SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 301: Lovudkast - udkast til forslag til lov om Familieretshuset og udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven), fra børne- og socialministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 301
Offentligt

Forslag

til

Lov om Familieretshuset

Kapitel 1

Familieretshusets opgaver

§ 1.

Familieretshuset har til opgave at yde støtte til børn med henblik på at sikre barnets trivsel.

Familieretshuset skal sætte barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse i første række.

Stk. 2.

Familieretshuset skal træffe afgørelser ud fra, hvad der er bedst for barnet. Afgørelserne

skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der

udsætter barnet for skade eller fare, herunder beskytte barnet mod at være vidne til vold.

Stk. 3.

I sager omfattet af denne lov støtter Familieretshuset parterne i at finde egne løsninger.

Finder parterne ikke en løsning, skal Familieretshuset enten indbringe sagen for Familieretten eller

træffe en afgørelse. Familieretshuset skal behandle sagerne på en måde, der møder parternes behov

og sikrer sammenhængende forløb.

Stk. 4.

Familieretshuset skal råde over børne- og familiefaglige kompetencer, herunder uddannede

konfliktmæglere, der sikrer, at Familieretshuset kan udfylde dets opgaver efter stk. 1-3.

§ 2.

Familieretshuset behandler efter denne lov sager i det omfang, det følger af nedenstående love

og bestemmelser:

1) Forældreansvarsloven.

2) Lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

3) Lov om børns forsørgelse.

4) § 56 a i udlændingeloven.

5) Lov om opkrævning af underholdsbidrag.

6) Børneloven.

7) Navneloven.

8) Lov om ægtefællers økonomiske forhold.

9) Lov om Haagerkonventionen af 2007.

10) § 8 h, stk. 2-5, i lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v.

på det civil- og handelsretlige område.

11) Adoptionsloven.

12) Kapitel 24 i lov om social service.

13) § 19 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

14) Værgemålsloven.

15) § 37, § 54, stk. 3, og § 68 i arveloven.

16) Lov om fremtidsfuldmagter.

§ 3.

Familieretshuset er ved behandlingen og afgørelsen af en sag uafhængig af instruktioner.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 301: Lovudkast - udkast til forslag til lov om Familieretshuset og udkast til forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven), fra børne- og socialministeren

Kapitel 2

Visitation

§ 4.

Familieretshuset visiterer på baggrund af en indledende screening en sag til behandling efter

bestemmelserne i §§ 5-9.

Stk. 2.

Familieretshuset kan under behandlingen af en sag ændre visitationen af sagen. Dette

gælder dog ikke sager, der er omfattet af § 8, stk. 2 og 3.

Stk. 3.

En beslutning om visitation kan ikke indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov.

§ 5.

Enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelsen i kapitel 8. Sager omfattet af denne

bestemmelse betegnes § 5-sager.

§ 6.

Mindre enkle sager visiteres til behandling efter bestemmelserne i kapitel 9. Sager omfattet af

denne bestemmelse betegnes § 6-sager.

§ 7.

Komplekse eller konfliktfyldte sager efter forældreansvarsloven og sager, der bør behandles

sammen med sådanne, visiteres til behandling efter bestemmelserne i kapitel 10. Sager omfattet af

denne bestemmelse betegnes § 7-sager.

§ 8.

Følgende sager behandles som § 5-sager:

1) Anmeldelse af aftale om forældremyndighed efter § 9, 1. og 2. pkt., § 10, 1. og 2. pkt., og § 13,

stk. 1, 1. og 2. pkt., i forældreansvarsloven.

2) Registrering vedrørende en aftale om delt bopæl efter § 18 a i forældreansvarsloven.

3) Bevilling af separation eller skilsmisse efter § 42 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

4) Registrering af faderskab og medmoderskab efter § 1 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, i

børneloven.

5) Anerkendelse af faderskab og medmoderskab efter § 14 i børneloven.

6) Anmeldelse af navne efter § 6, stk. 2, i navneloven.

7) Udstedelse af resolution om børne- og ægtefællebidrag ud fra parternes enighed.

Stk. 2.

Følgende sager behandles som § 6-sager, der afgøres af Familieretshuset efter § 27:

1) Stillingtagen til om en sag, som ikke er indgivet ved anvendelse af den digitale

selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset stiller til rådighed, eller hvor der ikke er betalt gebyr

for behandlingen af sagen, skal afvises.

2) Afgørelse om midlertidigt kontaktbevarende samvær efter § 29 a i forældreansvarsloven.

3) Klage efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven og § 58 b i lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning.

4) Tilladelse til indgåelse af ægteskab efter § 7 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

5) Godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21, stk. 2, i lov om ægteskabs indgåelse og

opløsning.

6) Klage efter § 21, stk. 1, i navneloven over en afgørelse truffet af personregisterføreren efter §

16, stk. 2, 1. pkt., eller § 16, stk. 4, i navneloven.

7) Afgørelse om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007.

8) Afgørelse om eksigibilitet efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december 2008

om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende

underholdspligt.

Stk. 3.

Sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der

anlægges af Familieretshuset, behandles som en § 6-sag, der indbringes for Familieretten efter § 28,

stk. 2, nr. 2.

§ 9.

En sag, der er omfattet af § 2, nr. 11-16, behandles efter den lovgivning, der gælder for sagen.

Kapitel 3 finder tillige anvendelse ved behandlingen af en sådan sag.

Kapitel 3

Generelle sagsbehandlingsregler

§ 10.

Familieretshuset beslutter, om en part eller parterne skal indkaldes til møde, eller om sagen

skal behandles på skriftligt grundlag, medmindre andet følger af den for sagen gældende

lovgivning.

Stk. 2.

Familieretshuset kan indkalde parterne til et møde sammen, medmindre en part eller dennes

barn har været udsat for vold, herunder psykisk vold, fra den anden part, eller der er mistanke

herom, medmindre parten er indforstået med, at parterne møder sammen.

§ 11.

Familieretshuset kan til brug for behandlingen af en sag anmode en part om oplysninger om

vedkommendes egne forhold. Hvis parten undlader at give Familieretshuset disse oplysninger, kan

Familieretshuset afgøre sagen på det foreliggende grundlag.

§ 12.

Til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring af børne- og ægtefællebidrag

og om forældrenes fælles ansvar for transport af et barn i forbindelse med samvær, herunder

forældrenes afholdelse af udgifter herved, kan Familieretten anmode Familieretshuset om at

indhente de nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og skatteforvaltningen,

herunder i indkomstregisteret, ved brug af Familieretshusets terminaladgang.

§ 13.

Til brug for visitationen efter § 4 kan Familieretshuset indhente oplysninger fra

kommunalbestyrelsen om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har iværksat eller påtænker at iværksætte

støtteforanstaltninger over for barnet efter kapitel 11 i lov om social service, og hvilke typer

foranstaltninger der i givet fald er iværksat. Familieretshuset kan endvidere indhente oplysninger

om, hvorvidt kommunalbestyrelsen har gennemført eller overvejer at gennemføre en børnefaglig

undersøgelse efter § 50 i lov om social service.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan videregive oplysninger om et barns personlige og familiemæssige

forhold til Familieretshuset, hvis det er nødvendigt for Familieretshusets behandling af en sag om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

§ 14.

Forvaltningslovens § 9, stk. 1, 2, 4 og 5, § 9 a, § 10, stk. 1, §§ 12 og 15 c og § 16, stk. 2, 3 og

6, finder tilsvarende anvendelse på en parts anmodning om aktindsigt i § 6-sager, der indbringes for

Familieretten efter § 28, og i § 7-sager og hvor Familieretshuset ikke træffer afgørelse. Afgørelse

om aktindsigt efter 1. pkt. træffes af Familieretshuset.

Kapitel 4

Sagsbehandlingsfrister

§ 15.

Der gælder følgende frister for Familieretshusets sagsbehandling:

1) Familieretshuset skal visitere en sag hurtigst muligt og så vidt muligt fem hverdage efter

modtagelsen af sagen.

2) I § 6-sager og i § 7-sager om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær skal

Familieretshuset sende en mødeindkaldelse til parterne hurtigst muligt og så vidt muligt inden ti

hverdage efter modtagelsen af sagen, medmindre § 31 a, stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven

finder anvendelse.

3) I § 6-sager efter forældreansvarsloven og i § 7-sager skal Børneenheden hurtigst muligt og så

vidt muligt inden syv hverdage efter beslutningen om visitation udpege eller tilbyde at udpege en

kontaktperson for barnet, jf. § 18.

4) I § 7-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter

beslutningen om visitation sende en plan for behandlingen af sagen til parterne. Hvis planen ikke

kan følges, skal Familieretshuset sende en ny plan.

5) I § 7-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden fem hverdage efter

beslutningen om visitation kontakte kommunen for at afdække, om der skal indledes et samarbejde

efter § 30.

6) Familieretshuset skal hurtigst muligt og så vidt muligt inden ti hverdage efter modtagelsen af en

anmodning om at indbringe en afgørelse for Familieretten enten genoptage behandlingen af sagen

eller indbringe afgørelsen for Familieretten.

7) I § 6-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt yde støtte til parterne med henblik på, at de kan

finde en løsning på deres uenighed, medmindre støtten af hensyn til barnet bør ydes over en længere

periode. Familieretshuset skal indbringe sagen for Familieretten eller træffe afgørelse i sagen, så

snart det er konstateret, at parterne ikke kan finde en løsning på deres uenighed, og sagen er oplyst.

8) I § 7-sager skal Familieretshuset hurtigst muligt oplyse sagen og under oplysningen af sagen

yde støtte til parterne. Familieretshuset skal indbringe sagen for Familieretten, så snart sagen er

oplyst.

9) Familieretshuset skal træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndighed eller barnets bopæl

efter §§ 26 og 28 i forældreansvarsloven hurtigst muligt og så vidt muligt inden fire uger efter

modtagelsen af en anmodning herom. Har barnet ikke samvær med den forælder, der anmoder om

samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden tre uger efter modtagelsen af en anmodning

om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om kontaktbevarende samvær, jf. § 29 a i

forældreansvarsloven.

Stk. 2.

Børne- og socialministeren kan fastsætte yderligere frister for Familieretshusets behandling

af § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager.

Kapitel 5

Børneenheden m.v.

§ 16.

Familieretshusets Børneenhed yder støtte og rådgivning til børn, der er involverede i en

familieretlig sag. Formålet med Børneenhedens tilbud er at hjælpe barnet og understøtte barnets

trivsel. Støtten ydes med udgangspunkt i det enkelte barn og dets behov for støtte, herunder ved de i

stk. 2 nævnte muligheder.

Stk. 2.

Børneenheden varetager bl.a. følgende opgaver:

1) At udpege en børnesagkyndig medarbejder som kontaktperson for et barn, jf. § 18.

2) At yde støtte til at et barn får en bisidder, jf. § 19, stk. 1.

3) At tilbyde børnesagkyndig rådgivning til børn efter § 32 i forældreansvarsloven.

4) At støtte børn gennem en rådgivningslinje.

5) At støtte børn gennem deltagelse i børnegrupper.

Stk. 3.

Børneenhedens tilbud efter stk. 2, nr. 3-5 kan også anvendes af børn, der er påvirkede af

familieretlige problemstillinger, men som ikke er involverede i en familieretlig sag.

Stk. 4.

Børneenheden behandler sager, hvor et barn retter henvendelse til Familieretshuset efter §

35 i forældreansvarsloven.

§ 17.

Til brug for Familieretshusets behandling af en sag omfattet af denne lov varetager

Børneenheden bl.a. følgende opgaver:

1) Afholdelse af samtale med et barn efter § 5, jf. § 34, i forældreansvarsloven, § 6, stk. 2, og § 18,

stk. 3, i adoptionsloven, § 22 i navneloven, § 56 a, stk. 2, i udlændingeloven og § 4, stk. 2, i

værgemålsloven.

2) Iværksættelse af børnesagkyndige undersøgelser efter § 33 i forældreansvarsloven.

3) Afdækning af barnets perspektiv efter § 34 i forældreansvarsloven.

Stk. 2.

Til brug for Familierettens behandling af en sag efter forældreansvarsloven og en sag om

fuldbyrdelse af forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær afholder Børneenheden samtale

med barnet efter § 450 b og § 456 r, stk. 2, i retsplejeloven.

§ 18.

Børneenheden har børnesagkyndige medarbejdere, der fungerer som kontaktpersoner, der

har til opgave at støtte og rådgive børn under behandlingen af en sag i Familieretshuset og under en

eventuel behandling af sagen i Familieretten.

Stk. 2.

Under behandlingen af en § 6-sag efter forældreansvarsloven eller en § 7-sag udpeger

Børneenheden en kontaktperson for barnet, medmindre det ikke er relevant for barnet at have en

kontaktperson. Familieretshuset udpeger en kontaktperson for barnet uden

forældremyndighedsindehaverens samtykke, hvis Familieretshuset vurderer, at en kontaktperson er

nødvendig for barnet.

§ 19.

Et barn, hvis sag behandles af Familieretshuset, har på ethvert tidspunkt af sagens

behandling ret til at lade sig bistå af andre. Familieretshuset yder støtte til, at barnet får en bisidder,

hvis barnet har behov for det.

Stk. 2.

Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis Familieretshuset træffer afgørelse om, at barnets

interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Familieretshuset kan endvidere træffe afgørelse om at

tilsidesætte barnets valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil

varetage andre interesser end barnets.

Stk. 3.

Familieretshuset kan træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvist fra et

møde, hvis det skønnes af betydning for at få barnets uforbeholdne mening belyst.

Stk. 4.

En bisidder for et barn skal være fyldt 15 år og er omfattet af § 152 i straffeloven om

tavshedspligt.

Stk. 5.

Afgørelser efter stk. 2 og 3 kan ikke indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov.

§ 20.

Børneenheden må ikke videregive oplysninger, som et barn har givet Børneenheden i

forbindelse med, at barnet har modtaget støtte efter §§ 16 og 18, medmindre barnet har givet

samtykke til, at oplysningerne videregives.

Stk. 2.

Børneenheden kan videregive oplysninger til brug for behandlingen af en sag, når

oplysningerne er afgivet af et barn i forbindelse med Børneenhedens opgaver efter § 17, medmindre

barnet modsætter sig, at oplysningerne videregives.

§ 21.

Børne- og socialministeren kan bestemme, at Børneenheden skal varetage yderligere

opgaver, der har en naturlig sammenhæng med Børneenhedens formål.

Kapitel 6

Tilbud om rådgivning og konflikthåndtering

§ 22.

Familieretshuset tilbyder parter støtte bl.a. i form af rådgivning og konfliktmægling,

herunder børnesagkyndig rådgivning efter § 32, stk. 1, og § 32 a i forældreansvarsloven,

samarbejdskurser og digitale værktøjer, til at finde en løsning på deres uenighed eller til at dæmpe

en konflikt mellem dem. Støtten tilpasses parternes behov.

Stk. 2.

Familieretshuset tilbyder børnesagkyndig rådgivning efter § 32, stk. 2, jf. stk. 3, i

forældreansvarsloven og støtte via digitale værktøjer.

Stk. 3.

Familieretshuset behandler sager, hvor en forælder retter henvendelse efter § 19, stk. 4, i

forældreansvarsloven.

§ 23.

Familieretshuset stiller det digitale forløb til rådighed, som ægtefæller, der anmoder om

skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, skal

gennemføre i forbindelse med refleksionsperioden efter § 42 a i ægteskabsloven.

Stk. 2.

I refleksionsperioden tilbyder Familieretshuset endvidere ægtefæller omfattet af stk. 1 en

rådgivnings- og afklaringssamtale, og de i § 22, stk. 1 og 2, nævnte tilbud.

Stk. 3.

Ugifte forældre med fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, kan i tre måneder efter en

samlivsophævelse benytte tilbuddet om en rådgivnings- og afklaringssamtale efter stk. 2.

§ 24.

En rådgiver eller konfliktmægler må ikke videregive oplysninger, som en part har givet

rådgiveren eller mægleren i forbindelse med rådgivning og konfliktmægling, medmindre parten har

givet samtykke til, at oplysningerne videregives.

Kapitel 7

Kommunens initiativret

§ 25.

Den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til et barn efter kapitel 11 i lov om

social service, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, kan med

henblik på at forebygge mistrivsel hos barnet anmode Familieretshuset om at indlede en sag efter

forældreansvarsloven, hvis der er grund til at antage, at forhold vedrørende forældremyndighed,

barnets bopæl eller samvær medvirker til åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider

alvorlig skade.

Stk. 2.

Familieretshuset skal iværksætte en undersøgelse af barnets forhold på baggrund af en

henvendelse efter stk. 1.

Stk. 3.

Hvis Familieretshuset finder, at betingelserne i stk. 1 er opfyldte, behandles sagen som en §

7-sag.

Stk. 4.

Familieretshuset holder kommunalbestyrelsen orienteret om behandlingen af sagen efter

bestemmelserne i § 31, herunder hvis Familieretshuset afslutter sagen, uden at der træffes en

afgørelse. Såfremt den kommunalbestyrelse, der har rettet henvendelse efter stk. 1, på tidspunktet

for sagens afslutning ikke har forpligtelsen til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i lov om social

service, gives orienteringen i stedet til den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til

barnet.

Kapitel 8

Behandling af § 5-sager

§ 26.

Familieretshuset afslutter en § 5-sag ved at modtage en anmeldelse, godkende, registrere

eller notere en aftale, udstede en bevilling eller resolution i overensstemmelse med en aftale eller

give en tilladelse eller godkendelse.

Kapitel 9

Behandling af § 6-sager

§ 27.

Familieretshuset foretager oplysning af en § 6-sag og tilbyder parterne rådgivning og

konflikthåndtering, jf. kapitel 6. Når sagen er oplyst, og parterne ikke har fundet en løsning på deres

uenighed, afgør Familieretshuset sagen efter bestemmelserne i den lov, som sagen er omfattet af, jf.

dog § 28.

§ 28.

Familieretshuset indbringer en § 6-sag for Familieretten efter reglerne i kapitel 13, når sagen

er oplyst, parterne ikke har fundet en løsning på deres uenighed, og der skal træffes afgørelse

1) om forældremyndighed efter §§ 11, 14, 15 og 15 a i forældreansvarsloven,

2) om barnets bopæl efter § 17 i forældreansvarsloven, eller

3) om samvær efter § 21, jf. § 19, i forældreansvarsloven, og afgørelsen vil være indgribende for

barnet.

Stk. 2.

Familieretshuset indbringer endvidere følgende § 6-sager for Familieretten efter reglerne i

kapitel 13:

1) En sag, der indeholder komplekse faktiske eller juridiske problemstillinger.

2) En sag om omstødelse af ægteskab, der efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning

anlægges af Familieretshuset.

3) En sag, der behandles sammen med en sag, der er omfattet af stk. 1 eller stk. 2, nr. 1.

Stk. 3.

En beslutning om indbringelse af en sag for Familieretten efter stk. 1 eller 2 kan ikke

indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov.

Kapitel 10

Behandling af § 7-sager

Tværfaglig behandling

§ 29.

En § 7-sag behandles tværfagligt af Familieretshusets børne- og familiefaglige medarbejdere

og juridiske sagsbehandlere. Andre faggrupper inddrages efter behov i behandlingen af sagen.

Stk. 2.

Der skal i behandlingen af en § 7-sag være fokus på beskyttelsen af barnet og afdækningen

af barnets perspektiv, som foretages af Børneenheden.

Stk. 3.

Familieretshuset sørger for tværfaglig behandling, undersøgelse og oplysning af sagen,

herunder hvor det er relevant belysning af forældrenes personlige egenskaber og deres evne til at

drage omsorg for barnet. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse som led i oplysningen

af sagen, medmindre en sådan undersøgelse ikke er nødvendig for afgørelsen af sagen.

§ 30.

Familieretshuset skal, når behandlingen af en § 7-sag indledes, rette henvendelse til den

kommune, der er forpligtet til at yde hjælp til barnet efter kapitel 11 i lov om social service, med

henblik på at afdække behovet for at finde helhedsorienterede løsninger for familien med hensyn til

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

§ 31.

Under Familieretshusets behandling af en § 7-sag kan Familieretshuset, kommunale

myndigheder, sundhedsmyndigheder, autoriserede sundhedspersoner, politiet og

anklagemyndigheden indbyrdes udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets

og parternes personlige og familiemæssige forhold, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af

hensyn til afdækningen af, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven.

Stk. 2.

Udveksling af oplysninger efter stk. 1 kan ske ved afholdelse af møder.

§ 32.

Familieretshuset kan som led i at finde helhedsorienterede løsninger for familien i en § 7-sag

afholde møder med deltagelse af en eller begge parter, barnet og kommunale myndigheder.

Behandling af en § 7-sag, herunder indbringelse af sagen for Familieretten

§ 33.

Familieretshuset foretager oplysning af sagen, og tilbyder parterne rådgivning og

konflikthåndtering, jf. kapitel 6. Når sagen er oplyst, og der ikke vurderes at være grundlag for at

fortsætte det tværfaglige arbejde med parterne, indbringer Familieretshuset sagen for Familieretten

efter bestemmelserne i kapitel 13 sammen med et notat om sagen. En beslutning om indbringelse af

en sag for Familieretten kan ikke indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov.

Fri proces

§ 34.

Indleder Familieretshuset en sag efter kapitel 7, meddeler Familieretshuset efter ansøgning

en part fri proces, hvis parten opfylder betingelserne for fri proces i § 325, jf. § 327, stk. 1, nr. 3,

eller i § 329 i retsplejeloven.

Stk. 2.

Familieretshuset kan efter ansøgning meddele fri proces til en part, der har et helt særligt

behov for advokatbistand under behandlingen af en § 7-sag efter forældreansvarsloven, hvis parten

opfylder de økonomiske betingelser for fri proces efter § 325 i retsplejeloven.

Stk. 3.

Reglerne i §§ 331 og 334-336 i retsplejeloven finder tilsvarende anvendelse på fri proces

meddelt efter stk. 1 og 2.

Stk. 4.

Fri proces meddelt efter stk. 1 og 2 gælder også, når sagen er indbragt for Familieretten

efter § 33.

Kapitel 11

Tidspunkt for virkning af Familieretshusets afgørelser m.v.

§ 35.

En bevilling til separation eller skilsmisse udstedt af Familieretshuset har virkning fra

udstedelsen.

Stk. 2.

Registrering af faderskab og medmoderskab foretaget af Familieretshuset har virkning fra

registreringen, og anmeldelse af faderskab og medmoderskab til Familieretshuset har virkning fra

Familieretshusets modtagelse af anmeldelsen.

Stk. 3.

En aftale, som er anmeldt eller meddelt til Familieretshuset, eller som Familieretshuset har

registreret eller noteret, har virkning fra modtagelsen af anmeldelsen eller meddelelsen, fra

registreringen eller fra noteringen, medmindre andet fremgår af aftalen.

§ 36.

Følgende afgørelser truffet af Familieretshuset har virkning straks, jf. dog stk. 2.

1) Afgørelse om samvær, anden kontakt og godkendelse af aftale om forældremyndighed efter

kapitel 2 og 4 i forældreansvarsloven.

2) Midlertidig afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt efter

kapitel 5 i forældreansvarsloven.

3) Afgørelse efter § 56 a i udlændingeloven.

4) Afgørelse om børnebidrag efter lov om børns forsørgelse eller om ægtefællebidrag efter lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning eller lov om ægtefællers økonomiske forhold.

5) Afgørelse efter § 2, 2. pkt., og § 20 i lov om opkrævning af underholdsbidrag.

6) Afgørelse efter navneloven.

7) Afgørelse efter kapitel 1 og 2 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning.

8) Afgørelse efter kapitel 2 i lov om ægtefællers økonomiske forhold.

9) Afgørelse efter lov om Haagerkonventionen af 2007, dog ikke afgørelse om eksigibilitet efter §

3, stk. 2.

10) Afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser efter forordning (EF) nr. 4/2009 af

18. december 2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og

samarbejde vedrørende underholdspligt, dog ikke afgørelse om eksigibilitet efter artikel 30 i

forordningen.

Stk. 2.

Det kan i en afgørelse omfattet af stk. 1 bestemmes, at afgørelsen har virkning fra et andet

tidspunkt.

§ 37.

En afgørelse truffet af Familieretshuset, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse

af ægteskab eller hvorved et ægteskab er kendt ikkebestående, har virkning, når fristen efter § 42,

stk. 1, på fire uger til at indgive anmodning om indbringelse af afgørelsen for Familieretten er

udløbet, medmindre Familieretshuset inden da har modtaget en anmodning om, at afgørelsen

indbringes for Familieretten.

Stk. 2.

Frafalder en part retten efter § 40, stk. 1, til at anmode om, at afgørelsen indbringes for

Familieretten, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtager

meddelelsen herom.

§ 38.

Følgende afgørelser truffet af Familieretshuset har virkning to uger efter afgørelsen,

medmindre Familieretshuset inden to uger efter afgørelsen har modtaget en anmodning om at

indbringe afgørelsen for Familieretten eller om at genoptage afgørelsen, eller stk. 2 eller 3 finder

anvendelse:

1) Afgørelse om faderskab eller medmoderskab efter børneloven.

2) Afgørelse om vilkår for separation, skilsmisse og omstødelse af ægteskab efter lov om

ægteskabs indgåelse og opløsning.

3) Afgørelse efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning i en sag mellem ægtefæller om,

hvorvidt separation består eller er bortfaldet.

4) Afgørelse efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning af om parterne er eller ikke er

ægtefæller.

5) Afgørelse efter lov om ægteskabs indgåelse og opløsning om ændring af en aftale om pligten til

at betale ægtefællebidrag eller om bidragets størrelse, om ændring af en afgørelse om pligten til at

betale ægtefællebidrag eller om ændring af en aftale, der er indgået med henblik på separation eller

skilsmisse, om fordelingen af formuen, pligten til at betale ægtefællebidrag eller andre vilkår.

Stk. 2.

Familieretshuset kan i afgørelsen bestemme, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller

senere tidspunkt, end hvad der følger af stk. 1. Familieretshuset kan endvidere bestemme, at

afgørelsen har virkning, selvom Familieretshuset inden to uger efter afgørelsen har modtaget en

anmodning om at indbringe afgørelsen for Familieretten eller en anmodning om genoptagelse af

afgørelsen.

Stk. 3.

Frafalder en part retten efter § 40, stk. 1, til at anmode om, at afgørelsen indbringes for

Familieretten, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtager

meddelelsen herom, medmindre andet følger af stk. 2.

§ 39.

Når en afgørelse eller aftale m.v. efter §§ 35-38 har virkning, kan den fuldbyrdes.

Kapitel 12

Domstolsprøvelse

§ 40.

Afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes efter anmodning fra en part for

Familieretten, jf. dog §§ 41 og 42. Afgørelse truffet af Familieretshuset kan ikke påklages til højere

administrativ myndighed.

Stk. 2.

Anmodning om, at Familieretshuset indbringer en afgørelse for Familieretten, indgives til

Familieretshuset, der indbringer afgørelsen for Familieretten efter bestemmelserne i kapitel 13.

§ 41.

Familieretshusets registrering eller notering af en aftale eller udstedelse af en bevilling kan

ikke indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov, men Familieretshuset skal efter

anmodning genoptage behandlingen af sagen.

Stk. 2.

En afgørelse, som Familieretshuset har truffet som klageinstans efter § 41, stk. 2, i

forældreansvarsloven, § 58 b i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning eller § 21, stk. 1, 1. pkt., i

navneloven, kan ikke indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov. Afgørelsen kan dog

indbringes for Familieretten, hvis Familieretten finder, at afgørelsen har principiel eller generel

betydning.

Stk. 3.

En afgørelse om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven kan ikke

indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov eller påklages til højere administrativ

myndighed, men Familieretshuset skal efter anmodning genoptage behandlingen af ansøgningen om

aktindsigt.

§ 42.

Anmodning om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for Familieretten, skal

indgives til Familieretshuset inden fire uger efter, at parten har fået meddelelse om afgørelsen, jf.

dog stk. 2-6.

Stk. 2.

Familieretten kan i særlige tilfælde behandle en anmodning efter stk. 1, selvom

anmodningen er indgivet efter udløbet af fristen i stk. 1, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 3.

Familieretshuset eller Familieretten kan bestemme, at indgivelse af en anmodning om at

indbringe en afgørelse for Familieretten har opsættende virkning.

Stk. 4.

Familieretshuset kan træffe afgørelse om, at en afgørelse, som en part efter § 40 har

anmodet om at få indbragt for Familieretten, skal genoptages, hvis:

1) Anmodningen indeholder en ansøgning, som Familieretshuset ikke har taget stilling til.

2) Anmodningen indeholder væsentlige nye oplysninger.

3) Sagen indeholder væsentlige oplysninger, som Familieretshuset ikke har taget stilling til.

4) Der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Stk. 5.

Stk. 2 og 4 gælder ikke afgørelser, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af

ægteskab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikke-bestående.

Stk. 6.

Stk. 1-4 gælder ikke for afgørelser om eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om

Haagerkonventionen af 2007 eller efter artikel 30 i forordning (EF) nr. 4/2009 af 18. december

2008 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde

vedrørende underholdspligt.

Stk. 7.

Børne- og socialministeren kan fastsætte bestemmelser om Familieretshusets behandling af

en anmodning om at indbringe en afgørelse for Familieretten.

Kapitel 13

Indbringelse af sager for Familieretten

§ 43.

Familieretshuset indbringer sager efter §§ 28, 33 og 40 for byretten. Retten benævnes

Familieretten. Sagerne behandles af Familieretten efter reglerne i retsplejeloven for byretssager med

de ændringer, der følger af kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven.

§ 44.

Familieretshuset indbringer efter § 43 en sag for Familieretten ved sagsøgtes hjemting. Har

sagsøgte ikke hjemting her i landet, indbringes sagen for Familieretten ved sagsøgerens hjemting. 1.

og 2. pkt. finder ikke anvendelse, hvis sagen er omfattet af stk. 2-6.

Stk. 2.

Familieretshuset indbringer en sag efter forældreansvarsloven for Familieretten i den

retskreds, hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i landet, indbringes sagen for

Familieretten ved sagsøgtes hjemting. Hvis sagsøgte ikke har hjemting her i landet, indbringes

sagen for Familieretten ved sagsøgerens hjemting. 1.-3. pkt. finder ikke anvendelse, hvis sagen er

omfattet af stk. 4-6.

Stk. 3.

Familieretshuset indbringer en sag efter børneloven for Familieretten i den retskreds, hvor

barnets mor har hjemting. Har barnets mor ikke hjemting her i landet, indbringes sagen for

Familieretten i den retskreds, hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i sagen, har hjemting. Er

der flere parter, bestemmer Familieretshuset, hvilken Familieret sagen skal indbringes for. 1.-3. pkt.

finder ikke anvendelse, hvis sagen er omfattet af stk. 4-6.

Stk. 4.

En sag, der ikke indeholder en partstvist, indbringes for Familieretten ved sagsøgerens

hjemting. Dog indbringes en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning, der anlægges af Familieretshuset, ved sagsøgtes hjemting.

Stk. 5.

I situationer, der ikke er omfattede af stk. 1-4, og i tvivlstilfælde bestemmer

Familieretshuset, hvilken Familieret sagen skal indbringes for.

Stk. 6.

Uanset stk. 1-4 kan Familieretshuset bestemme, at en sag skal indbringes for Familieretten i

en anden retskreds, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der.

§ 45.

I sager, som Familieretshuset indbringer for Familieretten til afgørelse efter §§ 28 og 33,

anses den part, der indgav anmodningen eller ansøgningen til Familieretshuset, som sagsøger under

Familierettens behandling af sagen.

Stk. 2.

Den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset, indbringes for

Familieretten efter § 40, anses som sagsøger under Familierettens behandling af sagen.

Stk. 3.

I situationer, der ikke er omfattede af stk. 1 og 2, og i tvivlstilfælde bestemmer

Familieretshuset, hvem der anses som sagsøger under Familierettens behandling af sagen.

Stk. 4.

I sager omfattet af stk. 1-3 anses den anden part som sagsøgte under Familierettens

behandling af sagen.

Stk. 5.

Indeholder sagen ikke en partstvist, anses Familieretshuset som sagsøgte og modparten som

sagsøger under Familierettens behandling af sagen, jf. dog stk. 6 og 7.

Stk. 6.

Indbringer Familieretshuset en sag omfattet af § 25 for Familieretten efter § 33, anses

Familieretshuset som sagsøger under Familierettens behandling af sagen, og forældrene anses som

sagsøgte.

Stk. 7.

I en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

der anlægges af Familieretshuset og indbringes for Familieretten efter § 28, stk. 2, nr. 2, anses

Familieretshuset som sagsøger under Familierettens behandling af sagen, og ægtefællerne anses

som sagsøgte.

§ 46.

Familieretshusets beslutning efter §§ 44 og 45 kan ikke indbringes for Familieretten efter

reglerne i denne lov.

§ 47.

Ved indbringelse af en sag for Familieretten sender Familieretshuset sagens akter til

Familieretten.

Kapitel 14

Familieretshusets organisering m.v.

§ 48.

Familieretshuset, der består af et antal afdelinger, ledes af en direktør, som har ansvaret for

Familieretshusets virksomhed. Direktøren fastlægger fordelingen af sager mellem afdelingerne.

§ 49.

Den enkelte afdeling samarbejder med de Familieretter, der er beliggende i retskredsene i det

geografiske område, som afdelingen dækker. Samarbejdet omfatter navnligt afholdelse af

kvartalsvise samarbejdsmøder samt udarbejdelse af en årlig rapport om behandlingen af

familieretlige sager og samarbejdet herom.

§ 50.

Børne- og socialministeren nedsætter et rådgivende udvalg for Familieretshuset, der har til

opgave at bidrage til Familieretshusets sikring af kvaliteten i sagsbehandlingen og den løbende

udvikling af Familieretshusets støtte og rådgivning til børn og tilbud om rådgivning og

konflikthåndtering.

Stk. 2.

Direktøren for Familieretshuset er formand for udvalget. Børne- og socialministeren

udpeger de øvrige medlemmer af udvalget fra civilsamfundsorganisationer, kommuner,

Familieretterne, Børne- og Socialministeriet og andre relevante myndigheder. De øvrige

medlemmer udpeges for en periode af fire år.

Stk. 3.

Familieretshuset er sekretariat for udvalget.

Stk. 4.

Børne- og socialministeren fastsætter nærmere regler for udvalget.

Kontaktpunkt

§ 51.

Til understøttelse af samarbejdet efter kapitel 10 mellem Familieretshuset og

kommunalbestyrelsen udpeger begge myndigheder et kontaktpunkt.

Kapitel 15

Bestemmelser om Familieretshusets sagsbehandling og organisering

§ 52.

Børne- og socialministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om behandlingen efter

denne lov af sager, der er omfattede af § 2, nr. 1-10, herunder om visitation, Børneenhedens

opgaver, tilbud om rådgivning og konfliktmægling, det tværfaglige samarbejde og udveksling af

oplysninger efter § 31.

Kapitel 16

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.

Ikrafttræden

§ 53.

Loven træder i kraft den 1. april 2019, jf. dog stk. 2.

Stk. 2.

Børne- og socialministeren fastsætter tidspunktet for lovens anvendelse for sager efter lov

om Haagerkonventionen af 2007.

§ 54.

Lov nr. 542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning ophæves.

Stk. 2.

Statsforvaltningen nedlægges ved lovens ikrafttræden.

Stk. 3.

Familieretshuset overtager ved lovens ikrafttræden Statsforvaltningens aktiver og passiver.

Overgangsbestemmelser

§ 55.

Sager omfattet af § 2, som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har

færdigbehandlet, færdigbehandles af Familieretshuset eller Familieretten efter reglerne i denne lov,

jf. dog stk. 2. Familieretshuset skal hurtigst muligt efter lovens ikrafttræden visitere sagerne efter

bestemmelserne i kapitel 2, dog uden en indledende screening efter § 4, stk. 1.

Stk. 2.

§ 15, stk. 1, nr. 1-5, finder ikke anvendelse for sager, som færdigbehandles efter stk. 1.

Stk. 3.

Klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen i en sag omfattet af § 2, nr. 1-10,

indgives til Familieretshuset, der behandler klagen som en anmodning om at indbringe en afgørelse

for Familieretten. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse på klager, som er indgivet til

Statsforvaltningen, men som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har videresendt til

Ankestyrelsen. §§ 40 og 41, § 42, stk. 3-7, og kapitel 13 finder tilsvarende anvendelse på klager

efter 1. og 2. pkt.

Stk. 4.

Klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen i en sag omfattet af § 2, nr. 10-16,

indgives til Familieretshuset og behandles efter reglerne om klage i den for sagen gældende lov. 1.

pkt. finder tilsvarende anvendelse på klager, som er indgivet til Statsforvaltningen, men som

Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har videresendt til den myndighed, der skal

behandle klagen.

Stk. 5.

Klage over Statsforvaltningens afgørelse i en sag omfattet af de i § 2, nr. 1-10, omtalte love,

som ved lovens ikrafttræden er under behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af

Familieretten efter de bestemmelser, der følger af § 45, stk. 4, i lov om ændring af

forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager

efter forældreansvarsloven).

Stk. 6.

Klage over Statsforvaltningens sagsbehandling i en sag omfattet af de i § 2, nr. 1-10,

omtalte love, der ikke er indgivet til Ankestyrelsen sammen med en klage over en afgørelse, og som

ved lovens ikrafttræden behandles af Ankestyrelsen, færdigbehandles af Familieretshuset. For

sådanne sager finder §§ 40 og 41 tilsvarende anvendelse.

Territorial anvendelse

§ 56.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft

for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Baggrund

3. Lovforslagets indhold

3.1. Lovforslagets opbygning og indhold

3.2. Det nye familieretlige system

3.2.1. Gældende ret

3.2.1.1. Statsforvaltningen

3.2.1.2. Statsforvaltningens opgaver

3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.2.3. Den foreslåede ordning

3.2.3.1. Oprettelse af Familieretshuset

3.2.3.2. Familieretshusets opgaver

3.3. Familieretshusets behandling af familieretlige sager

3.3.1. Visitation

3.3.1.1. Gældende ret

3.3.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.1.3. Den foreslåede ordning

3.3.2. Generelle sagsbehandlingsregler

3.3.2.1. Gældende ret

3.3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.2.3. Den foreslåede ordning

3.3.3. Børneenheden - støtte til børn

3.3.3.1. Gældende ret

3.3.3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.3.3. Den foreslåede ordning

3.3.4. Tilbud om rådgivning og konflikthåndtering

3.3.4.1. Gældende ret

3.3.4.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.4.3. Den foreslåede ordning

3.3.5. Behandling af § 5-sager

3.3.5.1. Gældende ret

3.3.5.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.5.3. Den foreslåede ordning

3.3.6. Behandling af § 6-sager

3.3.6.1. Gældende ret

3.3.6.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.6.3. Den foreslåede ordning

3.3.7. Behandling af § 7-sager

3.3.7.1. Gældende ret

3.3.7.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.7.3. Den foreslåede ordning

3.3.8. Samarbejde mellem Familieretshuset og kommunerne

3.3.8.1. Gældende ret

3.3.8.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.8.3. Den foreslåede ordning

3.3.9. Tidspunktet for virkningen af familieretlige afgørelser

3.3.9.1. Gældende ret

3.3.9.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.9.3. Den foreslåede ordning

3.3.10. Indbringelse af sager og afgørelser for Familieretten

3.3.10.1. Domstolsprøvelse

3.3.10.1.1. Gældende ret

3.3.10.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.10.1.3. Den foreslåede ordning

3.3.10.2. Indbringelse af sager for Familieretten

3.3.10.2.1. Gældende ret

3.3.10.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.10.2.3. Den foreslåede ordning

3.3.11. Familieretshusets organisering m.v.

3.3.11.1. Gældende ret

3.3.11.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

3.3.11.3. Den foreslåede ordning

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

7. Miljømæssige konsekvenser

8. Forholdet til EU-retten

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

10. Sammenfattende skema

1. Indledning

Dette lovforslag udmønter sammen med det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af

forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love

(Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager

efter forældreansvarsloven) (følgelovforslaget) aftalen om et nyt familieretligt system, som

regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) og Socialdemokratiet, Dansk

Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 27.

marts 2018.

Lovforslagene skal samlet skabe et nyt, enstrenget og sammenhængende familieretligt system med

oprettelse af Familieretshuset og Familieretten. I det nye familieretlige system skabes samlede og

helhedsorienterede forløb for familierne med barnet i centrum. Hensynet til barnets bedste og

barnets trivsel er altafgørende både i behandlingen af familieretlige sager og i afgørelserne, der

træffes i det nye familieretlige system.

Med dette lovforslag skabes den del af systemet, der med etableringen af en Børneenhed har et helt

særligt fokus på barnet, og hvor familierne først og fremmest mødes med en tværfaglig og

konflikthåndterende tilgang.

Der oprettes med lovforslaget et nyt Familieretshus, som er børnenes indgang til at få støtte og

familiernes indgang til et enstrenget forløb. Familieretshuset indgår i en ramme med en tydelig

domstolsinddragelse, hvor indgribende afgørelser træffes af Familieretten, og hvor

Familieretshusets afgørelser kan indbringes for Familieretten som andeninstans.

Det samtidigt fremsatte forslag til lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs

indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset

og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) indeholder de

ændringer i den familieretlige lovgivning m.v. og i retsplejeloven, der skal understøtte det nye

familieretlige system. Dette lovforslag indeholder endvidere en række initiativer til understøttelse af

barnets bedste i den familieretlige lovgivning og i retsplejeloven.

2. Baggrund

Cirka hvert tredje barn i Danmark oplever, at forældrene går fra hinanden. Mange af disse børn kan

komme mere nænsomt igennem forældrenes skilsmisse og samlivsophævelse, end det sker i dag.

Det kræver en ny tilgang i myndighedernes behandling af sagerne, hvor systemet i langt højere grad

er tilpasset den måde, som familier i dag indretter sig på, hvor forældrene er lige meget forældre.

Skal det lykkes, er det nødvendigt at sætte barnet i centrum og møde dets behov undervejs på en

anden måde.

Regeringen (Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance) og Socialdemokratiet,

Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik

derfor den 27. marts 2018 en aftale om et nyt familieretligt system.

Det er ønsket med aftalen at gøre en egentlig forskel for børnene, både de, der rammes rigtigt hårdt

af forældrenes brud og problemer, og de, hvor hverdagen påvirkes og fra tid til anden bliver svær.

Med aftalen skabes nye rammer for samlede løsninger af familieretlige sager i ét familieretligt

system, hvor familierne kun skal henvende sig ét sted uanset den familieretlige sags indhold, og

hvor familierne mødes med en helhedsorienteret tilgang til deres uenigheder og udfordringer

Der oprettes med aftalen et Familieretshus, som er børnenes indgang til at få støtte og familiernes

indgang til et enstrenget og fokuseret forløb.

Med aftalen lægges der vægt på, at der er en klar domstolsinddragelse i alle typer af sager i det nye

familieretlige system. Familieretten skal således træffe afgørelse i blandt andet sager om

forældremyndighed og bopæl og i sager om samvær, hvor afgørelsen vil have indgribende

betydning for barnet. I sager, hvor Familieretshuset træffer afgørelse, vil der være mulighed for at

indbringe afgørelsen for Familieretten.

Det understreges i aftalen, at hensynet til barnet skal være altafgørende i det nye familieretlige

system, og at hensynet til barnet skal sættes over andre hensyn. Der skal være fokus på barnets

trivsel i hele forløbet, og der skal sikres en tryg og støttende inddragelse af barnet i processen. Der

skal endvidere tages hensyn til barnets behov for beskyttelse samtidig med, at barnets behov for at

blive hørt om dets egne forhold anerkendes.

Aftalen indeholder således oprettelse af en Børneenhed i Familieretshuset, som skal sikre barnet sin

egen indgang til et helle i systemet, hvor der allerede fra sagens start primært er fokus på barnet og

barnets trivsel i processen, og hvor barnets kontakt med det familieretlige system begrænses til en

eller meget få personer.

Etableringen af Børneenheden understøtter også det grundlæggende princip om, at barnets

perspektiv altid skal inddrages i en sag om barnet. Der sker således en styrkelse af barnets stemme

og barnets deltagelse i processen, bl.a. gennem tilbud om en kontaktperson og ret til en bisidder og

ved at sikre, at barnet orienteres om, hvilke rettigheder barnet har, og hvordan Børneenheden kan

hjælpe og støtte barnet.

Belysningen af forældres evne til at drage omsorg for barnet er væsentligt for, at hensynet til barnet

kan varetages i familieretlige afgørelser. Det indgår derfor i aftalen, at der i det nye familieretlige

system skal iværksættes relevante og mere specifikke undersøgelser af forældres evne til at drage

omsorg for barnet og af forældres evner til at indgå i samarbejdet med den anden forælder om

barnets trivsel.

Med aftalen ønskes det, at hensynet til barnets bedste og beskyttelsen af barnet skal være afgørende

ved fuldbyrdelse af forældreansvar. Fuldbyrdelse skal således ske på en måde, der retter sig mod

forælderen og ikke mod barnet, og barnet bør skånes for oplevelsen af at skulle udleveres til en

forælder med magt. Med aftalen flyttes fuldbyrdelse af afgørelser efter forældreansvarsloven derfor

fra fogedretten til Familieretten. Samtidigt ændres betingelserne for fuldbyrdelsen, sådan at det er

tydeligt, at fuldbyrdelsen kun kan ske af hensyn til barnet, og at fuldbyrdelsen skal varetage barnets

bedste. Derfor skal det fremover også være muligt at hjemvise sagen til en fornyet grundig

tværfaglig behandling i Familieretshuset.

Det er målsætningen i aftalen, at der ikke længere vil være sager om afhentning af et barn. Det

fremgår af aftalen, at skulle det ske, at det er nødvendigt at hente barnet, skal vurderingen af, at det

er bedst for barnet, foretages af en børnesagkyndig. At fuldbyrdelse skal ske så skånsomt som

overhovedet muligt for barnet skal også komme til udtryk ved en styrkelse og udvidelse af

fuldbyrdelsesmetoderne, herunder ved at sikre at tvangsbøder har en størrelse, der reelt kan påvirke

forælderens adfærd, og på en måde, der retter sig mod forælderen og ikke barnet.

Det nye familieretlige system skal sætte barnet i centrum. Dette kræver, at der i mødet med barnet

og familien tages højde for, at familier er forskellige. I mange familier er forældreskabet præget af

samarbejde og ligeværd, mens andre har behov for støtte, og nogle har udtalte konflikter. Det

fremgår derfor af aftalen, at der i det nye system skal tages hensyn til de mange tusinde familier,

som selv finder løsninger. For dem må løsningen ikke være mere besværlig i det nye system, end

den er i dag, og de skal fortsat være sikret hurtige og enkle forløb. Men samtidig skal det nye

familieretlige system møde de familier og børn, der har et stort behov for hjælp til at løse deres

uoverensstemmelser. For at kunne rumme den forskellighed skal ressourcerne i det nye system være

målrettet de forskellige behov ved oprettelsen af tre sagsbehandlingsspor:

Et grønt spor for enkle sager (§ 5-sager), hvor parterne er enige, og deres aftale f.eks. skal

registreres.

Et gult spor for mindre enkle sager (§ 6-sager), hvor parterne ikke er enige, men hvor der er

mulighed for, at parterne via konfliktmægling og rådgivning kan finde en fælles løsning til

bedste for barnet.

Og endeligt et rødt spor for sager, som er komplekse eller konfliktfyldte

forældreansvarssager (§ 7-sager).

Det fremgår af aftalen, at en families henvendelse til Familieretshuset screenes, så det sikres, at der

tidligst muligt foreligger oplysninger om centrale faktorer, der har betydning for, til hvilket af de tre

spor i det familieretlige system sagen visiteres til behandling. Visitationen foretages af

medarbejdere med de relevante kompetencer, herunder kompetencer til at vurdere forældrenes

konfliktniveau og barnets behov for støtte.

Det er et led i aftalen, at Familieretshuset skal møde familier med uenigheder med en

konflikthåndterende tilgang og med den overordnede målsætning at styrke forældrenes samarbejde

med henblik på at understøtte barnets trivsel. Dette afspejles i etableringen af et egentligt

konflikthåndterings- og rådgivningsrum.

Familieretshusets behandling af sager i de tre spor skal afspejle sagernes tyngde og familiernes

behov. I aftalen understreges det, at fleksibilitet i forhold til anvendelse af systemets spor og

værktøjer er vigtigt, og at det altid er muligt at flytte behandlingen af en sag til et andet spor, hvis

sagen ændrer karakter eller er en anden end forudsat.

Princippet om en tilpasset proces kommer også til udtryk i relation til Familieretten, og det indgår

således i aftalen, at domstolsbehandlingen skal stå mål med sagens karakter. Med aftalen etableres

der under Familieretten en forenklet familiesagsproces til behandlingen af en del af de

forældreansvarssager, det ikke lykkes at forlige i Familieretshuset. Denne tilpassede tilgang til

familierne i Familieretten skal også styrke enstrengetheden i systemet, samtidig med at der er fokus

på, at overgangen fra Familieretshuset til Familieretten sker på en måde, som understøtter

oplevelsen af et samlet forløb for familien.

Det fremgår af aftalen, at hensynet til barnet og nødvendigheden af at skabe helhedsorienterede

forløb og løsninger for familierne skal afspejles i de kompetencer, som er til stede i det nye

familieretlige system. Familieretshuset skal således have personale, der er kvalificeret til at varetage

den brede vifte af forskellige familieretlige sager og spotte særlige problemstillinger i familierne.

Det er en vigtig del af aftalen, at der både i Familieretshuset og i Familieretten er en forståelse for

familierne og deres situation samt viden om konflikters betydning for særligt barnets trivsel.

Helt centralt i aftalen står styrkelsen af samarbejdet mellem det familieretlige og det sociale system.

Der skal sikres en fælles forståelse mellem myndighederne af, hvilke afgørelser og tiltag der kan

iværksættes i henholdsvis det familieretlige system og kommunen for tilsammen at forbedre

indsatsen i forhold til familien og sikre barnets trivsel. Denne helhedsorienterede tilgang kommer

også til udtryk i, at kommunen i helt særlige situationer selv kan igangsætte en sag i

Familieretshuset.

Et andet centralt hensyn i et samlet familieretligt system er at skabe et samlet vidensfundament i

den enkelte sag som grundlag for myndighedernes samarbejde. Med aftalen ønskes det at skåne

familierne mest muligt mod at skulle give de samme oplysninger gentagne gange til forskellige

myndigheder. Samtidig skal det sikres, at alle relevante oplysninger samles hurtigt og uden

hindringer for tidligt i forløbet at kunne møde familiens behov.

3. Lovforslagets indhold

3.1. Lovforslagets opbygning og indhold

Med lovforslaget etableres Familieretshuset. Familieretshusloven fastlægger, hvilke opgaver

Familieretshuset skal varetage, og loven indeholder en række tværgående regler for

Familieretshusets sagsbehandling.

Familieretshuset skal behandle sager efter de i § 2 i lovforslaget nævnte love og bestemmelser. Der

henvises til denne bestemmelse og bemærkningerne hertil. Der er tale om følgende love og

bestemmelser:

Forældreansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1417 af 1. december 2017.

Lov om ægteskabets indgåelse og opløsning, jf. lovbekendtgørelse nr. 54 af 23. januar 2018

(ægteskabsloven).

Lov om børns forsørgelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1815 af 23. december 2015

(børnebidragsloven).

§ 56 a i udlændingeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1117 af 2. oktober 2017 med senere

ændringer.

Adoptionsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1821 af 23. december 2015 med senere ændringer.

Lov om opkrævning af underholdsbidrag, jf. lovbekendtgørelse nr. 1819 af 23. december

2015 (bidragsopkrævningsloven).

Børneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1817 af 23. december 2015.

Navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1816 af 23. december 2015 med senere ændringer.

Lov nr. 548 af 30. maj 2017 om ægtefællers økonomiske forhold (ægtefælleloven).

Lov nr. 275 af 27. marts 2017 om Haagerkonventionen af 2007.

Bestemmelser udstedt i medfør af § 8 h, stk. 3, i lov nr. 1563 af 20. december 2006 om

anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og

handelsretlige område med senere ændringer (Bruxelles I-loven), jf. bekendtgørelse nr. 1838

af 22. december 2015 om anvendelse af underholdspligtforordningen (bekendtgørelsen om

anvendelsen af underholdspligtforordningen).

Kapitel 24 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 102 af 29. januar 2018 med

senere ændringer (serviceloven).

§ 19 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse

nr. 188 af 8. marts 2018 med senere ændringer (retssikkerhedsloven).

Værgemålsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1015 af 20. august 2007 med senere ændringer.

Arveloven, lov nr. 515 af 6. juni 2007 med senere ændringer.

Lov nr. 618 af 8. juni 2016 om fremtidsfuldmagter med senere ændringer

(fremtidsfuldmagtsloven).

Følgende andre love m.v. har betydning for lovforslaget:

Lov nr. 542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning.

Lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen med senere ændringer

(offentlighedsloven).

Forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af

fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af

sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen).

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 48 af 12. januar 2015

(inddrivelsesloven).

3.2. Det nye familieretlige system

3.2.1. Gældende ret

3.2.1.1. Statsforvaltningen

Statsforvaltningen er i dag den bærende administrative myndighed på det familieretlige område. En

anden hovedaktør på området er domstolene.

Statsforvaltningen blev oprettet den 1. juli 2013 og erstattede de daværende fem regionale

statsforvaltninger. Statsforvaltningen har hovedkontor i Aabenraa. Derudover er der afdelinger i

Aarhus, Ringkøbing, Aalborg, Odense, Nykøbing Falster, Ringsted, København og i Rønne, hvor

Statsforvaltningens INFO-center også er placeret.

