SAU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 121: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.)

Skatteudvalget 2017-18
SAU Alm.del Bilag 121
Offentligt

Skatteministeriet

Udkast

J.nr. 2018 - 2

Forslag

til

Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love og om

ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grup-

per

(Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.)

Skatteministeriet

§1

I lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015,

som ændret senest ved § 1 i lov nr. [Genoptagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelses-

myndighedens inddrivelse, endelig afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.], foretages

følgende ændringer:

§ 2

indsættes efter stk. 4 som nye stykker:

»Stk. 5.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan ved kendskab til eller mistanke om datafejl, der

kan henføres til forhold hos fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver for-

dringen, helt eller delvist suspendere inddrivelse af fordringer, der efter restanceinddrivelsesmyndig-

hedens skøn kan være berørt af fejlen. Restanceinddrivelsesmyndigheden ophæver suspensionen, når

fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og

tilbagekaldt de fordringer, som efter en undersøgelse gennemført af fordringshaver eller den, der på

vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har vist sig at være berørt af fejlen. Hvis fordrings-

haver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden for en af restance-

inddrivelsesmyndigheden fastsat frist har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, der er berørt af

fejlen, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende samtlige de af suspensionen omfattede for-

dringer med renter og gebyrer.

Stk. 6.

Fordringer, som er omfattet af suspension efter stk. 5, forrentes fortsat efter § 5.

Stk. 7.

Når en suspension ophæves, genindtræder de fordringer, som ikke er tilbagekaldt af for-

dringshaver eller den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, i dækningsrækkefølgen

efter § 4. Dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldners anden gæld i

den periode, hvor fordringerne var omfattet af suspensionen efter stk. 5, ophæves ikke. Restanceind-

drivelsesmyndigheden kan ved tilbagesendelse efter stk. 5, 3. pkt., træffe beslutning om, hvorvidt

dækninger, der allerede er foretaget på de berørte fordringer, mens de var under inddrivelse, skal

SAU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 121: Lovudkast: Forslag til Lov om ændring af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og forskellige andre love og om ophævelse af lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper (Forenkling af regler om inddrivelse af gæld til det offentlige m.v. og forældelseshåndtering m.v.)

ophæves, samt om hvorvidt tilskrevne inddrivelsesrenter skal ophæves.«

Stk. 5-9 bliver herefter stk. 8-12.

§ 2, stk. 5, 3. pkt.,

der bliver stk. 8, 3. pkt., ændres »stk. 6« til: »stk. 9«.

§ 2, stk. 7, 2. pkt.,

der bliver stk. 10, 2. pkt., ændres »stk. 8« til: »stk. 11«.

§ 2, stk. 9, 1. pkt.,

der bliver stk. 12, 1. pkt., ændres »stk. 1-8« til: »stk. 1-11«.

§ 3, stk. 8, 1. pkt.,

indsættes efter »3-7«: », herunder om fradrag af pensionsindbetalinger ved

betalingsevnevurdering«.

Efter § 3 A indsættes:

»§ 3 b.

Renter efter kildeskattelovens §§ 62 a og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skat-

tekontoen, jf. opkrævningslovens § 16, eller fordringshaversystemer, der i lighed med skattekontoen

anvender et saldoprincip, behandles med hensyn til deres forældelse som selvstændige hovedkrav,

efter at restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget dem til inddrivelse. Det samme gælder renter

og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, uden at hovedkravet

samtidig overdrages til inddrivelse eller i forbindelse med overdragelsen oplyses allerede at være

under inddrivelse. Andre gebyrer end de i 1. og 2. pkt. nævnte, der modtages af restanceinddrivelses-

myndigheden til inddrivelse, anses med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens §

23, stk. 2, alene at vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til.

Stk. 2.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, der reguleres af stk. 1.

§ 3 c.

Indtræder der for en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

et skyldnerskifte som følge af dødsfald, fusion, spaltning m.v., forbliver fordringen hos restanceind-

drivelsesmyndigheden, og renter tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1, men restanceinddrivelses-

myndigheden giver efter at have fået kendskab til skyldnerskiftet den eller de nye skyldnere en beta-

lingsfrist på 14 dage, inden for hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden kan foretage modregning,

mens anden form for inddrivelse af fordringen alene kan foretages, hvis inddrivelsen er nødvendig

for at afbryde forældelsen.«

§ 4, stk. 2,

indsættes som

4. pkt.:

»For en opkrævningsrente lægges det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved mod-

tagelsen af opkrævningsrenten fik oplyst, til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om

hovedkravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt.«

§ 9 a

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er ikke forpligtet til i begrundelsen for en afgørelse

om modregning at oplyse fordringens sidste rettidige betalingsdag, idet det er tilstrækkeligt at henvise

til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.«

§ 10, stk. 2, 1. pkt.,

affattes således:

»Restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i skat-

teyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling af fordringer

med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkostninger, for hvilke betalingsfristen er overskredet,

og er ikke forpligtet til i begrundelsen for afgørelsen om lønindeholdelse at oplyse fordringens sidste

rettidige betalingsdag, idet det er tilstrækkeligt at henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden.«

10.

§ 10, stk. 3, 5. pkt.,

indsættes efter »rådighedsbeløb«: »og om fradrag af pensionsindbetalinger«.

11.

§ 10 a, stk. 1,

indsættes før »medielicens«: »tilbagebetalingskrav efter § 10 b, stk. 3, hidrørende

fra særskilt lønindeholdelse samt«.

12.

Efter § 10 a indsættes før overskriften før § 11:

»§

10 b.

Nedsættes et beløb, der er inddrevet efter §§ 10 eller 10 a, som følge af en indeholdel-

sespligtigs korrektion af oplysninger om et indberettet beløb til indkomstregisteret, efter at restance-

inddrivelsesmyndigheden har anvendt en del af det indberettede beløb til dækning af fordringer i

overensstemmelse med § 4, skal fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordrin-

gen, til restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagebetale det for meget modtagne beløb. Tilbagebeta-

lingen kan gennemføres ved modregning uden modregningsmeddelelse i tilgodehavender, der tilkom-

mer fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, hos restanceinddrivelses-

myndigheden. I forhold til skyldneren ophæves i nødvendigt omfang de dækninger af fordringer in-

klusive eventuelle renter, gebyrer og andre omkostninger, der blev foretaget med det beløb, som ned-

sættes efter 1. pkt.

Stk. 2.

Kan det ud fra de oplysninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden henter i indkomst-

registeret, ikke afgøres, hvilke fordringer der blev dækket med beløbet, som nedsættes efter stk. 1,

foretages reguleringerne på den eller de fordringer, der i henhold til dækningsrækkefølgen med sene-

ste betalingstidspunkt er dækket med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a vedrørende

den måned, som nedsættelsen vedrører. For efterfølgende nedsættelser, der kan henføres til konkrete

dækninger, der efter 1. pkt. er helt eller delvist ophævet, sker den regulering, som den efterfølgende

nedsættelse giver anledning til, i overensstemmelse med 1. pkt. på den eller de fordringer, der på

reguleringstidspunktet i henhold til dækningsrækkefølgen med seneste betalingstidspunkt er dækket

med beløb modtaget efter henholdsvis §§ 10 eller 10 a for den måned, som nedsættelsen vedrører.

Stk. 3.

Har skyldneren modtaget et overskydende beløb, der på baggrund af en nedsættelse efter

stk. 1 viser sig at være udbetalt med urette, skal beløbet i nødvendigt omfang tilbagebetales. Restan-

ceinddrivelsesmyndigheden opkræver efter at have fået kendskab til nedsættelsen af det løninde-

holdte beløb tilbagebetalingskravet hos skyldneren med en betalingsfrist på 14 dage, der regnes fra

afsendelsen af opkrævningen. Tilbagebetalingskravet anses for at være modtaget til inddrivelse, når

betalingsfristen efter 2. pkt. er udløbet.«

13.

Efter § 16 indsættes før overskriften før § 17:

»Pligt til oplysning om ny adresse ved flytning til udlandet

§ 16 a.

En skyldner, der har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden på

mindst 100 kr., og som fraflytter Danmark, har pligt til inden udrejsen at anmelde flytningen til re-

stanceinddrivelsesmyndigheden.

Stk. 2.

Anmeldelsen skal indeholde oplysning om skyldnerens

1) personnummer,

2) fulde navn eller adresseringsnavn,

3) hidtidige adresse og bopælskommune,

4) fremtidige adresse og bopælsland samt

5) flyttedato.

Stk. 3.

Skyldner har pligt til at opdatere oplysningerne efter stk. 2, senest 14 dage efter at der sker

ændring i oplysningerne.

Stk. 4.

Stk. 1 og 3 finder ikke anvendelse, hvis skyldner overholder en afdragsordning for sin gæld

under inddrivelse. Pligten efter stk. 1 og 3 indtræder dog, 14 dage efter at betaling ifølge afdragsord-

ningen skulle være sket.

Stk. 5.

Er fraflytningen til udlandet alene af midlertidig karakter, kan pligten efter stk. 1 opfyldes,

ved at skyldner er tilsluttet Digital Post. En fraflytning til udlandet anses for at være af midlertidig

karakter, hvis opholdets varighed ikke overstiger en periode på 6 måneder. Har en skyldner omfattet

af stk. 1 ikke en fast bopæl i udlandet, fritages skyldner for at skulle give oplysningen i stk. 2, nr. 4,

hvis skyldner er tilsluttet Digital Post.

Stk. 6.

Hvis den, der flytter, ikke selv er i stand til at anmelde flytning, skal flytningen anmeldes

af den, der er ansvarlig for den pågældende.

Stk. 7.

Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om stk. 1-5.

§ 16 b.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

forsætligt eller ved grov uagtsomhed

1) undlader at opfylde pligten efter § 16 a, stk. 1,

2) afgiver urigtige eller vildledende oplysninger efter § 16 a, stk. 2, eller

3) undlader at opfylde pligten efter stk. 16 a, stk. 3.

§ 16 c.

Skønnes en overtrædelse af § 16 b ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan restance-

inddrivelsesmyndigheden tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølg-

ning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for

en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan forlænges, at betale en bøde, der er angivet i tilken-

degivelsen.

Stk. 2.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af ankla-

geskriftet finder tilsvarende anvendelse på en tilkendegivelse efter stk. 1.

Stk. 3.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder

videre forfølgning.

Stk. 4.

Bøder i sager, der afgøres administrativt, opkræves af restanceinddrivelsesmyndigheden

og anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden til inddrivelse, når bøden ikke er betalt

i rette tid.

Stk. 5.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan undlade at pålægge en bøde efter stk. 1, hvis der

foreligger særlige omstændigheder.«

14.

Overskriften

før § 18 a affattes således:

»Udskydelse af forældelse og foreløbig afbrydelse«.

15.

§ 18 a

indsættes som

stk. 2:

»Stk. 2.

For fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, indtræder forældelse

tidligst 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. dog 3. pkt. Den

foreløbige afbrydelse af forældelsen efter 1. pkt. fastholdes, selv om fordringen tilbagesendes til for-

dringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen. Bestemmelsen i 1. pkt. omfatter

ikke fordringer, for hvilke der i EU-retten er fastsat særlige regler om afbrydelse og foreløbig afbry-

delse.«

§2

Lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 1063 af 25. oktober 2006, som ændret bl.a. ved § 120 i lov 1336 af 19. december

2008, ophæves.

§3

I ligningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1162 af 1. september 2016, som ændret bl.a. ved § 5

i lov nr. 1554 af 13. december 2016, lov nr. 475 af 17. maj 2017, lov nr. 685 af 8. juni 2017, § 2 i lov

nr. 1376 af 4. december 2017 og senest ved § 2 i lov nr. 1684 af 26. december 2017, foretages følgende

ændring:

§ 7, nr. 23,

ophæves.

Nr. 24-31 bliver herefter nr. 23-30.

Beskæftigelsesministeriet

§4

I lov nr. 174 af 24. februar 2015 om kontantydelse, som ændret ved § 39 i lov nr. 994 af 30.

august 2015, foretages følgende ændring:

§ 19, stk. 4,

indsættes som

2.-4. pkt.:

»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-

vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder foræl-

delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-

tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen,

finder 1. pkt. på ny anvendelse.«

§5

I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november

2016, som ændret ved § 1 i lov nr. 173 af 20. februar 2017 og § 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017, fore-

tages følgende ændring:

§ 70 f, stk. 11,

indsættes som

6.-8. pkt.:

»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 5. pkt. ikke an-

vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder foræl-

delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-

tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen,

finder 5. pkt. på ny anvendelse.«

§6

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017, som ændret ved

§ 1 i lov nr. 1000 af 30. august 2015, § 8 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og § 5 i lov nr. 1669 af 26.

december 2017, foretages følgende ændring:

§ 95, stk. 2,

indsættes som

2.-4. pkt.:

»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-

vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder foræl-

delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-

tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen

eller Udbetaling Danmark, jf. stk. 1, 1. pkt., finder 1. pkt. på ny anvendelse.«

§7

I lov nr. 287 af 29. marts 2017 om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v. foretages

følgende ændring:

§ 19, stk. 3,

indsættes som

2.-4. pkt.:

»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-

vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder foræl-

delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-

tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til Udbetaling

Danmark, finder 1. pkt. på ny anvendelse.«

Børne- og Socialministeriet

§8

I dagtilbudsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 748 af 20. juni 2016, som ændret ved § 7 i lov nr.

665 af 8. juni 2016, lov nr. 1545 af 13. december 2016, lov nr. 1546 af 13. december 2016 og § 1 i

lov nr. 427 af 3. maj 2017, foretages følgende ændring:

§ 93, stk. 2,

indsættes som

2.-4. pkt.:

»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-

vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder foræl-

delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-

tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen,

finder 1. pkt. på ny anvendelse.«

§9

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 17. august 2017, som ændret ved § 1

i lov nr. 1543 af 13. december 2016, § 1 i lov nr. 660 af 8. juni 2017 og § 1 i lov nr. 1544 af 19.

december 2017, foretages følgende ændring:

§ 165, stk. 2,

indsættes som

2.-4. pkt.:

»Overdrages tilbagebetalingskravet til restanceinddrivelsesmyndigheden, finder 1. pkt. ikke an-

vendelse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder foræl-

delsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets mod-

tagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til kommunen,

finder 1. pkt. på ny anvendelse.«

Justitsministeriet

§ 10

I lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., jf. lovbekendtgørelse nr.

572 af 20. juni 2001, som ændret ved § 13 i lov nr. 430 af 6. juni 2005, § 1 i lov nr. 252 af 30. marts

2011, § 2 i lov nr. 114 af 31. januar 2017 og § 5 i lov nr. 670 af 8. juni 2017, foretages følgende

ændringer:

§ 5, stk. 1,

indsættes som

2. pkt.:

»Retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., finder dog ikke anvendelse for fordringer, der er omfattet af

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.«

§ 5

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2.

Meddelelsen, som er nævnt i retsplejelovens § 493, stk. 3, 1. pkt., skal i tilfælde, hvor

retsplejelovens § 493, stk. 3, 2. pkt., ikke finder anvendelse, indeholde oplysninger om fordringsha-

ver, fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden, kravets stør-

relse og om fornødent tillige stiftelsesperiode eller stiftelsesdato.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

§ 11

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. juni 2018.

Stk. 2.

§ 1, nr. 1, har også virkning for fordringer, der inden den 1. juni 2018 er overdraget til restan-

ceinddrivelsesmyndigheden.

Stk. 3.

§ 3 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som indsat ved lovens § 1, nr. 6, og § 18

a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, som indsat ved lovens § 1, nr. 15, virkning for

fordringer m.v., der modtages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018

eller senere.

Stk. 4.

§§ 2 og 3 har virkning for ansøgninger om eftergivelse af gæld til det offentlige, der modtages

af restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller senere.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

2. Lovforslagets indhold

2.1. Foreløbig afbrydelse af forældelsen ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyn-

digheden

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Lovforslaget

2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af accessorisk forældelse m.v.

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Lovforslaget

2.3. Præcisering af bortfaldsregler

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Lovforslaget

2.4. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved afgørelse om modregning og lønindeholdelse ikke

oplyse fordringens sidste rettidige betalingsdag

2.4.1. Gældende ret

2.4.2. Lovforslaget

2.5. Lempelse af krav til forkyndelser foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder

2.5.1. Gældende ret

2.5.2. Lovforslaget

2.6. Regulering af restanceinddrivelsesmyndighedens undersøgelsespligt

2.6.1. Gældende ret

2.6.2. Lovforslaget

2.7. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af skyldnerskifte

2.7.1. Gældende ret

2.7.2. Lovforslaget

2.8. Klarere regler for betalingsevnevurdering, hvori der indgår pensionsindbetalinger

2.8.1. Gældende ret

2.8.2. Lovforslaget

2.9. Klarere regler for håndtering af negative korrektioner ved lønindeholdelse

2.9.1. Gældende ret

2.9.2. Lovforslaget

2.10. Pligt for skyldnere med gæld under inddrivelse til at oplyse ny adresse ved flytning til udlandet

2.10.1. Gældende ret

2.10.2. Lovforslaget

2.11. Ophævelse af forsøgsordning med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grup-

per

2.11.1. Gældende ret

2.11.2. Lovforslaget

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

6. Miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

9. Sammenfattende skema

1. Indledning

Det er vigtigt for regeringen og aftalepartierne bag »Aftale om styrkelse af den offentlige gældsind-

drivelse« at sikre grundlaget for en sikker og effektiv fremadrettet inddrivelse af gæld til det offent-

lige. Det er hverken ret eller rimeligt, at andre borgere skal betale for dem, der ikke betaler deres gæld

til det offentlige. Regeringen har derfor sammen med aftalepartierne iværksat en række initiativer,

der skal sikre, at inddrivelsen af gæld til det offentlige kommer på fode igen, efter at SKAT den 8.

september 2015 besluttede at stoppe al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige på baggrund

af, at en række analyser af Ét Fælles Inddrivelsessystem (EFI) og DebitorMotorInddrivelse (DMI)

havde påvist fejl af funktionel, teknisk og datamæssig karakter.

Som opfølgning på handlingsplanen »Aftale om et nyt skattevæsen« fra den 25. september 2015 ind-

gik V-regeringen, Socialdemokratiet, Dansk folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Det

Konservative Folkeparti »Aftale om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en fælles forstå-

else om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor. På baggrund heraf

er der igangsat et omfattende arbejde med bl.a. at udvikle et nyt it-system for inddrivelse, ligesom der

er gennemført en række regelforenklinger på inddrivelsesområdet til understøttelse af de to første

faser af udviklingen af det nye it-system.

Da erfaringerne med udviklingen af det suspenderede it-system EFI/DMI har vist, at det er særdeles

vanskeligt at tilpasse et nyt it-system til en kompleks og omfattende lovgivning, har regeringen (Ven-

stre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet,

Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti i »Aftale om styrkelse af den

offentlige gældsinddrivelse« fra juni 2017 erklæret sig enige i, at der er behov for yderligere forenk-

ling og tilpasning af reglerne på inddrivelsesområdet for at sikre udviklingen af en effektiv it-under-

støttelse og efterfølgende administration af inddrivelsesopgaven.

Det er derfor fundet nødvendigt at fastsætte klarere og enklere regler på en række områder, der un-

derstøtter den fremtidige administration samt de næste faser af udviklingen af det nye it-system, hvor

it-systemet bl.a. udbygges til at kunne håndtere betalingsevneberegning, lønindeholdelse og foræl-

delse. Endvidere har en række analyser afdækket problemer med de data, som fordringshaverne skal

angive ved oversendelse af en fordring til inddrivelse, hvilket har nødvendiggjort fastsættelse af enkle

og klare regler for de oplysninger, restanceinddrivelsesmyndigheden skal lægge til grund ved iværk-

sættelse af inddrivelse, således at opgave- og ansvarsfordelingen mellem restanceinddrivelsesmyn-

digheden og fordringshaverne bliver tydeligere og kan skabe grundlag for et bedre og enklere samar-

bejde.

1.1. Lovforslagets formål og baggrund

I forlængelse af den politiske aftale

»Aftale

om et nyt skattevæsen« af 18. november 2016 om en

fælles forståelse om nødvendigheden af at opbygge et nyt skattevæsen samt rammerne herfor har

regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) samt Dansk Folkeparti, Soci-

aldemokratiet, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgået

»Af-

tale om styrkelse af den offentlige gældsinddrivelse« af den 8. juni 2017. Nærværende lovforslag har

til formål at udmønte dele af denne aftale.

Aftalepartierne er enige om, at det er en helt afgørende forudsætning for etablering af en effektiv

inddrivelse af gæld, at der tilvejebringes forenklinger af lovgivningen på området. Lovforslaget in-

deholder som opfølgning herpå følgende forslag til forenklinger af inddrivelseslovgivningen:

Entydige særregler for forældelse



Foreløbig afbrydelse af forældelsen, når fordringer modtages til inddrivelse



Indførelse af regler for forældelse af renter og gebyrer (accessorisk forældelse)

Klarere og enklere regler



Forenkling af forældelse efter bortfaldsregler



Forenkling af regler for medregning af pensionsindbetalinger ved betalingsevnevurdering



Klarere regler for håndtering af negative korrektioner ved lønindeholdelse



Klarere regler i forbindelse med skyldnerskifte i forhold til cpr- og cvr-skyldnere



Ophævelse af forsøgsordning om eftergivelse af gæld for socialt udsatte grupper

Undgå datafejl



Klarere regler for afviklingsmodenhed ved modregning og lønindeholdelse



Klarere og enklere regler ved tilsigelse til udlægsforretning



Klarere regler for restanceinddrivelsesmyndighedens undersøgelsespligt ved modtagelse af for-

dringer til inddrivelse.

Som en del af aftalen er der også enighed om at udvide lønindeholdelsen i inddrivelsesbekendtgørel-

sen, så den øvre grænse for procentsatsen for lønindeholdelse hæves i intervaller fra de nuværende

30 pct. til f.eks. 40 pct. for personer med en indkomst over ca. [450.000 kr./410.000] kr. for personer

med forsørgerpligt hhv. ikke-forsørgere (2017-niveau). Forslaget om progressiv lønindeholdelse kan

gennemføres ved ændring af inddrivelsesbekendtgørelsen. Det er tanken, at ændringen af bekendtgø-

relsen, der også vil indeholde en række andre forenklinger og præciseringer, vil skulle træde i kraft

samtidig med ændringsloven, der hviler på nærværende lovforslag.

Aftalepartierne var endvidere enige om, at der skal afsættes flere ressourcer til indsatsen mod skyld-

nere, der forsøger at undgå at betale deres gæld til det offentlige ved at bosætte sig i udlandet. Derfor

oprettes en særlig enhed i Gældsstyrelsen målrettet skyldnere med stor gæld og bosat i udlandet. Dette

følges i lovforslaget yderligere op af et forslag om indførelse af en pligt for skyldnere med gæld under

inddrivelse til at oplyse udenlandsk adresse ved flytning til udlandet.

Lovforslaget er det femte i rækken af lovgivningstiltag på inddrivelsesområdet, der er fremsat i for-

længelse af SKATs suspension af al automatisk inddrivelse af gæld til det offentlige via EFI i sep-

tember 2015 og det efterfølgende igangsatte arbejde med genetablering af en effektiv restanceinddri-

velse.

Skatteministeriet har siden december 2015 arbejdet på udviklingen af et nyt it-system, der skal un-

derstøtte inddrivelsen. Det blev besluttet, at det nye it-system skal være baseret på et standardsystem,

som trinvist bliver videreudviklet, så det ved udgangen af 2018 vil kunne håndtere de fleste inddri-

velsesskridt og skyldnergrupper. Parallelt hermed blev der igangsat et arbejde med at forenkle lov-

givningen på området, så systemet bliver mindre komplekst end EFI/DMI.

Systemet udvikles gradvist og i første omgang med fokus på de funktionaliteter, der blev vurderet

som værende de vigtigste for ibrugtagningen af systemet for 1. udgave (release).

Som planlagt blev release 1 taget i brug i april 2017. Der var dermed bygget en platform og – som

forventet – udviklet den første, begrænsede funktionalitet for systemet. Samtidig blev Danmarks Ra-

dio tilsluttet systemet som den første fordringshaver.

Release 2, der blev taget i brug i november og december 2017, udbyggede it-systemet med nye og

centrale funktionaliteter, herunder lønindeholdelse, som er et meget effektivt inddrivelsesskridt. Der

kan således sendes varsel og træffes afgørelse om lønindeholdelse/særskilt lønindeholdelse, herunder

ske anvendelse af oplysninger fra betalingsevneberegning til beregning af lønindeholdelsesprocenten.

Herudover kan systemet nu bl.a. håndtere tilbageløb fra fordringshaver i forbindelse med nedskriv-

ning, tilbagesendelse, tilbagekaldelse og opskrivning af en gældspost. Samtidig kan systemet nu fo-

retage en automatiseret betalingsevneberegning, ligesom der er udviklet en fordringshaverportal,

hvormed fordringshavere kan oprette gældsposter og modtage og håndtere gældsposter sendt i høring.

Den gradvise tilslutning af fordringshavere efter Danmarks Radio er samtidig igangsat.

Med release 3, der forventes ibrugtaget medio 2018, forventes systemet udbygget med automatisk

modregning, og systemunderstøttelse af helt eller delvist manuelle processer iværksættes. Herefter

vil der blive foretaget tilretning og tilpasning af systemets funktionalitet og gradvis automatisering af

manuelle processer.

Frem mod medio 2018 forventes alle fordringshavere at være tilsluttet systemet, i takt med at de får

justeret deres interne processer og systemer, så de kan sende retskraftige fordringer med en god da-

takvalitet, der sikrer, at der kan inddrives på fordringerne.

For at undgå utilsigtet forældelse i perioden med ingen eller meget begrænset systemunderstøttelse

blev der i november 2015 gennemført det første lovgivningstiltag om standsning af forældelsen for

fordringer under inddrivelse, jf. lov nr. 1253 af 17. november 2015.

I marts 2016 blev det andet lovgivningstiltag gennemført i form af regler, der er nødvendige for etab-

leringen af det nye og fremadrettede it-system og for en hensigtsmæssig behandling af klager på

inddrivelsesområdet. Der blev desuden gennemført en række justeringer og præciseringer med hen-

blik på at sikre et klart og entydigt hjemmelsgrundlag, jf. lov nr. 298 af 22. marts 2016.

Den 14. december 2016 blev det tredje lovgivningstiltag fremsat, nemlig lovforslag nr. L 102 om

overdragelse af inddrivelsen af fortrinsberettigede kommunale krav til kommunerne. Lovforslaget

blev gennemført ved lov nr. 114 af 31. januar 2017.

Det fjerde lovgivningstiltag blev gennemført ved lov nr. 285 af 29. marts 2017. Med loven gennem-

førtes yderligere tiltag, der navnlig skulle sikre enklere regler på inddrivelsesområdet. Endvidere in-

deholder loven en række øvrige præciseringer af regelgrundlaget på inddrivelsesområdet.

Nærværende lovforslag indeholder yderligere lovgivningstiltag, der skal sikre enklere og klarere reg-

ler på inddrivelsesområdet, hvilket som nævnt er helt afgørende for udviklingen og etableringen af

en effektiv it-understøttelse af inddrivelsesopgaven.

Det foreslås derfor for det første at præcisere en række bortfaldsregler på det socialretlige område,

der indeholder en særlig forældelsesregel om bortfald af visse kommunale tilbagebetalingskrav, så

det klart fremgår, at det alene er forældelsesloven, der finder anvendelse, hvis et sådant tilbagebeta-

lingskrav kommer under inddrivelse.

Det foreslås for det andet, at pensionsindbetalinger fra en arbejdsgiver – uanset om der er tale om

obligatoriske pensionsindbetalinger eller aftalte pensionsindbetalinger – kan fragå i en skyldners brut-

toindkomst ved beregning af betalingsevnevurdering ved afgørelser om lønindeholdelse og afdrags-

ordninger. Hermed muliggøres en automatiseret betalingsevneberegning i det nye it-system.

Det foreslås for det tredje at fastsætte klarere regler for håndtering af negative korrektioner ved løn-

indeholdelse, når en arbejdsgiver nedsætter et indberettet beløb, efter at beløbet er indgået i en lønin-

deholdelse. Der er tale om regler for restanceinddrivelsesmyndighedens mulighed for at tilbagesøge

for meget udbetalte beløb fra fordringshavere og at genopskrive gæld hos skyldnere, hvor gælden ved

en fejl er blevet nedskrevet.

For det fjerde foreslås det at fastsætte klarere regler for, hvad restanceinddrivelsesmyndigheden kan

foretage sig, hvis der sker et skyldnerskifte i forhold til gæld, som allerede er under inddrivelse.

Det foreslås for det femte at ophæve en særlig ordning om eftergivelse af gæld for socialt udsatte,

idet ordningen er særdeles kompliceret og er vanskelig at it-understøtte. Hertil kommer, at der alle-

rede i dag i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige findes regler, der giver mulighed for eftergi-

velse af gæld, og som i vidt omfang vil kunne tilgodese de samme hensyn til de socialt udsatte grup-

per, som var baggrunden for den særlige ordning.

For det sjette foreslås det at fastsætte en regel om foreløbig forældelsesafbrydelse, når en fordring

modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. Forslaget skal bl.a. ses

på baggrund af de mangeårige udfordringer med it-systemet EFI/DMI, som har efterladt en stor

mængde fordringer med tvivl om retskraften. Nogle af disse problemer kan tilskrives fejl i de oplys-

ninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har modtaget fra fordringshaverne med henblik på at

kunne fastlægge et korrekt forældelsestidspunktet for fordringer, der modtages til inddrivelse. End-

videre skal forslaget imødegå vanskeligheder med at kunne nå at afbryde forældelsen, når en fordring

oversendes til inddrivelse tæt på forældelsesfristens udløb.

