Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 372
Offentligt
1926819_0001.png
RETSPOLITISK FORENING
ÅBENT BREV TIL FOLKETINGSPARTIERNES RETSORDFØRERE
København, den 7. august 2018
I slutningen af juni indgik regeringen en aftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om en
reform af indsatsen overfor ungdomskriminalitet. Aftalen konkretiseres i to lovforslag til efteråret.
Et om at indføre et ”Ungdomskriminalitetsnævn” og en ungekriminalforsorg og et om øgede
beføjelser i serviceloven til at udstede børne-, unge- og forældrepålæg samt anvende magt og
overvågning i landets sikrede institutioner. Retspolitisk Forening er af den opfattelse, at aftalen ikke
alene er helt ude af proportioner, men også er i strid med bl.a. den Europæiske
Menneskerettighedskonventions artikel 6 om en retfærdig rettergang samt børnekonventionens art.
40. Den indebærer tillige en de facto sænkning af den kriminelle lavalder til 10 år.
Foreningen finder anledning til at undre sig over det tilsyneladende totale fravær af brugen af
tilgængelig viden om, hvad der kan forebygge og forhindre udviklingen af en kriminel karriere.
Således blev det allerede i 1990
1
påpeget, at der forelå en betydelig risiko for udvikling af
systematisk kriminalitet ved en tidlig stempling (stigmatisering) af unge førstegangskriminelle. Det
fremhæves i undersøgelsens resumé (s.14), at den bedste metode til at hindre en tilfældig
kriminalitet i at blive systematisk er integration i uddannelsessystem eller på arbejdsmarkedet.
Tilsyneladende har Ungdomskommissionens omfattende analyser, jf. betænkning nr. 1508/2009,
heller ikke udgjort nogen synlig inspiration for aftaleparterne. Dette spørgsmål behandles mere
udførligt nedenfor.
2
Generelt om indholdet i aftalen
Det fremgår af aftalen, at ungdomskriminaliteten i Danmark er faldende og har været det i en
årrække. Det er en underdrivelse. Ungdomskriminaliteten i Danmark styrtdykker og har ifølge
Justitsministeriets eget forskningskontor gjort det uafbrudt i mere end 10 år. Faldet er endda størst
for børn under den nuværende kriminelle lavalder, idet antallet af mistanker mod de 10-14-årige er
reduceret med hele 72 pct., mens antallet af sigtelser mod de 15-17-årige er faldet med 46 pct. siden
2006.
3
SBI 90:12, Lilli Zeuner, Normer skred Ungdomskriminalitetens sociale og kulturelle aspekter.
Der henvises i øvrigt til debatindlæg af Helle Lokdam og Eva Smith i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab nr.
105, maj 2018 s. 87-91.
3
Der henvises i øvrigt til: Udviklingen i børne- og ungdomskriminalitet 2006-2016, Britta Kyvsgaard,
Justitsministeriets Forskningskontor marts 2017 s. 6.
2
1
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
I stedet for at glædes over denne fantastiske udvikling, som alt andet lige må skyldes at indsatsen
overfor ungdomskriminalitet allerede er virkningsfuld, baserer aftalen sig på en præmis om, at der
mangler retning og ensartethed i en grad, som bl.a. lader 10-årige begå personfarlig kriminalitet i
form af voldelige overfald og voldtægt, uden at der gribes ind.
I Retspolitisk Forening har vi endnu til gode at se dokumentation for, at børn i 4. klasse - samtidig
med at de lærer at begå sig sikkert i trafikken og sige deres navn og alder på engelsk - begår den
slags kriminalitet. Det anslås da også i aftalen, at det drejer sig om 40 10-11-årige børn om året.
Dertil anslås det, at 700 unge mellem 12-17 år vil være i målgruppen for det nye
ungdomskriminalitetsnævn. Det havde været relevant og oplysende, om dette tal var delt op i 10-12-
årige, 12-14-årige og 15-17-årige med angivelse af formodede eller konstaterede lovovertrædelser,
eftersom hele aftalen postulerer et behov for at skride hurtigere og mere helhedsorienteret og
konsekvent ind overfor børn under den kriminelle lavalder.
