaka

690.300

Ambulant besøg

147.100

Samtaleterapi

(AP)

131.000

Speciallæge-

praksis

53.200

Psykolog-

ordning

45.900

Indlæggelse

24.500

Andel af befolkningen i behandling med psyko-

farmaka

Psykofarmaka

12,1 pct.

Andel af befolkningen med ambulant besøg på

psykiatrisk sygehus

Ambulant besøg

2,6 pct.

Andel af befolkningen med samtaleterapi i al-

men praksis

Samtaleterapi (AP)

2,3 pct.

87,9

pct.

97,4

pct.

97,7

pct.

Antal af befolkningen med kontakt til speciallæ-

gepraksis

Praktiserende speciallæge

(psykiatri)

0,9 pct.

Antal af befolkningen med kontakt til psykolog-

ordningen (angst eller depression)

Psykologordning

0,8 pct.

Andel af befolkningen med indlæggelse på psyki-

atrisk sygehus

Indlæggelse

0,4 pct.

99,2

99,6

99,1

pct.

Anm.: Psykofarmaka besår af antidepressive lægemidler, ADHD-medicin, beroligende og sovemidler og antipsykotiske lægemidler. Speciallægepraksis består af

specialerne voksenpsykiatri og børnepsykiatri. Psykologordning er afgrænset til henvisningskriterierne angst og depression.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregistret, Lægemiddelstatistikregistret, Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

Med udgangspunkt i de udvalgte områder i sundhedssektoren kan behandlingen af mennesker med psyki-

ske lidelser samlet set opgøres til ca. 10 mia. kr.,

jf. figur 2.

Figur 2

Udgifter til behandling af psykiske lidelser i sundhedssektoren fordelt efter de enkelte områder, 2016

Samtaleterapi (AP)

Psykologordning

Speciallægepraksis

Psykofarmaka

Sygehuse (psykiatri)

I alt

2.000

4.000

6.000

8.000

10.049

10.000

117

+132

+290

+600

(1 pct.)

(3 pct.)

(6 pct.)

+8.910

(89 pct.)

(100 pct.)

12.000

14.000

Mio. kr.

Anm.: Børne- og ungdomspsykiatri er for børn og unge under 19 år. Der er anvendt forskellige kilder til opgørelse af udgifterne på de enkelte områder. Udgifterne

til psykiatriske sygehuse er baseret på regnskabstal (de tilrettede driftsudgifter), udgifterne til psykofarmaka er baseret på det regionale tilskud for udvalgte læge-

middelgrupper, mens udgifterne i praksissektoren er det samlede ydelseshonorar på de enkelte områder.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Heraf tegner de psykiatriske sygehuse sig for langt hovedparten af udgiften. De tilrettede driftsudgifter til

psykiatriske sygehuse udgør 8,9 mia. kr. Regionale tilskudsudgifter til psykofarmaka udgør ca. 600 mio. kr.,

mens det aktivitetsafhængige ydelseshonorar til speciallægepraksis udgør knap 300 mio. kr. Ydelseshonora-

ret til psykologhjælp (i forbindelse med behandling af mennesker med angst og depression) udgør godt 130

mio. kr., og ydelseshonoraret til samtaleterapi udgør ca. 120 mio. kr.

De samlede offentlige nettodriftsudgifter til socialområdet var 45,4 mia. kr. i 2016. Heraf er udgiften til om-

rådet for udsatte børn og unge 15,7 mia. kr., mens udgiften til voksenområdet udgør 29,7 mia. kr. Det er

ikke muligt at opgøre udgifterne specifikt til ”socialpsykiatrien” på baggrund af den kommunale kontoplan.

De samlede udgifter omfatter således både hele området for voksne med handicap, udsatte voksne samt

udsatte børn og unge.

Introduktion til analyses øvrige afsnit

I afsnit 2 er der beskrevet organiseringen af indsatser til mennesker med psykiske lidelser.

I afsnit 3 er der undersøgt omfang af patientsammenfaldet på tværs af udvalgte dele af praksissektoren og

psykiatriske sygehuse.

I afsnit 4-7 er der beskrevet udvikling i offentlige udgifter, antal patienter samt patienternes kontakter og

ydelser til de udvalgte indsatsområder – psykiatrisk sygehusbehandling, praksissektoren, psykofarmaka og

de kommunale tilbud efter serviceloven.

I afsnit 8 er der en gennemgang af kilder, metoder og definitioner anvendt i analysen, mens litteraturlisten

fremgår af afsnit 9.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

2. Organisering af psykiatriske

indsatser

Den sundhedsfaglige psykiatriske indsats omfatter forebyggelse, diagnostik, behandling, opfølgning og reha-

bilitering af patienter med psykotiske og ikke-psykotiske lidelser samt psykiske lidelser kombineret med

misbrug hos voksne. Selve behandlingen af psykiatriske patienter er forankret forskellige steder i sundheds-

sektoren og på forskelligt fagligt specialiseringsniveau,

jf. figur 3.

Indsatser for mennesker med psykiske lidelser foregår dels i primærsektoren (dvs. almen praksis, psykolog-

hjælp, speciallægepraksis), dels i sekundærsektoren (sygehusvæsenet) og dels i kommunerne.

Kommunerne har ansvaret for misbrugsbehandlingen (såvel alkohol- som stofmisbrug). Herudover har kom-

munerne ansvar for den forebyggende indsats efter sundhedsloven, blandt andet med henblik på livsstils-

ændringer vedrørende kost, alkohol, tobak, fysisk aktivitet og mental sundhed. Endelig har kommunerne

ansvar for den socialfaglige indsats som botilbud, væresteder, støtte- og kontaktpersonordninger mv. efter

serviceloven.

Figur 3

Forskellige aktører og indsatser for patienter med psykisk lidelse

Kommunal indsats

(Forebyggende tilbud til borgere, misbrugsbehandling,

social indsats)

Almen praksis

(Udredning,

behandling, henvisning)

Specialiseringsniveau

Medicinsk

behandling

Medicinsk

behandling

Psykiatrisk sygehus

(Hovedfunktionsniveau,

tværfagligt)

Psykiatrisk sygehus

(Regions- og

højtspecialiserede

funktioner)

Praktiserende

psykologer

Speciallægepraksis

(Monofagligt)

Kilde: Egen fremstilling på baggrund af Sundhedsstyrelsens Specialevejledning for Psykiatri (2017), Specialeplanlægning – Begreber, principper og krav (2015),

Modernisering af psykiatri i speciallægepraksis (2015).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Almen praksis

er borgernes primære indgang til sundhedsvæsenet. I Danmark har den praktiserende læge

funktioner i forhold til primær behandling og forebyggelse af sygdom og fungerer herudover som familie-

læge, tovholder og generalist.

Almen praksis er i mange tilfælde den primære indgang til behandling af mennesker med psykiske lidelser,

og behandlingen i almen praksis foregår på det laveste faglige specialiseringsniveau. Det fremgår af Specia-

levejledning for psykiatri,

Sundhedsstyrelsen (2017):

”Almen

praksis varetager initial undersøgelse og i mange tilfælde behandling i forbindelse med psykiske syg-

domme. Almen praksis varetager patienter med et bredt spektrum af psykiske lidelser, fx let til moderat

angst og depression, kriser, demens og alkoholmisbrug samt opfølgning af stabile patienter med sværere

psykiske lidelser indenfor såvel det affektive som det psykotiske spektrum. Desuden varetager almen praksis

opfølgning og kontrol af visse psykiatriske patienter efter udredning og behandling på sygehus.”

I almen praksis kendes ikke årsagerne til patienternes henvendelse. Behandlingsmulighederne i almen prak-

sis for patienter med psykisk lidelse kan bestå af medicinsk behandling, støttende samtaler og eventuelt af

egentlig samtaleterapi. Årsagen til samtaleterapi kan skyldes symptomer på depression, angst, spiseforstyr-

relse o.l., men også andre faktorer såsom stress, skilsmisse, sorg mv.

Da det ikke er muligt at afgrænse behandlingen af patienter med psykisk sygdom i almen praksis, er det i

analysen valgt at se på samtaleterapien i almen praksis, der bl.a. gives til patienter med psykiske problemer.

Den praktiserende læge kan henvise patienterne til udredning og behandling på et mere specialiseret ni-

veau, enten i praksissektoren eller på sygehusene.

Praktiserende psykologer

yder individuelt tilrettelagte behandlingsforløb samt par-, familie- eller gruppebe-

handling. Der varetages en række opgaver inden for psykologisk behandling: psykoterapi, samtaleterapi,

psykoedukation, rådgivning og vejledning samt et bredt spektrum af psykologiske behandlingsopgaver –

som spænder fra lettere psykologiske problemer til egentlige psykiske lidelser.

Kun nærmere afgrænsede grupper af patienter kan efter henvisning fra praktiserende læge få offentligt til-

skud til behandling hos en psykolog. Der ydes i dag tilskud på 60 pct. af udgiften til psykologbehandling for

11 forskellige henvisningsårsager:



Henvisningsgruppe 1-9 har været udsat for en alvorlig livsbegivenhed (som fx ulykke, røveri, alvor-

lig invaliderende sygdom, pårørende ved dødsfald mv.)

Henvisningsgruppe 10 er fyldt 18 år og har en let til moderat depression

Henvisningsgruppe 11 er personer, som lider af let til moderat angst, og som på henvisningstids-

punktet er i aldersgruppen 18 til og med 38 år.

Henvisningsårsagerne angst og depression blev først introduceret i henholdsvis 2008 og 2011. Aldersbe-

grænsningerne på de to henvisningsårsager er løbende blevet udvidet. Med den seneste satspuljeaftale for

2018-21 er der aftalt en forsøgsordning med vederlagsfri psykologbehandling til unge mellem 18-20 år med

depression og angst,

jf. Finansministeriet (2017).

Praktiserende speciallæger

i psykiatrien eller i børne- og ungdomspsykiatrien yder individuelt tilrettelagte

behandlingsforløb samt par-, familie- eller gruppebehandling. Behandlingen i speciallægepraksis består bl.a.

af udredning med henblik på at stille en diagnose og udelukke somatiske sygdomme som årsag til sympto-

merne på psykisk sygdom. Dertil kommer vurderingen af, om der er en eller flere psykiske lidelser (komorbi-

ditet) såvel som sociale eller miljømæssige forhold, som kan forværre tilstanden. Selve behandlingen kan

derefter bestå af medicinsk behandling med samtaleterapi og/eller psykoterapi.

De praktiserende psykiatere er en del af sundhedsvæsenets ambulante tilbud til patienter med psykiske li-

delser. De praktiserende speciallæger varetager primært behandling af patienter med psykiske sygdomme

af moderat grad, hvor der ikke er behov for bred tværfaglig indsats, der involverer flere faggrupper. Det

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

drejer sig især om angst- og depressionslidelser, stressrelaterede tilstande, personlighedsforstyrrelser og

voksne med ADHD.

sygehusregi

er der to overordnede specialiseringsniveauer: hovedfunktionsniveau og specialfunktionsni-

veau. Fastlæggelsen af, hvilke funktioner der er specialfunktioner, sker på baggrund af en vurdering af funk-

tionen, herunder patientgruppens størrelse og funktionens kompleksitet og ressourceforbrug.

Hovedfunktioner i psykiatri omfatter udredning og behandling af sygdomme og tilstande, som ikke kræver

varetagelse på specialfunktionsniveau (regionsfunktionsniveau og højt specialiseret niveau). Det er opgaver

af begrænset kompleksitet, hvor både sygdommene og ydelserne er hyppigt forekommende. Udredning og

behandling på hovedfunktionsniveau kan således både ske hos de praktiserende speciallæger og i sygehus-

regi. Der kan dermed være et overlap i målgruppen for speciallægepraksis og ambulant behandling i syge-

husregi på hovedfunktionsniveau.

Patienter med særligt behov for kontinuitet vil have gavn af at blive behandlet i praksissektoren, idet de be-

handles af den samme sundhedsfaglige person (fx psykiater, alment praktiserende læge, psykolog mv.) ved

hver konsultation. Derimod vil andre patienter have behov for tværfaglig behandling (f.eks. af psykolog, di-

ætist, ergoterapeut, fysioterapeut eller socialrådgiver) på sygehuset, eller på tværs af sektorer og indsats-

områder.

Der er en række generelle forudsætninger og krav til bl.a. kapacitet og forskning som skal opfyldes for at

varetage specialfunktioner samt en række specifikke krav, som gælder for psykiatri. Det skønnes, at ca. 10

pct. af al sygehusbehandling (uanset speciale) sker på specialfunktionsniveau, mens de resterende 90 pct.

sker på hovedfunktionsniveau.

En del af mennesker med psykiske lidelser er i

medicinsk behandling med psykofarmaka.

Psykofarmaka er

en betegnelse for lægemidler, der bruges til behandlingen og forebyggelsen af psykiske lidelser og forstyr-

relser. Psykofarmaka kan dog også anvendes til behandling af andre symptomer og sygdomme, bl.a. epi-

lepsi, søvnbesvær o.l. Psykofarmaka defineres typisk af fire forskellige lægemiddelgrupper: antipsykotiske

lægemidler, antidepressive lægemidler, sove- og beroligende medicin samt ADHD-midler.

Særligt for børn og unge med psykiske lidelser gælder, at medicinsk behandling som udgangspunkt ikke er

førstevalget. Når der alligevel opstår spørgsmål om, hvorvidt børn eller unge kan have behov for medicin

mod den psykiske lidelse, er det en børne- og ungdomspsykiatrisk speciallægeopgave at vurdere, om et

barn eller en ung under 18 år har behov for medikamentel behandling af en psykisk lidelse,

jf. Sundhedssty-

relsen (2013).

Den praktiserende læge kan overtage den fortsatte medikamentelle behandling (vedligeholdelsesbehand-

lingen), hvis det sker efter konkret aftale og i samarbejde med speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri. I

akutte tilfælde kan andre læger end speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri starte den medikamentelle

behandling. Det må dog kun ske efter konference med, eller henvisning, til en speciallæge i børne- eller

ungdomspsykiatri.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

3. Patientsammenfald på tværs af

områder

I dette afsnit er patientsammenfaldet på tværs af primær- og sekundærsektoren inden for det regionale

sundhedsvæsen undersøgt. I de kommende analyser vil patientsammenfaldet på tværs af de regionale og

kommunale områder blive undersøgt nærmere.

Nogle af patienterne modtager sideløbende behandling på tværs af områder i sundhedssektoren. Set på

patientsammenfaldet over samme år, er det relativt begrænset, hvor mange patienter, der både har modta-

get behandling på sygehuset og i udvalgte dele af praksissektoren. Det sidstnævnte er defineret ved kontakt

til praktiserende speciallæge, praktiserende psykolog (for så vidt angår angst eller depression) og samtalete-

rapi i almen praksis.

Langt hovedparten af patienterne fra praksissektoren (næsten 90 pct.) har ikke samtidigt en kontakt til psy-

kiatriske sygehuse,

jf. figur 4.

Figur 4

Patientsammenfald mellem patienter på psykiatriske sygehuse og i udvalgte dele af praksissektoren, 2016

Anm.: Praksissektoren består af samtaleterapi ved almen praksis, psykologhjælp (personer med henvisningsårsag angst eller depression) samt praktiserende

speciallæger i børnepsykiatrien og psykiatrien. Indlæggelse og ambulant besøg omfatter psykiatriske sygehuse.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Tilsvarende har de fleste patienter med ambulant besøg (ca. 70 pct.) hverken haft psykiatriske indlæggelser

eller kontakter til de udvalgte dele af praksissektoren. De resterende ca. 20 pct. har både haft ambulant be-

søg og været i kontakt med praksissektoren, mens ca. 10 pct. har haft ambulant besøg og indlæggelse.

Det omvendte er imidlertid tilfældet for indlagte patienter, idet kun 5 pct. udelukkende har haft en eller

flere psykiatriske indlæggelser. Hovedparten af de indlagte patienter (70 pct.) har, ud over indlæggelsen,

også haft ambulant besøg i løbet af året, mens omkring 30 pct. både har haft en indlæggelse, ambulant be-

søg og kontakter i praksissektoren. Det indebærer, at næsten alle indlagte patienter også har haft ambu-

lante besøg i løbet af året.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Det også relativt begrænset, hvor stor en del af patienterne der behandles på tværs af de udvalgte dele af

praksissektoren inden for samme kalenderår. Fx har knap 90 pct. af patienterne, der har modtaget samtale-

terapi i almen praksis, ikke modtaget behandling andre steder i praksissektoren,

jf. figur 5.

Tilsvarende har

over 80 pct. udelukkende modtaget behandling i speciallægepraksis (psykiatrien og børnepsykiatrien) og

knap 70 pct. under psykologordningen (henvisningsårsagerne angst eller depression.)

Det skal dog bemærkes, at der er set på patientsammenfald på tværs af

udvalgte

dele af praksissektoren.

Behandling hos speciallæge og under psykologordningen kræver en henvisning og dermed en forudgående

kontakt hos en alment praktiserende læge.

Det tyder dermed på, at de enkelte områder inden for sundhedssektoren hovedsageligt substituerer hinan-

den. Årsagen hertil kan være, at de enten varetager forskellige typer patienter, eller at de enkelte delsekto-

rer kun i mindre grad samarbejder om patienterne og overdrager patienterne til hinanden.

Figur 5

Patientsammenfald indenfor udvalgte dele af praksissektoren, 2016

Anm.: Praksissektoren består af samtaleterapi ved almen praksis, psykologhjælp (personer med henvisningsårsag angst eller depression) samt praktiserende

speciallæger i børnepsykiatrien og psykiatrien.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Patientsammenfald er relativt begrænset, også når der ses mellem hver af de enkelte behandlingsområder i

en krydstabel. Hver række i figur 6 illustrerer, hvor stor en andel af patienterne fra de enkelte områder i

sundhedssektoren, der har været i kontakt med andre dele af sundhedssektoren i 2016.

For patienter i speciallægepraksis er der fx et vist sammenfald med ambulante besøg. Således har 12 pct. af

børn og unge fra speciallægepraksis i børnepsykiatri også ambulante besøg, og tilsvarende har 16 pct. af

voksne med kontakt til praktiserende speciallæge i psykiatri også ambulante besøg. Det omvendte er imid-

lertid ikke tilfældet. Blot 5 pct. af patienter med ambulante besøg har også været i kontakt med speciallæ-

gepraksis.

Det største patientsammenfald gælder dog indlagte personer, hvor næsten alle patienter også har en eller

flere ambulante besøg i løbet af året. Herudover er der relativt store patientsammenfald med de enkelte

områder og samtaleterapi i almen praksis (mellem 5 og 27 pct.).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 6

Patientsammenfald mellem de enkelte områder i sygehussektoren og udvalgte dele af praksissektoren, 2016*

Samtaleteripi

(AP)

Samtaleterapi (AP)

Speciallæge

(børn og unge)

Speciallæge (voksne)

Psykologhjælp

Indlæggelse

Ambulant besøg

14%

27%

14%

13%

16%

Speciallæge

(børn og unge)

Speciallæge

(voksne)

Psykologhjælp

Indlæggelse

Ambulant besøg

14%

12%

16%

10%

94%

Anm.: *Procenterne skal læses rækkevis. Samtaleterapi er ved almen praksis. Psykologhjælp indeholder kun personer med henvisningsårsag angst eller depres-

sion. Speciallæge omfatter praktiserende speciallæge i specialerne børnepsykiatri og psykiatri. Indlæggelse og ambulant besøg omfatter psykiatriske sygehuse.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Set på patientsammenfald over flere år bliver billedet lidt mere nuanceret. Hver række i figur 7 illustrerer

patienter med kontakt til sygehusene og i praksissektoren i løbet af 2016. Hver kolonne angiver, hvilke type

kontakter de selvsamme patienter havde årene før (over perioden 2013-2015). Patientsammenfald på

tværs af områder er generelt lidt højere, end når der kun ses på et enkelt år. Men de største patientsam-

menfald ses i figurens diagonal. Det betyder, at overlap er størst inden for præcis samme behandlingsom-

råde.

