Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 215
Offentligt
1877598_0001.png
Notat
Dato 12. oktober 2017
MEG
Side 1 af 5
Ønsker til kvalitetsudvikling af plejefamilieområdet
Baggrund
–
tendenser i anvendelsen af plejefamilier
Udviklingen af anbringelsesområdet er de sidste 5-10 år gået mod en for-
holdsmæssig øget andel af plejefamilieanbringelser. En udvikling som tyde-
ligst har taget fart siden Barnets reform (2011).
Anvendelsen af plejefamilier til anbringelse og aflastning giver rigtig god
mening i forhold til de bestræbelser, der er i den sociale indsats vedrø-
rende inklusion og hverdagsperspektiv som en styrkende faktor for udsatte
børn og unge. Der er alt andet lige bedre mulighed for at skabe tætte og
vigtige relationer i børn og unges liv ved anvendelse af plejefamilien som
indsats, når børn og unge skal anbringes.
Udviklingen, undersøgelser og eksempler fra plejefamilieanbringelser viser,
at der pålægges plejefamilier nogle komplicerede opgaver med børn og
unge, som i nogle tilfælde er meget behandlingskrævende. Og brud i pleje-
familieanbringelser er desværre en velkendt problemstilling.
Udviklingen med forholdsvis flere plejefamilieanbringelser er der delvist ta-
get højde for, idet der
(i forbindelse med ’Barnets reform’)
dels er indført
regler om supervision og efteruddannelse til plejefamilier, og der dels er
indført en mulighed for etablering af kommunal plejefamilie, hvor der er
øgede krav til efteruddannelse og supervision. Udviklingen har imidlertid
vist, at den kommunale plejefamilie ikke er blevet særligt udbredt.
Ud over den øgede brug af plejefamilier, ses der i denne tid også en ten-
dens med omstilling i kommunerne, hvor man organiserer arbejdet med fo-
kus på tidlig indsats, kortere og mere håndholdte indsatser, hverdagsper-
spektivet og tæt opfølgning. Plejefamilieområdet spiller i disse omstillinger
en vigtig rolle. Dels er plejefamilier ofte brugt i processen, hvor der step-
pes ned af indsatstrappen, dels er plejefamilier en vigtig ressource i et tæt
og fleksibelt samarbejde med kommunen.
Alt i alt synes det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om kvalitet, fleksi-
bilitet og udviklingsmuligheder i forhold til plejefamilieområdet.
Plejefamilie
–
typer og godkendelse
Der eksisterer i dag forskellige typer af plejefamilier: Almindelige, som er
generelt godkendte, almindelige, som er konkret godkendte, kommunale
plejefamilier, der tillige kan være enten generelt og konkret godkendte og
endelig netværksplejefamilier.
Skelnen mellem almindelig og kommunal plejefamilie var tænkt som en
graduering af hvilke børn, der modtages i de to typer af plejefamilier, hvor
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
1877598_0002.png
Side 2 af 5
de kommunale var tænkt til at skulle modtage børn med mere behand-
lingskrævende udfordringer. Ændringerne i anbringelsesmønsteret og de
relativt få kommunale plejefamilier tilsiger, at reglerne om godkendelse
ikke anvendes efter hensigten.
Skelnen mellem generelt og konkret godkendelse blev videreført (som en
”nødløsning”)
efter reglerne om socialtilsyn, fordi man ville sikre, at fami-
lier, der fx pga. af alder eller kvalifikationer ikke ville kunne godkendes
som generelt egnede fortsat kunne være godkendte til de plejebørn, de ak-
tuelt havde anbragt / i aflastning. Opgørelser over anbringelser, tilsiger at
reglerne om konkrete gokendelser bruges ud over det formål, som var
hensigten.
DS’
position er:
En klarere og mere stringent opdeling og godkendelsespraksis af pleje-
familier er vigtig. Plejefamiliens godkendelse skal være svarende til de
kvalifikationer, de har, og de opgaver, de kan modtage. Dette fremmer
kvalitet. Det er en fordel i forhold til matchning af børn og plejefamilier.
Og det er et redskab til at stille mere præcise kvalitetskrav til plejefa-
milierne, og stille differentierede krav til de tilbud (efteruddannelse, su-
pervision, støtte), de skal modtage.
Der er et stort behov for en kvalitetssikring af plejefamilierne. Der er
samtidig behov for en fleksibilitet og tæt kommunalt samarbejde mel-
lem plejefamilien og kommune i de omstillinger, som kommunerne un-
dergår i disse tider via fx
’Sveriges-modellen’.
