REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 353
Offentligt

Procesbevillingsnævnet

Årsberetning 2017

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Procesbevillingsnævnet

Årsberetning 2017

Udgivet af:

Procesbevillingsnævnet

St. Kongensgade 1-3, 2. sal

1264 København K

Telefon 33 12 13 20

Hjemmeside: www.procesbevillingsnaevnet.dk

Trykt af Rosendahls A/S

Fotograf:

Kristian Brasen

Procesbevillingsnævnets årsberetninger fra årene 1996 til 2002 er kun i fysisk format.

Årsberetningerne for årene 2003 til 2017 kan tillige findes på nævnets hjemmeside

http://www.procesbevillingsnaevnet.dk

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Indholdsfortegnelse

Forord........................................................................................................................................................

Procesbevillingsnævnets virksomhed og opgaver

................................................................. 9

1.1

1.2

1.3

1.4

Nævnets opgaver og lovgivning om nævnets virksomhed ...................................................... 10

Nævnets afdeling for appeltilladelser ...................................................................................... 10

Nævnets afdeling for fri proces ................................................................................................ 12

Nævnets sekretariat ................................................................................................................. 13

Sagsbehandling

........................................................................................................................... 16

2.1

2.2

2.3

2.4

Forberedelse af nævnsbehandlingen ....................................................................................... 17

Nævnsbehandling ..................................................................................................................... 19

Underretning og aktindsigt ...................................................................................................... 20

Produktivitet ............................................................................................................................. 21

Ansøgninger om appeltilladelse og klager over afslag på fri proces ............................... 21

Produktivitet pr. medarbejder ......................................................................................... 22

2.5

Status på nye regler fra 2014 om appelbegrænsning i civile sager.......................................... 23

Ændringer i appelbegrænsningsreglerne pr. 1. februar og 1. juli 2014 ........................... 23

Afgjorte sager om appeltilladelse i 2015

–

2017 efter de nye regler i civile sager .......... 24

2.6

Et indtryk fra mine snart 4 år i nævnets afdeling for fri proces ............................................... 32

Nævnets virksomhed i 2017 i afdelingen for appeltilladelser

............................................ 34

3.1

Generelt.................................................................................................................................... 35

Nævnsbehandlede sager i 2017....................................................................................... 36

Sagsbehandlingstiden ...................................................................................................... 42

Anmodning om genoptagelse .......................................................................................... 43

Anmodning om aktindsigt................................................................................................ 44

3.2

Civile sager................................................................................................................................ 45

2. instansbevillinger i civile sager..................................................................................... 45

3.2.1.1

3.2.1.2

Ankesager .................................................................................................................... 45

Kæresager .................................................................................................................... 46

3. instansbevillinger i civile sager..................................................................................... 48

3.2.2.1

3.2.2.2

Ankesager .................................................................................................................... 48

Kæresager .................................................................................................................... 50

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.3

Straffesager .............................................................................................................................. 51

2. instansbevillinger i straffesager ................................................................................... 51

3. instansbevillinger i straffesager ................................................................................... 53

3.3.2.1

3.3.2.2

Ankesager .................................................................................................................... 53

Kæresager .................................................................................................................... 55

Konkrete sager, der er afgjort i 2017 i nævnets afdeling for appeltilladelser

....................... 56

4.1

4.2

Generelt.................................................................................................................................... 57

Civile sager................................................................................................................................ 58

Civile ankesager ............................................................................................................... 58

Civile kæresager ............................................................................................................... 71

4.3

Straffesager .............................................................................................................................. 79

Anke i straffesager ........................................................................................................... 79

Kære i straffesager ........................................................................................................... 99

Nævnets virksomhed i 2017 i afdelingen for fri proces

......................................................... 104

5.1

Generelt.................................................................................................................................. 105

Nævnsbehandlede sager i 2017..................................................................................... 106

Sagsbehandlingstiden .................................................................................................... 107

Anmodning om genoptagelse ........................................................................................ 109

Anmodning om aktindsigt.............................................................................................. 110

5.2

Fri proces til sager i 1. instans ................................................................................................ 111

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325............................................................ 111

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328............................................................ 112

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329............................................................ 114

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336............................................................ 115

5.3

Fri proces til appelsager ......................................................................................................... 116

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325............................................................ 116

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328............................................................ 117

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329............................................................ 118

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336............................................................ 118

5.4

5.5

Klager over Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigt.............................................................. 118

Klager over Civilstyrelsens afgørelser efter retshjælpsloven ................................................. 119

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Konkrete sager, der er afgjort i 2017 i nævnets afdeling for fri proces

............................... 120

6.1

6.2

6.3

Generelt.................................................................................................................................. 121

Processuelle spørgsmål .......................................................................................................... 121

Retsplejelovens § 325............................................................................................................. 122

Økonomiske betingelser ................................................................................................ 123

6.4

Retsplejelovens § 328............................................................................................................. 124

Retsplejelovens § 328, stk. 1 og 2, rimelig grund til at føre proces ............................... 124

Retsplejelovens § 328, stk. 3, formodningsreglen ......................................................... 125

Retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, erhvervssager........................................................ 126

6.5

6.6

6.7

6.8

6.9

Retsplejelovens § 329............................................................................................................. 129

Retsplejelovens § 336............................................................................................................. 131

Genoptagelse ......................................................................................................................... 132

Klager over Civilstyrelsens afslag på aktindsigt ...................................................................... 133

De nye regler om retshjælp .................................................................................................... 133

Litteratur

........................................................................................................................................ 135

7.1

Litteratur om appeltilladelser ................................................................................................ 136

Bøger: ............................................................................................................................. 136

Artikler: .......................................................................................................................... 138

7.2

Litteratur om fri proces .......................................................................................................... 139

Bilag

.............................................................................................................................................. 141

8.1

8.2

8.3

8.4

8.5

8.6

Lovgivning af betydning for nævnets virksomhed ................................................................. 142

Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet ............................................................. 145

Bekendtgørelse nr. 512 af 22. maj 2018 om forretningsorden for Procesbevillingsnævnet . 146

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven mv. om meddelelse af appeltilladelse ........... 149

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces .................................................. 160

Lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i

henhold til menneskerettighedskonventioner som ændret ved lov nr. 263 af 16. marts 2016

164

Bekendtgørelse nr. 1671 af 14. december 2016 om fri proces.............................................. 165

8.7

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Forord

Vi har i Procesbevillingsnævnet haft endnu et begivenhedsrigt og spændende år i 2017. I

nævnets afdeling for appeltilladelser og afdeling for fri proces bliver vi samlet set konfronteret

med alle forekommende retsområder, og det stiller krav til os i hver eneste sag. Vi behandler

mere end 3.000 nye sager på årsbasis, både små og meget store sager, alle forskellige sager

med hver deres unikke historie, og for den enkelte borger, virksomhed eller myndighed er det

selvsagt af stor betydning at kunne opnå en bevilling.

Vi gør os derfor også umage med at behandle alle opgaver med respekt og stor omhu, og vi

skal udføre dem med høj faglig kvalitet og samtidig så hurtigt og effektivt, som det er

forsvarligt. Dette kan kun lade sig gøre takket være den fokuserede og engagerede indsats,

som alle nævnets medlemmer og suppleanter i begge nævnets afdelinger og sekretariatets

personale altid yder i et særdeles godt og konstruktivt samarbejde. Desuden kan vi glæde os

over at have gode samarbejdsrelationer til de eksterne interessenter, advokater og borgere,

som hver dag bidrager til, at vi kan træffe afgørelser på et veloplyst og kvalificeret grundlag.

Vi kan samtidig med tilfredshed konstatere, at vi igen i 2017 har behandlet og afgjort flere

sager, end vi modtog i året. Det er også lykkedes at nedbringe den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid i begge nævnets afdelinger med flere uger til ca. 8 uger. Vi er således

kommet rigtig godt igennem 2017. Dette og meget andet vil du kunne læse om i denne

årsberetning.

Årsberetningen omfatter i lighed med tidligere år en almindelig orientering om nævnets

virksomhed, sammensætning og sagsbehandling i kapitel 1 og 2. Årsberetningen indeholder

desuden en statistisk del med en række talmæssige opgørelser og grafiske illustrationer for

sagerne i begge nævnets afdelinger i 2017. Dette suppleres af en omtale af nogle konkrete

sager, der har været behandlet i begge nævnets afdelinger. Det kan du læse nærmere om i

afsnit 2.5 og kapitel 3-4 om afdelingen for appeltilladelser og kapitel 5-6 om afdelingen for fri

proces. Desuden er beretningen krydret med et indlæg af advokat Nikolaj Linneballe, der er

suppleant i nævnets afdeling for fri proces. Se afsnit 2.6.

Du kan også se mere om Procesbevillingsnævnets opgaver og virksomhed på nævnets

hjemmeside

www.procesbevillingsnaevnet.dk.

Hjemmesiden bliver løbende opdateret med

nyheder om afgørelser og anden relevant kommunikation om nævnets virksomhed.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Ved

årsskiftet

til

2018

blev

højesteretsdommer

dermed

Oliver

Talevski

formand

Rekling.

for

Procesbevillingsnævnet

afløste

højesteretsdommer

Michael

overensstemmelse med reglerne om beskikkelse skete der desuden udskiftning af

professormedlemmet, ligesom der blev beskikket to nye suppleanter for denne i nævnets

afdeling for appeltilladelser.

Vi er nu midt i et travlt og begivenhedsrigt år 2018 med mange interessante opgaver foran os,

og vi glæder os til at fortsætte det vigtige og udfordrende arbejde med til stadighed at sikre et

velfungerende nævn i konstant bevægelse og med fingeren på pulsen, så retssystemets

ressourcer bliver brugt på de rigtige sager.

Vi ønsker god fornøjelse med læsning af beretningen.

Hanne Kjærulff

Sekretariatschef

Oliver Talevski

Formand

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

1 P

ROCESBEVILLINGSNÆVNETS VIRKSOMHED

OG OPGAVER

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

1.1

Nævnets opgaver og lovgivning om nævnets virksomhed

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om appeltilladelse til landsretten og til

Højesteret i alle typer civile sager og straffesager i nævnets afdeling for appeltilladelser, og

nævnets afdeling for fri proces behandler klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces m.v.

Reglerne om Procesbevillingsnævnets virksomhed og opgaver er nærmere reguleret i

retsplejelovens kapitel 1 a og i nævnets forretningsorden. Nævnets kompetence i begge

afdelinger er primært reguleret i de relevante afsnit i retsplejeloven.

Procesbevillingsnævnet er både organisatorisk og forfatningsmæssigt en unik organisation,

som næppe findes tilsvarende i andre lande. Det fremgår af forarbejderne til lovgivningen om

nævnets virksomhed, at nævnet er uafhængigt af både domstolene og den offentlige

forvaltning, og nævnet er således ikke omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven og

ombudsmandsloven. Nævnet er dog omfattet af databeskyttelseslovgivningen.

Nævnets afgørelser kan ikke påklages til justitsministeren eller til anden administrativ

myndighed.

En nærmere omtale af lovgivningen af betydning for nævnets virksomhed er medtaget som

bilag 8.1

til årsberetningen. Retsplejelovens kapitel 1 a om Procesbevillingsnævnet er

medtaget som

bilag 8.2

og nævnets forretningsorden som

bilag 8.3.

Som

bilag 8.4

er desuden

medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der på tidspunktet for årsberetningens

udfærdigelse i 2018 gav hjemmel for appeltilladelser. Som

bilag 8.5

er medtaget de

bestemmelser i retsplejeloven, der giver hjemmel for meddelelse af fri proces.

Bilag 8.6

er lov

nr. 263 af 16. marts 2016 om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale

klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven.

Bilag 8.7

til

årsberetningen er bekendtgørelse nr. 1671 af 14. december 2016 om de økonomiske

betingelser for fri proces, der var gældende for 2017.

1.2

Nævnets afdeling for appeltilladelser

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser består af en højesteretsdommer

(formand), en landsdommer, en byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en

professor i retsvidenskab eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Beskikkelsen af de 4 førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra

henholdsvis Højesteret, landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet.

Professoren beskikkes uden forudgående indstilling. Nævnets medlemmer kan kun afsættes

efter de regler, der gælder for dommere, det vil sige af Den Særlige Klageret. Der bliver

desuden beskikket en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Medlemmerne

og suppleanterne bliver beskikket for en periode på to år med mulighed for genbeskikkelse for

yderligere to år.

Nævnets afdeling for appeltilladelser bestod i perioden 1. januar

–

31. december 2017 af

følgende 5 medlemmer:

•

Højesteretsdommer Michael Rekling

Landsdommer Annette Dellgren

Byretsdommer Ingrid Therkelsen

Advokat Anne Buhl Bjelke

Professor Ulla Neergaard

Suppleanter for nævnsmedlemmerne:

•

Højesteretsdommer Oliver Talevski

Landsdommer Lone Kerrn-Jespersen

Landsdommer Bo Østergaard

Byretsdommer Karen Duus Mathiesen

Byretsdommer Ivan Larsen

Advokat Klaus Kastrup-Larsen

Advokat Birgitte Pedersen

Professor Søren Højgaard Mørup

I overensstemmelse med reglerne om beskikkelse er der den 1. januar 2018 sket en delvis

udskiftning af nævnsmedlemmer og suppleanter, således at højesteretsdommer Oliver

Talevski er ny formand, højesteretsdommer Kurt Rasmussen er indtrådt som suppleant,

professor Søren Højgaard Mørup er ordinært medlem, og professor Ulrik Rammeskow Bang-

Pedersen og professor Lasse Højlund Christensen er indtrådt som suppleanter.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sammensætningen af nævnets afdeling for appeltilladelser er pr. 1. januar 2018 herefter

følgende:

•

Højesteretsdommer Oliver Talevski

Landsdommer Annette Dellgren

Byretsdommer Ingrid Therkelsen

Advokat Anne Buhl Bjelke

Professor Søren Højgaard Mørup

Suppleanter for nævnsmedlemmerne:

•

Højesteretsdommer Kurt Rasmussen

Landsdommer Lone Kerrn-Jespersen

Landsdommer Bo Østergaard

Byretsdommer Karen Duus Mathiesen

Byretsdommer Ivan Larsen

Advokat Klaus Kastrup-Larsen

Advokat Birgitte Pedersen

Professor Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen

Professor Lasse Højlund Christensen

1.3

Nævnets afdeling for fri proces

Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces består af en landsdommer (afdelingsformand),

en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker efter indstilling til

justitsministeren

fra

henholdsvis

landsretterne,

Den

Danske

Dommerforening

Advokatrådet. Nævnets medlemmer og suppleanter kan kun afsættes efter de regler, der er

gældende for dommere, det vil sige af Den Særlige Klageret. Der bliver desuden beskikket en

eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Medlemmerne og suppleanterne

bliver beskikket for en periode på to år med mulighed for genbeskikkelse for yderligere to år.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets afdeling for fri proces bestod i perioden 1. januar

–

31. december 2017 af følgende 3

medlemmer:

•

Landsdommer Thomas Jønler (afdelingsformand)

Byretsdommer Henriette Sartvin

Advokat Asger Bagge-Jørgensen

Suppleanter for nævnsmedlemmerne:

•

Landsdommer Michael Kistrup

Byretsdommer Jeanett Bukhave

Advokat Nikolaj Linneballe

Advokat Casper Gammelgaard

1.4

Nævnets sekretariat

Til Procesbevillingsnævnet er knyttet et sekretariat, der forestår alle sagers forberedelse.

Sekretariatet varetager alle opgaver forbundet med alle sagers behandling så som de

indledende sagsskridt, udarbejdelse af interne notater, der indeholder en gennemgang af

sagens faktum, alle relevante juridiske forhold for bedømmelse af sagen, de retlige

overvejelser og en indstilling til nævnet om afgørelse, ligesom sekretariatet forestår

udsendelse af afgørelse i sagerne. Sekretariatet varetager desuden øvrige generelle sager og

alle administrative opgaver forbundet med nævnets virksomhed. Årsværksforbruget i

Procesbevillingsnævnets sekretariat var i 2017 på 24 årsværk. Der er i sekretariatet pr. juli

2018 følgende ansatte:

•

Sekretariatschef Hanne Kjærulff

Chefkonsulent Kristian Seierøe (orlov)

Chefkonsulent Christian Sivert Brogaard

Chefkonsulent (kst.) Anne Kirstine Gørtz

Specialkonsulent Sofie-Amalie Gregaard Brandi

Specialkonsulent Flemming Krog Bjerre

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

•

Specialkonsulent Pia Dybdal Kayser

Specialkonsulent Cecilie Boel Winther

Fuldmægtig Vivi Nedergaard Lambert

Fuldmægtig Joen Peder Sode

Fuldmægtig Tine Maria Anker (orlov)

Fuldmægtig Agnethe Kirstine Kerrn-Jespersen

Fuldmægtig Mette Højmark Søndergaard

Fuldmægtig Signe Astrid Bruun Østergaard

Fuldmægtig Celia Bautista Andersen

Fuldmægtig Marie Hove

Fuldmægtig Louise Hegnsborg Bruun

Fuldmægtig Nikolaj Bjorholm Jensen

Fuldmægtig Camilla Dyhr

Fuldmægtig Hanne Nistrup Berg

Kontorfuldmægtig Karin Kofoed Næsager

Kontorfuldmægtig Pia Jørgensen

Kontorfuldmægtig Anja Rosenkrants Clausen (orlov)

Kontorfuldmægtig Durita Pilar Rojas Madsen

Kontorfuldmægtig Mikala Elverdal

Kontorfuldmægtig Julie Risom Laursen

Studentermedhjælper Mie Engmann

Studentermedhjælper Pernille Lindegaard Jensen

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Stående fra venstre: Louise Hegnsborg Bruun, Vivi Nedergaard Lambert, Celia Bautista Andersen, Pia Dybdal

Kayser, Agnethe Kirstine Kerrn-Jespersen, Flemming Krog Bjerre, Oliver Talevski, Anne Kirstine Gørtz, Karin

Kofoed Næsager, Durita Pilar Rojas Madsen, Mette Højmark Søndergaard og Hanne Kjærulff.

Siddende fra venstre: Signe Astrid Bruun Østergaard, Sofie-Amalie Gregaard Brandi, Nikolaj Bjorholm Jensen,

Cecilie Boel Winther, Julie Risom Laursen, Christian Sivert Brogaard, Joen Peder Sode og Marie Hove.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2 S

AGSBEHANDLING

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2.1

Forberedelse af nævnsbehandlingen

Reglerne om Procesbevillingsnævnets sagsbehandling findes i retsplejelovens kapitel 1 a og i

nævnets forretningsorden. Det fremgår af retsplejelovens § 25, at nævnet selv fastsætter sin

forretningsorden.

Nævnets forretningsorden er senest ændret med virkning fra 25. maj 2018 ved

bekendtgørelse nr. 512 af 22. maj 2018. Der er alene tale om mindre ændringer i forhold til

den forretningsorden, der var gældende i beretningsåret 2017, jf. bekendtgørelse nr. 152 af

25. februar 2016. Ændringerne består navnlig i konsekvensændringer for henvisning til

reglerne om indsigtsret m.v. som følge af den nye databeskyttelseslovgivning med

ikrafttræden den 25. maj 2018.

Efter § 2 i forretningsordenen drager nævnets formand og afdelingsformand omsorg for

sagernes forberedelse med bistand fra nævnets sekretariat. En ansøgning om appeltilladelse

og klage over afslag på fri proces skal efter forretningsordenens § 3 være skriftlig og angive de

grunde, som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal ledsages af kopi af

den eller de afgørelser, som er truffet vedrørende sagen, samt kopi af dokumenter, der i øvrigt

er af betydning for sagens afgørelse.

En ansøger eller en klager kan anvende blanketter til ansøgning om appeltilladelse og klage

over

afslag

på

fri

proces.

Blanketter

med

vejledning

tilgængelige

på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside.

Beregning af ansøgnings- eller klagefristen sker i overensstemmelse med retsplejelovens

regler om anke- og kærefrister, jf. forretningsordenens § 3, stk. 4. Nævnet kan i en sag om

appeltilladelse se bort fra en fristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor er

opfyldt. Ved en klage over afslag på fri proces kan nævnet se bort fra en fristoverskridelse,

hvis denne er undskyldelig.

En ansøgning eller klage kan sendes til Procesbevillingsnævnet enten med digital post eller

almindelig post, og hvis henvendelsen bliver sendt digitalt, er det derfor ikke nødvendigt tillige

at sende med almindelig post.

Hvis ansøgningen eller klagen bliver sendt med digital post den dag, hvor fristen udløber, er

den efter § 3, stk. 4, rettidig, hvis henvendelsen er modtaget i nævnet inden udgangen af

døgnet, også selv om fristens sidste dag er en lørdag, søndag, helligdag eller anden lukkedag.

Hvis henvendelsen derimod bliver sendt med almindelig post eller bliver overbragt, er den

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

alene rettidig, hvis den bliver modtaget i nævnet inden kontortids ophør kl. 15, og hvis fristens

sidste dag falder på en lørdag, søndag, helligdag eller anden lukkedag, så skal henvendelsen i

disse tilfælde være modtaget den forudgående hverdag inden kontortids ophør kl. 15.

I sager vedrørende appeltilladelse underretter sekretariatet efter forretningsordenens § 4, stk.

1 og 2, 1. pkt., ansøgeren og modparten i sagen om modtagelsen af ansøgningen. Er

anklagemyndigheden modpart, sker underretning i overensstemmelse med skriftlige

retningslinjer aftalt mellem Procesbevillingsnævnet og anklagemyndigheden, jf. § 4, stk. 2, 2.

pkt.

I sager vedrørende fri proces underretter sekretariatet efter § 4, stk. 1, klager om modtagelsen

af klagen.

I sager vedrørende appeltilladelse og sager vedrørende fri proces sker der herudover

underretning

den

registrerede

overensstemmelse

med

reglerne

databeskyttelsesforordningens artikel 12-14, jf. dog databeskyttelseslovens §§ 22 og 23.

Der bliver desuden taget stilling til, i hvilke tilfælde en modpart skal anmodes om at

fremkomme med eventuelle bemærkninger inden en nærmere angivet frist.

Alle ansøgninger og klager visiteres af sekretariatschefen eller dennes stedfortræder så vidt

muligt samme dag, som de bliver modtaget. Ved ansøgninger om appeltilladelse tilstræber

sekretariatet i umiddelbar forlængelse af modtagelsen at gøre ansøgerne opmærksom på en

eventuel mulighed for at appellere direkte i tilfælde, hvor dette er muligt, eller hvor det dog er

tvivlsomt, om Procesbevillingsnævnets tilladelse er nødvendig.

Der bliver konkret taget stilling til, om en modpart skal anmodes om at fremkomme med

eventuelle bemærkninger inden en nærmere angivet frist.

Formanden eller

indhentes.

Nævnsbehandlingen i begge nævnets afdelinger er gratis for ansøgeren eller klageren, og

hverken disse eller modparten kan blive pålagt sagsomkostninger i anledning af

nævnsbehandlingen.

Du kan

–

udover de årlige årsberetninger

–

læse mere om Procesbevillingsnævnets

virksomhed på nævnets hjemmeside www.procesbevillingsnaevnet.dk. Hjemmesiden bliver

afdelingsformanden

–

i praksis

sekretariatschefen

–

afgør

efter

forretningsordenens § 5, stk. 2, om akterne fra den forudgående behandling af sagen skal

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

løbende opdateret med nyheder om afgørelser og anden relevant kommunikation om nævnets

virksomhed. Du kan også finde ofte forekommende spørgsmål & svar for begge nævnets

afdelinger. Hjemmesiden indeholder desuden blanketter med vejledninger, som kan anvendes

ved indgivelse af enten ansøgning om appeltilladelse eller klage over afslag på fri proces. Du

kan også orientere dig om nævnets virksomhed på LinkedIn.

2.2

Nævnsbehandling

Nævnets afgørelser i afdelingen for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces træffes efter

forretningsordenens § 6 ved møder, der almindeligvis afholdes en gang om ugen. Nævnets

behandling sker på grundlag af notater udarbejdet af sekretariatet for hver enkelt sag. Sagerne

til behandling på mødet udsendes til medlemmerne 1-2 uger før nævnsmødet. Hastende

sager kan dog udsendes med kortere frist.

Nævnets møder er ikke offentlige, og sagens parter har ikke adgang til møderne, jf.

forretningsordenens § 7, stk. 2.

I begge nævnets afdelinger deltager samtlige nævnsmedlemmer i møderne, det vil sige 5

medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 3 medlemmer i afdelingen for fri proces. I

tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant. Har et eller flere

medlemmer og disses suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis henholdsvis 3

medlemmer i afdelingen for appeltilladelser og 2 medlemmer i afdelingen for fri proces er til

stede, jf. forretningsordenens § 11, stk. 1, og § 14, stk. 1.

Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed, jf. forretningsordenens § 11,

stk. 2, og § 14, stk. 2. I afdelingen for appeltilladelser er formandens stemme afgørende i

tilfælde af stemmelighed. I afdelingen for fri proces kræves enighed, hvis afgørelsen alene

træffes af 2 medlemmer.

Nævnets afdeling for appeltilladelser har fra nævnets start i 1996 til 2016 ikke benyttet den i

retsplejelovens § 25, stk. 2, givne adgang til at afgøre sagerne med 3-mandsnævn bestående

af en dommer, en advokat og en universitetslærer. Nævnet har imidlertid fra og med 2017 i

medfør af § 25, stk. 2, og forretningsordenens § 12

–

efter nærmere skriftlige retningslinjer i

særlige grupper af tilfælde

–

besluttet at afholde enkelte nævnsmøder med deltagelse af 3

nævnsmedlemmer.

I forretningsordenens § 8 er fastsat, at formanden henholdsvis afdelingsformanden uden

forelæggelse for nævnet kan tage stilling til behandlingen af henvendelser, som falder uden for

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

nævnets kompetence. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper af

tilfælde i henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffe

afgørelse på nævnets vegne uden forelæggelse for nævnet.

Nævnets afdeling for appeltilladelser og afdeling for fri proces har bemyndiget formanden og

afdelingsformanden til at afgøre visse sagstyper. Bemyndigelsen til formanden og

afdelingsformanden omfatter bl.a. genoptagelsesanmodninger, når der ikke er grundlag for at

genoptage behandling af sagen, idet der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger.

2.3

Underretning og aktindsigt

Nævnets afgørelse meddeles efter forretningsordenens § 17, stk. 1, ansøgeren eller klageren

uden angivelse af, hvilke medlemmer der har deltaget i sagens behandling, og hvordan de har

stemt. Efter begæring bliver det oplyst, hvem der har deltaget i sagens behandling.

I sager vedrørende appeltilladelser sender nævnet også afgørelsen i kopi til orientering til en

modpart, der er underrettet eller hørt i anledning af ansøgningen, og der gives tillige

underretning til den eller de retter, som har truffet afgørelse i sagen, jf. § 17, stk. 4 og 5. I

sager om fri proces sker dette kun, hvis modparten i selve retstvisten rent undtagelsesvist er

blevet hørt i forbindelse med klagen. I sager om fri proces bliver der altid givet underretning

om afgørelsen til Civilstyrelsen, og ved bevilling af fri proces i verserende retssager bliver

meddelelse om bevilling tillige givet til den ret, der behandler sagen, jf. § 17, stk. 6.

Som forudsat i forarbejderne til lovgivningen om Procesbevillingsnævnets virksomhed

begrundes nævnets afgørelser kun med henvisning til indholdet af de bestemmelser, der giver

hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri proces. En særlig bestemmelse herom er

optaget i forretningsordenens § 17, stk. 2.

Efter

forretningsordenens

18,

stk.

meddeles

aktindsigt

formanden

eller

afdelingsformanden i overensstemmelse med retsplejelovens §§ 41-41 h, 255 a og 729 a-729

d med de fornødne tillempninger. Efter § 18, stk. 2, bliver begæring om indsigtsret fra den

registrerede behandlet efter reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 12 og artikel 15,

jf. databeskyttelseslovens § 22.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2.4

Produktivitet

Ansøgninger om appeltilladelse og klager over afslag på fri proces

I nedenstående tabel ses udviklingen i antal ordinære sager

–

appeltilladelser

–

i perioden

2007-2017:

2007

Uafsluttede sager

fra året før

Antal modtagne

sager

Antal afsluttede

sager

Uafsluttede

sager ved årets

udgang

217

153

175

120

181

269

295

496

479

414

377

1.379

1.325

1.267

1.395

1.340

1.494

1.641

1.647

2.409

2.485

2.399

1.158

1.261

1.289

1.340

1.401

1.582

1.667

1.848

2.392

2.420

2.356

438

2008

217

2009

153

2010

175

2011

120

2012

181

2013

269

2014

295

2015

496

2016

479

2017

414

Udover ansøgninger om appeltilladelse har Procesbevillingsnævnet med virkning fra 2007

tillige behandlet klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces. I nedenstående tabel ses

udviklingen i antal ordinære sager

–

fri proces

–

for 2007-2017:

2007

Uafsluttede

sager fra året

før

Antal modtagne

sager

Antal afsluttede

sager

Uafsluttede

sager ved

årets udgang

390

633

1.023

2008

390

2009

225

2010

255

2011

223

2012

215

2013

131

2014

219

2015

162

2016

153

2017

133

1.084

1.124

1.268

1.147

1.170

1.081

1.126

992

840

782

1.249

1.094

1.300

1.155

1.254

993

1.186

1.001

860

819

225

255

223

215

131

219

162

153

133

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Produktivitet pr. medarbejder

Produktiviteten pr. medarbejder er for 2017

–

tilsvarende som i 2007-2016

–

beregnet med

udgangspunkt i det samlede antal sager i afdelingen for appeltilladelser og afdelingen for fri

proces. For at kunne foretage en sammenligning af tallene for produktivitet gennem en 11-årig

periode indgår antal sager for anmodninger om genoptagelse og anmodninger om aktindsigt

ikke

i nedenstående skema. Antallet af årsværk omfatter samtlige medarbejdere i

Procesbevillingsnævnets sekretariat.

Udviklingen i antal afsluttede sager pr. årsværk 2007-2017

2007

Antal afsluttede

sager

–

appel

Antal afsluttede

sager

–

fri proces

Antal afsluttede

sager i alt

Antal årsværk*

Antal

afsluttede

sager pr. årsværk

1.379

2008

1.325

2009

1.267

2010

1.395

2011

1.340

2012

1.494

2013

1.641

2014

1.647

2015

2.409

2016

2.485

2017

2.399

633

1.249

1.094

1.300

1.155

1.254

993

1.183

1.001

860

819

2.012

2.574

2.361

2.695

2.495

2.748

2.634

2.830

3.410

3.345

3.218

16,1

125,0

20,0

128,7

20,0

118,1

22,0

122,5

20,0

124,8

20,3

135,4

20,2

130,4

20,7

136,7

24,0

142,1

24,3

137,7

24,0

134,1

I antal årsværk er fratrukket barselsorlov, langtidssygdom og anden orlov.

Det er nævnets mål, at der årligt skal afsluttes mindst 135 sager pr. årsværk. Det skal i

forbindelse med opgørelsen af produktiviteten både for 2017 og for tidligere år tages i

betragtning, at der ikke indgår alle former for administration og varetagelse af øvrige opgaver.

Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet i opgørelsen af produktiviteten ikke foretager en

såkaldt vægtning af sagerne.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2.5

Status på nye regler fra 2014 om appelbegrænsning i civile

sager

Procesbevillingsnævnet fik i 2014 kompetence til at behandle ansøgninger om appeltilladelse i

civile sager i en række nye tilfælde som følge af, at der ved lovændringer med virkning fra

henholdsvis februar og juli 2014 blev indført nye regler om behandling af civile sager. Dette

har betydet, at der i de følgende år er sket en markant stigning i antal sager om

appeltilladelser i nævnets afdeling for appeltilladelser.

Ændringer i appelbegrænsningsreglerne pr. 1. februar og 1. juli 2014

Med virkning fra 1. februar 2014 er der indført nye regler om blandt andet sagstilgangen til

Højesteret, jf. lov nr. 84 af 28. januar 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love. Med virkning fra 1. juli 2014 er der desuden indført nye regler om civile sagers

behandling, jf. lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love.

Loven indeholder navnlig følgende ændringer af retsplejeloven mv., hvorefter appel kræver

Procesbevillingsnævnets tilladelse:

•

Kære af Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger til landsret, jf. § 392 a, stk. 2

De gældende appelbegrænsningsregler fra byret til landsret med en beløbsgrænse på

10.000 kr. er forhøjet til 20.000 kr., jf. § 368, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., § 389, stk. 2, 3. pkt., jf.

1. pkt., § 391, stk. stk. 2, 1. pkt. jf. stk. 1, 1. pkt., § 584, stk. 2, og § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1,

1. pkt.

•

Der er indført appelbegrænsning for kære til landsretten med en grænse på 20.000 kr. af

byrettens fastsættelse af salær på højst 20.000 kr. og af byrettens ophævelse af

sagsomkostninger, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger på højst

20.000 kr., jf. § 389, stk. 2, 3. pkt., jf. 2. pkt., § 389, stk. 3, § 391, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, 2.

pkt., § 584 a, stk. 2, jf. stk. 1, 2. pkt., og stk. 3.

•

Kære fra byret til landsret af kendelser og beslutninger, der

hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, jf. § 389 a.

•

Appel til landsret og til Højesteret af delafgørelser efter § 253, stk.4, § 392 a, stk. 1, og §

392, stk. 1.

afsiges under

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

•

Kære til Højesteret af landsrettens dom efter § 368 a om afvisning af en ankesag, jf. § 391,

stk. 4.

•

Anke fra byret til landsret i sager om tvangsanbringelse af børn, jf. lov om social service §

171.

•

De hidtil gældende ansøgningsfrister på 8 uger ved appel til Højesteret er ændret til 4

uger.

•

Diverse konsekvensrettelser.

Afgjorte sager om appeltilladelse i 2015

–

2017 efter de nye regler i

civile sager

Som det fremgår af de talmæssige opgørelser i årsberetningen, har Procesbevillingsnævnet i

2015

–

2017 oplevet et rekordstort antal modtagne ansøgninger om appeltilladelse til

landsretten og Højesteret på henholdsvis 2.392, 2.420 og 2.356 sager i nævnets afdeling for

appeltilladelser. Dette skyldes de nye regler om appelbegrænsning i civile sager. I samme

periode er der således afgjort henholdsvis 614, 643 og 659 sager alene efter de nye regler fra

2014 om appelbegrænsning i civile sager.

På de næste sider er opgørelser efter hjemmel af antallet af nævnsbehandlede sager i 2015

–

2017, der blev afgjort efter de nye regler i civile sager. I de tilfælde, hvor en eksisterende

hjemmel er blevet udvidet ved en forhøjelse af beløbsgrænsen fra 10.000 kr. til 20.000 kr., er

først angivet det ekstra antal sager, som beløbsændringen har medført, og det totale antal

ansøgninger behandlet efter den pågældende hjemmel er angivet i parentes.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2. instans civile sager (anke)

2015

Rp. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 368, stk. 2

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Servicelovens § 171

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

27 (79)

43 (96)

5 (17)

75 (192)

23 (81)

39 (93)

6 (15)

68 (189)

15 (85)

43 (105)

3 (17)

61 (207)

2016

2017

2. instans civile sager (kære)

2015

Rpl. § 148 a

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

2016

2017

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Rpl. § 389, stk. 2

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 389, stk. 3

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 389 a

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 391, stk. 2

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 392 a, stk. 1, jf. § 253, stk. 4

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 392 a, stk. 2

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 584, stk. 2

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

4 (14)

0 (9)

1 (4)

5 (27)

6 (11)

5 (11)

3 (9)

14 (31)

3 (13)

4 (20)

3 (4)

10 (37)

8 (21)

12 (26)

6 (12)

26 (59)

5 (109)

12 (24)

1 (6)

18 (139)

7 (24)

8 (18)

0 (1)

15 (43)

227

334

258

355

283

389

9 (25)

12 (23)

3 (10)

24 (58)

22 (36)

14 (26)

1 (1)

37 (63)

14 (34)

15 (33)

8 (10)

37 (77)

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Rpl. § 584 a, stk. 2

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 584 a, stk. 3

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

1 (13)

3 (6)

2 (12)

6 (31)

0 (7)

2 (10)

0 (2)

2 (19)

1 (16)

4 (7)

0 (7)

5 (30)

3. instans civile sager (anke)

2015

Rpl. § 253, stk. 4, 2. pkt.

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 253, stk. 4, jf. § 371

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

2016

2017

3. instans civile sager (kære)

2015

Rpl. § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 1

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2016

2017

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

I alt

Rpl. § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Rpl. § 391, stk. 4

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

I alt

Se nærmere om statistik i øvrigt for samtlige sager i afdelingen for appeltilladelser i kapitel 3.

Ud af de afgjorte sager på henholdsvis 614, 643 og 659 sager i 2015

–

2017 angik ikke mindre

end henholdsvis 334, 355 og 389 sager ansøgning om kæretilladelse fra byret til landsret efter

kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a. Bestemmelsen i § 389 a, stk. 1,

bestemmer,

kendelser

eller

andre

beslutninger,

der

afsiges

ikke

kan

byretten

kæres

under

uden

hovedforhandlingen

under

dennes

forberedelse,

Procesbevillingsnævnets tilladelse. En sådan tilladelse kan meddeles, hvis kendelsen eller

beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende

betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten

som 2. instans.

Disse sager har angået byrettens afgørelser vedrørende eksempelvis spørgsmål om

henvisning af en sag til landsretten eller Sø- og Handelsretten, opsættende virkning, syn og

skøn, vidneførelse, edition, forelæggelse for en administrativ myndighed, udsættelse,

genoptagelse mv.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 389 a har desuden givet anledning til en række spørgsmål

vedrørende selve anvendelsesområdet for bestemmelsen.

Landsretterne har truffet en række rene processuelle afgørelser om afgrænsning af

bestemmelsen i § 389 a. Landsretterne har truffet afgørelse om byrettens afgørelser i civile

sager om tilfælde, der både falder inden for og uden for § 389 a. Procesbevillingsnævnet har i

2014 - 2018 meddelt tilladelse til kære til Højesteret af spørgsmålet om anvendelsesområdet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

for

§ 389

vedrørende

række tilfælde,

Højesteret

har

udtalt

sig

anvendelsesområdet for § 389 a i følgende afgørelser:

•

U 2015.2529 H (dissens)

–

Kære af byrettens afslag på genoptagelse af en civil sag

krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

•

U 2015.2534 H (dissens)

–

Kære af byrettens afslag på genoptagelse af en civil sag

krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

•

U 2015.2540 H

–

Kære af byrettens afslag på at tillægge et søgsmål opsættende virkning

krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

•

U 2015.3715 H

–

Kære af byrettens afgørelse afsagt under en sag om isoleret

bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343 krævede ikke Procesbevillingsnævnets

tilladelse.

