SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 357: Henvendelse af 21/9-18 fra Landsforeningen SPOR, vedrørende anmodning om foretræde for udvalget om indsatsen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 357
Offentligt

ALLE

PÅRØRENDE

Det offentliges forpligtelser og indsatser overfor voksne

med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

LANDSFORENINGEN SPOR - SEPTEMBER 2018

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 357: Henvendelse af 21/9-18 fra Landsforeningen SPOR, vedrørende anmodning om foretræde for udvalget om indsatsen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Spor september

Der kan citeres frit fra notatet

kilde

Forfatter: Landsforeningen Spor

Medforfattere: Helle Cleo Borrowman og Kristinna Johansson

”Vi er alle pårørende - Det offentliges forpligtelser og indsatser overfor voksne med

senfølger af seksuelle overgreb i barndommen”

ISBN 978-87-998212-9-7 (elektronisk)

Notatet kan downloades eller bestilles fra:

landsforeningen-spor.dk

Spørgsmål kan rettes til formand Helle Cleo Borrowman, telefon: 28357178,

e-mail: [email protected]

Landsforeningen Spor

Grundtvigsvej 27A, 1.tv

1864 Frederiksberg C

E-mail: [email protected]

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

VI ER ALLE PÅRØRENDE

Det offentliges forpligtelser og indsatser overfor voksne

med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

INDHOLDSFORTEGNELSE

Forord .................................................................................................................................................................

Formål ................................................................................................................................................

Baggrund .........................................................................................................................................

Resumé ..............................................................................................................................................................

Indledning .........................................................................................................................................................

Den faktiske indsats .......................................................................................................................................

1. Den nationale koordinationsstruktur ...................................................................................

2. Kommunerne ...............................................................................................................................

3. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO ..............................

4. Psykiatrien ....................................................................................................................................

5. CSM centrene .............................................................................................................................

6. Brugerindflydelse .......................................................................................................................

Konklusion.......................................................................................................................................................... 16

Spors anbefalinger ..........................................................................................................................................

National handlingsplan for voksne med senfølger ................................................................

Senfølgers kompleksitet ................................................................................................................

Værdigrundlag ..................................................................................................................................

Forslag til konkrete initiativer på senfølgeområdet...............................................................

Nationale mål for senfølgeindsatsen..........................................................................................

Litteraturliste .................................................................................................................................................... 18

Bilag 1 - Afdækningsprojekt ........................................................................................................................ 20

Bilag 2 - Kommunernes kommunikation om tilbud til udsatte borgere ......................................... 26

Bilag 3 - Seksuelle overgreb mod børn, omfang .................................................................................... 27

Bilag 4 - Relevante §§ i serviceloven samt uddrag af Vejledning nr. 1 til serviceloven og

Børne- og af Socialministeriets vejledning nr. 9286 af 26/4 2018

..............................................

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Forord

Det er vanskeligt at sætte nøjagtige tal på, hvor mange senfølgeramte voksne

der er i Danmark. Vi lægger os i midten af diverse danske og internationale

omfangsundersøgelser, når vi forudsætter, at 10% af alle børn udsættes for

seksuelle overgreb. Mellem 60 og 80% af disse børn udvikler senfølger som

voksne (Fergusson, David et al 1999), hvilket svarer til, at mellem 270.000 og

370.000 mænd og kvinder i dag lever med behandlingskrævende følger. Se

bilag 4 for estimat af omfanget.

De specialiserede rådgivnings- og behandlingstilbud, som reelt eksisterer til

voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, svarer ikke til lovens

forskrifter.

Formål

Landsforeningen Spor ønsker med dette notat at belyse de faktiske forhold for

senfølgeramte og pege på handlemuligheder videre frem. Dette skal ses som et

bidrag til, at politikerne kan træffe de mest hensigstmæssige beslutninger på

området.

Baggrund

Landsforeningen Spor fik via Offerfonden i 2017 mulighed for at afdække,

hvilke behandlings-, støtte- og rådgivningstilbud der på landsplan er på

senfølgeområdet. Produktet af afdækningen er portalen

senfølger.info.

Vi anvender resultater og erfaringer fra dette projekt i nærværende notat.

Desuden inddrager vi data fra en mindre undersøgelse, som Landsforeningen

Spor foretog i 2016, hvor vi fokuserede på, hvordan kommunerne via deres

hjemmesider kommunikerer deres tilbud til udsatte borgere herunder personer

med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen.

De tre “Center for Seksuelt Misbrugte”, CSM Øst, CSM Syd og CSM Midt Nord

udgør omdrejningspunktet for den landsdækkende, specialiserede indsats for

senfølgeramte, hvorfor vi har valgt også at beskæftige os med disse.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Resumé

Voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen er udpeget som højt

specialiseret socialområde og i serviceloven specifikt nævnt som målgruppe

for rådgivning, specialrådgivning, opsøgende indsats samt aktivitets- og

samværstilbud.

Ingen af landets kommuner har dette beredskab.

Serviceloven siger, at Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation

(VISO) har en specialrådgivnings- og udredningsfunktion på det sociale område.

Indtil 2016 kompenserede VISO for kommunernes manglende specialrådgivning

til senfølgeramte.

Denne mulighed blev indskrænket i 2016 med begrænsning på

varigheden af VISO-forløb.

Den nationale koordinationsstruktur under Socialstyrelsen skal sikre, at der

eksisterer det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud til

borgere på det mest specialiserede socialområde.

Disse findes ikke i kommunerne,

og ifølge psykiatriledelserne i regionerne ikke udover Region Hovedstaden.

Socialstyrelsens redskaber er centrale udmeldinger og forløbsbeskrivelser.

På

senfølgeområdet er der ikke udarbejdet noget sådant.

Psykiatrien forestår behandlingen af de senfølger, som udtrykker sig i psykiske

lidelser, men behandlingen af senfølger er ikke en specialfunktion. Det varetages

på hovedfunktionsniveau (alment niveau), hvilket blandt andet betyder, at

der ikke foregår videns- og erfaringsopsamling.

På hovedfunktionsniveauet

behandles kun symptomet, ikke traumet som ligger bag.

CSM centrene skal varetage den landsdækkende specialiserede indsats for

senfølgeramte. Der er ingen tilsyn med CSM centrene og ingen klagemuligheder.

Mange senfølgeramte - herunder de hårdest ramte - er af en række forskellige

årsager afskåret fra at benytte tilbuddet i CSM centrene, som med tre centre og

en satellit ikke med rette kan kaldes landsdækkende.

Landsforeningen Spor peger på nødvendigheden af, at der laves en national

handlingsplan for voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

Udover de gennemgribende menneskelige omkostninger udgør udgifter

til overførselsindkomster, misbrugsbehandling, somatiske og psykiatriske

behandlingsforløb m.v. milliarder af kroner hvert eneste år.

Landsforeningen Spors forslag til konkrete initiativer handler om

brugerindflydelse, specialiseret behandling tilgængelig for alle senfølgeramte,

indsatser for senfølgeramtes børn og andre pårørende. Endvidere initiativer

til højnelse af det faglige niveau hos fagpersoner samt generel udbredelse af

traumeforståelse og kendskab til senfølger af seksuelle overgreb. Indsatsen skal

være tværsektoriel, tværfaglig, koordineret og individuelt tilpasset.

De nationale mål for senfølgeindsatsen bør omfatte:

- samtlige kommuner har en handlingsplan på området

- psykiatrien opgraderer området til ”særligt specialiseret”

- der etableres et kompetencecenter, som yder konsulentbistand,

indsamler og formidler viden og iværksætter oplysningskampagner

baseret på brugererfaring

- der etableres voksenhuse, som varetager behandling, støtte og

rådgivning samt bisidderfunktion

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Indledning

Notatet forholder sig til nedenstående seks områder:

1. Den nationale koordinationsstruktur

Voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen er udpeget som

højt specialiseret socialområde og er således omfattet af den nationale

koordinationsstruktur, som er beskrevet i serviceloven og som varetages af

Socialstyrelsen.

2. Den kommunale indsats

Serviceloven nævner specifikt voksne med senfølger af seksuelle overgreb

i barndommen og foreskriver, at den kommunale indsats overfor denne

gruppe skal omfatte specialrådgivning, opsøgende indsats samt aktivitets- og

samværstilbud.

3. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO

Serviceloven siger ligeledes, at VISO har en specialrådgivnings- og

udredningsfunktion på det sociale område - herunder voksne med senfølger af

seksuelle overgreb.

4. Psykiatrien

Hvis senfølgerne udtrykker sig som psykisk sygdom, selvskade, spiseforstyrrelse,

selvmordsforsøg m.v., har psykiatrien behandlingsansvar.

5. CSM centrene

Den specialiserede og landsdækkende indsats er tænkt sikret via satspuljemidler

til CSM centrene.

6. Brugerindflydelse

Brugerindflydelse er primært sikret gennem servicelovens § 16 og FN’s

Handicapkonvention.

Serviceloven - målgrupper

“10. ... Berettigede til ydelser efter serviceloven, efter at der er foretaget en individuel vurdering, er således mennesker

med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, dvs. borgere som i daglig tale benævnes som mennesker med

handicap, herunder mennesker med en varig sindslidelse og mennesker med aldersbetinget nedsat funktionsevne.

Berettigede til ydelser er også mennesker med særlige sociale problemer. Der kan være tale om mennesker, som er

truet af social udstødelse, nogle grupper af sindslidende med særlige problemer, mennesker med spiseforstyrrelser,

hjemløse, voldsramte, mennesker med senfølger efter overgreb, stofmisbrugere, alkoholikere, mennesker der har

forsøgt selvmord m.fl.”

Kilde:

Vejledning nr. 1 til serviceloven, kapitel 2

(Børne- og Socialministeriet, 2017)

Beskrivelse af målgruppen ”Personer der har været udsat for seksuelle overgreb”

“141. Mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb herunder incest, risikerer alvorlige og varige

følgevirkninger, som kan præge dem resten af livet. Der kan eksempelvis være tale om vanskeligheder ved at

etablere tilknytning til andre, seksuelle problemer, stof- og/eller alkoholmisbrug, depression, plagsomme erindringer,

selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser m.m.

I en rådgivningssituation kan det derfor være af stor værdi at være opmærksom på, om der kan ligge et tidligere

seksuelt misbrug til grund for den rådssøgendes problemer og i givet fald at søge den pågældende henvist til

relevante behandlingsmuligheder. I offentligt regi er der i dag en række tilbud både i sundheds- og i socialt regi, der

har tilbud til voksne, som har været udsat for seksuelle overgreb.”

Kilde:

Vejledning nr. 1 til serviceloven, kapitel 18

(Børne- og Socialministeriet, 2017)

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Den faktiske indsats

1. Den nationale koordinationsstruktur

Ifølge serviceloven skal den nationale koordinationsstruktur sikre, at der

eksisterer det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud til

borgere på det mest specialiserede socialområde. Dette skal ske gennem

faglig dialog, vidensindsamling og ved, at Socialstyrelsen udarbejder

centrale

udmeldinger

(Socialstyrelsen 2016a) og

forløbsbeskrivelser

(Socialstyrelsen 2015)

på området.

Den faglige dialog har hidtil været yderst begrænset. Landsforeningen Spor blev

først inddraget i foråret 2018, og vi har ikke kendskab til, at andre organisationer

uden for Socialstyrelsen, er blevet inddraget.

Med hensyn til indsamling af viden om voksne med senfølger af seksuelle

overgreb i barndommen er den nationale koordinationsstruktur afskåret fra at

trække data fra offentlige registre. Borgere med senfølger af seksuelle overgreb

bliver - til forskel fra andre målgrupper indenfor det mest specialiserede

socialområde - ikke registeret, idet der udelukkende registreres symptomer.

Dataopsamling via registre er således ikke muligt pt.

Socialstyrelsen indsamlede indtil 2015 statistik fra landets senfølgecentre. Denne

praksis er Socialstyrelsen ophørt med på trods af, at statistikkerne gennem tiden

har givet megen vigtig viden om senfølgeramte voksne.

Der er andre tilgængelige kilder til viden om senfølger, dels international

forskning og dels forskning fra Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk

Universitet. Men generelt savnes viden om især omfang, kompleksitet og

behandlingsmetoder.

