SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 283: Henvendelse af 22/6-18 fra Tom Jørgensen, Svendborg, vedrørende samrådet den 19/6 om, hvordan ministeren vil sikre, at hjemmeboende borgere, som grundet deres funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og som derfor har behov for overvågning, får den hjælp, som de har behov for

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 283
Offentligt

Svendborg d. 22. juni 2018

Kære Politikere & Minister..

Tillad ig at kalde sa rådet e hå … E hå

od de fa ilier, der er ra t af jeres svigt..!

En totalt uvidende minister, der trods forståelse og medfølelse og meget andet, har besluttet sig til, ikke at

røre en finger, for at løse problemet, og tillige tillader sig at lovprise tvangs-institutionering, som et

fantastisk tilbud til de handicappede og deres pårørende. Det er simpelthen for groft, og et kæmpe

problem. Et problem, der faktisk ikke ville være et problem, hvis blot man præciserer lovgivningen.

Landsretsdommen af maj 2015, fastslår, at der ikke er hjemmel til, at kompensere for overvågning efter

§95. Nuvel det var altså ikke lovligt før og er ikke blevet det siden. Klart nok.

Men på handicapområdet havde der hersket en praksis, der gjorde, at kommunerne ydede hjælp til

handicappede via BPA-ordningerne. Dels efter § 96 og § 95. Forskellen på de to bestemmelser er i øvrigt, at

hvis borgeren, den handicappede, kan fungere som arbejdsgiver/leder, får man hjælp efter § 96, og § 95

hvis borgeren ikke er i stand til dette. Ministeren mente på samrådet, at der er tale om meget store

forskelle på ordningerne i de to forskellige §§. At hjælpebehovet er større og mere uforudsigeligt i en § 96,

og derfor indeholder hjælp til overvågning. Men udfordringerne og hjælpebehovet for borgere i § 95-

målgruppen, er nøjagtig lige så store. At ministeren udstiller sin totale uvidenhed på området, efter at have

været bekendt med problematikken efter mere end 3 år, skriger jo til himlen.

At ministeren har bestilt en udgiftsanalyse at læne sig op af, og med baggrunden i denne, afviser at ville

gøre noget som helst, er at sjofle alle de berørte familier. Ministeren skulle i stedet prøve at sætte sig mere

ind i problematikken. Kommunerne har tydeligvist tidligere haft økonomisk dækning, til at udføre den

praksis der har været udøvet og ministeren har tillige tidligere udtalt, at ordningen ville kunne indføres

tilnærmelsesvist uden merudgifter, idet der ikke er sket en efterregulering i kommunernes bloktilskud efter

landsretsdommen.

Diskussionen går derfor på, dels lovligheden i at give hjælp til overvågning og dels økonomien.

Lovliggørelsen ligger jo lige for. Hvis man havde viljen.

Økonomien kan blotlægges ved at se på, hvad kommunerne tidligere har brugt på at yde hjælp efter den

anvendte praksis. - At man lovliggør en tidligere ulovlig praksis, kan jo på ingen måde, koste væsentligt

mere for kommunerne.

Men problemet er, for de fleste handicappede og deres familiers tilfælde, ikke et spørgsmål om

overvågning.

Der er ofte et behov for hjælp igennem hele døgnet, og på forskellige tidspunkter, der ikke kan forudsiges,

hvorfor man, som den handicappede, har behov for hjælpere i mange timer. Hjælpere og ofte pårørende er

derfor udfordret i mange timer med spredte opgaver. Landsretsdommen havde derfor ingen effekt

umiddelbart, da den jo blot fastslog, hvad der allerede var gældende. Men den havde den effekt, at

kommunerne, der hidtil havde benyttet en praksis på området, der overordnet set betød bevillinger til

dækning af borgerens samlede hjælpebehov, nu blev opmærksom på, at der med baggrund i denne dom,

kunne udskilles de timer, hvor der reelt ikke udføres hjælpeopgaver. For enkelte familier, hvor eksempelvis

forældrene varetager opgaverne betyder det reelt, at hvor man tidligere var kompenseret/ansat som

hjælper, i op til 60, 70 eller helt op til over 100 timer om ugen, har kommunerne vurderet hvor mange

timer, der udføres reelle hjælpeopgaver, og definerer resten som overvågning. Trods det faktum, at

hjælperen er i en form for vagtposition og skal træde til når hjælpebehovene opstår. Men ved at definere

dette som overvågning, kan kommunerne nu reducere omkostningerne, og dermed lade de pårørende

varetage opgaverne gratis. Dette til trods for, at Serviceloven ellers ret tydeligt beskriver situationer med

netop spredt hjælpebehov, og giver mulighed for at yde hjælp til sådanne situationer. Dels som

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 283: Henvendelse af 22/6-18 fra Tom Jørgensen, Svendborg, vedrørende samrådet den 19/6 om, hvordan ministeren vil sikre, at hjemmeboende borgere, som grundet deres funktionsnedsættelse ikke er i stand til at tage vare på sig selv, og som derfor har behov for overvågning, får den hjælp, som de har behov for

kompensation for nødvendigheden af at hjælperne skal være til stede; Dels som noget ret specifikt kaldet

”rådighedsti er”. Ko pe satio for de tid, a er til rådighed, og det ikke er e realistisk ulighed, at

hjælperen kan forlade borgeren med netop et uforudsigeligt hjælpebehov.

