Justitsministeren
Kopi til Folketingets Retsudvalg
Den 10. november 2017
Appel om nedsættelse af et lovforberedende udvalg vedrørende retshjælpsordningen
Undertegnede organisationer og personer, der alle deltager som interessenter i Justitsministeriets
møderække om forbedring af retshjælpsordningen, vil med dette brev appellere til justitsministeren om at
nedsætte et bredt sammensat lovforberedende udvalg, som kan foretage en grundig analyse af hele
retshjælpsområdet (retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikringer). En sådan analyse vil kunne danne
grundlag for kvalificerede forslag til et nyt og enkelt retshjælpssystem, som vil sikre en reel og mere lige
adgang til retshjælp og domstolsprøvelse, uanset geografiske forhold eller borgernes økonomiske og
personlige ressourcer.
Siden den sidste større ændring af retsplejelovens regler om retshjælp og fri proces, som trådte i kraft i
2007, er der opstået en række problemer på retshjælpsområdet, som betyder, at ordningen ikke fungerer
hensigtsmæssigt. Der er således en stor gruppe mennesker, som reelt ikke har adgang til retshjælp.
På baggrund af den efterfølgende debat herom har justitsministeren, som beskrevet i svar til Folketingets
Retsudvalg (spørgsmål nr. 729 (Alm. Del), 2016-17), tilkendegivet, at Justitsministeriet vil afholde en række
møder med interessenter til retshjælpsordningen med henblik på at drøfte forbedringer.
På det første møde med interessenterne den 4. oktober 2017 blev det gjort klart for de fremmødte
interessenter, at det alene er problemerne med retshjælpsordningen og ikke problemerne med fri proces
og retshjælpsforsikring, som skal behandles. Det blev samtidig oplyst, at eventuelle forbedringer skal ligge
inden for de eksisterende bevillingsmæssige rammer. Interessenterne fik et generelt indtryk af, at der alene
er lagt op til mindre justeringer af retshjælpsordningen.
Det er imidlertid afsendernes opfattelse, at sådanne mindre justeringer af en enkelt ordning ikke vil løse
problemet, og at der er behov for en bredere og mere grundig gennemgang af hele retshjælpsområdet,
herunder i forhold til samspillet mellem retshjælp, fri proces og retshjælpsforsikring.
Nedenfor omtales hovedproblemerne inden for de forskellige dele af retshjælpsområdet.
Retshjælp
Siden lovændringen er der sket en forskydning af retshjælpsaktørerne, idet færre og færre advokater yder
retshjælp i en administrativ meget tung ordning til et salær, der ikke modsvarer arbejdsindsatsen. Derimod
har antallet af retshjælpskontorer og deres rådgivning været stigende. Retshjælpskontorerne er dog
hovedsageligt placeret i og omkring landets største byer, hvilket giver en geografisk skæv adgang til
retshjælp. Samtidig har nye tilskudsregler forhindret oprettelsen af retshjælpsinitiativer, der ønsker at
målrette deres rådgivning til særlige sagsområder og/eller persongrupper. Dette har medført en social
ulighed i adgangen til retshjælp, idet de svageste borgere har svært ved at benytte sig af de eksisterende
tilbud. Herudover er der problemer i forhold til retshjælpsordningens anvendelsesområde, hvor f.eks.
verserende forvaltningssager er undtaget retshjælp ved advokat, ligesom retshjælpskontorerne ikke kan få
tilskud til retshjælp i disse sager.