REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 72: Præsentationsmateriale i forbindelse med foretræde den 23/11-17 v/Bodil Høegh-Guldberg og Selma Bundgaard Pedersen om bobestyrerloven og tilsyn med bobehandlingssager

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 72
Offentligt

Forslag til ændringer inden for skifteretsområdet i Danmark i forbindelse med de

dødsboer, som behandles af de autoriserede bobestyrere, som er udpeget af

skifteretten til at forestå behandlingen af bobestyrerboer.

Efter at have været universalarving i et dødsbo, som gik hen og blev til et

bobestyrerbo, har jeg fået nogle erfaringer, som kan bruges til at belyse de

problemer, som arvinger kan komme ud for ved behandling af et dødsbo, som

varetages af en af skifteretten udpeget bobestyrer. Jeg skal hermed fremkomme

med følgende forslag til ændringer af de eksisterende regler på området:

Større konkurrence på bobestyrerområdet:

1) Der bør være større mulighed for, at en arving kan have indflydelse på, hvem der

bliver bobestyrer, idet det ikke er hensigtsmæssigt, at det kun er få advokater, som

er udpeget som autoriserede bobestyrere. Det er aldrig godt med for lidt

konkurrence, og bobestyrerne, eller i hvert fald nogle af dem, har benyttet sig af, at

der ingen konkurrence er, og at det nærmest er umuligt at komme af med en

bobestyrer, hvis vedkommende ikke direkte har taget af boets kasse. På trods af, at

en arving kan anmode om at få en anden bobestyrer, er dette i praksis ganske

umuligt, idet skifteretten blot svarer, at bobestyreren fortsætter som bobestyrer.

Nedsættelse af en uafhængig klageinstans for utilfredse arvinger:

2) Der skal være en uafhængig instans, som arvinger kan klage til, og som ikke er

filtret ind i advokat- eller retskredse, således at der bliver en rimelig mulighed for at

blive hørt i en klagesag. Som det er i øjeblikket, kan en bobestyrer komme igennem

med stort set alt, idet såvel skifteretten som landsretten godtager, hvad der kommer

fra en bobestyrer.

Jeg har i forbindelse med min langvarige bobestyrersag talt med flere advokater,

som har indrømmet, at der er

en meget stor tendens til, at landsretten stadfæster

alle kendelser fra skifteretten.

Det er også sket i mit tilfælde, hvor det kun har været

beslutningen om at sætte boet under insolvensbehandling, som blev sendt tilbage til

skifteretten til fornyet behandling som følge af, at beslutningen var truffet af en

kontorfuldmægtig og ikke af en jurist. Det burde være et krav, at en sådan beslutning

skal godkendes af en jurist i skifteretten og ikke af en kontorfuldmægtig, som slet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 72: Præsentationsmateriale i forbindelse med foretræde den 23/11-17 v/Bodil Høegh-Guldberg og Selma Bundgaard Pedersen om bobestyrerloven og tilsyn med bobehandlingssager

ikke har mulighed for at vurdere, om et bo er solvent eller insolvent. Ved at sætte

boet under insolvensbehandling, kunne bobestyreren fratage mig enhver indflydelse

over boet og dermed træffe beslutninger, som jeg ikke havde nogen mulighed for at

kunne ændre. I den periode, hvor boet blev behandlet som et insolvent bo, traf

bobestyreren beslutning om at sælge hele ejendommen og om at iværksætte en

fogedsag imod mig for at udsætte mig af ejendommen. Selv om der netop i mit

tilfælde var mulighed for frasalg af delarealer, afviste bobestyreren denne mulighed,

da han havde påstået over for såvel skifteretten som landsretten, at det ville være

nødvendigt at sælge hele ejendommen for at få betalt boets gæld, og det var jo ikke

korrekt. Der var på det tidspunkt mulighed for at frasælge jord til 2.6 millioner,

hvilket næsten dækkede boets gæld og omkostninger. Aktiverne i boet androg 6

millioner, men alligevel lykkedes det for bobestyreren at få iværksat en

insolvensbehandling af boet, hvilket medførte, at jeg mistede indflydelsen over boet,

således at bobestyreren kunne træffe beslutninger, som jeg ikke havde nogen

indflydelse på.

