Sundheds- og Ældreudvalget 2017-18
SUU Alm.del Bilag 241
Offentligt
1864816_0001.png
Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Sundhedsministeren
Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg
Dato: 07-03-2018
Enhed: AELSAM
Sagsbeh.: DEPLCT
Sagsnr.: 1607383
Dok. nr.: 550407
Kære udvalgsmedlemmer
For at adressere en bekymring fra borgere og kommuner om en eventuel
sammenhæng mellem vindmøllestøj og helbredseffekter, valgte Sundheds- og
Ældreministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet samt Energi-, Forsynings- og
Klimaministeriet i 2013 at finansiere en omfattende undersøgelse, som skulle belyse
netop dette. Det blev besluttet, at forskere fra Kræftens Bekæmpelse skulle
gennemføre undersøgelsen, som består af i alt seks delundersøgelser, der forventes
offentliggjort løbende inden for det næste års tid.
Den første delundersøgelse om korttidseffekter af vindmøllestøj og hjerte-karsygdom
er nu offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Environmental International.
Artiklen undersøger sammenhængen mellem udsættelse for indendørs og udendørs
vindmøllestøj og hjerte-karsygdom (blodprop i hjertet og slagtilfælde) i 1-4 dage efter
støjpåvirkningen. Forskerne bag undersøgelsen konkluderer, at undersøgelsen ikke
finder endegyldigt bevis for en sammenhæng mellem vindmøllestøj og hjerte-
karsygdom. Resultaterne kan dog tyde på, at indendørs lavfrekvent vindmøllestøj om
natten muligvis kan være en udløsende faktor for hjerte-karsygdom. Der fandtes ikke
en sammenhæng med udendørs vindmøllestøj. Forskerne understreger, at
resultaterne er baseret på ganske få tilfælde, hvorfor resultatet kan skyldes
tilfældigheder. Der vil derfor kræve yderligere undersøgelser at konkludere, om der
er en sammenhæng.
Vedlagt dette brev er et resumé af artiklen udarbejdet Sundhedsstyrelsen. Selve
artiklen kan findes på dette link: https://authors.elsevier.com/a/1Wf15aUJLJrW1.
Undersøgelsens resultater taler for at afvente de resterende dele af undersøgelsen
for at få et bedre billede af, hvorvidt vindmøllestøj har indvirkning på menneskers
helbred. Jeg holder jer orienteret om yderligere resultater fra undersøgelsen.
Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby