SAU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 74: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om Udbetaling Danmark (Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.) samt resumé

Skatteudvalget 2017-18
SAU Alm.del Bilag 74
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J. nr. 2017 - 3694

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om Udbe-

taling Danmark

(Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig

afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.)

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar

2015, som ændret ved lov nr. 1253 af 17. november 2015, § 1 i lov nr. 298 af 22. marts 2016, § 1 i

lov nr. 428 af 18. maj 2016, § 1 i lov nr. 114 af 31. januar 2017 og § 1 i lov nr. 285 af 29. marts

2017, foretages følgende ændring:

Efter § 18 c indsættes før overskriften før § 19:

»Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden og

om fordringer i told- og skatteforvaltningens opkrævningssystemer m.v.

§ 18 d.

I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med

den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er restanceinddrivelsesmyndigheden ikke forpligtet til af

egen drift at udsøge og foretage genoptagelse af sager, hvor inddrivelsen eller den frivillige betaling

kan have været uretmæssig, jf. dog stk. 2 og 3. Restanceinddrivelsesmyndigheden genoptager ikke

sager som anført i 1. pkt. på baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 8.

september 2018 eller senere.

Stk. 2.

I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den

1. september 2013 til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, genoptager restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift sager,

hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at fordringen ved inddrivelsen eller modta-

gelsen af den frivillige betaling var eller kan have været uden retskraft, og sager, hvor restanceind-

drivelsesmyndigheden har konstateret, at fordringen, efter at der blev inddrevet på den ved en ind-

drivelse, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er konstateret ramt eller formodes at kunne være

SAU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 74: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og lov om Udbetaling Danmark (Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.) samt resumé

ramt af sagsbehandlingsfejl, mistede eller kan have mistet retskraften. Det er for genoptagelsen dog

en forudsætning, at det samlede beløb, der er inddrevet eller modtaget på eller vedrørende fordrin-

gen, inklusive renter udgør mindst 3.000 kr., og at et krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller

modtagne beløb ikke vil være forældet, jf. § 18 e.

Stk. 3.

I sager om inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den

1. september 2013 til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, genoptager restanceinddrivelsesmyndigheden sagen, hvis for-

dringen ikke er omfattet af en genoptagelse af egen drift efter stk. 2, og det i forbindelse med re-

stanceinddrivelsesmyndighedens gennemgang af fordringen for at afklare dens retskraft konstateres,

at fordringen var forældet eller på anden vis ophørt, da inddrivelsen eller den frivillige betaling

fandt sted. Genoptagelse er dog betinget af, at et krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller mod-

tagne beløb ikke vil være forældet, jf. § 18 e.

Stk. 4.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der omfattes af stk. 1-3.

§ 18 e.

Forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, som fysiske og juridiske personer måtte have

som følge af en inddrivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i perioden fra og med den 1. sep-

tember 2013 til og med den 7. september 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september 2015.

§ 18 f.

Told- og skatteforvaltningen ændrer ikke skatteansættelsen for en skattepligtig, som følge

af at den skattepligtige i sin skatteansættelse uberettiget har fået fradrag for renter, der for en for-

dring, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 19. november 2015,

men før eller efter overdragelsen er bortfaldet ved forældelse, i medfør af § 5 er tilskrevet fordrin-

gen efter dens forældelse.

Stk. 2.

Skattepligtige, der har fået deres skatteansættelse ændret på grund af et efter stk. 1 uberet-

tiget rentefradrag, kan begære deres skatteansættelse genoptaget efter skatteforvaltningslovens § 26

og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at rentefradraget indgår i skatteansættelsen.

§ 18 g.

Gevinst ved forældelse til og med den 19. november 2015 af fordringer inklusive renter,

gebyrer og andre omkostninger, der er overdraget til restanceinddrivelsesinddrivelsesmyndigheden

inden denne dato, og af renter, gebyrer og andre omkostninger, der af restanceinddrivelsesmyndig-

heden er pålagt disse fordringer, medregnes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Gevinst ved forældelse til og med den 1. april 2023 af fordringer inklusive renter, gebyrer og andre

omkostninger under opkrævning hos told- og skatteforvaltningen medregnes ikke ved opgørelsen af

den skattepligtige indkomst. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes heller ikke

gevinst, der opstår, ved at fordringer inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger afskrives efter

§ 18 h, stk. 1, eller i medfør af regler udstedt i henhold til § 18 h, stk. 10.

Stk. 2.

Skattepligtige, der har selvangivet en gevinst, som efter stk. 1 ikke medregnes ved opgø-

relsen af den skattepligtige indkomst, kan begære deres skatteansættelse genoptaget efter skattefor-

valtningslovens § 26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at gevinsten ikke indgår i opgørelsen af

den skattepligtige indkomst.

§ 18 h.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan endeligt afskrive fordringer, herunder renter og ge-

byrer, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 19. november 2015

eller i samme periode er dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen af disse

fordringer, hvis der er tvivl om retskraften for disse fordringer. Restanceinddrivelsesmyndigheden

kan desuden ved tvivl om deres retskraft endeligt afskrive renter og gebyrer, der vedrører de i 1.

pkt. nævnte fordringer og efter den 19. november 2015 enten er dannet af restanceinddrivelsesmyn-

digheden som led i inddrivelsen eller er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt op-

skrivningsfordringer, der fra og med den 1. april 2017 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndig-

heden og vedrører de i 1. pkt. nævnte fordringer eller de i nærværende punktum nævnte renter og

gebyrer, der efter den 19. november 2015 er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden, samt

renter og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfordringer. For adgangen til endelig afskrivning

efter 1. og 2. pkt. gælder dog de begrænsninger og betingelser, der fremgår af stk. 2-8.

Stk. 2.

En fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mere end 7.500 kr. pr.

8. september 2018, kan ikke afskrives efter stk. 1. Renter, der er påløbet under inddrivelsen af den i

1. pkt. nævnte fordring, kan heller ikke afskrives.

Stk. 3.

En fordring, der inklusive renter påløbet under inddrivelsen udgør mellem 1.000 kr. og

7.500 kr. pr. 8. september 2018, kan inklusive disse renter alene afskrives efter stk. 1, hvis skyldne-

ren er en fysisk person med en skattepligtig indkomst, der ifølge skyldnerens pr. 8. september 2018

gældende årsopgørelse for indkomståret 2017 udgjorde mindre end 200.000 kr., og ikke hæfter for

fordringen som følge af sin deltagelse i et interessentskab eller anden virksomhed med flere deltage-

re, der hver især hæfter personligt, helt eller delvist og solidarisk for virksomhedens forpligtelser.

Foreligger der på den nævnte dato ingen årsopgørelse for 2017, anvendes den da gældende årsopgø-

relse for 2016, alternativt den da gældende årsopgørelse for 2015. Foreligger der for ingen af disse

indkomstår en årsopgørelse for skyldneren, anses dennes skattepligtige indkomst at være mindre

end 200.000 kr. ved anvendelsen af 1. pkt.

Stk. 4.

Bøder, tvangsbøder, erstatningskrav og sagsomkostninger fastslået eller fastsat ved afgø-

relse i straffesag, afsoningsomkostninger, konfiskationskrav, offerbidrag, private underholdsbidrag,

toldkrav, udenlandske fordringer, fortrinsberettigede kommunale fordringer og fordringer, der op-

kræves af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, kan ikke afskrives efter stk. 1. Renter, der er påløbet un-

der inddrivelsen af disse fordringer, friholdes fra afskrivningen efter stk. 1. Det samme gælder ren-

ter påløbet under opkrævningen af private underholdsbidrag, toldkrav, udenlandske fordringer og

fordringer, der opkræves af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.

Stk. 5.

Det er en betingelse for afskrivning af en fordring efter stk. 1, at der ikke inden den 8.

september 2018 er gennemført en retskraftvurdering eller over for restanceinddrivelsesmyndighe-

den er fremsat en anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af fordringen, og at der ikke af

andre grunde, som restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september 2018 har fået kend-

skab til, skal foretages en retskraftvurdering af fordringen.

Stk. 6.

Hæfter flere skyldnere helt eller delvist for en fordring, kan afskrivning alene ske, hvis

samtlige skyldnere, som fordringen er under inddrivelse over for pr. 8. september 2018, opfylder

betingelserne for afskrivning.

Stk. 7.

I forhold til den enkelte skyldner gælder et afskrivningsloft, der beregnes som et grundbe-

løb på 50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af den samlede størrelse på de fordringer, der resterer, hvis

der efter stk. 1 sker afskrivning af fordringer for et samlet beløb på 50.000 kr., og som den 8. sep-

tember 2018 er under inddrivelse i forhold til skyldneren. Ved udvælgelsen af de fordringer, der

efter 1. pkt. kan afskrives, vælges den mindste fordring først. Dernæst vælges den næstmindste og

så fremdeles, indtil afskrivningsloftet i 1. pkt. nås. Er to eller flere fordringer lige store, og over-

skrides afskrivningsloftet, hvis alle disse lige store fordringer afskrives, afskrives i henhold til den

rækkefølge, hvori fordringerne er blevet registreret som værende under inddrivelse, således at den

fordring, der først er registreret, afskrives først. En fordring, der i henhold til 1. pkt. ikke kan afskri-

ves i forhold til en skyldner, kan heller ikke afskrives i forhold til en anden skyldner, der helt eller

delvist hæfter for fordringen, jf. stk. 6.

Stk. 8.

En afskrivning efter stk. 1 gælder hele fordringen inklusive renter påløbet under inddrivel-

sen, hvorfor alle skyldforhold vedrørende fordringen og de nævnte renter ophører efter afskrivnin-

gen. Ved anvendelsen af stk. 2-7 er det restanceinddrivelsesmyndighedens oplysninger pr. 8. sep-

tember 2018, der lægges til grund. Renter påløbet under opkrævningen, renter, der er påløbet under

inddrivelsen af en fordring, der inden den 8. september 2018 er blevet indfriet, samt gebyrer og an-

dre omkostninger anses som selvstændige fordringer ved afskrivning efter stk. 1, jf. dog stk. 4. En

opskrevet fordring og opskrivningsfordringer til den opskrevne fordring kan alene afskrives efter

stk. 1, hvis de efter at være lagt sammen opfylder betingelserne i stk. 2-4 og 6-7, mens betingelserne

i stk. 5 skal være opfyldt for både den opskrevne fordring, opskrivningsfordringer til denne og det

sammenlagte beløb.

Stk. 9.

Når en endelig afskrivning efter stk. 1 er foretaget, giver restanceinddrivelsesmyndighe-

den skyldneren meddelelse herom.

Stk. 10.

Skatteministeren kan til og med den 1. april 2023 fastsætte regler om, at restanceinddri-

velsesmyndigheden for en gruppe af fordringer, der med tillæg af renter, gebyrer og andre omkost-

ninger er under inddrivelse, kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt for-

dring, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes

inddrivelse, eller disse oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet med ufor-

holdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der

foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Skatteministeren kan

til og med den 1. april 2023 desuden fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden for

grupper af tilbagebetalingskrav inklusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger, som

tilkommer restanceinddrivelsesmyndigheden, kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af

hvert enkelt tilbagebetalingskrav, hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nød-

vendige for tilbagebetalingskravenes opkrævning og inddrivelse, eller disse oplysninger mangler,

og det vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl

eller fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennem-

føre endelig afskrivning. Skatteministeren kan til og med den 1. april 2023 endelig fastsætte regler

om, at told- og skatteforvaltningen for en gruppe af fordringer bestående af skatter og afgifter m.v.

med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan foretage endelig afskrivning uden en vur-

dering af hver enkelt fordring, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for

told- og skatteforvaltningen at gennemføre opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske sær-

lige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Afskrivningen efter 3. pkt. kan være begrænset til

alene at omfatte renter, gebyrer eller andre omkostninger.«

§2

I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 1507 af 6. december 2016, som

ændret ved § 9 i lov nr. 285 af 29. marts 2017, § 26 i lov nr. 287 af 29. marts 2017 og § 16 i lov nr.

674 af 8. juni 2017, foretages følgende ændring:

§ 31

ændres »§ 8« til: »§ 9«.

§3

Loven træder i kraft den 1. april 2018.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

1.1.1. Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse

1.1.2. Genoptagelsessager

1.1.3. Afskrivning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden

og om fordringer i SKATs opkrævningssystemer m.v.

