Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Økonomi- og Indenrigsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Den 14. december 2017
Vidtgående økonomiske konsekvenser for de fynske landkommuner ved et uændret
udligningssystem
Kære Simon Emil Ammitzbøll-Bille
Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Assens og Kerteminde kommuner har tidligere tilsluttet sig
henvendelsen fra de 6 østjyske kommuner om en ændring af det kommunale udligningssy-
stem. Udligningssystemet er i dag baseret på upræcise eller forkert opgjorte udgiftsbehov,
med vidtgående konsekvenser for den enkelte kommunes udvikling.
Vi har brug for at gøre særligt opmærksom på den helt uholdbare situation, som er en direkte
følge af det socioøkonomiske kriterium ”beregnet årlig nedgang i befolkningstallet”. Hvis kri-
teriet fastholdes, vil Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Assens og Kerteminde kommuner i hen-
hold til Danmarks Statistiks indbyggertal for 4. kvartal 2017 miste et samlet tilskud på 188
mio. kr. i 2019. En på alle måder aldeles uoverskuelig og uholdbar situation.
Faaborg-Midtfyn, Svendborg, Assens og Kerteminde kommuner repræsenterer samtidig fire
ud af fem kommuner, som vil få det største nominelle fald. Nordfyns Kommune faldt ud af
kriteriet allerede fra Budget 2018. Dermed rammes de fynske landkommuner uforholds-
mæssigt hårdt. I forvejen er vi udfordret ved en aldrende befolkning, et lavt uddannelsesni-
veau, høje sociale udgifter, tilbagegang i antal arbejdspladser, en høj ledighed etc.
For at sætte tingene yderligere i perspektiv vil en reduktion på 188 mio. kr. svare til en re-
duktion af vores samlede serviceudgifter med 2,5 pct. - eller mere end en halvering af det
samlede pædagogiske personale i vores daginstitutioner, klubber og skolefritidsordninger.
Vi kæmper i forvejen med at holde vores udgifter i skak via omfattende omstillings- og ef-
fektiviseringsprogrammer. Det vil derfor være overvejende sandsynligt, at de manglende
indtægter skal findes ved en forhøjelse af kommuneskatten, svarende til en forhøjelse af
vores gennemsnitlige udskrivningsprocent med 0,7 procentpoint.
Logikken bag det anvendte kriterium er i henhold til Finansieringsudvalgets rapport fra de-
cember 2005 om et nyt tilskuds- og udligningssystem, at et fald i en kommunes befolknings-
tal kan afspejle strukturelle problemstillinger i kommunen, som kan indebære et behov for
en særlig indsats. Forklaringsgraden ved kriteriet var dog lav og bidrog alene til forklaring af
ældreudgifterne, hvorfor kriteriet også ”kun” blev medtaget med en vægt på 2 pct. Kriteriet
burde imidlertid aldrig have været medtaget.