DS mener, at der er behov for at fastholde den konkrete godkendte
plejefamilie, som en mulighed til anbringelse og aflastning af børn og
unge. Det drejer sig fx om plejefamilier som alene vil være plejefamilie
for et specifikt barn i en specifik livssituation
–
og ikke ønsker en gene-
relt godkendelse. Det drejer sig fx om plejefamilier som indgår konkret
aftale om at stå til rådighed for en kommune i et særligt forløb med en
familie
–
og som reelt ikke står til rådighed i forhold til andre anbringel-
ses- / aflastningssager.
DS mener, at Socialtilsynets godkendelse af og tilsyn med de konkret
godkendte plejefamilier er vigtigt i forhold til et uvildigt syn på og en
kvalitetssikring af de konkret godkendte plejefamilier. Socialtilsynets
godkendelse og tilsyn skal ske på baggrund af kommunens forslag til
konkret aftale om opgaven og via et særligt fast-track forløb. Dette skal
sikre, at socialtilsynets godkendelse kan ske hurtigt og fleksibelt, og at
anbringelsen eller aflastningen kan iværksættes umiddelbart.
Netværksplejefamilierne har et særegen via deres relation til barnet en-
ten via slægt eller via andet kendskab. DS mener, det er vigtigt, at
fastholde, at der fortsat kan godkendes slægts- og netværksplejefami-
lier til konkrete børn og unge efter særlige kriterier. DS mener denne
godkendelse og tilsyn skal fastholdes som en kommunal opgave.
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
1877598_0003.png
Side 3 af 5
Samarbejdet med plejefamilier
Det er et rigtigt vigtigt, at der sikres et tæt samarbejde med plejefamili-
erne.
Både i forhold
til at sikre en virkning af den kommunale indsats med
udsatte børn - at de mål, der er sat for barnets udvikling følges,
og i for-
hold til
at sikre kvaliteten i plejefamilieanbringelserne - at plejefamilierne
støttes og gives de rigtige redskaber for deres indsats.
De eksisterende regler for dette består dels af socialtilsynets tilsynsforplig-
telse
–
herunder minimum et årligt tilsynsbesøg, og dels af sagsbehandler-
nes tilsynsforpligtelse i forhold til barnet
–
herunder den halvårlige opfølg-
ning på handleplanen og børnesamtalen. For de generelt godkendte pleje-
familier betyder dette minimum tre situationer, hvor der gøres status i for-
hold til deres opgave. Det er imidlertid ingen af disse besøg, der har et
specifikt perspektiv på, at støtte plejefamilien i deres arbejde med barnet /
børnene.
Der er eksempler på, at kommunernes samarbejde med plejefamilierne er
meget tættere end minimum, men der er også eksempler på, at det er en
minimumsmodel og måske lidt mindre, der er afsat ressourcer til.
Der er også forskellige måder at organiserer denne indsats på. Nogle kom-
muner opfylder deres tilsynsforpligtelse og det tætte samarbejde via sags-
behandlernes kontakt til familien. Andre kommuner har familieplejekonsu-
lenter, der som deres speciale har at støtte plejefamilierne i deres arbejde
med barnet.
DS mener, at der kan være fordele ved begge modeller. Hvor modellen
med en familieplejekonsulent kan have den fordel, at familieplejekonsulen-
ten er ekspert i den særlige funktion og har stor og god erfaring i forhold til
at støtte plejefamilieanbringelsen, herunder har nogle helt særlige forud-
sætninger for at kunne bidrage med den rette matchning af barn og pleje-
familie. Kan modellen med sagsbehandlernes meget tæt samarbejde om og
opfølgning med barnet have den fordel, at ændringer i indsatsen og tilde-
ling af supplerende støtte ofte ligger inden for sagsbehandlerens kompe-
tenceområde.
DS’
position:
Støtten til plejefamilieanbringelser bør være meget mere intensiv, end
det er tilfælde i dag. Det gælder både i forhold til en kvalitetssikring af
plejefamilien og i forhold til at sikre den gode anbringelse og udvikling
for barnet.
DS vil foreslå, at støtten til plejefamilieanbringelserne intensiveres be-
tydeligt. Støtten skal tilrettelægges individuelt i forhold til barnets / den
unges behov. Og udgangspunktet bør være, at der etableres et samar-
bejde mellem kommune og plejefamilie, hvor plejefamilien konsulteres
minimum hver 6. uge.