•

U 2016.545 H

–

Kære af byrettens afgørelse om, at dommeren i tre verserende civile

retssager

ikke

var

inhabil,

krævede

Procesbevillingsnævnets

tilladelse

efter

retsplejelovens § 389 a.

•

U 2016.813 H

–

Kære af byrettens afgørelse om beregning af retsafgiften i to verserende

civile retssager krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

•

U 2016.1966 H

–

Kære af byrettens afgørelse om afslag på fri proces afsagt under

forberedelsen

den

retssag,

der

blev

ansøgt

fri

proces

til,

krævede

Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a. Det kan tilføjes, at der

efter tidspunktet for Højesterets afgørelse er indført en ændring af retsplejelovens § 327,

stk. 5, 3. pkt., og bestemmelsen er udvidet til også at omfatte, at uanset § 389 a kan kære

af byrettens kendelser om afslag på fri proces ske uden Procesbevillingsnævnets

tilladelse.

•

U 2016.3602 H

–

Kære af en afgørelse afsagt af skifteretten under forberedelsen af en

skifteretlig retssag om ikke for tiden at tillade tinglysning af sagens stævning på tre

ejendomme krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

•

U 2017.1760 H

–

Kære af byrettens afgørelse om afvisning af en sag efter voldgiftsloven

prøvelse

Voldgiftsnævnets

omkostningsfastsættelse

krævede

Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

•

U 2017.3223 H

–

kære af byrettens afgørelse om ikke at ophæve et rejseforbehold for en

advokat i en børneanbringelsessag krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter

retsplejelovens § 389 a.

•

U 2017.3224 H

–

kære af byrettens kendelse om stadfæstelse af en afgørelse fra

Statsforvaltningen om afvisning af farens anmodning om ændring af forældremyndigheden

over en dreng krævede Procesbevillingsnævnets tilladelse efter retsplejelovens § 389 a.

Procesbevillingsnævnet har desuden meddelt kæretilladelse i følgende sag vedrørende

anvendelsesområdet for retsplejelovens § 389 a, der endnu ikke er afgjort af Højesteret:

•

Den 24. maj 2018 meddelte Procesbevillingsnævnet tilladelse til kære til Højesteret af

en kendelse, hvorved landsretten med henvisning til retsplejelovens § 389 a havde

afvist kæremål i en faderskabssag af kendelser om henholdsvis pligt til at afgive

forklaring, afvisning af at fritage for at afgive forklaring på grund af lovligt forfald og

afgørelse om forvaring indtil indvilligelse i at svare for retten.

Om afgrænsning af anvendelsesområdet for § 389 a se også Kjærulff og Fenger i

”Appeltilladelser”, 1. udgave,

2017, side 58 ff. Se også artiklen af Kjærulff og Seierøe af 17.

december 2014

”Retsplejelovens

§ 389 a

–

en ny regel om kærebegrænsning af byrettens

afgørelser

under

civil

sags

hovedforhandling

eller

forberedelse”

på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside. Artiklen analyserer for det første halve år af reglens

anvendelse i 2014, hvornår kære af byrettens beslutning eller kendelse i en civil sag kan ske

direkte til landsretten, og hvornår tilladelse til kære skal søges hos Procesbevillingsnævnet

efter § 389 a. Se desuden artiklen af Fenger og Kjærulff i U 2016 B.108

”Retsplejelovens

389 a om kære af byrettens afgørelser under hovedforhandlingen og dennes forberedelse

–

status efter halvandet år”.

Artiklen analyserer den navnlig utrykte retspraksis vedrørende § 389

a og diskuterer, hvilke kriterier Procesbevillingsnævnet almindeligvis lægger vægt på ved

behandlinger af ansøgninger efter denne bestemmelse.

Procesbevillingsnævnet har endvidere meddelt kæretilladelse til Højesteret vedrørende

afgrænsning af selve anvendelsesområdet for enkelte andre af de nye regler, som Højesteret

efterfølgende har fastslået retsstillingen for.

Se også Kjærulff og Fenger i ”Appeltilladelser”, 2017, side 151, om § 391, stk. 4, og bl.a. side

93 ff. om § 253, stk. 4. Særligt om nævnets kompetence til at meddele kæretilladelse

vedrørende landsrettens afvisning af ankesager efter den nye regel fra 2014 i § 368 a, jf. §

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

391, stk. 4, se også artiklen af Niels Fenger i U 2016 B.239 ”Retsplejelovens § 368 a og

afvisning

af udsigtsløse anker”.

De nye regler om appelbegrænsning i civile sager fra 2014 er også beskrevet i

Procesbevillingsnævnets årsberetninger fra 2014

–

2016, afsnit 2.5.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2.6

Et indtryk fra mine snart 4 år i nævnets afdeling for fri proces

Af advokat Nikolaj Linneballe, medlem (suppleant) af nævnets afdeling for fri proces fra 2015

til udgangen af 2018

På vej ind i, hvad der på grund af reglerne om beskikkelse er min sidste tid i

Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces, har jeg fået lejlighed til at perspektivere lidt

over den seneste tids arbejde i nævnet.

”Procesbevillingsnævnet

alle

henseender

unik

institution,

som ikke er en del af den statslige administration

–

og skønt bevillingsmæssigt

knyttet til Domstolsstyrelsen er det heller ikke en domstol.”

Med de ord beskrev tidligere formand for Procesbevillingsnævnet, højesteretsdommer Jon

Stokholm, indledningsvist Procesbevillingsnævnet i årsberetningen i 2011, og det er ord, som

den dag i dag stadig er fuldt ud rammende for nævnets virksomhed og noget, som jeg kun

fortsat fuldstændigt kan tilslutte mig.

Nævnet er på mange måder et meget spændende sted, og arbejdet som medlem heraf har

budt på en række spændende og ganske interessante problemstillinger og resultater.

Arbejdet

Forud for nævnsmøderne i afdelingen for fri proces har sekretariatet forestået en grundig

forberedelse af sagerne, således at nævnet har det fornødne grundlag for at foretage

vurderingen af sagen på nævnsmødet.

Nævnsmedlemmernes forskellige baggrund som henholdsvis landsdommere, byretsdommere

og advokater giver grundlag for nuancerede faglige drøftelser af de rejste sager og har været

en evig kilde til inspiration på møderne.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Møderne bærer i høj grad præg af, at alle medlemmer har lige taleret og kommer med

forskellige vinkler, og det er ikke sjældent, at diskussionerne rykker nævnet i den ene eller

anden retning.

Sammensætningen

I forhold til det praktiske ved afholdelsen af nævnsmøderne, er det således praksis, at

nævnets medlemmer og suppleanter fordeler møderne ligeligt imellem sig. Dette betyder

ligeledes, at alle medlemmer og suppleanter hyppigt deltager i nævnsmøderne.

Derved skabes en dynamisk og ensartet struktur i nævnets afgørelser, og der sikres en

kontinuitet ved brugen af nævnets tidligere praksis i arbejdet.

Den skiftende besætning har ligeledes den åbenlyse fordel, at alle nævnets medlemmer

behandler et stort antal sager og dermed har et indgående kendskab til de mange

forskelligartede spørgsmål, sagerne giver anledning til.

Det er min klare opfattelse, at det arbejde, der foretages i nævnets regi, herunder specielt i

sekretariatet, sker på et højt fagligt niveau. Sagerne er således grundig forberedt inden de

enkelte nævnsmøder, og dette arbejde er med til at højne klagernes sikkerhed for en ordentlig

og grundig behandling af sagerne.

Nye tider på vej

Der er ikke tvivl om, at området for klager over fri proces har udviklet sig i den seneste periode

–

helt i lighed med den generelle udvikling i samfundet. Dette har således betydet, at nævnet

har skullet tage stilling til spørgsmål om fri proces til såvel meget store og små sager som

principielle og mere ”almindelige” sager.

Den øgede digitalisering giver ligeledes såvel udfordringer som muligheder ved arbejdet i

nævnet. Det giver således anledning til fokus og overvejelser i nævnet, og det bliver

spændende at se, hvorledes den øgede digitalisering vil kunne understøtte og udvide nævnets

arbejdsform.

Afslutning

Det har for min personlige del været både lærerige og udviklende år at have haft privilegiet at

være en del af nævnet, og det vil være med en vis vemod, når jeg skal bevæge mig ind i

nævnet til mit sidste nævnsmøde.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3 N

ÆVNETS VIRKSOMHED I

2017

I AFDELINGEN

FOR APPELTILLADELSER

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.1

Generelt

Nævnet har i 2017 afholdt 47 møder i afdelingen for appeltilladelser.

Den 1. januar 2017 var 414 sager uafsluttede.

Nævnet har i 2017 modtaget 2.356 sager om appeltilladelse.

År

Antal

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

2.356

1.158 1.261 1.289 1.340 1.401 1.582 1.667 1.848 2.392 2.420

Her er de modtagne sager fra 2007 til 2017 illustreret i et søjlediagram:

3000

2500

2000

1500

1000

500

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Tallene viser et støt stigende antal modtagne sager i perioden 2007-2013 og herefter en

markant stigning i årene 2014 og 2015, hvorefter antallet af modtagne sager i 2016 og 2017 er

på nogenlunde samme niveau som i 2015. Den markante stigning i antallet af modtagne

ansøgninger om appeltilladelse kan i langt overvejende grad tilskrives de nye regler om

appelbegrænsning i civile sager, der blev indført med virkning fra 1. juli 2014. Se herom

nærmere afsnit 2.5 og 3.2.

Der er i 2017 blevet afsluttet 2.399 sager. Af disse sager blev 348 sager afgjort uden

nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til anden myndighed, afvist som faldende uden for

nævnets kompetence herunder overskridelse af absolut ansøgningsfrist mv.). 25 af disse

sager vedrørte overskridelse af den absolutte 2-ugers frist i § 389 a, stk. 2.

Der var herefter den 31. december 2017 377 uafsluttede sager.

Et udvalg af de sager, som er afgjort af nævnet i 2017, er omtalt nærmere i kapitel 4.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnsbehandlede sager i 2017

Nævnet har i 2017 afgjort 2.051 sager, der fordeler sig således:

Bevillinger

2. instans civile sager

3. instans civile sager

2. instans straffesager

3. instans straffesager

307

Realitetsafslag

532

507

364

Fristafslag

i alt

883

633

108

427

Nedenfor er den talmæssige fordeling grafisk gengivet:

2. instans civile sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sagerne fordeler sig således på henholdsvis anke og kære:

Bevillinger

2. instans civile sager (anke)

2. instans civile sager (kære)

3. instans civile sager (anke)

1,3

3. instans civile sager (kære)

2. instans straffesager

3. instans straffesager (anke)

3. instans straffesager (kære)

Realitetsafslag

145

387

251

256

214

150

Fristafslag

I alt

254

629

313

320

108

256

171

217

I gruppen med 3. instans civile ankesager er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret i sager,

der behandles af landsretten og Sø- og Handelsretten som 1. instans og af landsretten som 2.

instans, kræver Procesbevillingsnævnets tilladelse ved særskilt anke af sagsomkostninger i domme

jf. retsplejelovens § 368, stk. 8. Endvidere er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret i sager,

der behandles af landsretten som 1. instans, kræver Procesbevillingsnævnet tilladelse ved særskilt

anke af deldomme, jf. retsplejelovens § 253, stk. 4, 2. pkt.

I gruppen med 3. instans civile kæresager er medtaget sagstyper, hvor appel til Højesteret af

kendelser og beslutninger afsagt i en sag, der behandles af landsretterne som 1. instans, kræver

Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3.

Der er i 1 civil ankesag og 9 ankestraffesager meddelt begrænset bevilling.

Fordelingen af afgjorte 2. instans civile sager og straffesager samt 3. instans civile sager og

straffesager er i det følgende grafisk angivet på henholdsvis anke- og kæresager:

2. instans civile sager

anke

Bevilling

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans civile sager

kære

Bevilling

Realitetsafslag

Fristafslag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3. instans civile sager

anke

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile sager

kære

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans straffesager

anke

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans straffesager

kære

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

En undersøgelse af udviklingen i antallet af afgjorte nævnsbehandlede sager i årene 2007 til

2017 fremstår således:

Antal afgjorte

sager

2. instans civile

sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans civile

sager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2. instans

straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

3. instans

straffesager

Bevillinger

Realitetsafslag

Fristafslag

2007

1.059

168

464

392

114

312

249

2008

1.099

160

542

421

100

297

226

2009

1.075

187

525

419

269

216

2010

1.247

182

617

500

114

334

246

2011

1.164

157

576

466

108

323

249

2012

1.266

181

108

622

547

128

335

283

2013

1.413

246

100

131

685

594

145

337

286

2014

1.384

312

111

159

623

498

131

318

266

2015

1.935

781

249

471

630

105

484

146

378

311

2016

2.087

864

342

485

712

124

543

122

389

305

2017

2.051

883

307

532

633

507

108

427

364

Som det fremgår, viser udviklingen i perioden fra 2007 til 2017,

•

at det samlede antal sager i nævnets afdeling for appeltilladelser er fordoblet fra 2007 til

nu,

at antal 2. instans civile sager i perioden 2007 til 2013 ligger nogenlunde konstant på

mellem 157 og 246 på årsbasis, at tallet i 2014 stiger til 312 sager og igen i 2015 - 2017

med en markant stigning til henholdsvis 781, 864 og 883 sager, hvilket skyldes de

appelbegrænsningsregler i 2014, som har fuld effekt i de følgende år (se bl.a. også afsnit

2.5),

•

at antal 3. instans civile sager er steget fra 464 sager i 2007 til det hidtil højeste antal på

712 sager i 2016, og at antallet er faldet lidt, nemlig til 633, i 2017,

at antal 2. instans straffesager ligger nogenlunde konstant på mellem 96 og 146 sager på

årsbasis,

at antal 3. instans straffesager tilsvarende ligger nogenlunde konstant på mellem 269 og

427 sager som det hidtil højeste antal i 2017, og

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

•

at bevillingsandelen i perioden er markant højere på 2. instans sager end 3. instans sager,

mens udviklingen i bevillingsandelen inden for de enkelte kategorier er nogenlunde

konstant.

En undersøgelse af antallet af henholdsvis anke- og kæretilladelser til Højesteret i forhold til

antallet af realitetsbehandlede ansøgninger i årene 2007 til 2017 har givet følgende resultat:

2007

instans civile sager

(anke)

Ansøgninger efter rpl.

§ 371

Bevillinger efter rpl. §

371

Bevillingsandel i hele

procent

Ansøgninger efter rpl.

§ 253, stk. 4, 2. pkt.

Bevillinger efter rpl. §

253, stk. 4, 2. pkt.

Bevillingsandel i hele

procent

Ansøgninger efter rpl.

§ 368, stk. 8

Bevillinger efter rpl. §

368, stk. 8

Bevillingsandel i hele

procent

3. instans civile sager

(kære)

Ansøgninger

Bevillinger

Bevillingsandel i hele

procent

3. instans

straffesager (anke)

Ansøgninger

Bevillinger

Bevillinger i hele

procent

3. instans

straffesager (kære)

Ansøgninger

Bevillinger

Bevillingsandel i hele

procent

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

192

10 %

30 %

234

17 %

213

13 %

266

13 %

17 %

233

13 %

247

279

13 %

267

12 %

334

15 %

371

16 %

100

11 %

280

17 %

232

256

15 %

251

16 %

308

18 %

280

17 %

333

365

10 %

290

17 %

241

22 %

258

21 %

302

15 %

185

170

16 %

157

18 %

155

15 %

180

22 %

214

156

13 %

178

213

14 %

222

13 %

244

12 %

100

21 %

106

21 %

162

30 %

133

19 %

107

19 %

169

11 %

129

20 %

149

15 %

151

26 %

167

10 %

I denne gruppe er

–

udover ansøgninger efter retsplejelovens § 371

–

medtaget ansøgninger og

bevillinger efter følgende hjemler, hvor kriteriet for at meddele tilladelse til anke til Højesteret ligesom

i retsplejelovens § 371 er, at sagen er af principiel karakter:

•

Retsplejelovens § 475, stk. 3, jf. § 371

•

Retsplejelovens § 475 i, stk. 3, jf. § 371

•

Konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 371

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

•

Dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 371

Færøernes retsplejelov

Grønlands retsplejelov

Endvidere er medtaget ansøgninger og bevillinger til Højesteret som 3. instans efter retsplejelovens

§ 253, stk. 4, jf. § 371, hvor kriterierne for at meddele tilladelse til anke til Højesteret er, at der

foreligger særlige grunde, og sagen desuden angår spørgsmål af principiel karakter.

Efter retsplejelovens § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt., kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til

anke til Højesteret af deldomme afsagt af landsretten i sager, der behandles af landsretten som 1.

instans, hvis der foreligger særlige grunde.

Efter retsplejelovens § 368, stk. 8, kan Procesbevillingsnævnet meddele tilladelse til særskilt anke til

Højesteret af bestemmelser om sagsomkostninger i domme afsagt af landsretterne eller Sø- og

Handelsretten, såfremt afgørelsen herom er af principiel karakter.

I gruppen med 3. instans civile kæresager er udover ansøgninger efter retsplejelovens § 392, stk. 3,

vedrørende landsrettens kendelser og beslutninger medtaget ansøgninger og bevillinger efter

følgende hjemler, hvor kriteriet for at meddele tilladelse til kære til Højesteret ligesom i

retsplejelovens § 392, stk. 3, er, at sagen er af principiel karakter:

•

Retsplejelovens § 372, stk. 2, 7. pkt., jf. § 392, stk. 3

•

Retsplejelovens § 391, stk. 3

•

Retsplejelovens § 585

•

Retsplejelovens § 586, stk. 4, 5. pkt., jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Straffuldbyrdelseslovens § 121, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3

•

Færøernes retsplejelov

•

Grønlands retsplejelov

Desuden er medtaget ansøgninger efter retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3, hvor

kriterierne for at meddele tilladelse til kære til Højesteret er, at der foreligger særlige grunde, og

sagen desuden angår spørgsmål af principiel karakter.

Endelig er medtaget ansøgninger efter retsplejelovens § 391, stk. 4, vedrørende landsrettens

afvisning af en ankesag efter retsplejelovens § 368 a, hvor kriteriet for at meddele tilladelse til kære

til Højesteret er, at der foreligger særlige grunde.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sagsbehandlingstiden

Procesbevillingsnævnet foretager årligt en opgørelse af sagsbehandlingstiden i nævnets

afdeling for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces. Før 2011 blev den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid beregnet ud fra antal afsluttede sager i oktober kvartal. Fra 2011 er

sagsbehandlingstiden beregnet ud fra antal afsluttede sager over hele året.

En opgørelse over sagsbehandlingstiden for 2017 (2.399 sager) i afdelingen for

appeltilladelser sammenlignet med årene 2007

–

2016 giver følgende resultat:

Andel

afsluttede

sager i %

Under 4 uger

Under 6 uger

Under 8 uger

Under 10 uger

Under 12 uger

Under 14 uger

Under 16 uger

Alle

Antal sager i alt

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

100

399

100

425

100

337

100

411

100

1.340

100

1.494

100

1.641

100

1.647

100

2.395

100

2.485

100

2.399

Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden bliver beregnet fra tidspunktet fra modtagelse af

ansøgningen

til

udsendelse

nævnets

afgørelse

mv.

sagen,

der

sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået til kontradiktion og indhentelse af

nødvendige bilag fra ansøgeren, retterne mv.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for appeltilladelser var i 2017 på 8,7 uger.

Der er således tale om et fald på ikke mindre end 3,4 uger i forhold til 2016, hvor den

gennemsnitlige sagsbehandlingstid var på 12,1 uger. Som det fremgår af grafen på næste

side, var sagsbehandlingstiden i perioden 2008-2012 kortere end i 2013-2016, og den kortere

sagsbehandlingstid i 2017 er igen på niveau med 2012.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid antal uger

2007-2017

14,2

10,4

6,6

6,3

5,8

8,6

10,6

11,3

12,1

8,7

Gennemsnitlig

sagsbehandlingstid

antal uger 2007-2017

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

Det er nævnets mål, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger 8 uger. Nævnet

vil også i 2018 have fokus på, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ikke overstiger ca. 8

uger. Det bemærkes i den forbindelse, at tallet for indkomne appelsager i 2018 forventes at

være på samme niveau som de foregående 3 år.

Anmodning om genoptagelse

Nævnets behandling af sager om anmodning om genoptagelse og af sager om anmodning om

aktindsigt blev indtil 1. januar 2012 journaliseret under den tidligere sag. Med virkning fra 1.

januar 2012 har nævnet journaliseret anmodning om genoptagelse og anmodning om

aktindsigt i særskilte sager.

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser har således udover de ovenfor nævnte

antal sager på 2.356 i 2017 modtaget 77 nye anmodninger om genoptagelse af sager i

afdelingen for appeltilladelse. Der henstod ved begyndelsen af 2017 1 uafsluttet sag om

genoptagelse fra året før. 74 nye anmodninger om genoptagelse blev afsluttet i 2017 med en

gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 4,7 uger. Der henstod herefter 4 uafsluttede nye

genoptagelsessager ved årets afslutning.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets

afdeling

for

appeltilladelser

har

bemyndiget

formanden

til

afgøre

genoptagelsesanmodninger, når der ikke er grundlag for at genoptage behandling af sagen,

idet der ikke foreligger nye væsentlige oplysninger.

Af de 74 afsluttede sager om genoptagelse blev det besluttet at meddele afslag på

genoptagelse i 72 sager. I 1 sag besluttede nævnet at genoptage sagen, fordi der forelå

væsentlige nye oplysninger, og at fastholde det tidligere meddelte afslag. 1 sag blev henlagt.

Fornyede anmodninger om genoptagelse vedrørende samme ansøgning om appeltilladelse

journaliseres på samme sag som den første genoptagelsesanmodning, og nævnet har derfor

udover de nye genoptagelsesanmodninger desuden modtaget og behandlet et ukendt antal

fornyede genoptagelsesanmodninger.

Genoptagelsessager

Afslag på

genoptagelse

Henlagt

Genoptagelse og

fastholdelse

Anmodning om aktindsigt

Procesbevillingsnævnets afdeling for appeltilladelser har i 2017 desuden modtaget 37

anmodninger om aktindsigt. Der henstod ingen ubehandlede anmodninger om aktindsigt pr. 1.

januar 2017. Alle 37 anmodninger om aktindsigt blev afsluttet i 2017 med en gennemsnitlig

sagsbehandlingstid på 1 uge, idet der herved er set bort fra en enkelt sag med en særlig lang

sagsbehandlingstid.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.2

Civile sager

I afsnit 3.2 og 3.3 foretages en talmæssig gennemgang af de afgjorte sager i afdelingen for

appeltilladelser. I kapitel 4 er refereret en række af de sager, hvor Procesbevillingsnævnet har

meddelt appeltilladelse til Højesteret. Se også Procesbevillingsnævnets hjemmeside, hvor der

løbende bliver opdateret nyheder i afdelingen for appeltilladelser.

2. instansbevillinger i civile sager

3.2.1.1 Ankesager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 228 ansøgninger om tilladelse til anke fra byret til

landsret i sager angående krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 20.000

kr., jf. retsplejelovens § 368, stk. 2, samt sager omfattet af servicelovens § 171 vedrørende

tvangsfjernelse. Bevilling blev meddelt i 89 sager. Endvidere har nævnet i 2017 behandlet 7

ansøgninger om tilladelse til anke af byrettens deldomme til landsretten, jf. retsplejelovens §

253, stk. 4, 1. og 2. pkt. Bevilling blev meddelt i 1 sag.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevillinger

Advokatnævnssager

Aftale- og formueret

Erstatning

Fast ejendom

Foreningsforhold

Lejeret

Parkering

Tvangsfjernelse

Andet

I alt

Afslag

145

29 af de 33 bevillinger blev meddelt i sager om kompensation efter EU-forordning 261/2004 om

flypassagerers rettigheder.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.2.1.2

Kæresager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet samlet 604 ansøgninger om tilladelse til kære fra byret

og Sø- og Handelsretten til landsret, og der blev meddelt bevilling i samlet 217 sager. Det er

som følger:

•

374 ansøgninger om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 389 a om

kære af byrettens kendelser og beslutninger under hovedforhandlingen eller dennes

forberedelse. Der blev meddelt bevilling i 91 sager.

•

9 ansøgninger om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 392 a, stk. 2,

om kære af Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger til landsretten. Der blev

meddelt bevilling i 6 sager.

•

132 ansøgninger om kæretilladelse i sager, hvor byretten har fastsat sagsomkostninger på

højst 20.000 kr., eller hvor byretten har ophævet sagens omkostninger, og der for

landsretten ikke vil være spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end

20.000, jf. retsplejelovens § 389, stk. 2, § 391, stk. 2, og § 584 a, stk. 2. Bevilling blev

meddelt i 74 sager.

•

19 ansøgninger om kæretilladelse, hvor byretten har fastsat salær til en beskikket advokat

på højst 20.000 kr., jf. § retsplejelovens § 389, stk. 3 og § 584 a, stk. 3. Der blev meddelt

bevilling i 10 af sagerne.

•

33 ansøgninger om kæretilladelse i sager om udlæg, der har en økonomisk værdi af højst

20.000 kr., jf. retsplejelovens § 584, stk. 2. Bevilling blev meddelt i 13 sager.

•

1 ansøgning om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 148 a om kære

af byrettens beslutning vedrørende fritagelse fra at anvende domstolenes sagsportal. Der

blev meddelt afslag i sagen.

•

33 ansøgninger om kæretilladelse i sager, der er omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 4,

1. og 2. pkt., om kære af byrettens delafgørelser. Der blev meddelt bevilling i 20 sager.

•

3 ansøgninger om kæretilladelse, der er omfattet af retsplejelovens § 392 a, stk. 1 jf. §

253, stk. 4, om kære af Sø- og Handelsrettens delafgørelser. Der blev meddelt bevilling i

alle 3 sager.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevillinger

Ansøgninger efter rpl. § 148 a

Ansøgninger efter rpl. § 253, stk. 4, 1. og 2. pkt.

Ansøgninger efter rpl. § 389, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 389, stk. 3

Ansøgninger efter rpl. § 389 a

Ansøgninger efter rpl. § 391, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 392 a, stk. 1, jf. § 253, stk. 4

Ansøgninger efter rpl. § 392 a, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 584, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 584 a, stk. 2

Ansøgninger efter rpl. § 584 a, stk. 3

I alt

217

Realitetsafslag

283

387

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3. instansbevillinger i civile sager

3.2.2.1 Ankesager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 271 ansøgninger om tilladelse til at anke domme, som er

afsagt af en landsret som 2. instans, til Højesteret, jf. retsplejelovens § 371. Bevilling blev

meddelt i 47 sager. Desuden har nævnet i 2017 behandlet 1 ansøgning om tilladelse til anke til

Højesteret af deldomme, som er afsagt af landsretten som 2. instans, jf. retsplejelovens § 253,

stk. 4, jf. § 371. Der blev meddelt afslag i sagen.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevillinger

Aftale- og formueret

Andelsboligforhold

Ansættelsesret

Arveret

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Erstatning, tingsskade

Erstatning, andet

Familieret

Fast ejendom

Forsikringsret

Forældreansvarslov

Freds- og ærekrænkelser

Immaterialret

Konkursret

Lejeret

Naboret

Retsplejelov

Skatter og afgifter

Socialret

Værgemål

Andet

I alt

Afslag

225

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Herudover har Procesbevillingsnævnet i 2017 realitetsbehandlet følgende ansøgninger om

tilladelse til anke til Højesteret:

•

20 ansøgninger om tilladelse til særskilt anke af bestemmelser om sagsomkostninger i

domme, som er afsagt af en landsret eller Sø- og Handelsretten, jf. retsplejelovens § 368,

stk. 8. Nogle af sagerne vedrører domme, som er afsagt af landsretterne som 1. instans.

Bevilling blev meddelt i 1 sag.

•

6 ansøgninger i sager vedrørende administrativ frihedsberøvelse efter retsplejelovens §

475, stk. 3, jf. § 371. Der blev meddelt afslag i alle 4 sager.

•

1 ansøgning efter den færøske retsplejelov. Der blev meddelt bevilling i sagen.

1 ansøgning efter den grønlandske retsplejelov. Der blev meddelt afslag i sagen.

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til anke til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.2.1.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.2.2.2 Kæresager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet samlet 302 ansøgninger om tilladelse til kære til

Højesteret, og der blev meddelt bevilling i samlet 46 sager. Det er som følger:

•

168 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes kendelser og beslutninger, jf.

retsplejelovens § 392, stk. 3. Bevilling blev meddelt i 22 sager.

•

57 ansøgninger om tilladelse til kære af landsretternes afgørelser i fogedsager, jf.

retsplejelovens § 585. Bevilling blev meddelt i 8 sager.

•

39 ansøgninger om kæretilladelse efter konkurslovens § 254, jf. retsplejelovens § 392, stk.

3. Der blev meddelt bevilling i 7 sager.

•

4 ansøgninger efter dødsboskiftelovens § 105, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Der blev

meddelt bevilling i 1 sag.

•

4 ansøgninger efter straffuldbyrdelseslovens § 121, jf. retsplejelovens § 392, stk. 3. Der

blev meddelt afslag i alle 4 sager.

•

3 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens afgørelser efter retsplejelovens § 372,

stk. 2, 7. pkt., jf. § 392, stk. 3. Der blev meddelt bevilling i 1 sag.

•

1 ansøgning om tilladelse til kære af landsrettens domme om afvisning efter

retsplejelovens § 391, stk. 3. Der blev meddelt bevilling i sagen.

•

17 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens domme om afvisning efter

retsplejelovens § 391, stk. 4. Der blev meddelt afslag i alle sagerne.

•

1 ansøgning efter retsplejelovens § 392, stk. 1, jf. § 253, stk. 4, om landsrettens

delafgørelser i en sag, der behandles af landsretten som 1. instans. Der blev meddelt

bevilling i sagen.

•

8 ansøgninger efter retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. § 392, stk. 3, 3. pkt., jf. tillige § 392,

stk. 3, 1. og 2. pkt., om landsrettens delafgørelser i en sag, der behandles af landsretten

som 2. instans. Der blev meddelt bevilling i 5 sager.

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.2.2.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.3

Straffesager

2. instansbevillinger i straffesager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 98 ansøgninger om tilladelse til anke fra byret til landsret

i sager, hvor ankeadgangen er begrænset i medfør af retsplejelovens § 903, stk. 1, jf. § 902,

stk. 1 og 2.

ansøgningerne

var

indgivet

tiltalte,

mens

ansøgninger

var

fra

anklagemyndigheden. Bevilling blev meddelt i 55 sager, heraf 24 bevillinger til tiltalte og 31 til

anklagemyndigheden.

Tiltaltes ansøgninger om anke

Oversigt

over

ansøgninger

instansbevilling

fra

tiltalte,

som

nævnet

har

realitetsbehandlet i 2017:

Sager om overtrædelse af straffeloven:

Bevillinger

Freds- og ærekrænkelser

Hærværk

Tyveri

Anden berigelseskriminalitet

Overtr. mod tjenestemand

Andet

I alt

Afslag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sager om overtrædelse af særlovgivningen:

Bevillinger

Lov om euforiserende stoffer

Færdselslov, hastighed

Færdselslov, andet

Ordensbekendtgørelsen

Våben og fyrværkeri

Anden særlovgivning

I alt

Afslag

Anklagemyndighedens ansøgninger om anke

Oversigt over ansøgninger om 2. instansbevilling fra anklagemyndigheden i straffesager, som

nævnet har realitetsbehandlet i 2017:

1 sag vedrørte tyveri efter straffeloven. Der blev meddelt bevilling i sagen.

Sager om overtrædelse af særlovgivningen:

Bevillinger

Færdselslov, hastighed

Færdselslov, andet

Natur- og miljøbeskyttelse

Anden særlovgivning

I alt

Afslag

En stor del af bevillingerne til anklagemyndigheden blev givet i sager, hvor der var søgt om

anketilladelse med henblik på frifindelse af den tiltalte.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3. instansbevillinger i straffesager

3.3.2.1 Ankesager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 244 ansøgninger om tilladelse til at anke domme, som er

afsagt af en landsret som 2. instans, til Højesteret, jf. retsplejelovens § 932.

238

ansøgningerne

var

indgivet

tiltalte,

mens

ansøgninger

var

fra

anklagemyndigheden. Bevilling blev meddelt i 30 sager, heraf 24 bevillinger til tiltalte og 6 til

anklagemyndigheden. Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til anke til

Højesteret, er refereret i afsnit 4.3.1.

Tiltaltes ansøgninger om anke

Oversigt over ansøgninger om 3. instansbevilling fra tiltalte, jf. retsplejelovens § 932, som

nævnet har realitetsbehandlet i 2017:

Sager om overtrædelse af straffeloven:

Bevillinger

Berigelseskriminalitet

Brand

Drab

Falsk forklaring og anklage

Freds- og ærekrænkelse

Overtr. mod tjenestemand

Narkotika

Opløb med videre

Personfarlig kriminalitet

Røveri

Sædelighedsforbrydelser

Udvisning

Andet

I alt

Afslag

147

Inkluderer ikke røveri og drab, der er opgjort særskilt, eller vold mod tjenestemand, der er inkluderet i

rubrikken overtrædelser mod tjenestemand.

Kategorien omfatter blandt andet 5 sager vedrørende overtrædelser af straffelovens § 262 a om

menneskehandel, hvor der i øvrigt er meddelt begrænset bevilling i 3 af sagerne.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sager om overtrædelse af særlovgivningen:

Bevillinger

Arbejdsmiljølovgivning

Dyrebeskyttelseslovgivning

Erstatning for strafferetlig

forfølgning

Færdselslov, hastighed

Færdselslov, spiritus

Færdselslov, andet

Lov om euforiserende stoffer

Natur- og miljøbeskyttelse

Told-, skat-, afgiftslovgivning

Våben og fyrværkeri

Anden særlovgivning

I alt

Afslag

Anklagemyndighedens ansøgninger om anke

Oversigt over ansøgninger om 3. instansbevilling fra anklagemyndigheden, jf. retsplejelovens

§ 932, som nævnet har realitetsbehandlet i 2017:

Alle ansøgningerne fra anklagemyndigheden vedrørte overtrædelser af straffeloven:

Bevillinger

Personfarlig kriminalitet

Udvisning

I alt

Afslag

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3.3.2.2 Kæresager

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 165 ansøgninger om tilladelse til kære af landsrettens

kendelser og beslutninger i ankesager, jf. retsplejelovens § 968 a, stk. 1, landsrettens

kendelser i kæresager, jf. retsplejelovens § 973, og landsrettens afgørelser om vederlag til

forsvarerne, jf. retsplejelovens § 1013, stk. 3.

Bevilling blev meddelt i 17 sager.

Ansøgning var indgivet af tiltalte/sigtede i 164 sager, heraf 43 sager vedrørende

varetægtsfængsling. Bevilling blev meddelt i 16 sager. Ingen af disse sager vedrørte

varetægtsfængsling.

Ansøgning var indgivet af anklagemyndigheden i 1 sag. Der blev meddelt bevilling i sagen.

Nævnet har i 2017 desuden behandlet 1 sag efter den færøske retsplejelov. Der blev meddelt

afslag i sagen. Ansøgningen var indgivet af tiltalte.

Nævnet har i 2017 endvidere behandlet 1 sager efter den grønlandske retsplejelov. Der blev

meddelt afslag i sagen. Ansøgningen var indgivet af tiltalte.

Et udvalg af de sager, hvori nævnet har meddelt tilladelse til kære til Højesteret, er refereret i

afsnit 4.3.2.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

4 K

ONKRETE SAGER

DER ER AFGJORT I

2017

NÆVNETS AFDELING FOR APPELTILLADELSER

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

4.1

Generelt

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om appeltilladelser i civile sager og

straffesager. Nedenfor er omtalt et uddrag af sager, hvori Procesbevillingsnævnet har meddelt

appeltilladelse til Højesteret. I civile sager er kriteriet for at meddele tilladelse til appel til

Højesteret, at sagen er af principiel karakter, og i straffesager tillige, hvis der foreligger særlige

grunde.

Procesbevillingsnævnet skal sikre, at retsvæsnets ressourcer anvendes på de rigtige sager.

Afdelingen for appeltilladelser skal således blandt andet medvirke til, at Højesterets ressourcer

primært anvendes på sager, der rejser spørgsmål af generel betydning for retsanvendelsen og

retsudviklingen eller i øvrigt er af væsentlig samfundsmæssig rækkevidde. For at få tilladelse

til at indbringe en sag for Højesteret skal den således have en retlig betydning, der rækker ud

over den enkelte sag.

Procesbevillingsnævnet er opmærksom på, at der ved visse sagsområder kan være behov for

at meddele bevilling i et antal af sager vedrørende samme problemstilling, således at

Højesteret får mulighed for at fastlægge retspraksis ved at udstikke mere differentierede

retningslinjer på et givent område.

Årsberetningen for 2017 indeholder alene referater af udvalgte sager, hvori der er truffet

afgørelse i sager om tilladelse til anke eller kære til Højesteret. Se desuden

Procesbevillingsnævnets hjemmeside www.procesbevillingsnaevnet.dk, der har referater af de

sager, hvor der er meddelt appeltilladelse til Højesteret. Referaterne bliver løbende

offentliggjort. Retsplejelovens regler om appeltilladelser er medtaget som bilag 8.4.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

4.2

Civile sager

Civile ankesager

Hvilken betydning har det for optællingen af 120 sygedage, at arbejdsgiver afviser at

tage imod funktionærens delvise arbejdskraft?

Sagen drejede sig om en klinikassistent, der var ansat hos en tandlæge på fuld tid.

Klinikassistenten var funktionær, og 120-sygedagsreglen, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2, var

gældende i ansættelsesforholdet. Funktionæren blev på et tidspunkt fuldtidssygemeldt. Da

funktionæren havde været fuldtidssygemeldt i ca. to måneder, meddelte funktionæren, efter at

have talt med sin læge, at hun kunne vende tilbage til arbejdet med 20 timer ugentligt.