Næsten halvdelen af patienterne, der har fået samtaleterapi i 2016, har også fået samtaleterapi i løbet af

perioden 2013-2015. Omtrent samme andel gælder henholdsvis patienter der modtager psykologhjælp og

som er indlagte. Andelen af patienter med samme kontakttype er endnu højere for speciallægehjælp og

ambulante besøg. Her har ca. to ud af tre patienter, der blev behandlet i 2016, også haft kontakter i løbet af

perioden 2013-15 hos den præcis samme type behandler.

Det tyder dermed på, at en del af patienterne er i et længere behandlingsforløb, som oftest sker inden for

præcis samme type behandling – dvs. enten speciallægepraksis, psykologhjælp, ambulant behandling på

sygehuset osv.

Figur 7

Patientsammenfald mellem de enkelte områder i sygehussektoren og udvalgte dele af praksissektoren, 2013-2016*

Samtaleterapi

(AP)

Samtaleterapi (AP)

Speciallæge

(børn og unge)

Speciallæge

(voksne)

Psykologhjælp

Indlæggelse

41%

27%

31%

21%

Speciallæge

(børn og unge)

63%

Speciallæge

(voksne)

67%

12%

Periode: 2013-2015

Psykolog-

hjælp

11%

45%

Indlæggelse

46%

20%

Ambulant besøg

14%

19%

26%

12%

66%

65%

Periode: 2016

Ambulant besøg

Anm.: *Procenterne skal læses rækkevis. Samtaleterapi er ved almen praksis. Psykologhjælp indeholder kun personer med henvisningsårsag angst eller depres-

sion. Speciallæge omfatter praktiserende speciallæge i specialerne børnepsykiatri og psykiatri. Indlæggelse og ambulant besøg omfatter psykiatriske sygehuse.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

4. Det psykiatriske

sygehusvæsen

Den sygehusbaserede psykiatri er forankret i regionerne og varetager bl.a. diagnostik og behandling af psy-

kiske lidelser. Det er primært de middelsvære og svære tilstande, der behandles på psykiatriske sygehuse.

Psykiatrien består af flere forskellige tilbud, akutte/planlagte, ambulante såvel som stationære (indlæggel-

ser). Sygehuspsykiatrien er organiseret i en voksenpsykiatri og en børne- og ungdomspsykiatri.

4.1 Regionale udgifter til psykiatriske sygehuse

Der er forskellige kilder til opgørelse af regionernes udgifter til psykiatriske sygehuse,

jf. Metode og definitio-

ner, afsnit 8.1.

Med udgangspunkt i regionernes tilrettede driftsudgifter, udgjorde det psykiatriske sygehusvæsen i 2016

samlet set ca. 8,9 mia. kr. (2017-priser),

jf. tabel 1.

Godt 3,5 mia. kr., svarende til ca. 40 pct. af de samlede

udgifter, kan henføres til udgifterne i Region Hovedstaden. Det er 10 pct. point mere end Region Hovedsta-

dens andel af den samlede patientpopulation tilsiger. Knap 20 pct. af de samlede udgifter afholdes i Region

Syddanmark, hvilket er ca. 8 pct. point under deres patientandel.

Tabel 1

Tilrettede driftsudgifter til psykiatriske sygehuse fordelt på regioner, 2010-2016

Gns. år-

lig pct.

vækst

3,5

2,2

3,9

2,3

2,5

2,7

2,5

2,7

Udgifts-

andel i

2016

(pct.)

100

Andel af

patien-

terne

(pct.)

100

Andel i

bef.

(pct.)

100

Mio kr. 2017-priser

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

- Heraf børn og

unge

- Heraf voksne

2010

598

1.531

1.306

3.098

1.064

7.600

1.167

6.456

2011

620

1.571

1.420

3.136

1.064

7.811

1.191

6.631

2012

662

1.650

1.457

3.254

1.127

7.148

1.301

6.868

2013

683

1.682

1.470

3.414

1.131

7.380

1.297

7.096

2014

693

1.705

1.527

3.417

1.166

8.509

1.327

7.174

2015

694

1.733

1.598

3.538

1.172

8.735

1.345

7.383

2016

736

1.749

1.647

3.546

1.232

8.910

1.355

7.554

Anm.: De tilrettede driftsudgifter (DTD) er korrigerede regnskabstal for hospitaler og regioner indberettet til centraladministrationen og bruges til DRG og DAGS-

takstberegning og produktivitetsopgørelser.

Kilde: Regionernes indberetninger til Sundhedsdatastyrelsen

Forskelle på tværs af regionerne i udgiftsandelene sammenholdt med patientandelene kan skyldes flere for-

skellige faktorer. På den ene side kan der være forskelle i patientsammensætningen og dermed patienttyngde

på tværs af de fem regioner, og på den anden side kan der være forskelle i evnen til at udnytte eksisterende

kapacitet bedst muligt og tilbyde de mest omkostningseffektive behandlingsmuligheder til patienterne.

Driftsudgifterne til psykiatrien er steget med 1,3 mia. kr. i faste priser fra 7,6 mia. kr. i 2010 til 8,9 mia. kr. i

2016, dvs. en realvækst på 17 pct. over perioden og i gennemsnit 2,7 pct. årligt. De største vækstrater kon-

stateres i Region Nordjylland og Syddanmark med henholdsvis 3,5 og knap 4 pct. pr. år. Hovedparten af ud-

gifterne kan henføres til voksenpsykiatrien, som med knap 7,6 mia. kr. udgør ca. 85 pct. af de samlede ud-

gifter. Børne- og ungdomspsykiatrien udgør næsten 1,4 mia. kr., svarende til ca. 15 pct. af de samlede udgif-

ter.

Stigningen i udgifterne til psykiatrien skal dels ses i lyset af stigende antal patienter og dels, at der politisk

set over de senere år er prioriteret øgede midler til området.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Til sammenligning udgør de tilrettede driftsudgifter til somatiske sygehuse

ca. 65,7 mia. kr. i 2016. Det er

over 7 gange mere end udgifterne til psykiatrien. Kræftområdet er et af de historisk set højt prioriterede

områder, hvortil der er tilført adskillige målrettede bevillinger. De psykiatriske sygehuse adskiller sig på

mange måder fra kræftområdet, men ren størrelsesordenmæssigt skønnes udgifterne til de to områder at

være på omtrent samme niveau,

jf. boks 1.

Boks 1

Sammenligning af udgifter til psykiatriske sygehuse og somatiske sygehuse, herunder kræftområdet

Udgiftsmæssigt kan psykiatrien sammenholdes med de tilrettede driftsudgifter til kræftbehandlingen, som skønnes at udgøre 8,7 mia.

kr. i 2016,

jf. figur a.

Udgifterne pr. patient i psykiatrien udgjorde i 2016 ca. 60.000 kr.,

jf. figur b.

Til sammenligning skønnes udgiften

pr. kræftpatient at udgøre ca. 69.900 kr. mens udgiften pr. patient, der er i kontakt med det somatiske sygehus skønnes at være

24.000 kr.

Fra 2010 til 2016 er udgiften pr. psykiatrisk patient faldet fra ca. 66.500 kr. til 60.000 kr. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at antallet af am-

bulante kontakter er steget relativt mere end stationære indlæggelser,

jf. tabel 4.

En ambulant kontakt er typisk væsentligt billigere end

en indlæggelse. Samtidigt er antal indlæggelsesdage faldet over perioden. Faldende udgifter pr. patient er også gældende for kræftpa-

tienter, mens udgifter pr. somatisk patient er steget svagt over perioden samme periode.

Figur a

Tilrettede driftsudgifter til psykiatri, øvrig somatisk behandling,

og skønsmæssig beregning for kræftområdet, 2016

I alt: 74,6 mia. kr.

8,9 mia. kr.

(12 pct.)

Figur b

Udviklingen i udgifter pr. patient til psykiatri, kræftbehandling

og øvrig somatisk behandling, 2010-2016

Tusinde kr.

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Psykiatri

Kræftbehandling

Somatik

8,7 mia. kr.

(12 pct.)

57,0 mia. kr.

( 76 pct.)

Psykiatri

Kræftbehandling

Øvrig somatik

Forbehold ved sammenligning på tværs af sygdomsgrupper

Der skal tages vis forbehold i forbindelse med sammenligning af udgifterne til psykiatriske sygehuse med udgifterne til kræftområdet.

Det er ikke muligt at opgøre de direkte faktiske udgifter, som kan henføres til kræftområdet. Det er dog muligt at sammenligne indi-

rekte, idet produktionsværdien på kræftområdet kan opgøres på baggrund af DRG-takster (diagnoserelaterede grupper) og DAGS-

takster (dansk ambulant grupperingssystem). Det er i beregningerne

forudsat,

at kræftområdets andel af de tilrettede driftsudgifter for

somatiske sygehuse er den samme som kræftområdets andel af den samlet produktionsværdi opgjort ved DRG og DAGS-taktser på

offentlige sygehuse, er det muligt beregningsteknisk af få opgjort et groft skøn for de tilrettede driftsudgifter på kræftområdet. I forhold

til udgifterne er der således anvendt samme kilde til såvel psykiatri og kræftområdet. Det vurderes, at den anvendte metode giver det

bedste sammenligningsgrundlag mellem kræft og psykiatri. Enhedsudgifter pr. patient skal også tages med forbehold for manglende

standardisering af sygdomsbyrden i patientsammensætningen.

Anm.: De tilrettede driftsudgifter (DTD) er korrigerede regnskabstal for hospitaler og regioner indberettet til centraladministrationen og bruges til DRG- og

DAGS-takstberegning samt produktivitetsopgørelser.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sundhedsdatastyrelsen, DRG-grupperet LPR, offentlige sygehuse.

Nettodriftsudgifter til personale udgør hovedparten af udgifterne til psykiatriske sygehuse

Størstedelen af udgifterne til psykiatriske sygehuse bruges på aflønning af personale. Fordelt på enkelte ud-

giftskomponenter udgjorde lønninger til personale og vikarer i 2016 ca. 7,5 mia. kr., svarende til 85 pct. af

udgifterne til regional psykiatri,

jf. tabel 2.

Til sammenligning udgør lønninger ca. 70 pct. af udgifterne til

somatiske sygehuse i regionerne.

Under de somatiske sygehuse hører alle fysiske sygdomsområder.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Den næststørste udgiftskomponent i de psykiatriske sygehuse er øvrige udgifter, hvilket bl.a. omfatter an-

skaffelser, inventar, apparatur, kliniske analyser, patientskadeerstatning mv. Disse udgjorde ca. 14 pct. af

den samlede udgift, svarende til 1,2 mia. kr. Medicin udgjorde ca. 2 pct., svarende til 137 mio. kr.

Tabel 2

Nettodriftsudgifter til psykiatriske sygehuse, 2011-2016

2017-priser

Personale

Medicin

Øvrige udgifter

I alt

2011

6.636

126

1.052

7.814

2012

6.861

115

1.038

8.014

2013

6.988

109

1.146

8.243

2014

7.175

112

1.077

8.364

2015

7.262

141

1.160

8.563

2016

7.463

137

1.201

8.801

Pct. ændr.

12,5

8,7

14,2

12,6

Gns årlig

pct. vækst

2,4

1,7

2,7

2,4

Andel (pct.)

100

Anm Nettodriftsudgifterne er udgifter og indtægter vedrørende regionens sygehuse samt udgifter og indtægter vedrørende sygehusydelser.

Kilde: Regionernes særlige indberetning til Økonomi- og Indenrigsministeriet

4.2 Sundhedsfagligt personale ansat på psykiatriske sygehuse

I 2016 udgjorde det sundhedsfaglige personale ca. 10.200 personer på de psykiatriske sygehuse,

jf. tabel 3.

Det svarer til ca. 14 pct. af sundhedsfagligt personale i hele den offentlige sygehussektor.

Tabel 3

Udvikling i antal fuldtidsbeskæftiget sundhedsfagligt personale i de regionale psykiatriske sygehuse, 2010-2016

Gns.

årlig

pct.

vækst

1,9

7,0

4,8

-1,3

-0,6

2,3

2,5

2,2

0,4

Antal

Læger

Psykologer

Sygeplejersker

Social- og sundhedsassistenter

Øvrige*

I alt

- Heraf børne- og ungdomspsykiatri

- Heraf voksenpsykiatri

Hele sygehussektoren, inkl. somatik

2010

1.314

699

3.126

2.526

1.240

8.905

1.323

7.582

73.013

2011

1.275

712

3.222

2.439

1.155

8.803

1.309

7.494

72.041

2012

1.366

797

3.481

2.296

1.157

9.097

1.395

7.699

72.159

2013

1.422

891

3.765

2.282

1.213

9.573

1.465

8.108

74.094

2014

1.470

958

3.993

2.373

1.211

10.005

1.507

8.499

74.743

2015

1.427

975

4.004

2.387

1.134

9.927

1.512

8.415

74.518

2016

1.467

1.048

4.137

2.334

1.195

10.182

1.531

8.651

74.681

Pct.

ændr.

11,7

49,9

32,4

-7,6

-3,6

14,3

15,7

14,1

2,3

Andel

(pct.)

100

Anm.: Antallet af fuldtidsstillinger. Øvrige består af socialrådgiver, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter og anden sundhedsgruppe.

Kilde: Egne beregninger pba. af Danske Regioner og Sundhedsdatastyrelsen

Fra 2010 til 2016 er antallet af sundhedsfagligt personale beskæftiget i psykiatrien steget med ca. 14 pct.,

svarende til en gennemsnitlig årlig vækst på 2,3 pct. Det skal bl.a. ses i lyset af, at antal patienter er steget

med 30 pct. over samme pariode,

jf. tabel 4.

Til sammenligning er den procentvise vækst for personalet i

hele sygehussektoren, inklusiv somatiske sygehuse betydeligt svagere, ca. 2 pct. over hele perioden 2010-

16, svarende til en årlig procentvis vækst på ca. 0,4 pct.

Med en stigning på 50 pct. over perioden 2010-16 er psykologerne ansat på psykiatriske sygehuse den fag-

gruppe, der er vokset mest i de senere år. Antallet af sygeplejersker er steget med ca. 32 pct., mens antallet

af læger er steget med ca. 12 pct. i samme periode.

Ud af de ca. 10.200 ansatte i psykiatrien er hovedparten, (ca. 8.700 fuldtidsbeskæftigede) ansat i den regio-

nale voksenpsykiatri, og de resterende ca. 1.500, svarende til 15 pct. er ansat i den regionale børne- og ung-

domspsykiatri.

Den største personalegruppe i psykiatrien er sygeplejersker (ca. 41 pct.) efterfulgt af social- og sundhedsas-

sistenter (23 pct.) samt læger (14 pct.),

jf. figur 8.

I 2016 udgjorde de tilsammen knap 80 pct. af det sund-

hedsfaglige personale, som er ansat på psykiatriske sygehuse. De tre personalegrupper udgør tilsammen

omtrent samme andel, hvis der ses på personalefordelingen i hele sygehussektoren.

På de psykiatriske sygehuse er andelen af læger og sygeplejersker lidt lavere end på de offentlige sygehuse

generelt, mens andelen af social- og sundhedsassistenter og psykologer generelt er højere.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 8

Procentvis fordeling af det sundhedsfaglige personale i ansat på sygehusene, 2016

Psykiatriske sygehuse

Hele sygehussektoren

12 pct.

14 pct.

16 pct.

21 pct.

10 pct.

23 pct.

13 pct.

2 pct.

48 pct.

41 pct.

Læger

Psykologer

Sygeplejersker

Social- og sundhedsassistenter

Øvrige*

Social- og sundhedsassistenter

Anm.: Øvrige består af socialrådgiver, pædagoger, fysio- og ergoterapeuter andet sundhedsfagligt personale.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Danske Regioner og Sundhedsdatastyrelsen

Det bemærkes, at opgørelse af personale fordelt på de enkelte kategorier på henholdsvis psykiatriske syge-

huse og alle offentlige sygehuse baserer sig på forskellige kilder. Sammenligninger mellem de to opgørelser

skal derfor tages med et vist forbehold.

4.3 Personaleforbrug pr. patient og antal sengepladser

Antal patienter pr. læge eller psykolog i børne- og ungdomspsykiatrien er steget fra 51 til 56, svarende til en

stigning på knap 20 pct. over perioden 2010-16,

jf. figur 9.

Antal patienter pr. resterende personale er tilsva-

rende steget fra 28 til 36, svarende til en stigning på knap 30 pct.

Figur 9

Udviklingen i antal patienter pr. sundhedsfagligt personale ansat på psykiatriske sygehuse, 2010-2016

Børne- og ungdomspsykiatrien

Voksenpsykiatrien

Antal

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Patienter per læge eller psykolog

Patienter per resterende sundhedspersonale

Antal

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Patienter per læge eller psykolog

Patienter per resterende sundhedspersonale

Antal

Kilde: Egne beregninger pba. Danske Regioner og Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

Når antallet af patienter er steget relativt mere end det sundhedsfaglige personale, betyder det, at den en-

kelte beskæftigede i børne- og ungdomspsykiatrien håndterer flere patienter i gennemsnit i 2016 sammen-

lignet med 2010. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der i børne- og ungdomspsykiatrien er sket en større stig-

ning i ambulante patienter sammenlignet med indlagte patienter over perioden 2010-16,

jf. tabel 4.

Det be-

tyder, at antal patienter, der har behov for en behandling af begrænset kompleksitet, hvor både sygdom-

mene og ydelserne er hyppigt forekommende, er steget relativt til patienter, der kræver en mere kompleks

behandlingsindsats.

Med omkring 60 patienter pr. læge eller psykolog i voksenpsykiatrien er forholdet mellem antal patienter

og antal læger/psykologer uændret over perioden 2010-16, mens antallet af patienter pr. øvrigt sundheds-

fagligt personale er steget fra 15 til 17, svarende til en stigning på ca. 14 pct.

jf. figur 9.

Dette skal ses i lyset

af, at der i voksenpsykiatrien er sket en betydelig stigning i antal ambulante patienter, mens antal indlagte

patienter er stort set uændret over perioden 2010-16.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Antallet af patienter pr. læge og psykolog er i 2016 nogenlunde på samme niveau i henholdsvis børne- og

ungdomsdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien, mens antallet af patienter pr. øvrigt sundhedsfagligt perso-

nale er højere i børne- og ungdomspsykiatrien.

Generelt er niveauet for antal patienter i forhold til det sundhedsfaglige personale lavere på de psykiatriske

sygehuse sammenlignet med hele sygehussektoren. Det gælder særligt antal læger og psykologer. I syge-

hussektoren er der samlet set ca. 166 patienter pr. læge eller psykolog og 50 patienter pr. øvrigt sundheds-

fagligt personale. Det betyder, at der på de somatiske sygehuse generelt er færre årsværk pr. patient end

på de psykiatriske sygehuse.

Sengepladser

I dag indberetter regionerne særskilte hhv. månedlige og kvartalsvise opgørelser af sengekapaciteten på

psykiatriske afdelinger til Danske Regioner og Sundhedsdatastyrelsen. De to opgørelser divergerer imidler-

tid ofte, bl.a. fordi der anvendes forskellige opgørelsesmetoder.

Med udgangspunkt i tal indberettet til Danske Regioner, var der i 2016 2.905 normerede sengepladser i det

offentlige psykiatriske sundhedsvæsen, fordelt på 2.685 pladser i voksenpsykiatrien og 220 pladser i børne-

og ungdomspsykiatrien,

jf. figur 10.

Figur 10

Udvikling i antal sengepladser 2010-2016

Antal

3.500

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

2010

2011

2012

2013

2014

2015

Voksenpsykiatri

2016

Børne- og ungdomspsykiatri

Aksetitel

3.500

3.000

2.500

2.000

1.500

1.000

500

Anm.: Der er anvendt tre publikationer fra Danske Regioner som kilde: 2010:Benchmarking af psykiatrien 2014, 2011: Benchmarking af psykiatrien 2015, 2012-

16: Benchmarking af psykiatrien 2016

Kilde: Regionale indberetninger til nøgletal, Danske Regioner

I børne- og ungdomspsykiatrien er antallet af sengepladser forøget over perioden 2010-16 med ca. 9 pct.

