Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Folketingets Retsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.socialministeriet.dk
Sagsnr.
2018 - 3202
Doknr.
580348
Dato
25-06-2018
Kære udvalgsmedlemmer
Med satspuljeaftalen for 2018 blev der afsat 24 mio. kr. i 2018-2021 til en børneretti-
ghedspakke bestående af en række initiativer, som skal styrke børns rettigheder med
det formål at forebygge, at børn er i mistrivsel og i risiko for overgreb.
Det afspejler en bred enighed i satspuljekredsen om, at det er vigtigt at beskytte børn
og unge mod overgreb. Derfor blev der med satspuljeaftalen også afsat midler til en
styrket indsats mod overgreb begået mod børn og unge med handicap.
Under efterårets satspuljeforhandlinger var der endvidere drøftelser omkring, hvordan
vi bedst muligt beskytter de børn, der overværer vold i hjemmet mellem f.eks. deres
forældre. I satspuljekredsen var der enighed om, at vold i parforhold, hvor der er børn i
hjemmet, er skadeligt for børnene. Derfor blev det aftalt, at der i foråret 2018 skulle
tages en drøftelse mellem hhv. justitsministeren og børne- og socialministeren og de
relevante folketingsudvalg om netop denne problemstilling.
Grundet et travlt forår med bl.a. flere parallelle forhandlingsforløb og andre vigtige
politiske drøftelser har det imidlertid ikke været muligt at finde tid til at afholde dette
møde i løbet af foråret. Vi er imidlertid enige med satspuljekredsen i, at der er tale om
en vigtig problemstilling, og det er derfor en prioritet for os begge, at vi finder tid til at
afholde mødet umiddelbart på den anden side af sommerferien.
På denne baggrund vil vi hermed invitere jer til at deltage i en drøftelse af vold i par-
forhold, hvor der er børn i hjemmet. Mødet afholdes den 30. august kl. 10.00-11.00 i
Børne- og Socialministeriet.
Justitsministeren vil på mødet bl.a. informere om de strafferetlige aspekter af pro-
blemstillingen, mens børne- og socialministeren vil orientere om den indsats, der er
iværksat på socialområdet mod vold i nære relationer og for at beskytte børn mod vold
fra f.eks. deres forældre.
Det skal for en god ordens skyld bemærkes, at der ikke oversendes materiale til ud-
valgsmedlemmerne forud for mødet.
Vi ser frem til en god og konstruktiv dialog med begge udvalg.
Med venlig hilsen
Mai Mercado og Søren Pape Poulsen