Arbejdsgiveren afviste dog at tage imod funktionærens delvise arbejdskraft, hvorfor

funktionæren forblev fraværende på fuld tid. Ca. 3 måneder efter funktionærens sygemelding

genoptog hun arbejdet på fuld tid. Kort tid derefter blev funktionæren imidlertid sygemeldt igen,

hvorefter funktionæren blev opsagt med én måneds varsel med henvisning til 120-

sygedagsreglen. Funktionæren indbragte sagen for retten, og gjorde gældende, at det ikke

havde været berettiget at opsige hende med forkortet varsel efter funktionærlovens § 5, stk. 2,

idet funktionæren ikke havde været syg i 120 dage på opsigelsestidspunktet. Således gjorde

funktionæren gældende, at hun kun havde været syg i 108 dage på opsigelsestidspunktet, idet

perioden hvor hun havde stillet sin arbejdskraft delvist til rådighed med 20 timer om ugen, kun

kunne medtælles delvist. Arbejdsgiveren gjorde gældende, at det ikke havde betydning for

optælling af 120 sygedage, at arbejdsgiveren havde afvist at tage imod funktionærens delvise

arbejdskraft.

Byretten og landsretten gav arbejdsgiveren medhold

Både byretten og landsretten fandt, at arbejdsgiveren berettiget kunne beregne funktionærens

sygefravær som sket. Landsretten bemærkede blandt andet, at der ved optælling af 120

sygedage ikke skal tages hensyn til, at funktionæren har tilbudt at genoptage arbejdet delvist.

Landsretten bemærkede endvidere, at selvom en funktionær, der trods sygdom er i stand til at

genoptage arbejdet delvist, er forpligtet til at stille sin arbejdskraft delvist til rådighed, er

arbejdsgiveren ikke tilsvarende forpligtet til at acceptere funktionærens tilbud om delvis

genoptagelse af arbejdet. Det er således også uden betydning, i hvilket omfang

arbejdsgiverens afslag på funktionærens tilbud om delvis genoptagelse af arbejdet er saglig

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

begrundet. Herefter fandt landsretten, at arbejdsgiverens opsigelse af funktionæren med et

forkortet varsel på en måned var berettiget.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Funktionæren ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret,

der tiltrådte, at en arbejdsgiver ikke har pligt til at acceptere, at en funktionær, som er delvis

uarbejdsdygtig på grund af sygdom, arbejder på nedsat tid. Højesteret fandt, at konsekvensen

heraf måtte være, at en arbejdsgivers afslag på et tilbud om, at funktionæren kan arbejde på

nedsat tid i en sygeperiode, ikke kan medføre, at den periode, hvor funktionæren herefter

modtager løn under sit sygefravær, ikke fuldt ud kan medregnes i de 120 dage med løn under

sygdom, jf. funktionærlovens § 5, stk. 2. Højesteret bemærkede i øvrigt, at opsigelse efter 120-

dages-reglen i almindelighed må anses for rimeligt begrundet, således at der kun under

ganske særlige omstændigheder kan blive tale om at tilkende godtgørelse for usaglig

afskedigelse efter funktionærlovens § 2 b. Højesteret fandt

–

lige som både byretten og

landsretten

–

at funktionæren ikke skulle tilkendes en sådan godtgørelse.

Tilladelse til anke til Højesteret af 3. februar 2017 (PBN 2016-22-0645)

U 2018.822 H.

Procesbevillingsnævnet meddelte i øvrigt i 2016 anketilladelse til Højesteret i yderligere en

sag om optælling af 120 sygedage. Denne sag

–

der vedrørte en anden problemstilling

–

blev

behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 2016-22-0354, og er nærmere omtalt i

Procesbevillingsnævnets årsberetning for 2016, side 84-85. Højesteret har afsagt dom i denne

sag den 22. november 2017 (U 2018.815 H).

Spørgsmål om god advokatskik ved udlevering af klientkontoudskrift til kurator

En advokat, hvis klient var erklæret konkurs, blev af konkursboets kurator anmodet om at

udlevere en udskrift af klientkontoen for den pågældende klient. Advokaten protesterede under

skifteretsmødet herimod, og skifteretten afsagde herefter en kendelse, hvorved advokaten

blev pålagt at udlevere klientkontoudskriften til kurator. Advokaten kærede skifterettens

kendelse til landsretten, der stadfæstede kendelsen. Først herefter udleverede advokaten

klientkontoudskriften til kurator.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Advokaten blev indklaget for Advokatnævnet, der fandt, at advokaten ved ikke efter

skifterettens afgørelse at udlevere udskriften havde tilsidesat god advokatskik.

Byretten ophævede Advokatnævnets kendelse

Advokaten indbragte Advokatnævnets kendelse for byretten, der ophævede Advokatnævnets

kendelse med henvisning til, at advokaten havde udleveret klientkontoudskriften straks efter,

at han fik kendskab til landsrettens afgørelse, og at advokaten herefter ikke havde tilsidesat

god advokatskik.

Landsretten ændrede byrettens dom og stadfæstede Advokatnævnets kendelse

Advokatnævnet ankede byrettens dom til landsretten, der gav Advokatnævnet medhold og

stadfæstede Advokatnævnets kendelse. Landsretten udtalte blandt andet, at advokaten havde

tilsidesat god advokatskik ved ikke umiddelbart at imødekomme en anmodning fra kurator om

at udlevere en udskrift af klientkontoen, og at advokaten ikke havde oplyst om konkrete

hensyn, der kunne berettige til tilbageholdelse af oplysningerne.

Højesteret fandt ikke, at advokaten havde handlet i strid med god advokatskik

Advokaten ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Højesteret fandt, at Advokatnævnets afgørelse måtte forstås sådan, at den var baseret på, at

advokaten havde undladt at efterkomme en endelig retsafgørelse. Under behandlingen ved

domstolene anførte Advokatnævnet imidlertid, at det var i strid med god advokatskik, at

advokaten ikke umiddelbart efter kurators anmodning herom udleverede oplysningerne, dvs.

uden at afvente en editionskendelse. Højesteret henviste til, at klientkontoudskriften indeholdt

oplysninger om klientens økonomiske forhold, som advokaten var kommet i besiddelse af som

led i sit arbejde som advokat for klienten. Højesteret fandt derfor, at oplysningerne var omfattet

af advokatens tavshedspligt efter retsplejelovens § 129, jf. straffelovens § 152. Højesteret

bemærkede i den forbindelse, at denne tavshedspligt ikke ophørte ved klientens konkurs.

Højesteret fandt

–

ligesom byretten

–

at advokaten ikke havde haft pligt til at udlevere

oplysningerne, før landsrettens afgørelse om kurators editionsanmodning forelå, hvorfor

advokaten ikke havde handlet i strid med god advokatskik ved ikke at udlevere oplysningerne

på et tidligere tidspunkt end sket. Højesteret stadfæstede herefter byrettens dom.

Tilladelse til anke til Højesteret af 3. februar 2017 (PBN 2016-22-0641)

U 2018.1193 H.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Var ophævelse af lejemål på grund af kriminalitet begået af lejers søn berettiget?

I denne sag havde et alment boligselskab ophævet et lejemål i medfør af blandt andet

almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 12, med henvisning til den kriminalitet, som lejers søn havde

begået. Det almene boligselskab driver Birkeparken, som er en del af Vollsmose i Odense. En

søn af en lejer i Birkeparken deltog i de optøjer mod politiet, som i sommeren 2015 fandt sted i

Vollsmose. Optøjerne skete på parkeringspladsen ved Bøgeparken, som ejes og drives af en

anden almen boligorganisation. Efter optøjerne lykkedes det politiet at identificere i alt ni

deltagere, herunder lejerens søn, som alle efterfølgende blev idømt 8 måneders fængsel og,

for så vidt angår de udenlandske statsborgere, udvist betinget. Lejerens søn ankede som den

eneste ikke straffedommen til Østre Landsret. Efter byrettens straffedom ophævede og

opsagde det almene boligselskab boliglejemålet med henvisning til, at lejerens søn deltog i

optøjerne og nu var idømt 8 måneders fængsel herfor. Da lejemålet imidlertid var beliggende i

Birkeparken, og da optøjerne fandt sted i Bøgeparken, fremsatte lejeren indsigelser mod

ophævelsen og opsigelsen af lejemålet. Det almene boligselskab indbragte herefter sagen for

boligretten.

Boligretten frifandt lejeren

Boligretten fandt indledningsvist, at sønnens deltagelse i optøjerne berettigede det almene

boligselskab til at ophæve lejemålet med henvisning til almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 12,

hvorefter et alment boliglejemål kan ophæves hvis lejeren misligholder sine forpligtelser på en

sådan måde, at lejerens fjernelse er påkrævet. Boligretten bemærkede i den forbindelse, at

det ikke kunne være til hinder for ophævelsen, at lejemålet var beliggende i Birkeparken, mens

kriminaliteten blev begået i Bøgeparken. Efter en konkret proportionalitetsvurdering fandt

boligretten imidlertid, at det ikke var en proportional følge af, at sønnen deltog optøjerne, at

lejeren skulle miste sit lejemål, hvorfor boligretten ikke godkendte ophævelsen og frifandt

lejeren.

Landsretten stadfæstede boligrettens dom

Det almene boligselskab ankede dommen til landsretten. Landsretten stadfæstede

boligrettens dom, idet landsretten dog fandt anledning til at ændre begrundelsen. Landsretten

fastslog indledningsvist, at almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 12, angår lejerens forpligtelser i

forhold til den ejendom, hvor lejeren bor i henhold til lejeaftalen. Landsretten bemærkede

herefter, at Bøgeparken og Birkeparken drives af forskellige almene boligselskaber på

selvstændige matrikler med separate adgangsveje, og at der er 500 meter mellem det

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

ophævede lejemål og parkeringspladsen i Bøgeparken, hvor optøjerne fandt sted. Da

landsretten herefter lagde til grund, at de optøjer, der fandt sted i Bøgeparken, ikke havde

været til gene for ejendommene i Birkeparken, det almene boligselskab og dets ansatte, de

andre lejere i Birkeparken eller andre med lovligt ærinde i Birkeparken, fandt landsretten, at

der ikke var grundlag for at ophæve lejemålet.

Højesteret frifandt boligselskabet

Boligselskabet ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Højesteret fandt, at der i relation til ophævelsesbestemmelsen i almenlejelovens § 90, stk. 1,

nr. 12, var den fornødne tilknytning mellem kriminaliteten og lejemålet, og at den begåede

kriminalitet var egnet til at skabe utryghed blandt beboerne i boligområdet og indebar en

sådan misligholdelse af en sådan grovhed, at boligselskabet som udgangspunkt havde ret til

at ophæve lejemålet efter bestemmelsen. Henset til grovheden af misligholdelsen fandt

Højesteret, at der ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet. Højesteret godkendte

således boligselskabets ophævelse af lejemålet.

Retten i Odenses dom af 30. september 2016 (BS 3-601/2016).

Østre Landsrets dom af 11. september 2017 (B-2308-16).

Tilladelse til anke til Højesteret af 8. november 2017 (PBN 2017-22-0485).

Højesterets dom af 1. maj 2018 (sag nr. 235/2017).

Tilbagesøgning af godtgørelse for varigt mén mv.

Patientforsikringen (nu Patienterstatningen) traf i januar 2011 afgørelse om, at en kvinde

havde en erstatningsberettigende patientskade, og i den anledning var berettiget til 225.600

kr. i godtgørelse for varigt mén, som regionen således udbetalte. Af klagevejledningen til

afgørelsen fremgik det blandt andet, at Patientskadeankenævnet (nu Ankenævnet for

Patienterstatningen) kunne tiltræde eller ændre afgørelsen. Det fremgik endvidere, at såfremt

Patientskadeankenævnet ændrede afgørelsen, kunne det ske både til fordel og til skade for

kvinden. Kvinden opgjorde herefter et krav på godtgørelse for svie og smerte samt et krav på

erstatning for tabt erhvervsevne, hvorefter Patientforsikringen i september 2011 afgjorde, at

kvinden havde ret til godtgørelse for svie og smerte, hvorimod kvinden ikke var berettiget til

erstatning for erhvervsevnetab. Der blev herefter udbetalt 31.850 kr. til kvinden. Af

klagevejledningen fremgik det blandt andet, at Patientskadeankenævnet kunne tiltræde

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

afgørelsen eller ændre den, så erstatningen blev forhøjet eller nedsat, ligesom det fremgik, at

Patientskadeankenævnet også kunne ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen

bortfaldt eller skulle betales tilbage. Kvinden påklagede den seneste afgørelse til

Patientskadeankenævnet. I oktober 2012 traf Patientskadeankenævnet afgørelse om, at

Patientforsikringens afgørelse fra januar 2011 ændredes, således at kvinden ikke fandtes at

være blevet påført en erstatningsberettigende patientskade. Patientforsikringens afgørelse fra

september 2011 blev som følge heraf ophævet. Regionen rejste herefter krav mod kvinden på

tilbagebetaling af den samlede udbetalte godtgørelse. Da kvinden ikke ville tilbagebetale

erstatningen, indbragte regionen sagen for retten.

Byretten og landsretten gav regionen medhold

Både byretten og landsretten fandt, at kvinden i begge Patientforsikringens afgørelser var

blevet vejledt om, at Patientskadeankenævnet kunne ændre afgørelserne til skade for hende,

ligesom det fremgik af klagevejledningen, at kvinden risikerede at skulle betale erstatningerne

tilbage. Hun blev endvidere i afgørelsen fra september 2011 direkte vejledt om, at også den

oprindelige afgørelse kunne ændres til skade for hende. På den baggrund fandt byretten og

landsretten, at de påberåbte indrettelseshensyn ikke kunne afskære regionen fra at kræve

beløbet tilbagebetalt.

Højesteret gav kvinden medhold

Kvinden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

fandt, at den nævnte klagevejledning fra Patientforsikringen ikke kunne sidestilles med eller

træde i stedet for et konkret forbehold om tilbagesøgning fra regionens side. Højesteret

bemærkede, at regionen ikke klagede over patientforsikringens afgørelse fra januar 2011, og

at beløbet var blevet udbetalt til kvinden, uden at regionen tog et konkret forbehold. Kvinden

havde derfor på tidspunktet for regionens udbetaling en velbegrundet forventning om, at hun

havde ret til beløbet, og at dette ikke kunne kræves tilbagebetalt. Det forhold, at det i

klagevejledningen i den efterfølgende afgørelse fra Patientforsikringen var anført, at kvinden i

tilfælde af klage over denne afgørelse kunne risikere, at ankenævnet ændrede den oprindelige

afgørelse med den virkning, at hele erstatningen ville bortfalde og skulle tilbagebetales, kunne

efter Højesterets opfattelse ikke ændre herved. Højesteret fandt på denne baggrund at

regionen ikke kunne kræve det udbetalte beløb tilbagebetalt.

Tilladelse til anke til Højesteret af 6. april 2017 (PBN 2017-22-0044).

U 2018.1156 H.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Procesbevillingsnævnet meddelte i øvrigt i 2017 anketilladelse til Højesteret i yderligere en

sag om tilbagesøgningskrav. Denne sag blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr.

2017-22-0279, og Højesteret har afsagt tilsvarende dom i denne sag den 7. december 2017

(U 2018.1149 H).

Var udsagn i en annonce fra Dansk Folkeparti injurierende?

Den 23. april 2013 blev lovforslag nr. 211 om indfødsrets meddelelse førstebehandlet i

Folketinget, og under debatten gav flere folketingsmedlemmer udtryk for, at regeringen havde

orienteret Indfødsretsudvalget om, at Politiets Efterretningstjeneste vurderede, at en af de

personer, der var optaget på lovforslaget, kunne være til fare for rigets sikkerhed, men at det

var regeringens opfattelse, af den pågældende ikke skulle fjernes fra lovforslaget, da det ville

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser ikke at meddele den pågældende

indfødsret. Den 29. maj 2013, som var dagen før lovforslaget skulle andenbehandles i

Folketinget, bragte Dansk Folkeparti en annonce i flere landsdækkende aviser. Øverst i

annoncen var der følgende tekst:

”Regeringen og de andre partier deler statsborgerskaber ud med rund hånd:

Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed

Nu bliver han dansker…

Socialdemokraternes justitsminister Morten Bødskov kender navnet på den potentielle terrorist.

Men han vil ikke fortælle Folketinget, hvem det er blandt de knap 700…

Han bliver nu dansk statsborger med stemmeret til Folketinget og beskyttelse imod udvisning.

Det, synes vi i Dansk Folkeparti, er helt forkert.

Statsborgerskab er noget helt særligt, hvor man bliver en del af det danske fællesskab. Derfor skal det

ikke være let at blive statsborger, det skal være svært. Alle de andre partier

–

Socialdemokraterne,

Radikale, SF, Enhedslisten, Venstre, Liberal Alliance og Konservative

–

tager det ikke alvorligt, de

stemmer bare for. Og sammen med Enhedslisten har regeringen oven i hatten gjort det lettere at få

statsborgerskab. Dansk Folkeparti siger nej! Hvad siger du?

Lov

om indfødsret 2012/1 LSF 211”

Herefter fulgte en liste med navn og bopælskommune på de 685 personer, der var optaget på

lovforslaget.

Med henvisning til udtalelserne i annoncen ”Én

på listen er til fare for Danmarks

Sikkerhed”

”…

den potentielle terrorist

…

blandt de knap 700”

anlagde 15 (oprindeligt 16)

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

privatpersoner, som var optaget på lovforslaget og nævnt i annoncen, efterfølgende injuriesag

mod Dansk Folkeparti og Dansk Folkepartis formand samt injuriesag mod en forening, der

havde viderebragt annoncen på foreningens hjemmeside.

Byretten dømte Dansk Folkeparti for injurier

Byretten fandt, at Dansk Folkeparti med de omhandlede udtalelser havde rettet en

beskyldning mod hver især af de 15 privatpersoner for at være til fare for Danmarks Sikkerhed

og for at være potentiel terrorist. Udtalelserne var derfor udtryk for ærekrænkende sigtelser

mod de 15 privatpersoner om strafbart forhold. Byretten bemærkede herved, at det forhold, at

beskyldningen efter formuleringen alene rettede sig mod en enkelt af de 685 personer, ikke

kunne føre til et andet resultat, da det efter formuleringen af annoncen kunne være en hvilken

som helst af de 685 personer, herunder de 15 privatpersoner.

Byretten fandt videre, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund, at der ikke var belæg

for beskyldningen om strafbart forhold imod nogen af de 15 privatpersoner, men at annoncen

samtidig var blevet bragt som led i en offentlig debat om et emne af væsentlig

samfundsmæssig interesse. Efter en samlet vurdering af hensynet til Dansk Folkepartis

ytringsfrihed efter Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 på den ene side

og hensynet til beskyttelsen af de 15 privatpersoners omdømme efter konventionens artikel 8

på den anden side fandt byretten, at Dansk Folkeparti ved fremsættelsen af beskyldningerne

havde pådraget sig strafansvar efter straffelovens § 267, jf. § 269, stk. 1.

Byretten idømte Dansk Folkeparti 10 dagbøder á 1.000 kr., og herudover mortificerede

byretten de omhandlede udtalelser og pålagde Dansk Folkeparti at fjerne annoncen fra

partiets hjemmeside. Endvidere dømte byretten Dansk Folkeparti til at betale hver af de 15

privatpersoner en tortgodtgørelse på 10.000 kr. samt et samlet beløb til de 15 privatpersoner

på 30.000 kr. til afholdelse af omkostninger til offentliggørelse af dommen. Byretten frifandt

Dansk Folkepartis formand og foreningen. Dansk Folkeparti ankede dommen til landsretten.

Landsretten stadfæstede i al væsentlighed byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at udtalelserne var ærekrænkelser sigtelser i form af en udtrykt mistanke

om strafbart forhold mod hver især af de 15 privatpersoner.

Endvidere fandt landsretten, at udtalelserne ikke var straffrie i medfør af bestemmelsen i

grundlovens § 44, idet annoncens tekst fremstod som et faktum og ikke som et referat af

forhandlingerne i Folketinget om lovforslaget. Udtalelserne fandtes desuden fremsat mod

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

bedrevidende, og de var derfor allerede af den grund heller ikke straffri i medfør af

bestemmelsen i straffelovens § 269, stk. 1, 1. led, hvorefter sigtelser er straffri blandt andet,

hvis de er fremsat i god tro til berettiget varetagelse af almeninteresse eller eget eller andres

tarv.

Efter at have foretaget en vurdering af hensynet til Dansk Folkepartis ytringsfrihed på den ene

side og hensynet til de 15 privatpersoners omdømme på den anden side, tiltrådte landsretten

herefter, at Dansk Folkeparti havde pådraget sig strafansvar.

Landsretten var enig i byrettens udmåling af straf og tortgodtgørelse, og landsretten

stadfæstede derfor i al væsentlighed byrettens dom. Landsrettens foretog således kun den

ændring af byrettens dom, at landsretten frifandt Dansk Folkeparti for påstanden om at fjerne

annoncen fra partiets hjemmeside, da annoncen på dette tidspunkt allerede var blevet fjernet

fra hjemmesiden.

Højesteret fandt, at de pågældende udsagn ikke var injurierende

Dansk Folkeparti ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret. Højesteret udtalte, at annoncen af en almindelig læser måtte opfattes som en

politisk meningstilkendegivelse om, at der ikke bør meddeles indfødsret til en person, der er til

fare for statens sikkerhed, og ikke som en beskyldning mod hver enkelt af de 685 personer for

at være til fare for statens sikkerhed og en potentiel terrorist. Højesteret lagde herved også

vægt på opsætningen af udsagnene i annoncens overskrifter og tekst samt på, at navnene på

de 685 personer ikke i sig selv fremstår som det centrale budskab. Ud fra annoncens indhold

og kontekst må en almindelig læser forstå annoncen sådan, at udsagnene alene angår én ud

af de 685 personer. Højesteret udtalte, at den mistænkeliggørelse af samtlige 685 personer,

der ligger i de to udsagn, for hver enkelt på listen er så vag, at den ikke kan anses for at

krænke nogen enkeltpersons ære. Dansk Folkeparti blev derfor frifundet.

Tilladelse til anke til Højesteret af 10. maj 2017 (PBN 2017-22-0141).

U 2018.2048 H.

Spørgsmål om frihedsberøvelse efter politiloven

Om natten den 17.-18. oktober 2014 forsamledes en gruppe på ca. 150 personer på

Amagertorv i en form for uanmeldt demonstration/gadefest. På et tidspunkt begyndte

forsamlingen at kaste med blandt andet romerlys, kanonslag og flasker. Efter at politiet

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

forgæves havde forsøgt at opløse forsamlingen, besluttede politiet at lede forsamlingen væk.

Politiet omringede forsamlingen og etablerede en sluse kl. 00.10. Efter personerne havde

passeret slusen, og deres navne var blevet registreret, blev de omgivet af patruljekøretøjer og

gående betjente ført samlet til Nørrebro i et såkaldt optisk følge. Da personerne på den måde

var ledt til Nørrebro, fik de kl. ca. 01.45 lov til at gå.

Flere af de personer, der på den måde blev ført til Nørrebro, anmodede efterfølgende om, at

frihedsberøvelsernes lovlighed blev prøvet af retten med krav om erstatning herfor, jf.

retsplejelovens § 469. Københavns Politi påstod principalt sagen afvist, idet der ikke var tale

om frihedsberøvelser, subsidiært frifindelse, fordi frihedsberøvelserne havde været lovlige.

Byretten fandt, at opholdet i det lukkede område efter slusen og det efterfølgende optiske

følge var en frihedsberøvelse, og at den skete frihedsberøvelse var lovlig

Byretten fandt, at opholdet i det aflukkede område var en frihedsberøvelse af de forsamlede,

jf. herved politilovens § 9, stk. 3, ligesom det efterfølgende optiske følge var en

frihedsberøvelse. Byretten lagde afgørende vægt på de samstemmende forklaringer om, at

det ikke var muligt at forlade området eller det efterfølgende optiske følge, ligesom byretten

lagde vægt på den tidsmæssige udstrækning. Efter en samlet vurdering fandt byretten

endvidere, at det måtte have stået sagsøgerne klart, at de skulle forlade området på

Amagertorv. Den omstændighed, at der ikke var sket præcis identifikation af de personer, der

kastede romerlys, glas/flasker eller kanonslag mod politiet, kunne ikke føre til, at politiets

frihedsberøvelse ikke kunne anses for at have været rettet mod de personer, der gav

anledning til faren for forstyrrelsen af den offentlige orden. De skete frihedsberøvelser fandtes

herefter lovlige.

Landsretten fandt, at der var tale om et indgreb, der indebar frihedsberøvelse af de personer,

der var blevet indkapslet, og at den skete frihedsberøvelse ikke var lovlig

Af de grunde, som byretten havde anført, fandt landsretten, at opholdet i det aflukkede område

ved slusen på Strøget og det efterfølgende optiske følge udgjorde en frihedsberøvelse af de

personer, der var blevet indkapslet. Landsretten fandt det desuden berettiget, at politiet kl.

00.10 greb ind og etablerede en visitationssluse og indkapsling af uromagerne.

Landsretten fandt imidlertid, at det måtte have stået politiet klart, at der efter indkapslingen

ville være et større antal personer, der ikke havde været med i angrebene mod politiet eller

urolighederne i øvrigt. Under disse omstændigheder fandt landsretten, at der måtte stilles

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

særligt store krav til politiets sortering med henblik på at vurdere, om der skulle ske

frihedsberøvelse af alle de personer, som var ført ind i indkapslingen. Landsretten fandt det

efter en konkret bevisvurdering ikke godtgjort, at sagsøgerne efter at være blevet visiteret

udgjorde en fare for forstyrrelse af den offentlige fred og orden eller fare for enkeltpersoners

eller den offentlige sikkerhed. Betingelserne for i medfør af politilovens § 9, stk. 3, at

frihedsberøve sagsøgerne var derfor ikke opfyldt.

Højesteret ændrede landsrettens dom og pålagde de indstævnte at tilbagebetale godtgørelse

Københavns Politi ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret. Højesteret fandt på baggrund af en dom afsagt af Menneskerettighedsdomstolen,

at politiets indgreb ikke havde karakter af frihedsberøvelse efter artikel 5 i Den Europæiske

Menneskerettighedskonvention. Bedømmelsen efter Menneskerettighedskonventionen var

imidlertid ikke afgørende for, om der efter politilovens regler forelå frihedsberøvelse.

Højesteret fandt, at omslutningen af persongruppen i indre by og det optiske følge til Nørrebro

måtte bedømmes som ét samlet indgreb, hvorunder de tilstedeværende var afskåret fra at

forlade følget. Efter karakteren og varigheden af begrænsningen i bevægelsesfriheden var

indgrebet en frihedsberøvelse i politilovens forstand, og de indstævnte havde krav på prøvelse

af frihedsberøvelsens lovlighed efter retsplejelovens kapitel 43 a.

Højesteret fandt endvidere, at festen havde udviklet sig til et opløb med fare for forstyrrelse af

den offentlige orden og fare for enkeltpersoners sikkerhed. Højesteret udtalte herved, at det

efter politiloven i særlige situationer ud fra en objektiv farevurdering kan være berettiget at

foretage indgreb i henhold til bl.a. § 9 over for en samlet gruppe af personer. De indstævnte

havde relation til festen og deres tilstedeværelse havde betydning for, at enkelte personer i ly

af mængden kunne udøve hærværk og kaste med flasker mv., ligesom deres tilstedeværelse

vanskeliggjorde muligheden for at pågribe enkeltpersoner. Politiet havde foretaget en vis

sortering af de tilbageholdte, og Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte politiets

vurdering af, at det var nødvendigt at gribe ind, ligesom Højesteret fandt, at frihedsberøvelsen

ikke

havde

varet

længere

end

nødvendigt.

Under

disse

omstændigheder

var

frihedsberøvelsen lovlig efter politilovens § 9, stk. 3. Højesteret ændrede herefter landsrettens

dom og pålagde de indstævnte at tilbagebetale en godtgørelse.

Tilladelse til anke til Højesteret af 11. maj 2017 (PBN 2017-22-0182).

U 2018.1690 H.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Forældelse af en kommunes regreskrav over for et forsikringsselskab i anledning af

udbetalte sygedagpenge

En person var i 2010 kommet til skade ved et fald i en ejendom, og kommunen havde i den

anledning udbetalt sygedagpenge til personen. Kommunen rejste herefter et regreskrav over

for ejeren af ejendommen, og forsikringsselskabet, som ejeren havde tegnet en frivillig

ansvarsforsikring hos, behandlede kravet på ejerens vegne. Der verserede mellem den

skadelidte og ejeren af ejendommen en sag, der blev forligt i foråret 2014. I oktober 2014 blev

ejeren af ejendommen taget under konkursbehandling, hvorefter kommunen rettede

regreskravet direkte mod forsikringsselskabet i medfør af forsikringsaftalelovens § 95, stk. 2.

Forsikringsselskabet anerkendte erstatningsgrundlaget og erstatningens størrelse, men gjorde

gældende, at kravet var forældet, idet den særlige forældelsesregel i forsikringsaftalelovens §

29, stk. 5, jf. stk. 1, hvorefter der gælder en tillægsfrist, hvis en skade inden

forældelsesfristens udløb er anmeldt til et forsikringsselskab, ikke fandt anvendelse i sagen. Til

støtte herfor gjorde forsikringsselskabet gældende, at forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, jf.

stk. 1, alene omfatter erstatningskrav, som kan rejses direkte over for et forsikringsselskab, og

ikke krav, hvor forsikringsselskabet på grundlag af en frivillig forsikringsordning behandler

sagen på vegne af skadevolder. Kravet var derfor allerede forældet i oktober 2014, da

grundlaget for forsikringsselskabets direkte hæftelse opstod.

Byretten fandt, at kravet ikke var forældet

Byretten udtalte, at et krav ikke forældes, mens det er under behandling af et

forsikringsselskab, og fandt på denne baggrund, at kommunens regreskrav, der var afledt af

hovedkravet,

forældet.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt efter bestemmelsens ordlyd og forarbejder og med henvisning til

Højesterets dom gengivet i U 2016.133/2 H, at kommunens regreskrav for udbetalte

sygedagpenge var omfattet af forældelsesreglen i forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, jf. stk. 1.

Landsretten lagde herunder vægt på, at kommunens regreskrav havde særlig lovhjemmel i

sygedagpengelovens § 78, stk. 2. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at skadelidte som

som

forsikringsselskabet

også

behandlede,

var

omfattet

forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5, jf. stk. 1. Byretten fandt herefter, at kravet ikke var

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

udgangspunkt ikke havde kunnet rette sit erstatningskrav mod forsikringsselskabet.

Landsretten stadfæstede herefter byrettens dom.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom med ændret begrundelse

Forsikringsselskabet ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret. Højesteret udtalte, at forsikringsaftaleloven tager sigte på forholdet mellem

forsikringstager og forsikringsselskab, og at § 29, stk. 5, jf. stk. 1, kun angår dette forhold,

medmindre der er holdepunkter for andet. Højesteret anførte, at det fremgår af forarbejderne,

at § 29, stk. 1 og 5, er udvidet til tillige at omfatte den situation, hvor forsikringsselskabet i kraft

af lovgivningen

–

f.eks. færdselslovens § 108, stk. 1

–

hæfter umiddelbart over for skadelidte,

jf. også U 2016.133/2 H. Højesteret anførte endvidere, at forarbejderne må forstås således, at

udvidelsen ikke går længere end til denne situation. Forældelsen var derfor ikke afbrudt efter §

29, stk. 5.

Kommunen anførte endvidere, at forældelsen var afbrudt efter forældelseslovens § 21, stk. 5,

om afbrydelse af forældelsen ved forhandlinger mellem skyldner og fordringshaver. Højesteret

lagde til grund, at der havde været forhandlinger mellem kommunen og forsikringsselskabet

om størrelsen af kommunens regreskrav, og efter forløbet fandt Højesteret, at forhandlingerne

måtte anses for indledt ved en brevveksling mellem parterne i maj og juni 2013, hvor

kommunen måtte forstå, at forsikringsselskabet stillede en stillingtagen til kravet i udsigt, når

den verserende sag mellem den skadelidte og ejeren af ejendommen var afsluttet. Da

kommunens krav var et afledet krav, hvor kommunen var indtrådt i den skadelidtes retsstilling

over for ejeren af ejendommen, havde kommunen føje til at antage, at der ville kunne nås en

forligsmæssig løsning. Under disse omstændigheder fandt Højesteret, at drøftelserne mellem

kommunen og forsikringsselskabet måtte ses som ét samlet forhandlingsforløb, der begyndte i

sommeren 2013 inden udløbet af forældelsesfristen i januar 2014, og som blev videreført i

foråret 2014 efter et forlig i sagen mellem skadelidte og ejeren af ejendommen. Kommunens

regreskrav var herefter ikke forældet. Højesteret stadfæstede med denne begrundelse

landsrettens dom.

Tilladelse til anke til Højesteret af 3. april 2017 (PBN 2017-22-0106).

U 2018.1506 H.

Procesbevillingsnævnet har meddelt bevillinger til Højesteret i yderligere et antal sager med

forældelsesretlige problemstillinger i både 2017 og 2018.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Civile kæresager

Berammelse af udkørende fogedforretninger og opkrævning af tillægsafgift

Et boligselskab havde indgivet en begæring til fogedretten om udsættelse af to lejere på grund

af manglende betaling af husleje. Fogedretten meddelte herefter boligselskabet, at

boligselskabet skulle betale en tillægsafgift inden for en fastsat frist, idet fogedretten havde

som fast praksis at beramme udsættelsessager direkte til udkørende fogedforretning uden

først at indkalde sagens parter til et møde på fogedens kontor, selv om rekvirenten havde bedt

herom. Fogedretten oplyste endvidere, at sagen ville bortfalde ved manglende overholdelse af

fristen. Boligselskabet indbetalte dog ikke tillægsafgiften, men anmodede i stedet fogedretten

om at beramme sagen til et møde på fogedens kontor. Fogedretten valgte imidlertid at afvise

sagen, da fogedretten anså den for bortfaldet på grund af manglende betaling af

tillægsafgiften.

Fogedretten fastholdt afvisningen

Boligselskabet rettede på ny henvendelse til fogedretten om afgørelsen om afvisning/bortfald

af sagen på grund af manglende indbetaling af tillægsafgift. Boligselskabet gjorde blandt andet

gældende, at fogedretten ikke var berettiget til at opkræve tillægsafgiften, når boligselskabet

havde anmodet om, at der først blev afholdt et møde på fogedens kontor. Fogedretten

fastholdt imidlertid afgiftsberegningen og henviste i den forbindelse blandt andet til

retsplejelovens § 598, stk. 2, jf. § 491, stk. 1, hvorefter fogedretten bestemmer tid og sted for

forretningens foretagelse.

Landsretten stadfæstede fogedrettens afgørelse

Fogedrettens kendelse blev herefter indbragt for landsretten, der efter en gennemgang af

forarbejderne til retsplejelovens § 491, stk. 1, stadfæstede kendelsen. Landsretten lagde vægt

på, at afgørelsen om tid og sted for forretningen var truffet efter en konkret vurdering, og

landsretten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte fogedrettens afgørelse om, at sagen

er bortfaldet som følge af manglende betaling af tillægsafgift.

Højesteret hjemviste sagen til fogedretten

Boligselskabet kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens kendelse til

Højesteret, som fandt, at fogedretten ikke havde haft fornøden konkret begrundelse for at

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

opkræve tillægsafgift med henblik på berammelse af en fogedforretning på lejemålets adresse.

Højesteret fandt herefter, at der ikke var grundlag for at bestemme, at udsættelsesbegæringen

var bortfaldet som følge af manglende betaling af tillægsafgiften. Højesteret ophævede på

denne baggrund landsrettens kendelse og hjemviste sagen til fogedretten med henblik på

berammelse af retsmødet på fogedrettens kontor.

Tilladelse til kære til Højesteret af 7. juni 2017 (PBN 2017-22-0192).

U 2018.530 H.

Procesbevillingsnævnet meddelte i øvrigt den 20. juni 2017 tilladelse til kære til Højesteret i en

sag med en tilsvarende problemstilling, som Højesteret ved en kendelse af 31. oktober 2017 i

sag 156/2017 afgjorde på tilsvarende måde.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse af rumænere sigtet for overtrædelse af

ordensbekendtgørelsen

Procesbevillingsnævnet har i 2017 meddelt tilladelse til kære til Højesteret i i alt 8 sager om

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse af rumænske statsborgere. Alle rumænerne var

blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, ved forskellige

steder, hvor der er almindelig adgang, blandt andet foran en kirke, en park og en retsbygning,

at have etableret og opholdt sig i lejre, som var indrettet med sovepladser, hvilket var egnet til

at skabe utryghed i nærområdet. Alle rumænerne vedtog en bøde for forholdene, og deres

sager blev forelagt Udlændingestyrelsen, som besluttede at administrativt udvise dem med

indrejseforbud i 2 år. Rumænerne, der alle havde opholdt sig i Danmark i kort tid, havde

tidligere vedtaget bøder for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, ligesom de var blevet

bortvist som overnattende på gaden. Nogle var endvidere meddelt advarsler for betleri.

Byretten og landsretten fandt frihedsberøvelse lovlig

Byretten traf i medfør af udlændingelovens § 37, jf. § 36, stk. 1, kendelser om, at

frihedsberøvelsen af rumænerne var lovlig og fortsat kunne opretholdes. Retten fandt, at

rumænernes adfærd måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig

trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Retten lagde i den forbindelse

blandt andet vægt på rumænernes aktuelle overtrædelse af ordensbekendtgørelsens § 3, stk.

4, og karakteren heraf, ligesom retten lagde vægt på, at de tidligere havde vedtaget bøder for

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

at have overnattet på gaden. Retten fandt, at rumænernes aktuelle overtrædelser af

ordensbekendtgørelsens § 3, stk. 4, var en adfærd af systematisk karakter som led i deres

ophold i Danmark. På baggrund heraf, og da rumænerne ikke havde nogen tilknytning til

Danmark, var opholdsdirektivets artikel 27 ikke til hinder for udvisning. Som følge heraf fandt

retten, at frihedsberøvelsen af rumænerne havde været og fortsat var nødvendig for at sikre

muligheden for udvisning. Rumænerne kærede byrettens kendelser til Østre Landsret, der

stadfæstede byrettens kendelser.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelser

De 8 rumænske statsborgere kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens

kendelser til Højesteret, som tiltrådte, at rumænernes adfærd udgjorde en reel, umiddelbar og

tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse. Hensynet til

den offentlige orden, der beskyttes efter opholdsdirektivet, og den aktuelle overtrædelse

sammenholdt med de kort forud begåede overtrædelser af ordensbekendtgørelsen og bet-

lerireglerne havde ikke en tilfældig karakter med begrænset skadevirkning, men blev anset for

at være udslag af en systematisk adfærd som led i rumænernes ophold i Danmark som

bladsælgere og flaskesamlere. Rumænerne havde ikke tilknytning til Danmark, hvorfor

udvisning

med

indrejseforbud

år

ikke

blev

anset

for

stridende

mod

proportionalitetsprincippet i opholdsdirektivet. Højesteret fandt endvidere, at frihedsberøvelsen

var nødvendig for at sikre muligheden for udvisning, idet mindre indgribende foranstaltninger

efter det oplyste om rumænernes forhold ikke var tilstrækkelige.

