Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 347
Offentligt
Vanløse den 16.09.2018
Brev til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget vedr. § 95 - Overvågning
Kopi til Sonja Pelle Nielsen, LEV.
Jeg tillader mig herved at skrive til Social-, Indenrigs- og Børneudvalget, idet vores familie er blevet frataget
nat-overvågningen af vores datter, som er hjemmeboende.
Anledningen er desuden, at jeg har set videoen fra samrådet den 19. juni 2018 og set ministerens svar af
den 13.02.2018 på spørgsmål nummer 512., og er særdeles forundret og bedrøvet over ministerens
holdning og svar, som på væsentlige punkter forekommer ulogiske og tendentiøse. Samtidig vil jeg gerne
takke udvalgets medlemmer for behjertede forsøg på en konstruktiv dialog og problemløsning.
Jeg vil gerne kommentere følgende:
Vores eget eksempel vedrørende økonomi
Vores datter, Helle er kørestolsbruger, bruger kropsbåret hjælpemiddel (støttekorset), har intet sprog og kan
absolut intet praktisk selv. Hun har derfor fået bevilliget al den hjælp, som er muligt efter §95, hvilket er ca.
21 timer om ugen. Desuden har vi haft 8 timers overvågning hver nat, altså 56 timer pr uge. Dette har hidtil
beløbet sig til et samlet tilskud på 63.846,62 kr. pr. måned, der sammen med plejetillægget på 6.416 kr. i alt
giver 70. 262,62 kr., hvilket har dækket de faktiske udgifter.
Hvis Helle skulle flytte på institution, vil dette ifølge ministerens beregning koste 91.000 kr. pr måned, altså
en forøgelse af omkostningerne med ca. 20.700 kr. Ud over at kommunen belastes med denne ekstra
omkostning, får vi splittet vores familie og Helle får forringet sin livskvalitet væsentligt. Det er jo meningsløst!
Selvom økonomien ikke burde være udslagsgivende, viser eksemplet, at det er fordelagtigt at bevare
overvågningen i hjemmet. Jeg kan ikke tro at vores eksempel afviger meget fra de øvrige familiers
hjælpebehov og økonomi, men hvis nogle har et større behov, skulle en margin på 20.700 kr. om måneden
være rigelig.
Man kunne fristes til at tro, at ministeren kun regner på udgiften til overvågning i hjemmet og ikke indregner
alternativet, som er en institutionsplads, der er endnu dyrere!
Et yderligere spørgsmål kunne være: Hvis antallet af handicappede, som påregnes at flytte i botilbud, fordi
de ikke kan få overvågning, er mellem 145 og 335 (som nævnt i ministerens svar af 13.08.2018), er man så i
gang med at indrette alle disse institutionspladser? Er der sat penge af til dette? Eller håber man, at
forældrene overtager nattevagterne, så det hele bliver en klækkelig besparelse?
Den lovlydige lovgiver
Ministeren gentager ofte og gerne:
”Der har aldrig –
hverken før eller efter landsretsdommen fra 2015
–
været hjemmel i
servicelovens § 95, stk. 3, til at yde overvågning som en del af den samlede hjælp.
”
En slags ”oneliner”, der skulle være
så indlysende, at yderligere forklaring er unødvendig.
Men undskyld mig! - Er det ikke en lovgivende forsamling? Hvordan kan lovgivere føle sig så
handlingslammet? Er det ikke folketingets opgave at have et kritisk øje på eksisterende love og korrigere
dem, dersom man finder det betimeligt? Det kunne se slemt ud for folketingets arbejde i øvrigt, hvis lovene
var låst fast for evigt.
I dette lys fremtræder ministerens
”oneliner” jo nærmest komisk, eller i hvert fald som en rigtig dårlig
undskyldning for passivitet.
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 347: Henvendelse af 16/9-18 fra Henning Christiansen, Vanløse om Serviceloven § 95 - overvågning
Det
”større”
behov hos fysisk handicappede
Efter § 96 kan der ydes overvågning. Kravet er, at modtageren kan fungere som arbejdsleder. Med andre
ord kan mennesker med fysisk handicap få en hjælp, som psykisk handicappede ikke kan få. Ministeren
begrunder forskellen med at de, som
selv kan være arbejdsledere har et ”mere
omfattende”
behov og derfor
kan få overvågning. En besynderlig udtalelse!
At § 96-modtagere har et omfattende behov, kan da ikke bruges som argument for at § 95-modtagere skal
have mindre hjælp end de behøver. Grunden til hele denne debat er jo netop, at § 95-modtagere har et
behov, som ikke bliver dækket. De har faktisk et mere
”omfattende” behov.
Alt andet lige turde man mene, at en person, der kan fungere som arbejdsleder, er mindre handicappet end
én, som ikke kan. Det forekommer således underligt, at de mindst handicappede kan få mest hjælp.
Sandheden er nok, at man her tildeler hjælpen
–
ikke efter behov, men efter handicappets art!
Fra en sagsbehandler har jeg engang fået oplyst, at man anser de fysisk handicappede for kvalificerede til
mere hjælp, fordi de ofte kan komme til at
leve et ”normalt” liv, hvis de får den fornødne hjælp. Derimod kan
man ikke gøre sig håb om at psykisk handicappede kan komme til at leve normalt, og de har derfor ikke så
høj status i lovgivernes øjne. Der er således tale om diskrimination.
Tillad mig at citere Gyldendals
”Den Store Danske”:
Diskrimination,
negativ forskelsbehandling på grundlag af fordomme, rettet mod
enkeltindivider eller grupper; oftest inden for områder som køn, race, etnicitet, alder, seksuel
orientering samt fysisk og psykisk handicap.
Denne sondring mellem de samfundsduelige og de ikke-samfundsduelige handicappede giver mindelser om
1600-tallets
fattighjælp, som skelnede mellem de ”værdigt trængende” og de ”uværdigt trængende”.
Spørgsmålet kunne være om en sådan sondring stadig er tidssvarende.
Til sidst en kommentar, som ikke er foranlediget af samrådet den 19. juni 2018:
Overgangsordning eller ”Kold Tyrker”
Landsretten har talt og Ankestyrelsen følger uden videre op og afskaffer overvågning til § 95-modtagere. Det
er utroligt, at man bare fratager folk en hjælp, som deres liv afhænger af uden at gøre sig tanker om at løse
de problemer, det skaber. Det er jo uanstændigt!
Hvis det ikke var en lille gruppe ”usynlige” handicappede, men en større gruppe i samfundet, der fik
forringet
deres vilkår, ville en overgangsordning eller kompensation straks komme på tale. Kunne man fra
myndighedernes side ikke være opmærksom på den ravage man skaber og være mere hjælpsom?
Hvis man endelig skal skrabe bunden, kunne man indføre en ordning, så den handicappede kunne tilkøbe
overvågningstimer til en rimelig pris, som pensionen kan bære.
Med venlig hilsen
Henning Christiansen
Vanløse