Der er hverken udarbejdet centrale udmeldinger eller forløbsbeskrivelser på trods

af, at der inden for området senfølger af seksuelle overgreb i barndommen ikke

eksisterer det fornødne udbud af højt specialiserede indsatser og tilbud. Som det

fremgår af nedenstående afsnit, har kommunerne ingen specialiserede indsatser.

Psykiatriledelserne i regionerne afviser, at der skulle findes specialiserede tilbud

ud over Region Hovedstaden.

National koordinationsstruktur

46.

I servicelovens §§ 13 b-13

c beskrives den nationale

koordinationsstruktur, som er forankret

i Socialstyrelsen.

Koordinationsstrukturen skal

gennem opbygning af viden og faglig

planlægning styrke samarbejde på

tværs af kommuner og regioner

med henblik på at bidrage til, at der

ikke sker en afspecialisering på det

mest specialiserede socialområde og

specialundervisningsområde, og at

der er det fornødne udbud af egnede

tilbud til målgrupper med de mest

specialiserede behov.

Kilde:

Vejledning nr. 1 til serviceloven,

kapitel 7

(Børne- og Socialministeriet,

2017)

Se evt. bilag 4 for lovteksten.

Målgrupper omfattet af den nationale koordinationsstruktur

Socialstyrelsen har identificeret en række målgrupper, der er omfattet af den nationale koordinationsstruktur, samt

udarbejdet kriterier for at beskrive og vurdere højt specialiserede tilbud og indsatser til målgrupperne.

Senfølger af seksuelle overgreb i barndommen er ét ud af 35 udpegede områder.

Målgruppen beskrives således:

“Voksne senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen

Målgruppen omfatter voksne, som på grund af seksuelle overgreb i barndommen har senfølger i form af sociale

og psykiske vanskeligheder, der skaber behov for en højt specialiseret indsats. Blandt de hyppigst forekommende

senfølger er posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD), angst og depression.”

Kilde:

https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/national-koordination/national-koordination/malgrupper

(Socialstyrelsen, 2018)

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Tilbudsportalen, hvor alle kommunale, regionale og private tilbud indsamles og

formidles, illustrerer tydeligt det manglende fokus på senfølgeområdet: Det er

ikke muligt at søge på ”senfølger af seksuelle overgreb”. Søger man på ”seksuelt

overgreb” kommer en lang række irrelevante tilbud frem i resultatet. Kun en

organisation har tilbud målrettet senfølgeramte voksne: KKUC i København.

Søgefeltet fra

Tilbudsportalen,

august 2018 (Socialstyrelsen, u.å.)

Serviceloven

§ 12. Kommunalbestyrelsen skal sørge

for tilbud om gratis rådgivning til

personer med nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller med særlige sociale

problemer. Tilbuddet om rådgivning skal

også omfatte opsøgende arbejde.

Stk. 2.

Opgaverne efter stk. 1 kan

varetages i samarbejde med andre

kommuner.

(Børne- og Socialministeriet, 2018a)

2. Kommunerne

Socialstyrelsens undersøgelse ”Kommunernes

beredskab til voksne med senfølger

af seksuelle overgreb”

(Socialstyrelsen 2011) konkluderer bl.a.:

...”tegner et billede af, at landets kommuner generelt ikke har et særligt

beredskab, særlige indsatser, særligt uddannede personale eller særligt

udviklet samarbejde med eksterne parter på senfølgeområdet.”

Vores aktuelle undersøgelse indikerer, at der i de mellemliggende år ikke er sket

forbedringer. Se bilag 1.

Vi kan udlede, at ingen af landets kommuner lever op til servicelovens krav

om rådgivning, specialrådgivning, opsøgende indsats samt aktivitets- og

samværstilbud specifikt rettet til voksne med senfølger af seksuelle overgreb

i barndommen. Der findes aktivitets- og samværstilbud i København, Aarhus

og Odense gennem CSM centrenes frivilligsektioner. Der er dog ikke tegnet

driftsaftaler med kommunerne til disse aktivitets- og samværstilbud, men

centrene henvises til at søge kommunal §18 støtte til frivilligt socialt arbejde.

Generelt i kommunerne er indsatsen i bedste fald en integreret del af det øvrige

arbejde med udsatte grupper, hvorved man overser den specielle traumatiske

baggrund og derved kommer til at symptombehandle. Det forringer adgangen

til den nødvendige hjælp, og det medfører, at den genkendelse, gruppen skulle

møde, ikke finder sted. Desuden bliver viden ikke opsamlet og formidlet.

Serviceloven

§ 104.

Kommunalbestyrelsen skal

tilbyde aktivitets- og samværstilbud

til personer med betydelig nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne

eller med særlige sociale problemer

til opretholdelse eller forbedring

af personlige færdigheder eller af

livsvilkårene.

(Børne- og Socialministeriet, 2018a)

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Ifølge serviceloven skal kommunerne ”udføre en opsøgende indsats” i forhold til

voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Man kunne derfor

forvente, at problematikken var omtalt på kommunernes hjemmesider.

Resultatet af Landsforeningen Spors undersøgelse fra 2016 af alle landets

kommuner viste imidlertid, at mens flere kommuner har andre udsatte grupper

til at figurere på deres hjemmeside, nævnte kun Frederiksberg Kommune

specifikt senfølgeramte. Se bilag 2.

Når kommuner på deres hjemmeside henvender sig direkte til grupper som

prostituerede, voldsramte kvinder, krigsveteraner og hjemløse, er det et signal

til de pågældende borgere om, at man ved, de findes. Også selvom kommunerne

ikke altid selv har tilbud men lister en række muligheder for hjælp andre steder

op.

I det øjeblik en udsat målgruppe defineres, beskrives og tilbydes støtte, begynder

dens medlemmer at henvende sig i højere grad end tidligere.

Det vil have stor betydning, hvis kommuner signalerer, at senfølger af seksuelle

overgreb findes, og at man tilbyder specialiseret hjælp til denne gruppe borgere.

Når voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen ikke er en synlig

målgruppe, forstærkes den senfølgeramtes oplevelse af at være den eneste i

verden med denne problematik og af at stå udenfor samfundet. Det at blive

set kan være afgørende for, at man tager det første skridt henimod heling af

traumerne, og ud af den ensomhed og isolation, som ofte er en konsekvens af de

seksuelle overgreb.

Opsøgende arbejde

134.

Når det drejer sig om indsatsen

over for mennesker med særlige behov

herunder rådgivning, har kommunerne

en forpligtelse til selv at udføre en

opsøgende indsats for at nå ud til

grupper, som ikke eller kun sjældent

selv henvender sig. Dette gælder både

i forhold til børn og unge, jf. pkt. 135,

og i forhold til forskellige grupper

af voksne, jf. punkt 137-151, hvor

baggrunden for kravet om opsøgende

indsats bl.a. kan være, at grupper, der

er socialt udsatte eller truet af social

udstødelse, i nogle tilfælde holder sig

væk fra de offentlige forvaltninger. De

kan have svært ved at overholde aftaler

med forvaltningen eller ved at kunne

anvende og forstå den vejledning, der

gives.

Kilde:

Vejledning nr. 1 til serviceloven,

kapitel 18

(Børne- og Socialministeriet,

2017)

Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 - Formål

74.

Aktivitets- og samværstilbud har til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen og retter sig især

mod borgere med behov for socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Tilbuddet kan medvirke til, at de forskellige

målgrupper, som tilbuddet retter sig mod, kan udfolde sig sammen med andre og deltage i et socialt fællesskab.

Aktivitets- og samværstilbud kan også have en vigtig funktion som et fristed, der kan give gode betingelser for

personlig udvikling.

75.

Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der er egnede aktivitets- og samværstilbud til de målgrupper, der er nævnt i

loven, enten i kommunalt, regionalt eller privat regi.

Kilde:

Børne- og Socialministeriets vejledning nr. 9286 af 26/4 2018, kapitel 25

(Børne- og Socialministeriet, 2018b)

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Specialrådgivning

133.

Rådgivning af mennesker med særlige behov kan være afgrænsede enkeltstående rådgivningssamtaler, eller det kan være

længere forløb, såsom kurser for mennesker, der for nylig har mistet synet, tegnsprogskurser mennesker med hørehandicap og deres

pårørende og særlige kommunikationskurser for mennesker med døvblindhed. Der kan endvidere være tale om længerevarende

forløb, der kan styrke og fastholde kontakten med sindslidende, stofmisbrugere m.fl.

Kilde:

Vejledning nr. 1 til serviceloven, kapitel 18

(Børne- og Socialministeriet, 2017)

3. Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO

Serviceloven

§ 13.

Den nationale videns- og

specialrådgivningsorganisation i

Socialstyrelsen bistår kommuner

og borgere med gratis vejledende

specialrådgivning i de mest

specialiserede og komplicerede

enkeltsager. Tilsvarende ydes gratis

specialrådgivning til kommuner,

regioner, skoler og institutioner m.v.

samt borgere om specialundervisning

og specialpædagogisk bistand.

(Børne- og Socialministeriet, 2018a)

VISO er den eneste mulighed for specialrådgivning for voksne med senfølger af

seksuelle overgreb i barndommen. Til forskel fra VISO’s øvrige målgrupper, som

har kommunal bevågenhed, foregår rådgivning til senfølgeramte oftest direkte til

borgeren uden kommunal anmodning.

Indtil 2016 kompenserede VISO for kommunernes manglende specialrådgivning.

Denne mulighed blev imidlertid indskrænket, da der i 2016 blev indført

varighedsbegrænsninger i VISO rådgivningsforløb. Uden hensyntagen til

borgernes behov er den individuelle rådgivning nu begrænset til som hovedregel

at være 5 - 7 rådgivningssamtaler i stedet for 20 – 25 timer med mulighed for

forlængelse efter behov. Senfølgeramte er således afskåret fra at få dækket deres

behov for mellemlange og længerevarende rådgivningsforløb, som kommunerne

ifølge serviceloven er forpligtede til at tilbyde.

VISO’s opgaver - Specialrådgivning

§ 3.

Specialrådgivning efter

servicelovens § 13, stk. 1, skal være

individuel og helhedsorienteret.

Rådgivningen kan omfatte specialiseret

rådgivning om kompensations- og

støttemuligheder, om målgruppen, om

processer i komplekse sager eller om

metoder og værktøjer, som knytter sig

til et specialrådgivningsforløb for en

bestemt målgruppe eller ydelse.

Kilde:

Bekendtgørelse om

den nationale videns- og

specialrådgivningsorganisation - VISO -

i Socialstyrelsen, kapitel 2

(Børne- og Socialministeriet, 2014)

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

4. Psykiatrien

Psykiatriens behandling er koncentreret om symptomerne - psykisk sygdom,

selvskade, spiseforstyrrelse, selvmordsforsøg m.v. - men forholder sig ikke til

symptomernes årsag, som er den dysfunktionelle opvækstfamilie og de seksuelle

overgreb.

Psykiatriens indsats er opdelt i tre trin:

- Hovedfunktion

- Specialfunktion på regionsniveau

- Højt specialiseret funktion

Behandling af traumer efter seksuelle overgreb i barndommen er ikke en

specialfunktion men varetages på hovedfunktionsniveau. Traumebehandling af

flygtninge og af krigsveteraner foregår på højt specialiseret niveau.

Symptombilledet for senfølgeramte ligner i høj grad veteranernes og de

traumatiserede flygtninges men kompliceres af, at overgrebet fandt sted i

barndommen. Der er tale om dybe og gennemgribende traumer, som giver yderst

komplekse forløb. Mange senfølgeramte lider af kompleks PTSD (kompleks

posttraumatisk stress forstyrrelse), som er blevet optaget på den nyeste

diagnoseliste ICD-11.

Senfølger omfatter foruden psykiske sygdomme og personlighedsændringer

blandt andet misbrug, selvskade, selvmord, fysiske skader, neurologiske

forandringer, ændringer i nerve-, hormon- og immunsystem samt omfattende

sociale problemer. Derfor er samarbejde med såvel somatikken som

socialområdet nødvendig.

Sundhedsstyrelsens specialevejledning for psykiatri siger, at højt specialiseret

niveau skal:

- besidde særlige kompetencer i psykoterapi

- rettes mod komplicerede forløb

- opbygge erfaring og stærke faglige miljøer

- samarbejde med somatisk sygehus og almen praksis

- samarbejde med kommuner og regioner

Se gældende specialevejledning her.

