REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 35: Præsentationer og talepapirer fra Retsudvalgets høring den 11/10-17 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

Retsudvalget 2017-18
REU Alm.del Bilag 35
Offentligt

REU høring om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, onsdag den 11.10.2017

Ærede medlemmer af Retsudvalget. Tak for invitationen til at deltage i

denne høring og sige nogle få ord om Den Europæiske Menneskeret-

tighedsdomstols praksis, et emne der har fyldt meget i mit liv, både privat

og professionelt, gennem snart en menneskealder.

Når man taler om Domstolens praksis, er det vigtigt at være opmærksom

på og forstå Den Europæiske Menneskerettighedskonventions særlige ka-

rakter og funktion. Konventionen blev til på baggrund af de krænkelser og

grusomheder, som bl.a. Europa havde gennemlevet og været vidne til,

både i årene op til og under anden verdenskrig. Dette havde ført til et in-

ternationalt og globalt ønske om at sikre individet nogle grundlæggende

rettigheder i forhold til staten, man ville med andre ord begrænse stater-

nes magt i forhold til egne borgere.

Dette førte til vedtagelsen af konvention, der sikrer nogle grundlæggende

rettigheder der, som man udrykker det i præamblen, er grundlaget for ret-

færdighed og fred og er fundamentet og forudsætningen for demokrati og

samtidig udtrykker medlemsstaternes fælles værdier og arv.

Man ønskede bevidst at gå videre ved at sikre en kollektiv håndhævelse af

disse rettigheder, og til det formål etablerede man Domstolen, der fik til

opgave at sikre overholdelsen af medlemsstaternes forpligtelser, og som

man samtidig valgte at give kompetence til at afgøre alle spørgsmål om

fortolkning og anvendelse af konventionen. Det er netop dette, der gør

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 35: Præsentationer og talepapirer fra Retsudvalgets høring den 11/10-17 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

konventionen til et enestående og meget effektivt system, der i praksis

spiller en meget stor rolle, ikke kun for borgere og medlemsstater, men

også for andre jurisdiktioner rundt om i verden.

Man bør derfor ikke glemme konventionens karakter og Domstolens sær-

lige rolle, når man taler om praksis. For mange individer er Domstolens

det eneste eller sidste håb om at opnå retfærdighed, når individets ret-

tigheder er blevet krænket af stater.

Domstolens rolle er selvfølgelig at afgøre enkeltsager, altså de klager, der

indbringes for den. Men Domstolens rolle går videre end det. Domstolens

rolle er også at fastslå, præcisere og videreudvikle de generelle principper,

der følger af konventionen, og som medlemsstaterne skal overholde. I

praksis er det nok den vigtigste funktion.

Det er ubestrideligt, at Domstolen i praksis er tildelt en vidtgående befø-

jelse, når den skal fortolke forholdsvis bredt formulerede rettigheder fra

1950 i lyset af nutidige forhold, men Domstolens beføjelse er ikke ube-

grænset, og heldigvis bliver langt de fleste domme og afgørelser da også

modtaget med både accept, respekt og forståelse, herunder af medlems-

staterne, ligesom de i praksis efterleves uden nævneværdige problemer.

Danske domstole har i efterhånden mange år, siden slutningen af

1980’erne, inddraget Domstolens praksis ved fortolkningen og anvendel-

sen af dansk ret, uden væsentlige problemer, således som det også er be-

skrevet i betænkninger fra 1991, 2001 og 2014.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 35: Præsentationer og talepapirer fra Retsudvalgets høring den 11/10-17 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

Det er uundgåeligt, at der vil være konkrete domme og afgørelser fra

Domstolen, som man ikke er enig i. Det gælder naturligvis også staterne.

Ja, siden april 2014, hvor jeg har været dommer i Strasbourg, har jeg med

jævne mellemrum taget afstand fra enten resultat eller begrundelse i

nogle af de sager, hvor jeg har medvirket. Det er helt naturligt og legitimt.

Generelt er det min vurdering, at Domstolen udfylder sin rolle og funktion

bevidst om det ansvar, der hviler på den, og at den generelt gør det forsig-

tigt, fornuftigt og gradvist og med stor forståelse for medlemsstaternes si-

tuation og praktiske og juridiske udfordringer. For eksempel har Domsto-

len på mange områder valgt at overlade et skøn eller råderum til stater og

nationale myndigheder, såkaldt ”margin of appreciation”, netop fordi den

anerkender, at der er spørgsmål, medlemsstaterne er bedre til at vurdere

og afgøre. Dette kan man også se i nyere praksis om udvisning af krimi-

nelle udlændinge, således som jeg i anden sammenhæng har forklaret.

Som jeg ser det, er uenighed og saglig kritik både naturlig og legitim, men

når man udtrykker uenighed, også som politiker, herunder kritik, bør man

være opmærksom på sprogbrug, og man bør være varsom med ikke at ud-

tale sig på en måde, der i praksis underminerer autoriteten og legitimite-

ten af en Domstol, der spiller en meget vigtig rolle for mange individer og

for Europa generelt. Hertil kommer, at man næppe opnår nævneværdig

indflydelse på udviklingen af praksis gennem hård kritik og sprogbrug.

