Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 57
Offentligt
Forankring af Plejefamiliernes Landsforenings projekt: Projekt Netværket
Projekt Netværket – skaber fællesskaber for anbragte og tidligere anbragte fra 11 – 29 år
Projekt Netværket er et satspuljeprojekt, som afsluttes 30.09.18. Der foreligger en rapport fra
Deloitte, som beskriver de 16 projekter under samme pulje (se vedlagt).
Vi har opbygget en erfaring og en metode, som vi mener egner sig til at kunne forankres på
landsplan, uden at det bliver en dyr foranstaltning. Det vil vi gerne drøfte med Folketingets
Socialudvalg.
PLF vil gerne forankre projektet, men har brug for en politisk beslutning/stillingtagen til projektets
idé. Bekymringen er, at de ude i kommunerne vil spare dette tilbud væk, hvis det koster penge.
Af hensyn til, at et fællesskab ikke må ophøre pga. lokale politiske dagsordner, mener vi, at
netværksgrupper for anbragte, bør varetages af en uvildig organisation udenfor kommunerne.
På samme måde, som forældre ved anbringelse af deres barn bliver tilbudt en §54 støtteperson,
mener vi at alle anbragte børn fra 11 år skal tilbydes et fællesskab med andre, når de bliver
anbragt. Mange anbragte børn og unge kendetegnes ved manglende sociale kompetencer, da
deres tidlige erfaringer med manglende omsorg blandt andet skaber tilknytningsforstyrrelser.
Konsekvensen er bl.a. manglende evne til at danne varige sociale relationer.
Vi mener det er vigtigt for målgruppen, at der ikke er sammenfald mellem de voksne de skal
snakke med om deres sag (børnesamtaler), og de voksne i netværksgruppen.
I projektperioden har både de frivillige og de få ansatte været stabile, det betyder at der opbygges
en relation mellem børnene og de voksne der er i grupperne.
Ved hjælp af FIT evalueringsprogrammet kan vi registrere om børnene trives og vi griber ind, hvis
vi kan se at de har udfordringer. Påstanden er, at vi kender børnene bedre end den socialrådgiver
der kommer hvert halve år, og måske er ny hver anden gang. Derfor er et fællesskab med andre
anbragte forebyggende og vigtigt! Vi har flere gange kontaktet plejeforælde, vi følger op med
evalueringsmøder med kommunerne, og det har været nødvendigt at lave underretninger. Et barn
har gennem en snak med en af os, turdet fortælle sin socialrådgiver, at hun ikke havde det godt i
plejefamilien, plejefamilien fik efterfølgende hjælp.
Det er vigtigt at starte grupperne fra 11 år, børnene er motiverede og vil gerne.
De børnegrupper vi har igangsat skal fortsætte, de må ikke stoppes!
Det skal de ikke, fordi vi har får en mulighed for at følge med i, hvad fællesskabet betyder, når de
bliver til unge og kommer i puberteten. Det vil også være muligt at følge dem indtil de bliver til
tidligere anbragte, der skal ud og klare sig selv.
SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 57: Henvendelse fra Plejefamiliernes Landsforening om en eventuel forankring af satspuljeprojekt "Projekt Neværket" (anmodning om foretræde for udvalget)
Det er måske helt unikt, at vi har grupper der kan følges på den måde.
De unge fra 15 år er sværere at få fat på, de har (måske) fået ”nok” af systemet. De har ikke lyst til
at blive sat i bås med andre anbragte, de vil bare være ”almindelige”.
Hvorimod voksengruppens brugere fortæller, at de ikke kun er plejebørn, de er også plejevoksne,
de fortæller, at det aldrig går væk. De har stor udbytte af fællesskabet og har så meget brug for at
snakke med hinanden om deres barndom. Flere af dem fortæller, at det er første gang de har
oplevet at snakke om deres anbringelse med andre anbragte, hvor de ikke behøver at
forklare/forsvare men bare kan være. Vi oplever stor rummelighed overfor hinanden, men også at
det er en gruppe der har store udfordringer i livet.
Vi har regnet en pris ud på baggrund af projektets økonomiske resultater.
Vi ønsker en politisk forankring flere år frem. En politisk beslutning om, at hver anbragte barn skal
tilbydes et styret netværk uafhængigt af den anbringende kommune. Vi har estimeret at det vil
koste 1000 kr. pr barn om måneden at deltage i netværk organiseret gennem ”Projekt Netværket”
som sagtens vil kunne op skaleres til at dække hele Danmark.
Da flere kommuner antagelig ikke vil investere 1000 kr. pr. barn pr. måned tænker vi, at der skal
være en statslig medfinansiering i en indkøringsperiode på 3 år, med en gradvis øgning af den
kommunale andel i forankrings processen. Eller bedre, et lovforslag som sikre at alle anbragte
børn og unge kan få tilbudt en kommunal uafhængig netværksgruppe på lige fod med §54
støttepersoner til biologiske forældre som får anbragt et barn. En §54 støtteperson koster 350-400
kr. i timen og der bruges typisk 4-10 timer om måneden. Omkostningen er 1600-4000 kr. om
måneden. Vi betragter det anbragte barn som den største investering og vil derfor varmt anbefale
et lovindgreb som kan sikre at investeringen i anbragte børn kan bære frugt og blive en succes.
Vi vedhæfter vores musikvideo, som er en hyldest til alle anbragte børn, den er skrevet med
baggrund i udsagn fra målgruppen. Musikvideoen bliver brugt af børn, der lige er blevet anbragt,
af lærere som skal fortælle om, hvad det betyder, når børn ikke kan bo hjemme. I
korsammenhænge på skoler.
Vi bliver løbende kontaktet af flere kommuner, der ønsker at vi starter grupper op hos dem. Vi har
midler i overskud, men har brug for en sikring af at vi kan fortsætte, før vi sætter flere kommuner i
gang.
Vi ønsker et foretræde for børne- og socialudvalget, hvor vi kan uddybe vores ide yderligere, og
fremlægge en forankringsplan.
Med venlig hilsen
Marianne List
(Projektleder og Næstformand i PLF)
Thomas Vorre-Grøntved
(Projektansvarlig og Formand for PLF)
SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 57: Henvendelse fra Plejefamiliernes Landsforening om en eventuel forankring af satspuljeprojekt "Projekt Neværket" (anmodning om foretræde for udvalget)