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
1877598_0004.png
Side 4 af 5
DS vil ligeledes foreslå, at der indføres regler om konsultation og støtte
af plejefamilier, som modtager børn i aflastning.
Plejefamiliernes kvalifikationer
I forbindelse med godkendelse til plejefamilier modtager plejefamilierne et
grundkursus i det at være plejefamilie. Grundkurset skal være gennemført,
før plejefamilien må modtage et barn, begge plejeforældre deltager og
grundkurset har et omfang, der svarer til minimum 4 dage. Endvidere skal
plejefamilierne årligt modtage efteruddannelse svarende til to dage.
Plejefamilier har meget forskellige baggrund og kvalifikationer
–
ca. en
tredjedel har en pædagogisk eller lignende baggrund, men der er også
mange uden uddannelsesmæssige kvalifikationer i forhold til den opgave,
de skal varetage. Det er vigtigt at fastholde, at der er forskellige baggrund
blandt plejefamilierne. Og det må forventelige være sådan, at plejefamilier-
nes baggrund tages i betragtning i forbindelse med matchning af plejefami-
lien og barnet med de udfordringer, som barnet og dets familie har. Såle-
des at et barn med behandlingsbehov anbringes i en familie der har de ud-
dannelsesmæssige forudsætninger til at løfte opgaven.
DS’
position:
Plejefamilieopgaven er for langt de fleste anbringelsernes vedkom-
mende så krævende, og at det at være plejefamilier er så særegen, at
DS mener, at der er behov for et generelt og stort løft af den støtte og
kvalificering, som plejefamilier modtager.
DS mener, at der bør indføres et obligatorisk forløb i forbindelse med at
en plejefamilie modtager et barn i anbringelse. Det vil give en generel
styrkelse af støtten til og kvalificeringen af plejeforældre, men også en
konkret støtte i den enkelte anbringelse. Forløbet skal sikre, at plejefa-
milien støttes og kvalificeres til at skabe relationer til det anbragte
barn. Forløbet skal også sikre, at plejefamilien er rustet til at arbejde
med barnets vedligeholdelse og etablering af relationer til forældre,
netværk, kammerater, skole, mv. Det findes en række forløb / pro-
grammer, som kan tilpasses et sådan forløb. Introduktionsforløbet bør
etableres for hver nyanbringelse i en plejefamilie og løbe over min 3
måneder.
Grundkursus af 4 dages varighed
skal fastholdes. Det er DS’s opfat-
telse, at der i regi af Socialtilsynene er udviklet kurser med en god kva-
litet, som begge plejeforældre deltager i - i forbindelse med deres god-
kendelse.
DS mener, der skal ske en oprustning af plejefamiliernes efteruddan-
nelse. Reglerne om de minimum to årlige efteruddannelsesdage skal
udvides, og det skal sikres, at efteruddannelsesdagene afvikles som
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
1877598_0005.png
Side 5 af 5
hele dage. Og endnu vigtigere, at dagene har et indhold og tilrettelæg-
ges, så plejeforældrene kvalificeres i forhold til de opgaver, de konkret
står med.
DS mener, at de eksisterende regler om supervision skal fastholdes.
DS får tilbagemeldinger om, at der ikke gennemføres efteruddannelse
og supervision efter reglerne. DS mener derfor, at det bør overvejes,
hvordan man i højere grad kan sikre, at kommunerne tilbyder og pleje-
familierne modtager supervision og efteruddannelse.
Plejefamilierne vilkår
Der har gennem mange år hersket diskussion om plejefamiliernes vilkår.
Hvorvidt de er ansatte eller selvstændige. Og om det uhensigtsmæssige i,
at den eksisterende vederlagsmodel fungerer
som en ’omvendt incita-
mentsmodel’
–
dvs. at plejefamiliernes vederlag nedsættes, hvis deres ar-
bejde betyder, at barnets problemer mindskes.
Det har tillige været problematiseret, at netværksplejefamilier ikke er side-
stillet med øvrige plejefamilier. De kan ikke modtage vederlag, men kan af-
lønnes efter reglerne om tabt arbejdsfortjeneste, hvis de må opgive deres
hidtidige erhverv.
DS’ position:
DS kan støtte at plejefamilierne få ordentlige løn om ansættelsesvilkår.
Herunder at den eksisterende vederlagsmodel afløses af en aflønning,
der giver incitament og stabilitet til at plejefamilien arbejder anerken-
dende og målrettet med en positiv udvikling for barnet.
DS kan støtte, at netværksplejefamilier ligestilles med øvrige plejefami-
lier i forhold til honorering.