Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 213
Offentligt
Den 8. april 2018
Nyt skilsmissesystem kræver nye folk
Af
Bruno Skibbild Christensen
Forfatter til boge ”Far i kle
e”
Tirsdag den 27.marts blev den politiske aftale om et nyt skilsmissesystem offentliggjort.
Når jeg læser aftalen igennem, er der flere elementer, der KAN betyde et velkomment kursskifte,
for e s overskrifte for forældrea svarslove i 2007 var ”bar ets ret til begge forældre”, så er
det he sigte i aftale , at ”bar ets ret til trivsel” u skal stå øverst –
og endda indføres i
formålsparagraffen.
Derudover skal forældrenes omsorgsevne vægtes i afgørelser om forældremyndighed og samvær.
Det er også en nyskabelse i forhold til loven fra 2007, der medførte en praksis, hvor
myndighederne bevidstløst afgjorde spørgsmål om samvær uden overhovedet at skele til hverken
forældreevne, omsorgsevne eller barnets trivsel eller mistrivsel.
Hvis ”bar et pligt til begge forældre u der alle tæ kelige forhold” ed det ye syste afgår ved
døden, vil det være et fremskridt, specielt for de børn, der befinder sig i den nye røde kategori.
Jeg hæfter mig dog ved Rasmus Kjeldahls (direktør i Børns Vilkår) bemærkning i pressen om, at
”det afgøre de er u, hvorda syste et ko
er til at fu gere i praksis”.
Det kan jeg kun give Rasmus Kjelddahl ret i. I min optik bør de medarbejdere, der ukritisk har
sendt børn på skadeligt samvær i de sidste mange år, kigge sig selv dybt i spejlet og spørge sig selv
om de evner at ændre fokus fra forældrerettigheder til barnets trivsel.
Specielt bør ledelsen af det børnesagkyndige selskab, med formand Michael Kaster i spidsen, gøre
brug af det helt store spejl. Der påhviler denne faggruppe et stort ansvar i det nye system, som er
skitseret i den politiske aftale
–
og med den nuværende ledelse har jeg mine tvivl om, hvorvidt de
kan løse opgaven.
Michael Kaster har ikke lagt skjul på, at han og den øvrige ledelse i det børnesagkyndige selskab
ville arbejde for, at et nyt system skulle være endnu mere funderet i forældreret, end det var i
forvejen. Han har talt om ligestilling af forældrene, som det eneste gangbare for at dække barnets
behov. Kaster har advokeret så assivt for ”bar ets ret til to forældre”, at det til tider har været
svært at kende forskel på lederen af det børnesagkyndige selskab og lederen af Foreningen Far
–
og det er ikke en sammenligning, Kaster skal være specielt stolt af.
 SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 213: Henvendelse af 8/4-18 fra Bruno Skibbild, Herning om det nye skilsmissesystem
Hvis den nye politiske aftale skal medføre en ændret praksis i de enkelte vurderinger og
afgørelser, der sætter barnets trivsel over alt andet, så kræver det også nye folk
–
især de mest
forbenede af slagsen må benytte lejligheden til at finde sig noget andet at lave, heriblandt Kaster
og Co i Det Børnesagkyndige Selskab.
Michael Kasters svar på VIVEs kritik af de børnesagkyndige undersøgelser viser med al tydelighed,
at hverken han eller det børnesagkyndige selskab har noget der blot ligner elementær forståelse
for dynamikkerne i de røde skilsmisser, såsom vold, overgreb, narcissistisk
personlighedsforstyrrelse, psykopati, misbrug etc.
Det er tydeligt i Kasters svar til ministeriet, at han IKKE mener, at børnesagkyndige skal udrede
eller afdække sociale problematikker i familiesager.
Det er også tydeligt i samme skrift, at Kaster ikke tillægger forældreevne og omsorgsevne
nævneværdig betydning i den børne-sagkyndiges arbejde.
Ja
–
faktisk giver Michael Kaster udtryk for, at det slet ikke er den børne-sagkyndiges opgave at
fi de ud af, hvad der ”op eller ed” e dsige ”kulegrave” sage .
Med sådanne politiske holdninger giver Kaster således selv svaret på hvorfor de børnesagkyndige
undersøgelser over en bred kam opleves som overfladiske og tendentiøse
–
der politiseres med
andre ord i de enkelte undersøgelser, så det for de involverede kan have karakter af manipulation.
Kaster adskiller forældreansvar og forældreevne. Det kan man ganske enkelt ikke. Det giver ingen
mening at tale om forældreansvar, hvis en forælder ikke besidder forældreevne.
Kaster skubber det socialfaglige videre til kommunerne. Det holder ikke vand. Som praksis er lige
nu, så har kommunerne netop ikke indflydelse på spørgsmål om skadeligt samvær.
Kaster giver udtryk for, at den krænkede forælder (eksempelvis et voldsoffer) skal udvise
forståelse for voldsudøveren og derpå bidrage til at konflikten nedtrappes. DETTE giver slet ikke
nogen mening. Tænk, hvad et sådant princip måtte betyde for straffesager generelt?
Kaster er bange for, at en grundig undersøgelse og kulegravning vil gå ud over kompleksiteten i
sagerne. NEJ
–
tværtimod. Netop ved hjælp af en grundig og relevant undersøgelse kan man opnå
et overblik over kompleksiteten.
Igen
–
jeg føler ikke på nogen måde overbevist om at Michael Kaster og co. I Det Børnesagkyndige
Selskab ev er at arbejde i et syste , der har ”bar ets ret til trivsel og beskyttelse” so overskrift.