Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 45
Offentligt
Gentagne svigt der forårsages hos børn, er ofte uoprettelige. Det er svigt der sætter dybe spor i deres indre
syste . At opleve fu da e tale og ”livs” true de svigt, at få hele sit eksiste sgru dlag trukket væk, har
store omkostninger for deres fremadrettede livsbetingelser
–
de traumatiseres og rigtig mange børn der i
dag bliver anbragt i plejefamilier, har i forvejen en traumatisk baggrund. Ved gentagne svigt, mister eller
forringer børnene evnen til tilknytning, de mister tilliden til omverdenen, de er konstant på vagt og for at
beskytte sig selv, tilpasser de sig omverdenen i den kontekst de befinder sig i , de kan blive følelsesmæssige
impotente og for rigtig mange af børnene bliver det resten af livet. Et liv på kanten af deres egen eksistens
og værst af alt, så får de oplevelsen af, at vi voksne ikke kan eller vil passe på dem!!
Jeg er udda et pædagog ’99 og side he har jeg taget e 4 årig over yg i g ed spe iale i at a alyser og
arbejde behandlingsmæssigt med dybt omsorgssvigtede børn. Jeg har siddet i bestyrelsen i en
landsdækkende forening og som ansvarlig for medlemssagerne og har derfor et bredt og indgående
kendskab og erfaring i, hvordan man ude i kommunen forvalter og omgås lovgivningen og Barnets reform.
Det er desværre ikke et opløftende kendskab.
Og så er jeg plejemor.
Jeg har kendskab til rigtig mange sager, hvor kommunen omgås lovgivningen lemfældigt og ligeledes
bevidst bryder lovgivningen
–
hvilket jeg formoder, at udvalget har hørt om
–
i hvert fald via medierne.
Incitamentet for denne ageren er bl.a. fordi kommunerne er ved, at lave en gennemgribende justering i
budgetterne på anbringelsesområdet - hvilket desværre ikke ses til gavn for børnene. Ud over dette er de
også ved, at justere i ” esværlige” plejefa ilier. Vi er ør e es talerør og pri ære
omsorgspersoner, men
erfaringen viser, at dette ikke tilgodeses i forvaltningerne.
Det virker som om, man ude i kommunerne ikke har fokus på barnet, men mere fokus på økonomi og på de
plejefamilier der stiller krav til interventioner på børnenes vegne. Det har vi desværre oplevet MANGE
gange, har store konsekvenser for børnene.
Vi har oplevelser og vide o , at ko
(§69) hvis:
u er e e ytter sig af
ulighede for Ӿ dri g i a
ri gelse ”
1. Plejefamilien takker nej til forringede kontraktlige vilkår, hvilket kommunerne rundt omkring i
landet praktiserer mange steder i landet. (dette uddybes og nuanceres gerne, på foranledning af
udvalget)
2. Plejefamilierne ytrer sig i.f.t. kommunens manglende ageren i.f.t. barnets tarv og vi får ofte
eteg else ”sa ar ejdsva skelige” –
hvilket dels er en krænkelse på ytringsfriheden men også en
krænkelse og lemfældig omgang med barnets reform.
Lovgivningen på anbringelsesområdet er på mange måder kompleks og den levner ligeledes mange
muligheder for kommunen, at selvforvalte fortolkningen af. Der er således alt for mange KAN muligheder i
stedet for SKAL interventioner. Vores fokus er i dag ikke med vægt på os som
plejefamilier/netværksfamilier som sådan, men med et skærpet fokus på børnene og deres rettigheder
eller mangel på samme.
Jeg vil gerne stille skarp ind på partshøringen i.f.t. en gennemført §69
–
en videreført anbringelse.
§69 stk. 4 er der visse kriterier kommunalbestyrelse skal sikre sig overholdt. Dette gælder bl.a.
1. Barnets eller den unges holdning til ændringen af anbringelsesstedet, jf. § 48
2. En udtalelse fra det aktuelle anbringelsessted, jf. stk 5
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 45: Talepapirer fra en gruppe plejeforældres foretræde for udvalget den 24. oktober 2017
1810059_0002.png
3. Kommunalbestyrelsen skal, inden der træffes afgørelse om ændret samvær samt afgørelse om
hjemgivelse eller ændret anbringelsessted, indhente udtalelser fra det aktuelle anbringelsessted til
belysning af sagen.
Gode og fornuftige § i lovgivningen. Jeg har dog gjort adskillige erfaringer i, at disse enten ikke bliver
overholdt eller også ER de implementeret, men ikke tillagt nogen vægt i kommunens afgørelserne
overhovedet.
I afgørelsen om ændret anbringelsessted, ophører partshøringen, for den nu tidligere plejefamilie. Vi er
ganske simpelt ikke part i sagen mere. Vi har derfor, som plejefamilier ikke retten til, at forsvare hverken os
eller plejebarnet i sager der
–
hvis myndighedsindehaveren eller barnet over 12 år, klager over kommunens
afgørelse - ender i AST. For at understøtte kommunens egen afgørelser i en ændret anbringelse, oplever jeg
i rigtig mange tilfælde, at kommunen omskriver og formidler informationer, som i rigtig mange sager er
givet på usaglige og urigtige grundlag og AST har kun EN fortolkning til at belyse sagen fra. Det mener jeg er
en krænkelse af barnets retssikkerhed, og svarer til, at skulle forsvare sig i retten for en forbrydelse man
ikke har begået, men uden vidner der kan bevidne sin uskyld og uden advokat. Det kan heller ikke have sin
rigtighed, at vi i Danmark kun tillader, at børn over 12 år har retslige forhold. Her henvises til UN
convention of the rights of det child. 820 nov. 1989/91).
Jeg kan undres over, at kommunen, som den myndighed der har et overordnet ansvar for barnet, kan
slippe afsted med, at fjerne børn fra
velfungerende
anbringelser
–
ud fra et økonomisk incitament og
”o
plejefa ilie ” akker ret”
- uden at det har konsekvensende afsæt for kommunen, men til gengæld har det
store og psykisk invaliderende konsekvenser for børnene.
Det har været en meget svær øvelse, at begrænse mit oplæg, til KUN at handle om en enkelt problematik
på anbringelsesområdet. Jeg tør godt sige, at hele anbringelsesområdet SEJLER i høj sø. Jeg har kendskab til
mange horrible sager, der har store konsekvenser for barnet og dets tilknytningsmuligheder. Det vi bliver
bekendt med i medierne er desværre kun toppen af bølgerne. Jeg ønsker derfor med mit oplæg, at gøre
opmærksom på, at der er rigtig mange børn i klemme og med efterfølgende store og for nogen
invaliderende ar på sjælen.
Det kan vi som samfund IKKE være bekendt!! Det er simpelthen uanstændigt og offentlig omsorgssvigt
–
og
i øvrigt temmelig økonomisk omkostningsfyldt på den lange bane.
Jeg VED at man på den politiske arena er klar over, at området ikke står mål med den politiske intention og
det bliver spændende, hvornår regeringen tager ansvaret på sig og gør noget ved det
–
for børnenes skyld
og som vi håber at udvalget her vil bidrage til, at gøre regeringen bekendt med.
Vi bidrager naturligvis med yderligere, hvis udvalget ønsker dette og dertil også, hvis udvalget ønsker en
for
for ”tæ keta k”/”Task for e”, so ka istå til yderligere ud edri g af a ri gelses o rådet.
Tak for ordet!
Med venlig hilsen
Gitte Guldberg Spanier