Det er på denne baggrund ønskeligt, at behandling af senfølger af seksuelle

overgreb i barndommen foregår på det højt specialiseret niveau.

Hvor det er relativt nemt at afdække, om en borger er veteran eller flygtning

og henvise patienten til det specialiserede tilbud, er det langt vanskeligere at

afdække problemernes oprindelse i traumer, hvis en borger f.eks. indlægges

med psykose, selvskade, spiseforstyrrelse eller selvmordsforsøg. Derfor bør den

høje specialisering, ud over at samarbejde med somatisk sygehus, samarbejde

bredt inden for psykiatrien således, at den almene psykiatri bibringes en

traumeforståelse.

Betaversion af diagnosen kompleks

PTSD

Diagnosen kompleks PTSD er med i

den nyeste diagnoseliste ICD-11 i en

nyoprettet gruppe, ”Lidelser specifikt

relateret til stress”.

Beskrivelse – frit oversat til dansk

Kompleks posttraumatisk stress

syndrom (kompleks PTSD) er et

syndrom, som kan udvikles på

baggrund af en begivenhed eller en

række af begivenheder af særdeles

truende eller rædselsvækkende art,

mest almindeligt efter langvarige eller

gentagne begivenheder, som det er

svært eller umuligt at flygte fra (f.eks.

tortur, slaveri, folkedrab, langvarig vold

i hjemmet, gentaget seksuelt misbrug

eller vold i barndommen).

Syndromet er karakteriseret ved

kernesymptomerne i PTSD, dvs. at man

skal have haft alle hovedsymptomerne i

PTSD på et eller andet tidspunkt.

Dertil er kompleks PTSD karakteriseret

1) alvorlige og gennemtrængende

problemer med at regulere sine følelser;

2) vedvarende negativ overbevisning

om sig selv som mindre værd, besejret

eller værdiløs, fulgt af en dyb og

gennemtrængende følelse af skam,

skyld eller nederlag relateret til de(n)

traumatiske hændelse(r); og

3) vedvarende problemer med at

opretholde relationer og nærhed til

andre.

Forstyrrelsen giver alvorlige

skader og svækkelse i forhold til

personlige, familiemæssige, sociale,

uddannelsesmæssige, erhvervsmæssige

eller andre vigtige funktionsområder.

Kilde:

https://icd.who.int/browse11/

l-m/en#/http://id.who.int/icd/

entity/585833559

(WHO (World Health

Organization), 2018)

»Sammenlignet med flygtninge og soldater er det her

(graden af skader hos senfølgeramte, red.)

meget højere.

Det ligger på niveau med det, vi ser hos torturofre«

Ask Elklit, professor ved Videnscenter for Psykotraumatologi ved Syddansk

Universitet, Politiken den 14. marts 2018 (Roliggaard, Simon, 2018)

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

5. CSM centrene

Der er på landsplan tre “Center for Seksuelt Misbrugte” (CSM): CSM Syd i Odense

med satellit i Vojens, CSM Midt Nord i Aarhus samt CSM Øst i København.

Der blev med

satspuljeaftalen for 2016-2019

(Social- og Indenrigsministeriet,

2015) afsat 47 mio. kr. til disse centre og yderligere 31,4 mio. kr. med

satspuljeaftalen for 2017-2020

(Børne- og Socialministeriet, 2016), hvor

centrene blev besluttet permanent finansieret.

”Med dette initiativ afsættes permanente midler til senfølgeområdet med det

formål at sikre, at der eksisterer en specialiseret og landsdækkende indsats til

mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen.”

Udmøntning af satspuljen for 2017-2020

Indsats

Trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes Landsforeningen Spor at få

et klart svar fra Børne- og Socialministeriet om grundlaget for CSM centrene.

Indsatsen for centrene er dog beskrevet i

kommissorium af 2012

(Socialudvalget,

2011-12):

”Indsatser

i centrene

- Centrene skal tilbyde brugerne anonym rådgivning af en

socialrådgiver.

- Centrene skal tilbyde individuel behandling foretaget af kliniske

psykologer. Centrene kan efter eget valg yde gruppebehandling.

- Gruppebehandlingen kan udover af kliniske psykologer udføres af

psykoterapeuter med specifik viden og erfaring om

senfølgeproblematikker samt konkret erfaring med

gruppebehandling til målgruppen.

- Centrene skal tilbyde frivillig rådgivning og evt. en

værestedsfunktion.

- Centrene kan i vid udstrækning samarbejde med frivillige

organisationer om arrangementer, der sikrer opbakning til

senfølgeområdet, fx Synlighedsdagen, Landsorganisationen mod

seksuelle overgreb (LMSO) og lign.”

Indsatsen aftales derudover i målplaner for selvejende institutioner, der

modtager fast driftstilskud fra Socialstyrelsen. Der er ingen tilsyn med CSM

centrene og ingen klagemuligheder. Centrene er ikke omfattet af servicelovens

bestemmelser om f.eks. brugerindflydelse.

Landsforeningen Spor har løbende fulgt CSM centrenes tilbud og formidling af

disse tilbud.

De tre centre adskiller sig til en vis grad fra hinanden med hensyn til

visitationsprocedure, behandlingsmetoder og varetagelse af den frivillige

rådgivning og værestedsfunktionen. De specifikke visitationskriterier er fastlagt

af det enkelte center.

Tilgængelighed

Fælles for de tre centre er, at tilgængeligheden er begrænset på en række

områder:

Ventetid

– ventetiden på visitations samtale er fra nogle uger til seks måneder,

og ventetid herefter på behandling er på to af centrene ét år og på CSM Syd to

år. I løbet af ventetiden sker et udtalt frafald, og vi har kendskab til, at en del

konfronteret med den lange ventetid helt opgiver at søge.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Det er endvidere et problem at være tvunget til at tale om overgrebene, som

man måske aldrig tidligere har fortalt nogen om, og derefter få at vide, at der er

et års ventetid på at få hjælp.

Geografisk

- Transporten koster tid og penge og kan være for hård for klienten –

især hjemturen.

Senfølgeramte har ofte en svag økonomi og svage familierelationer til at hjælpe

med børnepasning m.v., hvilket udgør en større barriere, jo længere væk fra

centrene man bor.

Arbejdssituation

- Folk i arbejde må tage fri, tage orlov og/eller involvere chefen

og kollegaer, da behandlingen på centrene foregår i almindelig arbejdstid. Netop

på dette følsomme område er det et problem at skulle involvere arbejdspladsen i,

at man går i behandling.

Uddannelsesniveau

– Statistisk materiale indikerer, at det er de bedst

uddannede, der finder frem til og visiteres ind i specialbehandling på CSM

centrene.

Valgfrihed

- I sundhedssystemet er der generelt frit valg til læge, speciallæge,

sygehus, plejehjem m.v.

Det er et problem, at man på et område, hvor relationen mellem klient og

behandler er afgørende for et vellykket forløb, er henvist til det regionale center,

man geografisk hører under. Et andet væsentligt problem er, at man heller ikke

indenfor centeret kan vælge behandler eller skifte behandler, hvis relationen ikke

fungerer.

Anonymitet

- I f.eks. misbrugsbehandlingen og tilbud til børn af alkoholikere

er der tilbud om anonymitet, fordi emnet et forbundet med skam og tabu.

Senfølgeområdet er ikke mindre tabu- og skambehæftet, og for mange

senfølgeramte er det en barriere at skulle oplyse navn og cpr. nummer, inden

man ved, om man overhovedet får et tilbud om behandling.

Visitationskriterierne

- Disse kriterier er til dels forskellige, men på to af

centrene så snævre, at de hårdest ramte afvises. Nogle af de forhold, som

udelukker fra behandlingen, er netop senfølger af overgrebene som f.eks.

fortrængninger, stof-, alkohol- og medicinmisbrug samt psykiske lidelser.

På CSM centrenes hjemmesider og ved telefonisk kontakt mødes den

senfølgeramte med forskellige forventninger, spørgsmål og krav, som for en dels

vedkommende får dem til at opgive forsøg på videre kontakt.

Et krav som f.eks. erindringer om overgrebet udelukker mange senfølgeramte,

idet det er almindeligt at fortrænge så smertefulde erindringer, så de ikke er

umiddelbart tilgængelige. Det er ligeledes almindeligt, at børn dissocierer under

overgrebene således, at de ikke med deres dagsbevidsthed er tilstede, og derfor

ikke har mental erindring om episoden, som uanset sætter sig i kroppen og

nervesystemet og giver senfølger.

Kravet om erindringer udelukker også dem, der har erindringer, som er blokeret

fra sproget.

Økonomi

Mennesker, som har været udsat for

seksuelle overgreb, har en markant

svagere tilknytning til arbejdsmarkedet

end befolkningen generelt og er oftere

på langvarig offentlig forsørgelse.

Senfølger kan udtrykke sig som

mange forskellige psykiske sygdomme,

misbrugsmønstre og fysiske lidelser,

som afskærer fra at bestride et

lønarbejde. Alene den ulige relation

mellem arbejdsgiver og ansat vil for

mange senfølgeramte være vanskelig

at håndtere og potentielt medføre

retraumatisering og forværring af

symptomer.

Desuden kan evnen til at administrere

økonomi være ramt resulterende i

enten ekstrem kontrol og påholdenhed

eller modsat i manglende evne til at få

selv en solid indtægt til at slå til.

Arbejdsmarkedstilknytningen for

senfølgeramte i tal:

... ”var 33 procent af brugerne i

beskæftigelse i år 2015 sammenlignet

med 74 procent for den samlede

befolkning. Endvidere ses det, at

50 procent af brugerne var udenfor

arbejdsstyrken, sammenholdt med 20

procent for den samlede befolkning.

Kilde:

Årsstatistik 2015. Centre for

voksne med senfølger efter seksuelle

overgreb i barndommen, side 10,

(Socialstyrelsen, 2016b)

... “ses det, at der er forskel på højest

opnåede uddannelse for hhv. centrenes

brugere og befolkningen. Brugerne

på centrene har generelt et højere

uddannelsesniveau end den samlede

befolkning.”

Kilde:

Årsstatistik 2012 - Statistik om

centre der arbejder med senfølger

efter seksuelle overgreb, side 24,

(Socialstyrelsen, 2013)

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Også af personer, som faktisk har tydelige erindringer og er i stand til at fortælle

om dem, kan et sådant krav forstås som en generel mistro fra behandlernes side,

som på baggrund af barndommens erfaringer med ikke at blive troet udelukker

videre forsøg på kontakt.

At tvinge mennesker til at åbne for så smertefulde erindringer, inden der er

opbygget en tryg relation, er kritisabelt. At de desuden efterlades uden hjælp i

måneder og år er uacceptabelt. Det burde være tilstrækkeligt at fortælle om sine

senfølger og vente med at gå ind i de konkrete traumatiserende situationer, til

man er sikret hjælp og har opbygget en vis tillid i relationen til behandleren.

Eksempel på visitationskriterier fra

www.csm-midtnord.dk,

august 2018

(CSM Midt Nord, u.å.)

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

6. Brugerindflydelse

I et demokratisk samfund har alle borgere ret til selv- og medbestemmelse i

forhold til eget liv. Dette indebærer, at når det offentlige yder hjælp til en borger,

har denne borger ret til at blive hørt og inddraget. Borgeren har ret til reel

indflydelse på egen situation i samspil med det professionelle hjælpeapparat.

Brugerindflydelse er primært sikret gennem servicelovens § 16 og FN’s

Handicapkonvention.

FN’s definition af handicappede

”Personer med handicap omfatter personer, der har en langvarig fysisk,

psykisk, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil

med forskellige barrierer kan hindre dem i fuldt og effektivt at deltage i

samfundslivet på lige fod med andre.”

FN’s Handicapkonvention,

artikel 1, formål

Da senfølger af seksuelle overgreb netop kan være langvarig fysisk og/

eller psykisk funktionsnedsættelse omfatter FN’s Handicapkonvention også

senfølgeramte.

Tre niveauer

Brugerindflydelse kan finde sted på tre niveauer:

- det politiske plan med inddragelse af interesseorganisationer når der

udarbejdes strategier, handlingsplaner og politikker på området.

- det organisatoriske plan, hvor brugere har indflydelse på organiseringen af

og rammerne for støtte- og behandlingstilbud. For eksempel ved at deltage i

arbejds- og udviklingsgrupper, brugerpaneler og ved brugerrepræsentation i

bestyrelsen.

