REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 99: Henvendelse af 15/12-17 fra Københavns universitet v/Jørn Vestergaard om ungelavalder og ungekriminalitetsnævn

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 99
Offentligt

ANALYS E

UNGELAVALDER OG UNGDOMSKRIMINALITETSNÆVN

Nedsættelse af den kriminelle

lavalder ad bagvejen?

Formelt set indebærer regeringens udspil om ungelavalder og ungdomskriminalitetsnævn ikke en

nedsættelse af den kriminelle lavalder. Men det foreslåede nævn skal i sine afgørelser tage hensyn

til karakteren af den begåede kriminalitet. Dermed lægger forslaget alligevel op til at stemple børn

under 15 år som små forbryderspirer. Al sagkundskab viser, at man derved risikerer at fastholde

dem i den rolle, stik imod intentionerne. Og det kniber med retssikkerheden.

JØRN VESTERGAARD,

PROFESSOR I STRAFFERET, KØBENHAVNS UNIVERSITET

FORUD FOR FOLKETINGSVALGET i 2015 forpligtede de ire bor-

gerlige partiformænd sig på en fælles dagsorden om nedsættelse af

den kriminelle lavalder til 12 år og oprettelse af ungdomsdomstole.

Dette kom blandt andet til udtryk i en kronik, som Kristian Thulesen

Dahl (DF), Lars Løkke Rasmussen (V), Anders Samuelsen (LA) og

Søren Pape Poulsen (K) sammen offentliggjorde i Berlingske den

14. september 2014. Udmeldingen fra den daværende opposition

blev imidlertid ikke vel modtaget af hverken fagfolk eller andre po-

litiske partier. I 2010 havde VK-regeringen med støtte fra DF nedsat

den kriminelle lavalder til 14 år; men allerede i 2012 tilbageførte en

socialdemokratisk ledet regering lavalderen til 15 år.

Efter i 2015 at have vippet rød blok af pinden, dannede Venstre i

første omgang en smal regering med Søren Pind som justitsminister.

Han delte tilsyneladende fagfolks anfægtelser i forhold til partileder-

nes udspil og var efter alt at dømme ikke lun på tanken om at gøre

oplægget til virkelighed. Scenen blev imidlertid sat på ny, da Søren

Pape Poulsen ved den efterfølgende dannelse af VLAK regerin-

gen overtog posten som justitsminister. Han påtog sig dermed den

bundne opgave at få sammentømret et kompromis, der var egnet til

såvel at vise handlekraft som at dæmpe kritikken. Med henblik på

udvikling af en sådan politik har Justitsministeriet gennemført en

målrettet proces med omfattende inddragelse af fagfolk og særligt

sagkyndige.

Ved Folketingets åbning i oktober 2017 tilkendegav statsminister

Lars Løkke Rasmussen, at regeringen vil stille helt unge kriminelle

til ansvar for deres handlinger, og i kølvandet på åbningstalen blev

så det længe ventede udspil søsat. Nu blev ønsket om nedsættelse af

den kriminelle lavalder og oprettelse af ungdomsdomstole aløst af

nyskabelser som en ‘ungelavalder’ på 12 år og et ‘ungdomskrimina-

litetsnævn’. Kursændringen kom som en lettelse for mange, og i det

lys kan missionen jo i det væsentlige betragtes som vel gennemført.

Blandt partierne har kun Dansk Folkeparti givet udtryk for stærk

utilfredshed med, at roret er lagt om.

Konsekvens over for børns og unges kriminalitet

Det er regeringens opfattelse, at der i den nuværende indsats mod

ungdomskriminalitet mangler fælles retning og konsekvens. Hver-

ken det sociale system eller retssystemet evner angiveligt at gribe

tidligt nok ind og “hjælpe de unge, inden de havner på samfundets

skyggeside”. Det nye udspil er især rettet mod den såkaldt hårde ker-

ne af unge, der står for op imod halvdelen af alle de straffelovsover-

trædelser, som begås af en ungdomsårgang i en tid, hvor ungdoms-

kriminaliteten i øvrigt er halveret over de seneste ti år.

Regeringen ønsker en ‘mærkbar og hurtig konsekvens’ med en mere

håndfast indsats på tværs af sektorerne. I lyset heraf har udspillet fået

den manende titel: “Alle handlinger har konsekvenser”. Regeringen

vil bryde ”den negative spiral” så tidligt som muligt og sætte en stop-

per for ”fødekæden til banderne og andre kriminelle miljøer.” Dette

skal ske med 15 helt løst skitserede initiativer inddelt i tre spor: Unge

i fødekæden, Unge i risikozonen, samt Den tidligere forebyggende

indsats rettet mod alle børn og unge.

