Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 415
Offentligt
Majbølle, den 5. september 2018
Til Folketingets Retsudvalg
Uklarheder i fortolkning af danske flagregler
Baggrund
Jeg er en dansk statsborger med stor interesse for flag og flagning. Jeg
iagttager kodeks for flagning med Dannebrog, herunder flagdage, ligesom jeg flager med
EU-flaget. Jeg flager desuden med personlige flag. Alt i overensstemmelse med gældende
regelsæt for flagning i Danmark. Jeg er jurist og sætter en dyd i overholdelse af gældende
lovgivning i enhver henseende og målsætte kendskab til samme. Ukendskab til loven
diskulperer som bekendt ikke. Uden at virke for højtravende betegner jeg mig i al
beskedenhed som en bonus pater familias. Og vigtigt at bemærke er min ansøgning
komplet apolitisk og klinisk renset for enhver form for politisk bevæggrund og polemik.
Qua min interesse for tibetansk kultur som bl.a. kommer til udtryk i, at jeg i
tagudhæng på mit hus har ophængt tibetanske tempelklokker, har jeg som foreskrevet
ansøgt politiet om flagning med det tibetanske flag. Politiet har valgt at overdrage min
ansøgning til Justitsministeriet for behandling. Justitsministeriet har meddelt afslag på en
tilladelse til flagning med det tibetanske flag. Det skal siges, at min flagstang består af en
sammenklappelig Harald Nyborg aluminiumsflagstang (teleskopstang) og befinder sig i
min have i den lille landsby Majbølle ved Guldborg på Nordøstlolland.
Nærmere om Justitsministeriets afgørelse
Justitsministeriet begrunder afslaget med følgende:
1) Tibet er ikke anerkendt som stat af Danmark.
2) Derfor
anses det tibetanske flag som et ”områdeflag”.
3) Efter praksis meddeles kun tilladelse til flagning med ”områdeflag”, hvis flaget er
anerkendt i hjemlandet.
4) Kina anerkender ikke det tibetanske flag.
1
REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 415: Henvendelse af 5/9/18 fra Erik Værbak om fortolkning af danske flagregler
5) Derfor gives der afslag.
6) Og i øvrigt har du ikke anført særlige omstændigheder.
Jeg tillader mig at anfægte, at jeg ikke har anført særlige omstændigheder. Jeg
mener at have begrundet og motiveret min ansøgning med omtalte kulturelle interesse,
men er i sagens natur ikke vidende om, hvad Justitsministeriet
forstår ved ”særlige
omstændigheder”. I forlængelse heraf forekommer det naturligt at spørge,
om den
”praksis” der henvises til, er hjemlet i lovgivningen eller i andre nedskrevne regler og/eller
eventuel retspraksis. Udover denne uklarhed kalder det på en forklaring på hvad der er
baggrunden for, at praksis umiddelbart er så stram.
Forbuddet om anvendelse af fremmede nationsflag baserer sig ikke på en lov,
men alene på bekendtgørelse nr. 103 af 10/04/1915 om Forbud mod at benytte fremmede
Nationsflag udstedt af daværende justitsminister Carl Theodor Zahle.
Såvel højesteretsdommer Jens Peter Christensen og juraprofessor Jørgen
Albæk Jensen, Aarhus Universitet, sætter spørgsmålstegn ved, om den bedagede
bekendtgørelse reelt kan bruges som retligt grundlag, endsige basis for udmøntning af
straf. Statsretligt er normen, at en minister alene kan udstede bekendtgørelser efter
bemyndigelse i en lov. Det er
ikke
tilfældet her, da der ikke eksisterer en lov om
flagning. Derfor kan man med rette problematisere, om forbuddet mod flagning med
udenlandske flag overhovedet gælder.
