Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 63
Offentligt
Til samtlige kommuner m.fl.
Sagsnr.
2017-5611
Doknr.
519819
Dato
10-11-2017
Orientering om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål
og sagsbehandlingsregler ved behandling af sager på socialområdet
1. Baggrund og formål
Denne orienteringsskrivelse har til formål at sikre, at partsrettighederne for borgere med
nedsat psykisk funktionsevne varetages ved behandlingen af en sag i kommunen. Dette
gøres ved at give et overblik over de relevante regler på området og ved at bidrage til
forståelsen af samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sags-
behandlingsregler på socialområdet vedrørende voksne.
Det kan have konsekvenser for den enkelte borger, hvis kommunen ikke på et indle-
dende stadie i forbindelse med behandling af en sag vedrørende en borger med nedsat
psykisk funktionsevne har taget stilling til, om der er behov for at rette henvendelse til
Statsforvaltningen med henblik på, at borgeren får beskikket en værge. Dels fordi det
risikeres, at borgerens partsrettigheder ikke varetages under behandlingen af sagen,
og dels fordi Ankestyrelsen, hvis borgeren ikke selv er i stand til at klage over en even-
tuel afgørelse, og der ikke foreligger en fuldmagt eller et værgemål, ikke vil kunne be-
handle klagesagen. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage
over afgørelsen. Klagesagen vil således skulle afvente, at der beskikkes en værge.
Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af reglerne på området. Således
beskrives f.eks. alene borgerens ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre
under behandlingen af en sag, men ikke hvornår denne ret kan vige for andre hensyn.
Det skal understreges, at orienteringsskrivelsen alene omfatter retlige anliggender i
forbindelse med sagsbehandlingen og ikke inddragelse af pårørende i forbindelse med
udmøntningen af den faktiske hjælp.
2. Retssikkerhedsloven
Det følger som nævnt af retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, at det kun er den person,
som en afgørelse vedrører, der kan klage over den. En pårørende har derfor ikke befø-
jelser til at klage, medmindre der foreligger en repræsentationserklæring fra borgeren,
eller den pågældende er udpeget som værge. Der gælder dog særlige regler for magt-
anvendelse mv., hvor pårørende kan klage.
3. Kommunens omsorgspligt
Det følger af servicelovens § 82, stk. 2, at det er en del af kommunens omsorgspligt, at
kommunal- bestyrelsen i forbindelse med behandlingen af en sag skal påse, om der er
pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person
med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, og være opmærksom på, om der er be-
hov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge. Det betyder, at kommu-
nen i sin kontakt med en borger altid skal være opmærksom på, om borgeren kan vare-
SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 63: Orientering om orienteringsskrivelse om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sagsbehandlingsregler på det sociale område, fra børne- og socialministeren
tage egne interesser, herunder f.eks. i forbindelse med, at unge med nedsat psykisk
funktionsevne når myndighedsalderen.
Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at pårørende eller nærtstående kan indtræde i en
borgers partsrettigheder, herunder klagerettigheder
.
Servicelovens § 82, stk. 2, indebærer således, at kommunen for personkredsen i be-
stemmelsen i nogle tilfælde kan have pligt til at vejlede om muligheden for at lade sig
repræsentere, men indebærer ikke, at lovgivning om partsrepræsentation og værgemål
viger.
I forbindelse med kommunens inddragelse af pårørende skal den være opmærksom på
regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i f.eks. straffeloven, forvalt-
ningsloven, persondataloven, sundhedsloven og retssikkerhedsloven.
4. Partsrepræsentation, fuldmagt og bisidder
Det følger af forvaltningslovens § 8, stk. 1, at en part i en sag på ethvert tidspunkt kan
lade sig repræsentere eller bistå af andre. Det kan ske i form af enten en partsrepræ-
sentant eller en bisidder.
En borger kan f.eks. give en repræsentationserklæring til en pårørende eller en ven
eller lave en aftale med en advokat eller en anden professionel partsrepræsentant,
således at denne repræsenterer borgeren.
I sådanne tilfælde er kommunalbestyrelsen forpligtet til at sende breve, afgørelser m.v.
til den pågældende inden for rammerne af erklæringen.
Ved tvivl om repræsentationens omfang er det myndighedens ansvar at afdække dette.