Tonerne i det politiske initiativ er velkendte. Sådan lød det også,

da den såkaldte ungdomssanktion for femten år siden blev lanceret

som svar på en medieskabt stemningsbølge, og da den kriminelle

ADVOKATEN 1 0 | 2 0 1 7

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 99: Henvendelse af 15/12-17 fra Københavns universitet v/Jørn Vestergaard om ungelavalder og ungekriminalitetsnævn

lavalder i 2010 blev sænket til 14 år. Men melodien er alligevel lidt

anderledes denne gang. Hvor det tidligere har været de unge og de

næsten voksne, der var i fokus, skal ca. 700 større børn og helt unge

i en årgang nu ‘ansvarliggøres’, hvis de er på vej ud i en kriminel

løbebane, og for børnene skal dette til dels ske inden for samme

ramme som for de lidt ældre.

Hver politikreds skal have et ungdomskriminalitetsnævn, som skal

ledes af en dommer sammen med en repræsentant fra politiet og en

fra kommunen. Nævnet skal kunne inddrage fagfolk og ressource-

personer. Dets beslutninger skal være forpligtende for kommuner-

ne, og en ny ungekriminalforsorg skal sikre, at nævnets beslutninger

følges af barnet eller den unge.

Det er i oplægget kun løseligt beskrevet, hvad der skal til for, at en

sag kommer for nævnet. Der lægges op til, at unge ‘i fødekæden’

mellem 15 og 17 år bliver ‘stillet til ansvar’ i nævnet, efter at de har

fået deres sag behandlet ved domstolene. De 12-14-årige

kan

få deres

sag behandlet i nævnet, hvis de har begået ‘grov kriminalitet’. Det er

politiet, der skal vurdere, om barnet eller den unge er ‘i fødekæden’.

Til det formål skal der udvikles et screeningsværktøj.

Nævnet kan fastsætte en såkaldt ‘straksreaktion', som skal være op-

dragende og så vidt muligt også genoprettende. Betegnelsen ‘straks-

reaktion' skal signalere, at regeringen ønsker sagerne fremmet med

størst mulig hurtighed inden for korte, nærmere angivne frister. Se-

nest ti dage efter politiets mistanke om, at et barn under 15 år har

begået kriminalitet, skal politiet beslutte, om sagen skal henvises til

nævnet, som skal behandle sagen senest ire uger senere. For unge

mellem 15 og 17 år henvises sagen fra domstolene til nævnet, som

skal sættes senest 14 dage efter endelig dom.

Over for børn og unge i risikozonen er det meningen at styrke kom-

munernes anvendelse af ungepålæg, som nu i højere grad skal kunne

indebære pligt til udførelse af samfundsnyttigt arbejde såsom at gøre

rent i den lokale boligforening, at vaske brandbiler eller at være med

til at vedligeholde parker og andre offentlige områder.

Nævnet kan også fastlægge ‘et længerevarende forbedringsforløb’ i

op til to år og for 12-14-årige i helt særlige tilfælde op til ire år. Et

forbedringsforløb skal ‘skræddersys til den unges situation’ og kan

for eksempel bestå i praktik hos en offentlig eller privat arbejdsgi-

ver, færdiggørelse af uddannelse, misbrugsbehandling eller anden

behandling, ophold i en døgninstitution eller anbringelse på sikret

institution. Efter det foreliggende kan der med andre ord iværksæt-

tes samme slags foranstaltninger som efter gældende lovgivning.

Mulighederne for magtanvendelse på institutionerne skal styrkes

ved indførelse af adgang til at anvende døralarmer på de anbragtes

værelser, videoovervågning af indendørs fællesarealer, udvidelse af

adgangen til visitation, begrænsning af de anbragtes adgang til brug

af mobiltelefon og internet samt ‘tydeliggørelse’ af reglerne om an-

vendelse af fysisk magt.

Forældrene skal kunne pålægges pligt til at deltage i møder i nævnet.

Hvis de udebliver, skal politiet kunne afhente dem, og der skal kunne

fastsættes forældrepålæg, som ved manglende efterkommelse vil kun-

ne sanktioneres med træk i børne- og ungdomsydelse og boligstøtte.