Selv om jeg senere skaffede mig en finansiering, fortsatte bobestyreren fogedsagen,

som han oven i købet kunne føre igennem til landsretten, der stadfæstede

fogedrettens kendelse om, at jeg skulle udsættes af ejendommen på trods af, at jeg

havde midler til at betale boets gæld med. Landsretten benyttede sig af, at jeg ikke

ville oplyse om bankens navn, hvilket jeg ikke ville af frygt for, at bobestyreren, ville

forsøge at forhindre, at jeg kunne få mit lån igennem. Dette var forklaret tydeligt, og

ligeledes var landsretten gjort opmærksom på, at min nuværende advokat, som selv

er autoriseret bobestyrer, kunne sige god for min finansiering, idet han var

bindeleddet imellem boet og banken. Alligevel valgte Vestre Landsret at træffe en

kendelse, som var ensbetydende med en tilsidesættelse af Arvelovens § 6, i henhold

til hvilken en arving har udtagelsesret til en ejendom eller til dele af denne. Jeg blev

imidlertid ikke udsat, da bobestyreren paradoksalt nok selv valgte at tilbagekalde

fogedsagen imod mig, selv om han også havde fået landsrettens stadfæstelse af, at

jeg kunne udsættes af ejendommen på trods af, at jeg som universalarving havde ret

til at beholde ejendommen, såfremt jeg kunne betale boets omkostninger.

Der bør sættes et loft over størrelsen af bobestyrerhonorarerne:

3) Der bør være et loft over, hvor stort et bobestyrerhonorar en bobestyrer må

beregne sig. Min nuværende advokat har udtalt, at et så stort honorar, som

bobestyreren har beregnet sig, kan han ikke få som bobestyrer i Nordjylland. Han har

oplyst, hvor stort et beløb han som bobestyrer kan få pr. time, og hvor stort et beløb

advokatsekretæren kan få, men det er ganske klart, at der også af nogle bobestyrere

bliver svindlet med, hvor mange timer advokatsekretæren har arbejdet med et bo,

idet bobestyreren får mere ud af det, hvis så mange timer som muligt bliver skrevet

på dennes egen regning, selv om det i realiteten er en advokatsekretær, der klarer

det meste af det praktiske arbejde med et dødsbo.

Reglerne vedr. sanktioner over for arvinger i forbindelse med indkaldelse til møder

skal ændres, idet de misbruges til at udøve magt over for arvinger med:

4) Reglerne vedr. de sanktioner, som f.eks. en skifteret må benytte sig af, over for en

arving, der er tilsagt til et møde i skifteretten, skal laves om, således at skifteretten

ikke må true en arving med polititilbageholdelse, hvis arvingen ikke bevidst

tilbageholder papirer.

I en situation, hvor jeg havde haft store problemer med at udtage en stævning imod

et firma i en gammel sag under bobestyrerboet, var jeg nødt til at søge om en

udsættelse af et møde, som jeg var tilsagt til, idet bobestyreren havde rejst en sag

ved skifteretten angående nogle bilag, som han ikke havde modtaget på daværende

tidspunkt. Skifteretten fastholdt mødetidspunktet, og jeg blev flere gange truet med

polititilbageholdelse, såfremt jeg ikke mødte frem eller havde lovligt forfald i form af

en lægeerklæring, som kunne dokumentere, at jeg var syg og derfor ikke i stand til at

møde frem. Det kan ikke være rimeligt, at en arving skal kunne trues med

tilbageholdelse af politiet, såfremt det ikke forholder sig således, at den pågældende

arving bevidst tilbageholder papirer til bobestyreren. Skifteretten i Kolding ville ikke

give mig en udsættelse på 7 - 10 dage på trods af, at bobestyrerboet fortsat ikke er

afsluttet, 19 måneder efter dette tidspunkt, som var d. 13. april 2016.