2.1.1. Begrænsning af restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af afgørelser om inddrivelse

ramt af mulige sagsbehandlings- og datafejl

2.1.1.1. Gældende ret

2.1.1.2. Lovforslaget

2.1.2. Nyt begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, der skyldes uret-

mæssig inddrivelse i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015

2.1.2.1. Gældende ret

2.1.2.2. Lovforslaget

2.1.3. Ingen genoptagelse af skatteansættelser med uretmæssige fradrag af inddrivelsesrenter ved-

rørende forældede fordringer

2.1.3.1. Gældende ret

2.1.3.2. Lovforslaget

2.1.4. Ingen kursgevinstbeskatning af kursgevinst opnået ved ekstraordinær afskrivning eller util-

sigtet forældelse konstateret før eller i forbindelse med genoptagelse af sager om inddrivelse

2.1.4.1. Gældende ret

2.1.4.2. Lovforslaget

2.1.5. Ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft

2.1.5.1. Gældende ret

2.1.5.2. Lovforslaget

2.1.6 Bemyndigelse til ekstraordinær afskrivning af grupper af fordringer under inddrivelse eller

opkrævning hos SKAT

2.1.6.1 Gældende ret

2.1.6.2. Lovforslaget

2.2. Andre ændringer

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslaget

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

3.1. Økonomiske konsekvenser for det offentlige

3.1.1. Begrænset genoptagelse

3.1.2. Ingen genoptagelse for korrektion for uberettigede rentefradrag

3.1.3. Ingen kursgevinstbeskatning ved utilsigtet forældelse

3.1.4. Ekstraordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft

3.2. Administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Regeringen og aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8.

juni 2017 er enige om at sikre den fremadrettede inddrivelse af gæld til det offentlige og få løst de

bagudrettede oprydningsopgaver efter de fejl, som bl.a. er opstået på grund af det fejlbehæftede it-

system for inddrivelsen, Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI). En

række analyser havde påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter. Fejlene førte til, at

SKAT den 8. september 2015 besluttede at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det offentli-

ge via EFI/DMI.

En oprydning er afgørende for at skabe det bedst mulige fundament for fremtidens gældsinddrivelse

og samtidig sikre tilliden til skattevæsenet. På baggrund heraf er det vigtigt for regeringen og afta-

lepartierne at få gjort op med de fejl og problemer, der er opstået i forhold til de fordringer, der har

været under inddrivelse i perioden med EFI/DMI. Som følge af de tekniske og datamæssige fejl er

der opstået tvivl om gyldigheden af en stor mængde fordringer under inddrivelse. For en mindre del

af fordringerne

–

men stadig et stort antal fordringer

–

har det været muligt maskinelt at udsøge for

mulige fejl og manglende gyldighed.

Med henblik på at fokusere ressourceforbruget på at rette identificerede fejl, hvis rettelse får betyd-

ning for skyldnerne, og for at sikre, at den fremadrettede inddrivelse kan prioriteres, foreslår rege-

ringen og aftalepartierne en række tiltag, der har til formål at forenkle arbejdet med at genoptage

disse sager og sikre, at borgere og virksomheder ikke unødigt ulejliges, hvor en fejlretning alene vil

have ingen eller begrænset betydning for disse.

Der foreslås derfor en række regler, der har til formål at begrænse og fokusere SKATs opgave med

at genoptage sager og gøre det muligt at afskrive en række mindre fordringer efter en model, der

dels tager hensyn til skyldnernes betalingsevne, dels varetager hensynet til retsfølelsen, således at

f.eks. bøder på bl.a. politiets område ikke afskrives. Den målrettede afskrivning skal sikre, at udgif-

terne til de såkaldte retskraftvurderinger af fordringer med tvivlsom retskraft står i et rimeligt for-

hold til de enkelte fordringers størrelse, og at opgaven i praksis kan gennemføres administrativt og

organisatorisk.

Med udgangspunkt i »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« foreslås en række

tiltag om bl.a. denne oprydningsopgave.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

1.1.1. Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse

Regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og

Socialistisk Folkeparti har den 8. juni 2017 indgået »Aftale om styrkelse af den offentlige gælds-

inddrivelse«.

Nærværende lovforslag udmønter de dele af aftalen, der omhandler forenkling af regler om genop-

tagelse af sager med mulige fejl i inddrivelsen og afskrivning af fordringer.

Der er tale om en tilpasning af processen for behandlingen af sager om genoptagelse vedrørende

inddrivelse af fordringer, der er sendt til inddrivelse inden nedlukningen af EFI/DMI. Tilpasningen

sikrer, at ressourcerne anvendes effektivt. Det kendetegner en stor del af de fordringer, der er regi-

streret i EFI/DMI, at de har tvivlsom retskraft. Det vil dog kræve et større oprydningsarbejde at få

klarlagt, om fordringerne er retskraftige eller ikke-retskraftige. Derfor indgår i lovforslaget også en

målrettet afskrivning af fordringer, for hvilke udgifterne til retskraftvurderinger ikke står i et rime-

ligt forhold til de enkelte fordringers størrelse, idet det dog samtidig sikres, at fordringer ikke af-

skrives, hvis dette vil virke stødende på retsfølelsen eller være i strid med retlige bindinger.

Lovforslaget er det femte i rækken af lovgivningstiltag på inddrivelsesområdet, der er fremsat i for-

længelse af SKATs suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige via EFI/DMI i

september 2015 og det efterfølgende igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv restance-

inddrivelse.

Det er målsætningen, at et nyt it-system på inddrivelsesområdet kan være færdigt i 2019. Den første

version af it-systemet vil i starten alene kunne sikre en begrænset it-understøttelse af inddrivelsen

og vil herefter gradvist få udbygget sin funktionalitet, indtil det fuldt ud understøtter inddrivelsen i

2019.

For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen eller meget begrænset systemunderstøttelse

blev der i november 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om standsning af forældelsen for

fordringer under inddrivelse, jf. lov nr. 1253 af 17. november 2015.

I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i form af regler, der er nødvendige for

etableringen af det nye it-system og for en hensigtsmæssig behandling af klager på inddrivelsesom-

rådet. Der blev desuden gennemført en række justeringer og præciseringer med henblik på at sikre

et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af 22. marts 2016.

I januar 2017 blev det tredje lovgivningstiltag

–

om overdragelse af inddrivelsen af fortrinsberetti-

gede kommunale krav til kommunerne

–

gennemført, jf. lov nr. 114 af 31. januar 2017.

I marts 2017 blev det fjerde lovgivningstiltag

–

om forenkling af lovgivningen på inddrivelsesom-

rådet

–

gennemført, jf. lov nr. 285 af 29. marts 2017.

1.1.2. Genoptagelsessager

Skatteministeriet har gennemgået kendte systematiske fejl (mere end 100 fejltyper/puljer) i

EFI/DMI som følge af funktionalitetsmangler og datafejl i EFI/DMI, der potentielt kan have med-

ført ulovlig inddrivelse i EFI/DMI’s driftsperiode fra den 1. september 2013 til den 7. september

2015. For hver type fejl har ministeriet foretaget en vurdering af fejlens mulige konsekvenser for de

berørte skyldnere og forsøgt at kortlægge omfanget af fejlen med hensyn til antallet af potentielt

berørte fordringer og skyldnere og værdien af de potentielt ulovligt inddrevne beløb. For visse fejl-

typer har det været muligt at foretage en tilbundsgående analyse af fejlens konsekvenser og udsøg-

ning af berørte skyldnere. For andre fejltyper medfører kompleksiteten i fejltypen, at det ikke uden

anvendelse af uforholdsmæssigt store ressourcer kan kortlægges, hvilke skyldnere der kan være

berørt af fejlen m.v., herunder om fejlen har haft reel økonomisk betydning for skyldnerne. Samti-

dig er det vurderet, hvad restanceinddrivelsesmyndigheden er forpligtet til at gøre for at rette de

inddrivelsesskridt, som har været berørt af fejlen, herunder om restanceinddrivelsesmyndigheden er

forpligtet til at genoptage fejlbehæftede inddrivelsesskridt enten af egen drift eller efter anmodning

fra skyldnerne.

De identificerede funktionalitetsmangler vurderes overordnet at have resulteret i to typer af risiko

for ulovlig inddrivelse. Der er således konstateret 1) inddrivelse på fordringer, som ikke umiddel-

bart kan konstateres at have været retskraftige på inddrivelsestidspunktet, og 2) potentielle sagsbe-

handlingsfejl m.v. i inddrivelsesskridt, der har medført ulovlig inddrivelse.

For type 1, der består af ca. 387.000 fordringer, gælder, at selv om de berørte fordringer ikke umid-

delbart kan konstateres at have været retskraftige på inddrivelsestidspunktet, vil det på grund af

funktionalitetsmanglerne i EFI/DMI kræve en manuel retskraftvurdering af hver enkelt fordring for

at konstatere, om den har været retskraftig på inddrivelsestidspunktet.

For type 2, der består af ca. 188.000 fordringer, vurderes de identificerede fejl ikke at vedrøre de

berørte fordringers retskraft, men alene gennemførelsen af det pågældende inddrivelsesskridt. Der

kan eksempelvis være gennemført lønindeholdelse med en forkert lønindeholdelsesprocentsats. Ef-

ter rettelse af denne type fejl vil fordringen mod skyldneren som hovedregel fortsat bestå. Det tilba-

gebetalingskrav, som skyldneren vil have som konsekvens af et ugyldigt inddrivelsesskridt, vil der-

for af restanceinddrivelsesmyndigheden blive brugt til at dække den bestående fordring (gendæk-

ning). I denne situation fører fejlretningen derfor ikke til tilbagebetaling af noget beløb til skyldne-

ren, og fejlretningen vil derfor have beskeden eller ingen økonomisk betydning for skyldneren. Mi-

nisteriet har ved hjælp af maskinelle udsøgninger delt fordringerne omfattet af denne type fejl op i

fordringer, som nu må formodes at være forældede, og fordringer, som må formodes stadig at være

retskraftige.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden skal genoptage alle sager, hvor der består en mistanke om,

at der kan være sket fejl ved inddrivelsen, vil det kræve op mod 2.500 årsværk, svarende til ca. 1,5

mia. kr. Der kan ikke på kort sigt ansættes og oplæres så mange medarbejdere, hvorfor ressourcer-

ne derfor ville skulle hentes fra de ressourcer, der er allokeret til den egentlige inddrivelsesopgave,

ligesom en yderligere ressourcetilførsel vil være nødvendig. Dette vurderes at være en uhensigts-

mæssig prioritering, hvorfor der er behov for ved lov at begrænse denne del af SKATs oprydnings-

arbejde med henblik på både at begrænse antallet af genoptagelsessager og selve sagsbehandlingen

til de tilfælde, hvor fejlretningen har reel økonomisk betydning for skyldneren.

Det foreslås derfor, at restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift alene genoptager sager med

fordringer ramt af retskrafttvivl (type 1, jf. ovenfor), hvis der er inddrevet et beløb på mindst 3.000

kr. inklusive renter på eller vedrørende fordringen. Derved kan antallet af sager fra denne pulje

nedbringes fra ca. 387.000 til ca. 44.000 fordringer.

Det foreslås, at der for fordringer, der er ramt af retskrafttvivl (type 1, jf. ovenfor), og hvor det ind-

drevne beløb på eller vedrørende fordringen udgør mindre end 3.000 kr. inklusive renter, alene sker

genoptagelse efter anmodning fra de pågældende borgere og virksomheder, og at anmodningen skal

være modtaget inden den 8. september 2018, dvs. treårsdagen for suspenderingen af den automati-

ske inddrivelse via EFI/DMI. Fristen skyldes ønsket om efter fristudløbet at kunne gennemføre den

ekstraordinære afskrivning, der beskrives nedenfor i afsnit 1.1.3.

For fordringer af type 2 om sagsbehandlingsfejl ved inddrivelsen foreslås ligeledes, at restanceind-

drivelsesmyndigheden alene genoptager sagen efter anmodning fra de pågældende borgere og virk-

somheder. For disse anmodninger foreslås samme frist, dvs. den 7. september 2018.

For at begrænse genoptagelsesopgaven foreslås også, at der ikke skal gennemføres kursgevinstbe-

skatning i tilfælde, hvor der allerede er konstateret eller i forbindelse med en genoptagelse eller en

retskraftvurdering af fordringer med tvivlsom retskraft konstateres en utilsigtet forældelse. Det fore-

slås, at den manglende kursgevinstbeskatning tillige skal gælde utilsigtede forældelser, der er ind-

trådt før EFI/DMI’s

driftsperiode fra den 1. september 2013 til den

7. september 2015. Friholdelsen

for kursgevinstbeskatning bør tillige omfatte den ekstraordinære afskrivning, der nedenfor foreslås

for fordringer med tvivlsom retskraft og datafejl m.v.

Det foreslås også, at rentefradrag vedrørende fordringer, der ved en genoptagelse eller retskraftvur-

dering konstateres at have været forældede, da renten blev beregnet, ikke skal føre til en genopta-

gelse af skatteansættelsen, selv om renten

–

og dermed rentefradraget

–

da har været uberettiget.

For at stille alle borgere og virksomheder, der har været berørt af ulovlig inddrivelse i EFI/DMI’s

driftsperiode, ens foreslås, at forældelsesfristen for et eventuelt tilbagebetalingskrav først skal løbe

fra den 8. september 2015, hvor den automatiske inddrivelse via EFI/DMI blev suspenderet. Et til-

bagebetalingskrav, der skyldes en ulovlig inddrivelse, der fandt sted i september 2013, vil som ud-

gangspunkt være bortfaldet ved forældelse tre år senere, dvs. i september 2016.