For at kunne etablere en effektiv inddrivelse med automatiseret forældelseskontrol, hvor det sikres,

at underfordringer – renter og gebyrer – ikke løbende må afskrives, foreslås det for det syvende, at

opkrævningsrenter fra skattekontoen og andre fordringshaversystemer, der tilsvarende anvender et

saldoprincip, samt systemet Kobra ved modtagelse til inddrivelse i forældelsesmæssig henseende skal

betragtes som selvstændige hovedfordringer. Herved vil de pågældende renter m.v. ikke blive acces-

sorisk forældede, når de er under inddrivelse. Tilsvarende hovedkravsvirkning foreslås for renter, der

er oversendt til inddrivelse uden at være tilknyttet en hovedfordring. I forhold til opkrævningsgebyrer,

der vedrører flere hovedfordringer, foreslås det, at de i relation til accessorisk forældelse alene skal

anses for knyttet til den fordring, som fordringshaveren har oplyst. Herved behøver restanceinddri-

velsesmyndigheden ikke foretage en selvstændig undersøgelse af, hvilke fordringer gebyrerne yder-

ligere er knyttet til.

For at undgå, at lønindeholdelse og modregning baseres på et forkert grundlag, foreslås det at basere

inddrivelse på mere pålidelige oplysninger, så restanceinddrivelsesmyndigheden ikke skal bruge

uforholdsmæssig megen tid og uforholdsmæssige ressourcer på at fremskaffe korrekte data. Da en

fordring ikke kan overdrages til inddrivelse, før sidste rettidige betalingsdato er udløbet, foreslås det

for det ottende, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om lønindeholdelse og mod-

regning, under henvisning til at fordringen er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden. Den sidste rettidige betalingsdag vil derfor ikke skulle oplyses i afgørelsen.

For at undgå, at forkyndelser ved udlægsforretninger indeholder forkerte oplysninger, foreslås det for

det niende, at forkyndelser i stedet for sidste rettidige betalingsdato i stedet skal indeholde oplysnin-

ger om, at fordringen er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For samtidig

at muliggøre, at forkyndelser i højere grad kan genereres automatisk, og reducere behovet for indivi-

duelle tilpasninger foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden alene skal anvende oplysninger,

som allerede indgår i stamdata, og som der kan fæstes lid til. Det drejer sig om oplysninger om for-

dringshaver, fordringstype og evt. fordringens periode eller stiftelsesdato.

For at undgå ulovlig inddrivelse og tydeliggøre fordringshavernes ansvar for at levere korrekte data

ved oversendelse af fordringer til inddrivelse foreslås det for det tiende, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden ved kendskab til eller konkret mistanke om fejl i de data, som fordringshaver har oversendt

sammen med den fordring, der er sendt til inddrivelse, kan suspendere inddrivelsen af grupper af

fordringer, der kan være berørt af disse fejl, med henblik på at fordringshaver identificerer og tilba-

gekalder de fordringer, der er berørt af fejl. Samtidig foreslås det, at hvis fordringshaveren ikke iden-

tificerer og tilbagekalder de fordringer, der er berørt af fejl, inden for en rimelig frist, kan restance-

inddrivelsesmyndigheden returnere de suspenderede fordringer til fordringshaver.

Endelig foreslås det for det ellevte at indføre en generel pligt til at oplyse om udenlandsk adresse ved

fraflytning fra Danmark for personer, der har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden. Forslaget vil kunne betyde en effektivisering af inddrivelse af gæld i udlandet, fordi restan-

ceinddrivelsesmyndigheden kan kontakte skyldnerne uden at bruge tid og ressourcer på at søge efter

adressen og hurtigere kan sende evt. anmodninger om bistand til inddrivelse i andre lande. For at

skyldnerne har incitament til både at oplyse om adressen ved fraflytning og løbende opdatere den,

foreslås det at sanktionere pligten ved anvendelse af bødeforelæg.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Foreløbig afbrydelse af forældelsen ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyn-

digheden

2.1.1. Gældende ret

Fordringer, som omfattes af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, overdrages til restanceind-

drivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves

er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Fordringshaveren

eller den, der på dennes vegne forestår opkrævningen, kan dog på skyldners anmodning tillade en

afdragsvis betaling eller bevilge henstand med betalingen, jf. 2. pkt.

Inden overdragelsen skal fordringshaveren eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, skrift-

ligt underrette skyldneren om overdragelsen, medmindre det må antages, at muligheden for at opnå

dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

En fordring anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved registreringen i modtagel-

sessystemet, jf. § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis nødvendige oplys-

ninger efter § 3 ikke er medsendt, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Hvis de oversendte oplysninger giver restan-

ceinddrivelsesmyndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller

den, der på vegne af fordringshaveren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modta-

get, når de oversendte oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret

i modtagelsessystemet, jf. 2. pkt. Beløbsmæssige opjusteringer af en fordring, der allerede er over-

draget til restanceinddrivelsesmyndigheden, sker ved overdragelsen af en opskrivningsfordring, jf. §

7, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige,

som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, og en opskrivningsfordring anses lige-

ledes for modtaget ved registreringen i modtagelsessystemet, jf. stk. 1, 3. pkt., medmindre den for-

dring, der opskrives, er i høring efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i hvilket tilfælde opskrivningsfordringen

anses for modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, jf. § 7, stk. 1, 4. pkt. En opskrivnings-

fordring anses ifølge 5. pkt. ligeledes for modtaget samtidig med den fordring, der opskrives, hvis

opskrivningen skyldes, at fordringshaver eller den, der på dennes vegne opkræver fordringen, har

annulleret en nedskrivning, fordi fordringen ved en fejltagelse blev anset for at være dækket, mens

den var under inddrivelse. I perioden med systemmæssig paralleldrift – det gamle EFI/DMI-system

og det nye inddrivelsessystem – fra den 1. april 2017 gælder ifølge bekendtgørelsens § 47 a nogle

særlige regler for EFI/DMI om bl.a. modtagelsestidspunktet.

Fordringer forældes efter forældelsesloven, medmindre andet følger af særlige bestemmelser om for-

ældelse i anden lov, jf. forældelseslovens § 1. Dette inkluderer også forældelsesbestemmelser i f.eks.

EU-forordninger, jf. side 506 i den af Justitsministeriets Forældelsesudvalg afgivne betænkning nr.

1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, hvor det om udfyldningsreglen i forældelseslo-

vens § 28 anføres, at ordet »lov« omfatter alle retsforskrifter, herunder også EU-forordninger. I § 28

er bestemt, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige bestemmelser

om forældelse, finder forældelsesloven anvendelse, i den udstrækning andet ikke følger af den anden

lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at få

fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser, jf. § 2, stk. 1. Er der indrømmet

skyldneren løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes foræl-

delsesfristen først fra betalingsfristens udløb, jf. § 2, stk. 2. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre

andet følger af andre bestemmelser, jf. § 3, stk. 1. En sådan bestemmelse er forældelseslovens § 5,

stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er 10 år, når 1) der er udstedt gældsbrev for fordringen, 2) fordrin-

gen er registreret i en værdipapircentral, eller 3) fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skrift-

ligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende af-

gørelse. Ifølge stk. 2 forældes en fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende dog efter §

For fordringer, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 19. november

2015 eller senere, regnes forældelsesfristen tidligst fra den 20. november 2018, jf. § 18 a i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen blev indsat i loven ved lov nr. 1253 af 17. no-

vember 2015, der hviler på lovforslag nr. L 18, Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, om

udskydelse af forældelse som følge af utilstrækkelig funktionalitet i Ét Fælles Inddrivelsessystem

(EFI). På side 7 anføres i de specielle bemærkninger til § 1, at det tidligste begyndelsestidspunkt for

forældelsen ikke mistes, selv om fordringen efterfølgende tilbageføres til fordringshaver som følge

af dennes tilbagekaldelse med henblik på modregning, jf. § 2, stk. 8, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige, eller fordi fordringshaver ikke inden rimelig tid får afklaret en indsigelse fra skyldner

om fordringens eksistens eller størrelse, hvorfor restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender for-

dringen, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.

Forældelse indebærer, at fordringshaver mister retten til at kræve opfyldelse, jf. forældelseslovens §

23, stk. 1.

Forældelsesloven indeholder i kapitel 5 og 6 regler om henholdsvis afbrydelse og foreløbig afbrydelse

af forældelsen.

Afbrydelse af forældelsen sker, når skyldneren over for fordringshaveren udtrykkeligt eller ved sin

handlemåde erkender sin forpligtelse, jf. forældelseslovens § 15, eller når fordringshaveren foretager

retslige skridt mod skyldneren med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af foged-

retten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og stør-

relse, og forfølger disse skridt inden for rimelig tid, jf. § 16, stk. 1.

Forældelse kan ifølge § 17, stk. 1, også afbrydes af fordringshaver ved indgivelse af en på fordringen

støttet konkursbegæring eller begæring om rekonstruktionsbehandling eller ved anmeldelse af for-

dringen i bl.a. et konkursbo eller til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling

eller i forbindelse med indledning af gældsaneringssag.

Desuden afbrydes forældelsen bl.a. ved indgivelse af anmodning om udlæg, hvis fordringshaveren

søger forretningen fremmet inden for rimelig tid, jf. § 18, stk. 1. Foretages udlæg af en pantefoged,

afbrydes forældelsen ved udlægsforretningens foretagelse, jf. stk. 2. Forældelsen afbrydes også ved

restanceinddrivelsesmyndighedens underretning til skyldneren om afgørelse om indeholdelse i løn

m.v. eller modregning, jf. stk. 4.

Afbrydelsen indebærer, at der løber en ny forældelsesfrist fra de tidspunkter, der fastsættes i foræl-

delseslovens § 19.

Sker afbrydelsen ved skyldnerens erkendelse af forpligtelsen, regnes den nye forældelsesfrist fra da-

gen for erkendelsen, jf. § 19, stk. 2. Sker afbrydelsen ved foretagelse af retslige skridt som nævnt i §

16, regnes den nye frist fra den dag, da retsforlig indgås, dom afsiges, betalingspåkrav påtegnes af

fogedretten, eller anden afgørelse træffes, jf. § 19, stk. 3. Er fordringen anerkendt i et konkurs- eller

dødsbo eller i vedtagen tvangsakkord eller afsagt gældssaneringskendelse, regnes den nye frist fra

boets slutning, tvangsakkordens vedtagelse eller gældssaneringskendelsens afsigelse, jf. § 19, stk. 4.

Er afbrydelse sket ved pantefogedens gennemførelse af udlægsforretning, jf. § 18, stk. 2, regnes den

nye forældelsesfrist fra udlægsforretningens afslutning, jf. § 19, stk. 6, 1. pkt.

Er forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om lønindeholdelse, jf. § 18, stk. 4, regnes den

nye forældelsesfrist fra det tidspunkt, da der træffes afgørelse om, at lønindeholdelsen ophører, eller

senest fra det tidspunkt, da lønindeholdelsen har været stillet i bero i 1 år, jf. § 19, stk. 6, 2. pkt. Er

forældelsen afbrudt ved underretning om afgørelse om modregning, jf. § 18, stk. 4, regnes den nye

forældelsesfrist fra den dag, da afgørelsen om modregning træffes, jf. § 19, stk. 6, 3. pkt.

Forældelseslovens § 20 om foreløbig afbrydelse bestemmer i stk. 1, at hvis fordringshaveren inden

forældelsesfristens udløb har foretaget et retsligt skridt som nævnt i § 16, men dette ikke fører til

forlig eller realitetsafgørelse, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at fordringshaveren har fået med-

delelse om, at sagen er afsluttet. Har fordringshaveren ikke fået sådan meddelelse inden rimelig tid,

regnes fristen fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik kendskab til forholdet eller burde have søgt

oplysning herom. Fordringshaveren kan ifølge § 20, stk. 2, ikke påberåbe sig stk. 1, hvis det retslige

skridt åbenbart ikke kunne føre til en realitetsafgørelse, fordringshaveren hæver sagen, selv om en

realitetsafgørelse kunne være opnået, eller det beror på fordringshaverens valg ved indleveringen af

et betalingspåkrav til fogedretten, at en realitetsafgørelse ikke træffes. I § 20, stk. 3, bestemmes, at

stk. 1 og 2 gælder tilsvarende, hvis fordringshaveren inden forældelsesfristens udløb har indgivet

konkursbegæring, uden at konkursdekret er afsagt, har indgivet begæring om rekonstruktionsbehand-

ling, uden at rekonstruktionsbehandling er indledt, eller har iværksat forfølgning som nævnt i § 18,

uden at fogedforretning eller auktion er afholdt. Er fordringen inden forældelsesfristens udløb, jf.

herved § 17, stk. 3, anmeldt i et konkurs- eller dødsbo, men bliver den ikke anerkendt, forældes for-

dringen mod skyldneren personligt eller dennes arvinger tidligst 1 år efter meddelelsen af afgørelsen

om fordringens afvisning eller, hvis en sådan afgørelse ikke træffes, efter boets slutning. Tilsvarende

gælder, når en fordring inden forældelsesfristens udløb er anmeldt i forbindelse med indledning af

gældssaneringssag, anmeldt i forbindelse med indkaldelse som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 5, eller anmeldt

til rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsbehandling.

Er der inden forældelsesfristens udløb af eller mod fordringshaveren anlagt rets- eller voldgiftssag

om grundlaget for fordringen, indtræder forældelse tidligst 1 år efter sagens endelige afgørelse, jf.

forældelseslovens § 21, stk. 1. Er en sag om fordringens eksistens eller størrelse eller en sag, som er

afgørende herfor, inden forældelsesfristens udløb indbragt for en administrativ myndighed, indtræder

forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har givet meddelelse om sin afgørelse, jf. stk. 2, 1. pkt.

Dette gælder, uanset om fordringen gøres gældende af den, der har indbragt sagen, eller af den anden

part, herunder det offentlige, jf. 2. pkt. Indbringes sagen inden for den i loven fastsatte frist eller i

øvrigt inden for rimelig tid for en højere administrativ myndighed eller for Folketingets Ombuds-

mand, regnes fristen på 1 år fra meddelelsen om denne myndigheds afgørelse, henholdsvis Ombuds-

mandens udtalelse, jf. 3. pkt. Indbringes en tvist inden forældelsesfristens udløb for et privat klage-

nævn, ankenævn eller lignende, gælder stk. 2, 1. og 2. pkt., tilsvarende, jf. stk. 3. Er der inden foræl-

delsesfristens udløb efter retsplejelovens regler herom eller med hjemmel i parternes forudgående

aftale fremsat begæring om afholdelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag vedrørende

forhold af betydning for fordringens eksistens eller størrelse, eller har parterne inden forældelsesfri-

stens udløb indgået aftale herom, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslut-

ning, jf. stk. 4. Endelig bestemmes i stk. 5, at hvis der inden forældelsesfristens udløb er indledt

forhandlinger om fordringen mellem skyldneren og fordringshaveren, eventuelt under medvirken af

en uafhængig tredjemand, indtræder forældelse tidligst 1 år efter det tidspunkt, hvor forhandlingerne

må anses for at være afsluttet.

Til frister medregnes den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra fristen regnes. I mangel af til-

svarende dag udløber fristen den sidste dag i måneden, jf. forældelseslovens § 27, stk. 1. Udløber

forældelsesfristen i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag, den 24. eller 31. december, udstræk-

kes fristen til førstkommende hverdag, jf. § 27, stk. 2. Reglen begrundes med, at hvis fristen udløber

på en dag, hvor retten ikke kan modtage stævninger med henblik på afbrydelse af forældelsen, jf. §

16, skal fordringshaver ikke tvinges til at indlevere stævningen den seneste forudgående hverdag.

I solidariske skyldforhold kan en fordring forældes i forhold til én skyldner, selv om den i forhold til

en medskyldner ikke er forældet, jf. forudsætningsvist forældelseslovens § 12, stk. 2, om en tillægs-

frist på 1 år for en regresberettiget skyldner til at gøre et regreskrav gældende mod en medskyldner.

2.1.2. Lovforslaget

Tvivl om rigtigheden af data for fordringer modtaget til inddrivelse er en af årsagerne til, at inddri-

velsen i EFI/DMI’s driftsperiode fra idriftsættelsen den 1. september 2013 til suspenderingen af sy-

stemunderstøttelsen den 7. september 2015 i mange tilfælde har været ulovlig. Ved lov nr. [Genop-

tagelse af sager med mulige fejl i restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelse, endelig afskrivning

af fordringer med tvivlsom retskraft m.v.] af […] marts 2018 blev der indført regler om restanceind-

drivelsesmyndighedens håndtering af opgaven med genoptagelse af sager om inddrivelse og om eks-

traordinær afskrivning af fordringer med tvivlsom retskraft.

For den fremtidige systemunderstøttelse af inddrivelsen er det vigtigt, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden har pålidelige data, og det gælder i særdeleshed de data, der har betydning for forældelsen,

dvs. navnlig oplysning om sidste rettidige betalingsdag, jf. forældelseslovens § 2, stk. 2, eller start-

tidspunktet for en ny forældelsesfrist efter afbrydelse, jf. § 19. Fordringshaverne har ikke altid over

for restanceinddrivelsesmyndigheden oplyst den korrekte startdato for forældelsesfristen. Det foreslås

derfor, at der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en

bestemmelse, hvorefter forældelse af fordringer, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden,

tidligst indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Den foreslåede regel er modelleret efter forældelseslovens regler om foreløbig afbrydelse, dog fore-

slås tillægsfristen at være 3 år og ikke 1 år.

En fordring kan tidligst overdrages til inddrivelse, når betalingsfristen er udløbet og sædvanlig ryk-

kerprocedure forgæves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det of-

fentlige. For fordringer, som restanceinddrivelsesmyndigheden modtager til inddrivelse, er forældel-

sesfristen, der løber fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaver kunne kræve fordringen opfyldt,

eller fra udløbet af sidste rettidige betalingsdag, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1 og 2, således begyndt

at løbe. For fordringer med en forældelsesfrist på 3 år vil den foreslåede regel derfor indebære, at

forældelse indtræder 3 år fra den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager fordringen til

inddrivelse, medmindre forældelsen inden da er afbrudt. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor

for disse fordringer – som udgør langt hovedparten af de fordringer, som restanceinddrivelsesmyn-

digheden skal inddrive – kende den præcise forældelsesdato og derfor kunne indrette sig på, hvornår

forældelsen skal afbrydes. For fordringer med en forældelsesfrist på 10 år, f.eks. Udbetaling Dan-

marks krav på forskudsvist udlagt børnebidrag, jf. § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om børnetilskud og for-

skudsvis udbetaling af børnebidrag, eller fordringer med et særligt retsgrundlag, f.eks. en dom, efter

forældelseslovens § 5, vil restanceinddrivelsesmyndigheden med den foreslåede regel derimod ikke

kende den præcise forældelsesdato, men vil ved tvivl herom kunne søge dette afklaret med fordrings-

haver eller den, der på vegne af fordringshaver forestår opkrævningen. Desuden vil restanceinddri-

velsesmyndigheden kunne tilrettelægge arbejdet med forældelsesafbrydelser ud fra en formodnings-

regel om, at forældelse indtræder 3 år fra modtagelsen, således at forældelsen forinden skal afbrydes.

Det foreslås, at den foreløbige afbrydelse ikke skal omfatte fordringer, for hvilke der i EU-retten er

fastsat særlige regler om afbrydelse og foreløbig afbrydelse. Dermed vil der ikke kunne opstå en

konflikt med divergerende EU-regler om forældelsen. Udenlandske skatter og afgifter m.v., der i

medfør af Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddrivelse af for-

dringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger modtages hos restanceinddrivel-

sesmyndigheden med henblik på bistand til inddrivelse, vil også kunne være omfattet af den foreslå-

ede regel om foreløbig afbrydelse. Efter direktivets artikel 19, stk. 1, afgøres spørgsmål om forældelse

udelukkende ud fra de retsregler, der gælder i den bistandssøgende medlemsstat. Forældelseslovgiv-

ningen i den bistandssøgende EU-medlemsstat er således afgørende for forældelsesfristens længde. I

artikel 19, stk. 2, 1. pkt., er bestemt, at inddrivelsesforanstaltninger, der i overensstemmelse med

anmodningen om bistand træffes af eller på vegne af den bistandssøgte myndighed, og som medfører

suspension, afbrydelse eller forlængelse af forældelsesfristen i henhold til de retsregler, der gælder i

den bistandssøgte medlemsstat, har samme virkning i den bistandssøgende medlemsstat, hvis der er

hjemmel for den tilsvarende virkning i henhold til den gældende lovgivning i den bistandssøgende

medlemsstat. Hvis den bistandssøgende EU-medlemsstats forældelseslovgivning indeholder regler

om afbrydelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden således kunne afbryde forældelsen af det uden-

landske skatte- eller afgiftskrav i overensstemmelse med forældelseslovens regler om afbrydelse,

f.eks. gennem en erkendelse (forældelseslovens § 15) eller udlægsforretning (forældelseslovens § 18,

stk. 2).

Hensynet til skyldner tilsiger, at skyldner ved, hvornår forældelsesfristen udløber, men skyldner skal

af fordringshaver skriftligt underrettes om fordringens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndig-

heden, medmindre en sådan underretning indebærer, at muligheden for at opnå dækning ellers vil

blive væsentligt forringet, jf. ovenfor om § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Skyldner vil derfor som altovervejende hovedregel blive underrettet om den forestående overdragelse

af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden og vil derfor kunne indrette sig på, at forældelsen

tidligst kan indtræde 3 år fra den dag, hvor restanceinddrivelsesmyndigheden modtager fordringen.

En skyldner vil desuden kunne rette henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden for at få oplyst,

hvornår fordringen blev modtaget, og hvornår forældelse tidligst vil kunne indtræde.

I § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er bestemt, at forældelsesfristen for fordringer

inklusive renter, gebyrer og andre omkostninger, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden den 19. november 2015 eller senere, tidligst regnes fra den 20. november 2018. Reglen

indebærer, at disse fordringer, hvis de har en forældelsesfrist på 3 år, hvilket kendetegner størstedelen

af fordringerne, forældes tirsdag den 23. november 2021, jf. forældelseslovens § 27, stk. 2, idet ret-

terne ikke kan modtage stævninger lørdag 20. november 2021, der er 3-årsdagen fra tirsdag den 20.

november 2018. Denne forældelse forudsætter dog, at fristen ikke forinden afbrydes. Den foreslåede

regel om foreløbig afbrydelse vil derfor få selvstændig betydning for fordringer, der modtages hos

restanceinddrivelsesmyndigheden senere end fredag den 23. november 2018, idet forældelsen af en

fordring, der modtages den 23. november 2018, som følge af § 18 a tidligst kan forældes den 23.

november 2021, der også vil være forældelsesdagen efter den foreslåede regel.

Det foreslås ligeledes, at der med § 18 a, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

indsættes en bestemmelse, hvorefter den foreløbige afbrydelse af forældelsen, jf. den foreslåede regel

i 1. pkt., fastholdes, selv om fordringen tilbagesendes til fordringshaveren eller den, der på dennes

vegne opkræver fordringen. En returnering kan skyldes, at fordringen i medfør af § 2, stk. 7 eller 8,

tilbagekaldes af fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen,

eller af restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesendes i medfør af § 2, stk. 2, 4. pkt., der er beskrevet

ovenfor i afsnit 2.1.1.

Dermed vil i disse tilfælde med tilbageførsel af fordringen det tidligste forældelsestidspunkt blive

fastholdt, hvilket også kendetegner § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. ovenfor i

afsnit 2.1.1 om lovforslag nr. L 18, Folketingstidende 2015-16, A, L 18 som fremsat, side 7.

Hvis den foreløbige afbrydelse ikke fastholdes ved en tilbagesendelse, vil forældelse kunne indtræde,

straks restanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesender fordringen. Det vil være tilfældet, hvis den

forældelsesfrist, der var begyndt, da fordringen blev modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

er udløbet, da fordringen tilbagesendes.

Hvor fordringen tilbageføres, fordi fordringshaveren ved en fejl har overdraget fordringen til restan-

ceinddrivelsesmyndigheden, vil den foreløbige afbrydelse af forældelsen ikke indtræde, fordi over-

dragelsen – og dermed fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden – da annulleres

med tilbagevirkende kraft.

Opskrivningsfordringer omfattes også af den foreslåede bestemmelse, hvilket betyder, at den for-

dring, der opskrives, og opskrivningsfordringen hver især omfattes af den foreslåede regel.

Det samme er for solidariske skyldforhold tilfældet med en skyldner (B), hvor fordringen i forhold

til en solidarisk hæftende medskyldner (A) tidligere er overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-

den og ved modtagelsen fik forældelsesfristen foreløbigt afbrudt i forhold til A. Hvis fordringshave-

ren i forhold til B senere overdrager fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, dvs. anmoder

restanceinddrivelsesmyndigheden om tillige at rette inddrivelsen mod B, vil der i relation til den for-

ældelse, der gælder i forhold til B, ligeledes indtræde foreløbig afbrydelse, således at forældelse af

fordringen i forhold til B tidligst indtræder, når der er gået 3 år fra den dag, hvor fordringen i forhold

til B må anses at være modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

2.2. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af accessorisk forældelse m.v.

2.2.1. Gældende ret

For renter og gebyrer, der omfattes af forældelsesloven, gælder lovens 3-årige forældelsesfrist, selv

om den fordring, de vedrører, har en 10-årig forældelsesfrist som følge af et særligt retsgrundlag, jf.

forældelseslovens § 5, stk. 1, hvorefter forældelsesfristen er 10 år, når der for fordringen er udstedt et

gældsbrev, når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller når fordringens eksistens og stør-

relse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten

eller anden bindende afgørelse. Den 3-årige forældelsesfrist for sådanne renter og gebyrer fremgår af

§ 5, stk. 2, og omhandler senere forfaldne renter og gebyrer. For renter og gebyrer omfattet af det

særlige retsgrundlag, f.eks. en dom, gælder således den 10-årige forældelsesfrist.

Ud over denne selvstændige forældelse omfattes renter og gebyrer dog også af en såkaldt accessorisk

forældelse. Ved forældelse af en hovedfordring bortfalder således også krav på rente og lignende

ydelse, jf. forældelseslovens § 23, stk. 2. Denne bestemmelse om accessorisk forældelse af renter og

lignende ydelser – navnlig gebyrer – lovfæster den før forældelseslovens ikrafttrædelse den 1. januar

2008 antagne retstilstand og begrundes bl.a. med, at konsekvenserne af en hovedfordrings forældelse

– f.eks. at der ikke længere burde opstå et behov for en vurdering af fordringens eksistens og størrelse

– ikke kan gennemføres fuldt ud, hvis renter og lignende ydelser, der knytter sig til hovedfordringen,

ikke forældes samtidig med hovedfordringen. En stillingtagen til berettigelsen af f.eks. en rente vil

således kræve en stillingtagen til hovedfordringens eksistens og størrelse, da renten påløb.

Ved afklaringen af, om et krav på rente eller gebyr er retskraftigt, er det således ikke tilstrækkeligt at

se på, om rentens eller gebyrets selvstændige forældelsesfrist er udløbet. Det skal også afklares, om

hovedfordringen er retskraftig. Er hovedfordringen ikke længere retskraftig, er renten og gebyret også

forældet (accessorisk), selv om rentens eller gebyrets selvstændige forældelsesfrist endnu ikke er ud-

løbet.

Vedrører et gebyr, f.eks. et rykkergebyr, flere fordringer, vil gebyret først blive ramt af accessorisk

forældelse, den dag den sidste af disse fordringer forældes. Det skyldes, at gebyret i samme grad

vedrører denne fordring som de andre allerede forældede fordringer.

For renter gælder med hensyn til dækningsrækkefølgen for krav under inddrivelse, at renter dækkes

før hovedkravet, jf. § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Bestemmelsen

omfatter både opkrævnings- og inddrivelsesrenter. Den indbyrdes dækningsrækkefølge for opkræv-

nings- og inddrivelsesrenter er reguleret i § 4, stk. 3 og 4, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017

om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017.

Gebyrer omfattes ikke af § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Gebyrer

omfattes derimod af § 4, stk. 1, nr. 3, om »andre fordringer«, der dækkes, efter at der først er sket

dækning af eventuelle bøder og dernæst af eventuelle krav på underholdsbidrag. Kan der ikke ske

dækning af alle fordringer inden for samme dækningskategori – bøder, underholdsbidrag og andre

fordringer – dækkes fordringerne i den rækkefølge, hvori de modtages hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden, idet den først modtagne fordring dækkes først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Denne bestemmelse

regulerer derfor den indbyrdes dækningsrækkefølge, hvis der mod skyldner består flere gebyrkrav.

SKATs opkrævning af A-skat, moms, told m.v. hos virksomheder m.v. foregår via skattekontoen, jf.

opkrævningslovens kapitel 5. Det samme gælder SKATs udbetaling af f.eks. negativ moms. I § 16

bestemmes således, at ind- og udbetalinger af de i bestemmelsen nævnte tilsvar, bl.a. skatter og af-

gifter efter lovens § 1, stk. 1 og 2, fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige

myndigheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i

dette kapitel. Efter § 16 a, stk. 1, modregnes ind- og udbetalinger af skatter og afgifter m.v. omfattet

af § 16 automatisk efter et saldoprincip, og meddelelse om modregning fremgår af skattekontoen.

Overstiger den samlede sum af registrerede forfaldne krav på virksomhedens konto den samlede sum

af registrerede og forfaldne tilgodehavender til virksomheden, udgør forskellen (debetsaldoen) det

samlede beløb, som virksomheden skylder SKAT, jf. § 16 a, stk. 2, 1. pkt. Er den samlede sum af

registrerede og forfaldne krav på indbetalinger fra virksomheden derimod mindre end de registrerede

og forfaldne krav på udbetalinger til virksomheden, udgør forskellen (kreditsaldoen) virksomhedens

samlede tilgodehavende hos SKAT, jf. 2. pkt.

Krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse

heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres, jf. § 16 a, stk. 3.

Krav på indbetalinger fra virksomheder påvirker (debiteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra den se-

neste rettidige betalingsdag for beløbet, jf. § 16 a, stk. 4.

Indbetalinger fra virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 4 påvirker (krediteres) saldoopgørelsen

efter stk. 2 fra indbetalingsdagen uanset betalingsmetoden, jf. § 16 a, stk. 5.

Tilgodehavender til virksomheder påvirker (krediteres) saldoopgørelsen efter stk. 2 fra det tidspunkt,

hvor beløbet kan opgøres efter § 12, jf. § 16 a, stk. 6.

Udbetalinger til virksomheder til opfyldelse af krav efter stk. 6 påvirker (debiteres) saldoopgørelsen

efter stk. 2 på det tidspunkt, hvor der sker udbetaling til virksomheden, jf. § 16 a, stk. 7.

Hvor virksomheders indbetaling helt eller delvist anvendes til betaling af en debetsaldo, der er sam-

mensat af flere krav, går betalingen til dækning af det ældst forfaldne krav først, jf. § 16 a, stk. 8, der

således har fraveget det øremærkningsprincip, der antages at gælde i formueretten.

Dette kommer tilsvarende til udtryk i opkrævningslovens § 16 b, stk. 1, hvorefter beløb indbetales til

skattekontoen uden angivelse af, hvad betalingen skal dække, jf. dog stk. 2, om frivillig indbetaling

af acontoskat efter selskabsskattelovens § 29 B, stk. 6, eller pensionsafkastbeskatningsloven.

Efter opkrævningslovens § 16 c, stk. 1, 1. pkt., forrentes en debetsaldo med den rente, der er fastsat i

§ 7, stk. 1, jf. stk. 2. Renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt, jf. 2. pkt. Der beregnes således

renters rente på skattekontoen. Toldskyld forrentes ifølge § 16 c, stk. 2, dog med renten fastsat i EU-

toldkodeksens artikel 114.

Overstiger en debetsaldo for en virksomhed 5.000 kr., skal hele beløbet indbetales straks, og SKAT

udsender et rykkerbrev herom til virksomheden, jf. § 16 c, stk. 4, 1. pkt., idet der dog ikke udsendes

et rykkerbrev ved en debetsaldo på 5.000 kr. eller derunder, jf. 2. pkt. Rykkerbrev udsendes dog til

ophørte virksomheder, også hvor debetsaldoen er større end 200 kr. og mindre end 5.000 kr., jf. 3.

pkt. Betales beløbet ikke inden den frist, der er fastsat i rykkerbrevet, kan beløbet overgives til ind-

drivelse, jf. 4. pkt. Et beløb, der overgives til inddrivelse, vil fremgå af skattekontoen, jf. 5. pkt. Der

pålægges gebyr efter § 6 ved udsendelse af rykkerbrev, jf. 6. pkt. Gebyret efter § 6 udgør 65 kr.

Er et beløb, som en skattepligtig efter kildeskatteloven skal indbetale til det offentlige, ikke betalt

rettidigt, skal den pågældende betale en statskassen tilfaldende rente, der udgør renten i henhold til

opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen

at regne, jf. kildeskattelovens § 63, 1. pkt. Renter af skat, der påhviler den skattepligtige, opgøres én

gang om året og opkræves sammen med restskatten for de pågældende år, jf. 2. pkt.

Kobra-systemet anvendes til SKATs opkrævning af fysiske personers skyldige skatter. Opkrævnin-

gen af restskat reguleres af kildeskattelovens § 61. Er udskrivningsdatoen for den skattepligtiges års-

opgørelse senest den 1. oktober i året efter indkomståret, overføres den del af restskatten med even-

tuelle skyldige renter efter § 63, stk. 1, der ikke overstiger et grundbeløb på 19.600 kr. (2017-niveau)

med tillæg af et til den overførte restskat svarende tillæg efter stk. 2, som et yderligere tilsvar for det

efterfølgende år, til hvis dækning der opkræves yderligere A-skat, B-skat eller arbejdsmarkedsbidrag

for dette år, jf. § 61, stk. 3, 1. pkt. Et eventuelt resterende beløb efter § 61, stk. 3, med tillæg efter stk.

2 forfalder ifølge § 61, stk. 4, 1. pkt., til betaling i tre rater den 1. i hver af månederne august, sep-

tember og oktober i året efter indkomståret med sidste rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåne-

den. Udskrives årsopgørelsen først den 1. august i året efter indkomståret eller senere, forfalder ra-

terne dog først til betaling den 1. i hver af de nærmest følgende 3 måneder med sidste rettidige beta-

lingsfrist den 20. i forfaldsmåneden, jf. 2. pkt.

Hvis skatteyderen undlader at betale raterne, vil raterne efter sædvanlig rykkerprocedure blive sendt

til inddrivelse. For de for sent betalte rater beregnes en morarente pr. påbegyndt måned, jf. kildeskat-

telovens § 63.

Ifølge kildeskattelovens § 63 opkræves renter af for sent betalt personskat således på årsopgørelsen

for det år, hvor renterne er påløbet, dvs. i året efter det indkomstår, der gav anledning til, at restskatten

opstod, og sammen med dette års skatteberegning. Dvs. at opkrævningen af rente af for sent betalte

rater fra et indkomstår i henhold til lovgivningen sammenblandes med opkrævningen af restskat for

et senere indkomstår. Tilsvarende regler gælder for skatteydere, der betaler B-skat som forskudsskat.

Lovgivningen vedrørende afregning af personskatter er derfor tilrettelagt på en sådan måde, at der

ikke er en sammenhæng mellem renterne og den hovedstol, som renterne er beregnet af. Den valgte

afregningsmetode er valgt, fordi den giver en nem afregning med færrest mulige opkrævninger til

skatteyderne.

Hvis eksempelvis årsopgørelsen for indkomståret 2017, som dannes i marts 2018, udskrives inden

den 1. august 2018 og resulterer i en restskat, der overstiger indregningsgrænsen på 19.600 kr. (2017-

niveau), opkræves restskatten i 3 rater i 2018 til betaling i august, september og oktober med sidste

rettidige betalingsdag den 20. i forfaldsmåneden.

Hvis raterne ikke betales til tiden, vil der i 2018 påløbe renter for hver af raterne af restskatten for

2017. Disse renter opkræves via årsopgørelsen for 2018, hvilket indebærer opkrævning i 2019. På

årsopgørelsen vedrørende indkomståret 2018 vil der derfor indgå renter af de for sent betalte rater af

restskatten fra indkomståret 2017.

Er der flere indkomstår med restskat, der opkræves via ratevise betalinger, kan samme rate derfor

indeholde rentebeløb fra flere indkomstår.

For restskat eller yderligere restskat, der skyldes en ændret årsopgørelse, er det i kildeskattelovens §

62 a, stk. 1, 1. pkt., bestemt, at § 61, stk. 3-6, gælder for betaling af beløbet med tillæg efter § 61, stk.

2. Restskat eller yderligere restskat efter 1. pkt. med tillæg efter § 61, stk. 2, forrentes ifølge § 62 a,

stk. 1, 3. pkt., med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint

pr. påbegyndt måned fra den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen.

Medfører en ændret årsopgørelse, at der sker nedsættelse eller bortfald af overskydende skat, der

allerede er udbetalt til den skattepligtige, jf. § 62, skal beløbet ifølge § 62 a, stk. 2, 1. pkt., tilbagebe-

tales tillige med godtgørelse efter § 62, stk. 2. Det samlede beløb efter 1. pkt. forrentes med renten i

henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra

den 1. september i året efter indkomståret og indtil udskrivningsdatoen. Tilbagebetaling sker efter §

kildeskattelovens 61, stk. 4.

2.2.2. Lovforslaget

Med henblik på at løse de problemer, som restanceinddrivelsesmyndigheden har i forhold til over-

holdelsen af forældelseslovens § 23, stk. 2, om accessorisk forældelse af renter og gebyrer, der mod-

tages til inddrivelse uden nogen oplyst relation til deres hovedfordring(er), foreslås, at der med § 3 b,

stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en ny bestemmelse, hvorefter

renter efter kildeskattelovens §§ 62 a og 63 og renter og gebyrer, der opkræves via skattekontoen, jf.

opkrævningslovens § 16, eller andre fordringshaversystemer, der i lighed med skattekontoen anven-

der et saldoprincip, med hensyn til forældelse skal behandles som selvstændige hovedkrav, efter at

de af restanceinddrivelsesmyndigheden er modtaget til inddrivelse.

Der er tale om, at disse renter og gebyrer i juridisk henseende skal behandles som selvstændige krav

i relation til spørgsmål om forældelse. Hovedkravsvirkningen vil derimod ikke have nogen betydning

for restanceinddrivelsesmyndighedens og fordringshavers muligheder for at aftale, hvorledes renter

og gebyrer systemmæssigt overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det er med den foreslåede bestemmelse forudsat, at sådanne fordringshaversystemer, der anvender et

saldoprincip, har det fornødne hjemmelsgrundlag til i opkrævningen at anvende dette princip.

Hovedkravsvirkningen i relation til forældelse foreslås i 2. pkt. også at skulle gælde renter og gebyrer,

der af restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til inddrivelse, uden at hovedkravet samtidig over-

drages til inddrivelse eller oplyses allerede at være under inddrivelse.

Den foreslåede hovedkravsvirkning for renter og gebyrer i relation til forældelse omfatter ikke renter

og gebyrer, som restanceinddrivelsesmyndigheden selv skaber som led i inddrivelsen, dvs. inddrivel-

sesrenter og –gebyrer efter henholdsvis §§ 5 og 6 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessystem kan alene relatere et opkrævningsgebyr til et

enkelt hovedkrav, selv om opkrævningsgebyret relaterer sig til flere hovedkrav.

Andre gebyrer end de i 1. og 2. pkt. nævnte, der af restanceinddrivelsesmyndigheden modtages til

inddrivelse, foreslås med hensyn til accessorisk forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, derfor

alene at skulle anses at vedrøre det hovedkrav, som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet

til, jf. den foreslåede bestemmelse i 3. pkt.

Selv om gebyret også vedrører en fordring, som gebyret i restanceinddrivelsesmyndighedens inddri-

velsessystem ikke er oplyst at være knyttet til, og som endnu ikke er forældet, da den hovedfordring,

som gebyret ved overdragelsen oplyses at være knyttet til, forældes, vil restanceinddrivelsesmyndig-

heden derfor kunne afskrive gebyret som accessorisk forældet efter forældelseslovens § 23, stk. 2.

En fordringshaver vil ved overdragelsen til restanceinddrivelsesmyndigheden af et opkrævningsge-

byr, der vedrører flere hovedkrav, som følge af at restanceinddrivelsesmyndighedens inddrivelsessy-

stem alene kan knytte opkrævningsgebyret til et enkelt hovedkrav, derfor kunne have en interesse i

ved indberetningen til inddrivelsessystemet at oplyse det hovedkrav, der forældes senest, fordi foræl-

delsen af andre hovedkrav, som opkrævningsgebyret også vedrører, da reducerer risikoen for, at re-

stanceinddrivelsesmyndigheden må afskrive opkrævningsgebyret som følge af accessorisk foræl-

delse.

Det foreslås med § 3 b, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at skatteministeren gives

en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om de forhold, der reguleres af stk. 1. Bemyndigelsen

vil f.eks. kunne udnyttes til at fastsætte nærmere regler om, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved

henvendelser til fordringshaveren kan beskrive opkrævningsrenterne og -gebyrerne ud fra de hoved-

kravsrelationer, som er oplyst af fordringshaver i forbindelse med overdragelsen til restanceinddri-

velsesmyndigheden.

Ud over problemet med restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at håndtere den accesso-

riske forældelse efter forældelseslovens § 23, stk. 2, indebærer en manglende eller mangelfuldt oplyst

relation mellem en opkrævningsrente og dens hovedkrav, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan

have svært ved at foretage en korrekt dækning efter § 4, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, hvorefter en rente dækkes før sit hovedkrav.

Det foreslås derfor, at der i § 4, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes nye

bestemmelser, hvorefter det hovedkrav, som restanceinddrivelsesmyndigheden ved modtagelsen af

opkrævningsrenten fik oplyst, lægges til grund ved anvendelsen af 2. pkt. Er en oplysning om hoved-

kravet ikke givet ved modtagelsen af en opkrævningsrente, anvendes alene 1. pkt. om FIFO-princip-

pet, hvorefter den først modtagne fordring dækkes først, hvis der inden for samme dækningskategori

– bøder, underholdsbidrag og andre fordringer, jf. stk. 1 – ikke er dækning til alle fordringer.

2.3. Præcisering af bortfaldsregler

2.3.1. Gældende ret

Den tidligere bistandslov indeholdt ved sin ikrafttræden den 1. april 1976 i § 27, stk. 3, en såkaldt

bortfaldsregel, hvorefter kommunale tilbagebetalingskrav efter loven bortfaldt, når der var gået 3 år

efter ophøret af den hjælp, som tilbagebetalingskravet vedrørte, uden at der havde været økonomisk

mulighed for at gennemføre kravet. I lovforslaget til bistandsloven – lovforslag nr. L 41, Folketings-

tidende 1973-74, 2. samling, tillæg A, spalte 691 – anføres i de specielle bemærkninger til lovforsla-

gets § 27, at de særlige regler i § 69 i forsorgsloven – som bistandsloven afløste – om eftergivelse af

tilbagebetalingskrav og bidragsrestancer ikke er medtaget i lovforslaget, idet det i stedet findes mere

hensigtsmæssigt at foreskrive, at tilbagebetalingskrav bortfalder, hvis der er gået 3 år, uden at der har

været økonomiske muligheder for at gennemføre det.

Bortfaldsreglen blev videreført i § 95 i lov om aktiv socialpolitik og § 165 i lov om social service.

Senere er der kommet yderligere bortfaldsregler, således at syv love i dag indeholder bortfaldsregler:



§ 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik

§ 19, stk. 4, i lov om kontantydelse

§ 70 f, stk. 11, 5. pkt., i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats

§ 19, stk. 3, i lov om en midlertidig jobpræmie til langtidsledige m.v.

§ 93, stk. 2, i dagtilbudsloven

§ 165, stk. 2, i lov om social service

§ 9, 3. pkt., i repatrieringsloven

I forbindelse med indførelsen af forældelsesloven blev der i flere love gennemført nødvendige æn-

dringer, jf. lov nr. 523 af 6. juni 2007. I lovens § 18, nr. 2, blev fristen i § 95, stk. 4, i lov om aktiv

socialpolitik ændret fra 5 år til 3 år. I de specielle bemærkninger til bestemmelsen i lovforslaget, jf.

lovforslag nr. L 166, Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 5702, anføres, at det som hidtil vil

være sådan, at hvis der efter de opkrævningsregler, som beskæftigelsesministeren har fastsat efter

lovens § 95, stk. 1, har været fastsat en tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet derfor

bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være om-

fattet af forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om afbrydelse ved foretagelse af

retslige skridt m.v.

Det synes således lagt til grund, at et tilbagebetalingskrav, efter at det på grund af misligholdelse af

den tilbagebetalingsordning, hvormed det opkræves, er overdraget til restanceinddrivelsesmyndighe-

den, alene omfattes af forældelsesloven og ikke længere omfattes af bortfaldsreglen, der i dag findes

i § 95, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik.

Tilbagebetalingspligten er nærmere reguleret ved bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 om kom-

munernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om kontantydelse,

§ 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig jobpræmie til lang-

tidsledige m.v., ved bekendtgørelse nr. 330 af 27. marts 2017 om kommunalbestyrelsens opkrævning

af tilbagebetalingskrav efter lov om social service og ved bekendtgørelse nr. 978 af 11. august 2017

om kommunalbestyrelsens opkrævning af tilbagebetalingskrav efter dagtilbudslovens § 93, stk. 3. §

10 i førstnævnte bekendtgørelse og § 9 i de to sidstnævnte bekendtgørelser bestemmer, at hvis en

skyldner trods påkrav ikke overholder en afdragsordning, anses afdragsordningen for bortfaldet og

hele gælden for forfalden, hvorefter fordringshaveren træffer afgørelse om, at kravet overdrages til

restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse. En misligholdelse skyldes manglende

betaling trods mulighed for at betale, idet det af § 7 i de tre bekendtgørelser følger, at kommunen

stiller afdragsordningen i bero, hvis der er fastsat en afdragsordning efter § 5 eller § 6, stk. 2, og

skyldneren senere kommer i en situation som nævnt i § 6, stk. 1, dvs. mister betalingsevnen.

Den forældelse, der omfattes af forældelsesloven, kan afbrydes efter reglerne i forældelseslovens §§

15-18, mens den forældelse, som bortfaldsreglerne indeholder, ikke har tilsvarende afbrydelsesmu-

ligheder. Alene skyldners betalingsevne kan hindre forældelse, men § 9, stk. 2, i førstnævnte bekendt-

gørelse, jf. bekendtgørelse nr. 418 af 28. april 2017 ovenfor, bestemmer, at hvis der i perioder har

været betalt af på gælden efter reglerne i § 5 eller § 6, stk. 2, men har fordringshaveren på et tidspunkt,

hvor der er gået mindst 3 år efter hjælpens ophør, ydet henstand efter reglen i § 7, jf. § 6, stk. 1,

bortfalder restkravet. § 8, stk. 2, i de to sidstnævnte bekendtgørelser indeholder en tilsvarende regel.

En eftergivelse af gæld kommer normalt ikke på tale, hvis skyldneren har undladt at afdrage på sin

gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, jf. eksempelvis § 13, stk. 2, nr. 4, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det giver derfor god mening, at alene forældelsesloven og

ikke tillige bortfaldsreglen skal finde anvendelse på sådanne tilbagebetalingskrav, hvis de på grund

af skyldners misligholdelse – dvs. undladt betaling trods mulighed herfor – er kommet under inddri-

velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Skyldner har i en sådan situation forspildt den ret til

automatisk eftergivelse, som bortfaldsreglerne netop har til formål at sikre skyldner. Hvis begge re-

gelsæt – bortfaldsreglen og forældelsesloven – skulle finde samtidig anvendelse for tilbagebetalings-

krav under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, ville en skyldner i princippet kunne

blive belønnet for sin misligholdelse, idet tilbagebetalingskravet da ville bortfalde, så snart det efter

det ene regelsæt – bortfaldsreglen eller forældelsesloven – ville bortfalde.

SKAT har i Den juridiske vejledning 2018-1, afsnit G.A.3.2.2.1.1, lagt til grund, at disse tilbagebe-

talingskrav forældelsesmæssigt omfattes af forældelsesloven, hvis de er modtaget til inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. fordringstypeoversigten Q2, som afsnittet henviser til. Om til-

bagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, jf. oversigtens art nr. 211, anføres således, at hvis

en fastsat tilbagebetalingsordning er misligholdt, anses hele gælden for forfalden, og kravet kan over-

gives til inddrivelse i restanceinddrivelsesmyndigheden, hvorefter det er omfattet af forældelseslo-

vens regler.

2.3.2. Lovforslaget

Repatrieringslovens § 9, 3. pkt., henviser alene til, at § 95 i lov om aktiv socialpolitik – dvs. også

bortfaldsreglen i stk. 2 – finder tilsvarende anvendelse. De seks øvrige bortfaldsregler indeholder alle

en over samme læst skåret ordlyd, hvorefter tilbagebetalingskravet bortfalder, hvis der i 3 eller 5 år

ikke har været økonomisk mulighed for at gøre kravet gældende. Ordlyden viser dog ikke, at alene

forældelsesloven skal finde anvendelse, hvis tilbagebetalingskravet kommer under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden. Da det imidlertid må lægges til grund, at alene forældelsesloven

skal regulere forældelsen, hvis disse tilbagebetalingskrav på grund af skyldners misligholdelse af den

afdragsordning, hvormed tilbagebetalingskravet opkræves af fordringshaver, overdrages til restance-

inddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, jf. ovenfor i afsnit 2.3.1, foreslås det, at dette

præciseres gennem ændringer i de seks bortfaldsregler.

Det foreslås således, at det af bortfaldsreglerne skal fremgå, at hvis et tilbagebetalingskrav overdrages

til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse, finder bortfaldsreglen ikke anven-

delse fra restanceinddrivelsesmyndighedens modtagelse af kravet. Fra modtagelsen finder i stedet

forældelsesloven anvendelse, idet forældelse dog tidligst indtræder 3 år efter tilbagebetalingskravets

modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til for-

dringshaver, finder bortfaldsreglen på ny anvendelse.

Den foreslåede regel er udtryk for dels en lovfæstelse af gældende ret, jf. ovenfor i afsnit 2.3.1, dels

en inkorporering af nærværende lovforslags § 1, nr. 15, hvorefter der med § 18 a, stk. 2, 1. pkt., i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige foreslås indsat en bestemmelse, hvorefter forældelse af for-

dringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden tidligst indtræder på 3-årsdagen fra

fordringens modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Efter forældelseslovens § 2, stk. 1, regnes forældelsesfristen fra det tidligste tidspunkt, til hvilket

fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre regler, og

misligholdelsen af en afdragsordning vedrørende tilbagebetalingskravet indebærer, at hele tilbagebe-

talingskravet anses for forfaldent til betaling, jf. bl.a. § 10, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 418 af 28. april

2017 om kommunernes opkrævning af tilbagebetalingskrav efter lov om aktiv socialpolitik, lov om

kontantydelse, § 70 f, stk. 10, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om en midlertidig job-

præmie til langtidsledige m.v., hvorefter afdragsordningen anses for bortfaldet og hele gælden for

forfalden, hvis skyldner trods påkrav ikke overholder sin afdragsordning. Starttidspunktet for den

forældelsesfrist, der løber efter forældelsesloven, når tilbagebetalingskravet kommer under inddri-

velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil derfor være det anførte forfaldstidspunkt.

Ingen af de tilbagebetalingskrav, der modtages til inddrivelse, er før modtagelsen omfattet af foræl-

delsesloven, og de 5-årige bortfaldsfrister i § 165, stk. 2, i lov om social service og dagtilbudslovens

§ 93, stk. 2, er derfor ikke sådanne forældelsesfrister, der via forslaget om den foreløbige afbrydelse

kan få en allerede påbegyndt forældelsesfrist foreløbigt afbrudt. Derimod kan der for tilbagebeta-

lingskravet inden dets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden være opnået et særligt rets-

grundlag, f.eks. en dom om eller skyldners skriftlige anerkendelse af tilbagebetalingskravets eksistens

og størrelse, som efter forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3, giver kravet en 10-årig forældelsesfrist.

For sådanne tilbagebetalingskrav vil forældelse tidligst indtræde 3 år fra modtagelsen hos restance-

inddrivelsesmyndigheden. Foreligger et særligt retsgrundlag ikke, følger det af den foreslåede regel,

at forældelsesloven anvendes fra tilbagebetalingskravets modtagelse hos restanceinddrivelsesmyn-

digheden, og forældelsesfristen vil herefter være den almindelige forældelsesfrist på 3 år, jf. foræl-

delseslovens § 3, stk. 1. I disse tilfælde indebærer den foreslåede regel, at forældelse vil indtræde på

3-årsdagen fra modtagelsen, medmindre forældelsen forinden er afbrudt efter forældelseslovens reg-

ler om afbrydelse.

Tilbagesendes tilbagebetalingskravet til fordringshaver, f.eks. fordi fordringshaver ikke søger skyld-

nerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, jf. § 2, stk. 2, 4. pkt.,

i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, foreslås det præciseret, at bortfaldsreglen atter skal

finde anvendelse.

2.4. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved afgørelse om modregning og lønindeholdelse ikke

oplyse fordringens sidste rettidige betalingsdag

2.4.1. Gældende ret

Lønindeholdelse er et tvangsinddrivelsesmiddel, som under visse betingelser kan iværksættes af re-

stanceinddrivelsesmyndigheden over for skyldnere med gæld under inddrivelse. Lønindeholdelse

sker, ved at restanceinddrivelsesmyndigheden indeholder en vis procentdel af skyldners A-indkomst

til betaling af skyldners gæld under inddrivelse.

Den tidsmæssige betingelse for, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan træffe afgørelse om lønin-

deholdelse, er opfyldt, hvis en skyldner ikke inden det tidspunkt, hvor udlæg kan begæres, har betalt

den gæld, der påhviler den pågældende, jf. § 10, stk. 2, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. Udlæg kan tidligst begæres dagen efter sidste rettidige betalingsdag, jf. retsplejelovens §

486.

Indeholdelse kan ske i skatteyderens beregnede eller godskrevne A-indkomst, og der kan indeholdes,

hvad der er nødvendigt til betaling af gælden med påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkost-

ninger.

Fordringer, som er omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, kan med tillæg af renter,

gebyrer og andre omkostninger inddrives ved lønindeholdelse, medmindre andet følger af lovens bi-

lag 1.

Indeholdelse kan foretages, selv om udbetalingen eller godskrivningen af A-indkomst også er gen-

stand for indeholdelse af skat efter kildeskattelovens §§ 46 og 49, jf. § 10, stk. 3, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige.

Indeholdelsen sker med en procentdel (indeholdelsesprocenten) af den beregnede eller godskrevne

A-indkomst, og indeholdelsesprocenten meddeles til SKAT og indgår i indeholdelsesprocenten efter

kildeskattelovens § 48, stk. 4, jf. § 10, stk. 3, 2. og 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige.

Ved afgørelse om indeholdelse skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens

underhold, jf. § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og ifølge § 10, stk.

3, 7. pkt., kan den samlede indeholdelsesprocent efter kildeskattelovens § 48, stk. 4, ikke overstige

100 ved fastsættelsen af indeholdelsesprocenten.

Indeholdelsesprocenten kan gradueres efter indkomstens størrelse, jf. § 10, stk. 4, 1. pkt., i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige.

Når restanceinddrivelsesmyndigheden skriftligt varsler skyldneren om, at lønindeholdelse agtes

iværksat, stilles samtidig et budgetskema til rådighed for skyldneren med oplysning om, at skyldneren

kan udfylde og indsende skemaet, og at oplysningerne vil indgå i vurderingen af, om lønindeholdelse

kan gennemføres og med hvilken indeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 4, 5. pkt., i bekendtgørelse nr.

300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr.

1161 af 27. oktober 2017. Skyldneren skal have en frist på mindst 14 dage til indsendelse af budget-

skemaet, jf. 6. pkt. Hvis skyldneren indsender budgetskemaet, vurderer restanceinddrivelsesmyndig-

heden ifølge § 13, stk. 7, om der, hvis lønindeholdelsen iværksættes, overlades skyldneren det nød-

vendige til eget og familiens underhold. Vurderingen sker efter reglerne i bekendtgørelsens kapitel 7.

Viser vurderingen, at der ikke er betalingsevne, kan der bevilges henstand.

Skatteministeren kan efter § 10, stk. 3, 6. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige endvidere

fastsætte regler om, at der ikke kan ske indeholdelse i A-indkomst bestående af visse ydelser, hvilket

er udmøntet i bekendtgørelsens § 17, der bl.a. omfatter integrationsydelse og kontanthjælp.

Efter lovens § 10 a kan der ske særskilt lønindeholdelse af beløb til dækning af biblioteksgebyrer med

tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og andre

omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsynsvirksom-

hed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber og af beløb til dækning af medielicens og radiolicens

med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

I bekendtgørelsens § 14 har skatteministeren udstedt regler for den nævnte særskilte lønindeholdelse.

Der kan ske særskilt lønindeholdelse i alle A-indkomsttyper. Der kan således iværksættes særskilt

lønindeholdelse med indtil 400 kr. pr. måned over for de skyldnere, der har en indkomst, der normalt

er undtaget fra lønindeholdelse, f.eks. kontanthjælp, visse uddannelsesydelser m.v.

Det er ikke en forudsætning ved særskilt lønindeholdelse, at der foretages en betalingsevnevurdering.

Restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af, om den tidsmæssige betingelse for lønindeholdelse er

opfyldt, dvs. om der kan foretages udlæg og dermed også kan træffes afgørelse om lønindeholdelse,

sker ud fra fordringshavers registrering af sidste rettidige betalingsdag. Såfremt restanceinddrivelses-

myndigheden får kendskab til eller mistanke om, at registreringen af sidste rettidige betalingsdag ikke

er retvisende, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde have pligt til – som følge af offi-

cialmaksimen – at søge datoen berigtiget hos fordringshaver.

En fordring overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden efter lovens § 2, stk. 3, når betalingsfri-

sten er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller

den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning til-

lade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Ved overdragelse af en fordring skal for-

dringshaveren efter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af

gæld til det offentlige give alle oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestem-

melse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, for-

faldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og

omkostninger.