Nævnet skal også kunne stille barnet eller den unge ansigt til ansigt

med forurettede i et konfrontationsmøde.

Den nye ungekriminalforsorg oprettes som en del af kriminalforsor-

gen og får som opgave i samarbejde med kommunen at sørge for

konsekvent opfølgning og sikre, at nævnets afgørelser følges.

Som led i nævnets afgørelse får barnet eller den unge tilknyttet en

tilsynsførende fra ungekriminalforsorgen.

Ved manglende overholdelse af nævnets afgørelse og ved ny krimi-

nalitet kan sagen genindbringes, og nævnet kan så træffe afgørelse

om ‘nye og skærpede tiltag’. For 15-17-årige, der har fået en betinget

dom med vilkår om at efterleve nævnets afgørelse, kan manglende

overholdelse udløse den fastsatte frihedsstraf.

I en række dagblade har justitsministeren offentliggjort et indlæg

under titlen “Den konservative jernnæve. Vi skal slå ned på unges

kriminalitet – hurtigt og konsekvent”. Han har her tilkendegivet

et ønske om, at den hårde kerne mærker konsekvenserne af deres

handlinger ”med det samme”. Derfor nytter det ikke “at sende dem

ind i et domstolssystem med alle de forsinkelser, det indebærer”.

Ønsket om at få behandlingen af disse sager fremmet uden forsin-

kelser kan man dårligt være uenig i. Risikoen for, at det kommer til

at gå for hurtigt, er næppe stor, om end det både af hensyn til bar-

nets eller den unges retssikkerhed og udredningen af behovet for

en ‘skræddersyet’ indsats er afgørende, at sagsbehandlingen præges

af fornøden grundighed. Men det forekommer svært at forstå, hvor-

dan det fromme ønske om hurtighed skal kunne indfries i sager om

ADVOKATE N 10 | 2 01 7

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 99: Henvendelse af 15/12-17 fra Københavns universitet v/Jørn Vestergaard om ungelavalder og ungekriminalitetsnævn

ANALYS E

15-17-årige, som først skal i retten for at modtage en betinget dom

med vilkår og derefter skal have deres sag behandlet i nævnet. Det

er heller ikke oplagt, at landets dommere skulle have bedre tid til

at møde op til et hastemøde i et nævn end til at møde op i retten.

Efter serviceloven er det i dag kommunens pligt inden syv dage at

udarbejde en handleplan i tilfælde, hvor et barn mistænkes for al-

vorlig kriminalitet. Det er selvsagt ikke realistisk at forestille sig en

hurtigere sagsbehandling i et nævn.

Modtagelsen af regeringens udspil

De umiddelbare reaktioner på regeringens udspil knyttede sig først

og fremmest til den iøjnefaldende kursændring. Justitsminister Sø-

ren Pape Poulsen forklarede sit meningsskifte med, at han nu havde

haft lejlighed til at lytte til argumenter og er blevet klogere. “Em-

bedsmændene har vundet over justitsministeren i slagsmålet om den

kriminelle lavalder”, konstaterede politisk redaktør Andreas Karker

(BT, 3.11.2017).

Hos Dansk Folkeparti var der fortørnelse over, hvad der blev beteg-

net som et løftebrud. I rød blok og blandt mange fagfolk var der

derimod lettelse over, at planerne om formelt at sænke den krimi-

nelle lavalder til 12 år var droppet. Der var også rosende ord til ud-

meldingen om at styrke den forebyggende indsats. Formanden for

Socialpædagogisk Landsforbund, Benny Andersen, og formanden

for Børnerådet, Per Larsen, bakkede op. Sågar hos Amnesty var der

glæde. I Berlingskes leder blev udspillet betegnet som ”et fornuftigt

og afbalanceret kompromis”.

Det Kriminalpræventive Råd anbefalede et tidligere fokus på børns

opvækstvilkår “fremfor at sætte tungt ind, når der er kriminalitet”,

ligesom rådet fremhævede, at “det at sætte børn i bås som kriminelle

har en tendens til at blive selvopfyldende” (Dkr.dk). Rådets formand,

Henrik Dam, bakkede overordnet op om udspillet, men tog afstand

fra retorikken og påpegede, at det for 12-årige kan indebære en

uheldig stigmatisering at blive behandlet som ungdomskriminelle:

“Det vigtige er, at det ikke er en straf, men at den unge oplever, at

vedkommendes handlinger har konsekvenser. Dermed er det nær-

mere en form for opdragelse.” Rådet bemærkede i øvrigt med føje,

at regeringens udspil efterlader mange ubesvarede spørgsmål.