Formålet med den geografiske struktur er at yde god og tilgængelig borgerservice samtidig med, at

der er fokus på den faglige kvalitet og en ensartet sagsbehandling, uanset hvor i landet parterne bor.

Størstedelen af Statsforvaltningens ansatte er jurister, HK'ere og socialrådgivere. Der er desuden

ansat psykologer og medarbejdere i forskellige servicefunktioner.

Statsforvaltningen ledes af en direktion bestående af en direktør og to vicedirektører, der fungerer

som chefer for hver deres afdeling opdelt efter faglige områder. Derudover er der udpeget en

centerledelse for det familieretlige område samt en række kontorchefer til ledelse af de enkelte

fagkontorer.

Statsforvaltningens afgørelser på det familieretlige område kan i vid udstrækning påklages til

Ankestyrelsen, dog sådan at enkelte afgørelser indbringes for byretten til prøvelse.

De familieretlige sager behandles i domstolssystemet af de 24 byretter, hvor også sager om

tvangsfuldbyrdelse af forældreansvar behandles i fogedretterne. Der er mulighed for at anke

henholdsvis kære byretternes afgørelse til landsretterne.

3.2.1.2. Statsforvaltningens og rettens opgaver

Statsforvaltningen har kompetence til at træffe afgørelser efter forældreansvarsloven,

ægteskabsloven, børnebidragsloven, adoptionsloven, bidragsopkrævningsloven, børneloven,

navneloven, ægtefælleloven, lov om Haagerkonventionen af 2007 og bestemmelser udstedt i

medfør af Bruxelles I-loven.

I en række af disse sager fremgår det af sagen, når den indgives til Statsforvaltningen, at parterne er

enige, eller parterne bliver under Statsforvaltningens behandling af sagen enige. I så fald udsteder

Statsforvaltningen en retsakt i overensstemmelse med parternes aftale, hvis betingelserne for

udstedelsen er opfyldte. Det kan f.eks. være en skilsmissebevilling, en meddelelse om registrering

af fælles forældremyndighed eller anerkendelse af faderskab.

I sager, hvor parterne ikke er enige, er det i hovedparten af de familieretlige sager

Statsforvaltningen, der oplyser sagen, søger at forlige parterne, gennemfører de nødvendige

sagsbehandlingsskridt, herunder afholder børnesamtaler m.v., og hvis parterne ikke er nået til

enighed, træffer en afgørelse. Statsforvaltningen har under behandlingen af særligt sager efter

forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær fokus på at tilbyde parterne

børnesagkyndig rådgivning og konflikthåndtering med henblik på, at parterne selv finder frem til en

løsning på deres uenighed om barnet.

I sager om forældremyndighed og bopæl efter forældreansvarsloven, hvor parterne ikke er enige, og

i sager om faderskab og medmoderskab efter børneloven, hvor faderskabet eller medmoderskabet

ikke registreres eller anerkendes, er det retten, der træffer afgørelse. Det er endvidere retten, der

træffer afgørelse efter ægteskabsloven om separation og skilsmisse, herunder om vilkårene herfor,

hvis parterne ikke er enige.

I visse sager efter ægteskabsloven er afgørelseskompetencen tillagt Ankestyrelsen.

Klager over Statsforvaltningens afgørelser på det familieretlige område behandles af Ankestyrelsen,

dog sådan at visse afgørelser på adoptionsområdet behandles af Adoptionsnævnet. Endvidere kan

Statsforvaltningens afgørelser om forældremyndighed ved død og afgørelser om adoption uden

samtykke indbringes for byretten til prøvelse. Byrettens afgørelser på det familieretlige område kan

ankes til landsretten.

Statsforvaltningen er klageinstans for en række myndigheders afgørelse efter forældreansvarsloven

om afslag på, at en forælder, der ikke har del i forældremyndighed, kan modtage orientering om

barnets forhold. Statsforvaltningens afgørelse i disse sager kan alene påklages til Ankestyrelsen,

hvis sagen skønnes at have principiel eller generel betydning.

Afgørelser eller aftaler om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær kan fuldbyrdes af

fogedretten.

Vejledningsforpligtelsen på det familieretlige område varetages på ulovbestemt grundlag af

Ankestyrelsen. Det drejer sig navnligt om vejledning af myndigheder og borgere om familieretlige

spørgsmål og afgivelse af udtalelser om familieretlige emner.

3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Det familieretlige område spænder bredt og regulerer mange forhold i livet. Der er således i

størrelsesordenen 100.000 årlige sagsforløb på området, hvor der foretages et stort antal

registreringer, indgås et stort antal aftaler og træffes et stort antal afgørelser.

De mange forløb håndteres af forskellige myndigheder, som skal leve op til de krav, der følger af

sagernes forskelligartede problemstillinger. Der er således behov for en fleksibel og

behovsorienteret tilgang til sagerne, hvor der samtidigt er fokus på en konflikthåndterende og

mæglende håndtering af de familier, der kan drage nytte af dette, og på en kvalificeret juridisk

tvistløsning i komplekse sager med potentielt indgribende løsninger af uenigheden. Hertil kommer,

at sagsforløbet for den enkelte part skal være enkelt og gennemskueligt, sådan at parten oplever det

som sammenhængende og meningsfuldt. Derudover er det nødvendigt, at barnet sættes i centrum.

Det gælder både undervejs i sagens behandling, hvor barnet så vidt muligt skal beskyttes og føle sig

trygt, bl.a. ved at barnet skal i kontakt med så få forskellige personer som muligt. Men det gælder

også med hensyn til de familieretlige afgørelser, der træffes, hvor hensynet til barnets bedste og

barnets trivsel bør være altafgørende.

Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at den eksisterende myndighedsstruktur på området

ikke i tilstrækkelig grad kan balancere disse hensyn. Parternes uenighed, som, uanset at uenigheden

vedrører flere lovområder, for familien udgør et hele, vil i mødet med systemet blive splittet i

enkelte dele på grund af systemets struktur. Denne opsplitning gør det efter ministeriets opfattelse

vanskeligt at have en helhedsorienteret tilgang til familiens udfordringer, ligesom den kan føre til

længere sagsbehandling og for familiernes vedkommende også til en oplevelse af at skulle

henvende sig mange steder og give den samme forklaring flere gange for at få løst det, der for dem

er ét problem og derfor én sag.

Systemets nuværende struktur understøtter således ikke fokuserede forløb og dermed heller ikke så

korte forløb som muligt. Løsningen af parternes uenighed kan komme til at virke unødigt langstrakt,

bl.a. fordi der i nogen grad foretages dobbelt sagsbehandling, hvor to myndigheder foretager de

samme sagsskridt, uden at dette set fra parternes perspektiv isoleret set bidrager til sagens løsning.

Samtidigt er der ikke et tilstrækkeligt fokus på beskyttelsen af barnet undervejs i behandlingen af

sagen, hvilket kan have betydning for barnets trivsel, men også for i hvor høj grad den afgørelse,

der træffes, er til barnets bedste.

Børne- og Socialministeriet ønsker derfor en grundlæggende ændring af det familieretlige system.

Der bør efter ministeriets opfattelse skabes nye rammer for samlede løsninger i et system, hvor

familierne reelt kun skal henvende sig et sted, og hvor de mødes med en helhedsorienteret tilgang til

deres uenigheder og udfordringer. Systemet skal tilpasse sig familiens behov, herunder også

børnenes

–

og ikke omvendt, og vejen igennem systemet skal være gennemskuelig og forudsigelig

for familien. Samtidigt bør der være en tydelig domstolsinddragelse i alle typer af familieretlige

sager.

Ministeriet finder derfor, at der bør oprettes et nyt Familieretshuset, som er børnenes indgang til at

få støtte og familiernes indgang til et enstrenget og fokuseret forløb. Familieretshuset, der er en

administrativ myndighed, bør håndtere de helt enkle sagsforløb, hvor parterne er enige på forhånd,

og de mindre enkle uenigheder, som med relevant støtte og rådgivning forventes at kunne løses af

parterne selv, men hvor det kan blive nødvendigt at træffe en afgørelse. Familieretten, dvs. de 24

byretter, bør have ansvaret for at træffe afgørelse i de indgribende og mest konfliktfyldte sager,

hvor børnene er særligt udsatte.

Familieretten bør også varetage opgaven med at behandle sager om fuldbyrdelse af forældreansvar

for herved at styrke enstrengetheden og sammenhængen for familierne i systemet. Og endelig bør

parterne efter ministeriets opfattelse kunne indbringe Familieretshusets afgørelser til prøvelse i

Familieretten for herved at styrke hensynet til retssikkerheden i et nyt system.

Den oplevelse, som familierne i dag kan have af at få deres uenigheder splittet op i flere sager i

forskellige myndigheder, bør således imødegås, hvorfor der i opbygningen af systemet efter

ministeriets opfattelse også bør være fokus på at behandle familiernes uenigheder samlet med

henblik på at træffe samlede afgørelser, hvor dette er mest hensigtsmæssigt for familien.

For børnene bør der oprettes en selvstændig Børneenhed, hvis fokus er at lede barnet trygt gennem

processen, være barnets indgang til støtte og sørge for, at barnet høres i den familieretlige sag.

Hvis disse intentioner skal indfries, er det efter ministeriets opfattelse afgørende, at der både i

Familieretshuset og Familieretten er forståelse for familierne og deres situation samt viden om

konflikters betydning for særligt barnets trivsel. Hensynene bag systemets opbygning bør således

afspejle sig i de kompetencer, der er til rådighed i systemet.

I forlængelse heraf bemærker ministeriet, at det ligeledes er afgørende, at det nye system har den

nødvendige tilgængelighed for parterne, samtidig med at der sikres mulighed for at opbygge den

nødvendige faglighed i systemet. Dertil kommer, at der efter ministeriets opfattelse bør arbejdes

med kvalitetssikring både af samarbejdet mellem Familieretshuset og Familieretten, men også

gennem inddragelse af eksterne aktører med særlig viden om relevante områder, såsom børns

oplevelser af at leve i en brudt familie eller viden om vold i nære relationer. Der bør således efter

ministeriets opfattelse oprettes faste fora, der kan understøtte opbygningen af relevant viden i

Familieretshuset.

Børne- og Socialministeriet finder som en naturlig følge af samlingen af familieretlige opgaver i

Familieretshuset, at også den ulovbestemte vejledningsforpligtelse på det familieretlige område bør

varetages af Familieretshuset.

3.2.3. Den foreslåede ordning

3.2.3.1. Oprettelse af Familieretshuset

Det foreslås med forslaget til Familieretshusloven, at der oprettes et nyt system på det familieretlige

område, hvilket bl.a. indebærer oprettelse af en ny administrativ myndighed, Familieretshuset, hvis

kompetencer og ressourcer i modsætning til Statsforvaltningens fokuseres på behandling af

familieretlige sager samt sager på områder med nær tilknytning hertil.

I forhold til organiseringen af Familieretshuset foreslås det, at Familieretshuset ledes af en direktør

med ansvaret for Familieretshusets virksomhed og kompetence til at fastlægge fordelingen af

sagerne mellem Familieretshusets afdelinger.

Det foreslås, at de enkelte afdelingskontorer samarbejder med de Familieretter, der ligger i

retskredsene i det geografiske område, som afdelingskontoret dækker, og at der inden for disse

samarbejdsområder bl.a. afholdes kvartalsvise samarbejdsmøder og udarbejdes en årlig rapport om

behandlingen af sager og samarbejdet omkring dette.

Endvidere foreslås det, at børne- og socialministeren nedsætter et rådgivende udvalg, der skal

bidrage til sikring af kvaliteten i Familieretshusets arbejde, herunder i sagsbehandlingen og

udviklingen af tilbud til familierne.

Den ønskede sammenhæng mellem det nye familieretlige systems to enheder understreges ved

forslaget om at betegne domstolsenheden Familieretten. Der henvises herved til følgelovforslaget

samt de almindelige bemærkninger, pkt. 3.4.2.1.

3.2.3.2. Familieretshusets opgaver

Med oprettelsen af et nyt familieretligt system samles kompetencen hos Familieretshuset og

Familieretten.

Det foreslås, at Familieretshusets primære opgave er at støtte parterne i at finde egne løsninger, og,

hvis dette ikke lykkes, at træffe en afgørelse eller indbringe sagen for Familieretten til afgørelse.

Familieretshuset skal behandle sagerne på en måde, der møder parternes behov og sikrer

sammenhængende forløb.

Det foreslås også, at Familieretshuset skal træffe afgørelser ud fra, hvad der er bedst for barnet.

Afgørelserne skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden

behandling, det udsætter barnet for skade eller fare, herunder beskytte barnet mod at være vidne til

vold. Familieretshuset skal yde støtte til børn med henblik på at sikre barnets trivsel. I sammenhæng

hermed foreslås det at oprette en Børneenhed. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt.

3.3.3.2. og 3.3.3.3. Der henvises endvidere til følgelovforslaget.

Familieretshusets opgaver er nært sammenhængende med ønsket om ny helhedsorienteret tilgang til

familiernes uenigheder samt en ny måde at visitere og behandle familieretlige sager på. Det

foreslås, at det vil afhænge af en visitation af den konkrete sag på baggrund af sagens karakter og

parternes forhold, om afgørelse træffes af Familieretshuset eller Familieretten. I komplicerede eller

konfliktfyldte sager samt i bl.a. sager om forældremyndighed og barnets bopæl træffes afgørelse af

Familieretten, hvis parterne ikke har kunnet forliges. Derved varetages hensynet til parternes

retssikkerhed. Inden oversendelsen af sagen til Familieretten har Familieretshuset ført sagen

igennem et konkret tilrettelagt forløb, der har fokus på at hjælpe parterne til at nå til enighed til

barnets bedste.

Det foreslås dog samtidig, at en række på forhånd definerede sagskategorier grundet deres karakter

ikke visiteres til behandling som § 5-sager, § 6-sager eller § 7-sager, men derimod behandles efter

de generelle bestemmelser om Familieretshusets sagsbehandling efter kapitel 3 i forslaget til

Familieretshuslov samt efter bestemmelserne i den lovgivning, som sagen er rejst efter. Det gælder

bl.a. for sager efter adoptionsloven, sager om fremtidsfuldmagter samt visse sager efter arveloven.

Det foreslås endvidere med forslaget til Familieretshusloven, at reglerne om sagsbehandling og

indbringelse af afgørelser m.v. for Familieretten samles i denne lov. Det foreslås således, at

afgørelser truffet af Familieretshuset kan indbringes for Familieretten, medmindre andet følger af

gældende lovgivning. Endvidere foreslås det, at Familieretshuset kan genoptage sagens behandling

på baggrund af en sådan anmodning, hvis der er tale om en ny ansøgning, anmodningen indeholder

væsentlige nye oplysninger eller væsentlige oplysninger, som Familieretshuset ikke har taget

stilling til. Endvidere foreslås det, at sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen,

skal kunne begrunde en genoptagelse.

3.3. Familieretshusets behandling af familieretlige sager

3.3.1. Visitation

3.3.1.1. Gældende ret

I de enkelte familieretlige love er det fastlagt, hvilken eller hvilke myndigheder der varetager

opgaver efter loven, herunder træffer afgørelser.

Familieretlige sager behandles og afgøres som udgangspunkt af enten Statsforvaltningen,

Ankestyrelsen eller domstolene. De fleste af sagerne indledes i Statsforvaltningen.

I en række sager, der indledes i Statsforvaltningen, fremgår det af sagen ved indgivelsen, at parterne

er enige, eller det kan hurtigt konstateres, at de er enige. I så fald udsteder Statsforvaltningen en

retsakt i overensstemmelse med parternes aftale, dog forudsat at betingelserne for udstedelsen er

opfyldte. Det kan f.eks. være en skilsmissebevilling eller en meddelelse om registrering af fælles

forældremyndighed eller anerkendelse af faderskab.

Hvis parterne ikke er enige, støtter Statsforvaltningen dem i at blive enige ved rådgivning og

konfliktmægling m.v. Hvis parterne ikke bliver enige, træffer Statsforvaltningen afgørelse i sagen,

f.eks. om børne- og ægtefællebidrag, samvær m.v. I sager om familieretlig status træffer

Statsforvaltningen ikke afgørelsen, men indbringer sagen for retten, der afgør sagen. Det drejer sig

om sager om forældremyndighed, barnets bopæl, faderskab og medmoderskab, separation og

skilsmisse.

Fordelingen af familieretlige sager mellem Statsforvaltningen og domstolene er fastlagt i

lovgivningen på baggrund af sagstype og ikke på baggrund af, om sagen er enkel, eller om den er

vanskelig, fordi den indeholder komplekse faktiske eller juridiske problemstillinger eller er

konfliktfuld.

3.3.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at der er behov for, at forskelligheden i

kompleksiteten af de familieretlige sager i højere grad end i dag afspejles i behandlingen af sagerne,

herunder også med hensyn til om en sag afgøres af administrative myndigheder eller af domstolene.

En meget stor andel af de familieretlige sagsforløb, der hvert år behandles, vedrører registrering af

aftaler m.v. for enige parter. Dertil kommer, at en meget stor andel af de forældre, der ved

henvendelsen til myndighederne er uenige om barnets forhold, lykkes med at finde en løsning med

relevant støtte fra myndighederne. Den resterende del af sagerne, hvor parterne har brug for en

afgørelse, varierer i kompleksitet og konfliktniveau.

En analyse udarbejdet af VIVE af sager om forældreansvar, der behandles af Statsforvaltningen, og

hvor forældrene er uenige, viser, at forældrene i ca. 30 pct. af sagerne har et lavt konfliktniveau og

formår at håndtere deres konflikter, og at forældrene i ca. 40 pct. af sagerne har et højt

konfliktniveau, men ikke betvivler hinandens omsorgsevne. Dokumenterede erfaringer viser, at det

er muligt at forlige op imod 70 pct. af sagerne om forældremyndighed og bopæl i denne kategori.

Efter ministeriets opfattelse vil det nye systems fokus på en konflikthåndterende tilgang forventes at

øge denne andel.

Forældrene i de resterende 30 pct. af sagerne har i forskellig grad særlige bekymringer i forhold til

den anden forælders omsorgsevne, og der foreligger risici såsom vold, psykisk vold eller chikane,

misbrug, psykisk sygdom, højt konfliktniveau eller utilstrækkelig omsorg for barnet. En stor del af

disse forældre har også kontakt til de sociale myndigheder.

Ministeriet finder på baggrund af ovenstående og særligt af hensyn til de komplekse

forældreansvarssager, hvor børnene er særligt udsatte, at sagsbehandlingen og herunder fordelingen

af kompetence mellem de administrative myndigheder og domstolene bør tilrettelægges anderledes

end i dag. Det er ministeriets opfattelse, at der i højere grad bør ske en identifikation af de familier,

hvor retssikkerhedsmæssige hensyn tilsiger, at der træffes en afgørelse i domstolssystemet, og hvor

familien ikke nødvendigvis selv har ressourcerne til at bringe sagen ind i domstolssystemet.

Samtidigt bør systemet identificere og hjælpe familier med relativt afgrænsede konflikter i retning

af selv at finde løsninger eller få en relativt enkel juridisk afgørelse i Familieretshuset.

Det er således ministeriets opfattelse, at de familieretlige sager indledningsvist skal behandles af

Familieretshuset. Tilrettelæggelse af sagsbehandlingen og fastlæggelse af afgørelseskompetence bør

ske på baggrund af en indledende screening og en konkret visitation af sagen og dens kompleksitet.

Visitationen bør foretages af medarbejdere med relevante kompetencer i forhold den konkrete

henvendelse.

Den foretagne visitation bør efter ministeriets opfattelse danne grundlag for tre

sagsbehandlingsspor, der afspejler problemtyngden i den enkelte sag. Med henblik på at fremme

sagernes håndtering kan der således efter ministeriets vurdering med fordel etableres tre

sagsbehandlingsspor: et spor for de enkle sager, hvor parterne er enige, et spor for de mindre enkle

sager, hvor parterne forventes at kunne blive enige under sagens behandling, eller hvor der skal

tages stilling til faktiske eller juridiske problemstillinger, og et spor for de komplekse og

konfliktfyldte sager efter forældreansvarsloven, hvor en afgørelse træffes af Familieretten.

At en sag er visiteret til ét spor, bør efter ministeriets opfattelse ikke være ensbetydende med, at

sagen altid vil skulle færdigbehandles i dette spor. Fleksibilitet i forhold til anvendelse af systemets

spor og værktøjer under hensyntagen til udviklingen i sagen er efter ministeriets opfattelse centralt i

forhold til ønsket om at møde familiernes behov.

3.3.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at behandlingen af familieretlige sager i det nye familieretlige system bygger på en

konkret vurdering af kompleksiteten og familiens behov i den enkelte familieretlige sag. Denne

vurdering foreslås at være afgørende for, hvordan familien mødes, hvordan sagsbehandlingen

tilrettelægges, og hvorvidt en eventuel afgørelse i sagen træffes af Familieretshuset eller

Familieretten.

Det foreslås således, at der etableres tre spor for sagsbehandlingen i det nye familieretlige system:

Det grønne spor (§ 5-sager):

Enkle sager, hvor parterne er enige og blot har behov for f.eks.

registrering af en aftale eller udstedelse af en skilsmissebevilling. Samtidigt indeholder

sagen ikke juridiske spørgsmål om f.eks. international kompetence, og der foreligger heller

ikke et tidligere sagsforløb mellem parterne med f.eks. vold, der medfører behov for at sikre,

at der vitterligt er enighed mellem parterne.

Familieretshuset behandler sagen og afslutter den ved f.eks. at registrere aftalen eller

udstede en bevilling til skilsmisse.

Der henvises til §§ 5 og 26, bemærkningerne hertil og de almindelige bemærkninger, punkt

3.3.5.

Det gule spor (§ 6-sager):

Mindre enkle sager, hvor parterne ikke er enige, og/eller der

foreligger juridiske eller faktiske problemstillinger. Familieretshuset behandler sagen og

tilbyder parterne konflikthåndtering og rådgivning med henblik på, at parterne kan finde en

løsning. Der henvises i denne forbindelse til § 22, bemærkningerne hertil og de almindelige

bemærkninger, punkt 3.3.4.

Familieretshusets Børneenhed tilbyder det involverede barn støtte i form af bl.a. en

kontaktperson. Det er endvidere Børneenheden, der afdækker barnets perspektiv og afholder

samtaler med barnet. Der henvises i denne forbindelse til §§ 16-19, bemærkningerne hertil

og de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Hvis der er behov for en afgørelse, afhænger det af sagens karakter, om afgørelsen træffes af

Familieretshuset eller Familieretten. Det foreslås således, at det er Familieretten, der træffer

afgørelse bl.a. i sager om forældremyndighed og bopæl samt i sager om samvær, hvis

afgørelsen vil være indgribende for barnet. Hvis afgørelsen skal træffes af Familieretten,

bestemmer Familieretten, om sagen skal behandles i en forenklet familiesagsproces, jf. de i

§ 16, nr. 3, i følgelovforslaget foreslåede §§ 449 d-449 g i retsplejeloven, eller efter

bestemmelserne om behandlingen af civile retssager. Der henvises til bemærkningerne til §

16, stk. 3, i følgelovforslaget og til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.10.

Der henvises til §§ 6, 27 og 28, bemærkningerne hertil og de almindelige bemærkninger,

punkt 3.3.6.

Det røde spor (§ 7-sager):

Komplekse eller konfliktfyldte sager efter forældreansvarsloven.

Familieretshuset møder i disse sager familierne med en tværfaglig tilgang, hvor barnets

bedste er styrende. Familieretshusets behandling og oplysning af sagen og tilbuddene om

konflikthåndtering og rådgivning til familien tilrettelægges efter de konkrete behov, som den

enkelte familie har, og der etableres hvis relevant et tæt samarbejde med de kommunale

sociale myndigheder. Der henvises i denne forbindelse til §§ 22 og 30-32, bemærkningerne

hertil og de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.4. og 3.3.8.

Familieretshusets Børneenhed tilbyder det involverede barn støtte i form af bl.a. en

kontaktperson. Det er endvidere Børneenheden, der afdækker barnets perspektiv og afholder

samtaler med barnet. Der henvises i denne forbindelse til §§ 16-19, bemærkningerne hertil

og de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Det foreslås, at afgørelsen i § 7-sager træffes af Familieretten.

Der henvises til §§ 7 og 29-34, bemærkningerne hertil og de almindelige bemærkninger,

punkt 3.3.7.

Med henblik på at Familieretshuset kan visitere den enkelte sag til behandling i et af de tre spor,

foretages en konkret vurdering af den enkelte sags kompleksitet. En del sager vil dog altid på

baggrund af sagstypens karakter skulle visiteres til behandling i et bestemt spor (lovbestemt

visitation) og foreslås oplistet i § 8. Det drejer sig bl.a. om sager efter ægteskabsloven om

omstødelse af ægteskab, hvor afgørelse altid skal træffes ved dom.

Det foreslås, at visitationen indledes ved en screening, der for de fleste sagers vedkommende er en

integreret del af den obligatoriske selvbetjeningsløsning, som parterne skal anvende i de fleste af de

sager, som Familieretshuset behandler. Til brug for screeningen giver parterne en række

oplysninger om sagen og om familiens forhold. Sager, som Familieretshuset ikke modtager gennem

den digitale selvbetjeningsløsning, screenes manuelt.

Gennem screeningen identificeres sager, der skal behandles i det grønne spor, sager, der er

omfattede af den lovbestemte visitation, og ikke-familieretlige sager, der skal visiteres til

behandling uden for de tre spor, som f.eks. værgemålssager og sager om flytning uden samtykke

efter serviceloven. De øvrige sager overgår til manuel visitation, der foretages af medarbejdere, der

beskæftiger sig med det fagområde, som den enkelte sag vedrører. Ved visitationen anvendes

oplysningerne fra screeningen, oplysninger fra parternes eventuelle tidligere familieretlige sager, og

der kan om nødvendigt indhentes yderligere oplysninger fra parterne.

I sager efter forældreansvarsloven, der ikke er screenede til at kunne visiteres til behandling i grønt

spor, foretages visitationen af medarbejdere med børne- og familiefaglig erfaring eller særlig viden

om konflikthåndtering. Til brug for visitationen anvendes oplysninger fra screeningen, navnligt om

omstændigheder der kan skabe risiko for dårlig trivsel hos barnet. I screeningen skal der endvidere

være fokus på tegn, der indikerer risiko for, at der har været, er eller kan opstå vold, herunder

psykisk vold, mellem parterne eller over for barnet. Det foreslås også, at sager, der er screenede til

behandling i det grønne spor, uanset dette bør visiteres manuelt, hvis parterne tidligere har haft en

sag under behandling i det røde spor.

Med henblik på at skabe et sammenhængende system for familierne foreslås det, at hvis en familie

har flere familieretlige sager under behandling, skal disse som udgangspunkt behandles sammen i

samme spor. Det sikres derved, at der findes helhedsorienterede løsninger. Det kan f.eks. være, at

familien søger en afgørelse om spørgsmål om forældremyndighed og samvær efter

forældreansvarsloven og om børnebidrag efter børnebidragsloven.

Den foretagne visitation kan ændres, hvis udviklingen i sagen under behandlingen giver anledning

til det, f.eks. hvis parternes konfliktniveau ændres, eller der under sagens behandling kommer nye

oplysninger frem, f.eks. om at familien også er påvirket af sociale problemstillinger.

3.3.2. Generelle sagsbehandlingsregler

3.3.2.1. Gældende ret

De enkelte familieretlige love indeholder sagsbehandlingsregler for sager efter de pågældende love.

Disse bestemmelser suppleres af reglerne i forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige

principper.

Statsforvaltningen har generelt mulighed for på skriftligt grundlag at afgøre familieretlige sager.

Det følger dog af enkelte love, at parterne skal indkaldes til et møde. Såfremt Statsforvaltningen i

sager efter andre love finder det nødvendigt eller hensigtsmæssigt som et led i oplysningen af en

sag, kan Statsforvaltningen indkalde parterne til et møde. Parterne har ikke mødepligt, medmindre

andet følger af den for sagen gældende lovgivning.

Med hensyn til myndighedernes indhentning af oplysninger til brug for behandlingen af en

familieretlig sag har Statsforvaltningen og Ankestyrelsen efter forældreansvarsloven,

ægteskabsloven, børnebidragsloven og ægtefælleloven hjemmel til at indhente nødvendige

økonomiske oplysninger om en part i en række sager efter disse love. Den familieretlige lovgivning

indeholder ikke hjemmel til at indhente andre oplysninger om en ansøgers personlige og

familiemæssige forhold. Sådanne oplysninger kan således alene indhentes, hvis kravene i

forvaltningsloven, databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen er opfyldte, herunder hvis

parten har givet samtykke til indhentningen.

Børnebidragsloven, ægteskabsloven og ægtefælleloven indeholder dog bestemmelser om, at det kan

tillægges processuel skadevirkning i en sag om børne- eller ægtefællebidrag, hvis en part undlader

at fremkomme med oplysninger, som myndigheden har anmodet om. I familieretlige sager, der er

rejst ved ansøgning, kan der endvidere på ulovbestemt grundlag indtræde processuel skadevirkning

over for ansøgeren, hvis ansøgeren ikke tilvejebringer de oplysninger, der er nødvendige for, at

myndigheden kan afgøre sagen. Det er dog en forudsætning herfor, at myndigheden har præciseret,

hvilke oplysninger der skal tilvejebringes, og eventuelt vejledt ansøgeren om, hvordan ansøgeren

kan fremskaffe oplysningerne. Den processuelle skadevirkning kan medføre, at myndigheden afslår

ansøgningen under henvisning til de manglende oplysninger eller henlægger sagen.

For så vidt angår sagsbehandlingsfrister og procesledende frister, er der ikke fastsat generelle

bestemmelser herom i den familieretlige lovgivning. Sagsbehandlingsfrister findes alene i

bestemmelser udstedt i medfør af forældreansvarsloven. Det drejer sig om frister for afgørelser om

midlertidigt kontaktbevarende samvær og for midlertidige afgørelser om forældremyndighed og

barnets bopæl.

3.3.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet finder, at det i forbindelse med etableringen af ét familieretligt system

og samlingen i en lov af regler om behandling af familieretlige sager i det nye Familieretshus er

hensigtsmæssigt ligeledes at samle og opstille visse generelle sagsbehandlingsregler for

Familieretshusets behandling af familieretlige sager.

Det er således ministeriets opfattelse, at Familieretshusloven bør indeholde generelle

sagsbehandlingsregler om, hvorvidt sagerne afgøres på skriftligt grundlag, og om indhentning af

oplysninger til brug for Familieretshusets behandling af en sag og processuel skadevirkning. Disse

bestemmelser bør ikke alene gælde for § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager, men i alle de sager, som

Familieretshuset behandler. Der sikres herved et ensartet og gennemskueligt grundlag for

Familieretshusets sagsbehandling til gavn for både Familieretshuset og for parterne.

Børne- og Socialministeriet finder endvidere, at der med henblik på at sikre en hurtig og effektiv

sagsbehandling bør opstilles en række procesledende frister for Familieretshusets sagsbehandling.

På baggrund af den konflikthåndterende tilgang i det nye familieretlige system, hvor der skal tages

udgangspunkt i barnets og familiens behov i den enkelte sag, støtten og sagsbehandlingen skal

tilrettelægges ud fra barnets og familiens behov, og der skal være et tæt samarbejde med de sociale

myndigheder, når det er relevant, findes det derimod ikke hensigtsmæssigt, at der opstilles egentlige

tidsfrister for Familieretshusets afslutning af behandlingen af en sag. Familieretshuset skal dog altid

afslutte behandlingen af en sag hurtigst muligt af hensyn til barnet og familien.

3.3.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i §§ 10-14 opstilles en række generelle sagsbehandlingsregler, der finder

anvendelse for alle sager, som Familieretshuset behandler.

De generelle sagsbehandlingsregler skal for det første regulere Familieretshusets muligheder for at

træffe afgørelse på skriftligt grundlag henholdsvis indkalde parterne til møde som led i sagens

behandling. Det foreslås, for så vidt angår sidstnævnte, at der fastsættes generelle regler til

beskyttelse af ofre for vold mod den retraumatisering, det kan indebære at skulle deltage i et møde

sammen med voldsudøveren.

Det foreslås for det andet, at de generelle sagsbehandlingsregler indeholder bestemmelser om

indhentningen af oplysninger i forbindelse med Familieretshusets sagsbehandling og om

muligheden for at anvende processuel skadevirkning

For at sikre den nødvendige koordinerede tilgang med henblik på beskyttelse af barnets bedste

foreslås der endvidere etableret hjemmel til udveksling af oplysninger mellem Familieretshuset og

de kommunale sociale myndigheder. Det foreslås, at der etableres hjemmel til, at

kommunalbestyrelsen i forbindelse med Familieretshusets visitation af en forældreansvarssag kan

videregive oplysninger om, hvorvidt der er iværksat eller påtænkes iværksat støtteforanstaltninger

efter serviceloven eller en børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven. Der foreslås endvidere

fastsat hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan videregive oplysninger om et barns personlige og

familiemæssige forhold, hvis det er nødvendigt for Familieretshusets behandling af en

forældreansvarssag. For så vidt angår de databeskyttelsesretlige overvejelser i denne henseende

henvises til bemærkningerne til § 13.

Som konsekvens af at Familieretshuset i det nye samlede familieretlige system ikke altid er tillagt

afgørelseskompetencen, foreslås der fastsat regler til sikring af, at parterne i disse sager har samme

adgang til aktindsigt som i de sager, hvor Familieretshuset træffer afgørelse, og hvor

forvaltningslovens regler om partsaktindsigt derfor finder anvendelse.

Der foreslås endelig i § 15 fastsat en række procesledende frister for Familieretshusets behandling

af § 6-sager og § 7-sager og for kontakten med parterne i disse sager. Det handler bl.a. om frister for

visitation af en sag, udsendelse af mødeindkaldelser og udpegning af en kontaktperson for barnet.

Derudover foreslås de gældende frister for afgørelser om midlertidigt kontaktbevarende samvær og

midlertidige afgørelser om forældremyndighed og bopæl videreført uændrede.

3.3.3. Børneenheden

3.3.3.1. Gældende ret

Den familieretlige lovgivning indeholder i et vist omfang regler, der retter sig mod inddragelsen af

barnet i processen. Det fremgår således af § 32 i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal

tilbyde forældre og børn børnesagkyndig rådgivning, hvis forældrene er uenige om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, eller hvis der i øvrigt er et særligt behov herfor.

Barnet kan modtage den børnesagkyndige rådgivning alene eller sammen med forældrene. Der er

ikke nogen aldersgrænse for, hvornår et barn skal have tilbud om rådgivning. Rådgivningen ydes

ofte i tilknytning til en eventuel børnesamtale efter § 34, jf. § 5, i forældreansvarsloven.

Et barn, der er fyldt 10 år, har efter § 35 i forældreansvarsloven en initiativret, som indebærer, at

barnet kan anmode Statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Mødet vil typisk have karakter af et

vejledningsmøde, men der kan også ydes børnesagkyndig rådgivning under mødet. Bestemmelsen

finder navnligt anvendelse, når Familieretshuset ikke har en sag om barnet under behandling.

Den familieretlige lovgivning indeholder ikke herudover bestemmelser om særlige tilbud eller støtte

til børn, hvis forældre har eller har haft en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær

under behandling i Statsforvaltningen. Statsforvaltningen tilbyder dog på ulovbestemt grundlag

rådgivning og støtte til børn i form af rådgivningstelefonen Børnenes Skilsmissetelefon og

børnegrupper for børn i alderen 9-12 år, der lever i brudte familier.

Derudover findes en række regler om direkte inddragelse af barnet i sagsbehandlingen. Der skal

således, som også anført ovenfor, afholdes børnesamtale i medfør af § 34 i forældreansvarsloven.

Hvis Statsforvaltningen beslutter, at barnet skal inddrages i en sag gennem en samtale med barnet,

skal denne samtale efter § 22 i bekendtgørelse nr. 146 af 22. februar 2016 om forældremyndighed,

barnets bopæl og samvær afholdes af en børnesagkyndig. Det følger videre, at barnet skal tilbydes

rådgivning i forbindelse med samtalen, og at forældrene skal orienteres om samtalens karakter og

betydning forud for samtalen, medmindre det vurderes at være unødvendigt. Af retsplejelovens §

450 c fremgår det, at retten anmoder en børnesagkyndig om at gennemføre en samtale med barnet,

og at forældrene også i retten skal orienteres om samtalens karakter i samme omfang som i

Statsforvaltningen.

Efter § 33 i forældreansvarsloven kan der ligeledes iværksættes børnesagkyndige undersøgelser i

sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. En sådan undersøgelse bør som

udgangspunkt indeholde en samtale med barnet.

Det følger endvidere af § 22 i navneloven, at ændring af et barns navn kræver samtykke fra barnet,

hvis det er fyldt 12 år, og at der, hvis barnet er under 12 år, skal foreligge oplysning om dets

holdning til den påtænkte navneændring, i det omfang barnets modenhed og sagens

omstændigheder tilsiger det. På samme måde følger det af § 6 i adoptionsloven, at bevilling til

adoption af en person, der er fyldt 12 år, ikke bør meddeles uden den pågældendes samtykke,

medmindre indhentelse af samtykket skønnes at være til skade for barnet. For et barn under 12 år

gælder, at der skal foreligge oplysning om dets holdning til den påtænkte adoption, i det omfang

barnets modenhed og sagens omstændigheder tilsiger det.

Oplysninger, som tilgår Statsforvaltningen under børnesagkyndig rådgivning af barnet i forbindelse

med en forældreansvarssag, herunder ved børnesagkyndig rådgivning der ydes i forbindelse med en

børnesamtale efter § 34 i forældreansvarsloven, indgår ikke i sagens behandling og er således

fortrolige, medmindre barnet samtykker i videregivelse af oplysningerne.

Det følger af § 8 i forvaltningsloven, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens

behandling kan lade sig bistå af andre. Børn er parter i familieretlige sager, som omhandler deres

forhold. En bisidder har til opgave at støtte parten før, under og efter møder med den pågældende

myndighed. Efter forvaltningslovens § 8, stk. 2, gælder adgangen til at lade sig bistå bl.a. ikke, hvis

partens interesse heri findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser.

En bisidder for et barn kan være en voksen fra barnets netværk, som barnet er tryg ved, og som

barnet eller forældrene selv vælger. Herudover tilbyder Børns Vilkår professionelle bisiddere for

børn, som f.eks. skal til børnesamtale hos Statsforvaltningen. Bisidderne er uddannede

socialrådgivere og har erfaring med at arbejde med børn og unge. Børns Vilkår samarbejder også

med domstolene og fungerer som bisiddere for børn i retssager om forældremyndighed eller barnets

bopæl.

3.3.3.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Cirka hvert tredje barn oplever, at forældrene går fra hinanden. Et brud i familien betyder en

væsentlig ændring i barnets liv, og for en del børn vil der være behov for støtte og hjælp til at

håndtere de udfordringer, der kan følge af forældrenes brud. Dette gælder uanset, om forældrene

samarbejder og selv finder løsninger, eller om de henvender sig til det familieretlige system for at få

hjælp til at løse uenigheder om barnet.

Uanset at forældrenes uenighed drejer sig om barnet, som dermed befinder sig midt i konflikten, så

står barnet i dag i vid udstrækning på sidelinjen, når Statsforvaltningen og domstolene behandler

forældrenes tvist. Barnet bliver inddraget i sagen som et led i sagsoplysningen og kan i den

forbindelse også få tilbudt rådgivning. Barnet kan også henvende sig og bede Statsforvaltningen om

at få forældrene i tale (barnets initiativret). Men herudover er der ikke et særskilt fokus på barnet,

og hvordan barnet har det.

Henvender forældrene sig til det familieretlige system, fordi de har behov for hjælp til at løse

uenigheder om barnet, tilsiger hensynet til barnet efter Børne- og Socialministeriets opfattelse, at

systemet har tilbud til barnet om støtte og hjælp. Dette gælder særligt i forhold til de meget

konflikttunge sager, hvor barnet er allermest udsat, og hvor det efter ministeriets opfattelse også kan

være nødvendigt at yde barnet særlig støtte uden forældrenes samtykke. Men også de børn, hvis

forældre med lidt hjælp fra systemet bliver enige om en løsning, vil kunne have behov for hjælp og

for, at der sættes fokus på barnets trivsel undervejs i processen.

Samtidig er det efter Børne- og Socialministeriets opfattelse afgørende, at en eventuel direkte

inddragelse af barnet i sagen med henblik på at belyse barnets perspektiv sker på en for barnet tryg

og skånsom måde.

For at sikre at barnets trivsel sættes i centrum i et nyt familieretligt system, og at barnets behov

undervejs i processen mødes på en anden måde end i dag, bør indsatsen for børn i brudte familier

styrkes. Ministeriet finder, at det bedst sker ved, at indsatsen samles i en særskilt enhed i

Familieretshuset, Børneenheden, der fokuserer på barnets behov og yder støtte til børn, der har

behov herfor som følge af forældrenes brud.

Etableringen af en særskilt børneenhed har således til formål at sikre, at barnets møde med det

familieretlige system bliver så trygt og skånsomt som muligt for barnet, og at barnet ikke efterlades

alene i forældrenes konflikt med et behov for støtte. Etableringen af Børneenheden vil efter

ministeriets opfattelse også understøtte det grundlæggende princip i forældreansvarsloven om

inddragelse af barnets perspektiv i en sag om barnet. Ministeriet finder, at der med etablering af en

særskilt enhed for børnene sker en styrkelse af barnets stemme og barnets deltagelse i processen,

herunder gennem fokus på formidling til børnene af deres rettigheder og muligheder for at påvirke

sagen gennem initiativretten.

Ministeriet er opmærksomt på, at alle børn kan have behov for støtte, og derfor bør Børneenhedens

tilbud om støtte også være rettet mod alle børn i brudte familier både børn, hvis forældre har en sag

i Familieretshuset, og børn, hvis forældre ikke har en sag. Selvom tilbuddene bør gælde uanset, om

der er tale om en § 5-sag, en § 6-sag eller § 7-sag, så er ministeriet dog også af den opfattelse, at

Børneenhedens tilbud i tråd med den overordnede intention om at skabe et familieretligt system

med tilpassede løsninger og tilbud bør modsvare det enkelte barns behov.

Det er således ministeriets vurdering, at børn, hvis forældre blot skal have registreret en aftale i en §

5-sag, sjældent vil have behov for den individuelle støtte, som Familieretshuset tilbyder efter

lovforslagets kapitel 6. Derimod vil deres børn kunne have gavn af Børneenhedens åbne tilbud

såsom deltagelse i en børnegruppe. Det er således vurderingen, at det primært vil være børn, hvis

forældre har en sag under behandling som en § 6-sag eller § 7-sag, der har behov for individuel

støtte. Ministeriet finder, at Børneenheden bør have et særligt fokus på børn, der er involverede i en

§ 6-sag eller en § 7-sag, da disse børn typisk vil være de mest udsatte grundet forældrenes

konfliktniveau og/eller familiens sociale problemer.

Børns forskellige behov for hjælp bør ifølge ministeriet afspejles i de redskaber og tilbud,

Børneenheden råder over, og måden, de anvendes på. Det er efter ministeriets opfattelse ligeledes

vigtigt at anskue Børneenhedens indsats for børnene i sammenhæng med Familieretshusets

overordnede målsætning om at styrke forældrenes samarbejde. De forskellige redskaber og

støttende tiltag, der anvendes i Familieretshuset, bør således have det til fælles, at de styrker både

forældrenes og børnenes evne til at håndtere den situation, familien er i.

Forankringen af de forskellige tilbud i Børneenheden vil efter ministeriets opfattelse sikre

sammenhæng i støtten til barnet, ikke blot under sagens forløb, men også efterfølgende med

yderligere tilbud om rådgivning og støtte, hvis der er behov for det.

Et barn kan i dag møde flere forskellige personer, når det bliver inddraget i en sag. Ministeriet

finder, at det er et vigtigt hensyn ved tilrettelæggelsen af sagsbehandlingen, herunder gennemførelse

af tilbud om rådgivning og anden støtte, at barnet kommer i kontakt med så få personer som muligt

under Familieretshusets og Familierettens behandling af sagen. Det må således være en målsætning

i det nye system, at det enkelte barn oplever kun at møde én eller få personer, også hvis sagen

skifter spor undervejs, og hvis sagen skal afgøres af Familieretten. Denne målsætning kan

understøttes ved at lade én person følge barnet gennem forløbet eller som minimum at lade

Børneenheden følge sagen frem til en afgørelse. Barnet bør ikke unødigt møde nye voksne i

Familieretten, der har til opgave at tage hånd om barnet og tale med barnet, og barnet bør ikke

opleve at miste den støtte, det måtte have fået i Familieretshuset, i den afsluttende fase af forløbet.

Ministeriet finder således, at barnet skal kunne få en fast kontaktperson fra Børneenheden, som

sætter barnet først, taler med barnet, når det inddrages gennem en samtale, følger barnet gennem

forløbet, og som kan svare på barnets konkrete spørgsmål, når forældrenes uenighed er svær at

håndtere. Det må antages, at børn i de komplekse sager i særlig grad kan have et behov for at få en

kontaktperson.

For så vidt angår gennemførelsen af børnesamtaler, finder ministeriet det hensigtsmæssigt at

videreføre de regler, der allerede gælder i dag. De krav, der gælder, er dog efter ministeriets

opfattelse så vigtige, at de bør fremgå af loven. En børnesamtale bør altid gennemføres af en

børnefaglig medarbejder fra Børneenheden med særlige forudsætninger herfor og mest

hensigtsmæssigt af en eventuelt udpeget kontaktperson. Det bør efter ministeriets opfattelse også

være Børneenheden, der gennemfører samtalen i Familieretten af hensyn til målsætningen om, at

barnet skal møde færrest mulige voksne i processen. Endvidere vil det skabe mulighed for at

vurdere, om barnet på dette tidspunkt i sagsforløbet har behov for andre af Børneenhedens tilbud.

Da børnesamtalen er et led i belysning af barnets perspektiv og dermed af sagens omstændigheder,

bør en samtale efter ministeriets opfattelse afholdes tidligt i sagsforløbet, men i visse tilfælde kan

det dog efter ministeriets opfattelse være hensigtsmæssigt at udskyde en mere sagsoplysende

samtale til sagens behandling i Familieretten og i stedet have fokus på barnets trivsel i samtaler og

kontakt med barnet under sagens behandling i Familieretshuset. Ministeriet finder dog anledning til

at understrege, at den nærmere tilrettelæggelse af sagens forløb altid bør ske efter en konkret

vurdering, og at det således kan være nødvendigt at gennemføre en samtale med barnet både i

Familieretshuset og i Familieretten. I så fald bør det efter ministeriets opfattelse være den samme

børnefaglige medarbejder, som gennemfører samtalen.

Det må almindeligvis anses for en forudsætning for at gennemføre en samtale, at samtalen

tilrettelægges og forberedes sådan, at den foregår på en tryg og tillidsvækkende måde for barnet.

Ministeriet ønsker at styrke samtalen ved, at den efter behov og i højere grad, end det er tilfældet i

dag, bør kunne gennemføres som et samtaleforløb. Dette skal sikre, at barnet er bedre forberedt på

samtalen, at der er den nødvendige tid til at tale og efter behov mulighed for en opfølgning på

løsningen af forældrenes uenighed.

Uanset at samtalen styrkes af hensyn til barnet, vil der fortsat være børn, for hvem det vil kunne

have betydning at blive støttet af en udenforstående voksen under samtalen. Ministeriet finder

derfor, at det bør være en ret for barnet at have en bisidder med. Hvis der efter en konkret vurdering

er forhold, der taler imod, at barnet har en bisidder eller en bestemt bisidder med, bør denne

beslutning efter ministeriets opfattelse træffes af Familieretshuset. Hertil kommer, at hvis børn skal

kunne udnytte retten til at medbringe en bisidder, må de kende den. Derfor finder ministeriet også,

at Børneenheden bør vejlede børn, der skal deltage i en samtale eller et møde om muligheden for at

have en bisidder med. Det er videre ministeriets opfattelse, at Børneenheden, hvis det er

nødvendigt, bør hjælpe barnet med at finde en bisidder eller vejlede om muligheden for at få en

bisidder fra Børns Vilkårs bisidderkorps. Dermed sikres det, at retten til en bisidder ikke bliver

illusorisk for barnet.

På samme måde som ministeriet ønsker at lovfæste en række krav til gennemførelsen af en samtale,

så finder ministeriet, at det af hensyn til børnenes retssikkerhed tydeligt bør fremgå af reguleringen

af Børneenhedens opgavevaretagelse, i hvilket omfang der kan videregives oplysninger fra

samtaler, rådgivning m.v. til behandlingen af en verserende sag.

3.3.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at indsatsen for børn i brudte familier styrkes og samles i en særskilt enhed i

Familieretshuset. Børneenheden skal have fokus på barnets trivsel og barnets bedste under

behandlingen af en sag i Familieretshuset og skal følge barnet ind i Familieretten. Børneenheden

skal sørge for, at barnets perspektiv afdækkes på en så tryg og skånsom måde som muligt, herunder

at barnet kommer i kontakt med så få personer som muligt. Det foreslås derfor også, at

børnesamtaler i Familieretten gennemføres af Børneenheden. Børneenheden og dens opgaver

foreslås reguleret i lovens kapitel 5.

Det foreslås, at Børneenheden skal yde støtte og rådgivning til børn, der er påvirkede af

familieretlige problemstillinger med henblik på at hjælpe barnet og understøtte dets trivsel med

udgangspunkt i barnets behov for støtte. For at understøtte dette foreslås det, at Børneenheden skal

varetage en række forskellige støtte- og rådgivningsopgaver. Der er først og fremmest tale om

tilbud til børn, som er involverede i en sag, der er under behandling i det nye familieretlige system.

Men Børneenheden skal også have tilbud til børn, der lever i brudte familier, uden at tilbuddet er

betinget af, at der er en sag under behandling.

Med forslaget om etablering af Børneenheden forudsættes det, at eksisterende tilbud om samtaler,

herunder som forløb, bisidning, rådgivning, børnegrupper og en rådgivningslinje særligt målrettet

børn videreføres som nogle af de tilbud, der skal være til rådighed for børnene i Børneenheden.

Det foreslås, at sagsbehandlingsskridt, der indebærer en direkte inddragelse af barnet i sager, der

behandles af Familieretshuset, som udgangspunkt foretages af Børneenhedens specialiserede

børnesagkyndige kompetencer for derved at bevare fokus på barnets tryghed og trivsel og for at

styrke inddragelsen af barnets perspektiv. Det foreslås i forlængelse heraf, at en børnesamtale i

Familieretten gennemføres af Børneenheden. Det vil dermed være en børnesagkyndig fra

Børneenheden, der afholder samtalen, og vedkommende vil have mulighed for at vurdere, om

barnet har behov for andre af Børneenhedens tilbud.

Det foreslås også, at barnet kan få en fast kontaktperson fra Børneenheden, som følger barnet

gennem hele forløbet. Tilbuddet om en kontaktperson retter sig mod alle børn, men vil være særligt

relevant i forhold til de børn, som vil have behov for individuel støtte, dvs. primært børn, der er

involverede i en § 6-sag eller en § 7-sag. Tildeling af en kontaktperson forudsætter ikke samtykke

fra forældrene i de tilfælde, hvor Børneenheden vurderer, at denne form for støtte er nødvendig for

barnet.

Endvidere foreslås det, at børns adgang til en bisidder i en familieretlig sag videreføres og styrkes

ved at indsætte en særbestemmelse herom i Familieretshusloven. Det foreslås også, at

Børneenheden skal yde støtte til, at barnet får en bisidder, hvis der er behov for det.

Det foreslås også at indsætte regler om videregivelse af oplysninger fra en børnesagkyndig

rådgivning m.v. til brug for behandlingen af en sag i Familieretshuset. Med bestemmelsen

videreføres den retstilstand, der hidtil har været gældende i disse situationer. Det foreslås, at

forbuddet mod videregivelse af oplysninger uden barnets samtykke gælder for oplysninger, som

barnet er fremkommet med i forbindelse med at have modtaget støtte i Børneenheden uanset

støtteformen, og altså ikke kun for oplysninger givet under den børnesagkyndige rådgivning.

Derimod kan oplysninger fremkommet i forbindelse med en børnesamtale i udgangspunktet

videregives til brug for sagsbehandlingen, medmindre barnet modsætter sig. Bestemmelsen

medfører ikke en fravigelse af underretningspligten efter serviceloven. Medarbejderen i

Børneenheden vil således efter § 153 i serviceloven være forpligtet til at underrette

kommunalbestyrelsen, hvis medarbejderen får kendskab til eller grund til at antage, at barnet kan

have behov for særlig støtte efter serviceloven eller har været udsat for overgreb.

Endelig foreslås det, at børne- og socialministeren kan bestemme, at Børneenheden skal varetage

yderligere opgaver, der har en naturlig sammenhæng med Børneenhedens formål, f.eks. at

Børneenheden pålægges at have yderligere åbne tilbud, end hvad der følger af loven. Ministeren

kan ligeledes pålægge Børneenheden at varetage yderligere opgaver i relation til behandlingen af

konkrete sager. Dermed understøttes det udviklingsperspektiv, der også ligger til grund for

etableringen af Børneenheden. Det er således også intentionen, at Børneenheden skal have et

løbende fokus på metodeudvikling og forbedring af den hjælp, der gives til børnene, ligesom

ministeriet finder, at det vil være naturligt, at den viden, som Børneenheden oparbejder over tid,

deles med andre fagpersoner, som kommer i kontakt med børn, der lever i brudte familier.