Dette skal bl.a. ses i lyset af 40 pct. flere indlæggelser i børne- og ungdomspsykiatrien samt uændret antal

sengedage over samme periode,

jf. tabel 4.

I voksenpsykiatrien er antallet af sengepladser faldet fra 2.945

pladser i 2010 til 2.685 pladser i 2016, svarende til et fald på ca. 9 pct. Over samme periode er antal indlæg-

gelser i voksenpsykiatrien steget med godt 10 pct., mens antal sengedage er faldet med ca. 10. pct.

4.4 Aktivitet på psykiatriske sygehuse

Antal patienter fordelt på diagnoser

Psykiske lidelser kan klassificeres i WHOs diagnosekodesystem ICD-10,

jf. Metode og definitioner, afsnit 8.2.

Antallet af unikke patienter i det psykiatriske sygehusvæsen var ca. 148.500 i 2016, svarende til omtrent 2,6

pct. af hele befolkningen,

jf. tabel 4.

Omkring 33.600 personer har haft kontakt i børne- og ungdomspsyki-

atrien

og 115.600 i voksenpsykiatrien,

jf. figur 11.

Det fremgår af Specialevejledning for Børne- og ungdomspsykiatri, Sundhedsstyrelsen (2017), at patienter op til det 18. år bør varetages i

børne- og ungdomspsykiatrien. Aldersgrænsen er i øvrigt fleksibel og kan tilrettelægges lokalt og eventuelt efter den enkelte patients særlige

forhold. I denne analyse er børne- og ungdomspsykiatrien afgrænset ved patienter, der er 18 år og derunder efter samme definition som

Sundhedsdatastyrelsen anvender bl.a. i ”Udvalgte nøgletal for det regionale sundhedsvæsen 2009-2016”.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 11

Antal patienter med kontakt til psykiatriske sygehuse fordelt på diagnosegrupper, 2016

Børn og unge

Ikke nærmere specif.

Psykoaktive stoffer

Mental retardering

Personlighedsforstyrrelse mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Skizofreni mv.

Depression mv.

Øvrige diagnoser

Autisme, aspergers mv.

Angst mv.

ADHD mv.

I alt unikke patienter

I alt diagnoser

10.000

20.000

30.000

33.600

39.000

40.000

50.000

60.000

Antal

200

+200

+600

+900

+1.300

+2.200

+5.500

+6.200

+6.300

+14.300

Voksne

Ikke nærmere specif.

Autisme, aspergers mv.

Mental retardering

Spiseforstyrrelse mv.

ADHD mv.

Psykoaktive stoffer

Demens mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Øvrige diagnoser

Skizofreni mv.

Depression mv.

Angst mv.

I alt unikke patienter

I alt diagnoser

1500

+1.700

+2.500

+3.100

+4.800

+6.900

+10.000

+11.800

+21.500

+22.300

+25.300

+30.400

115600

141.800

20.000 40.000 60.000 80.000 100.000120.000140.000160.000180.000200.000

Antal

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

”I alt unikke patienter” angiver unikke patienter i psykiatrien, mens ”I alt diagnoser” angiver summen af alle patienter inden for hver diagnosegruppe. En patient

kan således optræde i flere forskellige diagnose-grupper. Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser er klassificeret efter ICD-10, men der er angivet

navne for eksempler på sygdomme inden for diagnosegruppen, se Metode og definitioner, afsnit 8.2.

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

ADHD og andre adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser (diagnosegruppe F90-98) er den hyppigst regi-

strerede psykiatriske diagnose blandt børn og unge. Omkring 14.300 børn og unge med diagnosen ADHD

har været i kontakt med et psykiatrisk sygehus i 2016. Det svarer til, at knap en ud af fire patienter i børne-

og ungdomspsykiatrien har diagnosen ADHD. Angst og andre nervøse og stress-relaterede tilstande (diagno-

segruppe F40-49) samt skizofreni o.l. (diagnosegruppe F20-29), er også nogle af de hyppige diagnoser i

børne- og ungdomspsykiatrien med henholdsvis 6.300 og 6.200 børn og unge, svarende til ca. 16 pct. af pa-

tienterne.

Herudover er der relativt mange børn og unge kategoriseret med

øvrige diagnoser,

som hovedsageligt om-

fatter en række udredningskoder som

”observation pga. mistanke om psykisk lidelse eller adfærdsforstyr-

relse”

(ca. 71 pct. af alle med øvrig diagnose), og ”kontakt

mhp. psykiatrisk undersøgelse ikke klassificeret

andetsteds”

(ca. 12 pct. af alle med øvrig diagnose).

I voksenpsykiatrien er 30.400 personer, svarende til en ud af fem patienter, i kontakt med et psykiatrisk sy-

gehus med diagnosen angst o.l. (diagnosegruppe F40-F49). Omkring 25.300 personer, svarende til 18 pct. er

i kontakt med psykiatrien som følge af depression mv. (diagnosegruppe F30-39), mens ca. 22.300, svarende

til 16 pct. af patienterne har skizofreni o.l. (diagnosegruppe F20-29).

Herudover har 21.500 voksne, svarende til 15 pct. øvrige diagnoser, der hovedsageligt inkluderer udred-

ningsdiagnoserne: ”observation

pga. mistanke om psykisk lidelse eller adfærdsforstyrrelse”

(53 pct.) og

”kontakt

mhp. psykiatrisk undersøgelse ikke klassificeret andetsteds” (ca.

10 pct.) mv. Voksne patienter i

kontakt med retspsykiatri udgør ca. 2.000 personer, svarende til ca. 9 pct. af hele gruppen med øvrige diag-

noser.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Udvikling i antal patienter og kontakter over perioden 2010-2016

Over perioden 2010-16 er antallet af patienter steget med knap 30 pct., svarende til en stigning på knap 5

pct. årligt,

jf. tabel 4.

Til sammenligning er stigningen i befolkningen ca. 3 pct. over samme periode, sva-

rende til ca. 0,5 pct. årligt.

Tabel 4

Patienter og kontakter i det psykiatriske sygehusvæsen, 2010-2016

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Pct.

ændr.

30,0

44,7

11,1

1,4

11,7

11,8

-9,4

-18,9

14,3

-39,5

31,9

46,2

11,4

44,5

59,0

9,4

12,7

42,0

21,4

0,3

-29,5

105,1

-64,9

45,2

59,3

9,6

26,5

42,5

12,5

0,7

10,1

11,8

-10,2

-18,5

12,0

-37,9

28,7

44,2

11,6

Gns. år-

lig pct

vækst

4,5

6,4

1,8

0,2

1,9

-1,6

-3,4

2,3

-8,0

4,7

6,5

1,8

6,3

8,0

1,5

2,0

6,0

3,3

0,0

-5,7

12,7

-16,0

6,4

8,1

1,5

4,0

6,1

2,0

0,1

1,6

1,9

-1,8

-3,3

1,9

-7,6

4,3

6,3

1,9

Kontakter og patienter i psykiatrisk sygehusvæsen, i alt

- Antal patienter i alt (tusinde)

114

118

- Antal kontakter i alt (tusinde)

- Gns. antal kontakter pr. patient

Indlæggelser

- Antal patienter (tusinde)

- Antal indlæggelser (tusinde)

- Gns. antal indlæggelser

- Antal dage

(tusinde)

- Gns. liggetid pr. indlæggelse

(dage)

- Genindlæggelsesfrekvens (pct.)

- Færdigbehandlingsdage

Ambulante besøg

- Antal patienter (tusinde)

- Antal ambulante besøg (tusinde)

- Gns. antal ambulante besøg

Børn og unge - kontakter og patienter, i alt

- Antal patienter i alt (tusinde)

- Antal kontakter i alt (tusinde)

- Gns. antal kontakter pr. patient

Indlæggelser

- Antal patienter (tusinde)

- Antal indlæggelser (tusinde)

- Gns. antal indlæggelser

- Antal dage

(tusinde)

- Gns. liggetid pr. indlæggelse

(dage)

- Genindlæggelsesfrekvens (pct.)

- Færdigbehandlingsdage

Ambulante besøg

- Antal patienter (tusinde)

- Antal ambulante besøg (tusinde)

926

8,1

1,7

995

24,3

21,0

40.030

112

885

7,9

123

5,3

1,5

2,1

1,4

34,2

11,4

2.390

121

970

8,2

1,7

971

23,3

20,9

29.660

116

929

8,0

136

5,4

1,5

2,1

1,5

32,2

15,3

1.240

134

125

1.069

8,6

1,7

954

22,0

21,6

31.480

122

1.025

8,4

152

5,6

1,7

2,3

1,4

27,8

15,7

1.045

150

131

1.147

8,8

1,8

917

20,7

22,3

30.345

128

1.102

8,6

165

5,7

1,6

2,5

1,5

31,4

14,4

810

162

5,7

103

982

9,5

1,8

839

20,0

22,7

29.535

100

940

9,4

142

1.233

8,7

1,8

926

20,3

22,4

27.940

139

1.187

8,5

183

5,7

1,7

2,7

1,6

29,4

16,8

635

181

5,7

110

1.049

9,5

1,8

848

19,7

22,7

27.305

108

1.006

9,3

148

1.307

8,8

1,8

900

19,5

23,1

20.825

147

1.261

8,6

194

5,7

1,8

3,0

1,7

25,0

24,4

275

191

5,7

115

1.113

9,6

1,8

825

19,1

23,0

20.550

114

1.069

9,4

148

1.340

9,0

1,9

901

19,7

24,0

24.205

147

1.294

8,8

196

5,8

1,7

2,9

1,7

24,1

23,4

840

193

5,7

116

1.145

9,9

1,9

830

19,4

24,1

23.365

114

1.102

9,6

- Gns. antal ambulante besøg

5,2

5,3

5,6

Voksne - kontakter og patienter i psykiatrisk sygehusvæsen, i alt

- Antal patienter i alt (tusinde)

- Antal kontakter i alt (tusinde)

- Gns. antal kontakter pr. patient

Indlæggelser

- Antal patienter (tusinde)

- Antal indlæggelser (tusinde)

- Gns. antal indlæggelser

- Antal dage

(tusinde)

- Gns. liggetid pr. indlæggelse

(dage)

- Genindlæggelsesfrekvens (pct.)

- Færdigbehandlingsdage

Ambulante besøg

- Antal patienter (tusinde)

- Antal ambulante besøg (tusinde)

- Gns. antal ambulante besøg

803

8,8

1,7

924

23,8

21,5

37.640

764

8,6

835

8,9

1,7

902

22,8

21,2

28.420

795

8,7

916

9,3

1,8

890

21,7

21,9

30.435

875

9,2

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Kilde: Egne beregninger pba. Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Væksten i antallet af patienter er primært drevet af en vækst i ambulante patienter. Antallet af ambulante

patienter er steget med knap en tredjedel, mens antallet af indlagte patienter stort set er uændret over pe-

rioden 2010 til 2016.

Antallet af kontakter til de psykiatriske sygehuse er steget med ca. 45 pct., svarende til ca. 6 pct. årligt. Da

antallet af kontakter er steget mere end antal patienter indebærer det, at den enkelte patient modtager

flere enkeltydelser i 2016 end i 2010.

Væksten i antallet af kontakter er primært drevet af flere ambulante besøg. Antal ambulante besøg er ste-

get med ca. 46 pct. over perioden, mens antal indlæggelser er steget med knap 12 pct. Samtidigt er antal

sengedage faldet med knap 10 pct.

Et stigende antal indlæggelser kombineret med et faldende antal sengedage indebærer, at den gennemsnit-

lige liggetid pr. indlæggelse er faldet med knap 20 pct. En større stigning i antal ambulante besøg i forhold

til antal ambulante patienter indebærer, at antal ambulante besøg pr. patient i gennemsnit er steget fra 7,9

årlige besøg til 8,8 årlige besøg over perioden 2010-16. Færre indlæggelsesdage og flere ambulante besøg

er en tendens, der også er gældende for patienter med kontakt til somatiske sygehuse.

Sandsynligheden for, at en indlæggelse efterfølges af en akut genindlæggelse indenfor 30 dage, er større i

psykiatrien end på de somatiske sygehuse. Næsten hver fjerde indlæggelse fører til en genindlæggelse i

2016. Over perioden 2010-16 er genindlæggelsesfrekvensen på psykiatriske sygehuse steget fra ca. 21 pct.

til 24 pct. Stigning i genindlæggelsesfrekvensen er særligt udpræget i børne- og ungdomspsykiatrien, hvor

der over perioden 2010-16 er sket mere end en fordobling i frekvensen, fra ca. 11 pct. i 2010 til ca. 23 pct. i

2016.

Siden 2010 er antallet af færdigbehandlingsdage reduceret med 40 pct. og udgør i 2016 ca. 24.200 dage,

hvilket svarer til ca. 60 sengepladser. Antallet af færdigbehandlingsdage pr. indlæggelse er i 2016 ca. 17

gange højere i psykiatrien end på de somatiske sygehuse. Antallet af sengedage pr. indlæggelse er dog også

højere i psykiatrien sammenlignet med somatiske sygehuse, og sammenlignes antallet af færdigbehand-

lingsdage pr. 1.000 sengedage er antallet af færdigbehandlingsdage ca. 3 gange højere i psykiatrien end på

somatiske sygehuse.

Dekomponering af aktivitetsudviklingen

Antal ambulante besøg er steget med næsten 60 pct. i børne- og ungdomspsykiatrien, og godt 40 pct. i vok-

senpsykiatrien,

jf. figur 12.

Der er dog forskel på hvor meget henholdsvis ambulant og stationær behandling

fylder i børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien. I børne- og ungdomspsykiatrien er 99 pct. af

kontakterne ambulante besøg, mens den resterende ene procent af aktiviteten udgør indlæggelserne. I vok-

senpsykiatrien udgør ambulante besøg ca. 97 pct. af kontakterne.

Udviklingen i antal indlæggelser har været mere moderat i voksenpsykiatrien med en stigning på ca. 10 pct.,

mens stigningen i børne- og ungdomspsykiatrien har været 42 pct. Antal sengedage er stort set uændret

over perioden 2010-16 i børne- og ungdomspsykiatrien, mens det er reduceret med mere end 10 pct. i vok-

senpsykiatrien.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 12

Udvikling i antal indlæggelser og ambulante besøg

i psykiatriske sygehuse

, 2010-2016

Børn og unge

Indeks, 2010=100

160

150

140

130

120

110

100

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Indlæggelser

Sengedage

Ambulante besøg

Indeks, 2010=100

160

150

140

130

120

110

100

Voksne

Indeks, 2010=100

160

150

140

130

120

110

100

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Indlæggelser

Sengedage

Ambulante besøg

Indeks, 2010=100

160

150

140

130

120

110

100

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

Færre sengedage kan skyldes ændringer i antal indlæggelser og ændringer i varigheden af den enkelte ind-

læggelse. Stigningen i antal kontakter på de psykiatriske sygehuse kan i princippet skyldes, at der behandles

flere unikke patienter og/eller at den enkelte patient gives flere enkeltydelser. Det sidstnævnte kan skyldes

en lang række faktorer - på den ene side serviceløft og ændringer i behandlingstilbud og på den anden side

generel større sygelighed blandt patienterne og ændret patientsammensætning.

I analysen er det forsøgt at dekomponere aktivitetsudviklingen i hhv.:

Flere nye patienter

Flere kontakter pr. patient – som er yderligere dekomponeret i

a. Forskydninger i patientsammensætning

b. Øvrige faktorer

Ved patientsammensætning forstås inddelingen af patienter under forskellige diagnosegrupper, hvor nogle

diagnosegrupper særligt kræver indlæggelser mens andre diagnosegrupper behandles mest optimalt ved

ambulante besøg.

Nærmere analyse viser, at ændringer af patientsammensætning (den relative forskydning i andelen af pati-

enter med fx skizofreni kontra andelen patienter med angst) kan forklare en mindre del af aktivitetsudvik-

lingen over perioden 2010-16. Det gælder både ambulante besøg, indlæggelser og sengedage. Af det sti-

gende antal indlæggelser i børne- og ungdomspsykiatrien (ca. 42 pct.) bidrager forskydningen i patientsam-

mensætningen som følge af diagnose kun med ca. 4 pct.,

jf. figur 13.

Ændringer i patientsammensætningen

bidrager med endnu mindre (kun 2 pct.) til den samlede stigning i ambulante besøg (på ca. 60 pct.) og næ-

sten slet ikke til udviklingen i sengedage i børne- og ungepsykiatrien. Tilsvarende tendenser i forhold til for-

skydninger i patientsammensætningen gælder også voksenpsykiatrien.

Ud af den samlede vækst på 10 pct. i antal indlæggelser i voksenpsykiatrien kan langt hovedparten forklares

ved, at den enkelte patient har flere indlæggelser i 2016 sammenlignet med 2010. Flere indlagte patienter

bidrager med under 1 pct. til væsken. Det omvendte er tilfældet for stigningen i ambulante besøg; af den

samlede stigning i ambulante besøg på 44 pct. i voksenpsykiatrien skyldes hovedparten, svarende til næsten

30 pct., at der i 2016 behandles flere patienter end i 2010. Tilsvarende tendenser er gældende for børne- og

ungdomspsykiatrien.

To modsatrettede faktorer spiller ind i forhold til ændringer i antal sengedage over perioden 2010-16. På

den ene side er der flere indlæggelser i 2016 sammenlignet med 2010, særligt i børne- og ungdomspsyki-

atrien. På den anden side er patienterne indlagt i kortere tid pr. indlæggelse. For børne- og ungdomspsyki-

atri udligner de to faktorer hinanden, så antal sengedage stort set er uændret over perioden 2010-16. For

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

voksenområdet er den sidstnævnte faktor dobbelt så høj – hvilket indebærer et fald i antal sengedage over

perioden 2010-16.

Figur 13

Vækstbidrag til stigningen i antal indlæggelser og ambulante besøg, 2010-2016

Børn og unge, indlæggelser

Voksne, indlæggelser

Flere patienter

12,7 pct.

Flere patienter

0,7 pct.

Flere kontakter pr.

patient

+ Forskydning i

patiensammensætning

Flere kontakter pr.

patient

+ 4,3 pct.

+ Forskydning i

patiensammensætning

+2,3 pct.

+ Andre faktorer

+ 25,0 pct.

+ Andre faktorer

+7,0 pct.

= Ændring i indlæggelser

=42,0 pct.

10 20 30 40 50

Pct.

= Ændring i indlæggelser

= 10,1 pct.

Pct.

Børn og unge, ambulante besøg

Voksne, ambulante besøg

Flere patienter

45,2 pct.

Flere patienter

28,7 pct.

Flere kontakter pr.

patient

Flere kontakter pr.

patient

+ Forskydning i

patiensammensætning

+1,6

pct.

+12,4

pct.

+ Forskydning i

patiensammensætning

+0,8

pct.

+ Andre faktorer

+17,7

pct.

= Ændring i indlæggelser

= 59,3 pct.

= Ændring i indlæggelser

= 44,2 pct.

10 20 30 40 50

Pct.

Voksne, sengedage

Børn og unge, sengedage

Flere indlæggelser

42,0 pct.

Flere indlæggelser

10,1 pct.

Færre sengedage pr.

indlæggelse

+ Forskydning i

patiensammensætning

Færre sengedage pr.

indlæggelse

-0,6

pct.

+ Forskydning i

patiensammensætning

+3,4 pct.

+ Andre faktorer

-41,2 pct.

+ Andre faktorer

-23,6 pct.

= Ændring i sengedage

-5

= 0,3 pct.

15 25 35 45 55

Pct.

=Ændring i sengedage

-15

-5

= -10,2 pct.

Pct.

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

Konklusionen er således, at ændringen i ambulante besøg primært skyldes, at der behandles flere patienter

ambulant i 2016 sammenlignet med 2010. Ændringen i antal indlæggelser skyldes primært, at den enkelte

patient indlægges hyppigere, mens ændringen i antal sengedage skyldes, at selve indlæggelsen er kortere.

