SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Social-, Indenrigs- og Børneudvalget 2017-18
SOU Alm.del Bilag 128
Offentligt

Forslag

Sagsnr.

2017 - 5922

Doknr.

503043

Dato

16-01-2018

til

Lov om ændring af lov om frikommunenetværk

(Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde)

§1

I lov nr. 658 af 8. juni 2017 om frikommunenetværk, som ændret ved lov nr. 1570 af

19. december 2017, foretages følgende ændringer:

§ 2

indsættes som

stk. 2:

»Stk.

Regioner kan samarbejde med frikommunenetværkene om at udføre forsøg

efter frikommunenetværksloven i det omfang, det fremgår af loven.«

Efter § 9 c indsættes før overskriften før § 10:

»§

9 d.

Beskæftigelsesministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kom-

munalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om en mere fleksibel og

effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet, fraviger §

74 c i lov om aktiv socialpolitik, således at vurderingen af, om betingelserne for fleks-

job fortsat er opfyldt, gennemføres i forbindelse med den løbende opfølgning i det

individuelle kontaktforløb, jf. § 73 a i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

Hvis frikommunen vurderer, at borgeren ikke længere opfylder betingelserne

for fleksjob og dermed ikke længere er berettiget til ledighedsydelse, skal kravene i §

74 c, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik være opfyldt, når frikommunen træffer af-

gørelse om, at borgeren ikke længere er berettiget til fleksjob. Dette gælder dog ikke,

hvis frikommunen har vurderet, at borgeren opfylder betingelserne for at modtage

førtidspension.

§ 9 e.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om børn som

vores vigtigste ressource kan til personer, som er omfattet af § 2, nr. 13, i lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats, yde godtgørelse for befordring for personens deltagelse i

ret og pligt tilbud om mentorstøtte efter § 96 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 2.

Det er en betingelse for at få befordringsgodtgørelse efter stk. 1, at personen

har svært ved at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemføre en uddan-

nelse, fordi vedkommende:

a) har en psykisk lidelse, som kan være afklaret eller uafklaret,

b) har en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,

c) lever i hjemløshed,

d) har særlige sociale problemer,

e) har misbrugsproblemer,

f) modtager støtte efter servicelovens § 85, eller

g) midlertidigt har ophold i boformer efter servicelovens § 107.

Stk. 3.

Kommunen fastsætter nærmere retningslinjer for udbetaling og udmåling af

godtgørelsen, jf. stk. 1. Kommunen giver information til kommunens borgere om ind-

holdet af retningslinjerne.«

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Efter § 14 indsættes:

»§

14 a.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre

styring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan i forbindelse med en

afgørelse efter servicelovens § 95, stk. 3, hvor tilskud til ansættelse af hjælpere udbe-

tales til en nærtstående, og hvor borgeren med funktionsnedsættelse er en ung mel-

lem 18 og 22 år, fastsætte, at udbetalingen ophører, når den unge fylder 23 år. Det er

en betingelse, at den tidsbegrænsede udbetaling af tilskud har til formål at sikre den

unge en god overgang til voksenlivet.

Stk. 2.

I forbindelse med fastsættelsen af tidsbegrænset hjælp efter stk. 1 skal kom-

munalbestyrelsen i samarbejde med den unge og dennes forældre udarbejde en

skriftlig plan for den fremtidige indsats efter det fyldte 23 år. Endvidere skal kommu-

nalbestyrelsen senest tre måneder, før den unge fylder 23 år, træffe afgørelse om,

hvilken indsats der skal iværksættes efter ophøret af den tidsbegrænsede udbetaling

af tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsens fastsættelse af tidsbegrænset udbetaling af tilskud til

ansættelse af hjælpere efter stk. 1 kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapi-

tel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

§ 14 b.

Børne- og socialministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kom-

munalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgif-

terne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset pe-

riode at anvende særlige døråbnere ved yderdøre, der tilhører og afgrænser konkrete

afdelinger og boenheder, for en eller flere personer med betydelig og varigt nedsat

psykisk funktionsevne, der har ophold i en boform eller døgnophold efter lov om social

service eller en plejebolig efter lov om almene boliger m.v. eller i en friplejebolig efter

lov om friplejeboliger eller lignende, når

1) der er nærliggende risiko for, at en eller flere personer ved at forlade bo- eller

dagtilbuddet, døgnopholdet eller fri- og plejeboligen udsætter sig selv eller an-

dre for at lide væsentlig personskade,

2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det absolut påkrævet for at afværge den-

ne risiko,

3) servicelovens og voksenansvarslovens øvrige muligheder forgæves har været

anvendt, og

4) anvendelse af særlig døråbnere samlet set vurderes som det mest hensigts-

mæssige middel til at tilgodese hensynet til borgeren, herunder hensynet til

borgerens værdighed og selvbestemmelse samt behovet for at drage omsorg

for borgeren.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 124, 130, 133, 136 og 141 i lov om social service, reg-

ler udstedt med hjemmel i § 137, stk. 1, i lov om social service, samt bestemmelserne

i §§ 3, 7, 21, 22, 23 og 24 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge finder

tilsvarende anvendelse ved forsøg efter stk. 1. Det er en forudsætning, at der indhen-

tes samtykke fra borgerens nærmeste pårørende eller fra en værge, jf. værgemålslo-

vens § 5.

Stk. 3.

Tilladelser efter stk. 1 kan alene bringes i anvendelse i forhold til personer,

der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne

på det specialiserede socialområde. Afgørelse efter stk. 1 træffes af kommunalbesty-

relsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område. Er opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt

til at yde personen hjælp efter lov om social service, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommu-

ne efter indstilling fra opholdskommunen.

Stk. 4.

Børne- og socialministeren godkender forsøg efter stk. 1 på baggrund af en

samlet vurdering. Godkendelsen er betinget af, at kommunalbestyrelsen redegør for,

hvorledes ordningen tilrettelægges, samt således at anvendelsen af de særlige dør-

åbnere sker med hensyntagen til såvel pligten til at drage omsorg for en borger samt

hensynet til borgerens frihed, værdighed og selvbestemmelse.

§ 14 c.

Børne- og socialministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kom-

munalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgif-

terne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en afgrænset pe-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

riode at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer over for børn og unge med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 17 i lov om voksenansvar for

anbragte børn og unge, som er i aflastning efter servicelovens § 44 eller § 52, stk. 3,

nr. 5, samt at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning

over for børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 17 i

lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der enten er anbragt efter servicelo-

ven § 44 eller § 52, stk. 3, nr. 4 og 5, på et godkendt opholdssted eller døgninstitution

efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6, når

1) der er risiko for, at barnet eller den unge skader sig selv eller andre,

2) det personlige alarm- og pejlesystem eller den situationsbestemte video-, au-

dio- og bevægelsesovervågning kan bidrage til at afværge denne risiko og

3) forældremyndighedsindehaveren har givet samtykke til anvendelsen af det

personlige alarm- og pejlesystem eller situationsbestemt video-, audio- og be-

vægelsesovervågning, og

4) det samlet set vurderes som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese

hensynet til barnet eller den unge, herunder hensynet til barnets eller den un-

ges værdighed og selvbestemmelse samt behovet for at drage omsorg for

barnet eller den unge, og

5) barnet eller den unge ikke modsætter sig den situationsbestemte video-, au-

dio- og bevægelsesovervågning.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 3, 7, 21, 22, 23 og 24 i lov om voksenansvar for an-

bragte børn og unge finder tilsvarende anvendelse ved forsøg efter stk. 1.

Stk. 3.

Tilladelser efter stk. 1 kan alene bringes i anvendelse i forhold til børn og

unge, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgif-

terne på det specialiserede socialområde. Afgørelse efter stk. 1, træffes af kommunal-

bestyrelsen i barnets eller den unges opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i lov om retssik-

kerhed og administration på det sociale område. Er opholdskommunen ikke den

kommune, der har pligt til at yde barnet eller den unge hjælp efter lov om social ser-

vice, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, træffes

afgørelsen dog af sidstnævnte kommune efter indstilling fra opholdskommunen.

Stk. 4.

Børne- og socialministeren godkender forsøg efter stk. 1 på baggrund af en

samlet vurdering. Godkendelsen er betinget af, at kommunalbestyrelsen redegør for,

hvorledes ordningen tilrettelægges, således at anvendelen af personlige alarm- og

pejlesystemer samt situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning sker

med hensyntagen til såvel pligten til at drage omsorg for barnet eller den unge samt

hensynet til barnets eller den unges frihed, værdighed og selvbestemmelse.

§ 14 d.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre sty-

ring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en

afgrænset periode at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer for en person

med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne omfattet af § 124 a i lov om

social service, der er i målgruppen for, men ikke har ophold i, en boform efter lov om

social service eller en plejebolig efter lov om almene boliger eller lignende, når:

1) der er risiko for, at personen ved at forlade sin bolig udsætter sig selv eller

andre for at lide personskade, og

2) forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 124, 130, 133, 136 og 141 i lov om social service samt

regler udstedt med hjemmel i § 137, stk. 1, i lov om social service finder tilsvarende

anvendelse ved forsøg efter stk. 1.

Stk. 3.

Tilladelser efter stk. 1 kan alene bringes i anvendelse i forhold til personer,

der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne

på det specialiserede socialområde. Afgørelse efter stk. 1 træffes af kommunalbesty-

relsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område. Er opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt

til at yde personen hjælp efter lov om social service, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommu-

ne efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 14 e.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre sty-

ring af udgifterne på det specialiserede socialområde kan træffe afgørelse om i en

afgrænset periode at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesover-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

vågning for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne omfattet

af § 124 a i lov om social service, der er i målgruppen for, men ikke har ophold i, en

boform efter lov om social service eller en plejebolig efter lov om almene boliger eller

lignende, hvis den pågældende ikke modsætter sig dette, og det samlet set vurderes

som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til borgeren, herunder

hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse samt behovet for at drage

omsorg for borgeren. Det er desuden en forudsætning, at der indhentes samtykke fra

borgerens nærmeste pårørende eller fra en værge, jf. værgemålslovens § 5.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 124, 130, 133, 136 og 141 i lov om social service samt

regler udstedt med hjemmel i § 137, stk. 1, i lov om social service finder tilsvarende

anvendelse ved forsøg efter stk. 1.

Stk. 3.

Tilladelser efter stk. 1 kan alene bringes i anvendelse i forhold til personer,

der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne

på det specialiserede socialområde. Afgørelse efter stk. 1 træffes af kommunalbesty-

relsen i personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område. Er opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt

til at yde personen hjælp efter lov om social service, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommu-

ne efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 14 f.

Børne- og socialministeren kan godkende frikommuneforsøg, hvorefter kom-

munalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om sammenhængende

indsatser på tværs af sektorområder kan træffe afgørelse om i en afgrænset periode

at anvende sensorbaseret søvnmonitoreringsteknologi som alarmredskab og situati-

onsbestemt videobaseret kig-ind for en person med betydelig og varigt nedsat psykisk

funktionsevne omfattet af § 124 a i lov om social service, der er optaget i en boform

efter lov om social service eller har ophold i en plejebolig efter lov om almene boliger

eller i en friplejebolig efter lov om friplejeboliger eller lignende. Det er en forudsætning,

at borgeren ikke modsætter sig, samt at den ønskede teknologibrug samlet set vurde-

res som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til borgeren, her-

under hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse samt behovet for at

drage omsorg for borgeren. Det er desuden en forudsætning, at der indhentes sam-

tykke fra borgerens nærmeste pårørende eller fra en værge, jf. værgemålslovens § 5.

Stk. 2.

Bestemmelserne i §§ 124, 130, 133, 136 og 141 i lov om social service samt

regler udstedt med hjemmel i § 137, stk. 1, i lov om social service finder tilsvarende

anvendelse ved forsøg efter stk. 1.

Stk. 3.

Tilladelser efter stk. 1 kan alene bringes i anvendelse i forhold til personer,

der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om sammenhængende indsat-

ser på tværs af sektorområder. Afgørelse efter stk. 1 træffes af kommunalbestyrelsen i

personens opholdskommune, jf. § 9, stk. 2, i lov om retssikkerhed og administration

på det sociale område. Er opholdskommunen ikke den kommune, der har pligt til at

yde personen hjælp efter lov om social service, jf. § 9 i lov om retssikkerhed og admi-

nistration på det sociale område, træffes afgørelsen dog af sidstnævnte kommune

efter indstilling fra opholdskommunen.

Stk. 4.

Børne- og socialministeren godkender forsøg efter stk. 1 på baggrund af en

samlet vurdering. Godkendelsen er betinget af, at kommunalbestyrelsen redegør for,

hvorledes ordningen tilrettelægges, således at anvendelsen af de omfattede teknolo-

gier sker med hensyntagen til såvel pligten til at drage omsorg for en borger samt

hensynet til borgerens frihed, værdighed og selvbestemmelse.

§ 25, stk. 3,

ændres »med mulighed for forlængelse i op til 6 måneder« til: »med

mulighed for forlængelse med op til tre år, såfremt kommunalbestyrelsen vurderer, at

beboerens betalingsevne efter 2 år ikke kan dække den fulde husleje for boligen. Det

er en forudsætning for forlængelsen, at kommunalbestyrelsen fortager en vurdering af,

om der er udsigt til, at beboeren kan opnå en selvstændig tilværelse og indtægtsfor-

bedring inden for den forlængede lejeperiode i udslusningsboligen, der muliggør, at

vedkommende kan opretholde boligen på normale lejevilkår efter forlængelsen af ud-

slusningsperioden.«

§ 25

indsættes som

stk. 5:

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

»Stk.

Aftalerne efter stk. 3 kan indgås frem til den 31. december 2021. I aftalen skal

der fastsættes en udløbsdato for aftalens gyldighed. Aftaler indgået inden den 31.

december 2021 kan have gyldighed højest 5 år efter forsøgsperiodens udløb.«

Efter § 26 e indsættes før overskriften før § 27:

»§

26 f.

Kommunalbestyrelsen i en kommune i frikommunenetværket om billige boli-

ger og fleksible boligløsninger kan indgå aftale med en privat udlejer om, at udlejeren

stiller ledige boliger til rådighed for kommunalbestyrelsen med henblik på udlejning

som udslusningsboliger, efter reglerne i § 63 i lov om almene boliger m.v. om udslus-

ningsboliger i almene familieboliger.

Stk. 2

Aftaler om udslusningsboliger efter stk. 1 kan kun omfatte ejendomme, hvor

kommunalbestyrelsen og udlejer har indgået en aftale om kommunal anvisning efter

lov om kommunal anvisning og § 26 i lov om frikommunenetværk.

Stk. 3.

Udslusningsboliger i de private udlejningsboliger efter stk. 1 kan udlejes til

personer, der tidligere har opholdt sig i et tilbud efter §§ 107 eller 110 i lov om social

service og til personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne eller særlige socia-

le problemer, som har brug for hjælp til at opnå og fastholde en bolig, uanset om disse

personer opholder sig i midlertidige boformer efter §§ 107 og 110 i lov om social ser-

vice.

Stk. 4.

Udlejning af udslusningsboliger efter stk. 1 og 2 er omfattet af reglerne i § 4,

stk. 3 i lov om leje af almene boliger. Ved udlejning af udslusningsboliger efter stk. 1

og 2 kan kommunalbestyrelsen træffe beslutning om, at § 62 a, kapitel XII , § 26, stk.

2 §§ 82-84 og § 86 fraviges i lov om leje efter reglerne i § 4, stk. 3, i lov om leje af

almene boliger , således, at det ved udlejning af udslusningsboliger skal fremgå af

lejeaftalen, hvor længe de aftalte fravigelser er gældende inden for en periode af 2 år

med mulighed for i særlige tilfælde at forlænge lejeperioden til højest at være 5 år

Stk. 5.

Netværkets kommuner kan indgå aftaler med private udlejere om udlejning af

udslusningsboliger efter stk. 1 og 2 frem til 31. december 2021. Kommunens tilskud til

beboere i udslusningsboliger efter stk.1 og fravigelser af reglerne om udlejningen af

boligerne efter stk. 4 kan højest have en varighed af 5 år fra beboerens indflytning i

udslusningsboligen, jf. lovforslagets nr. 4, og har gyldighed i forhold hertil efter for-

søgsperiodens udløb.

Stk. 6

Aftaler om udslusningsboliger, som er truffet efter stk. 1, bevarer deres gyl-

dighed, hvis perioden for sådanne aftaler har varighed efter forsøgsperioden udløb

den 31.december 2021. Aftaleperioden kan højest have en varighed af 5 år efter for-

søgsperiodens udløb.

§ 26 g.

Kommunalbestyrelsen i en kommune i frikommunenetværket om billige boliger

og fleksible boligløsninger kan efter ansøgning fra ejere af en privat udlejningsejen-

dom yde startboligbidrag til private ungdomsboliger med henblik på finansiering af en

tilknyttet social vicevært i disse boliger for unge mellem 18 til og med 24 år. Udlejnin-

gen af de private ungdomsboliger sker efter reglerne i lov om leje med undtagelse af

lovens § 62 a og kapitel XII.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsens støtte efter stk. 1 kan kun ydes til startboliger i ejen-

domme, hvor kommunalbestyrelsen og udlejer har indgået en aftale om kommunal

anvisning efter lov om kommunal anvisning og § 26 b i lov om ændring af lov om fri-

kommunenetværk.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til mindre ombygning af eksisterende

boliger i forbindelse med deres udlejning som startboliger.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen kan betinge en ydelse af startboligbidrag af, at kom-

munalbestyrelsen udøver anvisningsretten. Kommunen betaler lejen for ledige private

ungdomsboliger fra det tidspunkt, den pågældende bolig er ledig, og indtil udlejningen

sker. Kommunen garanterer endvidere for lejerens opfyldelse af de kontraktmæssige

forpligtelser til istandsættelse af boligen ved fraflytning af boligen.

Stk. 5.

§ 4, stk. 3 i lov om leje, § 85, stk. 3 i lov om leje af almene boliger og be-

kendtgørelse om støtte m.v. til startboliger til unge finder anvendelse for startboliger,

som kommunen har ydet tilskud til efter stk.1.

§ 26 h.

Kommunalbestyrelsen i en kommune i frikommunenetværket om billige boliger

og fleksible boligløsninger kan efter ansøgning fra en privat udlejer indgå aftale om at

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

udleje ledige private udlejningsboliger som inklusionsboliger med kommunalt tilskud

efter stk. 3. Inklusionsboligerne udlejes til psykisk og socialt sårbare personer, der i en

periode har behov for en bolig med tilknyttede sociale støttefunktioner efter reglerne i

§ 62 a i lov om almene boliger m.v. og § 26 c i lov om ændring af lov om frikommune-

netværk.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen kan kun yde tilskud til inklusionsboliger efter stk. 1,

hvis inklusionsboligerne oprettes i ejendomme, hvor kommunalbestyrelsen og udlejer

har indgået en aftale om kommunal anvisning efter lov om kommunal anvisning og §

26 i lov om ændring af lov om frikommunenetværk.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan yde tilskud til inklusionsboliger efter stk. 1 til om-

bygning, huslejenedsættelse og sociale støttefunktioner (social vicevært).

