Skatteudvalget 2017-18
SAU Alm.del Bilag 282
Offentligt
1939973_0001.png
19. september 2018
J.nr. 2018-4919
Til Folketinget
Skatteudvalget/Aftalekredsen
bag ’Et nyt skattevæsen’
Den nye Motorstyrelse har konstateret, at der er udfordringer med udbetalinger af ek-
sportgodtgørelse i forbindelse med den såkaldte selvanmelderordning på motorområdet.
Udfordringer, som også DR Kontant i et nyt program sætter fokus på.
På baggrund af informationerne styrker Motorstyrelsen nu indsatsen i forbindelse med
ordningen. På lovgivningssiden vil regeringen ved Folketingets åbning fremsætte et lov-
forslag, som blandt andet indeholder tiltag, der giver bedre mulighed for at nægte virk-
somheder adgang til ordningen. Regeringen vil desuden tage initiativ til at skærpe sanktio-
nerne markant over for dem, der svindler. Tiltagene kommer oveni den skærpelse af kra-
vene til bl.a. sikkerhedsstillelsen, som regeringen, sammen med et flertal i Folketinget,
gennemførte i
Aftale om omlægning af bilafgifterne
sidste år.
Ordningen blev indført i 2008 af et enigt Folketing bl.a. med det formål at lette admini-
strative byrder for erhvervslivet. Ordningen har eksisteret i mere end 10 år, og det er der-
for i mine øjne tiltrængt, at vi får set den grundigt efter for at kunne beslutte, om ordnin-
gen skal fortsætte. Jeg ønsker i den forbindelse at inddrage branchens erfaringer og har
inviteret dem til et møde i Skatteministeriet.
Samtidig kan jeg oplyse, at Rigsrevisionen har indledt en undersøgelse af forvaltningen af
refusion af registreringsafgift ved eksport af køretøjer.
Selvanmelderordningen er et eksempel på vores politisk besluttede tillidsbaserede skatte-
og afgiftssystem, som afhænger væsentligt af, at virksomheder af egen drift overholder
lovgivningen. Det er mit udgangspunkt, at det er samfundsøkonomisk fornuftigt og rime-
ligt over for det store flertal, der betaler korrekte skatter og afgifter, at holde fast i en til-
lidsbaseret tilgang. Men hvis vi fortsat skal uddelegere en væsentlig del af værdifastsættel-
sen af biler, der eksporteres, til virksomhederne selv, skal vi sikre os, at nogle ikke forsø-
ger at misbruge ordningen.
Jeg vil naturligvis orientere jer, når vi har et grundlag for at vurdere, om ordningen er
skruet rigtigt sammen. På den baggrund vil jeg indkalde til en drøftelse af, hvad den poli-
tiske reaktion skal være.
Karsten Lauritzen
/ Ann Giessing