Generelt bidrager forskydninger i patientsammensætningen til kun marginalt flere indlæggelser, ambulante

besøg og sengedage. Men den primære forklaringsfaktor i forhold til flere kontakter pr. patient og færre

sengedage pr. patient skyldes ikke ændringer i patientsammensætningen, men andre faktorer. Det kan

både være nye behandlingstilbud eller øget brug af eksisterende behandlingstilbud, omlægning af patient-

behandling fra færre og længere kontakter til flere og kortere kontakter osv.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Forskelle i aktiviteten og udgiften på tværs af psykiatriske diagnoser

Ved sammenligning af kontaktmønstret i børne- og ungepsykiatrien med kontaktmønstret i voksenpsyki-

atrien har voksne patienter generelt flere indlæggelser og flere ambulante besøg pr. patient, mens børn og

unge har længere liggetid pr. indlæggelse,

jf. figur 14.

Figur 14

Antal kontakter pr. patient til psykiatrisk sygehus fordelt på diagnosehovedgrupper, 2016

Antal indlæggelser pr. patient

Demens mv.

Ikke nærmere specif.

Psykoaktive stoffer

Øvrige diagnoser

Autisme, aspergers mv.

Depression mv.

Angst mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Mental retardering

ADHD mv.

Skizofreni mv.

Personlighedsforstyrelser mv.

0,0

0,5

Indlæggelse pr. patient, børn og unge

Børn og unge hele landet

1,0

1,5

2,0

Indlæggelse pr. patient, voksne

Voksne, hele landet

2,5

Gennemsnitlig liggetid pr. indlæggelse

Ikke nærmere specif.

Øvrige diagnoser

Angst mv.

Psykoaktive stoffer

Mental retardering

Personlighedsforstyrrelse mv.

Demens mv.

ADHD mv.

Depression mv.

Skizofreni mv.

Autisme, aspergers mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Gennemsnitlig liggetid, børn og unge

Børn og unge hele landet

Gennemsnitlig liggetid, voksne

Voksne, hele landet

Antal ambulante besøg pr. patient

Øvrige diagnoser

Demens mv.

Ikke nærmere specif.

Mental retardering

Psykoaktive stoffer

ADHD mv.

Autisme, aspergers mv.

Angst mv.

Depression mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Skizofreni mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Børn og unge hele landet

Ambulant besøg pr. patient, børn og unge

Ambulante besøg pr. patient, voksne

Voksne, hele landet

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Diagnosegruppering efter ICD-10

jf. Metode og definitioner, afsnit 8.2.

En patient kan optræde i flere forskellige diagnosegrupper.

Kilde: Landspatientregisteret (DRG-grupperet), Sundhedsdatastyrelsen

Der er betydelige forskelle på, hvor hyppigt de enkelte patienter er i kontakt med henholdsvis de statio-

nære og ambulante afdelinger på de psykiatriske sygehuse, alt efter hvilken diagnose patienterne har.

Både blandt børn og voksne er det patienter med diagnoserne skizofreni mv. og personlighedsforstyrrelser

mv., der gennemsnitligt har flest indlæggelser. Fx har voksne, der lider af disse diagnoser, i gennemsnit næ-

sten én årlig indlæggelse mere end voksne, der lider af angst. mv.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

De længste indlæggelsestider (ca. 70 dage i gennemsnit) har både voksne og børn med spiseforstyrrelse mv.

Børn og unge med ADHD er i gennemsnit indlagt 20 dage pr. indlæggelse, mens børn og unge med angst

mv. er indlagt i ca. 8 dage pr. indlæggelse.

I forhold til ambulante besøg er det både børn og voksne med skizofreni og spiseforstyrrelser, der gennem-

snitligt har flest ambulante besøg pr. patient. Børn og unge med spiseforstyrrelse har i gennemsnit 14,7 år-

lige ambulante besøg. Til sammenligning har børn og unge med autisme o.l. i gennemsnit 4,8 årlige ambu-

lante besøg.

Baseret på besøgs- og sengedagstakster kan aktiviteten på psykiatriske sygehuse rent beregningsteknisk

omregnes til en skønsmæssig individbaseret udgift. Denne udgift svarer ikke til de reelle udgifter for den

enkelte kontakt,

jf. også Metode og definitioner, afsnit 8.1.

Med udgangspunkt i disse takster, koster det i

gennemsnit omkring 100.000 kr. årligt at behandle en voksen patient med skizofreni mv.,

jf. figur 15.

Patienter, der lider af skizofreni mv, har flere indlæggelser, sengedage og ambulante besøg relativt til den

resterende patientgruppe, og er dermed den patientgruppe med de største behandlingsomkostninger.

Den enkelte patient med spiseforstyrrelse mv. har årlige behandlingsomkostninger på ca. 79.000 kr. i børne-

og ungdomspsykiatrien og på ca. 66.000 kr. i voksenpsykiatrien. I voksenpsykiatrien har, ud over patien-

terne med skizofreni, patienterne med depression mv. også et relativt høje behandlingsudgifter. Det koster

i gennemsnit over 51.000 kr. pr. patient årligt at behandle patienter med depression mv.

Det også muligt at opgøre, hvilke typer diagnoser der fylder udgiftsmæssigt mere end andre på de psykiatri-

ske sygehuse. Den enkelte patient med spiseforstyrrelse er relativ dyr at behandle. Denne patientgruppe

fylder samlet set lidt over 10 pct. af de samlede udgifter i børne- og ungedomspsykiatrien og under 5 pct. i

voksenpsykiatrien. I børne- og ungdomspsykiatrien fylder ADHD mv. og sygdomme som autisme og asper-

gers mv. tilsammen ca. halvdelen af de samlede udgifter.

I voksenpsykiatrien er der både forbundet høje gennemsnitlige udgifter til behandling af den enkelte pati-

ent med skizofreni, og samtidig er der en vis patientvolumen. Behandlingen af patienter med skizofreni fyl-

der næsten 40 pct. af de samlede udgifter, og behandlingen af mennesker med depression mv. udgør ca. 22

pct. Disse to sygdomsgrupper fylder godt 60 pct. af de samlede udgifter i voksenpsykiatrien.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 15

Individbaserede udgifter til psykiatriske sygehuse fordelt på diagnosegrupper, 2016

Den gennemsnitlige udgift pr. patient

Ikke nærmere specf.

Demens mv.

Øvrige diagnoser

Mental retardering

ADHD mv.

Psykoaktive stoffer

Angst mv.

Autisme, aspergers mv.

Depression mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Skizofreni mv.

20.000

40.000

Børn og unge

Børn og unge, gns. på tværs af diagnoser

60.000

80.000

100.000

120.000

Voksne

Voksne, gns. på tværs af diagnoser

Andel af de samlede udgifter for børn og unge

Demens mv.

Ikke nærmere specf.

Psykoaktive stoffer

Mental retardering

Personlighedsforstyrrelser mv.

Øvrige diagnoser

Depression mv.

Skizofreni mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Angst mv.

Autisme, aspergers mv.

ADHD mv.

I alt

+10

+12

+13

+19

+29

100

Pct.

Andel af de samlede udgifter for voksne

Ikke nærmere specf.

Mental retardering

Autisme, aspergers mv.

ADHD mv.

Demens mv.

Psykoaktive stoffer

Spiseforstyrrelse mv.

Øvrige diagnoser

Personlighedsforstyrrelser mv.

Angst mv.

Depression mv.

Skizofreni mv.

I alt

0,2

+11

+22

+38

100

Pct.

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Udgifter til psykiatriske sygehuse er baseret på besøgs- og sengedags-takster, og afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de reelle udgifter til regional

psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og besøgstaksten udgør 1.815 kr. Diagnosegruppering efter ICD-10

jf. Metode og

definitioner, afsnit 8.2.

En patient kan optræde i flere forskellige diagnosegrupper. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct. stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet

en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

4.5 Få patienter har stort behandlingsbehov

Der er en betydelig variation i, hvor ofte psykiatriske patienter har kontakt med den regionale psykiatri,

hvor længe de er indlagt på et sygehusafsnit og dermed hvor store udgifter, der er forbundet med behand-

lingen af de enkelte patienter. Det generelle billede er, at en lille del af de psykiatriske patienter står for en

stor andel af de samlede udgifter på de psykiatriske sygehuse. Med udgangspunkt i individfordelte udgifter

baseret på besøgs- og sengedagstakster er det sådan, at den ene pct. af patienterne med højest omkost-

ningsniveau står for 22 pct. af populationens samlede træk på regionale psykiatriudgifter,

jf. figur 16.

Samme tendens ses på somatiske sygehuse, hvor den ene pct. af patienter med højest omkostningsniveau

står for ca. 30 pct. af behandlingsudgifterne.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 16

Udgifter til behandling på psykiatriske sygehuse fordelt på andelen af psykiatriske patienter, 2016

Pct. af udgifterne

100

85 90 95 100

Pct. af patienterne

5. pct. af patienterne står for

49 pct. af udgifterne

1 pct. af patienterne stå for

22 pct. af udgifterne

40. pct. af

patienterne står for

90 pct. af udgifterne

Pct. af udgifterne

100

Anm.: Udgifter til psykiatriske sygehuse er baseret på besøgs- og sengedagstakster, og afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de reelle udgifter til

regional psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og besøgstaksten udgør 1.815 kr. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct.

stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve)

De 5 pct. patienter med højeste behandlingsomkostninger udgør ca. 7.400 personer i 2016,

jf. figur 17.

Det

svarer til 0,1 pct. af hele befolkningen. Disse patienter står for behandlingsudgifter på ca. 3,2 mia. kr., sva-

rende til ca. 50 pct. af de samlede udgifter til de psykiatriske sygehuse. De 35 pct. af patienterne i ”mellem-

gruppen” udgør ca. 52.100 personer (0,9 pct. af befolkningen) og står for behandlingsudgifter for ca. 2,8

mia. kr., svarende til godt 40 pct. af de samlede udgifter, mens 60 pct. af patienter med laveste behand-

lingsomkostninger (de resterende ca. 89.000 patienter, svarende til 1,6 pct. af befolkningen) har behand-

lingsudgifter for knap 700 mio. kr., svarende til 10 pct. af de samlede udgifter.

Figur 17

Antallet af psykiatripatienter og udgifterne forbundet hermed fordelt efter patienternes udgiftsmæssige tyngde, 2016

Antal patienter

Udgifter, mio. kr.

7.400 personer

(5 pct.)

89.300 personer

(60 pct.)

3.295 mio.kr.

(49 pct.)

694 mio.kr.

(10 pct.)

52.100

personer

(35 pct.)

2.801 mio.kr.

(41 pct.)

60 pct. med laveste behandlingsudgifter

35 pct. mellemgruppen

5. pct. med højeste behandlingsudgifter

Anm.: Udgifter til psykiatriske sygehuse er baseret på besøgs- og sengedagstakster, og afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de reelle udgifter til

regional psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og besøgstaksten udgør 1.815 kr. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct.

stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

60 pct. med laveste behandlingsudgifter

35 pct. mellemgruppen

5. pct. med højeste behandlingsudgifter

Ser man på tværs af diagnosehovedgrupper er hovedparten af patienterne med lidelsen skizofreni mv. en-

ten i gruppen af de 5 pct. af patienterne med de højeste behandlingsudgifter eller i ”mellemgruppen”, mens

under 30 pct. hører til gruppen af patienter med de laveste behandlingsudgifter,

jf. figur 18.

Over halvdelen

af patienterne med bl.a. personlighedsforstyrrelser, spiseforstyrrelser, depression hører enten til gruppen

med de ”højeste behandlingsudgifter” eller til ”mellemgruppen”.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 18

Andel psykiatripatienter fordelt efter deres udgiftsmæssige tyngde og hoveddiagnosegruppe, 2016

Skizofreni mv.

Personlighedsforstyrrelser mv.

Spiseforstyrrelse mv.

Depression mv.

Ikke nærmere specf.

Psykoaktive stoffer

Angst mv.

Øvrige diagnoser

Autisme, asbergers

ADHD mv.

Demens mv.

Mental retardering

35 pct. mellemgruppen

100

60 pct. med laveste behandlingsudgifter

5. pct. med højeste behandlingsudgifter

Anm.: Udgifter til psykiatriske sygehuse er baseret på besøgs- og sengedagstakster, og afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de reelle udgifter til

regional psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og besøgstaksten udgør 1.815 kr. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct.

stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

En patient, der tilhører den patientgruppe med de 5 pct. største behandlingsomkostninger, har behandlings-

udgifter for i gennemsnit 443.000 kr. Behandlingen er således i gennemsnit over 50 gange så dyr som be-

handlingen af en patient, der tilhører den gruppe med de mindste behandlingsomkostninger,

jf. figur 19.

Patienterne med de største behandlingsomkostninger har i gennemsnit 25 ambulante besøg, over 3 årlige

indlæggelser med ca. 35 sengedage pr. indlæggelse. Det svarer til, at de i gennemsnit tilbringer over 100 dage

om året indlagt på hospitalet.

Patienterne i ”mellemgruppen” adskiller sig også betydeligt fra patienter med de mindste behandlingsom-

kostninger. De har i gennemsnit 16 årlige ambulante besøg, hvilket er 13 flere end de patienter med de mind-

ste behandlingsomkostninger. Patienterne i ”mellemgruppen” er indlagt på sygehuset i gennemsnit 8 dage

pr. indlæggelse, mens de patienter med de mindste behandlingsomkostninger i gennemsnit er indlagt i 2 dage

pr. indlæggelse.

Figur 19

Gennemsnitlige udgifter og aktivitet pr. patient fordelt efter patienternes udgiftsmæssige tyngde, 2016

Gennemsnitlige udgifter pr. patient (kr.)

Antal ambulante besøg pr. patient

7.800 kr.

53.800 kr.

443.000 kr.

3 besøg

16 besøg

25 besøg

60 pct. med laveste

behandlingsudgifter

35 pct.

mellemgruppen

5. pct. med højeste

behandlingsudgifter

60 pct. med laveste

behandlingsudgifter

35 pct.

mellemgruppen

5. pct. med højeste

behandlingsudgifter

Antal indlæggelser pr. patient

Gennemsnitlig indlæggelsestid pr. indlæggelse (dage)

1,1 indlæggelser

1,6 indlæggelser

3,2 indlæggelser

1,4 dage

8,2 dage

35,2 dage

60 pct. med laveste

behandlingsudgifter

35 pct.

mellemgruppen

5. pct. med højeste

behandlingsudgifter

60 pct. med laveste

behandlingsudgifter

35 pct.

mellemgruppen

5. pct. med højeste

behandlingsudgifter

Anm.: Udgifter til psykiatriske sygehuse er baseret på besøgs- og sengedags-takster, og afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de reelle udgifter til

regional psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og besøgstaksten udgør 1.815 kr. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct.

stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

At meget få patienter står for en relativt stor andel af den samlede forbrug er mere udpræget i voksenpsyki-

atrien end i børne- og ungdomspsykiatrien,

jf. figur 20.

Figur 20

Antallet af psykiatripatienter og udgifterne forbundet hermed fordelt efter patienternes udgiftsmæssige tyngde, 2016

Antallet af børn og unge

8.200 personer

(26 pct.)

500

personer

(2 pct.)

22.600 personer

(72 pct.)

Udgifterne til behandling af børn og unge

212 mio.kr.

(29 pct.)

184 mio.kr.

(25 pct.)

341 mio.kr.

(46 pct.)

60 pct. med laveste behandlingsudgifter

35 pct. mellemgruppen

5. pct. med højeste behandlingsudgifter

60 pct. med laveste behandlingsudgifter

35 pct. mellemgruppen

5. pct. med højeste behandlingsudgifter

Antallet af voksne

6.900

personer

(6 pct.)

66.700 personer

(57 pct.)

Udgifterne til behandling af voksne

510 mio.kr.

(8 pct.)

3.083 mio.kr.

(51 pct.)

43.900 personer

(37 pct.)

2.461 mio.kr.

(41 pct.)

60 pct. med laveste behandlingsudgifter

35 pct. mellemgruppen

5. pct. med højeste behandlingsudgifter

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Udgifter til psykiatriske sygehuse er baseret på besøgs- og sengedagstakster, og afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de reelle udgifter til regional

psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og besøgstaksten udgør 1.815 kr. Børne- og ungdomspsykiatri er for børn og unge

under 19 år. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct. stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

Med udgangspunkt i samme definition som ovenfor er andelen af voksne patienter, der kan kategoriseres

som havende de største behandlingsomkostninger 6 pct., hvilket er over tre gange så mange sammenlignet

med børn og unge.

Omvendt er mere end godt 70 pct. af børn og unge en del af gruppen med de mindste behandlingsomkost-

ninger, mens det er mindre end 60 pct. af de voksne. Udgifterne til behandlingen af denne gruppe udgør

godt en fjerdedel af de samlede udgifter i børne- og ungdomspsykiatrien, mens det tilsvarende er 8 pct. i

voksenpsykiatrien. Udgifterne til behandling af gruppen med de højeste behandlingsudgifter udgør knap 30

pct. for børn og unge, mens det er tilsvarende godt 50 pct. for voksne.

4.6 Psykiatripatienters kontakter med almen praksis og somatiske sygehuse

Psykiatripatienternes kontakter i almen praksis

Psykiatriske patienter har mulighed for at kontakte almen praksis på samme måde som resten af befolknin-

gen. Kontakterne kan være relateret til psykisk sygdom, men kan i princippet også skyldes andre årsager,

herunder fysiske problemstillinger. Det er ikke muligt at belyse årsagen til kontakterne i almen praksis.

Langt hovedparten af psykiatriske patienter fra 2016 har også været i kontakt med almen praksis i 2016.

Blot 5 ud af 100 patienter har ikke haft en kontakt til alment praktiserende læge,

jf. figur 21.

Dermed er

flere psykiatriske patienter i kontakt med almen praksis sammenlignet med hele befolkningen.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Den enkelte psykiatriske patient har i gennemsnit 14 årlige kontakter til almen praksis, hvilket er 5 kontak-

ter mere sammenlignet med hele befolkningen.

Figur 21

Andel med kontakt til almen praksis og gennemsnitlige antal kontakter, 2016

Andel med kontakt til almen praksis

Pct.

100

95 pct.

Psykiatriske patienter

Kontakt

Befolkningen

Ingen kontakt

85 pct

Psykiatriske patienter

Befolkningen

5 pct.

15 pct.

Pct.

100

Gennemsnitlige antal kontakter til almen praksis pr. person

Antal

Anm.: Psykiatriske patienter er defineret som patienter med kontakt til et psykiatrisk sygehus i 2016. Andel med kontakt til almen praksis og gennemsnitlige antal

kontakter pr. person er beregnet for kontakter både i dagstid og vagttid. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct. stikprøve. Der kan derfor være tilknyttet en vis

stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

Psykiatripatienternes kontakter til somatiske sygehuse

En relativ stor andel af psykiatriske patienter har også kontakt til somatiske sygehusafdelinger,

jf.

figur 22.

Omkring 60 pct. af psykiatriske patienter har således været i kontakt med somatiske sy-

gehusafdelinger i 2016. Til sammenligning er det lidt under halvdelen af befolkningen, der har væ-

ret i kontakt med somatiske sygehuse.

De psykiatriske patienter, der har modtaget somatiske sygehusydelser, har i gennemsnit lige over

6 somatiske kontakter pr. patient. Til sammenligning har samtlige somatiske patienter godt 5 kon-

takter pr. person. Sammenlignet med befolkningen generelt har psykiatriske patienter dermed et

større forbrug af de somatiske sygehusydelser.

Figur 22

Andel med kontakt til somatiske sygehuse og gennemsnitlige antal kontakter, 2016

Andel med kontakt til somatiske sygehuse

Pct.

100

59 pct.

Psykiatriske Patienter

Kontakt

Hele befolkningen

Ingen kontakt

47 pct.

Pct.

100

53 pct.

Psykiatriske patienter

Befolkningen

Gennemsnitlige antal kontakter til somatiske sygehuse

Antal

41 pct.

Anm.: Psykiatriske patienter er defineret som patienter med kontakt til et psykiatrisk sygehus i 2016. Dataudtrækket er foretaget på en 33 pct. stikprøve. Der kan

derfor være tilknyttet en vis stikprøveusikkerhed i forbindelsen med opgørelsen.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af data fra Lovmodellen (33 pct. stikprøve).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

5. Behandling i praksissektoren

Ud over behandling på de psykiatriske sygehuse, kan patienter med psykiske problemer behandles i special-

lægepraksis, modtage psykologhjælp ved praktiserende psykologer og blive behandlet i almen praksis –

uden nødvendigvis at have kontakter på de psykiatriske sygehuse.

