Sundheds- og Ældreministeriet
Enhed: SUNDOK
Sagsbeh.: DEPSSBO
Koordineret med:
Sagsnr.: SJ-STD-DEPSSBO
Dok. nr.: 518516
Dato: 11-01-2018
NOTAT
Orientering om indsats for informationssikkerhed i almen praksis
Problemstilling/resumé
Sundheds- og Ældreministeriet og Praktiserende Lægers Organisationer samarbejder om
en indsats for bedre informations- og cybersikkerhed og har gennemført eller
gennemfører en række aktiviteter i perioden 2016-2018. Der er i efteråret 2017
gennemført en gap-analyse, som giver en pejling af status på it-sikkerheden i almen
praksis. Analysen viser, at systemhusene generelt har en forsvarlig informationssikkerhed,
og at det er de praktiserende læger selv, som udgør den største udfordring for
informationssikkerheden i almen praksis ift. den fysiske sikkerhed omkring adgang til it-
systemerne i lægeklinikkerne.
Der igangsættes med udgangspunkt i analysens resultater en informationskampagne, der
skal skabe øget opmærksomhed og viden om informationssikkerhed og omgang med
personfølsomme oplysninger i lægeklinikken for derved at løfte det generelle
beskyttelsesniveau i almen praksis. Det handler blandt andet om at sikre back-up af
patientjournalerne, fysisk sikkerhed om serverne i klinikken og at adgangskoderne til
systemerne er stærke og bliver udskiftet regelmæssigt.
Baggrund
Alle praktiserende læger arbejder i dag i digitale journalsystemer og har som private
erhvervsdrivende ansvaret for at sikre et tilstrækkeligt niveau af informations- og
cybersikkerhed om patienternes data. Almen praksis indgår imidlertid i et tæt samarbejde
med sygehuset og kommunen, og oplysninger om patienterne deles digitalt som led i den
daglige kommunikation om patientbehandlingen. Det betyder, at sikkerhedsbrud på
systemerne kan få alvorlige konsekvenser for borgernes retssikkerhed og for
patientbehandlingen i hele sundhedsvæsenet. Sundheds- og Ældreministeriet (SUM) og
Praktiserende Lægers Organisationer (PLO) har derfor igangsat et samarbejde om en
indsats for bedre informations- og cybersikkerhed og et ensartet højt niveau i almen
praksissektoren.
Borgerne skal have sikkerhed for, at deres fortrolige oplysninger ikke bliver tilgået
uberettiget. Indsatsen er derfor en grundlæggende forudsætning for øget digitalisering i
almen praksis og for det digitale samspil med det omgivende sundhedsvæsen. Behovet
underbygges desuden af den kommende EU-forordning vedr. persondatabeskyttelse med
virkning fra 25. maj 2018. Det bemærkes, at i modsætning til den offentlige del af
sundhedsvæsenet vil almen praksis blive fuldt omfattet af de nye strafbestemmelser,