Hos Dansk Socialrådgiverforening var der betydelig skepsis over for

tanken om at overføre elementer fra det strafferetlige system til sa-

ger om børn helt ned til 12 år. Fra den side lød det, at man ikke får

børn og unge, der er havnet i kriminalitet eller er i risiko herfor, ud

af et sådant mønster ”ved at skabe et nyt system med klare straffe-

retlige elementer”. Al faglig viden viser, at det ikke hjælper at møde

børn med straf eller sanktioner. Det, der virker, er det forebyggende

arbejde i skolen, i fritidslivet, i boligområdet osv., hvor børn “mødes

af kompetente voksne, som tager hånd om dem og leder dem på

rette spor”. I det forebyggende og præventive arbejde kan der sættes

hurtigt og bredt ind, hvis børn mistænkes for alvorlig kriminalitet,

også med kontante krav til både børnene og deres familier og med

mulighed for at anvende tvang (blandt andet nyhed på www.social-

raadgiveren.dk, 9.11.2017).

I et indlæg fra tre socialrådgivere blev der peget på, at det markan-

te fald i ungdomskriminaliteten viser, at de indsatser, der i dag kan

iværksættes af kommunerne, “ikke bare er tilstrækkelige, men faktisk

er en succes” (Marie Skovgaard, Maria Kumari Lauridsen og Sebri-

na Vulff Blaabjerg i Berlingske 4.11.2017). Regeringens udspil blev

her betegnet som et forsøg på at omgå kritikken mod tanken om at

sænke den kriminelle lavalder ved at give de foreslåede nævn mulig-

hed for at straffe børn; men forskellen på at sanktionere og at straffe

ligger alene i betegnelsen.

Det er nok tankevækkende, at præsentationen af regeringens udspil

i mediet

Kids’ News

er sket under overskriften: “12-årige skal straf-

fes.“Børn kan man ikke let narre. Det samme gælder det radikale

folketingsmedlem, juristen Kristian Hegaard, som tørt konstaterede,

at en kriminel lavalder på 12 år pakkes ind i et ungdomskriminali-

tetsnævn”, og kaldte udspillet for en kigvæk-inte: “If it looks like a

duck and talks like a duck, then it is a duck!”

Regeringens udspil kom kort tid efter offentliggørelsen af en under-

søgelse af, hvad virkningerne var af, at den kriminelle lavalder i et par

år havde været nedsat til 14 år. Undersøgelsen er foretaget af forskere

fra Aarhus Universitet og Det Nationale Forsknings- og Analysecen-

ter for Velfærd, VIVE. Forskerne har ikke fundet belæg for, at den

lavere lavalder havde en afskrækkende virkning. Tværtimod var de

omfattede 14-årige mere tilbøjelige til at begå lovovertrædelser end

deres jævnaldrende var forud for nedsættelsen. Færre blev indskre-

vet i 9. klasse, og de øvrige ik lavere karakterer ved afgangseksamen.

Resultaterne af undersøgelsen peger i retning af, at ”et system med

mindre indblanding fra de retslige myndigheder er at foretrække,

hvis man vil mindske kriminaliteten blandt børn og unge”, udtalte

professor Anna Piil Damm (Information 19.10.2017). Som forkla-

ring blev der peget på virkningen af den stempling af de unge som

ADVOKATEN 1 0 | 2 0 1 7

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 99: Henvendelse af 15/12-17 fra Københavns universitet v/Jørn Vestergaard om ungelavalder og ungekriminalitetsnævn

ANALYSE

“

Den udbredte lettelse over, at den kriminelle lavalder

alligevel ikke i formel forstand skal sænkes, har næ-

sten helt fjernet opmærksomheden fra de problematiske

elementer i regeringens udspil.

kriminelle: ”Ofte tager helt unge i højere grad den identitet på sig.

De opsøger de her fællesskaber, for nu har de jo fået at vide, at det

er der, de hører til. De bliver hevet væk fra skolen og måske andre

unge, der har samme problemer”, lød det fra seniorforsker Thea

Torbenfeldt Bengtsson, VIVE.

Hvad med retssikkerheden?

Formelt set indebærer oplægget ikke en nedsættelse af den krimi-

nelle lavalder. Men det fremgår klart af regeringens udspil, at det

foreslåede nævn i sine afgørelser skal tage hensyn til karakteren

af den begåede kriminalitet. Så forslaget lægger alligevel op til at

stemple børn under 15 år som små forbryderspirer. Al sagkundskab

viser, at man derved risikerer at fastholde dem i den rolle stik imod

intentionerne.

