Til Folketingets socialudvalg
Ikke særligt gennemtænkt af fædre-rettigheds-politikere.
Det er ikke særligt gennemtænkt, når en række fædre-rettigheds-forkæmpere i pressen i denne tid
argumenterer for, at børnepengene skal følge barnet i forhold til, hvor mange dage barnet opholder sig
henholdsvis hos den ene og den anden forælder.
På overfladen kan det synes tilforladeligt.
Men hvis man går længere i dybden med forslaget, så ligger der en konflikttænkning bag, der ikke har øje
for barnets ret til trivsel.
Der påstås, at det vil virke konfliktnedtrappende, hvis man deler børnebidrag og børnepenge ud fra hvor
mange dage og timer det enkelte barn opholder sig hos henholdsvis bopælsforælder og samværsforælder.
Min påstand er, at det vil virke lige præcist modsat. Der vil blive mange flere økonomiske detaljer at
konflikte om.
De grønne skilsmisser
Selv i de allermest lysegrønne skilsmisser, hvor forældrene hjælper hinanden med at klargøre huset til salg,
og nærmest står med hinanden hånd i hånd med malerspanden kan det være et naturligt ønske, at man har
en adskilt økonomi efter skilsmissen.
Men med det forslag, som fædre-rettigheds-forkæmperne her fremlægger, vil det skabe et administrativt
helvede på det økonomiske område, både for den enkelte forælder, men også for dem, der skal sende
regninger.
Tænk
–
hvis forældre har aftalt en 7/7 ordning. Hvis børnepengene deles, skal alle regninger vedrørende
barnet også deles. Det betyder, at daginstitutionen skal sende to regninger. Det samme gælder, hvis barnet
går på privatskole. Ja, selv idrætsforeningen skal sende to regninger. Og hver gang, der skal købes et par
sokker lægger dette forslag op til, at den ene forælder skal opkræve halvdelen af prisen fra den anden
forælder. Det er naivt at tro, at sådan en konstruktion ikke kan give anledning til konflikter og uenigheder.
Og hvis forældrene så aftaler, at det vil være bedre for barnet, at ordningen ændres til 6/8, så skal hele
rækken af institutioner og foreninger, der sender regninger informeres om, at nu skal de stadigvæk sende
to regninger, men nu skal regningen deles 3/7 til den ene og 4/7 til den anden. Og forældrene skal så
herefter dele alle andre udgifter ud fra samme regnemodel.
De gule skilsmisser
Hvis man kigger på de gule skilsmisser, hvor forudsætningen er, at der er en konflikt mellem forældrene,
der kan løses ved mægling og vejledning, idet ingen af forældrene har nævneværdige socialt tunge
problemer, så gælder det om at minimere konfliktfeltet.
Men dette forslag vil blot udvide konfliktfeltet, og fokus vil blive fjernet endnu mere fra barnets trivsel, hvis
en forhandling om en samværsordning nu også koster kroner og ører.