- det individuelle plan, hvor brugeren er i direkte kontakt med et behandlings-

eller støttetilbud og har indflydelse på egen behandling.

Det politiske niveau

Handicapkonventionen siger, at vi - brugerne - skal være med, når der

udarbejdes politikker og ordninger som f.eks. CSM centrene.

Senfølgeramtes interesseorganisation, Landsforeningen Spor, har hidtil ikke

været inddraget på nogen måde endsige haft indflydelse på udformningen af

ordninger som f.eks. CSM centrene. Der foreligger ingen overordnet strategi-

eller handlingsplan på området hverken nationalt, regionalt eller kommunalt, på

trods af at Spor gennem mange år har påpeget denne mangel.

Det organisatoriske niveau

CSM centrene beslutter selv om eller i hvilket omfang, der skal være

brugerindflydelser på centret. Det er således forskelligt fra center til center,

hvordan brugerne inddrages organisatorisk.

I CSM Midt Nord er der etableret et brugerråd i frivilligsektionen. CSM Syd -

Behandlingssektion og Landsforeningen Spor samarbejder lejlighedsvist. I CSM

Øst er brugerindflydelsen begrænset til evaluering af centrets tilbud ved at

brugere udfylder et spørgeskema.

Personlig indflydelse

Landsforeningen Spor har ikke kendskab til, at der skulle være brugerindflydelse i

forhold til egne behandlings- og støtteforløb i CSM centrene.

Serviceloven

§ 16.

Kommunalbestyrelsen skal sørge

for, at brugerne af tilbud efter denne

lov får mulighed for indflydelse på

tilrettelæggelsen og udnyttelsen af

tilbuddene. Kommunalbestyrelsen

fastsætter skriftlige retningslinjer for

brugerindflydelsen.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan

nedsætte et eller flere råd, der

rådgiver kommunen vedrørende

tilrettelæggelsen af indsatsen efter

denne lov. Kommunalbestyrelsen

fastsætter rammerne for og omfanget

af rådenes opgaver.

(Børne- og Socialministeriet, 2018a)

FN’s handicapkonvention

… “finder, at personer med handicap

bør have mulighed for aktivt at blive

inddraget i beslutningsprocesser om

politikker og ordninger, herunder

enhver politik og ordning, der

vedrører dem direkte,”

Kilde:

FN’s Handicapkonvention,

præambel

(Udenrigsministeriet, 2017)

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Konklusion

Vi konkluderer, at der er en voldsom diskrepans imellem på den ene side, hvad

loven foreskriver og politikerne forventer, og på den anden side hvilke tilbud der

i virkeligheden er til voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

både på kommunalt og regionalt plan.

Spors anbefalinger

National handlingsplan for voksne med senfølger

Landsforeningen Spor peger på nødvendigheden af, at der laves en national

handlingsplan for voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

Senfølgers kompleksitet

Seksuelle overgreb i barndommen kan i voksenalderen giver sig udslag i sociale,

sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige og juridiske

problemer. Derfor skal området derfor anskues ud fra et tværsektorielt perspektiv.

Fagfolk med viden om senfølger af seksuelle overgreb melder om store mørketal

og efterlyser samtidig forskning inden for feltet. Både omfang, effekter af

behandling, støtte og peer-netværk såvel som de socioøkonomiske omkostninger

af senfølger og afkastet ved sociale investeringer trænger til mere solid

dokumentation.

Retraumatisering

Retraumatisering betyder, at situationer

og indtryk som knytter sig til dele

af den oprindelige traumatiserende

begivenhed, reaktiverer traumet og

udløser uforholdsmæssigt voldsomme

følelser og reaktioner. Begivenheder,

som udefra synes mere eller mindre

harmløse, som f.eks. en lugt, en lyd,

en atmosfære, eller noget man ser,

kan kaste den traumatiserede person

tilbage i oplevelsen af fuldstændig

afmagt, af at blive truet på sin

eksistens, fastholdt, pint, ugyldiggjort

eller forladt med heraf følgende chok-

og panikreaktioner.

Retraumatisering forværrer det

generelle symptombillede og

modarbejder selvsagt alle terapeutiske

tiltag og den positive effekt af sociale

hjælpeforanstaltninger.

Voksnes senfølger af seksuelle overgreb i barndommen koster årligt samfundet

milliarder til kontanthjælp, dagpenge, førtidspensioner, misbrugsbehandling,

somatiske og psykiatriske behandlingsforløb m.v. Senfølgerne er ofte pinefulde

og ødelægger livskvalitet for både den ramte og dennes børn og nærmeste.

Erfaring viser desværre, at uden indgriben og hjælp udefra videreføres de

dysfunktionelle familiemønstre og relationelle traumer i generationer.

Værdigrundlag

Vi har i et samfund som Danmark pligt til at hjælpe de medmennesker, som

ikke blev beskyttet mod seksuelle overgreb i deres barndom og derfor har et

vanskeligt voksenliv. At gøre hjælpen synlig, tilgængelig og effektiv så flest

muligt senfølgeramte og deres familier hjælpes og støttes til et bedre liv,

vil samtidig medføre en betydelig samfundsmæssig gevinst. Den være sig

menneskelig som økonomisk.

Mennesker med senfølger har ret til størst mulig kompensation for de svigt

i barndommen, som vanskeliggør voksenlivet, hvorfor alle mennesker med

senfølger og deres børn skal have adgang til tilstrækkelig professionel hjælp

af høj faglig kvalitet samt mulighed for at være en del af et netværk med

ligesindede.

Senfølgeramte skal mødes med åbenhed og respekt med fokus på denne gruppes

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

særlige risiko for retraumatisering i forbindelse med hjælpeapparatets tiltag.

Forslag til konkrete initiativer på senfølgeområdet

1. Specialiseret og rettidig behandling, støtte og rådgivning uanset senfølgernes

art. Hjælpen skal være tilstrækkelig, individuelt tilrettelagt og tilgængelig

(geografisk, økonomisk m.v.).

2. Indsatser for senfølgeramtes børn og øvrige pårørende

3. Aktiv brugerindflydelse på alle niveauer

4. Tiltag med henblik på at højne videns- og kompetenceniveauet hos

fagpersoner

5. Generel oplysning om senfølger af seksuelle overgreb

6. Forskning på området

Handlingsplanen skal sætte fokus på en bred indsats med koordineret

tværsektoriel, tværfaglig og specialiseret tilgang, hvor peerstøtte og -netværk

integreres. Der skal være alsidige hjælpemuligheder, som f.eks. social

støtte, tilbud om samvær med ligesindede, erfaringsbaseret rådgivning,

netværks-, støtte- og selvhjælpsgrupper samt juridisk- og socialrådgivning og

bisidderfunktion.

Kort om det islandske Family Justice

Center - Bjarkarhlíð

Frit oversat til dansk

Partnere bag Bjarkarhlíð

- Reykjavík Kommune

- Velfærdsministeriet

- Justitsministeriet

- Politiet i regionen

- Stígamót - Undervisnings- og

rådgivningscenter for overlevere af

seksuelle overgreb og vold

- Drekaslóð - Servicecenter for ofre af

vold og deres familier

- Kvennaathvarfið - Kvindekrisecenter

- Kvennaráðgjöf - Rådgivning for

kvinder

- Islands Menneskerettighedscenter

Om Bjarkarhlíð

- Centret åbnede 2. marts 2017

- The Family Justice Center modellen

stammer fra USA

- Island er det 8. land i Europa der

etablerer et Family Justice Center

- Pilotprojekt

- Tværfagligt samarbejde

- Alle tilbud i Bjarkarhlíð er gratis

- “One stop shop”

Tilbud til personer over 18 år der har

været udsat for vold

- Omfattende ydelser til personer, der

har været udsat for vold i hjemmet,

seksuel vold (herunder seksuelle

overgreb i barndommen), vold mod

ældre eller menneskehandel

- Koordinering af flere lokale udbydere

fra seks geografiske steder til etablering

af støtte og retshjælp på ét fysisk sted

- Individuel konsultationer og

rådgivning til overlevere af vold

- Juridisk konsultation

- Bistand ved ansøgning om anden

hjælp, såsom økonomisk støtte og

boligydelser

- Politiet giver oplysninger om

retssystemet samt anmeldelses- og

retsprocessen

- Bistand fra politiet for at sikre

sikkerhed for overlevere samt

risikovurdering

- Uddannelse og kurser om vold og

voldens konsekvenser

Kilde: Nordisk Ministerråds seminar for

offentlige institutioner om senfølger af

seksuelle overgreb i barndommen

(2017. Oplæg om Bjarkarhlíð.

København: 27. -28. november 2017)

Nationale mål for senfølgeindsatsen

1. Samtlige af landets kommuner skal have en handlingsplan på senfølgeområdet.

2. Indenfor psykiatrien skal området opgraderes til ”særligt specialiseret” så

senfølgeramte henvises til indsatser specifikt rettet mod denne gruppe. Der

indsamles og formidles specialviden til den almene psykiatri og praktiserende

læger.

3. Der etableres et holistisk kompetencecenter for senfølger af seksuelle

overgreb. Dette skal yde konsulentbistand til udvikling af kommunale

handlingsplaner samt stå for rådgivning og undervisning af fagpersoner.

Derudover skal centret systematisk indsamle og formidle viden samt igangsætte

forskning på området. Det er afgørende, at denne indsats også baseres på

brugerkompetencer.

Dette kompetencecenter iværksætter oplysningskampagner rettet mod

befolkningen som helhed, voksne med senfølger og deres pårørende samt

fagpersoner.

4. Der etableres voksenhuse - f.eks. efter den amerikanske

Family Justice

Center model

(Family Justice Center 2008) - i alle dele af landet også med

matrikelløs funktion. I lighed med børnehusene, hvor børnene er i centrum, skal

voksenhusene være de senfølgeramtes sted, hvor det er dem, der er i centrum.

Psykologer, terapeuter, læger, psykiatere, sagsbehandlere, jobkonsulenter, politi

m.v. møder ind i voksenhusene, til forskel fra at de senfølgeramte må opsøge

hjælpen flere forskellige steder. Der etableres et formaliseret samarbejde mellem

voksenhusene, kommunerne og regionerne.

5. Voksenhusene tilbyder individuelt tilrettelagte behandlingsforløb, rådgivning

og støtte til senfølgeramte. Endvidere tilbydes familieterapi samt rådgivning

og behandling af børn til senfølgeramte og rådgivning og støtte til øvrige

pårørende. Organisationen tilbyder socialrådgivning og bisidderhjælp i

forbindelse med sociale- og beskæftigelsesrettede sager samt rådgivning og

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Litteraturliste

Børne- og Socialministeriet (2014).

Bekendtgørelse om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation

- VISO - i Socialstyrelsen.

BEK nr 817 af 27/06/2014. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.

retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=164123

Børne- og Socialministeriet (2016).

Udmøntning af satspuljen for 2017-2020 Delaftale for social- og

indenrigsområdet.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

http://socialministeriet.dk/media/18474/aftale-om-

udmoentning-af-satspuljen-for-2017-2020-satspuljebogen.pdf

Børne- og Socialministeriet (2017).

Vejledning om servicelovens formål og generelle bestemmelser i loven

(Vejledning nr. 1 til serviceloven).

VEJ nr 9347 af 28/03/2017. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.

retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=188405

Børne- og Socialministeriet (2018a).

Bekendtgørelse af lov om social service.

LBK nr 102 af 29/01/2018.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=197036

Børne- og Socialministeriet (2018b).

Vejledning om ledsageordning, kontaktperson til døvblinde,

funktionsevnemetoden, beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud.

VEJ nr 9286 af 26/04/2018.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=200506

Christoffersen, Mogens (2010).

Børnemishandling i hjemmet - Delrapport 1.

SFI – Det Nationale

Forskningscenter for Velfærd. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.sfi.dk/publikationer/

boernemishandling-i-hjemmet-4551/

Council of Europe (u.å.).

ONE in FIVE - The Council of Europe Campaign to stop sexual violence against children.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.coe.int/t/dg3/children/1in5/statistics_en.asp

CSM Midt Nord (u.å.).

Behandling.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

http://www.csm-midtnord.dk/index.

php?page=behandling

Family Justice Center (2008).

The Family justice Center Collaborative Model.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.familyjusticecenter.org/resources/family-justice-center-collaborative-model/

Fergusson, David M. & Mullen, Paul E. (1999).

Childhood Sexual Abuse: an evidence based perspective

Kloppen, K., Haugland, S., Svedin, C.G., Mæhle, M.O, Breivik, K. (2016)

Prevalence of child sexual abuse in the

Nordic countries: A literature review.

Journal of Child Sexual Abuse; 25(1) s. 37-55.

Landsforeningen Spor (u.å).

Tilbud til voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen og ungdommen.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

www.senfølger.info

Nordisk Ministerråds seminar for offentlige institutioner om senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

(2017. Oplæg om Bjarkarhlíð. København: 27. -28. november 2017)

Roliggaard, Simon (2018). Ekspert: Seksuelt krænkede børn lider i samme grad som torturofre.

Politiken,

14. marts. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://politiken.dk/kultur/art6378680/Seksuelt-kr%C3%A6nkede-

b%C3%B8rn-lider-i-samme-grad-som-torturofre

Socialstyrelsen (2011), (offentliggjort 2014).

Kommunernes beredskab til voksne med senfølger af seksuelle

overgreb.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/kommunernes-beredskab-til-

voksne-med-senfolger-af-seksuelle-overgreb

Socialstyrelsen. (2013). Årsstatistik 2012 - Statistik om centre der arbejder med senfølger efter seksuelle

overgreb. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/arsstatisk-2012-om-centre-der-

arbejder-med-senfolger-efter-seksuelle-overgreb

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Socialstyrelsen (2015).

Forløbsbeskrivelse.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-

omrader/national-koordination/forlobsbeskrivelse

Socialstyrelsen (2016a).

Central udmelding.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://socialstyrelsen.dk/

tvaergaende-omrader/national-koordination/central-udmelding

Socialstyrelsen (2016b). Årsstatistik 2015. Centre for voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i

barndommen. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://socialstyrelsen.dk/udgivelser/arsstatistik-2015

Socialstyrelsen (2017).

National koordination.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://socialstyrelsen.dk/

tvaergaende-omrader/national-koordination

Socialstyrelsen (2018).

Målgrupper omfattet af den nationale koordinationsstruktur.

Lokaliseret d. 31.08.2018

på:

https://socialstyrelsen.dk/tvaergaende-omrader/national-koordination/national-koordination/malgrupper

Socialstyrelsen (u.å.).

Tilbudsportalen.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://findtilbud.tilbudsportalen.dk/

Social/?area=3966&filteroptions=

Social- og Indenrigsministeriet. (2015).

Udmøntning af satspuljen for 2016-2019 Delaftale for social- og

indenrigsområdet.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

http://socialministeriet.dk/media/16889/udmoentning-af-

satspuljen-for-2016-2019.pdf

Socialudvalget (2011-12).

SOU alm. del, endeligt svar på spørgsmål 328.

Kommissorium for oprettelse af tre

regionale centre til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.ft.dk/samling/20111/almdel/sou/spm/328/svar/895839/1140519.pdf

Sundhedsstyrelsen. (2018).

Specialevejledning for Psykiatri af den 19. juni 2018.

Lokaliseret d.

31.08.2018 på:

https://www.sst.dk/da/planlaegning/specialeplanlaegning/gaeldende-specialeplan/~/

media/1C9E7B03DC244ED88660F5C3C6B68BB6.ashx

WHO (World Health Organization) (2018).

The 11th Revision of the International Classification of Diseases

(ICD-

11). Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://icd.who.int/browse11/l-m/en#/http://id.who.int/icd/entity/585833559

Statens Institut for Folkesundhed (2009).

Unges trivsel År 2008 - En undersøgelse med fokus på seksuelle

overgreb og vold i barndom og tidlig ungdom.

Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

https://www.sdu.dk/da/sif/

publikationer/2009/unges_trivsel_aar_2008

Steine, Iris M.; Anne Marita Milde, Bjørn Bjorvatn, Janne Grønli Inger Hilde Nordhus Jelena Mrdalj & Ståle

Pallesen (2012). Forekomsten av seksuelle overgrep i et representativt befolkningsutvalg i Norge.

Tidsskrift for

Norsk psykologforening

49 (10) p. 950-957. Lokaliseret d. 31.08.2018 på:

http://www.psykologtidsskriftet.no/

index.php?seks_id=274742&a=3

Udenrigsministeriet (2017).

Bekendtgørelse af FN-konvention af 13. december 2006 om rettigheder for personer

med handicap.

BKI nr 20 af 15/11/2017. Lokaliseret d. 31.08.2018 på

https://www.retsinformation.dk/Forms/

R0710.aspx?id=194338

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

bisidderhjælp i forbindelse med politianmeldelse og evt. retssager.

Bilag 1

Afdækningsprojekt

Projekt til afdækning af behandlings-, rådgivnings- og støttetilbud specielt

rettet til voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen udført af

Landsforeningen Spor i 2017, finansieret af Offerfonden.

Produkt:

Søgeportalen

senfølger.info

(Landsforeningen Spor, u.å)

Fremgangsmåde

Afdækning af behandlings- og støttemuligheder for senfølgeramte efter

seksuelle overgreb i barndommen på landsplan. En medarbejder med baggrund

som socialrådgiver stillede i perioden juli 2016 til februar 2017 telefonisk en

række spørgsmål til samtlige kommuner i Region Hovedstaden og nogle enkelte

kommuner i resten af landet. Der blev blandt andet spurgt ind til, om kommunen

har et specialiseret tilbud til senfølgeramte eller en medarbejder med særligt

kendskab til området, hvilken hjælp de tilbyder denne gruppe borgere og hvem,

de evt. henviser til eksternt.

Desuden blev samtlige landets kommuner på mail spurgt om deres tilbud til

voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen.

Vi havde endvidere telefonisk og/eller skriftlig kontakt til den psykiatriske ledelse

i hver af de fem regioner med spørgsmål om, hvorvidt der indenfor psykiatrien

findes specialiserede tilbud til senfølgeramte.

Både Region Nordjylland, Region Midtjylland, Region Syddanmark og Region

Sjælland svarede benægtende, mens Region Hovedstaden oplyste om tre tilbud.

Herefter skriftlig kontakt til hvert af disse tre tilbud med spørgsmål om, hvilket

indhold de har.

Vi kontaktede telefonisk Sundhedsstyrelsen og de tre CSM Centre samt 9

frivillige tilbud til voksne med senfølger af seksuelt misbrug i barndommen:

Cisem

CSM Syd - Frivilligsektion

FrejaCentret

Joan Søstrene København

Joan Søstrene Aarhus

KRIS

Kvisten

LivaRehab

Thora Center

Vi talte desuden med en række andre tilbud som Offerrådgivningen,

Studentervejledningerne, akutberedskaber med videre, som ikke har tilbud

specielt rettet mod senfølgeramte, men som alligevel kunne tænkes at yde

relevant hjælp.

Vi kontaktede samtlige landets voldtægtscentre og deres centrale ledelse, fordi

vi erfarede, at en del kommuner fejlagtigt antager, at disse instanser tager sig af

senfølgeramte.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Resultat

Kommunerne

Af de kommuner vi henvendte os til telefonisk, svarede alle bortset fra

Københavns Kommune, som udbad sig spørgsmålene skriftligt, men dog trods

rykkere heller ikke svarede på den skriftlige henvendelse.

46 af 98 kommuner svarede på vores skriftlige henvendelse.

Det samlede resultat blev, at kun ni kommuner på nogen måde kan siges at

have et tilbud specielt rettet til voksne med senfølger af seksuelle overgreb i

barndommen. De fleste kommuner, som havde et bud på hjælp, talte om tildeling

af bostøtte, og i nogle tilfælde lød det som en relevant indsats.

Det er vores indtryk, at de helt små kommuner, som ikke selv kan have tilbud

til specielle målgrupper, men må købe ind udefra, tilbyder den bedste hjælp

til senfølgeramte i form af afklarende samtaler og herefter blandt andet

psykologhjælp. En leder sagde dog, at denne heldige situation sandsynligvis

ophører, idet der af økonomiske grunde vil blive lukket for at købe ydelser udefra.

Flere kommuner henviste til egen læge og psykologhjælp under sygesikringen.

Der var få, som kendte til CSM og endnu færre, som havde konkret kendskab

til tilbuddet som f.eks. ventetid og visitationskriterier. I adskillige kommuner

henviser man til Rigshospitalets Voldtægtscenter, som ikke tager imod

senfølgeramte.

Tilgængeligheden i kommunerne

Det var generelt vanskeligt og krævede adskillige opringninger at komme frem til

en person, som formodedes at vide noget om den aktuelle kommunes tilbud til

senfølgeramte. Det krævede i langt de fleste kommuner indgående forklaringer,

før medarbejderne på det sociale område var med på, hvad ‘voksne med skader

efter seksuelle overgreb i barndommen’ overhovedet handler om.

Vores medarbejder blev efter forsøg på forklaring mødt med: ”det er vel en

sexologisk klinik ude i byen, de så skal henvende sig til” og ”det har vi ikke noget

med at gøre, det tager vi os slet ikke af, det skal mine medarbejdere absolut ikke

have fingrene i, de er også ret unge, det skal de slet ikke”.

Adskillige gange blev der stillet om til Børn og Unge, selvom vores medarbejder

bestræbte sig på at tydeliggøre, at problemstillingen handler om voksne.

Og et enkelt sted:

”Jeg stiller ned til ældreområdet”

”Jamen hvorfor det?”

”Hvis det er noget med hjerneskade, er det dem, du skal tale med”

”Altså, det er jo ikke senfølger af hjernes … ”

Klik!

I den skriftlige tilbagemelding fra kommunerne kan man i nogle tilfælde

følge, hvordan vores forespørgsel er blevet sendt fra afdeling til afdeling, fra

medarbejder til medarbejder med venligt håb om, at ”du kan måske svare på

dette? Du ved måske, hvor dette kan sendes hen?” …. for til sidst at ende hos én

eller anden, som lakonisk svarer tilbage til os: ”Vi har ikke noget tilbud”.

Resultatet af vores undersøgelse af kommunernes hjemmesider var, at mens

flere kommuner har andre udsatte grupper til at figurere på deres hjemmeside,

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

nævner kun én kommune specifikt senfølgeramte.

Psykiatrien

Ledelsen af psykiatrien i de fem regioner kunne oplyse om tre tilbud:

Psykoterapeutisk Center Stolpegaard i Gentofte, Psykoterapeutisk Klinik i

Nannasgade København og Center Nordsjælland i Hillerød. De kunne ikke

oplyse nærmere om indholdet. Ved henvendelse til de tre tilbud fik vi af vide,

at det overvejende er gruppeterapi og for to af tilbuddenes vedkommende

også individuel terapi. Personalet er fra forskellige faggrupper som fysio- og

ergoterapeuter, sygeplejersker, socialrådgivere med efteruddannelse samt

psykologer og psykoterapeuter. Center Nordsjælland har desuden psykiater

tilknyttet.

Endvidere fandt vi udenom ledelsen af psykiatrien frem til, at Regionspsykiatrien

i Randers - i hvert fald i perioder - har terapeutiske gruppeforløb rettet mod

senfølgeramte.

Der findes en række klinikker, som behandler PTSD på højt specialiseret niveau,

men alle disse klinikker afviser etniske danskere, som ikke har været udsendt til

krigsområder. Også selvom det i et tilfælde specifikt fremgik af traumecentrets

hjemmeside, at tilbuddet også omfattede etniske danskere.

Regionerne og Sundhedsstyrelsen oplyste, at mens der er specialiserede og

højt specialiserede tilbud til indvandrere og flygtninge med PTSD, så er etniske

danskere med samme lidelse henvist til psykiatriens almene niveau – medmindre

skaderne er opstået i tjenstlig sammenhæng, f.eks. i militæret.

Senfølgeramte henvises i psykiatrien efter bopæl og ventetid og ikke til specielle

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

kompetencer.

Konklusion

Det har været yderst vanskeligt at få overblik over, hvilke hjælpemuligheder, der

faktisk findes for senfølgeramte, og hvilket indhold tilbuddene reelt har.

Tilbuddene er tidsbegrænsede, bliver nedlagt og oprettet uden almen

bevågenhed, og deres indhold er tilfældigt og skiftende. Indholdet er også

vanskeligt at få klarhed over, fordi der er diskrepans mellem, hvad der oplyses

på f.eks. hjemmesider, og de erfaringer brugerne har, ligesom de forskellige

medarbejdere ofte har helt forskellig opfattelse af, hvad hjælpen består af eller

ingen viden om, hvad kollegaerne tilbyder.

Området er præget af frivillige indsatser, usikkerhed og ugennemsigtighed.

De frivillige indsatser er ofte af høj værdi, men det er et problem, at man som

senfølgeramt står overfor en instans, man ikke kan stille krav til i form af f.eks.

overholdelse af telefontider, gennemførelse af aftaler, kontinuitet. Man bliver

ofte mødt af: ”vi arbejder jo frivilligt, vi har kun de ressourcer, vi har”.

Som senfølgeramt har man brug for, at der er en instans, der tager ansvar og

griber regulerende ind - netop det, hverken forældre eller myndigheder gjorde i

barndommen.

Der synes i ekstrem grad at mangle brugerindflydelse, koordinering,

gennemskuelighed, tværsektorielt samarbejde og specialviden.

Det er tankevækkende, at selvom den medarbejder, som foretog opringningerne,

henvendte sig som fagperson og ikke var personligt involveret, forekom det

vedkommende yderst anstrengende og også frustrerende at blive konfronteret

med den udbredte uvidenhed om problemstillingen og de gentagne afvisninger.

Man kan formode, at en person, som søger hjælp i en svær situation, vil give op

overfor så massiv modstand.

I psykiatrien er behandling af traumer efter seksuelle overgreb i barndommen

ikke en specialfunktion, men varetages på hovedfunktionsniveau.

Traumebehandling af flygtninge og af krigsveteraner foregår på højt specialiseret

niveau. Symptombilledet for senfølgeramte ligner i høj grad veteranernes og

de traumatiserede flygtninges, men kompliceres af, at overgrebet fandt sted i

barndommen. Der er tale om meget dybe og gennemgribende traumer, som giver

yderst komplicerede forløb.

Senfølger omfatter foruden psykiske sygdomme og personlighedsændringer

blandt andet misbrug, selvskade, selvmord, fysiske skader, neurologiske

forandringer, ændringer i nerve-, hormon- og immunsystem samt omfattende

sociale problemer. Derfor er samarbejde med såvel somatikken som

socialområdet nødvendig.

Hvor det er relativt nemt at afdække, om en borger er veteran eller flygtning og

henvise patienten til det specialiseret tilbud, er det meget sværere at afdække,

at psykiske lidelsers oprindelse er traumer, hvis en borger f.eks. indlægges med

psykoser, selvskade, spiseforstyrrelse eller selvmordsforsøg. Derfor bør den høje

specialisering – ud over at samarbejde med somatisk sygehus – også samarbejde

bredt inden for psykiatrien, således at den almene psykiatri bibringes en

traumeforståelse.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Det er på denne baggrund ønskeligt, at behandling af senfølger af seksuelle

overgreb i barndommen foregår på det højt specialiseret niveau.

Vi kan konkludere, at ingen af landets kommuner lever op til servicelovens

krav om rådgivning, specialrådgivning, opsøgende indsats samt aktivitets- og

samværstilbud specielt rettet til voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

Serviceloven definerer senfølger af seksuelle overgreb som et særligt

socialt problem, og området rangerer som højt specialiseret i den nationale

koordinationsstruktur, men i kommunerne er indsatsen i bedste fald en integreret

del af det øvrige arbejde med udsatte grupper, hvorved man overser den specielle

traumebaggrund og derved kommer til at symptombehandle. Det forringer

tilgængeligheden til hjælp, og det medfører, at den genkendelse, gruppen skulle

møde, ikke finder sted. Desuden bliver viden ikke opsamlet og formidlet.

Når nogle kommuner på deres hjemmeside henvender sig direkte til grupper som

prostituerede, voldsramte mænd, krigsveteraner og hjemløse er det et signal til

de pågældende borgere om, at man ved, de findes. Kommunerne har ikke altid

selv tilbud og lister en række muligheder for hjælp andre steder op, men selve

anerkendelsen af problemets eksistens har en positiv betydning for de ramte.

Omvendt når gruppen voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen

ikke figurerer på kommunernes hjemmeside, forstærkes den senfølgeramtes

oplevelse af at være udenfor samfundet, ikke hørt, alene med et problem ingen

ønsker at kende til.

Senfølgeramte har typisk svært ved at bede om hjælp, fordi deres erfaring er, at

der ingen hjælp findes, de vil blive afvist, deres historie vil ikke blive troet, de vil

blive overladt til sig selv. Desuden er der en del, som er hårdt ramt af senfølger,

men ikke har erkendt sammenhængen mellem deres vanskeligheder i voksenlivet

og de tidligere overgreb.

Her har det stor betydning at kommunen signalerer, at problemet findes, og man

tilbyder hjælp.

Det er der kun én kommune, der gør til trods for, at det er beskrevet i

serviceloven, at kommunen skal have en opsøgende indsats i forhold til

senfølgeramte. Den nationale koordineringsstruktur, som er beskrevet i

serviceloven og varetages af Socialstyrelsen, er netop den struktur, som burde

opfange dette problem og tvinge til kommunerne til at følge serviceloven.

Heller ikke psykiatrien er rustet til at varetage opgaven i det omfang, politikerne

forventer det, og CSM centrenes tilbud er kun tilgængelig for en mindre del af de

senfølgeramte.

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Bilag 2

Kommunernes kommunikation om tilbud til udsatte borgere

Vi vurderer med denne mindre undersøgelse kommunernes kommunikation om tilbud til udsatte borgere og

tilgængeligheden i forhold til at finde frem til disse tilbud.

Vi har søgt på kommunernes hjemmesider: dels under tilsyneladende relevante kategorier som f.eks. ”Sundhed

og forebyggelse” og ”Handicap og psykisk sygdom” eller tilsvarende; dels har vi anvendt hjemmesidernes

indbyggede søgefunktion.

Under udsatte borgere medtager vi:

Hjemløse, voldsramte kvinder, voldsramte mænd, alkohol- og stofmisbrugere, psykisk syge/sårbare,

prostituerede, soldaterveteraner, senfølgeramte (voksne med senfølger af seksuelle overgreb) og voksne med

særlige behov.

NB: Den sidste kategori er medtaget for at medgive, at kommunerne kan have tilbud til grupper af borgere,

selvom gruppen ikke nævnes specifikt.

Vurdering af kommunikationen om tilbuddene

Nævnes disse grupper af borgere specifikt? Vi vurderer, om der sker en direkte henvendelse til ovennævnte

kategorier af borgere med ord, der specifikt betegner disse grupper af borgere med omtale som f.eks. psykisk

syge (kan gå for sindslidende) eller prostituerede.

Er tilbuddene til at finde på hjemmesiden? Derudover vurderer vi tilgængeligheden. Hvis ikke tilbuddene

umiddelbart er til at finde et lettilgængeligt sted på hjemmesiden (frem for gemt væk på undersider eller

pdf’er, der er svære at finde frem til), anser vi tilbuddene for sværttilgængelige og tæller dem ikke med som

tilbud på listen.

Søgeord

For at modvirke at relevant kommunikation om tilbud overses, inkluderer søgningen flere forskellige søgeord af

relevans for kategorierne:

Voldsramte kvinder/mænd: vold, voldsramt, krisecenter

Psykisk syge/sårbare: sindslidende, psykiske problemer

Soldaterveteraner: soldat, veteran, krig, krigsveteran

Prostituerede: prostitution, prostitueret, sexarbejder

Senfølgeramte: senfølger, seksuelle overgreb, incest

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Bilag 3

Seksuelle overgreb mod børn

Omfang

Det er vanskeligt at sætte et præcist tal på omfanget af seksuelle overgreb mod

børn. Undersøgelser viser, at tallet ligger mellem 2 og 20 %.

Den aktuelle viden om overgreb mod børn og unge i Danmark baserer sig bl.a. på

undersøgelsen

Unges Trivsel År 2008 - en undersøgelse med fokus på seksuelle

overgreb og vold i barndom og tidlig ungdom

(Statens Institut for Folkesundhed,

2009).

5% af drengene og 22% af pigerne havde oplevet seksuelt overgreb fra

jævnaldrende eller voksne.

Illustration fra rapporten Unges Trivsel År 2008

En nyere undersøgelse fra SFI og Videnscenter for Psykotraumatologi ved

Syddansk Universitet,

Børnemishandling i hjemmet

(Christoffersen, Mogens,

2010), viser, at 2 % af en årgang udsættes for seksuelle overgreb, inden de er

fyldt 15 år, svarende til 1.200 børn fra hver årgang. Undersøgelsen er baseret på

interview af 3.000 25-årige om deres oplevelser med mishandling i barndommen.

I en norsk undersøgelse fra 2012

Forekomsten av seksuelle overgrep i et

representativt befolkningsutvalg i Norge

(Steine, Iris M. et al, 2012), baseret

på et repræsentativt udsnit af den norske befolkning fremgår det, at 24,3 %

af kvinderne og 12,0 % af mændene rapporterede at have oplevet seksuelle

overgreb før det fyldte 16. år.

Et review over studier fra de nordiske lande fandt en forekomst af seksuelle på

3-23 % for drenge og 11-36 % for piger (Kloppen et al., 2016).

I EU estimeres at 20 % af børn og unge i EU-landene udsættes for seksuelle

overgreb. EU står bl.a. bag kampagnen ”ONE

in FIVE”

(Council of Europe, u.å.)

Bilag 4

- Relevante §§ i serviceloven samt uddrag af Vejledning nr. 1 til serviceloven og Børne- og af

Socialministeriets vejledning nr. 9286 af 26/4 2018

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Servicelovens bestemmelser om rådgivning, specialrådgivning og opsøgende arbejde

(Børne- og Socialministeriet 2018a)

§ 10. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at enhver har mulighed for at få gratis rådgivning. Formålet med

rådgivningen er at forebygge sociale problemer og at hjælpe borgeren over øjeblikkelige vanskeligheder.

På længere sigt er formålet at sætte borgeren i stand til at løse opståede problemer ved egen hjælp.

Rådgivningen kan gives særskilt eller i forbindelse med anden hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 2. Rådgivningen skal kunne gives som et anonymt og åbent tilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal i forbindelse med rådgivningen være opmærksom på, om den enkelte har

behov for anden form for hjælp efter denne eller anden lovgivning.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde rådgivning om valg af hjælpemidler og forbrugsgoder samt

instruktion i brugen heraf. Opgaven kan varetages i samarbejde med andre kommuner.

.........................................................

§ 12. Kommunalbestyrelsen skal sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte

opsøgende arbejde.

Stk. 2. Opgaverne efter stk. 1 kan varetages i samarbejde med andre kommuner

.........................................................

Servicelovens bestemmelser om den nationale koordinationsstruktur

§ 13 b. Socialstyrelsen skal følge udviklingen i målgrupper, tilbud, og indsatser og indsamle og formidle viden

om effekt af indsaserne på det mest specialiserede socialområde og på området for den mest specialiserede

specialundervisning, der gives i henhold til lov om folkeskolen eller lov om specialundervisning for voksne.

Stk. 2 For at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i

målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og på området for den mest specialiserede

specialundervisning kan Socialstyrelsen udmelde målgrupper eller særlige indsatser, hvor der er behov for øget

koordination eller planlægning på tværs af kommunerne i en eller flere regioner.

Stk. 3. Socialstyrelsen kan på baggrund af afrapporteringer om kommunalbestyrelsens tilrettelæggelse

og organisering af indsatsen i forhold til centralt udmeldte målgrupper og indsatser, jf. stk. 2, anmode

kommunalbestyrelserne i en eller flere regioner om at foretage en fornyet behandling af deres tilrettelæggelse

og organisering af indsatsen.

Stk. 4. Socialstyrelsen kan i forbindelse med en anmodning efter stk. 3 meddele en kommunalbestyrelse eller

et regionsråd et midlertidigt pålæg om at opretholde et tilbud, indtil Socialstyrelsen i medfør af § 13 c har

truffet afgørelse om pålæg vedrørende det pågældende tilbud eller ophæver det midlertidige pålæg.

Stk. 5. Socialstyrelsens udmelding af målgrupper og indsatser efter stk. 2 og afgørelser på området for den

mest specialiserede specialundervisning efter stk. 3 og 4 sker efter forhandling med Undervisningsministeriet.

§ 13 c. For at sikre det fornødne udbud af højt specialiserede tilbud, som er tilpasset udviklingen i

målgruppernes behov, på det mest specialiserede socialområde og specialundervisningsområde kan

Socialstyrelsen undtagelsesvist pålægge en kommunalbestyrelse eller et regionsråd at etablere eller fortsat

at drive et tilbud eller tilbyde en indsats omfattet af denne lov. Socialstyrelsen kan endvidere undtagelsesvist

pålægge en kommune eller en region at videreføre eller forny en driftsaftale med et eksisterende privat tilbud

og at indgå en ny driftsaftale, hvis en eksisterende driftsaftale er opsagt.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Stk. 2. På samme betingelser som i stk. 1 kan Socialstyrelsen undtagelsesvist meddele et pålæg om samling

af små tilbud rettet mod samme målgruppe til ét tilbud, hvis Socialstyrelsen vurderer, at tilbuddene ikke hver

for sig er fagligt og økonomisk bæredygtige. Kommunerne og regionerne aftaler, hvilken kommune eller region

der skal drive det samlede tilbud og herunder overtage et eller flere tilbud efter § 186 a, stk. 1 og 2. Hvis

kommunerne og regionerne ikke inden 4 måneder efter pålægget har indgået aftale om, hvem der skal drive

tilbuddet, træffer Socialstyrelsen afgørelse herom. Andre kommuner og regioner kan i den periode, pålægget

gælder, ikke oprette nye tilbud i forhold til denne målgruppe uden Socialstyrelsens godkendelse.

Stk. 3. Socialstyrelsen skal i forbindelse med et pålæg efter stk. 1 og 2 pålægge kommunerne i den

pågældende region eller landsdel at indgå aftale om finansiering af driften af det tilbud, som pålægget

vedrører. Hvis kommunerne ikke inden 4 måneder efter pålægget har indgået aftale om en finansieringsmodel,

træffer Socialstyrelsen afgørelse herom.

Stk. 4. Socialstyrelsen kan i forbindelse med et pålæg efter stk. 1 og 2 meddele eller forlænge et midlertidigt

pålæg efter § 13 b, stk. 4, indtil aftale eller afgørelse om finansieringsmodel, jf. stk. 3, foreligger.

Stk. 5. Socialstyrelsen fastsætter i forbindelse med en afgørelse om pålæg efter stk. 1 og 2 en frist for, hvor

længe pålægget skal gælde. Et pålæg kan højest gælde i 2 år. Socialstyrelsen kan inden fristens udløb træffe

afgørelse om at forny pålægget.

Stk. 6. Afgørelse om driftspålæg, herunder eventuel afgørelse om en finansieringsmodel, kan ikke indbringes

for anden administrativ myndighed.

Stk. 7. Socialstyrelsens afgørelser på området for den mest specialiserede specialundervisning efter denne

bestemmelse træffes efter forhandling med Undervisningsministeriet.

Stk. 8. Hvis et pålæg efter stk. 1 eller 2 vedrører et eksisterende tilbud eller etablering af et tilbud omfattet

af § 4 i lov om socialtilsyn, er det en betingelse, at det kompetente socialtilsyn, jf. den nævnte lovs § 2

henholdsvis § 5, har godkendt eller efterfølgende godkender det eller de pågældende tilbud.

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Fra Vejledning nr. 1 til serviceloven

(Børne- og Socialministeriet 2017)

Afsnit IV: Rådgivning - Kapitel 18

Rådgivning og specialrådgivning

Rådgivning - generelt

128.

Servicelovens §§ 10 og 11 foreskriver, at kommunerne skal stille gratis rådgivning til rådighed for alle

borgere, der har behov for rådgivning. Denne rådgivning er ikke snævert begrænset til rådgivning inden for

det sociale område, men skal være et bredt tilbud, der kan bidrage til at forebygge, at der opstår sociale

problemer, og som kan styrke den enkeltes muligheder for at overkomme opståede problemer. Rådgivningen

skal tilrettelægges således, at der kan rådgives om, hvilke støttemuligheder der er inden for andre sektorer.

Forpligtelsen til at yde gratis rådgivning efter lovens § 11, stk. 2, gælder både over for børn, unge og voksne.

Alle grupper har krav på, at rådgivningen tilbydes som et åbent og anonymt tilbud, når rådgivningen ikke er

kombineret med andre ydelser. Rådgivningen kan bestå i en enkeltstående oplysning, i samtaler med borgeren,

i hjælp til løsning af praktiske problemer, formidling af kontakt til andre myndigheder m.v.

I konkrete tilfælde kan der også afhængig af behovet være tale om en løbende kontakt. Egentlig behandling

omfattes derimod ikke af kommunens generelle rådgivningsforpligtelse efter lovens § 10 og § 11, stk. 2. Dog

kan kommunalbestyrelsen efter § 11, stk. 3, give konsulentbistand til forældre, børn og unge, som har behov

for et længerevarende og mere konkret rådgivningstilbud, end hvad der kan ydes som rådgivning efter § 11,

stk. 2. Rådgivningen kan i højere grad målrettes de konkrete problemer, der søges om hjælp til, og der kan ydes

støtte over en længerevarende periode, hvis der er behov herfor. Der henvises herom til Vejledning nr. 3 til lov

om social service om særlig støtte til børn og unge og deres familier.

129.

Kommunen skal vurdere behovet for rådgivning og tage stilling til, hvorledes rådgivningen skal

tilrettelægges ud fra en bedømmelse af de muligheder, der er til stede eller kan tilvejebringes gennem et

samarbejde med andre myndigheder. Kommunen kan samarbejde med andre kommuner for at løse deres

rådgivningsopgaver, ligesom kommunen i rådgivningsarbejdet kan entrere med private tilbud eller f.eks. med

de tilbud, der drives af regionen.

Herudover vil kommunen f.eks. kunne inddrage frivillige organisationer, private eller selvejende institutioner og

tilbud eller andre med en særlig viden.

Rådgivningen skal understøtte den helhedsorienterede indsats over for borgerne, hvor der udover de forskellige

støttemuligheder inden for det sociale område kan inddrages forhold, der vedrører bl.a. beskæftigelse,

uddannelse, undervisning, sundhed, familiemæssige forhold eller andet, der har betydning for borgerens,

familiens, barnets eller den unges situation på det tidspunkt, der søges rådgivning.

Kommunerne har således ansvaret for at tilbyde såvel den almindelige som den mere specialiserede rådgivning

til brugere og pårørende, som de pågældende efter loven har krav på. Kommunerne kan søge støtte til deres

rådgivningsopgaver dels i andre kommuner og hos private dels i de tilbud, som regionerne driver. Det er

generelt af betydning, at den sociale indsats kommer så tidligt som muligt for bedst muligt at bidrage til

forebyggelse eller til at forhindre en forværring af den pågældendes situation. Dette gælder også for den

mere specialiserede rådgivning over for personer med særlige behov. Kommunerne kan herudover søge

bistand til løsning af rådgivningsopgaven i VISO, som skal tilbyde kommuner og borgere gratis vejledende

specialrådgivning i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager. Der henvises til kapitel 23 og

bekendtgørelse nr. 817 af 24. juni 2014 om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation, VISO.

.........................................................

Specialrådgivning

Hvem retter rådgivningen sig til?

132.

Rådgivningsforpligtelsen efter servicelovens § 11, stk. 7, er rettet mod børn og unge med

adfærdsvanskeligheder eller nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne samt deres familier. I servicelovens § 12

er rådgivningsforpligtelsen rettet mod voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige

sociale problemer.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Rådgivningsforpligtelsen efter servicelovens § 11, stk. 7, og § 12 forudsætter, at der kan konstateres et særligt

behov. Årsagerne til dette særlige behov er derimod ikke afgørende.

Som eksempler på børn, unge og voksne, som vil være omfattet af den kommunale rådgivningsforpligtelse, kan

nævnes mennesker med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og mennesker med sindslidelser. Den fysiske

eller psykiske funktionsnedsættelse kan f.eks. skyldes udviklingshæmning, døvblindhed, blindhed, omfattende

nedsat hørelse eller syn, bevægehandicap osv.

Hertil kommer mennesker med særlige sociale problemer, såsom f.eks. alkohol- og stofmisbrugere, HIV-

smittede og AIDS-syge, prostituerede, personer, der har været udsat for seksuelt misbrug, mennesker, der har

været udsat for vold eller trusler om vold, personer der har forsøgt selvmord eller er selvmordstruede, personer

uden bolig, personer som risikerer at miste deres bolig samt andre med særlige sociale problemer.

Rådgivningsforpligtelsen er ikke begrænset til borgeren med nedsat funktionsevne eller særlige sociale

problemer, men omfatter også en forpligtelse til at rådgive den pågældendes pårørende, f.eks. ægtefælle,

forældre eller andre pårørende, der indgår i den pågældendes nære sociale netværk.

Hvad omfatter rådgivningen

133.

Rådgivningen skal afpasses den enkeltes behov og kan omfatte rådgivning om en række forskellige

forhold, som f.eks. uddannelse, beskæftigelse, boformer og almene trivselsmæssige spørgsmål. Der vil ofte

være behov for, at rådgivningen tager afsæt i et tværfagligt og tværsektorielt samarbejde bl.a. med henblik på

en forbedring af den tidlige og forebyggende indsats.

I forbindelse med rådgivning vil det ofte være relevant at søge at afdække den enkeltes behov for eventuelle

andre sociale ydelser eller tilbud. Der kan være tale om, at der afdækkes særlige problemer og behov for

indsats på grund af f.eks. alkohol- eller stofmisbrug herunder eventuel indsats for den enkeltes børn eller

familie, eller der kan komme oplysninger frem om andre grundlæggende problemer for den enkelte, som

kan afføde behov for andre tilbud eller for et forebyggende arbejde. Kommunen skal i forbindelse med sin

rådgivning ikke kun være opmærksom på, om der er muligheder for hjælp efter den sociale lovgivning.

Kommunen skal således så vidt muligt også være opmærksom på, om der kan søges hjælp til den enkelte hos

en anden myndighed eller efter anden lovgivning.

Rådgivning af mennesker med særlige behov kan være afgrænsede enkeltstående rådgivningssamtaler, eller

det kan være længere forløb, såsom kurser for mennesker, der for nylig har mistet synet, tegnsprogskurser

mennesker med hørehandicap og deres pårørende og særlige kommunikationskurser for mennesker med

døvblindhed. Der kan endvidere være tale om længerevarende forløb, der kan styrke og fastholde kontakten

med sindslidende, stofmisbrugere m.fl.

Det er kommunalbestyrelsens forpligtelse at bidrage til, at rådgivningen sker på et så sagligt og vidensfunderet

grundlag som muligt. Hvis kommunen ikke selv råder over den nødvendige faglige viden, kan kommunen søge

denne hos VISO, der har til opgave at sikre en systematisk indsamling, udvikling, bearbejdning og formidling

af den faglige viden på det sociale område, jf. servicelovens § 13, stk. 8, og § 7 i bekendtgørelse nr. 817 af

27. juni 2014 om den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – VISO – i Socialstyrelsen. Der

henvises til kapitel 23. Denne viden indsamles og formidles med henblik på, at den kan indgå som grundlag for

kommunernes varetagelse af deres rådgivningsforpligtelse.

Opsøgende arbejde

134. Når det drejer sig om indsatsen over for mennesker med særlige behov herunder rådgivning, har

kommunerne en forpligtelse til selv at udføre en opsøgende indsats for at nå ud til grupper, som ikke eller

kun sjældent selv henvender sig. Dette gælder både i forhold til børn og unge, jf. pkt. 135, og i forhold til

forskellige grupper af voksne, jf. punkt 137-151, hvor baggrunden for kravet om opsøgende indsats bl.a. kan

være, at grupper, der er socialt udsatte eller truet af social udstødelse, i nogle tilfælde holder

sig væk fra de offentlige forvaltninger. De kan have svært ved at overholde aftaler med

forvaltningen eller ved at kunne anvende og forstå den vejledning, der gives.

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

.........................................................

