Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 215
Offentligt
Slide om TABUKA
–
Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte
–
www.tabuka.dk
To gode historier om hvordan gode indsatser udvikles over for anbragte børn,
og hvordan politikerne kan få dem til at ske?
Historie nr. 1.
I 2002 var vi en gruppe tidligere anbragte voksne som nys om det daværende Socialministeries
projekt ”Kvalitet i anbringelsen
af børn og unge”
–
forkortet KABU. Baggrunden for projektet var
bl.a. et ønske om at opsamle, udvikle og formidle viden, der kunne medvirke til at kvalificere
anbringelsesarbejdet på alle niveauer. Vi tænkte straks, at det skulle vi, som var hovedpersonerne i
projektet bidrage til. Vi ansøgte om og fik midler til at gennemføre to konferencer med 39 tidligere
anbragte, hvor vi drøftede vores opfattelse af kvalitet i anbringelsen. Det kom der denne bog ud af
og den fik navnet TABUKA der er en forkortelse af
–
tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen
af børn og unge.
På konferencerne var der nogle forhold i forbindelse med anbringelse der ofte dukkede op. En af
overskrifterne var:
Slide:
Diskontinuitet og mange pludselige brud
Brud i forbindelse med anbringelse,
hjemgivelse og genanbringelse!!!
Mange alvorlige brud og diskontinuitet; svækket eller afbrudt forbindelse til egen familie;
anbringelsesskift, skoleskift, sagsbehandlerskift. Disse udsagn var ret enslydende og af en sådan
karakter, at vi i projektgruppen mente, at man kunne tale om nogle generelle - eller om man vil
eksistentielle forhold - i de anbringelseshistorier, der blev præsenteret på TABUKA-konferencerne.
Generelt ligger det indbygget i anbringelsessystemet, at man som anbragt barn møder mange
professionelle i hverdagen. I plejefamilien møder barnet plejeforældrene, sagsbehandlere,
konsulenter, tilsynsførende, psykologer og psykiatere mv. På institutionen møder barnet mange
pædagoger, kontaktpersoner og andre ansatte ud over sagsbehandlere, konsulenter mv. Dertil skal
lægges de skift i voksenkontakterne, der er en følge af den manglende kontinuitet i anbringelser og
skoleforløb.
1
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
Det er på den baggrund ikke mærkeligt, at nogle af de tidligere anbragte talte om rodløshed
eller om at føle sig hjemløse. Én pegede også på, at de mange brud fører til, at vigtig viden
forsvinder. Hun sagde.
Der går alt for meget værdifuld information tabt, fordi det skal gå igennem 45.000
mennesker. Bare
helbredsmæssige
ting: Hvor mange af os har ikke haft
mellemørebetændelse og har haft det i 100 år, og så er der ingen i forbindelse med en
flytning, der har nået at sige, at vi skulle til ørelæge. Der er ingen, der har fortalt dem,
at vi har dræn i øret. Der er så mange ting, der går i udu, fordi der er så mange, der er
involveret.”
Det virker som om netop information, omsorg og støtte ved skift er nogle af systemets svage sider.
Vi erkendte at det måske er logisk, når man som anbragt barn bliver en del af et stort, bureaukratisk
system, hvis vilkår er sektorgrænser, forskellige faglige systemer, tværfaglige samarbejdsproblemer
og politisk styring. Vi havde ikke fantasi til at forestille os, hvordan vi kunne ændre på det.
Men vi fandt frem til et godt og sikkert alternativ. Kravet om barnets støtteperson opstod som det, vi
havde brug. Et fast, sikkert voksenpunkt i et usammenhængende og ustabilt system. En voksen, der
skulle være der på vores præmisser, og som kunne give mangesidet hjælp. Det skulle også være den
voksne, man kunne fortælle om problemer i forbindelse med anbringelsen. Vi ønskede også en
allieret i mødet med systemet, men uden at budskabet var konfrontation: men en stabil allieret, der
kunne være formidler og koordinator i vores liv.
Politikerne
tog os alvorligt og indførte Barnets støtteperson i Serviceloven.
Slide:
Det blev til paragraf 68b, stk. 4.
Forud for anbringelsen skal kommunalbestyrelsen hjælpe barnet eller den unge med at finde en
person i barnets eller den unges familie eller netværk, som kan udpeges til at være dennes
støtteperson under anbringelsen. Kommunen kan efter behov dække støttepersonens udgifter til
telefon, transport og lign.
Hvad skete der med § 68b, stk. 4?
Jeg citerer fra Borgerrådgiveren i Københavns egen drift undersøgelser af 77 anbringelsessager, der
udkom i maj 2017.
2
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
”Jeg
finder det meget kritisabelt, at ingen af børnene er vejledt om deres ret til en støtteperson, og
at kun en af forældrene er vejledt herom”.