Der er dog betydelige dataudfordringer i forbindelse med patienternes kontakter til praksissektoren, idet

der i nationale registre findes registreringer af patienter, der har været i kontakt med praksissektoren, uden

at der registres årsagen hertil. Det gør det vanskeligt at identificere den relevante målgruppe, når man

gerne vil belyse patienter med psykiske lidelser, deres kontakter til de enkelte dele af praksissektoren og de

tilhørende offentlige udgifter. Der er derfor foretaget en afgrænsning af praksisområdet, som med en vis

sikkerhed vedrører behandlingen af mennesker med psykisk sygdom,

jf. afsnit 1.1.

Den sande målgruppe,

dvs. mennesker med psykiske lidelser der er ibehandling i praksissektoren er virkeligheden endnu bredere.

5.1 Udgifter i praksissektoren til ydelser relateret til mennesker med psykisk sygdom

Udgifterne til praksissektoren kan opgøres som nettodriftsudgifter via regionernes regnskaber. Disse afspej-

ler alle driftsudgifter, dvs. udgifter til bl.a. personale, kurser, arbejdsskader, inventar, apparatur, vedligehol-

delse, ejendomsudgifter, forsyning (fx varme, vand og el) mv.

Individbaserede udgifter til behandling af personer med psykiske lidelser kan opgøres på baggrund af det

aktivitetsafhængige ydelseshonorar, hvor den pågældende behandler, fx den praktiserende læge, psykolog

eller speciallæge aflønnes af regionerne for hver enkelt kontakt (fx en almindelig konsultation, samtalete-

rapi mv.) og for at udføre en tillægsydelse (fx blodprøve). Selve kontakten og ydelsen kan dog i meget be-

grænset omfang sige noget om årsagen til kontakten.

For at kunne belyse udgifterne i praksissektoren relateret til behandling af mennesker med psykisk sygdom

bedst muligt, er der i denne analyse set på niveauet og udviklingen i de aktivitetsafhængige ydelseshonora-

rer fordelt på de enkelte områder inden for praksissektoren.

Praktiserende speciallæge i hhv. børnepsykiatri og voksenpsykiatri

Det aktivitetsbestemte ydelseshonorar til psykiatrisk behandling i speciallægepraksis er steget svagt fra ca.

270 til ca. 290 mio. kr., svarende til en gennemsnitlig procentvis vækst på ca. 1 pct. pr. år over perioden

2010-2016,

jf. tabel 5.

Tabel 5

Det samlede ydelseshonorar til speciallægepraksis (psykiatri), 2010-2016

Mio kr. 2017-priser

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

- Heraf børn og unge

- Heraf voksne

2010

115

272

240

2011

114

266

234

2012

113

261

229

2013

112

248

218

2014

111

237

206

2015

125

264

234

2016

133

291

256

Gns.

årlig pct.

vækst

-3,2

0,7

0,3

2,4

0,6

1,1

1,5

1,1

Andel i

2016

(pct.)

100

Andel i

bef.

(pct.)

100

Anm.: Ydelseshonorar er angivet som det samlede ydelseshonorar for både kontakter og tillægsydelser.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Hovedparten af ydelseshonoraret kan henføres voksenpsykiatrien, mens ca. 35 mio. kr., svarende til 12 pct.

kan henføres børne- og ungdomspsykiatrien.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Knap halvdelen af det samlede ydelseshonorar er fra patienterne med bopæl i Region Hovedstaden, hvilket

mere end deres befolkningsandel tilsiger. I Region Hovedstaden er den gennemsnitlige årlige vækst i ydel-

seshonoraret 2,4 pct. over perioden 2010-16, mens stigningen i de øvrige 3 regioner er mere beskeden og

negativ i Region Nordjylland.

Praktiserende psykologer

Det aktivitetsmæssige ydelseshonorar for henvisningsgrupperne depression og angst var ca. 130 mio. kr. i

2016,

jf. tabel 6.

Til sammenligning var ydelseshonoraret for øvrige henvisningsårsager ca. 110 mio. kr. i

2016.

Tabel 6

Det samlede ydelseshonorar til praktiserende psykologer med henvisningsårsagerne angst og depression, 2011-2016

Mio kr. 2017-priser

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

- Heraf angst

- Heraf depression

Øvrig henvisningsårsag

2010

209

2011

177

2012

120

101

126

2013

135

109

110

2014

134

105

101

2015

138

106

100

2016

132

100

106

Gns.

årlig pct.

vækst*

0,5

1,6

3,1

1,4

7,9

2,4

13,1

-0,1

-9,8

Andel i

2016

(pct.)

100

Befolk-

ningsan-

del (pct.)

100

Anm.: Ydelseshonorar er angivet som det samlede ydelseshonorar for både kontakter og tillægsydelser. Psykologordningen for henvisningsårsagerne depression

og angst blev i blev introduceret i henholdsvis 2008 og 2011. Aldersgrupperne for ordningen blev udvidet i 2012, hvilket har betydning for sammenligningen af data

over årene. *Gns. pct. vækst er angivet for perioden 2012-16.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Tilskuddet for depression blev indført i 2008, mens tilskuddet til angst i 2011. Aldersgrupperne for ordnin-

gen blev udvidet i 2012, hvilket har betydning for sammenligningen af data over årene. For depression om-

fatter udvidelsespersoner fra 38 år og op, mens udvidelsen for angst omfatter personer fra 29-38 år.

Over perioden 2010-16 er ydelseshonoraret for øvrige henvisningsårsager halveret. Dette er sket i takt med

udvidelserne af angst og depressionsordningerne. Der er altså en indikation af, at nogle patienter med

angst og depressionslidelser blev behandlet i den øvrige henvisningskategori, før der fandtes tilbud om psy-

kologhjælp til angst og depression. Det kan derfor tyde på, at nogle patienter kan høre under flere af hen-

visningsgrupperne. Ydelseshonoraret til psykologhjælp med henvisningsårsagerne depression og angst er

relativt lige fordelt på tværs af regionerne, således at andelen i udgifterne svarer nogenlunde til befolk-

ningsandelen.

Samtaleterapi i almen praksis

Det aktivitetsmæssige ydelseshonorar til samtaleterapi udgør ca. 117 mio. kr. i 2016,

jf. tabel 7.

Over perio-

den 2010-16 har der været en negativ vækst med ca. 20 mio. kr., svarende til et gennemsnitligt fald på 2,6

pct. pr. år. Ydelseshonoraret er relativt ligeligt fordelt på tværs af regionerne, nogenlunde svarende til deres

befolkningsandel, bortset fra Region Nordjylland, hvor udgifterne er betydeligt lavere.

Tabel 7

Det samlede ydelseshonorar til samtaleterapi i almen praksis, 2010-2016

Mio kr. 2017-priser

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

- heraf børn og unge

- Heraf voksne

2010

136

129

2011

113

107

2012

121

115

2013

110

105

2014

111

106

2015

116

111

2016

117

112

Gns.

pct.

vækst

1,5

-3,9

-2,8

-1,2

-3,8

-2,6

-5,6

-2,4

Andel i

2016

(pct.)

100

Befolk-

ningsan-

del (pct.)

100

Anm.: Børn og unge er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Ydelseshonorar er angivet som det samlede ydelseshonorar for ydelsen samtaleterapi.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

5.2 Antal patienter og kontakter i praksissektoren

I 2016 blev der i specialæggepraksis behandlet ca. 53.200 patienter,

jf. tabel 8.

Hertil kommer 45.900 pati-

enter, som har fået behandling hos en psykolog med tilskud som følge af depression eller angst og omkring

131.000 patienter, der har modtaget samtaleterapi i almen praksis.

Den enkelte patient har i gennemsnit knap 7 kontakter årligt i speciallægepraksis. Hos psykologen har den

enkelte patient, der behandles med angst eller depression, knap 6 kontakter i gennemsnit. I almen praksis

har den enkelte patient modtaget godt 2 samtaleterapier i gennemsnit. Både antallet af patienter og antal-

let af kontakter har været faldende ved praktiserende psykiatere og i forbindelse med samtaleterapi i almen

praksis.

Tabel 8

Patienter og kontakter i praksissektoren, 2010-2016

2010

2011

2012

60.300

473.300

7,8

39.700

233.500

5,9

136.000

309.700

2,3

2013

57.600

449.400

7,8

44.800

262.100

5,9

122.600

280.600

2,3

2014

54.500

427.700

7,9

46.400

260.900

5,6

124.800

284.400

2,3

2015

54.100

387.000

7,2

47.200

267.700

5,7

128.000

295.000

2,3

2016

53.200

360.600

6,8

45.900

261.100

5,7

131.000

295.800

2,3

Pct.

ændr.

-12,2

-26,0

-15,0

15,6

11,8

-3,4

-22,3

-14,7

9,8

Gns. årlig

pct. vækst

-2,1

-4,9

-2,7

3,7

2,8

-0,9

-4,1

-2,6

1,6

Praktiserende speciallæge

Antal patienter i alt

60.600

60.500

Antal kontakter i alt

487.200

478.300

Gns. pr. patient

8,0

7,9

Praktiserende psykolog, angst og depression*

Antal patienter i alt

Antal kontakter i alt

Gns. pr. patient

Samtaleterapi, almen praksis

Antal patienter i alt

168.700

132.600

Antal kontakter i alt

346.700

288.300

Gns. pr. patient

2,1

2,2

Anm.: Tallene er afrundet til nærmeste hundrede. *Henvisningsårsagerne angst og depression blev endeligt indfaset i 2012. Den procentvise ændring og den

gennemsnitlige procentvise vækst er for psykologordningen beregnet over perioden 2012-16.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

Betydelig variation i udgiften pr. patient på tværs af ydere i praksisområdet

Bruttohonorar pr. patient varierer betydeligt på tværs af de enkelte områder i praksissektoren

. Den enkelte

patient, der modtog samtaleterapi i almen praksis i 2016 kostede i gennemsnit under 1.000 kr.,

jf. figur 23.

Figur 23

Gennemsnitlig udgift pr. patient fordelt på de enkelte ydere

indenfor praksisområdet

, 2016

Tusinde kr.

Samtale- Samtale- Psykolog- Voksen- Børne-

terapi

hjælp psykiatri psykiatri

(AP),

børn og voksne

unge

Anm.: Psykologhjælp omfatter henvisningskriterierne angst og depression.

Samtaleterapi er ved almen praksis. Børn og unge der modtog ydelsen sam-

taleterapi er afgrænset til personer, der på behandlingstidspunktet var i alde-

ren 0-18 år og voksne er opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsda-

tastyrelsen

Figur 24

Udvikling i den gennemsnitlige udgift pr, patient fordelt på de

enkelte ydere indenfor praksisområdet, 2010-2016

Indeks, 2010=100

140

130

120

110

100

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Samtaleterapi (AP), børn og unge

Samtaleterapi (AP), voksne

Psykologhjælp

Børnepsykiatri

Voksenpsykiatri

Anm.: Psykologhjælp omfatter henvisningskriterierne angst og depression. Da

psykologhjælp for disse to henvisningskriterier endeligt blev indfaset i 2012 er

2012 anvendt som indeks-året for psykologhjælp. Samtaleterapi er ved al-

men praksis. Børn og unge der modtog ydelsen samtaleterapi er afgrænset til

personer, der på behandlingstidspunktet var i alderen 0-18 år og voksne er

opgjort som personer, der er 19 år eller derover.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsda-

tastyrelsen

Indeks, 2010=100

140

130

120

110

100

I denne analyse er der set på den gennemsnitlige udgift pr. patient inden for et kalenderår, uanset varigheden af de pågældende patientfor-

løb. Patienter med et forløb, der strækker sig over et længere periode end et kalenderår, vil i gennemsnittet have en udgift, der er højere, hvis

der ses på hele patientforløbet. Mere om metoden kan læses i afsnit 8.

Tusinde

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Udgiften pr. patient er i gennemsnit knap 3.000 kr. for psykologhjælp, godt 5.000 kr. for praktiserende spe-

ciallæge i voksenpsykiatri og over 9.000 kr. for praktiserende speciallæge i børnepsykiatri. Til sammenlig-

ning kostede en enkelt patient med kontakt til psykiatrisk sygehus omkring 60.000 kr. Disse forskelle er bl.a.

udtryk for, at behandlingen foregår på forskellige specialiseringsniveauer i sundhedsvæsenet.

Den gennemsnitlige udgift pr. patient til samtaleterapi ved almen praksis er steget svagt over perioden

2010-16, mens den gennemsnitlige udgift til psykologhjælp er faldet svagt over perioden 2012-16

jf. figur

24.

Den enkelte patient med kontakt til praktiserende speciallæge er i gennemsnittet blevet dyrere at behandle

over de seneste år. Den gennemsnitlige udgift pr. patient med kontakt til praktiserende speciallæge i børne-

psykiatri er steget med knap 20 pct. fra 2015 til 2016, mens den gennemsnitlige udgift pr. patient med kon-

takt til praktiserende speciallæge i voksenpsykiatri er steget med 27 pct. over perioden 2014-16.

Variation i forbruget i praksissektoren

Samtaleterapi i almen praksis afvikles i de fleste tilfælde inden for de første par kontakter,

jf. figur 25.

Såle-

des har knap 70 pct. af patienterne været til samtaleterapi i almen praksis op til 2 gange i løbet af kalender-

året, mens godt 5 pct. af patienterne har været til samtaleterapi 6 gange eller derover.

For gruppen af patienter, der har kontakt til speciallægepraksis i psykiatri, ses der overordnet samme ten-

dens både for henholdsvis børn og unge samt voksne,

jf. figur 26.

Mere end halvdelen af voksne patienter

har kontakt til speciallægepraksis op til 5 gange årligt, mens mindre end en ud af fem har mere end 10 kon-

takter. Andelen af børn og unge med kontakt til speciallægepraksis følger samme tendens. Godt og vel halv-

delen af kontakterne til speciallægepraksis for såvel børn og unge samt voksne afvikles således inden for de

første 5 kontakter.

Figur 25

Andel personer med samtaleterapi i almen praksis, fordelt ef-

ter antallet af kontakter, 2016

Pct.

Voksenpsykiatri

Antal samtaleterapier

Anm.: Antallet af kontakter er opgjort i kalenderåret, som kan være forskelligt

fra antallet af kontakter i forløbet.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsda-

tastyrelsen

Pct.

9 11 13 15 17 19 21 23 25

Antal kontakter

Børne- og ungdomspsykiatri

Figur 26

Andel personer med kontakt i speciallægepraksis fordelt efter

antal kontakter, 2016

Pct.

Anm.: Antallet af kontakter er opgjort i kalenderåret, som kan være forskelligt

fra antallet af kontakter i forløbet.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsda-

tastyrelsen

For at undersøge, hvor mange kontakter enkelte patienter med henvisningsårsagerne angst og depression

har i løbet af et behandlingsforløb hos psykolog er der taget udgangspunkt i patienter med en førstegangs-

konsultation i 2014, som er fulgt i op til to år.

Hvis en person henvises til psykolog efter henvisningskriterierne angst og depression ydes der tilskud til op

til 12 konsultationer med mulighed for genhenvisning på yderligere 12 konsultationer. For personer, der

henvises til psykolog efter øvrige henvisningskriterier ydes der tilskud til op til 12 konsultationer uden mu-

lighed for genhenvisning.

Der er generelt stor variation i antallet af kontakter til psykolog for personer, der er henvist som følge af

depression eller angst. Næsten 80 pct. af personer, der i 2014 er henvist til psykologhjælp på grund af de-

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

pression, har op til 12 kontakter,

jf. figur 27.

De resterende 20 pct. er blevet genhenvist og har dermed mel-

lem 13 og 24 kontakter til psykologhjælp. Det ses også, at en ud af ti personer har præcist 12 kontakter og

at ca. 5 pct. har præcist 24 kontakter.

Stort set samme tendens gælder patienter med angst som henvisningsårsag og patienter med øvrige henvis-

ningsårsager.

Figur 27

Andel personer i psykologordningen med hhv. depression, angst og øvrig henvisningsårsag fordelt efter antal konsultationer,

2014-2016

Pct.

Depression

Pct.

10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Antal kontakter

Angst

Øvrige årsager

Anm.: Personer med en førstekonsultationer i 2014 er fulgt frem til og med 2016 for at kortlægge antal konsultationer i løbet af hele behandlingsforløbet.

Kilde: Egne beregninger på baggrund af Sygesikringsregisteret, Sundhedsdatastyrelsen

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

6. Psykofarmaka

Psykofarmaka er en bred betegnelse for lægemidler, der anvendes til behandling af psykiske lidelser eller

forstyrrelser. Psykofarmaka er ikke en entydig, velafgrænset lægemiddelgruppe. I denne analyse er psyko-

farmaka afgrænset til fire lægemiddelgrupper:



Antidepressive lægemidler (til behandling af bl.a. depression og angsttilstande)

ADHD-medicin (til behandling af hyperkinetiske forstyrrelser som ADHD)

Benzodiazepiner og benzodiazepinlignende lægemidler – i det følgende omtalt som beroligende-

og sovemedicin (til behandling af bl.a. søvnbesvær og akutte angsttilstande)

Antipsykotiske lægemidler (til behandling af bl.a. skizofreni)

For disse fire lægemiddelgrupper ses der i det følgende afsnit på regionale tilskudsudgifter, antal personer

og det mængdemæssige forbrug af lægemidler i primærsektoren, dvs. lægemidler købt af privatpersoner på

private apoteker,

jf. Metode og definitioner, afsnit 8.4.

Psykofarmaka anvendes primært til medicinsk behandling af voksne med psykiske lidelser. Det fremgår af

Sundhedsstyrelsen (2013), at:

”Der skal udvises stor forsigtighed ved behandling af børn og unge med disse lægemidler. Det skyldes at der

kun er sparsom dokumentation for at anvende disse lægemidler til børn. Der er uklarhed om korrekt dose-

ring, om hvordan medicinen omsættes i kroppen samt om effekt og bivirkninger ved langtidsbehandling.”

Derfor er medicinsk behandling som udgangspunkt ikke førstevalg i behandlingen af børn og unge med psy-

kiske lidelser. Det er i stedet tiltag som samtaleterapi, psykoedukation, miljøintervention etc. Når der allige-

vel opstår spørgsmål om, hvorvidt et barn eller en ung kan have behov for medicin mod sin lidelse, fremgår

blandt andet følgende af Sundhedsstyrelsens vejledning:

”Det er en børne- og ungdomspsykiatrisk speciallægeopgave at vurdere, om et barn eller en ung under 18 år

har behov for medikamentel behandling af en psykisk lidelse. Den praktiserende læge kan overtage den fort-

satte medikamentelle behandling (vedligeholdelsesbehandlingen), hvis det sker efter konkret aftale og i

samarbejde med speciallægen i børne- og ungdomspsykiatri.”

I akutte tilfælde kan andre læger end speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri starte den medikamentelle

behandling. Det må dog kun ske efter konference med eller henvisning til en speciallæge i børne- eller ung-

domspsykiatri.

Den gældende vejledning omhandler børn og unge under 18 år. I dette afsnit er der derfor set på forbruget

af psykofarmaka særskilt til børn og unge under 18 år og for voksne over 18 år.

6.1 Regionale tilskudsudgifter til psykofarmaka

I primærsektoren ydes der tilskud til tilskudsberettiget medicin købt på private apoteker; tilskuddet betales

af regionerne. Regionernes tilskudsudgifter afhænger bl.a. af priserne og mængderne af de enkelte læge-

midler, samt en række faktorer inden for medicintilskudssystemet. Økonomisk tilskud til det enkelte læge-

middel er bl.a. afhængig af tilskudsstatus, personernes øvrige tilskudsberettigede lægemiddelkøb i tilskuds-

perioden og rækkefølgen hvorefter disse lægemiddelkøb ekspederes på apoteket,

jf. Metode og definitio-

ner, afsnit 8.4.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Samlet set udgjorde de regionale tilskudsudgifter til psykofarmaka ca. 600 mio. kr. i 2016,

jf. tabel 9.

