SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 63: Orientering om orienteringsskrivelse om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sagsbehandlingsregler på det sociale område, fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 63
Offentligt

Til samtlige kommuner m.fl.

Sagsnr.

2017-5611

Doknr.

519819

Dato

10-11-2017

Orientering om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål

og sagsbehandlingsregler ved behandling af sager på socialområdet

1. Baggrund og formål

Denne orienteringsskrivelse har til formål at sikre, at partsrettighederne for borgere med

nedsat psykisk funktionsevne varetages ved behandlingen af en sag i kommunen. Dette

gøres ved at give et overblik over de relevante regler på området og ved at bidrage til

forståelsen af samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sags-

behandlingsregler på socialområdet vedrørende voksne.

Det kan have konsekvenser for den enkelte borger, hvis kommunen ikke på et indle-

dende stadie i forbindelse med behandling af en sag vedrørende en borger med nedsat

psykisk funktionsevne har taget stilling til, om der er behov for at rette henvendelse til

Statsforvaltningen med henblik på, at borgeren får beskikket en værge. Dels fordi det

risikeres, at borgerens partsrettigheder ikke varetages under behandlingen af sagen,

og dels fordi Ankestyrelsen, hvis borgeren ikke selv er i stand til at klage over en even-

tuel afgørelse, og der ikke foreligger en fuldmagt eller et værgemål, ikke vil kunne be-

handle klagesagen. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage

over afgørelsen. Klagesagen vil således skulle afvente, at der beskikkes en værge.

Der er ikke tale om en udtømmende gennemgang af reglerne på området. Således

beskrives f.eks. alene borgerens ret til at lade sig repræsentere eller bistå af andre

under behandlingen af en sag, men ikke hvornår denne ret kan vige for andre hensyn.

Det skal understreges, at orienteringsskrivelsen alene omfatter retlige anliggender i

forbindelse med sagsbehandlingen og ikke inddragelse af pårørende i forbindelse med

udmøntningen af den faktiske hjælp.

2. Retssikkerhedsloven

Det følger som nævnt af retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, at det kun er den person,

som en afgørelse vedrører, der kan klage over den. En pårørende har derfor ikke befø-

jelser til at klage, medmindre der foreligger en repræsentationserklæring fra borgeren,

eller den pågældende er udpeget som værge. Der gælder dog særlige regler for magt-

anvendelse mv., hvor pårørende kan klage.

3. Kommunens omsorgspligt

Det følger af servicelovens § 82, stk. 2, at det er en del af kommunens omsorgspligt, at

kommunal- bestyrelsen i forbindelse med behandlingen af en sag skal påse, om der er

pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person

med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, og være opmærksom på, om der er be-

hov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en værge. Det betyder, at kommu-

nen i sin kontakt med en borger altid skal være opmærksom på, om borgeren kan vare-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 63: Orientering om orienteringsskrivelse om samspillet mellem regler om partsrepræsentation og værgemål og sagsbehandlingsregler på det sociale område, fra børne- og socialministeren

tage egne interesser, herunder f.eks. i forbindelse med, at unge med nedsat psykisk

funktionsevne når myndighedsalderen.

Bestemmelsen giver ikke hjemmel til, at pårørende eller nærtstående kan indtræde i en

borgers partsrettigheder, herunder klagerettigheder

Servicelovens § 82, stk. 2, indebærer således, at kommunen for personkredsen i be-

stemmelsen i nogle tilfælde kan have pligt til at vejlede om muligheden for at lade sig

repræsentere, men indebærer ikke, at lovgivning om partsrepræsentation og værgemål

viger.

I forbindelse med kommunens inddragelse af pårørende skal den være opmærksom på

regler om tavshedspligt og videregivelse af oplysninger i f.eks. straffeloven, forvalt-

ningsloven, persondataloven, sundhedsloven og retssikkerhedsloven.

4. Partsrepræsentation, fuldmagt og bisidder

Det følger af forvaltningslovens § 8, stk. 1, at en part i en sag på ethvert tidspunkt kan

lade sig repræsentere eller bistå af andre. Det kan ske i form af enten en partsrepræ-

sentant eller en bisidder.

En borger kan f.eks. give en repræsentationserklæring til en pårørende eller en ven

eller lave en aftale med en advokat eller en anden professionel partsrepræsentant,

således at denne repræsenterer borgeren.

I sådanne tilfælde er kommunalbestyrelsen forpligtet til at sende breve, afgørelser m.v.

til den pågældende inden for rammerne af erklæringen.