Professor emerita Eva Smith er i lere medier citeret for positive ud-

talelser om udspillet. Hun anser den foreslåede ordning for et godt

alternativ til en lavere kriminel lavalder, som ville indebære, at barnet

skulle have bistand fra en advokat. En sådan “vil jo ikke samarbejde

om at inde ud af, hvad barnet har gjort”, og “på den måde får man jo

barnet ind i et skævt forhold til myndighederne”. En forsvarer ser det

angiveligt som sin opgave at få sin klient frikendt og kan derfor an-

befale barnet ikke at udtale sig eller at fortie sin andel i kriminalitet.

Selv om Eva Smith inder beskikkelse af en forsvarer en dårlig idé,

nævner hun dog vigtigheden af at sikre, at uskyldige ikke kommer

i klemme, og peger i den forbindelse på, at løsningen herpå kunne

være ”en bisidder, som kan støtte barnet og få sandheden frem” (se

f.eks. BT og Berlingske 28.10.2017).

Fra Enhedslistens Rune Lund lød der tilsvarende toner. I hans ud-

lægning ser en forsvarer det som sin opgave at sikre, at barnet ikke

bliver straffet: “I en retssag vil børn derfor blive motiveret til at lyve

frem for at fortælle sandheden. Det skal børn ikke lære, og det vil

være et meget dårligt udgangspunkt for den sociale indsats, som skal

sikre, at barnet ikke begår kriminalitet igen.” (Ræson 3.11.2017).

Uanset om barnet alægger fuld tilståelse eller ej, må nævnet nød-

vendigvis foretage en bevisbedømmelse. Det forekommer følgelig at

være stærkt betænkeligt, at barnet ikke har en advokat ved sin side,

når der skal fastsættes indgribende foranstaltninger i en sag, hvor der

lægges afgørende vægt på oplysninger om kriminalitet, som barnet

er mistænkt for at have begået.

På hvilket socialfagligt beslutningsgrundlag skal nævnet så træffe sine

afgørelser om foranstaltninger? Det kan vel ikke være tanken, at næv-

nets medlemmer i lyset af deres fælles sagkundskab skal improvisere

sig frem til et resultat uden inddragelse af den ansvarlige socialfor-

valtning. Formanden for KL’s Social- og Sundhedsudvalg, Thomas

Adelskov, fandt det således problematisk at lytte beslutningen om

den socialfaglige indsats væk fra kommunen (Kl.dk, 27.10.2017).

Tilsvarende toner lød fra Socialpædagogernes Landsforbund (Sl.

dk, 30.10.2017).

En bærende forudsætning for, at der kan iværksættes meningsfulde

tiltag bør selvsagt være, at der foreligger en tilpas faglig udredning

og begrundet indstilling. En sådan kan kun hentes ét sted fra, nem-

lig fra de fagfolk, som også i det nuværende system foretager den

slags kortlægninger og vurderinger. Så på det punkt må forskellen

nok forventes at være ens!

Det foreslåede nævn træder i realiteten i stedet for det eksisterende

børn- og ungeudvalg, som består af en dommer, to kommunalpoli-

tikere og to sagkyndige. Med denne sammensætning er der taget

hensyn til både sagkundskab, bidrag fra et lægt element samt rets-

sikkerheden. Det forekommer særdeles betænkeligt at indsætte re-

præsentanter for politiet og kommunen i stedet. Ikke mindst kan det

undre, at politiet åbenbart er tiltænkt en rolle som både anklager og

dommer i sager, hvori der kan træffes afgørelse om frihedsberøvelse

og andre indgribende foranstaltninger med pønale elementer. Hvad

har politiet egentlig at gøre i det foreslåede nævn?

I lovgivningen om afgørelser truffet af et børn- og ungeudvalg er der

ADVOKATE N 10 | 2 01 7

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 99: Henvendelse af 15/12-17 fra Københavns universitet v/Jørn Vestergaard om ungelavalder og ungekriminalitetsnævn

ANALYS E

regler om klageadgang og adgang til domstolsprøvelse. Dette aspekt

af retssikkerheden for børn og unge, som skal have deres sager be-

handlet i det foreslåede nævn, er overhovedet ikke berørt i regerin-

gens udspil, hvilket forekommer stærkt bekymrende. Meningen er

forhåbentlig ikke, at ønsket om konsekvens skal indebære, at basal

retssikkerhed tilsidesættes. Selv med en byretsdommer for borden-

den i nævnet kan der være behov for yderligere retsgarantier.

