Folketingets Social-,Indenrigs- og Børneudvalg
Indsendt via formula på Folketingets hjemmeside
Den 23.01.2018
At falde mellem to stole
Kære Social-, Indenrigs- og Børneudvalg
Jeg skriver til jer på vegne af min veninde, da hun på grund af sin sclerose,
muskelsvind og følgevirkninger af en hjerneblødning, ikke er i stand til selv at
gøre det.
Min veninde har i mange år haft en BPA efter servicelovens § 96. Hun får hjælp
24 timer i døgnet, bl.a. på grund af, at hun i forbindelse med fejlsynkning af spyt,
har behov for overvågning. Hvis hun ikke får øjeblikkelig hjælp i forbindelse med
disse fejlsynkninger, bliver hun kvalt.
På grund af en meget aggressiv sclerose kan min veninde ikke længere varetage
arbejdslederansvaret, som er en del af forudsætningen for hjælp efter
servicelovens § 96. Det betyder, at kommunen har frakendt BPA’en med virkning
fra 28. marts 2018. Fra den dato vil min veninde få udmålt hjælp efter
servicelovens § 83, måske § 95 eller tilbudt at flytte til en plejebolig. Problemet
med disse tilbud er, at der ikke er hjemmel til at udmåle timer til overvågning.
Konsekvensen er derfor, at min veninde (også selvom hun flytter til en plejebolig)
ikke er under konstant opsyn. Min veninde kommer derfor til at dø indenfor kort
tid, hvis der ikke tilfældigt er en person tilstede, når min veninde fejlsynker spyt.
På grund af min venindes handicaps, har hun heller ikke mulighed for på nogen
måde, at betjene et nødkaldeanlæg, hvis der er brug for akut hjælp.
Samme problemstilling er beskrevet i SOU almindelige del 124, henvendelse fra
Camilla Maarbjerg og SOU 2016-17, L 150 bilag nr.16. Ligesom Camilla
Maarbjerg vil jeg bede udvalget tage stilling til, at få løst problemstillingen med
den manglende mulighed i serviceloven for at udmåle timer til overvågning, hvis
borgeren ikke opfylder betingelserne for at modtage hjælp efter servicelovens § 96.
Jeg håber ikke, der skal ske dødsfald, før problemstillingen løses.
Venlig hilsen
Lene Maj Pedersen