1.1.3. Afskrivning

Ultimo oktober 2017 havde restanceinddrivelsesmyndigheden registreret ca. 13,3 mio. fordringer

med tvivlsom retskraft

–

såkaldte »grå« fordringer. Den nominelle værdi af disse fordringer udgjor-

de ca. 40,1 mia. kr., mens kursværdien, der er et estimat af deres reelle værdi for fordringshaver,

udgjorde ca. 5,8 mia. kr. Tvivl om en fordrings retskraft indebærer, at restanceinddrivelsesmyndig-

heden ikke må inddrive fordringen, før det gennem en retskraftvurdering er blevet afklaret, at for-

dringen er retskraftig.

Da restanceinddrivelsesmyndigheden alene har begrænsede ressourcer til rådighed til at gennemgå

det store antal fordringer, der har tvivlsom retskraft, foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndighe-

den ud fra nærmere kriterier ekstraordinært kan afskrive sådanne grå fordringer, der er overdraget

til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 19. november 2015 eller i samme periode er

dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen af disse fordringer. Den nævnte

dato er ikrafttrædelsesdatoen for lov nr. 1253 af 17. november 2015, der i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige indsatte en bestemmelse, § 18 a, hvorefter forældelsesfristen for fordringer,

der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere,

tidligst regnes fra den 20. november 2018. De fordringer, der dannes af restanceinddrivelsesmyn-

digheden som led i inddrivelsen, er renter påløbet under inddrivelsen, dvs. inddrivelsesrenter, samt

restanceinddrivelsesmyndighedens egne fordringer vedrørende udgifter og gebyrer. Sådanne renter

og gebyrer vil også have tvivlsom retskraft som følge af forældelseslovens § 23, stk. 2, om accesso-

risk forældelse af renter og gebyrer, hvis den fordring, de vedrører, er forældet.

En sådan retskrafttvivl vil også foreligge for renter og gebyrer, der efter den 19. november 2015

enten er overdraget til eller dannet af restanceinddrivelsesmyndigheden som led i inddrivelsen, hvis

disse renter og gebyrer vedrører de grå fordringer, der er overdraget forinden. Afskrivningsadgan-

gen bør derfor også omfatte disse renter og gebyrer.

Ved en opskrivning forstås en beløbsmæssig opjustering af en fordring, der er under inddrivelse. En

opskrivning sker, ved at en såkaldt opskrivningsfordring overdrages til restanceinddrivelsesmyn-

digheden, jf. § 4, stk. 7, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og § 7, stk. 1, 1. pkt., i be-

kendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige. De nævnte be-

stemmelser har været gældende siden den 1. april 2017 og skal varetage de systemmæssige behov i

det ny inddrivelsessystem, som er under udvikling. Inden den 1. april 2017 blev en opskrivning

gennemført ved alene at foretage en beløbsmæssig justering af den fordring, der var under inddri-

velse. Sådanne opskrivningsfordringer vil som udgangspunkt også have tvivlsom retskraft, hvis den

opskrevne del af fordringen har tvivlsom retskraft. Det foreslås derfor, at opskrivningsfordringer,

der fra og med den 1. april 2017 overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, inklusive renter

og gebyrer, der vedrører disse opskrivningsfordringer, også kan afskrives, hvis opskrivningsfor-

dringerne vedrører fordringer, herunder renter og gebyrer, der kan afskrives på grund af tvivl om

retskraften. De vil dog alene kunne afskrives, hvis de sammen med den opskrevne del af fordringen

opfylder betingelserne for afskrivning, jf. nedenfor.

Det foreslås, at alle grå fordringer under 1.000 kr. pr. 8. september 2018 kan afskrives, mens grå

fordringer på mellem 1.000 kr. og 7.500 kr. pr. 8. september 2018 kan afskrives, hvis skyldner er en

fysisk person, der har en skattepligtig årsindkomst på mindre end 200.000 kr. i indkomståret 2017,

alternativt 2016 eller 2015, hvilket omtrent svarer til årsindkomsten for en enlig dagpengemodtager,

der bor i lejebolig. Det foreslås dog, at en fysisk person, der opfylder disse betingelser for afskriv-

ning, ikke kan få afskrevet fordringen, hvis personen hæfter som følge af sin deltagelse i et interes-

sentskab eller tilsvarende virksomhed, hvor deltagerne hæfter personligt, helt eller delvist og solida-

risk for gælden.

Det foreslås, at afskrivningsadgangen skal være fakultativ. Selv om en fordring opfylder alle betin-

gelser, der foreslås at skulle gælde for adgangen til endelig afskrivning, vil restanceinddrivelses-

myndigheden således kunne undlade at gennemføre afskrivning, hvis det f.eks. vurderes, at fordrin-

gen tilhører en gruppe af fordringer, hvor der er en vis sandsynlighed for, at fordringerne maskinelt

kan retskraftvurderes.

Hensynet til retsfølelsen tilsiger, at bøder og andre krav, der hviler på strafbare handlinger, ikke

afskrives, hvorfor disse fordringer foreslås undtaget fra den ekstraordinære afskrivning.

Private krav og udenlandske fordringer kan ikke afskrives efter den eksisterende afskrivningsregel i

§ 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og foreslås derfor også undtaget fra den

ekstraordinære afskrivning.

Særlige hensyn gør sig også gældende for toldkrav, der er en del af den Europæiske Unions »egne

indtægter«, selv om tolden opkræves af medlemsstaterne. Toldkrav foreslås derfor også undtaget fra

den ekstraordinære afskrivning.

Som følge af EU-retlige bindinger kan der ikke ske afskrivning af tilbagebetalingskrav bestående af

tilskud udbetalt under tre forskellige EU-fonde: Den Europæiske Garantifond for Landbruget

(EGFL), Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Europæi-

ske Hav- og Fiskerifond (EHFF). Disse tilbagebetalingskrav er overdraget til restanceinddrivelses-

myndigheden af NaturErhvervstyrelsen, som den 1. februar 2017 skiftede navn til Landbrugs- og

Fiskeristyrelsen. Ved overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden er det ikke blevet specifi-

ceret, om der er tale om nationale krav, medfinansierede EU-krav eller rene EU-krav, hvorfor det

ikke uden en manuel vurdering vil være muligt at skelne mellem de enkelte fordringstyper. Alle

fordringer, der opkræves af denne styrelse, foreslås derfor også holdt uden for den foreslåede eks-

traordinære afskrivning.

For fortrinsberettigede kommunale fordringer foreslås, at der heller ikke skal kunne ske ekstraordi-

nær afskrivning af sådanne fordringer, der hos restanceinddrivelsesmyndigheden er under inddrivel-

se.

Fordringer, der omfattes af en afgørelse, som genoptages af restanceinddrivelsesmyndigheden, vil i

forbindelse med genoptagelsen få deres retskraft afklaret ved en retskraftvurdering, hvorfor sådanne

fordringer ikke skal afskrives, fordi formålet med afskrivningen netop er at undgå en ressourcekræ-

vende retskraftvurdering. Det indebærer, at fordringer omfattet af afgørelser, som restanceinddrivel-

sesmyndigheden genoptager af egen drift eller på begæring fra skyldner, ikke afskrives. Det samme

gælder, hvor retskraftvurderingen f.eks. skyldes skyldners anmodning om en restanceattest til brug

for f.eks. et lån eller en autorisation m.v. For en sådan anmodning gælder tilsvarende, at formålet

med afskrivningen vil være spildt, hvis den til brug for udstedelsen af restanceattesten nødvendige

retskraftvurdering viser, at fordringen er retskraftig. Viser den sig at være forældet, skal den afskri-

ves efter de allerede gældende regler. Der kan også være påbegyndt en retlig proces, f.eks. indled-

ning af insolvensbehandling ved skifteretten eller anden bobehandling, som nødvendiggør en rets-

kraftvurdering.

Det foreslås derfor, at en ekstraordinær afskrivning ikke skal ske for fordringer, for hvilke der inden

den 8. september 2018 er gennemført en retskraftvurdering eller over for restanceinddrivelsesmyn-

digheden er fremsat en anmodning, der vil indebære en retskraftvurdering af fordringen, og at der

ikke af andre grunde, som restanceinddrivelsesmyndigheden senest den 8. september 2018 har fået

kendskab til, skal foretages en retskraftvurdering af fordringen.

Hvis der f.eks. anmodes om og gennemføres genoptagelse inden den 8. september 2018, vil der

være to mulige udfald. Enten viser det sig, at fordringen er retskraftig. I så fald gennemføres der

ikke afskrivning, og fordringen vil da blive søgt inddrevet, fordi der ikke længere er tvivl om dens

retskraft. Eller også viser det sig, at fordringen er forældet. I så fald skal det inddrevne beløb tilba-

geføres til borgeren eller virksomheden, hvis forældelse var indtrådt allerede på inddrivelsestids-

punktet. Det kan evt. ske gennem modregning, hvis borgeren eller virksomheden har anden forfal-

den gæld til det offentlige. I forbindelse med den genoptagelse, som borgeren eller virksomheden

måtte have anmodet om, vil restanceinddrivelsesmyndigheden samtidig tage stilling til eventuelle

sagsbehandlingsfejl, hvis borgeren eller virksomheden har henvist til sådanne.

Hvis flere skyldnere hæfter for en fordring, foreslås det, at samtlige skyldnere, som fordringen er

under inddrivelse hos den 8. september 2018, skal opfylde betingelserne for afskrivning. Hvis blot

en enkelt af disse skyldnere ikke opfylder betingelserne for afskrivning, gennemføres afskrivning

ikke.

Af »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni 2017 fremgår, at skyldnere

med uforholdsmæssig stor gæld

–

som følge af mange små gældsposter

–

ikke må få afskrevet hele

deres gæld. Det foreslås derfor, at det samlede omfang af en afskrivning i forhold til den enkelte

skyldner højst kan beløbe sig til et grundbeløb på 50.000 kr. med tillæg af 50 pct. af skyldners her-

efter resterende gæld, som er under inddrivelse den 8. september 2018. Ved opgørelsen af afskriv-

ningens omfang anvendes fordringernes størrelse, dvs. ikke det beløb, som en skyldner med en be-

grænset hæftelse hæfter for. Ved udvælgelsen af de fordringer, der kan afskrives, vælges den mind-

ste fordring først. Dernæst vælges den næstmindste og så fremdeles, indtil afskrivningsloftet nås. Er

to eller flere fordringer lige store, og overskrides afskrivningsloftet, hvis alle disse lige store for-

dringer afskrives, afskrives i henhold til den rækkefølge, hvori fordringerne hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden er blevet registreret som værende under inddrivelse, således at den fordring, der

først er registreret, afskrives først. Hvis to skyldnere hæfter solidarisk for fordringen, kræver en

afskrivning, at fordringen i forhold til begge skyldnere holder sig inden for afskrivningsgrænsen.

Det er den enkelte fordring inklusive renter påløbet under inddrivelsen, der foreslås afskrevet, og

derfor ophører alle skyldforhold for solidarisk hæftende skyldnere, når afskrivningen er gennemført.

Om betingelserne for afskrivning er opfyldt, foreslås at skulle afgøres ud fra de oplysninger, som

restanceinddrivelsesmyndigheden besidder den 8. september 2018. Senere op- eller nedskrivninger

eller kendskab til yderligere skyldnere for samme fordring vil derfor være uden betydning for af-

skrivningen.

Det foreslås også, at opkrævningsrenter, inddrivelsesrenter, hvis hovedfordring inden den 8. sep-

tember 2018 er blevet indfriet, samt gebyrer og andre omkostninger skal betragtes som selvstændige

fordringer i den foreslåede afskrivningsmodel, idet der dog gøres en undtagelse for renter, der ved-

rører de fordringstyper, der friholdes fra afskrivning, jf. ovenfor.

En opskrivningsfordring, som den 1. april 2017 eller senere er overdraget til restanceinddrivelses-

myndigheden og vedrører en fordring med tvivlsom retskraft, og den således opskrevne fordring

kan alene afskrives, hvis de efter at være lagt sammen opfylder betingelserne for afskrivning, idet

det dog vil udelukke afskrivning, hvis der f.eks. anmodes om en retskraftvurdering, der alene omfat-

ter den opskrevne fordring, men ikke tillige opskrivningsfordringen.

Når den endelige afskrivning er foretaget, giver restanceinddrivelsesmyndigheden skyldneren med-

delelse herom.

Den samlede restancemasse har ifølge Skatteministeriets nye opgørelsesmetode pr. juni 2017 en

kursværdi på ca. 21,3 mia. kr. (ca. 104,3 mia. kr. i nominel værdi). Heraf udgør den samlede mæng-

de af fordringer, hvor der er tvivl om retskraften, ca. 13,3 mio. fordringer med en kursværdi på ca.

5,8 mia. kr. (ca. 40,1 mia. kr. i nominel værdi).

En manuel gennemgang af fordringerne med tvivl om retskraften vil kræve ca. 12.000 årsværk sva-

rende til sagsbehandlingsudgifter på ca. 7 mia. kr. Opgaven er derfor så omfattende, at den ikke kan

håndteres administrativt eller organisatorisk, hvorfor der er behov for en ekstraordinær afskrivning.