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen har anvisningsretten til ledige inklusionsboliger efter

stk. 1. Udlejningen af en inklusionsbolig skal ske tidsbegrænset for en periode ikke

over 2 år, der skal fremgå af lejeaftalen efter § 80 i lov om leje. Kommunalbestyrelsen

kan undtagelsesvis forlænge den aftalte lejeperiode, hvis lejeren fortsat skønnes at

have behov for inklusionsboligen. Kommunalbestyrelsen er efter lejeperiodens udløb

forpligtiget til at anvise lejeren en anden bolig.

Stk. 5.

Kommunalbestyrelsen betaler lejen for ledige inklusionsboliger og garanterer

for lejerens opfyldelse af de kontraktmæssige forpligtelser over for udlejer til at istand-

sætte boligen ved fraflytning.

Stk. 6.

Kommunalbestyrelsen kan forlange, at den private udlejer opsiger lejemålet,

hvis lejeren ikke længere har behov for inklusionsboligen eller har behov for et botil-

bud efter lov om social service. Opsigelsen skal ske fra det tidspunkt, hvor kommunal-

bestyrelsen stiller en anden bolig til rådighed for lejeren eller visiterer denne til et botil-

bud efter lov om social service.

Stk. 7.

Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 6 kan indbringes for Ankestyrel-

sen. § 57, nr. 1 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område om,

hvorvidt Ankestyrelsen kan behandle sagen, anvendes tilsvarende. Kapitel 10 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 8.

§ 62 a og kapitel XII, § 80 i lov om leje finder ikke anvendelse på en lejeaftale

ved udlejning af inklusionsboliger efter stk. 1.

Stk. 9.

Kommunalbestyrelsens tilsagn om støtte til inklusionsboliger efter stk. 1 kan

ikke ydes efter den 31. december 2021.

§ 26 i.

Kommunalbestyrelsen i en kommune i frikommunenetværket om billige boliger

og fleksible boligløsninger kan indgå aftale med almene boligorganisationer i kommu-

nen om en forlængelse af fristen i § 59, stk. 11, i lov om almene boliger m.v. fra 1 år til

2 år. Aftale herom indebærer, at boligorganisationen, når den sender påkrav efter §

90, stk. 2, i lov om leje af almene boliger til lejere af almene familie- og ungdomsboli-

ger, der har fået boligen anvist af kommunalbestyrelsen, indenfor det andet år af leje-

perioden, samtidig skal underrette kommunalbestyrelsen om påkravet.

Stk. 2.

§ 59, stk. 12, i lov om almene boliger m.v. finder tilsvarende anvendelse ved

kommunalbestyrelsens modtagelse af underretninger som nævnt i stk. 1.

§ 26 j.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om billige boli-

ger og fleksible boligløsninger kan efter ansøgning fra en almen boligorganisation

godkende, at et nettoprovenu ved afhændelse af restarealer efter § 27 i lov om alme-

ne boliger m.v., ikke skal indbetales som ekstraordinære afdrag på statslån, statsga-

ranterede lån eller foranstående lån. Midlerne kan overføres til den lokale dispositions-

fond og anvendes til nedbringelse af lån optaget til gennemførelse af forbedringer i

afdelingen, jf. § 37, stk. 1, i lov om almene boliger m.v., og til finansiering af bygnings-

fysiske arbejder og boligsociale indsatser efter §§ 91, stk. 1, 1. pkt., og stk. 4, 1. pkt.,

og 91 a, stk. 1, 1. pkt., i samme lov.

Stk. 2.

Kommunalbestyrelsen i den frikommune, hvor restarealerne er beliggende,

afgør om forudsætningerne for støtten er ændret, således at den helt eller delvist skal

bortfalde for fremtiden, hvorvidt belåning kan forblive indestående, samt hvorvidt og i

hvilket omfang et nettoprovenu skal indbetales om ekstraordinært afdrag, jf. stk. 1.

Stk. 3.

§ 28, stk. 4, i lov om almene boliger m.v. finder ikke anvendelse ved afhæn-

delse af almene restarealer efter denne lov.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen kan godkende en ansøgning, jf. stk. 1, fra en almen

boligorganisation,

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

1) når afhændelsen sker med henblik på opførelse af nye boliger, som ikke er

omfattet af lov om almene boliger m.v., og etablering af erhverv og kommuna-

le institutioner med det formål at bidrage til en alsidig arealanvendelse og en

positiv udvikling af et byområde,

2) når afdelingen er omfattet af en godkendt bygningsfysisk eller boligsocial hel-

hedsplan, jf. lov om almene boliger §§ 91 og 91 a.

Stk. 5.

Kommunalbestyrelsen indberetter godkendelsen, jf. stk. 1, til Trafik-, Bygge-

og Boligstyrelsen og Landsbyggefonden.

26 k.

Kommunalbestyrelsen i en kommune i frikommunenetværket om billige boliger

og fleksible boligløsninger kan træffe beslutning om at fravige § 3, stk. 1, 1. pkt., i lov

om kommunal anvisningsret således, at aftaler om anvisningsret kan indgås for en

periode på indtil 12 år.

Stk. 2.

§ 4, stk. 4-7, og § 6, stk. 1, i lov om kommunal anvisningsret finder ikke an-

vendelse på aftaler, der er indgået på baggrund af en beslutning efter stk. 1.

Stk. 3.

Aftaler om anvisningsret, som er truffet efter stk. 1, bevarer deres gyldighed,

hvis perioden for sådanne aftaler har varighed efter forsøgsperioden udløb den

31.december 2021. Aftaleperioden kan højest have en varighed af 12 år efter for-

søgsperiodens udløb.«

Efter § 27 b indsættes før overskriften før § 28:

»§

27 c.

Regionsrådet i Region Midtjylland eller Region Syddanmark kan som led i

frikommuneforsøget om mere sammenhængende forløb i psykiatrien etablere social-

og sundhedsfaglige behandlingspladser, der organisatorisk integrerer et kommunalt

socialfagligt tilbud og et regionalt behandlingstilbud. Kommunalbestyrelsen i en fri-

kommune i frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede

socialområde har visitationsansvaret, jf. § 27 e, stk. 1.

Stk. 2.

Formålet med det integrerede tilbud er at tilbyde en intensiv helhedsoriente-

ret, tidlig og rehabiliterende indsats over for den i § 27 f definerede målgruppe.

Stk. 3.

Tilbuddet er ikke omfattet af psykiatrilovens regler om tvang.

§ 27 d.

Sundhedsministeren kan godkende, at regionsrådet i Region Midtjylland eller

Region Syddanmark kan delegere ansvaret for myndighedsudøvelsen, jf. § 79 i sund-

hedsloven, som udføres som led i frikommuneforsøget om mere sammenhængende

forløb i psykiatrien, til en kommunalbestyrelse i en frikommune i frikommunenetværket

om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde.

§ 27 e.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre sty-

ring af udgifterne på det specialiserede socialområde træffer afgørelse om visitation til

pladserne på tilbuddet, som er etableret i medfør af § 27 c, stk. 1. Afgørelsen skal ske

på baggrund af en indstilling fra et visitationsforum, jf. stk. 2 og 3. Ophold på tilbuddet

kan alene finde sted på baggrund af en afgørelse om visitation.

Stk.2.

Kommunalbestyrelsen opretter og sekretariatsbetjener et fælles visitationsfo-

rum. Visitationsforrummet består af følgende:



en myndighedsrepræsentant fra frikommunen,



en socialfaglig konsulent, som udpeges af frikommunen, og



en speciallæge i psykiatri fra den regionale psykiatri.

Stk. 3.

Efter anmodning fra kommunalbestyrelsen udfærdiger visitationsforummet

hurtigst muligt en indstilling til kommunalbestyrelsen om visitation til tilbuddet. Indstil-

lingen skal indeholde en redegørelse for, om de enkelte visitationskriterier er opfyldt,

jf. § 27 f.

Stk. 4.

Kommunalbestyrelsen kan ved afgørelse om visitation beslutte, at borgeren

har åben adgang til en plads i en given tidsperiode. Det skal fremgå af afgørelsen,

hvordan det håndteres, hvis der ikke er en ledig plads til borgeren, når vedkommende

vil benytte sig af den åbne adgang.

Stk. 5.

Visitationsforummet kan afholde dets møder ved brug af teleløsninger.

Stk. 6.

I tilfælde af uenighed i visitationsforummet udarbejdes indstillingen i overens-

stemmelse med flertallets vurdering.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Stk. 7.

I akutte situationer kan personalet på tilbuddet træffe beslutning om, at en

borger visiteres til tilbuddet. Kommunalbestyrelsen skal herefter hurtigst muligt træffe

formel afgørelse om visitation på baggrund af en indstilling fra visitationsforummet.

§ 27 f.

Visitationen skal tage udgangspunkt i den enkelte borgers behov. For at blive

visiteret til tilbuddet skal følgende kriterier være opfyldt:

1) borgeren er fyldt 18 år,

2) borgeren har betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne,

3) borgeren har en psykisk lidelse,

4) borgeren har akut behov for råd og vejledning eller behov for et kortvarigt op-

hold eller opsøgende støtte i eget hjem med henblik på tryghed, psykisk stabi-

lisering eller behandling, eller borgeren vurderes i en given tidsperiode af få

sådanne behov,

5) borgeren må ikke være selvmordstruet, voldelig eller udadreagerende og skal

kunne indgå aftaler om risikoadfærd,

6) borgeren må ikke være i aktivt misbrug og skal kunne indgå aftaler om rus-

midler, og

7) borgeren skal kunne samarbejde med fagpersonalet på tilbuddet om patient-

forløbet.

§ 27 g.

Sundhedsministeren kan godkende, at frikommuneforsøget om mere sam-

menhængende forløb i psykiatrien kan fravige reglerne i sundhedslovens § 86, for så

vidt angår muligheden for at benytte frit sygehusvalg til frikommunenetværket om bed-

re styring af udgifterne på det specialiserede socialområde

§ 27 h.

Opfylder borgeren ikke visitationskriterierne, jf. § 27 f, skal borgeren udskrives.

Stk. 2.

Personalet på tilbuddet skal løbende vurdere, om borgeren opfylder kriterier-

ne for fortsat ophold. Hvis det i den forbindelse vurderes, at borgeren ikke længere

lever op til visitationskriterierne, skal personalet anmode visitationsforummet om at

foretage en revurdering hurtigst muligt.

Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen skal efter modtagelse af visitationsforummets revurde-

ring træffe afgørelse om en eventuel udskrivning af borgeren.

§ 27 i.

Sundhedslovens regler om videregivelse af oplysninger finder anvendelse på

tilbuddet, herunder mulighed for indhentning af samtykke til videregivelse af oplysnin-

ger til ikke sundhedsfaglige personer.

§ 27 j.

Sundhedsministeren kan godkende, at regionsrådet i Region Midtjylland eller

Region Syddanmark kan finansiere tilbuddet, som er etableret i medfør af § 27 c, stk.

1, via en takstmodel efter intern aftale med kommunalbestyrelsen i en frikommune i

frikommunenetværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialom-

råde, jf. § 235 i sundhedsloven.

Stk. 2.

Den kommunale medfinansiering efter den i stk. 1 aftalte taksmodel afholdes

af betalingskommunen, og afregningen sker over for bopælskommunen på grundlag

af borgerens bopæl på behandlingstidspunktet. Betalingskommunen er den kommune,

som i henhold til § 9 c, stk. 2, 5 og 10, i lov om retssikkerhed på det sociale område,

har den generelle betalingsforpligtelse.

Stk. 3.

Sundhedslovens bestemmelser om kommunal medfinansiering, som er fast-

sat i medfør af § 14 a i lov om regionernes finansiering, finder ikke anvendelse på

tilbuddet, idet regionen og frikommunen i forvejen har delt finansieringsansvar, jf. stk.

§ 27 k.

Klage over afslag på visitation til tilbuddet samt afgørelse om udskrivning af

borgeren fra tilbuddet kan indbringes for Ankestyrelsen efter kapitel 10 i lov om rets-

sikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 2.

Klage over sundhedsfaglig behandling på tilbuddet kan indbringes for Styrel-

sen for Patientsikkerhed.

Stk. 3.

Serviceklager kan indbringes for regionsrådet i Region Midtjylland eller Regi-

on Syddanmark.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

§ 27 l.

Socialtilsynet, jf. § 2 i lov om socialtilsyn, godkender og fører driftsorienteret

tilsyn med tilbuddet, jf. § 4, stk. 1, nr. 2, i lov om socialtilsyn.

Stk. 2.

Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med den sundhedsfaglige behand-

ling, som foregår på tilbuddet, såfremt behandlingen udføres af personer inden for

sundhedsvæsenet, jf. sundhedslovens § 21.

§ 27 m.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om mere

sammenhængende indsatser på tværs af sektorområder kan fravige reglerne om do-

kumentation og indberetninger til Sundheds- og Ældreministeriet ved brug af midler fra

klippekortsordningen til plejehjemsbeboere som fastsat af ældreministeren, jf. tekst-

anmærkning nr. 101, stk. 2, på de årlige finanslove for § 16. Sundheds- og Ældremini-

steriet.

Efter § 29 b efter overskriften indsættes før § 30:

§ 29 c.

Udlændinge- og integrationsministeren kan godkende frikommuneforsøg,

hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om en mere

fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområ-

det, i forbindelse med opfølgningen på en udlændings integrationskontrakt, jf. integra-

tionslovens § 20, kan tilrettelægge kontaktformen for opfølgningen, og herunder kan

fravige kravet i integrationslovens § 20, stk. 4, 1. pkt., om at de opfølgende samtaler

afholdes som cv-samtaler eller som jobsamtaler.

Stk. 2.

Det er en forudsætning for forsøget, at opfølgningen indholdsmæssigt er i

overensstemmelse med bestemmelserne i integrationslovens § 20, stk. 3, § 20, stk. 4,

2. og 3. pkt., og § 20, stk. 6 og 7, og at den kan danne grundlag for kommunalbesty-

relsens beslutning om, hvorvidt en udlænding fortsat er berettiget til at modtage hjælp

efter integrationsloven eller lov om aktiv socialpolitik, jf. integrationslovens § 20, stk. 5.

Stk. 3.

Det påhviler kommunalbestyrelsen at vurdere og træffe beslutning om, hvor-

vidt den enkelte udlænding fortsat er berettiget til at modtage hjælp efter integrations-

loven eller lov om aktiv socialpolitik, herunder om der skal ske nedsættelse i eller op-

hør af udlændingens integrationsydelse, jf. §§ 39, 40, 40 a og 41 i lov om aktiv social-

politik.

Efter § 30 a indsættes før overskriften før § 31:

»§

30 b.

Kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om børn som

vores vigtigste ressource kan til personer, som er omfattet af § 2, nr. 13, i lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats, yde godtgørelse for befordring til og fra tilbud og behand-

lingssteder efter lov om social service og sundhedsloven. Det er en betingelse, at

personen er fritaget fra reglerne om ret og pligt tilbud efter bekendtgørelse om fri-

kommuneforsøg II på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet.

Stk. 2.

Kommunen fastsætter nærmere retningslinjer for udbetaling og udmåling af

godtgørelsen, jf. stk. 1. Kommunen giver information til kommunens borgere om ind-

holdet af retningslinjerne.«

10.

§ 32, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Økonomi- og indenrigsministeren kan godkende en senere iværksættelse af forsøg.«

§2

Loven træder i kraft den 1. juli 2018.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Gældende ret

2.2. Økonomi- og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2.1. Fleksibelt kontaktforløb for integrationsborgere

2.2.2. Ledighedsydelse

–

fritagelse for revurdering i 12. måned inden for 18 må-

neder

2.2.3. Aktivering og beskæftigelsestilbud - bedre mulighed for individuel indsats.

2.2.4. Tidsbegrænset ordning med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, jf.

servicelovens § 95, stk. 3, til unge i alderen 18-22 år

2.2.5. Brug af særlige døråbnere på yderdøre, der hører til og afgrænser boenhe-

der i større tilbud

2.2.6. Brug af personlige alarm- og pejlesystemer samt situationsbestemt video-,

audio- og bevægelsesovervågning over for borgere, som er i målgruppen for, men

ikke har ophold i, en plejebolig eller botilbud

2.2.7. Brug af personlige alarm- og pejlesystemer samt situationsbestemt video-,

audio- og bevægelsesovervågning over for børn og unge, der har ophold efter

servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6

2.2.8. Søvnforbedrende velfærdsteknologier

2.2.9. Forebyggelse af udsættelser

2.2.10. Øgede muligheder for samarbejde med private om boligsocial anvisning

2.2.11. Almene boligorganisationers frasalg af restarealer

2.2.12. Mulighed for økonomisk tilskud til bolig for særlige målgrupper, der ellers

ikke kan opnå bolig (udslusningsperiode fra 2 til 5 år)

2.2.13. Mere sammenhængende forløb i psykiatrien

2.2.14. Fritagelse for dokumentation ved brug af midler fra klippekortsordningen

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Ved lov nr. 658 af 8. juni 2017 om frikommunenetværk, der trådte i kraft den 1. juli

2017, blev de generelle rammer for Frikommuneforsøg 2016-2020 etableret, ligesom

loven hjemlede en række af de forsøg, som frikommunenetværkene havde ansøgt om

i frikommuneforsøgets første ansøgningsrunde.

Der er som opfølgning på forsøgets anden ansøgningsrunde givet yderligere for-

søgsmuligheder til de eksisterende frikommunenetværk ved lov nr. 1570 af 19. de-

cember 2017 om ændring af lov om frikommunenetværk (Yderligere forsøgsmulighe-

der for frikommunenetværkene), der trådte i kraft d. 1. januar 2018.

Med dette lovforslag ønsker regeringen at give frikommunenetværkene flere mulighe-

der for forsøg. Navnlig med baggrund i ansøgninger fra den tredje og sidste ansøg-

ningsrunde, men også i enkelte ansøgninger fra tidligere ansøgningsrunder, der har

været under afklaring.

Frikommuneforsøg 2016-2020 giver udvalgte kommuner frihed til at afprøve nye løs-

ninger og metoder inden for et overordnet tema ved at blive fritaget for gældende lov-

givning eller ved at der etableres nye hjemler.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Formålet med at give de eksisterende frikommunenetværk flere forsøgsmuligheder er

at optimere mulighederne for at etablere ny viden og få praktiske erfaringer, der kan

bane vejen for en bedre opgaveløsning til gavn for borgerne gennem effektiviseringer,

regelforenklinger og bedre styring i alle kommuner.

Frikommuneforsøg 2016-2020 er et led i udmøntningen af

”Opfølgning på forhand-

lingsresultat fra juli 2015” fra september 2015.

Frikommuneforsøg 2016-2020 skal endvidere ses i lyset af aftale om kommunernes

økonomi for 2017, hvoraf det fremgår, at regeringen, der på daværende tidpunkt be-

stod af Venstre, og KL er enige om at gennemføre initiativer, der understøtter kommu-

nernes styrings- og prioriteringsmuligheder og en bedre ressourceudnyttelse. I denne

sammenhæng er frikommuneforsøgene en mulighed for at opnå konkrete erfaringer

med større frihedsgrader og bedre styringsmuligheder i kommunerne.