Det følger endvidere af de almindelige regler om fuldmagt i aftaleloven
som gælder
for formueretlige (økonomiske) forhold
at en person kan give en anden fuldmagt til at
handle på sine vegne, f.eks. til at indløse en bestemt check i banken, omlægge et lån
eller indgå aftale om leje af en bolig mv. Efter aftalelovens § 10, stk. 1, bliver den, som
har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, umiddelbart berettiget og
forpligtet over for tredjemand ved retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagts-
giverens navn og inden for fuldmagtens grænser. Fuldmagten kan være begrænset til
at omfatte bestemte forhold, eller den kan være af mere generel karakter. En fuldmagt
kan i øvrigt tidsbegrænses.
Fuldmagtsreglerne giver en fuldmagtsgiver mulighed for at lade sig repræsentere med
berettigende og forpligtende virkning. Reglerne pålægger dog ikke tredjeparter at indgå
aftale med fuldmægtigen på fuldmagtsgiverens vegne. Det vil således være op til den
enkelte tredjemand at vurdere, hvorvidt vedkommende ønsker at fæstne lid til fuld-
magtsforholdet og indgå aftale med fuldmagtsgiveren via fuldmægtigen.
Bortfald af repræsentationsforholdet og fuldmagten
En fuldmagt bevarer sin gyldighed, indtil fuldmagtsforholdet er bragt til ophør. Det inde-
bærer, at fuldmagtsforholdet som udgangspunkt består, indtil fuldmagtsgiveren i over-
ensstemmelse med aftalelovens §§ 12-18 har tilbagekaldt fuldmagten, medmindre
fuldmagten er begrænset i tid eller til en specifik handling.
Der stilles ikke i aftaleloven noget habilitetskrav til fuldmagtsgiveren. Efter retspraksis
er en fuldmagt fortsat gyldig, selv om en fuldmagtsgiver på grund af f.eks. mental
svækkelse ikke kan antages at være i stand til at tilbagekalde den.
Det følger dog af bl.a. aftalelovens § 22, at hvis fuldmagtsgiveren kommer under vær-
gemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, får tredje-
mand ikke bedre ret ved en retshandel indgået ved en fuldmægtig, end hvis retshand-
len var indgået direkte med fuldmagtsgiveren. Det betyder, at et fuldmagtsforhold såle-
des i praksis
”ophører” i sådanne
tilfælde.
SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 63: Orientering om orienteringsskrivelse om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sagsbehandlingsregler på det sociale område, fra børne- og socialministeren
Endvidere følger det af aftalelovens § 31, at hvis nogen har udnyttet en andens betyde-
lige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et
bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt
misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den, der såle-
des er udnyttet, ikke bundet af aftalen.
Hvis repræsentationsforholdet ophører, skal kommunalbestyrelsen fremover sende
breve, afgørelser mv. til parten selv eller en eventuel ny partsrepræsentant.
Bisidder
Borgeren kan også have valgt at have en bisidder.
Vælger en borger at lade sig bistå af en bisidder, er det normalt fortsat borgeren, der
har alle partsbeføjelser. Kommunen skal således kun inddrage bisidderen i sagsbe-
handlingen i det omfang, dette er aftalt med borgeren.
5. Værgemål
Reglerne om partsrepræsentation er ikke tilstrækkelige, hvis borgeren på grund af syg-
dom eller psykisk funktionsnedsættelse er ude af stand til at give en repræsentations-
erklæring eller fuldmagt. For sådanne borgere er det ofte nødvendigt at iværksætte et
værgemål efter værgemålsloven.
Værgemål kan iværksættes for at beskytte og støtte voksne, der på grund af helbreds-
mæssige forhold er u d e af stand til at varetage deres egne økonomiske eller personli-
ge anliggender, hvis der er behov for det. Det centrale er, at der udpeges en værge og
dermed en legal repræsentant til at varetage den pågældendes anliggender, der er
omfattet af værgemålet. Dermed får værgen formel adgang til at disponere på den
pågældendes vegne og med virkning for denne. Værgen kan udøve partsrettigheder i
forhold til offentlige myndigheder, f.eks. klage over afgørelserne og få oplysninger, som
ellers på grund af tavshedspligt kun kan meddeles den pågældende selv.