Samlet set skal aftalen altså angiveligt tage hånd om anslået 740 børn årligt, som ifølge
aftalepartierne er hårdkogte kriminelle. Taget i betragtning, at befolkningen tæller godt 500.000
børn i alderen 10-17 år, må man konstatere, at det er et stort apparat at sætte i gang for så marginal
en gruppe. Samtidig savnes der klare begrundelser for at iværksætte disse tiltag.
Det fremgår af aftalen, at kommunerne fortsat skal have en afgørende rolle og et klart ansvar i
forhold til at bringe børn og unge ud af kriminalitet. Det er Retspolitisk Forening enig i.
Videre anføres, at der ikke er behov for en helt ny værktøjskasse med sociale foranstaltninger for
børn og unge, men indsatsen skal løftes og fokuseres. Dette forekommer rigtigt. Gentagne
evalueringer af kommunernes indsatser overfor kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge
viser, at samspillet mellem de forskellige aktører (politi, skole, socialforvaltning m.v.) – herunder
ikke mindst kommunikationen om de konkrete børn og unge – er mangelfuld. Således kan ét led i
kæden have haft fokus på børn og unge med kriminel adfærd i månedsvis, uden at de øvrige led i
kæden ved det.
Det er Retspolitisk Forenings opfattelse, at der med specifikt fokus på netop bedre helhed og
sammenhæng i de allerede eksisterende indsatser kunne opnås succes i forhold til både de anslået
740 børn og unge, det drejer sig om årligt, og i forhold til at forebygge, at nye børn og unge
udsættes for svigt i opvæksten, som skubber dem i retning af en kriminel løbebane. Vi finder derfor
de aftalte tiltag helt ude af proportion med problemets omfang.
Foreningen finder det i øvrigt principielt betænkeligt, at aftalen forpligter parterne til at stemme for
de opfølgende lovforslag. Disse vil i udkastform blive sendt i høring hos en lang række
organisationer og myndigheder, hvis høringssvar vil være tilgængelige samtidig med lovforslagenes
fremsættelse. Med den anførte forpligtelse vil høringssvarene efter al sandsynlighed ikke kunne
påvirke den videre lovproces, hvad der jo netop er hensigten med en høringsfase.
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
1926819_0003.png
Etablering af et ungdomskriminalitetsnævn og en ungekriminalforsorg
Et nyetableret ”ungdomskriminalitetsnævn” bestående af en dommer og en repræsentant fra hhv.
politiet og kommunen skal fremover træffe afgørelse i sager om børn og unge mellem 10 og 17 år,
som er mistænkt for at have eller har begået alvorlig kriminalitet. Det kan være i form af en
straksreaktion, som er af opdragende karakter og så vidt muligt også af genoprettende karakter. En
straksreaktion kan f.eks. være, at den unge skal rydde op efter hærværk, vaske brandbiler eller gøre
rent i den lokale boligforening. Ungdomskriminalitetsnævnet skal også kunne træffe afgørelse om
anbringelse udenfor hjemmet. En beføjelse, der hidtil har været henlagt til de kommunale børn- og
ungeudvalg.
Denne konstruktion, som for de 15-17årige suppleres med det ordinære straffesystem, betyder efter
Retspolitisk Forenings opfattelse en faktisk sænkelse af den kriminelle lavalder til 10 år, idet alle
børn fra denne alder, som begår ulovligheder, falder ind under den samme sagsgang.
Som det blev bemærket i Ungdomskommissionens betænkning fra 2009, ”må en reaktion i form af
en tvangsmæssig foranstaltning, der er en direkte følge af en kriminel handling, anses for at være en
straf. Når et sådant system skal omfatte børn under 15 år, vil der derfor i realiteten være tale om en
nedsættelse af den kriminelle lavalder med de følger, som dette har
4
”. Foreningen anser en sådan
stempling for direkte ødelæggende for en kriminalitetsfri fremtid for børn og unge under 15 år, jf.
herom nedenfor.