Den foreslåede ekstraordinære afskrivning er karakteriseret ved, at langt de fleste skyldnere stadig

skylder størstedelen af deres gæld efter en afskrivning, at mange af de afskrevne fordringer har lav

værdi, mens få fordringer har høj værdi, at de afskrevne fordringer særligt vedrører skyldnere med

lav indkomst, at afskrivningen særligt påvirker skyldnere på Lolland, Langeland og Samsø samt i

Albertslund og i mindre grad påvirker skyldnere i kommunerne nord for hovedstaden, at den af-

skrevne gæld haves af skyldnere med lav betalingsevne eller uden betalingsevne, at langt størstede-

len af de afskrevne fordringer haves af skyldnere mellem 30 og 60 år, at især skyldnere på dagpen-

ge, kontanthjælp, sygedagpenge, førtids- og folkepension får afskrevet gæld til det offentlige, mens

skyldnere med lønindkomst i mindre grad får afskrevet gæld.

Den foreslåede ekstraordinære afskrivning vil indebære en endelig afskrivning efter kriterier, som i

al væsentlighed svarer til principperne for afskrivning i medfør af den gældende afskrivningsbe-

stemmelse i § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Som anført i afsnit 2.1.5.1

anvendes bestemmelsen, hvorefter afskrivning af en fordring kan ske, hvis det må anses for åben-

bart formålsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen, dog

efter en konkret vurdering af den enkelte skyldners betalingsevne og inddrivelsesomkostningernes

forholdsmæssighed i forhold til fordringens størrelse, ligesom restanceinddrivelsesmyndigheden

anvender bestemmelsen til afgangsførelse som uerholdelig og ikke til endelig afskrivning, jf. styre-

signalet SKM2013.102.SKAT. En afgangsførelse som uerholdelig indebærer, at endelig afskrivning

først vil ske, når forældelse indtræder, men tvivlen om retskraften indebærer, at forældelsestids-

punktet netop ikke kendes uden en retskraftvurdering, hvorfor der er brug for en hjemmel til endelig

afskrivning.

De grå fordringer, der ikke afskrives ekstraordinært, vil blive gennemgået med henblik på retskraft-

vurdering. Viser det sig ved denne retskraftvurdering, at den enkelte grå fordring er bortfaldet ved

forældelse til og med den 19. november 2015, vil den blive afskrevet i henhold til gældende regler,

hvorefter en forældet fordring ikke længere kan gøres gældende af fordringshaver. Datoen skyldes

som nævnt ovenfor § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen

for fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller

senere tidligst regnes fra den 20. november 2018. Hvis der er inddrevet eller frivilligt betalt på for-

dringen, efter at den bortfaldt ved forældelse, vil sagen blive genoptaget, hvis inddrivelsen eller den

frivillige betaling fandt sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. septem-

ber 2015, jf. den foreslåede regel i § 18 d, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

hvorefter genoptagelse dog er betinget af, at et krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller mod-

tagne beløb ikke vil være forældet. Med den foreslåede regel i lovens § 18 e foreslås, at forældelses-

fristen for tilbagebetalingskrav, som fysiske og juridiske personer måtte have som følge af en ind-

drivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og

med den 7. september 2015, dvs. EFI/DMI’s

driftsperiode, vedrørende fordringer under inddrivelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden, løber fra den 8. september 2015.

Hvis inddrivelsen eller den frivillige betaling fandt sted inden den 1. september 2013, hvor EFI blev

taget i drift, vil tilbagebetalingskravet som udgangspunkt være forældet, hvorfor genoptagelse ikke

sker i disse tilfælde, medmindre den pågældende borger eller virksomhed har anmodet om genopta-

gelse og i sin anmodning om genoptagelse har henvist til sådanne omstændigheder, der gør en gen-

optagelse berettiget, og omstændigheder, som efter forældelseslovens § 3, stk. 2, vil kunne bevirke

suspension af forældelsen, dvs. at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor borgeren eller

virksomheden fik eller burde have fået kendskab til sit tilbagebetalingskrav.

Blandt de fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, findes ud over

de grå fordringer, der kendetegnes ved tvivl om retskraften og derfor ud fra nærmere kriterier fore-

slås afskrevet ekstraordinært, jf. ovenfor, også en række fordringer, der som følge af dataproblemer

ikke aktuelt vil kunne inddrives. Fejlene, der potentielt kan betyde, at de ikke kan konverteres til det

ny inddrivelsessystem, skyldes navnlig, at fordringshaverne, herunder også SKAT, har foretaget

systematiske indberetningsfejl ved overdragelsen af dem til inddrivelse. Der er bl.a. tale om, at ren-

ter ikke kan knyttes til det korrekte hovedkrav, og fordringstyper, for hvilke fordringshaverne har

indberettet renter som hovedkrav, således at der er en risiko for, at der ulovligt beregnes renters

rente. Det er f.eks. tilfældet for fordringer, der er overdraget fra SKATs opkrævningssystemer KO-

BRA og DMO. Der er desuden tale om stamdatafejl, hvor f.eks. stiftelsestidspunkt og forældelses-

datoer enten ikke er blevet registreret eller er blevet registreret forkert. Nogle af problemerne vil

blive søgt løst i samarbejde med fordringshaverne, i takt med at disse klargøres til og tilkobles det

ny inddrivelsessystem. Det forventes dog, at nogle af problemerne alene vil kunne løses ved manuel

sagsbehandling hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For en række fejl og fordringskombinationer

er det nødvendigt at returnere hovedparten af de berørte fordringer til fordringshaverne med henblik

på berigtigelse af de fejlbehæftede oplysninger, men det er uafklaret, i hvilket omfang fordringsha-

verne teknisk er i stand til at tage imod fordringerne og foretage de nødvendige fejlrettelser. Hvis

dette viser sig at være en hindring, må der efter omstændighederne træffes beslutning om at afskrive

fordringerne. Dette vil dog kræve en hjemmel.

Det foreslås derfor, at skatteministeren gives en bemyndigelse til at fastsætte regler om, at restance-

inddrivelsesmyndigheden skal kunne foretage ekstraordinær afskrivning af en gruppe af fordringer,

hvis der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for fordringernes inddri-

velse, eller disse oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet med uforholdsmæssi-

ge omkostninger at afklare denne tvivl eller at fremskaffe oplysningerne, eller hvis der foreligger

andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. En sådan bemyndigelse vil kun-

ne udnyttes til at løse det aktuelle afskrivningsbehov, men vil også kunne anvendes til afskrivning

af grupper af fordringer, der fremtidigt måtte blive identificeret som lidende af de samme problemer

som de ovenfor beskrevne fordringer, eller hvor de nødvendige oplysninger ikke foreligger, eller

hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning. Bemyndigel-

sen vil blive udnyttet gennem skatteministerens udstedelse af en bekendtgørelse, der sendes i eks-

tern høring. Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse«

af 8. juni 2017, at bemyndigelsen skal gælde i en 5-årig periode.

Det foreslås desuden, at skatteministeren tillige gives bemyndigelse til i samme 5-årige periode at

fastsætte regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden for grupper af tilbagebetalingskrav inklu-

sive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger, som tilkommer restanceinddrivelsesmyndig-

heden, kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hvert enkelt tilbagebetalingskrav, hvis

der består tvivl om rigtigheden af de oplysninger, der er nødvendige for tilbagebetalingskravenes

opkrævning og inddrivelse, eller disse oplysninger mangler, og det vil være umuligt eller forbundet

med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl eller fremskaffe oplysningerne, eller

hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskrivning.

I SKATs opkrævningssystem SAP 38 er der konstateret en potentiel forældelse af et større antal

fordringer, fordi systemet i en periode ikke har kunnet beregne opkrævningsrenter, og disse renter

er derfor ikke blevet sendt til inddrivelse. Alene fordringer under inddrivelse omfattes af § 18 a i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter forældelsesfristen for fordringer under inddrivel-

se hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november 2015 eller senere tidligst regnes fra den

20. november 2018. I september 2016 omhandlede problemet i SAP 38 ca. 60.000 fordringer sva-

rende til ca. 1,8 mia. kr. eksklusive renter i nominel værdi. Disse fordringer vil skulle retskraftvur-

deres manuelt. For de fordringer, der viser sig at være retskraftige, vil der

–

som udgangspunkt ma-

nuelt

–

skulle beregnes opkrævningsrenter, der herefter skal opkræves hos skyldnerne, medmindre

der skabes hjemmel til ekstraordinært at afskrive opkrævningsrenterne. Da der er tale om fordrin-

ger, der ikke er sendt til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil der være behov for

en hjemmel for skatteministeren til at fastsætte regler om, at SKAT som fordringshaver kan foreta-

ge endelig afskrivning af disse fordringer, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige om-

kostninger at gennemføre opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at

gennemføre afskrivning. I den konkrete situation med SAP 38 vil der manuelt skulle foretages en

retskraftvurdering. For de fordringer, der viser sig at være retskraftige, vil beregningen af opkræv-

ningsrenter skulle ske manuelt, hvilket som følge af rentens typisk beskedne størrelse vil udløse

uforholdsmæssige omkostninger, ligesom det for en skyldner, over for hvem der ikke tidligere er

sket opkrævning af renterne, vil kunne være byrdefuldt, hvis opkrævning skulle ske efter måske

flere år.

Som følge af manglende systemunderstøttelse har det siden idriftsættelsen af SKATs system for

fordringer vedrørende motorkøretøjer, Digitalt Motorregister (DMR), i juni 2012 ikke været muligt

at beregne renter af fordringerne i dette system, der genererer motorfordringerne, der herefter op-

kræves via opkrævningssystemet SAP 38. Et renteberegningsprogram forventes taget i brug i 2018.

Som følge af den 3-årige forældelsesfrist for renter er renter, der påløb for mere end 3 år siden, bort-

faldet ved forældelse. For perioden fra medio 2014 til medio 2017 skønnes der at være ca. 3 mio.

retskraftige rentefordringer med en samlet værdi på ca. 75-90 mio. kr. En opkrævning af disse ren-

ter vurderes at kræve et administrativt ressourcetræk på ca. 70-90 mio. kr. Der vil desuden være en

risiko for, at nogle renteopkrævninger vil være uberettigede som følge af tvivl om retskraften af en

del af hovedkravene. Er den rentebærende hovedfordring forældet, vil dens påløbne renter blive

ramt af accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2. Dertil kommer, at en opkrævning

af disse opkrævningsrenter efter måske flere år vil kunne opleves som byrdefuld for en skyldner,

der kan have indrettet sig på, at et sådant krav ikke vil blive gjort gældende.

Det foreslås derfor, at skatteministeren tillige skal gives en bemyndigelse til at fastsætte regler om,

at SKAT for en gruppe af fordringer bestående af skatter og afgifter m.v. med tillæg af renter, geby-

rer og andre omkostninger kan foretage endelig afskrivning uden en vurdering af hver enkelt for-

dring, hvis det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger for SKAT at gennemføre

opkrævning, eller hvis der foreligger andre ganske særlige grunde til at gennemføre endelig afskriv-

ning. Uforholdsmæssige omkostninger kan f.eks. skyldes, at der består tvivl om rigtigheden af de

oplysninger, der er nødvendige for fordringernes opkrævning, og det vil være umuligt eller forbun-

det med uforholdsmæssige omkostninger at afklare denne tvivl. Dette omfatter tilfælde, hvor for-

dringen potentielt kan være forældet, og det vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostnin-

ger at afklare, hvorvidt fordringen er retskraftig. Andre ganske særlige grunde vil kunne foreligge,

hvis en opkrævning endnu ikke er sket, lang tid efter at kravet er stiftet.

Det foreslås, at bemyndigelsen ud over at skabe mulighed for endelig afskrivning af fordringer i

SAP 38 og DMR, hvis behovet skulle blive aktuelt, også skal kunne anvendes til afskrivning af

grupper af fordringer, der fremtidigt måtte blive identificeret som lidende af de samme problemer

som de ovenfor beskrevne fordringer.

Bemyndigelsen vil blive udnyttet gennem skatteministerens udstedelse af en bekendtgørelse, der

sendes i ekstern høring.

Det foreslås med baggrund i »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af 8. juni

2017, at bemyndigelsen skal gælde i en 5-årig periode.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden

og om fordringer i SKATs opkrævningssystemer m.v.

2.1.1. Begrænsning af restanceinddrivelsesmyndighedens genoptagelse af afgørelser om inddrivelse

ramt af mulige sagsbehandlings- og datafejl

2.1.1.1. Gældende ret

I nogle tilfælde har borgeren retskrav på, at myndigheden genoptager en sag, som myndigheden

tidligere har afgjort, for at vurdere rigtigheden af den afgørelse, borgeren modtog. Ifølge ombuds-

mandens udtalelse i FOB 2006.436 (side 449) har borgeren et retskrav på genoptagelse, hvis der

fremkommer nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning for sagen, at der er en vis sandsyn-

lighed for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse

med myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen. Genoptagelse på ulovbestemt grundlag kan

dernæst komme på tale, hvis der fremkommer væsentlige nye retlige forhold, dvs. en væsentlig æn-

dring med tilbagevirkende kraft i det retsgrundlag, der forelå på tidspunktet for den oprindelige af-

gørelse. Endelig kan myndigheden have pligt til at genoptage sagen, hvis der foreligger ikke uvæ-

sentlige sagsbehandlingsfejl. Mindst ét af de nævnte forhold skal således foreligge, før borgeren kan

have krav på genoptagelse. Det er en yderligere betingelse, at der skal være en vis sandsynlighed

for, at sagen ville have fået et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget i forbindelse med

myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen, eller hvis fejlen ikke var blevet begået, jf. bl.a.