Tilladelser til kære til Højesteret af 7. juli og 10. oktober 2017 (PBN 2017-22-0308 m.fl.).

U 2018.1211 H m.fl.

Sager om konkurskarantæne

Et konkursramt selskab havde siden dets stiftelse i februar 2013 blandt andet beskæftiget sig

med at designe, producere, installere, og efterfølgende drive drikkevandsanlæg samt

spildevandsanlæg. Det fremgik af den uafhængige revisors erklæring i selskabets årsrapport

for 2013, at der efter revisors opfattelse var usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte

driften, og at der var ydet lån til selskabets kapitalejer i strid med lovgivningens bestemmelser

herom, hvorved ledelsen kunne ifalde ansvar. I selskabets årsrapport for 2014 bemærkede

revisor igen, at der var væsentlig usikkerhed om selskabets evne til at fortsætte driften,

ligesom revisor bemærkede, at selskabet havde et tilgodehavende hos et medlem af ledelsen,

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

og at selskabet ikke havde indberettet momsbeløb og A-skat m.v. til SKAT. Selskabet blev

taget under konkursbehandling i september 2015 efter en begæring fra SKAT. Kurator fandt,

at den udviste forretningsførelse fra to af selskabets tidligere ledelsesmedlemmer havde været

groft uforsvarlig, og indstillede derfor, at der blev indledt konkurskarantænesager mod de to

tidligere ledelsesmedlemmer, hvilket skifteretten tiltrådte.

Skifteretten frifandt de to tidligere ledelsesmedlemmer

Skifteretten fandt, at det efter bevisførelsen kunne lægges til grund, at de manglende

betalinger til SKAT skyldtes likviditetsmæssige årsager og ikke manglende betalingsvilje, og at

selskabet havde været i dialog med SKAT herom i forbindelse med inddrivelsen af kravet.

Skifteretten fandt endvidere, at den fortsatte drift havde indebåret en risiko, men at det ikke

kunne lægges til grund, at driften i selskabet var fortsat længere end det kunne anses

forsvarligt ud fra de givne forhold. Efter en samlet rimelighedsvurdering fandt skifteretten

herefter ikke, at de to tidligere ledelsesmedlemmer skulle pålægges konkurskarantæne, jf.

konkurslovens § 157, stk. 1 og 2.

Landsretten stadfæstede med dissens skifterettens kendelse

Landsretten stadfæstede med dissens skifterettens kendelse. To dommere fandt, at et af

ledelsesmedlemmerne ikke ud over beløbene på mellemregningskontoen havde fået udbetalt

egentlig løn, og at de efter bevisførelsen ligesom skifteretten kunne lægge til grund, at de

manglende betalinger til SKAT skyldtes likviditetsmæssige problemer og ikke manglende

betalingsvilje. De tiltrådte endvidere af de af skifteretten anførte grunde, at den fortsatte drift af

selskabet havde indebåret en risiko, men at det ikke kunne lægges til grund, at driften i

selskabet var fortsat længere, end det kunne anses forsvarligt ud fra de givne forhold. Efter en

samlet vurdering af oplysningerne i sagen fandt de to dommere ikke fuldt tilstrækkeligt

grundlag for at anse forholdet for så groft, at de to tidligere ledelsesmedlemmer fremover ville

være uegnede til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, jf. konkurslovens § 157.

dissentierende

dommer

fandt

efter

samlet

vurdering

tidligere

ledelsesmedlemmers forhold i forbindelse med driften af selskabet, herunder det ydede

aktionærlån, sammenblandingen af det ene ledelsesmedlem og selskabets økonomi, som der

uanset revisors påtale ikke var blevet rettet op på, og den manglende afregning af A-skat,

moms mv., at de to tidligere ledelsesmedlemmer på grund af groft uforsvarlig

forretningsførelse var uegnede til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, og at det

efter deres handlemåde og omstændighederne i øvrigt var rimeligt at pålægge dem

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 1 og 2. Dommeren fandt endvidere, at der

ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet efter konkurslovens § 158, stk. 1, hvorefter

konkurskarantæne pålægges for 3 år. Der blev afsagt kendelse efter stemmeflertallet,

hvorefter skifterettens kendelse blev stadfæstet.

Procesbevillingsnævnet meddelte den 7. december 2017 det konkursramte selskab tilladelse

til kære til Højesteret, der på tidspunktet for denne årsberetnings udgivelse endnu ikke ses at

have truffet afgørelse i sagen.

Sø- og Handelsrettens skifterets kendelse af 30. januar 2017 (B-109-16 og B-110-16).

Østre Landsrets kendelse af 28. juni 2017 (B-361-17 og B-362-17).

Tilladelse til kære til Højesteret af 7. december 2017 (PBN 2017-22-0407 og 2017-22-0408).

Procesbevillingsnævnet meddelte i øvrigt i 2017 kæretilladelse til Højesteret i yderligere en

sag om konkurskarantæne. Denne sag blev behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr.

2017-22-0017, og Højesteret har afsagt kendelse i denne sag den 11. januar 2018 (U

2018.1435 H).

Det kan desuden bemærkes, at Procesbevillingsnævnet gennem de senere år

–

herunder

også i 2018

–

har meddelt kæretilladelse til Højesteret i flere sager om konkurskarantæne.

Sagerne er omtalt på Procesbevillingsnævnets hjemmeside, i nævnets årsberetning for 2016

side 95 f. og nævnets årsberetning for 2015 side 71 f.

Kan en kendelse om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger omgøres efter

retsplejelovens § 222?

En person havde anlagt sag mod et selskab og to personer ved en dansk byret. De sagsøgte

fremsatte i deres svarskrift en anmodning om, at sagsøgeren skulle stille sikkerhed for

sagsomkostninger, jf. retsplejelovens § 321, idet sagsøgeren efter de sagsøgtes opfattelse

ikke var bosiddende i et EØS-land. Byretten afsagde i februar 2014 en kendelse om, at

sagsøgeren ikke skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger, idet retten fandt det bevist, at

sagsøgeren havde fast bopæl og hjemting i Danmark. Denne kendelse blev i juni 2014

stadfæstet af landsretten. I februar 2016 gentog de sagsøgte deres anmodning om, at

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

sagsøgeren skulle stille sikkerhed for sagsomkostninger, idet sagsøgeren efter de sagsøgtes

opfattelse var udrejst af Danmark og havde taget ophold i Dubai.

Byretten tog ikke anmodningen om sikkerhedsstillelse til følge

Byretten fandt, at der hverken i retsplejelovens § 222 eller § 321 var hjemmel til at omgøre

kendelsen fra 2014 om, at der ikke skulle ske sikkerhedsstillelse, og afviste de sagsøgtes

anmodning. De sagsøgte kærede herefter med Procesbevillingsnævnets tilladelse byrettens

kendelse til Vestre Landsret.

Landsretten hjemviste sagen til byretten

Landsrettens flertal udtalte, at en kendelse om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger er en

afgørelse af procesledende karakter, og at der dermed var hjemmel i retsplejelovens § 222 til

at omgøre kendelsen. Flertallet fandt endvidere, at kravene til ikke at være omfattet af

retsplejelovens § 321 ikke alene skal være opfyldt ved sagens anlæg, men også under

retssagens behandling. Landsrettens mindretal udtalte derimod, at en kendelse om

sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger ikke kan anses for at være en afgørelse af

procesledende karakter, og at der derfor ikke var hjemmel i retsplejelovens § 222 til at omgøre

kendelsen, samt at der ikke i retsplejelovens § 321 er nogen selvstændig hjemmel til at ændre

tidligere afgørelser vedrørende sikkerhedsstillelse. Herefter hjemviste landsretten sagen til

fornyet behandling ved byretten.

Højesteret var enig med landsrettens flertal i, at der var hjemmel til at omgøre kendelsen

Sagsøger

kærede med

Procesbevillingsnævnets tilladelse

landsrettens kendelse

til

Højesteret. Højesteret udtalte, at en afgørelse om sikkerhedsstillelse angår de processuelle

rammer, hvorunder sagen skal behandles, og at der således er mulighed for at omgøre en

tidligere truffet afgørelse i medfør af retsplejelovens § 222, når der foreligger nye oplysninger,

og når retten i øvrigt finder det hensigtsmæssigt. Højesteret udtalte endvidere, at

bestemmelsen i retsplejelovens § 321, stk. 1,1. pkt., ikke udelukker, at der fremsættes en

anmodning om sikkerhedsstillelse på et senere tidspunkt end nævnt i bestemmelsen, hvis

anmodningen om sikkerhedsstillelse er fremsat uden ufornødent ophold, efter at sagsøgte er

kommet til kundskab om sagsøgerens nye bopæl. Efter de nu foreliggende oplysninger, fandt

Højesteret det ikke godtgjort, at sagsøger havde bopæl i et EØS-land eller et land, hvor en

sagsøger, der har bopæl eller hjemsted i Danmark, er fritaget for at stille sikkerhed for

sagsomkostninger. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse om hjemvisning af

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

sagen til byretten med den ændring, at hjemvisningen skete med henblik på byrettens

fastsættelse af sikkerheden.

Tilladelse til kære til Højesteret af 13. juli 2017 (PBN 2017-22-0269).

U 2018.1457 H.

Er byrettens kendelse om stadfæstelse af statsforvaltningens afvisning af behandling af

anmodning

ændring

forældremyndigheden

omfattet

kærebegrænsningsreglen i retsplejeloven § 389 a?

Forældremyndigheden over en dreng blev ved en dom afsagt af landsretten i sommeren 2014

tillagt moren alene. I august 2016 indgav faren ansøgning til Statsforvaltningen om ændring af

forældremyndigheden over drengen. Statsforvaltningen afviste at behandle ansøgningen

under henvisning til, at Statsforvaltningen vurderede, at faren ikke i tilstrækkeligt omfang

havde oplyst om så væsentligt forandrede forhold, at spørgsmålet om forældremyndigheden

kunne behandles på ny, jf. forældreansvarslovens § 39, stk. 1. Faren anmodede herefter om,

at Statsforvaltningens afgørelse blev indbragt for retten, jf. forældreansvarslovens § 39, stk. 2.

Byretten stadfæstede Statsforvaltningens afgørelse

I byretten blev sagen behandlet efter retsplejelovens § 455 a på skriftligt grundlag, og ved

kendelse af 14. november 2016 stadfæstede byretten Statsforvaltningens afgørelse. Faren

kærede byrettens kendelse til landsretten.

Landsretten afviste kæremålet

Landsretten udtalte, at kære af kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under

hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, efter retsplejelovens § 389 a, stk. 1, ikke

kan kæres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse. Da den påkærede afgørelse var truffet

under hovedforhandlingens forberedelse, kunne afgørelsen derfor ikke kæres uden

Procesbevillingsnævnets tilladelse, og da en sådan tilladelse ikke forelå, afviste landsretten

kæremålet.

Højesteret stadfæstede landsrettens afvisning

Faren kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens kendelse om afvisning af

kæremålet til Højesteret. Højesteret udtalte, at det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens

§ 455 a om rettens prøvelse af statsforvaltningens afgørelser, at retten alene prøver, om

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

statsforvaltningens afvisning har været berettiget, eller om der burde være iværksat fornyet

behandling af spørgsmålet. Højesteret tiltrådte derfor, at byrettens afgørelse måtte anses at

vedrøre sagens forberedelse, jf. retsplejelovens § 389 a, stk. 1, hvorefter afgørelser truffet af

byretten under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse ikke kan kæres. Da der ikke

forelå tilladelse til kære til landsretten fra Procesbevillingsnævnet, stadfæstede Højesteret

landsrettens afvisning af kæremålet.

Tilladelse til kære til Højesteret af 9. maj 2017 (PBN 2017-22-0081).

U 2017.3224 H.

Procesbevillingsnævnet har flere gange tidligere meddelt kæretilladelse til Højesteret

vedrørende anvendelsesområdet for kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens § 389 a. Se

herom nærmere omtalen i afsnit 2.5.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

4.3

Straffesager

Anke i straffesager

Hacking under særligt skærpende omstændigheder og hærværk af betydeligt omfang

Den tiltalte var i en periode ansat som it-chef i en virksomhed. Efter ophøret af tiltaltes

ansættelse hos virksomheden blev virksomheden tre gange over en periode på ca. en uge

udsat for hackerangreb på virksomhedens it-systemer. Ifølge anklagemyndigheden blev alle

tre hackerangreb begået af tiltalte. Således havde tiltalte ifølge anklagemyndigheden

uberettiget skaffet sig adgang til it-systemenerne og slettet henholdsvis virksomhedens SAN

(Storage Area Network), virksomhedens adgang til NAS (Network Attached Storrage), og ved

sidste angreb virksomhedens intranet. Angrebene medførte blandt andet, at virksomhedens

medarbejdere

ikke

kunne

tilgå

virksomhedens

it-systemer,

ligesom

blandt

andet

mailprogrammer, intranet, bogholderi- og regnskabsprogrammer og kundekartotek blev slettet.

Virksomheden måtte desuden sende dele af personalet hjem som følge af angrebene.

Virksomheden fik ved komplicerede tekniske løsninger genskabt en del af det slettede data,

idet virksomheden dog havde udgifter alene til eksterne samarbejdspartnere på mere end

400.000 kr. i forbindelse med genetablering af data.

Byretten og landsretten dømte tiltalte for hacking under særligt skærpende omstændigheder

og hærværk af betydeligt omfang

Tiltalte, der under sagen nægtede sig skyldig, blev i byretten blandt andet dømt for hacking

under særligt skærpende omstændigheder, jf. straffelovens § 263, stk. 3, og hærværk af

betydeligt omfang, jf. straffelovens § 291, stk. 2. Tiltalte blev idømt en straf på fængsel i 2 år

og 9 måneder som en samlet straf for samtlige sagens forhold, herunder også 77

bedrageriforhold begået mod virksomheden og en anden af tiltaltes tidligere arbejdsgivere,

idet byretten i skærpende retning vedrørende hackingforholdene tillagde det vægt, at

angrebene havde medført stor skadevirkning for virksomheden med deraf følgende

driftsforstyrrelser og store eksterne udgifter til genetablering af it-systemet.

Landsretten fandt det bevist, at tiltalte havde begået hackerangrebene. Landsretten udtalte

vedrørende skyldsspørgsmålet blandt andet, at der var tale om tre alvorlige angreb inden for

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

kort tid, som reelt havde lagt virksomheden ned, idet der var sket sletning af vitale

erhvervsoplysninger, herunder dele af virksomhedens erhvervshemmeligheder. Landsretten

udtalte endvidere, at sletningerne førte til, at virksomheden måtte hjemsende personale, og at

it-systemerne først var fuldt retableret efter nogle uger, ligesom angrebene var foretaget ved,

at tiltalte havde udnyttet viden, som han havde fået, mens han havde en betroet stilling i

virksomheden. På den baggrund fandt landsretten, ligesom byretten, at forholdene skulle

henføres under straffelovens § 263, stk. 3, jf. stk. 2, og § 291, stk. 2.

Ved strafudmålingen tillagde landsretten det vedrørende hackingforholdene vægt, at der var

tale om tre separate angreb på virksomheden med sletning af virksomhedens data under

omstændigheder, hvor virksomheden blev lagt ned, ligesom det blev tillagt vægt, at dele af

personalet måtte sendes hjem, at det tog flere uger, før virksomhedens systemer og

oplysninger var retableret, samt at virksomheden led et større økonomisk tab i forbindelse

hermed, og havde udgifter alene til eksterne samarbejdspartnere på mere end 400.000 kr. til

genetablering af systemerne. Landsretten fandt på den baggrund, at straffen for hacking og

hærværk af grov karakter burde fastsættes til ikke under 1 år og 6 måneders fængsel, hvorfor

landsretten forhøjede den samlede straf til fængsel i 3 år og 6 måneder.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Procesbevillingsnævnet begrænsede tilladelsen til at angå spørgsmålet om, hvorvidt den

tiltalte med rette er dømt for hacking under særligt skærpende omstændigheder og hærværk

af betydeligt omfang, jf. straffelovens § 263, stk. 3, og § 291, stk. 2, samt den samlede

sanktionsfastsættelse.

Højesteret tiltrådte, at de tre hackerangreb var bedømt samlet. Højesteret fandt endvidere, at

hackerangrebene var begået under

”andre

særligt skærpende omstændigheder”,

jf. § 263, stk.

3, idet der var tale om tre alvorlige angreb inden for kort tid, som medførte, at virksomheden

blev

”lagt

ned”,

idet der skete sletning af vitale erhvervsoplysninger, og som førte til, at

virksomheden måtte hjemsende personale, og at it-systemerne først var fuldt retableret efter

nogle uger. Endvidere var angrebene begået under tiltaltes udnyttelse af den viden, han havde

fået, mens han tidligere havde en betroet stilling i virksomheden. Højesteret tiltrådte

endvidere, at sletningen af data under hensyn til hærværkets betydelige omfang og følger var

henført under § 291, stk. 2. Højesteret udtalte, at straffen for hackerangrebene og hærværket

isoleret betragtet skulle udmåles i et niveau omkring 2 års fængsel. Den samlede straf blev

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

fastsat til fængsel i 3 år og 6 måneder, og der var allerede efter straffens længde ikke grundlag

for at idømme samfundstjeneste. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Begrænset tilladelse til anke til Højesteret af 26. oktober 2017 (PBN 2017-25-0171).

U 2018.1787 H.

Procesbevillingsnævnet meddelte i øvrigt i 2017 anketilladelse til Højesteret i yderligere en

sag om straffastsættelsen for hacking. Den tiltalte frafaldt imidlertid efterfølgende anken til

Højesteret.

Syv

sager

vedrørende

anvendelsen

nye

regler

udvidet

brug

samfundstjeneste

Procesbevillingsnævnet har i 2017 meddelt anketilladelse til Højesteret i blandt andet følgende

7 sager, hvor der var spørgsmål om, hvorvidt der var grundlag for at gøre fængselsstraffe

betingede med vilkår om samfundstjeneste.

Den første sag drejede sig om en tiltalt, der i såvel byretten som landsretten blev fundet

skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 ved op til flere gange at have hoppet/sparket på

en liggende forurettets hoved. Tiltalte havde armene på to parkerede biler, da han sparkede,

mens forurettede lå mellem de to biler. Volden havde medført begrænsede skader. Tiltalte var

19 år på gerningstidspunktet, under uddannelse til smed, og var ikke tidligere straffet af

relevans for sagen. Ifølge en personundersøgelse vedrørende tiltalte fremgik det, at tiltalte var

fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste.

Byretten idømte betinget fængsel i 60 dage med vilkår om samfundstjeneste

Byretten fandt, at det var forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste

henset til tiltaltes særdeles gode personlige forhold.

Landsrettens flertal stadfæstede byrettens dom

Landsrettens flertal fandt, at straffen undtagelsesvist kunne gøres betinget med vilkår om

samfundstjeneste henset til de forholdsvis begrænsede følger af volden og til tiltaltes særdeles

gode personlige forhold.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Mindretallet fandt, at straffen skulle fuldbyrdes. Mindretallet lagde vægt på voldens karakter,

herunder at der var tale om vold efter straffelovens § 245 i form af hop/spark på forurettedes

hoved, mens forurettede lå ned og havde meget vanskeligt ved at forsvare sig selv. Tiltaltes

gode personlige forhold kunne ikke begrunde, at straffen blev gjort betinget med vilkår om

samfundstjeneste.

Højesteret skærpede straffen til 3 måneders ubetinget fængsel

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der under de anførte omstændigheder fandt, at straffen i betragtning af voldens

farlige karakter skulle fastsættes til fængsel i 3 måneder. Højesteret udtalte, at

udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er, at der skal fastsættes

ubetinget frihedsstraf, og at betinget dom med samfundstjeneste kun kan anvendes, hvis

særlige grunde taler for det. Under hensyn til voldens karakter og omstændighederne fandt

Højesteret ikke grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget med vilkår om

samfundstjeneste, selv om volden alene påførte den forurettede begrænsede skader.

Tilladelse til anke til Højesteret af 6. januar 2017 (PBN 2016-25-0343).

U 2017.2170 H.

Den anden sag drejede sig om en tiltalt, der i både byretten og landsretten blev fundet skyldig i

vold efter straffelovens § 245 ved på en parkeringsplads at have slået en person i hvert fald to

gange i hovedet med en rundstok af træ med en sådan kraft, at rundstokken knækkede, og

den forurettede blev påført en bule ved venstre øre og flere rifter samt et hul i sin trøje.

Tiltalte

var forud for hændelsen kørt efter forurettede over en længere strækning for at påtale hans

kørsel.

Den tiltalte blev i byretten idømt fængsel i 60 dage

Byretten lagde ved straffastsættelsen navnlig vægt på forholdets karakter, og at volden var

begået foran den forurettedes to 8-årige børn. Byretten fandt under disse omstændigheder, at

der ikke var grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget, selvom tiltalte

havde gode personlige forhold.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten fandt, at der under hensyn til voldens karakter og til omstændighederne i øvrigt

ikke

var

grundlag

for

undtagelsesvist

gøre

straffen

betinget

med

vilkår

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

samfundstjeneste, selvom volden alene havde påført den forurettede begrænsede skader. Det

kunne heller ikke føre til en anden vurdering, at den tiltalte ikke tidligere var straffet, og at han

havde meget gode personlige forhold.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

tiltrådte, at straffen var fastsat til fængsel i 60 dage. Højesteret tiltrådte endvidere efter voldens

karakter og omstændighederne i øvrigt, at straffen ikke var gjort betinget med vilkår om

samfundstjeneste.

Tilladelse til anke til Højesteret af 10. august 2017 (PBN 2017-25-0180).

U 2018.504 H.

Den tredje sag drejede sig om en tiltalt, der i såvel byretten som landsretten blev fundet

skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245 og § 244 ved på et diskotek at have slået en

anden person i hovedet med en ølflaske og efterfølgende at have slået personen med knyttet

næve i ansigtet. Den tiltalte var, forinden han tildelte knytnæveslaget, blevet skubbet af den

forurettede. Den tiltalte blev tillige

–

i overensstemmelse med sin erkendelse

–

dømt for

besiddelse af 0,3 gram kokain til eget forbrug i forbindelse med ovennævnte forhold.

Den tiltalte blev i byretten idømt fængsel i 3 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste

Byretten fandt det undtagelsesvist forsvarligt, at straffen blev gjort betinget med vilkår om

samfundstjeneste. Byretten lagde blandt andet vægt på den tiltaltes gode personlige forhold.

Landsretten gjorde straffen ubetinget

Landsretten stadfæstede strafudmålingen, men fandt, at der under hensyn til voldens karakter

og til omstændighederne i øvrigt ikke var grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om

samfundstjeneste, selvom volden alene havde påført den forurettede begrænsede skader.

Højesteret nedsatte straffen til 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

fandt, at straffen skulle nedsættes til fængsel i 60 dage. Højesteret udtalte, at udgangspunktet

ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er ubetinget fængsel, og at betinget dom med

vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særlige grunde efter en konkret

vurdering af omstændighederne i den enkelte sag taler for det. Højesteret udtalte endvidere, at

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

der navnlig vil være grund til at overveje spørgsmålet i tilfælde, hvor der fastsættes en kortere

frihedsstraf, hvor den tiltalte er ung og ustraffet samt har gode personlige forhold, hvor volden

er udøvet som en spontan reaktion på en forudgående uoverensstemmelse med forurettede,

og hvor volden kun har medført begrænset skade. Højesteret fandt på denne baggrund, at der

efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen var tilstrækkeligt grundlag for

undtagelsesvis at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Tilladelse til anke til Højesteret af 10. august 2017 (PBN 2017-25-0181).

U 2018.512 H.

Den fjerde sag drejede sig om en tiltalt, der i både byretten og landsretten var blevet dømt for

grov vold efter straffelovens § 245 ved på en tekniske skole at have slået en anden elev tre

gange med et stykke metal, som vejede ca. 900 gram. Tiltalte, som på gerningstidspunktet var

18 år, begik volden, efter at forurettede

–

som også tidligere havde udsat ham for drillerier

–

flere gange havde forstyrret ham i arbejdet med at løse en opgave. Det første slag ramte den

forurettede i baghovedet, det andet slag ramte mest foran i hovedet på den forurettede, og det

tredje slag ramte den forurettedes arm, da han værgede for sig. Slagene medførte skader i

form af en flænge over højre øre, der blev syet med 4 sting, og en mindre flænge over venstre

øre der blev limet.

Den tiltalte blev i byretten idømt betinget fængsel i 3 måneder

Byretten, der fastsatte straffen til fængsel i 3 måneder, fandt undtagelsesvist grundlag for at

gøre straffen betinget. Byretten lagde blandt andet vægt på, at den forurettede inden volden

havde provokeret tiltalte verbalt, at volden alene havde haft midlertidige følger, at forholdet var

begået næsten et år tidligere, og at den tiltalte havde gode personlige forhold.

Landsretten idømte den tiltalte fængsel i 60 dage betinget med vilkår om samfundstjeneste

Landsretten fandt efter voldens karakter, herunder de forvoldte skader, at straffen passende

kunne udmåles til fængsel i 60 dage. Landsretten udtalte herefter, at det måtte anses for

forudsat i forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af reglerne om

samfundstjeneste mv. at udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, forsat var, at

der skulle fastsættes en ubetinget frihedsstraf, og at en betinget dom med vilkår om

samfundstjeneste kun ville kunne anvendes, hvis særlige grunde talte derfor, jf. U 2017.2170

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

3 voterende udtalte herefter, at der under hensyn til det forudgående forløb og voldens

begrænsede skader sammenholdt med tiltaltes gode personlige forhold, at der uanset voldens

karakter var grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget med vilkår om

samfundstjeneste.

3 andre voterende udtalte, at der under hensyn til voldens karakter og til omstændighederne i

øvrigt ikke var grundlag for undtagelsesvist at gøre straffen betinget heller ikke med vilkår om

samfundstjeneste, selv om volden alene havde påført den forurettede begrænsede skader.

Tiltalte blev herefter idømt 60 dages fængsel betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der ikke fandt grundlag for at forhøje den udmålte straf på 60 dages fængsel.

Højesteret udtalte, at udgangspunktet ved grov vold, jf. straffelovens § 245, fortsat er ubetinget

fængsel, og at betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis

særlige grunde efter en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag taler for det.

Højesteret udtalte endvidere, at der navnlig vil være grund til at overveje spørgsmålet i

tilfælde, hvor der fastsættes en kortere frihedsstraf, hvor den tiltalte er ung og ustraffet samt

har gode personlige forhold, hvor volden er udøvet som en spontan reaktion på en

forudgående uoverensstemmelse med forurettede, og hvor volden kun har medført begrænset

skade. Højesteret fandt på denne baggrund, at der efter en samlet vurdering af

omstændighederne i sagen var tilstrækkeligt grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen for

tiltalte betinget med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens

dom.

Tilladelse til anke til Højesteret af 10. august 2017 (PBN 2017-25-0183).

U 2018.507 H.

Den femte sag drejede sig om en tiltalt, der tidligere var blevet straffet to gange i 2013 for

overtrædelse af henholdsvis straffelovens § 119, stk. 1, og § 244. Han var i den foreliggende

sag blevet tiltalt for frihedsberøvelse efter straffelovens § 261, stk. 1, og grov vold efter

straffelovens § 245. Tiltalte var blevet lovet 1.000 kr. af to andre personer for at lokke en

forurettet til en burgerrestaurant i Køge. Ved restauranten overfaldt de to personer forurettede

og tvang forurettede ind i en bil. Tiltalte kørte med i bilen. Under kørslen blev forurettede udsat

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

for yderligere vold. Forurettede blev kørt til Hundige, hvor forurettede blev udsat for vold blandt

andet ved brug af en kniv og en mukkert. Tiltalte deltog ikke aktivt i nogen del af

voldsudøvelsen.

Byretten idømte tiltalte fængsel i 1 år

Byretten fandt tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1, og § 245 i forening

med de to andre personer, og fastsatte straffen til ubetinget fængsel i 1 år. Byretten lagde ved

strafudmålingen vægt på, at forurettede udelukkende kom til stede på grund af hans tillid til

tiltalte. Retten lagde tillige vægt på, at tiltalte alene havde en passiv rolle i forbindelse med

selve voldsudøvelsen.

Landsrettens flertal gjorde straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste

Landsretten dømte tiltalte for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1, og §

245.

Landsrettens flertal på 4 dommere fandt, at straffen, der som i byretten blev fastsat til fængsel

i 1 år, skulle være betinget med vilkår om samfundstjeneste. Flertallet lagde vægt på tiltaltes

rolle, angivelige frygt for medgerningsmændene og tiltaltes gode personlige forhold, herunder

at han havde en læreplads. Yderligere lagde flertallet vægt på tiden, som var gået, siden

tiltalte tidligere var blevet straffet.

Mindretallet på 2 dommere fandt, at straffen skulle udmåles til fængsel i 9 måneder.

Mindretallet fandt med hensyntagen til tiltaltes personlige forhold ikke grundlag for at gøre

straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Mindretallet lagde foruden forholdets

karakter og grovhed også vægt på tiltaltes tidligere domme.

Højesteret fastsatte ubetinget fængselsstraf

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der fandt, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 1 år som en fællesstraf med en

dom af 60 dages fængsel afsagt efter landsrettens dom i den foreliggende sag. Spørgsmålet

for Højesteret var herefter, om straffen skulle være ubetinget eller betinget med vilkår om

samfundstjeneste. Højesteret bemærkede, at det beror på en konkret vurdering af

omstændighederne, om der er grundlag for betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, og

at det derfor ikke er muligt udtømmende at angive området for samfundstjeneste ved

overtrædelse af straffelovens § 245. Spørgsmålet kan navnlig overvejes, hvor der fastsættes

en kortere fængselsstraf, hvor tiltalte er ung og ustraffet og har gode personlige forhold, hvor

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

volden er udøvet som en spontan reaktion på uoverensstemmelse, og hvor volden kun har

medført begrænset skade, jf. U 2018.507 H og U 2018.512 H. Højesterets flertal anførte, at

den foreliggende sag ikke faldt inden for den kategori af tilfælde, der er beskrevet i

højesteretsdommene. Tiltalte havde medvirket til et planlagt overfald på forurettede ved mod

betaling at lokke ham i et baghold, og tiltalte var tidligere straffet efter straffelovens § 244 og §

119. Hans personlige forhold kunne ikke vurderes som gode. Straffen blev herefter ubetinget,

hvorved Højesteret ændrede landsrettens dom om betinget straf med vilkår om

samfundstjeneste. Et mindretal i Højesteret stemte for, at 3 måneder af fællesstraffen på 1 års

fængsel skulle være ubetinget, mens resten skulle gøres betinget blandt andet med vilkår om

samfundstjeneste.

Tilladelse til anke til Højesteret af 12. oktober 2017 (PBN 2017-25-0234).

U 2018.1775 H.

Den sjette sag drejede sig om en tiltalt, der i byretten og landsretten blev dømt for

overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved at have telefonisk truet en tjenestegørende

polititjenestemand ved at have udtalt: ”hvis

det var lovligt at skyde folk, så var du blevet skudt”.

Tiltalte var tidligere straffet for afpresning.

Byretten idømte fængsel i 30 dage

Byretten idømte den tiltalte fængsel i 30 dage, og lagde ved strafudmålingen vægt på, at

tiltalte havde fremsat trusler mod en tjenestegørende politimand, og at der ikke var grundlag

for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængsel uanset tiltaltes gode personlige forhold.

Retten fandt således ikke, at straffen kunne gøres betinget, heller ikke med vilkår om

samfundstjeneste. Byretten lagde ligeledes vægt på, at den tiltalte tidligere var straffet for

afpresning.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten stadfæstede byrettens dom, men fastsatte dog straffen som en tillægsstraf til en

færdselslovsovertrædelse. Landsretten tiltrådte med samme begrundelse, som byretten havde

anført, at straffen var fastsat som sket. Landsretten fandt, at der efter forholdets karakter ikke

var grundlag for undtagelsesvis at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om

samfundstjeneste.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Højesteret nedsatte straffen til 20 dages fængsel men fandt ikke grundlag for at fravige

udgangspunktet om ubetinget fængsel

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

nedsatte straffen til fængsel i 20 dage og udtalte, at vold eller trussel om vold mod personer i

offentlig tjeneste eller hverv som udgangspunktet straffes med ubetinget fængsel. Dette

udgangspunkt er ikke fraveget ved lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af reglerne om

samfundstjeneste mv. Det må derfor bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den

enkelte sag, om der foreligger sådanne særlige grunde, at straffen undtagelsesvis skal gøres

betinget med vilkår om samfundstjeneste. Højesteret fandt, at hverken omstændighederne ved

trusselsforholdet eller oplysningerne om tiltaltes personlige forhold gav grundlag for at fravige

udgangspunktet om ubetinget fængsel.

Tilladelse til anke til Højesteret af 28. september 2017 (PBN 2017-25-0224).

U 2018.1724 H.

Den syvende sag drejede sig om en mand, der var tiltalt for at have begået grov vold, jf.

straffelovens § 245, stk. 1, over for sin ekskæreste, som også var mor til hans barn, ved at

tage halsgreb på hende med begge hænder, mens hun lå i sin seng. Han holdt hende

samtidig for næse og mund, således hun blev utilpas og ikke kunne trække vejret. Forurettede

fik herved blandt andet punktformet blødning i det ene øje. Tiltalte gav også forurettede en

lussing.

Manden var også tiltalt for ulovlig tvang efter straffelovens § 260, nr. 1, for efterfølgende at

have tvunget forurettede til at skrive til en anden mand, som forurettede havde skrevet med

via Facebook, at han skulle lade forurettede være.

Byretten idømt betinget fængsel i 4 måneder med vilkår om samfundstjeneste

Byretten dømte tiltalte skyldig i overensstemmelse med tiltalen og udmålte straffen til fængsel i

4 måneder. Byretten lagde ved strafudmålingen vægt på forholdets grovhed og på den frygt,

som tiltalte havde udsat forurettede for.

Byrettens flertal på to dommere stemte for, at straffen undtagelsesvist kunne gøres betinget

med vilkår om samfundstjeneste. Disse dommere lagde vægt på, at tiltalte på gerningspunktet

var i et misbrug, som han nu var ude af, at han modtog hjælp mod sine psykiske lidelser, at

tiltalte og forurettede havde formået at få et fornuftigt forhold efterfølgende, hvor de

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

samarbejdede omkring deres fælles datter, og på at tiltalte ikke tidligere var straffet for

ligeartet kriminalitet.

Mindretallet på en dommer stemte for, at straffen på grund af forholdets karakter og grovhed

skulle være ubetinget.

Landsretten stadfæstede byrettens dom

Landsretten tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 4 måneder. Landsretten bemærkede,

at det i forarbejderne til lov nr. 152 af 18. februar 2015 om ændring af reglerne om

samfundstjeneste mv. måtte anses for forudsat, at udgangspunktet ved grov vold, jf.

straffelovens § 245, fortsat var, at der skulle fastsættes en ubetinget frihedsstraf, og at

betinget dom med vilkår om samfundstjeneste kun vil kunne anvendes, hvis særlige grunde

talte derfor. Uanset voldens karakter tiltrådte landsretten af de grunde, der var anført af

byrettens flertal, at der forelå særlige grunde, der talte for, at straffen undtagelsesvist kunne

gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for en betinget straf

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der tiltrådte, at straffen var udmålt til fængsel i 4 måneder. Efter en samlet

vurdering af voldens karakter og omstændighederne, hvorunder den var udøvet, vurderede

Højesteret, at der ikke var grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om

samfundstjeneste. Højesteret henviste herved til, at tiltalte uden forudgående provokation

havde udøvet grov vold over for forurettede i hendes hjem, og at volden var egnet til at

fremkalde alvorlig frygt hos forurettede og havde medført langvarige psykiske eftervirkninger.

Straffen på fængsel i 4 måneder blev herefter gjort ubetinget.

Tilladelse til anke til Højesteret af 29. november 2017 (PBN 2017-25-0284).

U 2018.1533 H.

Svendborg-sagen

–

om tiltale for overtrædelse af autorisationslovens § 75

En læge var under en nattevagt kirurgisk forvagt på den akutte modtagelse på Svendborg

Sygehus. Under vagten modtog afdelingen en patient, der var kendt på sygehuset med

diabetes. Patienten var under udredning for stærke mavesmerter, og der var i den forbindelse

langt ude i fremtiden planlagt en CT-scanning af patienten. Den pågældende dag havde

patienten haft kvalme og stærkere mavesmerter end sædvanligt, men ved ankomsten til

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

afdelingen var smerterne og kvalmen aftaget. På trods af, at det var standardprocedure på

afdelingen, at der skulle måles blodsukker på diabetespatienter ved modtagelsen, blev

patientens blodsukker ikke målt af sygeplejersken, der modtog patienten.

Lægen tilså patienten og besluttede at indlægge patienten selvom patienten efter lægens

vurdering ikke havde et akut behov for behandling, idet lægen håbede, at indlæggelsen kunne

fremskynde den planlagte CT-scanning. Da lægen ved gennemgang af patientens journal

forud for konsultationen og under selve konsultationen konstaterede, at patienten havde

diabetes, og at der ikke af sygeplejersken var målt blodsukker ved modtagelsen, bad lægen

efter konsultationen mundtligt sygeplejersken om at måle patientens blodsukker.

Da lægen skulle opdatere patientens journal tilføjede hun, at patienten skulle fortsætte med

den sædvanlige medicin, der indeholdt tre forskellige præparater mod diabetes. Lægen

noterede imidlertid ikke i journalen, at der skulle måles blodsukker på patienten. Patienten blev

den efterfølgende morgen ca. kl. 9.25 fundet ukontaktbar, og han kom ikke til bevidsthed,

inden han afgik ved døden ca. 1 måned senere. Ved den efterfølgende obduktion blev

dødsårsagen fastslået til svær hjerneskade som følge af for lavt blodsukker.