3.3.4. Tilbud om konflikthåndtering og rådgivning

3.3.4.1. Gældende ret

Med ikraftsættelsen af den familieretlige strukturreform i januar 2007 og ikraftsættelsen af

forældreansvarsloven i oktober 2007 blev tilgangen til sagsbehandlingen i sager om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær ændret i retningen af et større fokus på at hjælpe

forældrene med selv at finde løsninger med hjælp fra professionelle, herunder både jurister og

børnesagkyndige.

Det fremgår af § 31 a i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal indkalde parterne til et

indledende møde, medmindre sagen alene vedrører en afgørelse om anden kontakt.

Statsforvaltningen kan efter bestemmelsen undlade at indkalde parterne, hvis det er unødvendigt

eller uhensigtsmæssigt at afholde et møde. Parterne har efter § 31 a, stk. 2, pligt til at deltage i

mødet, medmindre helt særlige omstændigheder gør sig gældende. En stor del af disse indledende

vejledningsmøder afholdes i dag som såkaldte samarbejdsmøder under ledelse af en

børnesagkyndig. Samarbejdsmødet skal sikre, at det første skridt i sagens behandling er en

børnesagkyndig tilgang til forældrenes uenighed og dermed en støtte til forældrene i at holde fokus

på barnets bedste. Vejledningsmøderne kan også afholdes som tværfaglige møder, hvor både en

jurist og en børnesagkyndig deltager.

Det fremgår af § 32 i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal tilbyde børnesagkyndig

rådgivning eller konfliktmægling til parter, der ikke er enige om forældremyndighed, barnets bopæl

eller samvær, medmindre det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Statsforvaltningen kan efter §

32, stk. 2, også tilbyde børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling i andre tilfælde, hvis der er

et særligt behov. Der kan således ydes rådgivning eller konfliktmægling uanset, at parterne ikke på

det pågældende tidspunkt har en sag under behandling hos Statsforvaltningen. Konfliktmægling hos

Statsforvaltningen er betinget af, at begge forældre deltager, mens dette ikke er et krav ved

børnesagkyndig rådgivning. Statsforvaltningen tilrettelægger konfliktmæglingen eller rådgivningen

og bestemmer dens omfang. I den periode, hvor der ydes konfliktmægling eller rådgivning, sættes

Statsforvaltningens behandling af sagen i bero med henblik på at afvente, om parterne gennem

konfliktmæglingen når til enighed.

I forlængelse af udviklingen i retningen af større fokus på en konflikthåndterende tilgang til

behandlingen af forældres uenighed om barnet, har Statsforvaltningen i perioden 2015-18 kørt

forsøgsprojektet ”Konflikthåndtering

som forebyggelse

–

når forældre skilles”. Dette var en

forebyggelsesindsats, hvor forældre, der henvendte sig til Statsforvaltningen for første gang, blev

mødt af et samlet system, som dog var opdelt i et omsorgs- og vidensrum (forebyggelse) og i et

myndighedsudøvende rum (afgørelse). Foreløbige erfaringer fra projektet viser bl.a., at op imod

halvdelen af de forældre, som henvendte sig i Statsforvaltningen for første gang, havde et meget

højt konfliktniveau, og at en relativt stor andel havde udfordringer ud over uenigheden om barnet.

En del af disse forældre indgik derfor ikke i konflikthåndteringsprojektet, da vurderingen var, at de

ikke ville kunne profitere af den indsats, der blev tilbudt. Endvidere tegner der sig et billede af, at

en del forældre, uafhængigt af deres konfliktniveau, tog imod tilbuddet om indledende støtte i form

af en enkelt samtale med en børnesagkyndig, men takkede nej til opfølgende indsats i form af

forældresamarbejdskurser.

3.3.4.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Der har gennem flere år været et stigende fokus på at anvende forligsbestræbelser i

sagsbehandlingen for at hjælpe forældre til selv at finde løsninger på deres uenigheder om barnet.

Der er løbende sket en udvikling i konflikthåndteringstilbuddene for at forfølge dette fokus og

samtidigt imødekomme den efterspørgsel på en anden form for tvistløsning end en juridisk

afgørelse, der også i stigende grad har været hos forældrene.

Forældreansvarsloven hviler på en forudsætning om, at forældrene selv rummer de bedste løsninger

for deres barn og dermed løsningen af deres tvist, og der kan efter loven gives forskellige former for

støtte hertil, f.eks. børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling. Erfaringerne viser, at det i en

stor del af forældreansvarssagerne lykkes at formå forældrene til selv at finde løsninger på

uenighederne.

Børne- og Socialministeriet finder, at de eksisterende tilbud i nogen grad er standardiserede uden

særskilt fokus på forældrenes konkrete behov. At tilbuddene i mindre grad tilrettelægges ud fra

sagernes problemtyngde betyder, at familierne i udgangspunktet modtager den samme form for

støtte uden et tilstrækkeligt hensyn til konfliktniveauet og sagens karakter.

Det er Børne- og Socialministeriets opfattelse, at forældrene i langt de fleste tilfælde selv finder

frem til de bedste løsninger for deres barn. Samtidig er det opfattelsen, at forældrene i nogle tilfælde

kan trække på de erfaringer, som de har gjort sig med at løse konflikten, næste gang der opstår en

uenighed.

Ministeriet finder, at det i lyset heraf bør være en målsætning for det nye familieretlige system, at

familierne mødes med en konflikthåndterende tilgang. Ministeriet finder derfor, at Familieretshuset

gennem sin opgavevaretagelse bør søge at styrke forældrenes samarbejde, så de selv tager ansvar

for at finde en løsning og dermed begrænser belastningen af barnet og på sigt forebygger nye

uenigheder og konflikter mellem dem.

Det overordnede formål med Familieretshusets rådgivnings- og konflikthåndteringstilbud er at

understøtte barnets trivsel. Det er efter ministeriets opfattelse derfor vigtigt, at der ved

tilrettelæggelsen af det enkelte konflikthåndteringsforløb også tages hensyn til den samtidige

belysning af barnets perspektiv og til et eventuelt parallelt støtteforløb for barnet i Børneenheden.

Den overordnede målsætning om at møde familierne med en konflikthåndterende tilgang bør ikke

kun gælde forældreansvarssager, idet rådgivnings- og konflikthåndteringstilbud efter ministeriets

opfattelse også vil kunne være relevant i andre sagstyper. Ministeriet finder dog, at kerneområdet

for sådanne tilbud er forældreansvarssagerne. Det bemærkes i sammenhæng hermed, at karakteren

af en ikke ubetydelig del af de øvrige sager medfører, at sagen kan behandles på skriftligt grundlag,

og at der dermed ikke på samme måde er behov for tilbud om konflikthåndtering. Dette gælder

f.eks. sager om ægtefællebidrag og en stor del af børnebidragssagerne.

I forlængelse heraf bør det efter ministeriets opfattelse samtidig holdes for øje, at Familieretshuset i

højere grad, end det er tilfældet i dag bør forsøge at afdække en eventuelt mere grundlæggende

konflikt, som kommer til udtryk ved forældrenes forskellige juridiske tvister og dermed skabe et

sammenhængende forløb for familierne.

For at indfri målsætningen om en konflikthåndterende tilgang til familierne er det efter ministeriets

opfattelse centralt, at der er relevante og kvalificerede tilbud om rådgivning og konflikthåndtering

til rådighed for forældrene eventuelt med inddragelse af børnene.

Tilrettelæggelsen af rådgivnings- og konflikthåndteringstilbuddene bør efter ministeriets opfattelse

ses i sammenhæng med behovet for en helhedsorienteret tilgang i forhold til familiernes uenigheder

og udfordringer, hvor systemet tilpasser sig familiens behov og ikke omvendt. Det er derfor

ministeriet opfattelse, at den differentierede behandling af sagerne, som følger af den foreslåede

inddeling i § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager, også skal afspejles i de tilbud om rådgivning og

konflikthåndtering, som tilbydes børn og forældre, således at tilbuddene tilpasses den enkelte

families behov. Ministeriet bemærker i den forbindelse, at der erfaringsvist vil være familier, som

kan drage nytte af et rådgivningsforløb eller samarbejdskurser, mens der i andre familier vil være

behov for individuelle samtaler. Der vil også være forældre, som klarer sig uden hjælp fra

myndighederne, men som alligevel kan have behov for viden og redskaber til øget forståelse for

egen og barnets situation.

Henset til, at en stor del af de forældre, som henvender sig med mindre uenigheder om barnet,

erfaringsvist selv finder en løsning med støtte af en enkelt samtale. finder ministeriet, at langt de

fleste forældreansvarssager, der skal behandles som § 6-sager, bør indledes med et

konfliktafdækkende møde med en børne- og familiefaglig medarbejder. Der bør åbnes mulighed

for, at mødet kan ændres til egentlig mægling, hvis det viser sig at være forældrenes behov. For de

forældre, som ikke bliver enige, vil et sådant indledende møde kunne fungere som indgang til de

øvrige tilbud om konflikthåndtering og dermed sikre en systematisk og kvalificeret fordeling af

tilbud efter behov.

For så vidt angår forældreansvarssager, der behandles som § 7-sager, finder ministeriet på baggrund

af ovennævnte erfaringer, at konflikthåndteringstilbud også i disse sager kan være gavnligt dog ikke

med henblik på at forældrene finder en løsning, men med det formål at dæmpe forældrenes konflikt

under sagens behandling og sikre barnets trivsel. Forældrene i § 7-sager bør derfor også tilbydes

rådgivning og konflikthåndtering. Da forældrene i § 7-sager har et meget højt konfliktniveau, bør

det i hvert enkelt sag overvejes, om der bør gives andre tilbud, herunder f.eks. individuelle samtaler,

hvor formålet primært vil være at styrke forældrenes forståelse af og fokus på barnet og dets behov.

Det er efter ministeriets opfattelse vigtigt, at der ved tilrettelæggelsen af tilbuddet tages højde for de

særlige udfordringer, disse familier kan have, f.eks. at forældrene ikke nødvendigvis skal deltage

sammen, eller at elementer fra et tilbud anvendes i forhold til én af forældrene og ikke begge.

Samtidig finder ministeriet, at tilrettelæggelsen af det konkrete tilbud bør indgå i den koordinerede

tilgang til familiens udfordringer, som efter lovforslaget kan fastlægges i samarbejde med de

kommunale myndigheder. Det bemærkes endvidere, at det rådgivende og støttende arbejde, der

iværksættes i forhold til forældrene, konkret vil kunne føre til, at de som en afledt virkning løser

deres konflikt, eventuelt også understøttet af sociale foranstaltninger iværksat af kommunen.

Ministeriet bemærker endeligt, at de forskellige tilbud i vid udstrækning er et led i behandlingen af

en sag og således også et led i at løse forældrenes uenighed, enten konkret eller mere

grundlæggende. Udbyttet af de forskellige tilbud afhænger efter ministeriets opfattelse i høj grad af

forældrenes vilje til at deltage. Henset hertil og til at der efter ministeriets opfattelse bør være fokus

på at sikre sagens fremdrift, vil en eventuel modvilje fra en forælder i forhold til at medvirke

betyde, at sagen ikke kan løses ved konflikthåndtering, men i stedet må løses ved en afgørelse.

Ministeriet finder endvidere, at nogle af Familieretshusets rådgivnings- og konflikthåndteringstilbud

bør være såkaldte ”åbne tilbud”, der også kan

benyttes af forældre, som ikke har en sag under

behandling i Familieretshuset. Dette gælder bl.a. støtte via digitale værktøjer med viden om børns

og egne reaktioner i forhold til et brud samt rådgivning. Andre tilbud bør efter ministeriets

opfattelse være særligt målrettet forældre, som har en sag under behandling i Familieretshuset.

Dette omfatter bl.a. tilbud om individuelle samtaler i komplekse sager og samarbejdskurser.

Etablering og tilrettelæggelse af ensartede, kvalificerede og målrettede tilbud til familierne kræver

efter ministeriets opfattelse en mere systematisk og organiseret tilrettelæggelse end i dag. Med afsæt

i erfaringer fra eksisterende tilbud, herunder satspuljeprojektet ”Forældre sammen – hver for sig”,

bør de eksisterende tilbud styrkes, og nye tilbud etableres. For at sikre at familierne til stadighed

mødes med kvalificerede tilbud, som reelt passer til deres behov, finder ministeriet, at der i

Familieretshuset løbende bør være fokus på metodeudvikling.

3.3.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at alle sager mødes med en konflikthåndterende tilgang i Familieretshuset, og at

Familieretshuset herudover skal varetage åbne rådgivnings- og konflikthåndteringstilbud til

familier, som ikke har en sag i Familieretshuset.

Det foreslås, at Familieretshuset kan tilbyde parter støtte i form af bl.a. rådgivning og

konfliktmægling med henblik på, at de selv finder løsninger på deres uenigheder. Rådgivningen,

som ikke er terapi eller behandling, skal hjælpe forældrene med at indgå konkrete aftaler om

samvær eller forældremyndighed, men kan også medvirke til at dæmpe konfliktniveauet. Med

konfliktmægling hjælpes forældrene gennem forhandling til at løse deres uenighed på en måde, de

begge kan acceptere. Resultatet af en konfliktmægling kan således også være andet eller mere end

blot en aftale.

Kerneområdet for tilbud om rådgivning og konflikthåndtering er forældreansvarssager, men

tilbuddene er ikke begrænsede til disse sager, idet rådgivning og konflikthåndtering også vil kunne

være relevant i andre sagstyper.

Det foreslås, at Statsforvaltningens eksisterende rådgivnings- og konfliktmæglingstilbud videreføres

i Familieretshuset, men at indsatsen styrkes ved etablering af nye tilbud i form af bl.a. et digitalt

værktøj, samarbejdskurser og individuelle samtaler i komplekse sager. Det digitale værktøj er et

onlinekursus i håndtering af forskellige temaer i forlængelse af en samlivsophævelse. For forældre

med et lavere konfliktniveau vil løsningen være et enkelt og let tilgængeligt redskab til styrkelse af

forældresamarbejdet. Samarbejdskurserne er kurser/undervisning i forældresamarbejde kombineret

med samtaleøvelser og supplerende samtaler. Forældrene får gennem disse kurser viden,

perspektiver og redskaber, som skaber øget forståelse for både deres egen og børnenes situation i

skilsmissen. Der fokuseres forebyggende på at styrke forældrenes kommunikationsfærdigheder og

evner til at håndtere konflikter. De individuelle samtalers formål er primært at styrke forældrenes

forståelse af og fokus på barnet og dets behov.

Den differentierede behandling af § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager skal afspejles i de tilbud om

rådgivning og konflikthåndtering m.v., som tilbydes børn og forældre, sådan at disse i højere grad

end i dag tilpasses den enkelte families behov.

Det foreslås endvidere, at Familieretshuset skal stille det digitale forløb til rådighed, som er et

obligatorisk element i refleksionsperioden, jf. den i § 2, nr. 12, foreslåede § 42 a i ægteskabsloven. I

forlængelse heraf foreslås det, at Familieretshuset i refleksionsperioden skal tilbyde parterne en

rådgivnings- og afklaringssamtale, der kan understøtte forældrenes mulighed for at arbejde med

deres relation og blive bedre til at forstå børns reaktion på en samlivsophævelse og skilsmisse. Da

disse hensyn også gør sig gældende for ugifte forældre, der ophæver samlivet og har fælles børn

under 18 år, foreslås det, at rådgivnings- og afklaringssamtalen ligeledes gøres til et tilbud for disse

forældre.

3.3.5. Behandling af § 5-sager

3.3.5.1. Gældende ret

Efter gældende ret følger det af den for sagen gældende lovgivning, hvordan Statsforvaltningen

eller Ankestyrelsen afslutter en enkel sag efter den familieretlige lovgivning.

Det fremgår således af §§ 9 og 10 og § 13, stk. 1, i forældreansvarsloven, at afslutning af en sag om

aftale om forældremyndighed sker ved Statsforvaltningens modtagelse af en anmeldelse af aftalen.

Statsforvaltningen kan efter forældreansvarsloven udstede en samværsresolution om forældrenes

aftale om samvær. Sager om børnebidrag og ægtefællebidrag kan ligeledes afsluttes ved, at

Statsforvaltningen udsteder en resolution, et såkaldt bidragsdokument, om parternes aftale om

bidraget.

Det fremgår af § 42 i ægteskabsloven, at en sag om separation eller skilsmisse, hvor parterne er

enige, herunder også om vilkårene, afsluttes ved Statsforvaltningens udstedelse af en bevilling.

Statsforvaltningen afslutter en sag om faderskab eller medmoderskab efter § 1 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1,

§ 3 b, stk. 1, og § 14 i børneloven, hvor der ikke foreligger en tvist, ved registrering af faderskabet

eller medmoderskabet. I sager om efternavne efter § 6, stk. 2, i navneloven afslutter Ankestyrelsen

sagen ved at modtage en anmeldelse.

3.3.5.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

En af målsætningerne for det nye familieretlige system er at skabe enkle forløb for familierne.

Sager, hvor parterne er enige, håndteres allerede i dag simpelt og smidigt. Denne hurtige proces for

borgerne bør efter Børne- og Socialministeriets opfattelse bevares, sådan at der ikke skabes mere

komplicerede forløb end i dag.

Med den indledende visitation til behandlingen som § 5-sag vil det efter ministeriets opfattelse være

muligt i en række sager at optimere sagsforløbet yderligere ved, at det allerede ved sagens

modtagelse og ikke først senere i forløbet konstateres, at henvendelsen kan og skal håndteres enkelt

og hurtigt. For at opnå dette er det omvendt også ministeriets opfattelse, at visitation til behandling

som en § 5-sag kun skal omfatte sager, hvor der er en enighed mellem parterne, som blot skal

anmeldes eller registreres, f.eks. i form af udstedelse af et dokument, der gengiver aftalens indhold.

Sager, hvor der er uenighed, og som derfor skal afsluttes med en afgørelse, bør således efter

ministeriets opfattelse behandles som § 6-sager, uanset at der isoleret set er tale om helt enkle sager,

eksempelvis hvor en forælder protesterer mod at skulle betale normalbidraget til et fælles barn.

Børne- og Socialministeriet finder, at et administrativt system er velegnet til at håndtere denne type

henvendelser, ligesom hensynet til borgernes adgang til en hurtig sagsbehandling tilsiger, at

henvendelsen ikke sendes videre til anden myndighed. Ministeriet er i tråd hermed af den opfattelse,

at § 5-sager bør afsluttes af Familieretshuset.

3.3.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Familieretshuset afslutter en enkel sag, der er visiteret til behandling som en § 5-

sag, ved at modtage en anmeldelse, godkende, registrere eller notere en aftale, udstede en bevilling

eller resolution i overensstemmelse med en aftale eller give en tilladelse eller godkendelse.

Det foreslås videre, at § 5-sager kun kan afsluttes på de måder, der fremgår af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.1.

3.3.6. Behandling af § 6-sager

3.3.6.1. Gældende ret

Efter gældende ret følger det af den for sagen gældende lovgivning, hvorvidt en mindre enkel sag

afsluttes ved, at Statsforvaltningen, Ankestyrelsen eller retten træffer afgørelse efter den

familieretlige lovgivning. Det følger endvidere af den for sagen gældende lovgivning, hvorvidt og i

givet fald hvilken myndighed afgørelsen kan påklages til eller indbringes for.

Det fremgår således af forældreansvarsloven, at retten træffer afgørelse om forældremyndighed

efter §§ 11 og 14 i forældreansvarsloven og om barnets bopæl efter § 17 i forældreansvarsloven.

Det fremgår endvidere af forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen har kompetence til at træffe

afgørelse i en række andre sagstyper. Det drejer sig om afgørelse om forældremyndighed ved

dødsfald efter §§ 15 og 15 a, samvær efter §§ 20 og 21, anden kontakt end samvær efter § 22,

orientering om barnet efter § 23, stk. 3, mulighed efter § 25 for at tage barnet med til udlandet,

Færøerne og Grønland i en kortere periode, forældremyndighed når

forældremyndighedsindehaveren er forhindret i at træffe bestemmelse om barnets personlige

forhold efter § 28, og afgørelse i sager om klage vedrørende orientering om barnet efter § 41, stk. 5.

Efter § 26 i forældreansvarsloven træffes midlertidig afgørelse om forældremyndighed og bopæl

under behandlingen af en sag herom af den myndighed, dvs. Statsforvaltningen eller retten, der

behandler sagen i øvrigt. Midlertidig afgørelse om samvær og anden kontakt efter § 29 træffes af

Statsforvaltningen eller i særlige tilfælde af Ankestyrelsen, og midlertidig afgørelse om

kontaktbevarende samvær efter § 29 a træffes af Statsforvaltningen. Efter § 41, stk. 1, i

forældreansvarsloven kan Statsforvaltningens afgørelser efter forældreansvarsloven som

udgangspunkt påklages til Ankestyrelsen.

Efter ægteskabsloven træffer Statsforvaltningen afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag og

ændring heraf, jf. § 50, stk. 1, og § 53, stk. 2, i ægteskabsloven, og om klage over den kommunale

prøvelsesmyndigheds afgørelser om dispensation for visse ægteskabsbetingelser m.v., jf. § 58 b.

Statsforvaltningens afgørelser kan efter § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven påklages til Ankestyrelsen.

Retten træffer efter ægteskabsloven afgørelse om omstødelse af ægteskab, jf. §§ 23 og 24,

separation og skilsmisse og om vilkårene herfor, jf. § 43, pligten til at betale ægtefællebidrag og

ændring af bidragspligt, jf. § 50, stk. 1, og § 53, stk. 1, ændring af bidragspligt og størrelse af

ægtefællebidrag fastsat ved aftale, jf. § 52, vilkår for separation og skilsmisse, jf. § 55, og ændring

m.v. af aftale om formuedeling, bidragspligt eller andre vilkår, jf. § 58. Statsforvaltningens

afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen, jf. § 58 a, stk. 1.

Efter børnebidragsloven træffer Statsforvaltningen afgørelse om børnebidrag. Statsforvaltningens

afgørelser kan efter § 21, stk. 1, i børnebidragsloven påklages til Ankestyrelsen.

Efter bidragsopkrævningsloven træffer Statsforvaltningen efter § 2, 2. pkt., afgørelse i sager, hvor

der er fremsat indsigelse mod eksistensen af et krav om underholdsbidrag, hvis kravet følger af

udenlandsk ret og er omfattet af lovens § 2, stk. 2, og efter § 20 træffer Statsforvaltningen

beslutning om, at reglerne i § 19 om opfyldelse af bidragspligt eller sikkerhed for opfyldelse af

bidragspligt finder anvendelse over for en mand, der er part i en påbegyndt faderskabssag. Det

fremgår af § 23 a, stk. 2, i bidragsopkrævningsloven, at Statsforvaltningens afgørelser kan påklages

til Ankestyrelsen.

Efter § 20 i børneloven træffer retten afgørelse om faderskab eller medmoderskab, hvis dette ikke er

registreret eller anerkendt. Statsforvaltningen træffer efter § 26, stk. 1, afgørelse om, hvorvidt en

sag om faderskab eller medmoderskab skal genoptages. Statsforvaltningens afgørelse herom kan

indbringes for retten, jf. § 26, stk. 2.

Statsforvaltningen træffer efter § 16, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., i navneloven afgørelse i visse sager om

navngivning og navneændring. Det fremgår af § 21, stk. 1, i navneloven, at Statsforvaltningens

afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen.

Efter ægtefælleloven træffer Statsforvaltningen afgørelse om tilladelse til dispositioner efter lovens

§ 1, stk. 3, og § 7, stk. 1, og om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter lovens§§ 56 og

58. Det fremgår af § 61, stk. 1, i ægtefælleloven, at Statsforvaltningens afgørelser kan påklages til

Ankestyrelsen.

Efter § 3, stk. 4, i lov om Haagerkonventionen af 2007 træffer Statsforvaltningen afgørelse om

indsigelser mod Statsforvaltningens afgørelse om at erklære en udenlandsk afgørelse om børne-

eller ægtefællebidrag eksigibel. Statsforvaltningens afgørelse kan efter § 3, stk. 5, påklages til

Ankestyrelsen.

Efter bekendtgørelsen om anvendelsen af underholdspligtforordningen træffer Statsforvaltningen

afgørelse, hvis bidragsbetaleren fremsætter indsigelser om en fordring, der søges inddrevet i

Danmark efter underholdspligtforordningen. Efter bekendtgørelsen træffer Statsforvaltningen

afgørelse om at erklære en udenlandsk afgørelse, der er omfattet af afdeling 2 i forordningens

kapitel om fuldbyrdelse, for eksigibel, hvorefter afgørelsen kan inddrives i Danmark.

Statsforvaltningens afgørelser efter bekendtgørelsen kan påklages til Ankestyrelsen.

Efter § 56 a i udlændingeloven træffer Statsforvaltningen afgørelse om udpegning af en personlig

repræsentant for en uledsaget mindreårig udlænding og om ændring heraf. Det fremgår af § 56 a,

stk. 4, at Statsforvaltningens afgørelse kan påklages til Ankestyrelsen.

3.3.6.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Som det også fremgår af punkt 3.2.2. bør alle uenigheder, der forventes løst i Familieretshuset i

udgangspunktet blive mødt med en konflikthåndterende tilgang.

Den screening og visitation af henvendelserne, der sker ved sagens modtagelse med henblik på

kategorisering som enten § 5-, § 6- eller § 7-sag, tager således afsæt i henvendelsernes

problemtyngde. § 6-sager er mindre enkle sager, hvor der enten er en forventning om, at parterne

med relevant støtte selv kan nå frem til en løsning af uenigheden, eller sager der skal afgøres, men

hvor sagens karakter som udgangspunkt ikke tilsiger, at afgørelsen træffes af en domstol.

Det er således ministeriets opfattelse og samtidig en grundlæggende forudsætning for opbygningen

af det nye familieretlige system, at henholdsvis Familieretshusets og Familierettens kompetencer og

ressourcer bør anvendes på en måde, hvor de gør mest gavn for borgerne. Alle henvendelser, der

kategoriseres som § 6-sager, bør derfor efter ministeriets opfattelse mødes med tilbud om

rådgivning og konflikthåndtering med henblik på, at parterne når til enighed. Erfaringerne viser, at

rigtig mange familier finder frem til en løsning på baggrund af et enkelt rådgivende møde. Sagerne

bør dog samtidig oplyses sådan, at det er muligt at træffe en afgørelse, hvis parterne ikke selv løser

uenigheden.

I sammenhæng hermed bemærker ministeriet, at barnet i § 6-sagerne bør modtage relevante tilbud

fra Børneenheden, ligesom barnet bør kunne inddrages på relevant vis i

konflikthåndteringstilbuddene til forældrene, f.eks. i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning.

Hvis der skal gennemføres en samtale med barnet efter navnligt § 34 i forældreansvarsloven, bør

det også være Børneenheden, der gennemfører denne. Der henvises i denne forbindelse til punkt

3.3.3.2.

I det eksisterende familieretlige system afgøres en række sager ved domstolene, uanset at sagernes

problemtyngde eller kompleksitet ikke tilsiger dette. Det er f.eks. tilfældet i situationer, hvor en

mand nægter at anerkende resultatet af en DNA-prøve i en faderskabssag, og i sager om separation

og skilsmisse, hvor en part modsætter sig opløsning af ægteskabet, uden at dette er begrundet i

komplekse juridiske årsager. Sådanne og tilsvarende sager bør efter ministeriets opfattelse kunne

afgøres af Familieretshuset, således at sagen ikke skifter forum, med de følger det vil have for

sagens forløb og dermed også for den anden part. Ministeriet finder derfor, at Familieretshuset skal

have kompetence til at træffe afgørelse i sager, hvor afgørelsen ikke har en særligt indgribende

karakter eller en særlig kompleksitet, som kan nødvendigøre, at der træffes afgørelse i domstolsregi.

Det er dog også ministeriets opfattelse, at en række sager, som i udgangspunktet bør afgøres i

Familieretshuset, kan have en karakter, som tilsiger, at afgørelsen træffes af Familieretten. Der vil

således være en række forældreansvarssager, som, selvom der ikke er bekymring for den anden

forælders omsorgsevne eller egentlige risikofaktorer, som f.eks. vold, har en sådan karakter, at de

må anses for velegnede til behandling ved domstolene. Ministeriet finder dog samtidig, at det i givet

fald må være en forudsætning, at sagerne i deres indhold ikke ligger under en vis skønsmæssig

”bagatelgrænse”, hvor en fleksibel og hurtig administrativ afgørelse vurderes mest hensigtsmæssigt.

Rene tilpasninger af omfanget af samvær, placering af feriesamvær, forhøjelse af normalbidraget ud

fra en ren indtægtsvurdering m.v. må således efter ministeriets opfattelse anses for tvister, der er

mindre egnede til domstolsafgørelse, mens sager om barnets bopæl og forældremyndighed kan have

en så indgribende karakter, at de bør afgøres ved dom.

Langt de fleste samværssager vil have en sådan karakter, at sagen bedst egner sig til at blive afgjort

administrativt med den fleksibilitet, det indebærer. Sager om samvær er således ofte uafgrænsede,

detaljerige og foranderlige, bl.a. fordi forældrene kan være usikre i deres ønsker, og fordi de

forhold, som der skal tages højde for ved fastlæggelse af samvær, kan forandre sig hurtigt. Dette

efterlader dog efter ministeriets opfattelse en mindre del af § 6-sagerne om samvær, som efter et

konkret skøn også må anses for egnede til en domstolsafgørelse, f.eks. fordi en ændring af

samværets omfang har en indgribende betydning for barnet, uden at det dog har begrundet en

kategorisering som § 7-sag. En vurdering af, om afgørelsen potentielt vil være indgribende, bør

efter ministeriets opfattelse foretages af den børne- og familiefaglige medarbejder, der kender

familien og ske ud fra en børnefaglig vurdering af den konkrete ændring set i forhold til det

konkrete barn og familien. Det bør efter ministeriets opfattelse også indgå i vurderingen, om der er

et særligt behov for en hurtig afgørelse af sagen.

Udover bestemte sagstyper efter forældreansvarsloven er ministeriet opmærksomt på, at også andre

§ 6-sager, der i udgangspunktet afgøres i Familieretshuset, kan have en karakter, som gør, at de bør

afgøres i Familieretten. I tilfælde, hvor en sags faktiske eller juridiske problemstillinger er af en

særlig kompleksitet, bør sagen efter ministeriet opfattelse ligeledes kunne indbringes for

Familieretten med henblik på afgørelse der. Ministeriet finder således, at et afgørende element i

denne vurdering bør være, om der er retssikkerhedsmæssige hensyn, som taler for, at Familieretten

og ikke Familieretshuset skal træffe afgørelsen.

Da ministeriet ønsker at skabe enkle forløb for parterne og undgå tunge og unødvendige processer,

er det ministeriets opfattelse, at sager, der er visiterede som § 6-sager, men afgøres af Familieretten,

bør afgøres i en forenklet familiesagsproces, hvor Familieretten lægger samme fundamentale

retssikkerhedsmæssige principper om mundtlighed, mulighed for kontradiktion og fuld

sagsoplysning til grund, som gælder i den almindelige behandling af civile retssager. Dog vil visse

sagsskridt under hensyn til sagernes karakter efter ministeriets opfattelse typisk ikke være

nødvendige i disse sager. Sagerne bør således være klar til afgørelse, når de indbringes for

Familieretten, og der vil i lyset heraf oftest ikke være behov for bl.a. forberedende retsmøder,

yderligere sagsoplysning og således heller ikke advokatbistand. Det bør dog af hensyn til

retssikkerheden være Familieretten, der vurderer, om sagen egner sig til behandling efter den

forenklede familiesagsproces.

3.3.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Familieretshuset behandler en § 6-sag ved at oplyse sagen og tilbyde parterne

rådgivning og konflikthåndtering m.v. med henblik på, at parterne finder en løsning på deres

uenighed.

Det foreslås videre, at hvis parterne, uanset den støtte de har modtaget i Familieretshuset, ikke kan

finde en løsning på deres uenighed, træffer Familieretshuset afgørelse i sagen, medmindre sagen er

af en sådan karakter, at den bør afgøres af Familieretten.

Efter forslaget er det således Familieretten, der træffer afgørelse i § 6-sager om forældremyndighed

og barnets bopæl samt i § 6-sager om samvær, hvis afgørelsen vil være indgribende for barnet.

Det foreslås også, at det er Familieretten, der træffer afgørelse i § 6-sager, der indeholder

komplekse faktiske eller juridiske problemstillinger, og i § 6-sager om omstødelse af ægteskab, der

efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning anlægges af Familieretshuset. I forlængelse

heraf foreslås det, at sager, der behandles sammen med en sag omfattet af ovennævnte, også afgøres

af Familieretten.

Beslutningen om, at indsatsen for at støtte parterne til selv at finde en løsning ikke bør videreføres,

og at der derfor skal træffes en afgørelse, eller at sagen skal indbringes for Familieretten, skal

basere sig på en helhedsvurdering af familiens situation og parternes reaktioner på den tilbudte

rådgivning og konflikthåndtering. Hensynet til, om det er til gavn for barnet, at der tilbydes

yderligere rådgivning eller konflikthåndtering, skal tillægges afgørende vægt. I vurderingen indgår

endvidere bl.a. sagens genstand, parternes samarbejdsvanskeligheder, parternes historik, konflikt-

og løsningspotentialet og barnets situation. Det er centralt i vurderingen, at ikke alle rådgivnings- og

konflikthåndteringsmuligheder skal være udtømte, men alene de muligheder, der er relevante for

den konkrete familie. Der kan således være sager, hvor det meget hurtigt kan konstateres, at det

ikke er muligt at støtte parterne i at nå en fælles løsning, og at det derfor er det bedste for barnet og

for familien, at sagen, så snart den er oplyst, indbringes for Familieretten, eller at Familieretshuset

træffer afgørelse. Forældrenes villighed til at deltage i konflikthåndterings- og rådgivningstilbud

med henblik på at finde en løsning skal også indgå i denne vurdering. Dette betyder, at i tilfælde,

hvor en forælder har deltaget i et møde med henblik på at finde en mindelig løsning, men herefter

ikke ønsker at deltage i yderligere møder af denne karakter, skal Familieretshuset i det videre

arbejde have fokus på at oplyse sagen, sådan at der kan træffes en afgørelse.

For så vidt angår den forenklede familiesagsproces henvises til de med følgelovforslagets § 16, stk.

3, foreslåede bestemmelser i §§ 449 d-449 g i retsplejeloven. Der henvises i øvrigt til punkt 3.3.1.

og 3.4.

3.3.7. Behandling af § 7-sager

3.3.7.1. Gældende ret

Det fremgår af § 31 i forældreansvarsloven, at i tilfælde hvor forældrene ikke er enige om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, skal anmodning om afgørelse af spørgsmålet

indgives til Statsforvaltningen. Efter § 31 a indkalder Statsforvaltningen herefter parterne til et

møde, medmindre afholdelsen heraf er unødvendig eller uhensigtsmæssig.

Som led i behandlingen af sagen kan Statsforvaltningen iværksætte en børnesagkyndig

undersøgelse eller indhente sagkyndige erklæringer om forældrene. Det kan f.eks. være med

henblik på at afklare en forælders evne til at drage omsorg for barnet.

Statsforvaltningen forsøger under sagens behandling at forlige parterne, så de finder en løsning i

fællesskab på spørgsmålet om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Hvis dette ikke

lykkes i sager om samvær, træffer Statsforvaltningen efter § 21 i forældreansvarsloven en afgørelse.

Hvis der er tale om en sag om forældremyndighed eller barnets bopæl, hvor parterne ikke er nået til

enighed, fremgår det af § 40, at Statsforvaltningen afslutter sagen og indbringer den for retten, hvis

en part anmoder om dette inden fire uger. Ligeledes indbringer Statsforvaltningen sagen for retten,

hvis en part anmoder om det efter, at Statsforvaltningen har afholdt et vejledningsmøde med

parterne, og børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling er afsluttet uden enighed, eller

parterne ikke ønsker at modtage disse tilbud, eller den part, der ikke anmoder, er udeblevet fra to

møder.

Statsforvaltningen kan efter § 29 i forældreansvarsloven træffe midlertidig afgørelse om samvær

eller anden kontakt under behandlingen af en sag om samvær, forældremyndighed og barnets

bopæl. Statsforvaltningen og retten kan efter § 26 i forældreansvarsloven træffe midlertidig

afgørelse om forældremyndighed og barnets bopæl under behandlingen af en sag om disse

spørgsmål.

Forældrene kan ikke få dækket omkostningerne til advokat efter retsplejelovens regler om fri proces

under sagens behandling i Statsforvaltningen. Derimod er der mulighed for at få fri proces under

sagens behandling i retten.

Gældende ret indeholder ikke bestemmelser om samarbejdet mellem Statsforvaltningen og

kommunen i forbindelse med Statsforvaltningens behandling af sager efter forældreansvarsloven.

Evalueringen af forældreansvarsloven i 2011 pegede på et mere systematiseret samarbejde mellem

Statsforvaltningen og kommunerne som en forudsætning for en bedre håndtering af de meget

komplekse forældreansvarssager. Som udløber af evalueringen og opfølgning på den efterfølgende

politiske aftale om ændring af forældreansvarsloven blev der taget initiativ til at udvikle en særlig

procedure

– ”det særlige spor” –

som er et tværfagligt og tværsektorielt sagsbehandlingsspor til

behandling af de meget komplekse og konfliktfyldte sager.

Statsforvaltningen skal således visitere en sag til behandling i dette spor, hvis forældrene har et

vedvarende højt konfliktniveau, og sagen både fra et familieretligt og fra et socialretligt perspektiv

må anses for kompleks. Barnet er særligt udsat i disse sager, der er kendetegnede ved bl.a. at rumme

en række risikofaktorer såsom vold, overgreb eller misbrugsproblemer i familien. I sager om udsatte

børn arbejder både Statsforvaltningen og kommunerne for at sikre barnets bedste, og begge

myndigheder har fokus på barnets behov. De familieretlige regler om forældremyndighed, barnets

bopæl og samvær og de socialretlige regler om beskyttelse mod omsorgssvigt og overgreb har

således som overordnet mål at sikre barnets bedste.

Når Statsforvaltningen har visiteret en sag til ”det særlige spor”, indledes et samarbejde og en

dialog med kommunen. Det samme gælder, hvis en sagsbehandler i kommunen under sagens

behandling bliver opmærksom på, at der verserer en sag i Statsforvaltningen. I så fald tager

sagsbehandleren i kommunen kontakt til Statsforvaltningen med henblik på samarbejde og dialog.

Overordnet set er formålet med samarbejdet og dialogen at skabe en samlet fremtidssikret løsning

til barnets bedste og undgå unødvendige parallelle forløb i Statsforvaltningen og kommunerne. For

at opnå dette formål kan kommunerne og Statsforvaltningen, når der verserer en sag hos begge

myndigheder, have interesse i at udveksle oplysninger om kendskabet til familien, og foreliggende

oplysninger og gennemførte undersøgelser såsom børnefaglige undersøgelser, børnesagkyndige

undersøgelser m.v.

Samarbejdet er som nævnt ikke lovfæstet, og erfaringerne viser, at det ikke bruges i samme

udstrækning alle steder i landet.

3.3.7.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Uanset at der gennem flere år har været et løbende fokus på at forbedre behandlingen af komplekse

forældreansvarssager, hvor børnene er særligt udsatte, er det Børne- og Socialministeriets

opfattelse, at behandlingen af disse sager fortsat kan og bør forbedres.

Et mindre udsnit af de mange tusinde sager om samvær, barnets bopæl og forældremyndighed, der

hvert år behandles i Statsforvaltningen og ved retterne, er kendetegnede ved at have et meget højt

og vedvarende konfliktniveau, tilstedeværelse af flere samtidige problematikker, herunder i et vist

omfang socialretlige problemstillinger, og en eller flere risikofaktorer. Håndteringen af disse sager

kræver derfor efter ministeriets opfattelse en særlig indsats fra det familieretlige system i tæt

samarbejde med særligt de sociale myndigheder. Det kræver også en erkendelse af, at det ikke er

alle familier, der over tid gennem forskellige former for støtte og rådgivning fra Familieretshuset vil

kunne komme til at forliges til bedste for barnet. Disse familier kan efter ministeriets opfattelse

måske i højere grad have behov for tydelighed gennem en domstolsafgørelse, der afslutter den

konkrete konflikt.

Indledningsvist bemærker ministeriet, at børnene i disse sager må anses for særligt udsatte, og deres

behov for støtte og involveringen af dem i sagsbehandlingen bør derfor varetages i regi af den

foreslåede Børneenhed, der bør have et særligt fokus på at hjælpe disse børn. Der henvises i denne

forbindelse til punkt 3.3.3.

Med den foreslåede screenings- og visitationsproces i det nye familieretlige system sikres det efter

ministeriets opfattelse, at det hurtigere end i dag kan konstateres, at en forældreansvarssag er af en

karakter, der nødvendiggør en særlig indsats. Ministeriet finder således, at de overvejelser, der lå til

grund for tilrettelæggelsen af ”det særlige spor” bør overføres til tilrettelæggelsen af behandlingen

af § 7-sager, sådan at § 7-sager behandles tværfagligt og tværsektorielt, hvor det er relevant. Det er

samtidigt vigtigt, at den grundige sagsbehandling, der er nødvendig i disse sager, ikke får et for

langt forløb. Ministeriet finder derfor, at sagens forløb i et vist omfang bør styres gennem frister for

iværksættelse af den indledende sagsbehandling, ligesom udarbejdelsen af en plan for sagens

behandling vil understøtte dette mål.

Det er således efter ministeriets opfattelse afgørende, at der i disse sager meget hurtigt samles de

relevante oplysninger om familien, herunder ikke mindst oplysninger om familien som kommunen

måtte ligge inde med. Dette skal muliggøre udarbejdelsen af en plan for behandlingen af sagen, bl.a.

for at sikre at der hurtigst muligt bliver iværksat relevante undersøgelser, herunder af forældrene,

som kan belyse barnets perspektiv. Kompleksiteten af § 7-sagerne betyder efter ministeriets

opfattelse, at det oftest vil være nødvendigt at iværksætte en undersøgelse af en eller begge

forældres personlige egenskaber og/eller af deres evne til at drage omsorg for barnet og deres

forudsætninger for at kunne følge afgørelser og indgå i det nødvendige samarbejde, der skal sikre

barnets trivsel. Den eksisterende mulighed for at indhente sagkyndige erklæringer om forældres

mentale tilstand bør således efter ministeriets opfattelse anvendes i højere grad, end det sker i dag.

Endvidere forudsætter planlægningen, at der foretages de nødvendige overvejelser om, hvilken

form for rådgivning eller støtte forældrene kan drage nytte af.

I det videre tværfaglige arbejde med sagen er det efter ministeriets opfattelse ligeledes af stor

betydning, at Familieretshuset har adgang til nødvendige oplysninger om barnet og familien og kan

videregive sådanne oplysninger til andre myndigheder, som skal tage vare på barnet, dvs.

kommunen, sundhedsvæsenet samt hvis relevant politiet og anklagemyndigheden. Udveksling af

relevante oplysninger om barnet bør således efter ministeriets opfattelse ikke kunne hindres eller

forsinkes af en forældremyndighedsindehavers manglende vilje til at give samtykke til udveksling

af oplysningerne. En sådan adgang til at udveksle oplysninger bør dog være begrænset til

situationer, hvor det er nødvendigt af hensyn til afdækningen af, hvad der er bedst for barnet, jf. § 4

i forældreansvarsloven. For så vidt angår de databeskyttelsesretlige overvejelser i denne henseende

henvises til bemærkningerne til § 31.

Samarbejdet med de sociale myndigheder bør efter ministeriets opfattelse kunne have et videre

omfang end blot udveksling af oplysninger. Det bør således være muligt at afholde netværksmøder

enten i Familieretshuset eller i kommunen med deltagelse af begge myndigheder og familien. I

forlængelse af målsætningen om at skabe enkle og gennemskuelige forløb bør der således ikke

oprettes nye netværksmøder i Familieretshuset, hvis der allerede er velfungerende netværksmøder

iværksat i kommunalt regi. På samme måde bør det efter ministeriets opfattelse nøje overvejes i den

konkrete sag, hvor eventuel rådgivning m.v. bedst ydes. Samarbejdet bør i sidste ende føre frem til

helhedsorienterede løsninger for familierne, der har den nødvendige sammenhæng med de

socialretlige indsatser for familien.

Ministeriet finder, at der gennem det tværfaglige og tværsektorielle arbejde med familien opnås et

indgående kendskab til den konkrete familie, samtidigt med at der vil være de nødvendige faglige

kompetencer til stede for, at der kan ske en dybdegående tværfaglig oplysning og behandling af

sagen. Familieretshuset bør samtidigt tilbyde forældrene rådgivning og konflikthåndtering med det

primære formål at dæmpe deres konflikt og sikre barnets trivsel.

Under hensyn til problemtyngden bør sagerne afgøres af Familieretten. Dog bør Familieretshuset

kunne træffe midlertidige afgørelser under sagens behandling i Familieretshuset.

Ministeriet finder anledning til at understrege, at overgangen af en sag fra Familieretshuset til

Familieretten bør ske på en måde, så familien oplever et sammenhængende forløb, og på en måde

som sikrer, at hverken forældrene eller barnet skal starte forfra med at deltage i oplysningen af

sagen. Dommeren bør dog kunne foretage supplerende oplysning af sagen i det omfang, der er

behov for det.

Familieretten bør derfor ud over samtlige akter i sagen modtage en kort beskrivelse af sagen fra

Familieretshuset. Beskrivelsen bør opregne centrale faktuelle forhold i sagen og de undersøgelser,

der er foretaget, herunder kort gengive konklusionerne af sådanne undersøgelser. Der bør endvidere

sikres sammenhæng til det kommunale system, hvilket efter ministeriets opfattelse kan ske ved en

kort gengivelse af iværksatte indsatser i kommunen samt oplysning om, hvordan kommunen vil

kunne understøtte en familieretlig afgørelse. Set med barnets briller sikres oplevelsen af et

sammenhængende forløb efter ministeriets opfattelse ved forslaget om, at Børneenheden følger

barnet under sagens behandling i Familieretten med henblik på også at yde støtte under denne del af

processen samt med henblik på at gennemføre en børnesamtale med barnet, hvis Familieretten

beslutter, at der skal afholdes en sådan. Familieretten bør dog have mulighed for at bestemme, at en

børnesamtale skal afholdes af en anden børnesagkyndig.

3.3.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at en § 7-sag skal behandles tværfagligt af Familieretshusets børne- og familiefaglige

medarbejdere og juridiske sagsbehandlere, og at Familieretshuset skal inddrage andre faggrupper i

sagsbehandlingen, når der er behov herfor. Familieretshuset skal således sørge for tværfaglig

behandling, undersøgelse og oplysning af sagen, herunder af forældrenes evne til at drage omsorg

for barnet. Afdækningen af barnets perspektiv foreslås at foregå under medvirken af Børneenheden.

Det foreslås endvidere, at Familieretshuset skal rette henvendelse til den kommune, som er

forpligtet til at yde hjælp til barnet efter retssikkerhedsloven, med det formål at afdække, om der

skal indledes et samarbejde med henblik på at finde helhedsorienterede løsninger for familien.

Denne kontakt foreslås at skulle finde sted hurtigst muligt og så vidt muligt inden fem hverdage

efter beslutningen om, at sagen skal visiteres til behandling som en § 7-sag. Yderligere foreslås det,

at Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter beslutningen om, at

sagen skal visiteres til behandling som en § 7-sag, skal sende en plan for behandlingen af sagen til

parterne. Endvidere foreslås det, at et barn i en § 7-sag skal have udpeget en kontaktperson hurtigst

muligt og så vidt muligt inden syv dage efter beslutningen om visitationen.

Med henblik på at understøtte beskyttelsen af barnet foreslås det, at Familieretshuset, kommunale

myndigheder, sundhedsmyndigheder og autoriserede sundhedspersoner under behandlingen af en §

7-sag kan udveksle oplysninger om rent private forhold vedrørende barnets og parternes personlige

og familiemæssige forhold, hvis udvekslingen må anses for nødvendig af hensyn til barnets

sundhed og udvikling. Det foreslås, at udvekslingen af oplysninger også kan ske ved møder.

Samtidig foreslås det som et led i tilrettelæggelsen af sagens behandling, at parterne kan indkaldes

til et eller flere møder sammen eller hver for sig. Møderne har for det første til formål at oplyse

sagen, og for det andet at afdække mulighederne for, at parterne kan nå til enighed til barnets

bedste, herunder afklare hvilken støtte Familieretshuset kan yde for, at parterne kan realisere disse

muligheder. Det foreslås, at andre myndigheder kan deltage i sådanne møder for herved at gøre det

muligt at afholde tværsektorielle møder med en eller begge parter i en sag og de kommunale

myndigheder.

Endelig foreslås det, at afgørelse i en § 7-sag træffes af Familieretten.

Når sagen indbringes for Familieretten, medsendes sagens akter og et notat om sagen. § 7-sager vil

kunne indeholde oplysninger, som Familieretshuset skal undtage fra aktindsigt efter

forvaltningslovens regler om aktindsigt, Efter § 15 b i forvaltningsloven kan retten til aktindsigt

begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens dokumenter til

varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende hensyn til bl.a. opklaring og forfølgning af

lovovertrædelser og til private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets

særlige karakter er påkrævet. Adgangen til at undtage oplysninger fra aktindsigt er således snæver.

Ud over undtagelse af oplysninger fra aktindsigt af hensyn til barnet vil der eksempelvis kunne

være et beskyttelseshensyn i forhold til den ene forælder i situationer, hvor den anden forælder er

voldelig og forfølger forælderen. I sådanne tilfælde kan det være nødvendigt at sikre, at adgangen

til oplysninger om opholdssted m.v. afskæres. Endvidere vil det i situationer, hvor en forælder er

under efterforskning for en forbrydelse, der har betydning for vurderingen af forælderens

omsorgsevne, eksempelvis vold, kunne være nødvendigt at tilbageholde oplysninger fra

efterforskningen for at undgå at skade efterforskningen, uanset at det netop er fra efterforskningen,

at der kan fremkomme centrale oplysninger om den pågældende forælders personlige forhold.

Det er imidlertid ikke et problem, at Familieretten ved indbringelsen modtager oplysninger, der skal

undtages fra aktindsigt efter forvaltningsloven, da Familieretten inden for det gældende regelsæt vil

kunne håndtere de oplysninger, som Familieretshuset sender til Familieretten. Der henvises til de

almindelige bemærkninger i følgelovforslaget, punkt 3.4.2.1. og 3.4.3.1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.1.

3.3.8. Samarbejde mellem Familieretshuset og kommunerne

3.3.8.1. Gældende ret

Der er ikke i gældende ret fastsat nærmere bestemmelser om samarbejdet mellem Statsforvaltningen

og kommunerne i de familieretlige sager. Der er i praksis etableret et samarbejde mellem

Statsforvaltningen og visse kommuner på ad hoc basis.

Statsforvaltningen og en kommune kan i konkrete sager udveksle oplysninger efter de almindelige

regler i forvaltningsloven og databeskyttelseslovgivningen. Der skal dermed som udgangspunkt

foreligge samtykke fra den person, som oplysninger vedrører, for at der kan ske udveksling mellem

de to myndigheder.

3.3.8.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Afgørelsen af familieretlige spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær kan have

afgørende indflydelse på et udsat barns trivsel og udvikling og for kommunalbestyrelsens arbejde

med beskyttelsen af barnet. Kommunalbestyrelsens støtteforanstaltninger efter den socialretlige

lovgivning kan omvendt også have afgørende betydning for løsningen af familieretlige

problemstillinger. Det er på den baggrund ministeriets opfattelse, at der som led i det nye

familieretlige system skal sikres et bedre, dybere og mere institutionaliseret samarbejde mellem

Familieretshuset og kommunerne end det, der eksisterer i dag mellem Statsforvaltningen og

kommunerne. Samarbejdet skal have fokus på de familier, hvis sag behandles som en § 7-sag, fordi

den er særlig konfliktfyldt, og som samtidig modtager støtteforanstaltninger efter den socialretlige

lovgivning, eller hvor der er overvejelser om iværksættelse heraf.

Det er i denne forbindelse ministeriets opfattelse, at der bør etableres både et overordnet samarbejde

mellem Familieretshuset og kommunerne, hvor spørgsmål af generel betydning kan drøftes, og der

kan findes fælles løsninger med betydning for flere sager, og et konkret samarbejde i den enkelte

sag med henblik på at sikre sammenhængende løsninger til barnets bedste.

Det er ministeriets vurdering, at lovgivningen om Familieretshuset skal indeholde grundstammen i

samarbejdet mellem Familieretshuset og kommunerne, men at lovgivningen skal give plads og

fleksibilitet til, at samarbejdet kan udvikles, så det opfylder behovet i den enkelte sag, såvel som

særlige lokale ønsker, der kan opstå i samarbejdet mellem en af Familieretshusets afdelinger og

kommunerne i afdelingens geografiske område.

3.3.8.3. Den foreslåede ordning

Børne- og Socialministeriet foreslår, at samarbejdet mellem Familieretshuset og kommunerne

understøttes ved udpegningen af kontaktpunkter i myndighederne. Det foreslås således, at alle

kommuner skal udpege et kontaktpunkt for Familieretshuset, og at Familieretshuset ligeledes skal

udpege et kontaktpunkt for hver enkelt kommune.