Konstruktionen minder i alt væsentligt om de ”Young Offending Teams”, der anvendes i
Storbritannien (England og Wales). Det samme gør de sanktioner, som er beskrevet i aftalen i form
af tilsyn, pålæg om udpegede aktiviteter, udbedring af forvoldte skader og de beskrevne op til 4-
årige forbedringsforløb. Eneste forskel er, at den kriminelle lavalder er 10 år i Storbritannien, mens
det i aftalen fastholdes, at den stadig er 15 år i Danmark. Således har man lavet en konstruktion,
som de facto behandler børn ned til 10-årsalderen som kriminelle uden at give dem en formodet
eller erkendt kriminels ret til en forsvarer. Dette er efter Retspolitisk Forenings opfattelse en
svækkelse af børns rettigheder samtidig med, at der sker en voldsom skærpelse af
reaktionsmulighederne ift. formodede eller begåede ulovligheder.
Kaster man et blik på kriminalitetsstatistikken blandt unge i Storbritannien, er retstilstanden dér
desuden på ingen måde værd at stræbe efter, idet ungdomskriminaliteten på de kanter er væsentligt
grovere og mere omfattende, end den er i Danmark. Ifølge Ungdomskommissionens betænkning
steg det samlede antal sager vedrørende personfarlig kriminalitet, hvor man har truffet afgørelse
vedrørende 10-17-årige inden for rammerne af ”Youth Justice System” i perioden 2004-2008 med
ca. 25 pct. fra 2004/05 til 2006/07.
Ungdomskommissionen påpegede efter flere års omfattende arbejder, at en tidlig retliggørelse af
barnets adfærd i sig selv vil have en negativ kriminalpræventiv effekt. Man risikerer, at barnet
4
Indsatsen mod ungdomskriminalitet. Afgivet af Kommissionen Vedrørende Ungdomskriminalitet. Betænkning
nr.1508/2009
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
tidligere stemples som kriminel, hvilket kan blive en selvopfyldende profeti. På denne baggrund
forekommer det ubegribeligt, at man fortsat vil sanktionere og straffe børn ned til 10 år, i stedet for
at styrke en tidlig og helhedsorienteret kriminalitetsforebyggende indsats indenfor rammerne af den
eksisterende lovgivning, som er det, der beviseligt virker bedst.
Med reformen vil regeringen, DF og S sikre en mærkbar og hurtig konsekvens, når unge forbryder
sig mod samfundets regler. Det påstås, at dette vil ansvarliggøre børn og unge, der er på vej ud i en
kriminel løbebane, og dermed forebygge, at de ender som en del af den hårde kerne. Spørgsmålet er
bare, om det er ønsketænkning, eller om det rent faktisk kan lade sig gøre? For vælger man at
indbringe en 10-årig for ungdomskriminalitetsnævnet, vil der alligevel blive tale om en tidlig
retliggørelse af barnets problemer.
På overfladen kan det virke, som om barnet får en øget retssikkerhed, men i virkeligheden vil der
blive tale om en situation, hvor barnet uden sagkyndig bistand har vanskeligt ved at forsvare sig, når
den 10-årige skal forklare sig over for trænede myndighedspersoner.
Det er politiet, der indstiller en sag til nævnet, hvor de selv har sæde sammen med en dommer og en
kommunal sagsbehandler. Det hele bliver ret kafkask, for Ungdomskriminalitetsnævnet vil ikke
skulle tage stilling til, om den unge er skyldig i at have begået en bestemt strafbar handling. Nævnet
vil heller ikke som domstolene kunne idømme unge sanktioner såsom betingede eller ubetingede
fængselsstraffe. Nej, ungdomskriminalitetsnævnet vil på baggrund af en samlet vurdering af den
unges situation træffe afgørelse om iværksættelse af reaktioner, der skal bidrage til at sikre, at den
unge ikke ender i en kriminel løbebane. Det betyder, at nævnet overtager domstolenes mulighed for
fastsættelse af vilkår, som det kan ske ved tiltalefrafald og betingede domme, men uden de
retsplejemæssige garantier, der er kendetegnet for domstolenes virksomhed. Endelig udestår
spørgsmålet, om den 10, 11 eller 12-årige overhovedet forstår, hvad der sker.