Det fremgår af værgemålslovens § 5, stk. 1, at værgemål kan iværksættes for den, der
på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller
anden form for alvorligt svækket helbred, er ude af stand til at varetage sine anliggen-
der, hvis der er behov for det. Værgemålet kan angå såvel økonomiske som personlige
forhold, jf. stk. 3. Betingelserne er kumulative og skal alle være opfyldt.
Værgemålet skal afpasses efter den pågældendes behov og må ikke være mere omfat-
tende end nødvendigt, jf. værgemålslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Værgemål kan således
begrænses til at angå enkelte aktiver og anliggender.
Efter værgemålslovens § 5 kan der både iværksættes økonomisk og personligt værge-
mål. Desuden kan den retlige handleevne fratages på det økonomiske område, jf. vær-
gemålslovens § 6, som er et supplement til økonomisk værgemål, hvis det er nødven-
digt for at sikre, at den pågældende ikke udsætter sin formue, indkomst eller andre
økonomiske interesser for fare. Endelig er der mulighed for at iværksætte samværge-
mål efter værgemålslovens § 7.
Hvis der er iværksat værgemål for en borger, handler værgen som udgangspunkt på
den pågældende borgers vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet. Det er
derfor vigtigt at være opmærksom på, om en værge skal inddrages i sagen, når kom-
munen behandler en sag vedrørende en borger, der er under værgemål. En pårøren-
de, som ikke er værge for den pågældende borger, kan som udgangspunkt ikke handle
på vegne af borgeren.
SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 63: Orientering om orienteringsskrivelse om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sagsbehandlingsregler på det sociale område, fra børne- og socialministeren
1815974_0004.png
6. Klage til Ankestyrelsen
Som nævnt under pkt. 2 er det kun den person, som en afgørelse
klage over den.
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92
kan
vedrører, der
93 00
[email protected]
www.socialministeriet.dk
Foreligger der ikke en repræsentationserklæring, har en pårørende ikke beføjelser til at
klage over afgørelsen, og en klagesag må afvente, at der udpeges en værge. Ankesty-
relsen har efter retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, mulighed for at se bort fra, at en kla-
gefrist ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Det beror dog altid på en konkret
vurdering. Bestemmelsen kan være relevant i tilfælde, hvor Statsforvaltningen behand-
ler en sag om udpegning af en værge for borgeren
7. Eksempel på sagsforløb
Sagsforløb:
En 50-årig enlig mand (A) pådrager sig flere fysiske skader og en lettere hjerneskade
som følge af en trafikulykke. Efter genoptræning flytter A i et botilbud efter § 107 i ser-
viceloven, da han har svært ved at klare sig i sin tidligere bolig og fortsat har behov for
behandlingsmæssig støtte. Kommunen træffer afgørelse om socialpædagogisk bistand
efter servicelovens § 85. A er uenig i afgørelsen, som han påklager til Ankestyrelsen,
der stadfæster kommunens afgørelse. Borgeren er på dette tidspunkt i stand til at vare-
tage sine egne interesser.
På grund af en uventet progression af hjerneskaden træffer kommunen et år senere en
ny afgørelse om socialpædagogisk
bistand. A’s familie mener,
at den tildelte hjælp ikke
er tilstrækkelig til at tilgodese hans behov, og at der bør klages over afgørelsen. På
grund af den progressive hjerneskade er A ikke selv i stand til at tage stilling til afgørel-
sen, herunder om der skal klages over den. A er heller ikke i stand til at afgive en parts-
repræsentationserklæring. De pårørende kan derfor ikke klage på hans vegne, jf. prin-
cipafgørelse 60-17 (KEN nr. 9763 af 15. august 2017). Der er ikke etableret et værge-
mål, så der er heller ikke en værge, der kan klage over afgørelsen. Der vil således først
kunne klages over kommunens afgørelse efter, at der er beskikket en værge for A.
Eksemplet viser, at hvis kommunen ikke allerede i forbindelse med en sags oplysning
er opmærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en
værge efter værgemålsloven, jf. servicelovens § 82, stk. 2, risikeres det, at borgerens
partsrettigheder ikke varetages, og at borgeren måske ikke får den nødvendige hjælp
med den fornødne hurtighed, fordi en eventuel klagesag skal afvente, at der beskikkes
en værge.
Børne- og Socialministeriet, den 10. november 2017
Anita Hørby