Det findes hensigtsmæssigt, at den indledende henvendelse mellem Familieretshuset og en

kommune vedrørende en sag som udgangspunkt sker via kontaktpunktet, som sørger for, at

henvendelsen bliver fordelt til den rette sagsbehandler. Dette kan medvirke til at sikre hurtig og

ensartet sagsbehandling. Udpegningen af kontaktpunktet må dog ikke være begrænsende for

samarbejdet. Eksempelvis vil det være naturligt, at når der i en konkret § 7-sag først er etableret et

samarbejde, foregår samarbejdet sagsbehandler til sagsbehandler. Det foreslås ikke, at der stilles

konkrete krav til den nærmere etablering af et kontaktpunkt, men det vil være hensigtsmæssigt, at

mere end en enkelt medarbejder indgår i kontaktpunktet af hensyn til medarbejderudskiftning,

sygdom m.v.

Samarbejdet mellem myndighederne kan understøttes af møder mellem myndighedernes

kontaktpunkter med henblik på erfaringsudveksling og gensidig orientering. Møderne kan anvendes

til drøftelse af generelle emner af betydning for begge myndigheder, såsom ny lovgivning eller nye

sagsbehandlingsprocedurer, og til tilrettelæggelse af procedurer for samarbejdet og udveksling af

erfaringer med samarbejdet både på generelt plan og i konkrete sager. Formålet med møderne er

ikke at drøfte konkrete sager. Der kan ikke med hjemmel i bestemmelsen ske udveksling af

personoplysninger, udover hvad der følger af persondataloven.

Udover det generelle samarbejde foreslås det, at der som konkret redskab for kommunerne gives

kommunalbestyrelsen en initiativret vedrørende spørgsmål efter forældreansvarsloven. Med

initiativretten får kommunalbestyrelsen mulighed for at anmode Familieretshuset om at iværksætte

en sag efter forældreansvarsloven, og Familieretshuset får mulighed for på baggrund af

kommunalbestyrelsens anvendelse af initiativretten at iværksætte behandlingen af en

forældreansvarssag med henblik på at beskytte barnet, uanset at der ikke foreligger en anmodning

fra en af forældrene.

Afgørelsen af familieretlige spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær kan have

afgørende indflydelse på et udsat barns trivsel og for kommunalbestyrelsens arbejde med

beskyttelsen af barnet. Initiativretten skal derfor være et redskab til at sikre sammenhæng mellem

de kommunale myndigheders arbejde med et udsat barn og Familierettens og Familieretshusets

stillingtagen til familieretlige spørgsmål. Initiativretten har til formål at forebygge mistrivsel samt

hjælpe og beskytte et barn, hvis trivsel er så truet, at kommunalbestyrelsen overvejer en anbringelse

uden for hjemmet, og hvor afgørelsen af familieretlige spørgsmål, som f.eks. hos hvilken forælder

barnet har bopæl, kan medvirke til, at risikoen for barnets udvikling og sundhed mindskes.

Der henvises til § 25 og bemærkningerne hertil. For så vidt angår samarbejdet mellem

Familieretshuset og en kommunalbestyrelse i en konkret § 7-sag efter forældreansvarsloven

henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.8.

3.3.9. Tidspunktet for virkningen af familieretlige afgørelser

3.3.9.1. Gældende ret

Statsforvaltningen afslutter en række familieretlige sager ved at fastslå, at parterne er enige. Den

familieretlige lovgivning indeholder ikke generelle bestemmelser om, fra hvilket tidspunkt

afslutningen af en familieretlig sag har virkning, når den afsluttes efter enighed mellem parterne.

Det er således eksempelvis ikke lovfæstet, fra hvilket tidspunkt en bevilling til skilsmisse, der er

udstedt af Statsforvaltningen, har virkning, men det er fast antaget, at bevillingen har virkning fra

udstedelsestidspunktet.

Efter § 483 i retsplejeloven kan aftaler om forældremyndighed og samvær fuldbyrdes straks,

medmindre andet er aftalt. Tilsvarende fremgår det af § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 146 af 22.

februar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., at når Statsforvaltningen

modtager en anmeldelse af en aftale om fælles forældremyndighed, om ophør af fælles

forældremyndighed eller om overførsel af forældremyndighed fra den ene forælder til den anden i

underskrevet og dateret stand med den nødvendige dokumentation, er anmeldelsen sket, og aftalen

har virkning fra dette tidspunkt.

Det kan fremgå af en aftale, at den har virkning fra et andet tidspunkt. I så fald har aftalen virkning

fra det aftalte tidspunkt. Eksempelvis vil en aftale om betaling af børnebidrag, som

Statsforvaltningen noterer, normalt indeholde en bestemmelse om, fra hvilket tidspunkt bidraget

skal betales. Tilsvarende vil en aftale om samvær indeholder bestemmelser om, på hvilke

tidspunkter der er samvær.

Efter § 483 i retsplejeloven kan bestemmelser om forældremyndighed og samvær, jf. § 478, stk. 1,

nr. 3, i retsplejeloven, fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt. Den familieretlige lovgivning

indeholder ikke bestemmelser om, fra hvilket tidspunkt andre afgørelser, som Statsforvaltningen

træffer, har virkning, men det er fast antaget, at de har virkning fra afgørelsestidspunktet. Dette

gælder dog ikke, hvis det i afgørelsen er bestemt, at afgørelsen har virkning fra et andet tidspunkt.

Eksempelvis vil en afgørelse om børnebidrag indeholde en bestemmelse om, fra hvilket tidspunkt

bidraget skal betales, og en afgørelse om samvær vil indeholde bestemmelser om, på hvilke

tidspunkter der er samvær.

Efter § 454, stk. 1, 1. pkt., i retsplejeloven er ankefristen i sager omfattet af kapitel 42 i

retsplejeloven fire uger. Efter § 448 i retsplejeloven omfatter denne bestemmelse afgørelse om

separation, skilsmisse og omstødelse af ægteskab og om vilkår herfor, afgørelse om

forældremyndighed og barnets bopæl, afgørelse i sager om ændring eller anfægtelse af vilkår for

separation, skilsmisse eller omstødelse, afgørelse i sager mellem ægtefæller om, hvorvidt separation

består eller er bortfaldet, og afgørelse om, hvorvidt parterne er eller ikke er ægtefæller.

Efter § 372, stk. 2, i retsplejeloven kan ankeinstansen undtagelsesvist tillade anke indtil 1 år efter

dommens afsigelse. Efter § 454, stk. 1, 2. pkt., i retsplejeloven kan der dog ikke i medfør af § 372,

stk. 2, 4. pkt., meddeles tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en dom, der går ud på

separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, eller hvorved et ægteskab er kendt ikke

bestående. En dom, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, har således

virkning, når der er gået fire uger fra afsigelsen af dommen. Dommen har dog virkning fra et

tidligere tidspunkt, hvis parterne giver afkald på anke (ankeafkald), eller hvis sagsøgte har taget

bekræftende til genmæle over for sagsøgerens påstand om separation, skilsmisse eller omstødelse af

ægteskab.

Efter § 454, stk. 1, 3. pkt., jf. stk. 2, i retsplejeloven kan domme, der går ud på separation,

skilsmisse eller omstødelse af ægteskab, ankes særskilt, for så vidt angår vilkårene eller enkelte af

disse vilkår, og for anke af vilkår efter ankefristens udløb gælder § 454, stk. 1, 2. pkt., i

retsplejeloven ikke.

Efter § 372, stk. 1, i retsplejeloven er ankefristen i civile sager fire uger. Ankefristen regnes fra

dommens afsigelse. Bestemmelsen finder anvendelse på familieretlige domme, der ikke er omfattet

af kapitel 42 i retsplejeloven, herunder domme om faderskab og medmoderskab.

Det fremgår af § 480, stk. 1, i retsplejeloven, at domme kan fuldbyrdes, når fuldbyrdelsesfristen er

udløbet, medmindre dommen forinden er anket. Fuldbyrdelsesfristen er 14 dage efter dagen for

dommens afsigelse, medmindre andet er bestemt i dommen. Efter praksis medregnes dagen for

domsafsigelsen ikke i fuldbyrdelsesfristen, og derfor skal fulde 14 dage være forløbet, før dommen

kan fuldbyrdes. En dom, der f.eks. er afsagt tirsdag den 10. kan tidligst fuldbyrdes onsdag den 25.

Efter § 480, stk. 2, kan det dog i dommen bestemmes, at dommen skal kunne fuldbyrdes, selv om

den ankes inden fuldbyrdelsesfristens udløb.

I relation til § 480, stk. 1, i retsplejeloven bemærkes, at efter § 367, stk. 1, 4. pkt., i retsplejeloven

har anmodning om genoptagelse af en sag samme virkning som anke.

Uanset § 480, stk. 1, i retsplejeloven kan dommen fuldbyrdes fra et tidligere tidspunkt, hvis parterne

giver afkald på anke (ankeafkald).

Det antages, at reglerne i § 480 i retsplejeloven om fuldbyrdelsesfrister finder tilsvarende

anvendelse på andre virkninger af en dom. En dom om ophævelse af fælles forældremyndighed og

placering af forældremyndigheden hos den ene forælder har således eksempelvis først virkning fra

det tidspunkt, hvor den efter reglerne i § 480, stk. 1 og 2, kan fuldbyrdes. Det er således først fra

dette tidspunkt, og ikke fra domstidspunktet, at eneforældremyndighedsindehaveren på egen hånd

kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold, jf. § 2 i forældreansvarsloven.

Efter § 483, jf. § 478, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven kan afgørelser om forældremyndighed truffet af

Statsforvaltningen fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt.

Efter § 483 i retsplejeloven kan aftaler og bestemmelser om forældremyndighed og samvær

fuldbyrdes straks, medmindre andet er aftalt. Tilsvarende følger det af § 481, stk. 1, i retsplejeloven,

at kendelser kan fuldbyrdes straks, medmindre andet er bestemt i kendelsen. Denne bestemmelse

finder bl.a. anvendelse på midlertidige retsafgørelser om forældremyndighed og barnets bopæl efter

kapitel 5 i forældreansvarsloven, da sådanne afgørelser træffes ved kendelse.

3.3.9.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet finder overordnet set, at de gældende regler om, hvornår en afgørelse

truffet af Familieretshuset eller en familieretlig aftale anmeldt til Familieretshuset har virkning og

kan fuldbyrdes, bør videreføres. Reglerne bør dog lovfæstes og samles i Familieretshusloven. Ved

udformningen af reglerne skal der tages højde for, at Familieretshuset skal træffe afgørelse i flere

sagstyper end i dag, herunder i sagstyper der i dag alene afgøres af domstolene.

Ved udformningen af reglerne bør der tages hensyn til forslaget om en generel frist på fire uge til at

anmode om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset indbragt for Familieretten, svarende til

ankefristen for civile domme. Der henvises til lovforslagets § 42, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Dette indebærer, at alle bevillinger bør have virkning fra udstedelsen, og at alle andre sager, der

afsluttes efter parternes enighed, har virkning fra Familieretshusets modtagelse af meddelelse om

aftalen eller enigheden, eksempelvis Familieretshusets modtagelse af en anmeldelse af en aftale om

forældremyndighed eller børnebidrag.

Det indebærer endvidere, at afgørelser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt bør have

virkning straks, medmindre det i afgørelsen. Dette udgangspunkt bør dog navnlig fraviges på to

punkter, der beskrives i det følgende.

For det første, bør afgørelser, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab eller

hvorved et ægteskab er kendt ikke bestående, i overensstemmelse med, hvad der gælder for

tilsvarende domme, have virkning, når den foreslåede frist på fire uger for at anmode om at få

afgørelsen indbragt for Familieretten, svarende til ankefristen for i civile domme, er udløbet,

medmindre Familieretshuset inden da har modtaget en anmodning om, at afgørelsen indbringes for

Familieretten.

For det andet, bør afgørelser i sagstyper, som efter den gældende ordning afgøres af domstolene, i

overensstemmelse med, hvad der gælder for tilsvarende domme, have virkning to uger efter

afgørelsen, medmindre Familieretshuset inden da har modtaget en anmodning om at indbringe

afgørelsen for Familieretten eller om at genoptage afgørelsen. Dette omfatter navnligt afgørelse om

faderskab, vilkår for separation og skilsmisse og om ændring af en aftale eller afgørelse om pligten

til at betale ægtefællebidrag. Familieretshuset bør dog kunne bestemme, at afgørelsen har virkning

fra et tidligere eller senere tidspunkt, og at afgørelsen har virkning, selvom Familieretshuset inden

for to ugers fristen har modtaget en indsigelse mod afgørelsen.

Frafalder en part retten til at anmode om, at afgørelsen indbringes for Familieretten, bør afgørelsen

normalt have virkning fra Familieretshusets modtagelse af meddelelsen herom.

Endelig bør en afgørelse eller aftale m.v. kunne fuldbyrdes fra det tidspunkt, hvor den har virkning.

Om afgørelsen herudover opfylder betingelserne for at kunne fuldbyrdes, afgøres efter

fuldbyrdelsesreglerne i retsplejeloven eller, for så vidt angår børne- og ægtefællebidrag, efter

reglerne i bidragsopkrævningsloven og inddrivelsesloven.

3.3.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne om, hvornår en familieretlig afgørelse truffet af Familieretshuset eller en

familieretlig aftale anmeldt til Familieretshuset har virkning og kan fuldbyrdes, placeres i kapitel 11

i Familieretshusloven.

Herunder foreslås det for det første, at bevillinger har virkning fra udstedelsen, og at alle andre

sager, der afsluttes efter parternes enighed, har virkning fra Familieretshusets modtagelse af

meddelelse om aftalen eller enigheden.

For det andet foreslås det, at afgørelser truffet af Familieretshuset som udgangspunkt har virkning

straks, medmindre det bestemmes i afgørelsen, at den har virkning fra et andet tidspunkt.

Udgangspunktet om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset har virkning straks, fraviges dog i tre

situationer, der beskrives i det følgende.

Første fravigelse er, at afgørelser, der går ud på separation, skilsmisse eller omstødelse af ægteskab

eller hvorved et ægteskab er kendt ikke bestående, har virkning, når den foreslåede frist på fire uger

for at anmode om at få afgørelsen indbragt for Familieretten er udløbet, medmindre

Familieretshuset inden da har modtaget en sådan anmodning.

Anden fravigelse er, at visse afgørelser har virkning to uger efter afgørelsen, medmindre

Familieretshuset inden da har modtaget en anmodning om at indbringe afgørelsen for Familieretten

eller om at genoptage afgørelsen. Dette omfatter navnligt afgørelser om faderskab, vilkår for

separation og skilsmisse og om ændring af en aftale eller afgørelse om pligten til at betale

ægtefællebidrag. Familieretshuset kan dog bestemme, at afgørelsen har virkning fra et tidligere eller

senere tidspunkt, og at afgørelsen har virkning, selvom Familieretshuset inden for to ugers fristen

har modtaget en anmodning om at få afgørelsen indbragt for Familieretten.

Tredje fravigelse er, at når en part frafalder retten til at anmode om, at en afgørelse indbringes for

Familieretten, har afgørelsen virkning fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtager

meddelelsen herom, medmindre andet følger af afgørelsen.

Endelig foreslås det, at en afgørelse eller aftale m.v. kan fuldbyrdes fra det tidspunkt, hvor den har

virkning. Om afgørelsen herudover opfylder betingelserne for at kunne fuldbyrdes, afgøres efter

fuldbyrdelsesregler i retsplejeloven eller, for så vidt angår børne- og ægtefællebidrag, reglerne i

bidragsopkrævningsloven og inddrivelsesloven.

3.3.10. Indbringelse af sager og afgørelser for Familieretten

3.3.10.1. Indbringelse af afgørelser for Familieretten (domstolsprøvelse)

3.3.10.1.1. Gældende ret

Familieretlige sager afgøres som udgangspunkt af Statsforvaltningen. Byretten træffer dog navnligt

afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, separation og skilsmisse. Statsforvaltningens

afgørelser kan med enkelte undtagelser påklages til Ankestyrelsen, mens byrettens afgørelser kan

ankes til landsretten. Der er ikke mulighed for at påklage Ankestyrelsens afgørelse i klagesagen til

højere administrativ myndighed.

Den familieretlige lovgivning indeholder generelle frister for indgivelse af klage over

Statsforvaltningens afgørelse. Sådanne frister findes dog i relation til afgørelser om børne- og

ægtefællebidrag efter børnebidragsloven, ægteskabsloven og ægtefælleloven. Efter disse

bestemmelser skal en klage indgives inden fire uger efter, at klageren har fået meddelelse om

afgørelsen. Ankestyrelsen kan behandle en for sent indgivet klage, hvis der er særlige

omstændigheder, der taler herfor. Denne mulighed for at få behandlet en klage, selvom klagefristen

er overskredet, anvendes bl.a., hvis den tidligere afgørelse er åbenbart urigtig, dette skyldes, at den

anden part har givet urigtige oplysninger eller har undladt at give relevante oplysninger til

Statsforvaltningen, og klageren først lang tid efter afgørelsen har fået kendskab dertil og straks

herefter indgiver en klage.

Forældreansvarsloven indeholder en tilsvarende frist på fire uger til at anmode om at få

Statsforvaltningens afgørelse om forældremyndighed efter en forælders død indbragt for retten, dog

uden mulighed for retten til at se bort fra fristoverskridelser.

For familieretlige afgørelser, der træffes af byretten, gælder der som udgangspunkt en ankefrist på

fire uger, men landsretten kan undtagelsesvis tillade anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Der

kan dog ikke meddeles tilladelse til efter ankefristens udløb at anke en dom, der går ud på f.eks.

separation eller skilsmisse.

Haagerkonventionen af 2007 om underholdspligt og underholdspligtforordningen indeholder

særlige procedurer for behandlingen af anmodninger om at erklære en udenlandsk afgørelse om

børne- og ægtefællebidrag eksigibel således, at den kan inddrives i Danmark. Det drejer sig bl.a. om

klagefrister.

Efter forældreansvarsloven kan en afgørelse over en myndigheds afvisning af at orientere en

forælder, der ikke har forældremyndigheden, om barnets forhold, påklages til Statsforvaltningen.

Statsforvaltningens afgørelse kan ikke påklages til Ankestyrelsen. Ankestyrelsen kan dog behandle

en klage, hvis det skønnes, at sagen har principiel eller generel betydning.

Afgørelser om dispensation for ægteskabsbetingelserne, som en kommune som

prøvelsesmyndighed har truffet efter ægteskabsloven, kan påklages til Ankestyrelsen. Tilsvarende

gælder en personregisterførers afgørelse efter navneloven.

Børne- og socialministeren kan efter en række af de familieretlige love fastsætte nærmere regler om

behandlingen af klager. Med hjemmel heri er der fastsat regler om behandlingen af klager, herunder

at klage indgives til Statsforvaltningen, der videresender klagen og sagens akter til Ankestyrelsen.

Der er endvidere fastsat regler om, at Statsforvaltningen kan genoptage behandlingen af en påklaget

afgørelse, hvis klagen indeholder en ny ansøgning eller væsentlige nye oplysninger, eller der er

begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Adgangen til at genoptage en sag omfatter også situationer, hvor Statsforvaltningen f.eks. har

udstedt en skilsmissebevilling efter enighed mellem parterne, og den ene ægtefælle protesterer mod

udstedelsen under henvisning til, at den pågældende ægtefælle ikke har givet samtykke til

skilsmissen eller mener at have tilbagekaldt sit samtykke. I sådanne situationer genoptages sagen,

og den afgørelse, der træffes i genoptagelsessagen, kan påklages til Ankestyrelsen.

Klageren kan påklage Statsforvaltningens beslutning om at genoptage en sag til Ankestyrelsen.

Efter § 16, stk. 1, i forvaltningsloven træffes afgørelsen af, om en anmodning fra en part om

aktindsigt skal imødekommes, af den myndighed, der i øvrigt træffer afgørelsen i den pågældende

sag.

Afgørelse om aktindsigt truffet af Statsforvaltningen i forbindelse med Statsforvaltningens

behandling af en familieretlig sag kan efter § 16, stk. 4, i forvaltningsloven påklages særskilt til

Ankestyrelsen, såfremt Ankestyrelsen i øvrigt er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag,

som aktindsigtsanmodningen vedrører.

Endelig kan Statsforvaltningens sagsbehandling påklages til Ankestyrelsen i det omfang,

Statsforvaltningens afgørelse i den pågældende sag kan påklages til Ankestyrelsen. Sådanne

såkaldte sagsbehandlingsklager omfatter eksempelvis klager vedrørende partshøring, begrundelsen

for afgørelsen og sagsbehandlingstiden.

Statsforvaltningens afgørelser om aktindsigt efter offentlighedsloven kan påklages til Børne- og

Socialministeriet.

Den familieretlige lovgivning indeholder ikke regler om virkningen af, at en afgørelse påklages,

herunder om afgørelsen har virkning under behandlingen af klagen, eller om klagen tillægges

opsættende virkning således, at den påklagede afgørelse ikke har virkning, før klagesagen er

afsluttet. Det følger imidlertid af almindelige forvaltningsretlige principper, at en klage ikke har

opsættende virkning, men at både klageinstansen og den myndighed, der har truffet den påklagede

afgørelse, efter en konkret vurdering kan tillægge en klage opsættende virkning.

3.3.10.1.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Det nye familieretlige system består af to enheder

–

Familieretshuset og Familieretten. Efter

lovforslagets § 5, jf. § 26, afslutter Familieretshuset en række familieretlige sager som § 5-sager ved

eksempelvis at udstede en bevilling eller notere en aftale. I § 5-sager er parterne enige, og en part

bør derfor ikke kunne klage til højere administrativ myndighed eller anmode om at få sagen

indbragt for Familieretten. I stedet bør Familieretshuset genoptage behandlingen med henblik på, at

sagen behandles som en § 6-sag eller § 7-sag, hvor afgørelse træffes af enten Familieretten eller

Familieretshuset.

Efter lovforslagets § 27 træffer Familieretshuset afgørelse i § 6-sager. Disse afgørelser bør ikke

kunne påklages administrativt, men indbringes for Familieretten.

I visse § 6-sager træffer Familieretshuset afgørelse som klageinstans. Disse sager, der har været

prøvet i to instanser, bør ikke kunne indbringes for Familieretten, medmindre Familieretten finder,

at afgørelsen har principiel eller generel betydning.

Under hensyn til, at det foreslåede nye familieretlige system består af to enheder, Familieretshuset

og Familieretten, hvor afgørelseskompetence afhænger af en visitation af den konkrete sag, findes

det mest hensigtsmæssigt, at Familieretshusets afgørelser om aktindsigt ikke kan indbringes for

Familieretten, men at Familieretshuset efter anmodning skal genoptage behandlingen af en

ansøgning om aktindsigt.

Med udgangspunkt i de gældende klagefrister ved afgørelser om børne- og ægtefællebidrag finder

Børne- og Socialministeriet, at der bør indføres en generel frist på fire uger for at anmode om at få

Familieretshusets afgørelse i en familieretlig sag indbragt for Familieretten. Dog bør Familieretten i

særlige tilfælde kunne behandle en anmodning om indbringelse af en sag for Familieretten, selvom

anmodningen er indgivet efter udløbet af denne frist. Med forslaget får en part rimelig tid til at

overveje, om parten vil indbringe afgørelsen for Familieretten, og samtidigt vil parterne efter

udløbet af fristen som udgangspunkt kunne indrette sig på den trufne afgørelse.

Samtidig bør Familieretshuset som efter den gældende ordning kunne træffe afgørelse om, at en

afgørelse, som en part har anmodet om at få indbragt for Familieretten, skal genoptages. Dette

gælder særligt, hvis anmodningen indeholder en ansøgning, som Familieretshuset ikke har taget

stilling til, eller anmodningen indeholder væsentlige nye oplysninger. En sådan afgørelse om

genoptagelse af en afgørelse bør kunne indbringes for Familieretten.

Det findes endvidere hensigtsmæssigt, at børne- og socialministeren kan fastsætte bestemmelser om

Familieretshusets behandling af en anmodning om at indbringe en afgørelse for Familieretten.

I overensstemmelse med gældende ret bør afgørelser, der går ud på separation eller skilsmisse m.v.

ikke kunne genoptages, og der bør ikke være mulighed for at få behandlet en anmodning om, at en

sådan afgørelse indbragt for Familieretten, hvis anmodningen fremsættes efter udløbet af fire ugers

fristen.

Børne- og Socialministeriet finder endvidere, at de ovennævnte frister for at fremsætte anmodning

om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset indbragt for Familieretten samt muligheden for at

genoptage en afgørelse, ikke bør gælde for afgørelser efter Haagerkonventionen af 2007 om

underholdspligt og underholdspligtforordningen om at erklære en udenlandsk afgørelse om børne-

og ægtefællebidrag eksigibel, da disse regelsæt indeholder ufravigelige appelregler.

Endelig findes det hensigtsmæssigt, at det lovfæstes, at både Familieretshuset og Familieretten kan

bestemme, at indgivelse af en anmodning om at indbringe en afgørelse for Familieretten har

opsættende virkning.

3.3.10.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at reglerne om indbringelse af Familieretshusets afgørelse for Familieretten placeres i

lovens kapitel 12 om domstolsprøvelse.

Det foreslås herunder for det første, at Familieretshusets afgørelser ikke kan påklages

administrativt, men at de som udgangspunkt kan indbringes for Familieretten.

Det foreslås for det andet, at hovedreglen om indbringelse af afgørelser for Familieretten ikke skal

omfatte udstedelse af en bevilling eller notering af en aftale, men at Familieretshuset efter

anmodning i stedet skal genoptage behandlingen af sagen. Endvidere skal de afgørelser, som

Familieretshuset træffer som klageinstans, ikke kunne indbringes for Familieretten, medmindre

Familieretten finder, at afgørelsen har principiel eller generel betydning. Endelig foreslås det, at

afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven eller offentlighedsloven hverken kan indbringes for

Familieretten eller påklages administrativt.

Det foreslås for det tredje, at der i kapitel 12 fastsættes en generel frist på fire uger for at anmode

om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset indbragt for Familieretten. Det foreslås dog

samtidigt, at Familieretten i særlige tilfælde kan behandle sagen, selvom anmodningen er indgivet

efter udløbet af fristen. I overensstemmelse med den gældende ordning foreslås det, at

Familieretshuset skal have mulighed for til at træffe afgørelse om, at en afgørelse, som en part har

anmodet om at få indbragt for Familieretten, skal genoptages. Det foreslås endvidere, at børne- og

socialministeren kan fastsætte bestemmelser om Familieretshusets behandling af en anmodning om

at få en afgørelse indbragt for Familieretten.

Det foreslås, at afgørelser, der går ud på separation eller skilsmisse m.v., ikke kan genoptages, og at

det ikke er muligt at få behandlet en anmodning om, at få en sådan afgørelse indbragt for

Familieretten, hvis anmodningen fremsættes efter udløbet af fire ugers fristen.

Det foreslås, at de ovenfor omtalte foreslåede frister for at fremsætte anmodning om at få indbragt

en afgørelse truffet af Familieretshuset for Familieretten samt muligheden for at genoptage en

afgørelse ikke skal gælde for afgørelser efter Haagerkonventionen af 2007 om underholdspligt og

underholdspligtforordningen om at erklære en udenlandsk afgørelse om børne- og ægtefællebidrag

eksigibel.

Endelig foreslås det, at både Familieretshuset og Familieretten kan bestemme, at indgivelse af en

anmodning om at indbringe en afgørelse for Familieretten har opsættende virkning.

3.3.10.2. Indbringelse af sager for Familieretten

3.3.10.2.1. Gældende ret

Det følger af § 43 i ægteskabsloven, at visse sager om separation og skilsmisse efter anmodning fra

en part indbringes for retten af Statsforvaltningen. Efter § 448 d i retsplejeloven indbringer

Statsforvaltningen en sag om ægteskab, herunder separation og skilsmisse for retten ved sagsøgtes

hjemting. Har sagsøgte ikke hjemting her i riget, indbringes sagen for retten ved sagsøgerens

hjemting, og har ingen af parterne hjemting her i riget, indbringes sagen for den ret, som

justitsministeren bestemmer. Efter § 448 b, 2. pkt., i retsplejeloven anlægges sag om omstødelse af

ægteskab ved en ret, hvor en af ægtefællerne kan sagsøges efter § 448 d.

Det følger af §§ 37 og 40 i forældreansvarsloven, at en sag om forældremyndighed og barnets

bopæl indbringes for retten af Statsforvaltningen. Efter § 448 g i retsplejeloven indbringes disse

sager for retten i den retskreds, hvor barnet har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i riget,

indbringes sagen for retten ved sagsøgtes hjemting. Hvis sagsøgte ikke har hjemting her i riget,

indbringes sagen for retten ved sagsøgerens hjemting eller, hvis sagsøgeren ikke har hjemting her i

riget, for Københavns Byret.

Efter §§ 15 og 26 i børneloven indbringer Statsforvaltningen visse sager om faderskab og

medmoderskab for retten. Det følger af § 456 c, stk. 1, i retsplejeloven, at Statsforvaltningen som

udgangspunkt indbringer en sådan sag for den byret, hvor moderen har hjemting. Det følger af

bestemmelsens stk. 2, at når moderen ikke har hjemting her i landet, indbringes sagen for byretten,

hvor den person, som i medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, i retsplejeloven er part i sagen, har hjemting.

Er flere personer i medfør af § 456 e, stk. 1, nr. 3, parter i sagen ved sagens indbringelse for retten,

bestemmer justitsministeren efter § 456 c, stk. 3, hvilken af de kompetente byretter sagen skal

indbringes for. Kan der ikke påvises et værneting efter § 456 c, stk. 1 og 2, bestemmer

justitsministeren efter bestemmelsens stk. 4, hvilken byret sagen skal indbringes for.

Det følger det af § 448 a, stk. 3, i retsplejeloven, at den, der først har anmodet Statsforvaltningen

om at indbringe en sag om forældremyndighed, barnets bopæl, separation eller skilsmisse for retten,

anses som sagsøger. Ved samtidig anmodning om indbringelse for retten anses den part, der indgav

anmodning om separation eller skilsmisse, jf. § 37 i ægteskabsloven, eller om afgørelse om

forældremyndighed eller barnets bopæl, jf. § 31, stk. 1, i forældreansvarsloven, som sagsøger. Blev

de nævnte anmodninger indgivet samtidigt af begge parter, bestemmer Statsforvaltningen, hvem der

skal anses som sagsøger. Statsforvaltningens afgørelse herom kan ikke indbringes for højere

administrativ myndighed.

Efter § 254 i retsplejeloven kan byretten bestemme, at flere sager, der verserer ved retten mellem

samme eller forskellige parter, skal behandles i forbindelse med hinanden. Endvidere kan byretten

efter anmodning fra en part henvise en sag til behandling ved en anden byret, hvis sagen efter

indhentet udtalelse fra den anden ret findes mest hensigtsmæssigt at kunne behandles i forbindelse

med en anden sag, der verserer, ved den anden ret.

3.3.10.2.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

I det nye familieretlige system skal alle familieretlige sager indledes i Familieretshuset, og sagerne

behandles og afgøres af enten Familieretshuset eller byretten, der i disse sager benævnes

Familieretten. Familieretten behandler sagerne efter reglerne i retsplejeloven for byretssager med de

ændringer, der følger af kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, der foreslås ændret ved § 16 i

følgelovforslaget.

Disse bestemmelser om Familieretten bør placere i lovens kapitel 13, der i øvrigt indeholder

bestemmelser om Familieretshusets indbringelse af sager for Familieretten.

Bestemmelserne om indbringelse af sager for Familieretten drejer sig for det første om, hvilken

Familieret en familieretlig sag skal indbringes for, og for det andet om, hvem der anses som

henholdsvis sagsøger og sagsøgte i en sag, der er indbragt for Familieretten.

Bestemmelserne om, hvilken Familieret en familieretlig sag skal indbringes for, bør udformes med

udgangspunkt i den gældende ordning, idet der dog skal tages højde for, at bestemmelserne om

indbringelse af sager for Familieretten skal finde anvendelse for en række sagstyper, der ikke er

omfattede af de gældende regler om indbringelse af sager for retten.

Det bør fortsat være udgangspunktet, at en sag indbringes for Familieretten ved sagsøgtes hjemting.

Har sagsøgte ikke hjemting her i landet, bør sagen indbringes for Familieretten ved sagsøgerens

hjemting.

En sag efter forældreansvarsloven bør dog indbringes for Familieretten i den retskreds, hvor barnet

har bopæl. Hvis barnet ikke har bopæl her i landet, bør sagen indbringes for Familieretten ved

sagsøgtes hjemting, eller, hvis sagsøgte ikke har hjemting her i landet, for Familieretten ved

sagsøgerens hjemting. En sag efter børneloven bør indbringes for Familieretten i den retskreds, hvor

barnets mor har hjemting. Har barnets mor ikke hjemting her i landet, bør sagen indbringes for

Familieretten i den retskreds, hvor den, der efter § 17 i børneloven er part i sagen, har hjemting. Er

der flere parter, bør Familieretshuset bestemme, hvilken Familieret sagen skal indbringes for.

En sag, der ikke indeholder en partstvist, dvs. en sag, der ikke indeholder en tvist mellem to private

parter, men i stedet mellem en privat part og Familieretshuset, bør indbringes for Familieretten ved

sagsøgerens hjemting. Som nævnt nedenfor anses den private part i en sådan sag som sagsøgeren,

når sagen indbringes for Familieretten. Den foreslåede bestemmelse om, hvilken Familieret en sag,

der ikke indeholder en partstvist skal indbringes for, indebærer således, at sagen indbringes for

Familieretten ved den private parts hjemting.

Som nævnt nedenfor bør Familieretshuset i en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i

ægteskabsloven, der anlægges af Familieretshuset, anses som sagsøger, mens den private part bør

anses som sagsøgte. Sådanne sager bør indbringes for Familieretten ved sagsøgtes hjemting, dvs.

ved den private parts hjemting.

I situationer, der ikke er omfattede af ovennævnte, og i tvivlstilfælde bør Familieretshuset

bestemme, hvilken Familieret sagen skal indbringes for, og Familieretshuset bør altid kunne

bestemme, at en sag skal indbringes for Familieretten i en anden retskreds, hvis det er mest

hensigtsmæssigt, at sagen behandles der, f.eks. fordi sagen bør behandles sammen med en sag, der

er indbragt for Familieretten i den pågældende retskreds.

Bestemmelserne om, hvem der anses for henholdsvis sagsøger og sagsøgte i en sag, der indbringes

for Familieretten, bør ligeledes udformes med udgangspunkt i den gældende ordning, idet der dog

også her skal tages højde for, at bestemmelserne herom skal finde anvendelse for en række

sagstyper, der ikke er omfattede af de gældende regler.

I sager, som Familieretshuset indbringer for Familieretten til afgørelse, bør den part, der indgav

anmodningen eller ansøgningen til Familieretshuset, anses som sagsøger under Familierettens

behandling af sagen. Den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset

indbringes for Familieretten, bør anses som sagsøger under Familierettens behandling af sagen.

Uden for disse situationer og i tvivlstilfælde findes det hensigtsmæssigt, at Familieretshuset

bestemmer, hvem der anses som sagsøger under Familierettens behandling af sagen.

Indeholder sagen ikke en partstvist, bør det som udgangspunkt være Familieretshuset, der anses

som sagsøgte. Ved indbringelse efter lovforslagets § 33 af en forældreansvarssag, der er indledt på

baggrund af kommunalbestyrelsens initiativret efter lovforslagets § 25, bør Familieretshuset anses

som sagsøger under Familierettens behandling af sagen, og forældrene anses som sagsøgte.

Tilsvarende bør Familieretshuset anses som sagsøger ved indbringelse efter lovforslagets § 28, stk.

2, nr. 2, af en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning,

der anlægges af Familieretshuset, og ægtefællerne anses som sagsøgte.

I overensstemmelse med den gældende ordning bør Familieretshusets beslutninger om, hvilken

Familieret en sag skal indbringes for, og hvem der anses som sagsøger og sagsøgte, ikke kunne

hverken påklages administrativt eller indbringes for Familieretten efter reglerne i

Familieretshusloven.

Det findes hensigtsmæssigt, at Familieretshuset ved indbringelse af en sag for Familieretten sender

sagens akter til Familieretten.

Den Familieret, som en sag er blevet indbragt for, bør efter § 254 i retsplejeloven kunne bestemme,

at sagen skal behandles af en anden Familieret.

3.3.10.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at familieretlige sager behandles af byretten, der i denne forbindelse benævnes

Familieretten. Det foreslås videre, at Familieretten behandler sagerne efter reglerne i retsplejeloven

for byretssager med de ændringer, der følger af kapitel 42 og 42 a i retsplejeloven, der foreslås

ændret ved § 16 i følgelovforslaget. Det foreslås, at bestemmelserne om indbringelse af sager for

Familieretten samles i lovforslagets kapitel 13.

Det foreslås herunder for det første, at en sag som udgangspunkt indbringes for Familieretten ved

sagsøgtes hjemting. Det foreslås dog, at en sag efter forældreansvarsloven som udgangspunkt

indbringes for Familieretten i den retskreds, hvor barnet har bopæl, og at en sag efter børneloven

som udgangspunkt indbringes for Familieretten i den retskreds, hvor barnets mor har hjemting.

For det andet foreslås det, at en sag, der ikke indeholder en partstvist, indbringes for Familieretten

ved sagsøgerens hjemting, dvs. ved parternes hjemting. Dog foreslås det, at en sag om omstødelse

af ægteskab efter § 23 i ægteskabsloven, der anlægges af Familieretshuset, indbringes for

Familieretten ved sagsøgtes hjemting, dvs. ved parternes hjemting.

For det tredje foreslås det, at i situationer, der ikke er omfattede af ovennævnte, og i tvivlstilfælde

bestemmer Familieretshuset, hvilken Familieret sagen skal indbringes for. Det foreslås samtidigt, at

Familieretshuset altid kan bestemme, at en sag skal indbringes for Familieretten i en anden

retskreds, hvis det er mest hensigtsmæssigt, at sagen behandles der, f.eks. fordi sagen bør behandles

sammen med en sag, der er indbragt for Familieretten i den pågældende retskreds.

I sager, som Familieretshuset indbringer for Familieretten til afgørelse, foreslås det, at den part, der

indgav anmodningen eller ansøgningen til Familieretshuset, anses som sagsøger. Tilsvarende

foreslås det, at den part, der anmoder om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for

Familieretten, anses som sagsøger.

I sager, der ikke indeholder en partstvist, foreslås det, at Familieretshuset som udgangspunkt anses

som sagsøgte. Ved indbringelse af en forældreansvarssag, der er indledt på baggrund af

kommunalbestyrelsens initiativret efter § 25 i lovforslaget, anses Familieretshuset som sagsøger, og

forældrene anses som sagsøgte. Tilsvarende anses Familieretshuset som sagsøger ved indbringelse

af en sag om omstødelse af ægteskab efter § 23 i lov om ægteskabs indgåelse og opløsning, der

anlægges af Familieretshuset, og ægtefællerne anses som sagsøgte.

Uden for disse situationer og i tvivlstilfælde foreslås det, at Familieretshuset bestemmer, hvem der

anses som sagsøger under Familierettens behandling af sagen.

Endelig foreslås der, at Familieretshusets beslutning om, hvilken Familieret en sag skal indbringes

for, og hvem der anses som sagsøger og sagsøgte, hverken kan påklages administrativt eller

indbringes for Familieretten.

Ved indbringelse af en sag for Familieretten sender Familieretshuset sagens akter til Familieretten.

3.3.11. Familieretshusets organisering m.v.

3.3.11.1. Gældende ret

Statsforvaltningen er i dag den bærende administrative myndighed på det familieretlige område.

Statsforvaltningen blev oprettet den 1. juli 2013 og erstattede de daværende fem regionale

statsforvaltninger. Statsforvaltningen har hovedkontor i Aabenraa. Derudover er der afdelinger i

Aarhus, Ringkøbing, Aalborg, Odense, Nykøbing Falster, Ringsted og København samt i Rønne,

hvor Statsforvaltningens INFO-center også er placeret.

Statsforvaltningen ledes af en direktion bestående af en direktør og to vicedirektører, der fungerer

som chefer for hver deres afdeling opdelt efter faglige områder. Derudover er der udpeget en

centerledelse for det familieretlige område samt en række kontorchefer til ledelse af de enkelte

fagkontorer.

Statsforvaltningen er reguleret i statsforvaltningsloven, der dog alene indeholder bestemmelser om,

at Statsforvaltningen varetager den regionale statslige forvaltning, og at Statsforvaltningen ledes af

en direktør, der har ansvaret for Statsforvaltningens virksomhed.

3.3.11.2. Børne- og Socialministeriets overvejelser

Børne- og Socialministeriet finder det hensigtsmæssigt, at der som led i den samlede regulering af

Familieretshusets behandling af sager og støtte til parter og børn i Familieretshuset fastsættes

bestemmelser om Familieretshusets organisation.

Ministeriet finder således, at Familieretshusloven i lighed med statsforvaltningsloven bør indeholde

bestemmelser om organisatoriske forhold, herunder ledelsesmæssige forhold. Ministeriet finder, at

der i den sammenhæng bør fastsættes bestemmelser om, at Familieretshuset er uafhængigt i sin

afgørelsesvirksomhed med henblik på at sikre klare linjer i forhold til den ansvarlige minister.

Ministeriet finder derudover, at der i lyset af det nye samlede familieretlige system er behov for, at

samarbejdet mellem Familieretshuset og Familieretterne forankres forpligtende med henblik på, at

der etableres de nødvendige organisatoriske samarbejdsstrukturer til sikring af, at borgerne møder et

samlet system.

Det er ligeledes ministeriets vurdering, at der er behov for organisatoriske strukturer til sikring af

Familieretshusets udviklingsorienterede fokus på rådgivning, konflikthåndtering og barnets bedste.

Ministeriet finder, at det i den forbindelse er afgørende, at disse strukturer understøtter et åbent og

inddragende Familieretshus, hvor der til stadighed er dialog mellem Familieretshuset og relevante

interessenter, herunder bl.a. civilsamfundsorganisationer og kommunerne.

3.3.11.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der som kapitel 14 i Familieretshusloven indsættes en række bestemmelser om

Familieretshusets organisering.

Det foreslås først om fremmest, at Familieretshuset skal bestå af en række afdelinger og skal ledes

af en direktør. Direktøren er ansvarlig for Familieretshusets virksomhed og fastlægger fordelingen

af sager mellem afdelingerne.

Bestemmelsen foreslås suppleret af en bestemmelse i § 3 om, at Familieretshuset ved behandlingen

og afgørelsen af en sag er uafhængig af instruktioner. Med bestemmelsen sikres, at den ansvarlige

minister ikke kan påvirke eller styre Familieretshusets behandling og afgørelse af en konkret sag.

Med henblik på at sikre sammenhæng og koordinationen mellem Familieretshuset og

Familieretterne, der sammen udgør det nye samlede familieretlige system, foreslås, at den enkelte

afdeling af Familieretshuset skal samarbejde med de Familieretter, der geografisk er beliggende i

det område, som afdelingen dækker. Det foreslås, at det med bestemmelsen fastlægges, at dette

samarbejde som minimum indebærer afholdelse af kvartalsvise samarbejdsmøder og udarbejdelse af

en årlig rapport.

Med henblik på at sikre udvikling og inddragelse af interessenter og specialistkompetencer foreslås

det endvidere, at der nedsættes et rådgivende udvalg. Det foreslås, at udvalget skal bidrage til

sikring af kvalitet i sagsbehandling og den løbende udvikling af tilbud om støtte til børn og

rådgivnings- og konflikthåndteringstilbud. Udvalget ledes af direktøren for Familieretshuset, mens

de øvrige medlemmer udpeges af børne- og socialministeren fra civilsamfundsorganisationer,

kommuner, Familieretterne, Børne- og Socialministeriet og andre relevante myndigheder.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Med lovforslaget etableres et nyt familieretligt system med to samarbejdende myndigheder,

Familieretshuset, der er en ny myndighed, og Familieretten (de 24 byretter). I Familieretshuset

oprettes der endvidere en Børneenhed, som har fokus på barnet og dets behov for støtte i processen.

Familieretshuset skal ligeledes have et særligt fokus på en konfliktdæmpende tilgang til familierne

på en måde, der modsvarer den enkelte families behov.

Det foreslås, at der skal være en anden fordeling af kompetence på det familieretlige område

mellem det administrative system og domstolssystemet end i dag, herunder at klager over

Familieretshuset indbringes for Familieretten til prøvelse der. Samlet set vil der være en vis tilgang

af sager til domstolssystemet. Endvidere fastlægger forslaget samarbejdet mellem Familieretshuset

og det sociale system.

Det foreslås, at det familieretlige systems håndtering af henvendelser fra borgerne tager afsæt i en

fordeling til tre sagsbehandlingsspor på baggrund af en indledende screening og visitation. Der skal

således oprettes et spor for de enkle sager, et spor for de mindre enkle sager, hvor der et særligt

fokus på rådgivning og konflikthåndtering, og et spor for de komplekse sager, hvor sagerne

behandles tværfagligt, og i visse tilfælde i samarbejde med de sociale myndigheder, og hvor

afgørelsen træffes af Familieretten. For at sikre fremdrift i sagerne, herunder særligt i de

komplicerede sager som afgøres af Familieretten, foreslås en række frister for Familieretshusets

iværksættelse af sagsskridt.

Med henblik på at understøtte det forudsatte samarbejde på tværs af myndigheder foreslås det, at

der i Familieretshuset og hos de sociale myndigheder udpeges en kontaktperson, ligesom det

foreslås, at Familieretshuset og Familieretten løbende afholder møder med henblik på at kvalificere

og evaluere samarbejdet om sagernes behandling.

Der kan skelnes mellem varige meromkostninger og implementeringsomkostninger. Lovforslagets

samlede varige meromkostninger forventes at udgøre 54,7 mio. kr. i 2019 og 72,8 mio. kr. fra 2020

og frem.

Meromkostninger skal blandt andet finansiere følgende varige omkostninger:

Konfliktmægling og rådgivning i forældreansvars- og ægteskabssager

Oprettelse af ny tværgående børneenhed

Udvidet sagsoplysning og sagsbehandling af særligt konfliktfyldte sager

Øget domstolsinddragelse, og dermed flere sager som kan få bevilliget fri proces

Pulje til parrådgivning og rådgivning om familiens relationer i den akutte brudperiode

Samarbejde med kommunerne

Øgede omkostninger til it-licenser

Det forventes, at de samlede varige meromkostninger i 2019 fordeler sig med 37,8 mio. kr. til

Familieretshuset, 13,3 mio. kr. til domstolene og 3,6 mio. kr. til kommunerne. Fra 2020 og frem

forventes de at fordele sig med 50,3 mio. kr. til Familieretshuset, 17,7 mio.kr. til domstolene og 4,9

mio. kr. til kommunerne. De kommunale meromkostninger fastlægges dog først endeligt efter

DUT-forhandlinger med de kommunale parter.

Implementeringsomkostningerne forventes at udgøre 6,4 mio. kr. i 2018, 19,8 mio. kr. i 2019, 4,5

mio. kr. i 2020, 1,9 mio. kr. i 2021, 3,4 mio. kr. i 2023 og 0,8 mio. kr. i 2022.

Implementeringsomkostningerne skal blandt andet finansiere følgende:

Kompetenceudvikling af medarbejdere

Intern omstilling og udarbejdelse af nye processer for sagsbehandling

Produktionstab i overgangsperioden

Udvikling af kommunikationsteknologi

Monitorering og evaluering

Implementeringsomkostningerne relaterer sig til Familieretshuset.

Med aftalen om satspuljen for 2018 blev der afsat 20 mio. kr. årligt i perioden 2019 og frem til

finansiering af systemet. Partierne bag satspuljen er enige om at tilvejebringe den resterende

finansiering ved udmøntningen af satspuljen for 2019.

Med lovforslaget omfordeles endvidere den bevilling på 297,6 mio. kr., der i dag er til rådighed på

det familieretlige område. Det familieretlige område dækker i dag Statsforvaltningen, Ankestyrelsen

og domstolene. I det nye familieretlige system allokeres der fra den nuværende økonomi 222,8

mio.kr. til Familieretshuset, samlet 60,4 mio. kr. til domstolene til varetagelse af Familieretten samt

14,4 mio. kr. til Ankestyrelsen til varetagelse af opgaver på adoptionsområdet.

Lovforslaget følger principperne for digitaliseringsklar lovgivning, herunder bemærkes særligt at

digitalisering er en integreret del af screeningen og visitationen af sager, der behandles af

Familieretshuset, samt forslagets del om digital rådgivning og konflikthåndtering.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslaget har ingen økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

6. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslagets § 4 indebærer, at alle henvendelser til Familieretshuset screenes, og at parterne til brug

herfor i et vist omfang skal besvare en række spørgsmål ud over, hvad der efter de gældende regler

skal oplyses, når parter i dag indgiver en anmodning eller ansøgning.

I det nye familieretlige system skal alle familieretlige sager indledes i Familieretshuset, og sagerne

behandles og afgøres af enten Familieretshuset eller Familieretten. Der vil af hensyn til parternes

retssikkerhed være øget domstolsinddragelse i komplicerede og konfliktfyldte familieretlige sager.

Dette indebærer dog også, at i komplicerede og konfliktfyldte sager, der efter den gældende ordning

afgøres administrativt, skal parterne som udgangspunkt møde i retten, og de skal selv afholde

eventuelle advokatudgifter i forbindelse hermed, medmindre de opfylder betingelserne for at få fri

proces.

Derimod vil alle enkle sager blive afgjort administrativt på skriftligt grundlag. Dette vil for en

række borgere betyde, at de ikke behøver at møde i retten, og at de ikke behøver at afholde udgifter

til advokat.

Endvidere vil en part kunne anmode om, at en afgørelse truffet af Familieretshuset indbringes for

Familieretten. Dette indebærer en forbedring af borgernes retsstilling, fordi Statsforvaltningens

familieretlige afgørelser i dag alene kan påklages administrativt til Ankestyrelsen, hvis afgørelser

alene kan indbringes for retten efter § 63 i grundloven.

Med forslagets § 15 opstilles en række frister for iværksættelse af sagsskridt for at sikre fremdrift i

behandlingen af sagerne. Disse frister skal bl.a. sikre, at sager, der skal afgøres i Familieretten, ikke

stagnerer i Familieretshuset, ligesom fristerne skal sikre hurtig inddragelse af de sociale

myndigheder i sager, der er omfattet af forslagets § 7 om komplekse og konfliktfyldte

forældreansvarssager.

I disse såkaldte § 7-sager følger det af forslagets kapitel 10, at de kommunale myndigheder skal

inddrages, i det omfang det er relevant, ligesom der kan afholdes netværksmøder med deltagelse af

disse myndigheder, en eller begge parter og barnet. Borgerne vil således opleve en tværsektoriel

håndtering af deres problemer. Endvidere følger det af kapitlet, at der uden samtykke kan udveksles

oplysninger om rent private forhold om barnets personlige og familiemæssige forhold mellem

Familieretshuset, de kommunale myndigheder, sundhedsvæsenet, politiet og anklagemyndigheden,

hvis det er nødvendigt af hensyn til barnets sundhed og udvikling. I tilfælde hvor der må antages at

være åbenbar risiko for, at et barns sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af et

familieretligt forhold, kan kommunen efter forslagets § 25 bede Familieretshuset om at indlede en

sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Forældrene vil i disse tilfælde med

lovforslaget kunne have mulighed for at få fri proces allerede under den administrative behandling

af sagen.

Med lovforslagets § 16 oprettes en børneenhed, der skal yde støtte og rådgivning til børn, der er

påvirkede af familieretlige problemstillinger, samt tilbyde en kontaktperson til barnet.

Børneenheden skal således sikre, at børnene får den hjælp og støtte under sagens behandling,

herunder i Familieretten, som de har behov for. Med forslagets § 19 får et barn ret til at lade sig

bistå af andre under behandlingen af en sag i Familieretshuset, uden at forælderen kan modsætte

sig.

Endelig tydeliggøres med forslagets § 10, stk. 2, at en part ikke er forpligtet til at deltage i et møde

med den anden part, hvis parten eller partens barn har været udsat for vold m.v. fra den anden part.

Dette gælder ifølge forslaget ligeledes ved vilkårsforhandlinger i sager om separation og skilsmisse,

jf. forslagets § 2, nr. 9.

7. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retligt konsekvenser.

9. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den x. juni 2018 til den y. august 2018 været sendt i

høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: 3F

–

Fagligt Fælles Forbund, Aalborg

Universitet (Juridisk Institut), Aarhus Universitet (Juridisk Institut), AC-Børnehjælp, Adoption &

Samfund, Adoptionsnævnet, Adoptionspolitisk Forum, Adoptionstrekanten, Advokatrådet,

Akademikerne, Alternativet, Alzheimerforeningen , Amnesty International,

Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Ankestyrelsen, ATP, Barnets Tarv Nu, Bedre

Psykiatri

–

landsforeningen for pårørende, Biskopperne, Boligselskabernes Landsforening,

BOSAM, BUPL, Byggesocietetet, Bygherreforeningen i Danmark, byretterne, Børn og Familier,

Børne- og Kulturchefforeningen, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår,

Centralorganisationernes Fællesudvalg, Copenhagen Business School (Juridisk Institut), Danish

International Adoption, Danmarks Lejerforeninger, Danmarks Lærerforening, Danmarks

Provsteforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk

Fertilitetsselskab, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Folkeparti, Dansk Handicapforbund, Dansk

Industri, Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Psykolog Forening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk

Selskab for Obstetrik og Gynækologi, Dansk Selskab for Psykosocial Rehabilitering, Dansk

Socialrådgiverforening, Danske Advokater, Danske Arveretsadvokater, Danske Familieadvokater,

Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Regioner, Dansk Sygeplejeråd, Danske

Udlejere, Danske Ældreråd, Datatilsynet, Demenskoordinatorer i Danmark, Den Danske

Dommerforening, Den Danske Præsteforening, Det Centrale Handicapråd, Det færøske sundheds-

og indenrigsministerium, Det grønlandske Departement for Sociale Anliggender og Justitsvæsenet,

Det Konservative Folkeparti, Det Kriminalpræventive Råd, Det Sociale Netværk,

Digitaliseringsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolenes Tjenestemandsforening,

Domstolsstyrelsen, DUKH, Enhedslisten, Fabu, FADD, FOA, Foreningen af Advokater og

Advokatfuldmægtige, Foreningen af Hegnsyn i Danmark, Foreningen af Kommunale Social-,

Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer i Danmark, Foreningen Far til Støtte for Børn og Forældre,

Foreningen for ledere af sundhedsordninger for børn og unge, Foreningen Mor,

ForældreLANDSforeningen FBU, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Godfar,

HK/kommunal, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Husleje- og Beboerklagenævnsforeningen,

Institut for Menneskerettigheder, KFUM’s sociale arbejde, KL, Kommunale Tjenestemænd og

Overenskomstansatte, Koreaklubben, Kristelig Fagbevægelse, Kristendemokraterne, Kvinderådet,

Københavns Universitet (Det Juridiske Fakultet), Landbrug og Fødevarer, Landsforeningen,

BoPaM, Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen Børn og Samvær,

Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK), Landsforeningen af Menighedsråd,

Landsforeningen af socialpædagoger, Landsforeningen af tidligere og nuværende psykiatribrugere,

Landsforeningen for børn og forældre, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og

transpersoner, Landsforeningen for ufrivilligt barnløse, Landsforeningen LEV, Liberal Alliance,

Livsværk, LO, LOS

–

de private sociale tilbud, Lejernes Landsorganisation i Danmark,

Lægeforeningen, Mandecentret, Mødrehjælpen, Nye Borgerlige, Plejefamiliernes landsforening,

Politiforeningen, Procesbevillingsnævnet, Psykiatrifonden, Radikale Venstre, Red Barnet,

Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Retssikkerhedsfonden, Rigsombudsmanden i Grønland,

Rigsombudsmanden på Færøerne, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Røde Kors, Rådet for Etniske

Minoriteter, Rådet for Socialt Udsatte, SIND, Selveje Danmark, Socialdemokratiet, Socialistisk

Folkeparti, Socialpædagogernes Landsforbund, Socialstyrelsen, Socialt Lederforum, Socialtilsyn

Hovedstaden, Socialtilsyn Midt, Socialtilsyn Nord, Socialtilsyn Syd, Socialtilsyn Øst,

Statsforvaltningen, Stiftsøvrighederne, Sundheds- og Indenrigsministeriet på Færøerne, Syddansk

Universitet (Juridisk Institut), TABUKA, Tænketanken Adoption, Udbetaling Danmark,

Ungdommens Røde Kors, Ungdomsringen, Unicef Danmark, Venstre, Vestre Landsret, Ældre

Sagen, Østre Landsret og 121 Adoption.

10. Sammenfattende skema

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Ingen

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og regioner

Negative

konsekvenser/merudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Samlede merudgifter for det

offentlige på 6,4 mio. kr. i

2018, 74,5 mio. kr. i 2019, 77,3

mio. kr. i 2020, 74,7 mio. kr. i

2021, 76,3 mio. kr. i 2022, 73,7

mio.kr. i 2023. og 72,9 mio. kr.

i 2024 og frem.

Der skabes ét samlet system til Alle familieretlige sager skal

behandling og afgørelse af

screenes og visiteres til brug

familieretlige sager, hvor

for tilrettelæggelsen af

fordelingen af

sagsbehandlingen og

afgørelseskompetencen mellem fastlæggelse af

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Familieretten og

Familieretshuset sker på

baggrund af en vurdering af

sagens karakter.

Med forslaget får borgerne

mulighed for at få alle

familieretlige sager behandlet

af domstolene. Det

tydeliggøres også, at en part

ikke er forpligtet til at deltage i

et møde med den anden part i

en forældreansvarssag eller i en

vilkårsforhandling, hvis den

anden part har udøvet vold,

eller der er mistanke herom.

Lovforslaget giver endvidere

bedre muligheder for

udveksling af oplysninger på

tværs af Familieretshuset og de

sociale myndigheder til brug

for begge myndigheders

opgavevaretagelse.

Ingen

En række sager afgøres

fremover af domstolene, og der

opstilles frister for

iværksættelse af en række

sagsskridt for at sikre fremdrift

i behandlingen af en sag.

Endvidere sikres en

tværsektoriel behandling af de

mest komplekse sager, sådan at

det familieretlige og det

kommunale system

samarbejder om

helhedsorienterede indsatser

for familierne.

En borger, der har et helt

særligt behov for

afgørelseskompetencen. Til

brug herfor skal parterne i et

vist omfang besvare en række

spørgsmål ud over, hvad der

efter de gældende regler skal

oplyses, når parter i dag

indgiver en anmodning eller

ansøgning.

Ingen

Borgerne vil som et led i den

nye indledende screening i

nogle tilfælde skulle besvare

flere spørgsmål om sagen end i

dag. Endvidere vil der i visse

sager kunne udveksles

oplysninger mellem

Familieretshuset, kommunen,

sundhedsvæsenet og politiet

om private oplysninger om

barnet og familien, hvis det er

nødvendigt af hensyn til

barnets sundhed og udvikling. I

forlængelse heraf kan

kommunen også bede

Familieretshuset om at indlede

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

[Er i strid med de principper

for implementering af

erhvervsrettet EU-

regulering]/[Går videre end

minimumskrav i EU-

regulering] (sæt X)

advokatbistand under

behandlingen af en § 7-sag,

kan efter ansøgning få fri

proces, hvis de økonomiske

betingelser for fri proces i §

325 i retsplejeloven er

opfyldte. Der oprettes en

Børneenhed, der er børnenes

indgang til systemet og til den

relevante hjælp og støtte i

processen. Barnet får endvidere

ret til en bisidder, selvom en

forælder modsætter sig det.

Ingen

en familieretlig sag, hvis der er

grund til at antage, at der er

åbenbar risiko for barnets

sundhed eller udvikling på

grund af forhold, der vedrører

forældreansvarsområdet.

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

Nej

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

I de enkelte familieretlige love er det fastlagt, hvilken eller hvilke myndigheder der varetager

opgaver efter loven, herunder træffer afgørelser.

Familieretlige sager behandles og afgøres som udgangspunkt af enten Statsforvaltningen eller

domstolene. De fleste af sagerne indledes i Statsforvaltningen. Statsforvaltningen kan i sager efter

forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær tilbyde parterne

børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling. I sager om separation eller skilsmisse kan

Statsforvaltningen som led i en eventuel vilkårsforhandling yde rådgivning til parterne. Når en sag

behandles af domstolene, kan retten tilbyde parterne retsmægling.

Statsforvaltningen og domstolene træffer afgørelse ud fra den lovgivning, der gælder for den

enkelte sag.

Statsforvaltningen og domstolene skal i sager efter forældreansvarsloven træffe afgørelse ud fra,

hvad der er bedst for barnet, jf. § 4 i forældreansvarsloven. I alle familieretlige sager, der involverer

børn, finder

artikel 3(1) i FN’s Børnekonvention

anvendelse, hvorefter barnets tarv skal komme i

første række i alle foranstaltninger vedrørende børn.

Familieretshuset skal i dets virksomhed have et stærkt fokus på de involverede børn og skal sætte

barnet i centrum både i forbindelse med behandlingen af en konkret sag og i Familieretshusets

generelle aktiviteter, herunder i de åbne støttetilbud til børn. Det foreslås således med

stk. 1,

Familieretshusets opgave er at yde støtte til børn med henblik på at sikre deres trivsel. Det foreslås

endvidere, at Familieretshuset skal sætte barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse i

første række.

Bestemmelsen har særlig betydning for den foreslåede etablering af en Børneenhed og de

muligheder for at yde støtte til børn, som Børneenheden foreslås at have efter § 16. Bestemmelsen

har dog også et bredere formål, således at Familieretshuset er forpligtet til at være opmærksom på

barnets behov for støtte under behandlingen af en sag i Familieretshuset. Dette kan bl.a. resultere i,

at der indledes et samarbejde med barnets handlekommune efter de foreslåede bestemmelser i §§

30-32.

Bestemmelsen vedrører alene Familieretshusets myndighedsudøvelse og afgørelsesvirksomhed i

problemstillinger omfattet af Familieretshusloven. Der er således ikke en bredere forpligtelse for

Familieretshuset til at yde støtte til børn med f.eks. sociale problemer, der retter henvendelse til

Familieretshuset, medmindre barnets behov for støtte relaterer sig til en familieretlig

problemstilling.

Det foreslås videre i

stk. 2,

at Familieretshuset skal træffe afgørelser ud fra, hvad der er bedst for

barnet. Endvidere skal Familieretshusets afgørelser medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte

barnet mod vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder beskytte

barnet mod at være vidne til vold.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 supplerer den bestemmelse om barnets bedste, der med § 1, nr.

1, i følgelovforslaget foreslås indsat i forældreansvarsloven. Bestemmelsen supplerer endvidere

artikel 3(1) i FN’s Børnekonvention

om barnets tarv, der har betydning i behandlingen og

afgørelsen af alle familieretlige sager, der involverer børn. Den foreslåede bestemmelse i stk. 2

tydeliggør således, at Familieretshuset i sager, der vedrører børn, skal træffe afgørelse ud fra, hvad

der er bedst for barnet, og at der skal tages hensyn til barnets samlede situation. Bestemmelsen

opstiller endvidere krav om, at Familieretshuset, når der træffes afgørelser, der involverer børn, skal

have fokus på, at afgørelsen skal medvirke til at sikre barnets trivsel, og at barnet ikke udsættes for

vold eller anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare. Endvidere skal

Familieretshuset have fokus på at beskytte barnet mod den skade og fare, der ligger i som barn at

være vidne til vold. Sidstnævnte kan bl.a. have selvstændig betydning, hvis barnet tidligere har

været vidne til vold mellem forældrene, eller hvis der har været vold mellem forældrene, som barnet

ikke har været vidne til, men hvor der er risiko for fremtidig vold, som barnet kan blive vidne til.

Det har ikke betydning hvem, der har været offer for volden, og bestemmelsen har derfor også

betydning, hvis der f.eks. har været vold i forholdet mellem en forælder og dennes samlever. Der

henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Det foreslås med

stk. 3, 1. pkt.,

at Familieretshuset i sager omfattet af Familieretshusloven skal

støtte parterne i at finde egne løsninger.

Hvis parterne ikke kan finde en løsning, følger det videre af den foreslåede bestemmelse i

stk. 3, 2.

pkt.,

at Familieretshuset enten skal indbringe sagen for Familieretten til afgørelse eller træffe en

afgørelse. Hvorvidt Familieretshuset eller Familieretten har kompetencen til at træffe afgørelse,

følger af den efter § 4 foreslåede visitation af den enkelte sag.

Endelig foreslås det med

stk. 3, 3. pkt.,

at Familieretshuset skal behandle sagerne på en måde, der

møder parternes behov og sikrer sammenhængende forløb.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 3 skabes grundlaget for en helhedsorienteret behandling af

familieretlige sager, der har fokus på familiens og særligt et eventuelt involveret barns situation, og

hvordan familien og barnet kan hjælpes videre. Bestemmelsen skal særligt ses i sammenhæng med

det i § 4 foreslåede visitationssystem, hvorefter behandlingen af den enkelte sag tilrettelægges på

baggrund af sagens karakter og ikke alene på baggrund af, hvilken lovbestemmelse sagen vedrører.

Med visitationen skabes grundlaget for, at sagen kan behandles ud fra den enkelte families situation,

og at sagen og familiens situation kan ses i en helhed, hvis en familie har flere familieretlige sager

under behandling samtidigt. Samtidigt sikres, at de familier, der er enige om en sag og ikke har

behov for støtte, får behandlet deres sager hurtigt og effektivt. Der henvises til de almindelige

bemærkninger, punkt 3.3.5.-3.3.7., samt til §§ 5-8 og bemærkningerne hertil.

Erklæringen i den foreslåede stk. 3 om sagsbehandling, der møder parternes behov og sikrer

sammenhængende forløb, er bl.a. udmøntet i det med §§ 25 og 30 foreslåede tætte samarbejde med

de kommunale aktører, når der er tale om familier, hvor løsningen af den familieretlige sag, som

Familieretshuset behandler, er tæt knyttet til familiens sociale problemer. Der henvises til de

almindelige bemærkninger, punkt 3.3.8., og bemærkningerne til §§ 25 og 30.

Familieretshuset skal i forløbet først og fremmest forsøge at støtte parterne hen imod, at de kan nå

til enighed om en løsning i deres familieretlige sag. Støtten ydes bl.a. som rådgivning og

konfliktmægling efter de i § 22 foreslåede bestemmelser. Støtten skal ydes under hensyn til sagens

karakter, herunder bl.a. om der er tale om en partstvist, parternes forhold og den lovgivning, der

gælder for sagen. Bestemmelsen medfører ikke en forpligtelse for Familieretshuset til at yde

rådgivning, konfliktmægling m.v., udover hvad der følger af den for sagen gældende lovgivning

samt af vejledningspligten efter § 7 i forvaltningsloven.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.4., samt bemærkningerne til § 22.

Det foreslås med

stk. 4,

at Familieretshuset skal råde over børne- og familiefaglige kompetencer,

herunder uddannede konfliktmæglere, der sikrer, at Familieretshuset kan udfylde dets opgaver efter

stk. 1-3.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i nøje sammenhæng med de i stk. 1-3 foreslåede

bestemmelser. Med bestemmelsen i stk. 4 foreslås det således, at Familieretshuset først og fremmest

skal råde over de nødvendige børne- og familiefaglige kompetencer, der kan danne grundlag for, at

Familieretshuset kan skabe sammenhængende forløb for familierne og gennem en

konflikthåndterende tilgang støtte familierne i at finde egne løsninger, og hvis dette ikke lykkes

træffe helhedsorienterede afgørelser med udgangspunkt i barnets bedste og beskyttelsen af barnet.

Det er endvidere nødvendigt, at Familieretshuset råder over de nødvendige børne- og familiefaglige

kompetencer for, at Familieretshuset kan yde støtte til børn med henblik på at sikre det enkelte

barns trivsel, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Familieretshusets konfliktdæmpende tilgang, fokus på barnets bedste og identificering af bl.a.

sociale problemstillinger i familierne skal afspejles i personalesammensætningen i Familieretshuset,

således at vægten lægges på børne- og familiefaglige medarbejdere. Denne medarbejdergruppe skal

have dokumenteret børnefaglig erfaring og familieterapeutisk erfaring. Familieretshuset skal have

uddannede konfliktmæglere blandt sit personale. Endvidere skal Familieretshuset råde over

juridiske sagsbehandlere med henblik på, at der kan træffes de nødvendige og juridisk korrekte

afgørelser. Familieretshusets personalesammensætning skal dog have en tung vægtning af børne- og

familiefaglige medarbejdere for at understøtte den konfliktdæmpende tilgang og fokus på barnets

trivsel.

Ud over Familieretshusets faste personale vil det også være nødvendigt, at Familieretshuset efter

behov samarbejder med og inddrager relevante myndigheder og fagfolk, der varetager højt

specialiserede funktioner, og dermed har den nødvendige viden til at samarbejde om at finde de

rigtige løsninger for en familie, der har en specifik problemstilling.

Samtidig skal Familieretshuset samarbejde med fagfolk uden for Familieretshuset, der kan foretage

børnesagkyndige undersøgelser, f.eks. psykologer.

Bestemmelserne i den foreslåede § 1 er samlet begrundede i ønsket om at skabe et helhedsorienteret

system, der med udgangspunkt i den enkelte familie og med fokus på de involverede børn støtter

familien i at finde løsninger i familieretlige sager til bedste for familien og det eventuelt involverede

barn. Bestemmelsen skal således ses i sammenhængen med behovet for at skabe et stærkt fokus på

barnets bedste, trivsel og behov samt på beskyttelseshensynene over for barnet i den nye

myndighed, Familieretshuset, og med behovet for at sikre, at Familieretshuset har de nødvendige

kompetencer til at fastholde dette fokus i behandlingen af den enkelte families sag og i

Familieretshusets generelle arbejde.

Der henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse i § 2 fastlægger, hvilke sager Familieretshuset skal behandle. Det

foreslås således oplistet i § 2, nr. 1-16, efter hvilke love Familieretshuset behandler sager.

Den nærmere afgrænsning af, hvilke typer af sager der er omfattede af Familieretshusets

kompetence fremgår af de i § 2, nr. 1-16, nævnte love, som foreslået ændret ved §§ 1-12, 15, 17, 18

og 36 i følgelovforslaget.

Det drejer sig først og fremmest om sager efter de familieretlige love, idet det bemærkes, at denne

definition i lovforslaget omfatter de i § 2, nr. 1-10, nævnte love. Dette indebærer navnlig, at

adoptionsloven ikke er omfattet af henvisningen i lovforslaget til de familieretlige love.

For den nærmere afgrænsning af, hvilke sager efter de familieretlige love, der foreslås omfattet af

Familieretshusets kompetence, henvises til følgelovforslagets § 1, nr. 28, for så vidt angår

forældreansvarsloven, § 2, nr. 21, for så vidt angår ægteskabsloven, § 3, nr. 14, for så vidt angår

børnebidragsloven, § 5, nr. 3, for så vidt angår bidragsopkrævningsloven, § 6, nr. 19, for så vidt

angår børneloven, § 7, nr. 7, for så vidt angår navneloven, § 8, nr. 12, for så vidt angår

ægtefælleloven, § 9, nr. 5, for så vidt angår lov om Haagerkonventionen af 2007, § 15, nr. 1, for så

vidt angår § 8 h, stk. 2-5, i Bruxelles I-loven og bestemmelser udstedt i medfør heraf, samt § 39, nr.

4, for så vidt angår § 56 a i udlændingeloven.

Det fremgår endvidere af den foreslåede bestemmelse i § 2, at Familieretshuset også skal behandle

sager efter en række andre love. Det drejer sig efter § 2, nr. 11-16, om sager efter adoptionsloven,

serviceloven, retssikkerhedsloven, værgemålsloven, bestemmelser udstedt i medfør af arveloven og

fremtidsfuldmagtsloven. Vedrørende den nærmere afgrænsning af, hvilke sager der er tale om,

henvises til følgelovforslagets § 4, nr. 1, for så vidt angår adoptionsloven, § 13, nr. 1 og 3, for så

vidt angår serviceloven, § 14, nr. 1, for så vidt angår retssikkerhedsloven, § 18, nr. 1, for så vidt

angår værgemålsloven, § 20 for så vidt angår arveloven og § 21, nr. 1, for så vidt angår

fremtidsfuldmagtsloven.

Sager efter de i § 2, nr. 11-16, nævnte love behandles efter bestemmelserne i kapitel 3, reglerne i

den pågældende lov samt forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige principper. For sager

om optagelse i botilbud uden samtykke efter §§ 129 og 129 a i serviceloven finder

retssikkerhedsloven tillige anvendelse. Det foreslås videre, at sager efter disse love endvidere

behandles efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 3 om generelle sagsbehandlingsregler.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 3

Det fremgår af § 68, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at Ankestyrelsen er uafhængig af instruktioner

vedrørende afgørelsen af den enkelte sag. En minister kan således ikke instruere Ankestyrelsen i

afgørelsen af de sager, som Ankestyrelsen skal afgøre.

Retssikkerhedsloven gælder ikke for den familieretlige lovgivning, men det følger af de

familieretlige love, at bestemmelsen i § 68, stk. 1, i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved

Ankestyrelsens behandling af sager efter de pågældende love. Der henvises bl.a. til § 41 a i

forældreansvarsloven.

Der gælder ikke en tilsvarende ordning for Statsforvaltningen, men i praksis giver hverken børne-

og socialministeren eller justitsministeren Statsforvaltningen instruktioner om behandlingen og

afgørelsen af en familieretlig sag.

Det foreslås med § 3, at ved behandlingen og afgørelsen af en sag er Familieretshuset uafhængig af

instruktioner.

Bestemmelsen er ikke til hinder for, at den minister, under hvis ressort et område eller en konkret

sag henhører, kan anmode Familieretshuset om en redegørelse for Familieretshusets behandling af

en eller flere sager, herunder f.eks. bekræftelse af at en bestemt sag er under behandling i

Familieretshuset, og hvor længe en sag har været under behandling. Bestemmelsen vedrører

endvidere ikke børne- og socialministerens kompetence med hensyn til organisatoriske og

ledelsesmæssige forhold.

Begrundelsen for forslaget er, at Familieretshuset ved behandlingen og afgørelsen af en sag, der

vedrører borgernes familieretlige og personlige forhold, ikke bør kunne påvirkes eller styres af den

ansvarlige minister.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 4

Det følger af de familieretlige love og bestemmelser, der er nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1-10, og som

foreslås ændret ved §§ 1-3, 5-9, 15 og 39 i følgelovforslaget, at en ansøgning eller anmodning om,

at der bliver truffet afgørelse i en familieretlig sag, eller om at en familieretlig aftale bliver

registreret m.v., skal indgives til Familieretshuset.

Det foreslås med bestemmelsen i

§ 4, stk. 1,

at Familieretshuset efter modtagelsen af sagen og en

indledende screening skal visitere sagen til videre behandling efter bestemmelserne i §§ 5-9, hvortil

der henvises. Visitationen foretages ud fra en vurdering af sagens karakter og parternes behov.

Såfremt sagen visiteres til videre behandling efter §§ 5-8, behandles den efter de foreslåede

bestemmelser i henholdsvis kapitel 8 (§ 5-sager), kapitel 9 (§ 6-sager) og kapitel 10 (§ 7-sager)

samt de foreslåede bestemmelser i kapitel 3, 5 og 6, der er fælles for Familieretshusets behandling

af alle familieretlige sager.

Screeningen er en integreret del af den obligatoriske selvbetjeningsløsning, som parterne skal

anvende i flertallet af de sager, som Familieretshuset behandler. Til brug for screeningen meddeler

parterne en række oplysninger om sagen og om familiens forhold. Sager, som Familieretshuset ikke

modtager gennem den digitale selvbetjeningsløsning, screenes manuelt.

Screeningen har flere formål. For det første skal der foretages en identifikation af sager, der er

omfattede af den lovbestemte visitation efter de foreslåede bestemmelser i § 8, og sager, der ikke

skal visiteres til behandling som § 5-sager, § 6-sager eller § 7-sager, men skal behandles efter den

for sagen gældende lovgivning, f.eks. værgemålsloven eller adoptionsloven, jf. den foreslåede

bestemmelse i § 9. For det andet skal den indledende screening sikre hurtig identifikation af sager

efter forældreansvarsloven, der indeholder risikofaktorer såsom utilstrækkelig omsorg for barnet,

vold, herunder psykisk vold, mellem parterne eller over for barnet, chikane, misbrugsproblemer

eller psykisk sygdom, og hvor det derfor bør prioriteres, at der hurtigt foretages en vurdering af,

hvorvidt sagen bør behandles som en § 7-sag. Screeningen har for det tredje til formål at danne

grundlag for den efterfølgende visitation, herunder indikere hvorvidt der er forhold i en given sag,

som peger på, at sagen bør behandles som en § 5-sag, § 6-sag eller § 7-sag. Den indledende

screening er et redskab i forbindelse med visitationen og fastlægger ikke, hvordan en sag skal

visiteres.

På baggrund af screeningen foretages der en manuel visitation af sagerne. Denne visitation

foretages af medarbejdere, der beskæftiger sig med det fagområde, som den enkelte sag vedrører.

I sager efter forældreansvarsloven, der ikke er screenede til at kunne behandles i grønt spor,

foretages visitationen af medarbejdere med børne- og familiefaglig erfaring eller særlig viden om

konflikthåndtering. Medarbejderne skal ved visitationen have særligt fokus på oplysninger fra

screeningen om omstændigheder, der kan skabe risiko for dårlig trivsel hos barnet, samt tegn på at

der har været eller kan opstå vold, herunder psykisk vold, mellem parterne eller over for barnet.

Sager, der er screenede til behandling i grønt spor, visiteres af en børne- og familiefaglig

medarbejder, hvis parterne tidligere har haft en sag under behandling i rødt spor, med henblik på en

nærmere vurdering af om der er tale om reel enighed mellem parterne om løsningen.

Såfremt sagen visiteres til videre behandling efter §§ 5-8, behandles den efter de foreslåede

bestemmelser i henholdsvis kapitel 8 (§ 5-sager), kapitel 9 (§ 6-sager) og kapitel 10 (§ 7-sager)

samt de foreslåede bestemmelserne i kapitel 3, 5 og 6, der er fælles for Familieretshusets

behandling af alle familieretlige sager.

§ 5-sager er enkle sager, hvor det fremgår af sagen, at parterne er enige, når Familieretshuset

modtager den, § 6-sager er mindre enkle sager, hvor Familieretshuset eller Familieretten træffer en

afgørelse, og § 7-sager er komplekse eller konfliktfyldte sager efter forældreansvarsloven, som

Familieretshuset behandler tværfagligt og indbringer for Familieretten til afgørelse. Der henvises til

bemærkningerne til §§ 5, 6 og 7.

Såfremt sagen er omfattet af § 2, nr. 11-16, visiteres den til videre behandling efter § 9, og

behandlingen af sagen sker således efter kapitel 3 og bestemmelserne i den lovgivning, der i øvrigt

gælder for sagen.

Hvis Familieretshuset modtager mere end én sag fra de samme parter, skal de enkelte sager som

udgangspunkt visiteres til samlet behandling på baggrund af en samlet vurdering af sagerne. Et

eksempel herpå er, at der er indgivet anmodning om separation, parterne er uenige om deres barns

bopæl og om samværet med barnet, og den ene part har indgivet ansøgning om børnebidrag. I dette

tilfælde visiteres sagerne som udgangspunkt til behandling under ét med henblik på, at der findes

samlede og helhedsorienterede løsninger for familien. Såfremt en af sagerne er en sag efter

forældreansvarsloven, og denne vurderes at skulle visiteres til behandling som en § 7-sag, skal alle

sagerne i udgangspunktet visiteres til samlet behandling som en § 7-sag. Dette gælder uanset

afgrænsningen i den foreslåede § 7 til sager efter forældreansvarsloven.

Udgangspunktet om samlet visitation gælder også i tilfælde, hvor Familieretshuset først har

modtaget anmodningen om separation, og hvor Familieretshuset senere, men inden afslutningen af

behandlingen af separationssagen, modtager anmodningen om fastsættelse af børnebidrag og om

afgørelse af spørgsmål om barnets bopæl og samvær. Det kan i sådanne tilfælde være nødvendigt at

ændre visitationen af separationssagen efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, som beskrevet

nedenfor.

Familieretshuset kan efter en konkret vurdering beslutte at fravige udgangspunktet om samlet

visitation. Dette kan f.eks. være relevant, hvor en sag er næsten færdigbehandlet på det tidspunkt,

hvor Familieretshuset modtager en anden sag vedrørende de samme parter, og der ikke er en

relevant sammenhæng mellem afgørelserne af sagerne, eller det findes uhensigtsmæssigt, at

afslutningen af den første sag skal afvente behandlingen af den senere indkomne sag. En fravigelse

af udgangspunktet om samlet visitation kan også være relevant, hvis det vurderes, at en del af sagen

mest hensigtsmæssigt kan udskilles til særskilt behandling, f.eks. med henblik på at nedbringe

konfliktniveauet eller fokusere Familieretshusets og parternes ressourcer på at finde løsninger på de

problemstillinger, som parterne er uenige om.

Udgangspunktet om samlet visitation finder ikke anvendelse for sager efter de i § 2, nr. 11-16,

nævnte love, da der for disse sagstyper ikke er den samme forbundenhed og behov for samlede

løsninger, som der er i sager efter de i § 2, nr. 1-10, nævnte love.

Familieretshusets beslutning om visitation er et procesledende skridt og betragtes derfor ikke som

en forvaltningsretlig afgørelse. Familieretshuset skal således ikke foretage partshøring, inden der

foretages visitation af en sag, og reglerne i forvaltningsloven om begrundelse finder heller ikke

anvendelse. Som konsekvens af, at der ikke er tale om en forvaltningsretlig afgørelse, foreslås det

med § 4, stk. 3, at Familieretshusets beslutning om visitation ikke kan indbringes for Familieretten

efter reglerne i denne lov, jf. nedenfor.

Parterne skal orienteres om visitationen af sagen. For sager efter forældreansvarsloven, der visiteres

til behandling som § 7-sager, kan orientering om visitationen f.eks. gives i forbindelse med, at

parterne modtager en plan for sagens behandling, jf. den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 1, nr. 4.

Med bestemmelsen i

§ 4, stk. 2, 1. pkt.,

foreslås, at Familieretshuset under behandlingen af en sag

kan ændre visitationen. En beslutning om at ændre visitationen medfører ændring af, hvilke

bestemmelser i Familieretshusloven der finder anvendelse ved behandlingen af sagen.

Det kan eksempelvis være relevant at beslutte, at en sag, der hidtil har været behandlet som en § 6-

sag, skal behandles som en § 7-sag efter bestemmelserne i kapitel 10, f.eks. fordi konfliktniveauet

mellem forældrene er steget betydeligt under sagens behandling, eller der er fremkommet

oplysninger, som Familieretshuset ikke var i besiddelse af ved den indledende screening og

visitation, f.eks. om vold, herunder psykisk vold, i forholdet mellem parterne.

Som nævnt ovenfor skal Familieretshuset, hvis der modtages mere end én sag fra de samme parter,

som udgangspunkt visitere de enkelte sager til samlet behandling, f.eks. som § 7-sager. Hvis der

opnås enighed mellem parterne om en af sagerne, kan denne sag udskilles fra den eller de øvrige

sager, således at den kan afsluttes på grundlag af parternes enighed, dvs. som en § 5-sag. Løses den

sag, der dannede grundlag for at visitere sagerne samlet til behandling som § 7-sager, kan de

resterende sager behandles som § 6-sager, hvis betingelserne herfor i § 6 er opfyldte.

Familieretshusets beslutning om ændring af visitationen er i lighed med beslutningen om visitation

et procesledende skridt og betragtes derfor ikke som en forvaltningsretlig afgørelse, som beskrevet

ovenfor. Familieretshuset skal således ikke foretage partshøring, inden visitationen ændres. Parterne

skal orienteres om, at visitationen er ændret.

Med bestemmelsen i

§ 4, stk. 2, 2. pkt.,

foreslås det, at det ikke skal være muligt at ændre

visitationen af sager omfattet af § 8, stk. 2 og 3. Dette skyldes disse sagers særlige karakter. Der

henvises til bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det foreslås med

§ 4, stk. 3,

at Familieretshusets beslutning om visitation, herunder beslutning om

ændring af visitationen, ikke kan indbringes for Familieretten efter reglerne i denne lov.

Bestemmelsen er begrundet i, at beslutning om visitation er et procesledende skridt og ikke en

afgørelse. Samtidigt findes det retssikkerhedsmæssigt ubetænkeligt at afskære adgangen til at få

prøvet en visitationsbeslutning af Familieretten, idet afgørelsen i sagen kan indbringes for

Familieretten, hvis den afgøres af Familieretshuset som en § 6-sag, eller sagen indbringes for

Familieretten til afgørelse som en § 6-sag, der afgøres efter § 28, eller som en § 7-sag.

Bestemmelsen afskærer ikke en parts adgang til at indbringe en beslutning om visitation for

domstolene efter § 63, stk. 1, i grundloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.1.

Til § 5

Det foreslås med bestemmelsen i § 5, at Familieretshuset skal visitere enkle sager til behandling

efter bestemmelsen i kapitel 8. Sådanne sager betegnes § 5-sager. Familieretshusets beslutning om,

at en sag skal visiteres til behandling efter § 5, foretages efter de foreslåede bestemmelser i § 4.

De enkle sager er kendetegnede ved at være sager, hvor det fremgår af sagen, at parterne er enige,

når Familieretshuset modtager den. Det kan f.eks. være en ansøgning om separation eller

skilsmisse, hvor parterne er enige om separationen eller skilsmissen og vilkårene herfor, forældres

anmeldelse af en aftale om fælles forældremyndighed samt forældres anmodning om, at

Familieretshuset udsteder et dokument om børnebidrag eller samvær i overensstemmelse med deres

aftale.

Enkle sager, der skal behandles som § 5-sager, er endvidere sager, hvor det på baggrund af de

medsendte oplysninger må forventes, at parterne kan blive enige under en skriftlig behandling af

sagen, herunder at modparten ikke vil protestere mod det ansøgte. Det kan f.eks. være en ansøgning

om børnebidrag, hvor ansøgeren oplyser, at den anden forælder formentlig vil være indforstået med

at betale bidraget, men at denne ikke ønsker at have kontakt med ansøgeren.

Visitation til behandling som § 5-sag vil i de fleste tilfælde kunne ske umiddelbart på baggrund af

den indledende screening, da det umiddelbart kan konstateres ud fra oplysningerne fra parterne, at

de er eller forventer at kunne blive enige på skriftligt grundlag.

Uanset at parterne er enige, kan sagen dog ikke altid visiteres til behandling som en § 5-sag. Dette

gælder f.eks. i tilfælde, hvor en part trækker sit samtykke tilbage, eller hvor betingelserne for at

registrere parternes aftale ikke er opfyldte, således at Familieretshuset skal afslå at registrere

aftalen, f.eks. fordi danske myndigheder ikke har international kompetence til at behandle sagen.

Der kan heller ikke ske visitation til behandling som en § 5-sag, hvis den indledende screening

viser, at der er bekymrende forhold i sagen. Det kan f.eks. være tegn på, at der er eller har været

vold, herunder psykisk vold, i forholdet mellem parterne eller over for barnet. I sådanne tilfælde

skal Familieretshuset ved behandling af sagen som en § 7-sag sikre, at der er reel enighed mellem

parterne. Såfremt bekymringen for vold i forholdet mellem parterne eller over for barnet afkræftes

under behandlingen af sagen som en § 7-sag, og det viser sig, at der foreligger reel enighed mellem

parterne, kan Familieretshuset ændre visitationen efter den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, så

sagen behandles som en § 5-sag. Hvis parterne inden for en kortere tidsperiode har fået en sag

behandlet af Familieretshuset som en § 7-sag, skal visitationen af sagen overvejes nøje.

En række sagstyper er efter deres karakter altid enkle sager og skal som følge heraf altid visiteres til

behandling som § 5-sager. Dette fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 8, stk. 1. Der henvises

til bemærkningerne til denne bestemmelse.

§ 5-sager behandles efter bestemmelserne i kapitel 3, 5 og 6, der er fælles for Familieretshusets

behandling af alle familieretlige sager, og efter bestemmelserne i kapitel 8, der alene finder

anvendelse for behandlingen af § 5-sager. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i kapitel 3, 5,

6 og 8 og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.5.

Til § 6

Det foreslås med bestemmelsen i § 6, at Familieretshuset skal visitere mindre enkle sager til

behandling efter bestemmelserne i kapitel 9. Sådanne sager betegnes § 6-sager. Familieretshusets

beslutning om, at en sag skal visiteres til behandling efter § 6, foretages efter de foreslåede

bestemmelser i § 4.

Som § 6-sager behandles for det første sager efter forældreansvarsloven, hvor parterne ikke er

enige, men hvor der på baggrund af den indledende screening er en vis forventning om, at parterne i

langt de fleste tilfælde med relevant støtte i form af f.eks. rådgivning og konfliktmægling kan finde

en løsning på deres uenighed. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i kapitel 9 og

bemærkningerne hertil.

Som § 6-sager behandles for det andet sager efter forældreansvarsloven, hvor der skal træffes en

afgørelse, fordi parterne ikke er enige, og hvor det ikke kan forventes, at deres uenighed kan løses

ved en rådgivnings- og konflikthåndteringsindsats, men hvor der på den anden side ikke er så

komplekse eller konfliktfyldte problemstillinger, at der er behov for den tværfaglige og

dybdegående sagsbehandling, der foretages i § 7-sager. Der henvises til lovforslagets § 7 og

bemærkningerne hertil.

§ 6-sager efter forældreansvarsloven kan indeholde juridiske problemstillinger, der ikke

nødvendiggør tværgående behandling, og derved mest hensigtsmæssigt kan behandles som § 6-

sager. Sådanne sager kan afgøres enten af Familieretshuset efter den foreslåede bestemmelse i § 27

eller indbringes for Familieretten til afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 1 og stk.

2, nr. 3. Det kan eksempelvis være spørgsmål om danske myndigheders internationale kompetence

til at behandle en sag.

En § 6-sag kan også vedrøre afslag på eller ophævelse af samvær, f.eks. i situationer, hvor barnet

klart tilkendegiver ikke at ville have kontakt med den pågældende forælder, omfanget af samvær,

midlertidigt samvær, suspension af samvær, placering af sommerferiesamvær og vilkår for samvær.

Sådanne sager afgøres af Familieretshuset eller Familieretten efter bestemmelserne i §§ 27 og 28.

En sag efter forældreansvarsloven visiteres således kun til behandling som en § 6-sag, hvis den ikke

skal visiteres til behandling som en § 7-sag, dvs. hvis sagen ikke er kompleks eller konfliktfyldt.

Som § 6-sager behandles også sager, der ikke vedrører forældreansvarsloven, og som ikke er enkle,

og derfor ikke er omfattede af § 5. Der henvises til lovforslagets § 5 og bemærkningerne hertil. Det

drejer sig om alle sager efter lovforslagets § 2, nr. 2-10. Det vil navnlig være sager om børne- og

ægtefællebidrag, separation, skilsmisse, faderskab og navne. I disse sager træffer Familieretshuset

afgørelse, medmindre Familieretshuset indbringer sagen for Familieretten efter de foreslåede

bestemmelser i § 28, stk. 2.

Enkelte sagstyper skal efter deres karakter altid visiteres til behandling som § 6-sager. Dette

fremgår af § 8, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

§ 6-sager behandles efter bestemmelserne i kapitel 3, 5 og 6, der er fælles for Familieretshusets

behandling af alle sager, og efter bestemmelserne i kapitel 9, der alene finder anvendelse for

behandlingen af § 6-sager. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i kapitel 3, 5, 6 og 9 og

bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.6.

Til § 7

Det foreslås med

§ 7,

at Familieretshuset skal visitere komplekse eller konfliktfyldte sager efter

forældreansvarsloven til behandling efter bestemmelserne i kapitel 10. Sådanne sager betegnes § 7-

sager. Familieretshusets beslutning om, at en sag skal visiteres til behandling efter § 7, foretages

efter de foreslåede bestemmelser i § 4.

Det foreslås endvidere, at der også bør ske visitation til behandling efter bestemmelserne i kapitel

10 af en sag, der ikke er omfattet af forældreansvarsloven, når sagen bør behandles sammen med en

kompleks eller konfliktfyldt sag efter forældreansvarsloven. Dette er i overensstemmelse med

udgangspunktet i den foreslåede bestemmelse i § 4, hvorefter sager mellem samme parter skal

behandles sammen med henblik på at finde helhedsorienterede løsninger. Som § 7-sager kan således

også behandles sager efter anden lovgivning end forældreansvarsloven, såfremt disse efter de

foreslåede bestemmelser i § 4 visiteres til samlet behandling med en § 7-sag efter

forældreansvarsloven.

§ 7-sager behandles tværfagligt af Familieretshuset, men afgørelse træffes af Familieretten, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 33.

Visitationen til behandling som en § 7-sag af en sag efter forældreansvarsloven er særligt begrundet

i, at der til løsningen af sagen er behov for den tværfaglige sagsbehandling, herunder samarbejde

med kommunen, der følger af de foreslåede bestemmelser i §§ 29-31.

Komplekse og konfliktfyldte sager efter forældreansvarsloven indeholder ofte spørgsmål om

utilstrækkelig omsorg for barnet, vold, herunder psykisk vold, mellem parterne eller over for barnet,

chikane, misbrugsproblemer eller psykisk sygdom. § 7-sager vil således ofte rumme sociale

problemstillinger. § 7-sagerne er således de sager, hvor forældrene og dermed barnet har allermest

brug for hjælp, og hvor familien kan have mange udfordringer.

En sag efter forældreansvarsloven, hvor kommunen har anvendt initiativretten efter den foreslåede

bestemmelse i § 25, skal altid behandles som en § 7-sag. Hvis kommunen anvender initiativretten

under sagens behandling, skal Familieretshuset ændre visitationen, så sagen behandles som en § 7-

sag, hvis den ikke allerede er visiteret som sådan. Dette skyldes, at kommunen efter den foreslåede

bestemmelse i § 25 alene kan anvende initiativretten, hvis der er grund til at antage, at forhold

vedrørende forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær medvirker til, at der er åbenbar risiko

for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Sager, der rejses på initiativ af

kommunen, eller hvor kommunen under sagens behandling anvender initiativretten, indeholder

således altid komplekse problemstillinger, der medfører et behov for den særlige tværfaglige

behandling som § 7-sag, herunder mulighederne for et forstærket samarbejde med kommunen. Der

henvises til lovforslagets § 25, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

§ 7-sager behandles efter bestemmelserne i kapitel 3, 5 og 6, der er fælles for Familieretshusets

behandling af alle sager, og efter bestemmelserne i kapitel 10, der alene finder anvendelse for

behandlingen af § 7-sager. Der henvises til de foreslåede bestemmelser i kapitel 3, 5, 6 og 10 og

bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.7.

Til § 8

Det foreslås med bestemmelserne i § 8, at visse typer af sager altid skal visiteres til behandling som

en § 5-sag, § 6-sag eller § 7-sag. Dette betegnes lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke

foretages på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt af sagstypen. Dette skyldes, at de

pågældende sagstyper har en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behandles som § 5-

sager, § 6-sager eller § 7-sager.

Det foreslås med

stk. 1,

at en række sager altid skal visiteres til behandling som § 5-sager. Det

drejer sig efter forældreansvarsloven om anmeldelse af aftale om forældremyndighed efter § 9, 1.

og 2. pkt., § 10, 1. og 2. pkt., og § 13, stk. 1, 1. og 2. pkt., og om registrering vedrørende en aftale

om delt bopæl efter den med § 1, nr. 16, i følgelovforslaget foreslåede bestemmelse i § 18 a i

forældreansvarsloven, hvilket også omfatter fjernelse af registreringen af en aftale om delt bopæl.

Efter ægteskabsloven drejer det sig om bevilling af separation eller skilsmisse efter § 42 i

ægteskabsloven. Videre drejer det sig efter børneloven om registrering af faderskab og

medmoderskab efter § 1 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1, og § 3 b, stk. 1, og om anerkendelse af faderskab og

medmoderskab efter § 14. Endelig drejer det sig om anmeldelse af navne efter § 6, stk. 2, i

navneloven og om udstedelse af dokument (resolution) om børne- og ægtefællebidrag ud fra

parternes enighed efter børnebidragsloven.

De ovennævnte sagstyper, som foreslås omfattet af lovbestemt visitation til behandling som § 5-

sager, har alle en karakter, der betyder, at behandlingen af sagen er ukompliceret, navnligt fordi der

ikke foreligger en partstvist. Formålet med den lovbestemte visitation i disse tilfælde er således at

undgå, at Familieretshuset anvender ressourcer på at visitere sager, som ikke indeholder

problemstillinger, der kan begrunde den dybdegående sagsbehandling og tilbud om rådgivning og

konflikthåndtering, der foreslås for § 6-sager og § 7-sager efter reglerne i henholdsvis kapitel 9 og

10. Hertil kommer, at der alene er tale om at udstede en bekræftelse på parternes aftale, f.eks. en

skilsmissebevilling, et bidragsdokument eller en aftale om forældremyndighed.

Den lovbestemte visitation til behandling som § 5-sager betyder efter den foreslåede bestemmelse i

§ 5, at sagerne behandles efter bestemmelserne i kapitel 3 og 8. Det er således Familieretshuset, der

afslutter sagen ved afhængigt af retsgrundlaget for den enkelte sag at modtage en anmeldelse og

kvittere for den, registrere en aftale og eventuelt kvittere for den eller udstede en bevilling eller

resolution i overensstemmelse med parternes aftale, jf. den foreslåede bestemmelse i § 26.

Hvis sagen ikke umiddelbart kan afsluttes ved modtagelse af anmeldelsen af sagen, er der ikke

længere tale om en sag, der opfylder kriterierne for behandling som en § 5-sag. Familieretshuset

skal derfor i sådanne tilfælde ændre visitationen af sagen efter den foreslåede bestemmelse i § 4,

stk. 2. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en part tilbagekalder sit samtykke til den aftale om

forældremyndighed, der er anmeldt til Familieretshuset.

Hvis en sag er omfattet af den lovbestemte visitation til behandling som en § 5-sag, og det ved

behandlingen af sagen bliver klart, at sagen indeholder komplekse juridiske og/eller faktuelle

problemstillinger, såsom f.eks. spørgsmål om international kompetence, skal Familieretshuset

ændre visitationen således, at sagen behandles som en § 6-sag. Der henvises til lovforslagets § 4,

stk. 2.

Tilsvarende gælder, hvis der foreligger bekymrende forhold i sagen, såsom risiko for at der er eller

har været vold, herunder psykisk vold, i forholdet mellem parterne eller over for det involverede

barn. I sådanne tilfælde skal Familieretshuset ændre visitationen af sagen, så den, hvis der er tale

om en sag efter forældreansvarsloven, behandles som en § 6-sag eller en § 7-sag med henblik på at

sikre, at der er reel enighed mellem parterne. Hvis der ikke er tale om en sag efter

forældreansvarsloven, skal visitationen ændres, således at sagen behandles som en § 6-sag med de

deraf følgende muligheder for at tilbyde rådgivning og konfliktmægling, og for at sagen kan

indbringes for Familieretten til afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i § 28, stk. 2.

Hvis parterne inden for en kortere tidsperiode har haft en sag efter forældreansvarsloven behandlet

af Familieretshuset som en § 7-sag, og den nye sag ligeledes er en sag efter forældreansvarsloven,

skal der som udgangspunkt også ske en ændring af den lovbestemte visitation, så sagen behandles

som en § 7-sag.

Muligheden for ændring af visitationen er endvidere relevant, når parterne har andre sager under

behandling i Familieretshuset, og det vurderes, at sagerne med fordel kan behandles samlet. Der

henvises i denne forbindelse til det i bemærkningerne til den foreslåede § 4, stk. 1, anførte om

samlet behandling af flere sager.

Der henvises i øvrigt til § 1, nr. 5, § 2, nr. 1, 2 og 11, § 6, nr. 1, og § 7, nr. 1 og 9, i følgelovforslaget

samt bemærkningerne til disse bestemmelser.

Det foreslås med

stk. 2,

at en række sagstyper altid skal visiteres til behandling som § 6-sager, som

Familieretshuset afslutter ved at træffe en afgørelse efter § 27.

Formålet med den lovbestemte visitation i sager efter forældreansvarsloven er overordnet på den

ene side at sikre, at parterne i disse sager altid modtager de tilbud om rådgivning og

konfliktmægling, der foreslås som en del af behandlingen af § 6-sager, og på den anden side at

undgå at Familieretshuset anvender ressourcer på at visitere sager efter forældreansvarsloven, som

normalt ikke indeholder problemstillinger, der kan begrunde den dybdegående og tværfaglige

sagsbehandling, der foreslås for § 7-sager efter reglerne i kapitel 10.

I relation til andre sager er formålet med den lovbestemte visitation at fastlægge behandlingen af

sagstyper, hvor særlige forhold gør sig gældende, og hvor der derfor ikke er behov for at foretage

individuel visitation.

Den lovbestemte visitation til behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset træffer afgørelse

efter § 27, betyder efter den foreslåede bestemmelse i § 6, at sagerne behandles efter

bestemmelserne i kapitel 3 og 9. Det er således Familieretshuset, der sørger for sagens oplysning og

tilbyder parterne konfliktløsning efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 6. Familieretshusets

afgørelse kan indbringes for Familieretten, jf. de foreslåede bestemmelser i kapitel 12.

De sagstyper, der foreslås omfattet af den lovbestemte visitation til behandling som en § 6-sag, hvor

Familieretshuset træffer afgørelse efter § 27, fremgår af § 8, stk. 2.

Det foreslås for det første, at spørgsmål om stillingtagen til afvisning af en sag, som ikke er indgivet

til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset

stiller til rådighed, eller hvor der ikke er betalt gebyr til Familieretshuset for behandlingen af sagen,

hvor anvendelse af digital selvbetjening eller betaling af gebyr er et krav efter den pågældende lov,

skal visiteres til behandling som § 6-sager. Sådanne sager kan efter deres karakter aldrig anses som

værende enkle sager efter § 5, da der skal foretages en individuel vurdering i hver enkelt sag af,

hvorvidt betingelserne for at behandle sagen uanset den manglende anvendelse af den digitale

selvbetjeningsløsning eller betaling af gebyr er opfyldte. Som eksempel skal der for sager efter

forældreansvarsloven foretages en vurdering af, hvorvidt der foreligger særlige forhold, der ud fra

en samlet økonomisk vurdering er klare fordele ved ikke at modtage sagen digitalt, eller det må

antages at være bedst for barnet, at sagen behandles, jf. § 31, stk. 3 og 4, i forældreansvarsloven,

som foreslået ændret ved § 1, nr. 28, i følgelovforslaget. Der er endvidere ikke tale om partstvister,

ligesom der heller ikke er tale om sager, der rummer komplekse problemstillinger, der tilsiger, at

Familieretten skal træffe afgørelse efter § 28, eller som tilsiger den tværfaglige behandling, der

tilbydes i en § 7-sag. Der vil således altid være tale om, at sagen skal behandles som en § 6-sag,

hvor Familieretshuset træffer afgørelse efter § 27.

Det foreslås for det andet, at sager om midlertidigt kontaktbevarende samvær efter § 29 a i

forældreansvarsloven skal visiteres til behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset træffer

afgørelse efter § 27. Baggrunden for dette er, at disse sager har en karakter, der nødvendiggør en

hurtig afgørelse for at undgå, at formålet med at fastsætte midlertidigt kontaktbevarende samvær

fortabes. Det fremgår derfor også af § 29 a i forældreansvarsloven, at der skal træffes afgørelse

hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af anmodningen. Det findes på den baggrund, at

afgørelseskompetencen i disse sager bør ligge hos Familieretshuset med behandling som en § 6-sag.

Familieretshusets afgørelse kan efter de foreslåede bestemmelse i lovforslagets kapitel 12

indbringes for Familieretten.

Det foreslås for det tredje, at sager om afgørelse af klage efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven

og § 58 b i ægteskabsloven skal visiteres til behandling som § 6-sager. Klage efter § 41, stk. 5, i

forældreansvarsloven, der med § 1, nr. 43, i følgelovforslaget foreslås at blive § 41, stk. 2, vedrører

afgørelser truffet af en skole, børneinstitution eller socialvæsenet efter § 23, stk. 2, i

forældreansvarsloven om, at en forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, ikke må få

konkrete oplysninger eller dokumenter om barnets forhold. Klage efter § 58 b i ægteskabsloven

vedrører afgørelser truffet af prøvelsesmyndigheden om tilladelse til indgåelse af ægteskab og

anerkendelse af udenlandske skilsmisser. Der er for begge sagsgrupper tale om klagesager, der

findes at burde afgøres af en administrativ klageinstans. Der er samtidigt tale om sager, der kræver

juridisk sagsbehandling, og som derfor ikke kan behandles som § 5-sager. Der er således tale om

sager, der skal visiteres til behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset efter den foreslåede

bestemmelse i § 27 træffer afgørelse. Det findes på baggrund heraf, at visitationen af sager om

afgørelse af klage efter § 41, stk. 2, i forældreansvarsloven og § 58 b i ægteskabsloven bør være

lovbestemt således, at de visiteres til behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset træffer

afgørelse efter § 27.

Det foreslås for det fjerde, at sager om tilladelse til indgåelse af ægteskab efter § 7 i ægteskabsloven

skal visiteres til behandling som § 6-sager. Efter § 7 i ægteskabsloven kan ægteskab mellem

personer, af hvilke den ene har været gift med den andens slægtning i ret op- eller nedstigende linje,

ikke indgås uden tilladelse. Der er således efter deres karakter ikke tale om enkle sager, men der

foreligger heller ikke forhold, herunder en partstvist, der tilsiger, at Familieretten skal træffe

afgørelse efter § 28. Det foreslås derfor, at Familieretshuset behandler sagerne som § 6-sager og

efter § 27 træffer afgørelse om, hvorvidt der kan gives tilladelse efter § 7 i ægteskabsloven.

Familieretshusets afgørelse kan indbringes for Familieretten.

Det foreslås for det femte, at sager om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21, stk. 2, i

ægteskabsloven skal visiteres til behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset træffer afgørelse

efter § 27. Efter § 21, stk. 2, i ægteskabsloven kan en dansk vielse, der er ugyldig, godkendes som

gyldig, hvis særlige grunde taler for det. Vielsens ugyldighed kan skyldes, at den ikke er sket for en

myndighed, der efter loven kan foretage vielser, eller fordi § 20, stk. 2, i ægteskabsloven om,

hvordan vielse foregår, ikke er iagttaget, f.eks. at parterne ikke var samtidigt til stede ved vielsen

eller ikke erklærede at ville ægte hinanden. Sagerne er således efter deres karakter ikke enkle, og

der skal foretages en vurdering af, hvorvidt der foreligger særlige forhold. Der foreligger på den

anden side heller ikke forhold, herunder en partstvist, der tilsiger, at Familieretten skal træffe

afgørelse efter § 28. Det foreslås derfor, at Familieretshuset behandler sagerne som § 6-sager og

træffer afgørelse om, hvorvidt vielsen kan godkendes som gyldig efter § 21, stk. 2, i

ægteskabsloven. Familieretshusets afgørelse kan indbringes for Familieretten.