Ved lov nr. 404 af 8. maj 2006 blev reglerne om lønindeholdelse ændret, således at lønindeholdelse

sker samtidig med indeholdelse af A-skat. Det elektroniske skattekort giver mulighed for, at løninde-

holdelse kan ske gennem A-skattetrækket, således at virksomhederne alene skal indeholde og afregne

et samlet beløb. Det fremgår herefter ikke af skattekortet, hvilken del der er A-skat, og hvilken del

der er lønindeholdelse. Et pålæg om lønindeholdelse er således ikke rettet til den enkelte arbejdsgiver,

men til alle, som udbetaler A-indkomst. I og med at lønindeholdelse sker ved skattetrækket, er lønin-

deholdelsesprocenten indregnet i trækprocenten på det skattekort, som en eventuel anden eller ny

arbejdsgiver modtager eller rekvirerer. Der er dermed ikke behov for at pålægge den tidligere arbejds-

giver at give underretning om ophøret af et ansættelsesforhold. Lønindeholdelse gennem A-skatte-

trækket indebærer tillige, at reglerne for A-skat om indeholdelse, indbetaling af de indeholdte beløb,

renter ved manglende indbetaling m.v. også kan anvendes på lønindeholdte beløb, jf. § 10, stk. 6, i

lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 fik bestemmelsen i § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige sin nuværende udformning. Samtidig blev udgangspunktet ændret, således at fordringer omfattet

af loven med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger kan inddrives ved lønindeholdelse,

medmindre andet følger af bilag 1, der samtidig blev nyaffattet. For civilretlige fordringstyper blev

udgangspunktet, at der ikke skal kunne foretages lønindeholdelse, men der er gjort enkelte undtagel-

ser hertil.

Derved blev der opnået en forenkling af regelgrundlaget for, hvilke fordringer der kan inddrives ved

lønindeholdelse, idet alle fordringer omfattet af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige vil kunne

inddrives ved lønindeholdelse, medmindre der for fordringstypen er gjort en undtagelse i bilag 1.

Et andet inddrivelsesskridt er modregning, hvorved restanceinddrivelsesmyndigheden indfrier for-

dringer med udbetalinger fra det offentlige. Det kan f.eks. være en skyldner, der skal have udbetalt

overskydende skat. Frem for at udbetale den overskydende skat benyttes beløbet helt eller delvist til

at dække skyldners gæld (en eller flere fordringer) til det offentlige.

Modregning fra restanceinddrivelsesmyndighedens side sker i udgangspunktet uden aftale med skyld-

ner, og der er dermed tale om tvungen modregning.

Efter de almindelige obligationsretlige regler forudsætter tvungen ikke-konneks modregning, at for-

dringerne er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og at den fordring, der modregnes med, som

udgangspunkt er retskraftig. Desuden er det en betingelse, at den person eller myndighed, der ønsker

at modregne (modregneren), sender en modregningserklæring, der kommer frem til den person, der

modregnes over for (hovedmanden).

Kravet om, at fordringerne skal være udjævnelige, indebærer, at fordringerne efter deres art skal

kunne udligne hinanden. Dette krav vil som udgangspunkt være opfyldt, hvis der er tale om penge-

krav. Fordringerne behøver ikke være lige store.

For det andet skal hovedkravet være egnet til modregning. Modregning kan således være begrænset

eller helt udelukket på grund af hovedfordringens beskaffenhed Det drejer sig f.eks. om såkaldte be-

skyttede fordringer, der skal anvendes til dækning af nødvendige leveomkostninger.

At fordringerne skal være afviklingsmodne, indebærer, at modfordringens forfaldstidspunkt skal være

indtrådt, mens hovedfordringens frigørelsestidspunkt skal være kommet. Har fordringshaver indrøm-

met skyldner løbedage, vil modregning ikke kunne ske til det oprindelige forfaldstidspunkt, men tid-

ligst på sidste løbedag, jf. Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 126. Ved frigørel-

sestid forstås, at skyldner skal være berettiget til at frigøre sig for sin forpligtelse ved betaling til

fordringshaver.

At fordringerne skal være gensidige, indebærer, at hovedfordring og modfordring er mellem de

samme parter. Der skal således mellem de involverede parter i modregningen foreligge gensidighed,

således at hver part er henholdsvis debitor for den ene fordring og kreditor for den anden fordring.

Der er i §§ 7-9 og § 12, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fastsat særlige regler om

dækningsrækkefølgen ved modregning og om restanceinddrivelsesmyndighedens muligheder for at

modregne. Ved lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev det gennem en nyaffattelse af § 8, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige præciseret, at alle fordringer, der omfattes af lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, kan modregnes i udbetalinger fra staten.

At modfordringen skal være retskraftig, betyder, at hovedmanden skal være retligt forpligtet til at

opfylde fordringen. Det indebærer, at modfordringen skal være retskraftig på modregningstidspunk-

tet, dvs. på det tidspunkt, hvor modregningserklæringen kommer frem til hovedmanden.

Ved tvungen modregning indtræder virkningen af modregning som udgangspunkt ved fremkomsten

af modregningserklæringen, idet modregningserklæringen indeholder et påbud, som har virkning ved

fremkomsten.

Restanceinddrivelsesmyndigheden er involveret i to former for modregning, nemlig modregning un-

der inddrivelse og modregning under opkrævning.

Når restanceinddrivelsesmyndigheden ønsker at foretage modregning under inddrivelse, dvs. mod-

regning, hvor modfordringen er oversendt til inddrivelse efter § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, hvorefter fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når

betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, kontrollerer

restanceinddrivelsesmyndigheden bl.a., om en given fordring er afviklingsmoden. Dette sker ved at

undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registreret af fordringshaver) er passeret. Som nævnt

ovenfor skal fordringshaver ved overdragelse af en fordring efter § 3, stk. 2, 3. pkt., i bekendtgørelse

nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige give alle oplysninger, som efter

restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for inddrivelsen, herunder oplysning

om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste rettidige betalingstidspunkt, rentesats,

hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.

Sidste rettidige betalingsdag fremgår tillige af den begrundelse for iværksættelse af modregning, som

sendes til skyldner. Der udsendes sammen med afgørelsen en oversigt over de fordringer, som indgår

i modregningsafgørelsen, og for hver fordring er angivet sidste rettidige betalingsdag.

Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til eller mistanke om, at fordringshavers re-

gistrering af sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende i det konkrete tilfælde, har restanceind-

drivelsesmyndigheden som følge af officialmaksimen pligt til at søge datoen berigtiget hos fordrings-

haver.

Når der er tale om modregning under opkrævning, er fordringen ikke overdraget til inddrivelse efter

§ 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, men er fortsat under opkrævning hos for-

dringshaver, og restanceinddrivelsesmyndigheden har derfor ikke overtaget kreditorbeføjelserne. Det

er således fordringshaver, der træffer afgørelse om modregning, og ikke restanceinddrivelsesmyndig-

heden. Imidlertid bidrager restanceinddrivelsesmyndigheden med systemunderstøttelse til fordrings-

havere, når fordringshaver har registreret en fordring til modregning.

Selve modregningen sker som nævnt ved hjælp af restanceinddrivelsesmyndighedens it-system og

foretages ikke nødvendigvis i tidsmæssig sammenhæng med registreringen til modregning. Der kan

altså gå tid mellem registreringen til modregning og selve modregningen. Som følge heraf kan det

ske, at udligningen foretages, før fordringshaver får besked om effektuering. Restanceinddrivelses-

myndigheden sikrer før modregningen, at betalingsfristen (med tillæg af eventuelle lovbestemte lø-

bedage) er indtrådt. Dette sker ved at undersøge, om sidste rettidige betalingsdag (som registreret af

fordringshaver) er passeret.

Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til eller mistanke om, at registreringen af

sidste rettidige betalingsdag ikke er retvisende, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i visse tilfælde

have pligt til – som følge af officialmaksimen – at søge datoen berigtiget hos fordringshaver.

Restanceinddrivelsesmyndigheden sender en erklæring til skyldner om modregning. Af erklæringen

fremgår det, at skyldner vil modtage en afgørelse med klagevejledning direkte fra fordringshaver.

I praksis kan en fordringshaver registrere en fordring til modregning, selv om betalingsfristen endnu

ikke er indtrådt. Selve modregningen kan dog ikke foretages, førend betalingsfristen er indtrådt, jf.

kravet om afviklingsmodenhed.

2.4.2. Lovforslaget

Skatteministeriet har i samarbejde med bl.a. Kammeradvokaten afdækket problemer med de data,

som fordringshaverne skal angive ved oversendelse af en fordring til inddrivelse. Inddrivelsen baseres

på disse data. En del data er behæftet med fejl, og nogle fordringshavere kan have svært ved at berig-

tige og fejlrette data. Baggrunden herfor er bl.a., at de gældende regler er komplicerede og giver

anledning til fortolkningstvivl. Herudover har nogle fordringshaveres it-systemer vanskeligt ved at

levere korrekte data.

Det har i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om, hvad fordringshavers registrering af sidste rettidige

betalingsdag er udtryk for. Det er blevet afdækket, at de forskellige fordringshavere i nogle tilfælde

har forskellig praksis for registreringen heraf. Nogle fordringshavere registrerer den oprindelige sid-

ste rettidige betalingsdag, mens andre registrerer den dato, som fordringshaver har fastsat efter ind-

rømmelse af løbedage eller efter drøftelse med skyldner om henstand.

Regelgrundlaget, som de enkelte fordringshavere administrerer efter, er tillige forskelligt, hvilket bi-

drager til yderligere forskellighed i anvendelsen af begrebet sidste rettidige betalingsdag. Nogle for-

dringshavere administrerer et retsgrundlag, der indeholder en specifik angivelse af, hvad den sidste

rettidige betalingsdag for det pågældende krav er, mens andre fordringshavere administrerer et rets-

grundlag, der ikke indeholder en sådan regulering.

Da restanceinddrivelsesmyndigheden modtager data fra ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert

år modtager mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er det vigtigt at undgå tidskrævende og

omkostningstunge høringer af fordringshaverne med henblik på at få korrekte data. De mange for-

skellige retsgrundlag og den store forskel i, hvor mange fordringer de enkelte fordringshavere har,

bevirker, at det kan være meget vanskeligt og tidskrævende at opnå en fælles, fast og til enhver tid

fulgt praksis. Nogle fordringshavere sender kun nogle få fordringer til inddrivelse om året, mens an-

dre fordringshavere sender et meget stort antal fordringer til inddrivelse hvert år. Det er samtidig

vanskeligt – som følge af de meget forskellige retsgrundlag – klart at tilkendegive ud fra en generel

vejledning, hvilken dato der bør registreres.

De fejlbehæftede data medfører, at når restanceinddrivelsesmyndigheden kontrollerer, om sidste ret-

tidige betalingsdag er indtrådt, sker det på basis af upålidelige data, der indebærer en risiko for en

forkert kontrol og forkerte oplysninger i begrundelserne.

Det foreslås derfor at ændre § 9 a og § 10, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige således,

at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er forpligtet til i begrundelserne for afgørelser om hen-

holdsvis modregning og lønindeholdelse at oplyse fordringens sidste rettidige betalingsdag, men kan

henvise til, at fordringen er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Når en fordring

efter gældende regler er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil betalingsfristen være

overskredet, fordi en fordring først kan oversendes til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet

og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført, jf. lovens § 2, stk. 3, hvorfor skyldner f.eks.

ikke vil få indeholdt beløb i sin løn på et tidligere tidspunkt end efter gældende regler. Samtidig

foreslås i § 10, stk. 2, fastsat, at den tidsmæssige betingelse for at iværksætte lønindeholdelse er, at

fordringens betalingsfrist er overskredet.

Med forslaget vil risikoen for, at afgørelser og begrundelser fremadrettet påvirkes af fortolkningsfor-

skelle m.v. hos fordringshavere, for så vidt angår registreringen af sidste rettidige betalingsdag, blive

minimeret.

I overensstemmelse hermed vil restanceinddrivelsesmyndighedens kontrol af, om en fordring er af-

viklingsmoden med henblik på modregning, fremadrettet ske på basis af modtagelsesdato hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden. Som nævnt vil sidste rettidige betalingsdag være overskredet, når en

fordring er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi en fordring først kan

oversendes til inddrivelse, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerprocedure forgæ-

ves er gennemført, jf. § 2, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorfor skyldner ikke

vil få modregnet beløb på et tidligere tidspunkt end efter gældende regler.

Fremadrettet vil restanceinddrivelsesmyndigheden således, for så vidt angår betingelsen om af-

viklingsmodenhed, kunne begrunde modregningsafgørelser generelt ved at henvise til, at fordringen

er under inddrivelse.

Lovforslaget omfatter ikke modregninger, der foretages af fordringshaver, mens fordringen er under

opkrævning. Restanceinddrivelsesmyndigheden leverer alene systembistand til disse modregninger,

jf. § 7, stk. 2, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter tidspunktet for fordrin-

gens registrering i restanceinddrivelsesmyndighedens fordringsregister er afgørende for dæknings-

rækkefølgen, hvis der ikke er dækning til alle fordringer, der ønskes modregnet under opkrævningen.

Fordringshaver træffer selve afgørelsen om modregning og indestår over for restanceinddrivelses-

myndigheden for, at fordringen kan anvendes til modregning, når den registreres i fordringsregisteret.

2.5. Lempelse af krav til forkyndelser foretaget af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder

2.5.1. Gældende ret

Det følger af § 5, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at

udlægsforretninger, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder, er omfattet

af retsplejelovens kapitel 45-47 (§§ 478-526), medmindre andet er bestemt i loven.

Lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. gælder for inddrivelse af skatter,

afgifter, bøder og andre ydelser, der opkræves eller inddrives af det offentlige, og som i lovgivningen

er tillagt udpantningsret, jf. lovens § 1.

Af retsplejelovens § 478, stk. 2, fremgår det, at udlæg kan ske for krav, som i lovgivningen er tillagt

udpantningsret. Der er hjemmel til udpantning i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det

følger således af § 11, at fordringer, der er omfattet af loven, kan inddrives ved udpantning, medmin-

dre andet følger af lovens bilag 1.

Efter retsplejelovens § 493, stk. 1, underretter fogedretten så vidt muligt skyldneren om tid og sted

for forretningen. Skal forretningen foretages uden for rettens kontor, angives tid og sted så bestemt

som foreneligt med tilrettelæggelsen af rettens arbejde. Underretningen kan ske ved tilsigelse til for-

retningen, jf. § 494.

Det følger af § 493, stk. 2, at underretning kan undlades, hvis fogedretten finder det ubetænkeligt at

foretage forretningen uden forudgående meddelelse til skyldneren, eller hvis det må antages, at mu-

ligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet. Fogedretten kan i sidstnævnte til-

fælde betinge fuldbyrdelsen af forudgående sikkerhedsstillelse.

Hvis fuldbyrdelse forlanges på grundlag af udpantningsret, skal meddelelse om forretningen forkyn-

des for skyldneren, medmindre andet er bestemt i lovgivningen. Meddelelsen skal indeholde oplys-

ninger om kravets grundlag og størrelse og sidste rettidige betalingsdag. Ved senere forretninger for

samme krav gives alene meddelelse efter reglerne i stk. 1 og 2, jf. retsplejelovens § 493, stk. 3.

Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender som udgangspunkt tilsigelser efter retsplejeloven til

brug for sine udlægsforretninger.

Efter retsplejelovens § 486, stk. 1, 2. pkt., kan forkyndelse af meddelelse efter § 493, stk. 3, tidligst

ske dagen efter sidste rettidige betalingsdag.

Forkyndelse kan alene undlades, hvis skyldner samtykker, eller det må antages, at muligheden for at

opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet, jf. retsplejelovens § 486, stk. 2.

Ved lov nr. 258 af 26. maj 1976 blev der bl.a. gennemført en almindelig revision af retsplejelovens

regler om udlæg. Af lovforslaget hertil, jf. lovforslag nr. L 18 af 9. oktober 1975, forslag til lov om

ændring af retsplejeloven, udpantningsloven og lov om inddrivelse af underholdsbidrag (udlæg og

udpantning m.v.), Folketingstidende 1975-76, fremgår det på side 232, at meddelelsen skal indeholde

oplysning om kravets grundlag og størrelse og sidste rettidige betalingsdag. Kravene til forkyndelser

af udlægsforretninger er ikke senere blevet ændret.

Lovforslaget er baseret på anbefalingerne i betænkning nr. 634/1971 om udlæg og udpantning afgivet

af det af Justitsministeriet den 19. januar 1952 nedsatte udvalg.

På side 52 i betænkningen fremgår det, at for krav, som ikke omfattes af lov nr. 9 af 29. januar 1970

om fremgangsmåden ved udpantning for skatter og afgifter m.v., mener udvalget, at forkyndelse for

skyldneren bør bevares. Kravene er ikke fastslået ved dom, og adgangen til udpantning er ej heller

betinget af, at kravet er anerkendt af skyldneren. Kravene er langt mere forskelligartede end de af

loven af 29. januar 1970 omfattede krav, og der er ikke i alle tilfælde ganske samme sikkerhed for

kravets beståen og dets rigtige opgørelse. Udvalget anførte derfor, at det på lignende måde som med

hensyn til stævninger i retssager må sikres, at der forinden tvangsfuldbyrdelsen er givet skyldneren

underretning. Da udpantningskendelsen efter udkastet bortfalder, er det meddelelsen om udlægsfor-

retningen, der skal forkyndes. Foruden oplysning om tid og sted for forretningen skal meddelelsen

angive kravets grundlag – f.eks. en resolution fra overøvrigheden eller en lovbestemmelse, der hjem-

ler kravet og udpantningsretten, og, hvis dette er fornødent til tilstrækkelig orientering for skyldneren,

nærmere angivelse af, på hvilke kendsgerninger kravet støttes – samt endvidere kravets størrelse og

sidste rettidige betalingsdag. Der er intet i vejen for at forkynde selve udpantningsbegæringen, hvis

denne indeholder de krævede oplysninger, men fogedretten kan også, hvis dette skønnes mere prak-

tisk, udfylde en formular. Udvalget anbefalede videre, at forkyndelsen tidligst må ske dagen efter

sidste rettidige betalingsdag, og at udpantningen først kan foretages, når der er gået 7 dage efter for-

kyndelsen, medmindre der gøres undtagelse.

Det fremgår af § 2, stk. 3, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer over-

drages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykker-

procedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren op-

kræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med

betalingen, jf. 2. pkt.

Af § 2, stk. 4, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår tillige, at fordringshaveren

inden overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal underrette skyldner

skriftligt om overdragelsen.

Kravet om, at grundlaget for kravet skal beskrives, indebærer bl.a., at restanceinddrivelsesmyndighe-

den konkret skal tage stilling til for det første, om der er behov for at tilføje oplysninger. Og for det

andet, hvis det viser sig, at der er et sådant behov, skal oplysningerne (som f.eks. kan være matrikel-

nummer, registreringsnummer eller navnet på et barn) indhentes og tilføjes – afhængig af hvad for-

dringen udspringer af.

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v., at

fogedretten træffer afgørelse om indsigelser mod udlæg, som fremsættes over for pantefogeder. Af-

gørelsen træffes efter reglerne i retsplejelovens §§ 499-503. Pantefogeder kan henskyde tvivlsspørgs-

mål til fogedrettens afgørelse, selv om der ikke fremsættes indsigelser. Det følger af § 6, stk. 3, at

indsigelser under forretningen kan fremsættes over for pantefogeden, som underretter fogedretten om

indsigelserne. Efter forretningen kan indsigelser fremsættes over for fogedretten. Fristen for fremsæt-

telse af indsigelser er 4 uger fra forretningens foretagelse. Fogedretten kan dog undtagelsesvist indtil

1 år efter forretningen tillade, at en indsigelse behandles.

Retsplejelovens § 501, stk. 1, fastslår, at hvis der over for fogedretten fremsættes indsigelser mod

grundlaget for fuldbyrdelsen, og findes det efter den bevisførelse, der kan ske ved fogedretten, jf. stk.

2-4, betænkeligt at fremme forretningen, nægter fogedretten at efterkomme fordringshaverens an-

modning. Efter stk. 4 kan fogedretten nægte en bevisførelse, som på grund af dens omfang eller be-

skaffenhed eller af andre særlige grunde bør ske under almindelig rettergang. Hvis fogedretten som

følge af en indsigelse, der i medfør af § 6 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og

afgifter m.v. er indbragt for fogedretten, har sådanne betænkeligheder, som efter stk. 1 ville kunne

begrunde, at fogedretten ville afvise at foretage udlæg, vil fogedretten derfor kunne ophæve pantefo-

gedens udlæg.

Efter retsplejelovens § 502, stk. 1, kan fogedretten udsætte forretningen, hvis den dom, som søges

fuldbyrdet, er anket efter fuldbyrdelsesfristens udløb, eller hvis et retsforhold, hvis fastsættelse vil få

indflydelse på forretningens udfald, er under behandling ved en ret eller en administrativ myndighed,

eller hvis der foreligger andre særlige grunde. En indsigelse mod pantefogedens udlæg vil også efter

denne bestemmelse kunne begrunde en ophævelse af udlægget, fordi ophævelsen er den nødvendige

forudsætning for udsættelsen af forretningen.

Endelig indeholder retsplejelovens § 504 en adgang til genoptagelse af udlægsforretningen. Forret-

ningen kan genoptages, når parterne er enige derom, eller når fogedretten finder det påkrævet, navnlig

fordi 1) skyldneren eller tredjemand anmoder om, at et udlæg må blive ophævet med den begrundelse,

at det strider mod tredjemands ret, 2) udlægshaveren anmoder om, at der må blive truffet ny bestem-

melse om udlevering, opbevaring eller administration af det udlagte, jf. §§ 520, 523 og 525, 3) ud-

lægshaveren kræver foretaget en udførlig registrering af de i § 518, stk. 2 og 3, nævnte aktiver eller

en vurdering af det udlagte, 4) skyldneren ikke har været til stede under forretningen og han nu an-

moder om adgang til at benytte sine rettigheder efter §§ 509-516, eller 5) skyldneren ønsker fastslået,

at et udlæg er bortfaldet som følge af omstændigheder, der er indtruffet efter udlæggets foretagelse,

eller fordi grundlaget for tvangsfuldbyrdelsen ved dom er ophævet eller erklæret ugyldigt. Genopta-

gelse vil derfor kunne ske, f.eks. fordi en skyldner ønsker et udlæg ophævet, med henvisning til at en

ændret skatteansættelse har ført til bortfald af det skattekrav, som pantefogeden har foretaget udlæg

for.

2.5.2. Lovforslaget

Som nævnt under afsnit 2.4.2 har Skatteministeriet i samarbejde med bl.a. Kammeradvokaten afdæk-

ket problemer med de data, som fordringshaverne skal angive ved oversendelse af en fordring til

inddrivelse. Som videre nævnt har det i praksis vist sig, at der ofte er tvivl om, hvad fordringshavers

registrering af sidste rettidige betalingsdato er udtryk for. Idet restanceinddrivelsesmyndigheden

modtager data fra ca. 800 forskellige fordringshavere og hvert år modtager mellem 5 og 8 mio. for-

dringer til inddrivelse, er det vigtigt at undgå tidskrævende og omkostningstunge høringer af for-

dringshaverne med henblik på at få korrekte data.

De fejlbehæftede data medfører, at der potentielt anføres forkerte datoer i tilsigelser, der indeholder

en forkyndelse, mens kravet om en beskrivelse af kravets grundlag medfører en konkret stillingtagen

til, om der skal tilføjes oplysninger, og disse skal i givet fald indhentes og tilføjes.

Restanceinddrivelsesmyndigheden foretager ca. 30-35.000 udlægsforretninger årligt. Selv om den

konkrete stillingtagen i hver enkelt tilsigelse ikke nødvendigvis tager lang tid, løber det samlede tids-

forbrug hurtigt op henset til det årlige antal af udlægsforretninger og det faktum, at såfremt man

kommer frem til, at der skal tilføjes oplysninger, skal disse indhentes hos fordringshaver og tilføjes

tilsigelsen.

Tal fra SKAT viser, at der i årene 2013-2017 (til og med oktober måned) i mindre end 1 pct. af

sagerne blev gjort indsigelse mod et givent udlæg. Der er dog en vis usikkerhed i forhold til tallene,

bl.a. som følge af at der i forbindelse med konverteringen af krav fra de tidligere inddrivelsessystemer

til EFI kan være et antal afsluttede eller slettede udlægsforretninger, der ikke er overført til EFI. Det

faktiske antal udlægsforretninger for 2013 kan derfor have været større. Det er ikke muligt at udsøge

disse afsluttede/slettede udlægsforretninger. Herudover er antallet af klager i årene 2013-2015 skøn-

net på baggrund af klagesagsbehandlernes vurdering, da der først blev etableret central registrering

af klagerne fra 2016.

Det er vigtigt at undgå, at tilsigelser, der indeholder en forkyndelse, fremadrettet påvirkes af fortolk-

ningsforskelle og fejl hos fordringshaverne, for så vidt angår registreringen af sidste rettidige beta-

lingsdato. For at sikre en effektiv og hensigtsmæssig inddrivelse er det desuden vigtigt, at tilsigelser,

der indeholder en forkyndelse, i højere grad genereres automatisk, ligesom det er vigtigt at reducere

behovet for individuelle tilpasninger af tilsigelser med en forkyndelse i forhold til beskrivelsen af

kravets grundlag. Det foreslås derfor, at restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder fremadret-

tet alene skal anvende oplysninger, som allerede indgår i stamdata, og som man kan fæste lid til.

Det foreslås derfor, at § 5 i lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m.v. ændres

således, at tilsigelser med en forkyndelse fremadrettet skal indeholde oplysninger om fordringshaver,

fordringstype, fordringens modtagelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden og de oplysninger,

der i øvrigt er relevante for at beskrive fordringen (periode eller stiftelsesdato). Angivelse af kravets

størrelse er ikke omfattet af forslaget og vil derfor også fremadrettet skulle indgå i en tilsigelse.

Det foreslås således, at kravet om angivelse af sidste rettidige betalingsdato erstattes af et krav om at

angive fordringens modtagelsesdato hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Når en fordring er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil sidste rettidige

betalingsdato være overskredet, såfremt fordringshaveren overholder reglen om, at fordringer først

kan oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvan-

lig rykkerprocedure forgæves er gennemført. I den forbindelse må særligt fremhæves, at fordrings-

haver har pligt til inden overdragelsen af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden skriftligt at

underrette skyldneren om overdragelsen, jf. § 2, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

hvilket bør bidrage til, at skyldner kan identificere kravet.

Med forslaget vil risikoen for, at tilsigelser med en forkyndelse fremadrettet indeholder forkerte da-

toer for sidste rettidige betalingsdato, blive minimeret.

Forslaget indebærer tillige, at oplysningen om kravets grundlag erstattes af oplysninger om fordrings-

haver og fordringstype, således at disse fremadrettet skal oplyses i tilsigelser med en forkyndelse. Det

forudsættes, at der fastsættes principper for afgrænsningen af en fordringstype, således at det bliver

muligt at beskrive fordringer på et mere generelt niveau. Der skal findes en balance, hvorefter der er

tilstrækkelige oplysninger, til at skyldner kan identificere fordringen, mens restanceinddrivelsesmyn-

digheden på samme tid kan basere sig på oplysninger, som allerede er modtaget fra fordringshaver,

og som der kan fæstes lid til. Fordringstyper kan f.eks. være A-skat (med oplysning om periode) eller

bøde (f.eks. trafikforseelse med oplysning om stiftelsesdato). Principperne vil blive udviklet, i takt

med at fordringshavere i større omfang er onboardet, dvs. godkendt til og koblet på det nye inddri-

velsessystem, således at der er mere viden om den specifikke anvendelse af fordringstyperne. For

nogle fordringstyper vil det som anført være nødvendigt tillige at oplyse stiftelsesperiode eller -dato,

f.eks. hvis fordringstypen er A-skat. Oplysningen har til formål at sikre, at skyldner kan identificere

fordringen og ikke er i tvivl om, hvilken A-skat der er tale om.

Skyldner vil have mulighed for ved henvendelse til restanceinddrivelsesmyndigheden at anmode om

supplerende oplysninger om fordringen, såfremt dette er nødvendigt for at identificere fordringen.

Denne mulighed vil også fremgå af forkyndelsen til skyldner. Såfremt de supplerende oplysninger

ikke fremgår af de data, som fordringshaver har indberettet til restanceinddrivelsesmyndigheden ved

oversendelsen af fordringen til inddrivelse, vil restanceinddrivelsesmyndigheden som udgangspunkt

indhente oplysningerne og videreformidle disse til skyldner.

Det vurderes, at tilsigelser, der indeholder en forkyndelse, med de nævnte ændringsforslag fortsat vil

leve op til formålene med meddelelsen, nemlig at skyldner underrettes om og kan identificere kravet

og på den baggrund får mulighed for at fremsætte sine eventuelle indsigelser.

Såfremt der fremkommer indsigelser mod udlæg, vil disse fortsat skulle afgøres af fogedretten og på

samme grundlag som på nuværende tidspunkt. For at fogedretten kan afgøre indsigelser på samme

grundlag som nu og på samme grundlag, som fogedretten også behandler andre indsigelser over ud-

læg, vil restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne tilfælde skulle tilvejebringe oplysninger om sid-

ste rettidige betalingsdato og kravets grundlag.

Som følge af den lave andel af indsigelser over udlæg, vurderes det, at forslaget – på trods af at

restanceinddrivelsesmyndigheden i tilfælde af indsigelser vil skulle tilvejebringe oplysninger om sid-

ste rettidige betalingsdato og kravets grundlag til fogedretten – vil medvirke til at undgå unødigt

ressourcetunge processer og sikring af en effektiv og hensigtsmæssig inddrivelse.

2.6. Regulering af restanceinddrivelsesmyndighedens undersøgelsespligt

2.6.1. Gældende ret

Det fremgår af § 2, stk. 3 og 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer overdrages

til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet, og sædvanlig rykkerproce-

dure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver

fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med beta-

lingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for hø-

jere administrativ myndighed.

Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal for-

dringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette

skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må antages, at muligheden

for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

Herudover fremgår det af lovens § 2, stk. 7, at fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, såfremt denne bliver bekendt med væsentlige ændringer i skyldnerens

forhold efter overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden, skal underrette restan-

ceinddrivelsesmyndigheden herom og i den forbindelse kan anmode restanceinddrivelsesmyndighe-

den om at intensivere inddrivelsen eller at sende sagen tilbage til fordringshaveren eller den, der på

vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, med henblik på at fordringshaveren eller den, der på

vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med

betalingen. Fordringer, der er omfattet af refusionsret fra statskassen, sendes ikke tilbage til fordrings-

haveren eller den, der på vegne af fordringshaveren har forestået opkrævningen, jf. dog § 2, stk. 8.

Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan i medfør af

stk. 8 helt eller delvist tilbagekalde en fordring, der er overdraget til inddrivelse, med henblik på at

foretage modregning for kravet.

Skatteministeren har bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om de nævnte forhold, herunder en

beløbsmæssig mindstegrænse for fordringer, der overdrages til inddrivelse, og om fremgangsmåden

ved overdragelse af fordringer til restanceinddrivelsesmyndigheden, tilbagekaldelse af fordringer til

opkrævningsmyndigheden, størrelsen af fordringer m.v., som der kan tillades afdragsvis betaling eller

henstand med, og om tidsfrister for afdragsvis betaling og henstand.

Når fordringer overdrages til inddrivelse, medsender fordringshaver relevante data om fordringen.

Det fremgår således af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld

til det offentlige, at ved overdragelse af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden skal for-

dringshaveren eller dennes repræsentant benytte skyldners personnummer eller cvr-nummer som

journalnummer. Oplysninger om personnummer eller cvr-nummer kan dog undlades, hvis fordrings-

haveren eller dennes repræsentant godtgør, at det ikke har været muligt at fremskaffe sådanne oplys-

ninger. Fordringshaveren skal ved overdragelsen af fordringen til restanceinddrivelsesmyndigheden

give alle oplysninger, som efter restanceinddrivelsesmyndighedens bestemmelse er nødvendige for

inddrivelsen, herunder oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, forfaldstidspunkt, sidste retti-

dige betalingstidspunkt, rentesats, hovedstol, tilskrevne renter, gebyrer og omkostninger.

Af § 4, stk. 1, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offent-

lige fremgår det, at fordringer anses for modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved registre-

ringen i modtagelsessystemet og får prioritet i dækningsrækkefølgen fra dette tidspunkt. Uanset tids-

punktet for registreringen i modtagelsessystemet kan fordringer først dækkes, når de er registreret i

inddrivelsessystemet, jf. § 4, stk. 1, 2. pkt. Det følger desuden af bekendtgørelsens § 4, stk. 2, at

fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger efter § 3

er medsendt. Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelsesmyndigheden anledning til at

søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren sender

fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de oversendte oplysninger er rettet eller

bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modtagelsessystemet.

Det er fordringshavers ansvar, at data er korrekt registreret. Det fremgår således af § 5, stk. 3 og 4, i

lov om behandling af personoplysninger, at oplysninger, som behandles, skal være relevante og til-

strækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysnin-

gerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles, og at behandling af oplysnin-

ger skal tilrettelægges således, at der foretages fornøden ajourføring af oplysningerne. Der skal end-

videre foretages den fornødne kontrol for at sikre, at der ikke behandles urigtige eller vildledende

oplysninger. Oplysninger, der viser sig urigtige eller vildledende, skal snarest muligt slettes eller be-

rigtiges. På samme vis fremgår det af artikel 5, nr. 1, litra d, i Europa-Parlamentets og Rådets forord-

ning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling

af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv

95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse), at personoplysninger skal være korrekte og om

nødvendigt ajourførte. Det anføres videre, at der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre, at per-

sonoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berig-

tiges. Forordningen får virkning fra den 25. maj 2018.

Hvis skyldner efter fordringens overdragelse fremkommer med indsigelser om fordringens eksistens

eller størrelse, sender restanceinddrivelsesmyndigheden skyldnerens indsigelser til fordringshaveren

eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, til afgørelse af indsigelserne. Re-

stanceinddrivelsesmyndigheden underretter skriftligt skyldneren om oversendelsen, jf. § 8 i bekendt-

gørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Det fremgår videre af § 2, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at beregning og

opgørelse af fordringer og udsendelse af opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren eller den,

der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen. Tilsvarende gælder behandlingen af indsigel-

ser om fordringen, jf. dog lovens §§ 17 og 18. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan beslutte, at

indsigelser om kravets eksistens og størrelse tillægges opsættende virkning, hvis der er en begrundet

formodning om, at kravet ikke er opgjort korrekt eller ikke eksisterer. Hvis fordringshaveren ikke

søger skyldnerens indsigelser om kravets eksistens eller størrelse afklaret inden rimelig tid, kan re-

stanceinddrivelsesmyndigheden tilbagesende kravet til fordringshaveren. Der er således efter bestem-

melsen tale om tilbagesendelse af et konkret krav, hvorom skyldner har fremsat indsigelse.

Det bemærkes, at ved restanceinddrivelsesmyndighedens tilbagesendelse af fordringer efter § 2, stk.

2, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige og ved tilbagekaldelse af fordringer, jf. § 2,

stk. 7 og 8, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, sender restanceinddrivelsesmyndigheden

de renter, der er påløbet, mens fordringen har været under inddrivelse, og som er under inddrivelse,

til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaver har tilbagekaldt eller fået tilbagesendt

fordringerne, hvilket følger af § 8, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse

af gæld til det offentlige.

Når krav er overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, gælder der en ved lov

fastsat dækningsrækkefølge, jf. § 4, stk. 1 og 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Dæk-

ningsrækkefølgen indebærer, at hvis beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved en frivillig

betaling, kun delvis dækker fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden ved-

rørende skyldneren, dækkes fordringerne i denne rækkefølge:

Bøder.

Underholdsbidrag, idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav.

Andre fordringer.

Dækker beløb, der inddrives fra skyldner, kun delvis fordringer inden for samme kategori, jf. ovenfor,

dækkes fordringerne i den rækkefølge, de modtages hos restanceinddrivelsesmyndigheden, således

at den fordring, der først modtages, dækkes først. Krav på rente dækkes dog forud for hovedkravet.

Der er opsat en række såkaldte filtre i det nye it-system, som understøtter inddrivelse af gæld til det

offentlige. Filtrene tjekker, om de fordringer og dertilhørende data, der sendes til inddrivelse, har

logiske og tilsyneladende korrekte data. Filtrene anvendes både på fordringer, som sendes til inddri-

velse fremadrettet, og fordringer, som allerede er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

Hvis fordringernes data ikke er logiske og tilsyneladende korrekte, blokeres de i filteret. Det fremgår

således af § 4, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offent-

lige, at fordringer afvises fra registrering i modtagelsessystemet, hvis ikke nødvendige oplysninger

efter bekendtgørelsens § 3 er medsendt. Hvis de oversendte oplysninger giver restanceinddrivelses-

myndigheden anledning til at søge oplysninger bekræftet hos fordringshaveren eller den, der på vegne

af fordringshaveren sender fordringen til inddrivelse, anses fordringen for modtaget, når de over-

sendte oplysninger er rettet eller bekræftet, og rettelsen eller bekræftelsen er registreret i modtagel-

sessystemet.

Uanset disse filtre kan der være tilfælde, hvor fordringer med datafejl registreres i modtagelsessyste-

met, og hvor restanceinddrivelsesmyndigheden eller fordringshaver senere selv opdager, at der er en

fejl i data.

Det følger af officialmaksimen, at myndighederne har ansvaret for at oplyse en sag tilstrækkeligt,

inden de træffer afgørelse. Det er ikke lovfæstet, men er udtryk for en almindelig retsgrundsætning.

Formålet med officialmaksimen er at understøtte, at der træffes materielt lovlige og rigtige afgørelser.

Officialmaksimen hører til de såkaldte garantiforskrifter, og hvis en sag er utilstrækkeligt oplyst, kan

det betyde, at afgørelsen må tilsidesættes som ugyldig. Det kan også betyde, at sagen må genoptages,

så de manglende undersøgelser kan blive foretaget. Officialmaksimen indebærer, at myndigheden har

pligt til at sikre, dels at myndigheden er i besiddelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe

en afgørelse i den foreliggende sag, og dels at disse oplysninger er korrekte.

En sag skal undersøges, i netop det omfang som er nødvendigt for at træffe en forsvarlig og materielt

rigtig afgørelse i den enkelte sag. En forvaltningsmyndighed kan ikke uden hjemmel i lovgivningen

fravige de almindelige principper for sagsoplysning ved f.eks. alene at foretage en generaliseret eller

forenklet sagsoplysning.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden har kendskab til eller får mistanke om, at en fordring er ramt

af datafejl af en sådan karakter, at inddrivelse ikke lovligt vil kunne ske, vil datafejlen eller –fejlene

skulle rettes, før inddrivelse kommer på tale. Situationen kan sammenlignes med, at en skyldner frem-

bringer indsigelser, der skaber en begrundet formodning om, at fordringen ikke er opgjort korrekt

eller ikke eksisterer. I sådanne tilfælde kan restanceinddrivelsesmyndigheden vælge at suspendere

inddrivelsen, jf. ovenfor. Allerede efter gældende uskreven ret vil restanceinddrivelsesmyndigheden

være forpligtet til at suspendere inddrivelsen, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden får kendskab til

datafejl af en sådan karakter, at den eller disse fejl vil hindre en lovlig inddrivelse af den fordring,

som denne eller disse fejl vedrører. En beslutning om en sådan suspension er udtryk for faktisk for-

valtningsvirksomhed og er ikke en afgørelse, hvorfor beslutningen ikke omfattes af forvaltningslo-

vens regler om bl.a. partshøring, begrundelse og oplysning om en eventuel klageadgang. Hvis det på

baggrund af allerede konstaterede datafejl må formodes, at alle fordringer af samme type og fra

samme fordringshaver er ramt af samme datafejl, der kan tilskrives forhold hos fordringshaver eller

den, der på vegne af fordringshaver opkræver fordringen, må det tilsvarende antages, at restanceind-

drivelsesmyndigheden vil være forpligtet til at suspendere inddrivelsen for at undgå en formentlig

ulovlig inddrivelse. Også sådanne beslutninger om suspension vurderes at være udtryk for faktisk

forvaltningsvirksomhed. Inden inddrivelse kommer på tale, må restanceinddrivelsesmyndigheden så-

ledes som følge af officialmaksimen sikre sig, at alle relevante oplysninger, som datatvivlen angår,

er blevet bekræftet eller korrigeret.

2.6.2. Lovforslaget

Som nævnt under afsnit 2.4 og 2.5 har Skatteministeriet i samarbejde med bl.a. Kammeradvokaten

afdækket problemer med de data, som fordringshaverne skal angive ved overdragelse af en fordring

til inddrivelse. Idet restanceinddrivelsesmyndigheden modtager data fra ca. 800 forskellige fordrings-

havere og hvert år modtager mellem 5 og 8 mio. fordringer til inddrivelse, er det vigtigt at undgå

tidskrævende og omkostningstunge høringer af fordringshaverne med henblik på at få korrekte data.

Restanceinddrivelsesmyndigheden bruger efter gældende regler uforholdsmæssigt megen tid på at

foretage nærmere undersøgelser af fordringshavers data.

Det er fordringshavers ansvar, at data om fordringer er korrekte. Fordringshaver eller den, der på

vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har pligt til at registrere korrekte data og har ligele-

des pligt til at afgive korrekte oplysninger ved overdragelse af fordringer til inddrivelse. Restance-

inddrivelsesmyndigheden bør derfor som udgangspunkt kunne lægge data til grund. Hvis restance-

inddrivelsesmyndigheden imidlertid får kendskab til eller har konkret mistanke om, at der er fejl i

data, eller hvis restanceinddrivelsesmyndigheden i konkrete tilfælde er i tvivl om, hvad data reelt er

udtryk for, kan restanceinddrivelsesmyndigheden ikke uden videre lægge data til grund. Hvis sådanne

fejl i data kan påvirke lovligheden af inddrivelsen, har restanceinddrivelsesmyndigheden pligt til at

foretage nærmere undersøgelser, jf. officialmaksimen.

Alle fordringshavere vejledes ved tilslutning til det nye it-system, der skal understøtte inddrivelsen, i

korrekt registrering af stamdata for at forbedre it-understøttelsen af den fremtidige inddrivelse, effek-

tivisere inddrivelsen og minimere restanceinddrivelsesmyndighedens tidsforbrug på nærmere under-

søgelser af fordringer og de tilhørende data. I forlængelse heraf foreslås det, at de nærmere undersø-

gelser af datas rigtighed i højere grad foretages af fordringshaver eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen.

Det foreslås således, at der skabes hjemmel til, at restanceinddrivelsesmyndigheden ved kendskab til

eller mistanke om datafejl, der kan henføres til fordringshaveren eller den, der på vegne af fordrings-

haveren opkræver fordringen, helt eller delvist kan suspendere inddrivelse af fordringer, der efter

restanceinddrivelsesmyndighedens skøn kan være berørt af fejlen. Afhængig af hvilken fejl der er

tale om, kan man tænke sig en situation, hvor et eller flere inddrivelsesskridt vil kunne iværksættes,

mens andre – som følge af fejlen – ikke kan, hvorfor udtrykket »helt eller delvist« anvendes.

Suspension af inddrivelse betyder, at fordringen stadig anses for at være under inddrivelse, men at

restanceinddrivelsesmyndigheden ikke foretager dækning på eller aktivt inddriver på fordringerne, i

det omfang fejlen efter restanceinddrivelsesmyndigheden skøn kan medføre ulovlig inddrivelse. I det

omfang de berørte fordringer allerede indgår i inddrivelsesskridt, kan suspensionen betyde, at for-

dringerne fjernes fra inddrivelsesskridtet. Da det ikke er alle fejl i data, der medfører risiko for fejl i

inddrivelsen eller ulovlig inddrivelse, foreslås det, at der alene indføres en mulighed for restanceind-

drivelsesmyndigheden til at suspendere inddrivelsen i disse tilfælde, men ikke en pligt.

Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndigheden først ophæver suspensionen af inddri-

velsen for de fordringer, som kan være berørt af fejlen, når fordringshaver eller den, der på vegne af

fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de fordringer, som efter en

undersøgelse gennemført af fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver for-

dringen, har vist sig at være berørt af fejlen. Ansvaret for gennemførelsen af undersøgelsen påhviler

fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, men restanceinddri-

velsesmyndigheden kan i fornødent omfang bistå ved denne undersøgelse. Når fordringshaver eller

den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, har identificeret og tilbagekaldt de for-

dringer, som er berørt af datafejl, indgår de resterende fordringer herefter i den sædvanlige dæknings-

rækkefølge.

Hvis fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke inden

for en frist fastsat af restanceinddrivelsesmyndigheden har identificeret og tilbagekaldt de fordringer,

der er berørt af fejlen, foreslås det, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan tilbagesende samtlige de

af suspensionen omfattede fordringer inklusive renter og eventuelle gebyrer. Bestemmelsen tager

sigte på de tilfælde, hvor der er tale om kendskab til eller mistanke om alvorlige datafejl, som vurderes

at indebære risiko for ulovlig inddrivelse. Fastsættelse og eventuel forlængelse af fristen skal give

fordringshaver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, rimelig mulighed for

at kunne gennemføre undersøgelsen.

I forbindelse med tilbagesendelse skal restanceinddrivelsesmyndigheden vurdere, om de fejl, som

mistanken vedrører, har en sådan karakter, at restanceinddrivelsesmyndigheden efter almindelige for-

valtningsretlige principper ville have pligt til ex officio at genoptage afgørelser vedrørende eventuelle

inddrivelseskridt eller vurdere, om tidligere dækninger på fordringerne skal ophæves. I givet fald kan

restanceinddrivelsesmyndigheden i stedet som led i faktisk myndighedsudøvelse træffe beslutning

om, at alle tidligere dækninger på de tilbagesendte fordringer ophæves. Samtidig kan restanceinddri-

velsesmyndigheden beslutte, at beregnede eller tilskrevne inddrivelsesrenter på de fordringer, der til-

bagesendes, ophæves. Såfremt restanceinddrivelsesmyndigheden træffer beslutning om ophævelse af

tidligere dækninger, vil det betyde, at beløb, der allerede er blevet afregnet til fordringshaver vedrø-

rende de tilbagesendte fordringer, skal anvendes til dækning af anden gæld, som skyldner har til det

offentlige, eller eventuelt tilbagebetales til skyldner. Fordringshavers tilbagebetaling sker i givet fald

via fordringshavers konto hos restanceinddrivelsesmyndigheden og kan gennemføres ved automati-

seret modregning over for fordringshaver, dvs. at der modregnes efter et saldoprincip, jf. tilsvarende

opkrævningslovens § 16 a. Restanceinddrivelsesmyndigheden skal ved tilbagesendelse til fordrings-

haver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, vurdere, om skyldner bør

underrettes herom, herunder om eventuel ophævelse af dækninger og ophævelse af inddrivelsesren-

ter.

Fordringer under inddrivelse forrentes efter reglerne i § 5 i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige. I forlængelse heraf foreslås det, at fordringer, som er under inddrivelse, men omfattet af en

suspension, også forrentes. Tilskrivning af inddrivelsesrenter sker således, uanset at fordringen er

omfattet af en suspension, og renten tilskrives, som udgangspunktet er for øvrige fordringer, dvs. fra

den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 9, stk. 1, jf. dog stk.

2 og 3, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Idet fordringer, der er omfattet af suspension, anses for at være under inddrivelse, er disse omfattet af

samme forældelsesregler som andre fordringer.

Ifølge § 18 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige regnes forældelsesfristen for fordringer,

der den 19. november 2015 eller senere er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden,

tidligst fra den 20. november 2018. I nærværende lovforslag foreslås, at der med § 18 a, stk. 2, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en bestemmelse, hvorefter forældelsen af fordrin-

ger, der overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden – og er modtaget til inddrivelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller senere, jf. den foreslåede bestemmelse i nærvæ-

rende lovforslags § 11, stk. 3 – tidligst indtræder 3 år efter fordringens modtagelse hos restanceind-

drivelsesmyndigheden, jf. afsnit 2.1. Den foreslåede bestemmelse om suspension af inddrivelse inde-

bærer, at fordringerne fortsat vil være under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden – blot

ikke aktiv inddrivelse. Hverken den gældende bestemmelse i § 18 a eller den foreslåede bestemmelse

i § 18 a, stk. 2, forudsætter, at fordringen er omfattet af en inddrivelsesindsats. Afgørende er i stedet,

at den er modtaget hos restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse.

Hvis fordringer er blevet tilbagesendt af restanceinddrivelsesmyndigheden, som følge af at fordrings-

haver eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, ikke har foretaget tilbagekal-

delse og undersøgelse, og efter fejlrettelse senere på ny overdrages til inddrivelse, jf. § 2, stk. 3, i lov

om inddrivelse af gæld til det offentlige, men denne gang med korrekte data, må det ved en konkret

vurdering afgøres, om fordringerne i forbindelse med den tidligere oversendelse har været omfattet

af foreløbig forældelsesafbrydelse efter den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2. Ved denne vur-

dering må der blandt andet lægges vægt på, om fordringerne ved den tidligere oversendelse har været

så mangelfuldt beskrevet, at det ikke har været muligt at identificere, hvilken gæld der reelt var over-

draget til inddrivelse.

Som nævnt ovenfor foreslås det, at når en suspension af fordringer under inddrivelse ophæves af

restanceinddrivelsesmyndigheden, genindtræder fordringerne i dækningsrækkefølgen efter § 4. Det

foreslås endvidere, at dækninger, som restanceinddrivelsesmyndigheden har foretaget på skyldners

anden gæld i den periode, hvor fordringerne var omfattet af suspensionen, fastholdes. Den foreslåede

regel vil sikre, at kompleksiteten i det nye it-system, der skal understøtte inddrivelsen, ikke øges.

Endelig foreslås det, at den eksisterende bemyndigelse i § 2, stk. 9, der bliver stk. 12, udvides, så de

nye bestemmelser også omfattes, således at skatteministeren kan fastsætte regler herom, f.eks. for den

nævnte procedure for tilbagesendelse af fordringer, der er berørt af datafejl.

2.7. Restanceinddrivelsesmyndighedens håndtering af skyldnerskifte

2.7.1. Gældende ret

Et skyldnerskifte, hvorved forstås, at skylden – dvs. hæftelsen for fordringen – overgår fra én person

til en anden, antages ifølge de uskrevne formueretlige regler at kræve samtykke fra fordringshaver,

fordi denne ikke skal påtvinges en anden skyldner end den, som fordringshaver selv valgte. I lovgiv-

ningen findes dog flere bestemmelser, hvorefter en fordringshaver uden samtykke må tåle en ny

skyldner, fordi den tidligere skyldner udtræder af sin hæftelse på grund af f.eks. dødsfald eller ophør

ved fusion, hvor skyldner var et kapitalselskab.

Hvis en skyldner er en fysisk person, der afgår ved døden, overtages hæftelsen af enten den længst-

levende ægtefælle ved dennes hensidden i uskiftet bo, jf. arvelovens § 25, stk. 1, eller af arvingerne

ved et skiftet bo, jf. § 27, stk. 1, i lov om skifte af dødsboer, hvorefter arvingerne, hvis disse helt eller

delvist har delt boets aktiver, bortset fra deling af sædvanligt indbo og personlige effekter, eller an-

vendt samtlige boets midler til dækning af gæld uden at opfylde eller sikre opfyldelsen af forpligtel-

ser, der kan kræves dækket i boet, hæfter personligt og solidarisk for gælden.

Efter forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 4, afbrydes forældelsen ved anmeldelse af fordringen i et

dødsbo efter dettes udstedelse af proklama. Efter § 81, stk. 2, i lov om skifte af dødsboer skal pro-

klama udstedes, når et bo skiftes eller udleveres efter §§ 22 eller 24 om henholdsvis udlæg til en

længstlevende ægtefælle og dennes hensidden i uskiftet bo, mens proklama kan anvendes i andre

tilfælde, jf. § 81, stk. 1.

Hvis skyldner er en juridisk person, kan et skyldnerskifte forekomme ved f.eks. fusion, spaltning eller

omdannelse af kapitalselskaber.

Efter selskabslovens § 236 kan et kapitalselskab efter bestemmelserne i selskabslovens kapitel 15

opløses uden likvidation ved overdragelse af kapitalselskabets aktiver og forpligtelser som helhed til

et andet kapitalselskab mod vederlag til de ophørende kapitalselskabers kapitalejere, dvs. uegentlig

fusion, og det samme gælder, når to eller flere kapitalselskaber sammensmeltes til et nyt kapitalsel-

skab, dvs. egentlig fusion. Overdragelserne kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. I § 250,

stk. 1, bestemmes, at fusionen anses for gennemført, og et ophørende kapitalselskab anses for opløst,

og dets rettigheder og forpligtelser anses for overgået som helhed til det fortsættende kapitalselskab,

jf. dog stk. 2, når bl.a. krav, som fordringshaverne har anmeldt efter § 243, er afgjort. Efter § 243,

stk. 1, kan fordringshavere, hvis fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens offentliggørelse i

medfør af § 244 af bl.a. en eventuel fusionsplan, senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres

fordringer til selskabet, hvis vurderingsmændene i deres erklæring om fordringshavernes stilling, jf.

§ 242, finder, at fordringshaverne i det enkelte kapitalselskab ikke er tilstrækkeligt sikrede efter fusi-

onen, eller hvis der ikke er udarbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om fordringshavernes

stilling. Fordringer, for hvilke der er stillet betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.

En manglende anmeldelse efter selskabslovens § 243, stk. 1, har ikke præklusiv karakter, og for-

dringshaverne mister derfor ikke deres krav, hvis de ikke inden for den fastsatte frist foretager en

anmeldelse.

Om spaltning bestemmes i selskabslovens § 254, stk. 1, at generalforsamlingen i et kapitalselskab

kan træffe beslutning om spaltning af kapitalselskabet, hvorefter aktiver og forpligtelser som helhed

overdrages til flere bestående eller nye aktie- eller anpartsselskaber, der dannes ved spaltningens gen-

nemførelse, mod vederlag til det indskydende kapitalselskabs kapitalejere. Generalforsamlingen kan

med samme flertal træffe beslutning om en spaltning, hvorved kapitalselskabet overdrager en del af

sine aktiver og forpligtelser til et eller flere bestående eller nye kapitalselskaber, der dannes ved spalt-

ningens gennemførelse. Overdragelserne kan gennemføres uden fordringshavernes samtykke. I §

268, stk. 1, bestemmes, at spaltningen anses for gennemført, og det indskydende kapitalselskabs ret-

tigheder og forpligtelser anses for overgået til de modtagende kapitalselskaber, jf. dog stk. 2, når bl.a.

fordringshavernes krav anmeldt efter § 261 er afgjort. Efter § 261, stk. 1, kan fordringshavere, hvis

fordringer er stiftet forud for Erhvervsstyrelsens offentliggørelse i medfør af § 262 af en eventuel

spaltningsplan, senest 4 uger efter offentliggørelsen anmelde deres fordringer til selskabet, hvis vur-

deringsmændene i deres erklæring om fordringshavernes stilling, jf. § 260, finder, at fordringshaverne

i det enkelte kapitalselskab ikke er tilstrækkeligt sikrede efter spaltningen, eller hvis der ikke er ud-

arbejdet en erklæring fra en vurderingsmand om fordringshavernes stilling. Fordringer, for hvilke der

er stillet betryggende sikkerhed, kan dog ikke anmeldes.

Omdannelse kan ske i flere tilfælde. Efter selskabslovens § 319, stk. 1, 1. pkt., kan eksempelvis et

anpartsselskab omdannes til et aktieselskab. Det kræver, at anpartshaverne med det flertal, der kræves

til vedtægtsændring, vedtager en sådan omdannelse, der kan ske uden fordringshavernes samtykke,

jf. 3. pkt. Tilsvarende kan et aktieselskab omdannes til et anpartsselskab. Det kræver ifølge § 321,

stk. 1, at generalforsamlingen med det flertal, der kræves til ændring af et selskabs vedtægter, vedta-

ger en sådan omdannelse, der kan gennemføres uden fordringshavernes samtykke. En omdannelse

indebærer, at rettigheder og pligter, der knyttede sig til selskabet inden omdannelsen, efter omdan-

nelsen vil knytte sig til det omdannede selskab.

Et skyldnerskifte vil omfatte al gæld, der påhvilede den tidligere skyldner. Fordringer under inddri-

velse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, herunder inddrivelsesrenter efter § 5, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. nedenfor, omfattes derfor også af skyldnerskiftet.

Lov om inddrivelse af gæld til det offentlige bestemmer i § 2, stk. 2, 1. pkt., at beregning og opgørelse

af fordringer og udsendelser af opkrævninger m.v. forestås af fordringshaveren eller den, der på vegne

af fordringshaveren opkræver fordringen, mens det i stk. 3, 1. pkt., bestemmes, at fordringer overdra-

ges til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerpro-

cedure forgæves er gennemført. Fra den 1. i måneden efter tidspunktet for fordringens modtagelse

hos restanceinddrivelsesmyndigheden tilskrives fordringen – dog ikke bøder – renter efter § 5, stk. 1,

2. pkt., og restanceinddrivelsesmyndigheden vil eksempelvis kunne udsende rykkerskrivelser, der

udløser et gebyr på 140 kr., jf. § 33 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld

til det offentlige. Der vil også kunne kræves et gebyr på 300 kr. ved iværksættelse af lønindeholdelse,

hvor en sådan er mulig, og et gebyr på 450 kr. ved tilsigelse til en udlægsforretning. En udlægsfor-

retning vil desuden udløse krav på retsafgift, jf. § 16, stk. 1, i lov om retsafgifter, hvorefter der ved

udlæg svares en grundafgift på 300 kr. med tillæg af �½ pct. af det beløb, hvormed den eller de for-

dringer, som udlægsforretningen vedrører, overstiger 3.000 kr.

Der er ikke i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige eller andre love taget stilling til, om restan-

ceinddrivelsesmyndigheden i sådanne skyldnerskiftesituationer skal tilbagesende fordringen til for-

dringshaver eller den, der på dennes vegne opkrævede fordringen, med henblik på at denne gennem-

fører en opkrævning hos den nye skyldner, eller om fordringen kan forblive under inddrivelse hos

restanceinddrivelsesmyndigheden.

Der er i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige heller ikke taget stilling til, hvorledes et skyld-

nerskifte – hvis den fordring, som skyldnerskiftet vedrører, kan forblive under inddrivelse hos restan-

ceinddrivelsesmyndigheden – påvirker dækningsrækkefølgen. Den nye skyldner kan således selv

have gæld under inddrivelse, og beløb, der inddrives fra skyldner eller modtages ved frivillig betaling,

anvendes af restanceinddrivelsesmyndigheden til først at dække bøder, dernæst underholdsbidrag,

idet private krav dog dækkes forud for offentlige krav, og endelig andre fordringer under inddrivelse,

jf. § 4, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Er der ikke dækning til alle fordringer

inden for samme kategori, anvendes FIFO-princippet, således at de først modtagne fordringer dækkes

først, jf. § 4, stk. 2, 1. pkt. Renter dækkes desuden før deres hovedkrav, jf. 2. pkt.

2.7.2. Lovforslaget

Når en fordring er under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, vil det indebære en uøn-

sket komplikation for restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden som

følge af et konstateret skyldnerskifte skal sende fordringen til fordringshaver eller den, der på dennes

vegne forestod opkrævningen, med henblik på at denne foretager en opkrævning hos den ny skyldner.

Det foreslås derfor, at der med § 3 c i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes en be-

stemmelse, der fastslår, at hvis der for en fordring, der er under inddrivelse hos restanceinddrivelses-

myndigheden, indtræder et skyldnerskifte som følge af dødsfald, fusion, spaltning m.v., forbliver for-

dringen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og renter tilskrives fortsat i medfør af § 5, stk. 1, men

restanceinddrivelsesmyndigheden giver efter at have fået kendskab til skyldnerskiftet den eller de nye

skyldnere en betalingsfrist på 14 dage, inden for hvilken restanceinddrivelsesmyndigheden kan fore-

tage modregning, mens anden form for inddrivelse af fordringen alene kan foretages, hvis inddrivel-

sen er nødvendig for at afbryde forældelsen.

