Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 243
Offentligt
Til medlemmerne af
Social-, Indenrigs- og Børneudvalget
Folketinget
Ballerup, den 7. maj 2018
Ang.: Satspuljemidler
Inspireret af Bjarne Hastrups brev i Berlingske Tidende i dag om satspuljemidlerne, fik jeg lyst til at rette
denne henvendelse til udvalget for at gøre opmærksom på den himmelråbende uretfærdighed, der ligger i,
at mange af de opgaver som ligger inden for dette udvalgs arbejdsområde alene finansieres gennem
reduktion af overførselsindkomsterne, bl.a. til folkepensionister.
Satspuljemidlerne anvendes generelt med stor fornuft til at løse mangeartede opgaver inden for udvalgets
arbejdsområde, men at finansieringen alene foretages ved at reducere den stigningstakt, som reguleringen
af pensioner m.v. ellers ville udgøre i overensstemmelse med lønstigningerne på arbejdsmarkedet, er da
komplet urimelig.
Jeg er klar over at Enhedslisten står uden for aftalerne om satspuljemidlerne, og at Alternativet
grundlæggende er enig i synspunktet om det åbenbart urimelige, men trods alt foretrækker at være med i
til fordele pengene, når nu der er et så markant flertal bag ordningen, men hvordan partier som
Socialdemokratiet, SF, Radikale og Dansk Folkeparti kan se sig selv i en sådan socialt uretfærdig ordning er
ubegribeligt.
Jeg håber (naivt?), at partierne bag ordningen vil genoverveje opbakningen til ordningen og sørge for at
landets folkepensionister m.fl. fremover får reguleret deres indtægt med samme procent som resten af
befolkningen.
Med venlig hilsen
Benny L. Nielsen