Ved tvivl om repræsentationens omfang er det myndighedens ansvar at afdække dette.

Det følger endvidere af de almindelige regler om fuldmagt i aftaleloven

–

som gælder

for formueretlige (økonomiske) forhold

–

at en person kan give en anden fuldmagt til at

handle på sine vegne, f.eks. til at indløse en bestemt check i banken, omlægge et lån

eller indgå aftale om leje af en bolig mv. Efter aftalelovens § 10, stk. 1, bliver den, som

har givet en anden fuldmagt til at foretage en retshandel, umiddelbart berettiget og

forpligtet over for tredjemand ved retshandel, som fuldmægtigen foretager i fuldmagts-

giverens navn og inden for fuldmagtens grænser. Fuldmagten kan være begrænset til

at omfatte bestemte forhold, eller den kan være af mere generel karakter. En fuldmagt

kan i øvrigt tidsbegrænses.

Fuldmagtsreglerne giver en fuldmagtsgiver mulighed for at lade sig repræsentere med

berettigende og forpligtende virkning. Reglerne pålægger dog ikke tredjeparter at indgå

aftale med fuldmægtigen på fuldmagtsgiverens vegne. Det vil således være op til den

enkelte tredjemand at vurdere, hvorvidt vedkommende ønsker at fæstne lid til fuld-

magtsforholdet og indgå aftale med fuldmagtsgiveren via fuldmægtigen.

Bortfald af repræsentationsforholdet og fuldmagten

En fuldmagt bevarer sin gyldighed, indtil fuldmagtsforholdet er bragt til ophør. Det inde-

bærer, at fuldmagtsforholdet som udgangspunkt består, indtil fuldmagtsgiveren i over-

ensstemmelse med aftalelovens §§ 12-18 har tilbagekaldt fuldmagten, medmindre

fuldmagten er begrænset i tid eller til en specifik handling.

Der stilles ikke i aftaleloven noget habilitetskrav til fuldmagtsgiveren. Efter retspraksis

er en fuldmagt fortsat gyldig, selv om en fuldmagtsgiver på grund af f.eks. mental

svækkelse ikke kan antages at være i stand til at tilbagekalde den.

Det følger dog af bl.a. aftalelovens § 22, at hvis fuldmagtsgiveren kommer under vær-

gemål med fratagelse af den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, får tredje-

mand ikke bedre ret ved en retshandel indgået ved en fuldmægtig, end hvis retshand-

len var indgået direkte med fuldmagtsgiveren. Det betyder, at et fuldmagtsforhold såle-

des i praksis

”ophører” i sådanne

tilfælde.

Endvidere følger det af aftalelovens § 31, at hvis nogen har udnyttet en andens betyde-

lige økonomiske eller personlige vanskeligheder, manglende indsigt, letsind eller et

bestående afhængighedsforhold til at opnå eller betinge en ydelse, der står i væsentligt

misforhold til modydelsen, eller som der ikke skal ydes vederlag for, er den, der såle-

des er udnyttet, ikke bundet af aftalen.

Hvis repræsentationsforholdet ophører, skal kommunalbestyrelsen fremover sende

breve, afgørelser mv. til parten selv eller en eventuel ny partsrepræsentant.

Bisidder

Borgeren kan også have valgt at have en bisidder.

Vælger en borger at lade sig bistå af en bisidder, er det normalt fortsat borgeren, der

har alle partsbeføjelser. Kommunen skal således kun inddrage bisidderen i sagsbe-

handlingen i det omfang, dette er aftalt med borgeren.

5. Værgemål

Reglerne om partsrepræsentation er ikke tilstrækkelige, hvis borgeren på grund af syg-

dom eller psykisk funktionsnedsættelse er ude af stand til at give en repræsentations-

erklæring eller fuldmagt. For sådanne borgere er det ofte nødvendigt at iværksætte et

værgemål efter værgemålsloven.

Værgemål kan iværksættes for at beskytte og støtte voksne, der på grund af helbreds-

mæssige forhold er u d e af stand til at varetage deres egne økonomiske eller personli-

ge anliggender, hvis der er behov for det. Det centrale er, at der udpeges en værge og

dermed en legal repræsentant til at varetage den pågældendes anliggender, der er

omfattet af værgemålet. Dermed får værgen formel adgang til at disponere på den

pågældendes vegne og med virkning for denne. Værgen kan udøve partsrettigheder i

forhold til offentlige myndigheder, f.eks. klage over afgørelserne og få oplysninger, som

ellers på grund af tavshedspligt kun kan meddeles den pågældende selv.