Der er med henvisningen til dødsfald, fusion og spaltning alene tale om en eksemplificerende op-

remsning af situationer, hvor et skyldnerskifte vil indtræde, og den foreslåede bestemmelse vil således

også skulle anvendes, hvor skyldnerskiftet har andre årsager.

Modregning forudsætter, at modkravet er forfaldent til betaling, men ved det offentliges henstand,

der bevirker, at forfaldstidspunktet udskydes til henstandens udløb, tillades alligevel modregning, jf.

§ 9 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Modregning indebærer, at der ikke sker en udveks-

ling af pengeydelser mellem de to parter – A betaler sin skyld til B, der betaler sin skyld til A – men

at de to fordringer indfries, i det omfang de beløbsmæssigt overlapper hinanden. Modregning adskil-

ler sig fra effektiv betaling, ved at skyldneren ikke skal disponere over sin kontante pengebeholdning

eller et bankindestående. Det foreslås derfor tilsvarende, at der skal kunne foretages modregning over

for en ny skyldner, selv om betalingsfristen – svarende til en henstands udløb – ikke er indtrådt.

Hvis fordringen af restanceinddrivelsesmyndigheden er anmeldt i et dødsbo, for hvilket der er udstedt

proklama, jf. om restanceinddrivelsesmyndighedens anmeldelsespligt § 1, stk. 2, 6. pkt., i bekendt-

gørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, vil forældelsen være af-

brudt, jf. forældelseslovens § 17, stk. 1, nr. 4, men i andre tilfælde, f.eks. ved fusion af kapitalselska-

ber, vil forældelse kunne indtræde i løbet af den foreslåede 14-dages betalingsfrist.

Der vil derfor kunne forekomme tilfælde, hvor forældelse vil indtræde i løbet af den foreslåede beta-

lingsfrist for den ny skyldner. Udlægsforretning og lønindeholdelse kræver, at betalingsfristen er

overskredet, og disse inddrivelsesskridt foreslås derfor at kunne foretages inden for betalingsfristen,

hvis det er nødvendigt at afbryde forældelsen. Skyldners erkendelse af fordringen afbryder dens for-

ældelse, jf. forældelseslovens § 15. Restanceinddrivelsesmyndigheden vil derfor kunne opfordre den

ny skyldner til at erkende fordringen og på den måde undgå en inddrivelse gennem udlægsforretning

eller lønindeholdelse. Erkender skyldner fordringen, forsvinder også behovet for en inddrivelse inden

for betalingsfristen.

Lønindeholdelse vil på grund af varslet på 14 dage, jf. § 13, stk. 4, 6. pkt., i bekendtgørelse nr. 300

af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161

af 27. oktober 2017, alene kunne anvendes, hvis skyldneren i forvejen har en restance under inddri-

velse ved lønindeholdelse, da restanceinddrivelsesmyndigheden i et sådant tilfælde for en restance,

der modtages til inddrivelse, kan iværksætte lønindeholdelse uden forudgående varsel, jf. § 13, stk.

8, 1. pkt. I relation til denne mulighed anses den fordring, som skyldneren er indtrådt i hæftelsen af,

at være modtaget ved skyldnerskiftet.

I relation til dækningsrækkefølgen for gæld, som den ny skyldner selv har under inddrivelse, og den

gæld, som skyldneren ved skyldnerskiftet indtræder i hæftelsen for, skal der foretages en sammen-

fletning, så dækningsrækkefølgen anvendes på det opdaterede gældsbillede. I forhold til § 4, stk. 2,

1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige om anvendelsen af FIFO-princippet, hvis der

inden for samme dækningskategori i § 4, stk. 1, ikke er dækning til samtlige fordringer, indebærer

den omstændighed, at fordringen ifølge forslaget fortsat anses at være under inddrivelse, at modta-

gelsestidspunktet fra fordringens overdragelse til restanceinddrivelsesmyndigheden i forhold til den

nu tidligere skyldner skal lægges til grund.

2.8. Klarere regler for betalingsevnevurdering, hvori der indgår pensionsindbetalinger

2.8.1. Gældende ret

Når restanceinddrivelsesmyndigheden træffer afgørelse om lønindeholdelse eller fastsætter en af-

dragsordning, sker det som udgangspunkt på grundlag af en skematisk beregning af skyldnerens be-

talingsevne, dvs. en beregning af, hvad skyldner med rimelighed kan afdrage på sin gæld, når skyld-

neren af sin bruttoindkomst har betalt skat, arbejdsmarkedsbidrag, ATP-bidrag og pensionsindbeta-

linger, når de foretages af arbejdsgiveren som et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. Der kan også

fastsættes afdragsordninger eller lønindeholdelser på baggrund af en individuel betalingsevnevurde-

ring, hvor der tages højde for skyldnerens faktiske udgifter, jf. nedenfor.

Ved overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden overtager

restanceinddrivelsesmyndigheden kreditorbeføjelserne, jf. § 3, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til

det offentlige. Det fremgår endvidere af § 3, stk. 3, at restanceinddrivelsesmyndigheden som led i

inddrivelsen kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, medmindre andet følger

af bilag 1. I medfør af § 3, stk. 8, kan skatteministeren fastsætte nærmere regler til gennemførelse af

reglerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også om afdragsordninger. Denne bemyndigelse er udmøntet i kapitel 4

om afdragsordninger i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offent-

lige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017.

Afdragsordninger fastsættes i udgangspunktet efter en skematisk betalingsevneberegning. Af § 10,

stk. 1, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige,

som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, fremgår det, at en afdragsordning fast-

sættes som en procentdel (afdragsprocent) af skyldnerens årlige indkomst opgjort som den årlige

indkomst inklusive indtægter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelses-

hjælp), fratrukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a, ATP-

bidrag og skat. Det beløb, som skal afdrages årligt, fastsættes med udgangspunkt i en tabel (tabel-

trækmetoden), hvor afdragsprocenten fastsættes på baggrund af skyldners nettoindkomst opgjort efter

ovenstående regler og ud fra, om skyldner har forsørgerpligt over for børn.

Ved fastsættelse af afdragsprocenten efter tabeltrækmetoden er det alene pensionsindbetalinger efter

§ 19, stk. 4, nr. 2, litra a, der kan fratrækkes skyldners bruttoindkomst. Det er således kun pensions-

indbetalinger, som foretages af arbejdsgiveren, når pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesfor-

holdet, der kan fradrages ved betalingsevneberegningen. Det har dog i praksis ikke været muligt at

overholde dette krav, fordi der for restanceinddrivelsesmyndigheden ikke er adgang til oplysninger

om, hvorvidt en pensionsindbetaling er obligatorisk eller ej.

Hvis skyldners betalingsevne i stedet beregnes ud fra årsopgørelsen (årsopgørelsesmetoden), fordi

der ikke er aktuelle oplysninger om skyldners indkomst i eIndkomst jf. § 10, stk. 5, i bekendtgørelse

nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse

nr. 1161 af 27. oktober 2017, fastsættes nettoindkomsten efter § 10, stk. 1, som den i årsopgørelsen

opgjorte personlige indkomst med tillæg af positiv kapitalindkomst og med fradrag af summen af den

i årsopgørelsen beregnede bundskat, topskat, kommuneskat og kirkeskat. Ved årsopgørelsesmetoden

er pensionsindbetalinger i medfør af personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 3, fradraget nettoindkomsten,

uanset om pensionsindbetalingerne er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet eller er aftalt med

arbejdsgiveren. Hvis der ikke foreligger oplysninger om skyldners indkomst i de seneste to ind-

komstår, kan afdragsordningen i stedet fastsættes med udgangspunkt i gældens størrelse.

Har skyldneren indsendt et budgetskema, kan restanceinddrivelsesmyndigheden efter en konkret vur-

dering beslutte, at betalingsevnevurderingen efter det fremsendte budgetskema skal træde i stedet for

den fastsatte afdragsordning, jf. § 10, stk. 6, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse

af gæld til det offentlige, dvs. at der i stedet anvendes en individuel betalingsevnevurdering. I dette

tilfælde kan der ved fastsættelse af nettoindkomsten fradrages pensionsindbetalinger, der foretages af

arbejdsgiveren, når pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og når der efter ansættel-

sesforholdets karakter, herunder ansættelsessted, branche m.v., er tale om sædvanlige indbetalinger,

jf. § 19, stk. 4, nr. 2, litra a og b.

Reglerne om lønindeholdelse fremgår af § 10 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Restan-

ceinddrivelsesmyndigheden kan således træffe afgørelse om, at der skal ske indeholdelse i en skatte-

yders beregnede eller godskrevne A-indkomst af, hvad der er nødvendigt til betaling af gælden med

påløbne renter, gebyrer, tillæg og andre omkostninger, jf. § 10, stk. 2.

Ved afgørelse om lønindeholdelse skal der overlades skyldneren det nødvendige til eget og familiens

underhold, jf. § 10, stk. 3, 4. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Skatteministeren er i

medfør af § 10, stk. 3, 5. pkt., bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om betalingsevnevurdering,

herunder om rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del af A-indkomsten, som maksimalt kan inde-

holdes.

Bemyndigelsen er udmøntet i kapitel 7 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af

gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober 2017, hvor de nærmere

regler om betalingsevnevurdering fremgår. Reglerne om betalingsevnevurdering anvendes både i for-

hold til afdragsordninger, jf. ovenfor, og i forhold til iværksættelse af lønindeholdelse.

Lønindeholdelser fastsættes ligesom afdragsordninger ud fra en skematisk eller individuel betalings-

evnevurdering. Ved den skematiske betalingsevnevurdering omregnes det månedlige afdrag beregnet

ved tabeltrækmetoden til brug for afdragsordninger jf. § 10, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 300 af 29.

marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27.

oktober 2017, til en lønindeholdelsesprocent, jf. § 13, stk. 3, 2. pkt., i bekendtgørelsen. Skyldners

nettoindkomst beregnes på samme måde som ved fastsættelse af afdragsordninger, dvs. at skyldners

nettoindkomst beregnes som skyldnerens årlige indkomst opgjort som den årlige indkomst inklusive

indtægter efter § 17 (f.eks. kontanthjælp, integrationsydelse og uddannelseshjælp), fratrukket arbejds-

markedsbidrag, pensionsindbetalinger efter § 19, stk. 4, nr. 2, litra a, ATP-bidrag og skat. Ved beta-

lingsevneberegning efter tabeltrækmetoden er det alene – ligesom ved afdragsordninger – pensions-

indbetalinger, der er et obligatorisk led i skyldnerens ansættelsesforhold, der kan fradrages.

Hvis skyldneren i forbindelse med varslet om lønindeholdelse indsender et budget, foretager restan-

ceinddrivelsesmyndigheden – ligesom ved afdragsordninger – efter reglerne i kapitel 7 i bekendtgø-

relse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgø-

relse nr. 1161 af 27. oktober 2017, en konkret betalingsevnevurdering, hvor der tages højde for skyld-

nerens faktiske udgifter til f.eks. bolig og til hjemmeboende mindreårige børn. Om pensionsindbeta-

linger fremgår det af § 19, stk. 4, nr. 2, litra a og b, at pensionsindbetalinger, der foretages af arbejds-

giveren, kan fradrages, når pensionen er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, og der efter ansæt-

telsesforholdets karakter, herunder ansættelsessted, branche m.v., er tale om sædvanlige indbetalin-

ger.

Skyldnere har mulighed for at ansøge om at få hel eller delvis eftergivelse af deres gæld til det of-

fentlige. Den eller de fordringer, der eftergives, bortfalder. Reglerne om eftergivelse findes i §§ 13-

15 i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det er en betingelse for eftergivelse, at skyldneren

godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne

opfylde sine gældsforpligtelser, og at det må antages, at eftergivelsen vil føre til en varig forbedring

af skyldnerens økonomiske forhold, jf. § 13, stk. 1, 2. pkt. Herudover er der i § 13, stk. 2, beskrevet

en række forhold, som i almindelighed udelukker, at eftergivelse kan finde sted, f.eks. hvis skyldne-

rens økonomiske forhold er uafklarede, eller at skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske an-

liggender.

En afgørelse om eftergivelse kan gå ud på bortfald eller nedsættelse af skyldnerens gæld, og i forbin-

delse med nedsættelse af gælden kan der træffes bestemmelse om henstand med og afdragsvis beta-

ling af den ikke eftergivne del af gælden, jf. § 14, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige. I henstands- og afdragsperioden sker der ingen forrentning af gælden, jf. 2. pkt. Dette

svarer desuden til, hvad der gælder i gældssaneringssager, hvor krav på renter bortfalder for tiden

efter indledning af en gældssaneringssag, jf. konkurslovens § 200, stk. 1, nr. 2.

Efter § 14, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige kan skatteministeren fastsætte nærmere

regler om fastsættelsen af afdragene og om afdragsperiodens længde. Bemyndigelsen er udmøntet i

kapitel 8 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Det

følger nærmere af bekendtgørelsens § 30, stk. 1, at afdragsperioden er 5 år, hvilket svarer til afdrags-

perioden i en kendelse om gældssanering.

I medfør af § 31 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige

fastsættes de månedlige afdrag på baggrund af reglerne i kapitel 7, jf. nærmere ovenfor om individuel

betalingsevnevurdering, bortset fra at § 19, stk. 3, ikke finder anvendelse. Da § 19, bortset fra stk. 3,

fortsat finder anvendelse for eftergivelsessager, kan pensionsindbetalinger, der er et obligatorisk led

i ansættelsesforholdet, og som er sædvanlige efter ansættelsesforholdets karakter, herunder ansættel-

sessted, branche m.v., fradrages.

De gældende regler om fradrag for pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegning kan føres til-

bage til Konkursrådets betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering, hvor betalingsevne er afgø-

rende, i forhold til hvor meget en skyldner kan betale i løbet af en femårig periode. Den gæld, der

ligger ud over det beløb, der kan betales i løbet af denne periode, vil herefter kunne blive eftergivet

ved gældssanering, hvis betingelserne for en gældssanering i øvrigt er opfyldt.

I betænkningen findes på side 533 ff. til bestemmelserne om fradrag for pensionsindbetalinger et

udkast, der indholdsmæssigt er identiske med de regler, der blev indsat i 2005 i forbindelse med

udstedelsen af både bekendtgørelse nr. 894 af 22. september 2005 om gældssanering og bekendtgø-

relse nr. 995 af 19. oktober 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige. Disse regler har stadig

samme indhold.

Bekendtgørelsen fra 2005 om inddrivelse af gæld til det offentlige henviser som hjemmelsgrundlag

bl.a. til lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer. Af lovforslag

nr. L 112, forslag til lov om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer, fremgår det af bemærk-

ningerne, jf. Folketingstidende 2004-05, tillæg A, side 4629, at udgangspunktet for forenklingerne af

betalingsevnevurderingen er Konkursrådets anbefalinger vedrørende forenkling af betalingsevnevur-

dering i relation til gældssanering i førnævnte betænkning.

Tilsvarende fremgår det ifølge bemærkningerne til lovforslag nr. L 149, forslag til lov om ændring af

forskellige love (Forenkling, harmonisering og objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til

det offentlige m.v. samt mulighed for anvendelse af digitale lønsedler), jf. Folketingstidende 2004-

05, 2. samling, tillæg A, side 6701, at skatteministeren bemyndiges til at fastsætte regler om beta-

lingsevnevurdering, og at reglerne vil tage udgangspunkt i de regler, der følger af forslag til lov om

ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering), jf. lov-

forslag nr. L 10, der blev fremsat den 23. februar 2005, i relation til gældssaneringssager, således at

der sikres overensstemmelse imellem principperne for betalingsevnevurderinger, herunder rådigheds-

beløb, på inddrivelsesområdet og generel insolvensret. Revisionen af gældssaneringsreglerne betød,

at frem for at retningslinjerne for budgetvurderingen blev udviklet i retspraksis, skulle justitsministe-

ren fremover fastsætte nærmere regler for, hvilke indtægts- og udgiftsposter der kan medtages i skyld-

nerens budget m.v. Det fremgår endvidere, at det forventes, at skatteministeren udsteder tilsvarende

regler herom.

I lovforslag nr. L 20, forslag til lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, jf. Folketingstidende

2008-09, tillæg A, side 262, gengives reglerne om eIndkomst i afsnit 3.4.2, og her fremgår det, at den

årlige nettoindkomst opgøres som den årlige bruttoindkomst inklusive positiv kapitalindkomst, fra-

trukket arbejdsmarkedsbidrag, pensionsindbetaling, når pensionen er et obligatorisk led i ansættel-

sesforholdet, SP-bidrag, ATP-bidrag og skat. Dette fremgår ligeledes af de specielle bemærkninger

til § 10.

Sammenfattende er det således lagt til grund, at der ved den skematiske betalingsevneberegning alene

kan ske fradrag for pensionsindbetalinger, som er et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, mens de

ved en konkret betalingsevnevurdering tillige skal være sædvanlige.

2.8.2. Lovforslaget

Kravet om, at pensionsordningen skal være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet, er ikke egnet til

en systemmæssig understøttelse af en skematisk betalingsevneberegning ved fastsættelse af afdrags-

ordninger og ved afgørelser om lønindeholdelse. Restanceinddrivelsesmyndigheden anvender oplys-

ningerne i eIndkomst om pensionsindbetalinger fra arbejdsgivere, men det fremgår ikke heraf, hvor-

vidt pensionsindbetalingerne er sket som et obligatorisk led i ansættelsesforholdet. En stillingtagen

hertil forudsætter i princippet, at restanceinddrivelsesmyndigheden i hver konkret sag kontakter

skyldneren og får oplysninger om, hvorvidt pensionsindbetalingen er et obligatorisk led i ansættel-

sesforholdet. Når det nye it-system for inddrivelse af gæld til det offentlige skal foretage automatise-

ret betalingsevneberegning for alle skyldnere på månedlig basis, er det derfor vigtigt, at reglerne er

tilpasset en automatiseret proces, der ikke forudsætter manuel sagsbehandling.

Det foreslås derfor, at den gældende bemyndigelse i § 3, stk. 8, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld

til det offentlige, hvorefter skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om gennemførelse af reg-

lerne i stk. 1 og 3-7, dvs. også om afdragsordninger efter stk. 3, udvides til også at omfatte regler om

fradrag for pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegning.

Herudover foreslås en tilsvarende ændring i den gældende bemyndigelse til skatteministeren i § 10,

stk. 3, 5. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige til at fastsætte nærmere regler om beta-

lingsevnevurdering, herunder rådighedsbeløb, til fastsættelse af den del af A-indkomsten, som mak-

simalt kan indeholdes. Det foreslås således, at bemyndigelsen udvides til også at omfatte fradrag for

pensionsindbetalinger ved betalingsevneberegningen.

De foreslåede udvidelser af bemyndigelsesbestemmelserne sker med henblik på i bekendtgørelse nr.

300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige at fastsætte objektive regler, hvorefter

arbejdsgiveradministrerede pensionsindbetalinger – uanset at der er tale om obligatoriske pensions-

indbetalinger eller aftalte pensionsindbetalinger – kan fragå i skyldnerens bruttoindkomst ved bereg-

ningen af betalingsevnevurderingen ved afgørelser om lønindeholdelse og afdragsordninger efter ta-

beltrækmetoden, ligesom det vil være uden betydning, om der er tale om sædvanlige pensionsindbe-

talinger. Hvis skyldners indkomst beregnes med udgangspunkt i årsopgørelsen, fordi der ikke er ak-

tuelle oplysninger om skyldners indkomst i eIndkomst, vil der i medfør af bemyndigelsen f.eks. kunne

fastsættes regler om, at pensionsindbetalinger efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 3, fradrages ved

betalingsevnevurderingen.

I forhold til eftergivelsessager foreslås det at opretholde de gældende regler om, at pensionsindbeta-

linger skal være et obligatorisk led i ansættelsesforholdet og være sædvanlige i forhold til ansættel-

sesforhold og branche m.v., for at sikre parallelitet mellem på den ene side eftergivelsesreglerne i

bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige og på den anden

side bekendtgørelse nr. 1363 af 19. december 2008 om gældssanering, som ændret senest ved be-

kendtgørelse nr. 1265 af 22. november 2017, der hører til Justitsministeriets område.

2.9. Klarere regler for håndtering af negative korrektioner ved lønindeholdelse

2.9.1. Gældende ret

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan efter §§ 10 og 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offent-

lige træffe afgørelse om henholdsvis almindelig og særskilt lønindeholdelse. Almindelig lønindehol-

delse kan som udgangspunkt benyttes til inddrivelse af alle fordringstyper, medmindre der i lovens

bilag 1 er gjort en undtagelse for fordringstypen. Særskilt lønindeholdelse kan ske for et beløb på op

til 400 kr. månedligt og kan alene benyttes for de fordringstyper, som er oplistet i § 10 a, stk. 1.

Når der gennemføres lønindeholdelse over for en skyldner, forhøjes trækprocenten på skyldnerens

skattekort, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 4, 5. pkt. De nærmere regler om fastsættelsen af løninde-

holdelsesprocenten for lønindeholdelse fremgår af §§ 13, 14 og 18 i bekendtgørelse nr. 300 af 29.

marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27.

oktober 2017. For en skyldner under lønindeholdelse udgøres trækprocenten på skattekortet således

af indeholdelsesprocenten til brug for den normale A-skattedel og lønindeholdelsesprocenten, der

beregnes ud fra det beløb, med hvilket skyldneren efter en beregnet betalingsevne skal afdrage på sin

gæld omfattet af lønindeholdelsen. Derved indeholder skyldnerens arbejdsgiver i skyldnerens løn ét

samlet beløb, som dækker både den foreløbige skat, der benævnes A-skat, jf. kildeskattelovens § 41,

stk. 2, 1. pkt., og afdraget på skyldnerens gæld omfattet af lønindeholdelsen. Det beløb, som arbejds-

giveren indeholder i skyldnerens løn, indberettes i medfør af § 3 i lov om et indkomstregister til

SKAT, som fordeler beløbet til dækning af A-skat og lønindeholdelsesbeløbet. Restanceinddrivelses-

myndigheden anvender beløbet fra lønindeholdelsen til at dække skyldnerens gæld omfattet af lønin-

deholdelsen i overensstemmelse med dækningsrækkefølgen i § 4 i lov om inddrivelse af gæld til det

offentlige, mens A-skattedelen af det indeholdte beløb godskrives skyldneren som forskudsvist betalt

skat hos SKAT, jf. kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a.

Ved lov nr. 252 af 30. marts 2011 blev der med § 4 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

indført en hjemmel til særskilt lønindeholdelse for kontrolafgifter med tillæg af renter, gebyrer og

andre omkostninger for overtrædelse af bestemmelser i færdselsloven, lov om radio- og fjernsyns-

virksomhed, jernbaneloven og lov om trafikselskaber samt af beløb til dækning af medielicens og

radiolicens med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger efter lov om radio- og fjernsynsvirk-

somhed.

Ved § 2, nr. 2, i lov nr. 1500 af 23. december 2014 blev § 4 a udvidet med en adgang til særskilt

lønindeholdelse for biblioteksgebyrer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger.

Ved § 1, nr. 7 og 16, i lov nr. 285 af 29. marts 2017 blev bestemmelsen i § 4 a ophævet og i stedet i

ændret form indsat som § 10 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Nærmere regler om særskilt lønindeholdelse er indsat i § 14 i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts

2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1161 af 27. oktober

2017. Det fremgår af § 14, stk. 2, at der ved afgørelse om særskilt lønindeholdelse skal levnes skyld-

neren tilstrækkeligt til at opretholde en beskeden levefod, hvilket normalt vil være tilfældet, hvis

lønindeholdelsesprocenten fører til indeholdelse af et beløb på 400 kr. månedligt. Af § 14, stk. 13,

fremgår, at reglerne i § 10, § 11, stk. 1, § 13, § 17 og kapitel 7 ikke finder anvendelse ved særskilt

lønindeholdelse. Dette indebærer bl.a., at særskilt lønindeholdelse kan ske, selv om der ifølge den

såkaldte tabeltrækmetode efter § 10 ikke vil kunne ske inddrivelse ved afdragsordning eller alminde-

lig lønindeholdelse, fordi skyldners årlige nettoindkomst ligger under tabellens bundgrænse, ligesom

kapitel 7 om individuel betalingsevnevurdering ikke finder anvendelse.

Hvis der i forbindelse med særskilt lønindeholdelse indeholdes et større beløb end nødvendigt for at

dække skyldnerens tilbageværende fordringer, som inddrives ved særskilt lønindeholdelse, anvendes

beløbet til dækning af eventuelle andre fordringer, som er under inddrivelse og vil kunne inddrives

ved særskilt lønindeholdelse, jf. § 4, stk. 3, 2. pkt. Er der herefter et overskydende beløb, skal restan-

ceinddrivelsesmyndigheden udbetale dette til skyldneren. Viser en senere nedsættelse af et løninde-

holdt beløb, at udbetalingen er sket med urette, skal skyldneren tilbagebetale beløbet til restanceind-

drivelsesmyndigheden. Hvis skyldneren ikke rettidigt betaler det skyldige beløb, kan gælden overgå

til inddrivelse, hvorefter der i medfør af § 5, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

beregnes renter fra den 1. i måneden efter modtagelsen af gælden til inddrivelse, og gælden kan danne

grundlag for modregning, hvis en modregningsmulighed opstår. Dog kan beløbet ikke inddrives ved

særskilt lønindeholdelse, da gældstypen ikke er positivt nævnt i lovens § 10 a, stk. 1.

Som følge af at særskilt lønindeholdelse maksimalt kan foretages med 400 kr. månedligt, jf. § 14, stk.

2, 2. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, skal det

beløb, som månedligt inddrives ved særskilt lønindeholdelse og overstiger 400 kr., udbetales til skyld-

neren. Situationen kan forekomme, da særskilt lønindeholdelse gennemføres ved at hæve trækpro-

centen på skyldnerens skattekort. Hvis skyldnerens indkomst ændrer sig, eller 1 pct. af lønnen udgør

mere end 400 kr., vil der i praksis ske det, at skyldneren vil få den del af beløbet, som overstiger 400

kr., tilbagebetalt.

Skyldneren anses for at have betalt det indeholdte beløb, når selve indeholdelsen, der skal ske i for-

bindelse med udbetalingen af A-indkomsten, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2, finder sted, dvs. når

lønudbetalingen finder sted, og arbejdsgiveren indeholder det samlede beløb af A-skat og løninde-

holdelse.

Når en lønindeholdelse fører til hel eller delvis dækning af en fordring, underretter restanceinddrivel-

sesmyndigheden fordringshaveren om, at den relevante fordring nedskrives med et beløb svarende til

dækningen. Dette sker med virkning fra dispositionsdatoen for lønudbetalingen, da det er på denne

dato, lønmodtageren har krav på udbetaling af lønnen. Skyldneren anses således for at være frigjort

for betalingsforpligtelsen på dispositionsdatoen for lønudbetalingen. Tilsvarende underretter restan-

ceinddrivelsesmyndigheden fordringshaveren om nedskrivningen af fordringen med virkning fra di-

spositionsdatoen. Skyldnerens gæld under inddrivelse bliver således nedskrevet med rentemæssig

virkning fra dispositionsdatoen, dvs. det tidspunkt, hvor arbejdsgiveren indeholder det samlede beløb

i forbindelse med lønudbetalingen.

Foretager den indeholdelsespligtige arbejdsgiver senere en nedsættelse af det indberettede beløb, for-

deler SKAT nedsættelsesbeløbet på A-skatten og lønindeholdelsesdelen. Der kan være flere grunde

til, at en positiv indberetning skal korrigeres negativt og dermed nedsættes. Det kan være nødvendigt

at nedsætte en tidligere indberetning, hvis arbejdsgiver ved f.eks. en tastefejl har indberettet et for

højt beløb på skyldneren. Det kan tillige være nødvendigt, hvis arbejdsgiver ved en fejl har indberettet

lønudbetaling vedrørende skyldneren i en måned, hvor skyldnerens ansættelsesforhold ikke bestod

længere, hvorfor der slet ikke skulle være udbetalt løn. Disse situationer vil typisk tillige indebære,

at arbejdsgiver har et tilbagebetalingskrav over for skyldneren.

Efter § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat skal nedsættelsesbeløbet

fragå i den for måneden opgjorte A-skat forud for det lønindeholdte beløb. Det betyder, at nedsættel-

sen så vidt muligt skal rummes i den opgjorte A-skat, og først hvis nedsættelsen overstiger den op-

gjorte A-skat, skal beløbet fragå i det lønindeholdte beløb. Bestemmelsen er dog ikke blevet imple-

menteret i SKATs it-system eIndkomst, idet nedsættelsesbeløbet i praksis i stedet fordeles efter en

fordelingsnøgle, der svarer til forholdet mellem indeholdelsesprocenten til brug for A-skatten og løn-

indeholdelsesprocenten. Er indeholdelsesprocenten til A-skat 40 pct., mens lønindeholdelsesprocen-

ten er 20 pct., udgør sidstnævnte således 1/3 af den samlede trækprocent, hvorfor SKAT fordeler 1/3

af korrektionsbeløbet på lønindeholdelsesdelen, selv om hele korrektionsbeløbet ifølge § 11, stk. 2,

skal anvendes på A-skatten og herefter – ved behov for yderligere korrektion – på lønindeholdelses-

delen.