Udgif-

terne til psykofarmaka er steget svagt mellem 2010 og 2011, men er siden 2011 faldet i alle årene frem til

2016. Over perioden 2010-16 er udgifterne mere end halveret, fra godt 1,2 mia. kr. i 2010 til 600 mio. kr. i

2016. Flere forskellige faktorer kan have betydning for denne udvikling, herunder både faldende pris på læ-

gemidler som følge af patentudløb på udvalgte lægemidler og revurderinger af tilskudsstatus samt færre

brugere af lægemidlerne (især i forbindelse med antidepressive lægemidler).

Tabel 9

Regionale tilskudsudgifter til psykofarmaka (primærsektoren) fordelt på regioner, 2010-2016

Gns

årlig pct.

vækst

-9,6

-8,8

-12,5

-13,5

-12,0

-11,4

-1,7

-12,6

Andel

(pct.)

100

Andel i

bef. (pct.)

100

Mio. kr.

Nordjylland

Midtjylland

Syddanmark

Hovedstaden

Sjælland

Hele landet

- heraf børn og unge

- heraf voksne

2010

126

309

285

324

196

1.240

103

1.136

2011

133

320

288

340

203

1.284

116

1.168

2012

106

253

213

264

153

989

116

873

2013

216

178

216

130

831

100

731

2014

213

169

198

123

790

102

688

2015

193

143

156

106

675

578

2016

177

128

136

600

507

Anm.: Opgørelsen dækker over regionale tilskudsudgifter over det personhenførbare salg i primærsektoren til enkeltpersoner. Børn og unge er afgrænset som

personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er afgrænset som personer over 17 år.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

Region Midtjylland står i 2016 for omkring 180 mio. kr. af de samlede regionale tilskudsudgifter til psykofar-

maka, svarende til 30 pct., hvilket er mere end deres befolkningsandel tilsiger. Omvendt står Region Hoved-

staden for ca. 23 pct. af udgiften, hvilket er mindre end deres befolkningsandel tilsiger.

Af den samlede tilskudsudgift på godt 600 mio. kr. kan knap 100 mio. kr. henføres til behandlingen af børn

og unge, mens de resterende 500 mio. kr. kan henføres til voksne. Det skal hertil bemærkes, at tilskuds-

grænserne for børn (0-17 år) og voksne (18+ år) er forskellige, så børn – i modsætning til voksne- aldrig på

noget tidspunkt har fuld egenbetaling på tilskudsberettiget medicin. De får derfor mindst 60 pct. medicintil-

skud.

Der er generelt store forskelle på, hvor meget regionale tilskudsudgifter udgør på tværs af de fire lægemid-

delgrupper. For børn og unge kan næsten hele udgiften henføres til ADHD-medicin,

jf. figur 28.

De øvrige

tre lægemiddelgrupper udgør samlet set ca. 5 mio. kr. af tilskudsudgiften.

Figur 28

Regionale tilskudsudgifter fordelt på de enkelte lægemiddelgrupper, 2016

Børn og unge

Voksne

Beroligende- og

sovemedicin

Antidepressive

lægemidler

Antipsykotiske

lægemidler

ADHD-medicin

Antidepressive lægemidler

Beroligende- og

sovemedicin

Antipsykotiske lægemidler

(1 pct.)

(2 pct.)

+100

(20 pct.)

+193 (38 pct.)

(2 pct.)

ADHD-mediicn

+89

(95 pct.)

100

(100 pct.)

150

Mio. kr.

+204

(40 pct.)

507

(100 pct.)

100 200 300 400 500 600 700

Mio. kr.

Anm.: Opgørelsen dækker over regionale tilskudsudgifter over det personhenførbare salg i primærsektoren til enkeltpersoner. Børn og unge er afgrænset som

personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er afgrænset som personer over 17 år.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

For voksne kan godt 200 mio. kr. af de samlede tilskudsudgifter henføres til ADHD-medicin og knap 200

mio. kr. til antipsykotiske lægemidler,

jf. figur 28.

De to lægemiddelgrupper udgør tilsammen ca. 80 pct. af

den samlede udgift til psykofarmaka, der købes af voksne. De regionale tilskudsudgifter til antidepressive

lægemidler udgør ca. 100 mio. kr. mens udgifter til beroligende- og sovemedicin udgør ca. 10 mio. kr.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Det skal bemærkes, at forskelle i udgifterne på tværs af lægemiddelgrupper kan afspejle forskelle i antal

brugere, forskelle i prisniveauet og tilskudsstatus for de enkelte lægemidler, samt at der er tale om behand-

ling af forskellige sygdomme. Fx ordineres antipsykotiske lægemidler primært til kroniske eller meget lang-

varige sygdomstilstande, mens antidepressive lægemidler anvendes i kortere tid. Behandlingen med ADHD-

medicin er i udgangspunktet længerevarende og behandling med beroligende lægemidler og sovemedicin

er som oftest kun i perioder.

6.2 Antal personer i behandling med psykofarmaka og det mængdemæssige forbrug

Omkring 690.300 personer har indløst mindst én recept på psykofarmaka i 2016,

jf. tabel 10.

Omtrent

24.400 var børn under 18 år svarende til knap 4 pct. Det er betydeligt lavere, end deres befolkningsandel

tilsiger (20 pct.). Det indebærer, at langt hovedparten af psykofarmaka anvendes af voksne.

Siden 2010 er antallet af unikke personer, der har indløst en recept med psykofarmaka faldet med ca. 10

pct. Det gælder både børn og unge samt voksne.

Det skal bemærkes, at er tale om antal unikke personer, der har købt mindst et lægemiddel i løbet af året.

Der kan i princippet være store forskelle i varighed af behandlingen. Nogle personer har indløst en enkel

recept på sovemedicin til fx en uges behandling, mens andre er i længerevarende behandling (måneder el-

ler år) med fx antipsykotiske lægemidler eller ADHD-medicin. Og endelig kan den enkelte person være i be-

handling med flere forskellige lægemidler, fx både antidepressive lægemidler og beroligende- og sovemedi-

cin.

Tabel 10

Antal personer i behandling med psykofarmaka

2010

0-17 år

18+ år

I alt

26.900

741.200

766.400

2011

26.900

736.000

761.200

2012

26.500

723.500

748.100

2013

25.200

704.200

727.700

2014

24.400

685.100

707.900

2015

24.100

676.900

699.400

2016

24.400

667.400

690.300

Pct.

ændr.

-9,4

-10,0

-9,9

Gns.år-

lig pct.

vækst

-1,6

-1,7

Andel i

2016

100,0

Andel i

bef.

(pct.)

100

Anm.: Børn og unge er opgjort som personer,

der på købstidspunktet

var i alderen 0-17 år og voksne er opgjort som personer over 17 år. Summen er de to

kategorier overstiger derfor antal personer i alt. ”I alt” angiver antal personer, der på et givent tidspunkt har indløst en recept med psykofarmaka.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

Til at måle mængden af medicin anvendes den definerede døgndosis (DDD),

jf. Metode og definitioner, af-

snit 8.4.

Det mængdemæssige forbrug udgør i 2016 240 mio. definerede døgndosis (DDD),

jf. tabel 11.

Børn

og unge står for ca. 3 pct. af forbruget, mens voksne står for resterende del. Over perioden 2010-16 er det

mængdemæssige forbrug reduceret med ca. 8 pct.

Tabel 11

Det mængdemæssige forbrug af psykofarmaka, 2010-2016

Mio. DDD

0-17 år

18+ år

I alt

2010

254

262

2011

256

264

2012

252

260

2013

243

250

2014

236

243

2015

235

242

2016

233

240

Pct.

ændr.

-11,3

-8,2

-8,3

Gns. år-

lig pct.

vækst

-2,0

-1,4

Andel i

2016

100

Anm.: Børn og unge er opgjort som personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er opgjort som personer over 17 år.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Antal personer fordelt på de enkelte lægemiddelgrupper

Den enkelte person, som anvender psykofarmaka, kan bruge lægemidler fra én eller flere af de fire oven-

nævnte lægemiddelgrupper samtidigt.

Omkring 15.400 børn og unge fik indløst en recept på ADHD-medicin i 2016,

jf. figur 29.

Det svarer til to ud

af tre børn og unge i behandling med alle typer psykofarmaka.

Hovedparten af voksne i behandling med psykofarmaka får medicin fra lægemiddelgrupperne antidepres-

sive lægemidler og beroligende- og sovemedicin. I 2016 købte 400.000 voksne antidepressive lægemidler,

mens godt 300.000 voksne købte lægemidler, der kan kategoriseres som beroligende- og sovemedicin,

jf.

figur 29.

Ca. 120.000 fik indløst en recept for antipsykotiske lægemidler og knap 30.000 for ADHD-medicin.

Figur 29

Antal personer fordelt på de enkelte lægemiddelgrupper, 2016

Børn og unge

Tusinde

Anti-

Bero-

psykotiske- depressive- ligende og

lægemidler lægemidler

sove-

medicin

Tusinde

ADHD-

medicin

Voksne

Tusinde

450

400

350

300

250

200

150

100

ADHD-

Anti-

Bero-

Anti-

medicin psykotiske- ligende og depressive-

lægemidler sove- lægemidler

medicin

Tusinde

450

400

350

300

250

200

150

100

Tusinde

Anm.: Børn og unge er opgjort som personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er opgjort som personer over 18 år. Den enkelte person

kan købe lægemidler på tværs af de fire lægemiddelgrupper og kan dermed optræde flere gange. Summen af de fire kategorier overstiger derfor antal unikke

personer i alt fra tabel 10.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

6.3 Sammenhæng mellem regionale tilskudsudgifter og antal personer i behandling

Antallet af børn og unge, der har indløst en recept på ADHD-medicin har været relativt stabil over perioden

2010-16. Derimod er antallet af børn og unge der har købt medicin fra de øvrige lægemiddelgrupper faldet

over perioden. Fx er antallet af børn og unge, der bruger antidepressive lægemidler faldet fra knap 6.600

personer i 2010 til knap 3.900 i 2016, svarende til en reduktion på 40 pct.,

jf. figur 30.

Tilsvarende er antal

børn og unge, der bruger antipsykotisk medicin faldet med ca. 20 pct.

Figur 30

Udvikling i antal personer fordelt på de enkelte lægemiddelgrupper, 2010-2016

Børn og unge

Tusinde

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Antidepressive lægemidler

Antipsykotiske lægemidler

Beroligende- og sovemedicin

ADHD-medicin (h. akse)

-41 pct.

-21 pct.

-12 pct.

3 pct.

Tusinde

200

100

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

Antidepressive lægemidler

Antipsykotiske lægemidler

Beroligende- og sovemedicin

ADHD-medicin (h. akse)

9 pct.

400

-10 pct.

300

-22 pct.

Voksne

Tusinde

500

Tusinde

67 pct.

Anm.: Opgørelsen dækker over regionale tilskudsudgifter over det personhenførbare salg i primærsektoren til enkeltpersoner. Børn og unge er afgrænset som

personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er afgrænset som personer over 17 år. Den enkelte person kan købe lægemidler på tværs af

de fire lægemiddelgrupper og kan dermed optræde flere gange. Summen af de fire kategorier overstiger derfor antal unikke personer i alt fra tabel 10.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

Tusinde

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Også færre voksne køber antidepressive lægemidler samt beroligende- og sovemedicin i 2016 sammenlig-

net med 2010. Omvendt er der flere voksne, der indløser en recept på antipsykotiske lægemidler og ADHD-

medicin.

Faldet i antal personer der er i behandling med antidepressive lægemidler kan være forårsaget af flere tiltag

fra sundhedsmyndighederne. Der har over flere omgange bl.a. været fokus på effekt og sikkerhed ved disse

lægemidler. Stigningen i ADHD-medicin blandt voksne kan bl.a. skyldes en større opmærksomhed om denne

diagnose; flere diagnosticeres og flere behandles.

På tværs af de fire lægemiddelgrupper er den gennemsnitlige udgift pr. person højest for ADHD-medicin,

jf.

figur 31.

I gennemsnit udgør tilskudsudgifterne pr. person ca. 5.800 kr. for børn og unge og 7.000 kr. for

voksne. De relativt høje niveauer sammenlignet med andre lægemiddelgrupper skal ses i lyset af at behand-

lingen med ADHD-medicin er både relativt dyr og varer i længere tid end fx beroligende- og sovemedicin

ved episoder med søvnløshed.

Udgiften pr. person under 18 år er i gennemnit under 1.000 kr. for de øvrige lægemiddelgrupper. For

voksne er tilskudsudgifterne pr. person i gennemsnit ca. 1.600 kr. til antipsykotisk medicin, mens udgifter til

de øvrige lægemidler i gennemsnit er under 1.000 kr. Den gennemsnitlige udgift til antipsykotiske lægemid-

ler var 6.500 kr. i 2010 – og dermed betydeligt højere end i dag.

Figur 31

Udvikling i de gennemsnitlige udgifter pr. person fordelt på de enkelte lægemiddelgrupper, 2010-2016

Børn og unge

Kr.

500

400

300

200

100

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

-52 pct.

-80 pct.

4.000

2.000

Kr.

8.000

6.000

Voksne

Kr.

1.600

1.400

0 pct.

1.200

1.000

800

600

400

200

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

44 pct.

-76 pct.

-65 pct.

Kr.

8.000

7.000

6.000

5.000

4.000

3.000

2.000

1.000

390 pct.

39 pct.

Antidepressive lægemidler

Beroligende- og sovemedicin

ADHD-medicin (h. akse)

ADHD-medicin

Antipsykotiske lægemidler (h. akse)

Anm.: Opgørelsen dækker over regionale tilskudsudgifter over det personhenførbare salg i primærsektoren til enkeltpersoner. Børn og unge er afgrænset som

personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er afgrænset som personer over 17 år. Den enkelte person kan købe lægemidler på tværs af

de fire lægemiddelgrupper og kan dermed optræde flere gange. Summen af de fire kategorier overstiger derfor antal unikke personer i alt fra tabel 10.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

Disse tendenser og udviklingen i antal personer, der bruger medicinen kombineret med den gennemsnitlige

tilskudsudgift pr. person afspejles direkte i de regionale tilskudsudgifter til medicin.

Et stabilt antal børn og unge, der bruger ADHD-medicin, kombineret med en stabil gennemsnitlig udgift pr.

person over perioden 2010-16 indebærer, at udviklingen i regionale tilskudsudgifter til ADHD-medicin været

på et forholdsvist uændret niveau - ca. 90 mio. kr.,

jf. figur 32.

For voksne er regionale tilskudsudgifter til ADHD-medicin mere end fordoblet over perioden 2010-16 – fra

knap 90 mio.kr. i 2010 til mere end 200 mio. kr. i 2016. En relativ høj gennemsnitlig udgift sammenlignet med

øvrige lægemiddelgrupper, der samtidig er steget med knap 70 pct. over perioden 2010-16, kombineret med

en stigning i antal personer, der anvender medicinen, indebærer en stigning i de regionale tilskudsudgifter

over perioden på ca. 130 pct.

Udgifterne til antipsykotiske lægemidler, der for voksne udgjorde knap ¾ mia. kr. i 2010, er faldet til knap

200 mio. kr. i 2016, svarende til en reduktion på 73 pct.,

jf. figur 32.

Reduktionen i regionale tilskudsudgifter

er sket til trods for en stigning på ca. 10 pct. over antal personer, der bruger lægemidlerne. Dette skal bl.a.

ses i lyset af, at antipsykotiske lægemidler er blevet betydeligt billigere som følge af patentudløb på en

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

række lægemidler. Tilsvarende er udgifterne til antipsykotiske lægemidler faldet med ca. 85 pct. for børn og

unge.

Udgifterne til antidepressive lægemidler er for voksne faldet fra godt 300 mio. kr. i 2010 til ca. 100 mio. kr. i

2016, svarende til en negativ procentvis vækst på 68 pct. Mere end en halvering af disse udgifter skal bl.a.

ses i lyset af faldende priser som følge af revurderinger af tilskudsstatus og patentudløb for en række anti-

depressive lægemidler samt et fald i antal brugere af antidepressive lægemidler. Tilsvarende tendens gæl-

der for børn og unge.

Regionale tilskudsudgifter til beroligende- og sovemedicin udgør i 2016 10 mio. kr. for voksne og 2 mio. kr.

til børn og unge. Det er betydeligt lavere end for nogle af de andre lægemiddelgrupper. Over perioden

2010-16 er udgifterne til beroligende og sovemedicin steget – særligt for medicin købt af børn og unge, til

trods for at antallet af brugere er faldet. Det skyldes stigningen i den gennemsnitlige udgift pr. person.

Figur 32

Udvikling i regionale tilskudsudgifter til medicin fordelt på de enkelte lægemiddelgrupper, 2010-2016

Børn og unge

Mio. kr.

120

100

-72 pct.

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

ADHD-medicin

Antipsykotiske lægemidler

Antidepressive lægemidler (h. akse)

Beroligende- og sovemedicin (h. akse)

-84 pct.

333 pct.

200

Mio. kr.

2 pct.

400

Voksne

Mio. kr.

800

600

12 pct.

-73 pct.

132 pct.

-68 pct.

2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016

ADHD-medicin

Antidepressive lægemidler

Antipsykotiske lægemidler

Beroligende- og sovemedicin (h. akse)

Mio. kr.

Anm.: Opgørelsen dækker over regionale tilskudsudgifter over det personhenførbare salg i primærsektoren til enkeltpersoner. Børn og unge er afgrænset som

personer, der på købstidspunktet var i alderen 0-17 år og voksne er afgrænset som personer over 17 år.

Kilde: Sundhedsdatastyrelsen, Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016).

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

7. Kommunale tilbud efter

serviceloven

Kommunale indsatser til mennesker med psykiske vanskeligheder, der gives efter serviceloven omfatter

bl.a. midlertidige eller længeværende botilbud, socialpædagogisk støtte, aktivitets- og samværstilbud og

den sociale misbrugsbehandling. Herudover gives kommunal finansieret alkoholbehandling efter sundheds-

loven.

Der gives også indsatser i regi af uddannelses- og beskæftigelseslovgivningen, hvor fokus er på at støtte bor-

geren i at opnå eller bevare tilknytning til arbejde eller uddannelse. De beskæftigelsesorienterede tilbud

omfatter eksempelvis mentorer, ressourceforløb, opkvalificering, virksomhedspraktik, løntilskud, fleksjob

mv. Disse indsatser er for nogle borgere helt afgørende for rehabiliteringen efter, eller i forbindelse med en

sygdomsperiode og er dermed vigtige elementer i det samlede kommunale tilbud. Kommunerne er også

ansvarlige for den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, herunder indsatser relateret til mental

sundhed Disse indsatser indgår dog ikke i analysen, mens de indsatser, der er beskrevet her, gives til en væ-

sentlig bredere population end kun mennesker med psykiske lidelser,

jf. også afsnit 1.1 – Afgrænsning af

målgruppen.

7.1 Målgrupperne på socialområdet

Sammenlagt modtog ca. 168.400 personer en social indsats i 2015, der er det seneste år, hvor der foreligger

data for alle modtagere i en af de tre hovedmålgrupper på socialområdet: Udsatte børn og unge, udsatte

voksne og voksne med handicap. Nogle personer indgår i mere end én målgruppe,

jf. figur 33.

Opgørelsen omfatter ikke kun personer, der har psykiske problemer, men også eksempelvis udsatte børn og

unge, der modtager en foranstaltning eller er anbragte samt udsatte voksne og voksne med handicap, idet

begrebsbrugen og opgørelserne her afspejler serviceloven og statistikkerne på socialområdet.

Figur 33

Modtagere af sociale indsatser efter hovedmålgruppe, 2015

Voksne med

handicap

49.500

personer

Udsatte børn og

unge 62.700

personer

Udsatte voksne

63.700

personer

I alt 168.400 personer

Anm.: Nogle personer modtager flere indsatser og indgår i mere end én målgruppe. ”I alt” omfatter summen af antallet af personer på voksenområdet (voksne

med handicap og udsatte voksne betragtet under ét) og antallet af udsatte børn og unge.