Det fremgår af oplysningerne i sagen blandt andet, at den pågældende sygeplejerske ikke

målte blodsukkeret på patienten, selvom lægen bad om det, ligesom det heller ikke skete,

efter at personalet på nattevagten blev afløst af dagvagten.

Efter autorisationsloves § 75 straffes en sundhedsperson, der gør sig skyldig i grovere eller

gentagen forsømmelse eller skødesløshed i sin virksomhed med bøde eller fængsel i indtil 4

måneder. Lægen blev sammen med den overlæge, som under nattevagten var kirurgisk

bagvagt, tiltalt for overtrædelse af autorisationslovens § 75.

Byretten frifandt lægen og bagvagten

Under straffesagen afgav Retslægerådet en udtalelse om, at der på en patient med de i sagen

beskrevne symptomer, burde have været målt blodsukker ved indlæggelsen og derefter med

timers mellem (f.eks. hver 4. time), og at der burde have været fokus på laboratoriesvarene.

Retslægerådet udtalte også, at der burde have været lagt en plan for kontrol af patientens

diabetes.

Både lægen og den medtiltalte bagvagt blev frifundet i byretten, idet byretten navnlig lagde

vægt på, at lægen kunne gå ud fra, at hendes mundtlige instruks til sygeplejersken om

blodsukkermåling ville blive fulgt, og at lægen ligeledes kunne forvente, at der ville blive målt

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

blodsukker på patienten i forbindelse med, at patienten skulle have sin sædvanlige medicin i

forbindelse med morgenmaden.

Byretten fandt derfor, at lægen med rette kunne forvente, at patientens blodsukker blev målt

med 4 timers mellemrum, hvorfor det ikke kunne anses for en grovere forsømmelse eller

skødesløshed, at lægen ikke i journalen noterede, at patientens blodsukker skulle måles, og at

lægen ikke lagde en konkret plan for kontrol af patientens diabetes.

Landsretten idømte lægen en bøde på 5.000 kr. og stadfæstede frifindelsen af bagvagten

Landsretten ændrede byrettens dom, idet landsretten navnlig lagde vægt på, at lægen ikke

sikrede sig, at patientens blodsukker rent faktisk blev målt, og at lægen ikke lagde en konkret

plan for kontrol af patientens diabetes i overensstemmelse med Retslægerådets udtalelse.

Landsretten lagde tillige vægt på Sundhedsstyrelsens oplysninger om, at det må anses for

basal lægefaglig viden, at patienter med insulinbehandlet diabetes, mavesmerter og kvalme er

i risiko for at udvikle for højt eller for lavt blodsukker, og at for lavt blodsukker udgør en

livstruende tilstand. Landsretten fandt derfor, at lægen med den fornødne tilregnelse havde

overtrådt autorisationslovens § 75.

Landsretten frifandt bagvagten, uanset at bagvagten efter landsrettens opfattelse på baggrund

af lægens journalnotater burde have vidst, at patienten havde insulinkrævende diabetes, idet

der som følge af den manglende notering i journalen om boldsukkermåling og i øvrigt af de

grunde, som byretten havde anført, ikke var grundlag for at fastslå, at bagvagten havde gjort

sig skyldig i overtrædelse af autorisationslovens § 75.

Højesteret frifandt lægen

Lægen ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret, der

frifandt lægen. Højesterets flertal på fire ud af syv dommere fandt efter en samlet vurdering af

sagens omstændigheder, at det ikke var godtgjort, at lægen ved, som anført i anklageskriftet,

ikke at have ordineret hyppige blodsukkermålinger, ikke at have lagt en plan for, hvordan

patientens blodsukker skulle behandles og ikke at have fulgt op på manglende

blodsukkermålinger, havde handlet med en sådan høj grad af uagtsomhed, at det kunne

betegnes som en grovere forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af hendes virksomhed

som læge. Flertallet lagde herved navnlig vægt på, at lægen gav en sygeplejerske besked om

at måle blodsukker på patienten, at lægen kunne forvente, at sygeplejersken gav hende

besked, hvis der måltes påfaldende værdier ved undersøgelsen, og at hun kunne forvente, at

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

patienten tillige ville få målt sit blodsukker i forbindelse med den sædvanlige morgenmedicin

ca. 4 timer senere. Mindretallet fandt, at lægen var skyldig i overtrædelse af

autorisationslovens § 75. Mindretallet anførte, at lægen som ansvarlig forvagtslæge med det

forløb, der var beskrevet i tiltalen, havde handlet i strid med basal lægefaglig viden og udvist

grovere forsømmelse, navnlig ved under de anførte omstændigheder at undlade at lægge og

instruere om en plan for behandlingen af patientens insulinbehandlede diabetes under hans

indlæggelse, herunder med henblik på at forebygge at meget lavt blodsukker kunne medføre

risiko for varig hjerneskade. Der blev truffet afgørelse efter stemmeflertallet, og lægen blev

herefter frifundet.

Tilladelse til anke til Højesteret af 8. november 2017 (PBN 2017-25-0246).

U 2018.2073 H.

Spørgsmål om udvisning for tredobbelt drabsforsøg begået af tyrkisk statsborger, der

var født og opvokset i Danmark

Byretten frifandt for påstanden om udvisning

En 29-årig tiltalt med tyrkisk statsborgerskab blev i byretten frifundet for drabsforsøg på fem

personer, men fundet skyldig i blandt andet forsøg på legemsangreb under særdeles

skærpende omstændigheder. Tiltalte var tyrkisk statsborger, født og opvokset i Danmark og

havde boet her hele sit liv. Hans forældre og bror boede i Danmark, og han havde gået i skole

her, men havde ingen uddannelse udover skolegangen. Han havde haft forskelligt arbejde i

Danmark, men var ikke i beskæftigelse ved anholdelsen. Han var gift med en tyrkisk kvinde,

som han havde to børn med. Både hustruen og børnene boede i Tyrkiet, og tiltalte oplyste, at

han søgte skilsmisse fra hustruen. Tiltalte talte og skrev tyrkisk og havde jævnligt været på

ferie i Tyrkiet.

Byretten fastsatte straffen til fængsel i 4 år og udviste tiltalte betinget. Byretten fandt under

henvisning til tiltaltes stærke tilknytning til Danmark, at det ville være i strid med Danmarks

internationale forpligtelser at udvise den tiltalte, uanset at tiltalte nu var fundet skyldig i alvorlig

personfarlig kriminalitet. Byretten frifandt derfor den tiltalte for påstanden om udvisning.

Landsretten udviste

Landsretten fandt tiltalte skyldig i tredobbelt drabsforsøg og forhøjede straffen til fængsel i 8

år. Med dommerstemmerne 15 mod 3 bestemte landsretten endvidere, at tiltalte skulle

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

udvises. Landsretten lagde blandt andet vægt på, at tiltalte på baggrund af karakteren af sine

handlinger måtte anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der

berører grundlæggende samfundsinteresser. Disse voterende fandt endvidere efter en samlet

bedømmelse af på den ene side, at tiltalte er idømt en langvarig ubetinget fængselsstraf for

forsøg på manddrab begået mod tre personer, og på den anden side til tiltaltes tilknytning til

Danmark, hvor han er født og opvokset, at afvejningen af disse forhold sammenholdt med, at

tiltalte har en væsentlig tilknytning til Tyrkiet, navnlig idet tiltaltes mindreårige børn og

ægtefælle bor der, medfører, at Danmarks internationale forpligtelser ikke er til hinder for

udvisning.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Procesbevillingsnævnet begrænsede tilladelsen til at angå spørgsmålet om udvisning.

Spørgsmålet for Højesteret var således, om udvisning ville være i strid med artikel 14 i

Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om yderligere associering

mellem EØF og Tyrkiet samt artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Højesteret bemærkede, at tiltalte

–

der var 26 år på gerningstidspunktet

–

var tyrkisk

statsborger, født og opvokset i Danmark og havde boet her hele sit liv. Der skulle derfor

foreligge meget tungtvejende grunde, hvis han skulle udvises. Efter en samlet vurdering

tiltrådte Højesteret, at tiltalte kunne udvises, uden at det ville stride mod Danmarks

internationale forpligtelser. Den omstændighed, at der ikke tidligere overfor tiltalte var blevet

nedlagt påstand om udvisning eller om betinget udvisning, kunne ikke føre til et andet resultat.

Han udvistes herefter af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

Tilladelse til anke til Højesteret af 2. marts 2017 (PBN 2016-25-0330).

U 2017.2827 H.

Spørgsmål om straf, udvisning og frakendelse af statsborgerskab for at have tilsluttet

sig Islamisk Stat

Byretten idømte 7 års fængsel, men frifandt for påstand om udvisning og frakendelse af

statsborgerskab

Tiltalte blev i byretten idømt 7 års fængsel for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 114

c, stk. 3, ved to gange

–

i 2013 og i 2015

–

at have ladet sig hverve til at begå handlinger

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

omfattet af straffelovens § 114 eller § 114 a, idet han indrejste i Syrien, hvor han lod sig

hverve af terrororganisationen Islamisk Stat, og deltog i relevant træning i brug af våben og

kamp. Tiltalte var født i Danmark i 1992 og opvokset her i landet, hvor han havde gået i skole

til 9. klasse. Hans forældre og søskende boede ligeledes her i landet, og familien havde

familiemæssige, kulturelle og sproglige bånd til Tyrkiet, hvor familien holdt ferie hvert år.

Tiltalte talte, forstod og læste tyrkisk. Han havde hverken ægtefælle eller børn i Danmark.

Byretten tog ikke anklagemyndighedens påstand om, at tiltalte, der foruden dansk indfødsret

havde tyrkisk statsborgerskab, skulle frakendes sin danske indfødsret i medfør af

indfødsretslovens § 8 B, stk. 1, samt udvises med indrejseforbud gældende for bestandig i

medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, til følge.

Landsretten nedsatte straffen til 6 års fængsel, men udviste og frakendte statsborgerskab

Landsrettens flertal stadfæstede byrettens domfældelse men nedsatte straffen til 6 års

fængsel. Endvidere frakendte landsrettens flertal tiltalte sin danske indfødsret og udviste

tiltalte med indrejseforbud gældende for bestandig.

For så vidt angik strafudmålingen lagde landsrettens flertal i skærpende retning blandt andet

vægt på, at tiltalte var fundet skyldig i flere overtrædelser af straffelovens § 114 c, stk. 3, ved

at lade sig hverve til at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114 og § 114 a som

”kæmper” for Islamisk Stat i Syrien, idet han var indrejst i Syrien med henblik på at slutte sig til

organisationen, at han hér havde deltaget i træning og våbenbrug, og at tiltaltes handlinger

alle udsprang af de radikaliserede holdninger, som han blandt andet havde givet udtryk for i

breve mv., og som samlet set vidnede om en vis fasthed i forsættet. I formildende retning

lagde landsrettens flertal vægt på, at tiltaltes ophold hos Islamisk Stat havde været af

begrænset varighed.

Vedrørende frakendelse af indfødsretten anførte landsretten indledningsvis, at der ved

vurderingen af, om indfødsret skal frakendes, efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B,

stk. 1, skal foretages en afvejning af på den ene side forholdets grovhed og på den anden side

en frakendelses betydning for den pågældende. I tilfælde, hvor en person dømmes for mere

alvorlige forhold, bør den pågældende som udgangspunkt frakendes dansk indfødsret. Den

betydning, en frakendelse har for den pågældende, kan dog tale afgørende herimod, og

herunder bør der ikke ske frakendelse, hvis den pågældende ikke har nogen eller alene har

meget ringe tilknytning til et andet land.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Efter en samlet vurdering af sagens oplysninger, herunder

på den ene side,

at tiltalte var født i

Danmark i 1992 og opvokset her i landet, hvor han havde gået i skole til 9. klasse, at tiltaltes

forældre og søskende ligeledes boede her i landet, at tiltalte, tiltaltes mor og tiltaltes søskende

havde opnået dansk statsborgerskab i 2000, at tiltalte forud for denne sag ikke var straffet af

betydning for sagen, og

på den anden side

karakteren og grovheden af den meget alvorlige

kriminalitet, som tiltalte var dømt for, at der var tale om flere strafbare forhold, der alle blev

begået efter, at tiltalte var fyldt 21 år, at tiltaltes familie havde familiemæssige, kulturelle og

sproglige bånd til Tyrkiet, hvor familien holdt ferie hvert år, at tiltalte talte, forstod og læste

tyrkisk, ligesom han hverken havde ægtefælle eller børn i Danmark, fandt landsrettens flertal,

at tiltalte burde frakendes sin danske indfødsret.

Vedrørende spørgsmålet om udvisning henviste landsrettens flertal blandt andet til, at

udvisning med indrejseforbud for bestandig måtte anses for en proportional foranstaltning med

henblik på at forebygge uro eller forbrydelse og dermed ikke kunne anses for at være i strid

med Danmarks internationale forpligtelser.

Højesteret stadfæstede landsrettens dom

Tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Procesbevillingsnævnet begrænsede tilladelsen til at angå sanktionsfastsættelsen. Højesteret

fandt, at straffen for overtrædelse af straffelovens § 114 c, stk. 3, isoleret set burde fastsættes

til 4 år. Tiltalte skulle dømmes for to overtrædelser af bestemmelsen, ligesom han var dømt for

overtrædelse af § 114 b, nr. 1, jf. § 21, ved forsøg på terrorfinansiering og for overtrædelse af

§ 136, stk. 2, ved offentligt at have billiget terrorhandlinger. Højesteret fandt ikke, at der var

tilstrækkeligt grundlag for at forhøje den af landsretten fastsatte samlede straf på fængsel i 6

år. Højesteret fandt endvidere efter en samlet afvejning, at tiltalte skulle frakendes sit danske

statsborgerskab og udvises med indrejseforbud for bestandig. Højesteret lagde herved blandt

andet vægt på, at tiltalte havde begået meget alvorlige forbrydelser i forbindelse med

terrorisme, at udgangspunktet efter forarbejderne til indfødsretslovens § 8 B er, at han skal

frakendes dansk indfødsret, ligesom tungtvejende grunde talte for udvisning. Tiltalte var født i

Danmark, havde haft sin opvækst her, var ugift og uden børn, men med familie i Danmark.

Han havde været på ferier i Tyrkiet, havde familie der og talte, læste og skrev tyrkisk og havde

ikke uvæsentlig tilknytning til Tyrkiet. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.

Tilladelse til anke til Højesteret af 7. juni 2017 (PBN 2017-25-0100).

U 2018.769 H.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Spørgsmål om udvisning for voldtægt

Byretten udviste

En tiltalt

som var statsborger i Cambodja, blev i byretten fundet skyldig i blandt andet voldtægt

af sin ekskæreste og idømt en fællesstraf (omfattende en reststraf på fængsel i 304 dage) af

fængsel i 4 år. Tiltalte, der havde boet hovedparten af sit liv i Danmark og blot 1 år i sin

nationalstat, havde to mindreårige børn, der ligesom hans forældre og søskende boede i

Danmark. Tiltalte var to gange tidligere straffet for voldtægt af andre ekskærester, hvor han

var blevet betinget udvist af Danmark. De nye forhold var begået i prøvetiden for den seneste

betingede udvisning.

Tiltalte blev af byrettens flertal udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig med

henvisning til at udvisning uanset udlændingens nære tilknytning til Danmark ikke var

uproportionel henset til den nu begåede alvorlige kriminalitet sammenholdt med den tidligere

begåede og helt tilsvarende kriminalitet.

Landsretten frifandt for ubetinget udvisning

Tiltalte ankede sagen til Østre Landsret med påstand om frifindelse for udvisningspåstanden.

Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse. Landsrettens flertal på 4 voterende fandt uanset

den grove, personfarlige kriminalitet og tiltaltes forstraffe for ligeartede forhold, at udvisning

ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Flertallet lagde herved navnlig

vægt på, at tiltalte måtte anses for uden reel tilknytning til Cambodja og ville stå uden

forudsætninger ved en tilbagevenden til hjemlandet. Flertallet lagde endvidere vægt på, at han

havde to mindreårige børn i Danmark, idet flertallet dog bemærkede, at han alene havde

begrænset og sporadisk kontakt til børnene.

Mindretallet på 2 voterende stemte af de grunde, som byrettens flertal havde anført, for at

stadfæste byrettens afgørelse om udvisning. Tiltalte blev herefter alene udvist betinget.

Højesteret udviste

Anklagemyndigheden ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til

Højesteret, der bemærkede, at der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at

retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i

landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Højesteret fandt, at der var en betydelig risiko for, at tiltalte også fremover ville begå

personfarlig kriminalitet. Højesteret lagde til grund, at han i en vis udstrækning kunne tale

cambodiansk, og at han havde et vist kendskab til cambodiansk skik og kultur, således at han

ikke var helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse der. Efter en samlet vurdering

fandt Højesteret, at de hensyn, der talte for udvisning var så tungtvejende, at de havde større

vægt end de hensyn, der talte imod udvisning, og at hensynet til tiltaltes ret til privatliv og

familieliv måtte vige for hensynet til at forebygge forbrydelse. Tiltalte blev herefter udvist for

bestandig.

Tilladelse til anke til Højesteret af 22. november 2017 (PBN 2017-25-0291).

U 2018.2041 H.

Procesbevillingsnævnet har endvidere i løbet af det første halve år af 2018 meddelt

anketilladelse til Højesteret i en række yderligere sager om udvisning. Sagerne er nærmere

omtalt på Procesbevillingsnævnets hjemmeside.

Sanktionsfastsættelse for at lade datter omskære

Et forældrepar blev tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 245 a ved at have ladet deres to

døtre på henholdsvis 15 år og 8 år omskære et ikke nærmere identificeret sted i Afrika.

Byretten fastsatte straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder

Byretten fandt begge forældrene skyldige i at have ladet deres døtre blive omskåret, således

at døtrene havde fået bortskåret den yderste del af klitoris samt dele af de små skamlæber,

svarende til en såkaldt type 2 omskæring. Byretten idømte begge tiltalte fængsel i 1 år og 6

måneder. Byretten lagde vægt på karakteren af omskæringen. Byretten lagde som skærpende

omstændighed vægt på, at der var tale om medvirken til omskæring af to børn, som var

mindreårige og særdeles værgeløse, da indgrebene blev foretaget i et land, som var fremmed

for børnene. Ligeledes lagde byretten vægt på, at de tiltalte ved at lade pigerne omskære

havde tilsidesat den særlige omsorgspligt, som forældre har til at beskytte deres børn mod

krænkende behandling. Endelig tillagde retten det betydning, at det måtte antages, at det

havde været planlagt, at omskæringen skulle foregå under en rejse til Afrika, og at de tiltalte

var fuldt ud klar over, at de ved omskæringen kunne påføre deres døtre alvorlige fysiske og

psykiske skader for livet. Byretten fandt ikke grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

om samfundstjeneste. Den ene af de tiltalte, som var somalisk statsborger, blev samtidig

udvist betinget af Danmark, da retten fandt, at ubetinget udvisning ville være i strid med

Danmarks internationale forpligtelser.

Landsretten nedsatte straffen til fængsel i 9 måneder

De tiltalte ankede byrettens dom til landsretten, der fandt de tiltalte skyldige i samme omfang,

som byretten havde fundet. Vedrørende sanktionsfastsættelsen lagde landsretten vægt på, at

efter forarbejderne til straffelovens § 245 a måtte den konkrete strafudmåling ske i

overensstemmelse med retspraksis efter straffelovens § 245, og der måtte tages hensyn til

indgrebets omfang og nærmere karakter. Landsretten tiltrådte, at der ved den konkrete

strafudmåling måtte tages hensyn til de forhold, som byretten havde anført. Der måtte

ligeledes tages hensyn til, at en retsmediciner som vidne under sagen havde forklaret, at

omskæringerne som følge af fraværet af arvæv formentlig var foretaget på et sygehus.

For landsretten var der ikke tilvejebragt nærmere oplysninger om den konkrete betydning, som

indgrebet måtte antages at få for pigerne, herunder for deres fremtidige seksualliv. Der var

enighed om, at fængselsstraffen i den konkrete sag måtte udmåles forsigtigt som følge af

disse manglende oplysninger. To voterende stemte herefter for at stadfæste byrettens

strafudmåling, mens fire voterende stemte for at udmåle straffen til fængsel i 9 måneder. Efter

stemmeflertallet blev straffen nedsat til fængsel i 9 måneder. Landsretten fandt ikke grundlag

for at gøre nogen del af straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.

Landsretten tiltrådte, at den ene tiltalte var blevet betinget udvist af Danmark.

Højesteret hævede straffen til fængsel i 1 år og 6 måneder

De tiltalte ankede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens dom til Højesteret.

Procesbevillingsnævnet begrænsede tilladelsen til at angå sanktionsfastsættelsen. Højesteret

fandt, at der ved straffastsættelsen som skærpende omstændigheder skulle lægges vægt på,

at pigerne var mindreårige og særdeles værgeløse, samt at de tiltalte ved at lade pigerne

omskære, havde tilsidesat den særlige omsorgspligt, der påhvilede dem som forældre. Der

skulle endvidere lægges vægt på, at omskæringen måtte antages at være planlagt, og at de

tiltalte måtte antages at være klar over, at de ved omskæringen kunne påføre deres døtre

alvorlige, livsvarige fysiske og psykiske skader. Som formildende omstændigheder skulle der

lægges vægt på, at omskæringen formentlig var foretaget på et sygehus og på en måde, som

ifølge Retslægerådet betød, at der var sket en pæn opheling uden synligt arvæv, og at der

ikke umiddelbart kunne forventes gener eller smerter ved seksuallivet. Højesteret fandt på den

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

baggrund, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder. Højesteret var desuden

enig med byretten og landsretten i, at den ene tiltalte skulle udvises betinget af Danmark, da

ubetinget udvisning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Retten i Koldings dom af 10. april 2017 (1-6692/2016)

Vestre Landsrets dom af 18. oktober 2017 (V.L. S-0801/2017).

Tilladelse til anke til Højesteret af 27. december 2017 (PBN 2017-25-0335 og 2017-25-0336).

Højesterets dom af 2. maj 2018 (sag nr. 1/2018).

Kære i straffesager

Kan politiet beslutte på forhånd at udelukke personer med bandetilknytning fra

hovedforhandlingen i en sag?

Forud for hovedforhandlingen i en straffesag ved en byret foretog politiet en risikovurdering af

en sag, ligesom der blev afholdt et møde mellem retspræsidenten for byretten og politiet

herom. I den forbindelse blev det aftalt, at personer med bandetilknytning og andre

utryghedsskabende personer skulle afvises i hovedindgangen til retsbygningen. På dagen for

hovedforhandlingen blev to personer med tilknytning til den ene tiltalte afvist ved

indgangsdøren til retsbygningen. Begge personer blev afvist med henvisning til, at de havde

tilknytning til en bande. Den tiltaltes forsvarer protesterede mod, at de to tilhørere var blevet

udelukket fra retsmødet.

Byretten bestemte, at politiets beslutning ikke skulle tilsidesættes eller ændres

Byretten fandt ikke, at der var grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning om generelt

under

hovedforhandlingen

afvise

personer

med

bandetilknytning

eller

øvrige

utryghedsskabende personer ved indgangen til retsbygningen.

Landsrettens stadfæstede byrettens kendelse

Forsvareren kærede byrettens kendelse til landsretten for så vidt angik afvisningen af den ene

af tilhørerne. Landsretten anførte, at det ikke var i strid med retsplejelovgivningens krav om

offentlig rettergang eller retsplejemæssige hensyn i øvrigt, at byretten ikke tilsidesatte politiets

afvisning af den pågældende, idet personen måtte anses for at have bandetilknytning.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Tiltalte kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens kendelse til Højesteret,

der bemærkede, at tiltalte havde retlig interesse i at få behandlet kæremålet

–

selvom

kendelsen ikke var direkte rettet mod tiltalte

–

idet han var tiltalt i sagen, og idet det på det

foreliggende grundlag måtte antages, at tilhøreren var i familie med tiltalte.

Højesteret fastslog, at byrettens prøvelse af politiets adgangskontrol i en sag som den

foreliggende består i at bedømme, om politiets beslutning om at nægte en person adgang til

retsbygningen er i overensstemmelse med retsplejelovgivningens krav om offentlig rettergang.

Spørgsmålet

afvisningen

tilhørerne

blev

indbragt

for

retten

kort

efter

hovedforhandlingens begyndelse. Politiets indsatsleder blev tilkaldt og oplyste, at afvisningen

af tilhørerne var iværksat for, at retshandlingen kunne forløbe i god ro og orden.

Indsatslederen oplyste i den forbindelse, at politiet var i besiddelse af oplysninger om, at tiltalte

og den medtiltalte tidligere havde plejet omgang med det kriminelle miljø, og at det kunne

udvikle sig, hvis der var for mange til stede i retssalen. Efter at have hørt parternes

argumenter for og imod nægtelse af adgang for de to tilhørere afsagde retsformanden

kendelse om, at han ikke fandt grundlag for at tilsidesætte politiets beslutning om at afvise de

to tilhørere. Højesteret vurderede på den anførte baggrund, at retsformanden havde taget

konkret stilling til, om afvisningen skulle tilsidesættes ud fra retsplejelovgivningen og

retsplejemæssige hensyn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte retsformandens

vurdering. Med denne begrundelse stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse.

Tilladelse til kære til Højesteret af 16. november 2017 (PBN 2017-25-0268).

Retten i Svendborgs kendelse af 4. september 2017 (R3-886/2017).

Østre Landsrets kendelse af 14. september 2017 (S-2356-17).

Højesterets kendelse af 6. april 2018 (sag nr. 233/2017).

Afvisning af en straffeankesag

En tiltalt, der var bulgarsk statsborger, var i byretten blevet idømt 3 måneders fængsel samt

udvist af Danmark med indrejseforbud i 4 år for overtrædelse af straffelovens § 232,

blufærdighedskrænkelse. Han ankede sagen til landsretten med påstand om frifindelse,

subsidiært formildelse. Han fraflyttede efterfølgende sin danske folkeregisteradresse og

udrejste til sin nationalstat.

100

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Landsretten fremsendte på et senere tidspunkt en indkaldelse til et retsmøde til den tiltaltes

tidligere danske folkeregisteradresse. Efterfølgende foretog landsretten også telefonisk

forkyndelse over for den tiltalte, og i den forbindelse fremsendte landsretten en kopi af den

tidligere indkaldelse til en mailadresse, som tiltalte havde oplyst. Den tiltalte kontaktede

efterfølgende telefonisk både sin forsvarer og landsretten, og han forklarede, at han ikke

kunne komme til Danmark på tidspunktet for retsmødet, da hans kone var højgravid.

Landsretten afviste anken

Tiltalte mødte ikke i landsretten til retsmødet, men forsvareren mødte for landsretten og

påstod sagen udsat. Forsvareren gjorde gældende, at der ikke var sket lovlig forkyndelse, da

de foretagne forkyndelsesbestræbelser ikke var sket betryggende. Anklageren gjorde

gældende, at der skulle ske afvisning, da forkyndelsen havde været lovlig. Den tiltalte stod

registreret med en adresse i Danmark, ligesom det fremgik af oplysningerne om tiltaltes

henvendelser til landsretten og forsvareren, at tiltalte havde været bekendt med tidspunktet for

retsmødet.

Landsretten lagde vægt på oplysningerne om tiltaltes telefoniske henvendelser til landsretten

og forsvareren i anledning af det berammede retsmøde, og landsretten fandt det derfor

ubetænkeligt at lægge til grund, at den tiltalte havde været bekendt med tidspunktet for

retsmødet, og at den tiltalte blandt andet pr. mail havde fået tilsendt indkaldelsen med bilag til

retsmødet. Landsretten fandt derfor, at der var sket forkyndelse i medfør af retsplejelovens §

163, stk. 2. Samtidig lagde landsretten vægt på, at der tillige var sket forkyndelse af den tiltalte

telefonisk, jf. retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 6, jf. § 156 a. Landsretten fandt herefter, at da

den tiltalte trods indkaldelserne alligevel udeblev uden at have fremsendt dokumentation for

lovligt forfald, og da anken omfattede bevisbedømmelse, kunne sagen ikke med nytte

behandles uden den tiltaltes tilstedeværelse, hvorfor landsretten afviste tiltaltes anke.

Højesteret ophævede landsrettens kendelse om afvisning af udmålingsanken

Tiltalte kærede med Procesbevillingsnævnets tilladelse landsrettens kendelse om afvisning til

Højesteret der fandt, at tiltalte var bekendt med tidspunktet for retsmødet i landsretten, og at

der var sket forkyndelse. Højesteret fandt endvidere, at tiltalte på trods af forkyndelsen var

udeblevet uden at have fremsendt dokumentation for lovligt forfald. Højesteret tiltrådte

landsrettens vurdering, hvorefter den del af tiltaltes anke, der angik bevisbedømmelsen, ikke

med nytte kunne behandles uden hans tilstedeværelse, og fandt, at tiltaltes bevisanke var

afvist med rette. Der var derimod ikke hjemmel til at afvise tiltaltes subsidiære anke til

101

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

formildelse, jf. også Højesterets kendelse i U 2017.3422 H, og Højesteret ophævede herefter

landsrettens kendelse for så vidt angik afvisningen af udmålingsanken og hjemviste sagen til

landsretten til behandling heraf.

Tilladelse til kære til Højesteret af 21. september 2017 (PBN 2017-25-0195).

U 2018.1731 H.

Anonymt vidne i straffesag

I en straffesag var 3 personer tiltalt for blandt andet overtrædelse af straffelovens § 192 a ved

at have besiddet og anvendt en skarpladt pistol på et offentligt tilgængeligt sted.

Under sagen for byretten anmodede anklagemyndigheden om anonymitet for et vidne efter

retsplejelovens § 856, stk. 2, nr. 2, og stk. 4, om hemmeligholdelse af et vidnes navn, stilling

og bopæl. Anklagemyndigheden gjorde blandt andet gældende, at de tiltaltes kendskab til

vidnet ikke kunne antages at have betydning for de tiltaltes forsvar, og at de tiltalte udgjorde

en konkret trussel mod vidnet, blandt andet under henvisning til de tiltaltes bandetilknytning.

Forsvarerne for de tiltalte bestred dette.

Byretten tog ikke anklagemyndighedens anmodning til følge

Byretten fandt efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder den usikkerhed,

som efter de foreliggende oplysninger knyttede sig til vidnets relationer til de tiltalte og andre i

området, at det ikke kunne antages at være uden betydning for de tiltaltes forsvar, at vidnets

navn, stilling og bopæl ikke blev oplyst for de tiltalte. Byretten tog derfor ikke

anklagemyndighedens anmodning om vidneanonymitet til følge.

Landsretten ændrede byrettens kendelse

Anklagemyndigheden kærede byrettens kendelse til landsretten. Landsretten lagde efter

sagens oplysninger til grund, at vidnet var en almindelig borger uden bandetilknytning, og at

der ikke var grundlag for at formode, at vidnet skulle have en personlig interesse i at afgive en

belastende forklaring mod de tiltalte. Landsretten lagde endvidere til grund, at de

observationer, som vidnet havde forklaret politiet om, havde tilknytning til bandemiljøet og

dermed et kriminelt miljø, hvor vold og trusler erfaringsmæssigt jævnligt forekommer.

Landsretten udtalte, at det på den anførte baggrund og efter en samlet vurdering af sagens

omstændigheder måtte antages at være uden betydning for de tiltaltes forsvar, at de ikke fik

102

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

kendskab til vidnets identitet, ligesom afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gjorde det

påkrævet, at de tiltalte ikke blev gjort bekendt hermed. Landsretten fandt derfor, at

betingelserne i retsplejelovens § 856, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 3, for at bestemme, at vidnets navn,

stilling og bopæl ikke måtte oplyses for de tiltalte, var opfyldt.

Højesteret stadfæstede landsrettens kendelse

De tiltalte kærede landsrettens kendelse til Højesteret, der udtalte, at en tiltalt har ret til at

kende identiteten på de vidner, som afgiver forklaring i en straffesag, men at retten i medfør af

retsplejelovens § 856, stk. 2, nr. 2, kan bestemme, at et vidnes navn, stilling og bopæl ikke må

oplyses for tiltalte, hvis det må antages at være uden betydning for tiltaltes forsvar, og

afgørende hensyn til vidnets sikkerhed gør det påkrævet. Højesteret fastslog efter en samlet

vurdering af sagens omstændigheder, at det måtte antages at være uden betydning for de

tiltaltes forsvar, at de ikke fik oplyst vidnets identitet, og at afgørende hensyn til vidnets

sikkerhed gjorde det påkrævet, at vidnets navn, stilling og bopæl ikke blev oplyst for de tiltalte.

Højesteret stadfæstede således landsrettens kendelse.

Retten i Aarhus’ kendelse af 1. november 2017.

Vestre Landsrets kendelse af 7. november 2017.

Tilladelse til kære til Højesteret af 21. september 2017 (PBN 2017-25-0195).

Højesterets kendelse af 10. april 2018 (sag nr. 9/2018).

103

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

5 N

ÆVNETS VIRKSOMHED I

2017

I AFDELINGEN

FOR FRI PROCES

104

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

5.1

Generelt

Etableringen af nævnets afdeling for fri proces trådte som nævnt i kraft med virkning fra 1.

januar 2007.

Nævnet har i 2017 afholdt 33 møder i afdelingen for fri proces.

Den 1. januar 2017 var 133 sager uafsluttede.

Nævnet har i 2017 modtaget 782 sager om fri proces.

År

Antal

sager

2007

1.023

2008

1.084

2009

1.124

2010

1.268

2011

1.147

2012

1.170

2013

1.081

2014

1.126

2015 2016 2017

992

840

782

Her er de modtagne sager fra 2007 til 2017 illustreret i et søjlediagram:

1500

1000

500

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

2017

Der er i 2017 blevet afsluttet 819 sager. Af de 819 sager er 91 sager blevet afgjort uden

nævnsbehandling (tilbagekaldt, videresendt til anden myndighed, afvist som faldende uden for

nævnets kompetence mv.).

Der var herefter den 31. december 2017 95 uafsluttede sager.

Et udvalg af de sager, som er afgjort af nævnet i 2017, er omtalt nærmere i kapitel 6.

105

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnsbehandlede sager i 2017

Nævnet har i 2017 afgjort 728 sager, der fordeler sig således:

Bevillinger

Fri proces til

sager i 1.

instans

Fri proces til

appelsager

Aktindsigts-

klager

International

retshjælp

Stadfæstelse

426

Hjemvisning

Fristafslag

Afvisning

I alt

578

114

146

I tallene for bevillinger og hjemvisning indgår også delvise bevillinger eller delvise hjemvisninger,

hvilket også gælder for oversigterne vedrørende de enkelte bestemmelser i de følgende afsnit.

I tallene indgår også sager, hvor nævnet har stadfæstet Civilstyrelsens afslag på genoptagelse af en

ansøgning om fri proces. I 2017 har nævnet stadfæstet 8 afgørelser om Civilstyrelsens afslag på

genoptagelse. 6 af disse vedrørte fri proces til sager i 1. instans og 2 vedrørte fri proces til

appelsager.

Gruppen dækker bl.a. over sager, hvor nævnet har afvist at behandle sagen under henvisning til, at

ansøgningen eller klagen er indgivet for sent i forhold til retssagens hovedforhandling, eller hvor

retssagen er afsluttet ved forlig, der omfatter sagens omkostninger. Gruppen omfatter endvidere

sager, hvor nævnet har stadfæstet Civilstyrelsens afgørelse om afvisning.

1. instans sager

Bevillinger

Stadfæstelse

Hjemvisning

Fristafslag

Afvisning

Fri proces til

appelsager

Bevillinger

Stadfæstelse

Hjemvisning

Fristafslag

Afvisning

106

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Sagsbehandlingstiden

Procesbevillingsnævnet foretager årligt en opgørelse af sagsbehandlingstiden i nævnets

afdeling for appeltilladelser og i afdelingen for fri proces. Før 2011 blev den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid beregnet ud fra antal afsluttede sager i oktober kvartal. Fra 2011 er

sagsbehandlingstiden beregnet ud fra antal afsluttede sager over hele året.

En opgørelse over sagsbehandlingstiden for 2017 (819 sager) i afdelingen for fri proces har

givet følgende resultat:

Sagsbehandlingstid

Under 4 uger

Under 6 uger

Under 8 uger

Under 10 uger

Under 12 uger

Under 14 uger

Under 16 uger

Alle

Antal sager i alt

I alt

18 %

37 %

59 %

74 %

84 %

92 %

95 %

100 %

819

Det bemærkes, at der i sagsbehandlingstiden indgår den tid, som er medgået til indhentelse af

nødvendige bilag fra klageren, Civilstyrelsen og retterne samt eventuel kontradiktion.

107

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Gennemsnitlig sagsbehandlingstid antal uger

2007-2017

18,3

10,3

10,7

10,7 9,9 10,3

10,4 8,6

7,7

8,8

8,6

2007 2008 2009 2010 2011 2012 2013 2014 2015 2016 2017

Gennemsnitlig

sagsbehandlingstid antal

uger 2007-2017

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i afdelingen for fri proces var i 2017 på 7,7 uger. Der

er således tale om et fald på 2,6 uger i forhold til 2016, hvor den gennemsnitlige

sagsbehandlingstid var 10,3 uger. Der er i øvrigt tale om den laveste sagsbehandlingstid,

siden nævnets afdeling for fri proces blev etableret i 2007. Det er nævnets målsætning at have

en gennemsnitlig sagsbehandlingstid i sager om klage over Civilstyrelsens afgørelser om fri

proces på højst 8 uger.

108

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Anmodning om genoptagelse

Det bemærkes, at nævnets behandling af sager om anmodning om genoptagelse og af sager

om anmodning om aktindsigt indtil 1. januar 2012 blev journaliseret under den tidligere sag.

Med virkning fra 1. januar 2012 har nævnet journaliseret anmodning om genoptagelse og

anmodning om aktindsigt i særskilte sager.

Der henstod pr. 1. januar 2017 9 uafsluttede nye anmodninger om genoptagelser i afdelingen

for fri proces. Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces har udover det ovenfor nævnte

antal modtagne sager i 2017 på 782 modtaget 121 nye anmodninger om genoptagelse af

sager i afdelingen for fri proces. Nævnet har i 2017 afgjort 129 anmodninger om genoptagelse.

Sagerne blev afgjort med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 5,1 uger. Dette er et fald i

sagsbehandlingstiden på 2,7 uger sammenlignet med 2016.