FOB 2004.175 (side 183).

Borgere og virksomheder vil normalt have adgang til rekurs, dvs. adgang til administrativ prøvelse

af deres klage over den afgørelse, som myndigheden har truffet i forhold til borgeren eller virksom-

heden. På inddrivelsesområdet er rekursadgangen reguleret i § 17 i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser truffet inden 1. april 2016

om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet her-

om vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, kan indbringes for Landsskatteret-

ten. En sådan klage skal indgives skriftligt til Skatteankestyrelsen og skal være modtaget senest 3

måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over, idet der dog kan ses bort fra en frist-

overskridelse, hvis særlige omstændigheder taler derfor. Hvis klagefristen ikke er overholdt, vil

borgere og virksomheder stadig have adgang til remonstration på ulovbestemt grundlag i forhold til

den afgørelse, som borgeren eller virksomheden er uenig i. Der må dog stilles visse skærpede krav

til en anmodning om genoptagelse (»remonstration«) sammenlignet med en klage inden for klage-

fristen, idet anmodningen skal gøre myndighederne i stand til at identificere den afgørelse, der re-

monstreres over, og vurdere anmodningens berettigelse. Hvis en anmodning opfylder disse krav, er

myndigheden som følge af officialmaksimen forpligtet til at søge sagen oplyst.

En pligt til genoptagelse kan også bestå, uden at myndigheden har modtaget en begæring om genop-

tagelse. En pligt for myndigheden til at genoptage en sag på eget initiativ opstår eksempelvis, hvis

myndigheden bliver opmærksom på, at typisk et større antal afgørelser er ramt af formelle eller ret-

lige mangler. Det er således hensynet til borgernes retssikkerhed og den hermed beslægtede lig-

hedsgrundsætning, der kan begrunde en pligt til genoptagelse af egen drift. Disse hensyn skal afve-

jes over for hensynet til myndighedens administrative og ressourcemæssige belastning ved en gen-

optagelse. Genoptagelsespligten begrænses derfor af hensynet til at undgå et offentligt værdispild.

Ombudsmanden anførte i FOB 2003.357 (side 374), at pligten for myndigheder til på eget initiativ

at genoptage tidligere afgjorte sager beror på, om der er tale om væsentlige ændringer til gunst for

den pågældende, om myndighedernes nu underkendte praksis var udtryk for en klar lovstridig prak-

sis, og om der er væsentlige praktiske problemer med at identificere de relevante sager.

Væsentlighedskriteriet indebærer ifølge ombudsmandens udtalelse i FOB 1990.266 (side 268 f.) en

vurdering af, hvor byrdefuldt det ville være for parten, såfremt en tidligere afgørelse ikke blev om-

gjort. Vil det være uforholdsmæssigt byrdefuldt for borgeren ikke at omgøre afgørelsen, skal der

ske genoptagelse.

Den klart lovstridige praksis angår grovheden af myndighedens fejl. Ombudsmanden anførte i FOB

1981.245 (side 251 f.), at pligten til genoptagelse af egen drift, såfremt myndighedens hidtidige

praksis underkendes grundet en fejlagtig retsanvendelse, alene er et udgangspunkt, der kan fraviges

som følge af klarheden af den fejlagtige retsanvendelse, længden af det tidsrum, hvor retsanvendel-

sen har været fulgt, og det antal sager, i hvilke det er sket, herunder sagernes ensartethed. Ifølge

ombudsmanden taler en langvarig praksis, der omfatter mange sager, således imod genoptagelse,

hvorimod sagernes ensartethed taler for genoptagelse. Ved fejlens klarhed lægges der navnlig vægt

på, om myndigheden var i en undskyldelig fortolkningstvivl eller lignende, jf. FOB 1990.266 (side

268 f.).

Kriteriet om de praktiske problemer med at identificere de relevante sager vedrører den administra-

tive byrde, der er forbundet med udsøgningen af de sager, der potentielt skal genoptages. Kriteriet

har både et praktisk aspekt, dvs. om det overhovedet er muligt eller dog vanskeligt at fremfinde

sagerne, og et ressourcemæssigt aspekt, dvs. om det vil være forbundet med et uforholdsmæssigt

stort ressourceforbrug at udsøge sagerne. Vurderingen er efter praksis alene relateret til det admini-

strative besvær ved at fremfinde afgørelserne og altså ikke det eventuelle administrative besvær, der

måtte være forbundet med selve genoptagelsen og dermed realitetsbehandlingen af sagerne.

Hvorvidt genoptagelse af egen drift skal ske, beror på en samlet vurdering af de tre kriterier. I den

forbindelse kan det tillægges vægt, om myndigheden har gjort andet for at rette op på fejlen, herun-

der ved at offentliggøre generel information til borgerne herom. Det har ombudsmanden fastslået i

bl.a. FOB 2008.238 (side 270) og FOB 2003.357 (side 375).

De tre kriterier indebærer, at såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden er positivt bekendt med og

uden større besvær kan udsøge sager, hvor der er sket uretmæssig inddrivelse, skal restanceinddri-

velsesmyndigheden genoptage sagerne af egen drift. Det gælder i hvert fald, hvis fejlen har en vis

grovhed, og genoptagelse vil resultere i en ændring til gunst for borgeren eller virksomheden, men

det gælder også, selv om borgeren eller virksomheden i sidste ende som følge af afledte konsekven-

ser stilles ringere på grund af f.eks. kursgevinstbeskatning eller genoptagelse af skatteansættelsen

for at korrigere et uberettiget fradrag for inddrivelsesrenter.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har mulighed for at finde frem til de relevante sager

uden et betydeligt ressourceforbrug, eksempelvis ved manuel gennemgang af alle potentielle sager,

vil restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt ikke i alle tilfælde være forpligtet til at

foretage denne udsøgning med henblik på genoptagelse af egen drift. Restanceinddrivelsesmyndig-

heden er da i stedet forpligtet til at informere offentligt om de uretmæssige inddrivelsesskridt og

derved give offentligheden tilstrækkelig oplysning, således at de berørte borgere og virksomheder

selv kan vurdere, om de ønsker at klage eller anmode om genoptagelse.

Hvis det tilbagebetalingskrav, som en genoptagelse af en sag om inddrivelse vil kunne resultere i, er

forældet på det tidspunkt, hvor anmodningen om genoptagelse fremsættes over for restanceinddri-

velsesmyndigheden, vil anmodningen som udgangspunkt skulle afvises, fordi borgeren eller virk-

somheden da ikke har den til genoptagelsen fornødne retlige interesse. Forældelsesfristen for så-

danne tilbagebetalingskrav er 3 år, der ifølge forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes fra det tidligste

tidspunkt, hvor fordringshaver

–

dvs. borgeren eller virksomheden

–

kunne kræve at få fordringen

opfyldt. Det relevante tidspunkt vil være betalingstidspunktet. Hvis fordringshaveren var ubekendt

med sin fordring, regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller

burde have fået kendskab til fordringen, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, om suspension. For at der

kan ske suspension af forældelsesfristen efter forældelseslovens § 3, stk. 2, skal fordringshaverens

uvidenhed vedrøre de faktiske forhold, som kravet støttes på (faktisk vildfarelse). Ukendskab til den

rette fortolkning af det retlige grundlag for kravet (retsvildfarelse) kan kun undtagelsesvist medføre

suspension af forældelsesfristen. Efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 4, vil forældelse dog uanset

suspension indtræde senest efter 10 år regnet fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringen kunne kræ-

ves opfyldt. Fremsættes anmodningen om genoptagelse af en inddrivelsessag senere end 3 år efter

betalingstidspunktet, forudsætter en genoptagelse derfor, at borgeren eller virksomheden henviser til

sådanne faktiske omstændigheder, der i medfør af forældelseslovens § 3, stk. 2, har suspenderet

forældelsen.

Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse kan også være sket ved foretagelsen af udlæg, der er

udtryk for en retshandling og ikke den myndighedsudøvelse, som beskrivelsen ovenfor om de

uskrevne forvaltningsretlige genoptagelsesregler gælder. Udlæg foretaget af restanceinddrivelses-

myndighedens pantefogeder reguleres af lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og af-

gifter m.v., hvis § 5, stk. 1, bestemmer, at udlæg, hvis ikke andet er bestemt i den nævnte lov, fore-

tages efter reglerne i retsplejelovens kapitel 45-47. Indsigelse mod pantefogedudlæg behandles af

fogedretten, jf. § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v.

Indsigelse kan fremsættes over for pantefogeden under udlægsforretningen, hvorfor pantefogeden

underretter fogedretten om indsigelsen, jf. § 6, stk. 3, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af

skatter og afgifter m.v. Efter udlægsforretningen skal indsigelsen fremsættes over for fogedretten

inden for 4 uger fra udlægsforretningens foretagelse. Modtages indsigelsen ikke inden for fristen,

afviser fogedretten indsigelsen, men fogedretten kan dog undtagelsesvist indtil 1 år efter udlægsfor-

retningen tillade, at en indsigelse behandles. Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til

landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.

Derudover indeholder retsplejelovens § 504 en bestemmelse om genoptagelse af udlægsforretnin-

gen. Genoptagelse kan ske, hvis parterne er enige herom, eller hvis fogedretten finder det påkrævet,

bl.a. fordi skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et udlæg ophæves som stridende mod tred-

jemands ret (§ 504, nr. 1), eller fordi skyldneren ønsker fastslået, at et udlæg er bortfaldet som følge

af omstændigheder indtruffet efter udlæggets foretagelse, eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyr-

delsen ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt (§ 504, nr. 5). Bestemmelsen anvendes også på

udlægsforretninger gennemført af pantefogeden, jf. ovennævnte henvisning i § 5, stk. 1, i lov om

fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. til retsplejelovens kapitel 45-47.

Selv om retsplejelovens § 504 som følge af sin ordlyd ikke udtømmende angiver de tilfælde, hvor

en udlægsforretning kan genoptages, antages i retslitteraturen, at genoptagelse ud over de i bestem-

melsen opremsede tilfælde i nr. 1-5 normalt kun bør ske, hvor der er begået klare fejl, som i forbin-

delse med et kæremål eller et almindeligt søgsmål ville føre til en ophævelse af afgørelsen. Betænk-

ning nr. 634 fra 1971 om udlæg og udpantning anfører på side 62 f., at der f.eks. vil være behov for

genoptagelse, hvis skyldneren, efter at udlægget blev foretaget, har erfaret, at en medskyldner før

udlægget havde betalt gælden. Hermed bør formentlig sidestilles situationer, hvor det efter udlægget

konstateres, at den fordring, som udlægget blev foretaget for, var ophørt som følge af en forældelse,

som skyldneren på udlægstidspunktet ikke havde mulighed for at gøre gældende på grund af et und-

skyldeligt ukendskab til den indtrådte forældelse.

En genoptagelse efter retsplejelovens § 504 vil normalt forudsætte en anmodning fra en af parterne,

men ved åbenbare fejl kan fogedretten af egen drift beslutte en genoptagelse og omgøre udlægget.

Et udlæg sker normalt med henblik på tvangsauktion, jf. retsplejelovens § 538, hvorefter udlægsha-

ver bliver fyldestgjort for sit krav ved det tvangsmæssige bortsalg at det udlagte aktiv. Ved udlæg i

rede penge fyldestgøres udlægshaver dog umiddelbart, jf. retsplejelovens § 521, mens fordringer,

hvori der foretages udlæg, som regel ikke sælges på tvangsauktion, men i stedet inkasseres til for-

faldstid, jf. retsplejelovens § 558. Endelig bortsælges værdipapirer, hvori der er foretaget udlæg,

ikke ved tvangsauktion, men af fogedretten gennem en værdipapirhandler, jf. retsplejelovens § 557.

Vestre Landsret udtaler i en kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1983, side 184, at foged-

retten ikke findes at have hjemmel til at ophæve en afholdt tvangsauktion med henblik på genopta-

gelse af udlægsforretningen. Dette støttes på retsplejelovens § 583, stk. 2, hvorefter de oprindelige

parter under tvangsauktionen ikke kan fremsætte indsigelser imod lovligheden af udlægsforretnin-

gen eller de retshandlinger, der ligger forud for denne.

For udlægsforretninger, som restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder har foretaget i perio-

den fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, i hvilken funktionalitets-

manglerne i EFI/DMI har skabt tvivl om retskraften af fordringer under inddrivelse, må det antages,

at skyldner kan kræve disse genoptaget, jf. retsplejelovens § 504, hvis tvangsauktion ikke har været

afholdt, og skyldner gør gældende, at fordringen var eller kunne være forældet, da udlægget blev

foretaget. Det skyldes, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke må inddrive fordringer med tvivl-

som retskraft. Tilsvarende må det antages, at pantefogeden af egen drift må genoptage udlægsfor-

rentninger, der i dette tidsrum er gennemført for fordringer, hvor funktionalitetsmanglerne i

EFI/DMI har skabt tvivl om fordringernes retskraft, fordi tvivlen om fordringernes retskraft og re-

stanceinddrivelsesmyndighedens viden om funktionalitetsmanglernes betydning for vurderingen af

fordringens retskraft er stor.