Er 10-årige i stand til at forstå Ungdomskriminalitetsnævnets sanktioner?
I dag er den kriminelle lavalder på 15 år baseret på det grundlæggende synspunkt, at der kun bør
være adgang til at pålægge børn og unge strafansvar fra den alder, hvor de i almindelighed antages
at have opnået den fornødne modenhed til, at det må anses for forsvarligt at anvende strafferetlige
sanktioner.
I den forbindelse efterlyser Retspolitisk Forening den udviklingspsykologiske forskning, der
understøtter forestillingen om, at unge i dag er mere modne end tidligere, og at det skulle kunne
retfærdiggøre indførelsen af et ungdomskriminalitetsnævn med straffende beføjelser overfor
personer ned til 10 år. Det kan godt være, at ungdommen kommer tidligere i puberteten i dag, end
det var tilfældet for generationer siden, men det forhold plejer man normalt ikke at forveksle med
den ’fornødne intellektuelle modenhed’.
Argumentationen er også kun anvendt i spørgsmål om kriminalitet og straf. Den seksuelle lavalder,
valgretsalderen, hvor gammel man skal være for at køre på knallert eller for den sags skyld købe
cigaretter eller alkohol, har på intet tidspunkt været inddraget i debatten om, hvornår børn og unge
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
besidder den fornødne modenhed. Argumentationen synes derfor tilpasset en politisk dagsorden, der
skal fremmes uden hensyn påviselige effekter eller advarsler om direkte negative konsekvenser.
Ungdomskommissionen undersøgte, i hvilken udstrækning børn forstår rækkevidden af deres
handlinger. Den eneste undersøgelse, de fandt, er en australsk rapport fra 2003, der sammenligner
de forskellige værktøjer, som psykologer anvender til at vurdere børns modenhed i forbindelse med
retssager. Her konkluderes det, at børn under 15 år efter psykologernes vurdering har vanskeligt ved
at forstå juridiske problemstillinger, og at deres dømmekraft og evne til problemløsning er ringe.
Retssikkerhedsmæssige forhold.
Det er efter foreningens opfattelse af afgørende betydning, at der sikres alle børn og unge, der
kommer på kant med loven uanset alder, en fair behandling. Dette er i sager om foranstaltninger
uden samtykke sikret i Lov om Social Service § 72, hvorefter kommunalbestyrelsen skal tilbyde
forældremyndighedens indehaver og den unge, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand under en sag
om bl.a.
1) gennemførelse af en undersøgelse efter § 51,
2) anbringelse uden for hjemmet efter § 58,
3) opretholdelse af en anbringelse efter § 62,
4) gennemførelse af en lægelig undersøgelse eller behandling efter § 63,
5) anbringelse på delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på
døgninstitutioner efter § 63 a, stk. 1,
6) anbringelse på sikrede døgninstitutioner efter § 63 b, stk. 1,
7) anbringelse på særligt sikrede afdelinger efter § 63 c, stk. 1 og 3,
8) videreførelse af en anbringelse efter § 68 a,
9) godkendelse af en foreløbig afgørelse efter § 75, stk. 3,
10) ændring af anbringelsessted efter § 69, stk. 3,
11) afbrydelse af forbindelsen m.v. efter § 71, stk. 3-5,
12) tilbageholdelse efter § 11, stk. 1 og 2, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og
13) brev- og telefonkontrol efter § 15, stk. 1, i lov om voksenansvar for anbragte børn og unge.
Det skal tillige bemærkes, at disse afgørelser truffet af det kommunale børn- og ungeudvalg kan
påklages til Ankestyrelsen, hvis afgørelse kan indbringes for retten.