Frikommuneforsøg 2016-2020 bygger desuden på erfaringer fra Frikommuneforsøg

2012-2015, hvor ni frikommuner kunne søge om at blive fritaget for gældende lovgiv-

ning eller at blive omfattet af nye hjemler.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger til lov om frikommunenetværk, jf.

Folketingstidende 2016-17, A, L 200 som fremsat, side 8, samt til de almindelige be-

mærkninger til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Yderligere forsøgsmu-

ligheder for frikommunenetværkene), jf. Folketingstidende 2017-18, A, L61 som frem-

sat, side 4.

2. Lovforslagets indhold

Frikommuneforsøg 2016-2020 er baseret på, at frikommunerne går sammen i net-

værk, der arbejder med en fælles, samfundsmæssig relevant problemstilling. Hensig-

ten er, at kommunerne i de enkelte frikommunenetværk igennem forsøgsperioden

samarbejder tæt om forsøgene, herunder videndeler om og følger op på bl.a. forsøge-

nes fremdrift, resultater og metoder.

Der er behov for at etablere yderligere hjemler til at fritage frikommunerne for gælden-

de regler og at etablere nye hjemler til forsøg.

De i lovforslaget indeholdte hjemler til yderligere forsøg i frikommunenetværkene er

baseret på ansøgninger indsendt af frikommunenetværkene. Ansøgningerne fra fri-

kommunenetværkene hidrører fra forsøgets tredje ansøgningsrunde, som havde frist

den 1. november 2017, samt enkelte ansøgninger fra tidligere ansøgningsrunder, der

har været under afklaring.

På baggrund af den samlede opfølgning på Frikommuneforsøg 2016-2020 vil resulta-

ter og erfaringer fra forsøgene blive vurderet med sigte på generelle regelændringer.

De nærmere forsøg gennemgås i afsnit 2.2.

2.1. Gældende ret

De overordnede rammer for frikommuneforsøget er fastsat i lov om frikommunenet-

værk, der blev vedtaget af Folketinget den 1. juni 2017 og trådte i kraft den 1. juli

2017. Der er givet yderligere forsøgsmuligheder til de eksisterende frikommunenet-

værk ved lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Yderligere forsøgsmulighe-

der for frikommunenetværkene), der trådte i kraft d. 1. januar 2018.

Kommunerne er omfattet af det almindelige legalitetsprincip, som betyder, at kommu-

nernes opgavevaretagelse er betinget af, at der er hjemmel i lovgivningen, og at op-

gavevaretagelsen ikke strider mod lovgivningen.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Hvis en kommune skal have mulighed for at varetage en opgave eller varetage en

opgave på anden måde end i øvrigt fastlagt ved lov, er det således nødvendigt at

etablere særlig lovgivning.

Kommunerne kan herudover i et vist omfang få dispensation til at fravige gældende

regler i medfør af eksisterende forsøgsbestemmelser i lovgivningen. Forvaltningen

heraf er baseret på en forudsætning om lighed, således at lovgivning gælder lige for

alle landets kommuner.

Lov om frikommunenetværk indeholder de overordnede retlige rammer for frikommu-

neforsøget, herunder forsøgshjemler, der kan anvendes til at give frikommunerne

særlige forsøgsmuligheder inden for den pågældende forsøgsbestemmelses anven-

delsesområde uden, at den godkendende myndighed som følge af den almindeligt

gældende forudsætning om lighed skal give tilsvarende dispensationer til andre kom-

muner.

Loven giver hjemmel til at fravige den normale forudsætning om lighed ved forvaltnin-

gen af landets kommuner og borgere.

Loven giver endvidere en bemyndigelse til økonomi- og indenrigsministeren til at fast-

sætte nærmere regler om offentliggørelse og evaluering af forsøg, der gennemføres i

frikommuner efter lov om frikommunenetværk og anden lovgivning.

Nogle forsøgsbestemmelser i loven forudsætter, at kommunalbestyrelserne i frikom-

munerne fremsender en ansøgning, som skal godkendes af den, der er bemyndiget til

at meddele godkendelse, inden forsøget kan iværksættes. En sådan ansøgning anses

for godkendt, medmindre kommunalbestyrelsen modtager afslag på godkendelse

senest 25 hverdage efter, at ansøgningen fra kommunalbestyrelsen er modtaget af

den, der er bemyndiget til at meddele godkendelse, jf. lov om frikommunenetværk § 7.

Formålet hermed er at sikre en hurtig sagsbehandling af ansøgninger om forsøg.

2.2. Økonomi og Indenrigsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Økonomi- og Indenrigsministeriet finder, at forsøgstilgangen i frikommuneforsøget er

et vigtigt redskab til at fremme nytænkning og skabe praktiske erfaringer med en enk-

lere og bedre opgaveløsning tæt på borgeren. Forsøgene iværksættes indenfor en

kontrolleret ramme, hvor forsøgene er afgrænset til specifikt udpegede kommuner og

afvikles inden for en fast tidsramme, hvorefter alle forsøgene vil blive evalueret.

Alle frikommunernes ansøgninger er blevet vurderet for at sikre, at de ikke giver fri-

kommunerne økonomiske fordele på bekostning af andre eller bryder med borgernes

retssikkerhed. Forsøgene må herudover ikke være i strid med grundloven eller EU-

regler.

Indenfor disse rammer har ministeriet med inddragelse af ressortministerierne søgt at

skabe vide forsøgsrammer, så der sikres et lokalpolitisk råderum til at afsøge mulig-

hederne for en bedre, enklere og mere effektiv opgavetilrettelæggelse til gavn for bor-

gerne.

På denne baggrund søges i alt 33 nye forsøg fra frikommuneforsøgets tredje ansøg-

ningsrunde imødekommet samt et enkelt forsøg fra første ansøgningsrunde, der har

været under afklaring. Ændringsforslaget indeholder hjemmel til i alt 14 af disse for-

søg, som ikke kan imødekommes efter nugældende forsøgshjemler.

De foreslåede forsøgshjemler er udarbejdet af det eller de relevante ressortministerier.

De foreslåede forsøg er underlagt de overordnede rammer for Frikommuneforsøg

2016-2020, der er fastsat i lov nr. 658 af 8. juni 2017 om frikommunenetværk.

Alle frikommuner i det pågældende netværk er omfattet af forsøgsbestemmelserne.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Det er en forudsætning for igangsættelse af forsøg, at kommunalbestyrelserne i de

pågældende kommuner i et møde har truffet beslutning om at udføre forsøg inden for

den givne forsøgsbestemmelse.

Der er ikke fastlagt yderligere ansøgningsrunder for frikommunenetværkene i Frikom-

muneforsøg 2016-2020.

2.2.1. Fleksibelt kontaktforløb for integrationsborgere

Det foreslås, at give frikommunenetværket om en mere fleksibel og effektiv beskæfti-

gelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet, fritagelse fra reglerne om

form og indhold af samtaler med modtagere af integrationsydelse.

Formålet med forsøget er at give frikommunenetværket mulighed for fleksibilitet i tilret-

telæggelsen af de opfølgende samtaler, der er knyttet til integrationskontrakten.

2.2.2. Ledighedsydelse

–

fritagelse for revurdering efter at have modtaget ledigheds-

ydelse i sammenlagt 12 måneder inden for 18 måneder

Med forsøget foreslås det, at kommunerne i frikommunenetværket om en mere fleksi-

bel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet,

fritages for at lave en revurdering, når en fleksjobvisiteret person har modtaget ledig-

hedsydelse i sammenlagt 12 måneder indenfor 18 måneder, således at vurderingen

af, om betingelserne for fleksjob fortsat er opfyldt, gennemføres i forbindelse med den

løbende opfølgning i det individuelle kontaktforløb i beskæftigelsesindsatsen.

I det omfang reglerne om det individuelle kontaktforløb ændres i forbindelse med gen-

nemskrivningen af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, f.eks. hvis minimumskrave-

ne til hyppigheden af samtaler i kontaktforløbet ændres, vil det blive vurderet, hvorvidt

frikommuneforsøget kan fortsætte. Baggrunden for dette er, at tilladelsen til forsøget

er givet med det udgangspunkt, at der efter de gældende regler skal foretages samta-

ler i det individuelle kontaktforløb hver gang, borgeren i sammenlagt 3 måneder har

modtaget ledighedsydelse. Hvis reglerne ændres, således at der ikke længere er en

angivelse af, hvornår samtalerne skal finde sted eller hvor mange samtaler, der skal

foretages inden for et år, kan der således være en risiko for, at der ikke sker tilstræk-

kelig opfølgning i sagerne, således at der ikke foretages en revurdering af, om borger-

ne fortsat opfylder betingelserne for fleksjob.

2.2.3. Aktivering og beskæftigelsestilbud - bedre mulighed for individuel indsats.

Det foreslås, at frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource for akti-

vitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og aktivitetsparate integrationsydelses-

modtagere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannelse som ikke er

omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven, kan yde godtgørelse for

befordring for deltagelse i ret og pligt tilbud om mentorstøtte efter lov om aktiv beskæf-

tigelsesindsats. Det er en betingelse for at få befordringsgodtgørelse efter stk. 1, at

personen har svært ved at bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet eller gennemføre

en uddannelse, fordi vedkommende:

a) har en psykisk lidelse sygdom, som kan være afklaret eller uafklaret,

b) har en fysisk nedsat funktionsevne

c) lever i hjemløshed,

c) har særlige sociale problemer,

d) har misbrugsproblemer, eller

f) modtager støtte efter servicelovens § 85

e) eller har midlertidigt ophold i boformer efter servicelovens § 107.

Det bemærkes, at der i udspillet om en forenklet beskæftigelsesindsats lægges op til,

at mentorordningen afskaffes som ret og pligt-tilbud. Såfremt dette vedtages, skal det

vurderes, hvorvidt forsøget stadig er relevant.

Det foreslås også, at frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource

kan yde godtgørelse til befordring til og fra tilbud og behandlingssteder efter lov om

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

social service og sundhedsloven til aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og

aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år uden erhvervskompeten-

cegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrati-

onsloven. Det foreslås, at det alene er de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodta-

gere og aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år uden erhvervs-

kompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter

integrationsloven, som fritages fra reglerne om ret og pligt-tilbud efter bekendtgørelse

om frikommuneforsøg II på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet, som kan få

den foreslåede befordringsgodtgørelse. Bekendtgørelse om frikommuneforsøg II på

beskæftigelses- og sygedagpengeområdet forventes at træde i kraft 1. juli 2018.

Det er frikommunenetværkets vurdering, at de foreslåede forsøg om befordringsgodt-

gørelse vil føre til, at de aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og aktivitetspa-

rate integrationsydelsesmodtagere under 30 år uden erhvervskompetencegivende

uddannelse, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven,

vil møde mere stabilt og oftere til tilbud, behandling og aftaler med deres mentor.

2.2.4. Hjælpeordning jf. servicelovens § 95 stk. 3 som efterværn

Det foreslås, at give netværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede

socialområde mulighed for at tildele en midlertidig hjælpeordning jf. servicelovens §

95, stk. 3, som en form for efterværn til unge i alderen 18-23 år med funktionsnedsæt-

telse.

Formålet er at give målgruppen mulighed for en smidigere overgang fra pasning i

hjemmet til at flytte på botilbud eller i egen bolig.

2.2.5. Brug af særlige døråbnere på yderdøre, der hører til og afgrænser boenheder i

større tilbud

Det foreslås, at netværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede social-

område får mulighed for at etablere særlige døråbnere på yderdøre i forbindelse med

bo- og dagtilbud eller anbringelsessteder, der afgrænser mindre boenheder i større

tilbud. Herved bliver det muligt at adskille afdelinger inden for yderdøren, og ikke blot i

forbindelse med selve yderdøren af en større bygning, som det er tilfældet i dag.

Formålet er at give personalet bedre mulighed for at reagere i de situationer, hvor en

borger potentielt kan udsætte sig selv eller andre for væsentlig personskade, og på

den måde har personalet bedre mulighed for at yde den tilstrækkelige omsorg for be-

boerne.

2.2.6. Brug af personlige alarm- og pejlesystemer samt situationsbestemt video-, au-

dio- og bevægelsesovervågning over for borgere, som er i målgruppen for - men ikke

har ophold i - en plejebolig eller botilbud

Det foreslås at give netværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede

socialområde mulighed for at anvende personlige alarm- og pejlesystemer samt situa-

tionsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning over for borgere i eget hjem,

der har betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og som er i målgruppen for -

men ikke har ophold i - en plejebolig, et botilbud eller lignende. Der kan f.eks. være

tale om borgere med svær hjerneskade eller demens, der vurderes at ville have gavn

af den påtænkte teknologisk understøttede omsorg, og som ikke ønsker at flytte til en

plejebolig eller botilbud, eller som afventer en ledig bolig i en sådan boform. Målgrup-

pen for lov om frikommunenetværks §§ 13 og 14 udvides dermed.

Formålet er at anvende ny velfærdsteknologi til at styrke omsorgen for borgeren og

reducere behovet for mere indgribende foranstaltninger.

2.2.7. Brug af personlige alarm- og pejlesystemer samt situationsbestemt video-, au-

dio- og bevægelsesovervågning over for børn og unge, der har ophold efter servicelo-

vens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6

Det foreslås at give netværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede

socialområde mulighed for at anvende personlige alarm- og pejlesystemer over for

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 17 i lov om

voksenansvar for anbragte børn og unge, som er i aflastning efter servicelovens § 44

eller § 52, stk. 3, nr. 5, samt at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægel-

sesovervågning over for børn og unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funkti-

onsevne, jf. § 17 i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge, der enten er an-

bragt efter serviceloven § 44 eller § 52, stk. 3, nr. 4 og 5, på et godkendt opholdssted

eller døgninstitution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og 6.

Formålet er at anvende ny velfærdsteknologi til at styrke omsorgen for borgeren og

reducere behovet for mere indgribende foranstaltninger.

2.2.8. Søvnforbedrende velfærdsteknologier

Det foreslås at give netværket om mere sammenhængende indsatser på tværs af

sektorområder mulighed for at udvide anvendelsen af de to søvnforbedrende vel-

færdsteknologier, søvnmonitoreringsteknologi og videobaseret kig-ind, til borgere, der

grundet en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne ikke er i stand til at give et

informeret samtykke hertil. Den foreslåede bestemmelse vil kunne anvendes i forhold

til borgere, der har ophold i en boform efter serviceloven eller en plejebolig efter al-

menboligloven eller lignende.

Formålet er at anvende ny velfærdsteknologi til at styrke omsorgen for borgeren og

reducere behovet for mere indgribende foranstaltninger.

2.2.9. Forebyggelse af udsættelser

En udsættelse kan have store personlige og økonomiske konsekvenser for den enkel-

te borger. Formålet med forsøget er at afprøve redskaber til at forebygge udsættelser.

Forslaget indebærer for det første en mulighed for, at frikommunerne efter aftale med

boligorganisationerne kan forlænge den periode, hvor boligorganisationerne skal sen-

de underretning til kommunen om huslejerestancer hos lejere, der er blevet anvist til

boligen af kommunen, fra 1 år til 2 år.

For det andet foreslås det at give mulighed for, at fogedretten kan underrette frikom-

munerne om udfaldet af en udsættelsessag, så kommunen kan opbygge viden om,

hvilke forebyggende indsatser, der virker.

2.2.10. Øgede muligheder for samarbejde med private om boligsocial anvisning

Med henblik på at tilvejebringe flere billige boliger i de store byer foreslås det for det

første at give frikommunerne mulighed for at indgå 12-årige aftaler med private udleje-

re om kommunal anvisningsret, hvor der i dag er en tidsgrænse på seks år.

For det andet foreslås det at boligtyper fra almenboligsektoren forsøgsvis kan udbre-

des til privat byggeri i frikommunerne.

2.2.11. Almene boligorganisationers frasalg af restarealer

Det foreslås at give almene boligafdelinger lempeligere betingelser for at disponere

over nettoprovenuet ved frasalg af ubebyggede restarealer.

Formålet er at øge boligafdelingernes incitament til at understøtte en fortætning af

boligmassen og en mere varieret boligsammensætning i de store byer.

2.2.12. Udslusningsboliger med op til femårig udslusningsperiode

Udslusningsboliger er permanente boliger, der i en toårig udslusningsperiode udlejes

på særlige vilkår. Det foreslås forsøgsvis at give kommunerne mulighed for at indrette

udslusningsboliger med en forlænget udslusningsperiode på op til fem år.

Formålet er at hjælpe borgere med et lidt længere rehabiliteringsperspektiv, før de kan

opnå den tilstrækkelige indtægtsmæssige forbedring, ind på det ordinære boligmar-

ked. Da hensigten med udslusningsboliger er, at borgeren efter en udslusningsperiode

overtager boligen på ordinære lejevilkår, er boligtypen ikke tiltænkt mennesker med et

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

permanent handicap med behov for særlig støtte og uden udsigt til den nødvendige

indtægtsforbedring.

Der lægges vægt på, at borgere, der anvises en udslusningsbolig, ikke automatisk har

en forlænget udslusningsperiode på op til fem år. Hensigten er, at de særlige vilkår så

vidt muligt målrettes borgere med et rehabiliteringspotentiale på to til fem år efter en

konkret og individuel vurdering på anvisningstidspunktet. Dette af hensyn til borgerens

lejerettigheder og hensynet til at begrænse muligheden for økonomiske særtilskud.

2.2.13. Mere sammenhængende forløb i psykiatrien

Det foreslås at give netværket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede

socialområde mulighed for at etablere af social- og sundhedsfaglige behandlingsplad-

ser, der organisatorisk integrerer et kommunalt socialfagligt tilbud og et regionalt be-

handlingstilbud.

Formålet er at skabe en sammenhængende og helhedsorienteret indsats for borgere i

psykiatrien og socialpsykiatrien.

2.2.14. Fritagelse for dokumentation ved brug af midler fra klippekortsordningen

Det foreslås, at give netværket om mere sammenhængende indsatser på tværs af

sektorområder mulighed for fritagelse for indberetning af oplysninger til Sundheds- og

Ældreministeriet ved brug af midler fra klippekortsordningen for beboere på plejecen-

tre.

Formålet er at give personalet mere tid til kerneopgaven.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslagets økonomiske konsekvenser for de omfattede frikommuner beror på, i

hvilket omfang frikommunerne gør brug af lovforslagets muligheder for forsøg. Idet

lovforslaget bl.a. har til formål at hjemle forsøg, der understøtter en bedre ressource-

udnyttelse og mere effektiv opgaveløsning i kommunerne, antages lovforslaget ikke i

væsentligt omfang at indebære negative økonomiske konsekvenser for kommunerne.

Eventuelle omkostninger som følge af forsøget afholdes af den enkelte frikommune.