For udlægsforretninger, hvor fordringen er blevet indfriet inden den 1. september 2013, vil et tilba-

gebetalingskrav være forældet og dermed udelukke genoptagelse efter retsplejelovens § 504, med-

mindre den pågældende borger eller virksomhed kan henvise til sådanne omstændigheder, der efter

forældelseslovens § 3, stk. 2, suspenderer forældelsen, så forældelsesfristen først løber fra det tids-

punkt, hvor denne fordringshaver fik eller burde have fået kendskab til sit tilbagebetalingskrav.

Alene ukendskab til de faktiske omstændigheder (»faktisk vildfarelse«), der begrunder tilbagebeta-

lingskravet, kan føre til suspension. Et manglende kendskab til de juridiske regler (»retsvildfarel-

se«), der begrunder tilbagebetalingskravet, anerkendes kun undtagelsesvist som suspensionsgrund.

Beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget fra en borger eller virksomhed som

følge af en erindringsskrivelse, skal tilbagebetales til borgeren eller virksomheden, hvis det viser

sig, at fordringen var forældet, da betalingen skete. Det gælder dog kun, såfremt tilbagebetalings-

kravet ikke er forældet. Forældelsesfristen på 3 år for sådanne tilbagebetalingskrav, der omfattes af

forældelseslovens almindelige forældelsesfrist i lovens § 3, regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor

fordringshaver

–

dvs. her den berørte borger eller virksomhed

–

kan gøre sit krav gældende, med-

mindre andet følger af andre bestemmelser, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Når der er forløbet me-

re end 3 år fra betalingsdagen, vil tilbagebetalingskravet derfor være forældet, medmindre for-

dringshaver kan påberåbe sig suspension efter forældelseslovens § 3, stk. 2, hvorefter den 3-årige

forældelsesfrist i § 3, stk. 1, hvis fordringshaveren var ubekendt med fordringen eller dens skyldner,

først løber fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Som altover-

vejende hovedregel vil alene ukendskab til de faktiske omstændigheder, der begrunder fordringen,

kunne føre til suspension, idet ukendskab til de juridiske regler, hvorpå fordringen hviler, kun und-

tagelsesvist anerkendes som suspensionsgrund, jf. ovenfor.

For tilbagebetalingskrav gælder dog en absolut forældelsesfrist på 10 år, jf. forældelseslovens § 3,

stk. 3, nr. 4. Senest når den absolutte forældelsesfrist på 10 år fra den tidligste dag, hvor fordringen

kunne kræves opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, er udløbet, vil fordringen således være for-

ældet, medmindre forældelsen forinden er afbrudt. Den absolutte forældelsesfrist fastlægger derfor

en øvre grænse for, hvor længe den 3-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 3, stk. 1, kan

være suspenderet efter lovens § 3, stk. 2.

I forbindelse med konkurs finder en fordringsprøvelse sted, jf. konkurslovens § 131. Fremsættes der

på det fordringsprøvelsesmøde, som kurator indkalder til, ingen indsigelse mod kurators indstilling

om anerkendelse eller afvisning af et anmeldt krav, er fordringen endeligt anerkendt som indstillet,

jf. § 132, stk. 1. Fremsættes og opretholdes en indsigelse mod kurators indstilling, må den, der ikke

kan anerkende indstillingen, anlægge sag ved skifteretten inden 4 uger efter fordringsprøvelsesmø-

det, jf. § 133, stk. 1. Ved rekonstruktion med tvangsakkord gælder ifølge konkurslovens § 14, stk.

1, at tvangsakkorden

–

dvs. nedsættelsen af den del af skyldners gæld, der omfattes af tvangsakkor-

den, jf. § 10 a

–

har virkning som et retsforlig. En gældssaneringskendelse har på tilsvarende vis

karakter af et retsforlig, jf. konkurslovens § 226, stk. 1, for de krav, som kendelsen omfatter, jf. §

199. Beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager i forbindelse med en sådan universal-

forfølgning, kan derfor ikke kræves tilbagebetalt, medmindre borgeren eller virksomheden har fået

ophævet den nævnte anerkendelses- eller retsforligsvirkning ved udnyttelse af sine retsmidler.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også modtage beløb ved frivillig betaling, dvs. hvor beløbet

ikke kan henføres til en inddrivelsesindsats. Den, der har foretaget en betaling i urigtig formening

om skyld, har krav på tilbagebetaling af det for meget erlagte (»condictio indebiti«). I den juridiske

litteratur gøres dog en undtagelse, hvis der ved en sådan vildfarelse er sket betaling af en forældet

fordring. Begrundelsen er, at en forældet fordring ganske vist ikke længere udgør en juridisk for-

pligtelse, men dog stadig indebærer en naturlig, moralsk forpligtelse for den, der foretog betalingen.

Denne undtagelse til reglen om ret til tilbagebetaling

–

condictio indebiti

–

kan næppe fastholdes,

hvor betalingen er sket til restanceinddrivelsesmyndigheden, selv om betalingen ikke er sket som

led i en inddrivelsesindsats, men helt frivilligt. Det skyldes, at restanceinddrivelsesmyndigheden

som offentlig myndighed i princippet skal afskrive fordringer, i takt med at de måtte bortfalde ved

forældelse, og dermed sikre sig imod at kunne modtage en uberettiget betaling. En betaling, der

sker, efter at fordringen er eller burde være afskrevet, bør derfor straks føre til tilbagebetaling af det

uretmæssigt modtagne beløb. Det må derfor antages, at borgere og virksomheder, der foretager en

sådan frivillig betaling til restanceinddrivelsesmyndigheden uden at være klar over, at fordringen

var ophørt ved forældelse, har krav på tilbagebetaling af det betalte beløb, medmindre tilbagebeta-

lingskravet er bortfaldet ved forældelse, jf. ovenfor om den 3-årige forældelsesfrist, der løber fra

betalingstidspunktet.

2.1.1.2. Lovforslaget

Skatteministeriet har gennemgået kendte systematiske fejl, der skyldes funktionelle fejl og fejl i

data i EFI/DMI. Der er som resultat af gennemgangen maskinelt udsøgt og identificeret op mod

575.000 fordringer, der formodes i et ikke uvæsentligt omfang at have været genstand for ulovlig

inddrivelse. SKAT skal som restanceinddrivelsesmyndighed i visse tilfælde efter gældende ret gen-

optage sagerne, dvs. inddrivelsesafgørelserne m.v., jf. ovenfor. Hvis alle sager skal genoptages, vil

det kræve ca. 2.500 årsværk, svarende til en omkostning på ca. 1,5 mia. kr. Der er overordnet identi-

ficeret to typer fejl, der efter gældende ret giver anledning til genoptagelse: 1) Sagsbehandlingsfejl,

der påvirker inddrivelsesskridtets gyldighed (ca. 188.000 fordringer fordelt på ca. 63.000 skyldne-

re), og 2) fejl, der tillige vedrører fordringernes retskraft (ca. 387.000 fordringer fordelt på ca.

100.000 skyldnere). Til forskel fra opdelingen af fejltyperne under afsnit 1.1 omfatter gruppe 2 i

dette tilfælde både fordringer, som ikke umiddelbart kan konstateres at have været retskraftige på

inddrivelsestidspunktet, og fordringer, som har været berørt af sagsbehandlingsfejl m.v. og efterføl-

gende vurderes at være forældet. Fælles for fordringerne i gruppe 2 er altså, at en fejlretning af den

ulovlige inddrivelse forventes at få en reel økonomisk betydning for skyldneren, fordi der reelt be-

står et krav på tilbagebetaling af det ulovligt inddrevne eller ved frivillig betaling modtagne beløb.

Hvorvidt fordringerne omfattet af gruppe 2 rent faktisk ikke var retskraftige ved den oprindelige

inddrivelse eller frivillige betaling, eller om der senere er indtrådt forældelse, er forbundet med

usikkerhed som følge af funktionalitetsmanglerne og datafejlene i EFI/DMI. Umiddelbart er for-

dringerne ifølge de registrerede data forældede, men det vil kræve en manuel retskraftvurdering at

konstatere, om fordringerne faktisk er forældede.

For sager med sagsbehandlingsfejl m.v., jf. gruppe 1 ovenfor, vil en genoptagelse for en stor andel

af skyldnerne ikke eller kun i beskeden grad stille de berørte skyldnere bedre. Det skyldes, at re-

stanceinddrivelsesmyndigheden ved en genoptagelse vil kunne træffe en ny og korrekt afgørelse,

der betyder, at den oprindelige betaling på fordringen kan opretholdes (såkaldt gendækning). For

skyldneren vil genoptagelse derfor have ingen eller beskedne økonomiske konsekvenser. Fejl, der

vedrører fordringernes retskraft, kan derimod have en økonomisk konsekvens for skyldneren, men

udsøgninger har vist, at der for hovedparten af fordringerne er tale om, at de ulovligt inddrevne be-

løb er små. Genoptagelse af ca. 575.000 sager vil som nævnt kræve ca. 2.500 årsværk og medføre

merudgifter på ca. 1,5 mia. kr. til sagsbehandling. Dette er i praksis ikke håndterbart, og Skattemi-

nisteriet har derfor undersøgt mulighederne for at fokusere genoptagelsesarbejdet på de situationer,

hvor genoptagelse kan forventes at have reel økonomisk betydning for skyldnerne.

Det foreslås ved sagsbehandlingsfejl, at restanceinddrivelsesmyndigheden kun skal foretage genop-

tagelse efter anmodning fra skyldnerne (»remonstration«). Forslaget vil isoleret set reducere popula-

tionen til genoptagelse af egen drift fra i alt ca. 575.000 fordringer til 387.000 fordringer, som er

populationen af de udsøgte fordringer, for hvilke genoptagelse formodes at kunne få reel økonomisk

betydning for skyldneren, jf. ovenfor.

Det foreslås også, at borgere og virksomheder, der i EFI/DMI’s

driftsperiode fra

og med den 1. sep-

tember 2013 til og med den 7. september 2015 har været udsat for en inddrivelse eller foretaget en

frivillig betaling, der måske kan have været uretmæssig, skal anmode om genoptagelse eller tilba-

gebetaling inden den 8. september 2018, dvs. treårsdagen for suspenderingen af den automatiserede

inddrivelse via EFI/DMI. Da genoptagelsen af sådanne sager er ulovreguleret, vil det efter gælden-

de ret være forældelsesreglerne, der fastlægger, hvor længe en borger eller virksomhed kan anmode

om genoptagelse af en sag med en inddrivelse eller frivillig betaling, fordi genoptagelse vil forud-

sætte, at det tilbagebetalingskrav, der kan blive konstateret ved genoptagelsen, ikke er bortfaldet

ved forældelse, jf. ovenfor om den retlige interesse i genoptagelse. For en betaling, der fandt sted

den 7. september 2015, dvs. sidste dag i EFI/DMI’s

driftsperiode,

vil et tilbagebetalingskrav, der

skyldes denne inddrivelse eller frivillige betaling, således forældes den 8. september 2018, med-

mindre det kommer på tale at suspendere den 3-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens § 3,

stk. 2, fordi den pågældende borger eller virksomhed var ubekendt med sit tilbagebetalingskrav.

Denne uvidenhed skal vedrøre de faktiske forhold, som kravet støttes på (faktisk vildfarelse).

Ukendskab til den rette fortolkning af det retlige grundlag for kravet (retsvildfarelse) kan derimod

kun undtagelsesvist medføre suspension af forældelsesfristen. Efter forældelseslovens § 3, stk. 3, nr.

4, vil forældelse dog uanset suspension indtræde senest efter 10 år regnet fra det tidligste tidspunkt,

hvor fordringen kunne kræves opfyldt.

Den foreslåede frist for anmodning om genoptagelse, dvs. den 7. september 2018, indebærer derfor

alene en forkortelse af genoptagelsesfristen for de borgere og virksomheder, der måtte kunne påbe-

råbe sig suspension af forældelsesfristen for det tilbagebetalingskrav, som en ulovlig inddrivelse har

udløst, og dermed ville kunne anmode om genoptagelse i 10 år. Det må antages, at borgere og virk-

somheder som udgangspunkt ikke ville kunne påberåbe sig suspension, da deres vildfarelse om til-

bagebetalingskravet i de fleste tilfælde vil være af juridisk karakter.

Det foreslås tillige, at restanceinddrivelsesmyndigheden alene skal være forpligtet til af egen drift at

genoptage sagerne vedrørende de allerede udsøgte fordringer med væsentlig retskrafttvivl, jf. oven-

for, for hvilke der samlet set er inddrevet eller ved frivillig betaling modtaget mindst 3.000 kr. in-

klusive renter på eller vedrørende den enkelte fordring. Renter dækkes før hovedkrav, og hvis en

fordring som følge af inddrivelsen eller den frivillige betaling er blevet nedbragt med 2.800 kr., vil

fordringen være omfattet af pligten til genoptagelse af egen drift, hvis der tillige er blevet dækket

renter med mindst 200 kr.