Tilsyneladende har aftalepartnerne ikke inddraget den slags overvejelser i aftalen, da der intet sted
er tale om blot en tilnærmelsesvis sikring af disse grundlæggende retsprincipper. Dette forekommer
så meget desto mere uheldigt, da så vidt ses alle sager om anbringelser uden samtykke udenfor
hjemmet fjernes fra de kommunale børn- og ungeudvalg og overføres til det nye
ungdomskriminalitetsnævn, såfremt der er tale om mistanke om eller konstateret kriminel adfærd.
De retssikkerhedsgarantier, der er gældende for forældre og børn, der af andre grunde end formodet
kriminel adfærd tvangsmæssigt anbringes udenfor hjemmet, skal altså ikke være gældende for de
grupper, der er i aftalens fokus. Det er uforståeligt.
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
Disse synspunkter understreges af bestemmelserne i EMRK. art. 6.2. litra b-d samt konventionen
om barnets rettigheder, artiklerne 12 og 40.2 litra b (ii-iii). Af begge konventioner fremgår, at der er
pligt til at sikre personer, herunder børn, der anklages for lovovertrædelser, ”en juridisk bistand,
som han selv har valgt” (EMRK art 6.2.) og at ethvert barn, der mistænkes eller anklages for at have
begået strafbart forhold, har mindst følgende garantier (børnekonventionens art. 40 nr. 2):
”(iii) at få sagen afgjort, uden forsinkelse, af en kompetent, uafhængig og upartisk myndighed eller
dømmende organ efter en
upartisk procedure
i henhold til loven med tilstedeværelse af en juridisk
eller anden passende rådgiver”. Dette rejser også spørgsmålet, om der vil være adgang for barnet,
evt. ved dets værger, til at indbringe sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og – i
givet fald – hvornår de nationale retsmidler kan siges at være udtømt. Foreningen bemærker, at
Ungdomskriminalitetsnævnets sammensætning næppe kan siges at opfylde kravet om upartiskhed.
Aftalen forholder sig ikke til disse spørgsmål. Foreningen forventer derfor, at aftalens udmøntning i
de annoncerede lovforslag medtager en grundig gennemgang og vurdering af Danmarks
internationale forpligtelser på dette område.
Ungdomskriminalitetsnævnets afgørelser kan ikke, således som aftalen er udformet, indbringes for
en højere administrativ myndighed. Foreningen må imidlertid gå ud fra, at nævnets afgørelser kan
indbringes for retten, jf. grl. § 63.
Ungekriminalforsorg
Fra 1. januar 2019 etableres en såkaldt ungekriminalforsorg. Opgaven bliver at føre tilsyn med de
10-17-årige, der får fastsat straksreaktioner og forbedringsforløb af det kommende
Ungdomskriminalitetsnævn. Hovedformålet er at få bedre styr på kommunerne, dvs. dels en sikring
af, at unge gennemfører forbedringsforløb, og dels sikre at kommunen iværksætter de
foranstaltninger, som forbedringsforløbet indebærer.
Kriminalforsorgen i Frihed skal som administrativ myndighed håndtere denne opgave og holde
børn, unge og kommuner i ørerne, såfremt de ikke efterlever Ungdomskriminalitetsnævnets
afgørelse. Dette sker i første omgang gennem vilkårsindskærpelser, og hjælper dette ikke, ”afhentes
barnet af politiet og bringes til det sted, hvor f.eks. straksreaktionen skal udføres”, som det anføres i
aftaleteksten. Herefter kan der ”fastsættes nye og skærpede reaktioner” med fokus på at få barnet
eller den unge til at ændre holdning og adfærd.
Med andre ord nærer det politiske system så meget mistro til kommunernes ageren, at man
indsætter kriminalforsorgen som kontrollant til at påse, at kommunerne iværksætter de
foranstaltninger, som nævnet har besluttet.