Videreførelse og udvidelse af ungdomssanktionen?

I udspillet lægges der op til, at det påtænkte nævn skal kunne anven-

de foranstaltninger i stil med den eksisterende ungdomssanktion,

og at denne til og med også skal kunne tages i anvendelse over for

børn under 15 år. Oplægget indeholder således eksempler med både

en 16-årig Mohammed og en 14-årig Peter, og i begge tilfælde skal

det være muligt for nævnet at fastlægge toårige ‘forbedringsforløb’

med anbringelse på en sikret institution i to måneder efterfulgt af

12 måneders anbringelse uden for hjemmet. Hvis de fastsatte vilkår

om behandling og skolegang ikke overholdes, kan der fastsættes

‘skærpede reaktioner’, hvad det så end måtte betyde.

I grundtræk svarer de foreslåede foranstaltninger fuldstændig til,

hvad domstolene i dag kan idømme efter straffelovens bestemmelse

om ungdomssanktioner. Dette er af lere grunde dybt problematisk.

Jeg har i anden sammenhæng redegjort for regler og praksis med

hensyn til ungdomssanktionen og har tilsluttet mig den opfattelse, at

Folketinget snarest muligt bør afskaffe denne sanktionsform. Se mit

bidrag til bogen

50 års kriminalpolitik,

red. Linda Kjær Minke, 2017.

Reglerne om den særlige ungdomssanktion bygger på en formod-

ning om, at unge kriminelle kan “rettes op” ved en længerevarende,

konsekvens-orienteret socialpædagogisk påvirkning. Femten år efter

indførelsen foreligger der imidlertid stadig en sammenhængende og

bæredygtig vision for, hvad indholdet skal være i en foranstaltning,

der indebærer særdeles vidtgående og skønsbetonede indgreb i den

personlige frihed og integritet. Behandlingsetiketten tilslører, at ung-

domssanktionen først og fremmest er kendetegnet ved indgribende

tvang og alvorlige pønale elementer, som i mange tilfælde rækker

langt ud over, hvad strafværdigheden af den begåede kriminalitet i

sig selv kan begrunde, og som frembyder store problemer i relation

til grundlæggende retssikkerhedshensyn.

Ungdomssanktionen blev indført, selv om de hidtil gældende regler

om sanktioner og sociale tiltag over for unge kriminelle i de leste til-

fælde var fuldt egnede og tilstrækkelige til at strikke hensigtsmæssige

løsninger sammen. Det blev alligevel lagt til grund, at lovens mulig-

heder ikke altid blev udnyttet tilstrækkelig effektivt og konsekvent,

og at der var behov for en opstramning, fordi de sociale myndighe-

der var for tilbageholdende med anbringelse på sikret afdeling og

etablering af forpligtende, langvarige behandlingsforløb. I stedet for

initiativer med henblik på en mere målrettet anvendelse af det ek-

sisterende regelgrundlag valgte Folketinget noget mere fritstående.

Mange dommere viger i øvrigt tilbage fra at dømme til ungdomssank-

tion. I lyset heraf er det temmelig forbløffende, at der lægges op til

at lade det foreslåede nævn videreføre praksis uden de retsgarantier,

som en straffesag indebærer, og til og med over for børn under 15 år.

Udmøntningen af regeringens udspil kræver større fokus på faglig-

hed og retssikkerhed

Den udbredte lettelse over, at den kriminelle lavalder alligevel ikke i

formel forstand skal sænkes, har næsten helt fjernet opmærksomhe-

den fra de problematiske elementer i regeringens udspil.

Modtagelsen har tydeligvis været præget af den opfattelse, at det sag-

tens kunne være blevet meget værre. Derved er en række grundlæg-

gende problemstillinger blevet skubbet helt i baggrunden.

Som led i de igangværende politiske forhandlinger skal der bindes

mangen en sløjfe for at få de løse ender i regeringens udspil til at nå

sammen. Hvis der ikke ved udmøntningen af oplægget tages behø-

rigt hensyn til faglighed, rimelighed og retssikkerhed, ville det være

langt bedre at bygge videre på de eksisterende regler i den sociale

lovgivning om særlig støtte til børn og unge.

ADVOKATEN 1 0 | 2 0 1 7