Ved en sådan beløbsgrænse kan sagsmængden nedbringes fra ca. 387.000 fordringer til ca. 44.000

fordringer, for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift skal genoptage inddrivelsessa-

gen. For borgere og virksomheder, hvor der er en formodning for, at de har været udsat for ulovlig

inddrivelse, og hvor genoptagelse formodes at kunne få reel betydning for de pågældende borgere

og virksomheder, foreslås genoptagelse at forudsætte en anmodning, hvis det på eller vedrørende

den enkelte fordring inddrevne beløb er mindre end 3.000 kr. inklusive renter.

Det foreslås derfor, at der i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmel-

se, § 18 d, i et nyt afsnit med overskriften »Særlige regler om tiltag vedrørende fordringer overdra-

get til restanceinddrivelsesmyndigheden og om fordringer i told- og skatteforvaltningens opkræv-

ningssystemer m.v.«.

Med bestemmelsen i § 18 d, stk. 1, 1. pkt., foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal

være forpligtet til af egen drift, dvs. på eget initiativ, at udsøge og foretage genoptagelse af sager,

hvor en inddrivelse eller frivillig betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den 1. septem-

ber 2013 til og med den 7. september 2015, dvs. EFI/DMI’s

driftsperiode, vedrørende fordringer

under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kan have været uretmæssig. Ved inddri-

velse forstås de indsatser, som omfattes af § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

om dækningsrækkefølgen for beløb, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager. Det drejer

sig om beløb modtaget ved en egentlig inddrivelsesafgørelse, dvs. afdragsordning, lønindeholdelse

og modregning (jf. henvisningen til § 4 i § 7, stk. 2, 1. pkt.), ved udlæg og som følge af en

erindringsskrivelse. Som nævnt ovenfor i beskrivelsen af gældende ret indebærer anerkendelses- og

retsforligsvirkningen i henholdsvis konkurs, rekonstruktion med tvangsakkord og gældssanering, at

den borger eller virksomhed, hvis gæld senere viser sig at have været forældet, ikke vil kunne kræve

tilbagebetaling af udlodnings- og dividendebeløb, der modtages af restanceinddrivelsesmyndighe-

den i forbindelse med en sådan universalforfølgning. Der vil derfor heller ikke være nogen forplig-

telse for restanceinddrivelsesmyndigheden til at genoptage med henblik på tilbagebetaling af sådan-

ne beløb.

Som nævnt ovenfor i afsnit 2.1.1.1 antages ifølge de uskrevne forvaltningsretlige regler en myndig-

hed ikke være forpligtet til af egen drift at gennemføre genoptagelse af sager, hvis det efter en sam-

let vurdering vil være forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fremfinde sagerne, og net-

op sådanne vanskeligheder ved en udsøgning gør sig gældende for de fordringer, der er ramt af

retskrafttvivl, dvs. de såkaldte grå fordringer og dermed en stor del af fordringerne i EFI/DMI. Den

foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige lovfæ-

ster således dette forvaltningsretlige princip i forhold til de grå fordringer, men rækker videre ved

tillige at afskære en pligt til genoptagelse af egen drift, hvor et beløb måtte være modtaget på anden

vis end ved en inddrivelsesafgørelse, jf. ovenfor om erindringsskrivelser, udlæg og frivillig betaling.

Det foreslås endvidere med bestemmelsen i § 18 d, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke genoptager sager som anført i 1. pkt. på

baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 8. september 2018 eller senere.

Fristen skyldes ønsket om efter fristudløbet at kunne gennemføre den ekstraordinære afskrivning,

der foreslås med § 18 h, stk. 1, jf. nedenfor i afsnit 2.1.5.2.

Borgere og virksomheder, over for hvilke restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget inddrivel-

se, eller som har foretaget frivillig betaling, jf. den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 1, 1. pkt., i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, må derfor, hvis de ønsker sagen med inddrivelsen eller

den frivillige betaling genoptaget, anmode restanceinddrivelsesmyndigheden om genoptagelse, så

anmodningen er modtaget inden den 8. september 2018. SKAT vil umiddelbart efter den i nærvæ-

rende lovforslag foreslåede ikrafttrædelsesdato

–

1. april 2018

–

offentliggøre generel information

til borgere og virksomheder om denne tidsfrist og betingelserne for genoptagelse.

Som anført ovenfor i afsnit 2.1.1.1 stilles der som regel strengere krav til en anmodning om genop-

tagelse (»remonstration«) end til en administrativ klage (»rekurs«). Ved en klage indebærer offici-

almaksimen, at myndigheden i princippet selv skal søge sagen belyst i et sådant omfang, at klagen

vil kunne behandles.

I relation til sager om uretmæssig inddrivelse og frivillig betaling i EFI/DMI’s

driftsperiode vil bor-

gere og virksomheder i anmodningen om genoptagelse, dvs. remonstrationen, skulle redegøre for,

hvilken afgørelse m.v., fordring og inddrevet eller frivilligt betalt beløb der er omfattet af den øn-

skede genoptagelse, således at restanceinddrivelsesmyndigheden gives mulighed for at gennemføre

en genoptagelse. Efter gældende ret skal en anmodning om genoptagelse begrundes med henvisning

til de omstændigheder, der sandsynliggør, at afgørelsen m.v. var faldet anderledes ud, hvis myndig-

heden havde kendt til disse omstændigheder m.v., da afgørelsen m.v. blev truffet. Det kan dog være

vanskeligt for berørte borgere og virksomheder at opfylde dette normale begrundelseskrav, fordi

deres kendskab til mulige sagsbehandlingsfejl m.v. er begrænset, ligesom det vil være vanskeligt for

restanceinddrivelsesmyndigheden gennem annoncering meningsfyldt at give berørte borgere og

virksomheder en præcis beskrivelse af de fejltyper, de kan have været ramt af. Nogle af sagsbe-

handlingsfejlene er meget tekniske i deres natur, og det kan være vanskeligt for potentielt berørte

skyldnere positivt at konstatere, om de er omfattet af fejltypen. Det er derfor tanken, at det normale

begrundelseskrav ved remonstration lempes, men at borgere og virksomheder dog skal kunne hen-

vise til den afgørelse m.v. og den fordring, for hvilken der er foretaget en inddrivelse eller frivillig

betaling.

Det foreslås som nævnt ovenfor, at restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift genoptager sager

om inddrivelse eller frivillig betaling for fordringer berørt af fejl, der vedrører fordringens retskraft,

jf. ovenfor, hvis det på eller vedrørende den enkelte fordring inddrevne eller ved frivillig betaling

modtagne beløb udgør mindst 3.000 kr. inklusive renter. For fordringer, hvor denne beløbsgrænse

ikke nås, vil borgeren eller virksomheden derfor selv

–

og inden den 8. september 2018

–

skulle

anmode om genoptagelse, hvis en sådan ønskes.

Det foreslås således, at der med § 18 d, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsæt-

tes en bestemmelse, hvorefter restanceinddrivelsesmyndigheden i sager om inddrivelse eller frivillig

betaling, der har fundet sted i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. septem-

ber 2015 vedrørende fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, af egen

drift sager genoptager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at fordringen ved

inddrivelsen eller modtagelsen af den frivillige betaling var eller kan have været uden retskraft, og

sager, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden har konstateret, at fordringen, efter at der blev ind-

drevet på den ved en inddrivelse, der af restanceinddrivelsesmyndigheden er konstateret ramt eller

formodes at kunne være ramt af sagsbehandlingsfejl, mistede eller kan have mistet retskraften.

Det foreslås dog, at det for genoptagelsen af egen drift skal være en forudsætning, at det samlede

beløb, der er inddrevet eller modtaget på eller vedrørende fordringen, inklusive renter udgør mindst

3.000 kr., og at et krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller modtagne beløb ikke vil være for-

ældet, jf. nedenfor om den i § 18 e foreslåede forældelsesudskydelse. I beløbet på 3.000 kr. med-

regnes fordringens renter, hvad enten der er tale om opkrævnings- eller inddrivelsesrenter. Renter

dækkes forud for hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ved inddrivelse forstås de inddrivelsesindsatser, der tillige omfattes af den foreslåede bestemmelse

i § 18 d, stk. 1, dvs. afdragsordninger, lønindeholdelse, modregning, udlæg og erindringsskrivelser,

men ikke universalforfølgning (konkurs, rekonstruktion med tvangsakkord, gældssanering m.v.).

De berørte borgere og virksomheder kan ikke nødvendigvis umiddelbart konstatere, om deres

gældsposter er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige om genoptagelse på restanceinddrivelsesmyndighedens eget initiativ, men de vil

have adgang til at anmode om genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 1, hvil-

ket kræver, at anmodningen er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden inden den 8. sep-

tember 2018. Den med § 18 d, stk. 2, foreslåede bestemmelse vurderes derfor at være ubetænkelig,

fordi den ikke begrænser borgere og virksomheders muligheder for at anmode om genoptagelse,

men alene regulerer, hvornår restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift skal foretage genopta-

gelse.

Desuden foreslås med bestemmelsen i § 18 d, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige, at restanceinddrivelsesmyndigheden af egen drift foretager genoptagelse af sager vedrø-

rende inddrivelse eller frivillig betaling vedrørende en fordring, der ikke omfattes af en genoptagel-

se efter § 18 d, stk. 2, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden i forbindelse med de retskraftvurde-

ringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden for fordringer med tvivlsom retskraft vil skulle gen-

nemføre som led i sin generelle forpligtelse til at inddrive de fordringer, der er under inddrivelse,

konstaterer, at den pågældende fordring var forældet eller på anden vis ophørt, da inddrivelsen eller

den frivillige betaling fandt sted. Ved inddrivelse forstås de inddrivelsesindsatser, der tillige omfat-

tes af stk. 1, dvs. afdragsordninger, lønindeholdelse, modregning, udlæg og erindringsskrivelser,

men ikke universalforfølgning (konkurs, rekonstruktion med tvangsakkord, gældssanering m.v.).

Bestemmelsen vil have betydning for de fordringer, der ikke afskrives ekstraordinært efter den fore-

slåede bestemmelse i § 18 h, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, idet de i stedet

skal retskraftvurderes.

Genoptagelse efter den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige vil dog ifølge den foreslåede bestemmelse i § 18 d, stk. 3, 2. pkt., være betinget af,

at et krav på tilbagebetaling af det inddrevne eller frivilligt betalte beløb ikke vil være forældet, men

som følge af den foreslåede regel i § 18 e i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om udsky-

delse af starttidspunktet for forældelsen af tilbagebetalingskrav, der skyldes uretmæssig inddrivelse

eller frivillig betaling i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september

2015, dvs. EFI/DMI’s driftsperiode, således at forældelsesfristen regnes fra den 8. september 2015,

vil forældelse af sådanne tilbagebetalingskrav tidligst kunne indtræde den 11. september 2018 (jf.

forældelseslovens § 27, stk. 2, om udskydelse af forældelsesfristen, hvor denne, som det her er til-

fældet, udløber i en weekend, til førstkommende hverdag).

Endelig foreslås, at der med § 18 d, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige gives skat-

teministeren en adgang til at fastsætte nærmere regler om de forhold, der omfattes af stk. 1-3. Be-

myndigelsen har bl.a. til formål via en bekendtgørelse at kunne bestemme, at Skatteankestyrelsen

ved behandlingen af klagesager, der vedrører stk. 1-3, ikke er bundet af sagsbehandlingsfristen på 1

måned i § 15, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1516 af 13. december 2013 om Skatteankestyrelsen. I §

15, stk. 5, er bestemt, at klager på inddrivelsesområdet ikke har opsættende virkning, hvorfor Skat-

teankestyrelsen derfor skal afgøre klagen inden for 1 måned

–

regnet fra det tidspunkt, hvor sagen

foreligger fuldt oplyst

–

medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Ved klager over et af-

slag på genoptagelse eller klager over afgørelser, der af restanceinddrivelsesmyndigheden fasthol-

des i en genoptagelsessag, er der tale om en inddrivelse eller frivillig betaling, der fandt sted i

EFI/DMI’s driftsperiode i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september

2015. Der er derfor ikke samme presserende behov for en behandling af klagen.

Derudover er det tanken, at bemyndigelsen bl.a. vil kunne udnyttes til at fastsætte mere detaljerede

regler om håndteringen af genoptagelsessager og kravene til anmodninger om genoptagelse, hvis et

sådant behov skulle vise sig.