Hvis frikommunerne vælger at udnytte muligheden for at anvise borgere til udslus-

ningsboliger med en forlænget udslusningsperiode i op til fem år, vil frikommunerne

skulle afholde udgiften til huslejetilskuddet i den forlængede periode. Forsøgets sam-

lede økonomiske konsekvenser for kommunen vil afhænge af borgerens nuværende

boligsituation.

Samtidig skønnes flere af de i lovforslaget indeholdte forsøgsbestemmelser at kunne

indebære en administrativ lettelse for de frikommuner, der gør brug af disse mulighe-

der for forsøg.

Forslaget vurderes samlet set ikke at have væsentlige økonomiske eller administrative

konsekvenser for staten eller regionerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Lovforslagets økonomiske konsekvenser for erhvervslivet beror på, i hvilket omfang

frikommunerne gør brug af lovforslagets muligheder for forsøg. De i lovforslaget inde-

holdte forsøgsbestemmelser skønnes at kunne indebære begrænsede positive og

negative økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for erhvervslivet.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Forslaget vurderes ikke at have EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den d. 16. januar 2018 til den 14. februar

2018 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Advokatsamfundet, Akademikerne, Allerød Kommune, Alzheimerfor-

eningen, Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, Ankestyrelsen, Arbejderbe-

vægelsens Erhvervsråd, ASE, Assens Kommune, ATP, Ballerup Kommune, BDO,

Kommunernes Revision A/S, Beskæftigelsesrådet BER, Beskæftigelsesrådets ydel-

sesudvalg, Boligselskabernes Landsforening, Brønderslev Kommune, Børne- og Kul-

turchefforeningen, Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforening (BUPL), Børne-

rådet, Børnesagens Fællesråd, Børns Vilkår, Center for Små Handicapgrupper, Cen-

ter for Sund Aldring, Centralorganisationens Fællesudvalg (CFU), Danmarks Lejerfor-

eninger, Danmarks Evalueringsinstitut, Danmarks Idrætsforbund, Danmarks Lærerfor-

ening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Center for Undervisningsmiljø, Dansk Er-

hverv, Dansk Handicapforbund, Dansk Musikskolesammenslutning, Dansk Musikpæ-

dagogisk Forening, Dansk Industri, Dansk Psykolog Forening, Dansk Retspolitisk

Forening, Dansk Socialrådgiverforening, Dansk Sygeplejeråd, Danske Advokater,

Danske A-kasser, Danske Diakonhjem, Danske Fysioterapeuter, Danske Handicapor-

ganisationer, Danske Musik- og Kulturskoleledere, Danske Regioner, Danske Profes-

sionshøjskoler, Danske Seniorer, Danske Skoleelever, Danske Udlejere, Danske Æld-

reråd, Datatilsynet, De Samvirkende Menighedsplejere, DemensKoordinatorer i Dan-

mark, Den Danske Dommerforening, Den Uvildige Konsulentordning på Handicapom-

rådet, DESA - Dansk Erhvervssammenslutning, Det Centrale Handicapråd, Det faglige

hus, Diakonissestiftelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, DGI,

EGV, Ejendomsforeningen Danmark, Ergoterapeutforeningen, Erhvervsstyrelsen,

Esbjerg Kommune, FABU, Fagligt Fælles Forbund (3F), Favrskov Kommune, Finans-

rådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, FOA

–

Fag og Arbejde,

Folketingets Ombudsmand, Forbrugerrådet, Forening for ledere af sundhedsordninger

for børn og unge, Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkeds-

chefer i Danmark (FSD), Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Foreningsfællesska-

bet Ligeværd, ForældreLANDSforeningen (FBU), Fredensborg Kommune, Frederiks-

havn Kommune, Frederikssund Kommune, Frie Funktionærer, Frivilligrådet, FSR

–

Danske Revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Furesø

Kommune, Gentofte Kommunalforening, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune,

Gribskov Kommune, Guldborgsund Kommune, Halsnæs Kommune, Helsingør Kom-

mune, Herning Kommune, Hillerød Kommune, Hjernesagen, Hjørring Kommune, HK

Danmark, Holbæk Kommune, Holstebro Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ikast-

Brande Kommune, Institut for Menneskerettigheder, Jammerbugt Kommune, Jobråd-

givernes Brancheforening, KFUM’s sociale arbejde, KL, Klagenævnet for Specialun-

dervisning, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), Kommuner-

nes Lønningsnævn, Kost & Ernæringsforbundet, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kriste-

lig Fagbevægelse, KU, Københavns Kommune, Landsforeningen af fleks- og skåne-

jobbere, Landsforeningen Bopam, Landsforeningen Børn og Forældre, Landsforenin-

gen for Socialpædagoger, Landsorganisationen i Danmark (LO), Landssamråd for

PPR-chefer, Lederforum, Livsværk, LO´s Faglige Seniorer, LOS, Lyngby-Taarbæk

Kommune, Lægeforeningen, Læsø Kommune, Mariagerfjord Kommune, Morsø Kom-

mune, Nationalt Videnscenter for Demens, Nordfyns Kommune, Odense Kommune,

Offentligt ansattes organisationer, OK-Fonden, Plejefamiliernes Landsforening, PLO

(Praktiserende Lægers Organisation), Randers Kommune, Rebild Kommune, Red

Barnet, Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Rigsrevisionen, Ringkø-

bing-Skjern Kommune, Roskilde Kommune, Rudersdal Kommune, Røde Kors, Rådet

for frivilligt socialt arbejde, Rådet for Socialt Udsatte, Selveje Danmark, SFI

–

Det Na-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

tionale Forskningscenter for Velfærd, Silkeborg Kommune, Skive Kommune, Skolele-

derforeningen, Skole og Forældre, Slagelse Kommune, Socialpædagogernes Lands-

forbund, Socialt Leder Forum, Socialtilsyn Hovedstaden, Frederiksberg Kommune,

Socialtilsyn Midt, Silkeborg Kommune, Socialtilsyn Nord, Hjørring Kommune, Socialtil-

syn Syd, Faaborg-Midtfyn Kommune, Socialtilsyn Øst, Holbæk Kommune, Stats- og

Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab, Statsforvaltningen, SUFO (Landsfor-

eningen for ansatte i sundhedsfremmende og forebyggende hjemmebesøg), TABU-

KA, Thisted Kommune, Tænk, Uddannelsesforbundet, ULF Udviklingshæmmedes

Landsforbund, Ungdommens Røde Kors, Ungdommens Uddannelsesvejledning,

Ungdomsringen, Vesthimmerlands Kommune, Ældre Sagen, Ældreforum, Aabenraa

Kommune, Aalborg Kommune og Aarhus Kommune.

9 Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

Økonomiske konse- Afhænger af, hvorvidt frikom-

kvenser for stat,

munerne gør brug af forsøgsmu-

kommuner og regio- lighederne.

ner

Administrative konse- Afhænger af, hvorvidt frikom-

kvenser for stat,

munerne gør brug af forsøgsmu-

kommuner og regio- lighederne.

ner

Økonomiske konse- Afhænger af, hvorvidt frikom-

kvenser for erhvervs- munerne gør brug af lovforsla-

livet

gets muligheder for forsøg.

Negative

konsekvenser/merudgifter

Afhænger af, hvorvidt fri-

kommunerne gør brug af

forsøgsmulighederne.

Afhænger af, hvorvidt fri-

kommunerne gør brug af

forsøgsmulighederne.

Afhænger af, hvorvidt fri-

kommunerne gør brug af

lovforslagets muligheder for

forsøg.

Ingen

Administrative konse- Ingen

kvenser for erhvervs-

livet

Administrative konse- Ingen

Ingen

kvenser for borgerne

Miljømæssige konse- Ingen

Ingen

kvenser

Forholdet til EU-

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter

retten

Er i strid med de fem

Nej

principper for imple-

mentering af er-

hvervsrettet EU-

regulering /Går videre

end minimumskrav i

EU-regulering

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Frikommunenetværkslovens § 2 oplister de frikommunenetværk, der er en del af fri-

kommuneforsøg II og de kommuner, der indgår i de respektive frikommunenetværk.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Efter lovens § 3 kan kommunerne i et frikommunenetværk alene gennemføre forsøg

inden for frikommunenetværkets tema.

Det foreslås, at det ved et nyt stk. 2 til § 2 tilføjes, at regioner kan samarbejde med

frikommunenetværkene om at udføre forsøg efter frikommunenetværksloven i det

omfang, det fremgår af loven.

Den foreslåede bestemmelse åbner for, at enkelte regioner som noget nyt kan indgå i

et samarbejde med enkelte frikommunenetværk i specifikke besøg, såfremt der er

etableret særskilt hjemmel til dette samarbejde i frikommunenetværksloven. Bestem-

melsen afgrænser således også samarbejdet, da regionerne kun kan indgå i et sam-

arbejde i det omfang, det udtrykkeligt fremgår af frikommunenetværksloven, at regio-

nerne kan deltage heri.

Bestemmelsen foreslås indsat for at frikommunenetværket om bedre styring af udgif-

terne på det specialiserede socialområde kan indgå i samarbejde med Region Midtjyl-

land og Region Syddanmark i forbindelse med forsøget om Mere sammenhængende

forløb i psykiatrien, som foreslås etableret i §§ 27 c - 27 l.

Der henvises til de særlige bemærkninger til §§ 27 c - 27 l.

Til nr. 2

Ad § 9 d

Efter de gældende regler i § 74 c i lov om aktiv socialpolitik skal kommunen vurdere,

om betingelserne for at få et fleksjob fortsat er opfyldt, når en person har fået ledig-

hedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder. Herefter skal kommunen revurdere

sagen, hver gang personen på ny har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden

for 18 måneder. Vurderingen skal være afsluttet, senest når pågældende har modta-

get ledighedsydelse i 18 måneder. Når en person, der modtager ledighedsydelse eller

har opsagt et fleksjob, flytter til en anden kommune, skal denne kommune afslutte

vurderingen inden for fristen på 18 måneder. Kommunen skal dog senest inden for 6

måneder efter flytningen afslutte vurderingen, hvis fristen på 18 måneder ikke kan

overholdes på grund af flytningen. Perioder med ledighedsydelse under barsel med-

regnes ikke.

Ved vurderingen skal kommunen anvende tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats, jf. § 74 c, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Grundlaget for vurderingen skal, jf. § 74 c, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, bestå af

1) en redegørelse for, at der er anvendt tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv

beskæftigelsesindsats, 2) en redegørelse for den pågældendes ressourcer samt mu-

lighederne for at anvende og udvikle dem, som udarbejdes i samarbejde med den

pågældende og indeholder dennes egen opfattelse af forholdene, 3) en redegørelse

for, hvorfor den pågældendes arbejdsevne fortsat anses for varigt nedsat, og 4) en

redegørelse for, at det er vurderet, om der kan være grundlag for at påbegynde en

sag om førtidspension.

Det følger af den gældende § 73 a, stk. 1 og 2, i lov om en aktiv beskæftigelsesind-

sats, at for personer, der er visiteret til fleksjob, og som modtager ledighedsydelse

efter lov om aktiv socialpolitik, tilrettelægges og gennemføres der et individuelt kon-

taktforløb, med henblik på at personen hurtigst muligt kommer i fleksjob. Under kon-

taktforløbet skal der afholdes individuelle jobsamtaler med personen, senest hver

gang personen i sammenlagt 3 måneder har modtaget ledighedsydelse regnet første

gang fra visitationen til fleksjob. Der skal under jobsamtalen følges op på, om perso-

nen er aktivt arbejdssøgende. Perioder med ledighedsydelse under barsel medregnes

ikke. Samtalen afholdes som hovedregel ved personligt fremmøde.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Med den foreslåede

§ 9 d, stk. 1,

kan Beskæftigelsesministeren godkende frikommu-

neforsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om

en mere fleksibel og effektiv beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrati-

onsområdet, fraviger § 74 c i lov om aktiv socialpolitik, således at vurderingen af, om

betingelserne for fleksjob fortsat er opfyldt, gennemføres i forbindelse med den løben-

de opfølgning i det individuelle kontaktforløb, jf. § 73 a, i lov om en aktiv beskæftigel-

sesindsats.

Der er ikke foreslået nærmere regler for, hvordan opfølgningen i forbindelse med det

individuelle kontaktforløb skal foretages. Det er alene fastsat, at den løbende vurde-

ring vil skulle foretages, hver gang personen har modtaget ledighedsydelse i sammen-

lagt 3 måneder.

I forbindelse med den løbende vurdering skal kommunerne vurdere, hvilke indsatser

en person på ledighedsydelse eventuelt skal deltage i, for at personen får bedre mu-

lighed for at blive ansat i et fleksjob. Kommunen skal endvidere ved de løbende vurde-

ringer følge op på, om den fleksjobvisiteredes arbejdsevne har ændret sig, og om den

pågældendes ressourcer samt mulighederne for at anvende og udvikle dem er æn-

dret. Dette bør ske i samarbejde med den pågældende og indeholde dennes egen

opfattelse af forholdene

Med forslaget til § 9 d,

stk. 2,

foreslås, at hvis frikommunen vurderer, at borgeren ikke

længere opfylder betingelserne for fleksjob, og dermed ikke længere er berettiget til

ledighedsydelse, skal kravene i § 74 c, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik være

opfyldt, når frikommunen træffer afgørelse om, at borgeren ikke længere er berettiget

til fleksjob. Det medfører, at frikommunen skal give borgeren et tilbud efter kapitel 10

eller 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. § 74 c, stk. 2, i lov om aktiv social-

politik, og at der skal udarbejdes de redegørelser, der fremgår af § 74 c, stk. 3, i lov

om aktiv socialpolitik, som er beskrevet ovenfor. Dette gælder dog ikke, hvis frikom-

munen har truffet afgørelse om, at borgeren er berettiget til førtidspension.

Ad § 9 e

Det følger af § 96 c i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr.

1342 af 21. november 2016 med senere ændringer, at en aktivitetsparat uddannel-

seshjælpsmodtager eller en aktivitetsparat integrationsydelsesmodtager under 30 år

uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrations-

programmet efter integrationsloven, og som i perioder på grund af personlige forhold

ikke kan deltage i vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik eller ansættelse

med løntilskud, har ret og pligt til tilbud om mentorstøtte, indtil personen kan deltage i

førnævnte tilbud.

Efter §§ 82 og 83 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kan kommunen alene bevil-

ge befordringsgodtgørelse til aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og aktivi-

tetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år uden erhvervskompetencegi-

vende uddannelse, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrations-

loven, når de deltager i tilbud om vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik

eller ansættelse med løntilskud.

Der er således ikke efter gældende regler mulighed for, at en aktivitetsparat uddan-

nelseshjælpsmodtager eller en aktivitetsparat integrationsydelsesmodtagere under 30

år uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrati-

onsprogrammet efter integrationsloven, kan få befordringsgodtgørelse, når pågælden-

de deltager i ret og pligt tilbud om mentorstøtte. Der er således heller ikke fastsat reg-

ler om f.eks.udmåling og udbetaling af en sådan godtgørelse.

Det foreslås med bestemmelsen i

§ 9 e, stk. 1,

at kommunalbestyrelsen i en frikom-

mune i frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource kan yde befor-

dringsgodtgørelse til målgruppen i § 2, nr. 13, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

som omfatter aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og aktivitetsparate inte-

grationsydelsesmodtagere under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddannel-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

se, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven, når de

deltager i ret og pligt tilbud om mentorstøtte efter § 96 c i lov om en aktiv beskæftigel-

sesindsats.

En uddannelseshjælpsmodtager eller en integrationsydelsesmodtager under 30 år

uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrations-

programmet efter integrationsloven, er aktivitetsparat, hvis personen vurderes at have

problemer af faglig, social og/eller helbredsmæssig karakter og dermed har behov for

ekstra støtte og hjælp i længere tid end ca. et år, inden personen kan påbegynde en

uddannelse og gennemføre denne på almindelige vilkår. Det følger af § 1, nr. 13, jf. §

2, stk. 4, i bekendtgørelse nr. 1297 af 9. november 2016 om en aktiv beskæftigelses-

indsats.

Frikommunenetværket om børn som vores vigtigste ressource ønsker mulighed for at

kunne yde befordringsgodtgørelse til aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere og

aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år uden erhvervskompeten-

cegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrati-

onsloven, når de deltager i ret og pligt tilbud om mentorstøtte, jf. § 96 c i lov om en

aktiv beskæftigelsesindsats.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1, indebærer, at aktivitetsparate uddannelses-

hjælpsmodtagere og aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år uden

erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrationspro-

grammet efter integrationsloven ret til befordringsgodtgørelse, når de deltager i ret og

pligt tilbud om mentorstøtte.

Det betyder, at en aktivitetsparat uddannelseshjælpsmodtager eller en aktivitetsparat

integrationsydelsesmodtager under 30 år uden erhvervskompetencegivende uddan-

nelse som ikke er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationsloven således

kan få befordringsgodtgørelse, hvis pågældende eksempelvis har udgifter i forbindelse

med en busbillet til og fra mødet med sin ret og pligt mentor.

Det foreslås i

§ 9 e, stk. 2,

at det er en betingelse for at få befordringsgodtgørelse efter

den foreslåede § 9 e, stk. 1, at personen har svært ved at bevare en tilknytning til ar-

bejdsmarkedet eller gennemføre en uddannelse, fordi vedkommende:

har en psykisk lidelse, som kan være afklaret eller uafklaret,

har en nedsat fysisk funktionsevne,

lever i hjemløshed,

har særlige sociale problemer,

har misbrugsproblemer,

modtager støtte efter servicelovens § 85,eller

midlertidigt har ophold i boformer efter servicelovens § 107

Det er jobcenteret, der vurderer, om borgeren er omfattet af målgruppen.

Kommunens mulighed for at yde befordringsgodtgørelse til aktivitetsparate uddannel-

seshjælpsmodtagere og aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år

uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrations-

programmet efter integrationsloven, er et delelement i et større forsøg, der omhandler

unge mennesker i alderen 18-29 år, som har problemer med at opretholde et job eller

gennemføre en uddannelse, fordi de enten har en afklaret eller uafklaret psykisk syg-

dom eller fysisk lidelse, er hjemløse, har misbrugsproblemer eller modtager støtte

efter servicelovens § 85 eller § 107.

Der henvises i den forbindelse til den foreslåede § 30 b og til bekendtgørelse om fri-

kommuneforsøg II på beskæftigelses- og sygedagpengeområdet.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at det alene er de aktivitetsparate uddannel-

seshjælpsmodtagere og aktivitetsparate integrationsydelsesmodtagere under 30 år

uden erhvervskompetencegivende uddannelse, som ikke er omfattet af integrations-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

programmet efter integrationsloven, og som er omfattet af forsøget i frikommunenet-

værket om børn som vores vigtigste ressource, der har ret til befordringsgodtgørelse,

når de deltager i ret og pligt tilbud om mentorstøtte.

Det foreslås med bestemmelsen i

§ 9 e, stk. 3,

at kommunen fastsætter nærmere

retningslinjer for udbetaling af godtgørelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1,

og at kommunen giver information om indholdet af retningslinjerne til de borgere, som

er omfattet af forsøget.