Som følge af den manglende implementering af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts

2015 om kildeskat i it-systemet eIndkomst og det faktum, at restanceinddrivelsesmyndigheden ikke

i alle tilfælde har haft den nødvendige viden til at identificere den eller de konkrete fordringer, som

grundet en nedsættelse har skullet korrigeres, er der hos restanceinddrivelsesmyndigheden opstået en

mængde ubehandlede nedsættelser. Mængden af ubehandlede nedsættelser, som er modtaget i perio-

den august 2013 til november 2017, udgør et beløb på ca. 42,5 mio. kr. Beløbet stammer fra ca. 71.000

nedsættelser, som rettelig burde være fragået i skyldneres opgjorte A-skat, jf. § 11, stk. 2, i bekendt-

gørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat, eller som fordringer, der helt eller delvist er genopstået

under inddrivelse. Fordringshaverne er således ikke blevet opkrævet de udbetalte beløb, og skyld-

nerne har tilsvarende ikke fået opskrevet deres gæld, som de rettelig burde, som følge af nedsættel-

serne. Herudover er skyldnerne blevet godskrevet et for stort beløb i A-skat, jf. kildeskattelovens §

60, stk. 1, litra a. Da en behandling af de ubehandlede nedsættelser vil kræve en omfattende manuel

sagsbehandling og alene vil kunne føre til et begrænset potentielt inddrivelsesprovenu, der vurderes

ikke at stå mål med de anvendte ressourcer, er det samlet set forventningen, at de ca. 42,5 mio. kr. vil

skulle afskrives. En bemyndigelse hertil er indeholdt i § 18 h, stk. 10, 3. pkt., i lov om inddrivelse af

gæld til det offentlige.

Den nødvendige systemudvikling til brug for implementeringen af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr.

499 af 27. marts 2015 om kildeskat i systemet eIndkomst forventes at være tilvejebragt og ibrugtaget

senest den 1. juni 2018. Fra og med den 1. juni 2018 er det således forventningen, at nedsættelser til

tidligere indberetninger af A-skattebeløb med lønindeholdelsesandel fordeles korrekt i henhold til §

11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat.

For at sikre, at inddrivelsesskridtet lønindeholdelse kunne tages i brug i det nye inddrivelsessystem

primo 2018, blev der ved finansloven for 2018 ved tekstanmærkning nr. 109 skabt hjemmel til at

fravige § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat og endeligt afskrive de

beløb, som indtil implementeringen af bestemmelsen i systemet eIndkomst og ikrafttrædelsen af de

bestemmelser, som ved dette lovforslag foreslås om håndteringen af nedsættelser til lønindeholdte

beløb, modtages af nedsættelser til A-skattebeløb og lønindeholdelsesbeløb. Hjemlen tilvejebragt ved

tekstanmærkningen på finansloven omfatter tillige, at SKAT undlader at nedskrive den A-skat, som

efter kildeskattelovens § 60, stk. 1, litra a, modregnes i skyldnerens slutskat. Betydningen af den

manglende implementering af § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat

er, at restanceinddrivelsesmyndigheden modtager en for stor volumen af nedsættelser i lønindehol-

delsesbeløb, og at de berørte skyldnere tilsvarende godskrives for meget i A-skat efter kildeskattelo-

vens § 60, stk. 1, litra a.

Når der sker en nedsættelse af et lønindeholdt beløb, vil de dækninger, som beløbet har ført til, skulle

reguleres, så skyldner og fordringshaver stilles korrekt i henhold til det beløb, der reelt blev inddrevet

ved lønindeholdelsen.

I forhold til fordringshaver vil der således skulle foretages en regulering af den fordring, der blev helt

eller delvist dækket, og eventuelt allerede afregnede beløb vil skulle tilbageføres helt eller delvist fra

fordringshaver til restanceinddrivelsesmyndigheden.

I § 11, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 499 af 27. marts 2015 om kildeskat, hvorefter et beløb, der ved en

negativ korrektion nedsættes vedrørende det beløb, der af den indeholdelsespligtige er indeholdt til

dækning af A-skat og fordringer under lønindeholdelse, fragår i den opgjorte A-skat forud for det

lønindeholdte beløb, er det således lagt til grund, at en fordringshaver må tilbageføre det med urette

modtagne lønindeholdelsesbeløb.

Ikke-forskudsvist udlagte – dvs. private – underholdsbidrag har en privat person som fordringshaver.

Er der for et privat underholdsbidrag sket udbetaling af et inddrevet beløb, og viser det sig senere, at

beløbet reelt ikke er inddrevet, eksempelvis fordi en arbejdsgiver indberetter en nedsættelse til det

tidligere indberettede A-skattebeløb, kan et krav om tilbagebetaling af det udbetalte beløb forekomme

urimeligt for den bidragsberettigede, der typisk vil have indrettet sig på at kunne beholde beløbet.

Udbetalingen af underholdsbidrag formidles af Udbetaling Danmark. Dette gælder både de forskuds-

vist udlagte underholdsbidrag og de privatretlige underholdsbidrag. Efter praksis genopkræver Ud-

betaling Danmark ikke udbetalte underholdsbidrag i de situationer, hvor det viser sig, at en indberet-

ning af en lønindeholdelse alligevel ikke førte til betaling, fordi indberetningen efterfølgende nedsæt-

tes af arbejdsgiveren. I de situationer, hvor der ofte afregnes med en fordringshaver, kan der være

aftalt en mellemregningskonto, hvor tilbagebetalingskravet modregnes i den næstkommende beta-

ling. I disse situationer bogføres beløbet i stedet på en mellemregningskonto, mens fordringen gen-

opskrives over for den bidragsforpligtede/skyldneren, og inddrivelsen fortsættes. Er der tale om et

privatretligt underholdsbidrag, formidler Udbetaling Danmark udbetalingen af inddrevne beløb til

den bidragsberettigede. Hvis der, efter at et inddrevet beløb er udbetalt til den bidragsberettigede, skal

ske ophævelse af en dækning, fordi det viser sig, at beløbet alligevel ikke var inddrevet, kræver Ud-

betaling Danmark ikke beløbet tilbage fra den bidragsberettigede. Udbetaling Danmark posterer i

stedet den manglende dækning på en mellemregningskonto, som udlignes, i takt med at de helt eller

delvist genopståede fordringer inddrives hos skyldner.

En korrekt regulering som følge af nedsættelsen af et lønindeholdt beløb forudsætter viden om, hvil-

ken konkret lønindeholdelse nedsættelsen vedrører. Ellers kan det ikke sikres, at det er den eller de

korrekte fordringer, som helt eller delvist genopstår.

Arbejdsgivere kan registrere nedsættelser til tidligere indberetninger på to måder. Det er ikke et krav,

at det ved nedsættelsen udpeges, hvilken specifik positiv indberetning der reguleres. Arbejdsgivere

har således mulighed for at registrere nedsættelser og angive en måned, hvortil nedsættelsen henføres.

Hvis der for skyldneren i den givne måned er flere positive indberetninger fra arbejdsgiveren, f.eks.

fordi skyldneren er 14-dageslønnet, kan restanceinddrivelsesmyndigheden i sådanne situationer ikke

med sikkerhed sige, hvilken konkret positiv indberetning nedsættelsen vedrører, og dermed hvilken

konkret fordring som med nedsættelsen helt eller delvist skal genopstå. Arbejdsgivere har tillige mu-

lighed for at registrere en nedsættelse af en tidligere indberetning ved en tilbagetrækning af hele den

tidligere indberetning. I denne situation kan det med sikkerhed siges, hvilke fordringer der berøres,

idet det konkret udpeges, hvilken tidligere indberetning nedsættelsen vedrører. Restanceinddrivelses-

myndigheden har således i visse situationer ikke den nødvendige viden, som skal til for at regulere

korrekt over for skyldner og fordringshaver, når der modtages nedsættelser til lønindeholdelser.

Hvis det lønindeholdte beløb fører til, at den sidste fordring, der er omfattet af lønindeholdelsen,

bliver dækket, vil et eventuelt overskydende beløb som udgangspunkt blive anvendt til at dække an-

den gæld under inddrivelse, hvis denne gæld ville kunne inddrives gennem samme inddrivelsesskridt,

jf. § 4, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige. Et eventuelt overskydende beløb

udbetales til skyldneren.

Hvis der er blevet udbetalt et overskydende beløb til skyldner, fordi restanceinddrivelsesmyndighe-

den på dette tidspunkt var forpligtet til at udbetale det overskydende beløb, men arbejdsgiverens se-

nere nedsættelse af indberetningen viser, at der alligevel ikke var et overskydende beløb til udbeta-

ling, skal dette beløb i praksis tilbagebetales til restanceinddrivelsesmyndigheden, fordi betalingen

skete i den vildfarelse, at lønindeholdelsen var opgjort korrekt.

Restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle forestå opkrævningen af beløbet. Inddrivelse af fordrin-

gen kan imidlertid ikke ske, førend skyldneren har haft mulighed for inden for en given frist at betale

det skyldige beløb. Hvis skyldneren ikke inden betalingsfristens udløb har betalt det skyldige beløb,

og den sædvanlige rykkerprocedure herefter forgæves er gennemført, kan fordringen sendes til ind-

drivelse. Efter oversendelse af fordringen til inddrivelse forrentes fordringen med inddrivelsesrenten

fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 5, stk. 1, i lov om

inddrivelse af gæld til det offentlige. I praksis er det dog ikke sket i perioden fra 2013 og frem, da

nedsættelser modtaget i denne periode ikke er blevet behandlet, jf. ovenstående afsnit om mængden

af ubehandlede nedsættelser for i alt ca. 42,5 mio. kr.

Restanceinddrivelsesmyndigheden kan alene modtage nedsættelser til tidligere indberettede inde-

holdte beløb, hvis arbejdsgivere tillades at korrigere tidligere indberettede beløb i SKATs it-system

eIndkomst. Nedsættelser af indberettede A-skattebeløb kan som udgangspunkt alene finde sted i en

periode på ca. 3 år efter den positive angivelse, som ønskes korrigeret. Dette skyldes, at arbejdsgive-

rens krav på tilbagebetaling af det for meget indeholdte og afregnede lønbeløb som udgangspunkt i

medfør af forældelseslovens § 3, stk. 1, forældes efter 3 år. Forældelsesfristen regnes som udgangs-

punkt fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren – dvs. arbejdsgiveren – kunne kræve betaling,

jf. forældelseslovens § 2, stk. 1. Fristen regnes således fra tidspunktet for den afregning, der er sket

som følge af den positive angivelse, der ønskes korrigeret. Hvis arbejdsgiveren er ubekendt med for-

dringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra det tidspunkt, da fordringshaver fik eller

burde have fået kendskab hertil, jf. forældelsesloven § 3, stk. 2. Uanset § 3, stk. 2, indtræder foræl-

delsen dog senest 10 år efter starttidspunktet for forældelsesfristen efter forældelsesloven § 2, jf.

samme lovs § 3, stk. 3. Det er således udgangspunktet, at en skyldner ikke vil opleve korrektioner af

sit gældsbillede hos restanceinddrivelsesmyndigheden, når der er gået ca. 3 år fra arbejdsgiverens

positive indberetning hos eIndkomst.

2.9.2. Lovforslaget

Det foreslås, at der med en ny bestemmelse, § 10 b i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige,

fastsættes klare regler for restanceinddrivelsesmyndighedens administration af nedsættelser til tidli-

gere modtagne beløb i forbindelse med afgørelser om almindelig og særskilt lønindeholdelse.

En nedsættelse til en tidligere indberetning er udtryk for, at arbejdsgiveren oprindeligt indberettede

et for højt beløb som værende lønindeholdt. Nedsættelsen ændrer således den positive angivelse, så

de to angivelser samlet set giver det korrekte billede af, hvilket beløb der i den pågældende måned

bl.a. er inddrevet ved lønindeholdelse hos skyldneren, og som dermed skal danne grundlag for ned-

skrivningen af skyldnerens gæld under inddrivelse. Forslaget har til formål at tilvejebringe sikkerhed

om retstilstanden, så fordringshavers pligt til at tilbagebetale den dækning, som grundet en nedsæt-

telse af det indeholdte A-skattebeløb for en skyldner under lønindeholdelse viser sig at være betalt

med urette, fremgår af lovgivning. Forslaget har desuden til formål at tilvejebringe et sikkert hjem-

melsgrundlag til at kunne opskrive skyldners fordringer under inddrivelse grundet modtagelsen af en

nedsættelse. Endelig har forslaget til formål at sikre et sikkert hjemmelsgrundlag for, at skyldner skal

tilbagebetale et overskydende beløb, som er udbetalt af restanceinddrivelsesmyndigheden i den tro,

at samtlige af skyldnerens fordringer, som inddrives ved lønindeholdelsen, er fuldt indfriet.

Det foreslås, at det ved lov bestemmes, at den eller de konkrete fordringer, som på grund af en efter-

følgende nedsættelse af en tidligere indberetning alligevel ikke blev dækket ved lønindeholdelsen,

helt eller delvist genopstår, så skyldnerens gældsbillede afspejler situationen, som den ville have væ-

ret, hvis der havde været foretaget en korrekt indberetning af det lønindeholdte beløb i første omgang.

Arbejdsgivere kan indberette nedsættelser til tidligere indberetninger til indkomstregisteret på to må-

der. Den ene er ved at tilbagetrække hele den tidligere indberetning. Dermed annulleres den tidligere

indberetning, og det er i disse situationer utvetydigt angivet, hvilken positiv indberetning arbejdsgi-

veren med nedsættelsen korrigerer. I disse situationer kan det således med sikkerhed siges, hvilke

fordringer der på grund af nedsættelsen skal helt eller delvist genopstå under inddrivelse.

Arbejdsgivere kan ligeledes indberette en nedsættelse til en tidligere positiv indberetning ved at an-

give, at nedsættelsen vedrører en måned, hvori arbejdsgiveren har lavet en eller flere positive angi-

velser. Hvis der ved en nedsættelse alene gives information om, at den vedrører en måned, hvori

arbejdsgiveren har indberettet flere positive beløb, har restanceinddrivelsesmyndigheden ikke de for-

nødne oplysninger til med sikkerhed at identificere, hvilke fordringer der på grund af nedsættelsen

helt eller delvist skal genopstå under inddrivelse. Denne situation kan f.eks. opstå for skyldnere, som

får udbetalt løn hver 14. dag. Det foreslås med den foreslåede regel i § 10 b, stk. 2, i lov om inddrivelse

af gæld til det offentlige, at der i disse situationer sker en korrektion af de fordringer, som i den

konkrete måned ved henholdsvis almindelig eller særskilt lønindeholdelse har opnået dækning, og

som befinder sig nederst i dækningsrækkefølgen efter lovens § 4, stk. 1 og 2. Dermed hæves dæknin-

gerne på de fordringer, som inden for inddrivelsesindsatsen ikke ville have fået dækning i den givne

måned, hvis der for måneden oprindeligt var indberettet korrekt.

Hvor en arbejdsgiver relaterer en nedsættelse til en måned, hvori arbejdsgiveren har indberettet flere

positive beløb, sker reguleringen på de i henhold til dækningsrækkefølgen senest dækkede fordringer

inden for inddrivelsesindsatsen i den relevante måned. Hvis arbejdsgiveren efterfølgende indberetter

endnu en nedsættelse og specifikt relaterer denne nedsættelse til den positive indberetning, hvor be-

løbet blev anvendt til at dække de nu regulerede fordringer, foreslås det, at den allerede gennemførte

regulering fastholdes. Den senere nedsættelse fører herefter til regulering af de i måneden tilbagevæ-

rende dækninger, som inden for inddrivelsesindsatsen, i henhold til dækningsrækkefølgen, senest er

foretaget.

For fordringshaverne vil den foreslåede regulering af nedsættelser til lønindeholdte beløb indebære,

at de berørte fordringer helt eller delvist genopstår under inddrivelse, og fordringshaverne skal tilsva-

rende helt eller delvist tilbagebetale tidligere modtagne beløb. Kravet til fordringshaverne om at til-

bagebetale allerede modtagne beløb modsvares af skyldners genopståede fordringer, og fordringsha-

verne vil derfor efter fornyet inddrivelse på ny kunne modtage betaling for fordringerne.

For skyldnerne betyder en nedsættelse af indberetningen, at den eller de fordringer, der blev dækket

med det indberettede lønindeholdelsesbeløb, helt eller delvist genopstår, så det samlede gældsbillede

fremstår, som det ville være, hvis den oprindelige indberetning havde været korrekt. Dette betyder,

at fordringen bliver pålagt renter, som hvis fordringen ikke var blevet dækket med for højt et beløb

ved lønindeholdelsen. Senere dækninger af skyldnerens fordringer under inddrivelse fastholdes.

Ved lønindeholdelse, hvor skyldnerens sidste fordring indfries, vil der som regel være lønindeholdt

et større beløb end nødvendigt til dækning af skyldnerens gæld. Det overskydende beløb skal udbe-

tales af restanceinddrivelsesmyndigheden. Når der efterfølgende sker en nedsættelse af det løninde-

holdte beløb, fordi arbejdsgiveren nedsætter den tidligere indberetning, bortfalder forudsætningen for

udbetalingen helt eller delvist. Hvis nedsættelsesbeløbet kan rummes i det overskydende beløb, som

er udbetalt til skyldneren, vil restanceinddrivelsesmyndigheden rejse krav om tilbagebetaling af et

beløb svarende til nedsættelsesbeløbet. Hvis nedsættelsesbeløbet er større end det udbetalte oversky-

dende beløb, vil hele det udbetalte beløb blive krævet tilbagebetalt, og skyldnerens gæld under ind-

drivelse genopstår helt eller delvist for at rumme det resterende nedsættelsesbeløb. I nedsættelsessi-

tuationer skal udbetalte beløb således tilbagebetales til restanceinddrivelsesmyndigheden, forud for

at skyldnerens gæld under inddrivelse helt eller delvist genopstår. Det foreslås at indføre en frist på

14 dage for skyldners tilbagebetaling af disse udbetalinger. Hvis skyldneren ikke inden fristens udløb

betaler det skyldige beløb, anses det herefter – uanset beløbets størrelse – for at være modtaget til

inddrivelse, hvorefter det kan indgå i indsatser og f.eks. inddrives gennem lønindeholdelse eller mod-

regning. Når beløbet anses for at være modtaget til inddrivelse, vil lovens øvrige bestemmelser finde

anvendelse, f.eks. § 5, stk. 1, om forrentning. Forrentningen vil således blive påbegyndt den 1. i må-

neden efter betalingsfristens udløb. Såfremt beløbet skal inddrives ved lønindeholdelse, skal der træf-

fes en ny afgørelse om lønindeholdelse eller en afgørelse om tilføjelse af beløbet til en igangværende

lønindeholdelse. Ved iværksættelse af en ny lønindeholdelse vil skyldneren blive pålagt et nyt gebyr,

jf. § 33, nr. 2, i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts 2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Ved særskilt lønindeholdelse, hvor skyldnerens sidste fordring indfries, vil der som regel være lønin-

deholdt et større beløb end nødvendigt til dækning af skyldnerens fordringer, som inddrives ved sær-

skilt lønindeholdelse. Derudover skal det inddrevne beløb, som månedligt overstiger 400 kr., udbeta-

les til skyldneren, da der maksimalt må inddrives 400 kr. månedligt ved særskilt lønindeholdelse.

Hvis et overskydende beløb er udbetalt til skyldneren, og en senere nedsættelse af det lønindeholdte

beløb viser, at beløbet rettelig ikke burde være udbetalt, skal beløbet tilbagebetales til restanceinddri-

velsesmyndigheden. Det foreslås også for disse tilfælde at indføre en frist på 14 dage for skyldners

tilbagebetaling af disse udbetalinger. Hvis skyldneren ikke inden fristens udløb betaler det skyldige

beløb, anses det herefter – uanset beløbets størrelse – for at være modtaget til inddrivelse, hvorefter

det kan indgå i inddrivelsesindsatser. Det foreslås, at restanceinddrivelsesmyndigheden for disse be-

løb ved skyldners manglende betaling vil kunne træffe afgørelse om særskilt lønindeholdelse. Der-

med vil beløbet kunne inddrives, selv om skyldnerens indkomstforhold ellers måtte gøre, at skyldne-

rens anses for at være uden betalingsevne, således at almindelig lønindeholdelse ikke vil kunne gen-

nemføres.

2.10. Pligt for skyldnere med gæld under inddrivelse til at oplyse ny adresse ved flytning til udlandet

2.10.1. Gældende ret

En skyldner med gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden har efter gældende

regler ingen forpligtelse til ved fraflytning til udlandet at oplyse de danske myndigheder om sin uden-

landske adresse.

Det følger dog af § 24, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister, at enhver, som fraflytter til ud-

landet, som udgangspunkt skal registreres i Det Centrale Personregister (CPR) som udrejst, men der

er ingen pligt til at oplyse den udenlandske adresse, jf. nedenfor om § 26 om de oplysninger, der skal

gives. Fraflytningen skal anmeldes til bopælskommunen inden udrejsen. Hvis opholdet i udlandet

varer 6 måneder eller derunder, og den hidtidige bolig opretholdes til fuld rådighed, har vedkom-

mende dog efter anmodning ret til at forblive registreret med bopæl dér. Af § 24, stk. 5-9, i lov om

Det Centrale Personregister fremgår yderligere undtagelser til pligten efter stk. 1. I bestemmelsens

stk. 5 undtages personer, der er ansat i den danske stat, og som er beordret til tjeneste uden for riget.

Efter bestemmelsens stk. 6 gælder, at en person, der samlever på fælles bopæl med en person omfattet

af stk. 5, ikke skal registreres som udrejst, såfremt de pågældende to samlevende har indgået ægteskab

eller registreret partnerskab med hinanden eller opfylder betingelserne for at indgå ægteskab eller

registreret partnerskab med hinanden og havde etableret fælles bopæl inden udrejsen. Tilsvarende

gælder deres børn under 18 år, såfremt de har bopæl hos forældrene. Efter bestemmelsens stk. 7 und-

tages personer, der af arbejdsmæssige og lignende grunde i en periode på over 6 måneder overnatter

størstedelen af tiden i udlandet, men som i denne periode tilbringer hovedparten af weekender, fri-

dage, ferier og lignende på bopælen her i landet. I bestemmelsens stk. 8 undtages søfarende, der

opretholder boligen her i landet, hvor hovedparten af fridage, ferier og lignende tilbringes. Endelig

undtages tillige en person, som samlever på fælles bopæl med en person omfattet af stk. 7 eller 8, og

som grundet dennes arbejde og lignende har samme opholdsmønster som vedkommende, såfremt de

pågældende to samlevende har indgået ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden eller op-

fylder betingelserne for at indgå ægteskab eller registreret partnerskab med hinanden og havde etab-

leret fælles bopæl inden starten på dette opholdsmønster. Tilsvarende gælder for deres børn under 18

år, såfremt de har bopæl hos forældrene. Efter § 25, stk. 1, gælder dog, at enhver, som opholder sig i

et andet nordisk land, skal registreres som udrejst, hvis den lokale registreringsmyndighed i tilflyt-

ningslandet meddeler, at vedkommende skal registreres som tilflyttet dette land.

I § 26 i lov om Det Centrale Personregister bestemmes, hvilke oplysninger der skal gives i forbindelse

med en anmeldelse af fraflytning til udlandet. Ifølge stk. 1 skal personnummer, det fulde navn eller

adresseringsnavn, den hidtidige adresse og bopælskommune, flyttedato samt eventuel fremtidig

adresse eller bopælsland oplyses. Ifølge stk. 3 har vedkommende under udenlandsopholdet ret, men

ikke pligt, til i CPR at få registreret den til enhver tid aktuelle udenlandsadresse samt en eventuel

kontaktadresse her i landet, hvortil offentlige myndigheder og private kan sende vedkommendes post.

Personer, som er tildelt et personnummer efter § 3, stk. 1, nr. 2 eller 3, eller § 3, stk. 8, har ret, men

ikke pligt, til at få registreret en eventuel kontaktadresse her i landet eller i udlandet, hvortil offentlige

myndigheder og private kan sende vedkommendes post, jf. stk. 4.

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes ifølge § 57, stk. 1, nr. 1, i

lov om Det Centrale Personregister med bøde bl.a. den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed ikke

rettidigt anmelder en flytning til udlandet, jf. § 24, stk. 1, eller afgiver forkerte oplysninger om selve

flytningen og de forhold, der skal registreres i forbindelse hermed, jf. § 26, stk. 1.

Efter § 58, stk. 1, i lov om Det Centrale Personregister kan kommunalbestyrelsen tilkendegive ved-

kommende, at en overtrædelse af de bestemmelser, der er nævnt i § 57, stk. 1, nr. 1-3 og 5, kan afgøres

uden retlig forfølgelse, såfremt denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til

inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen

angivet bøde til kommunens kasse. I stk. 2 bestemmes, at bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk.

1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om indholdet af anklageskriftet finder tilsvarende anvendelse på en tilkende-

givelse efter stk. 1. Efter retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2, skal et anklageskrift indeholde tiltaltes

navn og adresse samt så vidt muligt personnummer eller lignende, og ifølge nr. 3 skal anklageskriftet

tillige indeholde oplysninger om det forhold, der rejses tiltale for. Disse oplysninger skal ifølge stk.

2 omfatte 1) den regel, der påstås overtrådt, og forbrydelsens kendetegn, som de fremgår af reglen,

2) forbrydelsens navn, hvis loven indeholder angivelse heraf, 3) straffehjemmelen, 4) en kort beskri-

velse af det forhold, der rejses tiltale for, med sådan angivelse af tid, sted, genstand, udførelsesmåde

og andre nærmere omstændigheder, som er nødvendig for en tilstrækkelig og tydelig beskrivelse, og

5) i givet fald de strafforhøjelses- eller strafnedsættelsesgrunde, der vil blive påberåbt.

Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bortfalder videre

forfølgning, jf. § 58, stk. 3, i lov om Det Centrale Personregister.

Efter § 3, stk. 1, i lov om Digital Post fra offentlige afsendere skal fysiske personer, der er 15 år eller

derover, og som har bopæl eller fast ophold i Danmark, tilsluttes Digital Post, medmindre personen

fritages for obligatorisk tilslutning. Efter § 3, stk. 4, 1. pkt., fortsætter en tilslutning for en fysisk

person, der ikke længere har bopæl eller fast ophold i Danmark, uændret, medmindre den pågældende

anmoder om fritagelse. I § 4, stk. 1, 1. pkt., bestemmes, at fysiske personer og juridiske enheder, der

er fritaget for obligatorisk tilslutning til den digitale postløsning, jf. § 5, frivilligt kan tilslutte sig

postløsningen med de retsvirkninger, der følger af § 10, hvis de er i besiddelse af en digital signatur,

der giver adgang til postløsningen. Ifølge § 10 anses meddelelser, der sendes under anvendelse af

Digital Post, for 1) at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adres-

saten i postløsningen, og 2) at være afsendt af den angivne afsender. Offentlige afsendere kan ifølge

§ 7, stk. 1, 1. pkt., anvende Digital Post til kommunikation med fysiske personer og juridiske enheder,

der er tilsluttet postløsningen efter §§ 3 eller 4, med de retsvirkninger, der følger af § 10, medmindre

andet følger af § 9 og regler fastsat i medfør af § 11, stk. 1. Ved kommunikation forstås afsendelse af

alle dokumenter og meddelelser m.v., herunder afgørelser, jf. § 7, stk. 1, 2. pkt. Den nævnte undta-

gelse i § 9 omhandler tilfælde, hvor det følger af anden lovgivning, at en meddelelse skal sendes i

fysisk form eller digitalt på anden måde, mens § 11, stk. 1, giver finansministeren adgang til at fast-

sætte nærmere regler om anvendelsen af Digital Post, herunder om anvendelse af særlige formater og

programmer samt om størrelsen og antallet af filer, der kan sendes pr. meddelelse til og fra en offentlig

afsender.

I inddrivelseslovgivningen findes ingen særregler, som regulerer en skyldners fraflytning til udlandet,

og reglerne i lov om Det Centrale Personregister er således de eneste, som regulerer denne situation.

2.10.2. Lovforslaget

Hvis en skyldner med gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden flytter til udlan-

det, kan det være vanskeligt for restanceinddrivelsesmyndigheden at inddrive gælden, hvis restance-

inddrivelsesmyndigheden ikke har kendskab til skyldners adresse i udlandet. Der eksisterer ikke i dag

en pligt til at oplyse om adressen i udlandet, hvis en skyldner med gæld under inddrivelse fraflytter

Danmark.

Hvis en skyldner har skatte- og afgiftsgæld under inddrivelse, har restanceinddrivelsesmyndigheden

via et EU-direktiv, jf. Rådets Direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010 om gensidig bistand ved inddri-

velse af fordringer i forbindelse med skatter, afgifter og andre foranstaltninger, mulighed for at få

hjælp fra andre medlemsstater til at få oplyst skyldners udenlandske adresse og om nødvendigt få

bistand til at inddrive gælden i det pågældende land. Bestemmelser om gensidig bistand til inddrivelse

af skatte- og afgiftsgæld findes også i en del af de dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark

har indgået med en række lande.

Anmodning om bistand bliver dog kompliceret, hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har

kendskab til, hvilket land skyldneren har bosat sig i. Samtidig gælder EU-direktivet og dobbeltbe-

skatningsoverenskomsterne ikke i forhold til alle former for gæld til det offentlige under inddrivelse

– f.eks. SU-gæld. Det betyder, at hvis en skyldner med SU-gæld under inddrivelse ikke selv har oplyst

sin udenlandske adresse til de danske myndigheder, kan restanceinddrivelsesmyndigheden have van-

skeligt ved at inddrive gælden. Restanceinddrivelsesmyndigheden har dog mulighed for at søge efter

skyldneres adresser i offentligt tilgængelige registre og via søgemaskiner.