Der henstod herefter 1 uafsluttet ny anmodning om genoptagelse i afdelingen for fri proces pr.

31. december 2017.

Nævnets afdeling for fri proces har bemyndiget formanden til at meddele afslag på

genoptagelse, når der ikke er grundlag for at genoptage behandlingen af en sag, fordi der ikke

foreligger nye væsentlige oplysninger. Formanden har endvidere bemyndigelse til at træffe

afgørelse om genoptagelse og meddele yderligere fri proces i genoptagelsessager om

påstandsudvidelse vedrørende de samme påstande, som det samlede nævn tidligere har

meddelt fri proces til. Endelig er der bemyndigelse til, at formanden træffer afgørelse om

genoptagelse og meddeler fri proces til en betalingspåstand i sager, hvor det samlede nævn

tidligere har meddelt bevilling til en anerkendelsespåstand.

Af de 129 afsluttede sager om genoptagelse blev 90 behandlet af formanden alene i henhold

til ovennævnte bemyndigelser. I 9 sager besluttede formanden at genoptage sagen og

meddele yderligere fri proces. I 6 sager besluttede formanden at genoptage sagen og

hjemvise denne til fornyet behandling i Civilstyrelsen. Dette kan f.eks. være i situationer, hvor

der bliver søgt om genoptagelse med henblik på at få fri proces til udvidelse af påstanden i

sagen, men hvor der er tale om en helt ny erstatningspost, som hverken Civilstyrelsen eller

Procesbevillingsnævnet tidligere har taget stilling til. I 75 sager besluttede formanden at

meddele afslag på genoptagelse.

109

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

I 37 sager blev den nye anmodning om genoptagelse behandlet på et nævnsmøde af det

samlede nævn. I 10 sager genoptog nævnet behandlingen af sagen og meddelte fri proces. I 7

sager genoptog nævnet sagen og hjemviste denne til fornyet behandling i Civilstyrelsen. I 13

sager genoptog nævnet sagen, men fastholdt det tidligere meddelte afslag på fri proces, og i 5

sager meddelte nævnet afslag på genoptagelse, fordi der ikke forelå nye væsentlige

oplysninger. I 2 sager afviste nævnet anmodningen om genoptagelse, fordi anmodningen var

fremsendt så sent, at nævnet ikke kunne nå at behandle sagerne inden hovedforhandlingen i

sagen.

Endelig blev 2 nye sager om genoptagelse tilbagekaldt.

Fornyede anmodninger om genoptagelse vedrørende samme fri proces-sag journaliseres på

samme sag som den første genoptagelsesanmodning, og nævnet har derfor udover de nye

genoptagelsesanmodninger desuden modtaget og behandlet et ukendt antal fornyede

genoptagelsesanmodninger.

Genoptagelsessager

Afslag på genoptagelse

Genoptagelse og bevilling

Genoptagelse og fastholdelse

Genoptagelse og hjemvisning

Tilbagekaldelse

Afvisning

Anmodning om aktindsigt

Procesbevillingsnævnets afdeling for fri proces har i 2017 desuden modtaget 26 anmodninger

om aktindsigt, som alle er afgjort i 2017.

sammenlignet med 2016.

Sagerne blev afsluttet med en gennemsnitlig

sagsbehandlingstid på 0,9 uge. Dette er et fald i sagsbehandlingstiden på 0,5 uge

110

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

5.2

Fri proces til sager i 1. instans

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 94 sager efter retsplejelovens § 325.

Heraf omhandlede 22 sager betingelsen om, at ansøger ikke må have en retshjælpsforsikring,

der dækker omkostninger forbundet med sagen. Nævnet stadfæstede 20 sager under

henvisning til, at denne betingelse ikke var opfyldt. I 14 af de 20 sager traf nævnet tillige

afgørelse om stadfæstelse i henhold til retsplejelovens § 329. 2 af sagerne hjemviste nævnet

til fornyet behandling i Civilstyrelsen under henvisning til, at nævnet fandt, at det var åbenbart,

at sagens omkostninger ville overstige retshjælpsforsikringens maksimum, jf. retsplejelovens §

329.

72 sager vedrørte opfyldelsen af de økonomiske betingelser for fri proces.

Nævnet stadfæstede 62 afslag på fri proces under henvisning til, at de økonomiske

betingelser ikke var opfyldt. I 34 af de 62 sager traf nævnet tillige afgørelse om stadfæstelse i

henhold til retsplejelovens § 329. 10 af sagerne hjemviste nævnet til fornyet behandling i

Civilstyrelsen, fordi nævnet fandt, at de økonomiske betingelser var opfyldt. Der var i 9 af de

10 sager fremsendt yderligere økonomiske oplysninger til Procesbevillingsnævnet i forbindelse

med klagen over Civilstyrelsens afgørelse. 1 af sagerne blev hjemvist fordi nævnet fandt, at

der efter forarbejderne til retsplejelovens § 329 var grundlag for at dispensere fra, at de

økonomiske betingelser ikke var opfyldt. Sagen er omtalt i kapitel 6.

111

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328

Nævnet realitetsbehandlede 414 sager efter retsplejelovens § 328 i 2017.

Nævnet meddelte bevilling i 87 sager, heraf 41 under henvisning til bestemmelsen i

retsplejelovens § 328, stk. 3, hvorefter lejere, arbejdstagere og skadelidte anses for at have

rimelig grund til at føre proces i retssager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af

boliglejemål eller ansættelsesforhold eller om personskade, medmindre forhold som nævnt i §

328, stk. 2, nr. 2-5, klart taler imod.

Nævnet stadfæstede 312 afslag på fri proces efter retsplejelovens § 328, heraf 101 sager, der

var omfattet af retsplejelovens § 328, stk. 3. I 31 sager blev fri proces afslået under henvisning

til, at retssagen udsprang af ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4,

nr. 1. I 9 sager stadfæstede nævnet afslag i retssager om ærekrænkelse, jf. retsplejelovens §

328, stk. 4, nr. 2.

Af de i alt 312 stadfæstelser vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 74 sager tillige

meddelt afslag efter retsplejelovens § 329.

15 sager blev hjemvist til Civilstyrelsen med henblik på fornyet behandling. Af de 15 sager blev

4 sager hjemvist under henvisning til, at sagen var omfattet af reglen i retsplejelovens § 328,

stk. 3. 5 sager, hvor Civilstyrelsen af forskellige grunde, herunder eksempelvis manglende

procesrisiko, havde afvist at behandle sagen, blev hjemvist, fordi nævnet fandt, at der ikke var

grundlag for at afvise sagen. 3 sager blev hjemvist som følge af, at nævnet vurderede, at

sagen efter indgivelsen af klagen havde ændret karakter på en sådan måde, at Civilstyrelsens

stillingtagen til sagen, som den nu forelå, var fornøden. Endelig blev 3 sager hjemvist til

Civilstyrelsen af forskellige andre årsager.

112

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

De realitetsbehandlede 414 sager fordeler sig som følger:

Bevilling

Ansættelsesret

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Erstatning, andet

Familie- og arveret

Fast ejendom

Formueret

Forældremyndighed og bopæl

Injurier

Lejeret

Skatteret

Sociale ydelser

Strafbare forhold

Udlændingeret

Andet

I alt

Stadfæstelse

312

Hjemvisning

113

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 35 sager alene om fri proces efter retsplejelovens § 329.

I 4 sager blev der meddelt bevilling. I 29 sager stadfæstede nævnet afslag på fri proces alene i

medfør af retsplejelovens § 329. 2 sager blev hjemvist til Civilstyrelsen med henblik på fornyet

behandling.

De realitetsbehandlede 35 sager fordeler sig som følger:

Bevilling

Ansættelsesret

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, andet

Fast ejendom

Formueret

Lejeret

Strafbare forhold

Andet

I alt

Stadfæstelse

Hjemvisning

114

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 7 sager efter retsplejelovens § 336, hvorefter der kan

ydes en ansøger, som har en retshjælpsdækning, der dækker omkostninger forbundet med

sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens

maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at

omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum, og de

sædvanlige betingelser for fri proces endvidere er opfyldt. I alle 7 sager stadfæstede nævnet

Civilstyrelsens afslag på godtgørelse efter bestemmelsen.

115

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

5.3

Fri proces til appelsager

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 325

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 18 sager efter retsplejelovens § 325.

Sagerne vedrørte opfyldelsen af de økonomiske betingelser for fri proces samt betingelsen

om, at ansøger ikke må have en retshjælpsforsikring, der dækker omkostningerne forbundet

med sagen.

Nævnet

stadfæstede 2 afgørelser under henvisning

til,

ansøgeren havde en

retshjælpsforsikring. I begge sager traf nævnet tillige afgørelse om stadfæstelse af afslag i

henhold til retsplejelovens § 329.

Nævnet stadfæstede 15 afgørelser under henvisning til, at de økonomiske betingelser for fri

proces ikke var opfyldt. I 13 af sagerne traf nævnet tillige afgørelse om stadfæstelse af afslag i

henhold til retsplejelovens § 329.

Nævnet hjemviste 1 sag til Civilstyrelsen til fornyet behandling, idet nævnet fandt, at de

økonomiske betingelser

–

efter fremsendelse af nye økonomiske oplysninger til nævnet

–

var

opfyldt.

116

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 328

Nævnet realitetsbehandlede i 2017 102 sager efter retsplejelovens § 328.

Nævnet meddelte bevilling i 17 sager.

Nævnet stadfæstede i 84 sager Civilstyrelsens afslag på fri proces efter retsplejelovens § 328.

I 10 af de 84 sager blev fri proces afslået under henvisning til, at retssagen udsprang af

ansøgerens erhvervsvirksomhed, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, og i 1 sag stadfæstede

nævnet et afslag på fri proces til en retssag om ærekrænkelse, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4,

nr. 2.

Nævnet hjemviste 1 sag, fordi nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at afvise sagen under

henvisning til, at ansøgningen om fri proces var indgivet for sent i forhold til

hovedforhandlingen i sagen.

Af de i alt 84 stadfæstelser vedrørende retsplejelovens § 328 blev der i 18 sager tillige meddelt

afslag efter retsplejelovens § 329.

De realitetsbehandlede 102 sager fordeler sig som følger:

Bevilling

Ansættelsesret

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, rådgiveransvar

Erstatning, andet

Familie- og arveret

Fast ejendom

Formueret

Forældremyndighed og bopæl

Injurier

Lejeret

Sociale ydelser

Andet

I alt

117

Stadfæstelse

Hjemvisning

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 329

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 11 sager om fri proces efter retsplejelovens § 329.

Nævnet meddelte bevilling i 2 sager. Nævnet stadfæstede Civilstyrelsens afslag på fri proces

efter denne bestemmelse i 8 sager. 1 sag blev hjemvist til Civilstyrelsen.

Sagerne fordeler sig som følger:

Bevilling

Erhvervsforhold

Erstatning, personskade

Erstatning, andet

Familie- og arveret

Andet

I alt

Stadfæstelse

Hjemvisning

Nævnets afgørelser efter retsplejelovens § 336

Nævnet har i 2017 realitetsbehandlet 5 sager efter retsplejelovens § 336, hvorefter der kan

ydes en ansøger, som har en retshjælpsdækning, der dækker omkostninger forbundet med

sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af omkostningerne, der overstiger forsikringens

maksimum, såfremt sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at

omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for forsikringens maksimum, og de

sædvanlige betingelser for fri proces endvidere er opfyldt. I alle 5 sager stadfæstede nævnet

Civilstyrelsens afslag på godtgørelse efter bestemmelsen.

5.4

Klager over Civilstyrelsens afgørelser om aktindsigt

Procesbevillingsnævnet har i 2017 realitetsbehandlet 1 klage over Civilstyrelsens afgørelser

om aktindsigt. Nævnet stadfæstede styrelsens afgørelse, og sagen er nærmere omtalt i afsnit

6.8.

118

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

5.5

Klager over Civilstyrelsens afgørelser efter retshjælpsloven

Procesbevillingsnævnet har i 2017 realitetsbehandlet 3 klager over Civilstyrelsens afgørelser

efter lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager for internationale klageorganer i

henhold

til

menneskerettighedskonventioner.

alle

sager

stadfæstede

nævnet

Civilstyrelsens afslag på retshjælp efter loven. Sagerne er nærmere omtalt i afsnit 6.9.

119

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

6 K

ONKRETE SAGER

DER ER AFGJORT I

2017

NÆVNETS AFDELING FOR FRI PROCES

120

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

6.1

Generelt

Årsberetningen for 2017 indeholder referater af udvalgte sager, der er afgjort i afdelingen for fri

proces i 2017.

Retsplejelovens regler om fri proces er placeret i lovens kapitel 31. Reglerne er medtaget som

bilag 8.5 til årsberetningen. Bekendtgørelse om fri proces er medtaget som bilag 8.7.

De ændrede regler i lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager ved internationale

klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner (retshjælpsloven), der trådte i kraft

den 1. april 2016, og hvor Procesbevillingsnævnet er blevet klageinstans, er medtaget som

bilag 8.6.

6.2

Processuelle spørgsmål

Rækkevidden af Civilstyrelsens bevilling af fri proces

Civilstyrelsen havde tidligere i en sag mod et forsikringsselskab om krav i anledning af en

personskade meddelt klager delvist fri proces efter retsplejelovens § 328, stk. 3, til at

nedlægge påstand om betaling af 73.500 kr. i godtgørelse for svie og smerte samt 679.940 kr.

i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Civilstyrelsen afslog samtidig fri proces til en påstand

om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne. Afslaget på fri proces

blev påklaget til Procesbevillingsnævnet, der stadfæstede Civilstyrelsens afslag på fri proces.

Klagers advokat rettede efterfølgende henvendelse til Civilstyrelsen med anmodning om

bekræftelse på, at han kunne inddrage kravene vedrørende varigt mén og erhvervsevnetab

inden for den samme beløbsmæssige ramme som den oprindelige bevilling, således at

kravene vedrørende svie og smerte samt tabt arbejdsfortjeneste blev reduceret tilsvarende.

Civilstyrelsen fastholdt den tidligere afgørelse i sagen om fri proces til kravene vedrørende

godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. For kravene

vedrørende varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne henviste Civilstyrelsen klager til

at rette henvendelse til Procesbevillingsnævnet og anmode om genoptagelse, da nævnet

senest havde truffet afgørelse herom. Klager søgte ikke Procesbevillingsnævnet om

genoptagelse, men påklagede i stedet Civilstyrelsens afgørelse om rækkevidden af den

tidligere meddelte fri proces. Procesbevillingsnævnet stadfæstede afgørelsen.

Afgørelse af 24. juli 2017 (PBN 2017-31-0191) (Civilstyrelsen 16-210-12042).

121

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

6.3

Retsplejelovens § 325

Retsplejelovens § 325 har følgende ordlyd:

”Der kan efter ansøgning

meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser efter

stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker

omkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.

Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de

økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må antages

at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren fastsætter

regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget.

Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.

Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen

udgør 300.000 kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog

ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. I sager om ægteskab eller

forældremyndighed, jf. kapitel 42, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen

for enlige også anvendes.

Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år,

herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad

forsørges af denne.”

Af §§ 1 og 2 i bekendtgørelse

nr. 1671 af 14. december 2016 om fri proces fremgår følgende:

§1

”Ved afgørelser om fri proces benyttes som indtægtsgrundlag summen af:

1) den personlige indkomst efter personskattelovens § 3 og

2) kapitalindkomsten efter personskattelovens § 4 med tillæg af aktieindkomsten efter

personskattelovens § 4 a og CFC-indkomsten efter personskattelovens § 4 b.

Stk. 2. Ved beregninger efter stk. 1 anvendes de indkomster, der fremgår af årsopgørelsen for

det forrige kalenderår. Hvis summen af kapitalindkomsten, aktieindkomsten og CFC-

indkomsten er negativ, ses der bort fra den. For samlevende gælder dette kun, hvis parret

samlet set har negativ indkomst af de nævnte arter.

Stk. 3. Fri proces efter retsplejelovens §§ 327 og 328 kan meddeles, hvis ansøgerens

indtægtsgrundlag opgjort efter stk. 1 er 315.000 kr. eller mindre. Lever ansøgeren i et

samlivsforhold, kan fri proces meddeles, hvis summen af parrets indtægtsgrundlag er 400.000

kr. eller mindre. Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes dog ansøgerens eget

indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige.

Stk. 4. Beløbene i stk. 3 forhøjes med 55.000 kr. for hvert barn, herunder stedbørn og

plejebørn, under 18 år, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad forsørges af

denne.”

§2

”Afviger ansøgerens aktuelle indkomstforhold ifølge de foreliggende

oplysninger væsentligt fra

det, der er lagt til grund ved opgørelsen af indtægtsgrundlaget efter § 1, stk. 1, lægges de

tilsvarende aktuelle indkomstforhold til grund. Det samme gælder, hvis der ikke er opgjort et

indtægtsgrundlag for ansøgeren.”

122

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Økonomiske betingelser

Økonomiske betingelser ikke opfyldt, da ikke væsentlig ændring af indtægtsgrundlaget

Klager havde ansøgt om fri proces til en sag mod et forsikringsselskab om erstatning i

anledning af en personskade. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces efter retsplejelovens

§ 325, stk. 1, da klager ikke opfyldte de økonomiske betingelser. Civilstyrelsen henviste for det

første til, at klagers indtægtsgrundlag ifølge årsopgørelserne for 2015 var 558.431 kr. og

således oversteg indtægtsgrænsen, der var 510.000 kr., da klager havde ægtefælle og to

hjemmeboende børn under 18 år. For det andet henviste styrelsen til, at den samlede årlige

aktuelle indkomst ifølge de indsendte lønsedler var ca. 479.150 kr., og at styrelsen ikke fandt,

at indkomstforholdene var væsentligt ændrede siden 2015, hvorfor der efter § 2 i

bekendtgørelsen om fri proces ikke kunne lægges vægt på den aktuelle indkomst. I klagen

over Civilstyrelsens afgørelse blev det over for Procesbevillingsnævnet oplyst, at klager ikke

længere havde en indtægt, og af de indsendte aktuelle lønsedler fra ægtefællen fremgik, at

ægtefællens aktuelle årlige indkomst nu var ca. 480.000 kr. og således under

indtægtsgrænsen. Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 2. oktober 2017 (PBN 2017-31-0354) (Civilstyrelsen 17-210-I3034).

Sagsomkostninger uvæsentlige i forhold til indtægtsgrundlag

Civilstyrelsen havde afslået ansøgningen om fri proces til en småsag anlagt mod klager med

påstand om betaling af 6.834 kr. for køb af dyrefoder under henvisning til, at omkostningerne

ved sagen skønnedes uvæsentlige i forhold til klagers indkomstgrundlag, der ifølge klagers

årsopgørelse for 2014 udgjorde 68.291 kr., jf. retsplejelovens § 325, stk. 1, og 2. Afgørelsen

blev påklaget til Procesbevillingsnævnet med indsendelse af klagers årsopgørelse for 2015

med angivelse af en personlige indkomst på 180.796 kr. og med oplysning om, at klagers

aktuelle indkomst

–

månedlig pension inklusiv boligydelse var ca. 14.836 kr. efter skat. Da

afgørelsen blev påklaget inden årsskiftet, men Procesbevillingsnævnet først traf afgørelse

efter årsskiftet, ville klager efter nævnets praksis skulle opfylde de økonomiske betingelser

enten efter årsopgørelsen for 2014 eller efter årsopgørelsen for 2015. Procesbevillingsnævnet

fandt, dels at klagers aktuelle indkomstforhold afveg væsentligt i forhold til indtægtsgrundlaget

for 2014 og derfor skulle lægges til grund ved opgørelsen af klagers indtægtsgrundlag, jf. § 2 i

bekendtgørelsen

fri

proces,

dels

den

aktuelle

indkomst

ikke

overskred

123

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

indtægtsgrænsen. På baggrund af de nye oplysninger om klagers aktuelle indkomstforhold

stadfæstede Procesbevillingsnævnet Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 16. januar 2017 (PBN 2016-31-0698) (Civilstyrelsen 16-210-11620).

6.4

Retsplejelovens § 328

Retsplejelovens § 328 har følgende ordlyd:

”Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis ansøgeren skønnes

at have rimelig grund til at føre proces.

Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet

1) sagens betydning for ansøgeren,

2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,

3) sagsgenstandens størrelse,

4) størrelsen af de forventede omkostninger og

5) muligheden for at få sagen behandlet ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, et

administrativt nævn eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervs- og

vækstministeren.

Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller ansættelsesforhold

eller om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte for at have rimelig

grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2, nr. 2-5, klart taler herimod.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til

1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller

2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er

udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget

påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om

afslaget.”

Retsplejelovens § 328, stk. 1 og 2, rimelig grund til at føre proces

Ikke rimelig grund til at føre proces i en sag, hvor klager havde søgt om genoptagelse

hos Ankestyrelsen

Civilstyrelsen havde efter retsplejelovens § 328, stk. 1, afslået en ansøgning om fri proces til

en sag mod Ankestyrelsen vedrørende samvær mellem klager og hendes søn med henvisning

til, at sagen om samvær ikke kunne indbringes for retten, jf. forældreansvarslovens § 40, stk.

modsætningsvis.

Klagers

advokat

oplyste

forbindelse

med

klagen

til

Procesbevillingsnævnet, at der efter Civilstyrelsens afgørelse var søgt om genoptagelse hos

blandt andet Ankestyrelsen, der endnu ikke havde truffet afgørelse. Procesbevillingsnævnet

stadfæstede herefter Civilstyrelsens afgørelse med henvisning til, at da sagen endnu ikke var

124

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

afsluttet i det administrative system, var betingelserne for på nuværende tidspunkt at meddele

fri proces efter retsplejelovens § 328 allerede af den grund ikke opfyldt.

Afgørelse af 13. oktober 2017 (PBN 2017-31-0456) (Civilstyrelsen 17-210-14439).

Fri proces til en ankesag om ophævelse af lejemål

Klager havde ansøgt Civilstyrelsen om fri proces til en ankesag mod en boligforening om

ophævelse af et lejemål som følge af, at et husstandsmedlem var blevet dømt i en straffesag

om optøjer i boligområdet. I byretten havde boligforeningen fået medhold i boligretssagen til

en påstand om ophævelse af lejemålet. Byretten havde navnlig lagt vægt på, at det forhold, at

lejemålet ikke var beliggende i det område, hvor husstandsmedlemmets kriminalitet havde

fundet sted, men i et nærliggende område med en anden ejer og et andet matrikelnummer

ikke kunne hindre, at udlejeren kunne have ret til at ophæve lejemålet i medfør af

almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 12. Herefter og under hensyn til, at det pågældende

husstandsmedlem, der havde begået

lovovertrædelsen, var en del af husstanden på

ophævelsestidspunktet, og henset til lovovertrædelsens alvorlige karakter, fandt boligretten, at

en ophævelse af klagers lejemål ikke ville være en uproportional følge. Civilstyrelsen afslog

ansøgningen om fri proces til ankesagen, dels efter retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr.

2, med henvisning til, at der ikke var rimelig grund til at føre proces, da klager ikke havde

udsigt til medhold i ankesagen, dels efter retsplejelovens § 329 om særlige grunde.

Procesbevillingsnævnet meddelte bevilling til ankesagen efter retsplejelovens § 328.

Afgørelse af 20. oktober 2017 (PBN 2017-32-0117) (Civilstyrelsen 17-210-13512).

Retsplejelovens § 328, stk. 3, formodningsreglen

Ikke fri proces til arbejdsskadesag, herunder til forelæggelse for Retslægerådet

Klager havde ansøgt Civilstyrelsen om fri proces til og med forelæggelse for Retslægerådet i

en sag mod Ankestyrelsen om anerkendelse af en arbejdsskade i form af luftvejsgener efter

en røgpåvirkning af giftige stoffer opstået under klagers arbejde som kok. Det var blandt andet

gjort gældende, at den påvirkning, som klager havde været udsat for, var egnet til at forårsage

varig skade i form af forværring af klagers forudbestående astmalidelse. Civilstyrelsen afslog

ansøgningen under henvisning til, at der var omstændigheder, der klart talte imod at meddele

fri proces, idet der ikke var udsigt til medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 3, jf. stk. 1

125

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

og stk. 2, nr. 2. I klagen til Procesbevillingsnævnet henviste klagers advokat blandt andet til, at

det i forbindelse med denne type sager er relevant at få Retslægerådets vurdering.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 23. oktober 2017 (PBN 2017-31-0464) (Civilstyrelsen 17-210-13201).

Retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1, erhvervssager

Sag opstået i forbindelse med investeringer i anparter var erhvervsmæssig

Klager havde søgt om fri proces til en sag, der var anlagt af en sparekasse mod ham om

betaling af 580.600 kr. for en udækket kassekredit, som sparekassen havde stillet til rådighed

for et anpartsselskab. Selskabet var stiftet og ejet af klager til brug ved en investering i Difko-

anparter. I forbindelse med opløsningen af Difko-projektet blev anpartsselskabet lukket med

en erklæring om, at al gæld var betalt. Sparekassen gjorde kravet for den udækkede

kassekredit gældende mod klager med henvisning til, at en kapitalejer efter selskabslovens

regler hæfter personligt for den gæld, der består på tidspunktet for erklæringens afgivelse.

Civilstyrelsen afslog fri proces under henvisning til, at kravet i sagen udsprang af klagers

tidligere erhverv, og at der ikke forelå særlige omstændigheder i sagen, herunder sociale

forhold, der kunne medføre, at der kunne ses bort fra sagens erhvervsmæssige karakter, jf.

retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. Endvidere henviste Civilstyrelsen til, at der ikke var

grundlag for at meddele fri proces til sagen efter retsplejelovens § 329 om særlige grunde.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 16. januar 2017 (PBN 2016-31-0650) (Civilstyrelsen 16-210-12067).

Landmands arbejdsskade udsprang af erhverv, men der var grundlag for at se bort

herfra

Klager, der var landmand, havde søgt om fri proces til en sag mod Ankestyrelsen om

genoptagelse af en sag om godtgørelse for varigt mén og erstatning for erhvervsevnetab efter

en arbejdsskade opstået ved spark i hovedet af et kreatur, som klager skulle hjælpe

nabolandmanden med at indfange. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under

henvisning til, at der var omstændigheder i sagen, der klart talte imod at meddele fri proces, jf.

retsplejelovens § 328, stk. 3, idet klager ikke havde udsigt til medhold i sagen, jf.

retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2. Procesbevillingsnævnet fandt, at sagen udsprang

126

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

af klagers erhvervsvirksomhed, men at der efter en samlet vurdering undtagelsesvist var

grundlag for at se bort herfra. Nævnet stadfæstede herefter Civilstyrelsens afgørelse efter

retsplejelovens § 328, stk. 3.

Afgørelse af 16. marts 2017 (PBN 2016-31-0743) (Civilstyrelsen 16-210-11822).

Ikke grundlag for at se bort fra sagens erhvervsmæssige karakter for taxavognmand,

der havde lidt alvorlig personskade under kørsel

Klager, der havde drevet egen taxavognmandsvirksomhed med en række ansatte, ansøgte

om fri proces til et sagsanlæg mod et forsikringsselskab om erstatning for yderligere driftstab

på 750.000 kr. som følge af en alvorlig personskade, som klager havde pådraget sig i

forbindelse med et færdselsuheld opstået under kørsel i vognmandsvirksomheden. Den

modkørende bilists forsikringsselskab havde anerkendt ansvaret og udbetalt erstatning for et

vist driftstab. Civilstyrelsen meddelte afslag på fri proces under henvisning til, at der var

omstændigheder i sagen, der klart talte imod at meddele fri proces, jf. retsplejelovens § 328,

stk. 3, idet klager ikke havde udsigt til medhold i sagen, jf. retsplejelovens § 328, stk. 1, jf. stk.

2, nr. 2. Procesbevillingsnævnet meddelte afslag efter retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1,

under henvisning til, at kravet udsprang af klagers erhvervsvirksomhed.

Afgørelse af 12. juni 2017 (PBN 2017-31-0194) (Civilstyrelsen 17-210-11739).

Fri proces til en sag mod to selskabsejere om tilbagebetaling af 150.000 kr., der var

betalt for anparter i selskabet.

Klager havde søgt om fri proces til en sag mod to direktører og medejere af et selskab med

påstand om tilbagebetaling af 150.000 kr., som klager efter 4 måneders ansættelse i en stilling

med løntilskud havde betalt for anparter i selskabet med henblik på at opnå ejerskab. Det var

oplyst, at der havde været drøftelser om, at klager skulle have en mere fremtrædende rolle i

selskabet, men klager blev ca. 2. måneder efter den sidste del af hans betaling fritstillet på

grund af uenighed, uden at klager havde fået udleveret anparterne. Klager ophævede handlen

og rykkede for tilbagebetaling, men blev blandt andet mødt med en indsigelse om

fordringshavermora som følge af, at vilkårene for medejerskabet ikke var endeligt aftalt. I

Selskabsregisteret var den registrerede selskabskapital fortsat angivet til 80.000 kr. mere end

1�½ år efter klagers betaling. Civilstyrelsen afslog fri proces under henvisning til, at kravet i

sagen udsprang af erhverv, og at der ikke forelå særlige omstændigheder i sagen, herunder

127

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

sociale forhold, der kunne medføre, at der burde ses bort fra sagens erhvervsmæssige

karakter, jf. retsplejelovens § 328, stk. 4, nr. 1. Procesbevillingsnævnet meddelte klager fri

proces efter retsplejelovens § 328.

Afgørelse af 23. oktober 2017 (PBN 2017-31-0380) (Civilstyrelsen 17-210-14090).

128

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

6.5

Retsplejelovens § 329

Retsplejelovens § 329 har følgende ordlyd:

”Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan justitsministeren efter

ansøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i

sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har væsentlig

betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Afslås fri proces, kan

afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået

meddelelse om afslaget.”

Af forarbejderne til retsplejelovens § 329 fremgår blandt andet følgende:

”Bestemmelsen er en generel dispensationshjemmel, der giver mulighed for at give fri proces,

selv om de almindelige betingelser efter de foreslåede regler i §§ 325-328 ikke er opfyldt.

[…]

Forslaget giver ligesom efter gældende ret især mulighed for at give fri proces, selv om de

økonomiske betingelser ikke er opfyldt, og for at give fri proces til juridiske personer.

Forslaget giver i den forbindelse - som noget nyt i forhold til den gældende § 331 - bl.a.

mulighed for at give fri proces, selv om de økonomiske betingelser ikke er opfyldt, såfremt

ansøgeren skønnes at have et ganske særligt behov for bistand, eller sagens omkostninger

skønnes at blive ekstraordinært store. I givet fald foretages en sædvanlig vurdering af de øvrige

betingelser for fri proces, herunder i givet fald om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces.

[…]

Forslaget giver som nævnt endvidere mulighed for efter omstændighederne at give fri proces til

en erhvervsmæssig sag. Dette er i overensstemmelse med gældende ret.

[…]

Med lovforslaget foreslås, at det som udgangspunkt skal være en betingelse for at få fri proces,

at ansøgeren ikke har en retshjælpsforsikring, der dækker omkostninger ved sagen, jf. forslaget

til § 325, stk. 1. Denne betingelse gælder ikke, når fri proces meddeles i medfør af den

foreslåede § 329. Endvidere forudsættes det, at der, når betingelserne for fri proces i øvrigt er

opfyldt, med hjemmel i den foreslåede § 329 dispenseres fra kravet om, at ansøgeren ikke er

dækket af en retshjælpsforsikring, såfremt det er åbenbart, at omkostningerne ved sagen ikke

kan holdes inden for forsikringens maksimum, og sagens karakter eller omstændighederne i

øvrigt kan begrunde denne overskridelse af forsikringens maksimum. I givet fald foretages en

sædvanlig vurdering af de øvrige betingelser for fri proces, herunder i givet fald om ansøgeren

har rimelig grund til at føre proces.

[..]”

Vurderingen af ekstraordinært store sagsomkostninger i to sager med en samlet

sagsværdi på over 16 mio. kr.

Klager havde ansøgt om fri proces til to sammenhængende sager

–

én erstatningssag og én

justifikationssag

–

om betaling af mere end 16 mio. kr., der var anlagt mod klager. Der var

meddelt retshjælpstilsagn til sagerne med et dækningsmaksimum på 175.000 kr. Civilstyrelsen

fandt, at det var åbenbart, at sagens omkostninger ville overstige retshjælpsforsikringens

dækningsmaksimum, og styrelsen foretog herefter i medfør af retsplejelovens § 329 en

sædvanlig vurdering af, om betingelserne for fri proces var opfyldt. Civilstyrelsen meddelte

129

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

herefter afslag på fri proces efter retsplejelovens § 325, stk. 1, under henvisning til, at klager

ikke opfyldte de økonomiske betingelser, da klagers samlede indtægtsgrundlag ifølge

årsopgørelserne for 2015 var 1.286.830 kr. og således oversteg indtægtsgrænsen på 400.000

kr., og da den samlede aktuelle årlige indkomst udgjorde mindst 483.600 kr. Hertil kom et

puljeafkast på 91.575,25 kr. Herudover meddelte Civilstyrelsen afslag, dels efter forarbejderne

til retsplejelovens § 329, da styrelsen ikke skønnede, at klager havde et ganske særligt behov

for bistand, eller at sagens omkostninger ville blive ekstraordinært store, dels efter de særlige

grunde i retsplejelovens § 329. Procesbevillingsnævnet fandt, at klager overskred

indtægtsgrænsen, men at der var tale om ekstraordinært store sagsomkostninger, hvorfor der

efter forarbejderne til retsplejelovens § 329 var grundlag for at se bort fra, at klager ikke

opfyldte de økonomiske betingelser. Procesbevillingsnævnet hjemviste derfor sagerne til

fornyet behandling i Civilstyrelsen, således at styrelsen i 1. instans kunne tage stilling til, om

betingelserne for at meddele fri proces efter retsplejelovens § 328 var opfyldt.

Procesbevillingsnævnet tog ikke stilling til, hvorvidt der var særlige grunde, der talte for at

meddele fri proces, jf. retsplejelovens § 329, men henviste i stedet klager til at indbringe denne

del i umiddelbar forlængelse af Civilstyrelsens nye afgørelse, såfremt klager fortsat ønskede at

påklage denne del.

fgørelse af 17.februar 2017 (PBN 2017-31-0033) (Civilstyrelsen 16-210-I2786)

Fri proces til en beboerrepræsentation (juridisk person) til en sag mod et boligselskab

En beboerrepræsentation, der i en længere periode havde forsøgt at få et boligselskab til at

opkræve beløb til dækning af udgifterne ved beboerrepræsentationens arbejde, havde ansøgt

om fri proces til en sag mod boligselskabet navnlig om forpligtelsen til at foretage

opkrævninger hos lejerne, om betaling af et beløb svarende til de undladte opkrævninger og

om en forpligtigelse til indtil påbegyndt opkrævning at betale beløb, der ellers ville kunne være

opkrævet hos lejerne. Civilstyrelsen afslog ansøgningen i medfør af retsplejelovens § 329, der

finder anvendelse for juridiske personer, idet styrelsen fandt, dels at der ikke var rimelig grund

til at føre proces, da beboerforeningen ikke havde udsigt til medhold i sagen, dels at der ikke

var særlige grunde i sagen. Procesbevillingsnævnet meddelte bevilling efter retsplejelovens §

329 til beboerrepræsentationen.

fgørelse af 20. juni 2017 (PBN 2017-31-0164) (Civilstyrelsen 16-210-11371)

130

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Ikke fri proces til en restaurant (juridisk person) til en sag om erstatning for driftstab på

grund af vejarbejde

Klager

–

et selskab, der drev en restaurant

–

havde ansøgt om fri proces til en sag mod en

kommune og et forsyningsselskab om erstatningsansvar for driftstab på grund af et vejarbejde.

Civilstyrelsen afslog ansøgningen i medfør af retsplejelovens § 329, jf. § 328, stk. 4, nr. 1, og §

329, dels under henvisning til sagens erhvervsmæssige karakter, dels under henvisning til, at

der ikke forelå særlige omstændigheder i sagen, herunder sociale forhold, der kunne medføre,

at der burde ses bort herfra. Endvidere henviste Civilstyrelsen til, at betingelserne for at

meddele fri proces efter retsplejelovens § 329 om særlige grunde ikke var til stede.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

fgørelse af 24. juli 2017 (PBN 2017-31-0309) (Civilstyrelsen 17-210-I3773).

6.6

Retsplejelovens § 336

Retsplejelovens § 336, stk. 1 har følgende ordlyd:

”Der kan efter ansøgning ydes en part, som har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring,

der dækker omkostninger ved sagen, godtgørelse fra statskassen af den del af

omkostningerne, der overstiger forsikringens maksimum, såfremt sagens karakter eller

omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at omkostningerne ikke har kunnet afholdes inden for

forsikringens maksimum. Bestemmelserne i §§ 325-328 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2.

[…]”

Af § 5 i bekendtgørelse

nr. 1671 af 14. december 2016 om fri proces fremgår følgende:

”Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2017.

Stk. 2. Bekendtgørelsen finder anvendelse på ansøgninger, der behandles den 1. januar 2017

eller senere, medmindre den retssag, hvortil der ansøges om fri proces, er afsluttet før denne

dato.

Stk. 3. Bekendtgørelse nr. 1435 af 1. december 2015 om fri proces ophæves. Bekendtgørelsen

finder dog fortsat anvendelse på ansøgninger om fri proces i retssager, der er afsluttet før den

1. januar 2017.”

Afslag på godtgørelse efter retsplejelovens § 336, da de økonomiske betingelser ikke

var opfyldt

I en sag anlagt mod klagerne om betaling for opførelse af en udestue, der var afgjort af retten i

december 2016, ansøgte klagerne i foråret 2017, dels om godtgørelse efter retsplejelovens §

131

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

336 for den del af sagsomkostningerne, der havde oversteget deres retshjælpsforsikring ved

sagens behandling i byretten, dels om fri proces til ankesagen. For byretssagen meddelte

Civilstyrelsen afslag på godtgørelse efter § 336, jf. § 325, stk. 1, da klagerne ifølge

årsopgørelserne for 2015 ikke opfyldte de økonomiske betingelser. For ankesagen meddelte

Civilstyrelsen afslag på fri proces med samme begrundelse, dog således at hjemlen for

afslaget var retsplejelovens § 329, jf. § 325, stk. 1, som følge af retshjælpsdækningen, og med

afslag efter forarbejderne til retsplejelovens § 329, hvorefter der kan dispenseres fra, at de

økonomiske betingelser ikke er opfyldt. Procesbevillingsnævnet fandt vedrørende spørgsmålet

om godtgørelse til dækning af omkostningerne for byretssagen, at det var klagernes

årsopgørelser for 2014, der skulle anvendes ved beregningen af klagernes indtægtsgrundlag,

da retssagen var afsluttet i 2016, jf. § 5, stk. 2 og 3, i bekendtgørelsen om fri proces.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede herefter i medfør af retsplejelovens § 336 Civilstyrelsens

afgørelse om afslag på godtgørelse, da klagerne heller ikke opfyldte de økonomiske

betingelser efter årsopgørelserne for 2014. For så vidt angår ankesagen stadfæstede

Procesbevillingsnævnet Civilstyrelsens afgørelse om afslag på fri proces med henvisning, dels

til retsplejelovens § 325, stk. 1, jf. stk. 2-5, om de økonomiske betingelser, dels til

forarbejderne til retsplejelovens § 329 om ekstraordinært store sagsomkostninger eller ganske

særligt behov for bistand.

Afgørelse af 24. juli 2017 (PBN 2017-31-0263 og 2017-32-0067) (Civilstyrelsen 17-210-13546 og 17-210-13684).

6.7

Genoptagelse

Fri proces efter genoptagelse af sag på grund af væsentligt nye oplysninger

Procesbevillingsnævnet havde i september 2017 stadfæstet Civilstyrelsens afslag på fri

proces efter retsplejelovens § 328, stk. 1, til en sag mod et forsikringsselskab om

forsikringsdækning vedrørende en skade på et tag i forbindelse med et skybrud, hvor der

skete

vandindtrængen

der

klagers

ejendom.

skybruddet

Klager

var

anmodede

efterfølgende

Procesbevillingsnævnet om genoptagelse af sagen med henvisning til en ny teknisk

undersøgelse,

understøttede,

skyld

vandindtrængningen.

Procesbevillingsnævnet fandt, at der forelå væsentlige nye oplysninger og genoptog sagen og

meddelte bevilling efter retsplejelovens § 328.

Afgørelse af 20. oktober 2017 (PBN 2017-31-0532).

132

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

6.8

Klager over Civilstyrelsens afslag på aktindsigt

Afslag på aktindsigt i Civilstyrelsens interne arbejdsdokument

Klagernes advokat havde anmodet om aktindsigt i alle Civilstyrelsens akter i en sag, hvor

styrelsen havde bevilliget fri proces til et sagsanlæg mod klagerne. Civilstyrelsen meddelte

aktindsigt i alle sagens dokumenter dog ikke i styrelsens interne arbejdsdokument, som blev

undtaget i medfør af offentlighedslovens § 23, stk. 1, nr. 1. Det var i Civilstyrelsens afgørelse

anført, at styrelsen havde overvejet, om det pågældende dokument burde udleveres efter

princippet om meroffentlighed, jf. offentlighedslovens § 14, men styrelsen havde ikke fundet

grundlag herfor. Som begrundelse var det anført, at

”Civilstyrelsen har i den forbindelse

foretaget en afvejning af på den ene side hensynet til de beskyttelsesinteresser, der ligger bag

den pågældende undtagelsesbestemmelse i offentlighedslovens § 23, og på den anden side

hensynet til de interesser, der ligger bag anmodningen om aktindsigt”.

Afgørelsen blev

påklaget til Procesbevillingsnævnet, der stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 29. juni 2017 (PBN 2017-33-0002) (Civilstyrelsen 17-210-00487).

6.9

De nye regler om retshjælp

Efter de ændrede regler i lov om retshjælp til indgivelse og førelse af klagesager ved

internationale klageorganer i henhold til menneskerettighedskonventioner (retshjælpsloven),

der trådte i kraft den 1. april 2016, er Procesbevillingsnævnet nu blevet klageinstans.

Retshjælpslovens § 2 har følgende ordlyd:

”Justitsministeren

yder efter ansøgning retshjælpen til den person, der har klaget, såfremt der

skønnes at være rimelig grund til at føre klagesagen og det internationale klageorgan har

anmodet om den danske regerings retlige bemærkninger til klagen.

Stk. 2. Retshjælpen omfatter alene de omkostninger, som det ikke er muligt at få godtgjort af

det internationale klageorgan.”

Afslag på retshjælp i tre sager efter de ændrede regler i retshjælpsloven

To af sagerne om retshjælp var til klagesager mod Danmark ved henholdsvis FN´s

Menneskerettighedskomité og FN´s Torturkomité. Sagerne var meget sparsomt oplyst, og der

var hverken vedlagt de indgivne klager til FN´s Menneskerettighedskomité og FN´s

Torturkomité, den danske regerings retlige bemærkninger til klagerne eller for sagen mod

133

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

FN´s Torturkomité korrespondance mellem klagerne og FN´s Torturkomité, selv om

Civilstyrelsen havde anmodet om fremsendelse heraf. Der var heller ikke i øvrigt vedlagt

dokumenter, skrivelser eller andet, der kunne oplyse sagerne. Civilstyrelsen meddelte i begge

sager afslag på retshjælp efter retshjælpslovens § 2, stk. 1, under henvisning til, at klagerne

på det foreliggende grundlag ikke havde rimelig grund til at føre klagesagerne.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelser.

Afgørelse af 6. september 2017 i den første sag (PBN 2017-35-0001) (Civilstyrelsen 16-212-00276).

Afgørelse af 6. september 2017 i den anden sag (PBN 2017-35-0002) (Civilstyrelsen 16-212-00274).

Den tredje sag om retshjælp var til en klagesag mod Danmark ved FN´s Kvindekomité. Klager

havde af Flygtningenævnet modtaget afslag på asyl, da det ikke fandtes sandsynliggjort, at

klager ved en tilbagevenden til Somalia ville være i risiko for forfølgelse eller overgreb omfattet

af udlændingelovens § 7. Civilstyrelsen meddelte i denne sag afslag på retshjælp efter

retshjælpslovens § 2, stk. 1, under henvisning til, at klager ikke havde rimelig grund til at føre

klagesagen, da sagen ved FN´s Kvindekomité grundlæggende vedrørte de danske

myndigheders vurdering af klagers troværdighed i asylsagen, og da der efter forarbejderne til

bestemmelsen

almindelighed

ikke

skulle

ydes

retshjælp

til

sådanne

sager.

Procesbevillingsnævnet stadfæstede Civilstyrelsens afgørelse.

Afgørelse af 6. september 2017 (PBN 2017-35-0003) (Civilstyrelsen 16-212-00297).

134

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

7 L

ITTERATUR

135

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

7.1

Litteratur om appeltilladelser

Bøger:

Jens Anker Andersen:

Auktioner,

3. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 1996,

side 451-454 og 456-463.

Bernhard Gomard m.fl.:

Fogedret,

4. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 1997,

side 416-417.

Jens Anker Andersen:

Tvangsfuldbyrdelse,

3. udgave (Jurist- og Økonomforbundets

Forlag) 1997, side 314-316 og 319-320.

Ole Dybdahl og Hans Kardel, under medvirken af Susanne Gamberg, Hanne Lübeck

Johansen og Kristine Queitsch:

Procesbevillinger

(GadJura), 1998.

Torben Jensen:

Højesteret og retsplejen,

(Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 1999, side

43-44, 46, 49-51, 74-75, 104-105, 140-141, 144, 167-188, 191-192, 200-205, 210, 215-

221, 228-229, 445-446.

Bjarne Christensen:

Dommeren i det 20. århundrede

–

Dommerforeningens 100 års

jubilæum

(Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 2000, side 337-338.

Eva Smith:

Civilproces

–

Grundlæggende regler og principper,

4. udgave (GadJura) 2000,

side 240-243.

Peter Germer:

Statsforfatningsret,

5. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 2012,

side 16-17.

Bernhard Gomard og Michael Kistrup:

Civilprocessen,

7. udgave (Karnov Group) 2013,

side 58-59, 69-71, 86, 777-801, 864-874

Kommenteret Retsplejelov, 9. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 2013, Bind I,

side 48-58 (kommentar til kapitel 1a. Procesbevillingsnævnet) samt kommentarer til de

enkelte hjemler for appeltilladelser.

Jørgen Jochimsen:

Hovedforhandling i straffesager,

3. udgave (Karnov Group) 2014.

Michael Kistrup, Peter Møgelvang-Hansen og Lars Lindencrone Petersen:

Fogedsager,

udgave (Karnov Group) 2015.

Christian Dahlager:

Civile retssager,

2. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag)

2015, side 36.

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen:

Grundloven

med kommentarer

(Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 2015, side 67 og 231.

136

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen:

Dansk

Statsret,

2. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 2016, side 82, 100, 124 f., 235.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen og Clement Salung

Petersen:

Den civile retspleje,

4. udgave (Forlaget Pejus) 2017, side 363 ff., 433, 442, 446

ff., 472 ff..

Hanne Kjærulff og Niels Fenger:

Appeltilladelser,

(Jurist- og Økonomforbundets Forlag),

2017.

Lars Lindencrone Petersen og Erik Werlauff:

Dansk retspleje,

7. udgave (Karnov Group)

2017, side 28 ff., 401 ff., 415.

Jon Fridrik Kjølbro:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere,

udgave (Jurist- og Økonomforbundet Forlag) 2017, side 151, 152, 193, 482, 713, 728, 731.

Lars Lindencrone Petersen og Anders Ørgaard:

Konkursloven med kommentarer,

14.

udgave (Karnov Group) 2018, side 254.

Michael Kistrup, Jakob Lund Poulsen, Jens Røn og Thomas Rørdam:

Straffeprocessen,

udgave (Karnov Group) 2018, side 37 ff., 188, 898.

137

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Artikler:

Jens Anker Andersen i Fuldmægtigen 1990, side 83-86:

Gælder den nye

appelbegrænsning i små sager også for fogedrets-, skifterets- og tinglysningsafgørelser?

Karen Dyekjær-Hansen i Lov&Ret 1992, nr. 2, side 4-6:

Ingen ideelle løsninger når det

gælder tredje instans bevilling.

Jørgen Jochimsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1992 B, side 97-105:

De nye regler om

appelbegrænsning i civile retssager.

Bernhard Gomard i Lov&Ret 1995, nr. 6, side 18-25:

Pragmatik, principper og

internationalisering i 1990’ernes procesret.

Eva Smith i Lov&Ret 1995, nr. 8, side 14-17:

Ny lov, der stækker Højesteret baseret på

urigtige oplysninger.

Bjørn Westh i Lov&Ret 1995, nr. 8, side 17-18:

Ikke hold i Eva Smith’s kritik, Kommentar.

Thomas Rørdam i Lov&Ret 1996, nr. 6, side 29-32:

Anke-praksis i strid med Folketingets

forudsætning.

Kristine Queitsch i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 12-18:

Nogle bemærkninger om

appelbegrænsning i civile retssager

–

10.000 kr.s grænsen.

Ivan Larsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 221-223:

Ankebegrænsninger i de

tidligere statsadvokatsager.

Bent Unmack Larsen i Advokaten 1997, nr. 9, side 178-179:

Procesbevillingsnævnets

praksis.

Steen Bønsing i Ugeskrift for Retsvæsen 1997 B, side 531-535:

Procesbevillingsnævnets

retlige status

–

kommentar til UfR 1997.1062 H.

Jonas Christoffersen og Jakob Fink Nielsen i Ugeskrift for Retsvæsen 1999 B, side 387-

394:

Om kære til Højesteret i civile sager.

Niels Viltoft, Benedikte Holberg og Lone Dahl Frandsen i Ugeskrift for Retsvæsen 2000 B,

side 380:

Den særlige Klageret i 60 år.

Mads Østergaard og Jørgen Nørgaard i Ugeskrift for Retsvæsen 2002 B, side 491-501:

Procesbevillingsnævnets tilladelse til appel til Højesteret af sagsomkostningsafgørelser i

civile sager.

Erik Werlauff i Juristen 2003, nr. 8, side 296-308:

At søge procesbevilling.

Jonas Christoffersen i Lov&Ret 2003, nr. 6, side 7ff:

Hvem skal lempe retsafgiften?

138

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Ole Dybdahl i Ugeskrift for Retsvæsen 2003 B, side 284-286:

Reform af Den Særlige

Klageret og Procesbevillingsnævnet.

Kim K. Gabriel i Ugeskrift for Retsvæsen 2004 B, side 314-321:

Udlændingelovens § 50 i

praksis.

Jens Røn i Juristen 2007, nr. 6, side 203-207:

En ny småsagsproces.

Marianne Højgaard Pedersen i Juristen 2009, nr. 2, side 31-35:

Procesbevillingsnævnet

efter domstolsreformen.

Peter Juul Agergaard i Advokaten 2011, nr. 3, side 38-41:

Højesteret skaber klarhed om

kære af sagsomkostninger.

Jon Stokholm i Procesbevillingsnævnets årsberetning fra 2011, side 17-18:

Indtryk fra to år

som formand i Procesbevillingsnævnet.

Thomas Elholm i Procesbevillingsnævnets

Procesbevillingens betydning for strafferetten.

årsberetning

fra

2013,

side

23-41:

Henrik Waaben i Advokaten 2014, nr. 9, side 22-24:

Det principielle skal stå i flammeskrift.

Hanne Kjærulff og Kristian Seierøe:

Retsplejelovens § 389 a

–

en ny regel om

kærebegrænsning af byrettens afgørelser under en civil sags hovedforhandling eller

forberedelse,

offentliggjort den 17. december 2014 på Procesbevillingsnævnets

hjemmeside.

Niels Fenger og Hanne Kjærulff i Ugeskrift for Retsvæsen 2016 B, side 108:

Retsplejelovens § 389 a om kære af byrettens afgørelser under hovedforhandlingen og

dennes forberedelse

–

status efter halvandet år.

Niels Fenger i Ugeskrift for Retsvæsen 2016 B, side 239:

Retsplejelovens § 368 a og

afvisning af udsigtsløse anker.

Per Magid i Procesbevillingsnævnets årsberetning fra 2016, side 29-30:

Iagttagelser fra

arbejdet som medlem af Procesbevillingsnævnet.

Henrik Waaben i U 2017B.72/2:

Anmeldelse

af Kjærulff og Fenger,

Appeltilladelser.

Sofie-Amalie Gregaard Brandi og Cecilie Boel Winther i Ugeskrift for Retsvæsen 2017 B,

side 231:

Varetægtsfængsling i praksis.

7.2

Litteratur om fri proces

Holger Kallehauge i Ugeskrift for Retsvæsen 1973 B, side 153-167:

Nogle bemærkninger

om fri proces.

139

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Frederik Chr. Schydt:

Fri proces,

(Jurist- og Økonomforbundets Forlag) 1992, side 243-

323.

Jens Røn i Juristen 2006, nr. 5, side 175-185:

Nye love

–

nye regler om

sagsomkostninger, retshjælp og fri proces.

Jens Røn i Juristen 2007, nr. 6, side 203-207:

En ny småsagsproces.

Bernhard Gomard og Michael Kistrup:

Civilprocessen,

7. udgave (Karnov Group) 2013,

side 778-788.

Kommenteret Retsplejelov, 9. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag), 2013, Bind I,

side 752-780 (kommentar til §§ 325-336).

Cecilie Maarbjerg Qvist og Louise Falkenberg i Juristen 2010, nr. 4, side 114-120:

Nogle

bemærkninger om behandlingen af fri proces sager.

Astrid Mavrogenis:

Fri proces-retshjælp,

(Karnov Group Denmark A/S), 2012.

Christian Dahlager:

Civile retssager,

2. udgave (Jurist- og Økonomforbundets Forlag)

2015, side 58.

Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen og Clement Salung

Petersen:

Den civile retspleje,

4. udgave (Forlaget Pejus) 2017, side 491 ff.

Jon Fridrik Kjølbro:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere,

udgave (Jurist- og Økonomforbundet Forlag) 2017, side 146, 465, 511, 512, 683, 814,

1168

140

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Lars Lindencrone Petersen og Erik Werlauff:

Dansk retspleje,

7. udgave (Karnov Group)

2017, side 177 ff.

8 B

ILAG

141

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

8.1

Lovgivning af betydning for nævnets virksomhed

Procesbevillingsnævnet blev etableret pr. 1. januar 1996 og har fra starten haft til opgave at

træffe afgørelse vedrørende ansøgninger om appeltilladelse til landsretten og til Højesteret i

civile sager og i straffesager. Fra 2007 har nævnet endvidere været klageinstans i forhold til

Civilstyrelsens afslag på fri proces. De to sagstyper behandles i to forskellige afdelinger, dels i

en afdeling for appeltilladelser, dels i en afdeling for fri proces. Alle sager bliver forberedt i et

sekretariat, der er fælles for de to afdelinger.

Procesbevillingsnævnet har siden 1. januar 1996 som nævnt forestået behandlingen af

ansøgninger om appeltilladelse til landsretten og Højesteret i civile sager og straffesager.

Procesbevillingsnævnet blev oprettet ved lov nr. 390 af 14. juni 1995 om ændring af

retsplejeloven (Oprettelse af et procesbevillingsnævn m.v.).

Ved lov nr. 1082 af 20. december 1995 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov

om rettens pleje i Grønland og forskellige andre lovbestemmelser om procesbevillinger

(Ændringer som følge af oprettelsen af Procesbevillingsnævnet) blev der gennemført de

nødvendige konsekvensændringer i bestemmelser om procesbevillinger i særlovgivningen og i

den særlige lovgivning for Grønland og Færøerne. Loven trådte i kraft for Danmark og

Grønland den 1. januar 1996. Loven blev sat i kraft for Færøerne den 1. juli 1999 ved

bekendtgørelse nr. 454 af 16. juni 1999.

Ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. (rekruttering af dommere

m.v.) blev nævnet bevillingsmæssigt og administrativt henlagt under Domstolsstyrelsen.

Procesbevillingsnævnet fik med virkning fra 1. januar 2007 som nævnt tillagt kompetencen til

at behandle klager over Civilstyrelsens afslag på fri proces efter retsplejeloven. Den nye fri

proces-ordning blev indført ved lov nr. 554 af 24. juni 2005 om ændring af retsplejeloven og

forskellige andre love (Sagsomkostninger, retshjælp og fri proces).

Ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi-

og domstolsreform) blev Procesbevillingsnævnets opgaver i afdelingen for appeltilladelser

yderligere udvidet. Byretterne blev med virkning fra den 1. januar 2007 den almindelige

førsteinstans i alle civile sager, således at fri anke til Højesteret kun kunne finde sted i de

sager, der er henvist fra byret til landsret, og sager fra Sø- og Handelsretten. Ellers krævedes

nævnets tilladelse. Samtidig blev nævningesager med virkning fra 1. januar 2008 henlagt til

142

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

behandling i byretten som 1. instans med appeladgang til landsretten. Anke i straffesager til

Højesteret kan herefter kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse.

Ved lov nr. 536 af 26. maj 2010 er der med virkning fra den 1. juli 2010 indført hjemmel til at

meddele begrænset 3. instansbevilling til Højesteret i både civile sager og straffesager.

Der er i 2014 trådt en række nye regler om appelbegrænsning i civile sager i kraft. Med

virkning fra 1. februar 2014 er der indført nye regler om blandt andet sagstilgangen til

Højesteret, jf. lov nr. 84 af 28. januar 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love. Med virkning fra 1. juli 2014 er der desuden indført nye regler om civile sagers

behandling, jf. lov nr. 737 af 25. juni 2014 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre

love. Ved lovændringerne er der indført nye regler om civile sagers behandling, som blandt

andet betyder ændring af appelgrænsen og andre nye regler om appelbegrænsning i civile

sager. Se herom også afsnit 2.5. for en nærmere gennemgang af reglerne.

Der

desuden ved flere senere lovændringer

indføjet

enkelte nye regler

appelbegrænsning

–

ved appel af rettens afgørelse om anvendelse af domstolenes

sagsportal, jf. lov nr. 1867 af 29. december 2015

–

samt diverse konsekvensrettelser i

bestemmelser knyttet til reglerne om appeltilladelse.

Der er med virkning fra 1. april 2016 gennemført en ændring af lov om retshjælp til indgivelse

førelse

klagesager

for

internationale

klageorganer

henhold

til

menneskerettighedskonventioner og retsplejeloven, jf. lov nr. 263 af 16. marts 2016.

Ændringen indebærer bl.a., at der er indført en klageadgang til nævnets afdeling for fri proces

i disse sager.

Beløbsgrænsen for tiltaltes anke til landsretten af byrettens dom i en straffesag er ved lov nr.

714 af 8. juni 2018 med virkning fra 1. juli 2018 ændret i retsplejelovens § 902, stk. 2, nr. 2, fra

3.000 kr. til 6.000 kr., dette angår alene de såkaldte sumbøder, og bestemmelsen i § 902, stk.

2, nr. 1, er derfor uændret på 20 dagbøder. Efter overgangsreglerne finder ændringen ikke

anvendelse på byrettens domme, der er afsagt før lovens ikrafttræden. Den nye

beløbsgrænse er ikke medtaget i bilag 8.4.

Lovreglerne om Procesbevillingsnævnets virksomhed er placeret i kapitel 1 a i retsplejeloven.

Kapitlet er medtaget som

bilag

8.2 til årsberetningen. Af forarbejderne til bestemmelserne (FT

1994/95, tillæg A, side 2956 og 2959) fremgår, dels at Procesbevillingsnævnet ikke er en del

af domstolssystemet, dels at nævnet ikke er en del af den offentlige forvaltning, hvilket bl.a.

143

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

indebærer, at nævnet ikke er omfattet af offentlighedsloven, forvaltningsloven og

ombudsmandsloven.

For

nævnets

virksomhed

gælder

dog

bestemmelserne

databeskyttelseslovgivningen.

Procesbevillingsnævnets forretningsorden er senest blevet ændret i 2018 med virkning fra den

25. maj 2018, jf. bekendtgørelse nr. 512 af 22. maj 2018. Forretningsordenen er medtaget

som

bilag 8.3

til årsberetningen.

Som

bilag 8.4

er desuden medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der på tidspunktet for

årsberetningens udfærdigelse i 2018 gav hjemmel for appeltilladelser.

Som

bilag 8.5

er medtaget de bestemmelser i retsplejeloven, der giver hjemmel for

meddelelse af fri proces.

Bilag 8.6

er lov nr. 263 af 16. marts 2016 om retshjælp til indgivelse

førelse

klagesager

for

internationale

retsplejeloven.

klageorganer

Bilag

8.7

til

henhold

til

menneskerettighedskonventioner

der var gældende for 2017.

årsberetningen

bekendtgørelse nr. 1671 af 14. december 2016 om de økonomiske betingelser for fri proces,

144

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

8.2

Retsplejelovens kapitel 1 a. Procesbevillingsnævnet

§ 22.

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og

tredjeinstansbevilling efter regler i denne lov og anden lovgivning.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces efter

regler i denne lov

og afslag på retshjælp efter lov om retshjælp til indgivelse og førelse af

klagesager for internationale klageorganer i henhold til menneskerettigheds-konventioner.

§ 23.

Nævnet består af 5 medlemmer, en højesteretsdommer (formand), en landsdommer, en

byretsdommer, en advokat med møderet for Højesteret og en universitetslærer i retsvidenskab

eller en anden jurist med særlig videnskabelig uddannelse. Beskikkelsen af de fire

førstnævnte medlemmer sker efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis Højesteret,

landsretterne, Den Danske Dommerforening og Advokatrådet. Kongen beskikker efter

indstilling fra justitsministeren medlemmerne for en periode på to år. Et medlem har ret til

genbeskikkelse for yderligere to år. Herudover kan genbeskikkelse ikke finde sted.

Stk. 2. Ved afgørelse af klager over afslag på fri proces består nævnet af en landsdommer

(afdelingsformand), en byretsdommer og en advokat. Beskikkelsen af de 3 medlemmer sker

efter indstilling til justitsministeren fra henholdsvis landsretterne, Den Danske Dommerforening

og Advokatrådet. Stk. 1, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Der beskikkes en eller flere suppleanter for hvert af nævnets medlemmer. Stk. 1 og 2

finder tilsvarende anvendelse.

§ 24.

Nævnets medlemmer kan kun afsættes efter de regler, der gælder for dommere. Et

medlem udtræder, når betingelserne for medlemmets beskikkelse bortfalder.

§ 25.

Procesbevillingsnævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Der kan i forretningsordenen fastsættes regler om indhentning og videregivelse af

oplysninger til brug ved sagernes behandling. Der kan endvidere bl.a. fastsættes

bestemmelser om skriftlig votering og om, at formanden kan træffe visse nærmere bestemte

afgørelser på nævnets vegne, eller at sager om meddelelse af anden- og tredjeinstansbevilling

kan afgøres af tre af nævnets medlemmer, nemlig en dommer, en advokat og en

universitetslærer.

§ 26.

Procesbevillingsnævnet offentliggør hvert år en beretning om sin virksomhed.

Stk. 2. Til Procesbevillingsnævnet knyttes et sekretariat.

Stk. 3. Domstolsstyrelsen varetager Procesbevillingsnævnets bevillingsmæssige

administrative forhold.

§ 27.

Såfremt en offentlig myndighed i medfør af § 252, stk. 2, er indtrådt i en sag til fordel for

en af sagens parter eller agter at gøre dette, kan myndigheden ved skriftlig erklæring støtte

partens ansøgning til Procesbevillingsnævnet.

145

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

8.3

Bekendtgørelse nr. 512 af 22. maj 2018 om forretningsorden for

Procesbevillingsnævnet

I medfør af § 25 i lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1101 af 22. september 2017,

fastsættes:

Procesbevillingsnævnet

§ 1.

Procesbevillingsnævnet behandler ansøgninger om meddelelse af anden- og

tredjeinstansbevilling (appeltilladelse), jf. retsplejelovens § 22, stk. 1. Ved behandling af

ansøgninger om meddelelse af appeltilladelse består nævnet af 5 medlemmer under ledelse

af nævnets formand, jf. dog §§ 10-12.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet behandler endvidere klager over afslag på fri proces, jf.

retsplejelovens § 22, stk. 2. Ved behandling af klager over afslag på fri proces består nævnet

af 3 medlemmer under ledelse af nævnets afdelingsformand, jf. dog §§ 13-14.

Stk. 3. Ledelsen af nævnets administrative funktioner varetages af nævnets formand med

bistand af et sekretariat, som denne antager.

Forberedelse af nævnsbehandlingen

§ 2.

Nævnets formand og afdelingsformand drager omsorg for sagernes forberedelse med

bistand fra nævnets sekretariat.

§ 3.

Ansøgning om appeltilladelse og klage over afslag på fri proces skal være skriftlig og

angive de grunde, som ansøgeren eller klageren vil påberåbe sig. Henvendelsen skal

ledsages af kopi af den eller de afgørelser, der er truffet vedrørende sagen, samt kopier af

dokumenter, der i øvrigt er af betydning for sagens afgørelse. Procesbevillingsnævnet kan

pålægge ansøgeren eller klageren at tilvejebringe yderligere oplysninger til brug for sagens

behandling.

Stk. 2. En ansøger eller en klager kan anvende blanketter til ansøgning om appeltilladelse og

klage over afslag på fri proces. Blanketter med vejledning er tilgængelige på

Procesbevillingsnævnets hjemmeside www.procesbevillingsnaevnet.dk.

Stk. 3. Sekretariatet bistår om nødvendigt en ansøger eller en klager, som ikke er

repræsenteret ved advokat, med udfærdigelse af ansøgningen eller klagen.

Stk. 4. En ansøgning eller klage, der er sendt med digital post, skal være modtaget i nævnets

sekretariat inden udgangen af det døgn, hvor ansøgnings- eller klagefristen udløber. Dette

gælder også, hvor fristen udløber på en lørdag, søndag eller helligdag. Såfremt en ansøgning

eller klage indgives med almindelig post, skal ansøgningen eller klagen dog være modtaget

inden kontortids ophør kl. 15.00 på den dag, hvor ansøgnings- eller klagefristen udløber.

Udløber fristen på en lørdag, søndag eller helligdag, skal ansøgningen eller klagen indgivet

med almindelig post være modtaget inden kl. 15.00 på den forudgående arbejdsdag.

Beregning af ansøgnings- eller klagefristen sker i øvrigt i overensstemmelse med

retsplejelovens regler om anke- og kærefrister. Nævnet kan i en appeltilladelsessag bortse fra

en fristoverskridelse, hvis retsplejelovens betingelser herfor er opfyldt. Ved en klage over et

afslag på fri proces kan nævnet bortse fra en fristoverskridelse, hvis denne er undskyldelig.

§ 4.

Sekretariatet anerkender modtagelsen af ansøgningen eller klagen.

Stk. 2. I sager vedrørende appeltilladelse underrettes modparten om ansøgningen. Er

anklagemyndigheden modpart, sker underretningen i overensstemmelse med skriftlige

retningslinjer aftalt mellem Procesbevillingsnævnet og anklagemyndigheden. I sager

vedrørende appeltilladelse og sager vedrørende fri proces sker der herudover underretning af

146

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

den registrerede i overensstemmelse med reglerne i databeskyttelsesforordningens artikel 12–

14, jf. dog databeskyttelseslovens §§ 22 og 23. Formanden eller afdelingsformanden

bestemmer, i hvilke tilfælde en modpart skal anmodes om at fremkomme med eventuelle

bemærkninger inden en nærmere angiven frist.

Stk. 3. Nævnet kan indhente en udtalelse fra Civilstyrelsen i anledning af en klagesag.

§ 5.

Formanden eller afdelingsformanden afgør, om akterne fra den forudgående behandling

af sagen skal indhentes. Videregivelse af akter fra en anden myndighed til nævnet kan ske

uden samtykke fra ansøgeren eller klageren.

Stk. 2. Nævnet kan til brug for behandling af en sag anvende akter fra tidligere sager ved

nævnet vedrørende samme retstvist, uanset om akterne vedrører en ansøgningssag eller en

klagesag.

Nævnsbehandling

–

fælles bestemmelser

§ 6.

Nævnets afgørelser træffes ved møder i nævnet. Møderne afholdes almindeligvis en gang

ugentlig. Sagerne til behandling på mødet udsendes til medlemmerne senest ugedagen før.

Hastende sager kan dog udsendes med kortere frist. Forhandlingerne foregår mundtligt.

Formanden eller afdelingsformanden kan dog i særlige tilfælde træffe bestemmelse om en

anden behandlingsform.

Stk. 2. Spørgsmål om inhabilitet afgøres efter retsplejelovens regler herom.

§ 7.

Nævnets møder er ikke offentlige.

Stk. 2. Sagens parter har ikke adgang til møderne.

Stk. 3. Efter formandens eller afdelingsformandens bestemmelse kan møderne overværes af

medarbejdere i sekretariatet.

§ 8.

Formanden og afdelingsformanden kan uden forelæggelse for nævnet tage stilling til

behandlingen af henvendelser, som falder uden for nævnets kompetence.

Stk. 2. Formanden og afdelingsformanden kan herudover i særlige grupper af tilfælde i

henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, træffe

afgørelse på nævnets vegne uden forelæggelse for nævnet.

§ 9.

I tilfælde af et medlems forfald indkaldes om muligt medlemmets suppleant.

Behandling af ansøgninger om appeltilladelse

§ 10.

I tilfælde af forfald for formanden og dennes suppleant ledes forhandlingerne af

landsdommeren og i tilfælde af også dennes forfald af det ældste tilstedeværende medlem af

nævnet.

§ 11.

Har medlemmer og suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis 3 medlemmer

er til stede.

Stk. 2. Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af

stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 3. Ethvert tilstedeværende medlem kan kræve behandlingen af en sag udsat, hvis nævnet

ikke er fuldtalligt.

§ 12.

I henhold til skriftlige retningslinjer, fastsat af nævnet ved enstemmig beslutning, kan

afgørelse i særlige grupper af tilfælde træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en dommer,

en advokat og en universitetslærer. Hvert af de i sagens behandling deltagende medlemmer

kan dog i disse tilfælde kræve en sag behandlet i det samlede nævn.

147

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Behandling af klager over afslag på fri proces

§ 13.

I tilfælde af forfald for afdelingsformanden og dennes suppleant ledes forhandlingerne af

byretsdommeren.

§ 14.

Har medlemmer og suppleanter forfald, kan nævnet træffe beslutning, hvis 2 medlemmer

er til stede.

Stk. 2. Beslutninger træffes af nævnet ved almindelig stemmeflerhed. Hvis afgørelsen træffes

af 2 medlemmer, kræves enighed.

Stk. 3. Ethvert tilstedeværende medlem kan kræve behandlingen af en sag udsat, hvis nævnet

ikke er fuldtalligt.

Genoptagelse og protokollering

§ 15.

Nævnet kan på begæring omgøre en afgørelse, såfremt der foreligger væsentlige nye

oplysninger.

§ 16.

Nævnets beslutninger indføres i en særlig protokol.

Stk. 2. Ethvert medlem kan kræve at få tilført protokollen en kort begrundelse for sin

stemmeafgivning.

Underretning og aktindsigt

§ 17.

Nævnets afgørelse meddeles ansøgeren eller klageren uden angivelse af, hvilke

medlemmer der har deltaget i sagens behandling, og hvorledes de har stemt.

Stk. 2. I meddelelsen om nævnets afgørelse begrundes afgørelsen med henvisning til

indholdet af de bestemmelser, der giver hjemmel for meddelelse af appeltilladelse eller fri

proces.

Stk. 3. Meddelelse om afgørelsen underskrives af formanden eller afdelingsformanden eller af

den, som disse bemyndiger hertil.

Stk. 4. Der gives i sager vedrørende appeltilladelse underretning om afgørelsen til en modpart

i sagen, der er underrettet eller hørt i anledning af ansøgningen eller klagen.

Stk. 5. Der gives i sager vedrørende appeltilladelse tillige underretning til den eller de retter,

som har truffet afgørelse i sagen.

Stk. 6. Der gives i sager vedrørende fri proces tillige underretning til Civilstyrelsen. Meddelelse

om bevilling af fri proces i verserende retssager gives tillige til den ret, der behandler sagen.

§ 18.

Aktindsigt meddeles af formanden eller afdelingsformanden i overensstemmelse med

bestemmelserne i retsplejelovens §§ 41-41 h, 255 a og 729 a-729 d med de fornødne

tillempninger.

Stk. 2. Begæring om indsigtsret fra den registrerede i medfør af databeskyttelsesforordningen

behandles efter reglerne i forordningens artikel 12 og artikel 15, jf. dog databeskyttelseslovens

§ 22.

Ændringer

§ 19.

Ændringer i nævnets forretningsorden forudsætter enstemmighed.

Ikrafttræden

§ 20.

Bekendtgørelsen træder i kraft den 25. maj 2018.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 152 af 25. februar

Procesbevillingsnævnet ophæves.

148

2016

forretningsorden

for

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

8.4

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven mv. om meddelelse

af appeltilladelse

Retsplejeloven

Kapitel 16.

Almindelige bestemmelser om procesmåden

§ 148 a.

Borgerlige retssager og sager om optagelse af bevis om borgerlige krav anlægges

og behandles ved anvendelse af en digital sagsportal, som domstolene stiller til rådighed.

Enhver skriftlig henvendelse om sagen skal ske på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 3-6.

Stk. 2. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for

retten.

Stk. 3. Sager i medfør af udlændingeloven anlægges og behandles ikke på domstolenes

sagsportal. Betalingspåkrav og indsigelser mod betalingspåkrav, jf. kapitel 44 a, indleveres

ikke på domstolenes sagsportal, jf. dog stk. 8. Fremkommer der rettidigt indsigelser mod

kravet, eller træffer fogedretten afgørelse om genoptagelse, jf. § 477 e, stk. 1 eller 5, og har

fordringshaveren anmodet om, at retssagsbehandling indledes uden indlevering af stævning,

jf. § 477 b, stk. 4, nr. 3, overgår sagen til behandling på domstolenes sagsportal.

Stk. 4. Vurderer retten, at der foreligger særlige forhold, som gør, at en part, skønsmand m.v.

ikke må forventes at kunne anvende domstolenes sagsportal, beslutter retten, at den

pågældende fritages fra at anvende domstolenes sagsportal. Rettens beslutning om fritagelse

fra at anvende domstolenes sagsportal eller afslag herpå kan ikke uden

Procesbevillingsnævnets tilladelse indbringes for højere ret. Procesbevillingsnævnet kan dog

meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for

sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der ansøger om kæretilladelse, og der i

øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en højere ret. Ansøgning om kæretilladelse

skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at beslutningen er truffet.

Stk. 5. Retten kan i øvrigt, når der foreligger særlige forhold, beslutte, at en sag ikke skal

anlægges og behandles eller et processkrift eller et andet dokument ikke skal fremsendes

ved anvendelse af domstolenes sagsportal.

Stk. 6. Vedkommende retspræsident kan, når der foreligger særlige forhold, beslutte, at

rettens sager eller en del heraf i en nærmere afgrænset periode ikke skal behandles på

domstolenes sagsportal.

Stk. 7. Beslutninger efter stk. 5 og 6 kan ikke indbringes for højere ret.

Stk. 8. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at betalingspåkrav, jf. kapitel 44 a, kære af

afgørelser, som træffes af Tinglysningsretten og fogedretten, og kære af afgørelser, som

træffes af skifteretten i andre sager end dem, der efter dødsboskiftelovens § 98,

ægtefælleskiftelovens § 2, stk. 4, og konkurslovens § 243 behandles efter den borgerlige

retspleje, skal indleveres og behandles ved anvendelse af domstolenes sagsportal.

Stk. 9. Domstolsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af domstolenes

sagsportal.

149

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Kapitel 23.

Delafgørelser i civile sager

§ 253.

Retten kan bestemme, at forberedelsen eller hovedforhandlingen foreløbig skal

begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller

spørgsmål, til et af disse.

Stk. 2. Retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af det krav, som sagen angår. Omfatter

sagen flere krav eller spørgsmål, kan retten træffe særskilt afgørelse om et af disse.

Stk. 3. Særskilte afgørelser om modkrav eller krav, over for hvilke der er fremsat modkrav,

kan kun fuldbyrdes, hvis retten i afgørelsen har truffet bestemmelse om, at afgørelsen mod

eller uden sikkerhedsstillelse skal kunne fuldbyrdes for en del eller i sin helhed. Det samme

gælder særskilte afgørelser om et enkelt af sagens spørgsmål, der ikke afslutter rettens

behandling af sagen eller et af kravene i sagen.