Kapitel 20

Særligt om rådgivning til mennesker med særlige behov

Rådgivning af særlige grupper

137. Opsøgende virksomhed er også nødvendig i forhold til nogle grupper af sindslidende, herunder

sindslindende med misbrugsproblemer, stofmisbrugere og visse grupper af alkoholmisbrugere, visse grupper

af hjemløse og mennesker, der ikke af egen drift magter eller kan overskue at sætte sig i kontakt med

omverdenen, og som derfor meget let kommer til at leve en meget isoleret tilværelse uden relevant og

nødvendig støtte og behandling.

Det opsøgende arbejde og rådgivningen over for disse mennesker må ofte foregå på de pågældendes

præmisser, og kontakten må skabes, hvor den pågældende befinder sig, herunder f.eks. på banegårde,

parkanlæg eller andre samlingssteder i lokalmiljøet. Det opsøgende arbejde kan også være relevant i

forbindelse med aktivitets- og samværstilbud (væresteder, natcaféer m.v.), herberger, forsorgshjem og andre

tilbud, hvor borgeren henvender sig uden visitation.

Når der skabes kontakt til disse grupper, herunder også hjemløse og stof- eller alkoholmisbrugere, vil der ofte

være behov for en hurtig indsats og etablering af relevante tilbud i form af f.eks. aktivitets- og samværstilbud.

For en nærmere gennemgang af reglerne om aktivitets- og samværstilbud til personer med betydelig nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer, henvises til Vejledning nr. 5 til lov om

social service om særlig støtte til voksne.

For en del af disse grupper er rådgivningsindsatsen i sig selv en meget stor del af den sociale indsats, idet

rådgivningen kan bidrage til, at den enkelte får nogle redskaber til at leve et selvstændigt liv og f.eks. komme

ud af prostitution eller deltage i aktiviteter, der bringer den enkelte ud af ensomhed, nedbringer et misbrug,

eller får borgeren til at deltage i relevant behandling.

.........................................................

Personer der har været udsat for seksuelle overgreb

141. Mennesker, der har været udsat for seksuelle overgreb herunder incest, risikerer alvorlige og varige

følgevirkninger, som kan præge dem resten af livet. Der kan eksempelvis være tale om vanskeligheder ved

at etablere tilknytning til andre, seksuelle problemer, stof- og/eller alkoholmisbrug, depression, plagsomme

erindringer, selvskadende adfærd, spiseforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser m.m.

I en rådgivningssituation kan det derfor være af stor værdi at være opmærksom på, om der kan ligge et

tidligere seksuelt misbrug til grund for den rådssøgendes problemer og i givet fald at søge den pågældende

henvist til relevante behandlingsmuligheder. I offentligt regi er der i dag en række tilbud både i sundheds- og i

socialt regi, der har tilbud til voksne, som har været udsat for seksuelle overgreb.

.........................................................

Afsnit II – Kommunalbestyrelsens og regionsrådets opgavevaretagelse

Kapitel 9 – Brugerinddragelse og rådgivende samarbejdsorganer

Brugerinddragelse i forbindelse med tilrettelæggelse af tilbud

72. Servicelovens § 16, stk. 1, omhandler brugerinddragelse i forbindelse med tilrettelæggelse og udnyttelse

af tilbud efter loven m.v. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med retssikkerhedslovens regler om borgerens

inddragelse i sagsbehandlingen, tidsfrister mv. i den enkeltes konkrete sag.

Brugerne af tilbud efter serviceloven skal have mulighed for indflydelse på tilrettelæggelse af tilbuddene.

Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at dette sker. Kommunalbestyrelsen kan f.eks. etablere

brugerbestyrelser eller beboerråd.

Brugerinddragelsen i tilrettelæggelsen af tilbuddene kan bidrage til at sikre, at det sociale, pædagogiske og

sundhedsmæssige indhold i tilbuddene svarer til brugernes behov, ressourcer og forudsætninger.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

Beboerråd/brugerbestyrelser

73. Som eksempler på brugerinddragelse kan nævnes muligheden for etablering af brugerbestyrelser eller

beboerråd i de forskellige typer af sociale tilbud, f.eks. i botilbud, aktivitets- og samværstilbud, varmestuer mv.

Det er kommunen, der beslutter, hvilken form brugerindflydelsen konkret skal have under hensyn til det sociale

tilbuds karakter og brugernes egne forudsætninger. Brugerne eller deres repræsentanter kan blive inddraget

både i visse overordnede opgaver som i mere praktiske opgaver og beslutninger vedrørende den daglige drift,

herunder f.eks. cafesalg, kulturelle og sociale arrangementer og udadvendte aktiviteter for brugerne.

Information

74. En forudsætning for at kunne deltage i tilrettelæggelsen af indsatsen er, at kommunen generelt sikrer

information om de enkelte ydelser. Det kan f.eks. være kvalitetsstandarder, informationer og redegørelser

for formålet med og indholdet af væsentlige sociale tilbud samt information om sagsbehandlingstider m.v.

Informationen skal foreligge på en sådan måde, at den reelt er tilgængelig for de borgere, den er beregnet

for. Borgeren har behov for konkret viden for at kunne vurdere indholdet og kvaliteten af de sociale tilbud og

dermed få den fornødne indflydelse på tilbuddene.

Information er ikke mindst vigtig for at sikre, at brugere, der kan have svært ved at udnytte deres muligheder

for indflydelse pga. f.eks. sindslidelse, hjemløshed, misbrug eller andre sociale årsager, også får mulighed for

at komme til orde. Disse grupper kan have brug for støtte og vejledning i forhold til at bruge og administrere

deres indflydelsesmuligheder.

For råd og vejledning om tilgængelighed til hjemmesider og relevante retningslinjer og standarder henvises i

øvrigt til Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside, www.digst.dk.

Rådgivende samarbejdsorganer

75. Bestemmelsen i servicelovens § 16, stk. 2, giver mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan etablere

rådgivende organer. Kommunalbestyrelsen kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen vedrørende

tilrettelæggelsen af indsatsen efter serviceloven.

76. For de grupper, hvor der ikke i forvejen er etableret særlige råd, kan det derfor overvejes at etablere

samarbejdsfora, hvor f.eks. brugere og pårørende i et samarbejde mellem socialsektoren, sundhedssektoren og

andre tilgrænsende sektorer kan være rådgivende over for kommunalbestyrelsen om, hvordan indsatsen kan

tilrettelægges bedst muligt, så indsatsen bedst muligt imødekommer borgernes behov.

Når det f.eks. drejer sig om indsatsen over for sindslidende og personer med handicap, kan der – afhængig

af den enkeltes funktionsnedsættelse – være et særligt behov for, at der sikres et samarbejde, der udover

brugerne også involverer både socialsektor, sundhedssektor og beskæftigelsesområdet. På den måde kan

indsatsen tilrettelægges, så den sindslidende så vidt muligt oplever et sammenhængende system og en

sammenhængende vifte af tilbud i det lokalområde, hvor den sindslidende bor.

77. I henhold til bestemmelser i retssikkerhedsloven er det obligatorisk for kommunerne at etablere et

handicapråd.

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Børne- og Socialministeriets vejledning nr. 9286 af 26/4 2018

(Børne- og Socialministeriet 2018b)

Afsnit V – Aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104

Kapitel 25 – Aktivitets- og samværstilbud efter § 104

Formål

74. Aktivitets- og samværstilbud har til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen og retter sig

især mod borgere med behov for socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Tilbuddet kan medvirke til, at de

forskellige målgrupper, som tilbuddet retter sig mod, kan udfolde sig sammen med andre og deltage i et socialt

fællesskab. Aktivitets- og samværstilbud kan også have en vigtig funktion som et fristed, der kan give gode

betingelser for personlig udvikling.

75. Kommunalbestyrelsen skal sikre, at der er egnede aktivitets- og samværstilbud til de målgrupper, der er

nævnt i loven, enten i kommunalt, regionalt eller privat regi.

Kapitel 26 – Målgrupper og indhold

76. Der kan både være tale om tilbud med visitation og åbne tilbud uden visitation. Tilbud med visitation vil

typisk være tilbud til borgere med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne, mens tilbud til borgere

med særlige sociale problemer ofte vil være tilbud uden visitation. I mange aktivitets- og samværstilbud

tilrettelægges aktiviteter af sundhedsfremmende karakter, støtte til at komme i beskæftigelse og aktiviteter

med et idrætsmæssigt indhold. Aktivitets- og samværstilbud tilbydes i praksis under mange betegnelser, hvor

væresteder, sociale caféer, varmestuer, daghjem, klubber og Fountain House er nogle af de mest almindelige.

Andre indgår som en del af tilbuddet på boformer, herunder forsorgshjem.

77. Det enkelte tilbud kan indrettes, så de imødekommer bestemte målgruppers behov, herunder skaber

mulighed for samvær med ligestillede, eksempelvis jævnaldrende. I tilbud for borgere med betydelig nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne kan der være behov for at yde aktiverende støtte og omsorg, herunder

træning i almindelige daglige levefunktioner (ADL - træning), sprogstimulation og lystbetonede aktiviteter.

Bl.a. sansestimulerende aktiviteter kan medvirke til at give tryghed og være en aktivitet, som forbedrer

kommunikation, valgmuligheder og medindflydelse.

78. For andre grupper kan det centrale være rene omsorgsmæssige foranstaltninger såsom mad, kaffe,

vask, uddeling af tøj, rådgivning og socialt samvær, hvor der ikke stilles andre krav end at personen kan

møde frem og overholde almindelige husordensregler for tilbuddet. Men tilbuddet kan også bestå i noget

mere aktiverende, såsom udflugter, idræts- og motionsaktiviteter, fritidstilbud i form af film, foredrag,

daghøjskolelignende tilbud, sundhedstilbud og involvering i samfundsspørgsmål og brugerorganiseringer.

Et aktivitets og samværstilbud kan reduceres, hvis borgerens behov for aktivitet og samvær fortsat dækkes ved

den ændrede bevilling.

Kapitel 27 – Samspil med andre ordninger og bestemmelser

79. Der kan i tilknytning til et aktivitets- og samværstilbud etableres forskellige former for

beskæftigelsesforløb og aktiveringsaktiviteter, hvor det langsigtede perspektiv kan være at fastholde

et mål om en fremtidig tilknytning til arbejdsmarkedet, selvom det ikke umiddelbart kan forekomme

realistisk for nogle persongrupper. Da et aktivitets- og samværstilbud ikke direkte har som formål at

kvalificere til arbejdsmarkedet, kan tilbuddet ikke træde i stedet for et aktivt tilbud efter lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats. Der er imidlertid intet til hinder for, at der i tilknytning til et aktivitets- og

samværstilbud kan etableres beskyttet beskæftigelse eller særlige beskæftigelsesforløb efter servicelovens §

103. Der henvises til afsnit IV om beskyttet beskæftigelse og særligt tilrettelagte beskæftigelsesforløb efter §

103.

L A N D S F O R E N I N G E N

S P O R

S E P T E M B E R

2 0 1 8

80. I forbindelse med aktivitets og samværstilbuddene kan der også etableres

forskellige aktiviteter såsom efterbehandling af alkohol- og stofmisbrugere,

rådgivning og opsøgende virksomhed og særlige undervisnings- og kursustilbud,

herunder specialundervisning efter Undervisningsministeriets regler. Det vil ofte

være hensigtsmæssigt at knytte støtte- og kontaktpersonordninger til aktivitets-

og samværstilbud. Der kan også etableres mindre aktivitets- og samværstilbud

uden almindelige bygningsmæssige rammer for grupper, der ikke har behov

for alt for faste rammer, ligesom der også kan oprettes døgnåbne tilbud med

mulighed for nødovernatning.

Kapitel 28 – Organisatoriske rammer

81. Tilbuddet kan etableres og drives af en kommune, en region eller en privat

organisation, herunder frivillige organisationer. Det kan være hensigtsmæssigt

at knytte frivillig indsats til tilbuddene, som kan give brugerne mulighed for

på et tidspunkt at medvirke som frivillige. Kommunalbestyrelsen skal, jf. §

16 i serviceloven, sørge for at brugerne får mulighed for at få indflydelse

på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddet. Tilbuddet kan opmuntre til

etablering af en brugerforening eller organisering på det enkelte sted og på

tværs af tilbuddene

DET

OFFENTLIGES

FORPLIGTELSER

OVERFOR

SENFØLGERAMTE

Landsforeningen Spor

Grundtvigsvej 27A, 1. tv.

1864 Frederiksberg C

[email protected]