Det foreslås for det sjette, at sager om afgørelse af klager efter § 21, stk. 1, i navneloven over en

afgørelse truffet af personregisterføreren efter § 16, stk. 2, 1. pkt., i navneloven skal visiteres til

behandling som § 6-sager. Der er tale om klagesager, der findes at burde afgøres af en administrativ

klageinstans. Der er samtidigt tale om sager, der kræver juridisk sagsbehandling, og som derfor ikke

kan behandles som § 5-sager. Der er således tale om sager, der skal visiteres til behandling som § 6-

sager, hvor Familieretshuset efter den foreslåede bestemmelse i § 27 træffer afgørelse. Det findes på

baggrund heraf, at visitationen af sager om afgørelse af klage efter § 21, stk. 1, i navneloven over en

afgørelse truffet af personregisterføreren efter § 16, stk. 2, 1. pkt., eller § 16, stk. 4, i navneloven

bør være lovbestemt således, at de visiteres til behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset

træffer afgørelse efter § 27.

Det foreslås for det syvende, at sager om eksigibilitet af udenlandske bidragsafgørelser efter § 3,

stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007 skal visiteres til behandling som § 6-sager, hvor

Familieretshuset træffer afgørelse efter § 27. Disse sager er efter deres karakter ikke enkle, men

efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007 skal der alene foretages en overordnet

vurdering af, om anmodningen indeholder de nødvendige dokumenter, og at anerkendelse eller

fuldbyrdelse af afgørelsen ikke er åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper

(ordre public). En egentlig prøvelse af sagen foretages efter § 3, stk. 3, i lov om

Haagerkonventionen af 2007 først, hvis en part fremsætter indsigelse mod den afgørelse, som

Familieretshuset har truffet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007. Ved modtagelse

af en indsigelse skal Familieretshuset foretage en almindelig visitation af sagen efter den foreslåede

bestemmelse i § 4, stk. 1. Det findes på baggrund heraf, at visitationen af sager om afgørelse af

eksigibilitet efter § 3, stk. 2, i lov om Haagerkonventionen af 2007 bør være lovbestemt til

behandling som § 6-sager, hvor Familieretshuset træffer afgørelse efter § 27.

Det foreslås for det ottende, at sager om eksigibilitet af udenlandske bidragsafgørelser efter artikel

30 i underholdspligtforordningen skal visiteres til behandling som § 6-sager. Disse sager er efter

deres karakter ikke enkle, men efter artikel 30 i underholdspligtforordningen skal der alene

foretages en overordnet vurdering af, om anmodningen indeholder de nødvendige dokumenter, og

at anerkendelse eller fuldbyrdelse af afgørelsen ikke er åbenbart uforenelig med grundlæggende

danske retsprincipper (ordre public). En egentlig prøvelse af sagen foretages efter artikel 32, jf.

artikel 34 i forordningen først, hvis en part anmoder om, at den afgørelse, som er truffet efter artikel

30, indbringes for Familieretten. Det findes på baggrund heraf, at det bør være lovbestemt, at sager

om afgørelse af eksigibilitet efter artikel 30 i underholdspligtforordningen visiteres til behandling

som § 6-sager, hvor Familieretshuset træffer afgørelse efter § 27.

Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse om ændring af visitation i § 4, stk. 2, 2. pkt., finder

den ikke anvendelse for sager omfattet af den lovbestemte visitation i § 8, stk. 2.

Det foreslås med

stk. 3,

at sager om omstødelse af ægteskab, der efter § 23 i ægteskabsloven, som

foreslået ændret ved § 2, nr. 3, i følgelovforslaget, anlægges af Familieretshuset, skal visiteres til

behandling som § 6-sager, hvor afgørelse efter § 28 træffes af Familieretten. Ægteskab omstødes

efter § 23, stk. 1, i ægteskabsloven, når ægteskabet er indgået i strid med § 6 i ægteskabsloven, dvs.

mellem slægtninge i ret op- eller nedstigende linje eller mellem søskende, eller i strid med § 9 i

ægteskabsloven hvor den ene part er gift eller i et registreret partnerskab.

Afgørelse i sager om omstødelse af et ægteskab bør på grund af deres karakter altid afgøres af

Familieretten, hvilket afspejles ved § 23, stk. 1, i ægteskabsloven, hvorefter Familieretshuset skal

anlægge omstødelsessagen ved Familieretten. Sager om omstødelse af ægteskab skal derfor altid

visiteres til behandling som § 6-sager, hvor afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 28, stk.

2, nr. 2, træffes af Familieretten. Der henvises i øvrigt til § 2, nr. 2 og 3, i følgelovforslaget og

bemærkningerne hertil.

Som det fremgår af den foreslåede bestemmelse om ændring af visitation i § 4, stk. 2, 2. pkt., finder

den ikke anvendelse for sager omfattet af den lovbestemte visitation i § 8, stk. 3.

Der henvises i øvrigt til §§ 27 og 28 i lovforslaget og bemærkningerne til disse bestemmelser. Der

henvises endvidere til § 1, nr. 5, 30 og 43, § 2, nr. 2 og 24, § 3, nr. 3 og 12, § 4, nr. 1, § 6, nr. 1, § 8,

nr. 4, og § 9, nr. 3, i følgelovforslaget og bemærkningerne til disse bestemmelser.

Til § 9

Det foreslås med bestemmelsen i § 9, at sager efter den lovgivning, der er omfattet af den foreslåede

bestemmelse i § 2, nr. 11-16, behandles efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 3 og den for

sagen gældende lovgivning. Disse sager skal således ikke visiteres til behandling som § 5-sager, §

6-sager eller § 7-sager.

Det fremgår af de foreslåede bestemmelser i § 2, nr. 11-16, at Familieretshuset behandler sager efter

adoptionsloven og efter en række love, der indeholder regulering af borgernes personlige forhold

uden for den familieretlige lovgivning. Sager efter denne lovgivning adskiller sig i kraft af deres

lovgrundlag grundlæggende fra sager efter de familieretlige love bl.a. med hensyn til processuelle

forhold og klage, og der skal derfor ikke ske visitering til behandling som § 5-sager, § 6-sager og §

7-sager.

Udover de generelle sagsbehandlingsbestemmelser i det foreslåede kapitel 3 findes reguleringen af

behandlingen af de omhandlede sager i den for sagen gældende lovgivning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2., og til punkt 3.5. i de

almindelige bemærkninger til følgelovforslaget.

Til § 10

Statsforvaltningen har generelt mulighed for på skriftligt grundlag at afgøre sager efter de love, der

foreslås omfattet af Familieretshusloven. Det følger dog af visse af disse love, at parterne skal

indkaldes til et møde. Såfremt Statsforvaltningen i andre situationer finder det nødvendigt eller

hensigtsmæssigt som et led i oplysningen af en sag, kan parterne indkaldes til et møde. Parterne har

ikke mødepligt, medmindre andet følger af den for sagen gældende lovgivning.

Bestemmelser om indkaldelse af parterne til et møde findes bl.a. i § 31 a, stk. 1, i

forældreansvarsloven. Det fremgår af bestemmelsen, at Statsforvaltningen skal indkalde parterne til

et møde, når Statsforvaltningen modtager en anmodning om en afgørelse om forældremyndighed,

barnets bopæl eller samvær, medmindre det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt at afholde et

møde. Efter § 31 a, stk. 2, i forældreansvarsloven har parterne mødepligt, medmindre helt særlige

omstændigheder gør sig gældende.

Det fremgår endvidere af § 38 i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen indkalder parterne til et møde

om vilkårsforhandling i visse sager om separation eller skilsmisse, medmindre der er tale om

særlige tilfælde. Det fremgår af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1860 af 23. december 2015 om

separation og skilsmisse med senere ændringer, der bl.a. er udstedt i medfør af § 58 a, stk. 4, i

ægteskabsloven, at parterne har mødepligt til en vilkårsforhandling, og at de skal møde samtidigt.

Dog er der efter § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen mulighed for, at parterne kan møde hver for sig i helt

særlige tilfælde.

Det foreslås, at der i Familieretshusloven fastsættes generelle regler om henholdsvis

Familieretshusets mulighed for at behandle en sag på skriftligt grundlag og muligheden for at

indkalde parterne i en sag til et møde i forbindelse med behandlingen af sagen, herunder pligt for

Familieretshuset til i visse situationer at indkalde parterne til møde hver for sig. De foreslåede

bestemmelser supplerer ovennævnte bestemmelser om møde i den for sagen gældende lovgivning.

Det foreslås med bestemmelsen i

stk. 1,

at Familieretshuset i overensstemmelse med gældende ret

kan beslutte, om en part eller parterne skal indkaldes til møde, eller om sagen skal behandles på

skriftligt grundlag. Dette gælder dog ikke, hvis andet følger af den for sagen gældende lovgivning.

Familieretshusets beslutning om at behandle en sag på et møde eller på skriftligt grundlag er ikke en

forvaltningsretlig afgørelse, men en procesledende beslutning, der ikke kan indbringes særskilt for

Familieretten efter reglerne i denne lov.

På grund af deres karakter er det som udgangspunkt ikke nødvendigt at holder møder i § 5-sager,

der derfor normalt behandles på skriftligt grundlag.

Det er ligeledes ubetænkeligt at afgøre en del § 6-sager på skriftligt grundlag. Familieretshuset kan

dog ikke afgøre en sag på skriftligt grundlag, hvis det fremgår af den for sagen gældende

lovgivning, at parterne m.v. skal indkaldes til et møde.

Kompleksiteten og karakteren af en § 7-sag vil derimod i sammenhæng med de i §§ 29-33

foreslåede bestemmelser om behandling af § 7-sager normalt tilsige, at der som led i behandlingen

af en § 7-sag altid afholdes et møde.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 har Familieretshuset i lighed med efter gældende ret

mulighed for at beslutte at indkalde parterne til et møde som et led i behandlingen af en sag. Mødet

afholdes som udgangspunkt med parterne sammen, hvilket dog skal fraviges i de i stk. 2 nævnte

tilfælde. Formålet med et møde i Familieretshuset kan være at oplyse sagen, vejlede parterne om

sagen eller at hjælpe parterne til at opnå enighed om en løsning. Familieretshuset kan dog ikke

indkalde parterne til et møde, hvis det fremgår af den for sagen gældende lovgivning, at sagen skal

afgøres på skriftligt grundlag.

En part kan efter § 8 i forvaltningsloven som udgangspunkt lade sig repræsentere eller bistå af andre

under mødet, men Familieretshuset kan kræve, at parten medvirker personligt, når det er af

betydning for afgørelsen af en sag.

Det foreslås med

stk. 2,

at Familieretshuset kan indkalde parterne til et møde sammen, medmindre

en part eller dennes barn har været udsat for vold, herunder psykisk vold, fra den anden part, eller

der er mistanke herom. Dette gælder dog ikke, hvis parten er indforstået med, at parterne møder

sammen.

Bestemmelsen vedrører tilfælde, hvor der efter § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven eller § 38 i

ægteskabsloven skal afholdes et møde med begge parter, eller hvor Familieretshuset finder, at der

som led i behandlingen af en sag skal afholdes et møde med begge parter, f.eks. i forbindelse med at

parterne modtager rådgivning eller deltager i konfliktmægling, eller der afholdes et møde med

parterne og kommunale myndigheder efter den foreslåede bestemmelse i § 32.

Efter bestemmelsen kan Familieretshuset ikke indkalde parterne til et møde sammen, hvis den ene

part har udsat den anden part eller dennes barn for vold, eller der er mistanke herom. Mødet i

Familieretshuset kan dog afholdes med begge parter samtidigt, hvis den part, der har været udsat for

vold, eller hvis barn har været udsat for vold, er indforstået med dette. Hvis der har været tale om

gensidig udøvelse af vold i forholdet mellem parterne, skal begge parter være indforståede med, at

de møder sammen.

Det er tilstrækkeligt for, at bestemmelsen i stk. 2 finder anvendelse, at Familieretshuset har en

mistanke om, at der er eller har været vold i forholdet mellem parterne. Mistanken kan være baseret

på udtalelser fra en part eller udtalelser, som et eventuelt involveret barn er fremkommet med under

en børnesamtale. Mistanken kan dog lige så vel være begrundet i risikofaktorer, som screeningen af

sagen har peget på, eller oplysninger, som Familieretshuset har indhentet fra kommunen i en § 7-

sag.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at Familieretshuset i tilfælde, hvor der foreligger en mistanke

om, at der har været vold, skal tage kontakt til den part, der kan have været udsat for vold, eller hvis

barn kan have været udsat for vold, med henblik på afklaring af, hvorvidt parten er indforstået med

at møde samtidigt med den anden part. Familieretshuset skal i kontakten vejlede og rådgive parten

om fordelene ved, at begge parter deltager i det pågældende møde sammen, og om partens

mulighed for at medbringe en bisidder til mødet. Hvis der er tale om et vejledningsmøde efter § 31

a, stk. 1, i forældreansvarsloven eller vilkårsforhandling efter § 38 i ægteskabsloven skal parten

endvidere oplyses, om at parten ikke har pligt til at møde sammen med den anden part, jf. de

foreslåede ændringer i § 1, nr. 31, og § 2, nr. 9, i følgelovforslaget. Der henvises til

bemærkningerne til disse bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 11

Efter § 20 i børnebidragsloven, § 58 c i ægteskabsloven og § 60 i ægtefælleloven kan

Statsforvaltningen og Ankestyrelsen til brug for behandlingen af sager om fastsættelse og ændring

af et børne- eller ægtefællebidrag anmode en part om oplysninger om vedkommendes egne forhold.

Hvis parten undlader at give Statsforvaltningen eller Ankestyrelsen disse oplysninger, kan der

træffes afgørelse på det foreliggende grundlag. Dette kaldes processuel skadevirkning.

I familieretlige sager, der er rejst ved ansøgning, kan der endvidere på ulovbestemt grundlag

indtræde processuel skadevirkning over for ansøgeren, hvis ansøgeren ikke tilvejebringer de

oplysninger, der er nødvendige for, at myndigheden kan afgøre sagen. Det er dog en forudsætning

herfor, at myndigheden har præciseret, hvilke oplysninger der skal tilvejebringes, og eventuelt

vejledt ansøgeren om, hvordan ansøgeren kan fremskaffe oplysningerne. Den processuelle

100

skadevirkning kan medføre, at myndigheden afslår ansøgningen under henvisning til de manglende

oplysninger eller henlægger sagen.

Det foreslås, at disse tre bestemmelser om processuel skadevirkning suppleres med en generel

bestemmelse om processuel skadevirkning i § 11 i Familieretshusloven, hvorefter Familieretshuset

ved behandlingen af alle sager, der er omfattet af Familieretshusloven, kan anmode en part om

oplysninger om vedkommendes egne forhold, og at Familieretshuset kan afgøre sagen på det

foreliggende grundlag, hvis parten undlader at give Familieretshuset disse oplysninger.

Familieretshuset kan dermed f.eks. lægge oplysninger fremsendt af den anden part til grund for

afgørelsen. Dette er dog ikke ensbetydende med, at Familieretshuset ukritisk kan lægge oplysninger

fra f.eks. den anden part til grund for afgørelsen. Familieretshuset skal i overensstemmelse med

officialmaksimen fortsat sikre, at sagen er belyst i så tilstrækkelig grad, at det er forsvarligt at træffe

afgørelse i sagen.

Det er en forudsætning for anvendelsen af processuel skadesvirkning, at Familieretshuset har

præciseret, hvilke oplysninger Familieretshuset har brug for, at der om nødvendigt er ydet

vejledning til parten om, hvordan parten kan fremskaffe oplysningerne, og at parten er gjort

opmærksom på, at Familieretshuset kan afgøre sagen på det foreliggende grundlag, hvis parten ikke

fremsender de omhandlede oplysninger.

Familieretshuset må ikke stille krav til en part om at fremskaffe oplysninger, hvis det er umuligt

eller meget vanskeligt for parten at fremskaffe oplysningerne.

I sager efter forældreansvarsloven kan bestemmelsen f.eks. anvendes, hvis der skal træffes afgørelse

om samvær, og der foreligger oplysninger, der tyder på, at en samværsforælder er eller har været

involveret i en retssag om personfaglig kriminalitet eller har været i behandling for psykiske

lidelser, alkohol- eller narkotikamisbrug eller lignende. Besvarer samværsforælderen ikke en

anmodning fra Familieretshuset om at indsende oplysninger om partens personlige forhold, kan

Familieretshuset træffe afgørelse på det foreliggende grundlag, f.eks. på baggrund af de

foreliggende oplysninger der tyder på bekymrende strafferetlige eller sociale forhold hos

samværsforælderen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 12

Statsforvaltningen og Ankestyrelsen som klagemyndighed har til brug for sagsbehandlingen i visse

sager mulighed for at indhente nødvendige økonomiske oplysninger om en part hos told- og

skatteforvaltningen, herunder i indkomstregisteret, ved brug af en terminaladgang. Det drejer sig

efter § 38 i forældreansvarsloven om sager om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i

forbindelse med samvær, herunder afholdelse af udgifter herved, jf. § 19, stk. 2, i

101

forældreansvarsloven, og efter § 58 a, stk. 5, i ægteskabsloven, § 21, stk. 4, i børnebidragsloven og

§ 60, stk. 2, i ægtefælleloven om sager om fastsættelse og ændring af børne- og ægtefællebidrag.

Det foreslås med lovforslagets § 12, at Familieretten får hjemmel til at anmode Familieretshuset om

at indhente de nødvendige økonomiske oplysninger til brug for Familierettens behandling af en sag

om forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse med samvær, herunder afholdelse

af udgifter, eller om børne- eller ægtefællebidrag. Familieretshuset indhenter oplysningerne ved

brug af Familieretshusets terminaladgang og videregiver dem til Familieretten.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at det med § 1, nr. 28, § 2, nr. 21, § 3, nr. 14, og § 8, nr.

12, i følgelovforslaget foreslås, at Familieretshuset eller Familieretten træffer afgørelse i sager om

forældrenes fælles ansvar for transport af barnet i forbindelse med samvær, herunder afholdelse af

udgifter, samt i sager om børne- og ægtefællebidrag. Det foreslås endvidere med § 1, nr. 42, § 2, nr.

21, § 3, nr. 15, og § 8, nr. 14, i følgelovforslaget samt med kapitel 12 i dette lovforslag, at

Familieretshusets afgørelse i de pågældende sager kan indbringes for Familieretten. Familieretten

har samme behov for økonomiske oplysninger til brug for afgørelsen af sagerne, som

Statsforvaltningen og Ankestyrelsen har i dag. Dette behov for oplysninger dækkes ved, at

Familieretten får mulighed for at anmode Familieretshuset om at indhente oplysningerne ved brug

af Familieretshusets terminaladgang.

Med bestemmelsen får Familieretshuset således hjemmel til efter anmodning fra Familieretten at

indhente de nødvendige økonomiske oplysninger, uanset at det ikke er til brug for Familieretshusets

behandling af sagen, og til at videregive oplysningerne til Familieretten.

For så vidt angår Familieretshusets adgang til indhentning af økonomiske oplysninger hos told- og

skatteforvaltningen ved terminaladgang henvises til § 1, nr. 37, § 2, nr. 22, § 3, nr. 16, og § 8, nr.

11, i følgelovforslaget. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 13

Efter § 4 i forældreansvarsloven skal afgørelser efter forældreansvarsloven træffes ud fra, hvad der

er bedst for barnet. Med følgelovforslagets § 1, nr. 4, foreslås det med en ny bestemmelse i § 4, 2.

pkt., i forældreansvarsloven, at Familieretshuset og Familieretten skal have fokus på, at afgørelser

skal medvirke til at sikre barnets trivsel og beskytte barnet mod vold eller anden behandling, der

udsætter barnet for skade eller fare, herunder beskytte barnet mod at være vidne til vold.

Efter §§ 5 og 34 i forældreansvarsloven skal der ved afgørelser efter forældreansvarsloven tages

hensyn til barnets egne synspunkter alt efter alder og modenhed, og barnet skal inddrages i

behandlingen af sagen, så dets perspektiv og synspunkter kan komme til udtryk.

102

De oplysninger, der er nødvendige for at vurdere, hvad der er bedst for barnet i den konkrete

situation, fremskaffes i første række fra parterne, eventuelt sådan at parterne selv indhenter

oplysningerne fra andre myndigheder m.v.

Det kan dog være nødvendigt, at Statsforvaltningen indhenter oplysninger fra andre offentlige

myndigheder, navnligt kommunale myndigheder. I så fald indhentes oplysningerne som

udgangspunkt med samtykke fra den, som oplysningerne vedrører. Afviser en part at give samtykke

til, at Statsforvaltningen indhenter oplysningerne, kan Statsforvaltningen tillægge det processuel

skadevirkning og afslå ansøgningen. Der kan dog forekomme situationer, hvor oplysningerne er

nødvendige for behandlingen af sagen, og oplysningerne derfor skal indhentes, også selvom den

pågældende ikke giver samtykke hertil.

De oplysninger, der skal anvendes ved vurderingen af barnets bedste, vedrører først og fremmest

barnet og dets forældre. I sager om forældremyndighed efter en forælders død og om overførsel af

forældremyndighed til tredjemand er der ligeledes behov for oplysninger om de øvrige parter i

sagerne. Endelig kan der efter en konkret vurdering være behov for oplysninger om andre personer,

der er nært knyttede til barnet eller barnets forældre, eksempelvis barnets hel- eller halvsøskende og

forældrenes nye partnere.

De oplysninger, det kan være relevant at indhente om barnet, forældrene og andre nært knyttede

personer, omfatter navnligt oplysninger om sociale forhold, fysisk og psykisk sygdom,

misbrugsproblemer og kriminalitet, navnligt vold og andre former for personfarlig kriminalitet.

I relation til de kommunale myndigheder bemærkes, at kapitel 11 i serviceloven indeholder

bestemmelser om særlig støtte til børn. Efter § 46 i serviceloven er formålet med at yde støtte til

børn, der har et særligt behov herfor, at sikre, at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder

for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende. Støtten skal

ydes med henblik på at sikre barnets bedste. Støtten har bl.a. til formål at sikre kontinuitet i barnets

opvækst og et trygt omsorgsmiljø, der tilbyder nære og stabile relationer til voksne, sikrer barnets

muligheder for personlig udvikling og opbygning af kompetencer til at indgå i sociale relationer og

netværk, understøtter barnets skolegang og uddannelse og fremmer barnets sundhed og trivsel.

Støtten skal være tidlig og helhedsorienteret, så problemer så vidt muligt kan forebygges og

afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Støtten skal i hvert enkelt tilfælde tilrettelægges på

baggrund af en konkret vurdering af det enkelte barns og familiens forhold.

Sager efter forældreansvarsloven rejses som udgangspunkt efter ansøgning. Dog rejses sager om

forældremyndighed efter en forælders død af det offentlige, jf. §§ 15 og 15 a i

forældreansvarsloven. Med den foreslåede bestemmelse i § 25 får kommunalbestyrelsen en snæver

adgang til at rejse en forældreansvarssag.

For alle sager, der rejses efter ansøgning, finder § 29 i forvaltningsloven anvendelse. Efter denne

bestemmelse må myndigheden kun indhente oplysninger om ansøgerens rent private forhold, hvis

103

ansøgeren har givet samtykke hertil, hvis andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til

lov, eller hvis særlige hensyn til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i,

at oplysningen indhentes.

Forældreansvarsloven indeholder ikke hjemmel til at indhente oplysninger om de involverede

personers forhold, bortset fra adgangen efter § 38 i forældreansvarsloven til at indhente visse

økonomiske oplysninger i sager om transport af barnet i forbindelse med samvær.

Efter § 27 i forvaltningsloven har den, der virker inden for den offentlige forvaltning, tavshedspligt

med hensyn til oplysninger om enkeltpersoners private forhold. Bestemmelsen viger dog for § 28 i

forvaltningsloven, der regulerer videregivelse af oplysninger fra en forvaltningsmyndighed til en

anden forvaltningsmyndighed.

Det følger af § 28, stk. 1, i forvaltningsloven, at for manuel videregivelse af oplysninger om

enkeltpersoner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i §§ 6-8 og

10 og § 11, stk. 1, i databeskyttelsesloven og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1.

og 2. pkt., artikel 9 og 10 og artikel 77, stk. 1, i databeskyttelsesforordningen, jf. § 2, stk. 1, i

databeskyttelsesloven. For videregivelse af personoplysninger til en anden forvaltningsmyndighed,

der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, finder reglerne i

databeskyttelseslovgivningen anvendelse. Ved

”automatisk databehandling”

forstås

”elektronisk

databehandling”.

I det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at videregive en oplysning, skal

myndigheden efter § 31 i forvaltningsloven på begæring af en anden forvaltningsmyndighed

videregive oplysningen, hvis den er af betydning for myndighedens virksomhed eller for en

afgørelse, som myndigheden skal træffe. Dette gælder dog ikke, hvis videregivelsen påfører

myndigheden et merarbejde, der væsentligt overstiger den interesse, den anden myndighed har i at

få oplysningerne.

Ved behandling af personoplysninger forstås efter artikel 4, nr. 2, i databeskyttelsesforordningen

enhver aktivitet eller række af aktiviteter, som personoplysninger eller en samling af

personoplysninger med eller uden anvendelse af automatisk (dvs. elektronisk) behandling gøres til

genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering, opbevaring, tilpasning

eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formidling eller enhver

anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller

tilintetgørelse.

Den dataansvarlige er efter artikel 4, nr. 7, en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed,

en institution eller et andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilke formål og med

hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af personoplysninger.

Efter artikel 4, nr. 8, er en databehandler en fysisk eller juridisk person, en offentlig myndighed, en

institution eller et andet organ, der behandler personoplysninger på den dataansvarliges vegne.

104

Det følger af artikel 5, stk. 1, litra a, i forordningen, at personoplysninger skal behandles lovligt,

rimeligt og på en gennemsigtig måde i forhold til den registrerede. Efter litra b i bestemmelsen skal

personoplysninger indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål, og oplysningerne må ikke

viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Endelig følger det af litra c, at

behandlingen af persondataoplysninger skal være tilstrækkelig, relevant og begrænset til, hvad der

er nødvendigt i forhold til de formål, hvortil de behandles. Der henvises til § 5, stk. 1, i

databeskyttelsesloven. Den dataansvarlige er ansvarlig for og skal kunne påvise, at artikel 5, stk. 1

overholdes, jf. artikel 5, stk. 2.

Artikel 6 i forordningen regulerer, hvornår behandlingen af personoplysninger er lovlig. Efter

artikel 6, stk. 1, litra a, er behandling af personoplysninger lovlig, hvis den registrerede har givet

samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål. Behandlingen

af personoplysninger er efter artikel 6, stk. 1, litra c og d, også lovlig, når behandlingen er

nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller når

behandlingen er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale

interesser. Der henvises til § 6, stk. 1, i databeskyttelsesloven.

Når behandling til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke er baseret

på den registreredes samtykke, EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en

nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er

omhandlet i artikel 23, stk. 1, tager den dataansvarlige efter artikel 6, stk. 4, hensyn til en række

omstændigheder for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig med det formål, som

personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til.

Der skal efter artikel 6, stk. 4, litra a og b, tages hensyn til enhver forbindelse mellem det formål,

som personoplysningerne er indsamlet til, og formålet med den påtænkte viderebehandling og den

sammenhæng, hvori personoplysningerne er blevet indsamlet, navnligt med hensyn til forholdet

mellem den registrerede og den dataansvarlige. Der skal endvidere efter litra c tages hensyn til

personoplysningernes art, navnlig om behandlingen omfatter særlige kategorier af

personoplysninger efter artikel 9 og straffedomme m.v. efter artikel 10. Endelig skal der efter litra d

tages hensyn til den påtænkte viderebehandlings mulige konsekvenser for de registrerede og efter

litra e tilstedeværelse af fornødne garantier, som kan omfatte kryptering eller pseudonymisering.

Der henvises til § 5, stk. 2, i databeskyttelsesloven.

Artikel 23, stk. 1, i forordningen indeholder mulighed for ved lovgivningsmæssige foranstaltninger

i EU-retten eller i national ret i den medlemsstat, som den dataansvarlige eller databehandleren er

underlagt, at begrænse rækkevidden af de forpligtelser og rettigheder, der er omhandlet i bl.a.

artikel 5. Dette forudsætter, at indholdet af en sådan begrænsning svarer til rettighederne og

forpligtelserne i artikel 12-22, når begrænsningen respekterer det væsentligste indhold af de

grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og er en nødvendig og forholdsmæssig

foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til bl.a. forebyggelse, efterforskning, afsløring

105

eller retsforfølgning af strafbare handlinger (litra d), beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og

retssager (litra f), beskyttelse af den registrerede eller andres rettigheder og frihedsrettigheder (litra

i) og håndhævelse af civilretlige krav (litra j).

Det nærmere indhold af disse hensyn er ikke nærmere fastlagt, bortset fra at beskyttelse af den

registrerede eller andres rettigheder og frihedsrettigheder bl.a. dækker over

forretningshemmeligheder, lægers og advokaters tavshedspligt, retten til at forberede sit eget

forsvar samt beskyttelse af menneskerettigheder. Der henvises til Databeskyttelsesforordningen

–

og de retlige rammer for dansk lovgivning, betænkning nr. 1565, del 1, bind 1, side 392.

Efter artikel 23, stk. 2, skal enhver lovgivningsmæssig foranstaltning, der er omhandlet i artikel 23,

stk. 1, som minimum, hvor det er relevant, indeholde specifikke bestemmelser vedrørende

formålene med behandlingen eller kategorierne af behandling (litra a), kategorierne af

personoplysninger (litra b), rækkevidden af de indførte begrænsninger (litra c), garantierne for at

undgå misbrug eller ulovlig adgang eller overførsel (litra d), specifikation af den dataansvarlige

eller kategorierne af dataansvarlige (litra e), opbevaringsperioder og de gældende garantier under

hensyntagen til behandlingens karakter, omfang og formål eller kategorier af behandling (litra f),

risiciene for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder (litra g) og de registreredes ret til at

blive underrettet om begrænsningen, medmindre dette kan skade formålet med begrænsningen (litra

h).

Hvis behandling af personoplysninger er baseret på samtykke, skal den dataansvarlige efter artikel

7, stk. 1, i forordningen kunne påvise, at den registrerede har givet samtykke til behandling af sine

personoplysninger. Behandlingen af oplysningerne skal endvidere være omfattet af artikel 6 og 9.

Den registrerede har efter artikel 7, stk. 3, til enhver tid ret til at trække sit samtykke tilbage.

Tilbagetrækning af et samtykke berører dog ikke lovligheden af den behandling af oplysningerne,

der er baseret på samtykke inden tilbagetrækningen.

Efter artikel 10 i forordningen må behandling på grundlag af artikel 6, stk. 1, af personoplysninger

vedrørende straffedomme m.v., forstået som oplysninger om strafbare forhold i bred forstand, kun

foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten

eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for registreredes rettigheder og

frihedsrettigheder.

Databeskyttelsesloven indeholder i § 8, stk. 1, supplerende bestemmelser for det offentliges

behandling af oplysninger om strafbare forhold. Efter disse bestemmelser må der for den offentlige

forvaltning ikke behandles oplysninger om strafbare forhold, medmindre det er nødvendigt for

varetagelsen af myndighedens opgaver. Oplysninger om strafbare forhold må efter § 8, stk. 2,

således ikke videregives. Videregivelse kan dog ske, hvis den registrerede har givet sit udtrykkelige

samtykke til videregivelsen, videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser,

der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet

til den, oplysningen angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en myndigheds

106

virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe. Efter § 8, stk. 5, kan

behandling af oplysninger om strafbare forhold i øvrigt finde sted, hvis betingelserne i § 7 i

databeskyttelsesloven er opfyldt.

Artikel 9, stk. 1, i forordningen regulerer behandlingen af særlige kategorier af personoplysninger.

Efter bestemmelsens stk. 1 er behandling af personoplysninger om bl.a. race eller etnisk oprindelse,

politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, helbredsoplysninger, seksuelle forhold eller

seksuelle orientering forbudt. Forbuddet i stk. 1 finder efter artikel 9, stk. 2, bl.a. ikke anvendelse,

hvis de i bestemmelsens litra a, c og f nævnte forhold gør sig gældende.

Det drejer sig efter stk. 2, litra a om situationer, hvor den registrerede har givet udtrykkeligt

samtykke til behandling af sådanne personoplysninger til et eller flere specifikke formål. Efter stk.

2, litra c drejer det sig om situationer, hvor behandling af personoplysninger er nødvendig for at

beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser i tilfælde, hvor den

registrerede fysisk eller juridisk ikke er i stand til at give samtykke. Endelig drejer det sig efter stk.

2, litra f om situationer, hvor behandling af personoplysninger er nødvendig for, at et retskrav kan

fastlægges, gøres gældende eller forsvares, eller når domstole handler i deres egenskab af domstol.

Der henvises til § 7 i databeskyttelsesloven.

Endelig bemærkes, at efter artikel 24 i den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder har børn ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. Det følger

videre af bestemmelsen, at børn frit kan udtrykke deres synspunkter, og at der tages hensyn hertil i

forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed. I alle handlinger

vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal

barnets tarv ifølge charteret komme i første række. Ved administrationen af

databeskyttelsesforordningen skal der således tages hensyn til barnets bedste.

Det foreslås med

§ 13, stk. 1,

at Familieretshuset til brug for visitationen efter § 4 af en sag om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær kan indhente oplysninger om, hvorvidt

kommunalbestyrelsen har iværksat eller påtænker at iværksætte støtteforanstaltninger over for

barnet efter kapitel 11 i serviceloven, og hvilke typer foranstaltninger der i givet fald er iværksat.

Familieretshuset kan efter bestemmelsen endvidere til samme formål indhente oplysninger om,

hvorvidt kommunalbestyrelsen har gennemført eller overvejer at gennemføre en børnefaglig

undersøgelse efter § 50 i lov om social service.

Med bestemmelsen i stk. 1 skabes der hjemmel til, at kommunalbestyrelsen uden samtykke fra

forældremyndighedsindehaveren efter anmodning fra Familieretshuset kan behandle, herunder

videregive, bestemte oplysninger om et barn. Disse oplysninger indeholder i begrænset omfang

oplysninger om barnets personlige forhold.

107

Efter § 52, stk. 1, i serviceloven, der er placeret i lovens kapitel 11, skal kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om foranstaltninger efter § 52, stk. 3, når det må anses for at være af væsentlig

betydning af hensyn til et barns særlige behov for støtte. Kommunalbestyrelsen skal vælge den eller

de foranstaltninger, som bedst kan løse de problemer og behov, der er afdækket gennem en

børnefaglig undersøgelse efter § 50 i serviceloven.

Bestemmelsens stk. 3 fastlægger hvilke tilbud, der kan gives børn med særligt støttebehov. Det

drejer sig bl.a. om ophold i dagtilbud, praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet,

familiebehandling eller behandling af barnets problemer, døgnophold i en plejefamilie m.v. for både

forældremyndighedsindehaveren, barnet og andre familiemedlemmer, aflastningsordning,

udpegning af en fast kontaktperson for barnet og anbringelse af barnet uden for hjemmet på et

anbringelsessted.

Efter § 50, stk. 1, i serviceloven skal kommunalbestyrelsen undersøge et barns forhold, hvis det må

antages, at barnet trænger til særlig støtte. Undersøgelsen betegnes som en børnefaglig

undersøgelse.

Oplysninger omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, vedrører således alene, om der er

iværksat foranstaltninger efter § 50, og hvilke foranstaltninger der i givet fald er iværksat, dvs.

hvilken type foranstaltning der er iværksat, samt om der er gennemført en børnefaglig undersøgelse

efter § 50 i serviceloven, eller om der er planer om at gennemføre en sådan undersøgelse. Den

foreslåede bestemmelse giver således ikke kommunalbestyrelsen mulighed for at videregive

oplysninger om det nærmere indhold af de foranstaltninger, der er iværksat, om grundlaget for

iværksættelsen af foranstaltningerne, eller om indholdet af en børnefaglig undersøgelse.

Familieretshuset kan alene anmode kommunalbestyrelsen om de nævnte oplysninger til brug for

visitationen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Visitationen af disse sager

gennemføres efter lovforslagets § 4 som udgangspunkt på baggrund af de oplysninger, som

ansøgeren har givet Familieretshuset i ansøgningen, samt Familieretshusets kendskab til parterne fra

eventuelle tidligere sager. Hvis Familieretshuset er i tvivl om visitationen, kan Familieretshuset

efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, anmode kommunalbestyrelsen om de nævnte

oplysninger om foranstaltninger og undersøgelser. Er der iværksat eller påtænkes der iværksat

foranstaltninger, eller er der foretaget en børnefaglig undersøgelse eller påtænkes en sådan

gennemført, kan det efter en konkret vurdering være grundlag for, at Familieretshuset visiterer

sagen til behandling som en § 7-sag, dvs. at sagen er kompleks eller konfliktfyldt.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse i stk. 1 også omfatter situationer, hvor

Familieretshuset efter lovforslagets § 4, stk. 2, overvejer at ændre visitationen af en sag om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær.

Det er vigtigt af hensyn til visitationen af sagen, at kommunalbestyrelsen besvarer en anmodning

om oplysninger hurtigt. Kommunalbestyrelsen kan besvare anmodningen telefonisk.

108

Med den foreslåede bestemmelse i

§ 13, stk. 2,

kan kommunalbestyrelsen videregive oplysninger

om et barns personlige og familiemæssige forhold til Familieretshuset, hvis det er nødvendigt for

Familieretshusets behandling af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

Bestemmelsen i den foreslåede § 13, stk. 2, indeholder hjemmel til, at kommunalbestyrelsen under

Familieretshusets behandling af en sag efter forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets

bopæl og samvær kan behandle, herunder videregive, oplysninger om barnets og parternes

personlige og familiemæssige forhold i den konkrete sag uden samtykke fra den person, som

oplysningerne vedrører.

Kommunalbestyrelsens videregivelse af oplysninger efter § 13, stk. 2, kan ske af egen drift, fordi

kommunalbestyrelsen i forbindelse med, at der ydes støtte til barnet eller familien efter serviceloven

bliver opmærksom på, at Familieretshuset behandler en sag om forældremyndighed, barnets bopæl

eller samvær, og kommunalbestyrelsen vurderer, at den er i besiddelse af oplysninger, der er

nødvendige for Familieretshusets behandling af sagen. Dette er særligt tilfældet, hvis oplysningerne

er nødvendige for, at der træffes en afgørelse, som er til barnets bedste, og som sikrer barnets

trivsel.

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen må videregive, omfatter oplysninger

om rent private forhold vedrørende barnets personlige og familiemæssige forhold. Dette omfatter

bl.a. oplysninger om helbredsmæssige forhold og væsentlige sociale problemer samt oplysninger

om barnets tilstand som eksempelvis barnets fortælling om hændelsesforløb, psykiske traumer,

fysiske skader m.v.

Henvisningen i bestemmelsen til, at videregivelse kan omfatte barnets familiemæssige forhold,

betyder, at muligheden for at videregive oplysninger også omfatter tilsvarende oplysninger om

personer, der har betydning for barnet, og for arbejdet med at finde den løsning, der er bedst for

barnet. Det vil typisk være barnets forældre samt forældrenes eventuelle partnere.

Endvidere kan der videregives oplysninger om, hvilke undersøgelser, sagsskridt og indsatser

kommunalbestyrelsen overvejer at iværksætte eller har iværksat, således at Familieretshuset kan

indrette sin sagsbehandling herpå, herunder afpasse en eventuel afgørelse om samvær med

kommunalbestyrelsens indsatser for barnet.

De oplysninger, det kan være relevant at videregive, kan eksempelvis være oplysninger fra samtaler

med barnet samt oplysninger fra børnesagkyndige undersøgelser og sundhedsfaglige undersøgelser

og behandlinger.

Muligheden for at videregive oplysninger fra kommunalbestyrelsen til Familieretshuset kan også

gøre det muligt at skåne barnet fra at skulle give de samme oplysninger til forskellige myndigheder.

109

Bestemmelsen i den foreslåede § 13 giver kommunalbestyrelsen mulighed for at videregive private

og personlige oplysninger til Familieretshuset, også hvor det ikke vurderes muligt eller

hensigtsmæssigt at opnå samtykke fra den, som oplysningen vedrører.

Bestemmelsen indebærer, at det ikke vil være enhver oplysning om barnet, der kan udveksles

mellem de fagpersoner og myndigheder, der er involverede i en sag, men alene oplysninger, der er

nødvendige til brug for Familieretshusets behandling af en sag om forældremyndighed, barnets

bopæl eller samvær. Kommunalbestyrelsen er i forhold til disse oplysninger dataansvarlig efter

artikel 4, nr. 7, i forordningen, og kommunalbestyrelsen skal derfor i hvert enkelt tilfælde foretage

en konkret vurdering af, hvilke oplysninger det er nødvendigt at videregive til Familieretshuset.

Oplysninger, der ikke er omfattede af § 13, er først og fremmest oplysninger, der ikke er relevante

for vurderingen af barnets situation. Det kan f.eks. være oplysninger om misbrugsproblemer og

kriminelle forhold hos en forælders tidligere samlever eller hos ældre søskende, som barnet ikke har

kontakt med. Det kan også være oplysninger om en forælders psykoser, som den pågældende

forælder ikke længere lider af. Oplysninger, der alene vedrører en forælders forhold, og som ikke

påvirker barnets personlige og familiemæssige omstændigheder, kan ligeledes ikke videregives med

hjemmel i bestemmelsen. Dette vil f.eks. omfatte oplysninger om en forælders ansøgning om

sociale ydelser.

Muligheden for at videregive oplysninger på grundlag af § 13 ophører, når Familieretshuset træffer

afgørelse i sagen efter lovforslagets § 27 eller indbringer sagen for Familieretten til afgørelse efter

lovforslagets § 28.

Bestemmelsen har et snævert anvendelsesområde, da kommunalbestyrelsens videregivelse af

oplysninger om et barn til brug for Familieretshusets behandling af en sag om forældremyndighed,

barnets bopæl og samvær i § 7-sager sker efter den foreslåede bestemmelse i § 31.

Endelig bemærkes, at bestemmelsen i § 13 ikke giver Familieretshuset mulighed for at videregive

oplysninger om barnet til kommunalbestyrelsen, heller ikke selvom oplysningerne er relevante for

tilrettelæggelsen af indsatsen over for barnet efter serviceloven.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en fravigelse af forvaltningslovens regler om tavshedspligt

samt af reglerne i databeskyttelsesloven og databeskyttelsesforordningen om behandling af

personoplysninger, idet kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen uden den pågældendes samtykke

kan videregive almindelige såvel som følsomme personoplysninger til Familieretshuset.

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen efter den foreslåede bestemmelse kan videregive, kan

være personoplysninger om rent private forhold, herunder oplysninger om væsentlige sociale

problemer og strafbare forhold hos barnet eller barnets familie.

110

Den foreslåede bestemmelse i § 13 medfører, at databeskyttelsesforordningen, herunder artikel 5-

10, og databeskyttelsesloven, herunder §§ 5-10, ikke regulerer videregivelsen af oplysninger i

situationer omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 13. Oplysninger, der er omfattede af § 13,

kan således med hjemmel i § 13 videregives uden samtykke fra den registrerede.

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen efter bestemmelsen i § 13 videregiver til

Familieretshuset, er ikke indsamlet til brug for Familieretshusets behandling af en sag efter

forældreansvarsloven. Videregivelsen af oplysningerne sker således til varetagelse af andre formål

end det oprindelige formål, hvortil oplysningerne blev indsamlet. Videregivelsen af disse

oplysninger kun kan ske, hvis betingelserne i artikel 6, stk. 4, jf. artikel 23, stk. 1, i

databeskyttelsesforordningen er opfyldte. Dette er tilfældet, da videregivelsen af oplysningerne sker

med henblik på at varetage barnets bedste og dermed beskyttelsen af barnets rettigheder og

frihedsrettigheder.

Det bemærkes, at videregivelsen af oplysninger kan resultere i en afgørelse, der er indgribende for

en af de registrerede, da Familieretten eller Familieretshuset bl.a. under henvisning til de

pågældende oplysninger kan træffe afgørelse om, at den registrerede ikke har samvær med barnet

eller ikke har forældremyndigheden over barnet, fordi denne løsning aktuelt er den bedste for

barnet. Dette skal dog ses i forhold til, at de pågældende oplysninger udgør en nødvendig del af

grundlaget for, at der kan træffes en afgørelse til barnets bedste, og at barnets bedste dermed kan

varetages i overensstemmelse med

FN’s

Børnekonvention. Efter artikel 3, stk. 1 og 2, i

konventionen skal barnets tarv komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn.

Det bemærkes, at der med forslaget tages hensyn til barnets og dennes families ret til at beskytte

oplysninger om rent private forhold vedrørende barnet. Dette hensyn varetages ved, at der efter den

foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, alene kan videregives oplysninger om foranstaltninger for og

undersøgelser af barnet, men ikke om indholdet af og baggrunden for foranstaltningerne og

undersøgelserne.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, kan der alene videregives oplysninger, når

videregivelsen er nødvendig til brug for Familieretshusets behandling af en sag om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

Som dataansvarlig efter artikel 4, nr. 7, i forordningen for de oplysninger, som den videregiver efter

bestemmelsen, skal kommunalbestyrelsen i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af,

hvilke oplysninger der er behov for at videregive til Familieretshuset efter § 13.

Den foreslåede bestemmelse i § 13 medfører ikke indskrænkninger i den registreredes rettigheder

efter kapitel III i forordningen, der bl.a. indeholder regler om den dataansvarliges oplysningspligt

over for den registrerede og den registreredes rettigheder efter artikel 15-23 i

databeskyttelsesforordningen.

111

Endelig bemærkes, at databeskyttelseslovgivningen finder anvendelse for udveksling af

oplysninger, der hverken er omfattede af § 13 eller lovforslagets § 31, der vedrører udveksling af

oplysninger i § 7-sager.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 1, er at sikre, at Familieretshuset hurtigst

muligt kan visitere en sag om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær korrekt, således at

sagen fra starten behandles efter det regelsæt, der bedst passer til den. Til brug herfor kan

Familieretshuset anmode kommunalbestyrelsen om visse oplysninger om barnet.

Begrundelsen for den foreslåede bestemmelse i § 13, stk. 2, er at sikre, at kommunalbestyrelsen har

mulighed for at videregive oplysninger om et barns personlige og familiemæssige forhold til

Familieretshuset, når oplysningerne er nødvendige til brug for Familieretshusets behandling af en

sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Dette kan give Familieretshuset et bedre

grundlag for at vurdere, hvad der er bedst for barnet, og som sikrer dets trivsel. Samtidig mindskes

risikoen for, at der træffes modsatrettede afgørelser af kommunalbestyrelsen og Familieretshuset,

navnlig i samværssager.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.3.

Til § 14

Det foreslås med § 14, at bestemmelserne i forvaltningslovens § 9, stk. 1, 2, 4 og 5, § 9 a, § 10, stk.

1, §§ 12-15 c samt § 16, stk. 2, 3 og 6, om aktindsigt finder tilsvarende anvendelse i § 6-sager, der

indbringes for Familieretten efter § 28, og § 7-sager, der indbringes for Familieretten efter § 33, og

hvor Familieretshuset ikke træffer en afgørelse. Det foreslås endvidere, at det er Familieretshuset,

der træffer afgørelse om aktindsigt efter bestemmelsen.

Med bestemmelsen sikres, at parterne i § 6-sager, der indbringes for Familieretten efter den

foreslåede bestemmelse i § 28, og i § 7-sager, der indbringes for Familieretten efter den foreslåede

bestemmelse i § 33, har samme ret til aktindsigt i den sag, de er parter i, som hvis sagen var

behandlet som en § 5-sag eller som § 6-sag, hvor Familieretshuset traf afgørelse efter den foreslåede

bestemmelse i § 27.

I sager, der behandles efter § 7 i denne lov, træffes afgørelsen ikke af Familieretshuset, men af

domstolene, når Familieretshuset har indbragt sagen for retten, jf. den foreslåede bestemmelse i §

33. Tilsvarende gælder for § 6-sager, der er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 28.

Forvaltningslovens regler om aktindsigt er efter § 9 i forvaltningsloven begrænset til sager, hvori

der er eller vil blive truffet en afgørelse. De sager, som Familieretshuset behandler efter § 6 eller § 7

i denne lov, men som indbringes for retten til afgørelse efter § 28 eller § 33, er således ikke omfattet

af forvaltningslovens regler om aktindsigt.

112

Dette indebærer, at en part i en sådan § 6-sag eller § 7-sag kun vil have ret til aktindsigt i sagen efter

reglerne herom i databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven og offentlighedsloven.

Reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 15, jf. databeskyttelseslovens § 22, vedrører

egenacces (indsigtsret), hvorefter en person alene har ret til oplysninger om vedkommende selv.

Tilsvarende giver offentlighedslovens § 8 alene ret til egenacces. Det følger derimod af

bestemmelserne i kapitel 4 i forvaltningsloven, at retten til aktindsigt for en part med visse

undtagelser omfatter alle oplysninger i sagen, herunder personoplysninger om andre parter og om

tredjemand.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i § 14 er således at sikre, at parterne i en § 6-sag eller en

§ 7-sag, der indbringes for Familieretten til afgørelse, ikke stilles ringere end parterne i § 5-sager og

i § 6-sager, der afgøres af Familieretshuset, og hvor parterne dermed har ret til aktindsigt efter

reglerne i kapitel 4 i forvaltningsloven.

Efter forvaltningslovens § 9, stk. 1, kan den, der er part i en sag, hvori der er eller vil blive truffet

afgørelse af en forvaltningsmyndighed, forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter.

Retten til aktindsigt omfatter efter § 9, stk. 2, alle dokumenter m.v., der vedrører sagen, dog med

de undtagelser der følger af §§ 12-15 b i forvaltningsloven.

Retten til aktindsigt i dokumenter, der vedrører sagen, og som er afsendt af myndigheden m.v. til

andre end den part, der anmoder om aktindsigt, gælder først fra dagen efter afsendelsen af

dokumentet, jf. § 9, stk. 4. Endvidere følger det af § 9, stk. 5, at bestemmelser om tavshedspligt for

personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv, ikke begrænser pligten til at give aktindsigt, dog

med de undtagelser der følger af § 15 a, stk. 1, der er beskrevet nedenfor.

Efter § 9 a skal en anmodning om aktindsigt angive den sag, hvis dokumenter den pågældende part

ønsker at blive gjort bekendt med.

Efter § 10, stk. 1, skal det i forbindelse med behandlingen af en anmodning om aktindsigt overvejes,

om der kan gives aktindsigt i dokumenter og oplysninger i videre omfang, end hvad der følger af §§

12-15 b (meroffentlighed). Der kan gives aktindsigt i videre omfang, medmindre det vil være i strid

med anden lovgivning, herunder regler om tavshedspligt og regler i databeskyttelsesforordningen

og databeskyttelsesloven.

Efter § 12 undtages en myndigheds interne arbejdsdokumenter fra retten til aktindsigt, mens § 13

begrænser adgangen til at undtage bestemte typer af dokumenter fra partens adgang til aktindsigt

efter § 12. Efter bestemmelserne omfatter retten til aktindsigt interne arbejdsdokumenter, som

foreligger i endelig form, når dokumenterne alene gengiver indholdet af myndighedens endelige

beslutning vedrørende en sags afgørelse, dokumenterne alene indeholder en gengivelse af

oplysninger, som myndigheden har haft pligt til at notere efter offentlighedsloven, eller

113

dokumenterne er selvstændige dokumenter, der er udarbejdet af en myndighed for at tilvejebringe

bevismæssig eller anden tilsvarende klarhed med hensyn til en sags faktiske omstændigheder.

Efter § 14 omfatter retten til aktindsigt heller ikke bl.a. myndigheders brevveksling med sagkyndige

til brug i retssager eller ved overvejelse af, om retssag bør føres.

Efter § 14 a, stk. 1, omfatter retten til aktindsigt i dokumenter omfattet af §§ 12 og 14 uanset disse

bestemmelser oplysninger om en sags faktiske grundlag, i det omfang oplysningerne er relevante

for sagens afgørelse, hvilket i relation til § 7-sager må forstås som relevante for behandlingen af

sagen. Det samme gælder oplysninger om eksterne faglige vurderinger, som findes i sådanne

dokumenter. Dette gælder dog ikke, i det omfang de pågældende oplysninger fremgår af andre

dokumenter, som udleveres i forbindelse med aktindsigten, jf. § 14 a, stk. 2.

Af § 14 b fremgår, at i sager, hvor det er almindelig praksis at indhente eksterne faglige vurderinger

af spørgsmål til brug for afgørelsen af den pågældende type sager, omfatter retten til aktindsigt

oplysninger om interne faglige vurderinger i endelig form, som måtte være foretaget af de

pågældende spørgsmål.

Efter § 15 kan retten til aktindsigt begrænses af hensyn til statens sikkerhed eller rigets forsvar, og

efter § 15 a kan retten til aktindsigt begrænses af hensyn til udenrigspolitiske interesser m.v.