Det indebærer, at kommunen fastsætter retningslinjer for udbetalingen af godtgørel-

sen, herunder om godtgørelsen er forudbetalt eller bagudbetalt, og i hvilket omfang

udgiften skal være dokumenteret. Kommunen kan i retningslinjerne ligeledes tage

stilling til, hvordan godtgørelsen skal udmåles, f.eks. om udgiften skal dækkes fuldt

ud, eller om der er alene er tale om udbetaling af en kilometersats efter et bestemt

antal kilometer.

For at understøtte frikommuneforsøget i at opnå konkrete erfaringer med større fri-

hedsgrader og bedre styringsmuligheder i kommunen foreslås det, at kommunen selv

fastsætter retningslinjer for udbetaling og udmåling af befordringsgodtgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunen skal fastsætte retningslinjer

for udbetaling af godtgørelsen efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1.

Retningslinjerne skal sikre, at der er klarhed over, hvordan, hvornår og hvor meget

borgeren kan få udbetalt.

Samtidig sikres det, at borgerne får information om, hvad deres rettigheder er i forhold

til udbetaling af befordringsgodtgørelse.

Der henvises i øvrigt til afsnit 2.2.3 i de almindelige bemærkninger om aktivering og

beskæftigelsestilbud - bedre mulighed for individuel indsats.

Til nr. 3

Ad § 14 a

§ 95 i lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 17. august 2017 med

senere ændringer (herefter benævnt serviceloven), indeholder regler om kontant til-

skud til ansættelse af hjælpere til borgere med nedsat funktionsevne. Servicelovens §

95 finder anvendelse for borgere på 18 år eller derover.

Det fremgår af servicelovens § 95, stk. 1, at hvis kommunalbestyrelsen ikke kan stille

den nødvendige hjælp til rådighed for en borger, der har behov for personlig og prak-

tisk hjælp i hjemmet efter servicelovens § 83 og/eller afløsning eller aflastning efter §

84, kan kommunalbestyrelsen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågæl-

dende selv antager.

Efter servicelovens § 95, stk. 2, kan en borger med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til

løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer om ugen,

vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Efter § 95, stk. 3, kan kommunalbestyrelsen desuden i særlige tilfælde vælge at udbe-

tale tilskuddet til en nærtstående, som helt eller delvist passer borgeren med funkti-

onsnedsættelse.

Servicelovens § 95, stk. 3, er tilsigtet at finde anvendelse i de situationer, hvor kom-

munalbestyrelsen skønner, at borgeren med funktionsnedsættelse ikke selv vil være i

stand til at fungere som arbejdsleder for hjælperne, hvilket er en betingelse for at være

omfattet af § 95, stk. 2. Det kan f.eks. være tilfælde, hvor borgeren har en funktions-

nedsættelse som følge af udviklingshæmning eller kognitive funktionsnedsættelser. I

disse tilfælde kan kommunalbestyrelsen vælge at yde det kontante tilskud til en nært-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

stående, som kan og vil påtage sig opgaven, i stedet for til borgeren. Som nærtståen-

de anses normalt ægtefælle, samlevende, børn, forældre, søskende samt andre, som

har et nært forhold til den pågældende borger. Flere af borgerens nærtstående kan

være tilskudsmodtagere og dermed dele det udbetalte tilskud.

Et eksempel, hvor servicelovens § 95, stk. 3, kan finde anvendelse, er den situation,

hvor et barn med omfattende funktionsnedsættelse før det fyldte 18. år er blevet pas-

set i hjemmet af én af forældrene efter reglerne om hjælp til dækning af tabt arbejds-

fortjeneste, jf. servicelovens § 42, og hvor der efter barnets fyldte 18. år etableres en

ordning med kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3,

hvor den pågældende forælder får udbetalt tilskuddet. Herved bliver det muligt for

forældrene at fortsætte med at passe den unge i hjemmet.

Den eller de nærtstående, som får udbetalt tilskud efter servicelovens § 95, stk. 3, og

som dermed er tilskudsmodtager, bliver arbejdsleder og arbejdsgiver for borgerens

hjælpere, jf. § 95, stk. 4, medmindre den eller de pågældende indgår aftale med en

(anden) nærtstående eller med en af socialtilsynet godkendt forening eller privat virk-

somhed om overførsel af tilskuddet, hvorefter den (anden) nærtstående, foreningen

eller den private virksomhed er arbejdsgiver for hjælperne. Det kontante tilskud til

ansættelse af hjælpere, som den nærtstående får udbetalt, svarer til det, som borge-

ren selv ville få udbetalt.

Hvis den eller de nærtstående, der får udbetalt tilskuddet, vælger ikke at overføre det

til andre, må den eller de nærtstående højst varetage pasningen af borgeren med

funktionsnedsættelse i 48 timer om ugen. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen

dog beslutte, at én eller flere nærtstående kan varetage pasningsopgaven i mere end

48 timer om ugen.

Kommunalbestyrelsens bevilling af hjælp i form af kontant tilskud til ansættelse af

hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3, gives uden en øvre tidsgrænse for varighe-

den af hjælpen. Kommunalbestyrelsen har dog pligt til løbende at følge op på, om

betingelserne for at modtage hjælpen fortsat er til stede, herunder om der er sket æn-

dringer i borgerens hjælpebehov. Efter praksis fra Ankestyrelsen stilles der imidlertid

krav om ret tungtvejende grunde, hvis der efterfølgende skal ske frakendelse af tidli-

gere bevilget hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter

servicelovens § 95, stk. 3, kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i lov om rets-

sikkerhed og administration på det sociale område.

Med lovforslagets § 14 a, stk. 1, foreslås det, at frikommunerne i frikommunenetvær-

ket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde i forbindelse

med en afgørelse om hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3, hvor tilskuddet til ansæt-

telse af hjælpere udbetales til en nærtstående, og hvor borgeren med funktionsned-

sættelse er en ung mellem 18 og 22 år, kan fastsætte, at udbetalingen af tilskuddet

ophører, når den unge fylder 23 år.

Forslaget indebærer dermed, at der kan bevilges hjælp efter servicelovens § 95, stk.

3, som en midlertidig ordning, der ophører, når den unge fylder 23 år, hvilket der ikke

er mulighed for efter de nugældende regler. Det foreslås gjort til en betingelse, at den

tidsbegrænsede udbetaling af tilskud til ansættelse af hjælpere har til formål at sikre

den unge en god overgang til voksenlivet.

Desuden foreslås det i § 14 a, stk. 2, at kommunalbestyrelsen i samarbejde med den

unge og dennes forældre skal udarbejde en skriftlig plan for den fremtidige indsats

efter den unges fyldte 23. år. Endvidere foreslås det, at kommunalbestyrelsen senest

tre måneder, før den unge fylder 23 år, skal træffe afgørelse om, hvilken indsats der

skal iværksættes efter ophøret af den tidsbegrænsede udbetaling af tilskud efter ser-

vicelovens § 95, stk. 3. Herved sikres det, at der allerede fra begyndelsen af perioden

med den tidsbegrænsede hjælp lægges en plan for den fremtidige indsats efter den

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

unges fyldte 23. år, når denne hjælp ophører, ligesom det sikres, at der i god tid forud

for ophøret træffes afgørelse om den videre indsats.

Endelig foreslås det i § 14 a, stk. 3, at kommunalbestyrelsens fastsættelse af tidsbe-

grænset udbetaling af tilskud til ansættelse af hjælpere efter § 14 a, stk. 1, skal kunne

påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og admini-

stration på det sociale område. Dette indebærer, at Ankestyrelsen vil kunne efterprøve

kommunalbestyrelsens fastsættelse af tidsbegrænset udbetaling af tilskud.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at medvirke til, at unge med funktions-

nedsættelser i en årrække efter det fyldte 18. år kan sikres en mere almindelig ung-

domstilværelse som hjemmeboende, mens de modnes til en mere selvstændig tilvæ-

relse i f.eks. et botilbud. Samtidig er formålet at give forældrene, herunder de foræl-

dre, der har modtaget hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens §

42, til pasning af børn med funktionsnedsættelse under 18 år i hjemmet, en årrække til

at vende tilbage til arbejdsmarkedet og sikre sig en selvstændig økonomi.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at frikommunerne i frikommunenet-

værket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde har ønsket

mulighed for at bevilge hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3, i en tidsbegrænset peri-

ode i den situation, hvor tilskuddet til ansættelse af hjælpere udbetales til en nærtstå-

ende, og borgeren med funktionsnedsættelse er en ung mellem 18 og 22 år. Frikom-

munerne ønsker i sådanne tilfælde at kunne fastsætte, at udbetaling af tilskuddet op-

hører, når den unge fylder 23 år. Begrundelsen for dette ønske er ifølge frikommuner-

ne, at det giver anledning til nogle etiske overvejelser, hvor længe unge mennesker

med omfattende funktionsnedsættelser skal blive boende hjemme og blive passet af

deres forældre. Den unge kan således have vanskeligt ved at skabe sociale relationer

og en selvstændig tilværelse uden for familien, hvis pasningen i hjemmet opretholdes i

en tidsubegrænset periode. Samtidig kan forældrene risikere at miste deres tilknytning

til arbejdsmarkedet.

Kommunalbestyrelsens fastsættelse af tidsbegrænset udbetaling af tilskud til ansæt-

telse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3, skal, jf. lovforslagets § 14 a, stk. 1, 1.

pkt., ske i forbindelse med selve afgørelsen om hjælp, og tidsbegrænsningen må

dermed ikke fastsættes efterfølgende. Det er desuden en forudsætning, at borgeren

med funktionsnedsættelse er mellem 18 og 22 år, og tidsgrænsen kan ikke sættes til

et senere tidspunkt end det tidspunkt, hvor den unge fylder 23 år.

Muligheden for kommunalbestyrelsen til at fastsætte tidsbegrænset udbetaling af til-

skud gælder alene i de tilfælde, hvor der træffes afgørelse om hjælp efter servicelo-

vens § 95, stk. 3, om kontant tilskud til ansættelse af hjælpere, hvor tilskuddet udbeta-

les til en nærtstående. Herved skal betingelserne i servicelovens § 95, stk. 3, være

opfyldt, før hjælpen kan udbetales tidsbegrænset, herunder bl.a. betingelsen om, at

den unge skal være omfattet af bestemmelsens personkreds, og at behovet for per-

sonlig og praktisk hjælp m.v. skal overstige 20 timer om ugen. Kommunalbestyrelsen

vil således ikke kunne fastsætte tidsbegrænset udbetaling af tilskud i de tilfælde, hvor

betingelserne for at yde kontant tilskud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens §

95, stk. 3, ikke er opfyldt.

Betingelsen i lovforslagets § 14 a, stk. 1, 2. pkt., om, at formålet med den midlertidige

udbetaling af tilskud er at sikre den unge en god overgang til voksentilværelsen, inde-

bærer, at det skal anses for væsentligt af hensyn til den unge, at der gives midlertidig

hjælp i hjemmet i en årrække for at sikre omsorg og skabe mulighed for optimal forbe-

redelse til den unges næste boform. Den midlertidige hjælp skal således anses som

væsentlig i forhold til at give den unge mulighed for en smidigere overgang fra at blive

passet af forældrene i hjemmet til at skulle flytte på botilbud eller i egen bolig og få en

mere selvstændig tilværelse.

Den skriftlige plan, der efter lovforslagets § 14 a, stk. 2, 1. pkt., skal udarbejdes for

den fremtidige indsats efter den unges fyldte 23. år, skal udarbejdes samtidig med

fastsættelsen af tidsbegrænsningen af hjælpen efter servicelovens § 95, stk. 3, og kan

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

dermed ikke udskydes til senere. Planen skal angive, hvilken indsats der arbejdes hen

imod i perioden for den tidsbegrænsede hjælp, f.eks. at den unge flytter til et botilbud,

jf. servicelovens § 108, eller flytter i egen bolig med socialpædagogisk støtte, jf. ser-

vicelovens § 85. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde planen i samarbejde med den

unge og dennes forældre, således at der sikres opbakning til at arbejde hen imod den

fremtidige indsats for den unge fra alle involverede parter. Der gælder ingen formkrav

til planen ud over, at den skal være skriftlig. Der kan ikke klages over planen til Anke-

styrelsen, da den ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, men derimod et

arbejdsdokument i forhold til den fremtidige indsats for den unge efter det fyldte 23. år.

Kravet i det foreslåede § 14 a, stk. 2, 2. pkt., om, at kommunalbestyrelsen senest tre

måneder, før den unge fylder 23 år, skal træffe afgørelse om, hvilken indsats der skal

iværksættes efter ophøret af den tidsbegrænsede udbetaling af tilskud efter servicelo-

vens § 95, stk. 3, skal sikre, at den unge ikke efterlades med et udækket hjælpebe-

hov, når han eller hun fylder 23 år, og den tidsbegrænsede hjælp ophører. Kommu-

nalbestyrelsen kan således ikke afvente, at den unge fylder 23 år, før der træffes af-

gørelse om den fremtidige indsats. De indsatser, som kommunalbestyrelsen kan træf-

fe afgørelse om, er de indsatser, der er rettet mod voksne med funktionsnedsættelse.

Der vil dermed ikke være mulighed for at træffe afgørelse om endnu en periode med

tidsbegrænset hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3. Såfremt kommunalbestyrelsen

finder, at der fortsat skal ydes hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3, skal der derfor

træffes afgørelse herom efter den gældende bestemmelse uden tidsbegrænsning.

Kommunalbestyrelsens afgørelse om hjælp til den unge efter ophøret af den tidsbe-

grænsede udbetaling af hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3, kan påklages til Anke-

styrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område.

Den foreslåede bestemmelse i § 14 a, stk. 3, om klageadgang til Ankestyrelsen i for-

hold til kommunalbestyrelsens fastsættelse af tidsbegrænsning for udbetaling af til-

skud til ansættelse af hjælpere efter servicelovens § 95, stk. 3, skal sikre, at lovlighe-

den af kommunalbestyrelsens beslutning kan efterprøves. Klagesagsbehandlingen

foreslås at følge reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det

sociale område, som også gælder for klagesagsbehandlingen på det sociale område i

øvrigt. Med forslaget vil der være samme klageadgang for kommunalbestyrelsens

afgørelser efter servicelovens § 95, stk. 3, hvor udbetalingen af tilskuddet tidsbegræn-

ses, jf. lovforslagets § 14 a, stk. 1, som for kommunalbestyrelsens afgørelser efter

servicelovens § 95, stk. 3, uden tidsbegrænsninger.

Ad § 14 b

Anvendelsen af særlige døråbnere i sociale indsatser til voksne og børn og unge med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne er efter gældende ret underlagt en

række lovgivningsmæssige begrænsninger, herunder servicelovens magtanvendel-

sesregler og lov om voksenansvar for anbragte børn og unge. Disse begrænsninger

kan i visse tilfælde opleves som uhensigtsmæssige. Der er i dag ikke hjemmel i lov-

givningen til at anvende særlige døråbnere for anbragte børn og unge i døgnophold

og for voksne i boformer efter serviceloven eller i en plejebolig efter lov om almene

boliger m.v. eller i en friplejebolig efter lov om friplejeboliger eller lignende, hvor særli-

ge døråbnere anvendes på yderdøren af konkrete afdelinger og boenheder, der tilhø-

rer og afgrænser disse, som led i en social indsats.

Det foreslås at bemyndige børne- og socialministeren til at godkende forsøg, hvorefter

kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af

udgifterne på det specialiserede socialområde får tilladelse til at anvende særlige dør-

åbnere ved yderdøre, der tilhører og afgrænser konkrete afdelinger og boenheder,

som led i eller i tilknytning til omsorgsindsatsen over for voksne i boformer, pleje- eller

friboliger eller lignende og anbragte børn og unge med betydelig og varigt nedsat psy-

kisk funktionsevne.

Med

stk. 1

foreslås det, at børne- og socialministeren bemyndiges til at godkende

forsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om i en afgrænset perio-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

de at anvende særlige døråbnere, der tilhører og afgrænser konkrete afdelinger og

boenheder, for børn og unge omfattet af voksenansvarsloven og voksne omfattet af

servicelovens magtanvendelsesregler, der fastsættes af kommunalbestyrelsen, når

det samlet set vurderes som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensy-

net til borgeren, og når borgeren ikke modsætter sig anvendelsen af særlige døråbne-

re. Det er endvidere et krav, at der indhentes samtykke fra forældremyndighedsinde-

haveren, pårørende eller fra en eventuel værge, jf. værgemålslovens § 5. Har borge-

ren hverken forældre, pårørende eller en værge, der kan inddrages, er det således en

forudsætning for anvendelsen af muligheden efter stk. 1, at der etableres værgemål

for borgeren, inden de påtænkte foranstaltninger igangsættes.

Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest forældre eller slægtninge i lige

linje og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Plejebørn- og forældre vil jævnligt

også kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter omstændighederne, navnlig

hvor der ikke er forældre, vil slægtninge, som borgeren er nært knyttet til eller nært

besvogret med, også kunne betragtes som nærmeste pårørende. I øvrigt bør »nær-

meste pårørende« afhængigt af den konkrete situation fortolkes udvidende. Familie-

båndet behøver således ikke altid at være eneafgørende.

Anvendelse af særlige døråbnere på yderdøre, der tilhører og afgrænser konkrete

afdelinger og boenheder, indebærer, at der ikke må være tale om særlige døråbnere

til beboernes værelse eller lignende, men at anvendelse af særlige døråbnere skal

være afgrænset til nærmere defineret afdelinger/boenheder, der fastsættes af kom-

munalbestyrelsen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af hensigtsmæs-

sigheden af anvendelsen i den enkelte situation. Særlige døråbnere kan kun anven-

des ved ind- og udgangsdøre til hele afdelinger eller boenheder, og hvor de tilhørende

borgere er i målgruppen for magtanvendelse, jf. voksenansvarsloven eller servicelo-

ven kap. 24. Der kan f.eks. være tale om dobbelte dørgreb, dobbelttryk for døråbning

og lignende for at forhindre eller vanskeliggøre, at visse borgere med betydelig og

varigt nedsat psykisk funktionsevne går ud og udsætter sig selv eller andre for at lide

væsentlig personskade. Særlige døråbnere må ikke have et egentligt aflåsningssy-

stem eller en egentlig aflåsningsmekanisme, der låser afdelingen eller boenheden af.

Særlige døråbnere må udelukkende virke forsinkende på borgeren. Der må først an-

vendes særlige døråbnere, når kommunalbestyrelsen har truffet beslutning herom.

Der kan eksempelvis være tale om farefyldte trafikale forhold, særlige naturområder,

hvor den pågældende kan blive væk eller vejrforhold som f.eks. voldsom kulde eller

varme, som vil kunne begrunde, at disse midler bringes i anvendelse, når andre og

mindre indgribende foranstaltninger forgæves har været forsøgt afprøvet.