2.1.2. Nyt begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav, der skyldes uret-

mæssig inddrivelse i perioden fra og med den 1. september 2013 til og med den 7. september 2015

2.1.2.1. Gældende ret

En inddrivelse, der er foregået uretmæssigt, fordi fordringen ved inddrivelsen var ophørt ved f.eks.

forældelse, resulterer i et tilbagebetalingskrav for den berørte borger eller virksomhed. En inddri-

velse, der af andre grunde var uretmæssig, vil som udgangspunkt tillige resultere i et tilbagebeta-

lingskrav. Sådanne tilbagebetalingskrav stiftes i det øjeblik, hvor betalingen på fordringen fandt

sted, og kan kræves opfyldt samtidig hermed. Forældelsesfristen på 3 år for sådanne tilbagebeta-

lingskrav regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaver

–

dvs. her den berørte borger eller

virksomhed

–

kan gøre sit krav gældende, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. foræl-

delseslovens § 2, stk. 1. Er der forløbet mere end 3 år fra betalingsdagen, vil tilbagebetalingskravet

derfor være forældet, medmindre fordringshaver kan påberåbe sig suspension efter forældelseslo-

vens § 3, stk. 2, hvorefter den 3-årige forældelsesfrist i § 3, stk. 1, hvis fordringshaveren var ube-

kendt med fordringen eller dens skyldner, først løber fra den dag, da fordringshaveren fik eller bur-

de have fået kendskab hertil. Som altovervejende hovedregel vil alene ukendskab til de faktiske

omstændigheder, der begrunder fordringen, kunne føre til suspension, idet ukendskab til de juridi-

ske regler, hvorpå fordringen hviler, kun undtagelsesvist anerkendes som suspensionsgrund. Su-

spension kan tidsmæssigt ikke strække sig ud over den absolutte forældelsesfrist på 10 år, jf. foræl-

delseslovens § 3, stk. 3, nr. 4. Senest når den absolutte forældelsesfrist på 10 år fra den tidligste dag,

hvor fordringen kunne kræves opfyldt, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1, er udløbet, vil fordringen

således være forældet, medmindre forældelsen forinden er afbrudt.

2.1.2.2. Lovforslaget

For at stille alle borgere og virksomheder, der er berørt af en uretmæssig inddrivelse i EFI/DMI’s

driftsperiode med systemunderstøttelse af restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, dvs. peri-

oden 1. september 2013 til og med den 7. september 2015, lige foreslås med en ny bestemmelse i §

18 e i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at forældelsesfristen for tilbagebetalingskrav,

som borgere og virksomheder

–

dvs. fysiske og juridiske personer, jf. den i bestemmelsen anvendte

formulering

–

har som følge af en uretmæssig inddrivelse i dette tidsrum, først løber fra den 8. sep-

tember 2015, dvs. den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden indstillede den systemunderstøt-

tede inddrivelse via EFI/DMI.

Fandt inddrivelsen sted inden den 1. september 2013, vil et tilbagebetalingskrav som udgangspunkt

være forældet, medmindre borgeren eller virksomheden kan påberåbe sig suspension efter forældel-

seslovens § 3, stk. 2, hvilket forudsætter, at borgeren eller virksomheden i forbindelse med en an-

modning om genoptagelse kan henvise til omstændigheder, der kan udløse suspension.

2.1.3. Ingen genoptagelse af skatteansættelser med uretmæssige fradrag af inddrivelsesrenter ved-

rørende forældede fordringer

2.1.3.1. Gældende ret

Efter § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige forrentes fordringer, der overdrages

til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, med undtagelse af bøder, med en årlig rente

svarende til renten i rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modta-

gelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Renteudgifter er fradragsberettigede i henhold til statsskattelovens § 6, litra e. En betingelse herfor

er, at der i sædvanlig juridisk forstand er tale om en renteforpligtelse, som kan gøres gældende af en

fordringshaver, at renteforpligtelsen påhviler skyldner direkte, og at der er tale om rente i sædvan-

lig, formel forstand. Fradragsretten kan dog være helt eller delvist afskåret ved særskilt lov.

Hvis den retlige forpligtelse til at betale renten har vist sig ikke at eksistere, f.eks. fordi hovedfor-

dringen var forældet, er der heller ikke grundlag for fradrag. Fradraget har dermed været uberetti-

get, og den skattepligtiges skatteansættelse er i så fald ikke korrekt.

En genoptagelse af en skattepligtigs skatteansættelse kan ske efter anmodning fra den skattepligtige

eller på SKATs eget initiativ, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2.

Hvis SKAT agter at genoptage en skatteansættelse, skal SKAT senest den 1. maj i det fjerde år efter

indkomstårets udløb varsle en ændring af skatteansættelsen og senest den 1. august i det fjerde år

efter indkomstårets udløb foretage ansættelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1.

For nogle skattepligtige gælder dog en forkortet ligningsfrist, jf. bekendtgørelse nr. 534 af 22. maj

2013 om en kort frist for skatteansættelse af personer med enkle økonomiske forhold, hvorefter

SKAT skal afsende varsel om foretagelse eller ændring af en ansættelse af indkomst- eller ejen-

domsværdiskat for visse fysiske personer senest den 30. juni i det andet kalenderår efter indkomst-

årets udløb, jf. § 1, stk. 1, 1. pkt., i denne bekendtgørelse.

Hvis genoptagelse af skatteansættelsen kan ske inden for de nævnte frister i skatteforvaltningslo-

vens § 26, vil SKAT som udgangspunkt være forpligtet til at genoptage skatteansættelsen for det

eller de relevante indkomstår.

Uanset fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres

efter anmodning fra den skattepligtige eller efter SKATs bestemmelse, hvis der bl.a. er indtrådt en

ændring i det privatretlige eller offentligretlige grundlag for ansættelsen (§ 27, stk. 1, nr. 1), eller

hvis SKAT efter anmodning fra den skattepligtige giver tilladelse til ændring af ansættelsen, som

følge af at der foreligger særlige omstændigheder (§ 27, stk. 1, nr. 8).

Ifølge skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, kan en ekstraordinær ansættelsesændring kun foretages,

hvis den varsles af SKAT, eller hvis genoptagelsesanmodning fremsættes af den skattepligtige se-

nest 6 måneder efter, at SKAT henholdsvis den skattepligtige er kommet til kundskab om det for-

hold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 26. En ansættelse, der er varslet af SKAT, skal fore-

tages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skat-

teberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for

at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en

rimelig fristforlængelse imødekommes. SKAT kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er

modtaget efter udløbet af fristen i § 27, stk. 2, 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.

I skatteforvaltningslovens § 27, stk. 3, er bestemt, at selv om skatteankeforvaltningen (dvs. Skatte-

ankestyrelsen), skatteankenævnet, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse

om et forhold i en ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, kan forholdet ændres af SKAT

af de grunde, der er nævnt i stk. 1, hvis den skattepligtige ikke udtaler sig imod ansættelsen.

En ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen efter skatteforvaltningslovens § 27 forudsætter,

at det krav, som kan blive resultatet af genoptagelsen, ikke vil være forældet. Forældelsesfristen for

sådanne krav er 10 år, jf. skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4.

2.1.3.2. Lovforslaget

Det foreslås at fritage SKAT fra forpligtelsen til at genoptage skatteansættelsen, jf. skatteforvalt-

ningslovens §§ 26 og 27, hvis der alene er tale om korrektion for uberettigede rentefradrag for ren-

ter, der for en fordring, der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 19.

november 2015, men før eller efter overdragelsen er bortfaldet ved forældelse, i medfør af § 5 er

tilskrevet fordringen efter dens forældelse.

Det foreslås derfor, at der med § 18 f, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes

en ny bestemmelse, hvorefter SKAT ikke ændrer skatteansættelsen for en skattepligtig, som følge af

at den skattepligtige i sin skatteansættelse uberettiget har fået fradrag for renter, der for en fordring,

der er overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden til og med den 19. november 2015, men før

eller efter overdragelsen er bortfaldet ved forældelse, i medfør af § 5 i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige er tilskrevet fordringen efter dens forældelse.

Baggrunden for forslaget er en afvejning af hensynene til på den ene side en korrekt skatteansættel-

se og på den anden side en effektiv anvendelse af ressourcer.

Med den foreslåede fritagelse vil en række skattepligtige kunne fastholde et uberettiget rentefra-

drag. Dermed gives der afkald på et utilsigtet merprovenu. Heroverfor står dog, at SKAT undgår at

skulle bruge ressourcer i forbindelse med en genoptagelse af skatteansættelsen.

Det foreslås desuden med den ny bestemmelse i § 18 f, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, at skattepligtige, der har fået deres skatteansættelse ændret på grund af et efter stk. 1 ube-

rettiget rentefradrag, kan begære deres skatteansættelse genoptaget efter skatteforvaltningslovens §

26 og § 27, stk. 1, nr. 1, med henblik på at rentefradraget indgår i skatteansættelsen. Dermed opnås i

princippet en ligestilling mellem skattepligtige, der kan beholde deres uberettigede rentefradrag, og

skattepligtige, der har fået korrigeret deres skatteansættelse gennem en fjernelse af et uberettiget

rentefradrag.

2.1.4. Ingen kursgevinstbeskatning af kursgevinst opnået ved ekstraordinær afskrivning eller util-

sigtet forældelse konstateret før eller i forbindelse med genoptagelse af sager om inddrivelse

2.1.4.1. Gældende ret

Kursgevinstlovens § 21, stk. 1, fastslår, at en gevinst ved eftergivelse, forældelse, konfusion eller

præklusion af gæld medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, i det omfang gælden

nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på tidspunktet for gældseftergivel-

sen m.v., jf. tillige § 24 om gevinst som følge af gældseftergivelse ved akkord m.v.

Fordringens værdi for kreditor afgøres ud fra debitors betalingsevne på tidspunktet for bortfaldet af

fordringen. Betalingsevnen vurderes konkret, ud fra hvor stor en del af værdien kreditor har udsigt

til at kunne inddrive ved tvangsinddrivelse.

Hvis der kort før gældseftergivelsen har været et forgæves forsøg på at inddrive fordringen, kan den

eftergivne gæld som udgangspunkt anses for at være uden værdi.

I retspraksis er der f.eks. lagt vægt på debitors konkrete, økonomiske forhold, navnlig størrelsen af

lønindkomst, bankgæld og regnskaber i personlig virksomhed, og om debitor har aktiver, der kan

realiseres, jf. SKM2012.389.BR og SKM2013.908.BR.

Nedsættes gælden til et beløb under fordringens værdi, medregnes forskellen mellem fordringens

værdi for kreditor og det lavere beløb, som fordringen er nedsat til, ved opgørelsen af den skatte-

pligtige indkomst hos debitor.

Har eksempelvis en fordring på nominelt 100 kr. en værdi for kreditor på 60 kr., og sker gældsned-

sættelsen til 40 kr., medregnes 20 kr. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Modsat vil en

nedsættelse fra 100 kr. til 60 kr. ikke udløse beskatning.

Er debitor eksempelvis fuldt ud i stand til at betale den pågældende fordring, der f.eks. forældes på

grund af kreditors forglemmelse, vil den konstaterede gevinst på gælden fuldt ud blive beskattet.

Hvis omvendt debitor på det pågældende tidspunkt kun delvist ville have været i stand til at indfri

fordringen, indtræder alene delvis beskatning.

Hvis fordringen ingen værdi havde for kreditor

–

og dette kan evt. være grunden til, at kreditor har

ladet forældelse indtræde

–

indtræder der ingen beskatning, og dette vil typisk være situationen,

hvor debitor ikke råder over frie aktiver, som i tilfælde af realisation kunne udloddes til kreditorer-

ne.

Sidstnævnte situation er kerneområdet for afskrivninger efter § 16, stk. 1, i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige. Når restanceinddrivelsesmyndigheden foretager afskrivning efter denne be-

stemmelse

–

hvilket i praksis sker ved afgangsførelse af fordringen med henblik på dens endelige

afskrivning, når forældelse indtræder, jf. nedenfor i afsnit 2.1.5.1

–

vil der derfor ikke blive udløst

kursgevinstbeskatning, fordi dette som følge af afskrivningsbetingelserne

–

at det må anses for for-

målsløst eller forbundet med uforholdsmæssige omkostninger at fortsætte inddrivelsen

–

ikke vil

give mening, da der i modsat fald blot ville blive skabt ny gæld.

Selskaber m.v. er ikke omfattet af kursgevinstlovens § 21, jf. kursgevinstlovens § 2, og skatteplig-

ten fremgår da i stedet af kursgevinstlovens § 6, hvorefter gevinst og tab på gæld medregnes ved

opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. dog §§ 8, 24 og 24 A om gevinst som følge af gælds-

eftergivelse ved akkord m.v., samt af kursgevinstlovens § 2, hvorefter selskaber, fonde og forenin-

ger m.v., der er skattepligtige efter selskabsskatteloven eller fondsbeskatningsloven, ved opgørelsen

af den skattepligtige indkomst skal medregne gevinst og tab på fordringer og gæld, som omfattes af

§ 1, efter de regler, der er angivet i kapitel 2 og § 29 samt i kapitel 4, 4 a, 5 og 7 i kursgevinstloven.

Betingelsen i kursgevinstlovens § 21, stk. 1, om betalingsevne finder ikke anvendelse ved opgørel-

sen af kursgevinsten for selskaber m.v., og det betyder i praksis, at hvis en fordring på nominelt 100

kr. nedskrives til 0 kr., vil det fulde beløb på 100 kr. skulle medregnes ved opgørelsen af den skat-

tepligtige indkomst for selskabet, uanset hvad gældens værdi er for kreditor.