Hvad kan man så gøre, når man som stat, lovgiver, regering, folketing eller

dommer er uenig i den måde, praksis udvikler sig på?

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 35: Præsentationer og talepapirer fra Retsudvalgets høring den 11/10-17 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

For mig at se er svaret konstruktiv dialog og samarbejde, på grundlag af

fælles værdier og respekt for de grundlæggende rettigheder, og med re-

spekt for Domstolens og staternes forskellige rolle og funktion. En sådan

dialog og samarbejde foregår allerede og kan foregå på mange måder.

Lovgiver, både regering og folketing, kan inddrage og forholde sig til men-

neskerettighederne i lovgivningsprocessen, både i lovforslagets bemærk-

ninger og under debatten i Folketinget, således at det klart fremgår, at de

relevant hensyn og kriterier er blevet inddraget, og at en afvejning af de

modsatrettede hensyn har fundet sted. Hvis dette er kommet til udtryk i

lovgivningsprocessen, er der større sandsynlighed for, at lovgiver vil få ind-

flydelse på praksis, når Domstolen skal tage stilling til sager, hvor lovgiv-

ningen er blevet anvendt. Det har man bl.a. set i den britiske sag Animal

Defenders fra 2013 om ytringsfrihed og et generelt forbud mod politiske

reklamer i tv og radio. Det har man også set i den franske sag S.A.S. fra

2014 om et såkaldt ”maskeringsforbud” eller ”burkaforbud” om man vil.

Sådanne sager viser, at Domstolen lytter til lovgiver i medlemsstaterne.

På samme måde kan de øverste domstole, herunder højesteret, have ind-

flydelse på efterfølgende klagesager, når det klart fremgår af begrundel-

sen i domme og afgørelser, at hensynet til menneskerettighederne er ble-

vet inddraget, og at de relevante kriterier og praksis er inddraget og ind-

gået i afvejningen. Tilsvarende kan man forestille sig, at de øverste dom-

stole også forholder sig kritisk til praksis fra Domstolen, hvilket man bl.a.

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 35: Præsentationer og talepapirer fra Retsudvalgets høring den 11/10-17 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

har set fra Storbritanniens højesteret, og der er eksempler på, at en sådan

saglig og konstruktiv kritik kan få indflydelse på praksis i Strasbourg.

Endvidere kan medlemsstaterne intervenere i sager, der verserer for dom-

stolen, såkaldt tredjepartsintervention, herunder navnlig i sager, der ver-

serer for Storkammeret, der behandler de vigtigste og mest principielle sa-

ger. Det sker allerede i et vist omfang, og sådanne indlæg kan være meget

værdifulde for Domstolen. Medlemsstaterne kan fremkomme med oplys-

ninger om national ret og andre retskilder af betydning, ligesom de kan

gøre opmærksom på uhensigtsmæssige konsekvenser af mulige fortolk-

ninger af konventionen. Selvfølgelig er det også et spørgsmål om ressour-

cer og prioritering, men det er en måde, hvorpå en stat kan vælge at indgå

i en saglig dialog med Domstolen, også med ønske om at få indflydelse.

Man kan også forestille sig, at medlemsstaterne, når de optræder samlet,

enten i Ministerkomitéen eller ved topmøder på højeste niveau, således

som vi kender det fra Interlaken (2010), Ismir (2011), Brighton (2012),

Bruselles (2015) og snart også fra en by i Danmark i 2018, vedtager erklæ-

ringer eller andre dokumenter, der udtrykker staternes syn og holdninger.

Det har man bl.a. set i Brighton deklarationen, hvor man valgte at under-

strege betydningen af medlemsstaternes skønsmargin. Selvfølgelig kan

medlemsstaterne, som jo er dem, der har indgået konventionen, også give

udtryk for, hvordan den efter deres opfattelse skal fortolkes og anvendes.

Sammenfattende vil jeg sige, at Domstolen er meget opmærksom på sin

rolle og funktion og det store ansvar, den er betroet, og generelt er det

REU, Alm.del - 2017-18 - Bilag 35: Præsentationer og talepapirer fra Retsudvalgets høring den 11/10-17 om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis

min vurdering, at den udfylder denne rolle forsigtigt, gradvist og efter at

have inddraget alle relevante retskilder og overvejelser, og selvfølgelig har

medlemsstaterne mulighed for både enkeltvist og samlet at påvirke Dom-

stolen gennem konstruktiv dialog og samarbejde, hvilket selvfølgelig bør

foregå på en måde, der styrker snarere end at svække et værdifuldt og ge-

nerelt velfungerende system.

Tak for jeres opmærksomhed. Jeg svarer gerne på de spørgsmål, udvalgets

ærede medlemmer måtte have.