Efter § 15 b kan retten til aktindsigt bl.a. begrænses, i det omfang partens interesse i at kunne

benytte kendskab til sagens dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende

hensyn til forebyggelse, opklaring og forfølgning af lovovertrædelser, straffuldbyrdelse og lign.

samt beskyttelse af sigtede, vidner eller andre i sager om strafferetlig eller disciplinær forfølgning,

jf. nr. 1, og private og offentlige interesser, hvor hemmeligholdelse efter forholdets særlige karakter

er påkrævet, jf. nr. 5.

Efter bestemmelsen i § 15 c gælder imidlertid en ekstraheringspligt, hvorefter der skal gives

aktindsigt i den del af et dokuments indhold, der ikke kan undtages fra partens adgang til aktindsigt

efter §§ 15-15 b. Dette gælder dog ikke, hvis det vil medføre en prisgivelse af det eller de hensyn,

der er nævnt i §§ 15-15 b, det vil indebære, at der gives en klart vildledende information, eller det

resterende indhold i dokumentet ikke har et forståeligt eller sammenhængende meningsindhold.

Efter § 16, stk. 2, skal en afgørelsen om, hvorvidt partens anmodning om aktindsigt kan

imødekommes, træffes snarest. En anmodning om aktindsigt skal som udgangspunkt

færdigbehandles inden syv arbejdsdage. Efter § 16, stk. 3, skal dokumenterne udleveres i den form,

som parten ønsker. Dette gælder dog ikke, hvis det er umuligt eller meget vanskeligt, eller der

foreligger tungtvejende modhensyn.

114

Efter § 16, stk. 6, kan justitsministeren fastsætter regler om betaling for udlevering af dokumenter.

Med hjemmel i denne bestemmelse er udstedt bekendtgørelse nr. 646 af 18. september 1986 om

betaling for afskrifter og fotokopier, der udleveres i henhold til forvaltningsloven.

Det foreslås, at enkelte bestemmelser i kapitel 4 i forvaltningsloven ikke skal finde anvendelse i §

6-sager, der indbringes for Familieretten efter § 28, og i § 7-sager, der indbringes for Familieretten

efter § 33.

Forvaltningslovens § 9, stk. 3, vedrører retten til aktindsigt i sager om ansættelse og forfremmelse.

Da disse sager ikke falder inden for anvendelsesområdet af Familieretshusloven, foreslås det, at

forvaltningslovens § 9, stk. 3, ikke skal finde anvendelse.

Da Familieretshuset ikke træffer afgørelse i de pågældende sager, foreslås det, at bestemmelserne i

forvaltningslovens § 9 b om udsættelse i forbindelse med begæring om aktindsigt, i § 16, stk. 1, om

afgørelseskompetence og i § 17 om afbrydelse af klagefrist ved aktindsigtsanmodning ikke finder

anvendelse. For så vidt angår forvaltningslovens § 9 b, er en anmodning om aktindsigt efter § 14

derfor ikke til hinder for, at Familieretshuset kan indbringe sagen for Familieretten efter de

foreslåede bestemmelser i § 28 og § 33. Som følge af, at forvaltningslovens § 9 b ikke finder

anvendelse, skal § 16, stk. 4, 2. pkt., der henviser til bestemmelsen i § 9 b, heller ikke finde

anvendelse.

Efter forvaltningslovens § 11 er en række sager om strafferetlig forfølgning, varetægtsfængsel,

straffuldbyrdelse m.v. undtaget fra retten til aktindsigt. Da Familieretshuset imidlertid ikke skal

behandle sådanne sager, jf. den foreslåede bestemmelse i § 2, foreslås det, at forvaltningslovens §

11 ikke skal finde anvendelse. Som følge heraf foreslås det, at § 10, stk. 2, om meroffentlighed i

dokumenter, der undtages fra aktindsigt efter § 11, heller ikke finder anvendelse.

Efter forvaltningslovens § 16, stk. 4, kan afgørelser om aktindsigtsspørgsmål påklages særskilt til

den myndighed, som er klageinstans i forhold til afgørelsen af den sag, anmodningen om aktindsigt

vedrører. Da Familieretshuset ikke træffer afgørelse i § 6-sager, der indbringes for Familieretten

efter den foreslåede bestemmelse i § 28, og i § 7-sager, der indbringes for Familieretten efter den

foreslåede bestemmelse i § 33, foreslås det, at forvaltningslovens § 16, stk. 4, ikke skal finde

anvendelse i disse sager, men efter de foreslåede bestemmelser i lovforslagets kapitel 12 kan

Familieretshusets afgørelser om aktindsigt dog indbringes for Familieretten.

Det følger af forvaltningslovens § 16, stk. 5, at vedkommende minister kan fastsætte regler, der

fraviger bestemmelserne i § 16, stk. 1 og stk. 4, 1. pkt. Da det foreslås, at disse bestemmelser ikke

skal finde anvendelse i § 7-sager, skal § 16, stk. 5, heller ikke skal finde anvendelse.

Efter forvaltningslovens § 18 kan en part anmode om aktindsigt i en afgjort straffesag. Da

straffesager imidlertid falder uden for anvendelsesområdet for Familieretshusloven, foreslås det, at

forvaltningslovens § 18 ikke skal finde anvendelse.

115

Efter §§ 26-30 i forældreansvarsloven, som foreslået ændret ved § 1, nr. 24-27, i følgelovforslaget,

kan Familieretshuset under behandlingen af en sag om forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær træffe en midlertidig afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden

kontakt. For sådanne sager finder kapitel 4 i forvaltningsloven direkte anvendelse. Det fremgår

derfor af den foreslåede bestemmelse i § 14, at bestemmelsen alene finder anvendelse i sager, hvor

Familieretshuset ikke træffer afgørelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 15

Det fremgår af § 29 a i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal træffe en afgørelse om

midlertidigt kontaktbevarende samvær hurtigst muligt og inden 3 uger efter modtagelsen af en

anmodning om samvær. Det fremgår endvidere af § 9 i bekendtgørelse nr. 146 af 22. februar 2016

om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v. (forældreansvarsbekendtgørelsen), at

Statsforvaltningen skal træffe en midlertidig afgørelse om samvær efter § 29 i forældreansvarsloven

hurtigst muligt. Tilsvarende skal Statsforvaltningen efter § 15 i forældreansvarsbekendtgørelsen

træffe midlertidig afgørelse om forældremyndighed og barnets bopæl efter §§ 26 og 28 i

forældreansvarsloven hurtigst muligt og så vidt muligt inden 4 uger.

Der er ikke herudover i den familieretlige lovgivning fastsat frister for Statsforvaltningens

behandling af familieretlige sager.

Det foreslås med bestemmelsen i

§ 15, stk. 1,

at der indsættes frister for Familieretshusets udførelse

af en række sagsbehandlingsskridt. Formålet med fristerne er generelt at sikre, at sagerne i

Familieretshuset behandles hurtigt og effektivt, og at støtte til de involverede børn iværksættes

hurtigst muligt.

For så vidt angår visitationsprocessen og påbegyndelsen af sagsbehandlingen foreslås det med

bestemmelsen i

stk. 1, nr. 1,

at Familieretshuset skal træffe beslutning om visitation efter den

foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, hurtigst muligt og så vidt muligt inden fem hverdage efter, at

Familieretshuset har modtaget sagen. Ved hverdage forstås mandag til og med fredag, fraset

helligdage. Familieretshuset anses at have modtaget sagen, når der foreligger tilstrækkelige

oplysninger til, at visitationen af sagen reelt kan påbegyndes. Såfremt der mangler væsentlige

oplysninger i en ansøgning, såsom manglende oplysninger om identiteten af den anden part i sagen,

regnes fristen først fra det tidspunkt, hvor disse oplysninger er indgivet, dvs. hvor der foreligger en

egentlig ansøgning, der kan visiteres til videre behandling. Uvæsentlige eller mindre væsentlige

mangler i en ansøgning, der ikke har betydning for, hvorvidt der kan foretages visitation af sagen,

har ikke betydning for fristberegningen.

116

Det fremgår af § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, med de i følgelovforslagets § 1, nr. 5 og 31,

foreslåede ændringer, at ved anmodning om en afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær indkalder Familieretshuset som udgangspunkt parterne til et møde. Med den i

stk. 1, nr. 2

foreslåede bestemmelse skal indkaldelse til et møde i 6-sager og § 7-sager om forældremyndighed,

barnets bopæl eller samvær udsendes til parterne hurtigst muligt og så vidt muligt inden ti hverdage

efter modtagelsen af sagen. Bestemmelsen finder ikke anvendelse, hvis Familieretshuset efter § 31

a, stk. 1, 2. pkt., i forældreansvarsloven finder, at der ikke skal afholdes et møde, fordi det er

unødvendigt eller uhensigtsmæssigt.

I sager efter forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær m.v., der er

visiteret til behandling som en § 6-sag eller § 7-sag, foreslås det med bestemmelsen i

stk. 1, nr. 3,

Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter beslutningen om

visitation skal udpege en kontaktperson for barnet, hvis der efter den foreslåede bestemmelse i § 18

skal udpeges en sådan. Ved hverdage forstås mandag til og med fredag, fraset helligdage. Formålet

med bestemmelsen er at sikre, at barnet får mulighed for hurtigt at få støtte i den kaotiske situation,

som et brud i familien og en familieretlig sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær

kan være. Den foreslåede frist finder også anvendelse for en sag efter forældreansvarsloven, der i

første omgang er visiteret til behandling som en § 5-sag, men hvor Familieretshuset efter den

foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 2, ændrer visitationen til, at sagen behandles som en § 6-sag eller

§ 7-sag. Der henvises i øvrigt til den foreslåede bestemmelse i § 18 og bemærkningerne hertil.

I § 7-sager, der altid er sager efter forældreansvarsloven, foreslås det med

stk. 1, nr. 4,

Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden syv hverdage efter beslutningen om

visitation skal udsende en plan for sagens behandling. Planen skal indeholde oplysninger om de

overordnede sagsbehandlingsskridt, som Familieretshuset på tidspunktet for planens udarbejdelse

forventer, at der skal gennemføres. Det kan f.eks. være oplysning om, at Familieretshuset forventer,

at der efter afholdelse af mødet efter § 31 a, stk. 1, i forældreansvarsloven indhentes oplysninger fra

kommunen efter den foreslåede bestemmelse i § 31, at der skal afholdes en samtale med barnet, og

at forældrene vil blive tilbudt rådgivning m.v. efter § § 32 i forældreansvarsloven. Planen skal også

indeholde angivelse af, hvornår Familieretshuset forventer, at de enkelte sagsbehandlingsskridt

foretages, f.eks. hvornår parterne vil blive indkaldt til et møde. Det skal ligeledes fremgå af planen,

hvilken støtte der iværksættes for barnet, og hvornår en eventuel børnesagkyndig undersøgelse vil

blive iværksat. Anden relevant information såsom oplysninger om samarbejdet med kommunen skal

ligeledes fremgå af planen.

Planen er ikke til hinder for, at Familieretshuset under sagens behandling revurderer, hvilke

sagsbehandlingsskridt der er nødvendige. Det kan f.eks. være, at det allerede på det indledende

møde mellem forældrene afklares, at der er grobund for, at forældrene med støtte i form af

rådgivning kan blive enige, selvom det ved modtagelsen af sagen ikke så ud til at være muligt.

Familieretshuset skal løbende vurdere om den fremsendte plan fortsat skitserer det bedst mulige

forløb for parterne og barnet i den konkrete sag, og hvis den ikke gør, skal Familieretshuset revidere

planen. Den ændrede plan skal fremsendes til parterne.

117

Det foreslås med

stk. 1, nr. 5,

at Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden fem

hverdage efter beslutningen om at visitere en sag til behandling som en § 7-sag, skal rette

henvendelse til den kommune, der har ansvaret for at yde støtte til barnet efter kapitel 11 i

serviceloven. Henvendelsen skal ske med henblik på at afdække, om der skal indledes et

samarbejde mellem Familieretshuset og kommunen som foreslået med bestemmelserne i § 30.

Bestemmelsen er begrundet i, at det er vigtigt at få samarbejdet etableret hurtigst muligt, hvis et

sådant samarbejde er relevant, dels med henblik på at kommunens og Familieretshusets indsats for

familien koordineres, således at modsatrettede afgørelser og foranstaltninger undgås, dels således at

der hurtigst muligt kan iværksættes den rette støtte til det involverede barn.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 1, nr. 6

vedrører tilfælde, hvor Familieretshuset modtager en

anmodning om indbringelse af en afgørelse, som Familieretshuset har truffet, for Familieretten. Det

foreslås med bestemmelsen, at Familieretshuset hurtigst muligt og så vidt muligt inden 10 hverdage

efter modtagelsen af anmodningen skal genoptage behandlingen af sagen eller indbringe afgørelsen

for Familieretten. Ved hverdage forstås mandag til og med fredag, fraset helligdage. Den foreslåede

bestemmelse har således til formål at sikre, at behandlingen af en anmodning om indbringelse af en

afgørelse for Familieretten sættes i gang hurtigst muligt, hvad enten anmodningen giver grundlag

for, at Familieretshuset genoptager behandlingen af sagen, eller afgørelsen indbringes for

Familieretten.

Det foreslås med

stk. 1, nr. 7,

at Familieretshuset i § 6-sager hurtigst muligt skal yde støtte til

parterne med henblik på, at de kan finde en løsning på deres uenighed. Dette gælder dog ikke, hvis

støtten af hensyn til barnet bør ydes over en længere periode, hvilket alene er relevant i sager efter

forældreansvarsloven.

Kravet relaterer sig til, at Familieretshuset hurtigst muligt skal iværksætte støtte til parterne, og til at

Familieretshuset skal sikre, at støtten gennemføres hurtigst muligt, dvs. inden for den kortest mulige

tidsperiode. Med støtte sigtes der i bestemmelsen til de i kapitel 6 foreslåede tilbud om rådgivning

og konflikthåndtering.

Det foreslås videre i bestemmelsen, at Familieretshuset skal indbringe sagen for Familieretten, eller

træffe afgørelse i sagen så snart det er konstateret, at parterne ikke kan finde en løsning på deres

uenighed med støtte fra Familieretshuset, og sagen er oplyst.

Med bestemmelsen understreges det, at støtte til parterne til at finde en løsning på deres uenighed

bl.a. gennem rådgivning og konflikthåndtering ikke må medføre, at behandlingen af sagen trækker

unødigt i langdrag med den virkning, at parterne ikke får en løsning på deres konflikt i form af en

afgørelse, når det ikke er muligt for dem at blive enige. Rådgivning og konflikthåndtering skal

derfor ydes hurtigst muligt og i et så kort forløb som muligt således, at der er fremdrift i sagen.

118

Familieretshuset skal afslutte forsøget på at støtte forældrene i at finde en løsning, når de relevante

rådgivnings- og konflikthåndteringsmuligheder er udtømte. Familieretshuset skal herefter indbringe

sagen for Familieretten eller træffe en afgørelse. Hvornår rådgivnings- og

konflikthåndteringsmulighederne er udtømte afhænger af en konkret vurdering i den enkelte sag.

Beslutningen om at indsatsen for at støtte parterne til selv at finde en løsning ikke bør videreføres,

og at der derfor skal træffes en afgørelse, eller at sagen skal indbringes for Familieretten, skal

basere sig på en helhedsvurdering af familiens situation og parternes reaktioner på den tilbudte

rådgivning og konflikthåndtering. Hensynet til om det er til gavn for barnet, at der tilbydes

yderligere rådgivning eller konflikthåndtering skal tillægges afgørende vægt. I vurderingen indgår

endvidere bl.a. sagens genstand, parternes samarbejdsvanskeligheder, parternes historik, konflikt-

og løsningspotentialet og barnets situation. Det er centralt i vurderingen, at ikke alle rådgivnings- og

konflikthåndteringsmuligheder skal være udtømte, men alene de muligheder, der er relevante for

den konkrete familie. Der kan således være sager, hvor det meget hurtigt kan konstateres, at det

ikke er muligt at støtte parterne i at nå en fælles løsning, og det derfor er det bedste for barnet og for

familien, at sagen, så snart den er oplyst, indbringes for Familieretten, eller at Familieretshuset

træffer afgørelse.

Forældrenes villighed til at deltage i konflikthåndterings- og rådgivningstilbud med henblik på at

finde en løsning skal også indgå i vurderingen af, hvornår sagen bør indbringes for Familieretten,

eller der skal træffes en afgørelse. Dette betyder, at i tilfælde, hvor en forælder har deltaget i et

møde med henblik på at finde en mindelig løsning, men herefter ikke ønsker at deltage i yderligere

møder af denne karakter, skal Familieretshuset i det videre arbejde have fokus på at oplyse sagen,

sådan at der kan træffes en afgørelse.

Der er dog også sager, hvor det er en forudsætning for at finde en løsning, at rådgivning og

konflikthåndtering ydes over en længere periode, f.eks. fordi forældrene skal have tid til at komme

på afstand af en samlivsophævelse, bearbejde deres konflikt og opbygge tillid til hinanden, navnligt

i forhold til barnet. Der kan også være situationer, hvor det ikke giver mening at påbegynde arbejdet

med konfliktmæglingen, før sagen er bedre oplyst, f.eks. i form af en børnesagkyndig undersøgelse.

I sådanne situationer skal det være muligt at afsætte den tid, der er nødvendig for at gennemføre

rådgivningen og konflikthåndteringen. Dette forudsætter dog, at det alene sker af hensyn til barnet.

Det foreslås med

stk. 1, nr. 8,

at Familieretshuset i § 7-sager hurtigst muligt skal oplyse sagen.

Familieretshuset skal under oplysningen af sagen yde støtte til parterne. Det foreslås videre, at

Familieretshuset skal indbringe sagen for Familieretten, så snart sagen er oplyst.

Med støtte sigtes der i bestemmelsen til de i kapitel 6 foreslåede tilbud om rådgivning og

konflikthåndtering.

Det foreslås med

stk. 1, nr. 9,

at Familieretshuset skal træffe en midlertidig afgørelse om

forældremyndighed eller barnets bopæl efter §§ 26 og 28 i forældreansvarsloven hurtigst muligt og

119

så vidt muligt inden 4 uger efter modtagelsen af en anmodning herom. Har barnet ikke samvær med

den forælder, der anmoder om samvær, skal Familieretshuset hurtigst muligt og inden 3 uger efter

modtagelsen af en anmodning om fastsættelse af samvær træffe en midlertidig afgørelse om

kontaktbevarende samvær, jf. § 29 a i forældreansvarsloven. De foreslåede frister i nr. 6 svarer til de

frister, der fremgår af de gældende bestemmelser i § 29 a i forældreansvarsloven og §§ 9 og 15 i

forældreansvarsbekendtgørelsen. Det findes dog hensigtsmæssigt, at bestemmelser om frister for

Familieretshusets sagsbehandling samles i Familieretshusloven.

Det foreslås med

stk. 2,

at børne- og socialministeren får hjemmel til at fastsætte yderligere frister

for Familieretshusets behandling af sager, der behandles som § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager.

Bemyndigelsen forventes udnyttet til at fastsætte frister, som det i praksis viser sig at være relevante

for at optimere sagsbehandlingen i Familieretshuset.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.

Til § 16

Det fremgår af § 32 i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal tilbyde forældre og børn

børnesagkyndig rådgivning, hvis forældrene er uenige om forældremyndighed, barnets bopæl eller

samvær, eller hvis der i øvrigt er et særligt behov herfor.

Barnet kan modtage den børnesagkyndige rådgivning alene eller sammen med forældrene. Der er

ikke nogen aldersgrænse for, hvornår et barn skal have tilbud om rådgivning. Rådgivningen ydes

ofte i tilknytning til en eventuel børnesamtale efter § 5, jf. § 34, i forældreansvarsloven.

Et barn, der er fyldt 10 år, har efter § 35 i forældreansvarsloven en initiativret, som indebærer, at

barnet kan anmode Statsforvaltningen om at indkalde forældrene til et møde om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. Mødet vil typisk have karakter af et

vejledningsmøde, men der kan også ydes børnesagkyndig rådgivning under mødet. Bestemmelsen

finder navnlig anvendelse, når Familieretshuset ikke har en sag om barnet under behandling.

Den familieretlige lovgivning indeholder ikke herudover bestemmelser om særlige tilbud eller støtte

til børn, hvis forældre har eller har haft en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær

under behandling i Statsforvaltningen. Statsforvaltningen tilbyder dog på ulovbestemt grundlag

rådgivning og støtte til børn i form af rådgivningstelefonen Børnenes Skilsmissetelefon og

børnegrupper for børn i alderen 9-12 år, der lever i brudte familier.

Det følger af § 8 i forvaltningsloven, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens

behandling kan lade sig bistå af andre. En bisidder har til opgave at støtte parten før, under og efter

møder med den pågældende myndighed. Efter forvaltningslovens § 8, stk. 2, gælder adgangen til at

lade sig bistå bl.a. ikke, hvis partens interesse heri findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser.

120

Børns Vilkår tilbyder professionelle bisiddere for børn, som f.eks. skal til børnesamtale hos

Statsforvaltningen. Bisidderne er uddannet socialrådgivere og har erfaring med at arbejde med børn

og unge.

Det foreslås med § 16, at indsatsen for børn i brudte familier styrkes og samles i en særskilt enhed i

Familieretshuset

–

Børneenheden. Børneenheden skal yde støtte til børn, hvis forældre har en sag

om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær under behandling i Familieretshuset.

Herudover skal Børneenheden også yde støtte gennem åbne tilbud til børn i brudte familier, selvom

Familieretshuset ikke har en sag vedrørende barnet under behandling.

Formålet med etableringen af Børneenheden er at styrke indsatsen for at sikre trivslen for børn i

brudte familier. Det betyder for det første, at Børneenheden skal understøtte det grundlæggende

princip i forældreansvarsloven om inddragelse af barnets perspektiv i sager om forældremyndighed

m.v.. For det andet skal Børneenheden have fokus på barnets trivsel og barnets bedste under

behandlingen af en sag i Familieretshuset. For det tredje skal Børneenheden sikre, at barnets møde

med Familieretshuset bliver så trygt og skånsomt som muligt for barnet, herunder tilstræbe at barnet

kommer i kontakt med så få personer som mulig under Familieretshusets behandling af sagen, og at

der er sammenhæng mellem Børneenhedens støtte til barnet, rådgivnings- og

konflikthåndteringstilbud til barnets forældre, eventuelt samarbejde med kommunen og sagens

behandling i Familieretshuset i øvrigt.

Børneenheden skal yde støtte til alle børn, der lever i brudte familier, herunder særligt børn, der er

involveret i en sag, som Familieretshuset behandler, og med fokus på udsatte børn, der typisk vil

være involverede i § 7-sager.

Det foreslås med

stk. 1,

at Børneenheden yder støtte og rådgivning til børn, der er involverede i en

familieretlig sag. Støtten og rådgivningen har til formål at hjælpe barnet og understøtte dets trivsel.

Støtten skal ydes med udgangspunkt i det enkelte barn og barnets behov for støtte. Støtten kan bl.a.

gives ved de i den foreslåede stk. 2 nævnte muligheder.

Med den foreslåede bestemmelse i

stk. 2

foreslås, at Børneenheden skal varetage en række

forskellige støtte- og rådgivningsopgaver. Der er først og fremmest tale om tilbud til børn, som er

involverede i en sag, der er under behandling i Familieretshuset. Men der er også tale om åbne

tilbud til børn, der lever i brudte familier, og hvor tilbuddet ikke er betinget af, at der er en sag

under behandling i Familieretshuset.

Opregningen i den foreslåede bestemmelse i stk. 2 af Børneenhedens støtte- og rådgivningsopgaver

er ikke udtømmende. Det er således hensigten, at der overlades Børneenheden den nødvendige

fleksibilitet til for det første at tilrettelægge støtte og rådgivning, så det imødekommer det enkelte

barns behov, henset til den situation barnet står i, og for det andet at udvikle støtte- og

rådgivningstilbud over tid på baggrund af Børneenhedens erfaringer såvel som andre danske og

internationale erfaringer.

121

Børneenheden har bl.a. til opgave at udpege eller tilbyde at udpege en børnesagkyndig medarbejder

som kontaktperson for barnet, jf. den foreslåede bestemmelse i

stk. 2, nr. 1.

Der henvises i denne

forbindelse til § 18 og bemærkningerne hertil.

Det foreslås med bestemmelsen i

stk. 2, nr. 2,

at Børneenheden har til opgave, at yde støtte til, at et

barn får en bisidder, hvis barnet har behov for det, jf. den foreslåede bestemmelse i lovforslagets §

19, stk. 1. Der henvises til § 19, stk. 1, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås med

stk. 2, nr. 3,

at Børneenheden har til opgave at tilbyde børnesagkyndig rådgivning

til et barn efter § 32 i forældreansvarsloven. Der foreslås ikke ændringer i indholdet af den

børnesagkyndige rådgivning eller i forpligtelsen til at tilbyde børnesagkyndig rådgivning efter § 32.

Den foreslåede bestemmelse fastslår derfor alene, at det er Børneenheden, der tilbyder den

børnesagkyndige rådgivning. Formålet hermed er at sikre tryghed for barnet i mødet med

Familieretshuset, bl.a. ved, at det er barnets eventuelle kontaktperson, der yder barnet

børnesagkyndige rådgivning.

Forankringen af den børnesagkyndige rådgivning i Børneenheden sikrer sammenhæng i støtten til

barnet, og at Børneenheden kan følge op med yderligere tilbud om rådgivning og støtte, hvis der er

behov for det. Børnesagkyndig rådgivning til forældre efter §§ 32 og 32 a i forældreansvarsloven

tilbydes ikke af Børneenheden, men efter bestemmelserne i lovforslagets kapitel 6.

Børneenhedens tilbud efter stk. 2, nr. 1-3 til børn, hvis forældre har en sag under behandling i

Familieretshuset, har som nævnt ovenfor til formål at sikre inddragelse af barnets perspektiv i

sagen. Dette er i overensstemmelse med § 34, stk. 1, i forældreansvarsloven, hvorefter barnet skal

inddrages i en sag om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, så dets perspektiv og

eventuelle synspunkter kan komme til udtryk.

Børneenhedens tilbud til børn har endvidere til formål at fokusere på barnets trivsel og barnets

bedste under sagsbehandlingen, at sikre at barnet kommer så trygt og skånsomt gennem processen

som muligt, og at der er sammenhæng mellem Børneenhedens støtte til barnet, rådgivnings- og

konflikthåndteringstilbud til barnets forældre, eventuelt samarbejde med kommunen og sagens

behandling i Familieretshuset i øvrigt. Tilbuddene er særligt målrettet udsatte børn, hvor der f.eks.

er et højt konfliktniveau mellem forældrene eller sociale problemer, men er ikke begrænset til denne

gruppe. Børneenheden skal foretage en konkret vurdering af det enkelte barns behov, og hvordan

det bedst imødekommes.

Det foreslås endvidere, at Børneenheden også har til opgave at støtte og rådgive børn gennem åbne

tilbud med det formål at varetage de særlige behov, som børn i brudte familier kan have. De åbne

tilbud i

stk. 2, nr. 4 og 5

er til rådighed for alle børn i brudte familier, også selvom deres forældre

ikke har en sag under behandling i Familieretshuset.

122

Det foreslås således med

stk. 2, nr. 4,

at Børneenheden har til opgave at støtte børn gennem en

rådgivningslinje. Børneenhedens rådgivningslinje bemandes af børnesagkyndige medarbejdere i

Børneenheden. Et barn er ved henvendelse til rådgivningslinjen sikret anonymitet. Formålet med

rådgivningslinjen er at lytte til barnet og give støtte og rådgivning, herunder om barnets mulighed

for at få yderligere støtte, hvis det er relevant. Rådgivningslinjen skal bygge på Statsforvaltningens

erfaringer med Børnenes Skilsmissetelefon.

Det foreslås endvidere med

stk. 2, nr. 5,

at Børneenheden har til opgave at støtte børn gennem

børnegrupper. Børnegrupperne ledes af Børneenhedens børnesagkyndige medarbejdere. Det

foreslås, at børnegrupperne i modsætning til i dag ikke er begrænsede til børn i alderen 9-12 år, men

er åbne for alle børn, der lever i brudte familier, under hensyn til barnets alder og modenhed.

Formålet med børnegrupperne er at give børnene mulighed for at vende tanker og følelser med

andre børn, der også lever i brudte familier, og med Børneenhedens børnesagkyndige medarbejdere.

Forældremyndighedsindehaveren skal give samtykke til, at barnet deltager i en børnegruppe. Hvis

der er fælles forældremyndighed, kræves samtykke alene fra bopælsforælderen. Har forældrene delt

bopæl efter den i § 1, nr. 15, i følgelovforslaget foreslåede § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven eller

har forældrene aftalt, at barnet har delt bopæl efter den i § 1, nr. 16, i følgelovforslaget foreslåede §

18 a i forældreansvarsloven, skal forældrene være enige om, at barnet deltager i en børnegruppe.

Det foreslås med

stk. 3,

at Børneenhedens tilbud efter stk. 2, nr. 3-5 også kan anvendes af børn, der

er påvirkede af familieretlige problemstillinger, men som ikke er involverede i en familieretlig sag.

Børneenhedens tilbud om børnesagkyndig rådgivning kan i overensstemmelse med § 32, stk. 2, i

forældreansvarsloven også tilbydes til et barn, som ikke på det pågældende tidspunkt er involveret i

en sag, der er under behandling i Familieretshuset, hvis der er særligt behov herfor. Der er ikke med

bestemmelsen tilsigtet en ændring af muligheden for, at børn kan modtage børnesagkyndig

rådgivning efter § 32, stk. 2, i forældreansvarsloven. Bestemmelsen har derimod til hensigt at

tydeliggøre, at den børnesagkyndige rådgivning gives af Børneenheden, bl.a. med henblik på at

Børneenheden kan rådgive barnet om Børneenhedens åbne tilbud.

Efter bestemmelsen kan børn, der ikke på det pågældende tidspunkt er involverede i en sag i

Familieretshuset, endvidere modtage støtte i Børneenheden via en rådgivningslinje, jf. stk. 2, nr. 4,

og ved deltagelse i en børnegruppe, jf. stk. 2, nr. 5. Disse er således også åbne tilbud. Dette er

begrundet i, at børn, der lever i brudte familier, også efter at behandlingen af en sag er afsluttet i det

familieretlige system, kan have behov for støtte og rådgivning til at håndtere sin situation. Tilbuddet

gives således med henblik på at understøtte disse børns trivsel.

Som et led i samlingen af indsatsen for børn i brudte familier foreslås det med

stk. 4,

Børneenheden behandler sager, hvor et barn retter henvendelse til Familieretshuset med henblik på

anvendelse af barnets initiativret efter § 35 i forældreansvarsloven. Det er dermed Børneenheden,

der yder støtte og rådgivning til de børn, der anvender initiativretten, har kontakten til og indkalder

123

forældrene til et møde om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, afholder mødet med

barnet og forældrene og sørger for at yde støtte og rådgivning til barnet efter mødet. Barnet skal

altid tilbydes børnesagkyndig rådgivning, når barnet henvender sig til Børneenheden med ønske om

at anvende initiativretten.

Formålet med forankringen af barnets initiativret i Børneenheden er, at Børneenhedens fokus på

barnets bedste og trivsel også finder anvendelse i forbindelse med barnets anvendelse af

initiativretten. Børneenheden har endvidere mulighed for at være opmærksom på, om barnet har

behov for støtte, der kan imødekommes med Børneenhedens øvrige tilbud som f.eks. deltagelse i en

børnegruppe, eller om der bør rettes henvendelse til den kommune, der har ansvar for at yde støtte

til barnet efter den socialretlige lovgivning.

For så vidt angår ændringer af § 35 i forældreansvarsloven henvises til § 1, nr. 5, i

følgelovforslaget. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Til § 17

Den familieretlige lovgivning indeholder en række krav til behandlingen af sager, hvor børn

involveres med henblik på at sikre, at den afgørelse, der træffes, er til barnets bedste, og at barnets

perspektiv og synspunkter inddrages i sagen.

I sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær skal der efter § 5 i forældreansvarsloven

tages hensyn til barnets synspunkter under hensyn til barnets alder og modenhed, efter § 34 skal

barnets perspektiv og eventuelle synspunkter inddrages ved børnesamtaler, børnesagkyndige

undersøgelser eller på anden måde, og efter § 33 kan der iværksættes børnesagkyndige

undersøgelser.

Der skal endvidere som udgangspunkt afholdes en samtale med barnet i adoptionssager, jf. § 6, stk.

2, og § 18, stk. 3, i adoptionsloven, i sager om ændring af et barns navn, jf. § 22 i navneloven, i

sager om udpegning af en personlig repræsentant for uledsagede mindreårige udlændinge, jf. § 56 a,

stk. 2, i udlændingeloven, og i sager om udpegning af en værge, jf. § 4, stk. 2, i værgeloven.

Efter § 450 b i retsplejeloven, jf. § 16, nr. 3, i følgelovforslaget, har retten under behandlingen af en

sag efter forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær mulighed for at

gennemføre en børnesamtale. Denne samtale afholdes af en børnesagkyndig.

Det foreslås med

§ 17, stk. 1,

at de sagsbehandlingsskridt, der direkte involverer barnet i sager, der

behandles af Familieretshuset, som udgangspunkt foretages af Børneenheden. Det er således

Børneenheden, der efter stk. 1, nr. 1, afholder børnesamtaler, efter stk. 1, nr. 2, iværksætter

børnesagkyndige undersøgelser og efter stk. 1, nr. 3, afdækker barnets perspektiv . Den foreslåede

bestemmelse medfører ikke indholdsmæssige ændringer af de ovennævnte bestemmelser om

barnets ret til at blive hørt, afdækning af barnets perspektiv, børnesamtaler og børnesagkyndige

124

undersøgelser. Den foreslåede bestemmelse vedrører således alene ansvaret for de omhandlede

sagsskridt.

Med den foreslåede bestemmelse sikres, at der også i den del af sagsbehandlingen, der direkte

involverer barnet, er fokus på barnets tryghed og trivsel, og at forløbet gennemføres så skånsomt for

barnet som muligt. Samtidigt sikres sammenhæng i barnets kontakt med Familieretshuset mellem

barnets direkte involvering i sagsbehandlingen, og den støtte som Børneenheden yder barnet.

Børneenheden har endvidere mulighed for på baggrund af de oplysninger, barnet kommer med, og

barnets reaktion under en børnesamtale m.v. at vurdere, om barnet bør tilbydes støtte i form af f.eks.

deltagelse i en børnegruppe, jf. lovforslagets § 16, stk. 3, nr. 5.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er endvidere at styrke inddragelsen af barnets perspektiv

og hensynet til barnets bedste ved, at det er de specialiserede børnesagkyndige kompetencer, der

findes i Børneenheden, der er involverede i afdækningen af barnets perspektiv.

For så vidt angår børnesagkyndige undersøgelser skal Børneenheden alene sørge for at

undersøgelsen iværksættes, når sagsbehandleren i Familieretshuset beslutter det. Undersøgelsen

foretages som i dag af eksterne børnesagkyndige m.v.. Børneenheden skal sørge for, at barnet er

forberedt på og er tryg ved undersøgelsen. Hvis der er behov for det, skal Børneenheden også yde

støtte til barnet efter undersøgelsen.

Det foreslås med bestemmelsen i

stk. 2,

at såfremt Familieretten finder, at der i en sag efter

forældreansvarsloven om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær skal afholdes en

børnesamtale efter den i følgelovforslagets § 16, nr. 3, foreslåede bestemmelse i § 450 b i

retsplejeloven, er det Børneenheden, der afholder samtalen. Tilsvarende foreslås at gælde, hvis

Familieretten finder, at der i en sag om fuldbyrdelse af forældremyndighed, bopæl eller samvær skal

afholdes en samtale med barnet efter den i følgelovforslagets § 16, nr. 8, foreslåede bestemmelse i §

456 r, stk. 2, i retsplejeloven. Det vil dermed som udgangspunkt være en børnesagkyndig fra

Børneenheden, der afholder samtalen, hvor det efter gældende ret er en ekstern børnesagkyndig.

Formålet hermed er at sikre, at barnet kommer så trygt og skånsomt gennem processen som muligt

og skal i kontakt med så få voksne som muligt. Den børnesagkyndige i Børneenheden, som afholder

samtalen, og som typisk vil være barnets kontaktperson, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18, vil

endvidere have mulighed for at vurdere, om barnet har behov for andre af Børneenhedens tilbud.

Der henvises for så vidt angår § 450 b og § 456 r, stk. 2, i retsplejeloven til punkt 3.4. i de

almindelige bemærkninger til følgelovforslaget samt til bemærkningerne til § 16, nr. 3 og 8, i

følgelovforslaget.

For så vidt angår ændringer af § 33 i forældreansvarsloven samt § 6, stk. 2, og § 18, stk. 3, i

adoptionsloven henvises til henholdsvis § 1, nr. 33, og § 4, nr. 1, i følgelovforslaget og

bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Til § 18

125

Statsforvaltningen tilbyder på ulovbestemt grundlag forskellige former for støtte til børn i brudte

familier, herunder til børn der er involverede i en sag under behandling i Statsforvaltningen om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. For nærmere beskrivelse af støttemulighederne

henvises til bemærkningerne til §§ 16 og 17. Som det fremgår heraf, tilbyder Statsforvaltningen

ikke en fast kontaktperson for børn, herunder heller ikke for børn, der er særligt udsatte på grund af

et højt konfliktniveau mellem forældrene i sager efter forældreansvarsloven.

Det foreslås med bestemmelsen i

§ 18, stk. 1,

at Familieretshuset skal have en kontaktpersonordning

som en del af Børneenheden. Kontaktpersonen er en børnesagkyndig medarbejder i Børneenheden,

der har til opgave at støtte og rådgive barnet. Formålet med Børneenheden er således overordnet

bl.a. at sikre, at børn kommer så skånsomt igennem behandlingen af en sag om forældremyndighed,

barnets bopæl og samvær som muligt, og at barnets perspektiv og synspunkter belyses bedst muligt.

Dette gælder særligt i sager, som er komplekse på grund af et højt konfliktniveau hos forældrene

og/eller sociale problemer. Kontaktpersonordningen spiller i den forbindelse en nøglerolle, idet en

fast kontaktperson reducerer antallet af voksne, som barnet skal møde under behandlingen af sagen,

og fordi kontaktpersonen kan fungere som en fast støtte, som barnet kan henvende sig til under

sagsbehandlingen.

Det vil endvidere normalt være kontaktpersonen, som afholder samtaler med barnet, og som

forbereder barnet på deltagelse i en børnesagkyndig undersøgelse. Den faste kontaktperson sørger

endvidere for sammenhæng bl.a. mellem den børnesagkyndige rådgivning, den konflikthåndtering

og -rådgivning, som barnets forældre modtager, og den børnesagkyndige rådgivning, som

kontaktpersonen yder til barnet.

Kontaktpersonen kan endvidere være bindeled til kommunen og den sociale indsats, som

kommunen yder til barnet og/eller barnets forældre. Kontaktpersonen kan også hjælpe barnet med at

få andre former for støtte i Børneenheden som f.eks. deltagelse i en børnegruppe efter sagens

afslutning, eller kontaktpersonen kan rette henvendelse til den kommune, der har ansvaret for at yde

støtte til barnet efter den socialretlige lovgivning, med henblik på vurdering af om barnet har brug

for særlig støtte i dette regi.

Det foreslås videre med bestemmelsen i stk. 1 at kontaktpersonen virker både under sagens

behandling i Familieretshuset og under en eventuel behandling af sagen i Familieretten.

Kontaktpersonens rolle er således ikke afgrænset til Familieretshusets sagsbehandling, og støtten til

barnet kan fortsætte under en eventuel behandling af sagen i Familieretten. Dette omfatter både

Familierettens behandling af en afgørelse truffet af Familieretshuset i en § 6-sag, der er indbragt for

Familieretten, og Familierettens behandling af en § 6-sag eller en § 7-sag. Under Familierettens

behandling af sagen vil der således være mulighed for, at barnets behov for støtte og rådgivning

fortsat kan imødekommes af kontaktpersonen, at kontaktpersonen kan forklare processen i retten for

barnet, og at, såfremt Familieretten finder, at der skal gennemføres en børnesamtale efter den i

følgelovforslaget forslåede bestemmelse i § 450 b i retsplejeloven, gennemføres denne af

126

kontaktpersonen. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede

bestemmelse i § 17, stk. 2. Der skabes derved et sammenhængende og trygt forløb for barnet.

Det foreslås med

stk. 2,

at et barn, der er involveret i en § 6-sag efter forældreansvarsloven eller i en

§ 7-sag, får udpeget en fast kontaktperson, medmindre det ikke er relevant for barnet at have en

kontaktperson. Kontaktpersonen skal være en børnesagkyndig medarbejder i Børneenheden. Der er

efter bestemmelsen ikke tale om et tilbud, og der er derfor heller ikke krav om samtykke fra

forældrene, hvis Familieretshuset vurderer, at en kontaktperson er nødvendig for barnet.

Baggrunden herfor er, at børn, der er involverede i sager om forældremyndighed, barnets bopæl

eller samvær vurderes at være i en så udsat situation og under et så stort pres, at de som

udgangspunkt altid vil have behov for en fast kontaktperson.

Børneenheden skal imidlertid ikke udpege en kontaktperson, hvis det ikke er relevant for barnet at

have en sådan. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der er tale om et meget lille barn, eller et barn,

der på grund af psykiske handicap har et udviklingsniveau, der medfører, at en kontaktperson ikke

vil være af værdi for barnet.

Bestemmelsen finder også anvendelse, hvis sagen er startet som en § 5-sag, og visitationen af sagen

under dens behandling ændres efter lovforslagets § 4, stk. 2.

Det vil i høj grad afhænge af det konkrete barn og den situation, som barnet befinder sig i, hvilken

og hvor megen støtte som barnet har brug for fra kontaktpersonen. Som minimum skal

kontaktpersonen tilbyde barnet børnesagkyndig rådgivning med henblik på, at barnet støttes i at

kunne håndtere den situation, som barnet er i som følge af forældrenes konflikt. Det vil som

beskrevet ovenfor normalt være kontaktpersonen, der afholder samtaler med barnet, forbereder

barnet på deltagelse i børnesagkyndige undersøgelser og deltager i koordinationen mellem

Familieretshuset og kommunen om indsatsen over for barnet. Kontaktpersonen vil endvidere i alle

tilfælde fungere som en fast indgang til Børneenheden og til Familieretshusets behandling af sagen,

hvor barnet kan søge råd og vejledning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Til § 19

Det følger af § 8 i forvaltningsloven, at den, der er part i en sag, på ethvert tidspunkt af sagens

behandling kan lade sig bistå af andre. En bisidder har til opgave at støtte parten før, under og efter

møder med den pågældende myndighed. Efter forvaltningslovens § 8, stk. 2, gælder adgangen til at

lade sig bistå bl.a. ikke, hvis partens interesse heri findes at burde vige for væsentlige hensyn til

offentlige eller private interesser.

127

Børns Vilkår tilbyder professionelle bisiddere for børn, som f.eks. skal til børnesamtale hos

Statsforvaltningen. Bisidderne er uddannet socialrådgivere og har erfaring med at arbejde med børn

og unge.

Det foreslås med § 16, stk. 3, nr. 2, at Børneenheden i Familieretshuset skal yde støtte til, at et barn

får en bisidder.

Det foreslås, at barnets muligheder for at lade sig støtte af en bisidder under behandlingen af en sag

i Familieretshuset reguleres nærmere i § 19.

Det foreslås således med

stk. 1,

at et barn, hvis sag behandles af Familieretshuset, på ethvert

tidspunkt af sagens behandling har ret til at lade sig bistå af andre. Det foreslås videre i

overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i § 16, stk. 3, nr. 2, at Familieretshuset yder

støtte til, at barnet får en bisidder, hvis barnet har behov for det.

Der er ikke med bestemmelsen ønsket at fravige forvaltningslovens regler om retten til en bisidder.

Formålet med bestemmelsen er derimod at understrege barnets ret til en bisidder og Børneenhedens

forpligtelse til at vejlede herom til børn, der skal deltage i samtaler eller møder om en sag, som

Familieretshuset har under behandling.

Med bestemmelsen tydeliggøres endvidere Familieretshuset rolle i relation til at støtte barnet i

ønsket om at have en bisidder.

Hvis barnet ønsker en bestemt person som bisidder, skal Børneenheden således tilbyde at hjælpe

barnet med at få kontakt med den pågældende og informere denne om tid og sted for de samtaler og

møder, som barnet skal deltage i. Bisidderen kan være en voksen fra barnets netværk, som barnet er

tryg ved, og som barnet eller forældrene selv vælger.

Der kan imidlertid opstå situationer, hvor et barn gerne vil have en bisidder, men ikke kender en

person, der kan fungere som bisidder. Ligeledes kan der opstå situationer, hvor Familieretshuset

efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 afviser at lade en person fungere som bisidder for barnet,

f.eks. på grund af interessekonflikter, eller hvor forældremyndighedsindehaveren ikke er enig i

barnets valg af bisidder.

I sådanne situationer skal Børneenheden tilbyde at hjælpe barnet med at finde en bisidder, f.eks. en

bisidder fra Børns Vilkårs bisidderordning.

Familieretshuset, og særligt Børneenheden, skal i behandlingen af sager vedrørende børn være

opmærksom på at begrænse antallet af voksne omkring barnet. Hvis der er udpeget en

kontaktperson for et barn efter lovforslagets § 16, stk. 3, nr. 1, jf. § 18, udfylder kontaktpersonen

bisidderens funktion for barnet, og der er i så fald ikke behov for, at Familieretshuset hjælper barnet

med at finde en bisidder.

128

Forældremyndighedsindehaveren skal give samtykke til, at barnet har en bisidder. Hvis der er fælles

forældremyndighed, kræves samtykke alene fra bopælsforælderen. Har forældrene delt bopæl efter

den i § 1, nr. 15, i følgelovforslaget foreslåede § 17, stk. 3, i forældreansvarsloven, eller har

forældrene aftalt, at barnet har delt bopæl efter den i § 1, nr. 16, i følgelovforslaget foreslåede § 18 a

i forældreansvarsloven, skal forældrene være enige om, barnet har en bisidder.

Bisidderen har alene til opgave at støtte barnet før, under og efter en samtale om den pågældende

sag. Bisidderen er neutral og har fokus på barnets behov i forbindelse med samtalen. Bisidderen

skal således give barnet overblik og tryghed ved samtaler og møder. Bisidderen skal derimod ikke

repræsentere barnet under behandlingen af sagen.

Efter den i følgelovforslagets § 16, nr. 3, foreslåede § 450 c i retsplejeloven kan Familieretten i

særlige tilfælde udpege en person til at bistå barnet (en bisidder) under behandlingen af en sag om

forældremyndighed, barnets bopæl og samvær. Såfremt barnet har haft en bisidder under

behandlingen af sagen i Familieretshuset, vil det være naturligt og hensigtsmæssigt, at den samme

person er bisidder og støtter barnet under Familierettens behandling af sagen, hvis barnet ønsker det

og fortsat har brug for det.

Det foreslås med

stk. 2, 1. pkt.,

at barnets ret til en bisidder efter stk. 1 kan begrænses, hvis barnets

interesse i at kunne lade sig bistå bør vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser, eller hvor andet er fastsat ved lov. Begrænsningen skal ske ved, at Familieretshuset

træffer en afgørelse herom.

Det foreslås endvidere med

stk. 2, 2. pkt.,

at Familieretshuset kan træffe afgørelse om at tilsidesætte

barnets valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre

interesser end barnets.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2, 1. pkt., er i overensstemmelse med forvaltningslovens

almindelige regler om undtagelserne til retten til bisidder. Det bør kun i ganske særlige tilfælde

nægtes et barn en bisidder. Hvis Familieretshuset er bekymrede over barnets valg af bisidder, bør

det i stedet overvejes, hvorvidt barnets valg kan tilsidesættes efter den foreslåede bestemmelse i stk.

2, 2. pkt. eller stk. 3. Bestemmelsen kan være relevant, hvis barnet ønsker at medtage en bisidder

under en børnesagkyndig undersøgelse, og dette vil være til hinder for, at den børnesagkyndige

undersøgelse kan medvirke til at give et retvisende billede af, hvad der er til barnets bedste.

Bestemmelsen kan endvidere være relevant, hvis bisidderen reelt er valgt for barnet af den ene

forælder, dette ikke kan løses ved brug af den foreslåede undtagelse i stk. 2, 2. pkt., og der er

udpeget en kontaktperson for barnet, som kan støtte barnet under sagens behandling.

Den foreslåede undtagelse i stk. 2, pkt., hvorefter barnets valg af bisidder kan tilsidesættes, vil være

af særlig betydning, hvis barnets valg af bisidder er præget af den ene forælders ønsker, således at

Familieretshuset har bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil påvirke barnets udtalelser. Det

129

kan f.eks. være i sager, hvor forældrene har involveret deres respektive familiemedlemmer i deres

højniveau-konflikt, og barnet ønsker, at et af disse familiemedlemmer er bisidder for barnet.

Såfremt Familieretshuset træffer afgørelse efter bestemmelsen om at gøre undtagelse fra barnets ret

til en bisidder eller tilsidesætte barnets valg af bisidder, er det først og fremmest væsentligt, at

Børneenheden forklarer barnet afgørelsen og baggrunden for afgørelsen. Dernæst skal

Børneenheden sikre, at barnet støttes på anden måde. Det kan være ved hjælp af Børneenhedens

øvrige tilbud, herunder særligt kontaktpersonordningen, eller ved at barnet får hjælp til at vælge en

bisidder.

De foreslåede bestemmelser i stk. 2 er begrundede i hensynet til at sikre, at barnet reelt høres i

sagen, og at den afgørelse, der træffes, er til barnets bedste.

Det foreslås i forlængelse af de foreslåede bestemmelser i stk. 2, at Familieretshuset efter

stk. 3

kan

træffe afgørelse om at udelukke en bisidder helt eller delvist fra et møde, hvis det skønnes af

betydning for at få barnets uforbeholdne mening belyst.

Bestemmelsen skal ses i lyset af den ovenfor anførte om de foreslåede bestemmelser i stk. 2. Der er

dog i stk. 3 tale om mindre vidtgående situationer, hvor Familieretshuset ikke finder, at det er

nødvendigt at gøre undtagelse fra barnets ret til en bisidder eller tilsidesætte barnets valg af en

bisidder.

Bestemmelsen kan således have betydning, hvor Familieretshuset finder, at det er tilstrækkeligt for,

at sikre at barnet reelt høres, at bisidderen f.eks. ikke deltager i en specifik del af en børnesagkyndig

undersøgelse.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er i lighed med de foreslåede bestemmelser i stk. 2 at

sikre, at barnet reelt høres, og at der træffes en afgørelse, der er til barnets bedste.

Det foreslås med

stk. 4,

at en bisidder for et barn skal være fyldt 15 år. Det foreslås endvidere, at

bisidderen er omfattet af § 152 i straffeloven om tavshedspligt. Efter denne bestemmelse er

uberettiget videregivelse eller udnyttelse af fortrolige oplysninger strafbart.

Endeligt foreslås det med

stk. 5,

at Familieretshusets afgørelser efter stk. 2 og 3 om begrænsninger i

barnets ret til en bisidder ikke kan indbringes for Familieretten efter reglerne i Familieretshusloven.

Familieretshuset vil efter almindelige forvaltningsretlige principper være forpligtet til at genoptage

sagen, hvis der fremkommer væsentlige oplysninger, som Familieretshuset ikke har taget stilling til,

eller der er begået sagsbehandlingsfejl, der kan have betydning for afgørelsen.

Bestemmelsen afskærer ikke adgangen til at indbringe afgørelsen for domstolene efter § 63, stk. 1, i

grundloven.

130

Afskæringen af muligheden for at indbringe afgørelsen for Familieretten er begrundet i, at der er

tale om en afgørelse af processuel karakter, hvor klageadgang vil kunne anvendes af forældre i

højkonfliktsager til at trække sagen i langdrag og påvirke barnet negativt. Afskæringen af

klageadgang skal endvidere ses i lyset af de øvrige tilbud, som Børneenheden skal tilbyde barnet

med henblik på at støtte det igennem processen, herunder særligt kontaktpersonordningen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Til § 20

Der er i § 21 i bekendtgørelse nr. 146 om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. af 22.

februar 2016 fastsat regler om anvendelsen i sagsbehandlingen af oplysninger, som et barn har givet

i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Efter bestemmelsen må der

ikke til brug for Statsforvaltningens afgørelse af en sag om forældremyndighed, bopæl eller samvær

indhentes oplysninger, som barnet har givet under rådgivning eller konfliktmægling, og den

børnesagkyndige må heller ikke videregive sådanne oplysninger til brug for afgørelsen. Dette

gælder dog efter § 21, stk. 3, ikke, hvis barnet giver samtykke til, at oplysningerne kan indhentes og

videregives.

Herudover indeholder den familieretlige lovgivning ikke bestemmelser om videregivelsen af

oplysninger fra et barn internt i Statsforvaltningen.

Det foreslås med § 20, at reglerne om videregivelse af oplysninger, som et barn har givet en

medarbejder i Børneenheden til brug for behandlingen af en sag, samles i Familieretshusloven.

Med den foreslåede bestemmelse i

stk. 1

foreslås det, at Børneenheden ikke må videregive

oplysninger, som Børneenheden har fået fra et barn i forbindelse med, at barnet har modtaget støtte

i Børneenheden efter de foreslåede bestemmelser i §§ 16 og 18. Det kan f.eks. være oplysninger,

som barnet har givet i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning efter § 16, stk. 3, nr. 3,

deltagelse i en børnegruppe efter § 16, stk. 3, nr. 5, eller i en snak med barnets kontaktperson, jf. §

18.