Stk. 4. De i stk. 3 nævnte afgørelser kan først indbringes for højere ret i forbindelse med den

endelige

afgørelse

sagen,

medmindre

afgørelsen

kan

fuldbyrdes

eller

Procesbevillingsnævnet har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Sådan tilladelse kan

gives, hvis der foreligger særlige grunde. Hvis tilladelse skal gives til at indbringe en afgørelse

for Højesteret som 3. instans, skal sagen desuden angå spørgsmål af principiel karakter, jf. §

371, stk. 1, og § 392, stk. 3. En tilladelse til at indbringe afgørelsen for Højesteret som 3.

instans kan begrænses til en del af sagen, hvis særlige grunde taler for det.

Stk. 5. Ansøgning om tilladelse efter stk. 4 skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden

udløbet af den almindelige frist for indbringelse af afgørelsen. § 371, stk. 2, 2. pkt., og § 392,

stk. 4, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Meddeles tilladelsen, skal sagen indbringes for

den overordnede ret inden 4 uger.

Kapitel 31.

Retshjælp og fri proces

§ 327.

Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans

1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i

sager om ændring af en aftale eller dom efter

forældreansvarslovens § 14

eller § 17, stk.

2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud

efter

markedsføringsloven

nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og

3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i Advokatnævnet, jf. § 146, et

huslejenævn eller et beboerklagenævn eller et centralt statsligt klagenævn med

undtagelse af Forbrugerklagenævnet og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller af modparten til ændring af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet.

Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået

medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Stk. 3. Fri proces kan, jf. § 325, gives under skifterettens behandling af boer omfattet af § 1 i

lov om ægtefælleskifte m.v.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få

medhold i sagen.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan

indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 389 a, stk. 1, §

392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og

Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.

150

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

§ 334.

Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident. Beskikkelsen omfatter også

retshandlinger ved anden ret.

Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for

udlæg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf.

dog § 333, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge

beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse

for rejseudgifter.

Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Hvis der er

fastsat takster efter stk. 7, fastsættes salæret på baggrund af disse. Fastsættelsen af salær

og godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens

afslutning.

Stk. 5. Den beskikkede advokat må ikke modtage salær eller godtgørelse ud over de beløb,

der er fastsat af retten. I de i stk. 3 nævnte tilfælde og i tilfælde, hvor den beskikkede advokat

giver møde ved en anden ret, jf. stk. 1, 2. pkt., kan der dog træffes aftale mellem parten og

advokaten om, at parten skal betale rejseudgifter, der ikke dækkes af statskassen. Reglen i 1.

pkt. gælder ikke, såfremt der er truffet særlig aftale mellem parten og advokaten om

vederlaget og advokaten frafalder krav på vederlag af statskassen.

Stk. 6. Såfremt omkostninger ved sagen er dækket af en retshjælpsforsikring eller anden

forsikring, skal salær og godtgørelse til den beskikkede advokat i første række betales af

forsikringen.

Stk. 7. Justitsministeren kan fastsætte takster for salær til beskikkede advokater.

Kapitel 36.

Anke civile sager

§ 368.

Domme afsagt af en byret kan af parterne ankes til den landsret, i hvis kreds byretten

ligger. Angår sagen krav, der efter påstanden har en økonomisk værdi af højst 20.000 kr., kan

dommen kun ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. stk. 2.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til anke af domme, der er omfattet af

stk. 1, 2. pkt., hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse.

Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men

inden 1 år efter afsigelsen.

Stk. 3. Domme, der er afsagt af en landsret som 1. instans, kan af parterne ankes til

Højesteret, for så vidt ikke andet er bestemt ved lov.

Stk. 4. Domme, der er afsagt af Sø- og Handelsretten, kan af parterne ankes til Højesteret

eller landsret. Anke kan ske til Højesteret, hvis sagen er af principiel karakter og har generel

betydning for retsanvendelsen og retsudviklingen eller væsentlig samfundsmæssig

rækkevidde i øvrigt, eller hvis andre særlige grunde i øvrigt taler for, at sagen behandles af

Højesteret som 2. instans. Anke til landsret sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle

have været anlagt efter reglerne i kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og

Handelsretten.

Stk. 5. Når en part anker en dom afsagt af Sø- og Handelsretten til landsret, har andre parter i

sagen, også selv om der alene påstås stadfæstelse, krav på, at ankesagen behandles af

Højesteret, hvis betingelserne i stk. 4, 2. pkt., er opfyldt. Ønsker en anden part, at ankesagen

behandles af Højesteret, indbringer denne part ankesagen for Højesteret ved at afgive et

svarskrift til Højesteret med kopi til landsretten inden udløbet af den frist, som landsretten har

fastsat for afgivelse af svarskrift.

151

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Stk. 6. Højesteret påser af egen drift, at betingelserne i stk. 4, jf. stk. 5, for anke til Højesteret

er opfyldt. Er betingelserne for anke til Højesteret ikke opfyldt, afviser Højesteret anken ved

kendelse. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 4, kan sagen herefter inden den ordinære ankefrists

udløb, eller, hvis den ordinære ankefrist udløber inden 2 uger, inden 2 uger efter afsigelsen af

Højesterets kendelse om ankens afvisning, indbringes for landsretten. Indbringes sagen

senere, finder § 372, stk. 2, 3.-7. pkt., tilsvarende anvendelse. I de tilfælde, der er nævnt i stk.

5, fortsættes sagens behandling ved landsretten.

Stk. 7. Anken kan omfatte afgørelser, der er truffet under sagen, for så vidt ikke andet er

bestemt ved lov.

Stk. 8. Bestemmelser om sagsomkostninger i domme, som er afsagt af en landsret eller af

Sø- og Handelsretten, kan kun ankes særskilt med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Bestemmelserne i § 371 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 9. Ved særskilt anke af en bestemmelse om sagsomkostninger i en dom, der er afsagt af

Sø- og Handelsretten, finder stk. 4-6 tilsvarende anvendelse.

§ 368 a.

Landsretten kan afvise at behandle en sag i 2. instans, hvis der ikke er udsigt til, at

sagen vil få et andet udfald end i byretten, og sagen ikke er af principiel karakter eller

andre grunde ikke i øvrigt taler for, at sagen skal behandles af landsretten. Landsretten kan

dog ikke afvise en sag, som er indbragt efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Stk. 2. Hvis landsretten overvejer at afvise en ankesag efter stk. 1, underrettes parterne

herom. Parterne kan herefter inden 2 uger efter at have modtaget meddelelsen give retten

og den anden part underretning om deres bemærkninger, hvorefter retten træffer afgørelse.

Stk. 3. Retten træffer ved dom afgørelse om afvisning på det indkomne skriftlige grundlag.

Hvor særlige grunde taler derfor, kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig

forhandling. Retten kan tillade, at en part eller rettergangsfuldmægtig deltager i den mundtlige

forhandling ved anvendelse af telekommunikation, medmindre sådan deltagelse er

uhensigtsmæssig.

§ 371.

Domme, der er afsagt af en landsret som 2. instans, kan ikke ankes.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til prøvelse i 3. instans, hvis sagen er af

principiel karakter. Hvis særlige grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af

det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af

disse.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse efter stk. 1, 2. pkt., skal indgives til Procesbevillingsnævnet

inden 4 uger efter dommens afsigelse. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse,

hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afsigelsen.

§ 372.

Ankefristen er 4 uger. Fristen regnes fra dommens afsigelse.

Stk. 2. Anke sker ved indlevering af ankestævning til den ret, hvis dom indankes. Den ret,

hvis dom indankes, sender inden 1 uge efter modtagelse af anken sagens dokumenter til

ankeinstansen. Anke skal ske inden ankefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse

efter § 368, stk. 2, eller § 371, inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Indleveres stævningen senere, afvises anken. Ankeinstansen kan dog undtagelsesvis tillade

anke indtil 1 år efter dommens afsigelse. Stævningen skal i så fald indleveres inden 4 uger

efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse ved

behandlingen af ansøgning om tilladelse til anke efter fristens udløb. Landsrettens afgørelse

kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 3-5.

152

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Stk. 3. En anke, der hæves eller afvises af anden grund end overskridelse af fristen efter stk.

2, kan med rettens tilladelse på ny tages under behandling, såfremt ny ankestævning

indleveres på rettens kontor inden 2 uger efter, at sagen blev hævet eller afvist.

Kapitel 37.

Kære civile sager

§ 389.

Kendelser og beslutninger, der er afsagt af en byret, kan, medmindre andet er bestemt

i loven, kæres til den landsret, i hvis kreds byretten ligger.

Stk. 2. Kendelser og beslutninger om sagsomkostninger, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan

ikke kæres. Hvis det er bestemt, at ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den

anden part, kan afgørelsen herom kun indbringes uden tilladelse fra Procesbevillingsnævnet,

hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere end 20.000 kr.

Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke

kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler

derfor.

Stk. 4. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 2 og 3 skal indgives til Procesbevillingsnævnet

inden 2 uger efter, at afgørelsen er truffet. Nævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse,

hvis ansøgningen indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er truffet.

§ 389 a.

Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen

eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele

tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning

for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten og der i øvrigt er anledning til at lade

afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet.

§ 391.

Bestemmelser i domme afsagt af en byret om sagsomkostninger, der er fastsat til

mere end 20.000 kr., kan indbringes særskilt for landsret ved kære. Hvis det er bestemt, at

ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part, kan bestemmelsen herom

kun indbringes særskilt, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af sagsomkostninger med mere

end 20.000 kr.

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse til kære af bestemmelser i domme om

sagsomkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Bestemmelserne i § 389, stk. 4, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Domme, hvorved retten afviser sagen, fordi den ikke er indbragt for rette domstol eller

ikke rettidigt er indbragt for domstolene eller ankeretten, kan indbringes for højere ret ved

kære. Hvis dommen er afsagt af en landsret som ankeinstans, kan kære kun ske med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører

spørgsmål af principiel karakter. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet inden 2

uger efter, at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter, at afgørelsen er

truffet.

Stk. 4. Domme, hvorved landsretten afviser sagen efter § 368 a, kan indbringes for Højesteret

ved kære. Kære kan kun ske med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan

gives, hvis særlige grunde taler derfor. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til nævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis

153

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter at afgørelsen er

truffet.

§ 392.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af en landsret efter reglerne i § 253 i en sag,

der behandles af retten som 1. instans, kan kæres til Højesteret, hvis afgørelsen kan

fuldbyrdes eller Procesbevillingsnævnet har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Sådan

tilladelse kan gives, hvis der foreligger særlige grunde, jf. § 253, stk. 4.

Stk. 2. En kendelse om afvisning, der afsiges af en landsret efter § 226, stk. 5, kan kæres til

Højesteret uden forudgående tilladelse fra Procesbevillingsnævnet.

Stk. 3. I andre tilfælde kan landsrettens kendelser og beslutninger kæres til Højesteret med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren vedrører

spørgsmål af principiel karakter. Hvis kendelsen eller beslutningen er afsagt efter reglerne i §

253, skal der desuden foreligge særlige grunde, jf. § 253, stk. 4.

Stk. 4. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 og 3 skal indgives til Procesbevillingsnævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis

give tilladelse efter stk. 3, 1. og 2. pkt., hvis ansøgning indgives senere, men inden 6

måneder efter at afgørelsen er truffet.

Stk. 5. Hvis særlige grunde taler for det, kan en tilladelse efter stk. 3 til at kære til Højesteret

som 3. instans begrænses til en del af sagen.

§ 392 a.

Kendelser og beslutninger, der afsiges af Sø- og Handelsretten efter reglerne i §

253, kan kæres til landsretten, hvis afgørelsen kan fuldbyrdes eller Procesbevillingsnævnet

har tilladt, at afgørelsen indbringes særskilt. Sådan tilladelse kan gives, hvis der foreligger

særlige grunde, jf. § 253, stk. 4. Kære sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle have

været anlagt efter reglerne i kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og

Handelsretten.

Stk. 2. I andre tilfælde kan Sø- og Handelsrettens kendelser og beslutninger kæres til

landsretten med Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan gives, hvis kæren

vedrører spørgsmål af principiel karakter. Kære sker til den landsret, i hvis kreds sagen skulle

have været anlagt efter reglerne i kapitel 22, hvis sagen ikke var blevet anlagt ved Sø- og

Handelsretten.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 og 2 skal indgives til Procesbevillingsnævnet,

inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis

give tilladelse efter stk. 2, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder efter at

afgørelsen er truffet.

§ 394.

Kærefristen, der regnes fra den dag, afgørelsen er truffet, er 2 uger.

Stk. 2. Kære skal ske inden kærefristens udløb eller, hvis der er meddelt tilladelse efter § 148

a, stk. 4, § 389, § 389 a, stk. 1, § 391, § 392 eller § 392 a, stk. 2, inden 2 uger efter, at

tilladelsen er meddelt ansøgeren. Hvis der er meddelt tilladelse efter § 392, stk. 3, jf. § 253,

stk. 4, skal kære ske, inden 4 uger efter at tilladelsen er meddelt ansøgeren. Iværksættes

kære senere, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen kæres. Retten kan dog

undtagelsesvis tillade kære indtil 6 måneder efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald

indleveres inden 2 uger efter tilladelsens meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder

tilsvarende anvendelse ved behandling af ansøgning om tilladelse til kære efter fristens

udløb.

§ 395.

Kære har ikke opsættende virkning, medmindre andet er bestemt i loven, eller det

bestemmes af den ret, hvis afgørelse kæres, eller den ret, hvortil afgørelsen kæres. Det

samme gælder ansøgning til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til kære efter § 389 a.

154

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Kapitel 43 a.

Prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse

§ 475.

Anke sker ved meddelelse til dommeren. Ankefristen er 4 uger fra dommens afsigelse.

Byretten sender meddelelsen om anken samt sagens akter til landsretten, der berammer

mundtlig forhandling af sagen i et retsmøde, til hvilket parterne indkaldes af retten med et af

denne bestemt varsel. Bestemmelserne i § 372, stk. 2, 3.-8. pkt., finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 2. Om sagens behandling i landsretten gælder tilsvarende regler som fastsat for

byretsbehandlingen.

Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2.

pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Anke har kun opsættende virkning, når det bestemmes af den ret, hvis afgørelse

påankes, eller af den ret, til hvilken anke sker.

Kapitel 43 b.

Prøvelse af beslutning om adoption uden samtykke

§ 475 i.

Ankefristen er 4 uger ved anke til landsret og 4 uger ved anke til Højesteret. Der kan

ikke i medfør af § 372, stk. 2, meddeles tilladelse til at anke dommen efter ankefristens udløb.

Stk. 2. Anke til landsret sker ved meddelelse til byretten. Meddelelsen kan ske mundtligt til

retsbogen. Retten sender meddelelsen og sagens akter til landsretten.

Stk. 3. Landsrettens dom kan ikke ankes til Højesteret. Bestemmelserne i § 371, stk. 1, 2.

pkt., og stk. 2, finder dog tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Om kære gælder reglerne i kapitel 37. Der kan dog ikke i medfør af § 394, stk. 2,

meddeles tilladelse til at kære de i § 475 b, stk. 4, nævnte kendelser efter kærefristens udløb.

Stk. 5. Om sagens behandling i landsretten og Højesteret gælder tilsvarende regler som

fastsat for byretsbehandlingen.

Kapitel 53.

Appel af fogedrettens afgørelser

§ 584.

Afgørelser, der er truffet af en fogedret, kan, medmindre andet er bestemt i loven,

kæres til den landsret, i hvis kreds fogedretten ligger.

Stk. 2. Afgørelser om udlæg for krav, der har en økonomisk værdi af højst 20.000 kr., kan

ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler

derfor.

Stk. 3. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger

efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives

senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

Stk. 4. Fogedrettens afgørelse efter § 561, stk. 2-4, § 562, stk. 1-3, § 563, § 566, stk. 3, 3.

pkt., § 569, stk. 1, 4. pkt., § 570, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, § 571, stk. 1, § 576, stk. 2, og § 577,

stk. 2, kan ikke kæres.

§ 584 a.

Fogedrettens afgørelser om omkostninger, der er fastsat til mere end 20.000 kr., kan

særskilt kæres. Det samme gælder afgørelser, hvorved det er bestemt, at ingen af parterne

skal betale sagsomkostninger til den anden part, hvis der er spørgsmål om tilkendelse af

sagsomkostninger med mere end 20.000 kr.

155

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Stk. 2. Procesbevillingsnævnet kan meddele tilladelse til kære af fogedrettens afgørelse om

omkostninger, der efter stk. 1 ikke kan påkæres, hvis særlige grunde taler derfor.

Stk. 3. Beslutning efter § 334, stk. 4, om salær, der er fastsat til højst 20.000 kr., kan ikke

kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog give tilladelse til kære, hvis særlige grunde taler

derfor.

Stk. 4. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 2 uger

efter afgørelsen. Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgningen

indgives senere, men inden 6 måneder efter afgørelsen.

§ 585.

Landsrettens afgørelse i en kæresag kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog

meddele tilladelse til kære, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter. Hvis særlige

grunde taler for det, kan tilladelsen begrænses til en del af sagen.

Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger

efter afgørelsen. I andre sager end auktionssager kan nævnet dog undtagelsesvis meddele

tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 1 år efter afgørelsen.

§ 586.

Kære skal ske inden 4 uger efter, at forretningen er foretaget, eller, hvis forretningen

ikke foretages, inden 4 uger efter den afgørelse, som kæres.

Stk. 2. Er der meddelt tilladelse efter § 584, stk. 2 og 3, § 584 a, stk. 2-4, eller § 585, skal

kære ske inden 4 uger efter, at tilladelsen er meddelt ansøgeren.

Stk. 3. Såfremt kæren går ud på ophævelse af auktion over et luftfartøj, der er registreret i en

fremmed stat, som har tiltrådt Genèvekonventionen af 19. januar 1948, er fristen dog 6

måneder efter salgsdagen, dersom den kærende som grund for ophævelsen påberåber sig,

at reglerne i § 544, stk. 2, ikke har været overholdt.

Stk. 4. Iværksættes kære efter fristens udløb, afvises kæren af den ret, hvortil afgørelsen

kæres. Retten kan dog undtagelsesvis tillade kære indtil 1 år, i auktionssager dog indtil 6

måneder, efter afgørelsen. Kæreskriftet skal i så fald indleveres inden 4 uger efter tilladelsens

meddelelse. Bestemmelserne i § 398 finder tilsvarende anvendelse. Landsrettens afgørelse

kan kun indbringes for Højesteret efter reglerne i § 392, stk. 3-5.

Kapitel 82.

Anke til landsretten

–

straffesager

§ 902.

Anklagemyndigheden kan kun anke, når der efter loven kan idømmes andre

offentligretlige følger end bøde eller konfiskation for lovovertrædelsen.

Stk. 2. Tiltalte kan kun anke, når tiltalte har givet møde i byretten og er idømt

1) mere end 20 dagbøder,

2) en bøde på over 3.000 kr.,

3) konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller

4) andre offentligretlige følger.

Stk. 3. Hvis sagen er fremmet i medfør af § 855, stk. 3, nr. 4, kan tiltalte anke, selv om tiltalte

ikke har givet møde i byretten, hvis anken ikke omfatter bedømmelsen af beviserne for

tiltaltes skyld og betingelserne i stk. 2 i øvrigt er opfyldt.

Stk. 4. Afgørelser efter §§ 899 og 900 kan ikke indbringes for højere ret.

§ 903.

Procesbevillingsnævnet kan tillade anke af domme, der ikke kan ankes efter § 902,

stk. 1-3, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler for det.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14

dage efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen som i § 904,

156

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

stk. 2 og 3. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning

indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden,

der ønsker at anke, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet sende

underretning om ansøgningen til tiltalte. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan

afvises.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på tilladelse til anke af de

afgørelser, der er nævnt i § 902, stk. 4.

Stk. 4. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til

anke efter stk. 1 eller 3, indbringer anklagemyndigheden sagen for landsretten. Sagen skal

indbringes inden 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet

anklagemyndigheden om tilladelsen. Hvis det er anklagemyndigheden, der har fået tilladelse

til anke, skal anklagemyndigheden forkynde en meddelelse om anke for tiltalte, jf. § 907, stk.

2, inden udløb af den frist, der er anført i 2. pkt.

§ 904.

Ankefristen er 14 dage og regnes fra dommens afsigelse, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Hvis dommen skal forkyndes efter § 219 a, stk. 5, regnes tiltaltes ankefrist fra

forkyndelsen.

Stk. 3. Hvis sagen er afgjort efter § 897 og tiltalte ikke var til stede eller gjort bekendt med

tidspunktet for dommens afsigelse, regnes tiltaltes ankefrist fra den dag, hvor retten har sendt

en udskrift af dommen til tiltalte.

Kapitel 83.

Anke til Højesteret

–

straffesager

§ 932.

Landsrettens domme i straffesager kan kun ankes med Procesbevillingsnævnets

tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige

grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen kan begrænses til en del af sagen, herunder med

hensyn til de grunde, hvorpå anken kan støttes, jf. § 933, stk. 2, hvis særlige grunde taler for

det.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til anke skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14

dage efter dommens afsigelse. Hvis det er tiltalte, der vil anke, beregnes fristen efter reglerne

i § 904, stk. 2 og 3, og § 904, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, hvis sagen er behandlet

efter § 930 a. Procesbevillingsnævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning

indgives senere, men inden 1 år efter dommens afsigelse. Hvis det er anklagemyndigheden,

der vil anke, skal den samtidig med ansøgningen til Procesbevillingsnævnet underrette tiltalte

om ansøgningen. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.

Stk. 3. Når ansøgning om tilladelse til anke er indgivet, kan Højesteret beslutte, at

fuldbyrdelse af dommen skal udsættes eller standses. Dette sker i hvert fald, når anke

tillades.

§ 933.

Ved iværksættelse af anken til Højesteret finder § 903, stk. 4, § 905, stk. 1 og 3, § 906,

§ 907, stk. 2-4, § 910, stk. 1 og 2, og § 913 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Anke kan ske under henvisning til de grunde, der er nævnt i § 912, stk. 1, nr. 1-3.

Reglen i § 912, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Sager om opløsning af politiske foreninger kan altid indbringes for Højesteret.

157

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Kapitel 85.

Kære til højere ret

–

straffesager

§ 968 a.

Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en

ankesag, kan kun kæres til Højesteret af sagens parter eller de personer, der er nævnt i §

968, stk. 2, under tilsvarende betingelser som anført i § 968 og med Procesbevillingsnævnets

tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel

karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.

Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til kære skal indgives til Procesbevillingsnævnet inden 14

dage efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Er det tiltalte, der vil kære, og har tiltalte

ikke været til stede ved afsigelsen, regnes ansøgningsfristen fra forkyndelsen af afgørelsen.

Procesbevillings-nævnet kan undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives

senere, men inden 1 år efter kendelsens eller beslutningens afsigelse. Hvis det er

anklagemyndigheden, der vil kære, skal den samtidig med ansøgningen til

Procesbevillingsnævnet give underretning om ansøgningen til den, som kendelsen eller

beslutningen vedrører. Manglende underretning medfører ikke, at sagen kan afvises.

Stk. 3. Hvis Procesbevillingsnævnet meddeler tiltalte eller anklagemyndigheden tilladelse til

kære efter stk. 1, indbringer anklagemyndigheden sagen for Højesteret. Sagen skal

indbringes inden 14 dage efter, at Procesbevillingsnævnet har underrettet

anklagemyndigheden om tilladelsen.

Stk. 4. Kendelser og andre beslutninger, der er afsagt af landsretten under behandling af en

ankesag, og som retter sig mod nogen, der ikke er part i sagen, kan kæres til Højesteret

under tilsvarende betingelser som anført i § 968 uden tilladelse efter stk. 1, jf. dog § 1013, stk.

§ 973.

Landsrettens afgørelse i en kæresag kan kun kæres til Højesteret med

Procesbevillingsnævnets tilladelse. Sådan tilladelse kan meddeles, hvis kæremålet angår

spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Tilladelsen kan

begrænses til en del af sagen, hvis særlige grunde taler for det. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og

3, finder tilsvarende anvendelse.

Kapitel 91.

Sagsomkostninger

–

straffesager

§ 1013.

Når en dom er påanket, prøver den overordnede ret omkostningsspørgsmålet, for så

vidt dettes afgørelse afhænger af ankens udfald, eller det særlig er inddraget under anken. En

tilsvarende regel gælder, når kæremål rejses mod en kendelse, der har pålagt erstatning af

omkostninger i forbindelse med straf eller lignende følger. I andre tilfælde kan kæremål rejses

mod rettens afgørelse af omkostningsspørgsmålet, når afgørelsen er uafhængig af sagens

udfald, og de pålagte omkostningers beløb kan antages at ville overstige 40 kr.

Stk. 2. Foranstående regler gælder også med hensyn til fastsættelse af vederlag til offentlige

anklagere, hvor derom bliver spørgsmål, og til forsvarere.

Stk. 3. Landsrettens afgørelser om vederlag til forsvarere kan ikke kæres.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til, at afgørelsen kæres til Højesteret, hvis

kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller andre særlige grunde i øvrigt taler for

det. Reglerne i § 968 a, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Pålagte omkostninger kan af restanceinddrivelsesmyndigheden inddrives efter

reglerne i § 90, stk. 2-4, § 91, stk. 2-5, og § 92 i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

158

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Lov nr. 1867 af 29. december 2015 om ændring af retsplejeloven, lov om

Domstolsstyrelsen og lov om retsafgifter (Digitalisering af retsprocessen i

borgerlige sager, oprettelse af en domsdatabase m.v.):

§ 5.

Loven træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på alle sager, som anlægges, appelleres eller henvises efter

lovens ikrafttræden. For sager, der er anlagt, appelleret eller henvist før lovens ikrafttræden,

finder de hidtil gældende regler anvendelse, jf. dog stk. 3.

Stk. 3. § 1, nr. 2, 40, 41 og 47, finder anvendelse på sager, der er anlagt, appelleret eller

henvist før lovens ikrafttræden.

Stk. 4. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at sager i bestemte retskredse og

retsinstanser, som anlægges, appelleres eller henvises i en nærmere fastsat periode efter

lovens ikrafttræden, ikke skal anlægges eller behandles på domstolenes sagsportal. For disse

sager finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Stk. 5. Sager, som er anlagt før lovens ikrafttræden og appelleres efter lovens ikrafttræden,

skal gøres tilgængelige på domstolenes sagsportal af den ret, hvis afgørelse appelleres.

Stk. 6. Retten kan beslutte, at en sag, som er anlagt før lovens ikrafttræden eller behandles

efter de hidtil gældende regler, jf. stk. 4, 2. pkt., skal behandles efter reglerne i denne lov.

Beslutningen kan ikke uden Procesbevillingsnævnets tilladelse indbringes for højere ret.

Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis beslutningen angår

spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for den, der

ansøger om kæretilladelse, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af en

højere ret. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2

uger efter at beslutningen er truffet. Kære skal ske, inden 2 uger efter at tilladelsen er meddelt

ansøgeren.

Stk. 7. Domstolsstyrelsen kan fastsætte regler om, at alle verserende borgerlige retssager og

sager om optagelse af bevis om borgerlige krav skal behandles efter reglerne i denne lov.

Serviceloven

Kapitel 30

Klage og domstolsprøvelse

§ 171.

Byrettens afgørelse kan ikke indbringes for landsretten. Procesbevillingsnævnet kan

dog give tilladelse til anke, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler

derfor. Ansøgning om tilladelse skal indgives til nævnet inden 4 uger efter dommens afsigelse.

Nævnet kan dog undtagelsesvis meddele tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men

inden 1 år efter afsigelsen.

159

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

8.5

Oversigt over bestemmelser i retsplejeloven om fri proces

Kapitel 31

Retshjælp og fri proces

§ 325.

Der kan efter ansøgning meddeles en person, der opfylder de økonomiske betingelser

efter stk. 2-5, og som ikke har en retshjælpsforsikring eller anden forsikring, der dækker

omkostninger ved sagen, fri proces efter reglerne i §§ 327 og 328.

Stk. 2. Personer, hvis indtægtsgrundlag ikke overstiger de i stk. 3-5 nævnte beløb, opfylder de

økonomiske betingelser for at få fri proces, medmindre omkostningerne ved sagen må

antages at blive uvæsentlige i forhold til ansøgerens indtægtsgrundlag. Justitsministeren

fastsætter regler om opgørelse af indtægtsgrundlaget.

Stk. 3. Indtægtsgrænsen udgør 236.000 kr. (2005-niveau) for enlige.

Stk. 4. For samlevende anvendes parrets samlede indtægtsgrundlag, og indtægtsgrænsen

udgør 300.000 kr. (2005-niveau). Hvis parret har modstående interesser i sagen, anvendes

dog ansøgerens eget indtægtsgrundlag og indtægtsgrænsen for enlige. I sager om ægteskab

eller forældremyndighed, jf. kapitel 42, kan ansøgerens eget indtægtsgrundlag og

indtægtsgrænsen for enlige også anvendes.

Stk. 5. Indtægtsgrænsen forhøjes med 41.000 kr. (2005-niveau) for hvert barn under 18 år,

herunder stedbørn eller plejebørn, som enten bor hos ansøgeren eller i overvejende grad

forsørges af denne.

§ 326.

De i § 323, stk. 6, og § 325, stk. 3-5, angivne beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med

2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. lov om en

satsreguleringsprocent. De regulerede beløb efter § 323, stk. 6, afrundes til det nærmeste hele

kronebeløb, der kan deles med 10. De regulerede beløb efter § 325, stk. 3-5, afrundes til det

nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 1.000. Reguleringen sker på grundlag af de på

reguleringstidspunktet gældende beløb før afrunding. Justitsministeren bekendtgør hvert år,

hvilke reguleringer der skal finde sted.

§ 327.

Fri proces kan, jf. § 325, gives til en sag i 1. instans

1) i de i § 139, stk. 1, § 147 e og kapitel 42 omhandlede sager, dog ikke til sagsøgeren i

sager om ændring af en aftale eller dom efter forældreansvarslovens § 14 eller § 17, stk.

2) til forbrugeren i sager om tilbagebetaling af pengeydelser, som er omfattet af et påbud

efter markedsføringsloven nedlagt af retten eller meddelt af Forbrugerombudsmanden, og

3) når ansøgeren helt eller delvis har fået medhold i Advokatnævnet, jf. § 146, et

huslejenævn eller et beboerklagenævn eller et centralt statsligt klagenævn med

undtagelse af Forbrugerklagenævnet og sagen er indbragt af ansøgeren til opfyldelse af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet eller af modparten til ændring af

nævnets afgørelse eller et forlig indgået for nævnet.

Stk. 2. Fri proces kan, jf. § 325, gives til en appelsag, når ansøgeren helt eller delvis har fået

medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

Stk. 3. Fri proces kan, jf. § 325, gives under skifterettens behandling af boer omfattet af § 1 i

lov om ægtefælleskifte m.v.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan ikke gives, hvis det er åbenbart, at ansøgeren ikke vil få

medhold i sagen.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af den ret, som sagen er indbragt for eller kan

indbringes for. Afslås fri proces, træffes afgørelsen ved kendelse. Uanset § 389 a, stk. 1, §

160

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

392, stk. 3, og § 392 a, stk. 2, kan afslag på fri proces til en sag, der behandles af Sø- og

Handelsretten eller af landsretten som 1. instans, kæres uden særlig tilladelse.

§ 328.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 327, kan fri proces, jf. § 325, gives, hvis

ansøgeren skønnes at have rimelig grund til at føre proces.

Stk. 2. I vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces, indgår blandt andet

1) sagens betydning for ansøgeren,

2) udsigten til, at ansøgeren vil få medhold i sagen,

3) sagsgenstandens størrelse,

4) størrelsen af de forventede omkostninger og

5) muligheden for at få sagen behandlet ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, et

administrativt nævn eller et privat tvistløsningsorgan, der er godkendt af erhvervs- og

vækstministeren.

Stk. 3. I sager i 1. instans om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål eller

ansættelsesforhold eller om personskade anses henholdsvis lejeren, arbejdstageren og

skadelidte for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre forhold som nævnt i stk. 2,

nr. 2-5, klart taler herimod.

Stk. 4. Fri proces efter stk. 1-3 kan kun undtagelsesvis gives til

1) sager, der udspringer af ansøgerens erhvervsvirksomhed, eller

2) sagsøgeren i sager om ærekrænkelse, medmindre en ærekrænkelse af en vis grovhed er

udbredt gennem et massemedium eller i øvrigt til en videre kreds.

Stk. 5. Fri proces efter stk. 1-3 meddeles af justitsministeren. Afslås fri proces, kan afslaget

påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået meddelelse om

afslaget.

§ 329.

Uden for de tilfælde, der er nævnt i § 325, jf. §§ 327 og 328, kan justitsministeren efter

ansøgning meddele en part fri proces, når særlige grunde taler for det. Dette gælder navnlig i

sager, som er af principiel karakter eller af almindelig offentlig interesse, eller som har

væsentlig betydning for ansøgerens sociale eller erhvervsmæssige situation. Afslås fri proces,

kan afslaget påklages til Procesbevillingsnævnet inden 4 uger efter, at ansøgeren har fået

meddelelse om afslaget.

§ 330.

Justitsministeren kan fastsætte regler om indholdet af en ansøgning om fri proces og

om de oplysninger, som ansøgeren skal meddele.

§ 331.

Fri proces medfører for vedkommende part

1) fritagelse for afgifter efter lov om retsafgifter,

2) beskikkelse af en advokat til at udføre sagen mod vederlag af statskassen, jf. § 334,

3) godtgørelse fra statskassen for udgifter, som med føje er afholdt i forbindelse med sagen,

4) fritagelse for at erstatte modparten sagens omkostninger og

5) i boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v. fritagelse for

a) sikkerhedsstillelse for omkostninger ved boets behandling,

b) betaling af partens andel af bobehandlerens salær og

c) hæftelse for statskassens krav mod den anden ægtefælle, jf. § 44, stk. 1, i lov om

ægtefælleskifte m.v.

Stk. 2. Fri proces kan i bevillingen begrænses til enkelte af de i stk. 1 nævnte begunstigelser.

Stk. 3. I boer omfattet af § 1 i lov om ægtefælleskifte m.v. gælder følgende:

1) Fritagelsen for afgifter efter stk. 1, nr. 1, omfatter ikke skifteafgift efter §§ 34 a og 34 b i lov

om retsafgifter.

161

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

2) Stk. 1, nr. 2, finder kun anvendelse, når skifteretten beskikker en advokat i medfør af § 23 i

lov om ægtefælleskifte m.v.

3) Stk. 1, nr. 3, finder ikke anvendelse.

Stk. 4. Virkningerne af fri proces omfatter hele sagen i den pågældende instans, herunder den

procedure, der er nødvendig for at opnå en ny foretagelse af sagen for samme ret, samt

fuldbyrdelse af afgørelsen. Virkningerne omfatter tillige de foranstaltninger, som af hensyn til

forberedelsen af sagsanlægget med føje er foretaget inden meddelelse af fri proces.

Stk. 5. Virkningerne af fri proces omfatter også behandlingen af sagen i 2. eller 3. instans,

såfremt sagen er indbragt for højere ret af modparten og den part, der har fri proces, helt eller

delvis har fået medhold i den foregående instans.

Stk. 6. Virkningerne af fri proces ophører ikke ved en parts død.

Stk. 7. Bevillingen kan tilbagekaldes, når de forudsætninger, under hvilke den er meddelt,

viser sig ikke at være til stede eller at være bortfaldet. Når bevillingen tilbagekaldes, ophører

virkningerne af fri proces.

§ 332.

Retten træffer afgørelse om betaling af sagsomkostninger, som om der ikke var givet fri

proces, herunder et skønsmæssigt fastsat beløb svarende til de afgifter, der efter

sagsgenstandens værdi skulle have været betalt, jf. § 331, stk. 1, nr. 1. I det omfang en part er

fritaget for betaling af sagsomkostninger til modparten, jf. § 331, stk. 1, nr. 4, betales

sagsomkostningerne af statskassen. Pålægges modparten at betale sagsomkostninger,

tilfalder beløbet statskassen. Har den part, der har fri proces, selv afholdt udgifter i anledning

af sagen, fordeler retten dog beløbet mellem statskassen og parten.

Stk. 2. Retten kan pålægge en part, der har fri proces, helt eller delvis at erstatte statskassens

udgifter ved den fri proces, i det omfang udgifterne ikke pålægges modparten, når partens

forhold, herunder som disse er efter sagens udfald, taler for det.

§ 333.

For hver ret antager justitsministeren et passende antal advokater til at udføre sager for

parter, der har fri proces, eller for hvem der i øvrigt beskikkes en advokat efter reglerne i

denne lov. Justitsministeren kan ved antagelse af en advokat ved en byret bestemme, at der

ikke skal tilkomme den pågældende godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for

retskredsen.

Stk. 2. I ankesager kan den advokat, der har været beskikket under behandlingen i den

foregående instans, beskikkes til også at føre sagen for den overordnede ret, såfremt

advokaten er mødeberettiget for denne ret.

Stk. 3. Efter partens anmodning kan en advokat, der ikke er antaget ved vedkommende ret,

beskikkes, såfremt det findes forsvarligt og advokaten er mødeberettiget for retten og villig til

at lade sig beskikke.

Stk. 4. En autoriseret advokatfuldmægtig eller en advokat, der ikke har møderet for landsret,

kan beskikkes i en sag, der anmeldes som prøvesag, hvis det findes forsvarligt. Det er dog en

betingelse, at sagen ikke på forhånd skønnes uegnet som prøvesag, og at parten meddeler

samtykke hertil.

Stk. 5. De i stk. 1 nævnte advokater skal yde retshjælp efter § 323, stk. 1, 2. pkt. Advokater,

der ikke er omfattet af stk. 1, kan ved anmeldelse til den myndighed, som justitsministeren

bestemmer, påtage sig en tilsvarende forpligtelse.

§ 334.

Beskikkelse af advokat meddeles af rettens præsident. Beskikkelsen omfatter også

retshandlinger ved anden ret.

Stk. 2. Der tilkommer den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for udlæg,

herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. dog §

333, stk. 1, 2. pkt.

162

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 353: Publikation: Procesbevillingsnævnet - Årsberetning 2017

Stk. 3. Anmoder parten om beskikkelse af en bestemt advokat, kan retten betinge

beskikkelsen af, at advokaten helt eller delvis frafalder krav mod statskassen om godtgørelse

for rejseudgifter.

Stk. 4. Salær og godtgørelse fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen. Hvis der er

fastsat takster efter stk. 7, fastsættes salæret på baggrund af disse. Fastsættelsen af salær og

godtgørelse sker ved særskilt beslutning samtidig med sagens eller retshandlingens