Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 65
Offentligt
1819480_0001.png
Til Folketingets Retsudvalg
Så er den gal igen med den nye ”Knivlov”.
Som det huskes var hensigten med den nye ”Knivlov” tilbage i foråret i 2016 at forenkle reglerne bl.a. for at
undgå kriminalisering af ”almindelige danskere” med lovlige og
anerkendelsesværdige formål for bæring og
anvendelse af knive.
Den nye lov lovliggjorde enhåndsbetjente knive samt foldeknive med låsbare klinger. Loven fastholdt dog
forbuddet mod en lille gruppe knive, som f.eks. springknive, butterflyknive, faldknive samt knive, konstrueret
til at hænge om hals eller skulder, og som fra denne placering kan trækkes ved brug af én hånd (engelsk
betegnelse: ”neck-knives”).
Rationalet for at fastholde forbuddet mod disse knive er dog uklart. Tidligere kunne man argumentere for at
der var tale om ”quick-draw” knive –
men dette argument bortfaldt dog med lovliggørelsen af
enhåndsbetjente knive, der vil kunne trækkes lige så hurtigt som anførte knive.
Det nye problem er opstået ved politiets forvaltning af loven. En bekendt er netop blevet sigtet af politiet for
forsøg på indførelse af en ”neck-knife” købt over nettet fra en udenlandsk forhandler. Kniven er en relativt
lille kvalitetskniv af mærket ESEE IZULA og sælges til frilufts- og jagtbrug. Den er ikke fra producentens side
anført som ”neck-knife”
- og den leveres da heller ikke med det nødvendige udstyr (snøre), der i givet fald
kunne muliggøre bæring af den på samme vis som en egentlig ”neck-knife”. Selvsamme kniv kan i øvrigt
købes frit i en række danske butikker. Billede af en sådan kniv med skede er vedhæftet og kan derudover
ses på producentens hjemmeside:
https://eseeknives.com/knives/esee-knives/izula/
Politiet har grundet hullet i skeden på pågældende
ESEE IZULA kniv vurderet, at der er tale om en ”neck-
knife” og har på den baggrund rejst en sigtelse for overtrædelse af våbenloven. Denne sigtelse er imidlertid
principielt ganske problematisk, idet stort set alle moderne knive med formstøbte skeder er udstyret med
tilsvarende huller. Såfremt sigtelsen fører til domfældelse vil det betyde, at stort set alle moderne knive med
formstøbte skeder i Danmark vil kunne hævdes at være ”neck-knives” og derved være ulovlige. Og, derved
vil mange af os komme i en situation, hvor vi igen uforvarende bliver kriminaliseret.
Dette var vel næppe hensigten….?
mvh
N. N.