Kilde: Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

I 2015 modtog i alt omkring 106.000 voksne en indsats efter serviceloven. Det tal omfatter både

voksne

med handicap

udsatte voksne.

Både voksne med handicap og udsatte voksne kan modtage behandling i

den regionale psykiatri.

Datagrundlaget for opgørelsen af modtagere af sociale indsatser og hovedgrupper er uddybet i

Metode og

definitioner, afsnit 8.5.

Udsatte børn og unge

omfatter børn og unge fra 0-22 år, der modtager en social foranstaltning i form af en

eller flere forebyggende foranstaltninger eller en anbringelse uden for hjemmet. Eksempler på forebyg-

gende indsatser er familiebehandling, aflastningsophold eller fast kontaktperson. Anbringelser uden for

hjemmet kan for eksempel være i en plejefamilie, på en døgninstitution eller på et socialpædagogisk op-

holdssted. Unge over 18 år i såkaldt efterværn indgår også i gruppen. Efterværn retter sig mod unge, der er

eller har været anbragt uden for hjemmet eller har haft en fast kontaktperson umiddelbart inden, de fylder

18 år. Cirka 62.700 børn og unge modtog en social foranstaltning i 2015.

Udsatte voksne,

der modtager en social indsats, omfatter socialt udsatte voksne, herunder voksne med psy-

kiske vanskeligheder, som modtager hjælp og støtte efter serviceloven (eller sundhedsloven) på grund af

psykiske vanskeligheder eller et særligt socialt problem. Sidstnævnte er blandt andet personer, der modta-

ger behandling for alkoholafhængighed og stofmisbrug, og hjemløse, der gør brug af forsorgshjem. Social-

pædagogisk støtte er et eksempel på en social indsats efter serviceloven, der retter sig mod personer med

psykiske vanskeligheder. Cirka 63.700 voksne modtog en social indsats på grund af psykiske vanskeligheder

eller et særligt socialt problem i 2015.

Voksne med handicap,

der modtager en social indsats, omfatter personer over 18 år, som modtager støtte

og hjælp efter serviceloven på grund af en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse. Fysiske handicap om-

fatter blandt andet forskellige former for syns- og hørenedsættelser samt mobilitetshandicap, der påvirker

evnen til at bevæge sig, fx muskelsvind og rygmarvsskader. Hjerneskader og udviklingshæmning er eksem-

pler på kognitive funktionsnedsættelser. Indsatserne rettet mod voksne med handicap omfatter blandt an-

det socialpædagogisk støtte og forskellige former for botilbud. Gruppen talte ca. 49.500 personer i 2015.

Det er altid en konkret og individuel vurdering af borgerens samlede funktionsnedsættelse, der er udgangs-

punktet for, at borgeren visiteres til en indsats efter serviceloven og aldrig en diagnose.

7.2 Udgifter til sociale indsatser

De samlede offentlige nettodriftsudgifter til sociale indsatser udgjorde 45,4 mia. kr. i 2016. Udgifterne til

udsatte børn og unge udgjorde knap 15,7 mia. kr. svarende til en tredjedel af udgifterne, og udgifterne til

voksenområdet, det vil sige udsatte voksne og voksne med handicap, udgjorde 29,7 mia. kr.,

jf. figur 34.

Figur 34

Udgifterne på det sociale område, 2016

Udsatte børn og

unge

15,7 mia. kr.

Voksenområdet

29,7 mia. kr.

I alt 45,4 mia. kr.

Anm.: 2017-pl. Samlede offentlige nettodriftsudgifter i den kommunale kontoplan. I opgørelsen af udgifterne på voksenområdet er der foretaget en skønsmæssig

afgrænsning fra ældreområdet ud fra fordelingsnøgler. Udsatte børn og unge er opgjort som funktion 5.28.20-5.28.25. Voksenområdet er opgjort som 5.32.32-

5.32.37, 5.35.40 og 5.38.42–5.38.59.

Kilde: Børne og Socialministeriet på baggrund af kommunale regnskaber.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Når det gælder udgifterne til voksenområdet, er der foretaget en skønsmæssig afgrænsning af udgifterne i

forhold til ældreområdet. Det skyldes blandt andet, at udgifterne til pleje og omsorg mv. til henholdsvis æl-

dre og voksne i alderen 18-64 år ikke er adskilt i de kommunale regnskaber for det sociale område. Af-

grænsning og opgørelsen af udgifter er derfor baseret på en fordelingsnøgle.

Den nuværende fordelingsnøgle er aftalt i 2007 mellem det daværende Socialministerium, KL og Finansmi-

nisteriet. Med virkning fra kommunernes budgetlægning for 2018 træder en ny opgørelsesmetode i kraft,

da der er indikationer på, at den nuværende fordelingsnøgle undervurderer, hvor stor en del af de ikke-

adskilte udgifter til ældre og voksne, der tilgår voksne med handicap mv. i den skønsmæssigt afgrænsede

opgørelse af udgifterne.

For en uddybning af udgifterne på socialområdet henvises til

Socialpolitisk Redegørelse 2017.

7.3 Udsatte børn og unge

Langt størstedelen af de børn og unge, der modtog en social foranstaltning efter servicelovens bestemmel-

ser i 2015, fik hjælp og støtte i form af en forebyggende foranstaltning. Mere end 40.000 børn og unge var

omfattet af en familierettet forebyggende foranstaltning, mens lidt over 20.000 modtog en personrettet

forebyggende foranstaltning. Cirka 16.000 børn og unge var anbragt uden for hjemmet, herunder som led i

en efterværnsindsats. Nogle modtog mere end én indsats i løbet af et år,

jf. figur 35.

Figur 35

Udsatte børn og unge efter type af social foranstaltning, 2015

Tusinde personer

Anbragte

Forebyggende

foranstaltning, personrettet foranstaltning, familierettet

I alt

Tusinde personer

Anm Den samme person kan både have været anbragt uden for hjemmet og modtaget en eller flere forebyggende foranstaltninger i løbet af 2015.

Kilde: Børne og Socialministeriet på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata

Nogle børn og unge får iværksat en social foranstaltning i en meget tidlig alder. Det kan fx være små børn,

hvor forældrene har svært ved at magte forældrerollen og ikke i tilstrækkelig grad kan sikre barnets udvik-

ling og trivsel.

Børn i alderen 0-5 år er imidlertid den aldersgruppe, hvor færrest personer modtager en social foranstalt-

ning. I 2015 var ca. 8.000 børn i alderen 0-5 år omfattet af en social foranstaltning, mens det var ca. 16.000

blandt børn i alderen 6-11 år, og ca. 28.000 blandt børn i 12-17-årsalderen. Unge i alderen 18-22 år i efter-

værn udgjorde lidt under 10.000 personer i 2015,

jf. figur 36.

Tusinde

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 36

Udsatte børn og unge efter alder, 2015

Tusinde personer

0 - 5 år

6 - 11 år

Alder

Anm Udsatte børn og unge omfatter alle 0-22-årige, der var anbragt uden for hjemmet eller mod-tog en forebyggende foranstaltning i 2015. En forebyggende

foranstaltning omfatter både familie- og personrettede foranstaltninger.

Kilde: Børne og Socialministeriet på baggrund af Danmarks Statistiks registerdata

12 - 17 år

18 - 22 år

Tusinde personer

Tallene kan blandt andet afspejle, at nogle sociale problemer typisk optræder i teenageårene. Der kan fx

være tale om psykiske vanskeligheder, misbrug eller kriminel adfærd.

7.4 Udsatte voksne og voksne med handicap

Blandt voksne med handicap sondres mellem personer med fysiske funktionsnedsættelser og personer med

kognitive funktionsnedsættelser. Gruppen med kognitive funktionsnedsættelser er den største og omfatter

omkring 40.000 personer på 18 år og derover i 2015, mens personer med fysiske handicap omfatter om-

kring 14.000 personer. Blandt udsatte voksne kan man skelne mellem personer med psykiske vanskelighe-

der og personer med særlige sociale problemer,

jf. figur 37 og 38.

Det skal bemærkes, at det ikke kun er gruppen af personer med psykiske vanskeligheder, der kan have kon-

takt til den regionale psykiatri. Personer med fysiske og kognitive funktionsnedsættelser og personer med

særlige sociale problemer kan også modtage behandling i den regionale psykiatri. Kognitive funktionsned-

sættelser omfatter eksempelvis både autisme, ADHD og udviklingshæmning, mens socialt udsatte voksne

omfatter personer i misbrugsbehandling og brugere af forsorgshjem og herberger, der samtidig kan have

behov for psykiatrisk behandling.

Figur 37

Voksne med handicap, 2015

Figur 38

Udsatte voksne, 2015

Socialt udsatte

voksne

38.600

personer

Fysisk

handicap

14.400

personer

Kognitivt

handicap

39.700 personer

Voksne med

psykiske

vanskeligheder

31.100

personer

I alt 49.500 personer

I alt 63.700 personer

Anm: Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata.

Indsatser til voksne med handicap

De mest udbredte indsatser til voksne med handicap er socialpædagogisk støtte og botilbud,

jf. figur 39.

Tusinde

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Figur 39

Voksne med handicap fordelt efter indsats, 2016

Øvrige indsatser

6.700 personer

BPA

1.600 personer

Ledsagerordning

8.400 personer

Socialpædagogisk

støtte

19.900 personer

Beskyttet

beskæftigelse

7.700 personer

Botilbud

Aktivitets- og

16.300 personer

samværsydelse

I alt 49.900 personer

12.500 personer

Anm.: 18 år over derover ultimo 2016. Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan

på baggrund af indbyggertal.

Kilde:

Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpædagogisk støtte er målrettet en meget bred gruppe af borgere, der omfatter eksempelvis personer

med et fysisk handicap, autisme, udviklingshæmning, psykiske vanskeligheder og hjerneskade. Støtten kan

bestå af mange former for hjælp afhængigt af borgerens konkrete situation og behov. Overordnet er formå-

let at sikre, at den pågældende så vidt muligt kan leve et liv på egne præmisser og efter egne ønsker.

Botilbud omfatter både længerevarende eller midlertidige ophold til borgere, der har betydelige funktions-

nedsættelser, eksempelvis svær mental retardering, psykiske vanskeligheder, udviklingshæmning, autisme

eller hjerneskade. Endeligt er der mange borgere, der modtager dagtilbud i form af enten beskyttet beskæf-

tigelse eller aktivitets- og samværstilbud.

Antallet af personer, der modtager en indsats efter serviceloven på grund af et handicap, vurderes at være

stigende. Stigningen ses særligt i en vækst i antal modtagere af socialpædagogisk støtte,

jf. figur 40.

Figur 40

Udvikling blandt personer med handicap efter indsats, 2014-2016

1.000 personer

Social-

pædagogisk-

støtte

Botilbud

Aktivitets- og

samværsydelse

2014

Beskyttet

beskæftigelse

2016

Ledsager-

ordning

BPA

1.000 personer

Anm.: 18 år og derover ultimo året. Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan på

baggrund af indbyggertal. Det bemærkes, at dele af stigningen kan skyldes registreringsmæssige forhold i kommunerne. Stigningen i socialpædagogisk støtte

skal også ses i lyset af, at der har været en omlægning af boformer fra serviceloven til almenboliglovens § 105, hvor borgeren modtager socialpædagogisk støtte.

Kilde:

Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er vanskeligt entydigt at påpege én bestemt årsag til stigningen i antallet af modtagere af socialpæda-

gogisk støtte, men det kan blandt andet skyldes en tilgang af personer med forskellige diagnoser, eksempel-

vis ADHD og autisme. Se også

Socialpolitisk Redegørelse 2017.

Indsatser til voksne med psykiske vanskeligheder

Voksne med psykiske vanskeligheder modtager støtte i den kommunale socialpsykiatri, der omfatter tilbud

som; støtte- og kontaktpersonordning, socialpædagogisk støtte til borgere i eget hjem, aktivitets- og sam-

værsydelse eller midlertidige eller længerevarende botilbud. De socialpsykiatriske tilbud yder en helhedsori-

enteret socialfaglig indsats, mens den regionale behandlingspsykiatri, yder den mere specialiserede psykia-

triske behandling.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Blandt voksne med psykiske vanskeligheder udgør socialpædagogisk støtte den mest udbredte indsats. Ud

af de 31.100 voksne med psykiske vanskeligheder modtager 21.500 socialpædagogisk støtte, mens 6.000

modtager botilbud og 5.000 modtager aktivitets- og samværsydelse,

jf. figur 41.

Figur 41

Voksne med psykiske vanskeligheder opdelt efter indsats, 2015

Øvrige indsatser

3.100 personer

Botilbud (ikke §110)

6.000 personer

Aktivitets- og

samværsydelse

5.000 personer

Socialpædagogisk

støtte

21.500 personer

I alt 31.100

Anm.: Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Kilde: Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Blandt voksne med psykiske vanskeligheder har der været en stigning i antallet af personer, der modtager

socialpædagogisk støtte fra omkring 18.800 personer i 2014 til ca. 22.200 i 2016,

jf. figur 42.

Stigningen blandt voksne med psykiske vanskeligheder, der modtager socialpædagogisk støtte, er sket i alle

aldersgrupper. Den største stigning er sket blandt 18-29-årige og 50-64-årige, hvor antallet er steget med

omkring 1.000 personer,

jf. figur 43.

Figur 42

Udvikling blandt voksne med psykiske vanskeligheder opdelt

efter indsats, 2014-2016

1.000 personer

2014

Social-

pædagogisk

støtte

Botilbud

(ikke §110)

2015

2016

Aktivitets- og

samværs-

ydelse

Øvrige

indsatser

1.000 personer

Figur 43

Ændring i antal voksne med psykiske vanskeligheder op-

delt efter indsats og alder, 2014-2016

Personer

1.200

1.000

800

Personer

1.200

1.000

800

600

400

200

-200

Social-

Aktivitets og Botilbud

pædagogisk samværs- (ikke §110)

støtte

ydelse

Øvrige

indsatser

600

400

200

-200

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-64 år

Anm: Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan p.b.a. indbyggertal. Berørte

personer på 18 år eller derover, som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Det bemærkes, at dele af stigningen kan skyldes registreringsmæssige forhold i

kommunerne og tilbuddene. Stigningen i socialpædagogisk støtte skal også ses i lyset af, at der har været en omlægning af boformer fra serviceloven til almen-

boliglovens § 105, hvor borgeren modtager socialpædagogisk støtte.

Kilde: Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata.

Det er vanskeligt entydigt at opgøre én bestemt årsag til stigningen i antallet af modtagere af socialpædago-

gisk støtte, men det kan blandt andet skyldes en tilgang af personer med forskellige diagnoser. Hertil kom-

mer, at dele af stigningen i antallet af modtagere af socialpædagogisk støtte også̊ kan ses i lyset af, at der

har været en omlægning af boformer fra serviceloven til almenboliglovens, hvor borgeren modtager social-

pædagogisk støtte efter serviceloven. Endeligt skal det bemærkes, at dele af stigningen kan skyldes registre-

ringsmæssige forhold i kommunerne.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Indsatser til socialt udsatte voksne

Ud af den samlede gruppe på 38.600 socialt udsatte voksne modtager over halvdelen behandling for stof-

misbrug eller alkoholafhængighed. Hjemløse, der har overnattet på et forsorgshjem eller herberg, udgør

omkring 6.000 personer,

jf. figur 44.

Figur 44

Socialt udsatte voksne opdelt efter indsats, 2015

Aktivitets- og samværsydelse

1.200 personer

Botilbud (ikke §110)

2.900 personer

Socialpædagogisk

støtte

4.700 personer

Forsorgshjem og

herberger

6.000 personer

Øvrige indsatser

1.900 personer

Stofmisbrugsbehandling

15.400 personer

Alkoholbehandling

12.900 personer

I alt 38.600 personer

Anm.: Den samme person kan modtagere flere indsatser. Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og

opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal. Antal personer i stofmisbrugs- og alkoholbehandling samt brugere af forsorgshjem er opgjort på landsplan.

Kilde: Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata mv.

Antallet af socialt udsatte voksne, der modtager socialpædagogisk støtte vurderes at være steget fra knap

4.000 personer i 2014 til ca. 5.300 personer i 2016. Derudover har der også været en mindre stigning i antal-

let af socialt udsatte voksne, der modtager aktivitets- og samværsydelse og botilbud, fra ca. 2.600 personer

i 2014 til omkring 3.100 i 2016,

jf. figur 45.

Figur 45

Udvikling blandt socialt udsatte voksne opdelt efter indsats,

2014-2016

1.000 personer

2014

Social-

pædagogisk

støtte

Botilbud

(ikke §110)

2015

2016

Aktivitets- og

samværs-

ydelse

Øvrige

indsatser

1.000 personer

Social-

Aktivitets- og Botilbud

pædagogisk samværs- (ikke §110)

støtte

ydelse

Øvrige

indsatser

Figur 46

Udvikling blandt socialt udsatte voksne opdelt efter ind-

sats og alder, 2014-2016

Personer

600

500

400

300

200

100

Personer

600

500

400

300

200

100

18-29 år

30-39 år

40-49 år

50-64 år

Anm: Baseret på 44 kommuner, der indgår i De Kommunale Serviceindikatorer i perioden 2014-2016, og opregnet til landsplan på baggrund af indbyggertal.

Berørte personer på 18 år eller derover, som indgår i befolkningsregisteret ultimo året. Det bemærkes, at dele af stigningen kan skyldes registreringsmæssige

forhold i kommunerne og tilbuddene. Stigningen i socialpædagogisk støtte skal også ses i lyset af, at der har været en omlægning af boformer fra serviceloven

til almenboliglovens § 105, hvor borgeren modtager socialpædagogisk støtte.

Kilde: Børne og Socialministeriet på Danmarks Statistiks registerdata.

Socialpolitisk Redegørelse 2017

for udviklingen for modtagere af misbrugsbehandling og brugere af for-

sorgshjem og herberg.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

8. Metode og definitioner

8.1 Udgiftsbegreber anvendt i analysen

Nettodriftsudgifter – Regionernes særlige indberetning til Økonomi- og Indenrigsministeriet

Nettodriftsudgifterne er udgifter og indtægter vedrørende regionens sygehuse samt udgifter og indtægter

vedrørende sygehusydelser. For sygehusdelen kan dette fx være driftsudgifter fratrukket statsrefusion og

andre indtægter, fx brugerbetaling vedrørende regionens sygehuse. For sygehusydelser er udgifter til syge-

husydelser fratrukket ydelser leveret uden for regionens sygehuse, f.eks. hospiceophold og behandling i an-

dre regioner eller i udlandet. De totale nettodriftsudgifter til psykiatrisk sygehusbehandling kan opdeles i

udgifter til personale, medicin samt øvrige udgifter.

De tilrettede driftsudgifter

De tilrettede driftsudgifter (DTD) er korrigerede regnskabstal for hospitaler og regioner indberettet til Sund-

hedsdatastyrelsen. I grunddata indberettes de udgifter, der er en forudsætning for at behandle patienter på

både somatiske og psykiatriske hospitaler. Grunddata tilrettes efterfølgende, så alle hospitaler kan sam-

menlignes på tværs.

Individbaserede udgifter baseret på sengedagstakst og takst for ambulant besøg

Det er umiddelbart ikke muligt at opgøre individbaserede udgifter til psykiatriske sygehuse. I analysen er

opgørelser over udgifterne til behandling af patienter med bestemte diagnoser, tyngdemæssige kategorier

o.l. baseret på besøgs- og sengedagstakster. Disse afspejler ikke nødvendigvis ressourceforbruget og de re-

elle udgifter til regional psykiatri for hver enkelt kontakt. Sengedagstaksten i 2017 udgør 3.628 kr. og be-

søgstaksten udgør 1.815 kr.

Disse takster anvendes bl.a. af regionerne i forbindelse med afregningen af patienter, der bliver behandlet i

en anden region end bopæls- eller opholdsregionen (mellemregionale patienter), ved opgørelsen af den

kommunale medfinansiering og til udregningen af regionernes bloktilskud.

Taksterne kobles på aktivitet i det psykiatriske sygehusvæsen, som er baseret på Landspatientregisteret

(DRG-grupperet).