Sikrede institutioner
Reformen tager afsæt i et billede af, at kommunerne i dag mangler fokus på børns og unges
kriminalitet. De sociale problemstillinger fylder mere end kriminaliteten. I Retspolitisk Forening må
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
vi fastholde, at straffe skal være meningsfulde og kongruente; dvs. at også børn og unge skal kunne
forstå sammenhængen mellem sanktion og måden, denne effektueres på. Derfor kan det virke
påfaldende, at der i de sikrede institutioner alene fokuseres på døralarmer, overvågning, fælles
husordener og øget adgang til magtanvendelse, uden at pædagogisk samvær og metoder nævnes
med et ord. Sidstnævnte har jo til formål at styrke den enkeltes evne til at navigere, forstå og
udvikle kompetencer, der forebygger ny kriminalitet.
Med en yderligere nedprioritering af de socialpædagogiske indsatser kommer de sikrede
institutioner i svær grad til at ligne egentlige fængsler, om hvilke vi allerede ved, at de indsatte
socialiseres til fængselslivet i kraft af påvirkning fra medindsatte. Der udvikles således en
oppositionel adfærd i forhold til det konventionelle samfund, hvor samfundets normer bliver mødt
med modstand og kriminalitet bliver en udtryksform, der markerer denne modstand.
Udvidet brug af børne-, unge- og forældrepålæg
Aftalen indebærer, at der skal sættes tidligere, helhedsorienteret og mere kontant ind med mærkbar
og hurtig konsekvens overfor mindre forseelser begået af børn ned til 10-års alderen. Derfor vil man
øge brugen af forældrepålæg og udvide målgruppen for ungepålæg samt afskaffe kravet om, at der
skal udarbejdes en børnefaglig (§ 50) undersøgelse, før sådanne pålæg kan udstedes.
Lov om Social Service rummer allerede en række muligheder for at opnå netop den forbedring i
barnets adfærd, som aftalen ønsker fremmet. De generelle indsatser er beskrevet i § 52:
1)
2)
3)
4)
Ophold i dagtilbud, fritidshjem, ungdomsklub, uddannelsessted el.lign.
Praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet.
Familiebehandling eller behandling af barnets eller den unges problemer.
Døgnophold, jf. § 55, for både forældremyndighedsindehaveren, barnet eller den unge og
andre medlemmer af familien i en plejefamilie, i en kommunal plejefamilie, på et
godkendt opholdssted eller på en døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 1, 2, 5 og 6, eller i et
botilbud, jf. § 107.
Aflastningsordning, jf. § 55, i en plejefamilie, kommunal plejefamilie eller
netværksplejefamilie eller på et opholdssted eller en døgninstitution, jf. § 66, stk. 1, nr. 1-
3, 5 og 6.
Udpegning af en fast kontaktperson for barnet eller den unge eller for hele familien.
Anbringelse af barnet eller den unge uden for hjemmet på et anbringelsessted, jf. § 66.
Formidling af praktiktilbud hos en offentlig eller privat arbejdsgiver for den unge og i den
forbindelse udbetaling af godtgørelse til den unge.
Anden hjælp, der har til formål at yde rådgivning, behandling og praktisk og pædagogisk
støtte.
5)
6)
7)
8)
9)
I § 57c og d beskrives konkrete tiltag i forhold til kriminelle og kriminalitetstruede børn og unge i
form af etablering af netværksråd, udslusningstilbud efter anbringelse på en sikret institution samt
screening for psykisk sygdom som årsag til den kriminelle adfærd. Der er altså en lang række af
muligheder for at gribe ind med relevante sociale indsatser, som ifølge samme lovs § 19 ”udføres i
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
samarbejde med forældrene og på en sådan måde, at det fremmer børns og unges udvikling, trivsel
og selvstændighed.” Det skal understreges, at disse initiativer alene kan gennemføres på grundlag af
§ 50-undersøgelserne.
De allerede eksisterende forældre- og ungepålæg beskrives i Servicelovens § 57a og b.
Forældrepålægget blev indført i 2006 og er blevet evalueret to gange – i 2007 og i 2011. Begge
gange måtte man konstatere, at pålægget ikke blev anvendt i nævneværdig grad, idet man ikke fandt
redskabet relevant blandt kommunernes fagchefer og sagsbehandlere.