Jeg finder det alt andet lige lidt påfaldende, at Justitsministeriet meddeler mig
afslag henset til, at jeg i bedste fald ikke mener, at min ansøgning burde være
"problematisk" i nogen henseende. Jeg er som nævnt blot en borger som er interesseret i
tibetansk kultur - og regnede da - åbenbart naivt - at det burde ligge lige for, at man i en
have i en landsby som Majbølle ved Guldborg på Nordøstlolland burde have lov til at
flage med omtalte flag. Jeg skal bemærke, at flagningen ikke er permanent, men ligesom
med EU-flaget lejlighedsvist.
Formålet med min henvendelse til Folketingets Retsudvalg
Jeg tillader mig som nævnt at mene, at jeg har fulgt proceduren i forhold til
ansøgning om flagning. Jeg savner en saglig - juridisk holdbar - begrundelse fra
Justitsministeriet for, hvorfor jeg ikke tillades flagning med det tibetanske flag. På den
baggrund må det ikke overraske synderligt, at jeg står tilbage med en oplevelse af, at
2
REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 415: Henvendelse af 5/9/18 fra Erik Værbak om fortolkning af danske flagregler
afslaget ene og alene er funderet i, at der er tale om det tibetanske flag. Jeg regnede absolut
ikke med, at min ansøgning om godkendelse f flagning med det tibetanske flag skulle
ende med at blive en sag i Justitsministeriet.
Jeg efterspørger Retsudvalgets forholden sig til Justitsministeriets afgørelse og
i sammenhæng hermed hvad der forstås ved
”flagning” i henhold til
danske flagregler.
Umiddelbart er det ikke svært at forestille sig, at anvendelse/ophængning af de såkaldte
tibetanske bedeflag heller ikke må være tilladt. Og hvad med (papir-)flag i alskens
varianter og nationaliteter som kan erhverves til brug, fx ved festlige lejligheder…
Endeligt efterspørger jeg forklaring/svar på hvilken konstruktion der tænkes
på ved ”flagning” –
er det en flagstang (i givet fald i hvilken udformning), er det en
tørresnor, ophæng i træer og lignende. Ja tænkbare muligheder er legio.
Opsummering og konkrete spørgsmål til Folketingets Retsudvalg
Jeg tillader mig venligst at summe min henvendelse op i nedenstående konkrete
spørgsmål.
Jeg anmoder venligst Folketingets Retsudvalg om stillingstagen til og svar på
følgende spørgsmål:
1.
Hvad forstås ved ”flagning” i henhold til gældende danske bestemmelser om
flagning?
2. Ifølge Justitsministeriet fremgår reglerne om flagning ikke af en samlet lov, men
findes derimod spredt i en række forskellige forskrifter - hvilke nærmere forskrifter
er der tale om?
3.
Hvad består den ”praksis” ministeriet henviser til, herunder præcis angivelse af
hjemmel i lovgivning, andre nedskrevne regler og/eller eventuel retspraksis?
4. I forlængelse af spørgsmål 3. hvad der er baggrunden for, at praksis umiddelbart er
så stram?
5. Hvordan spiller Justitsministeriets
af mig opfattede
restriktive udmøntning af
de som nævnt i øvrigt ikke nærmere præciserede flagregler - sammen med de højt
besungne frihedsrettigheder i Danmarks Riges Grundlov?
6. Givet at Folketingets Retsudvalg og i det hele Folketinget måtte være enig i
Justitsministeriets afgørelse beder jeg oplyst hvorledes udvalget som logisk
konsekvens vil præcisere og dermed konkret regelfastsætte ”flagning” som p.t. i
bedste fald er et diffust og ikke nærmere defineret begreb?
3
REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 415: Henvendelse af 5/9/18 fra Erik Værbak om fortolkning af danske flagregler
7. Hvordan forholder Retsudvalget sig til, at der berettiget kan rejses juridisk
(statsretlig) tvivl om gyldigheden af forbuddet mod flagning med udenlandske flag
alene baseret på en bekendtgørelse fra 1915 uden hjemmel i en lov?
Med venlig hilsen
Erik Værbak
Bagvej 31
Majbølle
4862 Guldborg
4