Muligheden for at anvende særlige døråbnere ved yderdøre, der tilhører og afgrænser

afdelinger og boenheder, ændrer således ikke på det forhold, at de i den forbindelse

mindre indgribende foranstaltninger i form af alarm- eller pejlesystemer forgæves skal

være afprøvet, inden der sættes ind med den mere indgribende foranstaltning i form af

en særlig døråbner. Det vil således være hensigtsmæssigt, hvis botilbud m.v. fysisk

indrettes således, at personalet let kan overskue, om en borger, der ikke kan klare sig

selv på egen hånd, er ved at forlade stedet, så man i tide kan træffe de nødvendige

forholdsregler. Alle, der ikke kan betjene de særlige døråbnere, skal have den nød-

vendige hjælp hertil, medmindre der er tale om en borger, som er omfattet af bestem-

melsen om tilbageholdelse i boligen.

Baggrunden for det foreslåede

stk. 1

er en vurdering af, at anvendelsen af særlige

døråbnere over for en eller flere personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funk-

tionsevne som led i eller i tilknytning til en social indsats i visse situationer kan bidrage

positivt til den sociale indsats, bl.a. idet den særlige døråbner i nogle situationer kan

udgøre en mindre indgribende foranstaltning i den enkeltes selvbestemmelsesret end

fysisk overvågning og dermed harmonere bedre med intentionen om at understøtte

den enkeltes værdighed, selvbestemmelse og frihed.

Efter det foreslåede

stk. 2

skal bestemmelserne i voksenansvarsloven og servicelo-

vens magtanvendelsesregler finde tilsvarende anvendelse i forsøg, der godkendes

efter det foreslåede stk. 1. Bestemmelserne indeholder en række processuelle krav,

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

der skal overholdes i forbindelse med voksenansvar over for børn og unge og magt-

anvendelse over for voksne, og som tilsvarende skal gælde i frikommuneforsøg med

anvendelse af særlige døråbnere.

At voksenansvarslovens § 23 og servicelovens § 133 finder tilsvarende anvendelse

indebærer, at en afgørelse efter denne bestemmelse kan påklages til Ankestyrelsen

efter reglerne i retssikkerhedslovens kapitel 10. Dette indebærer bl.a., jf. servicelovens

§ 133, stk. 3, at pårørende eller forældremyndighedsindehaveren for den person, som

foranstaltningen vedrører, kan klage over kommunalbestyrelsens beslutning, når den

person, som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage. Der vil f.eks. kunne

klages ved uenighed om, hvorvidt der er givet samtykke til anvendelse af særlige dør-

åbnere efter stk. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen jf. ser-

vicelovens § 82, stk. 2, skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages

i varetagelsen af interesserne for en person med betydeligt nedsat psykisk funktions-

evne, samt endvidere være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvalt-

ningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven, jf. servicelovens § 82, stk. 2,

2. pkt.

At voksenansvarslovens § 7 og serviceloven § 124 finder tilsvarende anvendelse be-

tyder bl.a., at anvendelse af magt og andre indgreb i den enkeltes selvbestemmelses-

ret skal begrænses til det absolut nødvendige, og at sådanne foranstaltninger aldrig

må erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal udøves

så skånsomt og kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågæl-

dende og andre tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller

ulempe.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, er udgangspunktet, at opholdskommunen har

pligt til at yde hjælp, i det omfang en borger har ret til hjælp efter den lovgivning, der er

omfattet af lovens bestemmelser. Det gælder bl.a. hjælp efter serviceloven. En person

har efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, opholdskommune i den kommune, hvor den

pågældende bor eller sædvanligvis opholder sig. Denne kommune vil således som

udgangspunkt være handlekommune for borgeren efter serviceloven, dvs. have pligt

til at yde og finansiere hjælp til borgeren efter serviceloven. I retssikkerhedslovens § 9,

stk. 7, er imidlertid fastsat, at borgerens oprindelige opholdskommune i nogle tilfælde

fortsat er handlekommune for borgeren med hensyn til hjælp efter serviceloven, uan-

set at borgeren ikke længere bor i den hidtidige opholdskommune. Det er tilfældet,

hvis den hidtidige opholdskommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til,

at den pågældende borger har fået ophold i en af flere nærmere angivne typer af

døgnophold m.v. i en anden kommune.

Med den foreslåede

stk. 3,

foreslås, at tilladelser efter stk. 1 alene kan bringes i an-

vendelse overfor personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket om

bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Forsøget vil således

ikke kunne anvendes overfor personer, der f.eks. er i boform eller døgnophold udenfor

en frikommune, selvom vedkommendes handlekommune er frikommune. Baggrunden

herfor er et ønske om at understøtte fokus på forsøgets implementering i den øvrige

drift i de enkelte boformer og døgnophold samt udvikling af et stærkt fagligt miljø i

relation til forsøget. Dette ses bedst understøttet af en vis volumen i forsøget i de en-

kelte botilbud, hvor forsøget gennemføres.

Det foreslåede

stk. 3.

indebærer, at bemyndigelsen i stk. 1 også kan anvendes til at

godkende forsøg efter stk. 1, der omfatter foranstaltninger over for borgere, hvis hand-

lekommune efter retssikkerhedsloven ikke er den kommune, hvor døgnopholdet, botil-

buddet eller fri- og plejeboligen ligger. I sådanne tilfælde kan kommunalbestyrelsen i

borgerens handlekommune (A) efter retssikkerhedsloven, hvis den har opnået god-

kendelse til udførelse af et forsøg efter stk. 1, træffe afgørelse i forhold til borgeren om

anvendelse af særlige døråbnere på baggrund af indstilling fra opholdskommunen (B),

hvor borgeren har ophold i døgnophold, botilbud eller fri. Og plejebolig. Indstillingen

fra opholdskommunen bør indeholde faglige begrundelser for det indstillede, herunder

hvordan borgeren ventes at profitere af de ønskede foranstaltninger. Bestemmelsen

omfatter borgere, der af deres oprindelige opholdskommune, A, er visiteret til et døgn-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

ophold eller et botilbud i en anden kommune, B, men hvor kommune A fortsat er

handlekommune efter retssikkerhedsloven for borgeren med hensyn til hjælp efter

serviceloven. Formålet med bestemmelsen er at understøtte samarbejdet mellem en

borgers opholds- og handlekommune for at sikre de bedst mulige afgørelser om an-

vendelse af særlige døråbnere. Afgørelser om anvendelse af særlige døråbnere efter

bestemmelsen vil således basere sig på både handlekommunens kendskab til borge-

ren og opholdskommunens kendskab til borgeren i relation til frikommuneforsøget.

Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, uanset om borgerens handlekom-

mune er del af det pågældende frikommunenetværk, men forudsat at borgeren har

ophold i en frikommune i det pågældende frikommunenetværk.

Efter det foreslåede

stk. 4

er godkendelse efter stk. 1 betinget af, at kommunalbesty-

relsen redegør for, hvorledes ordningen tilrettelægges, således at anvendelsen af de

særlige døråbnere sker med hensyntagen til såvel pligten til at drage omsorg for en

borger samt til hensynet til borgerens frihed, værdighed og selvbestemmelse.

Dette indebærer bl.a., at ordningen baseres på et tæt samarbejde mellem borgeren og

pårørende, som teknologierne anvendes i forhold til, samt at det beskrives, hvilke

kriterier der skal gælde for anvendelse af særlige døråbnere. Det fremgår endvidere af

det foreslåede stk. 4, at børne- og socialministeren godkender forsøg efter stk. 1 på

baggrund af en samlet vurdering. Som eksempler på andre forudsætninger for for-

søgsgodkendelser kan nævnes, at forsøget skal være klart beskrevet. Heri ligger bl.a.,

at kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvordan medarbejderne sikres de nødvendige

kompetencer og et tilstrækkeligt kendskab til lovens bestemmelser.

Anvendelsen af særlige døråbnere på yderdøre, der tilhører og afgrænser konkrete

afdelinger eller boenheder efter den foreslåede bestemmelse skal ses som et red-

skab, der kan indgå i kommunalbestyrelsens samlede indsats for at varetage sin om-

sorgspligt over for borgere med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan

tage vare på egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte. En

tæt inddragelse af de borgere, der er omfattet af forsøget, er afgørende. I vurderingen

af, hvorvidt særlige døråbnere er det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese

hensynet til borgeren, skal der derfor bl.a. lægges vægt på den værdi, anvendelsen af

løsningen kan give i omsorgsindsatsen i forhold til andre mulige foranstaltninger til at

nå samme mål, samt på hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse. Den-

ne vurdering forudsætter et indgående kendskab til borgeren, herunder et kendskab til

borgerens eventuelle holdning til løsningen. I den forbindelse er det en udfordring, at

en stor del af målgruppen må ventes ikke at være i stand til at udtrykke en holdning til

anvendelsen af særlige døråbnere. I sådanne situationer er inddragelse af forældre,

pårørende eller en værge særligt væsentligt.

Afhængigt af borgernes eventuelle holdning til anvendelse af særlige døråbnere kan

det i én situation være at betragte som et betydeligt indgreb i den enkeltes selvbe-

stemmelsesret, mens det i en anden situation slet ikke vil opleves som et indgreb i

selvbestemmelsesretten. Det proportionalitetsprincip, der følger af servicelovens §

124, stk. 3, og voksenansvarsloven § 7, stk. 3, som, jf. det foreslåede

stk. 2,

skal finde

anvendelse, betyder i disse situationer, at der kræves betydeligt tungerevejende grun-

de til at anvende særlige døråbnere i det førstnævnte tilfælde end i det sidstnævnte. I

førstnævnte situation kan personalets fysiske tilstedeværelse muligvis være at fore-

trække fremfor brug af særlige døråbnere. Det skal i en sådan situation overvejes, om

bestemmelsen i det hele taget vil kunne tages i anvendelse.

Ad § 14 c

Der er i dag ikke hjemmel i lovgivningen til at anvende personlige alarm- eller pejlesy-

stemer for børn og unge i aflastning efter servicelovens § 44 eller § 52, stk. 3, samt

hjemmel i lovgivningen til at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægel-

sesovervågning af et barn eller en ung med betydelig og varigt nedsat psykisk funkti-

onsevne som led i en social indsats.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Det foreslås at bemyndige børne- og socialministeren til at godkende forsøg, hvorefter

kommunalbestyrelsen i en frikommune i frikommunenetværket om bedre styring af

udgifterne på det specialiserede socialområde får adgang til at anvende personlige

alarm- eller pejlesystemer og situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesover-

vågning som led i eller i tilknytning til omsorgsindsatsen over for børn og unge med

betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne.

Med

stk. 1

foreslås det, at børne- og socialministeren bemyndiges til at godkende

forsøg, hvorefter kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om at anvende personli-

ge alarm- eller pejlesystemer og situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesover-

vågning over for anbragte børn og unge, der enten er anbragt efter serviceloven § 52,

stk. 3, nr. 4. eller som er i aflastning efter servicelovens § 44 eller § 52, stk. 3, nr. 5. på

et godkendt opholdssted eller døgninstitution efter servicelovens § 66, stk. 1, nr. 5 og

6 i en afgrænset periode, som fastsættes af kommunalbestyrelsen, når det samlet set

vurderes som det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til barnet

eller den unge, og når barnet eller den unge ikke modsætter sig situationsbestemt

video-, audio- og bevægelsesovervågning. Det er endvidere et krav, at der indhentes

samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller fra en eventuel værge, jf. værge-

målslovens § 5. Har barnet eller den unge hverken forældre eller en værge, der kan

inddrages, er det således en forudsætning for anvendelsen af muligheden efter stk. 1,

at der etableres værgemål for borgeren, inden de påtænkte foranstaltninger igangsæt-

tes.

Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest barnets eller den unges forældre

eller slægtninge i lige linje og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Plejeforældre vil

jævnligt også kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter omstændighederne,

navnlig hvor der ikke er forældre, vil slægtninge, som barnet eller den unge er nært

knyttet til eller nært besvogret med, også kunne betragtes som nærmeste pårørende. I

øvrigt bør »nærmeste pårørende« afhængigt af den konkrete situation fortolkes udvi-

dende.

Situationsbestemt overvågning indebærer, at der ikke må være tale om kontinuerlig

overvågning af barnet eller den unge, men at overvågningen skal være afgrænset til

nærmere definerede situationer, der fastsættes af kommunalbestyrelsen på baggrund

af en konkret og individuel vurdering af hensigtsmæssigheden af overvågningen i den

enkelte situation. Et eksempel på situationsbestemt overvågning kan være, at et vi-

deokamera filmer barnet eller den unge om natten fra maven og op, og at en medar-

bejder et afgrænset antal gange i løbet af natten ved hjælp af videoen foretager et

digitalt ”tilsynsbesøg” hos barnet eller den unge for at forebygge, at borgeren f.eks.

vågner og er utryg om natten. Medarbejdere må derimod ikke foretage videoovervåg-

ning i længere tidsstræk, med mindre tungtvejende faglige grunde taler for dette, samt

at kommunalbestyrelsen har truffet beslutning herom. Tungtvejende faglige grunde for

længerevarende overvågning kan f.eks. være hensynet til at forebygge, at barnet eller

den unge forårsager alvorlige skader på sig selv. Det vil bero på en konkret vurdering i

det enkelte tilfælde, hvor lang tid ”længere stræk” er. Det anslås, at alt over 15 minut-

ter vil kunne karakteriseres som ”længere stræk”.

Efter det foreslåede

stk. 2

skal bestemmelserne i voksenansvarslovens § 3 om vok-

senansvar, § 7 om generelle principper for magtanvendelse og andre indgreb i selv-

bestemmelsesretten, § 21 om registrering og indberetning, § 22 om tilsyn, § 23 om

klageadgang og § 24 om særlig adgang til domstolsprøvelse finde tilsvarende anven-

delse i forsøg, der godkendes efter det foreslåede stk. 1. Bestemmelserne indeholder

en række processuelle krav, der skal overholdes i forbindelse med magtanvendelse

efter voksenansvarsloven, og som tilsvarende skal gælde i frikommuneforsøg med

anvendelse af situationsbestemt video-, audio- eller bevægelsesovervågning.

At voksenansvarslovens § 23 finder tilsvarende anvendelse indebærer, at en afgørel-

se efter denne bestemmelse kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i retssikker-

hedslovens kapitel 10. Dette indebærer bl.a., jf. servicelovens § 133, stk. 3, at foræl-

dremyndighedsindehaveren for den person, som foranstaltningen vedrører, kan klage

over kommunalbestyrelsens beslutning, når den person, som afgørelsen vedrører,

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

ikke selv er i stand til at klage. Der vil f.eks. kunne klages ved uenighed om, hvorvidt

der er givet samtykke til anvendelse af situationsbestemt videoovervågning efter stk.

1, nr. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen jf. servicelovens §

82, stk. 2, skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagel-

sen af interesserne for en person med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, samt

endvidere være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at

beskikke en værge efter værgemålsloven, jf. servicelovens § 82, stk. 2, 2. pkt.

At voksenansvarslovens § 7 finder tilsvarende anvendelse betyder bl.a., at anvendel-

se af magt og andre indgreb i den enkeltes selvbestemmelsesret skal begrænses til

det absolut nødvendige, og at sådanne foranstaltninger aldrig må erstatte omsorg,

pleje og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og

kortvarigt som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre

tilstedeværende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, er udgangspunktet, at opholdskommunen har

pligt til at yde hjælp, i det omfang en borger har ret til hjælp efter den lovgivning, der er

omfattet af lovens bestemmelser. Det gælder bl.a. hjælp efter serviceloven. En person

har efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, opholdskommune i den kommune, hvor den

pågældende bor eller sædvanligvis opholder sig. Denne kommune vil således som

udgangspunkt være handlekommune for borgeren efter serviceloven, dvs. have pligt

til at yde og finansiere hjælp til borgeren efter serviceloven.

I retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er imidlertid fastsat, at borgerens oprindelige op-

holdskommune i nogle tilfælde fortsat er handlekommune for borgeren med hensyn til

hjælp efter serviceloven, uanset at borgeren ikke længere bor i den hidtidige opholds-

kommune. Det er tilfældet, hvis den hidtidige opholdskommune eller anden offentlig

myndighed har medvirket til, at den pågældende borger har fået ophold i en af flere

nærmere angivne typer af døgnophold m.v. i en anden kommune.

Med den foreslåede § 14 c,

stk. 3,

foreslås, at tilladelser efter stk. 1 alene kan bringes

i anvendelse overfor børn og unge, der har ophold i en kommune i frikommunenet-

værket om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Forsøget

vil således ikke kunne anvendes overfor personer, der f.eks. er i et døgnophold uden-

for en frikommune, selvom vedkommendes handlekommune er frikommune. Bag-

grunden herfor er et ønske om at understøtte fokus på forsøgets implementering i den

øvrige drift i de enkelte døgn- og aflastningsophold samt udvikling af et stærkt fagligt

miljø i relation til forsøget. Dette ses bedst understøttet af en vis volumen i forsøget i

de enkelte botilbud, hvor forsøget gennemføres. Det foreslåede

stk. 3.

indebærer, at

bemyndigelsen i stk. 1 også kan anvendes til at godkende forsøg efter stk. 1, der om-

fatter foranstaltninger over for borgere, hvis handlekommune efter retssikkerhedsloven

ikke er den kommune, hvor døgn- eller aflastningsopholdet ligger. I sådanne tilfælde

kan kommunalbestyrelsen i borgerens handlekommune (A) efter retssikkerhedsloven

hvis den har opnået godkendelse til udførelse af et forsøg efter stk. 1, træffe afgørelse

i forhold til borgeren om anvendelse af situationsbestemt video-, audio- og bevægel-

sesovervågning på baggrund af indstilling fra opholdskommunen (B), hvor borgeren

har ophold i døgn- eller aflastningsopholdet. Indstillingen fra opholdskommunen bør

indeholde faglige begrundelser for det indstillede, herunder hvordan borgeren ventes

at profitere af de ønskede foranstaltninger. Bestemmelsen omfatter borgere, der af

deres oprindelige opholdskommune, A, er visiteret til et døgn- eller aflastningsophold i

en anden kommune, B, men hvor kommune A fortsat er handlekommune efter retssik-

kerhedsloven for borgeren med hensyn til hjælp efter serviceloven. Formålet med

bestemmelsen er at understøtte samarbejdet mellem en borgers opholds- og handle-

kommune for at sikre de bedst mulige afgørelser om anvendelse af situationsbestemt

video-, audio- eller bevægelsesovervågning. Afgørelser om anvendelse af overvåg-

ning efter bestemmelsen vil således basere sig på både handlekommunens kendskab

til borgeren og opholdskommunens kendskab til borgeren i relation til frikommunefor-

søget. Den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, uanset om borgerens handle-

kommune er del af det pågældende frikommunenetværk, men forudsat at borgeren

har ophold i en frikommune i det pågældende frikommunenetværk.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Efter det foreslåede

stk. 4

er godkendelse efter stk. 1 betinget af, at kommunalbesty-

relsen redegør for, hvorledes ordningen tilrettelægges, således at der ikke vil fore-

komme kontinuerlig overvågning af en person, samt således at anvendelsen af de

omfattede teknologier sker med den forudsatte hensyntagen til såvel pligten til at dra-

ge omsorg for en borger samt til hensynet til borgerens frihed, værdighed og selvbe-

stemmelse.