Det fremgår af værgemålslovens § 5, stk. 1, at værgemål kan iværksættes for den, der

på grund af sindssygdom, herunder svær demens, hæmmet psykisk udvikling eller

anden form for alvorligt svækket helbred, er ude af stand til at varetage sine anliggen-

der, hvis der er behov for det. Værgemålet kan angå såvel økonomiske som personlige

forhold, jf. stk. 3. Betingelserne er kumulative og skal alle være opfyldt.

Værgemålet skal afpasses efter den pågældendes behov og må ikke være mere omfat-

tende end nødvendigt, jf. værgemålslovens § 8, stk. 1, 1. pkt. Værgemål kan således

begrænses til at angå enkelte aktiver og anliggender.

Efter værgemålslovens § 5 kan der både iværksættes økonomisk og personligt værge-

mål. Desuden kan den retlige handleevne fratages på det økonomiske område, jf. vær-

gemålslovens § 6, som er et supplement til økonomisk værgemål, hvis det er nødven-

digt for at sikre, at den pågældende ikke udsætter sin formue, indkomst eller andre

økonomiske interesser for fare. Endelig er der mulighed for at iværksætte samværge-

mål efter værgemålslovens § 7.

Hvis der er iværksat værgemål for en borger, handler værgen som udgangspunkt på

den pågældende borgers vegne i anliggender, der er omfattet af værgemålet. Det er

derfor vigtigt at være opmærksom på, om en værge skal inddrages i sagen, når kom-

munen behandler en sag vedrørende en borger, der er under værgemål. En pårøren-

de, som ikke er værge for den pågældende borger, kan som udgangspunkt ikke handle

på vegne af borgeren.

6. Klage til Ankestyrelsen

Som nævnt under pkt. 2 er det kun den person, som en afgørelse

klage over den.

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92

kan

vedrører, der

93 00

[email protected]

www.socialministeriet.dk

Foreligger der ikke en repræsentationserklæring, har en pårørende ikke beføjelser til at

klage over afgørelsen, og en klagesag må afvente, at der udpeges en værge. Ankesty-

relsen har efter retssikkerhedslovens § 67, stk. 2, mulighed for at se bort fra, at en kla-

gefrist ikke er overholdt, når der er særlig grund hertil. Det beror dog altid på en konkret

vurdering. Bestemmelsen kan være relevant i tilfælde, hvor Statsforvaltningen behand-

ler en sag om udpegning af en værge for borgeren

7. Eksempel på sagsforløb

Sagsforløb:

En 50-årig enlig mand (A) pådrager sig flere fysiske skader og en lettere hjerneskade

som følge af en trafikulykke. Efter genoptræning flytter A i et botilbud efter § 107 i ser-

viceloven, da han har svært ved at klare sig i sin tidligere bolig og fortsat har behov for

behandlingsmæssig støtte. Kommunen træffer afgørelse om socialpædagogisk bistand

efter servicelovens § 85. A er uenig i afgørelsen, som han påklager til Ankestyrelsen,

der stadfæster kommunens afgørelse. Borgeren er på dette tidspunkt i stand til at vare-

tage sine egne interesser.

På grund af en uventet progression af hjerneskaden træffer kommunen et år senere en

ny afgørelse om socialpædagogisk

bistand. A’s familie mener,

at den tildelte hjælp ikke

er tilstrækkelig til at tilgodese hans behov, og at der bør klages over afgørelsen. På

grund af den progressive hjerneskade er A ikke selv i stand til at tage stilling til afgørel-

sen, herunder om der skal klages over den. A er heller ikke i stand til at afgive en parts-

repræsentationserklæring. De pårørende kan derfor ikke klage på hans vegne, jf. prin-

cipafgørelse 60-17 (KEN nr. 9763 af 15. august 2017). Der er ikke etableret et værge-

mål, så der er heller ikke en værge, der kan klage over afgørelsen. Der vil således først

kunne klages over kommunens afgørelse efter, at der er beskikket en værge for A.

Eksemplet viser, at hvis kommunen ikke allerede i forbindelse med en sags oplysning

er opmærksom på, om der er behov for at bede Statsforvaltningen om at beskikke en

værge efter værgemålsloven, jf. servicelovens § 82, stk. 2, risikeres det, at borgerens

partsrettigheder ikke varetages, og at borgeren måske ikke får den nødvendige hjælp

med den fornødne hurtighed, fordi en eventuel klagesag skal afvente, at der beskikkes

en værge.

Børne- og Socialministeriet, den 10. november 2017

Anita Hørby