Jeg var havnet i en situation, hvor skifteretten havde sagt nej til at give mig en

udsættelse, og hvor jeg samtidigt af skifteretslederen blev udsat for indirekte trusler

om polititilbageholdelse, såfremt jeg ikke mødte op eller havde lovligt forfald i form

af en lægeerklæring. Jeg forsøgte både at få udsættelse i skifteretten, at kontakte

min daværende advokat i Vejle for at bede ham om at kontakte skifterettens leder

for at meddele denne, at han ville sende papirerne, når jeg var blevet rask, og jeg

henvendte mig til en læge, der havde vagt den pågældende dag, hvor jeg skulle være

mødt frem i skifteretten i Kolding med papirer. I første omgang havde jeg fået et

journalnotat, hvoraf det ikke fremgik, om lægen vurderede, at jeg var i stand til at

møde frem, men efter at have sendt dette notat, blev jeg af skifteretten bedt om at

fremsende en rigtig lægeattest, således at lægens personlige vurdering fremgik af

denne. Det viste sig, at jeg heller ikke kunne få nogen som helst hjælp af den yngre

læge, som kun havde truffet mig en gang tidligere. Han turde ikke, da det drejede sig

om retssystemet, give mig en erklæring på, at jeg ikke kunne møde frem, såfremt

han ikke ved nogle simple undersøgelsesresultater som en blodprøve eller en måling

af mit blodtryk kunne dokumentere, at jeg havde betændelse eller forhøjet blodtryk.

Selv om min udmattelse og min hovedpine ikke kunne påvises igennem en almen

lægeundersøgelse, var faktum, at jeg ikke var i stand til hverken at finde papirer frem

eller møde op i skifteretten, men på grund af en frygt for ikke at kunne dokumentere

min sygdom ved en fysisk undersøgelse, turde den yngre læge ikke give mig en

erklæring på, at jeg ikke kunne møde frem. Jeg havde således ikke fået lovligt forfald

og kunne derfor i henhold til de trusler, som jeg var blevet udsat for, risikere at blive

afhentet af politiet, indtil et nyt møde kunne finde sted.

Jeg var særdeles belastet af den måde, som jeg blev behandlet på, hvorfor jeg

henvendte mig til advokat Jørgen U. Grønborg for at spørge denne om, hvorvidt det

var normal praksis, at arvinger blev truet med polititilbageholdelse. Dette gav han

udtyk for ikke var normal fremgangsmåde, foruden at det heller ikke var almindeligt,

at der var så stor en strid imellem en bobestyrer og boets eneste arving. Efter min

opfattelse var der tale om, at skifteretten misbrugte dens magt, idet reglerne for at

have lovligt forfald skal revideres, således at skifterette ikke ka forsøge at lukke

munden på en arving, som har rejst klager over bobestyrerens behandling af et

dødsbo ved at forsøge at true vedko

e de ed polititilbageholdelse. “åvel før

som efter det møde, som jeg var indkaldt til d. 13. april 2016, blev jeg udsat for

trusler om polititilbageholdelse.

Hvis man ser på

forarbejdet til loven,

der ligger til grund for de regler, som efter min

opfattelse bliver misbrugt af skifteretten, så var der lagt op til, at der skulle foretages

en vurdering i hvert enkelt tilfælde. Dette er ikke sket i mit tilfælde, idet

skifteretslederen slet ikke tog hensyn til, at jeg på daværende tidspunkt, hvor jeg

havde arbejdet med en stævning, som havde voldt problemer, ikke var i stand til at

møde frem, idet skifteretslederen fastholdt mødetidspunktet og endnu en gang

henviste til, hvad jeg kunne risikere, nemlig at blive afhentet af politiet, indtil et nyt

møde kunne finde sted. Jeg vil kalde behandlingen fra skifterettens side for misbrug

af magt over for en arving, der behandles som en tiltalt og ikke som en arving med

rettigheder.

Dette kan ikke være rimeligt, og det er et område, som politikerne bør

kigge nærmere på.

Taberne i skifteretssystemet:

Hvem er det, som bliver

taberne

i dette system, som det foregår i dag? Det er helt

afgjort

arvingerne,

hvis rettigheder blot trædes under fode af et system, som ikke

fungerer efter hensigten.

Tilsidesættelse af begrebet beste

elsesrette

i et bobestyrerbo:

5) Der er for stor uklarhed omkring begrebet "bestemmelsesretten" i et bo. Advokat

Jørgen U. Grønborg havde den opfattelse, at min bestemmelsesret var tilsidesat i

boet, men dette tog hverken skifteretten eller landsretten nogen notits af. Flere

advokater har indrømmet, at jeg som universalarving har og burde have haft en

betydelig indflydelse på boet, men bobestyreren tilsidesatte min indflydelse, og

hverken skifteret eller landsret har sikret mine rettigheder i henhold til

bobestyrerboet.

Mulighed for at eliminere de brodne kar inden for rækken af autoriserede

bobestyrere:

6) Der skal etableres en mulighed for, at man kan komme de brodne kar inden for

bobestyrerområdet til livs. Dette er der ikke mulighed for, som det er i dag, idet

skifteretslederne holder hånden over bobestyrerne. Da andre advokater ikke tør sige

noget, står arvinger ganske magtesløse over for, at en bobestyrer vil udnytte et

bobestyrerbo til egen fordel, og det er jo ikke hensigten fra politikernes side. Dette

skal der også gøres noget for at ændre!

Forvaltning af et bobestyrerbo ud fra en intention om personlig vinding:

Hvis jeg skal sætte en fællesnævner for de problemer, som jeg har konstateret i

forbindelse med bobestyrerbehandlingen af boet efter min afdøde morbror, er det,

at en bobestyrer kan forvalte et dødsbo ud fra en hensigt om personlig vinding, idet

denne er i stand til at bilde såvel skifteretten som landsretten ind, at det vil være

nødvendigt at gøre sådan eller sådan. En bobestyrer standses ikke i en tendentiøs

bobestyrerbehandling, da der ikke er kontrol med, hvad bobestyreren agerer ud fra.

En bobestyrer kan sætte et bo under insolvensbehandling, selv om boet ikke er

insolvent, ved blot at lade en kontorfuldmægtig træffe beslutningen. Dermed kan

bobestyreren fratage arvingen/arvingerne indflydelsen over boet og agere frit, dvs.

træffe de beslutninger, som vedkommende selv er interesseret i. Hverken skifteret

eller landsret skrider ind over for noget som helst, og da arvingen/arvingerne ikke får

medhold i nogen som helst klage, idet alle klager pr. automatik afvises, bliver

arvinger totalt magtesløse over for et system, der forsøger at cementere magten

inden for systemet.

Kampen for at beholde sin arv:

Jeg har igennem næsten to år måttet kæmpe for at beholde min arv, idet det har

været bobestyrerens hensigt at ville forsøge at forhindre mig i at overtage den

ejendom, som jeg er enearving til. Såfremt jeg ikke havde fået en advokat sat på

sagen imod bobestyrer og skifteret, så måtte jeg have været nødt til at give op, da

jeg ikke havde en jordisk chance for at vinde spillet om min arv, idet skifterettens

leder konstant har støttet bobestyreren. Dertil kommer, at landsretten har

stadfæstet alle kendelser fra skifteretten, hvilket der er en tydelig tendens til ifølge

flere advokater.

På trods af, at jeg havde skaffet mig en finansiering, og på trods af, at jeg havde gjort

det klart for Vestre Landsret, hvad der var årsagen til, at jeg ønskede at skjule

bankens navn, stadfæstede landsretten fogedrettens kendelse om, at jeg skulle

udsættes af ejendommen. Jeg havde endda forklaret, at min advokat kunne

dokumentere, at min finansiering var korrekt, idet han forestod kontakten imellem

banken og boet, men alligevel valgte landsretten endnu en gang at støtte

bobestyreren.

Fogedsagen imod mig kunne således føres igennem helt til landsretten, uden at der

blev skredet ind, og det blev bobestyreren selv, som tilbagekaldte fogedsagen.

Henstilling til Folketingets Retsudvalg:

Jeg henstiller til, at Folketingets Retsudvalg går i gang med at se på de regler, som er

gældende i dag. Det er særdeles vigtigt, at der bliver gjort noget ved den alt for store

magt, som en bobestyrer har over et bo, da det ikke må være op til den enkelte

bobestyrer at træffe en egenhændig beslutning om, hvordan et bo skal bestyres. Der

tales om, at en arving har en bestemmelsesret, men den sættes totalt over styr af en

bobestyrer, som vil have hele magten over et bo, hvilket er en nem sag, såfremt det

foregår i skifteretten i Kolding. Vestre Landsret ser ikke med neutrale øjne på

behandlingen af et bo, men lever helt op til det, som er udtalt af en tidligere

dommer i Danmark:

"Når dommere kender en advokat, bliver de blinde på det ene

øje."

Dårlige klagemuligheder for arvinger:

Når man som arving henvender sig til forskellige instanser, f.eks. til Advokatnævnet,

Justitsministeriet eller til Domstolsstyrelsen, får man at vide, at der ikke vil blive

taget stilling til enkeltsager, hvilket betyder, at der kun er et sted, som man kan rette

en klage til, og det er til Retspræsidenten for den enkelte retkreds, men da

vedkommende også er en del af dette system, vil man antagelig ikke få meget ud af

at sende en klage til vedkommende.

Det må således i sin helhed konkluderes, at reglerne vedr. bobestyrerboer skal

ændres, således at der bliver en større mulighed for, at en arving kan være med til at

bestemme, hvem der skal bestyre et dødsbo. Hensigten med de autoriserede

bobestyrere har været god nok fra politisk side, men ordningen fungerer ikke, da der

er alt for mange bobestyrere, som misbruger den magt, som de har fået over et

dødsbos midler.

Det kan ikke være rimeligt, at arvinger skal kæmpe i flere år for at sikre sig den arv,

som de er bestemt til at skulle arve, blot fordi reglerne ikke fungerer efter hensigten.

Det er på tide, at politikerne vågner op og erkender, at det er nødvendigt at få

gjort noget ved et problem, som er meget tydeligt, hvilket man erkender, når man

som jeg har været arving i et bobestyrerbo.

Jeg skal derfor anmode Folketingets Retsudvalg om at se på reglerne vedr.

bobestyrerboer, og på de regler, som ligger til grund for indkaldelser til møder i

skifteretten, da det ikke kan være rimeligt, at en arving skal behandles som om, at

denne er tiltalt og ikke som en arving i et dødsbo, med rettigheder.

Som det er i øjeblikket, kan en bobestyrer meget nemt ende med at blive boets

egentlige arving. Arvingen eller arvingerne risikerer at ende som sorteper i kampen

om guldkalven, som alle gerne vil have del i, også bobestyrere, som ikke af testator

er udset til at skulle være boets egentlige arvinger!

Ingen, hverken den afdøde, eller arvingen/arvingerne har kunnet forestille sig, at et

testamente ikke er tilstrækkeligt til at sikre den arveberettigede, som kan komme til

at skulle kæmpe igennem flere år for at få den arv, som burde være en selvfølge.

Således som reglerne er i dag, kan et bobestyrerbo medføre, at en arving skal

kæmpe igennem flere år for at få sin retmæssige arv, og dette bør Folketingets

Retsudvalg gøre noget for at få ændret, således at man kan komme urimelighederne

til livs. Det er nu engang ikke bobestyrerne, som skal udnytte et bobestyrerbo til

egen personlig vinding!

D. 20. november 2017.

Lisbeth Askjær-Larsen.