Hvordan det er gået i landets øvrige kommuner ved TABUKA ikke, men vi opfordrer ankestyrelsen til
at undersøge brugen af barnets støtteperson og følge op på det efter nogle år.
§ 68b, stk. 4 er en indsats, der ikke skal svigtes.
Her kommer historie nr. 2.
Den handler om muligheden for at kende sin barndomshistorie
–
den ærlige barndomshistorie.
Anbragte børns barndomshistorie er traumatisk og kaotisk, præget af fortrængninger og
undertrykkelse
af negative oplevelser, følelser og tanker. Barndomsminderne er er et tabuemne i
familien som indeholder mange fortielser og løgne. At få anbragt sit barn er voldsomt skyld- og
skambelagt og mange forælde tyr til at fornægte, glemme, romantisere, gå i forsvar, anbringe skyld
andre steder osv. Alt dette mærker vi og det gør os sårbare og vi bliver bange for at stille de vigtige
spørgsmål, og bange for svaret og vi påtager os skyld for anbringelsen.
Men når vi som anbragte børn ikke får mulighed for at kende vores barndomshistorie og stille
spørgsmål til den, er det et omsorgssvigt for vi bliver berøvet vores vigtigste år som er fundamentet
som vi skal bygge vores ungdoms- og voksenliv på. I teenageårene bliver vi i stigende grad nervøse
for om vi kan klare et voksenliv med uddannelse, arbejde, partner og børn. Når vi som voksne
tidligere anbragte har en mangelfuld og ubearbejdet viden om vores eget livsforløb, giver det os
store problemer med at forstå og forklare det, der er sket os, som for manges vedkommende giver
eksistentielle problemer med selvværd, identitet, selvforståelse og handlekompetencer. Mange
tidligere anbragte kæmper stadig med at få klarhed over vores historie og familieforhold.
Den gode nyhed er hele
eller dele af vores barndomshistorie befinder sig i sagsakterne, der er
knyttet til vores anbringelse og anbringelsesforløb.
TABUKA satte sig for at undersøge hvorvidt problematikken med den manglende barndomshistorie
kunne løses ved at dykke ned i sagsakterne. I efteråret 2015 var vi 6 deltagere i et lille projekt vi
kaldte for Mit liv
–
min sag. Vi gik i gang med at opspore vores sagsakter. Nogle af deltagerne fik
deres sagsakter næsten med det samme, andre måtte ud i et besværligt møde med et system, der
enten ikke svarede på deres anmodninger om aktindsigt eller ikke sendte dem og de måtte rykke og
kæmpe over længere tid. Nogle af os konstaterede at vores sagsakter ikke længere fandtes, da de
for længst var blevet kasseret. De som fik deres sagsakter, fandt svar på mange af de spørgsmål de
3
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 215: Talepapirer fra udvalgets høring den 21. marts 2018 om anbringelser og anbragte børn i pelefamilier
havde. Men de fik også viden om familiemedlemmer og andre, de ikke skulle have haft pga. sjuskede
eller ingen anonymisering og det efterlod dem chokerede og i stærke dilemmaer. Det vidste vi godt
på forhånd kunne ske, så projektet handlede også i høj grad om at hjælpe hinanden til at få
bearbejdet indholdet terapeutisk. Det var også en terapeutisk proces for os der ingen akter modtog.
For os alle gjaldt det om at få klarhed og fred med fortiden, så vi kunne koncentrere os om nutiden.
Vi afsluttede Mit liv
–
min sag med en rapport om forløbet, som udkommer inden for den næste
måneds tid.
TABUKA besluttede at vores gode erfaringer fra Mit
–
liv min sag, skulle komme andre tidligere
anbragte til gode. Vi indsendte en ansøgning til satspuljen og fik midler. Således sikrede politikerne
Mikados opstart i august 2016 med afslutning i december 2018.
Se slide om Mikado
–
opsporing af sagsakter og hjælp til at bearbejde indholdet
–
www.mikado.one
Alle Mikadodeltagere bliver spurgt til hvad deres forventninger til aktindsigt er.
I det næste lille minuts tid vil jeg introducere jer for en del af de spørgsmål Mikadodeltagerne
tumlede med i deres barndom og stadig har til deres barndomshistorie:
Se slide so
i deholder
spørgs ål…
Disse spørgsmål skal vi tage alvorligt. Ingen børn skal være uvidende om så eksistentielle og alvorlige
spørgsmål. Vores håb er, at Mikado udover satspuljeperioden kan fortsætte og vi inviterer gerne til
samarbejde med kommuner, der er åbne for og nysgerrige efter hvordan de kan implementere nye
indsatser over for anbragte børn og kan udvikle på dem.
Tak!
Oplæg af Bente Nielsen, næstformand i TABUKA
4