Dette indebærer bl.a., at ordningen baseres på et tæt samarbejde mellem barnet og

den unge samt forældremyndighedsindehaveren, som teknologierne anvendes i for-

hold til, samt at det beskrives, hvilke kriterier der skal gælde for anvendelse af den

ønskede situationsbestemte video-, audio- eller bevægelsesovervågning. Det fremgår

endvidere af det foreslåede stk. 4, at børne- og socialministeren godkender forsøg

efter stk. 1 på baggrund af en samlet vurdering. Som eksempler på andre forudsæt-

ninger for forsøgsgodkendelser kan nævnes, at forsøget skal være klart beskrevet.

Heri ligger bl.a., at kommunalbestyrelsen skal beskrive, hvordan medarbejderne sikres

de nødvendige kompetencer og et tilstrækkeligt kendskab til lovens bestemmelser.

Anvendelsen af teknologisk understøttet overvågning efter den foreslåede bestem-

melse skal ses som et redskab, der kan indgå i kommunalbestyrelsens samlede ind-

sats for at varetage sin omsorgspligt over for børn og unge med betydeligt nedsat

psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på egne interesser. En tæt inddragelse

af de børn og unge, der er omfattet af forsøget, er afgørende, samt at der foreligger

samtykke fra barnet eller den unge med betydelig og varigt nedsat psykisk funktions-

evne, når pågældende ved en tilkendegivelse i ord eller handling viser, at han eller

hun har forståelse for, at foranstaltningen iværksættes, og barnet og den unge med-

virker hertil. I vurderingen af, hvorvidt et teknologisk overvågningssystem er det mest

hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til barnet eller den unge, skal der

derfor bl.a. lægges vægt på den værdi, anvendelsen af løsningen kan give i omsorgs-

indsatsen i forhold til andre mulige foranstaltninger til at nå samme mål, samt på hen-

synet til borgerens værdighed og selvbestemmelse. Denne vurdering forudsætter et

indgående kendskab til barnet eller den unge, herunder et kendskab til barnets eller

den unges eventuelle holdning til teknologi og overvågning. I den forbindelse er det en

udfordring, at en stor del af målgruppen må ventes ikke at være i stand til at udtrykke

en holdning til elektronisk overvågning. I sådanne situationer er inddragelse af foræl-

dre, pårørende eller en værge særligt væsentligt.

Afhængigt af borgernes eventuelle holdning til teknologianvendelse kan situationsbe-

stemt overvågning ved brug af teknologi i én situation være at betragte som et betyde-

ligt indgreb i den enkeltes selvbestemmelsesret, mens det i en anden situation slet

ikke vil opleves som et indgreb i selvbestemmelsesretten. Det proportionalitetsprincip,

der følger af voksenansvarsloven § 7, stk. 3, som, jf. det foreslåede stk. 2, skal finde

anvendelse, betyder i disse situationer, at der kræves betydeligt tungerevejende grun-

de til at anvende situationsbestemt teknologisk understøttet overvågning i det først-

nævnte tilfælde end i det sidstnævnte. I førstnævnte situation kan overvågning ved

personalets fysiske tilstedeværelse muligvis være at foretrække fremfor brug af tekno-

logiske løsninger. Det skal i en sådan situation overvejes, om bestemmelsen i det hele

taget vil kunne tages i anvendelse henset til kravet om, at borgeren ikke må modsætte

sig teknologibrugen.

Ad § 14 d

Anvendelsen af teknologiske løsninger i sociale indsatser til borgere med betydelig og

varigt nedsat psykisk funktionsevne er efter gældende ret underlagt en række lovgiv-

ningsmæssige begrænsninger, herunder bl.a. ved § 125 i serviceloven om personlige

alarm- og pejlesystemer. Disse begrænsninger kan opleves som uhensigtsmæssigt

restriktive

–

særligt i lyset af, at den teknologiske udvikling løbende giver nye mulighe-

der, som i stigende grad indgår i den brede befolknings dagligdag.

Servicelovens § 125, stk. 1 og 2, vedrører kommunernes mulighed for at anvende

personlige alarm- og pejlesystemer for personer med betydelig og varigt nedsat psy-

kisk funktionsevne, der er i målgruppen for personlig og praktisk hjælp samt social-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

pædagogisk bistand m.v. efter servicelovens §§ 83-87, behandling efter §§ 101 og

102 eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i anvendelsen

af personlige alarm- og pejlesystemer.

Det følger af servicelovens § 125, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse

om at anvende personlige alarm- eller pejlesystemer for en person med betydelig og

varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 124 a uden dennes samtykke i

en afgrænset periode, når der er risiko for, at personen ved at forlade bo- eller dagtil-

buddet udsætter sig selv eller andre for at lide personskade, og forholdene i det enkel-

te tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko. Der kan således alene an-

vendes personlige alarm- og pejlesystemer, såfremt der bl.a. opstår risiko for person-

skade, ved at personen vil forlade bo- eller dagtilbuddet. Der er derimod ikke hjemmel

til at anvende alarm- og pejlesystemer, når risikoen knytter sig til, at en person forlader

sin bolig, der ikke er på et botilbud.

Det fremgår af servicelovens § 125, stk. 2, at afgørelsen efter § 125, stk. 1 kan gøres

tidsubegrænset for personer, hvis nedsatte funktionsevne er en konsekvens af en

erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende.

Det følger endvidere af servicelovens § 125, stk. 2, at personlige alarm- og pejlesy-

stemer kan anvendes uden at kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse herom over

for personer, hvor den nedsatte funktionsevne er en konsekvens af en erhvervet men-

tal svækkelse, der er fremadskridende, medmindre den pågældende modsætter sig

dette. For en person med f.eks. udviklingshæmning kræver anvendelsen af personlige

alarm- og pejlesystemer efter de generelle regler derimod altid en myndighedsafgørel-

se, uanset om vedkommendes situation på relevante parametre er sammenlignelig

med en person, hvis funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet mental

svækkelse, der er fremadskridende, omfattet af servicelovens § 125, stk. 2. Ved er-

hvervet mental svækkelse forstås en i de voksne år erhvervet mental svækkelse. Der

vil typisk være tale om borgere med demens. Personkredsen omfatter dog også an-

dre, der ofte sent i deres livsforløb rammes af andre former for fremadskridende men-

tal svækkelse. Eksempelvis vil der kunne være tale om borgere, hvor belastningen

efter alvorlig sygdom, følger efter apopleksi, hjerneblødning eller hjernetraumer eller

andet bliver den faktor, der udløser en progredierende svækkelse af pågældendes

mentale tilstand. Det afgørende er således den fremadskridende mentale svækkelse

og ikke den udløsende faktor. Borgere med udviklingshæmning, der rammes af en

fremadskridende mental svækkelse, vil ligeledes være omfattet af de lempeligere reg-

ler.

Med lov nr. 658 af 8. juni 2017 om frikommunenetværk har kommunerne i frikommu-

nenetværket ”Bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde” fået

mulighed for et udvidet anvendelsesområde for personlige alarm- og pejlesystemer.

Børne- og socialministeren kan efter lovens § 13, stk. 1, nr. 1, godkende forsøg, hvor-

efter kommunalbestyrelsen i frikommunerne kan træffe afgørelse om i en afgrænset

periode at anvende personlige alarm- og pejlesystemer for en person med betydelig

og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der er optaget i en boform efter serviceloven

eller en plejebolig efter lov om almene boliger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1116 af 2.

oktober 2017 (almenboligloven) eller friplejebolig efter lov om friplejeboliger, jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 1162 af 26. oktober 2017 (friplejeboligloven) eller lignende, når der er

risiko for, at personen ved at forlade sin private bolig indenfor rammerne af et botilbud

eller en lignende boform udsætter sig selv eller andre for at lide personskade, og for-

holdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko. En boform

efter serviceloven kan f.eks. være et botilbud efter lovens §§ 107 eller 108 eller et

plejehjem eller beskyttet bolig efter lovens § 192. Bestemmelsen danner grundlag for,

at der i frikommunerne i frikommunenetværket kan anvendes personlige alarm- og

pejlesystemer indenfor rammerne af botilbuddet, plejehjemmet eller lignende, hvilket

der ikke er hjemmel til i serviceloven. Der er imidlertid ikke hjemmel til anvendelse af

personlige alarm- og pejlesystemer for borgere, der bor i eget hjem udenfor rammerne

af et botilbud eller lignende boform.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Efter frikommunenetværkslovens § 13, stk. 1, nr. 1, er børne- og socialministeren

endvidere bemyndiget til at godkende forsøg med, at kommunalbestyrelsen kan an-

vende personlige alarm- og pejlesystemer uden forudgående myndighedsafgørelse i

situationer, hvor en person ikke modsætter sig dette, over for personer med en bety-

delig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelovens § 124 a. Dermed er der

adgang til at anvende personlige alarm- og pejlesystemer uden myndighedsafgørelse

over for en større målgruppe end efter serviceloven, idet dette efter serviceloven kun

er muligt over for en person, hvis nedsatte funktionsevne skyldes en fremadskridende

mental svækkelse, og når vedkommende ikke modsætter sig.

Kommunerne i frikommunenetværket ønsker at øge mulighederne yderligere for at

anvende personlige alarm- og pejlesystemer i deres frikommuneforsøg, således at

også hjemmeboende borgere, som vurderes at være i målgruppen for en boform efter

serviceloven, en plejebolig efter almenboligloven el. lign, men som fortsat er hjemme-

boende, kan omfattes af forsøget. Kommunerne ønsker at afprøve, om øgede mulig-

heder for at anvende personlige alarm- og pejlesystemer til denne målgruppe kan

bidrage til bl.a. øget livskvalitet og større tryghed for de omfattede borgere.

Kommunerne ønsker bl.a. at undersøge effekten på borgeres livskvalitet og tryghed

og på de pårørendes tryghed samt personalets arbejdsmiljø og ressourceanvendelse,

hvis der fjernes nogle barrierer for anvendelsen af teknologiske hjælpemidler overfor

hjemmeboende borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. ser-

vicelovens § 124 a.

Kommunerne angiver, at der er en gruppe hjemmeboende borgere, som er så mentalt

dårligt fungerende, at de er i stor risiko for at udsætte sig selv for alvorlig fare og

uværdige situationer, når de forlader deres hjem. Det kan eksempelvis dreje sig om

borgere med svær demens og borgere med svær hjerneskade. Der er ifølge frikom-

munenetværket tale om borgere, der er berettiget til en plejebolig eller et botilbud,

men som ikke kan flyttes dertil, hvilket i nogle tilfælde skyldes, at de ikke ønsker at

flytte, og at betingelserne for flytning uden samtykke efter servicelovens § 129, stk. 1,

ikke er opfyldt. Det kan også dreje sig om borgere, som afventer en ledig bolig, og

hvor der i en meget begrænset periode er behov for anvendelse af et teknologisk

hjælpemiddel i eget hjem.

Det foreslås på den baggrund at give kommunerne i frikommunenetværket adgang til

at udvide deres frikommuneforsøg med personlige alarm- og pejlesystemer, så hjem-

meboende borgere med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne omfattet af

servicelovens § 124 a, der vurderes at være i målgruppen for et botilbud eller lignende

boform, men som ikke har ophold i en sådan, også kan omfattes af forsøget.

Med den foreslåede bestemmelse i

stk. 1

foreslås det, at kommunalbestyrelserne i

frikommunerne gives mulighed for at træffe afgørelse om i en afgrænset periode at

anvende personlige alarm- eller pejlesystemer for en person med betydelig og varigt

nedsat psykisk funktionsevne omfattet af § 124 a i lov om social service, der er i mål-

gruppen for, men ikke har ophold i, en boform efter serviceloven eller en plejebolig

efter lov om almene boliger eller lignende, når der er risiko for, at personen ved at

forlade sin bolig udsætter sig selv eller andre for at lide personskade, og forholdene i

det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko. Bestemmelsen ba-

serer sig på frikommunenetværkets ansøgning om ”Udvidelse af teknologiforsøget til

hjemmeboende borgere,

som er berettiget til plejebolig eller botilbud”. Forsøgene skal

således implementeres i overensstemmelse med det i ansøgningen beskrevne.

At målgruppen er omfattet af servicelovens § 124 a indebærer, at målgruppen er per-

soner med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og prak-

tisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter §§ 101

og 102 eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i en foran-

staltning efter §§ 125-129 a. Det er en forudsætning, at der foreligger den fornødne

faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Begreberne personlige alarm- og pejlesystemer defineres i den foreslåede bestem-

melse på samme måde som efter gældende ret, dvs. bekendtgørelse nr. 1231 af

13/11/2017 om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for

voksne samt om særlige sikkerhedsforanstaltninger for voksne og modtagepligt i bo-

former efter lov om social service. Det fremgår af bekendtgørelsens § 3, at personlige

alarm- eller pejlesystemer efter § 125, stk. 1, i lov om social service, alene omfatter

udstyr, som er egnet til at opdage, at en person forlader boligen eller til at opspore en

person, der har forladt boligen. Det fremgår endvidere, at bestemmelsen ikke omfatter

udstyr egnet til kontinuerligt at overvåge en persons færden.

Forslaget om, at der kan træffes afgørelse om at anvende personlige alarm- eller pej-

lesystemer i en afgrænset periode skal ses i relation til § 8 i ovennævnte bekendtgø-

relse, som også finder anvendelse for forsøg efter stk. 1, jf. det foreslåede stk. 2. Efter

bekendtgørelsens § 8 skal behovet for foranstaltningens fortsatte anvendelse løbende

- og senest 8 måneder efter kommunalbestyrelsens beslutning om iværksættelse

–

revurderes.

Den foreslåede ændring vil danne baggrund for, at kommunerne i frikommunenetvær-

ket på baggrund af en myndighedsafgørelse kan anvende personlige alarm

–

og pej-

lesystemer for borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 124

a i lov om social service, der fortsat er hjemmeboende, men som er i målgruppen for

en boform efter serviceloven eller plejebolig efter almenboligloven eller en lignende

borform, og hvis behov for omsorg derfor er sammenligneligt med beboere i de nævne

boformer, der er omfattet af § 13 i lov om frikommunenetværk, der giver øgede mulig-

heder for at anvende personlige alarm- og pejlesystemer.

Baggrunden for forslaget er, at ligesom der kan opstå risiko for personskade, når en

person omfattet af persongruppen i servicelovens § 124 a forlader et bo- eller dagtil-

bud, kan risikoen for personskade opstå ved, at en person forlader sin bolig udenfor

rammerne af et botilbud eller en lignende boform for f.eks. at gå ned i byen. I sådanne

situationer kan anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer være hensigtsmæs-

sige for at imødegå risikoen, idet de i nogle situationer kan være mindre indgribende

end andre foranstaltninger, der kan bringes i anvendelse for at opnå samme formål.

F.eks. kan en alarm placeret ved indgangen til en borgers hus eller lejlighed udenfor

rammerne af et botilbud gøre personalet i hjemmeplejen opmærksomme på, at der

bør sendes en medarbejder ud og møde borgeren, idet denne er til fare for sig selv,

hvis vedkommende f.eks. bevæger sig ud i trafikerede områder. Den viden kan i kon-

krete situationer forebygge, at borgeren bliver udsat for personskade i trafikken, idet

medarbejderen kan hjælpe borgeren hjem eller videre i trafikken uden sikkerheds-

mæssige risici.

Den foreslåede ændring indebærer desuden en udvidelse af anvendelsesområdet for

§ 13, stk. 1, nr. 2, i lov om frikommunenetværk, hvorefter børne- og socialministeren

bemyndiges til at godkende forsøg med, at kommunalbestyrelsen i en kommune i

frikommunenetværket kan anvende personlige alarm- og pejlesystemer uden forudgå-

ende myndighedsafgørelse i situationer, hvor en person ikke modsætter sig dette,

over for personer med en betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. service-

lovens § 124 a. Den nævnte bestemmelse i frikommunenetværksloven betyder, at der

for kommunerne i frikommunenetværket er adgang til at anvende personlige alarm- og

pejlesystemer uden myndighedsafgørelse over for en større målgruppe end efter ser-

viceloven, idet dette efter serviceloven kun er muligt over for en person, hvis nedsatte

funktionsevne skyldes en fremadskridende mental svækkelse, og når vedkommende

ikke modsætter sig. Med den foreslåede ændring af frikommunenetværksloven udvi-

des anvendelsesområdet for den førnævnte bestemmelse i frikommunenetværkslo-

ven, så muligheden for at anvende personlige alarm- og pejlesystemer uden myndig-

hedsafgørelse overfor borgere med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne,

jf. servicelovens § 124 a, der ikke modsætter sig, også gælder hjemmeboende borge-

re i målgruppen, uanset om borgerens funktionsnedsættelse er resultatet af en frem-

adskridende mental svækkelse.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Efter det foreslåede

stk. 2

skal bestemmelserne i servicelovens §§ 124 i serviceloven

om anvendelsesområde, § 130 i serviceloven om sagsbehandling, administration m.v.,

§ 133 i serviceloven om klage til Ankestyrelsen, § 136 i serviceloven om registrering,

indberetning og handleplaner samt bemyndigelsesbestemmelsen i § 137, stk. 1, i ser-

viceloven finde tilsvarende anvendelse i forsøg, der godkendes efter det foreslåede

stk. 1. Bestemmelserne indeholder en række processuelle krav, der skal overholdes i

forbindelse med magtanvendelse efter servicelovens voksenbestemmelser, og som

tilsvarende skal gælde i frikommuneforsøg med personlige alarm- og pejlesystemer.

At servicelovens § 133 finder tilsvarende anvendelse indebærer, at en afgørelse efter

denne bestemmelse kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i kapitel 10 i lov om

retssikkerhed og administration på det sociale område (retssikkerhedsloven). Dette

indebærer bl.a., jf. servicelovens § 133, stk. 3, at en ægtefælle, en pårørende, en

værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstaltningen vedrører,

kan klage over kommunalbestyrelsens beslutning, når den person, som afgørelsen

vedrører, ikke selv er i stand til at klage. Der vil f.eks. kunne klages ved uenighed over

en afgørelse om anvendelse af et personligt alarm- eller pejlesystem efter stk. 1. Det

bemærkes i den forbindelse, at kommunalbestyrelsen, jf. servicelovens § 82, stk. 2,

skal påse, om der er pårørende eller andre, der kan inddrages i varetagelsen af inte-

resserne for en person med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, samt endvidere

være opmærksom på, om der er behov for at bede statsforvaltningen om at beskikke

en værge efter værgemålsloven.

At servicelovens § 124 finder tilsvarende anvendelse betyder bl.a., at anvendelse af

magt og andre indgreb i den enkeltes selvbestemmelsesret skal begrænses til det

absolut nødvendige, og at sådanne foranstaltninger aldrig må erstatte omsorg, pleje

og socialpædagogisk bistand. Magtanvendelse skal udøves så skånsomt og kortvarigt

som muligt og med størst mulig hensyntagen til den pågældende og andre tilstedevæ-

rende, således at der ikke forvoldes unødig krænkelse eller ulempe. Det følger endvi-

dere af, at servicelovens § 124 finder anvendelse, at kommunalbestyrelsen løbende

skal påse, at disse krav overholdes.

Efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, er udgangspunktet, at opholdskommunen har

pligt til at yde hjælp, i det omfang en borger har ret til hjælp efter den lovgivning, der er

omfattet af lovens bestemmelser. Det gælder bl.a. hjælp efter serviceloven.

En person har efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 2, opholdskommune i den kommu-

ne, hvor den pågældende bor eller sædvanligvis opholder sig. Denne kommune vil

således som udgangspunkt være handlekommune for borgeren efter serviceloven,

dvs. have pligt til at yde og finansiere hjælp til borgeren efter serviceloven.

I retssikkerhedslovens § 9, stk. 7, er imidlertid fastsat, at borgerens oprindelige op-

holdskommune i nogle tilfælde fortsat er handlekommune for borgeren med hensyn til

hjælp efter serviceloven, uanset at borgeren ikke længere bor i den hidtidige opholds-

kommune. Det er tilfældet, hvis den hidtidige opholdskommune eller anden offentlig

myndighed har medvirket til, at den pågældende borger har fået ophold i en af flere

nærmere angivne typer af botilbud m.v. i en anden kommune. Bestemmelsen gælder

bl.a., hvis den oprindelige opholdskommune har medvirket til, at en person har fået

ophold i boformer efter §§ 107-110 og 192 i serviceloven, boliger efter § 115, stk. 4, jf.

§ 105, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. og boliger, boformer m.v., der kan sidestil-

les hermed.

Retssikkerhedslovens regler finder som udgangspunkt ikke anvendelse, når en kom-

mune træffer afgørelse efter den foreslåede lov om frikommunenetværk.

Med den foreslåede stk. 3, 1. pkt., foreslås, at tilladelser efter stk. 1 alene kan bringes

i anvendelse overfor personer, der har ophold i en kommune i frikommunenetværket

om bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde. Forsøget vil såle-

des ikke kunne anvendes overfor personer, der har ophold i et botilbud udenfor en

frikommune, selvom vedkommendes handlekommune er frikommune. Baggrunden

herfor er et ønske om at understøtte fokus på forsøgets implementering i den øvrige

drift i de enkelte botilbud og plejeboliger samt udvikling af et stærkt fagligt miljø i rela-

tion til forsøget. Dette ses bedst understøttet af en vis volumen i forsøget i de enkelte

botilbud, hvor forsøget gennemføres.

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

Med den foreslåede stk. 3, 2. pkt., foreslås, at det som udgangspunkt er borgerens

opholdskommune, dvs. den kommune, hvor borgeren bor inden for frikommunenet-

værket, der træffer afgørelse efter den foreslåede stk. 1. Formålet er at sikre et stærkt

ejerskab for og ambitiøst arbejde med forsøget i den kommune, i hvis botilbud m.v.

forsøget gennemføres.

Med stk. 3, 3. pkt., foreslås en undtagelse herfra for de tilfælde, hvor borgerens hand-

lekommune med hensyn til hjælp efter serviceloven (A) ikke er den kommune (B),

hvor botilbuddet ligger. I sådanne tilfælde foreslås, at kommunalbestyrelsen i borge-

rens handlekommune (A) træffer afgørelse i forhold til borgeren om anvendelse af

personlige alarm- og pejlesystemer på baggrund af indstilling fra opholdskommunen

(B), hvor borgeren har ophold i botilbuddet, forudsat at kommune B har opnået god-

kendelse til udførelse af et forsøg efter stk. 1. Indstillingen fra opholdskommunen bør

indeholde faglige begrundelser for det indstillede, herunder hvordan borgeren ventes

at profitere af de ønskede foranstaltninger. Bestemmelsen omfatter borgere, der af

deres oprindelige opholdskommune, A, er visiteret til et botilbud i en anden kommune,

B, men hvor kommune A efter retssikkerhedslovens § 9, stk. 6, 7 og 9, fortsat er hand-

lekommune for borgere med hensyn til hjælp efter serviceloven. Formålet med be-

stemmelsen er at understøtte samarbejdet mellem en borgers opholds- og handle-

kommune for at sikre de bedst mulige afgørelser om anvendelse af personlige alarm-

og pejlesystemer. Afgørelser om anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer i

forsøget vil således basere sig på både handlekommunens kendskab til borgeren og

opholdskommunens kendskab til borgeren i relation til frikommuneforsøget.

Ovenstående indebærer, at den foreslåede bestemmelse finder anvendelse, uanset

om borgerens handlekommune med hensyn til hjælp efter serviceloven er del af det

pågældende frikommunenetværk, men forudsætter, at borgeren har ophold i en fri-

kommune i det pågældende frikommunenetværk.

Ad § 14 e

Anvendelsen af teknologiske løsninger i sociale indsatser til borgere med betydelig og

varigt nedsat psykisk funktionsevne er efter gældende ret underlagt en række lovgiv-

ningsmæssige begrænsninger, herunder bl.a. magtanvendelsesreglerne i servicelo-

ven. Disse begrænsninger kan opleves som uhensigtsmæssigt restriktive

–

særligt i

lyset af, at den teknologiske udvikling løbende giver nye muligheder, som i stigende

grad indgår i den brede befolknings dagligdag.

Der er i dag ikke hjemmel i den generelle lovgivning til at anvende situationsbestemt

video-, audio- og bevægelsesovervågning af en person med betydelig og varigt ned-

sat psykisk funktionsevne som led i en social indsats, når den pågældende person

ikke kan give et informeret samtykke hertil.

Kommunerne i frikommunenetværket ”bedre styring af udgifterne på det specialisere-

de socialområde” har imidlertid

med § 14 lov om frikommunenetværk fået mulighed

for, under forudsætning af børne- og socialministerens godkendelse, at træffe afgørel-

se om situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning i en afgrænset

periode for en borger med betydeligt og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. ser-

vicelovens § 124 a, når det samlet set vurderes som det mest hensigtsmæssige mid-

del til at tilgodese hensynet til borgeren, og når borgeren ikke modsætter sig overvåg-

ningen. Det er endvidere en forudsætning, at der indhentes samtykke fra borgerens

nærmeste pårørende eller fra en eventuel værge, jf. værgemålslovens § 5. Den omtal-

te bestemmelse i lov om frikommunenetværk finder anvendelse for beboere på en

boform efter serviceloven, i en plejebolig efter lov om almene boliger eller i en fripleje-

bolig efter lov om friplejeboliger og lignende. Bestemmelsen kan således ikke anven-

des ift. borgere, der bor i eget hjem udenfor rammerne af et botilbud eller lignende.

Kommunerne i frikommunenetværket ”Bedre styring af udgifterne

på det specialisere-

de socialområde” ønsker at udvide mulighederne for at anvende situationsbestemt

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

video-, audio- og bevægelsesovervågning, således at også borgere, som vurderes at

være i målgruppen for en boform efter serviceloven, en plejebolig efter almenboliglo-

ven el. lign, men som fortsat er hjemmeboende, kan omfattes af forsøget. Kommuner-

ne ønsker at afprøve, om øgede muligheder for at anvende situationsbestemt video-,

audio- og bevægelsesovervågning til denne målgruppe kan bidrage til bl.a. øget livs-

kvalitet og større tryghed for de omfattede borgere.

Kommunerne ønsker bl.a. at undersøge effekten på borgeres livskvalitet og tryghed

og på de pårørendes tryghed samt personalets arbejdsmiljø og ressourceanvendelse,

hvis der fjernes nogle barrierer for anvendelsen af teknologiske hjælpemidler overfor

hjemmeboende borgere med betydeligt nedsat psykisk funktionsevne, jf. servicelo-

vens § 124 a.

Kommunerne angiver, at der er en gruppe hjemmeboende borgere, som er så mentalt

dårligt fungerende, at de er i stor risiko for at udsætte sig selv for alvorlig fare og

uværdige situationer, når de f.eks. forlader deres hjem. Det kan eksempelvis dreje sig

om borgere med svær demens og borgere med svær hjerneskade. Der er ifølge fri-

kommunenetværket tale om borgere, der er berettiget til en plejebolig eller et botilbud,

men som ikke kan flyttes dertil, hvilket i nogle tilfælde skyldes, at en borger ikke øn-

sker at flytte, og at betingelserne for flytning uden samtykke jf. servicelovens § 129,

stk. 1, ikke er opfyldt. Det kan også dreje sig om borgere, som afventer en ledig bolig,

og hvor der i en meget begrænset periode er behov for anvendelse af et teknologisk

hjælpemiddel i eget hjem.

Det foreslås på den baggrund at give kommunerne i frikommunenetværket adgang til

at udvide deres frikommuneforsøg med situationsbaseret video-, audio-, eller bevæ-

gelsesovervågning, så hjemmeboende borgere med betydeligt og varigt nedsat psy-

kisk funktionsevne omfattet af servicelovens § 124 a, der er i målgruppen for, men

ikke har ophold på, et botilbud eller lignende boform, også kan omfattes af forsøget.

Med stk. 1 foreslås det, at kommunalbestyrelsen i en kommune i frikommunenetvær-

ket ”Bedre styring af udgifterne på det specialiserede socialområde” kan træffe afgø-

relse om at anvende situationsbestemt video-, audio- og bevægelsesovervågning for

en borger omfattet af servicelovens § 124 a, og som er i målgruppen for

–

men ikke

har ophold i - en boform efter lov om social service eller en plejebolig efter lov om

almene boliger eller lignende, i en afgrænset periode, når det samlet set vurderes som

det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til borgeren, og hvis borge-

ren ikke modsætter sig overvågningen. Det er endvidere et krav, at der indhentes

samtykke fra borgerens nærmeste pårørende eller fra en eventuel værge, jf. værge-

målslovens § 5. Har en borger hverken pårørende eller en værge, der kan inddrages,

er det således en forudsætning for anvendelsen af muligheden efter stk. 1, at der

etableres værgemål for borgeren, inden de påtænkte foranstaltninger igangsættes.

Bestemmelsen baserer sig på frikommunenetværkets ansøgning om ”Udvidelse af

teknologiforsøget til hjemmeboende borgere, som er berettiget til plejebolig eller botil-

bud”. Forsøgene skal således implementeres i overensstemmelse

med det i ansøg-

ningen beskrevne.

At målgruppen er omfattet af servicelovens § 124 a indebærer, at målgruppen er per-

soner med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, der får personlig og prak-

tisk hjælp samt socialpædagogisk bistand m.v. efter §§ 83-87, behandling efter §§ 101

og 102 eller aktiverende tilbud efter §§ 103 og 104, og som ikke samtykker i en foran-

staltning efter §§ 125-129 a. Det er en forudsætning, at der foreligger den fornødne

faglige dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne.

Ved nærmeste pårørende forstås først og fremmest borgerens samlevende ægtefælle

eller samlever, slægtninge i lige linje og, alt efter de konkrete forhold, søskende. Ple-

jebørn vil jævnligt også kunne betragtes som nærmeste pårørende. Efter omstændig-

hederne, navnlig hvor der ikke er en ægtefælle, samlever eller børn, vil slægtninge,

som borgeren er nært knyttet til eller nært besvogret med, også kunne betragtes som

nærmeste pårørende. En partner i et registreret parforhold falder også ind under be-

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

grebet. I øvrigt bør »nærmeste pårørende« afhængigt af den konkrete situation fortol-

kes udvidende. Familiebåndet behøver således ikke altid at være eneafgørende. En

nær ven, en patientrådgiver, en bistandsværge, en besøgsven eller en anden om-

sorgsgiver, der er fortrolig med borgeren, og som af borgeren opfattes som »den

nærmeste«, falder ind under begrebet, hvis det er utvivlsomt, at pågældende er den

nærmeste. Definitionen af nærmeste pårørende lægger sig tæt op ad definitionen i

bemærkningerne til sundhedslovens § 18 om varetagelse af interesser for patienter,

der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke.

Situationsbestemt overvågning indebærer, at der ikke må være tale om kontinuerlig

overvågning af en borger, men at overvågningen skal være afgrænset til nærmere

definerede situationer og foregå i afgrænsede perioder, der fastsættes af kommunal-

bestyrelsen på baggrund af en konkret og individuel vurdering af hensigtsmæssighe-

den af overvågningen i den enkelte situation. Et eksempel på situationsbestemt over-

vågning kan være, at en kvinde med svær demens, som ikke er trafiksikker, får mon-

teret et videokamera ved sin indgangsdør kombineret med en alarm. Hvis alarmen

udløses, når kvinden går ud af sin hoveddør, kan personalet i hjemmeplejen gennem

et kortvarigt kig via videokameraet se, om kvinden drejer ud på gaden mod en meget

befærdet vej, eller om hun evt. sætter sig på en bænk udenfor huset. Dette kan hjælpe

personalet i deres vurdering af, hvornår der kan være behov for et besøg, hvor kvin-

den evt. støttes i at færdes i trafikken og komme sikkert hjem. Medarbejdere må der-

imod ikke foretage videoovervågning i længere tidsstræk, med mindre tungtvejende

faglige grunde taler for dette, samt at kommunalbestyrelsen har truffet beslutning her-

om. Tungtvejende faglige grunde for længerevarende overvågning kan f.eks. være

hensynet til at forebygge, at en borger forårsager alvorlige skader på sig selv. Det vil

bero på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor lang tid ”længere stræk” er.

Det anslås,

at alt over 15 minutter vil kunne karakteriseres som ”længere stræk”.

Anvendelsen af teknologisk understøttet overvågning efter den foreslåede bestem-

melse skal ses som et redskab, der kan indgå i kommunalbestyrelsens samlede ind-

sats for at varetage sin omsorgspligt over for personer med betydeligt nedsat psykisk

funktionsevne, der ikke kan tage vare på egne interesser, uanset om der foreligger

samtykke fra den enkelte, jf. servicelovens § 82. En tæt inddragelse af borgerne, der

er omfattet af forsøget, er afgørende. I vurderingen af, hvorvidt et teknologisk over-

vågningssystem er det mest hensigtsmæssige middel til at tilgodese hensynet til en

borger, skal der derfor bl.a. lægges vægt på den værdi, anvendelsen af løsningen kan

give i omsorgsindsatsen i forhold til andre mulige foranstaltninger til at nå samme mål,

samt på hensynet til borgerens værdighed og selvbestemmelse. Denne vurdering

forudsætter et indgående kendskab til borgeren, herunder et kendskab til borgerens

eventuelle holdning til teknologi og overvågning. I den forbindelse er det en udfordring,

at en stor del af målgruppen må ventes ikke at være i stand til at udtrykke en holdning

til elektronisk overvågning. I sådanne situationer kan inddragelse af en pårørende eller

en værge være særligt væsentligt.

Afhængigt af borgernes eventuelle holdning til teknologianvendelse kan situationsbe-

stemt overvågning ved brug af teknologi i én situation være at betragte som et betyde-

ligt indgreb i den enkeltes selvbestemmelsesret, mens det i en anden situation slet

ikke vil opleves som et indgreb i selvbestemmelsesretten. Det proportionalitetsprincip,

der følger af servicelovens § 124, stk. 3, som, jf. det foreslåede stk. 2, skal finde an-

vendelse, betyder i disse situationer, at der kræves betydeligt tungerevejende grunde

til at anvende situationsbestemt teknologisk understøttet overvågning i det førstnævn-

te tilfælde end i det sidstnævnte. I førstnævnte situation kan overvågning ved perso-

nalets fysiske tilstedeværelse muligvis være at foretrække fremfor brug af teknologi-

ske løsninger. Det skal i en sådan situation overvejes, om bestemmelsen i det hele

taget vil kunne tages i anvendelse henset til kravet om, at borgeren ikke må modsætte

sig teknologibrugen.

Baggrunden for det foreslåede stk. 1 er en vurdering af, at situationsbestemt video-,

audio- og bevægelsesovervågning af en person med betydelig og varigt nedsat psy-

kisk funktionsevne som led i eller i tilknytning til en social indsats i visse situationer

SOU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 128: Lovudkast - udkast til lov om ændring af lov om frikommunenetværk (Forsøgsmuligheder efter tredje ansøgningsrunde), fra økonomi- og indenrigsministeren

kan bidrage positivt til den sociale indsats, bl.a. idet den i nogle situationer kan udgøre

en mindre indgribende foranstaltning i den enkeltes selvbestemmelsesret end

fysisk overvågning og dermed harmonere bedre med intentionen om at understøtte

den enkeltes værdighed, selvbestemmelse og frihed. Virtuelle tilsynsbesøg kan f.eks.

være en gevinst for en borger, der ikke ønsker besøg af andet personale fra hjemme-

plejen end sin faste hjælper. Et virtuelt tilsynsbesøg kan i en sådan situation f.eks.

have værdi, hvis formålet med besøget blot er at sikre sig, at borgeren f.eks. er kom-

met op af sin seng om morgenen. Som tidligere nævnt må overvågningen ikke foreta-

ges kontinuerligt, hvorfor videokameraet eller den skærm, hvorpå overvågningen vi-

ses, skal slukkes, når det virtuelle tilsyn er forbi, således at der ikke foretages over-

vågning i længere tidsstræk.

Efter det foreslåede

stk. 2

skal bestemmelserne i servicelovens §§ 124 i serviceloven

om anvendelsesområde, § 130 i serviceloven om sagsbehandling, administration m.v.,

§ 133 i serviceloven om klage til Ankestyrelsen, § 136 i serviceloven om registrering,

indberetning og handleplaner samt bemyndigelsesbestemmelsen i § 137, stk. 1, i ser-

viceloven finde tilsvarende anvendelse i forsøg, der godkendes efter det foreslåede

stk. 1. Bestemmelserne indeholder en række processuelle krav, der skal overholdes i

forbindelse med magtanvendelse efter servicelovens voksenbestemmelser, og som

tilsvarende skal gælde i frikommuneforsøg med anvendelse af situationsbestemt vi-

deo-, audio- eller bevægelsesovervågning.

At servicelovens § 133 finder tilsvarende anvendelse indebærer, at en afgørelse efter

denne bestemmelse kan påklages til Ankestyrelsen efter reglerne i retssikkerhedslo-

vens kapitel 10. Dette indebærer bl.a., jf. servicelovens § 133, stk. 3, at en ægtefælle,

en pårørende, en værge eller en anden repræsentant for den person, som foranstalt-

ningen vedrører, kan klage over kommunalbestyrelsens beslutning, når den person,

som afgørelsen vedrører, ikke selv er i stand til at klage. Der vil f.eks. kunne klages

ved uenighed om, hvorvidt der er givet samtykke til anvendelse af situationsbestemt

videoovervågning efter stk. 1, nr. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at kommunalbe-

styrelsen jf. servicelovens § 82, stk. 2, skal påse, om der er pårørende eller andre, der

kan inddrages i varetagelsen af interesserne for en person med betydeligt nedsat

psykisk funktionsevne, samt endvidere være opmærksom på, om der er behov for at

bede statsforvaltningen om at beskikke en værge efter værgemålsloven, jf. servicelo-

vens § 82, stk. 2, 2. pkt.