Skatteudvalget 2017-18
SAU Alm.del Bilag 216
Offentligt
1911838_0001.png
14. juni 2018
J.nr. 2018 - 3366
Skatteministeriet
Nicolai Eigtveds Gade 28
DK 1402
København K
Telefon +45 33 92 33 92
Mail [email protected]
www.skm.dk
Til Skatteudvalget
Som I ved, sker der en stor ændring af den danske skatteforvaltning den 1. juli 2018. Or-
ganisationen SKAT erstattes af syv nye styrelser med selvstændig ledelse. Skatteministeri-
ets koncern rummer således snart ikke tre, men hele ni styrelser.
Det er en af de største og vigtigste forandringsprocesser i staten nogensinde. Målet er et
stærkere skattevæsen, som danskerne kan have tillid til. Vi er kommet langt allerede, og
takket være de senere års investeringer på skatteområdet, som et bredt flertal står bag,
starter de nye styrelser ud med økonomiske vinde i ryggen frem for i ansigtet.
Jeg vil gerne takke udvalget for det konstruktive samarbejde, vi har haft i den forbindelse.
Det har været helt afgørende for de seneste års hårde arbejde, at vi på tværs af ideologiske
forskelle har kunnet samles om den vigtige opgave, det er at bygge et nyt skattevæsen. Vi
er ikke i mål endnu. Der er fortsat en stor opgave foran os. En opgave, der konstant for-
andres af teknologisk udvikling og globale tendenser. Derfor er det ikke en opgave, man
kan blive færdig med eller sætte kryds ved. Det er en opgave, man hele tiden skal arbejde
med, udvikle på og tage ansvar for. Både på politisk niveau og i forvaltningen.
Jeg håber, at det gode samarbejde vil fortsætte på den anden side af sommerferien. Her
vil skattevæsenet se anderledes ud. Det vil først og fremmest få betydning for borgere og
virksomheder. Men det betyder også, at I her i udvalget skal forholde jer til en ny skatte-
forvaltning, som arbejder på en anden måde, end den tidligere.
For mig handler forandringen af skattevæsenet mere end noget andet om at opbygge en
forvaltning, som kan genvinde danskernes tillid. Jeg ser dette som den måske mest afgø-
rende opgave i min tid som skatteminister, og den 1. juli markerer en af de vigtigste mile-
pæle. Derfor vil jeg den 27. og 28. juni tage rundt i landet for at indvie de nye styrelser. I
skal alle være meget velkomne til at deltage i festlighederne. I kan kontakte mine minister-
sekretærer for nærmere information, og I kan se af den vedlagte oversigt, hvor de forskel-
lige arrangementer afholdes.
Med venlig hilsen
Karsten Lauritzen