Men kommunerne ser sig blinde på muligheden for besparelserne, der kan opnås, ved at definere disse

perioder som overvågning. Vel at mærke, som det er pointeret, uden at tilskuddene til kommunerne er

reduceret. Hvor de altså tidligere har haft omkostningerne til disse udgifts-tunge borgere og deres

hjælpebehov, sparer de nu pengene på området.

- Hvorfor ministeren ikke for længst, har fået en redegørelse for kommunernes forvaltningshistorik på

området og en afklaring af den reelle økonomi, i stedet for en fuldstændig urealistisk udgifts analyse (Del,

hvor man ikke forholder sig til, dels den økonomiske dækning, der allerede tilgår kommunerne (da, der jo

ikke har været ændringer i bloktilskuddene), dels en redegørelse over økonomien i institutionspladser, med

de fantastiske muligheder, ministeren mener at kunne finde, som alternativer, til de mange pårørende, der

udfører de mange timers hjælp, i trygge og vante rammer.

Man behøver ikke kigge langt i dagspressen efter de mere uheldige historier om institutioner rundt i landet,

der omsorgssvigter gang på gang.

Vi er den familie, der førte sagen, der mundede ud i Landsretsdommen i 2015. Men helt i systemets ånd, og

som ministerens svar på samrådet, kunne dommen ikke anvendes til noget som helst.

Vi er forældre til en multihandicappet ung mand på 30 år, Rasmus, med epilepsi, spastisk lammelse og et

udviklingstrin svarende til et spædbarn.

Kommunen har således vurderet, at han ikke kan lades alene, og at der skal være en ressource, der kan

reagere på hans behov for hjælp. Han er hjemmeboende og jeg, Far, er ansat som hans hjælper. Trods det

faktum, at han er hjemme i ca. 130 timer om ugen, mener kommunen, at der blot er tale om overvågning,

og kompenserer for 27 timer. Vi udfører således en gratis pleje/omsorgs-indsats i mere end 100 timer.

En indsats, der bevirker, at vi ikke kan leve en normal tilværelse uden at være bundet til opgaven.

Da Rasmus var 21 år, flyttede han på bo-institution. Et årelangt mareridt, hvor vi gang på gang måtte klage

over behandlingen af Rasmus. Han blev, stik imod kommunens indstilling, om at han jo ikke kunne være

alene, overladt til sig selv i sin lejlighed. Efter 5 år måtte vi opgive, at få kommunen og institutionen til at,

varetage opgaven ansvarsfuldt og i overensstemmelse med kommunens egen vurdering.

Herefter har vi hjemtaget Rasmus, og jeg er ansat som hjælper i en §95 ordning. Men trods et udtalt

hjælpebehov spredt over hele døgnet, med pleje og omsorgs-opgaver, og epilepsi anfald, der selv sagt ikke

kan forudsiges, kompenseres vi altså kun for 27 timer.

Ankestyrelsen har hidtil givet kommunen medhold, idet det fastholdes, at der imellem opgaverne og den

udførte hjælp, er perioder, hvor der reelt er tale om overvågning / rådighedstimer. Vi har argumenteret, at

i tilfælde af en overvågning, skulle vi kunne ansætte en almindelig babysitter. Det er ikke tilfældet, idet der

jo netop opstår tilfælde, hvor en plejeindsats er nødvendig, og hvor en indsats af en kompetent hjælper er

påkrævet. BPA-ordningen er jo netop tænkt til disse situationer. Hvor man som borgeren med handicap,

eller pårørende til denne, kompenseres således at man opnår selvbestemmelse og mulighed for at plan-

lægge og tilrettelægge sin egen hverdag og sit liv.

Vi har anerkendt et forældreansvar, og udtrykt en accept af, at vi i rollen som forældre har en egen

interesse og derfor ikke har en forventning om at vi kompenseres i samfulde 130 timer. Men vi finder det

ikke rimeligt, at vi i en situation som pleje-omsorgs personale kompenseres for 27 timer for en indsats, på

mere end det fire dobbelte, blot fordi kommunen, har held til at definere de mange timer som overvågning.

Alternativt skal vi jf. ministeren, affinde os med, at Rasmus igen anbringes på en institution, med

kommunens accept af omsorgssvigt til følge.

Vi håber at partierne udenom regeringen, finder det agtværdigt at fremkomme med forslag til en

præcisering af serviceloven,

hvis ko

u er e fortsætter spareøvelse , ed at defi ere ”e hjælpei dsats

spredt over hele døg et” so overvåg i g; Eller klart udtrykker det således, at hjælpere i BPA ord i ger ”i

sta dby fu ktio er”, ko pe seres

ed tilsvarende rådighedstimer.

Der er jo tale om, som ministeren tidligere udtalte i svar til udvalget:

”

En enkelt ting, jeg bare vil slå fast til sidst, er: Har vi at gøre med en borger, som har anfald af epilepsi,

som forudsætter pleje, er det naturligvis indeholdt i BPA-ordningen. Derom må der jo ikke herske tvivl.”

En udstilling af ignorance og uvidenhed, og toppet med en manglende respekt for hele handicapområdet, i

lovprisningen af genindførslen af tvangsinstitutionering. En forfejlet politisk ideologi som jeg inderligt håber

et flertal vil gendrive snarest..

Til sidst en stor tak til Karina Adsbøl, Kirsten Norman Andersen, Torsten Gejl, Jacob Sølvhøj og ikke mindst

Marianne Jelved.

Med venlig hilsen

Tom Jørgensen