Notat
Til ministeren
Høringsnotat om forslag til lov om gennemførelse af 2. protokol til UNESCO-
konventionen om beskyttelse af kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt i
høring
Kulturministeriet sendte den 29. september 2017 et udkast til forslag til lov om
gennemførelse af 2. protokol til UNESCO-konventionen, om beskyttelse af
kulturværdier i tilfælde af væbnet konflikt, i høring. Høringsfristen var den 27.
oktober 2017.
Til og med den 27. oktober 2017 havde 16 organisationer og myndigheder m.v. afgivet
høringssvar, se bilag 1. Efter høringsfristens udløb har én organisation (ikke omfattet
af høringslisten) afgivet høringssvar, se bilag 1.
En tværministeriel arbejdsgruppe med repræsentanter fra Justitsministeriet,
Forsvarsministeriet, Udenrigsministeriet og Kulturministeriet har undersøgt den
juridiske rækkevidde af UNESCO-konventionens 2. protokol i lyset af Danmarks
allerede gældende internationale forpligtelser vedrørende beskyttelse af
kulturværdier samt gældende dansk ret. Arbejdsgruppen har i særskilt notat af 28.
juni 2017, om betydningen af dansk tiltrædelse af UNESCO-konventionens 2.
protokol, anbefalet, at Danmark tiltræder konventionens 2. protokol. Arbejdsgruppen
har samtidig vurderet, at dansk tiltrædelse forudsætter tilvejebringelse af særskilt
hjemmel i dansk ret for opfyldelse af protokollens krav om strafansvar og udlevering.
Lovforslaget har således til formål at skabe det nødvendige lovgivningsmæssige
grundlag for opfyldelse af krav i konventionens 2. protokol om henholdsvis
strafansvar og udlevering.
I det følgende redegøres der for hovedsynspunkterne i de modtagne høringssvar.
*****
Hovedforeningen for Personel af Reserven i Danmark (HPRD), Institut for
Menneskerettigheder, Københavns byret, Politiforbundet, Procesbevillingsnævnet,
Rigsombudsmanden i Grønland, Rigspolitiet, Vestre Landsret og Østre Landsret har
ingen bemærkninger til lovforslaget.
Blue Shield Danmark, Datatilsynet, Grønlands Selvstyre - Departementet for
Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke, ICOM Danmark, Nordic Center for
Cultural Heritage & Armed Conflict (CHAC), Organisationen Danske Museer, Røde
Kors Danmark og UNESCOs Nationalkommission har afgivet bemærkninger til
lovforslaget.
6. november 2017
Dok. nr. 16/00115-145