Ungepålægget blev indført i 2009 med det formål at understrege kommunernes pligt til at sætte ind
over for børn og unge med adfærdsmæssige problemer eller negativ adfærd, stille krav over for de
unge og supplere handlemulighederne efter servicelovens § 52 med konkrete handlepligter til de
unge. Ungepålægget blev ligesom forældrepålægget vedtaget på grundlag af en påstand om, at
denne type foranstaltning havde en ”fuldstændig massiv positiv virkning” i én kommune,
Helsingør, i 1990’erne, hvor man benyttede forældrepålæg i forhold til manglende skolegang hos
”romabørn” og sanktion i form af træk i kontanthjælpen. En evaluering udarbejdet af to
medarbejdere i Helsingør Kommune viste ganske rigtigt, at skolefraværet for 21 børn i
projektperioden faldt med 35 til 40 procent. Dog steg det igen drastisk, når opfølgningen
mindskedes, eksempelvis fordi medarbejderne havde ferie. Det var altså snarere den sociale og
pædagogiske indsats overfor familierne, der virkede, end det var pålægget og den økonomiske
sanktion.
Også ungepålægget blev evalueret i 2011. På det tidspunkt havde kommunerne samlet set kun
udstedt fem ungepålæg. Et af pålæggene blev delvist efterlevet, tre pålæg blev ikke efterlevet, mens
efterlevelsen i det sidste tilfælde er ukendt. De kommunale fagchefer og sagsbehandlere forklarede
også denne gang den begrænsede brug af ungepålæg med, at de ikke fandt redskabet relevant og
hensigtsmæssigt til løsning af målgruppens problemer.
Der er ikke foretaget yderligere evalueringer af ungepålægget. Det er således på denne baggrund, at
aftalepartierne vil udvide adgangen til at udstede ungepålæg, så de fremover kan gives til de 10-11-
årige og uden, at der forudgående er udarbejdet en § 50 undersøgelse.
Med dette initiativ vælger man altså at gøre uhensigtsmæssig adfærd hos børn og unge til et
spørgsmål om skyld og straf, som i sin natur lægger op til konflikt og selvforsvar, i stedet for at
håndtere det gennem praktisk, pædagogisk støtte, familierådgivning, kontaktpersonordning eller
andre sociale tilbud iht. servicelovens § 52. Derudover er det selvmodsigende, at man fjerner kravet
om udarbejdelse af en § 50 undersøgelse forud for et pålæg samtidig med, at der efterspørges en
mere helhedsorienteret indsats. Det er netop et af formålene med den børnefaglige undersøgelse at
afdække alle forhold omkring barnet og familien med henblik på at udarbejde en helhedsorienteret
handleplan for indsatsen.
 REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 372: Henvendelse af 7/8-18 fra Retspolitisk Forening vedrørende reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet
Styrkelse af SSP-samarbejdet
Aftalen indebærer en klar styrkelse af SSP-samarbejdet bl.a. i form af en fælles uddannelse for SSP-
medarbejderne og en mere klar fælles ramme. Dette kan foreningen fuldt ud tilslutte sig.
Retspolitisk Forening finder afslutningsvis anledning til at bemærke, at den indgåede aftale
markerer et alvorligt og hidtil uset brud med ellers hidtil respekterede principper her til lands for
behandling af børn og unge, der udviser formodet eller konstateret kriminel adfærd. Der er intet i
mange års undersøgelser og forskning, der på nogen måde kan siges at pege på, at de foreslåede
initiativer på nogen måde kan afhjælpe vanskeligheder af den beskrevne art. Tvært i mod vil
iværksættelse af forslagene efter foreningens opfattelse formentlig virke stik imod hensigten.
Vi skal derfor opfordre forligspartierne til at genoverveje aftalens indhold og stille efterfølgende
lovudkast i bero.
Med venlig hilsen
Retspolitisk Forening
v/ Bjørn Elmquist (formand), Leif Hermann, John Hatting og Bettina Post