De tilrettede udgifter til psykiatriske sygehuse udgør i 2016 ca. 8,9 mia. kr. (2017-PL), mens udgifterne base-

ret på patienternes besøgs- og sengedagstakster udgør ca. 6,8 mia.kr. (2017-PL), hvilket er ca. 22 pct. lavere

end de tilrettede driftsudgifter. Taksterne anvendes i analysen under antagelse af, at selve niveauerne ikke

afspejler de reale udgifter, men at fordeling af udgifterne på tværs af forskellige patientpopulationer er ens.

Alle udgifter relateret til den enkelte patient er medtaget i opgørelsen, uanset patientens tilstedeværelse.

Ydelseshonorar i praksissektoren

Det samlede ydelseshonorar i almen praksis omfatter bruttohonorar for ydelser (både kontaktydelser og

tillægsydelser) i praksissektoren. Det samlede ydelseshonorar er ikke et udtryk for den samlede indtægt i de

enkelte områder i praksissektoren.

Den gennemsnitlige udgift pr. patient

I analysen er der set på den gennemsnitlige udgift pr. patient. Der er tale om en gennemsnitlig udgift base-

ret på de kontakter, som patienten havde

inden for kalenderåret.

Patienter med et forløb, der strækker sig

længere end et kalenderår vil i princippet have flere kontakter og dermed en højere udgift, hvis der i stedet

skulle ses på udgiften for hele forløbet.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

8.2 Oversigt over psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser

Hoveddiagnosegrupper anvendt i analysen dækker over følgende gruppering af ICD-10 koder, jf. bilagstabel

Bilagstabel 1

Oversigt over psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser efter ICD-10

Titel anvendt i

analysen

Demens mv.

Psykoaktive

stoffer

Skizofreni mv.

Depression

mv.

Angst mv.

Spiseforstyr-

relse mv.

Personligheds-

forstyrrelse mv.

Mental retarde-

ring

Autisme,

aspergers mv.

ADHD mv.

Ikke nærmere

specificeret

ICD10-hoveddiagnosegruppekode og titel

F00-09 Organiske inklusive symptomatiske psykiske lidelser

F10-19 Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser forårsaget af brug af alkohol eller andre psykoaktive stof-

fer

F20-29 Skizofreni, skizotypisk sindslidelse, paranoide psykoser, akutte og forbigående psykoser samt skizoaffektive

psykoser

F30-39 Affekive sindslidelser

F40-49 Nervøse og stress-relaterede tilstande samt tilstande med nervøst betingede legemlige symptomer

F50-59 Adfærdsændringer forbundne med fysiologiske forstyrrelser og fysiske faktorer

F60-69 Forstyrrelser og forandringer af personlighedsstruktur og adfærd

F70 -79 Mental retardering

F80-89 Psykiske udviklingsforstyrrelser

F90-98 Adfærds- og følelsesmæssige forstyrrelser

opstået i barndom eller adolescens

F99 Psykiske lidelser eller forstyrrelse, ikke på anden måde specificeret

1. Bl.a. Manisk enkeltepisode, bipolar affektiv sindslidelse, depressiv enkeltepisode, tilbagevendende depression

2 Fobiske angsttilstande, andre angsttilstande, obsessiv-kompulsiv tilstand, reaktioner på svær belastning, tilpasningsreaktioner

8.3 Aktivitet i sygehusvæsenet og i praksissektoren

Aktivitet i det somatiske- og psykiatriske sygehusvæsen er baseret på Landspatientregisteret (DRG-gruppe-

ret) pr. 10 marts, med undtagelse af 2009, der er opgjort pr. 10. april 2010, og 2016, hvor aktiviteten på so-

matiske afdelinger i Region Hovedstaden er opgjort pr. 10. juni 2017, som følge af udfordringer ved imple-

menteringen af Sundhedsplatformen. Aktivitet på både offentlige og private sygehuse indgår. Raske ledsa-

gere og raske nyfødte indgår ikke i opgørelserne.

Indlæggelse

En indlæggelse tælles som en patients udskrivning fra en sygehusafdeling, hvor patienten optager en nor-

meret sengeplads. Overflytninger mellem sygehusafdelinger tæller ikke med som en selvstændig indlæg-

gelse i opgørelsen.

Sengedage

Sengedage er antallet af dage mellem indlæggelsesdato og udskrivningsdato for en indlæggelse. Der vil som

minimum være én sengedag pr. indlæggelse.

Ambulante besøg, psykiatrisk sygehusvæsen

Ved ambulant behandling er patienten indskrevet på en psykiatrisk ambulant stamafdeling, men optager

ikke en normeret sengeplads. Ambulante besøg opgøres som en patients fremmøde på den psykiatriske

ambulante afdeling, eller patientens møde med sundhedsfagligt personale uden for sygehuset i et såkaldt

udebesøg. Ydelser uden besøg, f.eks. udfærdigelse af erklæringer, samtale med forældre, værge eller pårø-

rende mv., medtages ikke. Ydelser uden besøg er knyttet til et CPR-nummer, men kræver ikke patientens

fremmøde. Desuden indberettes fysio- og ergoterapeutiske ydelser som ydelser uden besøg, og indgår der-

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

med heller ikke i opgørelsen. For den enkelte patient opgøres der kun ét ambulant besøg pr. dag pr. afde-

ling. Der indgår tal for fremmøde på en psykiatrisk skadestueafdeling, hvor indskrivning sker efter selvhen-

vendelse, henvisning eller indbringelse på grund af tilskadekomst eller anden akut opstået tilstand. I opgø-

relser fra 2014 og frem indgår kontakter på akut ambulante afdelinger i opgørelsen af ambulante besøg.

Ambulante besøg, somatisk sygehusvæsen

Ved ambulant behandling er patienten indskrevet på en afdeling, men optager ikke en normeret senge-

plads. Ambulante besøg tælles som en patients fremmøde på et ambulatorium, i en tværgående klinisk ser-

viceafdeling, et hjemmebesøg af sundhedsfagligt uddannet personale eller modtagelse af en afregningsbe-

rettiget telemedicinsk ydelse. For den enkelte patient opgøres der kun ét ambulant besøg pr. dag pr. afde-

ling. Der indgår tal for fremmøde på en skadestueafdeling, hvor indskrivning sker efter selvhenvendelse,

henvisning eller indbringelse på grund af tilskadekomst eller anden akut opstået tilstand. I opgørelser fra

2014 og frem indgår kontakter på akut ambulante afdelinger i opgørelsen af ambulante besøg.

Aktivitet i praksissektoren

Aktivitet i praksissektoren er baseret på oplysninger om afregnede ydelser fra Sygesikringsregisteret. En

kontakt er defineret som en afregnet ydelse, der i sig selv udgør en særskilt kontakt mellem borger og be-

handler. Opgørelserne omfatter kontakter, der er afregnet i det enkelte år inden for det enkelte praksissek-

torområde. Aktiviteten i praksissektoren er afgrænset til registreringer, som findes i sygesikringsregisteret

pr. 10. marts 2017.



Samtaleterapi i almen praksis (speciale 80, ydelsesnummer 6101, 6102, 4106,

4247, 4248, 4249)

Psykiater (speciale 24 el. 26)

Psykolog (speciale 63, henvisningsårsagerne angst eller depression)

Før 2014 indberettes ydelser til Sygesikringsregisteret kun på ugebasis. Her er hver ydelse placeret den på-

gældende mandag i ugen.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

8.4 Psykofarmaka

Oplysninger om salg af lægemidler i primærsektoren dækker bl.a. salget fra private apoteker, hvor det er

muligt at opgøre salget på personniveau for den del af receptsalget, der er til privatpersoner. Der er dog

ikke information om uafhentede recepter.

Oplysninger om salg af lægemidler på sygehusene indberettes som salg til sygehusafdelinger og ikke på per-

sonniveau. Det er derfor ikke muligt at se hvilke lægemidler, der er givet under evt. indlæggelse eller ambu-

latoriebesøg. Der er heller ikke oplysninger om vederlagsfrit medicin udleveret fra sygehuse. Visse lægemid-

ler, herunder antipsykotiske lægemidler kan udleveres vederlagsfrit i en begrænset periode på ca. to år til

patienter med skizofreni i starten af deres sygdomsforløb samt til psykiatriske patienter med dom til be-

handling. I opgørelsen indgår ikke information vedr. vederlagsfrit udlevering af medicin.

Oplysninger om lægemidlerne fremgår fra Lægemiddelstatistikregisteret (opdateret til 2016), Sundhedsda-

tastyrelsen.

Udvalgte lægemiddelgrupper

De fire lægemiddelgrupper afgrænses ved hjælp af udvalgte koder fra ATC-klassifikationen.

Bilagstabel 2

Definitioner af udvalgte lægemiddelgrupper

Lægemiddelgruppe og anvendelse

Antidepressive lægemidler

Medicinen anvendes bl.a. til behandling af depression, samt andre psykiske lidelser som fx panikangst, so-

cial fobi, generaliseret angst, tvangstanker (OCD), posttraumatisk stresstilstand og spiseforstyrrelser. Enkelt

medicin anvendes endvidere mod neuropatiske smerter.

ADHD-medicin

Medicinen bruges til hyperkinetiske forstyrrelser såsom ADHD, men kan også for en mindre dels vedkom-

mende bruges til behandling af narkolepsi.

Benzodiazepiner og benzodiazepin-lignende lægemidler (herefter betegnet beroligende- og sovemedicin)

Beroligende midler til behandling af angst- og urotilstande, samt søvnbesvær og som sederende lægemid-

del. Enkelte af midlerne anvendes desuden mod spasticitet, alkoholabstinenssymptomer og mod kramper

(inkl. feberkramper). N03AE anvendes endvidere mod epilepsi.

ATC gruppe og kode

N06A bortset fra bupro-

pion (N06AX12) samt

duloxetin (N06AX21) i

styrken 20mg og 40 mg.

C02AC02, N06BA02,

N06BA04, N06BA09 og

N06BA12

N05BA, N05CD, N03AE

samt N05CF

Antipsykotiske lægemidler

Medicinen anvendes til behandling af psykotiske tilstande, herunder skizofreni

N05A bortset fra lithium

(N05AN01)

Definition af definerede døgndoser (DDD)

Til sammenligning af forbrug af lægemidler benyttes de af WHO fastsatte definerede døgndoser (DDD). Den

definerede døgndosis for et lægemiddel fastsættes ud fra en gennemsnitsdosis pr. døgn for en voksen per-

son til vedligeholdelsesbehandling af hovedindikationen. I de tilfælde, hvor WHO ikke har tildelt en officiel

DDD eller angivet retningslinjer for tildeling af en DDD-værdi, har Sundhedsdatastyrelsen fastsat en måle-

værdi.

Opmærksomheden henledes på, at DDD ikke nødvendigvis afspejler den faktiske, daglige dosis. Der kan

være tilfælde, hvor lægemidlerne anvendes i andre doser end den DDD, WHO har fastsat. DDD er derfor en

teknisk måleenhed, som benyttes ved sammenligning af mængdeopgørelser af forskellige lægemidler.

Medicintilskud

I Danmark er en del af den medicin, der bliver købt på recept i apotekerne, tilskudsberettiget.

Det bærende princip i medicintilskudssystemet er, at det er behovsafhængigt, hvilket betyder, at jo større

medicinforbrug borgeren har, des mere modtager borgeren i offentligt tilskud. I forhold hertil er medicintil-

skudssystemet ”trappeinddelt”.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Medicintilskudssystemet baserer sig på generisk substitution – substitution mellem lægemidler med det

samme virksomme stof, samme mængde og samme administrationsform. Det offentlige tilskud til et læge-

middel følger således prisen på det billigste lægemiddel. Formålet med generisk substitution for en given

medicinsk behandling er, at det offentliges og den enkelte borgers udgifter bliver så lave som mulige.

Tilskudstype

Det generelle tilskud, som gives til en række receptpligtige lægemidler, indebærer, at alle borgere pr. auto-

matik får tilskud til køb af medicin. Det er også muligt at opnå klausuleret tilskud til medicin, så der gives

generelt tilskud til nogle bestemte sygdomme eller persongrupper.

I nogle tilfælde kan der opnås individuelle tilskud, som enkelttilskud, forhøjet tilskud eller terminaltilskud,

som sker ved ansøgning. Det er borgerens læge, der vurderer behovet og kan søge om individuelle medicin-

tilskud hos Lægemiddelstyrelsen.

Med virkning fra den 1. januar 2016 er der indført et fast årligt egenbetalingsloft på udgifter til tilskudsbe-

rettiget medicin opgjort i tilskudspriser. Egenbetalingsloftet udgør 4.030 kr. årligt (2018-tal).

Det betyder, at alle borgere automatisk får 100 pct. tilskud til tilskudsprisen på tilskudsberettiget medicin,

når borgeren har haft en årlig egenbetaling til tilskudsberettiget medicin (opgjort i tilskudspriser) på over

3.955 kr. (2017-tal).

Herudover er det i visse tilfælde også muligt at få hjælp fra kommunen til medicinudgifter. Disse tilskud kal-

des sociale tilskud og bevilges i henhold til pensionsloven, lov om aktiv socialpolitik eller lov om social ser-

vice.

Det er generelt forskelligt, hvilken type tilskud de enkelte lægemidler inden for psykofarmaka har opnået.

Fx får beroligende lægemidler og sovemedicin ikke generelt tilskud (enkelte af dem har klausuleret tilskud),

ligesom der skal søges om enkelttilskud til lægemidler til ADHD. Det er heller ikke alle lægemidler inden for

antidepressive- og antipsykotiske lægemidler, der har generelt tilskud. Disse faktorer påvirker regionale til-

skudsudgifter på tværs af de enkelte lægemiddelgrupper.

Revurderinger

Alle lægemidlers tilskudsstatus skal regelmæssigt revurderes. Det sker for at sikre, at lægemidler med gene-

relt tilskud opfylder de kriterier, der gælder for at få generelt tilskud, og omvendt at lægemidler uden gene-

relt tilskud ikke opfylder disse kriterier.

Revurderinger og patentudløb kan generelt have betydelige konsekvenser for regionale tilskudsudgifter. Fx

har revurderingerne på antidepressive lægemidler medført, at tilskudsudgifterne for escitalopram

(N06AB10) alene faldet fra 112 mio. kr. i 2010 til 2 mio. kr. i 2016.

8.5 Opgørelse af modtagere af sociale indsatser og hovedmålgrupper

Udsatte børn og unge

vedrører personer i alderen 0-22 år, der modtager en social foranstaltning inden for

rammerne af kapitel 3 (§ 11) samt kapitel 11 og 12 i serviceloven. Børn og unge mellem 15 og 17 år kan

også anbringes uden for hjemmet af strafferetlige årsager ved dom, når opholdet er led i afsoning, jf. § 78 i

straffuldbyrdelsesloven, eller en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling på et anbringelses-

sted, jf. § 74 a i straffeloven (ungdomssanktion). Hertil kommer anbringelser ved kendelse i varetægtssur-

rogat på et anbringelsessted, jf. § 765 i retsplejeloven. Disse personer indgår også i målgruppen af udsatte

børn og unge.

Der har siden 1977 været indsamlet registerdata (individdata) vedrørende anbringelser og personrettede

forebyggende foranstaltninger, jf. Danmarks Statistiks register for udsatte børn og unge. I 2014 er statistik-

ken udbygget med individdata for modtagere af familierettede forebyggende foranstaltninger. Den sociale

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

indsats efter serviceloven i forhold til udsatte børn og unge er dog ikke fuldt belyst af registerdata. Det dre-

jer sig bl.a. om den forebyggende indsats under § 11, idet der ikke er pligt til en børnefaglig undersøgelse

eller særskilt journalpligt i tilknytning hertil.

Udsatte voksne og personer med handicap

er opgjort som personer på 18 år og derover med varigt nedsat

funktionsevne eller et særligt socialt problem, som modtager en social foranstaltning inden for rammerne

af kapitel 14-21 i serviceloven eller er i misbrugsbehandling i medfør af §§ 141-142 i sundhedsloven.

Personer med handicap

har en fysisk eller kognitiv funktionsnedsættelse. Fysiske handicap omfatter blandt

andet forskellige former for syns- og hørenedsættelser samt mobilitetshandicap, fx muskelsvind og ryg-

marvsskader. Hjerneskader og udviklingshæmning er eksempler på kognitive funktionsnedsættelser, der

kan have betydning for sproglige, motoriske og sociale evner.

Udsatte voksne

er personer med psykiske vanskeligheder (sindslidelser) eller et særligt socialt problem

(hjemløshed, misbrug mv.). Sindslidelser om-fatter bl.a. angst, depression, personlighedsforstyrrelse, stress-

belastning og spiseforstyrrelse.

Serviceloven opererer ikke med begrebet ”kognitiv funktionsnedsættelse”, men benytter det bredere be-

greb ”psykisk funktionsnedsættelse”. Begrebsbrugen her afspejler statistikken De Kommunale Serviceindi-

katorer, hvor kommunerne skal indberette, hvilken målgruppe en borger tilhører, når vedkommende mod-

tager en social indsats. Kommunerne skal inden for den overordnede gruppe med psykisk funktionsnedsæt-

telse angive, om borgeren tilhører målgruppen med en kognitiv funktionsnedsættelse, målgruppen med en

sindslidelse eller begge. Personer, hvor kommunen angiver målgruppen til at være sindslidelse, indgår, som

nævnt, i gruppen af udsatte voksne.

Opgørelserne bygger på fire registre: De Kommunale Serviceindikatorer på voksenområdet (Danmarks Stati-

stik), Boformstatistikken (Danmarks Statistik), registret ”Ventetider vedr. behandlingsgaranti for stofmisbru-

gere” og Det Nationale Alkoholbehandlingsregister (Sundhedsdatastyrelsen). I denne afrapportering omfat-

ter De Kommunale Serviceindikatorer indberetninger fra 44 kommuner med data i perioden 2014-2016. An-

tal modtagere er opregnet til landsniveau på baggrund af alders- og kønsspecifikke vægte. Se

Socialpolitisk

Redegørelse 2017

for yderligere.

Registrene giver ikke et fuldstændigt billede af den sociale indsats efter serviceloven. Nogle af ydelserne i

De Kommunale Serviceindikatorer er frivillige at indberette for kommunerne. Det drejer sig bl.a. om dæk-

ning af merudgifter (§ 100) og støtte til hjælpemidler (§ 112). Den fulde brug af § 99 (støtte-/kontaktperson

til udsatte voksne) kendes ikke, idet ordningen ikke forudsætter visitation/registrering. Det samme er tilfæl-

det for den forebyggende indsats på voksenområdet under §§ 10 og 12.

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

9. Litteratur

Børne- og Socialministeriet (2017): Socialpolitisk Redegørelse 2017

Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning KORA (2012): Tværsektorielt sam-

arbejde i psykiatrien – Videns- og erfaringsopsamling

Finansministeriet (2017): Aftale om udmøntning af satspuljen for 2018

Rambøll (2013): Analyse af kapaciteten i den kommunale indsats over for mennesker med psykiske vanske-

ligheder.

Regeringens udvalg om psykiatri (2013): Indsatsen for mennesker med psykiske lidelser – udvikling i diagno-

ser og behandling, Bilagsrapport 2.

RLTN og FAPS (2015): Modernisering af psykiatri i speciallægepraksis

Sundheds- og Ældreministeriet (2013): Vejledning om medikamentel behandling af børn og unge med psyki-

ske lidelser (VEJ nr. 9194 af 11/04/2013)

Sundheds- og Ældreministeriet (2016): Befolkningens kontakter til almen praksis

Sundheds- og Ældreministeriet (2017): Nationale mål for sundhedsvæsenet

Sundhedsdatastyrelsen (2017): Udvalgte nøgletal for det regionale sundhedsvæsen 2009-2016

Sundhedsstyrelsen (2015): Specialeplanlægning – Begreber, principper og krav

Sundhedsstyrelsen (2017): Specialevejledning for Psykiatri

SUU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 244: Orientering om "Styringsgennemgang af psykiatrien - Delafrapportering I" samt to analyser på psykiatriområdet, fra sundhedsministeren

Sundheds- og Ældreministeriet

Holbergsgade 6

1057 København K

Tlf. 72 26 90 00