Det foreslås dog, at Børneenheden kan videregive oplysninger, i det omfang barnet giver samtykke

hertil. Denne mulighed kan f.eks. være relevant, hvis et barn i forbindelse med en samtale med

kontaktpersonen giver generelle oplysninger om sin trivsel, som det efter kontaktpersonens

opfattelse kan være hensigtsmæssigt, at den sagsbehandler, der behandler den sag om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, som barnet er involveret i, får besked om, da

oplysningerne f.eks. kan have betydning for Familieretshusets tilbud om konflikthåndtering til

barnets forældre.

131

Det er et krav, at der opnås eksplicit samtykke fra barnet til videregivelsen af de pågældende

oplysninger.

Med bestemmelsen videreføres den retstilstand, der hidtil har været gældende for

Statsforvaltningens interne videregivelse af oplysninger til brug for behandlingen af en sag, når et

barn er fremkommet med oplysningerne i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning m.v. Med

henblik på at beskytte barnet og skabe et trygt rum i Børneenheden findes det hensigtsmæssigt, at

forbuddet mod videregivelse af oplysninger uden barnets samtykke gælder for oplysninger, som

barnet er fremkommet med i forbindelse med at have modtaget støtte i Børneenheden uanset

støtteformen, dvs. ikke kun oplysninger givet under børnesagkyndig rådgivning.

Der foreslås med

stk. 2

en regulering af Børneenhedens videregivelse af et barns oplysninger til

brug for behandlingen af en sag, når barnet er fremkommet med oplysningerne i forbindelse med en

børnesamtale eller afdækning af barnets perspektiv på anden måde efter § 17. Da disse opgaver ikke

har karakter af støttetilbud til barnet, men er et led i sagsoplysningen, foreslås det med

bestemmelsen, at barnets oplysninger kan videregives til brug for sagsbehandlingen, medmindre

barnet modsætter sig, at oplysningerne videregives.

Ved begrebet modsætte sig forstås, at barnet eksplicit frabeder sig videregivelsen, f.eks. ved

udtalelse om at forældrene ikke må få de pågældende oplysninger at vide. Det er således ikke et

krav for videregivelsen, at barnet direkte giver samtykke hertil. Den børnesagkyndige skal derfor i

forbindelse med indledningen af børnesamtalen m.v. sikre sig, at barnet er klar over, at de

oplysninger, som barnet giver den børnesagkyndige, kan videregives til brug for behandlingen af

sagen internt i Familieretshuset og til brug for en eventuel behandling af sagen i Familieretten, og at

dette som udgangspunkt betyder, at forældrene bliver gjort bekendt med oplysningerne.

Med bestemmelsen foreslås en delvis videreførelse af den hidtidige retstilstand, således at der som

udgangspunkt kan ske videregivelse af barnets oplysninger til brug for sagens behandling. Dette er

begrundet i, at sagsbehandlingsskridtene i § 17 i form af børnesamtale eller afdækningen af barnets

perspektiv har til formål at oplyse sagen, og herunder særligt sikre at barnet høres, og at der træffes

en afgørelse til barnets bedste.

Det foreslås dog som noget nyt, at barnet kan modsætte sig, at oplysningerne videregives til brug

for behandlingen af den familieretlige sag. Den børnesagkyndige medarbejder, som afholder

børnesamtalen, skal, hvis barnet modsætter sig videregivelsen, indgå i en dialog med barnet om,

hvorvidt dele af oplysningerne kan videregives, eventuelt i en ændret form, og hvilken betydning

videregivelsen af oplysninger har for, at barnet bliver hørt, og at der bliver truffet en afgørelse til

barnets bedste. Den børnesagkyndige medarbejder skal i den forbindelse være opmærksom på, om

det forhold, at barnet modsætter sig videregivelsen, er tegn på, at barnet er presset af forældrenes

konflikt, og i forlængelse heraf hvorvidt barnet har behov for støtte.

132

Det er vigtigt, at den børnesagkyndige sikrer sig, at barnet har den fornødne forståelse af de

forskellige elementer, som en samtale eller et møde med et barn kan indeholde. Det skal således

gøres klart for barnet, hvornår der er tale om en børnesamtale eller afdækning af barnets perspektiv

efter § 17 i lovforslaget, og hvornår der er tale om støtte til barnet i form af børnesagkyndig

rådgivning m.v. efter §§ 16 og 18 i lovforslaget. Der skal af hensyn til barnet være vandtætte skotter

mellem de to funktioner. Reglerne for videregivelse af barnets oplysninger til brug for sagens

behandling er således også forskellige fra de regler, der foreslås at gælde, når barnet modtager støtte

i Børneenheden efter §§ 16 eller 18. Dette er af særlig vigtighed, når børnesamtalen m.v.

gennemføres af barnets kontaktperson, som i øvrigt yder støtte til barnet efter §§ 16 og 18.

Det er ligeledes vigtigt, at forældrene ikke er i tvivl om, hvilke rammer der gælder for barnets møde

med en børnesagkyndig.

Ved etableringen af Børneenheden vil der være et særligt fokus på mekanismer, der støtter op om

de børnesagkyndiges sikring af, at der er klart for barnet, hvilke elementer der indgår i den konkrete

samtale sådan, at barnet ved, hvilke oplysninger der videregives til brug for behandlingen af sagen.

Der skal således være specifik opmærksomhed på det dilemma, der kan opstå, når en

børnesagkyndig varetager flere funktioner i forhold til det enkelte barn.

De foreslåede bestemmelser i § 20 medfører ikke en fravigelse af den skærpede underretningspligt

efter § 153 i serviceloven.

Bestemmelserne i § 20 finder anvendelse i alle situationer, hvor Børneenheden varetager opgaver

omfattet af de foreslåede bestemmelser i §§ 16-18. Bestemmelserne gælder således også, når en

børnesagkyndig fra Børneenheden til brug for Familierettens behandling af en forældreansvarssag

afholder en samtale med et barn efter § 5, jf. § 34, i forældreansvarsloven, jf. den i

følgelovforslagets § 16, nr. 3, foreslåede bestemmelse om børnesamtaler i § 450 b i retsplejeloven,

og når Familieretten til brug for behandlingen af en sag om fuldbyrdelse af forældreansvar afholder

en samtale med et barn efter den i følgelovforslagets § 16, nr. 8, foreslåede § 456 r, stk. 2, i

retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Til § 21

Efter lovforslagets § 16, stk. 1, yder Børneenheden støtte og rådgivning til børn, der er påvirkede af

familieretlige problemstillinger med henblik på at støtte barnet og understøtte barnets trivsel.

Bestemmelsens stk. 2-4 indeholder en ikke udtømmende opregning af Børneenhedens opgaver, men

oplister støtte- og rådgivningstilbud, herunder de såkaldte åbne tilbud som Børneenheden skal

tilbyde. Det fremgår således af bemærkningerne til § 16, at Børneenheden overlades den

nødvendige fleksibilitet til at udvikle støtte- og rådgivningsmulighederne på baggrund af

Børneenhedens erfaringer såvel som andre danske og internationale erfaringer.

133

Lovforslagets § 17 indeholder en ikke-udtømmende opregning af Børneenhedens opgaver i

forbindelse med Familieretshusets behandling af sager vedrørende børn, herunder at Børneenheden

afholder samtaler med børn.

Det foreslås med § 21, at børne- og socialministeren kan bestemme, at Børneenheden skal varetage

yderligere opgaver, der har en naturlig sammenhæng med Børneenhedens formål. Med denne

hjemmel kan ministeren bl.a. pålægge Børneenheden at have yderligere åbne tilbud end, hvad der

følger af § 16. Ministeren kan ligeledes i forhold til § 17 pålægge Børneenheden at varetage

yderligere opgaver i relation til behandlingen af konkrete sager, herunder i sager, der visiteres til

behandling som § 5-sager, § 6-sager eller § 7-sager eller i sager omfattet af § 9. Sidstnævnte kan

f.eks. være opgaver relateret til Familieretshuset behandling af sager om adoption.

Børneenheden kan alene pålægges at løse opgaver, der har en naturlig sammenhæng med

Børneenhedens formål om at yde støtte og rådgivning til børn med henblik på at hjælpe barnet og

understøtte dets trivsel.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

Til § 22

Det fremgår af § 32 i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal tilbyde børnesagkyndig

rådgivning eller konfliktmægling til parter, der ikke er enige om forældremyndighed, barnets bopæl

eller samvær, medmindre det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Statsforvaltningen kan efter §

32, stk. 2, også tilbyde konfliktmægling i andre tilfælde, hvis der er et særligt behov. Ifølge

bemærkningerne til bestemmelsen, kan der således ydes konfliktmægling uanset, at parterne ikke på

det pågældende tidspunkt har en sag under behandling hos Statsforvaltningen, jf. Folketingstidende

2003-04, tillæg A, side 1940.

Det fremgår af § 20, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 146 om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær

m.v. af 22. februar 2016, at konfliktmægling hos Statsforvaltningen er betinget af, at begge forældre

deltager, mens dette efter § 19, stk. 2, i bekendtgørelsen ikke er et krav ved børnesagkyndig

rådgivning. Efter bekendtgørelsens § 19, stk. 3, og § 20, stk. 3, er det Statsforvaltningen, der

tilrettelægger konfliktmæglingen eller rådgivningen og bestemmer dens omfang. I den periode, hvor

der ydes konfliktmægling eller rådgivning, sættes Statsforvaltningens behandling af sagen i bero

med henblik på, at parterne ved konfliktmæglingen når til enighed.

Det fremgår af § 38 i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen i forbindelse med en sag om separation

eller skilsmisse indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når en ægtefælle anmoder om det, når

betingelserne for at give bevilling til separation eller skilsmisse ikke er opfyldte, og når

Statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det. Vilkårsforhandling er et led i at

forsøge at få ægtefællerne til at finde en forligsmæssig løsning om vilkårene for separation eller

134

skilsmisse. Ved en vilkårsforhandling vejledes ægtefællerne om retsgrundlaget og

konfliktløsningsmulighederne.

Det foreslås med

§ 22, stk. 1, 1. pkt.,

at Familieretshuset tilbyder parter støtte i form af bl.a.

rådgivning og konfliktmægling, hvis dette findes relevant. Støtten gives med henblik på, at parterne

kan finde en løsning i fællesskab, eller at konflikten imellem dem dæmpes. Tilbuddet skal efter den

foreslåede bestemmelse i

stk. 1, 2. pkt.,

tilpasses parternes behov.

Den foreslåede bestemmelse bygger på erfaringerne med Statsforvaltningens tilbud om

børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og

samvær efter § 32 i forældreansvarsloven.

Det foreslås dog, at bestemmelsen dækker alle sager i Familieretshuset, som visiteres til behandling

som § 5-sager, § 6-sager og § 7-sager, og der kan dermed også ydes rådgivning og konfliktmægling

i andre sager end sager efter forældreansvarsloven.

Den foreslåede bestemmelse omfatter endvidere børnesagkyndig rådgivning efter § 32, stk. 1, og §

32 a i forældreansvarsloven, som foreslås ændret ved § 1, nr. 30 og 32, i følgelovforslaget.

Familieretshuset skal således tilbyde forældre børnesagkyndig rådgivning, ved uenighed om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, og når Familieretten efter den i § 16, nr. 8, i

følgelovforslaget foreslåede § 456 r, stk. 4, i retsplejeloven har udsat fuldbyrdelse af

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær. For så vidt angår sidstnævnte tilfælde, skal

rådgivningen være gennemført inden det tidspunkt, som Familieretten har udsat sagen til.

Der lægges i den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 1, vægt på, at rådgivning eller konfliktmægling

ydes med henblik på, at parterne forliges, eller at deres konflikt dæmpes. Det er herunder også et

mål, at parterne rustes til at kunne håndtere fremtidige uenigheder bedre. I sager, der involverer

børn, er det således også et formål med rådgivning og konfliktmægling, at parterne støttes i at finde

løsninger, der er til gavn for deres barn, og at barnets trivsel sikres ved, at forældrene finder

løsninger i fællesskab, eller at forældrenes konflikt dæmpes. Bestemmelsen er således ikke

begrænset til alene at omfatte børnesagkyndig rådgivning og konfliktmægling i snæver forstand.

Familieretshuset har derimod mulighed for at anvende andre konflikthåndteringsredskaber og andre

former for rådgivning end børnesagkyndig rådgivning, hvis det vurderes at kunne medvirke til, at

parterne forliges, eller at konfliktniveauet dæmpes. Det kan f.eks. også være brug af digitale

værktøjer, såsom onlinekurser, undervisning i forældresamarbejde og individuelle samtaler med

parterne hver for sig.

Familieretshuset kan alene tilbyde rådgivning eller konfliktmægling, hvis det må forventes, at

rådgivningen eller konfliktmæglingen vil kunne medvirke til at forlige parterne eller til at dæmpe

deres konfliktniveau. Familieretshuset skal endvidere afslutte rådgivningen eller mæglingen, når det

vurderes, at der ikke vil komme noget ud af yderligere rådgivning eller mægling.

135

Såfremt en eller begge parter tilkendegiver ikke at ønske at deltage i rådgivning eller mægling,

tilkendegiver at ønske en afgørelse eller undlader at møde op til rådgivnings- eller mæglingsmøde,

skal Familieretshuset ikke tilbyde rådgivning eller mægling eller afslutte rådgivningen eller

mæglingen. Familieretshuset skal i stedet indbringe sagen for Familieretten til afgørelse, jf. den

foreslåede bestemmelse i § 28, eller selv træffe afgørelse i sagen, jf. den foreslåede bestemmelse i §

27. Efter omstændighederne kan der dog ydes rådgivning til alene den ene part.

Alle sager, der behandles som § 6-sager, vil i udgangspunktet blive mødt med en

konflikthåndterende tilgang. Navnligt i sager om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær vil

Familieretshuset som led heri tilbyde parterne et indledende konfliktafdækkende møde med en

børne- og familiefaglige medarbejder, f.eks. en psykolog. Efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt. skal

tilbuddet tilpasses parternes behov, og Familieretshuset kan derfor i stedet for et indledende

konfliktafdækkende møde indlede forløbet med egentlig mægling. På baggrund af det indledende

møde kan Familieretshuset vurdere parternes behov for tilbud om yderligere rådgivning eller

konflikthåndtering.

I komplekse sager, der behandles som § 7-sager, kan parterne også have gavn af

konflikthåndteringstilbud, men der vil i højere grad være behov for en differentieret og tilpasset

støtte afhængigt af den konkrete sag.

Familieretshuset skal i den generelle tilrettelæggelse af tilbud efter bestemmelsen og i

tilrettelæggelsen af tilbuddet til parterne i den enkelte sag tage hensyn til og skabe sammenhæng

med Børneenhedens arbejde med afdækning af barnets perspektiv og Børneenhedens eventuelle

støtte til barnet.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på Familieretshuset forpligtelse efter § 32, stk. 1, og § 32

a i forældreansvarsloven til at tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling i sager om

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær.

Det foreslås med

§ 22, stk. 2,

at Familieretshuset endvidere skal tilbyde børnesagkyndig rådgivning

efter § 32, stk. 2, jf. stk. 3, i forældreansvarsloven samt støtte via digitale værktøjer.

Den foreslåede bestemmelse omhandler Familieretshusets åbne tilbud, som ikke er betingede af, at

parterne har en sag under behandling i Familieretshuset.

Efter § 32, stk. 2, jf. stk. 3, i forældreansvarsloven, som foreslås ændret ved § 1, nr. 30, i

følgelovforslaget, skal Familieretshuset i andre tilfælde end de, der er omfattede af § 32, stk. 1, i

forældreansvarsloven, dvs. hvor der er uenighed om forældremyndighed, barnets bopæl eller

samvær, også tilbyde børnesagkyndig rådgivning, hvis der er et særlig behov herfor.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke på Familieretshuset forpligtelse efter § 32, stk. 2, i

forældreansvarsloven til at tilbyde børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling.

136

§ 22, stk. 2, foreslås endvidere at indeholde bestemmelse om, at Familieretshuset yder støtte via

digitale værktøjer. Det kan f.eks. dreje sig om onlinekurser, men vil i høj grad kunne udvikles over

tid i takt med, at Familieretshuset får ny viden og erfaringer.

Endelig foreslås det med

§ 22, stk. 3,

at Familieretshuset behandler sager, hvor en forælder retter

henvendelse efter § 19, stk. 4, i forældreansvarsloven.

Det følger af § 19, stk. 4, i forældreansvarsloven, som foreslås ændret ved § 1, nr. 5, at hvis der ikke

samvær eller kun i yderst begrænset omfang er samvær, kan den forælder, som barnet har bopæl

hos, anmode Familieretshuset om at indkalde den anden forælder til et møde om samværet.

De foreslåede bestemmelser i § 22 er begrundet i ønsket om at samle Familieretshusets tilbud om

konflikthåndtering og rådgivning og dermed understøtte den konflikthåndterende tilgang, som skal

være bærende i det nye familieretlige system.

For så vidt angår ændringer af § 19, stk. 4, og §§ 32 og 32 a i forældreansvarsloven som følge af

etableringen af Familieretshuset henvises til § 1, nr. 5 og 30, i følgelovforslaget og bemærkningerne

hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.4.

Til § 23

Det fremgår af § 38 i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen under behandlingen af en sag om

skilsmisse, herunder skilsmisse efter § 29, indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling, når en

ægtefælle anmoder om det, når betingelserne for at give bevilling til separation eller skilsmisse ikke

er opfyldte, og når Statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for det.

Vilkårsforhandling er et led bestræbelserne på at få ægtefællerne til at finde en forligsmæssig

løsning om vilkårene for separation eller skilsmisse. Ved en vilkårsforhandling vejledes

ægtefællerne om retsgrundlaget og konfliktløsningsmulighederne. Vilkårsforhandling efter

ægteskabsloven indeholder ikke rådgivning og vejledning til forældre om børns reaktion på en

samlivsophævelse og forældrenes samarbejde efter samlivsophævelsen.

Det fremgår af § 32 i forældreansvarsloven, at Statsforvaltningen skal tilbyde børnesagkyndig

rådgivning eller konfliktmægling til parter, der ikke er enige om forældremyndighed, barnets bopæl

eller samvær, medmindre det er unødvendigt eller uhensigtsmæssigt. Statsforvaltningen kan efter §

32, stk. 2, også tilbyde konfliktmægling i andre tilfælde, hvis der er et særligt behov. Det er ikke

obligatorisk at modtage børnesagkyndig rådgivning eller deltage i konfliktmægling for forældre, der

har ophævet samlivet, heller ikke for gifte forældre der anmoder om separation og skilsmisse.

Det foreslås med

§ 23, stk. 1,

at Familieretshuset skal stille det digitale forløb til rådighed, der med

den i § 2, nr. 12, i følgelovforslaget foreslåede § 42 a i ægteskabsloven bliver obligatorisk at

gennemføre for forældre, der har fælles børn under 18 år, og som anmoder om skilsmisse uden

137

forudgående separation efter § 29 i ægteskabsloven. Det digitale forløb skal gennemføres i

refleksionsperioden.

Det digitale forløb har til formål at understøtte forældrenes mulighed for at arbejde med deres

relation og blive bedre til at forstå børns reaktion på en skilsmisse. Forældre skal gennem forløbet

kunne tilegne sig viden og værktøjer på egen hånd. Det digitale forløb er obligatorisk at gennemføre

for forældre, der anmoder om skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, og det suppleres af

Familieretshusets øvrige tilbud om rådgivning m.v., herunder børnesagkyndig rådgivning og

konfliktmægling, jf. de foreslåede bestemmelser i § 22. For så vidt angår baggrunden for det

digitale forløb henvises til § 2, nr. 12, i følgelovforslaget og bemærkningerne hertil.

Den foreslåede bestemmelse i § 23, stk. 1, forpligter Familieretshuset til at stille det digitale forløb

til rådighed og yde vejledning om det til de forældre, der skal gennemføre forløbet. Familieretshuset

skal endvidere registrere, hvornår en forælder har gennemført forløbet med henblik på, at det kan

indgå i den videre behandling af deres anmodning om skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven.

Familieretshuset skal i udviklingen og administrationen af det digitale forløb have fokus på at sikre

enkle og lette processer for forældrene, og på at forældrene modtager den nødvendige vejledning

om Familieretshusets øvrige tilbud.

Ugifte forældre har adgang til den vejledning og rådgivning, der er indeholdt i det digitale forløb,

ved brug af det digitale værktøj, som Familieretshuset efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk.

2, skal stille til rådighed.

Det foreslås endvidere med

stk. 2,

at Familieretshuset i refleksionsperioden skal tilbyde ovennævnte

forældre en rådgivnings- og afklaringssamtale samt de i § 22, stk. 1 og 2, nævnte tilbud.

Rådgivnings- og afklaringssamtalen har til formål som en integreret del af refleksionsperioden at

bibringe forældrene forståelse for børnenes situation. Samtalen skal give forældrene viden om

samlivsophævelsens betydning for barnet og om den bedste måde at støtte barnet på både i perioden

umiddelbart efter samlivsophævelsen og på længere sigt.

Samtalen afholdes i løbet af refleksionsperioden med henblik på, at forældrene gives viden og

redskaber til at hjælpe barnet i den svære situation, som barnet kan stå i umiddelbart efter bruddet

mellem forældrene. Samtidigt giver afholdelse af rådgivnings- og afklaringssamtalen kort tid efter

samlivsophævelsen mulighed for, at samtalen kan danne grundlag for, at der etableres et stabilt

grundlag for forældrenes fremtidige samarbejde om deres børn, og at konflikter mellem forældrene

forebygges. Hvis forældrene har behov for rådgivning efter udløbet af refleksionsperioden, kan

Familieretshuset tilbyde børnesagkyndig rådgivning efter § 32 i forældreansvarsloven. Dette gælder

uanset, om forældrene har deltaget i en rådgivnings- og afklaringssamtale eller ej.

Alle forældre, der er omfattede af bestemmelsen, skal tilbydes en rådgivnings- og

afklaringssamtale. Familieretshuset skal således ikke foretage en vurdering af, hvorvidt samtalen vil

kunne være til hjælp for forældrene, medvirke til at forlige dem eller dæmpe deres konfliktniveau.

138

Rådgivnings- og afklaringssamtalen afholdes som udgangspunkt for forældrene sammen. Dette skal

dog fraviges, hvis den ene forælder eller dennes barn har været udsat for vold fra den anden

forælder, eller der er mistanke herom, jf. den foreslåede bestemmelse i § 10, stk. 2. Samtalen kan

dog uanset dette afholdes for forældrene sammen, hvis begge forældre er indforståede hermed.

Rådgivnings- og afklaringssamtalen kan afholdes for den ene forælder alene, hvis den anden

forælder ikke ønsker at deltage i samtalen.

Forældrene skal endvidere gives tilbud om de konfliktmæglings- og rådgivningsmuligheder, som

Familieretshuset tilbyder efter de foreslåede bestemmelser i § 22, stk. 1 og 2. Det drejer sig bl.a. om

børnesagkyndig rådgivning, samarbejdskurser og digitale værktøjer. Der henvises i denne

forbindelse til § 22, stk. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

I lighed med rådgivnings- og afklaringssamtalen skal tilbuddet om konfliktmægling og rådgivning

danne grundlaget for, at forældrene i refleksionsperioden bibringes en forståelse for børnenes

situation og gives redskaber til at etablere et stabilt fremtidigt samarbejde om at sikre børnenes

trivsel.

Tilbuddet om rådgivnings- og afklaringssamtalen og om konfliktmægling og rådgivning efter § 22,

stk. 1 og 2, gives i forbindelse med gifte forældres anmodning om skilsmisse efter § 29 i

ægteskabsloven, samtidigt med at de får orientering om det digitale forløb efter stk. 1.

For så vidt angår refleksionsperioden henvises til § 2, nr. 6 og 12, i følgelovforslaget.

Efter den foreslåede bestemmelse i

stk. 3

skal Familieretshuset også tilbyde en rådgivnings- og

afklaringssamtale til ugifte forældre, der ophæver samlivet, og som har fælles børn, der ikke er fyldt

18 år. Samtalen tilbydes for ugifte forældre i tre måneder efter deres samlivsophævelse.

For så vidt angår rådgivnings- og afklaringssamtalens indhold og formål henvises til det ovenfor

anførte under den foreslåede bestemmelse i stk. 2.

Tilbuddet til ugifte forældre gælder i tre måneder efter samlivsophævelsen, dvs. svarende til

refleksionsperiodens længde. Samlivsophævelse anses for at være sket, når fællesskabet om bolig

og husholdning, dvs. om det fælles hjem, afbrydes på grund af uoverensstemmelse.

Hvis ugifte forældre henvender sig til Familieretshuset senere end tre måneder efter

samlivsophævelsen, uden at de har en sag efter forældreansvarsloven under behandling i

Familieretshuset, kan Familieretshuset tilbyde dem børnesagkyndig rådgivning efter § 32, stk. 2, i

forældreansvarsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.3.

139

Til § 24

Der er i § 21 i bekendtgørelse nr. 146 om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær m.v. af 22.

februar 2016 fastsat regler om anvendelsen i sagsbehandlingen af oplysninger, som forældre har

givet i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning eller konfliktmægling. Det fremgår således af §

21, stk. 1, at der ikke til brug for Statsforvaltningens afgørelse af en sag om forældremyndighed,

bopæl eller samvær må indhentes oplysninger, som forældrene har givet under rådgivningen eller

konfliktmæglingen, og at den børnesagkyndige eller mægleren heller ikke må videregive sådanne

oplysninger til brug for afgørelsen. Dette gælder dog efter § 21, stk. 3 og 4, ikke, hvis forældrene

har givet samtykke eller forældrene har anmodet sagsbehandleren i Statsforvaltningen om at

deltage. Når rådgivningen eller mæglingen er gennemført, skal sagsbehandleren dog efter § 21, stk.

2, orienteres om, hvorvidt forældrene er blevet enige, eller sagsbehandlingen skal fortsætte.

Forældrene kan i forbindelse hermed anmode om, at en aftale indgået mellem forældrene under

mægling videregives til sagsbehandleren i Statsforvaltningen, jf. § 21, stk. 6. Der fremgår ikke af

den familieretlige lovgivning i øvrigt bestemmelser, der hindrer videregivelsen af oplysninger fra

parter internt i Statsforvaltningen.

Det foreslås med § 24, at reglerne om videregivelse af oplysninger, som parter er fremkommet med

i forbindelse rådgivning eller konflikthåndtering, til brug for behandlingen af en sag fastsættes i

Familieretshusloven.

Med den foreslåede bestemmelse i

stk. 1

foreslås, at der som hovedregel ikke kan videregives

oplysninger om parter, som er fremkommet i forbindelse med rådgivning eller konflikthåndtering,

til sagsbehandleren i Familieretshuset, der behandler parternes sag om f.eks. forældremyndighed,

barnets bopæl eller samvær. Det foreslås dog, at oplysningerne kan videregives, hvis den part, som

oplysningerne vedrører, samtykker. Bestemmelsen kan f.eks. være relevant, hvis rådgiveren eller

mægleren i forbindelse med afslutningen af forløbet aftaler med parterne, at det kan være

hensigtsmæssigt, at sagsbehandleren, der behandler parternes sag, modtager de oplysninger, som er

kommet frem under rådgivningen eller mæglingen, uanset at parterne måske ikke er nået til endelig

enighed på alle områder. Det er et krav, at der opnås eksplicit samtykke fra parten til videregivelsen

af de pågældende oplysninger.

Med bestemmelsen foreslås en videreførelse af den retstilstand, der hidtil har været gældende for

Statsforvaltningens interne videregivelse af oplysninger til brug for behandlingen af en sag, når en

part er fremkommet med oplysningerne i forbindelse med børnesagkyndig rådgivning eller

mægling. Dette findes hensigtsmæssigt for at sikre, at der kan skabes et fortroligt rådgivnings- og

konflikthåndteringsrum, hvor parterne åbent kan indgå i en dialog for at finde løsninger.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.4.

140

Til § 25

Afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær træffes efter anmodning fra en part,

uanset om afgørelsen træffes af Statsforvaltningen eller retten. Det er ikke muligt for en myndighed

at igangsætte en sag efter forældreansvarsloven. Kommunalbestyrelsen har således heller ikke en

sådan mulighed, uanset at forældremyndighed, barnets bopæl og samvær kan have betydning for

kommunalbestyrelsens arbejde med udsatte børn og deres familier, herunder ved iværksættelse af

foranstaltninger efter serviceloven.

Det foreslås med § 25, at der indføres en initiativret for kommunalbestyrelsen i sager efter

forældreansvarsloven med henblik på at forebygge mistrivsel hos et barn. Initiativretten skal give

kommunalbestyrelsen mulighed for at rette henvendelse til Familieretshuset og give

Familieretshuset mulighed for på baggrund af kommunalbestyrelsens initiativ at indlede en sag efter

forældreansvarsloven, uanset at der ikke foreligger en anmodning fra en forælder.

Initiativretten er tillagt den kommunalbestyrelse, der er forpligtet til at yde hjælp til barnet efter

kapitel 11 i serviceloven, jf. § 9 a i retssikkerhedsloven.

Efter retssikkerhedsloven træffes afgørelser om foranstaltninger efter kapitel 11 i serviceloven altid

af den kommune, som er opholdskommune for indehaveren af forældremyndigheden. Hvis

forældrene har hver sin opholdskommune, og barnet ikke bor sammen med den af forældrene, som

har forældremyndigheden over barnet, træffes afgørelse om foranstaltninger efter servicelovens

kapitel 11 af opholdskommunen for den af forældrene, som har forældremyndighed over barnet, og

initiativretten er således tillagt denne kommune. Bor forældre, der har fælles forældremyndighed, i

hver sin kommune, er begge kommuner forpligtede til at yde hjælpe efter kapitel 11 i serviceloven.

I disse tilfælde er begge disse kommuner således tillagt initiativretten efter § 25.

Afgørelsen af familieretlige spørgsmål om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær kan have

afgørende indflydelse på et udsat barns trivsel og for kommunalbestyrelsens arbejde med

beskyttelsen af barnet. Initiativretten skal være et redskab til at sikre sammenhæng mellem de

kommunale myndigheders arbejde med et udsat barn og Familieretshusets stillingtagen til

familieretlige spørgsmål og til at sikre, at kommunen har mulighed for at forebygge mistrivsel hos

et barn. Initiativretten har til formål at hjælpe og beskytte et barn, hvis trivsel er så truet, at det

indgår i kommunalbestyrelsens overvejelser at iværksætte en anbringelse af barnet uden for

hjemmet, og hvor afgørelsen af familieretlige spørgsmål, såsom hos hvilken forælder barnet har

bopæl eller barnets samvær med den ene forælder, har betydning for risikoen for barnets trivsel,

f.eks. hvis barnet oplever vold eller omsorgssvigt i hjemmet hos den ene forælder.

Det foreslås med

stk. 1,

at kommunalbestyrelsen anvender initiativretten ved at rette henvendelse til

Familieretshuset med anmodning om at indlede en sag efter forældreansvarsloven.

Kommunalbestyrelsen skal begrunde anmodningen og medsende tilstrækkelige oplysninger for, at

141

Familieretshuset kan vurdere, hvorvidt der kan indledes en sag på baggrund af

kommunalbestyrelsens anvendelse af initiativretten. Det er ikke et krav, at kommunalbestyrelsen i

anmodningen angiver, hvilken afgørelse med hensyn til forældremyndighed, barnets bopæl eller

samvær, som kommunalbestyrelsen finder, vil være ønskelig, men det vil ofte være en integreret og

naturlig del af en anmodning.

Kommunalbestyrelsen vil som udgangspunkt anvende muligheden i stk. 1 ved, at der sendes en

anmodning fra kommunens kontaktpunkt efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 55 til

kontaktpunktet i den pågældende afdeling i Familieretshuset. Det sikres derved, at der internt i

kommunen er en ensartet og koordineret anvendelse af initiativretten. Anvendelsen af

kontaktpunktet betyder endvidere, at der allerede fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset modtager

en anmodning fra kommunen, er etableret det fornødne myndighedssamarbejde om sagen, bl.a. med

henblik på at Familieretshuset hurtigt kan indhente de for sagen nødvendige oplysninger og dermed

hurtigt afklare, hvorvidt der skal iværksættes en sag efter forældreansvarsloven.

Kommunalbestyrelsens initiativret og Familieretshusets mulighed for at iværksætte en sag efter

bestemmelserne i § 25 på baggrund af kommunalbestyrelsens anvendelse af initiativretten gælder

alene sager efter forældreansvarsloven, da de afgørende familieretlige spørgsmål af betydning for et

barns trivsel, dvs. forældremyndighed, barnets bopæl og samvær, reguleres i forældreansvarsloven.

Initiativretten foreslås ikke at dække andre familieretlige love, da spørgsmålene, der reguleres deri,

ikke har så væsentlig betydning for et barns trivsel og kommunalbestyrelsen arbejde hermed, at det

kan begrunde en selvstændig initiativret. Det bemærkes i denne forbindelse, at sager om adoption

uden samtykke efter adoptionsloven iværksættes af kommunen efter gældende ret og således ikke er

omfattet af den foreslåede initiativret.

Kommunalbestyrelsen kan anvende initiativretten til at anmode Familieretshuset om at indlede en

sag efter forældreansvarsloven, selvom Familieretshuset ikke på tidspunktet for modtagelsen af

anmodningen behandler en sag efter forældreansvarsloven efter anmodning fra en part.

Kommunalbestyrelsen kan ligeledes anvende initiativretten i situationer, hvor Familieretshuset har

en sag efter forældreansvarsloven under behandling, der er iværksat efter anmodning fra en

forælder. Såfremt Familieretshuset finder, at betingelserne i § 25 er opfyldte, vil

kommunalbestyrelsens anvendelse af initiativretten i sidstnævnte tilfælde betyde, at sagen

behandles efter de særlige regler i § 25, bl.a. om at Familieretshuset anses for sagsøger under

Familierettens behandling af sagen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 45, stk. 6. Anvendelse af

initiativretten under en sag kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor en part har anmodet om

ophævelse af samvær, fordi det er skadeligt for barnet, men hvor kommunalbestyrelsen er bekymret

for, at parten på grund af trusler om vold fra den anden part vil trække anmodningen tilbage. Hvis

kommunalbestyrelsens formål derimod alene er at sikre, at Familieretshuset er i besiddelse af alle

relevante oplysninger, skal kommunalbestyrelsen ikke anvende initiativretten, men i stedet de

foreslåede almindelige samarbejdsmekanismer i § 31 om udveksling af oplysninger og § 32 om

tværsektorielle møder.

142

Kommunalbestyrelsen foreslås efter stk. 1 alene at kunne anvende initiativretten med henblik på at

forebygge mistrivsel hos barnet, hvis der er grund til at antage, at forhold vedrørende

forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær medvirker til åbenbar risiko for, at barnets sundhed

eller udvikling lider alvorlig skade. Målgruppen for initiativretten er i vid udstrækning identisk med

sager, hvor det indgår i kommunalbestyrelsens overvejelser om iværksættelse af

støtteforanstaltninger efter serviceloven at anbringe barnetuden for hjemmet uden samtykke efter §

58 i serviceloven.

Anbringelse af et barn uden for hjemmet uden forældremyndighedsindehaverens samtykke er

således efter § 58, stk. 1, i serviceloven bl.a. betinget af, at der er en åbenbar risiko for, at barnets

eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade. Betingelserne for anvendelse af

initiativretten om åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade, skal

fortolkes på samme måde som kravene i § 58, stk. 1, i serviceloven, dog således at initiativretten

også kan anvendes med henblik på at forebygge mistrivsel hos barnet. Det vil sige i situationer,

hvor kommunalbestyrelsen med en vis grad af sandsynlighed kan forudse, at en anbringelse af

barnet uden for hjemmet vil kunne komme på tale, men der forsøges fortsat anvendt mindre

indgribende støtteforanstaltninger.

Ved barnets sundhed forstås i lighed med efter § 58 i serviceloven barnets almentilstand. Heri

indgår ikke blot snævert helbredsmæssige forhold, men også andre forhold af betydning for barnets

trivsel. Ved henvisningen til, at der skal foreligge en risiko, angives, at der skal tages hensyn både

til barnets forhold på det konkrete tidspunkt og til barnets fremtidige opvækstbetingelser. Behovet

for at beskytte barnet tilsiger, at det skal være muligt at anvende initiativretten inden det tidspunkt,

hvor barnet er skadet i en grad, som gør det meget vanskeligt at hjælpe, f.eks. fordi der er truffet

afgørelse om, at barnet skal have bopæl hos en forælder, som yder utilstrækkelig omsorg over for

barnet.

Hensynet til barnet tilsiger endvidere, at det skal være muligt at anvende initiativretten inden det

tidspunkt, hvor kommunalbestyrelsen af hensyn til barnets bedste træffer afgørelse om anbringelse

uden hjemmet, og hvor en familieretlig afgørelse kan medvirke til at forebygge anbringelsen.

Det er derfor ikke en betingelse for kommunalbestyrelsens brug af initiativretten, at barnet har

været udsat for en alvorlig skade på sundhed eller udvikling. En åbenbar risiko kan f.eks. foreligge,

hvis søskende til barnet har været udsat for overgreb under samvær med en forælder.

Det er endvidere en betingelse for kommunalbestyrelsens anvendelse af initiativretten, at der er

grund til at antage, at forhold vedrørende forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær

medvirker til risikoen for barnets sundhed eller udvikling. Formålet med betingelsen er at sikre, at

initiativretten alene anvendes i sager, hvor det familieretlige system kan bidrage til beskyttelsen af

barnet. Initiativretten kan og skal således ikke anvendes, hvor familiens problemer ikke helt eller

delvist kan afhjælpes ved afgørelse om familieretlige spørgsmål om forældremyndighed, barnets

143

bopæl og samvær. Det er på den anden side ikke et krav, at risikoen for barnets sundhed og

udvikling og familiens problemer kun skyldes familieretlige spørgsmål. Det er alene et krav, at der

er grund til at antage, at forhold vedrørende forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær

medvirker til risikoen for barnet. Der skal således foreligge en begrundet antagelse for

sammenhængen mellem forældremyndighed, barnets bopæl og samvær og barnets behov for støtte.

Kommunalbestyrelsen skal i anmodningen til Familieretshuset efter § 25, stk. 1, gøre rede for, at de

ovennævnte betingelser for anvendelsen af initiativretten er opfyldte. Er redegørelsen ikke

fyldestgørende, anmoder Familieretshuset kommunalbestyrelsen om supplerende oplysninger eller

om at uddybe anmodningen.

Det foreslås med

stk. 2,

at Familieretshuset, når der modtages en anmodning fra en

kommunalbestyrelse på baggrund af den i stk. 1, foreslåede initiativret, skal iværksætte en

undersøgelse af det pågældende barns forhold. Undersøgelsen skal have fokus på barnets

familieretlige forhold. Formålet med undersøgelsen er alene at klarlægge, hvorvidt betingelserne i §

25, stk. 1, for anvendelsen af initiativretten er opfyldt. Undersøgelsen har således alene et

sagsoplysende og ikke et løsningsorienteret fokus.

Omfanget af undersøgelsen skal tilpasses den konkrete sag og vil være afhængigt af, hvilke

oplysninger kommunalbestyrelsen har fremsendt sammen med anmodningen. Såfremt

kommunalbestyrelsen har fremsendt tilstrækkelige oplysninger til, at Familieretshuset umiddelbart

kan konstatere, at betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldte, skal Familieretshuset ikke fortsætte

undersøgelsen af barnets forhold efter den foreslåede bestemmelse i § 25, stk. 2, men i stedet

påbegynde behandlingen af sagen efter bestemmelserne i kapitel 10, jf. den foreslåede bestemmelse

i § 25, stk. 3. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis kommunalbestyrelsen har vedlagt anmodningen

efter § 25, stk. 1, en børnesagkyndig undersøgelse, hvoraf fremgår, at der er grund til at antage, at

forhold vedrørende forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær medvirker til, at der er åbenbar

risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade.

Intensiteten af Familieretshusets indledende undersøgelse afhænger af den konkrete sag, men

undersøgelsen skal afklare i en grad, der næsten giver sikkerhed for, at familieretlige forhold i form

af forældremyndighed, barnets bopæl og samvær medvirker til risikoen for barnets sundhed og

udvikling. Dette skyldes, at Familieretshusets behandling af en familieretlig sag ikke må forsinke en

socialretlig løsning af barnets problemer i form af f.eks. en anbringelse uden for hjemmet, hvis

afgørelsen af familieretlige spørgsmål ikke kan afhjælpe barnets problemer.

Familieretshuset kan som led i undersøgelsen af barnets forhold indhente oplysninger fra

kommunen eller parterne med henblik på oplysning af sagen. Familieretshuset kan også afholde en

samtale med barnet efter § 34 i forældreansvarsloven.

144

I det omfang, der er behov for at undersøge barnets forhold, som beskrevet ovenfor, kan

Familieretshuset overlade det til kommunalbestyrelsen at foretage undersøgelserne, herunder

afholde eventuelle samtaler med barnet.

Under Familieretshusets undersøgelse efter stk. 2 på baggrund af kommunens henvendelse er der

alene tale om en vurdering af, hvorvidt der skal rejses en § 7-sag. Der er således endnu ikke tale om,

at Familieretshuset behandler en sag, hvor der skal træffes en forvaltningsretlig afgørelse, og hvor

barnet og forældrene skal varetage deres interesser. Dette betyder, at barnet og forældrene, som

kommunens henvendelse omhandler, ikke har partsstatus under undersøgelsen. Der skal således

ikke ske partshøring i forbindelse med undersøgelsen, og der er ikke adgang til partsaktindsigt efter

forvaltningsloven. Barnet og forældrene har dog adgang til egen access efter § 8 i

offentlighedsloven. Fra det tidspunkt, hvor Familieretshuset har besluttet at rejse en § 7-sag på

baggrund af kommunens henvendelse, har barnet og forældrene partsstatus. Under hensyn hertil må

undersøgelsen ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at vurdere, hvorvidt betingelserne i §

25, stk. 1, er opfyldte.

Det foreslås med bestemmelsen i

stk. 3,

at hvis Familieretshuset finder, at betingelserne i den

foreslåede bestemmelse i stk. 1 om kommunalbestyrelsens initiativret er opfyldte, skal

Familieretshuset behandle sagen som en § 7-sag. Familieretshusets vurdering af, hvorvidt der skal

iværksættes en sag på baggrund af en anmodning efter § 25, stk. 1, skal basere sig dels på

oplysningerne i kommunalbestyrelsens henvendelse, herunder vedlagte oplysninger såsom en

børnesagkyndig undersøgelse, samt på Familieretshusets egen undersøgelse af barnets forhold efter

§ 25, stk. 2.

Familieretshusets beslutning om, hvorvidt betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldte, og sagen skal

behandles, er ikke en forvaltningsretlig afgørelse og kan således ikke indbringes for Familieretten

efter reglerne i denne lov.

Såfremt Familieretshuset finder, at betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldte, skal Familieretshuset

behandle sagen som en § 7-sag efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 10. Dette skyldes, at

sager, hvor initiativretten kan anvendes, har en karakter og alvorlighed, som nødvendiggør dels en

tværfaglig behandling af sagen med et tæt samarbejde med kommunen, dels at Familieretten træffer

afgørelsen. Der henvises i denne forbindelse til lovforslagets §§ 29-33 og bemærkningerne hertil.

Det er Familieretshuset, der skal tage stilling til, hvorvidt betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldte.

Familieretten skal således ikke tage stilling til dette spørgsmål ved behandlingen af sagen.

Såfremt Familieretshuset på baggrund af oplysningerne i kommunalbestyrelsens anmodning og de

oplysninger, der er fremkommet ved undersøgelsen efter § 25, stk. 2, omvendt vurderer, at

betingelserne i § 25, stk. 1, for anvendelse af initiativretten ikke er opfyldte, skal Familieretshuset

afslutte behandlingen af sagen uden at træffe afgørelse. Familieretshuset skal orientere den

anmodende kommunalbestyrelse herom, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 4, 1. pkt., bl.a. med

henblik på at kommunalbestyrelsen kan iværksætte de nødvendige foranstaltninger efter den

145

socialretlige lovgivning. Familieretshuset skal endvidere orientere parterne, typisk

forældremyndighedsindehaverne, om, at sagen afsluttes uden afgørelse. Det kan afhængigt af

sagens indhold og karakter være relevant at vejlede parterne om muligheden for at indgive en

anmodning efter forældreansvarsloven om ændring af forhold vedrørende forældremyndighed,

barnets bopæl og samvær. Familieretshusets beslutning om at afslutte en sag uden at træffe

afgørelse er ikke en forvaltningsretlig afgørelse.

Hvis Familieretshuset under behandlingen af sagen vurderer, at betingelserne i § 25, stk. 1, ikke er

opfyldte, kan Familieretshuset standse behandlingen af sagen. Dette kan f.eks. være i tilfælde, hvor

det ved Børneenhedens samtaler med barnet afklares, at afgørelsen af familieretlige spørgsmål ikke

medvirker til, at der er risiko for barnets sundhed eller udvikling. Et sådant forhold skal dog af

hensyn til barnet så vidt muligt være afklaret i forbindelse med Familieretshusets indledende

undersøgelse efter § 25, stk. 2.

En ændring af hvilken kommunalbestyrelse der efter retssikkerhedsloven er forpligtet til at yde

støtte til barnet efter den socialretlige lovgivning, således at den kommunalbestyrelse, der sendte

anmodningen efter § 25, stk. 1, ikke længere er forpligtet til at yde støtte til barnet, bevirker ikke, at

Familieretshuset skal afslutte behandlingen af sagen. Det er derimod i disse situationer vigtigt, at

Familieretshuset hurtigst muligt tager kontakt til den kommunalbestyrelse, der efter f.eks. en

forældremyndighedsindehavers flytning er forpligtet efter retssikkerhedsloven til at yde støtte, med

henblik på at etablere et samarbejde.

Fra tidspunktet for Familieretshusets beslutning om, at betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldte, og at

sagen skal behandles som en § 7-sag, er der tale om en forvaltningsretlig afgørelsessag. Dette

betyder, at de involverede fra dette tidspunkt har partsstatus med de rettigheder, der følger af

forvaltningsloven. Hvem, der er parter i sagen, fastlægges efter almindelige forvaltningsretlige

principper. Parter vil således uden tvivl være barnet samt en forælder eller anden person, som vil

være adressat for den eventuelle afgørelse om forældremyndighed, barnets bopæl eller samvær, som

Familieretten træffer i sagen. Øvrige personer, der har en væsentlig og individuel interesse i sagen,

vil ligeledes have partsstatus. Den kommune, der har rettet henvendelse til Familieretshuset efter §

25, er derimod ikke part i sagen.

Med bestemmelsen i

stk. 4

foreslås en orienteringspligt for Familieretshuset i sager, hvor

initiativretten er anvendt. Familieretshuset skal således efter bestemmelsen løbende holde den

anmodende kommunalbestyrelse orienteret om Familieretshusets behandling af sagen, herunder

orientere hvis Familieretshuset beslutter ikke at indlede en sag efter forældreansvarsloven. Hvis der

under sagens behandling sker en ændring af, hvilken kommunalbestyrelse der er forpligtet til at yde

støtte til barnet efter kapitel 11 i serviceloven, skal Familieretshusets orientering ske til den

kommunalbestyrelse, der har overtaget forpligtelsen til at yde denne støtte. Bestemmelsen kan f.eks.

være relevant, hvor forældremyndighedsindehaveren flytter under sagens behandling. Udvekslingen

af personoplysninger i forbindelse med orienteringen sker med hjemmel i den foreslåede

bestemmelse i § 31.

146

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med de foreslåede bestemmelser om

udveksling af oplysninger og samarbejde i §§ 31 og 32. I sager, hvor kommunalbestyrelsen har

anvendt initiativretten, vil der oftest være et forstærket informationsbehov fra

kommunalbestyrelsens side, idet kommunalbestyrelsens iværksættelse af støtteforanstaltninger,

herunder anbringelse af barnet uden for hjemmet, kan være afhængig af, hvorvidt familiens

problemer helt eller delvist kan afhjælpes ved afgørelse af familieretlige spørgsmål.

Orienteringen af kommunalbestyrelsen kan ske til kommunens kontaktpunkt, jf. den foreslåede

bestemmelse i § 55. Senere i sagsbehandlingsforløbet kan det være relevant, at orienteringen i stedet

sker til barnets sagsbehandler i kommunen.

For så vidt angår, hvilke oplysninger der kan udveksles og forholdet til persondataretten henvises til

bemærkningerne til § 31.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.8.

Til § 26

Efter gældende ret følger det af den for sagen gældende lovgivning, hvordan Statsforvaltningen

eller Ankestyrelsen afslutter en enkel sag efter den familieretlige lovgivning.

Det fremgår således af §§ 9 og 10 og § 13, stk. 1, i forældreansvarsloven, at afslutning af en sag om

aftale om forældremyndighed sker ved Statsforvaltningens modtagelse af en anmeldelse af aftalen.

Sager om barnets bopæl og samvær kan af Statsforvaltningen afsluttes ved notering af en aftale

herom eller udstedelse af en bekræftelse på aftalen. Ved den i følgelovforslagets § 1, nr. 15,

foreslåede § 18 a i forældreansvarsloven foreslås, at afslutning af en sag om aftale om delt bopæl

sker ved Statsforvaltningens modtagelse af en anmeldelse af aftalen. Det fremgår af § 42 i

ægteskabsloven, at en sag om separation eller skilsmisse, hvor parterne er enige, herunder også om

vilkårene, afsluttes ved Statsforvaltningens udstedelse af en bevilling. Statsforvaltningen afslutter

en sag om faderskab eller medmoderskab efter § 1 a, stk. 1, § 3 a, stk. 1, § 3 b, stk. 1, og § 14 i

børneloven, hvor der ikke foreligger en tvist, ved registrering af eller modtagelse af anerkendelse af

faderskabet eller medmoderskabet. I sager om efternavne efter § 6, stk. 2, i navneloven afslutter

Ankestyrelsen sagen ved at modtage en anmeldelse. Endvidere kan Statsforvaltningen afslutte sager

om børne- og ægtefællebidrag ved at udstede en bidragsafgørelse i overensstemmelse med parternes

aftale.

Det foreslås med bestemmelsen i § 26, at Familieretshuset afslutter en enkel sag, der er visiteret til

behandling som en § 5-sag, ved at modtage en anmeldelse, godkende, registrere eller notere en

aftale, udstede en bevilling eller resolution i overensstemmelse med en aftale eller give en tilladelse

eller godkendelse.

147

Med bestemmelsen foreslås, at § 5-sager afsluttes af Familieretshuset. Med bestemmelsen

implementeres således det foreslåede system i Familieretshuset, hvor en sag visiteres til behandling

i ét af de tre spor som en § 5-sag, en § 6-sag eller § 7-sag, jf. de foreslåede bestemmelser i §§ 5-7.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 5 visiteres enkle sager til behandling som § 5-sager efter

bestemmelserne i den foreslåede § 26. Da der er tale om enkle sager foreslås

afgørelseskompetencen tillagt Familieretshuset. Der henvises i denne forbindelse til

bemærkningerne til § 5 og til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.1.

Med bestemmelsen foreslås endvidere, at § 5-sager kun kan afsluttes på de i bestemmelsen fastsatte

måder. Formålet med den foreslåede bestemmelse er i denne henseende at samle og tydeliggøre,

hvordan Familieretshuset afslutter sager, der er visiteret til behandling som § 5-sager. Det følger

modsætningsvist af bestemmelsen, at Familieretshuset ikke kan afslutte en § 5-sag ved at træffe

afgørelse i en partstvist eller afslå anmeldelse, godkendelse, tilladelse, registrering eller notering af

en aftale eller udstedelse af en bevilling eller resolution. Dette gælder uanset hvor enkel sagen i

øvrigt er. Såfremt det under behandlingen af en § 5-sag viser sig, at der er tale om en partstvist, hvor

der er behov for, at Familieretshuset træffer afgørelse, skal visitationen af sagen ændres, så den

behandles som en § 6-sag. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis en part, der ansøger om bidrag efter

børnebidragsloven, har angivet, at den anden part forventes at være enig i bidragspligten, hvorfor

sagen visiteres til behandling som § 5, men at dette viser sig under sagens behandling ikke at være

korrekt. Det kan f.eks. også være tilfældet, hvor Familieretshuset ikke kan modtage en anmeldelse

om overførelse af forældremyndighed efter forældreansvarsloven, fordi der ikke ses at være

international kompetence, eller aftalen strider mod ordre public. Der skal i begge tilfælde ske

ændring af visitationen, så sagen behandles som en § 6-sag eller en § 7-sag.

Bestemmelsen medfører ikke ændringer af, hvordan den konkrete sag afsluttes, og hvilken

retsvirkning dette har. Reguleringen heraf fremgår fortsat af den for sagen gældende lovgivning.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.5.

Til § 27

Efter gældende ret følger det af den for sagen gældende lovgivning, hvorvidt en mindre enkel sag

afsluttes ved, at Statsforvaltningen, Ankestyrelsen eller retten træffer afgørelse efter den

familieretlige lovgivning. Det følger endvidere af den for sagen gældende lovgivning, hvorvidt og i

givet fald til hvilken myndighed afgørelsen kan påklages.

Efter gældende ret følger det af den for sagen gældende lovgivning, hvorvidt en mindre enkel sag

afsluttes ved, at Statsforvaltningen, Ankestyrelsen eller retten træffer afgørelse efter den

familieretlige lovgivning. Det følger endvidere af den for sagen gældende lovgivning, hvorvidt og i

givet fald hvilken myndighed afgørelsen kan påklages til eller indbringes for.

148