Det foreslås at indføre en generel pligt til at oplyse udenlandsk adresse ved fraflytning fra Danmark

for personer, der har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det er tanken, at

skyldnerne skal opdatere oplysningerne ved efterfølgende flytninger i udlandet.

Forslaget vil kunne betyde en effektivisering af inddrivelse af gæld i udlandet, fordi restanceinddri-

velsesmyndigheden kan kontakte skyldnerne uden at bruge tid og ressourcer på at søge efter adressen

og hurtigere kan sende evt. anmodninger om bistand til inddrivelse i andre lande.

Det foreslås således, at en skyldner, der har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden, og som fraflytter Danmark, har pligt at anmelde flytningen til restanceinddrivelsesmyndighe-

den. Det er en forudsætning, at skyldnerens gæld under inddrivelse udgør minimum 100 kr. Beløbs-

grænsen er fastsat ud fra beløbsgrænsen i § 1, stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse nr. 300 af 29. marts

2017 om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter en fordring under 100 kr. inklusive renter,

gebyrer og andre omkostninger ikke kan overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndig-

heden.

Det foreslås, at en skyldner har pligt til at anmelde flytningen til restanceinddrivelsesmyndigheden

inden udrejsen. Personer, der flytter til udlandet, har efter § 24 i lov om Det Centrale Personregister

pligt til at oplyse om sin fraflytning til udlandet, og anmeldelsen skal ske inden udrejsen, jf. stk. 1, 2.

pkt. Det foreslås, at samme anmeldelsesfrist – inden udrejsen – tillige skal anvendes for anmeldelsen

til restanceinddrivelsesmyndigheden. Det vil betyde, at skyldneren inden afrejsen skal anmelde fra-

flytningen til både kommunalbestyrelsen med henblik på registrering i CPR og til restanceinddrivel-

sesmyndigheden. Hvis anmeldelsen sker inden udrejsen, vil restanceinddrivelsesmyndigheden desu-

den have mulighed for eventuelt hurtigt at gennemføre en udlægsforretning med henblik på foreta-

gelse af udlæg i løsøre m.v., som typisk medtages ved en fraflytning. Kravet om så vidt muligt at give

underretning om tid og sted for udlægsforretningen, jf. retsplejelovens § 493, stk. 1, fraviges således

efter stk. 2, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forrin-

get, og ifølge forarbejderne til § 493 kan stk. 2 anvendes bl.a. i tilfælde, hvor skyldneren står i begreb

med at forlade landet.

Det foreslås, at skyldnerens anmeldelse til restanceinddrivelsesmyndigheden om flytningen skal in-

deholde oplysning om vedkommendes personnummer, fulde navn eller adresseringsnavn, hidtidige

adresse og bopælskommune, fremtidige adresse og bopælsland og flyttedato. Oplysningerne svarer

til de oplysninger, som en skyldner skal anmelde til CPR ved fraflytning fra Danmark, jf. § 26 i lov

om Det Centrale Personregister, bortset fra at der med forslaget indføres en pligt til at oplyse om

adressen i udlandet.

Hvis skyldner flytter bopæl i udlandet, er det med henblik på at kunne foretage inddrivelse fortsat

vigtigt for restanceinddrivelsesmyndigheden at have oplysninger om den nye adresse i udlandet, så

længe skyldneren har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. Det foreslås der-

for, at skyldner har pligt til løbende at opdatere oplysningerne om personnummer, fulde navn eller

adresseringsnavn, hidtidige adresse og bopælskommune, fremtidige adresse og bopælsland og flytte-

dato, senest 14 dage efter at der sker ændring i oplysningerne.

Det foreslås, at oplysnings- og opdateringspligten ikke gælder, hvis skyldner overholder en afdrags-

ordning for sin gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden. I sådanne situationer,

hvor skyldner afdrager sin gæld under inddrivelse, er der ikke behov for oplysninger om adresse i

udlandet m.v. Dette gælder dog ikke, hvis den nævnte inddrivelse ophører. Det foreslås at skyldneren

i en sådan situation skal være pålagt oplysnings- og opdateringspligten, så snart der er gået 14 dage,

efter at betaling skulle være sket.

I nogle tilfælde fraflytter skyldnere med gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndighe-

den Danmark for en midlertidig periode. Der kan f.eks. være tale om studieophold, længere udlands-

rejser eller et midlertidigt job i udlandet. Er fraflytningen til udlandet alene af midlertidig karakter,

foreslås det, at pligten til at oplyse adresse i udlandet m.v. kan opfyldes, ved at skyldner er tilsluttet

Digital Post. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan således kontakte skyldner via Digital Post med

henblik på f.eks. at give oplysninger om skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger eller lignende.

For at have en klar og enkel regel, som kan systemunderstøttes, foreslås det, at fraflytning til udlandet

anses for at være af midlertidig karakter, hvis opholdets varighed ikke overstiger en periode på 6

måneder. Samtidig gælder der i § 24 i lov om Det Centrale Personregister en tilsvarende regel om, at

ophold i udlandet over 6 måneder skal anmeldes som en fraflytning til udlandet

I tilfælde af, at skyldner ikke har en fast bopæl i udlandet, f.eks. fordi vedkommende er på en længere

jordomrejse, har et job med stor rejseaktivitet og ingen fast bopæl eller lignende, kan det være umuligt

for skyldneren at opfylde pligten om at oplyse sin bopæl i udlandet. Det foreslås på baggrund heraf,

at har en skyldner med gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden ikke en fast

bopæl i udlandet, kan pligten til at anmelde bopælen i udlandet opfyldes, ved at skyldner er tilsluttet

Digital Post. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan også i denne situation kontakte skyldner via Di-

gital Post med henblik på f.eks. at give oplysninger om skyldners gæld, iværksætte afdragsordninger

eller lignende.

Hvis en skyldner ikke er i stand til at anmelde sin fraflytning til udlandet til restanceinddrivelsesmyn-

digheden, f.eks. fordi vedkommende er fysisk eller psykisk syg, under værgemål eller lignende, fo-

reslås det, at flytningen anmeldes af den, der er ansvarlig for den pågældende. Den foreslåede be-

stemmelse svarer til § 13 i lov om Det Centrale Personregister.

Da der kan være behov for at fastsætte nærmere regler for pligten til at oplyse udenlandsk adresse

ved fraflytning til udlandet, foreslås det, at skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om oplys-

ningspligten.

For at sikre, at en skyldner har incitament til både at oplyse om sin adresse i udlandet ved fraflytning

og løbende opdatere oplysninger eller være tilsluttet Digital Post ved midlertidige ophold i udlandet

eller ved manglende bopæl i udlandet, foreslås det, at manglende overholdelse af oplysningspligten

skal kunne sanktioneres med bøder.

Det foreslås således, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, kan en skyld-

ner, der har gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden og fraflytter Danmark,

straffes med bøde, hvis vedkommende forsætligt eller ved grov uagtsomhed undlader at opfylde plig-

ten til inden udrejsen at anmelde flytningen til restanceinddrivelsesmyndigheden, afgiver urigtige

eller vildledende oplysninger om sit personnummer, sit fulde navn eller adresseringsnavn, sin hidti-

dige adresse og bopælskommune, sin fremtidige adresse og bopælsland og flyttedatoen eller undlader

løbende at opdatere disse oplysninger, senest 14 dage efter at der sker ændring i oplysningerne.

Hvis skyldneren har fået sin flytning registreret i CPR, vil restanceinddrivelsesmyndigheden kunne

konstatere, at skyldneren har gjort sig strafbar ved ikke rettidigt at anmelde sin flytning til restance-

inddrivelsesmyndigheden. I tilfælde, hvor skyldneren ikke har anmeldt flytningen til kommunalbe-

styrelsen med henblik på registrering i CPR, vil restanceinddrivelsesmyndigheden derimod være af-

hængig af andre oplysninger for at kunne konstatere strafansvaret, men det er ikke tanken, at restan-

ceinddrivelsesmyndigheden skal påtage sig efterforskningslignende opgaver med henblik på at kunne

strafforfølge skyldneren. Restanceinddrivelsesmyndighedens hovedopgave er at forestå inddrivelsen

af gæld til det offentlige.

Det foreslås endvidere, at restanceinddrivelsesmyndigheden kan anvende et bødeforelæg ved mang-

lende overholdelse af oplysningspligten. Det foreslås således, at hvis en overtrædelse ikke vil medføre

højere straf end bøde, kan restanceinddrivelsesmyndigheden tilkendegive den pågældende, at sagen

kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen

og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist, der efter ansøgning kan forlænges, at betale

en bøde, der er angivet i tilkendegivelsen.

Det foreslås, at det i lighed med, hvad der gælder for bødeforelæg efter § 58 i lov om Det Centrale

Personregister, bestemmes, at bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om

indholdet af anklageskriftet finder tilsvarende anvendelse på de bødeforelæg, som restanceinddrivel-

sesmyndigheden foreslås at kunne anvende, jf. ovenfor.

Bødeforelæg forudsætter, at skyldner efterfølgende har opfyldt sin oplysningspligt, at restanceinddri-

velsesmyndigheden af egen drift har fundet frem til skyldners adresse i udlandet, eller at restanceind-

drivelsesmyndigheden har fået hjælp fra det land, hvor en skyldner har sin bopæl, til at få oplyst

skyldners adresse, jf. ovenfor om bistandsdirektivet ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med

skatter, afgifter og andre foranstaltninger og tilsvarende bestemmelser om gensidig bistand til inddri-

velse af skatte- og afgiftsgæld i dobbeltbeskatningsoverenskomster, som Danmark har indgået med

en række lande.

Hvis restanceinddrivelsesmyndigheden ikke af egen drift, ved hjælp fra skyldners bopælsland eller

på anden måde kan finde en skyldners adresse i udlandet, kan bøden ikke pålægges. Det betyder i

praksis, at en bøde for manglende opfyldelse af oplysningspligten ikke kan pålægges, før restance-

inddrivelsesmyndigheden får kendskab til skyldners adresse.

Vedtagelse af en bøde indebærer, at overtrædelsen afgøres uden retslig forfølgelse, dvs. at skyldneren

undgår en straffesag, som af anklagemyndigheden indbringes for domstolene, hvorefter bøden bliver

idømt af retten, hvis retten finder, at skyldneren er skyldig i overtrædelsen.

Tilsvarende foreslås det, at hvis bøden betales i rette tid – dvs. inden for den frist, som restanceind-

drivelsesmyndigheden har fastsat – eller bliver bøden efter vedtagelsen inddrevet eller afsonet, bort-

falder videre forfølgning.

Bøder, som vedtages efter bødeforelæg, skal betales til restanceinddrivelsesmyndigheden, mens bø-

der, der idømmes i en straffesag, skal betales til politiet, jf. § 90, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf

m.v.

Det foreslås endvidere, at bøder i sager, der afgøres administrativt – dvs. vedtages af skyldneren –

anses for modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis skyldneren ikke inden

en nærmere angivet frist betaler det skyldige beløb.

For at undgå pålæggelse af bøder i situationer, hvor dette forekommer urimeligt på grund af særlige

omstændigheder, f.eks. hvis skyldner er blevet syg og ude af stand til at opfylde pligten, eller hvis

skyldner fra restanceinddrivelsesmyndigheden har fået oplysning om, at vedkommende har indfriet

al sin gæld under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og det senere viser sig alligevel

ikke at være tilfældet, uden at det kan tilskrives skyldneren, foreslås det, at restanceinddrivelsesmyn-

digheden skal kunne undlade at pålægge en sådan bøde.

Bødeniveauet for overtrædelse af sådanne ordensforskrifter på skatteområdet ligger typisk i størrel-

sesordenen 800-2.000 kr. Bødeniveauet for ordensbøder fastsættes ved prøvesager ved domstolene

og vil, når der foreligger domspraksis for overtrædelse af de pågældende bestemmelser, indgå i det

såkaldte ordensbødekatalog på Skatteministeriets område. Ved bødeudmålingen er det forestillingen,

at bødens størrelse bør fastsættes ud fra størrelsen på den gæld, som skyldneren har under inddrivelse,

således at der er en vis proportionalitet mellem gældsstørrelsen og bødestørrelsen.

2.11. Ophævelse af forsøgsordning med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grup-

per

2.11.1. Gældende ret

På finansloven for 2005 blev der afsat 25 mio. kr. årligt i fire år (2005-2008) til et forsøg med gælds-

eftergivelse for socialt svage grupper, jf. finansloven for 2005, § 15.75.28.50.

Forsøgsordningen kom i forlængelse af, at en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Socialforsk-

ningsinstituttet (SFI) havde vist, at gæld til det offentlige for de svageste kontanthjælpsmodtagere

kunne være en barriere for at komme i beskæftigelse. Dette skyldtes ifølge SFI for det første, at en

eventuel økonomisk fremgang – som følge af beskæftigelse – ville blive mødt med krav om afdrag

på gælden til det offentlige. Og for det andet, at kontanthjælpsmodtagere normalt ikke vil kunne opnå

gældssanering efter de almindelige regler i konkursloven, da det er en forudsætning, at skyldners

økonomiske forhold er afklarede. Og da kontanthjælp er en midlertidig ydelse, kan de økonomiske

forhold netop ikke anses for afklarede.

De nærmere regler om forsøgsordningen med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte

grupper blev fastsat ved lov nr. 510 af 7. juni 2006 og fremgår af kapitel 3 a i lovbekendtgørelse nr.

1063 af 25. oktober 2006 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld samt

om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper. Reglerne trådte efter

notifikation i EU i kraft den 1. februar 2007, jf. bekendtgørelse nr. 34 af 9. januar 2007 om ikrafttræ-

den af visse bestemmelser i lov om ændring af lov om eftergivelse af gæld for socialt udsatte grupper.

Midlerne på finansloven blev overført til de følgende finansår (2007-2010).

Forsøgsordningen gik fra starten ud på, at skyldnere, som i en uafbrudt periode på 4 år eller mere

havde modtaget hjælp efter § 11 i lov om aktiv socialpolitik (kontanthjælp, starthjælp eller tilbud efter

lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) eller introduktionsydelse efter kapitel 5 i integrationsloven,

gradvist kunne få eftergivet deres gæld til det offentlige, forudsat at skyldnerne overgik til beskæfti-

gelse, fleksjob, uddannelse eller revalidering og fastholdt dette i en samlet periode på 5 år.

Det blev i lovforslaget om forsøgsordningens indførelse (lovforslag nr. L 174, Folketingstidende

2005-2006, tillæg A, side 5898), antaget, at i alt ca. 20.000 personer ville opfylde varighedskriteriet

om uafbrudt offentlig forsørgelse i 4 år og derfor potentielt kunne blive omfattet af ordningen, såfremt

de i stedet kunne komme i beskæftigelse m.v.

Det var en betingelse for gældseftergivelsen, at skyldneren havde fået tilsagn om ordinær, ustøttet

beskæftigelse, om optagelse på en ordinær uddannelse, eller at skyldneren var visiteret til revalide-

ring, herunder forrevalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik, eller havde fået tilbudt fleks-

job.

Når ansøgeren opfyldte betingelserne for eftergivelse af gæld til det offentlige, blev gælden således

gradvist nedskrevet over 5 år med 1/60 af den eftergivne gæld om måneden. Nedskrivningen var

gældende for såvel skyldneren som den offentlige fordringshaver.

Gældseftergivelsen skulle stilles i bero i op til 1 år, hvis skyldneren igen kom tilbage på offentlig

forsørgelse. Herefter ville eftergivelsen helt bortfalde for den resterende del af gælden. Og i tilfælde

af misligholdelse, altså at skyldneren fik nye krav sendt til inddrivelse fra en offentlig fordringshaver,

ville eftergivelsen af gælden også bortfalde, for så vidt angår den resterende del af den gæld, der var

omfattet af eftergivelsen.

Forsøgsordningen indeholdt endvidere en kompensation til de berørte offentlige fordringshavere.

Hertil anvendtes de på finansloven afsatte midler efter fradrag for udgifter til ordningens administra-

tion. Afregning af kompensation til fordringshaverne skulle ske en gang om året og opgøres ved årets

udgang. Kompensationsbeløbet skulle fordeles forholdsmæssigt mellem de berørte offentlige kredi-

torer.

Da afgørelse om gældseftergivelse skulle træffes på baggrund af objektive kriterier, ville kompensa-

tionsprocenten være variabel fra år til år inden for et loft på op til 10 pct. af gælden, afhængig af hvor

megen gæld der var blevet eftergivet i et kalenderår, idet der maksimalt var 25 mio. kr. til rådighed

til kompensation og administration pr. år. Netop på grund af de objektive kriterier var der i princippet

ikke nogen overgrænse for, hvor høj den samlede gældseftergivelse til den enkelte skyldner i et givent

år kunne blive.

Da forsøgsordningen trådte i kraft den 1. februar 2007, var det som et 4-årigt forsøg. Forsøgsordnin-

gens regler indeholdt derfor også en revisionsbestemmelse, jf. § 16 j, stk. 3, hvoraf det fremgik, at

Skatteministeriet i samarbejde med Socialministeriet et år efter ordningens ikrafttræden skulle fore-

tage en vurdering af de i ordningen fastsatte afgrænsninger. Loven indeholdt desuden en evaluerings-

bestemmelse, jf.§ 16 j, stk. 4, hvorefter Skatteministeriet i samarbejde med Socialministeriet skulle

evaluere forsøgsordningen tre år efter ordningens ikrafttræden, med henblik på at vurdere om ordnin-

gen efter udløbet af den 4-årige forsøgsperiode skulle forlænges, gøres permanent, eller om den even-

tuelt skulle ophæves.

Efter den lovbestemte vurdering af forsøgsordningens afgrænsninger i 2008 blev ordningen i første

omgang lempet. Baggrunden var, at ordningen kun var blevet anvendt i meget begrænset omfang.

Ved en lovændring gennemført ved § 120 i lov nr. 1336 af 19. december 2008 blev ordningen således

lempet på tre punkter. For det første, ved at eftergivelsesperioden blev nedsat fra 5 til 4 år. Beløbet,

som skulle eftergives pr. måned, udgjorde derfor nu 1/48 af skyldners samlede gæld til det offentlige

omfattet af eftergivelsen mod tidligere 1/60. For det andet blev de tidsmæssige betingelser for efter-

givelse lempet, så skyldneren nu kun skulle have modtaget de nævnte forsørgelsesydelser i samlet 3

år ud af en 4-årig periode, hvor kravet tidligere havde været en uafbrudt periode på mindst 4 år. Som

det tredje blev målgruppen af skyldnere udvidet til også at omfatte dagpengemodtagere. Dermed blev

gruppen af potentielle ansøgere til forsøgsordningen udvidet til i alt ca. 31.000 personer. Ændringerne

trådte i kraft den 1. januar 2009.

I 2010 blev den lovbestemte evaluering efter 3 år foretaget af Skatteministeriet og Socialministeriet.

I den forbindelse blev det konstateret, jf. SAU 2010-2011, alm. del, Bilag 143, at forsøgsordningen –

selv efter lempelserne fra 2008 – fortsat blev anvendt i meget begrænset omfang. Således blev der for

årene 2007-2009 samlet set kun udbetalt lidt under 2 mio. kr. i kompensation til de fordringshavere,

hvis tilgodehavender var berørt af eftergivelse efter forsøgsordningen. Der var på finansloven afsat

25 mio. kr. i hvert af de tre år. Der blev i hele den nævnte periode i alt indgivet 461 ansøgninger om

gældseftergivelse, hvoraf 169 ansøgninger blev godkendt. På baggrund af denne meget begrænsede

anvendelse af forsøgsordningen blev det i forbindelse med den gennemførte evaluering besluttet ikke

at forlænge ordningen. Da der var overførselsadgang på kontoen i finansloven, kunne ordningen dog

fortsat bruges, indtil den blev nedlagt ved lov. Ordningen har således været gældende også efter 2010

og gælder fortsat, men har ligesom tidligere kun været anvendt i meget begrænset omfang.

Til den skattepligtige indkomst medregnes ikke eftergivet gæld til det offentlige for socialt udsatte

grupper efter kapital 3 a i lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte

grupper, jf. ligningslovens § 7, nr. 23.

2.11.2. Lovforslaget

Fra 2007 og indtil nu har der således eksisteret en ordning med eftergivelse af gæld til det offentlige

for socialt udsatte grupper, som i praksis kun er blevet anvendt i meget begrænset omfang i forhold

til forventningerne ved forsøgsordningens indførelse i 2006 og ved de senere gennemførte lempelser

i 2008. I alt har kun i alt ca. 450 personer over hele perioden fået gældseftergivelse efter ordningen,

selv om den potentielle målgruppe i forarbejderne ved lovens indførelse i 2006 blev skønnet til i alt

ca. 20.000 personer og senere ved den efterfølgende lovændring i form af lempelserne, der blev ind-

ført i 2008, blev skønnet til i alt ca. 31.000 personer.

Af den oprindelige bevilling på finansloven på i alt 100 mio. kr. (25 mio. kr. hvert år fra 2005-2008)

er der i perioden 2007-2017 samlet set anvendt i alt ca. 4,6 mio. kr. til kompensation til fordringsha-

vere og administration af forsøgsordningen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der p.t. ikke er

udbetalt kompensation for eftergivelsesbeløb vedrørende 2014-2017, idet beregningerne heraf fortsat

pågår.

Forsøgsordningens betingelser har i praksis vist sig at være administrativt komplicerede, særligt i

forhold til at få indhentet den nødvendige dokumentation for opfyldelse af krav til forsørgelsesydelser

og disses udbetalingsperioder. Dette har gjort det vanskeligt at afgøre, hvorvidt en skyldner kan få

eftergivelse. Det har også vist sig, at det er vanskeligt løbende at kontrollere, om skyldner i den ef-

terfølgende 4-årige eftergivelsesperiode fortsat opfylder betingelserne for eftergivelse. Det gælder

ikke mindst i de tilfælde, hvor skyldner flytter til udlandet. Herudover kompliceres forsøgsordningen

også af den særlige kompensationsregel i forhold til fordringshaverne, hvor kompensationsprocenten

skal fastsættes på ny hvert eneste år på baggrund af antal og størrelse af det pågældende års eftergi-

velsesbeløb. Ordningen bliver p.t. administreret manuelt, idet der ikke har været it-understøttelse til-

knyttet siden idriftsættelsen af it-systemet EFI i 2013. I forbindelse med udviklingen af det nye it-

system til understøttelse af inddrivelse af gæld til det offentlige (PSRM) er det vurderet, at en it-

understøttelse af forsøgsordningen i det nye inddrivelsessystem må anses for at være særdeles sy-

stemkomplicerende, og at dette ikke står mål med den i perioden 2007-2017 meget begrænsede brug

af ordningen.

Hertil kommer, at der allerede i dag med § 13, stk. 6, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige

findes en regel, der giver mulighed for eftergivelse af gæld til det offentlige, når sociale eller andre

forhold i særlig grad taler for eftergivelse. Denne regel vil kunne tilgodese de samme hensyn til de

socialt udsatte grupper, som det var tiltænkt med den eksisterende forsøgsordning. Eksempelvis næv-

nes det i forarbejderne til § 13, stk. 6, blandt andet, at eftergivelse efter bestemmelsen vil kunne ske,

hvis det vurderes, at gælden til det offentlige er en varig barriere for, at skyldner kan opnå varig

tilknytning til arbejdsmarkedet.

Som følge heraf foreslås det at ophæve forsøgsordningen med eftergivelse af gæld til det offentlige

for socialt udsatte med virkning fra og med den 1. juni 2018, så der fra lovens ikrafttræden ikke

længere kan ansøges om eftergivelse efter ordningen. Ansøgninger om eftergivelse, der modtages af

restanceinddrivelsesmyndigheden den 1. juni 2018 eller senere, vil derfor ikke blive behandlet. De

eftergivelsessager, hvor ansøgningen er modtaget inden den 1. juni 2018, og som resulterer i en af-

gørelse om eftergivelse, vil kunne fortsætte, indtil de gradvist udløber.

Da lov om forsøg med eftergivelse af gæld til det offentlige for socialt udsatte grupper efter lovæn-

dringen i 2008 alene indeholder de ovenfor nævnte regler vedrørende denne forsøgsordning, foreslås

det, at loven ophæves i sin helhed.

Det foreslås samtidig – som konsekvens af ophævelsen af forsøgsordningen – ligeledes at ophæve

bestemmelsen i ligningslovens § 7, nr. 23, der gør eftergivelsesbeløb efter forsøgsordningen skattefrie

for skyldneren. Eftergivelsesbeløb hidrørende fra sager, hvor der er ansøgt om eftergivelse inden den

1. juni 2018, vil fortsat være skattefrie for skyldneren, i takt med at disse beløb gradvist eftergives.

Ultimo 2018 iværksætter Udviklings- og Forenklingsstyrelsen en analyse og fastlæggelse af en frem-

tidig strategi for afskrivning og eftergivelse af gæld til det offentlige. Der vil i den forbindelse også

blive set på, om de gældende regler for eftergivelse af gæld til det offentlige bedre kan målrettes de

socialt udsatte grupper ud fra relevante objektive kriterier, og herunder hvordan nye regler herom vil

kunne systemunderstøttes. Et eventuelt lovforslag herom vil kunne indgå i den næste lovforenklings-

pakke, der forventes fremsat i 2019.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget er med til at sikre digitaliser- og administrerbare regler for den fremtidige inddrivelse.

Dermed er lovforslaget med til at forhøje inddrivelseseffektiviteten og inddrivelsesprovenuet i frem-

tiden, hvilket dog ikke kan kvantificeres nærmere.

Med lovforslaget foreslås det at indføre en række regler, der vurderes at medføre et reduceret ressour-

cetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden. Det gælder de foreslåede regler om foreløbig afbry-

delse af forældelsen af fordringer, der modtages til inddrivelse, og om restanceinddrivelsesmyndig-

hedens håndtering af accessorisk forældelse, for så vidt angår visse opkrævningsrenter og – gebyrer,

reglerne med en præcisering af bortfaldsregler og om lempelse af kravene til forkyndelse foretaget af

restanceinddrivelsesmyndighedens pantefogeder samt de klarere regler for betalingsevnevurdering,

hvori der indgår pensionsindbetalinger, og reglerne om håndteringen af arbejdsgiveres negative kor-

rektioner af beløb indeholdt ved lønindeholdelse. Navnlig forventes forslaget om at indføre regler om

foreløbig afbrydelse af forældelsen at reducere ressourcetrækket betydeligt.

Derimod forventes lovforslagets regel om håndteringen af skyldnerskifte ved dødsfald, fusion, spalt-

ning m.v. og især indførelsen af en ny pligt for restanceinddrivelsesmyndigheden til at påse og bøde-

sanktionere manglende overholdelse af pligten til at oplyse udenlandsk adresse at medføre et øget

ressourcetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden. Samlet set vurderes lovforslaget dog at medføre

et let reduceret ressourcetræk for restanceinddrivelsesmyndigheden, i takt med at den nye inddrivel-

sesløsning indfases.

Det vurderes umiddelbart, at forslaget vil indebære behov for systemtilretninger, der skønnes at med-

føre udgifter på ca. 1 mio. kr. (udgiftsbaseret)

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Forslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Forslaget vurderes ikke at have administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden fra den 9. februar 2018 til den 9. marts 2018 været sendt i hø-

ring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

3 F, Advokatsamfundet, Ankestyrelsen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, ATP, borger- og retssik-

kerhedschefen i SKAT, Bryggeriforeningen, Business Danmark, Børnerådet, Børsmæglerforeningen,

CEPOS, Cevea, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejen-

domsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Fjernvarme, Dansk Told & Skattefor-

bund, Danske Advokater, DANVA, Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, DI, Domstolsstyrel-

sen, Erhvervsstyrelsen – Team Effektiv Regulering, Ejendomsforeningen Danmark, Ejerlejligheder-

nes Landsforening, FDM, Finans Danmark, Finansforbundet, Finanstilsynet, Foreningen Danske Re-

visorer, FSR – danske revisorer, Foreningen af Danske Skatteankenævn, Forsikring & Pension,

Grundejernes Landsforening, HORESTA, Håndværksrådet, Investeringsfondsbranchen, ISOBRO,

IT-branchen, Justitia, KL, Kraka, Kristelig Arbejdsgiverforening, Kristelig Fagforening, Landbrug &

Fødevarer, Landsskatteretten, LO, Nationalbanken, Rådet for Socialt Udsatte, SEGES, Skatteanke-

styrelsen, SRF Skattefaglig Forening, Udbetaling Danmark og Ældresagen.

9. Sammenfattende skema

Positive

konsekvenser/mindreudgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Lovforslaget er med til at sikre

digitaliser- og administrerbare

regler for den fremtidige inddri-

velse. Dermed er lovforslaget

med til at forhøje inddrivelses-

effektiviteten og inddrivelses-

provenuet i fremtiden, hvilket

dog ikke kan kvantificeres nær-

mere.

Lovforslaget forventes samlet

set at medføre et let reduceret

ressourcetræk for restanceind-

drivelsesmyndigheden, i takt

med at den nye inddrivelsesløs-

ning indfases.

Ingen.

Negative konsekvenser/mer-

udgifter

(hvis ja, angiv omfang/Hvis

nej, anfør »Ingen«)

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Administrative konsekvenser

for stat, kommuner og regio-

ner

Lovforslaget forventes umid-

delbart at medføre merudgif-

ter til systemtilretningen sva-

rende til ca. 1 mio. kr.

Økonomiske konsekvenser

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

Ingen.

for erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for borgerne

Miljømæssige konsekvenser

Forholdet til EU-retten

Overimplementering af EU-

retlige minimumsforpligtelser

(sæt X)

Ingen.

Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

NEJ

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Det fremgår af § 2, stk. 3-4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at fordringer overdrages

til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerproce-