REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 72: Præsentationsmateriale i forbindelse med foretræde den 23/11-17 v/Bodil Høegh-Guldberg og Selma Bundgaard Pedersen om bobestyrerloven og tilsyn med bobehandlingssager

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 72
Offentligt

En redegørelse for arvingers retsstilling i et bobestyrerbo, belyst ud fra

en redegørelse for et aktuelt bobestyrerbo i Danmark, samt en

redegørelse for forholdet imellem skifteretterne og landsretterne i

Danmark.

Vi lever ikke i et ordentligt retssamfund, idet der står alt for meget respekt omkring

domstolene. Jeg har efter at have været arving i et dødsbo erfaret, hvordan arvinger

behandles inden for skifteretssystemet, og dette har gjort, at jeg med den viden,

som jeg har fået, kan se, at der er noget, som bør laves om!

Jeg har ikke meget respekt for skifteretssystemet, og det er min opfattelse, at

politikerne har truffet nogle forkerte beslutninger bl.a. i forbindelse med, at der blev

indsat autoriserede bobestyrere til at varetage en bobestyrerbehandling. Der er

blevet givet for meget magt til bobestyrerne, hvoraf nogle ikke er i besiddelse af den

moral, som skal til, for at forvalte et dødsbo på en ordentligt måde. Tanken fra

politikernes side har været, at det ville borge for en ordentlig og professionel

bobehandling, såfremt den var lagt i hænderne på nogle autoriserede bobestyrere,

men det er desværre gået stik modsat! Der er alt for lidt kontrol med bobestyrerne

fra skifteretternes side, og landsretten, i hvert fald Vestre Landsret, støtter i stærkt

kritisabel grad skifteretterne og ikke arvingerne. Dermed opstår der uretfærdighed,

og arvingerne bliver den tabte gruppe til fordel for nogle bobestyrere, som dermed

egentlig er blevet til arvinger og ikke kun til bestyrere af dødsboer. Det kræver en høj

grad af moral at forvalte magt, og magten kan nemt misbruges. Dette gælder såvel

inden for retsvæsenet i sin helhed som inden for ældreområdet i Danmark, hvor

magten også misbruges, fordi det er nemt at misbruge og udnytte svage grupper

som f.eks. de ældre. Imidlertid er det ikke de ældre, der er den centrale gruppe i

forbindelse med bobestyrersager, men derimod det problem, at der ikke er nogen

beskyttelse af arvingers rettigheder. En bobestyrer kan forvalte et bobestyrerbo ud

fra en intention om at skaffe sig selv den største indtægt, og ingen skrider ind,

hverken fra skifterettens eller fra landsrettens side. Jeg har i forbindelse med det

bobestyrerbo, som jeg desværre gik hen og havnede i, kunnet konstatere, at

bobestyreren har forvaltet boet ud fra en intention om selv at få den størst mulige

indtægt ud af boet. Som enearving i boet skulle jeg have haft en del at skulle have

sagt, men faktum var, at bobestyreren ud fra en hensigt om at fratage mig enhver

indflydelse over boet, iværksatte en insolvensbehandling af boet, selv om boet ikke

var og er insolvent, men på den måde kunne han fratage mig indflydelsen over boet.

På samme tidspunkt som bobestyreren bad en kontorfuldmægtig om at sætte boet

under insolvensbehandling, havde han truffet en beslutning om at sælge hele

ejendommen, idet han forsøgte at påstå, at dette var nødvendigt for at betale boets

gæld, foruden at jeg blev spurgt om, hvorvidt jeg ville udtage stuehuset, således at al

landsbrugsjorden blev frasolgt. Jeg blev bedt om at give adgang til

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 72: Præsentationsmateriale i forbindelse med foretræde den 23/11-17 v/Bodil Høegh-Guldberg og Selma Bundgaard Pedersen om bobestyrerloven og tilsyn med bobehandlingssager

landsbrugsmæglerne, hvilket jeg ikke ville medvirke til, da ejendommen ikke skulle

sælges.

Jeg klagede til skifteretten over bobestyreren, men dette fik jeg ikke noget som helst

ud af, idet skifterettens leder konstant støttede bobestyreren. Den advokat, som jeg

i en periode havde sat på sagen i foråret 2016, gav udtryk for, at der foregik

kammerateri imellem bobestyreren og skifterettens leder. Jeg indgav flere klager til

skifteretten, bl.a. en klage over, at boet var sat under insolvensbehandling, og

eftersom beslutningen var truffet af en kontorfuldmægtig og ikke af en jurist, sendte

Vestre Landsret denne beslutning tilbage til skifteretten til fornyet behandling. Der

blev sat en frist til d. 18. marts 2016, hvor jeg kunne komme med en dokumentation

for, at boet var solvent, og for at gøre dette var jeg nødt til at have bistand af en

advokat fra Vejle. Der blev fremlagt en beregning af boets likviditet og solvens, og i

denne forbindelse blev en vurdering af ejendommen vedlagt som dokumentation for

boets solvens. Bobestyreren valgte samme dag uden selv at have fremlagt nogen

form for dokumentation at standse sin insolvensbehandling af boet, men inden han

gjorde dette, nåede han at starte en sag ved skifteretten som følge af nogle papirer,

som han manglede at få (i stedet for blot at rykke for disse på en pæn måde),

foruden at han iværksatte en fogedsag for at udsætte mig af ejendommen som følge

af, at jeg ikke havde villet give adgang til Landbrugsmæglerne. Bobestyreren nåede

således, lige før han standsede sin insolvensbehandling at indlede 2 sager imod mig.

Samtidig havde jeg som lodtager i boet fået en frist til d. 7. april 2016 til at udtage en

stævning imod et firma, som i henhold til en betinget købsaftale skyldte boet kr. 1.6

millioner, idet bobestyreren havde opgivet at føre sag imod firmaet, bl.a. fordi der

ikke var tid eller likviditet til at føre en sag, som måske ville komme til at koste kr.

100.000, 00. Idet advokaten i Vejle havde fejlinformeret mig om, at det kostede kr.

20.000, 00 at udtage stævningen, var der gået så meget tid, at der kun var 1 uge til,

at stævningen skulle være indsendt. Jeg blev således nødt til at indsende stævningen

selv, men på grund af et internetnedbrud og problemer med at åbne halvdelen af de

94 bilag til stævningen, som var på 12-13 sider, var jeg blevet så belastet, at jeg ikke

magtede at finde en del papirer frem, som bobestyreren manglede at modtage. Jeg

anmodede derfor skifteretten i Kolding om at få en udsættelse på 7-10 dage, men

dette blev nægtet mig, og jeg blev endnu en gang overlegent truet med, at såfremt

jeg ikke havde lovligt forfald, ville jeg kunne risikere, at politiet hentede mig og

tilbageholdt mig, indtil et nyt retsmøde kunne finde sted. Jeg blev flere gange truet

med polititilbageholdelse, og jeg havnede i en situation, hvor ingen ville hjælpe mig.

Skifteretten ville ikke give mig en kortvarig udsættelse, min advokat i Vejle ville ikke

kontakte skifterettens leder for at sige, at jeg ikke kunne møde frem, men at han

ville sende papirerne, så snart jeg var blevet rask, og den læge, som jeg henvendte

mig til, ville heller ikke som følge af, at han ikke kunne påvise min sygdom eller

udmattede tilstand i form af en blodprøve eller i form af et forhøjet blodtryk, give

mig en erklæring på, at jeg ikke kunne møde frem i skifteretten d. 13. april 2016.

Faktum var, at jeg grundet udmattelse efter at have siddet og arbejdet i flere nætter

med den stævning, som senere blev afvist som følge af, at fristen var blevet

overskredet, var ganske ude af stand til at finde papirer frem og møde op i

skifteretten. Jeg var stærkt generet af og påvirket af, at skifteretten flere gange

havde truet mig med polititilbageholdelse, og det er min opfattelse, at der ikke er

nogen rimelighed i, at en skifteret kan tillade sig at behandle en arving som om, at

denne er tiltalt i en straffesag, og når man også tager i betragtning, at jeg ikke

bevidst tilbageholdt noget regnskabsmateriale, finder jeg behandlingen af mig

ganske utilstedelig.

Jeg har bemærket mig, at selve forarbejdet til

loven vedr. fremmøde i retten,

blevet lavet således, at det er op til den enkelte skifteret at vurdere, om man skal

give en udsættelse og ligeledes, på hvilken måde en arving skal behandles. Jeg havde

aldrig forestillet mig, at jeg som enearving i et solvent bo, kunne komme ud for

noget lignende, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg blev udsat for den behandling, som

blev mig til del, som følge af, at jeg havde sat mig op imod bobestyrer og skifteret og

indsendt flere klager over bobestyrerbehandlingen.

Jeg forespurgte den århusianske advokat, Jørgen U. Grønborg, som jeg på det

tidspunkt fik rådgivning fra, om det var almindelig praksis at true arvinger med

polititilbageholdelse, hvilket han bestemt ikke mente var normal praksis. I det hele

taget var det et ganske usædvanligt bobestyrerbo, idet det ikke var normalt, at der

var så stor strid imellem en bobestyrer og boets eneste arving, som det var tilfældet i

forbindelse med dette dødsbo.

Advokat Jørgen U. Grønborg forsøgte at bistå mig med råd og vejledning og i

forbindelse med mit ønske om at beholde den ejendom, som jeg havde udtaget

under det private skifte, gav han udtryk for, at jeg som arving i henhold til

Arvelovens § 6 havde en udtagelsesret til hele ejendommen eller til dele af den. På

trods af, at min advokat i Vejle havde skaffet kontakt til en invenstor, som gerne ville

købe et delareal af ejendommens jord, var bobestyreren ikke interesseret i dette, da

han som nævnt kun havde interesse i at komme til at sælge ejendommen, enten i fri

handel eller på tvangsauktion.

Jeg gjorde et par gange Vestre Landsret opmærksom på, at jeg havde udtaget

ejendommen under det private skifte, bl.a. i et tillæg til en kære af 3. maj 2016,

hvorefter landsretten udbad sig en kommentar fra bobestyrerens side. På trods af, at

denne ved at henvise til dødsboskattelovens § 5 benægtede, at der havde fundet en

udtagelse sted, gjorde Vestre Landsret sig ikke den ulejlighed at se på, hvad det var

for et svar, bobestyreren var kommet med. Det forholdt sig nemlig således, at der i

forbindelse med min udtagelse af ejendommen

ikke var tale om en á conto udlæg,

men om

en beslutning om en overdragelse af samtlige aktiver og passiver til mig

selv,

og som advokat Jørgen U. Grønborg havde gjort gældende, er det således, at

beslutninger, truffet under en bobehandlingsform ikke bliver ugyldige, selv om

boet er overgået til en anden bobehandlingsform.

Imidlertid var bobestyreren ikke

interesseret i at anerkende, at jeg havde udtaget ejendommen, idet han dermed ville

få mindre indflydelse og magt over boet. Idet hverken skifteretten eller landsretten

ønskede at tage stilling til, om jeg havde udtaget ejendommen, var det muligt for

bobestyreren at fortsætte i samme spor som hidtil.

Min daværende advokat i Vejle gav udtryk for en opfattelse af, at man blev kørt over

af systemet, såfremt man ikke havde en finansiering til at betale boets omkostninger

med, men dette er ikke en korrekt iagttagelse, idet bobestyreren på trods af den

finansiering, som jeg senere kunne stille med, alligevel fortsatte med at gennemføre

sin fogedsag imod mig. Som følge af to gamle kendelser fra skifteretten og

landsretten fra foråret 2016, som ikke afspejlede boets forhold, således som de var

blevet, efter at jeg også havde skaffet mig en finansiering til betaling af boets

omkostninger, stadfæstede fogedretten i Kolding bobestyrerens anmodning om

udsættelse af mig af den ejendom, som jeg i henhold til Arvelovens § 6 havde en ret

til at udtage. Jeg kærede efterfølgende fogedrettens kendelse til Vestre Landsret,

som endnu en gang tilsidesatte min arveret, idet landsretten benyttede det

argument, at den omstændighed, at jeg havde en finansiering fra et unavngivent

pengeinstitut, kunne ikke føre til andet resultat. Jeg havde i min kære forsøgt at

forklare landsretten, at årsagen til, at bankens navn blev holdt skjult, havde relation

til, at jeg frygtede for, at bobestyreren ville gøre alt, hvad han kunne for at påvirke

banken til ikke at yde mig lånet.

Vestre Landsret havde i forbindelse med fogedsagen vurderet, at jeg havde behov

for advokatbistand til denne sag, men på trods af, at min beskikkede advokat, Grethe

Opstrup, Holst Advokater, Århus, havde fremlagt en procedure, der påviste, at jeg

havde udtaget ejendommen under det private skifte, og på trods af, at hun også ved

de beregninger, som jeg havde fået udarbejdet af Søhøjlandets Regnskabskontor,

kunne påvise, at jeg var i stand til at betale boets omkostninger, blev denne

procedure tilsidesat, idet fogedretten kun fungerede som bobestyrerens forlængede

arm. Min advokat havde også gjort gældende, at fogedretten ikke kunne tage stilling

til, om jeg havde udtaget ejendommen, og at et sådant spørgsmål skulle afgøres ved

en dom og ikke afgøres af en fogedret.

Efter at bobestyreren havde fået kørt fogedsagen igennem og fået tilladelse til at

udsætte mig af ejendommen, trak han senere selv sagen tilbage, idet han, efter at

jeg havde fået en ny advokat sat på sagen imod bobestyrer og skifteret, åbenbart har

følt sig nødsaget til at gøre dette. Min advokat havde ved sin tiltræden bedt

bobestyreren om at samarbejde omkring en overdragelse af ejendommen til mig,

men bobestyreren havde i første omgang ikke vist sig villig til at samarbejde, hvilket

ellers er et krav, når det drejer sig om et solvent dødsbo. Min advokat klagede

derefter over bobestyreren til skifteretten i Kolding, som endnu en gang støttede

bobestyreren i, at han ikke skulle samarbejde. Efter et stykke tid kom bobestyreren

selv ud af den busk, som han havde forsøgt at gemme sig i, og han foregav derefter,

at han ville indlede et samarbejde. Imidlertid måtte min advokat henvende sig

personligt til skifterettens leder for at få et forslag til, på hvilken måde man kunne

foretage overdragelsen af ejendommen, og det blev foreslået, at der skulle

udarbejdes et betinget arveudlægsskøde til undertegnede. Bortset fra, at

bobestyreren endnu en gang forsøgte at argumentere for, at han mente, at det var

nødvendigt at sælge ejendommen, er bobehandlingen nu nået dertil, at der er blevet

udarbejdet et betinget arveudlægsskøde til undertegnede.

Denne bobehandling har været særdeles vanskelig som følge af, at bobestyreren ikke

har forsøgt at samarbejde med mig, men tværtimod har forsøgt at tiltage sig hele

magten over boet. Dette har kunnet lade sig gøre som følge af, at skifterettens leder

har støttet bobestyreren igennem hele bobehandlingen, foruden at Vestre Landsret

har stadfæstet alle kendelser, som er kommet fra skifteretten.

Jeg har igennem samtaler med flere advokater kunnet konstatere, at der er

en stor

tendens til, at landsretten stort set stadfæster alle kendelser, som kommer fra

skifteretten,

hvilket også afspejler, at der er noget, som ikke fungerer efter

hensigten, idet det er ganske klart, at det ikke er arvingerne, som blot giver udtryk

for en kritik, som ikke er velbegrundet. For mig at se, er der ikke nogen tvivl om, at

landsretten ved at forsøge at stadfæste alle kendelser fra skifteretten forsøger at

cementere magten inden for systemet.

I den forbindelse kan jeg også henvise til, at en tidligere dommer i det danske

retsvæsen har udtalt følgende:

) Når do

ere ke der advokater, bliver de bli de på det e e øje .

e skifterette

) I i u gdo var det således, at la dsrette altid lod tvivle ko

til u dsæt i g, e ikke arvi ger e .

Det kan således konkluderes, at der er forhold inden for relationen imellem

skifteret og landsret, som ikke er, som de bør være.

Det er jo landsrettens pligt at

foretage neutrale, juridiske vurderinger, men dette er der ikke tale om. Dette er der

imidlertid ikke tale om for landsrettens vedkommende, idet den har til hensigt at

støtte bobestyrer og skifteret, hvorfor arvingerne og disses rettigheder trædes under

fode.

Undertegnede, som er datter af en afdød landsretssagfører, og som selv har læst

Jura på Åbent Universitet, havde aldrig før mødet med virkelighedens verden,

således som den udfolder sig i retssystemet, haft en anelse om, hvad der egentlig

foregår! Jeg kan ikke benægte, at jeg har fået en

stor mistillid til systemet

og ganske

tabt min respekt over for dette system.

Forslag til ændringer af de regler, som skal være gældende for behandling af

bobestyrerboer i skifteretterne i Danmark:

Reglerne skal og må laves om, således at arvinger ikke behandles som om, at de var

uden rettigheder. Politikerne er nødt til at åbne øjnene for, at der er noget galt inden

for retsvæsenet i Danmark. Det kan ikke være meningen, at det skal være en ren

kamp at være arving i et bobestyrerbo. Retssystemet er som andre systemer farlige,

idet systemer har det med at misbruge den magt, som ligger som en mulighed i

dette system. Der skal derfor være et helt anderledes retssystem i Danmark, som

ikke kun giver mulighed for, at man kan kære afgørelser til højere retsinstanser, men

derimod giver en bedre mulighed for, at man kan klage over eller stævne de

mennesker, som er en del af systemet, idet et menneske, som er dommer,

skifteretsleder eller bobestyrer, nu engang aldrig kan være inkarnationen af

begreber som retfærd og ufejlbarlighed.

I første omgang skal politikerne ændre bestemmelsen vedr. autoriserede

bobestyrere, således at arvinger får mere indflydelse på, hvem der skal bestyre et

bo.

Det er trods alt arvingerne og ikke bobestyrerne, som er boets egentlige arvinger.

Der er jo noget, som er helt forkert, såfremt en arving kan konstatere, at det egentlig

er bobestyreren, som er boets reelle arving! Jeg har ved flere lejligheder kunnet

konstatere, at det forholdt sig på den måde, at det egentlig var bobestyreren, som

var blevet boets reelle arving og ikke undertegnede på trods af, at jeg er indsat som

arving i en testamente.

Det er derfor på tide, at politikerne får ændret systemet i Danmark bl.a. inden for

skifteretsområdet, da reglerne i alt for høj grad giver bobestyrere mulighed for at

udnytte et dødsbo til egen fordel, således at de arvinger, som burde være boets

egentlige arvinger, som forholdene er i dag, meget nemt kan gå hen og blive til boets

tabere.

Havde jeg ikke kæmpet en daglig kamp igennem næsten to år, og var det ikke

lykkedes for mig at skaffe en advokat fra Nordjylland til at varetage mine interesser i

boet efter min afdøde morbror, ville jeg aldrig have kunnet hamle op med en

bobestyrer, som under hele boets behandling har været støttet af såvel skifteretten

som af landsretten.

Det er derfor på tide, at det er arvingernes tarv, der bliver sat i centrum,

således at

en bobestyrer ikke med skifterettens hjælp kan tilsidesætte arvingens/arvingernes

interesser for selv at få det størst mulige udkomme af et bobestyrerbo.

Det er på tide, at der tages hånd om arvinger og det enkelte menneskes ret i

forhold til et system, som tænker mere på magt og i nogle tilfælde på berigelse,

end på det retfærdighedsbegreb, som er og bør være Juraens egentlige anliggende,

også inden for skifteretsområdet.

Det er vores politikeres ansvar, at der ikke er sket tiltag til at ændre på regler vedr.

bobestyrerboer og til at sikre arvingers rettigheder på trods af, at en advokat som

Erik Frodelund allerede for omkring 5 år siden forsøgte at råbe politikerne op. Det er

på tide, at politikerne vågner op, da vi ellers må forsøge at få pressen til at vågne op!

Forholdene skal ændres, således at arvingerne kommer mere i centrum, og at

bobestyrernes magt bliver indskrænket.

D. 20. november 2017.

Lisbeth Askjær-Larsen.